BETÆNKNING om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om følgeret til fordel for ophavsmanden til et originalkunstværk (KOM(96)0097 - C4-0251/96 - 96/0085(COD))

3. februar 1997

Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder
Ordfører: Ana Palacio Vallelersundi

Med skrivelse af 25. april 1996 forelagde Kommissionen i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 189 B, stk. 2, og EF-traktatens artikel 100 A Parlamentet forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om følgeret til fordel for ophavsmanden til et originalkunstværk.

På mødet den 8. maj 1996 meddelte Parlamentets formand, at han havde henvist dette forslag til Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder som korresponderende udvalg og til Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier som rådgivende udvalg.

På mødet den 24. april 1996 valgte Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder Ana Palacio Vallelersundi til ordfører.

På møder den 22. juli 1996, 3. september 1996, 3. oktober 1996, 18. november 1996, 18. december 1996 og 22. januar 1997 behandlede det Kommissionens forslag og udkastet til betænkning.

På sidstnævnte møde vedtog det forslaget til lovgivningsmæssig beslutning med 20 stemmer mod 3.

I afstemningen deltog: De Clercq (formand), Palacio, Vallelersundi (næstformand og ordfører), Rothley (næstformand), Mosiek-Urbahn (næstformand), Alber, Añoveros Trías de Bes (for Ferri), Barzanti, Berger, Cot, Cox, Gebhardt, Habsburg-Lothringen (for C. Casini), Janssen van Raay, Kerr (for D. Martin), Krarup, Malangré, Medina Ortega, Nassauer (for Cassidy), Newman, Oddy, Schaffner (for Florio), Thors og Ullmann.

Betænkningen indgivet den 3. februar 1997.

Fristen for ændringsforslag til denne betænkning vil fremgå af forslaget til dagsorden for den mødeperiode, hvor den skal behandles.

A. FORSLAG TIL RETSAKT - FORSLAG TIL LOVGIVNINGSMÆSSIG BESLUTNING

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om følgeret til fordel for ophavsmanden til et originalkunstværk (KOM(96)0097 - C4-0251/96 - 96/0085(COD))

Forslaget godkendt med følgende ændringer:

Kommissionens forslag[1] Ændringsforslag

(Ændringsforslag 1)

Betragtning -1 (ny)

Formålet med følgeretten er i alt væsentligt at sikre ophavsmænd økonomisk støtte i forhold til markedsvurderingen af deres værker;

(Ændringsforslag 2)

Betragtning 1

Følgeretten inden for ophavsretten er en uoverdragelig ret, der giver ophavsmanden til et originalkunstværk eller til et originalt manuskript ret til at få del i udbyttet af de salgshandlinger, som værket er genstand for efter den første overdragelse fra ophavsmanden selv;

følgeretten, som udgør en del af ophavsretten, er en uoverdragelig og ufrasigelig ret, der giver ophavsmanden til et originalkunstværk og dennes retssuccessorer ret til at få del i det økonomiske udbytte af det successive videresalg af originalkunstværket;

(Ændringsforslag 3)

Betragtning 2

formålet med følgeretten er at sikre ophavsmænd et økonomisk udbytte af deres værkers succes; formålet er at indføre de samme økonomiske rettigheder for andre kunstnere og andre ophavsmænd, der får indtægter fra den løbene udnyttelse af deres værker;

formålet med følgeretten er at sikre ophavsmænd til et originalkunstværk, der er beregnet til at skulle ses, et økonomisk udbytte af deres værkers succes; formålet er at indføre de samme økonomiske rettigheder for ophavsmænd til originalkunstværker som for andre ophavsmænd, der får indtægter fra den løbende udnyttelse af deres værker;

(Ændringsforslag 4)

Betragtning 5a (ny)

5a. de ovennævnte elementer viser det ønskelige i, at der vedtages en konvention om obligatorisk indførelse af følgeretten på internationalt plan;

(Ændringsforslag 5)
Betragtning 6

på nuværende tidspunkt er følgeretten hjemlet i de fleste medlemsstaters lovgivning; i de tilfælde, hvor der findes en sådan lovgivning, er der imidlertid forskelle, bl.a. hvad angår de pågældende værker, rettighedshaverne, vederlagssatsen, de salgsformer, der er underlagt et sådant vederlag, samt beregningsgrundlaget for vederlaget; det er af afgørende betydning for konkurrenceforholdene inden for det indre marked, om følgeretten findes; som enhver anden parafiskal afgift er den et element, som enhver, der ønsker at sælge et kunstværk, er nødt til at tage i betragtning; et sådant vederlag er i øvrigt en af de faktorer, der medvirker til at skabe konkurrencefordrejninger samt til flytning af salgsaktiviteter inden for Fællesskabet.

på nuværende tidspunkt er følgeretten hjemlet i de fleste medlemsstaters lovgivning; i de tilfælde, hvor der findes en sådan lovgivning, er der imidlertid forskelle, bl.a. hvad angår de pågældende værker, adkomsthaverne, vederlagssatsen, de transaktionsformer, der er underlagt et sådant vederlag, samt beregningsgrundlaget for vederlaget; det er af afgørende betydning for konkurrenceforholdene inden for det indre marked, om følgeretten findes, eftersom eksistensen af en følgeretlig betalingsforpligtelse som enhver anden parafiskal afgift er et element, som enhver, der ønsker at sælge et kunstværk, er nødt til at tage i betragtning; et sådant vederlag er i øvrigt en af de faktorer, der medvirker til at skabe konkurrencefordrejninger samt til flytning af salgsaktiviteter inden for Fællesskabet.

(Ændringsforslag 6)
Betragtning 7

disse forskelle i anvendelsen af følgeretten i medlemsstaterne har direkte negative følger for gennemførelsen af det indre marked for kunstværker efter traktatens artikel 7 A; i den situation er traktatens artikel 100 A det rette retsgrundlag;

disse forskelle med hensyn til forekomsten og anvendelsen af følgeretten i medlemsstaterne har direkte negative følger for gennemførelsen af det indre marked for kunstværker efter traktatens artikel 7 A; i den situation er traktatens artikel 100 A det rette retsgrundlag;

(Ændringsforslag 7)

Betragtning 13

anvendelsen af følgeretten bør udstrækkes til at omfatte ethvert videresalg med undtagelse af transaktioner mellem private, som værket er genstand for efter at være blevet solgt første gang af ejeren; afgiften finder således sin endelse på alle transaktioner, der foretages af professionelle sælgere, herunder auktionsfirmaer, kunstgallerier og generelt enhver kunsthandler;

anvendelsen af følgeretten bør udstrækkes til at omfatte ethvert videresalg, som værket er genstand for efter at være blevet solgt første gang af ejeren med undtagelse af den første overdragelse af ejendomsretten mellem kunsthandlere eller mellem en kunsthandler og en kunde inden for tre år efter, at kunsthandleren har erhvervet værket, og ligeledes med undtagelse af transaktioner mellem private; afgiften finder således anvendelse på alle transaktioner, der formidles erhvervsmæssigt, særlig i forbindelse med auktion, salg via et firma eller via en kunsthandler eller handelsagent;

(Ændringsforslag 8)

Betragtning 14

det er nødvendigt at indføre en effektiv ordning med udgangspunkt i de erfaringer, der allerede er høstet i medlemsstaterne hvad angår følgeret; følgeretsvederlaget bør opkræves som en procentdel af salgsprisen og ikke af værditilvæksten for de værker, hvis oprindelige værdi er blevet forøget;

det er nødvendigt at indføre en effektiv ordning med udgangspunkt i de erfaringer, der allerede er høstet i medlemsstaterne hvad angår følgeret; det er derfor tilrådeligt, at følgeretsvederlaget opkræves som en procentdel af salgsprisen og ikke af værditilvæksten for de værker, hvis oprindelige værdi er blevet forøget;

(Ændringsforslag 9)

Betragtning 15

det er nødvendigt at harmonisere de værkkategorier, for hvilke følgeretten finder anvendelse; følgeretten bør ikke omfatte brugskunst;

det er nødvendigt at harmonisere de værkkategorier, for hvilke følgeretten finder anvendelse; følgeretten bør ikke omfatte originale manuskripter og brugskunst;

