Retur til Europarl-portal

Choisissez la langue de votre document :

BETÆNKNING     
PDF 205kWORD 73k
20. marts 1997
PE 218.951/endel. A4-0112/97
om respekt for menneskerettighederne i Den Europæiske Union (1995)
Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender
Ordfører: Claudia Roth
Med skrivelse af 9. juli 1996 anmodede Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender om tilladelse til at afgive betænkning om respekt for menneskerettighederne i Den Europæiske Union.
 A. FORSLAG TIL BESLUTNING
 B. BEGRUNDELSE
 BILAG

 Med skrivelse af 9. juli 1996 anmodede Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender om tilladelse til at afgive betænkning om respekt for menneskerettighederne i Den Europæiske Union.

På mødet den 14. november 1996 meddelte Parlamentets formand, at udvalget havde fået tilladelse til at afgive betænkning om dette spørgsmål.

På mødet den 20. december 1995 havde Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender valgt Roth til ordfører.

På mødet den 29. maj 1996 vedtog Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender at optage følgende til udvalget henviste beslutningsforslag i sin betænkning:

- B4-0031/96 af Newman om lænkede hospitalsindlagte kvindelige fanger. som var blevet henvist til det den 14. marts 1996 som korresponderende udvalg og henvist til Udvalget om Kvinders Rettigheder som rådgivende udvalg.

På møder den 2. og 17. december 1996, 27. januar, 4. februar, 10. marts og 19. marts 1997 behandlede det udkastet til betænkning.

På sidstnævnte møde vedtog det forslaget til beslutning med 16 stemmer mod 12.??

I afstemningen deltog: d'Ancona (formand), Wiebenga (næstformand), Roth, (ordfører), Berthe (for De Villiers), Bontempi, Cedershiöld, Colombo Svevo, De Esteban Martin, Deprez, Donnelly B (for Lucas Pires) Elliott, Ford, Lindeperg, Mohamed Ali, Nassauer, Pailler (for Vinci) Palacio Vallelersundi (for Reding) Pirker, Posselt, Pradier, Sauquillo Pérez del Arco (for Terron i Cusí) Schaffner, Schmid G., Stewart-Clark, Tannert (for Marinho jf. forretningsordenens artikel 138, paragraf 2), Telkämper (for Orlando, jf. forretningsordenens artikel 138, paragraf 2), Van Lancker (for Crawley) og Zimmermann.

Udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder vil blive offentliggjort særskilt.

Betænkningen indgivet den 21. marts 1997.

Fristen for ændringsforslag til denne betænkning vil fremgå af forslaget til dagsorden for den mødeperiode, hvor den skal behandles.


 A. FORSLAG TIL BESLUTNING

Beslutning om respekt for menneskerettighederne i Den Europæiske Union (1995)

Europa-Parlamentet,

- der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne,

-

- der henviser til den internationale pagt om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale pagt om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og til protokollerne hertil,

- der henviser til De Forenede Nationers konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination,

- der henviser til De Forenede Nationers konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder,

- der henviser til Genève-konventionen fra 1951 og protokollen hertil og til UNHCR's henstillinger,

- der henviser til De Forenede Nationers konvention fra 1989 om barnets rettigheder,

- der henviser til den europæiske konvention til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf (1987),

- der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og til protokollerne hertil,

- der henviser til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

- der henviser til traktaten om Den Europæiske Union,

- der henviser til sin beslutning af 12. april 1989 om vedtagelse af erklæringen om de grundlæggende frihedsrettigheder(1),

- der henviser til sin beslutning af 9. juli 1991 om menneskerettighederne(2),

- der henviser til sin beslutning af 12. marts 1992 om dødsstraf(3),

- der henviser til sin beslutning af 11. marts 1993 om menneskerettighederne i Det Europæiske Fællesskab(4),

- der henviser til sin beslutning af 19. januar 1994 om nægtelse af militærtjeneste af samvittighedsgrunde i EF-landene(5),

- der henviser til sin beslutning af 27. april 1995 om racisme, fremmedhad og antisemitisme(6),

- der henviser til sin beslutning af 18. januar 1996 om dårlige fængselsforhold i Den Europæiske Union(7),

- der henviser til sin beslutning af 17. september 1996 om respekt for menneskerettighederne i Den Europæiske Union (1994)(8),

- der henviser til sin beslutning af 29. februar 1996 om sekter i Europa(9),

- der henviser til udtalelse af 28. marts 1996 (2/94) fra De Europæiske Fællesskabers Domstol (Fællesskabets tiltrædelse af konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder),

- der henviser til den europæiske socialpagt, vedtaget i Torino i 1961, og til tillægsprotokollen hertil, vedtaget i Strasbourg i 1988,

- der henviser til fællesskabspagten om de grundlæggende sociale rettigheder,

- der henviser til den sluterklæring og den handlingsplatform, der blev vedtaget under den 4. internationale kvindekonference i Beijing,

- der henviser til menneskerettighedsprincipperne i folkeretten og i europæisk ret,

- der henviser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis,

- der henviser til forslag til beslutning af Newman om lænkede hospitalsindlagte kvindelige fanger (B4-0031/96),

- der henviser til følgende andragender;

a) 0382/95 af Johannes Pohl, tyske statsborger, om FN's konvention om børns rettigheder,

b) 0459/95 af Norbert Schneider, tysk statsborger, for Deutscher Kinderschutzbund (Den Tyske Sammenslutning for Børns Beskyttelse) om forslag til forbedring af vilkårene for børn i Den Europæiske Union,

c) 0464/95 af Manfred Bruns, tysk statsborger, for Schwulenverband (SVD) (Bøssesammenslutningen) om homoseksuelle samleveres problemer i forbindelse med partnere fra tredjelande,

d) 0597/95 af Leo Klein Lebbink, nederlandsk statsborger, og 704 medunderskrivere, om en ændring af tjenestemandsvedtægten,

e) 0684/95 af Jutta Birnbickel, tysk statsborger, om FN's konvention om børns rettigheder,

f) 0741/95 af Helga Lechner, tysk statsborger, om indførelsen af en ombudsmand for børn ved Europa-Parlamentet,

g) 0793/95 af Michael Becker, tysk statsborger, om nedsættelse af et udvalg for børns rettigheder i Europa-Parlamentet,

h) 1029/95 af Panagotis Karakolidis, græsk statsborger, om angivelsen af hans religion på hans id-kort,

i) 1197/95 af Russell J. Askew, britisk statsborger, for "APART: Absent Parents Asking for Reasonable Treatment", og 35.000 medunderskrivere, om britisk "Child Support Act 1991",

j) 1223/95 af Ruben Urrutia, for "Coordination européenne pour le droit des étransgers à vivre en famille" (europæisk sammenslutning til fordel for udlændinges ret til at leve som familie) om to forslag til ændring af unionstraktaten,

k) 342/96 af Presa, italiensk statsborger, om løsladelse af græske militærnægtere,

l) 490/96 af Reppas, græsk statsborger, om løsladelse af græske samvittighedsnægtere,

- der henviser til forretningsordenens artikel 148,

- der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder (A4-0112/97),

der anfører, at ethvert demokratisk system er baseret på princippet om respekt for menneskerettighederne, og at dette princip udgør grundlaget for den europæiske integrationsproces,

der henviser til Den Europæiske Unions indsats og Europa-Parlamentets særlige opgave til fremme af menneskerettighederne i verden,

der imidlertid beklager, at de grundlæggende rettigheder ikke er kodificeret på fællesskabsniveau og ikke er underkastet specifik kontrol med henblik på at sikre, at disse rettigheder respekteres i Fællesskabets retsorden,

der betoner, at det er Europa-Parlamentets pligt at fremme de grundlæggende rettigheder og frihedsrettighederne og bidrage til også i Unionen at forbedre beskyttelsen heraf,

der bemærker, at den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) er ratificeret af samtlige medlemsstater i Den Europæiske Union,

der noterer sig udtalelsen fra De Europæiske Fællesskabers Domstol (udtalelse 2/94 af 28. marts 1996), ifølge hvilken Fællesskabet, således som fællesskabsretten er udformet på nuværende tidspunkt, ikke har kompetence til at tiltræde EMRK,

der anfører, at Unionen i henhold til artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, er forpligtet til at respektere de grundlæggende rettigheder, således som de er forankret i EMRK,

der fremhæver, at der i artikel K.2 i traktaten om Den Europæiske Union udtrykkeligt nævnes områder, hvor medlemsstaterne skal overholde EMRK og Genève-konventionen fra 1951; der præciserer, at der er tale om følgende områder: asylpolitik, passage af medlemsstaternes ydre grænser, indvandringspolitik, fri bevægelighed for personer på medlemsstaternes område, bekæmpelse af ulovligt arbejde, bekæmpelse af ulovlig narkotikahandel, osv.,

der understreger, at folkeretten, fællesskabsretten og medlemsstaternes juridiske traditioner uden undtagelse har skabt regler, som medlemsstaterne er forpligtet til at overholde,

der påpeger, at medlemsstaterne er forpligtet til at respektere og beskytte enhver persons rettigheder, når denne person befinder sig på Den Europæiske Unions område - en forpligtelse, som medlemsstaterne skal opfylde uanset den pågældendes race, køn, seksuelle identitet, nationalitet, religion, meninger, alder eller handicap,

der alligevel er foruroliget over de alvorlige og utilladelige krænkelser af menneskerettighederne i EU,

der er foruroliget over de dårlige fængselsforhold for visse varetægtsfængslede og personer, der afsoner en fængselsstraf,

der er bekymret over antallet af varetægtsfængslede i europæiske forvaringsanstalter og den omstændighed, at der ikke eksisterer særlige og egnede regler for dem,

der er bestyrtet over den bølge af racisme, fremmedhad og antisemitisme, der navnlig i Tyskland i 1995 førte til en lang række voldelige overfald på flygtninges og udlændinges opholdssteder,

der er bekymret over undergravningen af de grundlæggende rettigheder og friheder i dele af EU,

der henviser til, at terrorhandlinger er en krænkelse af en lang række af individets grundlæggende rettigheder, navnlig retten til livet, til fysisk integritet og personlig frihed, og at de desuden i en vis udstrækning kan udgøre en trussel mod den indre fred, de demokratiske institutioner og disses funktion og true retsstatens landvindinger og de grundlæggende principper, som udgør fundamentet for de forfatningsmæssige traditioner og lovgivningssystemet i de vestlige demokratier,

der er forfærdet over de tilfælde af tortur og grusom, umenneskelig eller uværdig behandling af anholdte eller fængslede personer - en behandling fra ordensmagtens side, som i visse tilfælde har haft døden til følge,

der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 1995 dømte Portugal, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Østrig, Norge, Italien, Grækenland, Nederlandene, Danmark og Finland for overtrædelse af EMRK's artikel 6, hvori det er fastsat, at enhver har krav på en retfærdig og offentlig rettergang,

der er forfærdet over de mange og grusomme tilfælde af vold mod børn, børnemishandling og seksuelt misbrug af børn,

der minder om, at antallet af registrerede asylansøgninger i EU fra 1993 til 1995 faldt med halvdelen som følge af den skærpede lovgivning og vanskelighederne, når proceduren søges indledt - et fald, der er sket til trods for, at forfølgelserne i verden er taget til i foruroligende grad,

der påpeger, at den restriktive fortolkning af begrebet forfølgelse, vanskelighederne ved procedurens indledning, den koncentrerede procedure til behandling af ansøgningerne, den overdrevne anvendelse af begrebet åbenbart ubegrundet ansøgning og forholdene for asylansøgere i udvisningsarrest også udgør krænkelser af menneskerettighederne,

der fremhæver, at strafferammen for voldsforbrydelser ofte er for lav i forhold til berigelsesforbrydelser,

der anfører, at fattigdom og social nød i EU kan føre til krænkelser af menneskerettighederne,

