skip to content

 
 
 

EP-Nyt #35: Kassen skal smækkes i fra nytår for lande med retsstatsproblemer

18-12-2020
 .

Årets sidste udgave af EP-Nyt samler op på EU’s langsigtede budget, genopretningsfonden og retsstatsmekanismen, som Parlamentet kræver bliver håndhævet fra 1. januar 2021. Derudover kan du læse om Brexit, Sakharovprisen for tankefrihed, digital lovgivning og den danske film ‘Druk’.

 .
 

Budget og genopretningspakke er godkendt

EU’s budget for de næste syv år, genopretningsfonden og retsstatsmekanismen er vedtaget

Over de næste syv år råder EU over godt 1.000 milliarder euro. Her har Europa-Parlamentet særligt kæmpet for, at flere penge skulle gå til uddannelse, forskning og sundhed, og Parlamentet fik da også tilkæmpet sig 15 milliarder euro mere, end hvad der i første omgang var lagt op til fra Rådets side.

Sideløbende med EU’s langsigtede budget er der vedtaget en genopretningsfond under navnet Next Generation EU (NGEU), der skal rejses gennem fælles lån. Fonden består af 750 milliarder euro og består hovedsageligt af genopretnings- og resiliensfaciliteten, der skal lave fremtidssikrede investeringer, der sætter gang i økonomien nu og her.

Ungarn og Polen blokerede budgettet og genopretningsfonden på grund af utilfredshed med retsstatsmekanismen. De stemte dog for, efter at der var blevet tilføjet en fortolkende tekst, der lægger op til, at mekanismen ikke kan bruges, før den har været forbi EU-Domstolen. Men det er ikke bindende, siger Europa-Parlamentet, der kræver, at Europa-Kommissionen håndhæver retsakten allerede fra 1. januar 2021.

Læs mere om de tre aftaler lige her.

 
 .

Brexit-forhandlinger trækker ud

Det er stadig usikkert, hvordan det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien kommer til at se ud. Ved redaktionens deadline var der fortsat ikke nogen større afklaringer på plads, men torsdag den 17. december er Europa-Parlamentets formandskonference kommet med en erklæring om, hvordan Parlamentet vurderer status for forhandlingerne lige nu.

MEP’erne anerkender, at situationen er alvorlig, og håber, at der bliver fundet en løsning, da en situation uden aftale vil have store konsekvenser for EU-borgerne og virksomhederne. De kræver dog, at de får en reel chance for at ratificere teksten, hvilket betyder, at der skal være en aftale på plads inden midnat den 20. december.

Parlamentet er klar til at holde en ekstraordinær plenarsamling i slutningen af december, men understreger, at de forventer at modtage en foreløbig tekst. Parlamentets godkendelse er nødvendig for, at en eventuel aftale om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien kan træde i kraft.

Se her, hvad den danske MEP Morten Helveg Petersen (RV) havde at sige til status for brexit-forhandlingerne under en debat i Europa-Parlamentet fredag den 18. december.

 .
 

Ny lovgivning for onlineplatforme og digitale tjenester

Den danske kommissær Margrethe Vestager præsenterede tirsdag Europa-Kommissionens udspil til Digital Services Act og Digital Markets Act, der skal opdatere reglerne for digitale tjenester, herunder sociale medier, onlinemarkedspladser og andre onlineplatforme, der opererer i EU. Meget digital lovgivning stammer helt tilbage fra år 2000, længe før Facebook, Twitter og andre store internetplatforme fandtes.

Digital Services Act (DSA) har til formål at regulere alle digitale tjenester, der forbinder forbrugere med varer, tjenester eller indhold. Blandt andet skal det være muligt hurtigere at fjerne ulovligt indhold, samtidig med at brugernes grundlæggende rettigheder beskyttes. Udkastet til DSA opstiller forpligtelser for formidlende tjenesteudbydere, hostingtjenesteudbydere, onlineplatforme og meget store onlineplatforme.

Digital Markets Act (DMA) skal regulere ​​onlineplatforme, der fungerer som 'dørvogtere' ('gatekeepers') på det digitale marked. Ideen er, at der skal være særlige regler for virksomheder, der reelt har monopol på et område af det digitale marked. Hvornår en platform er gatekeeper, bestemmes udfra deres størrelse og graden af kontrol over deres marked. Der kigges også på, om virksomheder og forbrugere reelt har mulighed for at vælge andre udbydere.

Virksomheder, der ikke overholder DSA, står til at kunne få en bøde på 6 procent af deres globale omsætning og 10 procent under DMA. Op til præsentationen af udspillet holdt Europa-Parlamentet i Danmark pressebriefing med de danske MEP’er Karen Melchior (RV) og Morten Løkkegaard (V) fra Renew Europe og Christel Schaldemose (A) fra S&D. Herunder kan du se nogle af de pointer, de fremhævede.

Den endelige udformning af den nye EU-lovgivning på det digitale område skal nu forhandles på plads af Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

 .
 

Hvideruslands opposition modtager tankefrihedspris

Siden 1988 har Europa-Parlamentet uddelt Sakharovprisen, EU’s største hyldest til menneskerettighedsarbejde. I år er prismodtageren den hviderussiske opposition, bestående af blandt andre Sviatlana Tsikhanouskaya og Veranika Tsapkala, der modtog prisen på vegne af det hviderussiske folk onsdag den 16. december.

Siden august har der været demonstrationer i Hviderusland mod præsidentvalget, der er blevet fordømt af Europa-Parlamentet for omfattende valgsvindel og korruption. Samtidig svarede regimet igen på protesterne med et hidtil uset niveau af vold mod demonstranterne.

Læs mere om prismodtagerne og deres kamp her.

 
 .

‘Druk’ nomineret til Parlamentets LUX-publikumspris

Thomas Vinterbergs film ‘Druk’ har ikke bare taget de danske biografer og det danske publikum med storm. Den har også høstet international anerkendelse ved at vinde 4 priser ved European Film Awards, blandt andet for bedste film.

Nu er den blandt de tre nominerede til årets LUX Audience Award. LUX-prisen er Europa-Parlamentets egen filmpris, som er stiftet for at fremme europæisk kultur og europæiske værdier ved at hylde europæiske film. Som noget nyt kan EU-borgerne nu også deltage i afstemningen.

Du kan stemme indtil 11. april 2021 på Thomas Vinterbergs ‘Druk’ eller de to andre film, ‘Corpus Christi’ af Jan Komasa og ‘Collective’ af Alexander Nanau. Gå ind på LUX Audience Awards' hjemmeside og giv din stemme til kende.

 .
 

Redaktionen afsluttet fredag 18/12/2020 kl. 11:00.

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen: Lars Svensmark, Lea Hovmand Jørgensen, Jacob Lolck
Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11