skip to content
 
 
 

Traktat, stakit, kasket: Er EU’s værdier noget værd?

11-11-2020

PODCAST: Europæiske værdier som demokrati, retsstat, ligestilling og menneskelig værdighed er under pres som aldrig før. I den nye podcastserie ’Traktat, stakit, kasket’ undersøger vi sammen med magasinet ATLAS, hvad EU’s grundlæggende værdier betyder for Europa og europæisk politik lige nu.

I flere EU-lande er retsstaten og demokratiet under pres. I Polen strammer regeringen grebet om abortlovgivningen og LGBT-rettighederne. Flygtningekrisen udfordrer EU på den menneskelige værdighed, og coronakrisen gør det samme, når det kommer til frihed. Alt imens buldrer ligestillingsdebatten derudaf i både Danmark og Europa, mens den danske regering slår til lyd for en værdibaseret udenrigspolitik.

Sjældent har de grundlæggende værdier indtaget en så fremtrædende rolle i den offentlige debat. Og sjældent har de grundlæggende europæiske værdier været så udfordret, som vi oplever i disse år.

I podcastserien ’Traktat, stakit, kasket’ har magasinet ATLAS, i samarbejde med Europa-Parlamentets danske kontor, sat sig for at grave et spadestik dybere i den værdipolitiske EU-debat. 

I EU-traktaten fremgår det tydeligt, hvad der er EU’s grundlæggende værdier, nemlig menneskelig værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstat og menneskerettigheder. Men hvad vil det egentlig sige, at EU bygger på nogle bestemte værdier? Hvordan afspejler disse værdier sig i de politiske dagsordener, som diskuteres lige nu i EU og Europa-Parlamentet? Og hvad gør vi, hvis EU-landene ikke overholder de værdier, som det europæiske samarbejde bygger på?

En episode for hver EU-værdi

’Traktat, stakit, kasket’ har dedikeret én episode til hver af de seks EU-værdier, som er nævnt i traktatens artikel 2. For at komme omkring den pågældende værdi har ATLAS i hver episode talt med et nuværende og et tidligere medlem af Europa-Parlamentet om, hvordan værdien stikker sit hoved frem i deres politiske arbejde. Vicedirektør i Tænketanken Europa, Catharina Sørensen, og historiker og debattør Asser Amdisen hjælper med at tegne de store idehistoriske og europapolitiske linjer.

I podcastserien kan du blandt andet høre EU-parlamentariker Kira Marie Peter-Hansen (SF) diskutere med det tidligere medlem Britta Thomsen (S), hvordan EU har været drivende for ligestillingen ikke bare i EU, men også i Danmark. Bliv klogere på, hvad det vil sige, at EU bygger på retsstatsprincippet, og hvordan retsstaten er truet i blandt andet Ungarn og Polen i en samtale mellem Pernille Weiss (K) og Jens Rohde (RV). Kom også med til EU’s ydre grænser, hvor tidligere parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari, og DF-parlamentariker Peter Kofod, sætter kritisk fokus på, om EU egentlig lever op til sine egne værdier i håndteringen af flygtningekrisen.

Værdidebatten afgørende for Europas fremtid

For Morten Bønke, som sammen med Josefine Maria Hansen er vært på “Traktat, stakit, kasket”, har arbejdet med podcasten været en øjenåbner:

”EU’s seks grundlæggende værdier står som noget af det allerførste, når man slår op i Lissabontraktaten. Det er de helt fundamentale spilleregler, der i dag muliggør det europæiske samarbejde. Derfor har det været overraskende at finde ud af, hvor forskelligt vores europaparlamentarikere svarer, når de bliver spurgt om, hvad de her værdier så dækker over. Man skal ikke kradse ret meget i overfladen for at finde ud af, hvor meget diskussionen om Europas identitet og værdier fylder i de aktuelle EU-dagsordener. Og ikke mindst hvor afgørende diskussionen bliver for Europas fremtid.”

Hvor finder jeg podcasten?

Du kan lytte til “Traktat, stakit, kasket” i afspilleren nederst på siden eller der, hvor du normalt finder dine podcasts, bl.a. Spotify, iTunes. Hele serien blev offentliggjort onsdag den 11. november kl. 12:00.

Serien består af følgende afsnit:

  1. Respekt for den menneskelige værdighed - med Peter Kofod (DF) og Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU)
  2. Frihed - med Karen Melchior (RV) og Bertel Haarder (V)
  3. Demokrati - med Niels Fuglsang (S) og Morten Messerschmidt (DF)
  4. Ligestilling - med Kira Marie Peter-Hansen (SF) og Britta Thomsen (S)
  5. Retsstaten - med Pernille Weiss (K) og Jens Rohde (RV)
  6. Respekt for menneskerettighederne - med Linea Søgaard-Lidell (V) og Søren Søndergaard (EL)
    Bonusafsnit: Klima
 
 .