Redskaber til styrkelse af menneskerettighederne

forlanger, at menneskerettighederne i Unionen beskyttes uindskrænket, for at Unionen troværdigt kan kræve, at disse rettigheder overholdes uden for dens grænser;

er af den opfattelse, at den europæiske integrationsproces gør det stadig mere nødvendigt og presserende, at der på EU-niveau indføres et system til beskyttelse af menneskerettighederne, og at der i Unionens lovgivning etableres instrumenter til kontrol af overholdelsen af menneskerettighederne;

forpligter sig som eneste demokratisk valgte EU-institution til at offentliggøre tilfælde af krænkelser af menneskerettighederne i Unionen;

gentager ønsket om, at Det Europæiske Fællesskab tiltræder konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og opfordrer medlemsstaterne til under regeringskonferencen at foretage de nødvendige ændringer med henblik herpå i fællesskabsretten;

opfordrer regeringskonferencen til at gøre Den Europæiske Union til en selvstændig juridisk person, for at den også kan tiltræde EMRK;

bekræfter, at enhver person må sikres reel beskyttelse mod krænkelser af de grundlæggende rettigheder, der skyldes EU-direktiver og -forordninger; understreger, at denne beskyttelse i dag ikke er tilstrækkeligt garanteret ved de kriterier, der er fastlagt i EF-traktatens artikel 173, for individuelle annullationssøgsmål, og at denne klagemulighed bør udvides som led i regeringskonferencen; foreslår, at retten til at klage over fællesskabsafgørelser udvides til at omfatte juridiske personer;

fastslår, at EU-institutionernes måde at fungere på og ligevægten mellem dem er præget af demokratisk underskud og manglende åbenhed; konstaterer, at en sådan struktur forhindrer den demokratiske, parlamentariske og offentlige kontrol; går ind for en nærmere fastsat ret til adgang til Rådets dokumenter gennem en interinstitutionel aftale;

fastslår, at alle former for diskrimination begrundet i nationalitet endnu ikke er fuldstændigt ophævet i Unionen, og kræver, at dette sker definitivt;

anmoder regeringskonferencen om at optage en ny artikel 6a i traktaten, som gør det muligt at udvide begrebet forbud mod al forskelsbehandling, der ifølge de gældende bestemmelser vedrører forskelsbehandling, som udøves på grundlag af nationalitet, til at omfatte forskelsbehandling begrundet i race, etnisk tilhørsforhold, hudfarve, køn, seksuel identitet, alder, religion, politiske eller filosofiske meninger, tilhørsforhold til et mindretal eller et handicap;

kræver, at Den Europæiske Union udsteder en europæisk erklæring om grundlæggende rettigheder, der gælder som fuldgyldig bestanddel af traktaten, og hvori den enkeltes rettigheder - herunder de økonomiske, sociale, kulturelle og økologiske rettigheder beskrives og forankres;

kræver, at protokollen og aftalen om socialpolitikken og pagten om de grundlæggende sociale rettigheder indskrives i traktaten, og at Den Europæiske Union tiltræder Europarådets socialpagt;

tager med tilfredshed til efterretning, at Den Europæiske Union den 27. september 1995 indsatte en europæisk ombudsmand, men beklager de begrænsninger, der præger hans sagsområde og beføjelser;

gentager, at alle aftaler, som Unionen indgår med tredjelande, skal indeholde menneskerettighedsklausuler om passende sanktioner og i givet fald ophæve den pågældende aftale, hvis der forekommer alvorlige og vedvarende overtrædelser af menneskerettighederne eller afbrydelse af den demokratiske proces;

er af den opfattelse, at aftaler, der ratificeres af Fællesskabet og/eller dets medlemsstater er bindende og ikke må være genstand for en restriktiv fortolkning fra Rådets side;

Retten til et værdigt liv og en værdig død

opfordrer Det Forenede Kongerige, Grækenland og Belgien, som allerede har undertegnet protokol nr. 6 til EMRK og fjernet dødsstraf fra deres kriminalret og udsat anvendelsen heraf, til at gennemføre afskaffelsen ved at ratificere ovennævnte protokol;

opfordrer medlemsstaterne til ikke at udlevere personer til stater, hvor den lovovertrædelse, der ligger til grund for anmodningen om udlevering, kan straffes med døden;

gentager, at retten til livet omfatter retten til sundhed og dermed lægebehandling, og at denne ret bør tildeles alle mennesker uanset status, helbredstilstand, køn, race, etnisk tilhørsforhold, hudfarve, alder, religion eller overbevisning;

kræver forbud mod aktiv dødshjælp over for handicappede, patienter i langvarig koma, handicappede nyfødte og ældre med handicap; opfordrer medlemsstaterne til at tilvejebringe sådanne vilkår, at den døende behandles værdigt ved livets afslutning;

Retten til legemets ukrænkelighed

fastslår, at det er en grundlæggende rettighed for borgerne i EU at kunne leve et liv uden at frygte for deres sikkerhed;

fordømmer på det skarpeste enhver voldsanvendelse eller enhver trussel om voldsanvendelse som et alvorligt og uberettiget overgreb på borgernes grundlæggende rettigheder;

er af den opfattelse, at kriminelle organisationers eksistens og vækst udgør en alvorlig trussel mod retsstatens troværdighed, mod opretholdelsen af den demokratiske orden og respekten for menneskerettighederne i Den Europæiske Union;

opfordrer regeringskonferencen til at tilvejebringe grundlaget for et egentligt europæisk retsområde, som skal kunne garantere sikkerhed for personer i Unionen, bl.a. ved direkte fremsendelse af internationale retsanmodninger og resultatet af domstolsefterforskning uden inddragelse af den udøvende magt og uden anvendelse af diplomatiske kanaler;

mener, at nogle sekters overtrædelse af en række grundlæggende rettigheder bør bekæmpes ved omfattende oplysning og anvendelse af gældende lovgivning;

udtrykker sin alvorlige bekymring over de utilladelige eller ulovlige aktiviteter, som visse sekter gør sig skyldige i, og over de overgreb på personers fysiske integritet, som visse af dem gennemfører over for deres tilhængere, og som er så meget desto mere alvorlige, som de undertiden involverer mindreårige;

opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til under overholdelse af de retsstatslige principper at bekæmpe de overtrædelser af de grundlæggende rettigheder, som visse sekter gør sig skyldige i, herunder også forbud, hvis dette er retligt velbegrundet og foreneligt med retsplejen;

bekræfter, at religionsfrihed omfatter ophævelse af al forskelsbehandling af religioner, ritualer og kulter og fastslår påny, at medlemsstaterne ikke systematisk bør tildele status som religiøs organisation, ligesom de bør gøre det muligt at fratage de sekter, som udfører hemmelige eller ulovlige aktiviteter, denne status, som giver dem skattemæssige fordele og en vis retsbeskyttelse;

Retten til legemets ukrænkelighed

fordømmer kraftigt den anvendelse af vold, tortur og umenneskelig, grusom eller nedværdigende straf eller behandling, som anholdte eller fængslede er udsat for fra sikkerhedskræfter eller fængselspersonale; fordømmer den racistiske karakter, som disse handlinger ofte har;

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for indgående at undersøge påstande om mishandling og indgående udforske eventuelle organer samt give politi og fængselspersonale grundlæggende for fortsat orientering for at forebygge mishandling af de indsatte;

bekræfter, at ikke alene korporlige overgreb, men også trusler, tvang, verbal vold og seksuelle eller racistiske fornærmelser skal betragtes som umenneskelig eller nedværdigende behandling og kræver, at sådan praksis omgående bringes til ophør;

opfordrer medlemsstaterne til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at hindre straffrihed for de ansvarlige;

opfordrer medlemsstaterne til at begrænse muligheden for at rejse tiltale for "modstand mod statsmagten", som politimyndighederne benytter sig af som modtræk mod et offers klage over overgreb fra statens side;

er af den opfattelse, at konklusionerne fra Den Europæiske Komité mod Tortur bør gennemføres på effektiv måde, og opfordrer medlemsstaterne til at give tilladelse til, at alle rapporter fra denne komité offentliggøres, og at enhver hindring af komiteens arbejde bringes til ophør;

finder det glædeligt, at Danmark har udstedt retsforskrifter, der indfører et nyt system til behandling af klager over politiet; anmoder dog samtidig Danmark om i den nationale lovgivning at optage landets forpligtelser i medfør af overenskomsten mod tortur og andre former for straf eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling;

kræver, at alle medlemsstater indfører og garanterer en reel klageadgang for alle fængslede;

kræver, at anholdte underrettes om deres rettigheder - herunder retten til at klage over mishandling - på et for dem forståeligt sprog, at de har ret til omgående at underrette tredjemand om, at de er fængslet, at de har adgang til en læge efter eget valg, og at der er en advokat til stede ved forhør;