(Ændringsforslag 10)
Betragtning 17

undladelse af at anvende følgeretten når det drejer sig om beløb under mindstebeløbet, gør det muligt at undgå uforholdsmæssigt store opkrævnings- og administrationsomkostninger;

fastsættelse af en beløbsgrænse for, hvornår overdragelser underlægges følgeretten, afhjælper generelt misforholdet mellem det beløb, som ophavsmanden skal have, og de omkostninger, der er forbundet med udøvelsen af hans ret. Til trods herfor er det medlemsstaternes ansvar i henhold til subsidiaritetsprincippet at håndhæve følgeretten og inden for denne ramme eventuelt fastsætte lavere nationale beløbsgrænser, som utvivlsomt kan være effektive instrumenter til beskyttelse af debuterende kunstneres interesser;

(Ændringsforslag 11)

Betragtning 19

et degressivt følgeretsvederlag på grundlag af beløbsgrænser kan bidrage til at undgå omgåelse af Fællesskabets følgeretslovgivning; vederlagssatserne skal både tage højde for kunstnernes og kunstmarkedets interesser;

af hensyn til en behørig vægtning af de forskellige interesser på markedet for originalkunstværker er det tilrådeligt at fastsætte et degressivt følgeretsvederlag på grundlag af beløbsgrænser, som udover at håndhæve princippet om beskyttelse af ophavsmanden som en social indikator for den intellektuelle ejendomsret i Europa ligeledes tager højde for den ugunstige indvirkning på både kunstnere og kunsthandlere, som en eventuel udflytning af markedet på grund af fastsættelsen af en overdrevent onerøs følgeret kunne medføre;

(Ændringsforslag 12)

Betragtning 19a (ny)

det ville i princippet være uhensigtsmæssigt at fastsætte en 0-sats (nul), eftersom dette ville stride imod selve formålet med dens indførelse;

(Ændringsforslag 13)

Betragtning 21

det er ønskeligt at indføre en ordning med mulighed for regelmæssig justering af beløbsgrænser og verderlagssatser; det er i den henseende hensigtsmæssigt at pålægge Kommissionen at udarbejde regelmæssige rapporter om den praktiske anvendelse af følgeretten og om nødvendigt fremsætte forslag til ændring af grænser og satser;

det er ønskeligt at indføre en ordning med mulighed for regelmæssig justering af beløbsgrænser og verderlagssatser; det er i den henseende hensigtsmæssigt at pålægge Kommissionen at udarbejde regelmæssige rapporter om den praktiske anvendelse af følgeretten i medlemsstaterne og dens virkninger for det europæiske kunstmarked og om nødvendigt fremsætte forslag til ændring af grænser og satser;

(Ændringsforslag 14)
Betragtning 22

det bør under overholdelse af subsidiaritetsprincippet fastsættes, hvem der kan gøre følgeretten gældende; dette direktiv bør derfor ikke berøre medlemsstaternes arveret; ophavsmandens retssuccessorer bør dog kunne gøre følgeretten fuldt ud gældende efter ophavsmandens død;

Vedrører ikke den danske tekst.

(Ændringsforslag 15)
Betragtning 23

det bør overlades til medlemsstaterne at fastsætte de nærmere bestemmelser for opkrævning og forvaltning af de beløb, der er opkrævet som følgeretsvederlag; forvaltningen kan eventuelt overlades til et kollektivt forvaltningsselskab; medlemsstaterne skal imidlertid sikre opkrævning, inddrivelse og udbetaling af vederlag, der er opkrævet for statsborgere fra andre medlemsstater;

det påhviler medlemsstaterne at håndhæve følgeretten, særlig med henblik på opkrævning og forvaltning; forvaltningen kan eventuelt overlades til et kollektivt forvaltningsselskab; medlemsstaterne skal imidlertid sikre opkrævning, inddrivelse og udbetaling af vederlag, der er opkrævet for statsborgere fra andre medlemsstater;

(Ændringsforslag 16)

Betragtning 25

der bør indføres passende og praktisk anvendelige metoder til kontrol af transaktionerne for at sikre, at medlemsstaterne faktisk anvender følgeretten; dette indebærer en ret for ophavsmanden eller dennes befuldmægtigede til at indhente de nødvendige oplysninger hos den vederlagspligtige -

vedrører ikke den danske tekst.

(Ændringsforslag 17)

Artikel 1

Medlemsstaterne indfører til fordel for ophavsmanden til et originalkunstværk en følgeret, der består i uoverdragelig ret til opkrævning af en procentsats af salgsprisen ved ethvert videresalg af værket med undtagelse af salg foretaget af en person, der handler som privatperson, efter ophavsmandens første afhændelse af værket.

Medlemsstaterne indfører til fordel for ophavsmanden til et originalkunstværk en følgeret, der består i en uoverdragelig og ufrasigelig ret til opkrævning af en procentsats af salgsprisen ved ethvert videresalg ved auktion, via et firma eller via en kunsthandler eller handelsagent med undtagelse af den første overdragelse af ejendomsretten mellem kunsthandlere eller mellem en kunsthandler og en kunde, forudsat den foregår inden for tre år efter, at kunsthandleren har erhvervet værket.

(Ændringsforslag 18)

Artikel 2

Ved originalkunstværk forstås i dette direktiv manuskripter og plastiske kunstværker, herunder malerier, collager, tegninger, graveringer kobberstik, litografier, skulpturer, vægtæpper, keramisk kunst og fotografier, i det omfang der er tale om værker, der alene er udført af kunstneren, eller eksemplarer, der inden for branchen i Fællesskabet betragtes som originalværker.

Ved originalkunstværk forstås i dette direktiv kunstværker, der er beregnet til at skulle ses, herunder malerier, collager, tegninger, graveringer, kobberstik, litografier, skulpturer, vægtæpper, keramisk kunst og fotografier, i det omfang der er tale om værker, der alene er udført af kunstneren, eller eksemplarer, der i henhold til de gældende bestemmelser i hver enkelt medlemsstat betragtes som originalværker, og hvis antal under ingen omstændigheder kan overstige tolv.

(Ændringsforslag 19)

Artikel 3

1. Det i henhold til artikel 1 opkrævede vederlag erlægges, når salgsprisen er på mindst 1.000 ecu.	1. Det påhviler medlemsstaterne at fastsætte en minimumsbeløbsgrænse for, hvornår salg underlægges følgeretten.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte en national beløbsgrænse, der er lavere end den i stk. 1 nævnte.	2. Denne grænse kan ikke under nogen omstændigheder ligge over 1.000 ecu.

(Ændringsforslag 20)
Artikel 3a (ny)

	Beregningsgrundlag
	Det beløb, som ophavsmanden skal have i følgeretsvederlag, beregnes på grundlag af det fakturerede beløb eller værdien af overdragelsen eksklusiv afgifter men uden nogen form for fradrag.

(Ændringsforslag 21)

Artikel 4

Det i henhold til artikel 1 opkrævede vederlag fastsættes således:	1. Ophavsmandens følgeretsvederlag fastsættes under henvisning til beregningsgrundlaget i foregående artikel således:
a) 4% af salgsprisen for beløb mellem 1.000 og 50.000 ecu	a) 4% af salgsprisen for beløb mellem 1.000 og 50.000 ecu
b) 3% for beløb mellem 50.000 og 250.000 ecu	b) 3% for beløb mellem 50.000 og 100.000 ecu
c) 2% for beløb over 250.000 ecu.	c) 1,5% for beløb over 100.000 ecu.

(Ændringsforslag 22)
Artikel 5

Beregningsgrundlag	Udgår
	De i artikel 3 og 4 nævnte salgspriser er eksklusive skatter og vederlag.

(Ændringsforslag 23)
Artikel 6, stk. 1

1. Det i henhold til artikel 1 opkrævede vederlag skal betales til ophavsmanden til værket og efter dennes død til retssuccessorerne.

1. Følgeretten indehaves af ophavsmanden og i tilfælde af dennes død hans retssuccessorer.

(Ændringsforslag 24)

Artikel 7

Medlemsstaterne fastsætter, at følgeretten tilkommer ophavsmænd, der er statsborgere i tredjelande, i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, hvis de samme rettigheder i de pågældende tredjelande tilkommer ophavsmænd, der er statsborgere i medlemsstaterne.

