skip to content
 
 
 

Jewher Ilham modtager Sakharov-prisen på vegne af sin far Ilham Tohti

19-12-2019

Den 18. december modtog Jewher Ilham Sakharov-prisen for Tankefrihed på vegne af sin far Ilham Tohti i Europa-Parlamentets plenarsal i Strasbourg.

Europa-Parlamentets Sakharov-pris for Tankefrihed blev den 18. december overrakt til Jewher Ilham, der er datter til vinderen af prisen, den uyghurske økonom Ilham Tohti. Tohti kunne ikke selv være til stede i Parlamentet for at modtage prisen, da han sidder fængslet i en interneringslejr i Kina, ligesom mere end en million andre uyghurer.

"I dag er uyghurfolket ikke frit i Kina... ikke i skolen, i offentligheden eller i deres egne hjem. Min far er som de fleste uyghurere blevet kaldt en voldelig ekstremist med en sygdom, der skal kureres, og en hjerne, der skal vaskes," sagde Ilham Jewher fra talerstolen ved overrækkelsen.

Hør Jewhers Ilham tale herunder (desværre ikke tilgængelig med danske undertekster):

 .

Ilham Tohti har været fortaler for dialog og gensidig forståelse mellem uyghurerne og det kinesiske folk, og blev i 2014 idømt fængsel på livstid på separatisme-relaterede anklager.

Hør mere om Ilham Tohti og uyghurernes situation i Kina i videoen herunder:

 .

De øvrige finalister

Udover Ilham Tohti var finalisterne til årets pris de tre brasilianske menneskerettighedsforkæmpere Marielle Franco, Claudelice Silva dos Santos og Chief Raoni, samt en gruppe kenyanske studerende der under navnet The Restorers har udviklet en app, der hjælper piger med at håndtere kvindelig omskæring (FGM).

Læs mere om de andre finalister her.

Et slag for menneskerettigheder

Sakharov-prisen for Tankefrihed bliver betragtet som Europas mest betydningsfulde pris, når det drejer sig om at fremme menneskerettigheder og appellere til en fredelig vej mod demokrati. For at blive indstillet til Sakharov-prisen skal man først nomineres af minimum 40 MEP'er og derefter udvælges af Udenrigsudvalget og Udviklingsudvalget.

Den endelige afgørelse træffes af Parlamentets politiske ledere. EU's pris for Tankefrihed blev sat i verdenen i 1988 og gives til personer eller organisationer, som har slået et ekstra hårdt slag for menneskerettighederne.

Klik her for at læse mere om Sakharov-prisen og Ilham Tohti.

Sidste års Sakharov-pris gik til den ukrainske filminstruktør Oleg Sentsov, der i november var i Parlamentet for at modtage prisen personligt, efter han blev løsladt fra fængslet.