Grundlæggende frihedsrettigheder

fastslår, at tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed samt forsamlingsfrihed udgør grundlæggende rettigheder for borgerne i Unionen;

bekræfter, at nægtelse af krigstjeneste af samvittighedsgrunde, afvisning af fremstilling og formidling af særligt materiale, bestemte former for lægelig praksis og videnskabelig forskning henhører under begrebet tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; opfordrer de medlemsstater, som ikke beskytter denne ret til at sikre den; ønsker i øvrigt fjernelse af diskriminering af europæiske borgere som følge af militærtjeneste;

stadfæster sin beslutning af 19. januar 1994(10) om nægtelse af militærtjeneste af samvittighedsgrunde i EF-landene og minder om, at medlemsstaterne i denne beslutning opfordres til omgående at indføre civiltjeneste af samme varighed som militærtjeneste;

opfordrer Grækenland til at ophøre med at forfølge personer, der er militærnægtere af samvittighedsgrunde, ufortøvet at løslade alle fængslede militærnægtere, udstede love til anerkendelse af retten til at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde og samtidig indføre en civiltjeneste uden forskelsbehandling; anmoder endvidere Grækenland om at benåde fængslede og domfældte militærnægtere, ophæve al forskelsbehandling af dem på arbejdsmarkedet og på andre områder og garantere, at de kan rejse frit overalt i Unionen;

opfordrer medlemsstaterne til at afskaffe enhver form for forskelsbehandling på grundlag af religion, ritualer og kulter, især i forholdet mellem stat og borger; understreger på det kraftigste, at retten til fri religionsudøvelse indebærer retten til frit at praktisere denne religion;

opfordrer medlemsstaterne til at undlade at tvinge sine borgere til at angive deres religiøse tilhørsforhold i identitetspapirer;

fordømmer stærkt tendenserne til begrænsning af pressefriheden og den pression og intimidering, som journalister ofte udsættes for;

fordømmer indskrænkningen af ytringsfriheden i Irland, hvor loven forbyder enhver publikation, der støtter abort;

bekræfter, at journalisters ret til at hemmeligholde deres informationskilder udgør en bestanddel af informations- og pressefriheden, og kræver, at denne ret anerkendes i alle medlemsstaters lovbestemmelser, f.eks. som ret til at nægte vidneudsagn;

bekræfter, at pressefriheden er en grundlæggende rettighed, som kun er begrænset af andre grundlæggende rettigheder, og at udøvelsen af denne rettighed ikke må gøres betinget af en administrativ tilladelse eller en tilladelse fra et journalistforbund;

bekræfter, at ytringsfriheden indebærer ret til offentligt og fredeligt at tilkendegive sin overbevisning, forudsat de retsstatslige principper overholdes, ligesom de fremsatte ytringer ikke må være af racistisk karakter eller retfærdiggøre terrorisme; afviser begrænsninger i udøvelsen af denne rettighed;

kræver, at Grækenland garanterer forenings- og forsamlingsfriheden ved at tillade etniske, religiøse eller andre mindretal at mødes; gør opmærksom på, at i den europæiske menneskerettighedskonvention kan forsamlings- og mødefriheden kun indskrænkes i situationer, hvor et lands territoriale integritet eller nationale sikkerhed trues eller krænkes, og hvor den sociale fred forstyrres; alle andre indskrænkninger er derimod uacceptable;

mener, at retten til at oprette og/eller tilslutte sig en fagforening også gælder generelt for ansatte i offentlige organer;

mener, at retten til eventuelt at være medlem af en fagforening anerkendes, uden ulemper for de, der udøver den; understreger, at medlemmerne af en fagforening bør kunne udføre deres repræsentative hverv i den pågældende forening uanset deres nationalitet;

formaner på ny på det kraftigste(11) medlemsstaterne og de lande, der ønsker medlemskab af EU, til at tilstræbe at indføre bestemmelser til anerkendelse af foreningsfriheden inden for militæret - både for værnepligtige og for de væbnede styrker;

går ind for den praksis, som forekommer i nogle medlemsstater, og som går ud på at udnævne særlige repræsentanter, der i første række skal beskæftige sig med overholdelsen af menneskerettighederne i de væbnede styrker, og foreslår, at den europæiske ombudsmand får sådanne beføjelser;

gentager, at Den Europæiske Union og dens medlemsstater bør ratificere Europarådets socialpagt og anvende den uden forbehold, at de bør overholde ILO's internationale aftaler og henstillinger, og at Det Forenede Kongeriges regering ufortøvet bør undertegne den aftale om socialpolitikken, der er knyttet til unionstraktaten;

Retten til fri bevægelighed

beklager, at traktatens artikel 7 A, hvori det fastsættes, at etableringsfriheden i Unionen træder i kraft den 1. januar 1993, endnu ikke er gennemført;

finder, at den manglende overholdelse af denne forpligtelse har bidraget afgørende til, at borgerne har mistet tilliden til EU-institutionerne og den europæiske integrationsproces;

finder det glædeligt, at Kommissionen i juli 1995 har forelagt tre direktivforslag for at forbedre den frie bevægelighed i Union; beklager imidlertid den forsinkelse, hvormed disse forslag er blevet forelagt, og den omstændighed, at de gøres afhængige af ikrafttrædelsen af den aftale herom, som er baseret på tredje søjle;

tager til efterretning, at Schengen-aftalen trådte i kraft den 26. marts 1995, og at den fra dette tidspunkt er blevet anvendt af syv EU-lande;

beklager, at denne situation har gjort mange indre grænseovergange i Unionen vanskeligere at passere, og at aftalen indeholder en række kompensationsforanstaltninger;

gentager sit ønske om, at aftalen til gennemførelse af Schengen-bestemmelserne underlægges EF-Domstolens kompetence;

gentager, at bestemmelserne om fri bevægelighed skal anvendes på alle personer, der opholder sig lovligt på Unionens højhedsområde - uanset nationalitet;

Tiltaltes rettigheder

minder om, at domstolenes uafhængighed er en af retsstatens grundpiller og det yderste bolværk for en effektiv beskyttelse af alle borgeres grundlæggende rettigheder og friheder, navnlig de borgere, som der er rejst tiltale mod ved domstolene; mener, at dommerens upartiskhed ligeledes skal garanteres ved adskillelse af forhørsdommerens og embedsdommerens karriere for at bevare balancen i retssagen;

understreger, at de generelle retsprincipper udgør indholdet i og grundlaget for medlemsstaternes retsordener, især princippet om domstolenes uafhængighed, princippet "non bis in idem", princippet om, at tiltalte er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og den logiske følge heraf, nemlig princippet om, at det ikke er den tiltalte, der skal bevise sin uskyld, men retsvæsenet, der skal bevise skylden; er negativt indstillet over for enhver begrænsning af forsvarsrettighederne og understreger, at der kun skabes reelt ligestilling med hensyn til anklagers og forsvarers rettigheder ved fremlæggelse af beviser under høringerne og ikke gennem præventiv fængsling som redskab til at fremtvinge tilståelser eller angivelse;

anser enhver form for lovgivning indeholdende belønninger for angivelse uden objektiv verificering af udsagn fremsat af lovovertrædere til gengæld for særligt fordelagtige vilkår for særdeles farlig for den sigtedes rettigheder, ligesom en sådan fremgangsmåde ofte virker mod hensigten i kampen mod kriminaliteten;

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at alle når som helst kan gøre deres rettigheder gældende og drage dommere til ansvar i tilfælde af alvorlig uagtsomhed eller svig fra de pågældendes side;

anmoder medlemsstaterne om at gennemføre reformer af kriminalretten for, at ofrenes rettigheder og appelret styrkes, således at formålet ikke kun er at straffe gerningsmanden, men også at holde ofrene skadesløse for den materielle og moralske skade, de pågældende har lidt;

kræver, at også de rettigheder, som omfatter ofre for kriminelle handlinger og terrorisme, beskyttes, og at der indføres en passende ordning for erstatning til ofrene; kræver, at alle EU's medlemsstater tilslutter sig den europæiske konvention om erstatning for ofre for voldsforbrydelser af 24. november 1983;

opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at sikre en passende beskyttelse af vidner under hensyntagen til Rådets resolution af 23. november 1995(12) om beskyttelse af vidner i forbindelse med bekæmpelse af international organiseret kriminalitet;

opfordrer medlemsstaterne til at indføre de nødvendige bestemmelser i retsplejen for at afhjælpe langsommeligheden i retsvæsenet, jf. artikel 6 i den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettighederne;

anmoder medlemsstaterne om også fremover at arbejde tæt sammen i kampen mod terrorisme og strengt at overholde de regler, som retsstaten bygger på;

Fængsledes rettigheder

støtter Komiteen mod Tortur i det synspunkt, at en stat, som fængsler en person, er ansvarlig for uværdige fængselsvilkår;

kræver, at Europarådets "regler om afsoning af fængselsstraffe" (R(87)3) endelig finder anvendelse i alle fængselsinstitutioner;

henleder opmærksomheden på de dårlige forhold i europæiske fængsler, det alvorlige overbelægningsproblem, de beklagelige materielle vilkår og de sundhedsskadelige forhold i det europæiske fængselsvæsen; kræver, at medlemsstaterne forbedrer levevilkårene og hygiejnen i fængslerne, sørger for tilstrækkeligt medicinsk personale, giver de indsatte meningsfyldte beskæftigelsesmuligheder og fastsætter bestemmelser for arbejdsvilkårene i fængslerne;

opfordrer medlemsstaterne til

- ikke at indsætte mindreårige i fængslerne

- ikke at straffe stofmisbrugere for deres afhængighed, men at tilbyde dem behandling og resocialisering

- at gøre det muligt for indsatte seropositive eller AIDS-ramte at få adgang til den nødvendige lægelige og psykologiske behandling som følge af, at de er seropositive eller syge;

kræver, at fængselsdomme for mindre alvorlige forbrydelser, som ikke udgør nogen fare for tredjemand, i så vid udstrækning som muligt afsones i åbne eller halvåbne fængsler, og at der i disse tilfælde indføres "betinget orlov" og enhver anden foranstaltning, som fremmer "resocialiseringen"; ønsker også, at der anvendes alternative straffe uden for fængselsinstitutionerne, som f.eks. arbejde i det offentliges interesse;

kræver, at indsatte i fængsler sikres effektiv beskyttelse mod overgreb, at kropsvisitationer og afhøringer af kvindelige ansatte foretages af kvindelige betjente, og at fængslede gravide og mødre med spædbørn og småbørn får stillet egnede faciliteter til rådighed;

kræver, at medlemsstaterne ufortøvet indleder en gennemgribende reform af reglerne for varetægtsfængsling;

gentager, at fængselsophold i de fleste tilfælde bør afvikles tættest muligt på familie og/eller socialt miljø;

glæder sig over, at Irland den 1. november 1995 ratificerede den europæiske konvention fra 1983 om udlevering af domfældte personer; beklager imidlertid, at den kun anvendes på meget få irske indsatte, der afsoner deres straf i Storbritannien;

beklager den britiske regerings afgørelse fra marts 1995 om at forlænge "Prevention terrorism act";

fordømmer kraftigt, at asylansøgere anbringes i udvisningsarrest;

kræver, at der træffes foranstaltninger med henblik på en passende forvaring af psykisk syge, som er idømt frihedsstraffe;