Medlemsstaterne fastsætter, at følgeretten tilkommer ophavsmænd, der er statsborgere i tredjelande, i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv og deres egen lovgivning, hvis de samme rettigheder i de pågældende tredjelande tilkommer ophavsmænd, der er statsborgere i medlemsstaterne.

(Ændringsforslag 25)
Artikel 8

Følgerettens varighed	Følgerettens ophør ved forældelse.
Følgeretten finder anvendelse i den i artikel 1 i direktiv 93/98/EØF fastsatte periode.	Følgeretten ophører efter udløbet af den i artikel 1 i direktiv 93/98/EØF fastsatte frist.

(Ændringsforslag 26)

Artikel 9

Ret til at indhente oplysninger	Ret til at få oplysninger
Ophavsmanden eller dennes befuldmægtigede kan af enhver kunsthandler eller ethvert auktionsfirma kræve sådanne oplysninger, der er nødvendige for at beregne de beløb, der skal erlægges som følgeretsvederlag i forbindelse med salget af originalkunstværker i det forløbne år.	I tre år at regne fra datoen for overdragelsen er handels- eller auktionsfirmaer og ligeledes kunsthandlere og handelsagenter forpligtet til på foranledning af ophavsmanden eller dennes befuldmægtigede at give alle oplysninger, der er nødvendige for at beregne de beløb, der skal erlægges som følgeretsvederlag.

(Ændringsforslag 27)

Artikel 10

Kommissionen forelægger senest den 1. januar 2004 og efterfølgende hvert femte år EuropaParlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv og fremsætter eventuelt forslag til tilpasning af beløbsgrænser og vederlagssatser til udviklingen inden for branchen.

Kommissionen forelægger senest den 1. januar 2002 og efterfølgende hvert tredje år EuropaParlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en detaljeret rapport om anvendelsen af dette direktiv og dets følgevirkninger med særlig vægt på dets indvirkning på det europæiske marked for nutidig og moderne kunst, særlig med henblik på fremme af kunstnerisk udfoldelse samt forvaltningen i medlemsstaterne. Kommissionen fremsætter eventuelt forslag til tilpasning af beløbsgrænser og vederlagssatser til udviklingen inden for branchen samt andre forslag, som den anser for nødvendige med henblik på at højne dette direktivs effektivitet.

Lovgivningsmæssig beslutning med Europa-Parlamentets udtalelse om forslag til EuropaParlamentets og Rådets direktiv om følgeret til fordel for ophavsmanden til et originalkunstværk (KOM(96)0097 - C4-0251/96 - 96/0085(COD))

(Fælles beslutningsprocedure - førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

- der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(96)0097 - 96/0085(COD))[2],

- der har fået forslaget forelagt af Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 189 B, stk. 2, og EFtraktatens artikel 100 A (C4-0251/96),

- der henviser til forretningsordenens artikel 58,

- der henviser til betænkning fra Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder og udtalelse fra Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier (A4-0030/97),

1. godkender med forbehold af sine ændringer Kommissionens forslag;

2. opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. EF-traktatens artikel 189 A, stk. 2;

3. opfordrer Rådet til at optage Parlamentets ændringer i den fælles holdning, som det fastlægger i henhold til EF-traktatens artikel 189 B, stk. 2;

4. opfordrer, i tilfælde af at Rådet ikke agter at følge den af Parlamentet godkendte tekst, dette til at underrette Parlamentet og kræver, at samrådsproceduren indledes;

5. minder om, at Kommissionen skal forelægge Parlamentet alle ændringer, den agter at foretage i det af Parlamentet ændrede forslag;

6. pålægger sin formand at sende denne udtalelse til Rådet og Kommissionen.

• [1] 1)EFT C 178 af 21.6.1996, s. 16.
• [2] 1)EFT C 178 af 21.6.1996, s. 16.

B. BEGRUNDELSE

I. BEGREBERNE BAG FØLGERETTEN

Følgeretten defineret som enhver plastisk kunstners ufrasigelige og uoverdragelige ret til at modtage en procentdel af videresalgsprisen for sine kunstværker så dagens lys i Frankrig i 1920 og havde dengang et markant skær af godgørenhed.

I dag er følgeretten i kraft af alle juridiske bestemmelser om den samt Berner-konventionen indført i lovgivningen om ophavsret.

Med hensyn til litterære, musikalske eller audiovisuelle værker er ophavsmænd traditionelt sikret vederlag fra begyndelsen. Faktisk sikrer reproduktions- og distributionsretten, at kunstværket får en form, der muliggør udbredelse og kopiering af det, samt at originalen eller kopier af værket bliver stillet til rådighed for offentligheden gennem salg, leje el. lign. Ved denne type kunstværk bliver værkets "originalitet" ikke forringet eller påvirket af, at det i forbindelse med dets udbredelse i et materielt eller håndgribeligt medie udsættes for at blive kopieret eller reproduceret et ubestemt antal gange. Litterære, musikalske og audiovisuelle værker er karakteriseret ved, at den originale ændring af omverdenen, som deres ophavsmænd foretog ved skabelsen af dem, fremstår i sin fulde renhed og integritet, hver gang værket når ud til offentligheden i form af medier, opførelser, forevisninger eller fortolkninger. Således er værkets sociale betydning ikke afhængig af, hvilken type medie det bliver udbredt i: alle medier, der opfylder præcise tekniske betingelser, giver publikum essensen af ophavsmandens originalværk i uændret form.

Således er det økonomiske udbytte, som ophavsmænd til denne type kunstværker får, resultatet af det lykkelige sammentræf af dets tilblivelse og massive reproduktion. Begge faktorer er afgørende for ophavsmandens mulighed for vedvarende udnyttelse af et værk fra det tidspunkt, hvor det opnår udbredt anerkendelse.

Disse omstændigheder gør sig ikke gældende for plastiske værker. Reproduktioner af plastiske værker nyder, ligegyldig hvor perfekte sådanne end måtte være, ikke samme agtelse hos publikum som originalværket. Den kollektive bedømmelse er ubrydeligt knyttet til værket i dets første fysiske udformning. Reproduktioner opfattes faktisk ofte som uinteressante eller direkte foragtelige. Det plastiske kunstværks unikke eksklusivitet er en tabsforvoldende økonomisk faktor for ophavsmanden, idet dennes hovedindtægtskilde udelukkende er knyttet til værkets første fysiske udformning.

Dette skyldes, at det er meget vanskeligt at udbrede kendskabet til et plastisk originalværk: det kan kun ske gennem udstilling for publikum af selve værket og ikke kopier heraf. Dette betyder altså, at kendskabet til sådanne værker ikke kan blive hverken særlig udbredt eller massivt. Det gælder i det mindste for værker af ophavsmænd, som endnu ikke har opnået verdensberømmelse, også selv om disse værker allerede befinder sig på et højt kunstnerisk niveau. Og deraf følger også, at ophavsmænd til plastiske kunstværker kun har få muligheder for at indvirke effektivt på ændringen og tilpasningen af samfundets æstetik.

Af de i det foregående opstillede grunde går der lang tid, inden et plastisk kunstværk opnår bred social bevågenhed, og derfor er det oftest sådan, at der går lang tid, før denne sociale bevågenhed udmønter sig i en høj pris for værket.

Hertil kan lægges, at plastiske værker i de seneste årtier er blevet en slags "sikker havn" for investeringer. I en verden med stigende økonomisk usikkerhed, hvor referenceværdierne i dag er knappe og ustabile, udgør plastiske originalværkers særegenhed en solid virkelighed, hvor priserne på disse værker ofte stiger voldsomt, hvilket kan have med spekulation at gøre.

Alle disse faktorer har diskriminerende indvirkning på ophavsmænds muligheder for at udnytte deres plastiske værker. De vanskeligheder, som sådanne ophavsmænd har med at drage fordel af deres værker, berører ikke på samme måde andre udøvende kunstnere. I den sammenhæng viser følgeretten sig som en "tilbagebetalingsret" for ophavsmænd til plastiske værker med reference til en værdi, som værket uden tvivl har haft fra starten, men som det har været særlig vanskeligt at få anerkendt.

