skip to content
 
 
 
17-09-2020

Von der Leyen leverede historisk tale

En stærkere sundhedsunion, en strammere klimaplan, fælles mindsteløn, menneskerettigheder og en stærkere retsstat var blandt emnerne på dagsordenen i går, da kommissionsformand Ursula von der Leyen holdt den årlige tale om EU’s tilstand. Talen vakte blandede reaktioner hos de danske MEP’er.

Det var en historisk dag i går, da kommissionsformand Ursula von der Leyen tog til Bruxelles for at afholde årets State of the European Union-tale - også kendt under navnet SOTEU. Fra talerstolen fortalte von der Leyen om det seneste års politiske bedrifter og ikke mindst, hvordan Unionens nutid og fremtid bør se ud i hendes øjne.
Talen vakte blandede reaktioner fra MEP’erne, der efterfølgende gav deres syn på, hvad EU skal prioritere de næste 12 måneder.

Nikolaj Villumsen (EL) var den første dansker på talerstolen efter von der Leyens tale. Han glædede sig over, at kommissionsformanden havde klimaet på dagsordenen, men han var bestemt ikke tilfreds med niveauet.

Peter Kofod (DF) gav von der Leyen ret i, at der findes et ”dem” og ”os”, men han kritiserede EU’s grænsepolitik.

Hos Morten Løkkegaard (V) og Pernille Weiss (K) var der ros til talen

Christel Schaldemose (S) roste talens opbygning, men savnede samtidig, at der kom mere konkrete lovforslag på bordet.

Danskernes ønsker for Europa
Syv danske parlamentsmedlemmer havde allerede på forhånd givet deres bud på, hvordan EU's fremtid kan se ud. Det skete, da Pernille Weiss (K), Morten Løkkegaard (V), Peter Kofod (DF), Margrete Auken (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Nikolaj Villumsen (EL) og Christel Schaldemose (S) tidligere på måneden holdt hver deres SOTEU-tale med deres helt egne personlige visioner og ønsker for Europa. Hvis du gerne vil se hele eventet i fuld længde, finder du det her: http://epfacebook.eu/soteudkdebat

Fra USA til EU

Debatten om EU’s tilstand plejer at blive afholdt i Strasbourg, men på grund af covid-19 blev den store debat denne gang afholdt i Bruxelles. SOTEU blev afholdt for første gang af daværende kommissionsformand José Manuel Barroso i september 2010, og det er Ursula von der Leyens første SOTEU-tale som formand for Kommissionen.

SOTEU er inspireret af præsidenttaler i USA. Den amerikanske præsident George Washington var den første til at afholde en lignende tale til kongressen i 1790, og talen har udviklet sig over tid. Talen og den efterfølgende debat i EU er kendt for at adressere det forgangne års politiske løsninger og præsentere de mål og udfordringer, som politikerne står overfor. Sidste år var der ingen tale på grund af EU-valget.

Du kan gense talen og den efterfølgende debat her