Indvandreres rettigheder og asylret

gentager, at "nulindvandringspolitikken" på ingen måde forhindrer vandringsstrømmene, men snarere fører til ulovligt ophold; anmoder derfor medlemsstaterne om at ophøre med kun at betragte indvandringsproblematikken ud fra en restriktiv, repressiv og politimæssig synsvinkel, men at anerkende spørgsmålets menneskelige dimension og den positive karakter, som indvandring kan have for samfundet som helhed, og i deres retsforskrifter at fastsætte kriterier for legal indvandring;

gør opmærksom på, at menneskets værdighed er ukrænkelig, og at ukrænkelige og umistelige menneskerettigheder derfor er grundlaget for ethvert fredeligt og retfærdigt fællesskab i verden og derfor uden indskrænkninger må gælde for alle mennesker på Den Europæiske Unions område;

anmoder medlemsstaterne om at tage højde for, at en betydelig del af udlændingene "uden papir" er personer, der som følge af en restriktiv udlændingelovgivning har mistet deres legale status; kræver, at disse love ændres, og at disse personer får en sikker retsstilling;

gentager, at retten til familiesammenføring under ingen omstændigheder må drages i tvivl, og at ingen familie må splittes på grund af et af medlemmernes retsstilling;

bekræfter, at der skal være sikret adgang til socialsikringssystemet og til børns skoleuddannelse uafhængigt af social og administrativ status;

tilskynder medlemsstaterne til at give personer, der igennem længere tid har haft illegal status, en legal retsstilling og sørge for, at den illegale opholdsretlige status ikke benyttes som anledning til at fængsle den pågældende;

opfordrer medlemsstaterne til ikke fra deres område at udvise personer, som har behov for en lægebehandling, som, dersom den ikke gennemførtes på samme måde, ville begrænse mulighederne for helbredelse eller overlevelse;

minder om, at kollektive udvisninger ikke er tilladt ifølge den europæiske menneskerettighedskonvention;

understreger, at asylretten er en universel ret, som er forankret i artikel 14 i verdenserklæringen om menneskerettighederne;

kræver, at samtlige medlemsstater i Den Europæiske Union i spørgsmål, der vedrører asylret, uindskrænket anvender Genève-konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og protokollen hertil fra 1967, de principper, som er udarbejdet af flygtningehøjkommissærens eksekutivkomité, samt EMRK;

fremhæver, at Genève-konventionen ikke sondrer mellem ofre for forfølgelser, uanset om offentlige myndigheder eller andre organer er ansvarlige herfor, så snart staten ikke kan eller vil sikre den pågældende person den beskyttelse, han eller hun kan forvente; gentager sit krav til Rådet og medlemsstaterne om at anerkende, at ofre for forfølgelser fra tredjemands side eller i situationer med generel intern vold har behov for den samme internationale beskyttelse;

kræver, at medlemsstaterne anerkender begrebet kønsspecifik forfølgelse;

er af den opfattelse, at de sanktioner, der pålægges transportvirksomheder, udgør en betydelig hindring for retten til indrejse og asylproceduren;

er af den opfattelse, at en asylansøger kun må udvises til et "sikkert tredjeland", når det pågældende land har givet udvisningslandet fuld garanti for, at asylansøgerens ansøgning vil blive behandlet grundigt i en rimelig og fair procedure;

er bekymret over, at Rådets henstilling om de bilaterale tilbagetagelsesaftaler mellem en EUstat og et tredjeland om fornyet overtagelse af afviste personer ikke indeholder garantier for beskyttelse af asylansøgere og flygtninge;

anmoder Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne om at anvende den i aftalemodellens artikel 11 fastsatte ikke-gyldighedsklausul på EMRK og Genève-konventionen og at optage yderligere garantier for at sikre, at:

- menneskerettighedssituationen i tredjelande undersøges objektivt og globalt,

- asylansøgere, hvis ansøgninger ikke er behandlet efter princippet om et sikkert tredjeland, i dette tredjeland anerkendes som personer, der har behov for beskyttelse og adgang til en retfærdig og fuldt dækkende behandling af deres asylansøgning;

beklager, at Rådet i 1995 flere gange har behandlet asylretten i beslutninger og andre instrumenter, som hverken har været underkastet parlamentariske kontrol eller domstolskontrol;

vedrørende Rådets resolution af 20. juni 1995 om minimumsgarantier for asylprocedurer:

mener, at resolutionen om minimumsgarantier for asylprocedurer, som indeholder en række væsentlige principper om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne, grundlæggende rettigheder og retsstatsforhold, er et vigtigt udgangspunkt for EU; henviser til, at medlemsstaterne besidder den meget vigtige ret til i deres nationale lovgivning om garantier for procedurerne i forbindelse med asylansøgning til at indføre mere gunstige bestemmelser end de, som optræder i de fælles minimumsgarantier;

er foruroliget over, at der ved resolutionen indføres undtagelser hvad angår de generelle principper, såsom appellens opsættende virkning og princippet om, at enhver afgørelse om en asylansøgning skal træffes af den kompetente myndighed;

er foruroliget over, at der ved resolutionen indføres begrebet "sikkert tredjeland", uden at der imidlertid er fastsat tilstrækkelige retlige garantier mod tilbagesendelse af personer til lande, hvor de trues af forfølgelse;

vedrørende Rådets resolution af 25. september 1995 og resolutionen fra november 1995 om byrdefordelingen i forbindelse med optagelse af fordrevne personer og deres midlertidige ophold:

opfordrer Rådet til omgående at indgå en aftale om midlertidig modtagelse af flygtninge fra borgerkrigshærgede områder;

finder det ikke hensigtsmæssigt, at der også tages hensyn til en medlemsstats humanitære og militære bistand for at gøre det muligt at reducere landets optagelse af flygtninge og fordrevne;

vedrørende Rådets fælles holdning af 23. november 1995 om harmonisering og fortolkning af begrebet flygtninge:

beklager, at det i den fælles holdning forudsættes, at forfølgelse har individuel karakter, og at grupper, der flygter fra borgerkrige og generelle væbnede konflikter, udelukkes;

er af den opfattelse, at indførelsen af begrebet genbosættelse i oprindelseslandet gør det endnu vanskeligere at opnå flygtningestatus i Unionen;

er af den opfattelse, at Rådet som følge af nærhedsprincippet ikke har beføjelse til at indføre en harmonisering af flygtningebegrebet, hvis rækkevidde indsnævrer Genève-konventionen;

fastslår med allerstørste bekymring, at der er registreret 133 flygtninge, som er døde i 1995 under deres forsøg på at betræde Unionens højhedsområde;

er yderst foruroliget over den organiserede kriminalitets rolle i den ulovlige indvandring;

Bekæmpelse af racisme, antisemitisme og fremmedhad

tager uforbeholdent afstand fra alle former for racisme, fremmedhad og antisemitisme og andre former for forskelsbehandling begrundet i religiøs eller etnisk-kulturel baggrund; ønsker, at denne afstandtagen formelt skal indgå i traktaten om Den Europæiske Union;

finder det glædeligt, at Rådet (justits- og indenrigsministrene) har vedtaget en fælles aktion mod racisme og besluttet at erklære 1997 for Det Europæiske År mod Racisme; anmoder Kommissionen om også fremover at iværksætte initiativer mod racisme, antisemitisme og fremmedhad i Unionen og støtte sådanne initiativer og at bestræbe sig på at sikre overensstemmelse med de foranstaltninger, der træffes af Europa-Rådet;

opfordrer medlemsstaterne til ikke at betragte udbredelsen af racistiske, fremmedfjendtlige eller antisemitiske erklæringer som lovlige udslag af ytringsfriheden men klassificere dem som forseelser og at træffe egnede forebyggende foranstaltninger;

anmoder medlemsstaterne om at gøre alt for at undgå, at offentligt ansatte og især ordensmagten udviser et racistisk adfærdsmønster, og at drage dem til ansvar for en sådan adfærd;

understreger på ny, at det er nødvendigt at fremme foranstaltninger på uddannelsesområdet, der effektivt bekæmper racisme, fremmedhad og antisemitisme, og finder, at sådanne foranstaltninger i første række bør være møntet på ansatte i socialforvaltningen, i politiet og i retsvæsenet samt skoleelever og studerende;

Økonomiske og sociale rettigheder og retten til social sikkerhed

er af den opfattelse, at fattigdom og udstødelse er uværdigt for et demokratisk og rigt samfund;

støtter den appel, som pater J. Wresinski, grundlægger af foreningen ATD - Fjerde Verden, udsendte, og som lød: "Slaveriet blev afskaffet; det samme er muligt for nød og elendighed";

kritiserer den begrænsning af de grundlæggende rettigheder, som fattigdom og marginalisering er årsag til, hvilket også gælder personer uden fast bopæl, som reelt hindres i at udøve deres politiske rettigheder som f.eks. valgretten;

går ind for, at der på fællesskabsniveau udarbejdes et bindende juridisk virkemiddel, som indfører minimumsgarantier med hensyn til indkomst, social beskyttelse, ret til lægebehandling og bolig - nødvendige forudsætninger for at føre et liv i overensstemmelse med den menneskelige værdighed; kræver, at ældre helliges særlig opmærksomhed inden for rammerne af denne politik;

er bestyrtet over de mange dødsfald blandt hjemløse og personer uden fast bopæl som følge af vejrforholdene; understreger, at det er bydende nødvendigt, at der stilles egnede bygninger til rådighed for disse mennesker;

finder, at der parallelt med de sociale og økonomiske beskyttelsesforanstaltninger bør gennemføres grundlæggende politiske foranstaltninger til bekæmpelse af forarmelsesprocessen i samfundet;

beklager, at stadig flere kommuner, især i Frankrig og Tyskland, forbyder tiggeri på deres område;

anmoder medlemsstaterne om at anerkende nomadebefolkningernes særlige situation (f.eks. sigøjnere og vagabonder), at respektere deres traditionelle levevis, at garantere fuld respekt for deres grundlæggende rettigheder og behov og at afholde sig fra enhver form for forskelsbehandling og ethvert forsøg på at give disse personer fast bopæl;

kræver overholdelse af den juridiske forpligtelse, som påhviler alle kommuner til at sørge for passende faciliteter til den ikke-fastboende befolkning og opfordrer medlemsstaterne til at sikre overholdelse af eller indføre tilsvarende forpligtelser i deres lovgivning;

betragter retten til arbejde som en grundlæggende rettighed, der pålægger medlemsstaterne en generel omsorgspligt til beskyttelse af denne rettighed, og kræver på ny, at der inden for rammerne af alle fællesskabspolitikker træffes egnede forholdsregler til bekæmpelse af massearbejdsløsheden;

støtter retten til grundlæggende social sikkerhed i alderdommen;