II. HARMONISERING - ER DEN BERETTIGET - OG EFTER HVILKE KRITERIER?

Det fremgår af Udvalget om Retlige Anliggenders drøftelser, at tilhængerne af de løsninger, der er længst fra hinanden, i det mindste er enige om diagnosen: den manglende harmonisering af følgeretten i Den Europæiske Unions medlemsstater er en kilde til diskrimination med hensyn til beskyttelsen af plastiske kunstnere, og den er konkurrenceforvridende til skade for det indre markeds funktion.

På baggrund af denne fælles diagnose er der fremkommet meget forskellige forslag. Der er især dem, der mener, at en harmonisering af følgeretten i de forskellige medlemsstater ikke er den bedste løsning, men som derimod støtter en ophævelse af den i de medlemsstater, der har en sådan, og hvor den håndhæves effektivt. De opfatter det sådan, at enhver anden løsning vil gribe forstyrrende ind på de markeder, hvor en stor del af de europæiske plastiske værker i dag forhandles, og at salget derfor vil blive flyttet til lande, som ikke opererer med følgeretten, såsom USA og Schweiz. En harmonisering udover en "0-sats" vil efter denne opfattelse få konsekvenser, som er langt mere alvorlige end de nuværende forskelle, og som vil gå direkte imod proportionalitetsprincippet.

Udvalget om Retlige Anliggender nedstemte med overvældende flertal de ændringsforslag, som afspejlede disse maksimalistiske ideer, idet man gik ud fra, at ophævelsen af følgeretten i medlemsstaterne ikke alene er urealistisk men også vil være i modstrid med den europæiske kulturs grundlæggende principper, som omfatter den sociale anerkendelse af kunst. I denne sammenhæng er ordføreren af den opfattelse, at kriterierne for følgeretten i højere grad vedrører dens håndhævelse end selve dens eksistens.

Og derfor er det - selv med fare for at virke reiterativ - hensigtsmæssigt at holde fast ved, at følgeretten, som indgår i ophavsretten, udgør et vigtigt prærogativ for plastiske kunstnere. Fællesskabets indsats har til formål at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om intellektuel ejendomsret, hvorved ophavsmænd kan sikres en større grad af beskyttelse; og det vil ikke være i overenstemmelse med traktaterne at diskriminere plastiske kunstnere med hensyn til beskyttelse i forhold til andre kunstnere. Dette direktivs opgave, som er at skabe et europæisk kulturelt perspektiv, kommer til udtryk i kombinationen af det indre markeds krav med beskyttelsen af kunstnernes leveog arbejdsvilkår.

III. RETSGRUNDLAGET

I lyset af drøftelserne om dette emne mener ordføreren, at det vil være hensigtsmæssigt at holde fast ved retsgrundlaget; hun opfatter det således, at EF-traktatens artikel 128 ikke på nogen måde kan danne retsgrundlag i denne sammenhæng. Man skal derimod huske på, at de kulturelle aspekter i henhold til artikel 128, stk. 4, skal være kompatible med indsatsen "i henhold til andre bestemmelser i denne traktat".

Udvalget om Retlige Anliggender støtter anvendelsen af artikel 100 A som retsgrundlag. Faktisk har Domstolen lagt fast, at bestemmelserne i denne artikel udgør det korrekte retsgrundlag for harmoniseringsforanstaltninger på området intellektuel ejendomsret, idet sigtet er at nå de mål, der er opstillet i EF-traktatens artikel 7 A - vedrørende det indre marked. [Dom af 13. juli 1995 (C350/92, Spanien mod Rådet)[.

IV. BETRAGTNINGER OVER DIREKTIVFORSLAGETS ARTIKLER

A) KOMMISSIONENS TEKST - DELTE KRITERIER

1. Følgerettens varighed (artikel 8)

Forslaget til direktiv retter følgerettens varighed ind efter varigheden af de øvrige ophavsrettigheder i overensstemmelse med direktiv 93/98/EØF af 29. oktober 1993. Følgerettens varighed kan være op til 70 år post mortem auctoris.

Det fremgår af Udvalget om Retlige Anliggenders drøftelser og høringer, at der er mange, der har talt for en kortere varighed med den - ikke uberettigede -begrundelse, at den frist, der er fastsat i forslaget til direktiv, kombineret med den brede definition af, hvilke personer der er beskyttet af følgeretten (dette vil blive behandlet i næste afsnit), vil gøre det vanskeligt at håndhæve retten. Ligeledes har de på sin vis også ret, dem der siger, at opretholdelse af retten indtil 70 år efter ophavsmandens død vil modvirke selve rettens formål, som er den kollektive anerkendelse af ophavsmanden på grundlag af hans værker.

Udvalget om Retlige Anliggender støtter imidlertid den af Kommissionen fastsatte frist. Særlig af hensyn til den juridiske sammenhæng. Som det gentagne gange er kommet til udtryk, defineres følgeretten som en del af ophavsretten. Fællesskabslovgivningen fastsætter i det nævnte direktiv harmonisering af ophavsrettighedernes varighed; som følge heraf er der ingen grund til ikke at lade denne ensrettede varighed gælde for følgeretten også.

2. Begrænsning af de af følgeretten beskyttede personer (artikel 6, stk. 1)

Udvalget om Retlige Anliggender har støttet forslaget i artikel 6, stk. 1, med en enkelt teknisk ændring, som ikke vedrører den danske tekst.

Forslaget til direktiv henviser af hensyn til subsidiaritetsprincippet til retssuccessorerne, dvs. at definitionen heraf henvises til de nationale retsforskrifter.

Arveretten ligger faktisk inden for medlemsstaternes kompetence, og dette aspekt vedrørende arvingers indsættelse i rettigheder behandles meget forskelligt i de nationale retsforskrifter.

Det må således konkluderes, at de begrundede praktiske forbehold, som er kommet til udtryk under drøftelserne i Udvalget for Retlige Anliggender, fra et juridisk synspunkt ikke har været tilstrækkelige til at få fællesskabsinstitutionerne til gennem dette direktiv at begrænse denne følgeret til at beskytte ophavsmanden, dennes ægtefælle og arvinger i direkte linie til anden grad, sådan som der gentagne gange er blevet opfordret til.

3. Tredjelande - Gensidighed (artikel 7)

Udvalget om Retlige Anliggender har støttet princippet om gensidighed, som er fastsat i artikel 7 i forslaget til direktiv. Man må huske på, at dette forslag er i overensstemmelse med det, der med hensyn til ophavsret og beslægtede rettigheder er fastsat i Kommissionens meddelelse til Rådet om arbejdsprogrammet, opfølgning af grønbogen.

4. Degressivt vederlag

Med forbehold af det, der siges i næste afsnit, er det nødvendigt at understrege, at Kommissionen med held har etableret et degressivt prisafhængigt system af hensyn til bevarelsen af markedet for moderne kunst.

Vi betænker os ikke på at karakterisere dette princip som virkelig vellykket, i og med det kombinerer de økonomiske hensyn med bevarelsen af de principper, der præger følgeretten. Det er indiskutabelt, at tilskyndelsen til at flytte salget af kunstværker bliver større, jo højere prisen på dem er - og dermed det beløb, som følgeretten giver anledning til. Degressiviteten gør det muligt at fastsætte beløb for følgeretsvederlaget i forbindelse med højt vurderede værker, som kan "kompensere" for de udgifter og besværligheder, der er forbundet med at flytte salget.

5. Beløbsgrænser (artikel 3)

Udvalget om Retlige Anliggender har med en enkelt rent teknisk ændring støttet Kommissionens kriterium for beløbsgrænser.

For det første er det nødvendigt at erkende, at der skal fastsættes en mindstegrænse for opkrævningen; samt at denne ikke må være alt for høj, eftersom man i så fald ville udelukke nye og mindre kendte kunstnere fra følgeretten. Men mindstegrænsen skal på den anden side være realistisk; dvs. der skal fastsættes en grænse, som gør anvendelsen af retten rentabel; i yderste konsekvens kunne de faste udgifter til udøvelsen af retten ligge over det beløb, som retten giver anledning til.

