skip to content

 
 
 

Moderne dans, musikalske indslag og frihedskamp fyldte Europa-Huset på en Kulturnat i Ukraines tegn

17-10-2022

Fredag aften bød på et overflødighedshorn af kulturelle oplevelser for både børn og voksne, da Europa-Huset åbnede dørene til en Kulturnat i blåt og gult i samarbejde med en lang række ukrainske frivillige. Se billeder fra hele aftenen her:

Om du var i humør til kammermusik, opera, stand-up eller technorave, var der noget for enhver smag, da Kulturnatten løb af stablen i Europa-Huset i fredags. Flere tusinder kiggede forbi, da Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet i Danmark sammen med ukrainske frivillige fra en række forskellige organisationer bød velkommen til en aften med ukrainsk kultur i centrum.

En gård fuld af solsikker

Der var liv i gården i Gothersgade hele aftenen. Her var gården overladt til Hjælp Ukraine, Ukrainian Dialogues og en række andre dansk-ukrainske civilsamfundsorganisationer, der i fire forskellige telte fortalte om den ukrainske kultur, historie, kamp for frihed og forholdet mellem EU og Ukraine.

I gården var der en række musikalske indslag såsom et ukrainsk børnekor og duoen Mod Solen, der spillede både danske og ukrainske sange. Det hele foregik på et bagtæppe af solsikker, Ukraines nationalblomst, der med projektor blev vist på facaden inde i gården. Oplevelsen blev skyllet ned med 200 liter af den ukrainske rødbedesuppe borshch og 800 stykker æblekage.

Fra folkeeventyr til postapokalyptisk opera

For de yngre gæster og de eventyrlystne fortalte Anette Jahn fra Måle Fortælleteater et ukrainsk folkeeventyr ”Kotihoroshko”, der handler om en dreng, som skal redde sin familie, der er blevet kidnappet af en drage. Den fortælling blev ført til dørs i oplevelsescenteret Oplev Europa, hvor børnene kunne tegne karakterer fra folkeeventyret eller deltage i en lykkehjulsquiz med spørgsmål om EU og Ukraine. I photoboothen benyttede flere gæster også muligheden for at tage en solidaritetsselfie iført blomsterkrans og med andre ukrainske artefakter.

På første sal var der hele aftenen en fotoudstilling af Stine Heilmann med billeder af ukrainske kvinder og løbende indslag med kammermusik og moderne dans. Senere på aftenen åbnede kælderetagen til stand-up sendt fra et beskyttelsesrum i Ukraine og til et indblik i den frigjorte ukrainske ravescene, der for mange ukrainske unge har repræsenteret en modpol til de sovjetiske administrationsbygninger, som festerne ofte er blevet afholdt i. Og på de sene timer kunne gæster se den postapokalyptiske videoopera ”Chornobyldorf”, der beskriver en surrealistisk fremtid efter en stor ulykke.

Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet i Danmark arrangerede Kulturnatten i Europa-Huset i samarbejde med Hjælp Ukraine, Nielsen Saloner, Ukrainian Dialogues og en række andre dansk-ukrainske NGO’er.