skip to content
 
 
 

Folkemødet 2021: Hvordan skal Europas fremtid se ud?

22-06-2021

Folkemødet var baget i sol og mærket af corona-begrænsninger. Alligevel var der plads til at diskutere Europas fremtid på den anden side af pandemien.

 
 .

Det var en cyborg af et folkemøde - delvist fysisk, delvist digitalt - der blev afviklet på et solbadet Bornholm i år. Men på trods af de corona-begrænsede scener, hvor Folkemødet udspillede sig, blev der alligevel tænkt store og små tanker om Danmarks og Europas fremtid.

Det skete bl.a. til Europa-Parlaments to arrangementer på Folkemødet (mere om det længere nede i artiklen), men også i mødet med borgere, politikere og civilsamfundet. I anledning af Konferencen om Europas Fremtid havde Parlamentets udsendinge på solskinsøen nemlig sat sig for at indsamle ønsker fra de deltagende på årets folkemøde.

Det kan du se et par eksempler på herunder, hvor blandt andre ”Folkemødets far”, Bertel Haarder, deler sine tanker om fremtidens Europa. Han ønsker ”et Europa, der genfinder optimismen fra tiden lige efter murens fald”:

 .
 .

Også MEP Morten Løkkegaard (Renew) fik delt sine tanker. Han er selv blandt de 108 udvalgte parlamentsmedlemmer, der, som delegerede ved Konferencen om Europas Fremtid, skal være med til at forme Konferencen. Selv ønsker han ”et fredeligt og fleksibelt Europa”:

 .
 .

Vi fik også fat i den danske næstformand for Kommissionen, Margrethe Vestager, der håbede på ”et Europa, der leverer på klimadagsordenen, på tech og på sundhed”:

 .
 .

Du kan finde endnu flere eksempler på både vores Instagram- og Twitter-konti. Blandt andre med formand for Folketingets europaudvalg Eva Kjer Hansen, MEP Peter Kofod (ID) og bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad (S).

 
 .

Er vi klar til den næste pandemi?

 .

Europas fremtid blev også diskuteret under mere formelle rammer. Det foregik blandt andet til en debat fredag arrangeret af Europa-Parlamentets kontor i Danmark: ”Sprit og vacciner – er vi klar til næste slag mod pandemier?” 

Her fik Lone Simonsen, professor i epidemiologi ved RUC, mulighed for at tale med tre MEP’er om, hvad vi har lært i kampen mod corona, og hvordan vi bedst ruster os mod en eventuel næste pandemi. 

Det resulterede både i, at MEP Peter Kofod (ID) undrede sig over den forkølede danske hjælp til Italien ved pandemiens begyndelse. MEP Morten Helveg (Renew) fik påpeget, at, på trods af en stejl læringskurve i starten, så fik EU vist sit værd på et område, hvor der formelt ikke var nogen kompetence på forhånd. Og MEP Linea Søgaard-Lidell (Renew) fik på plads, at vi ikke ved, hvilken sundhedstrussel der rammer næste gang, og at vi derfor skal have bred forskning og store lagre med bl.a. beskyttelsesudstyr klar, hvis det bliver nødvendigt. 

Du kan se hele debatten, der blev modereret af Mette Frobenius, herunder:

 
 
 .

DEO: Hvordan skal EU se ud i fremtiden?

 .

Det var ikke kun på Bornholm, at Folkemødet foldede sig ud. Torsdag sneg det sig også til Vartov i København for en enkelt dag i demokratiets tegn. 

Her blev der, under kyndig ledelse af sekretariatsleder i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO) Rasmus Nørlem Sørensen, diskuteret, ja, Europas fremtid. 

I panelet var bl.a. udenrigsminister Jeppe Kofod (S), formanden for Folketingets Europaudvalg Eva Kjer-Hansen (V) samt de folkelige organisationer, der arbejder med EU-oplysning. Det var bl.a. Lone Loklindt (formand, Nyt Europa), Susanna Dyre-Greensite, (formand, Folkebevægelsen mod EU) og Tobias Marney, (formand, Europæisk Ungdom).

Europa-Parlamentets Repræsentation i Danmark har været med til at støtte arrangementet, som du kan se her: 

 .
 .
 

Sejr til journalisterne ved årets EU-quiz

 .

Lørdag morgen sagde Parlamentet ”Go’ morgen Allinge” med den EU-quiz, der hvert år på Folkemødet sætter journalister og MEP’er overfor hinanden med både sjove og overraskende spørgsmål.

I år var MEP’erne repræsenteret med Morten Løkkegaard (Renew) og Marianne Vind (S&D). De var oppe imod det journalistiske hold med Altingets ansvarshavende chefredaktør Jakob Nielsen og christiansborgredaktør Emma Qvirin Holst. 

Med sikre svar på spørgsmål som ”hvilken farve var sofaen, som Kommissionsformand Ursula von der Leyen blev henvist til ved statsbesøget i Ankara?” (cremegul), endte det med en overbevisende sejr til journalisterne fra Altinget

Du kan se de glade vindere herunder:

 .
 .

Stort tillykke til journalisterne - og held og lykke til MEP’erne ved næste års folkemøde, hvor de garanteret får en chance for revanche.