Under Udvalgets drøftelser og høringer er det kommet frem, at forvaltningsomkostningerne varierer meget fra et land til et andet, og at de er tæt knyttet til forvaltningsmåden. Således og eftersom direktivet ikke harmoniserer forvaltningsmåden, har Udvalget fundet det fornuftigt at bevare den beløbsgrænse, som Kommissionen har fastlagt, sammen med muligheden for at lade medlemsstaterne fastsætte lavere beløbsgrænser.

Denne manøvremargen, som medlemsstaterne derved får, er ikke en harmoniserende faktor; men da den berører værker af lavere handelsmæssig værdi, kan de normative forskelle, der skabes, ikke karakteriseres som værende af tilstrækkelig vidtrækkende betydning til at få indvirkning på enhedsmarkedet eller frembyde ægte hindringer for den grænseoverskridende konkurrence.

Ordføreren fremsatte et ændringsforslag, som "forsvandt" i den meget komplekse afstemningsprocedure i udvalget, men som hun ikke desto mindre mener, er nødvendigt af hensyn til sammenhængen. Faktisk indeholder den ordrette formulering af teksten ingen angivelse af den procentsats, der skal anvendes i forbindelse med denne første beløbsgrænse, som går op til den nationale grænse på 1.000 ecu. Der burde således af hensyn til god praksis indføres en bestemmelse om, at en medlemsstat, hvis den fastsætter en mindstebeløbsgrænse under 1.000 ecu, også skal fastsætte den procentsats, der skal anvendes, som dog ikke kan ligge under 4% (som er den sats, der i direktivet er fastsat for beløb over 1.000 ecu).

6. Revision af direktivet (artikel 10)

Udvalget om Retlige Anliggender har støttet princippet om regelmæssig revision, som fastsættes i artikel 10, og det har understreget dette princips store betydning i forbindelse med korrigering af de aspekter, som under gennemførelsen af bestemmelserne vil fremstå som værende egnede til forbedring.

B) KRITERIERNE BAG DE VIGTIGSTE ÆNDRINGSFORSLAG

1. Manuskripter

Kommissionens tekst medtager manuskripter blandt de værker, som giver anledning til følgeret.

Det er sandt, at Berner-konventionens artikel 14 ter også medtager - om end ikke obligatorisk

- manuskripter blandt de værker, som kan give anledning til følgeret. Det skal i denne sammenhæng ligeledes bemærkes, at retspraksis i forskellige medlemsstater (særlig i Frankrig) i konkrete tilfælde har sikret, at videresalget af værker, som kunne karakteriseres som manuskripter, er blevet underlagt følgeretten.

Over for sådanne argumenter er det nødvendigt at bemærke, at lovgivningen i hovedparten af medlemsstaterne ikke udtrykkeligt omfatter manuskripter. Manuskripter optræder helt klart ikke i den spanske, tyske, franske, græske, danske, finlandske og belgiske lovgivning.

Men vi må frem for alt ikke glemme, at manuskripter er beregnet til senere udnyttelse gennem reproduktion; de er faktisk ikke andet end et kunstværks oprindelige form, som modsat kunstværker, der skal beskues, og som i alt væsentligt er unikke, er beregnet på udgivelse eller opførelse. Hvis man fører dette ræsonnement ud i sin yderste konsekvens, kan man sige, at grunden til, at et manuskript (litterært eller et partitur) sælges undertiden til betragtelige summer, er, at det udbredes massivt (i flere udgaver eller opførelser), samt at det er beskyttet af ophavsretten.

Udelukkelsen af manuskripter fra følgeretten skyldes således selve ideen bag den. Følgeretten finder ikke sin berettigelse i den spekulation, som en kunstners værk kan give anledning til; dens berettigelse ligger i at holde kunstneren, der skaber værker, der skal beskues, skadesløs, idet dennes værker er af en art, der gør, at han ikke kan udnytte de klassiske muligheder inden for ophavsretten, som jo præcis omfatter reproduktion og opførelse.

Alt det foregående udelukker jo ikke, at et bestemt manuskript undtagelsesvist kan omfattes af følgeretten, hvis det af ophavsmanden er tænkt som et værk, der skal beskues snarere end et værk, der skal udbredes og bedømmes gennem reproduktion. Ordføreren er af den opfattelse, at den nævnte retspraksis har taget højde for lige præcis disse tilfælde.

2. Kriteriet for originalitet

Forslaget til direktiv definerer ikke kriteriet for originalitet men henholder sig til holdningen i branchen inden for Fællesskabet, hvilket afstedkommer et problem, eftersom den i virkeligheden ikke ligger fast.

I første omgang må man huske på, at medens det udtrykkeligt er fastsat i den tyske, belgiske, græske, luxembourgske, italienske og franske lovgivning, at originalitet er et krav for at få et værk omfattet af følgeretten, er den portugisiske, spanske, danske og finske lovgivning langt mindre kategorisk på dette område. Ydermere opfattes begrebet "originalitet" meget forskelligt i de forskellige kulturer, så snart man går ud over det, der teknisk kan kaldes "enkeltstående kunst" - som er kendetegnet ved et enkelt eksemplar - for at fordybe sig i den mere "komplekse kunst", som giver mulighed for flere originaleksemplarer (støbte skulpturer, stik, fotografier, litografier mv.). Her gælder kriteriet for "autenticitet" ikke eller i det mindste ikke så klart; det erkendes, at et begrænset antal eksemplarer kan betragtes som originaler.

Med hensyn til støbte skulpturer begrænses antallet af eksemplarer, der kan betragtes som originaler, til otte i nogle medlemsstater og tolv i andre. På grund af de store vanskeligheder, der er forbundet med "originalitetskriteriet" for fotografiers vedkommende, har Spanien for eksempel valgt at udelukke dem fra følgeretten.

Ordføreren foreslog efter på denne måde at have dannet sig et billede af den manglende faste holdning i branchen en sammenfattende løsning, hvis mangler hun dog er opmærksom på; man skal ikke forsøge at afgrænse selve originalitetsbegrebet og i harmoniseringens navn angive et maksimalt antal originaleksemplarer. Udvalget om Retlige Anliggender har støttet dette forslag, omend det af drøftelserne fremgik, at der var behov for, at fællesskabsinstitutionerne omgående tog fat på dette spørgsmål.

3. Problemet med støttesalg

Udvalget om Retlige Anliggender tilkendegav ved afstemningen om ændringsforslag nr. 49 af Berger, som vedtoges med 14 stemmer for, medens 11 hverken stemte for eller imod, at det fandt det hensigtsmæssigt at udelukke "støttesalg" fra følgerettens område.

Faktisk ved enhver, der kender til galleriverdenen, at galleriejeres køb af især helt nye kunstneres kunstværker med meget få undtagelser har til formål at finansiere kunstneren og give denne mulighed for at tjene til dagen og vejen.

Således kan galleriejerens første salg, som i meget stort omfang har til formål at fremme kunstneren, og som ofte medfører langt større risiko end fordel for sælgeren, hvis det pålægges en afgift, paradoksalt nok være til ugunst for kunstneren, idet galleriejeren vil ty til indgåelse kontrakter om for eksempel deponering af kunstværket med henblik på salg, som helt klart ligger uden for følgerettens område.

4. Vederlagssatser og opkrævning (artikel 4)

Det første, der skal slås fast i forbindelse med behandlingen af dette spørgsmål, som er direktivets egentlige gordiske knude, er, at ingen af fortalerne for de forskellige holdninger, der er kommet frem i udvalget , har kunnet argumentere overbevisende for deres teser. Det er ovenikøbet kommet så vidt, at en og samme påstand (for eksempel flytning af salgsaktiviteter) paradoksalt nok har givet anledning til radikalt modsatte argumenter.

Kan der være tvivl om, at der i forbindelse med fastsættelsen af vederlagssatser og beløbsgrænser skulle have været gennemført en undersøgelse af salget over en relativt lang periode baseret på indiskutable oplysninger. En sådan undersøgelse er ikke blevet forelagt for udvalget; det er ydermere ordførerens indtryk, at der i øjeblikket ikke foreligger troværdige harmoniserede oplysninger, som kunne danne grundlag for en sådan.