Retten til beskyttelse af privatlivets fred og til selvbestemmelse på informationsområdet

anfører, at retten til respekt for privatlivet og boligen og beskyttelse af personlige data udgør grundlæggende rettigheder, som staten er forpligtet til at sikre, og at enhver form for aflytning og overvågning derfor kun må finde sted under nøje overholdelse af disse rettigheder og kun med retlige garantier;

minder om, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for nylig har sanktioneret åbenlyse indgreb i privatlivets fred og i den forbindelse understregede, at enhver krænkelse af hjemmet og den private kommunikation - bortset fra ved lov fastsatte og retligt kontrollerede undtagelser - udgør et alvorligt angreb på menneskerettighederne;

opfordrer medlemsstaterne til at udstede fælles retsforskrifter til beskyttelse af disse rettigheder og i den forbindelse tage hensyn til den rivende udvikling inden for de nye teknologier;

kræver, at retten til beskyttelse af privatlivets fred overholdes inden for rammerne af databaserne SIS, EIS og TIS og Europols database, at det sikres, at der ikke forekommer diskriminerende kendetegn over for nogen samfundsgruppe og at databaserne ikke indeholder oplysninger om religion, ideologiske eller religiøse overbevisninger, etnisk tilhørsforhold, helbredstilstand eller seksuel identitet;

Retten til ikke-diskriminering

gentager, at handicappedes grundlæggende rettighed til lige muligheder og ikkediskriminering bør indgå i fællesskabspolitikkerne;

fremhæver på ny de ældres ret til en værdig tilværelse og bekræfter indholdet af sin beslutning af 24. februar 1994 om foranstaltninger til fordel for ældre(13);

gentager, at retten til ligebehandling og retten til ikke-diskriminering er baseret på artikel 14 i EMRK og artikel 119 i EF-traktaten, og at der dermed er tale om beskyttede rettigheder, som medlemsstaterne er forpligtet til at overholde;

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at kvinder deltager aktivt og på lige vilkår i det offentlige liv;

anmoder medlemsstaterne om snarest muligt at gennemføre de aftaler om menneskerettighederne, der blev indgået på den fjerde Verdenskvindekonference i Beijing;

er af den opfattelse, at Konventionen om Afskaffelse af Alle Former for Diskrimination mod kvinder bør suppleres med en fakultativ protokol, som giver enkeltpersoner og grupper ret til at indbringe klager for domstolene og at der bør vedtages en tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention om kvinders rettigheder;

anser yderligere undersøgelser af kvinders specifikke menneskerettighedssituation for nødvendige, og henstiller til medlemsstaterne at træffe effektive foranstaltninger for at bekæmpe kønsbestemt vold og andre krænkelser af kvinders menneskerettigheder;

er foruroliget over stigningen i handelen med kvinder i Den Europæiske Union, og henstiller indtrængende, at der snarest muligt indgås aftaler i EU-regi for at imødegå denne nedværdigende praksis;

går i denne forbindelse ind for en europæisk adfærdskodeks mod handel med kvinder, der tager udgangspunkt i ofrenes behov, og hvori det er fastsat, at der udpeges nationale ordførere om vold mod kvinder;

gør opmærksom på, at der er mange hindringer, der gør det vanskeligt for kvindelige asylansøgere at opnå flygtningestatus, og anmoder i denne forbindelse medlemsstaterne om at anerkende seksuel vold som en form for tortur;

mener, at medlemsstaterne bør give vandrende kvindelige arbejdstagere selvstændige rettigheder;

mener, at medlemsstaterne bør give afkald på at indgå og anvende bilaterale aftaler, som tillader uacceptable krænkelser af kvindens grundlæggende rettigheder;

ser en klar sammenhæng mellem økonomisk afhængighed og sårbarhed over for seksuel vold, og henstiller derfor, at alle arbejdstagere, herunder indvandrere, der er beskæftiget med husligt arbejde, gøres bekendt med, at de er beskyttet af lovgivning, således at muligheden for at forblive i Den Europæiske Union ikke helt er afhængig af arbejdsgiverens goodwill;

gentager, at ingen må udsættes for forskelsbehandling begrundet i religion, oprindelse, køn, seksuel identitet eller overbevisning;

kræver under henvisning til sin beslutning af 8. februar 1994 om ligeberettigelse for bøsser og lesbiske i EF(14) på ny, at enhver diskriminering og enhver forskelsbehandling af bøsser og lesbiske ophører, navnlig hvad angår det forskellige tidspunkt for opnåelse af myndighed, der er gældende for homoseksuelle handlinger, og diskrimineringen på det arbejds-, civil-, aftale-, social-, erhvervs-, straffe- og adoptionsretlige område;

er af den opfattelse, at manglende legal anerkendelse af par af samme køn i hele Unionen udgør forskelsbehandling på grund af nationalitet, navnlig med hensyn til fri bevægelighed og retten til familiesammenføring;

udtrykker sin kritik af, at Europa-Rådets rettigheder for folkegrupper og mindretal næsten ikke er blevet gennemført af nogen EU-medlemsstater, og at Rådet, regeringskonferencen og medlemsstaterne ikke har taget kravet om et charter for de nationale og sproglige mindretal i Den Europæiske Union op, og at mange nationale og sproglige mindretal i en lang række medlemsstater af denne grund kun nyder en regional eller national beskyttelse af deres rettigheder eller ingen beskyttelse overhovedet;

fastslår, at ingen må stilles ringere på grund af sit tilhørsforhold til et nationalt eller sprogligt mindretal, og at særlig fremme af mindretal på grund af assimileringspresset ikke udgør nogen overtrædelse af lighedsprincippet, men til gengæld er et bidrag til dettes realisering;

anmoder indtrængende Østrig om at ophæve sine antihomoseksuelle love, navnlig:

- de bestemmelser, der fastlægger den lovlige minimumsalder for homoseksuelle forhold til 18 år, mens denne alder er 14 år for heteroseksuelle og lesbiske forhold,

påpeger, at disse bestemmelser er i modstrid med henstilling 924/81 fra Europarådets Parlamentariske Forsamling;

noterer sig, at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber er blevet dømt af EFDomstolen for krænkelse af EMRK som følge af ulovlig gennemførelse af AIDS-test ved ansættelse af personale (dom af 5. oktober 1994, sag C-404/92 P, X mod Kommissionen);

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre en særlig lovgivning, som skal indeholde bestemmelser og krav til forskning, navnlig om genteknik og beskyttelse af embryoner;

Barnets rettigheder

gentager, at retten til uddannelse med frit valg af uddannelsessystem er en grundlæggende rettighed, og at landene skal sikre alle fri, gratis og omfattende uddannelse;

kræver, at Den Europæiske Union afskaffer økonomisk udnyttelse af børn i form af børnearbejde;

kræver, at der indføres redskaber til overvågning og beskyttelse af børns elementære rettigheder;

opfordrer medlemsstaterne til ufortøvet at harmonisere minimumsalderen for indtrædelse i arbejdslivet og hæve den til 16 år og samtidig foreskrive gratis skolegang indtil denne alder;

kræver, at medlemsstaterne klassificerer fysisk vold mod børn som en strafbar handling;

opfordrer medlemsstaterne til at vedtage en fælles aktion om indførelse af et centralt register for savnede børn, indtil konventionen om et europæisk informationssystem er gennemført;

opfordrer medlemsstaterne til at styrke incitamenterne til forebyggelse eller indstilling af grov forsømmelse af børn;

kræver, at medlemsstaterne gennemfører omfattende undersøgelser af problemområdet børnemishandling;

er af den opfattelse, at et snævert samarbejde mellem læger, det socialmedicinske område og justitsmyndighederne er bydende nødvendigt for at bekæmpe børnemishandling;

fordømmer kraftigt seksuel udnyttelse af børn, de forskellige former for børnemisbrug og børns degradering til sexobjekter; kræver totalt forbud mod produktion, transport og besiddelse af og handel med enhver form for børnepornografi, navnlig i Sverige og Danmark, hvor besiddelse af pædofile blade ikke straffes som lovovertrædelse;

hilser udviklingen af systemer til udelukkelse af ulovligt og skadeligt indhold på Internettet velkommen; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en ordning for et europæisk kvalitetsmærke for adgang til Internettet og at støtte en international samordning på dette område;

mener, at alle børn har ret til en familie eller at alle unge har ret til et familieliv, eftersom dette skaber bedre forudsætninger for at møde livet;

konstaterer, at der er risiko for, at barnets ret til en tryg ungdom begrænses, hvis skilsmisse ikke er tilladt eller er knyttet til bestemte regler, f.eks. ansvarsplacering, som kan påvirke barnets forhold til en af forældrene negativt;

opfordrer medlemsstaterne til principielt at støtte barnets ret til begge forældre, også efter en skilsmisse;

mener, at barnet skal rådspørges om, hvem der skal være dets værge i tilfælde af forældrenes død, ligesom barnet, når det bliver ældre, skal have større indflydelse, hvorefter dets vilje efter en vis alder skal være helt afgørende;

kræver, at medlemsstaterne træffer forholdsregler til eventuel strafferetlig forfølgelse af rejsebureauer og luftfartsselskaber, der reklamerer for sexturisme;

kræver, at straffen for handel med børn og seksuelle overgreb på børn skærpes i alle europæiske lande, og at samtlige medlemsstater udsteder lovbestemmelser om ekstraterritorialitet, som gør det muligt på deres respektive højhedsområde at retsforfølge en lovovertræder for en strafbar handling, som vedkommende har begået i en anden medlemsstat;

Retten til et sundt miljø

gentager, at retten til livet medfører et ansvar over for de nulevende og kommende generationer, der nødvendigvis kommer til udtryk gennem større respekt for naturen som nødvendig forudsætning for overlevelse;

er af den opfattelse, at de offentlige myndigheder skal garantere enhver et sundt miljø og muligheden for at påvirke de afgørelser, der træffes om den pågældendes miljø;

kræver, at medlemsstaterne harmoniserer de nationale lovgivningsbestemmelser og skærper straffen for krænkelse af miljøet i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler;

kræver, at der indføres forbud mod eksport af alle materialer, fødevarer, lægemidler, osv., som det er forbudt at afsætte i Den Europæiske Union;

* *

*

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet og regeringerne og parlamenterne i medlemsstaterne og i de lande, der allerede formelt har ansøgt om medlemskab af Den Europæiske Union.

