skip to content
 
 
 

Første hold trainees ankommet efter COVID-19

02-10-2020

Torsdag d. 1. oktober blev vores to nye trainees, Pernille Kjær Ramsdahl og Lars Svensmark, budt velkommen på Europa-Parlamentets kontor i Danmark. Læs mere om dem her.

Det var ikke den helt typiske velkomst, der ventede vores nye kollegaer som det første kuld, efter at COVID-19 vendte op og ned på de typiske arbejdsgange. Kun halvdelen af kollegaerne sad med ved morgenbordet, mens den anden halvdel var med på video, da de nye trainees blev budt velkomne på Gothersgade. Her skal de hjælpe med at udbrede kendskabet til Europa-Parlamentets arbejde gennem kommunikation- og pressearbejde.

Pernille Kjær Ramsdahl har en cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet, hvor hun blandt andet har arbejdet med europæisk identitet. Hun har tidligere lavet eventkoordinering, public diplomacy og kommunikation i flere danske kulturinstitutioner og hos Danmarks Generalkonsulat i New York. Hos Europa-Parlamentet skal Pernille arbejde med formidling af Europa-Parlamentet og de danske MEP’ers arbejde både gennem arrangementer og sociale medier.

”For mig er informativ og medrivende kommunikation essentiel. EU er ikke kun en vigtig institution at forstå og følge, men også utrolig spændende. Jeg ser frem til at smitte danskerne med min EU-begejstring og engagere især unge i de politiske beslutning,” siger Pernille.

Lars Svensmark er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har en kandidat i international journalistik fra Amsterdam Universitet. Her skrev han speciale om indflydelsen fra europæiske interessegrupper på europæisk politik og interviewede i den forbindelse blandt andet en lang række MEP’er. Hos Europa-Parlamentet skal han indgå som en fast del af presseteamet.

”EU kan være med til at løse vor tids største udfordringer, hvilket selvfølgelig skal ske på en demokratisk og fair måde. Derfor glæder jeg mig til at arbejde for, at danskerne får mulighed for at diskutere EU på et nuanceret grundlag,” siger Lars.

Du kan følge Pernille, Lars og resten af kontorets arbejde på de sociale medier. Du finder os på Instagram og Twitter ude til højre og på Facebook lige her.