Det er især vanskeligt at forudsige, hvordan markedet vil reagere med hensyn til flytning af salgsaktiviteterne. På hvilket niveau skal det beløb, som følgeretten giver anledning til, ligge for at udgøre en reel risiko for flytning af salgsaktiviteten? Efter omhyggeligt at have analyseret de forskellige ræsonnementer, som er kommet frem til forsvar for den ene eller den anden holdning, føler ordføreren sig i stand til at udlede, at der er behov for at udvise forsigtighed.

Når det er sagt, fremgår det af drøftelserne og høringerne, at direktivets ikrafttræden vil hæve bruttobeløbet på de salgaktiviteter, som berøres af følgeretten. Det lader ligeledes til at være den almindelige opfattelse, at den indtjening, som de bedst kendte kunstnere, hvis værker regelmæssigt sættes til salg i London, vil kunne få i kraft af følgeretten i forbindelse med videresalg der, vil kunne kompensere for den procentvise nedgang i det samlede beløb ved regnskabsårets afslutning. På samme måde bør en lav procentsats på den højeste del af prisen føre til en prisforhøjelse ved videresalg, der ligger under de udgifter, der er forbundet med en flytning til New York eller Zurich.

Som konklusion på dette afsnit ønsker ordføreren efter bedste overbevisning på baggrund af de omhyggeligt analyserede undersøgelser og af samtaler med forskellige aktører på dette komplekse marked at fremføre:

* at følgeretten er en faktor mere, som køber skal tage i betragtning. Det kan på ingen måde accepteres, at fastsættelsen af en moderat følgeret slår bunden ud af blomstrende markeder, som eksisterer og blandt andet opretholdes i kraft af en tradition, sagkundskab og forskellige skattemæssige aspekter.

* at de beløbsgrænser, som Kommissionen har afstukket, ikke svarer til markedsforholdene. Fra 50.000 ecu at regne kunne det faktisk være rimeligt at tale om et internationalt marked; det marked, som de store samlere og institutionelle investorer operer på.

* at hvis strukturen med tre beløbsgrænser skal respekteres, bør den øverste grænse af hensyn til en udjævning af springene mellem grænserne ikke belægges med mere end 1,5%.

5. Forvaltning (artikel 6, stk. 2)

Spørgsmålet om forvaltningen af følgeretsvederlaget er gentagne gange kommet op under udvalgets drøftelser. Særlig er det blevet drøftet, om det vil være hensigtsmæssigt eller ej (og dermed rejses spørgsmålet om fællesskabsinstitutionernes kompetence) at indføre obligatorisk kollektiv forvaltning af de beløb, der opkræves som følgeretsvederlag. Ordføreren er af den opfattelse, som i øvrigt deles af Udvalget om Retlige Anliggender, at direktivets anvendelsesområde skal begrænses til selve retten, dvs. dens art, de personer den berører, krav, varighed mv., uden at komme ind på de aspekter af dens forvaltning, der hører under medlemsstaternes kompetencer.

V. ORDFØRERENS KONKLUSIONER

Som konklusion på det foregående ønsker ordføreren at gøre det klart, at hun er overbevist om, at direktivet har sin berettigelse, idet det gør det muligt at afhjælpe de plastiske kunstneres manglende rettigheder og dermed konkurrenceforvridningen blandt sektorens fagfolk uden dermed at svække det europæiske kunstmarked.

Dette direktiv bygger således på forskrifter af økonomisk tilsnit; særlig med henblik på afhjælpning af konkurrenceforvridningen på enhedsmarkedet for kunst og beskyttelsen af dette marked over for den eksterne konkurrence. Men de principper, der ligger til grund for den europæiske kulturs identitet, beskyttelse og fremme af kunstneriske frembringelser er bestemt ikke mindre vigtige.

Man kan ikke frafalde den forpligtelse til harmonisering, der er nedfældet i traktaterne, og som Kommissionen har støttet lige siden 1977.

Ordføreren er overbevist om, at dette forslag til direktiv vil blive vedtaget. Det vil uden tvivl kræve et mål af moderation at imødegå de mere fornuftige argumenter fra dem, der er imod et direktiv på dette område. Udover at være ønskelig med henblik på en harmonisering af følgeretten er en sådan moderation også tilrådelig med henblik på den regelmæssige revision, som fastsættes i artikel 10.

Eksemplet fra det syvende momsdirektiv, som blev vedtaget efter 18 års forhandlinger, og som fastsætter visse undtagelsesordninger, udgør uden tvivl et fortilfælde, som ikke må tilsidesættes.

EUROPA-PARLAMENTET

28. oktober 1996

UDTALELSE

(forretningsordenens artikel 147)

til Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om følgeret til fordel for ophavsmanden (KOM(96)0097 - C4-0021/96)

Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier

Ordfører: Hugh Kerr

PROCEDURE

På mødet den 10. juni 1996 valgte Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier Hugh Kerr til ordfører.

På møder den 10. juni, 1. juli, 19. november og 10. december 1996 behandlede det udkastet til udtalelse.

På sidstnævnte møde vedtog det enstemmigt nedenstående konklusioner.

I afstemningen deltog: Castellina (formand), Sanz og Tamino (næstformænd), Kerr (ordfører), Ahlqvist, Aparicio Sanchez, Arroni, Augias, Azzolini (for Marin), Baldi (for Guinebertière), Boniperti, Darras (for de Coene), Gröner, Günther (for Heinisch), Hawlicek, Kuhne, Leperre-Verrier, Mohamed Ali, Pack, Ripa di Meana, Ryynanen, Todini, Tongue og Vaz da Silva.

1. INDLEDNING

Formålet med nærværende direktivforslag, som har artikel 100 A som retsgrundlag, er at harmonisere medlemsstaternes bestemmelser vedrørende kunstneres følgeret. Følgeretten er en uoverdragelig ret, som giver ophavsmanden til et kunstværk (eller de pågældendes arvinger efter hans/hendes død) retten til en procentdel af den pris, der betales for kunstværket ved videresalg. Det er vigtigt, at det er klart, at der er tale om en slags ophavsret, og ikke en afgift eftersom vederlaget tilfalder ophavsmanden og hans/hendes retssuccessorer og ikke skattevæsenet.

I øjeblikket indgår følgeretten i den nationale lovgivning i elleve medlemsstater, skønt der kun i otte lande er tale om aktiv håndhævelse. De fire lande, der ikke kender følgeretsprincippet, er Nederlandene, Østrig, Irland, og Det Forenede Kongerige. De lande, hvor følgeretten findes, udviser betydelige forskelle i retsforskrifterne. Det foreslåede direktiv har derfor til formål at ophæve forskellene mellem de gældende nationale love og samtidig at udvide følgerettens princip til de lande, hvor det i øjeblikket ikke indgår i lovgivningen.

2. ER DER GRUND TIL HARMONISERING?

Ordføreren går generelt ind for direktivforslaget og det harmoniseringsprinicp, som kommer til udtryk deri, da den nuværende situation fører til konkurrenceforvridning på Den Europæiske Unions marked for nutidig og moderne kunst, samtidig med at kunstnere diskrimineres alt efter gældende retsforhold i det land, hvor deres værker sælges. To aspekter taler for harmoniseringen. For det første fjerner man derved de forvridninger af markedet for nutidig og moderne kunst, som optræder inden for Fællesskabet. For det andet er der moralske/kulturelle argumenter, der taler for nødvendigheden af at sikre kunstnere en passende indtægt og anerkendelsen af og tilskyndelsen til kunstnerisk skabende aktivitet.

