skip to content
 
 
 
01-11-2021
 .

Europa-Parlamentet søger lønnede trainees til foråret 2022

 
 

Brænder du for at få praktisk EU-erfaring? Vil du opleve det europæiske demokrati in action helt tæt på? Kickstart din karriere som trainee hos Europa-Parlamentet, og få fem forrygende måneder i København, Bruxelles - eller et andet sted i Europa. Traineeperioden løber fra den 1. marts til den 31. juli 2022.

 

Vælger du Parlamentet i København, vil du som trainee indgå i et velfungerende team, der arbejder med at skabe opmærksomhed om arbejdet i Europa-Parlamentet og dets 14 danske medlemmer i en periode, hvor fokus er rettet mod parlamentets arbejde med at genoprette Europa efter COVID-19-krisen. Vi laver alt fra at assistere medier og borgere, der søger viden om EU til afholdelse af seminarer, konferencer og foredrag. Vi samarbejder tæt med andre EU-institutioner og en række interesseorganisationer og offentlige institutioner i ind- og udland.
Læs mere om de forskellige stillinger her:

Om opgaverne - de forskellige profiler

Stilling 1: Profil: Kommunikation og events

Du vil deltage i kontorets aktiviteter med at fortælle danskerne om Europa-Parlamentets arbejde. Det betyder bl.a., at du vil prøve kræfter med mange forskellige kommunikationsopgaver – fra længere politiske analyser til korte tweets og Instagram. Vi satser meget på de sociale medier, og du vil blive en integreret del af det team, som dagligt arbejder på at udvikle vores aktiviteter på de forskellige platforme. Det vil derfor være en stor fordel, hvis du har kendskab til kommunikation på de sociale medier og ved, hvad det kræver at skabe engagerende indhold. Du vil også deltage i planlægningen, forberedelsen og udførelsen af arrangementer, både fysiske og online. Traineeopholdet vil give dig erfaring med at arbejde i en international organisation og mulighed for at skærpe din viden om det europæiske samarbejde, herunder EU’s beslutningsprocesser og politik. Du vil få rig mulighed for at skabe et netværk i EU-feltet, fra eksterne partnere til dine kolleger i Parlamentet, inklusiv trainees fra andre kontorer i Europa som du vil få mulighed for at møde online flere gange om ugen. Du vil selv få indflydelse på dit traineeophold, så du også kan forfølge egne interesser og derved få et personligt såvel som fagligt udbytte.

Stilling 2: Profil: Journalistik (i København)

Du bliver en aktiv del af kontorets presseaktiviteter. Det betyder bl.a., at du vil prøve kræfter med mange forskellige journalistiske opgaver og formater – fra nyhedsbreve, læserbreve og artikler til opslag på sociale medier og pitching af historier til pressen. Du vil blive en integreret del af det team, som planlægger og udfører vores aktiviteter på de forskellige platforme på daglig basis. Det vil derfor være en stor fordel, hvis du har fingeren på pulsen og ved, hvad det kræver at skabe engagerende indhold. Du får også ansvar for at udarbejde vores ugentlige nyhedsbrev, samt at skrive artikler og nyheder til vores hjemmeside. Traineeopholdet vil give dig erfaring med at arbejde i en international organisation og mulighed for at skærpe din viden om det europæiske samarbejde. Du vil få indflydelse på dit traineeophold, så du også kan forfølge egne interesser og derved få et personligt såvel som fagligt udbytte.

Stilling 3: Profil: Journalistik (i Bruxelles)

På kontoret i Bruxelles vil du være del af presseholdets arbejde med at dække Parlamentets udvalg og plenarmøder. Her vil du blandt andet være med til at informere journalister om Parlamentets arbejde med særligt fokus på Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI), skrive udkast til pressemeddelelser på engelsk og følge pressekonferencer. Du vil ligeledes oversætte pressemeddelelser, nyhedsbreve og andre medieprodukter til dansk samt have kontakt med danske journalister og Europa-Parlamentet i Danmarks kontor. Traineeopholdet vil give dig erfaring med at arbejde i en international organisation og mulighed for at skærpe din viden om det europæiske samarbejde. Du vil få indflydelse på dit traineeophold, så du også kan forfølge egne interesser og derved få et personligt såvel som fagligt udbytte.

Andre muligheder: Bliv oversætter i Luxembourg

Europa-Parlamentets livsblod er oversætterne. For hvis der skal holdes liv i et parlament med medlemmer fra 27 forskellige lande, der taler 23 forskellige anderkendte sprog, så kræver det, at der bliver pumpet oversættelser ud hele tiden. 

Der diskrimineres nemlig ikke mellem sprog i Parlamentet. Derfor skal alle relevante dokumenter oversættes - også til dansk. Vi leder derfor også efter to trainees til oversættelsesenheden i Luxembourg. 

Som oversætter bliver du tildelt et temaområde, som du primært, men ikke udelukkende, oversætter. Det kan være alt fra politiske tekster til budgetter og andre tekniske eller administrative dokumenter. 

Det foregår selvfølgelig under kyndig vejledning, der giver dig mulighed for at udvikle dig så meget som muligt under dit traineeship.

Du skal kunne begå dig på mindst tre sprog i stillingen. Du skal tale dansk på modersmål-niveau, have dyb forståelse for engelsk eller fransk og godt kendskab til mindst et til af de 23 officielle EU-sprog. 

Du kan læse mere om, hvad de to (ens) stillinger går ud på, og hvordan du ansøger her og her

Om dig

Du er motiveret, arbejdsom, og har mod på at udfordre dig selv med mange forskellige opgaver. Du arbejder godt i et team men kan også påtage dig selvstændige arbejdsopgaver. Du behøver ikke være EU-ekspert- eller nørd, men vi forventer, at du interesserer dig for og har kendskab til EU's institutioner. Du skal som minimum have afsluttet din bacheloruddannelse og helst være ved afslutningen af - eller for nylig have afsluttet - en kandidatuddannelse, gerne med fokus på samfundsforhold, internationale relationer og/eller kommunikation/journalistik. Det er vigtigt, at du er god til at formidle kompliceret stof på forståelig vis, og det er et plus hvis du har erfaring med brug af sociale medier. Du taler og skriver flydende dansk og engelsk, og vil have glæde af kundskaber i endnu et sprog. Vi sætter selvfølgelig pris på humoristisk sans og et godt humør.

Ansættelsesforhold

Du får udbetalt godt 12.000 kroner om måneden for en 40 timers arbejdsuge, og der er mulighed for husstandstillæg afhængig af ens familiære forhold. Traineeperioden løber fra den 1. marts til den 31. juli 2022.

 

Ansøgningsperiode

For at søge et lønnet traineeophold hos Europa-Parlamentet skal du udfylde en online formular. Ansøgningsperioden løber fra den 1. til den 30. november 2021.

Det er også muligt at søge mange andre spændende stillinger i Bruxelles, hvor dansk ikke er et krav.

Læs mere og ansøg til profilen i kommunikation og events her...
Læs mere og ansøg til profilen i journalistik her...
Læs mere og ansøg til profilen i journalistik i Bruxelles her...
 

Har du spørgsmål om kommunikationsstillingen eller det at være trainee generelt? Kontakt Sophia Colberg Olsen via e-mail eller på +45 33 41 40 48

Har du spørgsmål om journaliststillingen? Kontakt Jacob Lolck via e-mail eller på +45 33 41 40 44

Har du spørgsmål om journaliststillingen i Bruxelles? Kontakt Thomas Haahr via e-mail

Se mere om vores indsats på de sociale medier her:

 
Facebook
 
Twitter
 
Instagram