(1)EFT C 120 af 16.5.1989, s. 51.
(2)EFT C 240 af 16.9.1991, s. 45.
(3)EFT C 94 af 13.4.1992, s. 277.
(4)EFT C 115 af 26.4.1993, s. 178.
(5)EFT C 44 af 14.2.1994, s. 103.
(6)EFT C 126 af 22.5.1995, s. 75.
(7)EFT C 32 af 5.2.1996, s. 102.
(8)EFT C 320 af 28.10.1996, s. 36.
(9)EFT C 78 af 18.3.1996, s. 31.
(10)EFT C 44 af 14.2.1994, s. 103.
(11)Se vedlagte parlamentariske dokumenter, til dels af ældre dato, som omhandler militærpersoners foreningsfrihed: EP's initiativ 1984, Europarådets initiativ 1988, Bertens initiativ 1995, resumé af høring i Europa-Parlamentet (stiller: Hundt), forespørgsel af Konrad 1996.
(12)EFT C af 7.12.1995, s. 5.
(13)EFT C 77 af 14.3.1994, s. 24.
(14)EFT C 61 af 28.2.1994, s. 40.


 B. BEGRUNDELSE

INDLEDNING

"... Idealet om frie mennesker, der nyder frihed for frygt og nød, kan kun nås, hvis forhold skabes, under hvilke enhver kan nyde sine økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder såvel som sine borgerlige og politiske rettigheder".

Således står det enslydende i præamblerne til to store FN-konventioner: I præamblen til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og præamblen til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Begge stammer fra 1966 og begge blev undertegnet af over 100 lande. Det betyder: De seneste års strid i Europa-Parlamentet er egentlig ret uforståelig.

Under forelæggelsen af betænkningerne om menneskerettighedssituationen i Den Europæiske Union har der hver gang fundet heftige kontroverser sted om, hvad man egentlig skulle forstå ved "menneskerettigheder". En del af parlamentsmedlemmerne nægtede under overskriften "menneskerettigheder" at tale om fattigdom og arbejdsløshed i Europa. Selv beskæftigelsen med kvinders, handicappedes og flygtninges situation under overskriften "menneskerettigheder" var et stridsspørgsmål.

Hvis FN-konventionerne fra 1966 skal tages alvorligt, må noget sådant ikke længere være tilfældet. Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder viser nemlig tydeligt, at de spørgsmål, der vedrører f.eks. arbejde, arbejdsløn eller arbejdsforhold, også er menneskerettighedsspørgsmål.

Vi er nødt til at gå ud fra FN's menneskerettighedsbegreb, og dette omfatter tre centrale kategorier af normer. FN's menneskerettighedsbegreb omfatter for det første de negative frihedsrettigheder. De sikrer, at enhver skånes for uberettiget statslig tvang og anden form for vold. FN's menneskerettighedsbegreb omfatter for det andet de positive medbestemmelsesrettigheder: de sikrer den enkeltes deltagelse i politiske og samfundsmæssige beslutningsprocedurer. For det tredje omfatter FN's menneskerettighedsbegreb den sociale medbestemmelse og retten til udvikling, som navnlig landene i den tredje verden tager tilflugt til: de gør det klart, at de borgerlige og politiske rettigheder også omfatter betingelser, der gør det muligt at udøve disse rettigheder. De er den nye, den tredje generations menneskerettigheder.

Når fattige og rige har samme ret til at sove under broerne, så er dette for de fattige en noget utilstrækkelig og kynisk frihed; denne frihed alene er ikke nok. De sociale menneskerettigheder har også det formål at sikre frihed, lighed og medbestemmelse under industrisamfundets betingelser. Sociale menneskerettigheder supplerer de klassiske liberale frihedsrettigheder. Det er nødvendigt at holde sig dette for øje, således som det viste sig sidste vinter: Ved årsskiftet 1996/1997 frøs talrige mennesker i Central- og Nordeuropa ihjel. I nyhederne hed det, at de døde af kulde. I virkeligheden døde de imidlertid af fattigdom.

Menneskerettighederne er ganske vist blevet til et nøglebegreb i den internationale politik, men med deres forekomst i næsten alle forfatninger, konventioner, resolutioner og taler holdt af politikere, bliver opgøret om indholdet stadig mere bidende; når der i EU's menneskerettighedsbetænkninger i de senere år blev rykket for de sociale menneskerettigheder, så hed det sig hurtigt, at der var tale om "politiske krav". Men, ethvert krav om menneskerettigheder er yderst politisk og bliver endnu mere politisk, jo tættere på det kommer, jo mere dette krav vedrører os selv.

Det er nemt at kræve overholdelse af menneskerettigheder andetsteds, navnlig de menneskerettigheder, som man selv mener at have gennemført på forbilledlig vis. Det er imidlertid svært at indrømme mangler i sit eget land - man har tendens til at bagatellisere disse mangler og ønsker derfor på ingen måde at få dem nævnt i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne.

Vi har tilstrækkeligt ofte fremsat anklager over for forbrydelser andre steder; i denne betænkning er der tale om vores egne overtrædelser. Troværdighed indebærer nemlig også, at vi omhyggeligt undersøger, hvor stabilt grundlaget for menneskerettighederne i EU er. Vi kan og må ikke slå os til tåls med, at situationen andre steder er meget, meget værre. På dette kan man svare med en sætning af Bert Brecht: "Lad enhver tale om sin skam".

Når vi aflægger beretning om menneskerettighedssituationen i EU, må vi ikke opføre os som hyklere. Vi kan og må ikke skabe et europæisk menneskerettighedsbegreb for os selv, der i sidste ende uden for EU kun ville vække mistanke om, at vi definerer menneskerettighederne efter forgodtbefindende for selv at give et godt billede. Når vi aflægger en beretning om menneskerettigheder, bør den tage udgangspunkt i det menneskerettighedsbegreb, som gælder for FN. Dette er ikke kun en fair optræden og en forpligtelse til at vise troværdighed over for de lande, som vi mange gange kritiserer i vore beslutninger, men det er også vores pligt, således som det fremgår af de FN-konventioner, som EU-landene har undertegnet. Gennemførelsen af de borgerlige og politiske menneskerettigheder er ikke mulig uden en samtidig gennemførelse af de økonomiske, sociale og kulturelle menneskerettigheder. Omvendt gælder det samme. Det er det reelle indhold i den ofte citerede sætning: "menneskerettigheder er udelelige". Når vi taler om menneskerettighedssituationen i EU, bør vi gå ud fra et helhedsaspekt. Dette forsøges i denne betænkning.

Der findes en klassisk, ja en sørgelig-klassisk status over menneskerettigheder: Årsberetningerne fra Amnesty International er en fortegnelse over denne verdens lidelser. Beretningen fra 1995 opremser på 637 sider tortur, voldtægt, mord, retsløshed og undertrykkelse af frihed i 151 lande. Vi læser disse beretninger med harme, forfærdelse og gysen. Og somme tider har man det indtryk, at vi europæere sætter os op og taler som farisæerne i Lukas 18,11: "Gud, jeg takker dig fordi jeg ikke er som de andre mennesker". Denne selvretfærdighed må en europæisk menneskerettighedsberetning ikke forfalde til.

Vi fejrer gerne os selv som forkæmpere for menneskerettighederne. Da Geneveflygtningekonventionen i 1991 blev 40 år, drog direktør Michel Mousalli, dengang leder for afdelingen for international retsbeskyttelse ved FN's flygtningekommissariat, den enkle konklusion: "Der er ikke noget at fejre". Den fremherskende EU-doktrin fortolker flygtningekonventionen på en sådan måde, at ofrene for borgerkrige og indre uroligheder ikke længere finder beskyttelse. Masseflygtningene skal - det er den politiske linje i den nuværende fortolkningspraksis - holdes uden for konventionen.

Denne betænkning er både i stil og målsætning baseret på de tidligere betænkninger. Man vil eventuelt kunne kritisere betænkningen for at være partisk. Naturligvis er den det. Hvordan kan en betænkning om menneskerettighedssituationen være andet end partisk, partisk til fordel for menneskerettighederne. Der findes ingen "neutral" beretning om menneskerettigheder. Der findes kun to muligheder: En betænkning, der uden hensyntagen til nogen forsøger at beskrive situationen, eller en, der bagatelliserer, udvælger, udelader, der lader, som om det der sker hertillands kun er en tilgivelig synd. "Tertium non datur". Denne betænkning vælger lige som de tidligere betænkninger en klar beskrivelse af situationen. Der findes nemlig ikke nogen undskyldning, der lyder: "I sammenligning med ... går det dog ganske godt i EU". Relativitetsteorien hører til i fysikken, ikke i en menneskerettighedsbetænkning.

Denne menneskerettighedsbetænkning udtaler sig klart om situationen i enkelte EU-lande. Hvis nogen kritiserer dette som et indgreb i landenes indre anliggender, kender vedkommende ikke folkeretten. Menneskerettigheder er i dag ifølge en generel anerkendt opfattelse, som senest blev bekræftet på menneskerettighedskonferencen i Wien i 1993, ikke længere et lands indre anliggende. Ingen regering, heller ikke nogen europæisk, kan altså med udgangspunkt i loven klage over utilladelig indblanding, når uheldige forhold i dette land kritiseres.

Den, der ønsker at gøre menneskerettighederne "slankere" eller endda at "halvere dem", bør mindes om det antifascistiske krigsmål, som den amerikanske præsident Roosevelt formulerede i 1941, ifølge hvilket "frihed for materiel nød" bør stilles på lige fod med ytringsfrihed, religionsfrihed og frihed for frygt. Mere enkelt og smukt kan det ikke siges, hvordan menneskerettigheder skal defineres. Roosevelt var 25 år forud for FN-konventionerne fra 1966. I 1997 må vi ikke halte bagefter dette mål.******

I. Redskaber til styrkelse af menneskerettighederne

Formålet med denne betænkning er at vise menneskerettighedskrænkelser i EU som udtryk for vores fælles bestræbelse på at beskytte menneskene i alle deres rettigheder og at udforme og bruge Europa som et område, hvor der hersker ret, fred og frihed, hvor den enkeltes værdighed respekteres, og hvor mennesket ikke skal frygte for sit liv og sin værdighed.