Følgende punkter i Kommissionens forslag giver dog anledning til kommentar fra ordførerens side:

a) Det er vigtigt, at harmoniseringen ikke fører til tilbagegang på kunstmarkedet i Den Europæiske Union og markedets flytning til USA eller andetsteds hen. Harmoniseringen bør derfor gennemføres på en sådan måde, at der skabes ligevægt mellem kunstnerens og markedets interesser.

b) Direktivets gennemførelse og følgerettens administration må være så enkel som muligt. Et unødigt indviklet system vil føre til manglende opkrævning af de berettigede beløb og alt for høje administrationsomkostninger, hvilket klart ikke er til kunstnerens fordel.

c) Det er af afgørende betydning, at også unge kunstnere, hvis værker på markedet ligger i et lavere prisleje, bør have gavn af den foreslåede harmonisering, og ikke blot de veletablerede kunstnere.

Ordføreren har bestræbt sig på at løse disse problemer i ændringsforslagene til direktivforslaget.

3. MARKEDSFORVRIDNING

I øjeblikket forholder det sig således i Fællesskabet, at der er tale om konkurrenceforvridning mellem kunsthandlere/auktionshuse i de lande, hvor følgeretten findes, og i de lande, der ikke kender dette retsprincip. F.eks. skal kunsthandlere i Tyskland ved salg af et moderne kunstværk betale en procentdel af prisen til kunstneren eller hans/hendes bo, mens dette ikke gælder for den britiske kunsthandler. Kunsthandlere/auktionshuse med sæde i et land, hvor denne ret findes, er derfor dårligere stillet i konkurrencen, idet de har en ekstraomkostning.

Der er modstand mod den foreslåede harmonisering, navnlig blandt grupperinger inden for kunsthandelen i de lande, hvor følgeretten i øjeblikket ikke findes, idet det fremføres, at indførelse af denne ret på fællesskabsplan vil føre til, at markedet for nutidig og moderne kunst flyttes til USA og Schweiz, hvor følgeretten ikke anerkendes. Der er flere faktorer, der bør inddrages i overvejelserne om dette synspunkts gyldighed. Kunstnerens følgeret er kun en ud af flere faktorer, der indvirker på en transaktions omkostninger. Yderligere faktorer er bl.a. love og fiskale bestemmelser, der er forskellige fra land til land. Desuden er der omkostningerne i forbindelse med flytning af et maleri fra det ene land til det andet med henblik på salg, herunder forsikrings- og transportomkostninger. Det betyder, at det alt efter det enkelte kunstværks pris og gældende følgeretssats ikke nødvendigvis behøver at være en fordel for sælgeren at flytte salget til et land, hvor følgeretten ikke findes.

Der er to yderligere faktorer, som bør tages med i overvejelserne om følgerne af en harmonisering af markedet. For det første finder retten kun anvendelse på nutidig og moderne kunst og den potentielle indvirkning af dens indførelse må derfor vurderes på baggrund heraf. For det andet finder den kun anvendelse på videresalg af et kunstværk og ikke ved det første salg. At et kunstmarkeds succes ikke udelukkende kan tilskrives følgerettens eksistens eller mangel på samme kan bl.a. bevidnes, nå man ser på betydningen af markedet for moderne kunst i Køln, hvor denne ret er gældende og håndhæves.

Andre modstandere af harmonisering eller indførelse af kunstneres følgeret fremfører, at den ikke vil kunne fungere og at den fornødne administration vil være overordentlig kostbar og bebyrdende. Det er klart af afgørende betydning, at harmoniseringen gennemføres på en sådan måde, at de nationale ordninger er så enkle og effektive som muligt, samtidig med at deres målsætninger nås.

4. RIMELIG OG LIGE BEHANDLING AF KUNSTNERE

Ved Phil Collins-dommen stedfæstedes princippet om ikke-diskrimination på grund af nationalitet inden for Fællesskabet. Indtil da havde man anvendt gensidighedsprincippet med hensyn til anvendelse af kunstneres følgeret. Det betød, at en britisk kunstner, hvis værk blev solgt i Frankrig (hvor følgeretten anerkendes) ikke ville modtage følgeretsvederlag, eftersom en fransk kunstner, som solgte sine værker i Storbritannien (hvor følgeretten ikke eksisterer), ikke ville modtage et følgeretsvederlag. Denne gensidighed blev ophævet ved Phil Collins-dommen. Nu modtager den samme britiske kunstner, hvis værker sælges i Paris, et følgeretsvederlag, mens den franske kunstner fortsat ikke får et sådant vederlag. Harmonisering er derfor nødvendig for at sikre lige behandling af kunstnere, uanset hvor deres værker sælges inden for Fællesskabet.

Der er en anden type ligeberettigelse, som denne harmonisering vil kunne bidrage til - det er de bildende kunstneres ligeberettigelse i forhold til andre skabende kunstnere. I øjeblikket har kunstnere, der arbejder inden for musik og litteratur, mulighed for at få udbetalt ophavsretsvederlag ved skiftende anvendelser af deres værker. Bildende kunstnere har i almindelighed ikke den samme mulighed for at modtage ophavsretsvederlag , eftersom indtægten er baseret på salg snarere end på reproduktion. Med henblik på at sikre dem samme behandling som andre skabende kunstnere bør de modtage vederlag i forbindelse med hinanden efterfølgende salg af deres værker.

Ordføreren går ind for den foreslåede harmonisering til fordel for kunstnerne, men det ville være urealistisk at lægge for megen vægt på fordelene for unge kunstnere. Hvis hovedformålet var at skabe et instrument for at støtte og tilgodese kunstnere, ville en ordning baseret på følgeretten sandsynligvis ikke være den bedste løsning. Skattemæssige foranstaltninger eller andre bestemmelser ville måske være mere effektive i den henseende.

5. DIREKTIVET

Formålet med dette direktivforslag er at harmonisere følgende:

i) de typer kunstværker, der er omfattet af følgeretten - i direktivets artikel 2 gives der en beskrivelse af, hvad der forstås ved begrebet "originalkunstværk";

ii) de typer transaktioner, der udløser erlæggelse af følgeretsvederlag - enhver form for salg med undtagelse af ophavsmandens første salg af værket og de tilfælde, hvor sælgeren optræder som privatperson;

iii) mindstebeløbet for følgerettens anvendelse, som af Kommissionen fastsættes til 1.000 ecu (artikel 3);

iv) følgeretssatsen - Kommissionen foreslår mellem 2 og 4% med en nedadgående skala alt efter kunstværkets pris (artikel 4).

6. ÆNDRINGSFORSLAG

a) Ordføreren ønsker med ændringsforslagene at ændre strukturen af den vederlagsordning, der foreslås af Kommissionen. Ændringsforslaget til artikel 3 har to mål. For det første nedsættes grænsen for beløbet, der udløser erlæggelse af følgeretsvederlag fra 1.000 ecu til 500 ecu. Derved ønsker man at sikre, at et større antal kunstnere, herunder også de, hvis værker sælges til lavere priser, får fordel af følgeretten. Ordføreren er dog klar over, at hvis mindstebeløbet blev sat for lavt, ville det føre til gennemførelsesproblemer og uforholdsmæssigt store administrationsomkostninger. Det mindstebeløb, der er foreslået af ordføreren, er et rimeligt kompromis mellem kunstnernes behov og hvad der er administrativt realistisk. Det vil være med til at sikre, at ikke kun de kunstnere, som i forvejen har succes, drager fordel af direktivet.

Desuden fjernes ved dette ændringsforslag medlemsstaternes mulighed for at fastlægge lavere nationale beløbsgrænser. Medlemsstaternes mulighed for at optræde på denne måde, syntes at være i direkte modstrid med direktivets egentlige mål, nemlig harmonisering. Den ville genindføre muligheden for konkurrenceforvridning og forskellig behandling af kunstnere afhængig af den medlemsstat, hvor deres kunstværker sælges. Desuden forekommer det ordføreren, at Kommissionens argumenter for harmonisering svækkes ved optagelse af denne bestemmelse.

b) Ved ændringsforslaget til artikel 4 ændres betalingsskalaen, således at den genspejler ovennævnte ændringsforslag vedrørende nedsættelse af mindstebeløbet. Ydermere er vederlagssatsen i den første litra forøget fra 4% til 5% for at fremkalde en omlægningseffekt til fordel for kunstværker, der sælges til lavere priser, og deres ophavsmænd. Salg af kunstværker af denne priskategori vil sandsynligvis ikke flytte sig uden for Den Europæiske Union, heller ikke ved denne forhøjede vederlagssats, fordi transport og andre relevante omkostninger ville være dyrere for sælgeren end erlæggelse af vederlaget.