For at styrke det europæiske system til beskyttelse af menneskerettigheder bør ikke kun EU's medlemsstater være medlem af den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), men også EU selv som sådan bør tiltræde EMRK. Med en tiltrædelse ville systemet til beskyttelse af menneskerettighederne undergå en dybtgående ændring, styrkes, og respekten for menneskerettighederne ville blive erklæret som et af Fællesskabets prioriterede mål.

Ifølge udtalelsen fra De Europæiske Fællesskabers Domstol (2/94) af 28. marts 1996 kan tiltrædelsen kun ske efter en ændring af fællesskabsretten. Denne bør foretages indenfor rammerne af regeringskonferencen.

EU bør udarbejde et katalog over grundlæggende rettigheder. At der ikke findes et sådant instrument er en betydelig mangel i det europæiske system til beskyttelse af menneskerettigheder. Den europæiske politik på dette område må ikke kun være begrænset til fremme af den økonomiske udvikling. Enhver politik bør også være en menneskerettighedspolitik, som ikke kun begrænses til Unionens borgere, men også bør gælde for alle andre mennesker, der lever i EU.

En menneskerettighedsklausul, der systematisk bør være indeholdt i alle EU's aftaler med tredjelande, ville være et udtryk for den politiske vilje til reelt at gøre en ende på menneskerettighedskrænkelser overalt. En sådan traktatklausul burde dog være mere end symbolsk; dens overtrædelse bør udløse sanktioner, der kan gå så vidt som til at annullere den pågældende aftale.

II. Retten til et værdigt liv og en værdig død

Dødshjælp

I nogle europæiske lande kan der konstateres en betydelig stigning af en særlig form for krænkelse af retten til liv i form af aktiv dødshjælp. F.eks. er aktiv dødshjælp og hjælp til selvmord i Nederlandene i og for sig forbudt, men den er blevet gjort mulig gennem ændring af begravelsesordningen. Ligsynsmanden anmelder dødsfaldet hos statsadvokaten. Når en række betingelser som f.eks. den syges indvilligelse eller konsultering af endnu en læge er opfyldt, afstår statsadvokaten fra undersøgelser. I mellemtiden tolereres også aktiv dødshjælp uden indvilligelse, f.eks. ved nyfødte med alvorligt handicap. Denne ordning er en juridisk uhyrlighed.

Aktiv dødshjælp er en forbrydelse, som udtrykkeligt fordømmes af EMRK: i artikel 2 er det udtrykkeligt fastlagt, at alle har uindskrænket ret til livet. Europa-Parlamentet har flere gange energisk modsat sig angreb på retten til liv for handicappede, patienter i langvarig koma og handicappede nyfødte, der som regel er berørt af den forbudte aktive dødshjælp i Europa.

Hvert år udsættes alene i Tyskland 50.000 mennesker for alvorlige hjerneskader forårsaget af ulykker, forgiftninger, drukning, betændelser, svulster eller blodpropper. Ca. 3.000 ligger dybt bevidstløse, også kaldet det apalliske syndrom eller vågenkoma. Lægevidenskaben ved kun meget lidt om disse patienter, om spørgsmålet, hvorvidt patienterne efter lang tid kan vågne op, om de kan registrere noget og i så fald hvad de registrerer. London-centret for medicinret og etik udsendte i 1995 et spørgeskema til neurologer i alle EU-lande med strengt katalogiserede spørgsmål (standsning af ernæringstilførsel efter tre, seks, tolv måneder eller længere) og svar efter multiple-choiceproceduren. Spørgsmålet, om en sådan fremgangsmåde principielt må afvises, manglede imidlertid.

Pårørende til patienter i koma, selvhjælpsorganisationer, læger, sygeplejersker og plejepersonale talte om mord, om en uhyrlig plan om at lade de mest alvorligt syge sulte ihjel. Dette lukkede en dør op for aktiv dødshjælp til folk med sløvsind og handicappede; de syges ret til liv blev gjort afhængig af deres nytte og de udgifter, de forårsager. Hospitaler, som ikke længere kan fakturere patienten, overflytter vedkommende til plejehjem, selv om der disse steder er mangel på fagpersonale.

Kritikken er fuldstændig berettiget: En komapatient lider, når vedkommende ikke får nogen væske, patienten kan bare ikke meddele dette. Derfor kan det ikke accepteres, at man indstiller ernæringen af disse patienter. I grunden er vi nødt til at betegne enhver handling, samt enhver undladelse, der målrettet sigter mod et menneskes død, som aktiv dødshjælp. Ingen statsadvokat ville anse det for passiv dødshjælp, hvis en mor ikke længere gav sit spædbarn mad.

Det er dog ikke nok at kritisere aktiv dødshjælp. EU-landene bør samtidig opmuntres til at fremme institutioner, hvor de døende kan tilbringe deres sidste timer. "Hospicebevægelsen" i Storbritannien er et smukt eksempel herpå. De døende får den bedst mulige og værdige pleje i deres sidste livsfase. En sådan pleje, der støttes af staten, er også egnet til at forbinde excesserne inden for den organiserede dødshjælp. Stadig flere mennesker er medlemmer af private dødshjælporganisationer. De henviser til retten til selv at bestemme døden ved uhelbredelig sygdom. Der er tale om det uløselige spørgsmål, hvordan man i et humant samfund har lov til at gøre en ende på uudholdelige lidelser. Dette har dog ikke altid noget at gøre med dødshjælp. Dødshjælp, hvor penge er med i spillet og hvor obskure organisationer gør døden til en forretning, bør der tages stærkt afstand fra. Udnyttelsen af menneskers nød i deres sidste livsfase er en skandale. Derfor bør staten finansiere og fremme pleje af de døende.

Dødsstraf

Dødsstraf, som udgør en krænkelse af retten til liv, blev heldigvis afskaffet i alle Den Europæiske Unions medlemsstater, efter at også Belgien (1996), Grækenland og Italien har godkendt afskaffelsen.

Storbritannien, Grækenland og Belgien har imidlertid stadig ikke ratificeret de internationale instrumenter til fastsættelse af dødsstraffens afskaffelse, navnlig protokol nr. 6 til EMRK. Derfor er der fare for, at dødsstraffen kan genindføres. Af denne årsag opfordres disse tre lande til at bekræfte deres vilje til de facto og de jure endeligt at afskaffe dødsstraffen gennem indledningen af ratificeringsprocedurer.

Desuden må det sikres, at personer, som trues med dødsstraf i et tredjeland, ikke udvises til dette land; enhver anden afgørelse udgør en officiel krænkelse af retten til liv.

Terroristiske voldshandlinger

Retten til liv trues af terroristiske organisationer. Terrorismen er en forbrydelse mod uskyldige mennesker.

I 1995 kunne man i Spanien beklage 15 døde og 47 sårede som følge af ETA's terroristangreb; i Storbritannien fandt seks terroristangreb sted, hvilket medførte betydelige skader; i Frankrig krævede en hel serie attentater 22 dødsofre og 140 sårede.

Der findes ingen politiske motiver eller krav, hvor ædle de end måtte være, som kan retfærdiggøre sådanne grusomheder. Terrorisme skal bekæmpes eftertrykkeligt. Alle normer og foranstaltninger til bekæmpelse af terrorismen skal imidlertid, uanset hvor alvorlige de udøvede handlinger er, overholde menneskerettighederne. Menneskerettighedskrænkelser kan og må ikke besvares med menneskerettighedskrænkelser. Staten er nødt til at adskille sig fra forbryderen, ikke kun i sine mål men også i valget af sine midler.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har gentagne gange dømt Tyrkiet på grund af overtrædelse af menneskerettighederne. Disse domme vedrører ikke nogen afsluttede sager. Terror og tortur er nemlig stadig på dagsordenen i dette land. På trods af anderledeslydende løfter, er situationen i Tyrkiet stadig denne: mennesker "forsvinder" eller bliver ofre for mord begået af staten og kritiske ytringer bringer oppositionsfolk i fængsel. Dette gælder navnlig for de kurdiske områder. Disse forfærdelige ting hører egentlig ikke hjemme i en betænkning om menneskerettighedssituationen i EU, da Tyrkiet ikke er nogen medlemsstat. Skyld i menneskerettighedskrænkelserne er imidlertid ikke kun de udøvende i hær og politi. Medansvarlige er de, der leverer våben til dem, og med disse våben begås menneskerettighedskrænkelser. Blandt disse hører også medlemsstater i EU - navnlig Forbundsrepublikken Tyskland, der alene i 1995 bevilgede ca. 180 mio DM i våbentransfer til Tyrkiet. At tale om "ansvarsbevidst våbeneksportpolitik" i denne forbindelse er kynisk. I henhold til strafferetlige kategorier gør Forbundsrepublikken sig således skyldig i at bidrage til menneskerettighedskrænkelser. Det må kræves af alle medlemsstater, at de definitivt standser våbeneksport til lande som Tyrkiet.

III. Retten til legemets ukrænkelighed

Også i denne betænkning fordømmes tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling og straf på det kraftigste.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol understreger i sine domme, at enhver anvendelse af fysisk vold mod en anholdt eller varetægtsfængslet person, som ikke anses for absolut nødvendigt medmindre dennes adfærd kræver det, er et angreb på den menneskelige værdighed og udgør en overtrædelse af den i artikel 3 i EMRK garanterede ret til legemets ukrænkelighed, hvori det hedder: "Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf".

I 1995 afsagde Domstolen en dom mod Østrig og gjorde den østrigske regering ansvarlig for den umenneskelige og nedværdigende behandling af en østrigsk borger på grund af den måde, politiet havde behandlet ham på under arrest. De embedsmænd, som havde forhørt ham, havde brutalt mishandlet ham for at fremtvinge en tilståelse.

I et endnu mere alvorligt tilfælde blev Storbritannien dømt på grund af overtrædelse af artikel 2 i EMRK (Ethvert menneskes ret til livet er beskyttet ved lov), fordi sikkerhedskræfter havde anvendt vold over for tre IRA-medlemmer. At der blandt ofrene var tale om terrorister kan ikke retfærdiggøre en livstruende anvendelse af vold fra statens side.