En reduceret vederlagssats - 1% for beløb over 250.000 ecu - er indført for at forhindre, at salg af kunstværker i denne kategori omdirigeres til lande, hvor følgeretten ikke findes. Her drejer det sig om den mest mobile del af kunstmarkedet og følgelig er det yderst sandsynligt, at salg af kunstværker i denne prisklasse flyttes uden for Den Europæiske Union, hvis vederlagssatsen blev sat for højt.

c) Ændringsforslaget til artikel 9 skal understrege den forpligtelse, der pålægges kunsthandlere og auktionshuse med hensyn til relevante oplysninger. Kommissionens formulering er ret svag på dette punkt. Det er klart, at retten til relevante oplysninger er grundlæggende for en effektiv gennemførelse og opkrævning af vederlag.

d) Ændringsforslaget til artikel 10 stilles for at understrege interessen med hensyn til direktivets virkning, idet Kommissionen opfordres til at forelægge en detaljeret rapport hvert tredje år i stedet for hvert femte år med særlig vægt på visse spørgsmål, herunder indvirkningen på markedsforholdene for nutidig og moderne kunst i Den Europæiske Union og kunstnernes finansielle situation. Dette ændringsforslag skal desuden udvide mulighederne for ændring og tilpasning i forhold til Kommissionens forslag, som indskrænker sig til tilpasning af beløbsgrænser og vederlagssatser.

KONKLUSIONER

Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier opfordrer Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende ændringsforslag i sin betænkning:

Kommissionens forslag Ændringsforslag

(Ændringsforslag 1)
Betragtning 2

formålet med følgeretten er at sikre ophavsmænd et økonomisk udbytte af deres værkers succes; formålet er at indføre de samme økonomiske rettigheder for andre kunstnere og andre ophavsmænd, der får indtægter fra den løbende udnyttelse af deres værker;

formålet med følgeretten er at sikre ophavsmænd en varig indtægt, idet de får mulighed for at nyde godt af deres værkers succes; formålet er at indføre de samme økonomiske rettigheder for andre kunstnere og andre ophavsmænd, der får indtægter fra den løbende udnyttelse af deres værker;

(Ændringsforslag 2)

Betragtning 5a

5a. de ovennævnte elementer viser det ønskelige i, at der vedtages en konvention om obligatorisk indførelse af følgeretten på internationalt plan;

(Ændringsforslag 3)

Betragtning 17

undladelse af at anvende følgeretten, når det drejer sig om beløb under mindstebeløbet, gør det muligt at undgå uforholdsmæssigt store opkrævnings- og administrationsomkostninger;

undladelse af at anvende følgeretten, når det drejer sig om beløb under mindstebeløbet, gør det muligt at undgå uforholdsmæssigt store opkrævnings- og administrationsomkostninger, i forhold til det beløb, ophavsmanden får;

(Ændringsforslag 4)

Betragtning 21

Det er ønskeligt at indføre en ordning med mulighed for regelmæssig justering af beløbsgrænser og verderlagssatser; det er i den henseende hensigtsmæssigt at pålægge Kommissionen at udarbejde regelmæssige rapporter om den praktiske anvendelse af følgeretten og om nødvendigt fremsætte forslag til ændring af grænser og satser;

Det er ønskeligt at indføre en ordning med mulighed for regelmæssig justering af beløbsgrænser og verderlagssatser; det er i den henseende hensigtsmæssigt at pålægge Kommissionen at udarbejde regelmæssige rapporter om den praktiske anvendelse af følgeretten i medlemsstaterne og dens virkninger for det europæiske kunstmarked og om nødvendigt fremsætte forslag til ændring af grænser og satser;

(Ændringsforslag 5)
Artikel 3

1. Det i henhold til artikel 1 opkrævede vederlag erlægges, når salgsprisen er på mindst 1.000 ECU.	1. Det i henhold til artikel 1 opkrævede vederlag erlægges, når salgsprisen er på mindst 500 ecu.
	2. Medlemsstaterne kan fastsætte en national beløbsgrænse, der er lavere end den i stk. 1 nævnte.

(Ændringsforslag 6)
Artikel 4

Det i henhold til artikel 1 opkrævede vederlag fastsættes således:	Det i henhold til artikel 1 opkrævede vederlag fastsættes således:
a) 4% af salgsprisen for beløb mellem 1.000 og 50.000 ECU	a) 5% af salgsprisen for beløb mellem 500 og 50.000 ecu
b) 3% for beløb mellem 50.000 og 250.000 ECU	b) 3% for beløb mellem 50.000 og 250.000 ecu
c) 2% for beløb over 250.000 ECU.	c) 1% for beløb over 250.000 ecu.
Følgeretsvederlaget skal erlægges af sælger.	Følgeretsvederlaget skal erlægges af sælger.

(Ændringsforslag 7)

Artikel 6

De af følgeretten beskyttede personer

1. Det i henhold til artikel 1 opkrævede vederlag skal betales til ophavsmanden til værket og efter dennes død til retssuccessorerne.2. Medlemsstaterne kan indføre en kollektiv forvaltning af de beløb, der opkræves som følgeretsvederlag. De fastsætter de nærmeste bestemmelser for opkrævning og udbetaling af beløbene i tilfælde, hvor ophavsmanden er statsborger er statsborger i en anden medlemsstat.

1. Det i henhold til artikel 1 opkrævede vederlag skal betales til ophavsmanden til værket og efter dennes død til retssuccessorerne eller hans forvaltningsselskab.2. Medlemsstaterne kan indføre en kollektiv forvaltning af de beløb, der opkræves som følgeretsvederlag. De fastsætter de nærmeste bestemmelser for opkrævning og udbetaling af beløbene i tilfælde, hvor ophavsmanden er statsborger er statsborger i en anden medlemsstat.3. Forvaltningsselskaberne kan med henblik på støtte af levende bildende kunstnere anvende en passende procentsats af indtægterne ved varetagelsen af følgeretten til sociale og kulturelle formål.

(Ændringsforslag 8)

Artikel 8

Følgerettens varighed

Følgeretten finder anvendelse i den i artikel 1 i direktiv 93/98/EØF fastsatte periode.

Følgeretten finder anvendelse gennem hele ophavsmandens liv og 70 år efter hans død i overensstemmelse med artikel 1 i direktiv 93/98/EØF.

(Ændringsforslag 9)
Artikel 9

Ophavsmanden eller dennes befuldmægtigede kan af enhver kunsthandler eller ethvert auktionsfirma kræve sådanne oplysninger, der er nødvendige for at beregne de beløb, der skal erlægges som følgeretsvederlag i forbindelse med salget af originalkunstværker i det forløbne år.

På anmodning fra ophavsmanden eller dennes befuldmægtigede forelægger enhver kunsthandler eller ethvert auktionsfirma sådanne oplysninger, der er nødvendige for at beregne de beløb, der skal erlægges som følgeretsvederlag i forbindelse med salget af originalkunstværker i det forløbne år.

(Ændringsforslag 10)
Artikel 10

Kommissionen forelægger senest den 1. januar 2004 og efterfølgende hvert femte år EuropaParlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv og fremsætter eventuelt forslag til tilpasning af beløbsgrænser og vederlagssatser til udviklingen inden for branchen.

Kommissionen forelægger senest den 1. januar 2002 og efterfølgende hvert tredje år EuropaParlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en detaljeret rapport om anvendelsen og gennemførelsen af dette direktiv med særlig vægt på dets indvirkning på det europæiske marked for nutidig og moderne kunst, de mekanismer, som medlemsstaterne anvender til gennemførelse af direktivets bestemmelser og de dermed forbundne administrationsomkostninger, direktivets indvirkning på den finansielle situation for udøvende kunstnere inden for Den Europæiske Union samt galleriers og auktionsfirmaers arbejdsmetoder. Kommissionen fremsætter eventuelt forslag til tilpasning af beløbsgrænser og vederlagssatser til udviklingen inden for branchen sideløbende med de forslag, som anses for nødvendige for at forbedre direktivets virkning.