IV. Grundlæggende frihedsrettigheder

Grækenland har stadig ikke indført muligheden for at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde. 310 militærnægtere holdes fortsat fængslet, fordi de af samvittighedsgrunde har nægtet at udøve militærtjeneste. Næsten alle disse militærnægtere er medlemmer af Jehovas Vidne og nægter at bære en uniform. Den idømte varetægtsfængsling kan vare op til 4 år og 8 måneder; dertil kommer tab af borgerlige rettigheder, forbud mod udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed eller et offentligt embede og afvisning af udstedelse af et rejsepas med det resultat, at vedkommende ikke kan rejse ud af landet.

Også andre europæiske lande krænker samvittighedsfriheden, navnlig Østrig, Spanien, Frankrig og Portugal, hvor militærnægtelse af samvittighedsgrunde først anerkendes ved indkaldelse til militærtjeneste. I disse lande sidder nægtere ligeledes i fængsel af samvittighedsgrunde.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har gentagne gange kritiseret Grækenland for at overtræde artikel 9 i EMRK, fordi det tvinger sine borgere til at angive deres religiøse tilhørsforhold på legitimationskortet.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har gang på gang bekræftet, at retten til ytringsfrihed (artikel 10 i EMRK) udgør et af de væsentligste grundlag for et demokratisk samfund og er en primær betingelse for dets udvikling.

I 1995 kunne man i Irland på ny konstatere en overtrædelse af denne ret: salg og markedsføring af publikationer, forevisning af film eller optagelser, som går ind for abort, er forbudt. Med denne lov krænkes helt åbenlyst retten til ytringsfrihed samt enhver kvindes ret til information om sine rettigheder.

Tyskland blev i 1995 dømt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på grund af overtrædelse af foreningsfriheden og retten til ytringsfrihed, fordi tyske embedsmænd under truslen om at blive afskediget fra tjenesten på grund af "politisk uvederhæftighed" ikke må være medlem af det tyske kommunistiske parti.

I Grækenland overtrædes forenings- og forsamlingsfriheden, da mindretal nægtes retten til fredelige møder og sammenslutninger med henblik på at opnå anerkendelse af deres rettigheder.

V. Ret til sikkerhed

Spørgsmålet vedrørende et samfunds moral bliver pinligere jo mere de organer, der tidligere har været ansvarlig herfor, ikke varetager deres opgave i lighed med de strukturer, inden for hvilken moralen blev transporteret. Det "gode" har mistet sin plads, det "onde" er desværre forblevet. Ganske vist optræder det ikke længere som et truende grundlæggende onde, men snarere som et slags teknisk uheld i udviklingsprocessen. For at afhjælpe dette, henvender man sig til retsorganerne, og disse viser sig prompte at være håbløst overbelastede. I denne situation slår populisternes time. De kræver under henvisning til det fuldstændigt berettigede krav om sikkerhed for menneskene hårdere love, højere straffe og flere beføjelser til politi og statsadvokater. Ikke hvert enkelt af disse krav er i denne forbindelse på forhånd forkasteligt. Her og der kan det absolut være nødvendigt at tilpasse lovene til en forandret virkelighed. Alligevel vildleder en politiker som suggererer, at man for at få bugt med det onde kun behøver at udvide justitsapparatet, befolkningen. Strafferetlig forfølgelse i Internet som i andre datanet mislykkes jo ikke kun på grund af tekniske adgangsvanskeligheder, men snarere på grund af det antal, der skal strafforfølges. Internet viser simpelthen en verdensomspændende realitet både med hensyn til det gode og det onde. Dermed ikke være sagt, at politi og statsadvokater nu resigneret bør lægge hænderne i skødet. Man bør kun ophøre med at gøre sig illusioner om retsvæsenets almægtighed og med at love et område med fuldstændig sikkerhed.

VI. Fængsledes rettigheder

Den Europæiske Komité mod Tortur har gentagne gange gjort opmærksom på, at en stat, der fængsler en person, er ansvarlig for, at dette sker under menneskeværdige forhold.

I sin beretning om fængselsvilkår i 1995 kritiserer det internationale fængselsobservatørorgan overbelægningen i mange europæiske fængsler. Den er en af de største problemer: belægningen i Grækenlands fængsler ligger på 168%, i Italien på 128%, i Portugal på 126%, i Belgien på 118% og i Frankrig på 111%. Desuden når nogle fængsler endda op på en kvote på 250%, navnlig fængslet i det franske Béziers. Denne uheldige situation kan afhjælpes med nye fængsler og mere personale; endnu mere vigtigt er det dog, at man skaber alternativer til fængsling. Fængsling bør være det sidste middel.

Mennneskerettighedsorganisationerne beklager enstemmigt forringelsen af levevilkårene i europæiske fængsler. Dette kan forklares med den generelle tendens til længere straffe samt fængslerne alder og faldefærdige tilstand, manglen på tilstrækkelige sanitære indretninger, manglen på beskæftigelsesmuligheder for de indsatte og beklagelsesværdige arbejdsvilkår. Alle disse faktorer har i dag ført til, at fængselsophold i nogle europæiske fængsler er ensbetydende med en umenneskelig og nedværdigende behandling.

Mange af de indsattes helbredstilstand er dårlig. Den beretning om fængselsvilkårene i irske fængsler, som Den Europæiske Komité mod Tortur offentliggjorde i 1995, konstaterer en mangelfuld lægebehandling (ingen psykiatrisk tjeneste, meget lidt plejepersonale, særdeles overfladiske lægeundersøgelser osv.).

Selv om anvendelse af narkotika og fængselsbetinget seksuel praksis i fængslerne er kendsgerninger, findes der ikke nogen samordnet politik for at modvirke aidsfaren. I betragtning af antallet af fængslede narkomaner og de anslåede oplysninger om antallet af HIV-positive indsatte handler alle europæiske lande uforsvarligt, da de ikke fører nogen præventiv sundhedspolitik på fængselsområdet. En speciel behandling af narkomaner bør hurtigst muligt indføres i alle europæiske fængsler, ved at tilbyde erstatningsnarkotika og egnede terapier. I Italien forbliver de fængslede også i et fremskredent aidsstadium i fængslerne og overflyttes ikke til mere egnede institutioner.

Dødsraten i fængslerne er foruroligende høj: i 1995 forekom der i de britiske fængsler 74 dødsfald, heraf 59 selvmord, 3 dødsfald på grund af overdosis samt 3 mord; selvmordsraten er her 10 gange højere end uden for fængslerne.

I 1995 begik 107 indsatte i Frankrig selvmord, og talrige dødsfald skyldes fængselspersonalets ligegyldige holdning over for de indsatte, der har brug for hjælp. Noget lignende gør sig gældende for italienske fængsler.

Den Europæiske Komité mod Tortur kritiserede i sin beretning, der blev offentliggjort i 1995 efter et besøg i italienske fængsler, den dér eksisterende risiko (navnlig for en udenlandsk indsat) for at blive mishandlet. I beretningen fra denne komité om besøget i Irland, som blev offentliggjort i december 1995, anføres der en tendens til anvendelse af vold fra fængselspersonalets side.

Ifølge udsagn fra Amnesty International er der i 1995 i næsten alle europæiske stater politifolk som er ansvarlige for tilfælde af tortur, grusomme straffe og dårlig behandling. Herunder nævnes især Frankrig og Storbritannien, hvor flere personer under arrestationer, i politiets varetægt eller under varetægtsfængslingen døde som følge af politiets eller fængselspersonalets behandling. I Tyskland har dårlig behandling ofte racistiske tendenser.

Alle medlemsstater fordømmer enstemmigt tortur, umenneskelige og nedværdigende straffe og behandlinger som en fremgangsmåde, der er utilstedelig, uholdbar og uværdig for et civiliseret samfund. De nationale love i alle medlemsstater udløser strenge straffe herfor. Alligevel er antallet af klager, der indgives på grund af dårlig behandling, konstant stigende. Det lader til, at de i stadig højere grad bagatelliseres.

Ofre for dårlig behandling og mishandlinger, som politi, fængselspersonale og medfanger gør sig skyldige i, er primært udlændinge, asylanter og personer med uafklaret opholdsstatus. Disse mennesker, der er særlig sårbare på grund af deres nødsituation, en stigende repressiv lovgivning og generelt fjendtligsindede omgivelser, betragtes ofte som syndebukke. Når ofrene klager, er der ingen der forstår dem. Er der alligevel nogen der forstår dem, er der ingen der tror dem. Er der alligevel nogen, der tror dem, er de udvist, inden der indledes en retssag mod gerningsmændene.

Som det kræves af Den Europæiske Komité mod Tortur, er medlemsstaterne nødt til at indføre en effektiv klageprocedure for indsatte, som føler sig krænket i deres rettigheder; på grundlag af disse klager skal der indledes undersøgelser, og disse bør efter udtømmende og upartiske undersøgelser hurtigst muligt resultere i straffe og disciplinærretlige sanktioner.

Når ofrene indgiver klage mod politi og fængselspersonale, skal de sikres mod intimidation. Den af politiet praktiserede strategi, nemlig at indgive klage på grund af modstand mod statsmagten, efter at en indsat selv har indgivet klage på grund af dårlig behandling, skal retsforfølges, hvis det viser sig, at det ene og alene drejer sig om at diskreditere ofrets klage.

De fængslede skal på et for dem forståeligt sprog oplyses om deres rettigheder, inklusive retten til at klage på grund af mishandling. De skal have mulighed for med det samme at underrette en tredje person om deres arrestation. Tilstedeværelsen af en advokat under forhør er en absolut forudsætning for at de fængsledes rettigheder respekteres. Retten til at blive undersøgt af en læge, den fængslede selv har valgt, er en grundlæggende rettighed for enhver, der påstår at være blevet mishandlet.

Andre punkter er påfaldende: i Frankrig kan varetægtsfængslingen vare op til 5 år, i Italien befinder 45% af de fængslede sig i varetægtsfængsel, og i Luxembourg er 55% af de indsatte fængslet på grund af narkotikaovertrædelser. Det kan ikke accepteres, at der ikke findes lovbestemmelser, der er tilpasset varetægtsfængsledes særlige situation og at princippet i overensstemmelse med artikel 6 i EMRK om, at enhver skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist, derved udhules.

VI. Asylret

Den nuværende flygtningepolitik i EU er en flygtningeafvisningspolitik. Det er yderst vigtigt at der formuleres en fælles politik for optagelse af flygtninge. Den må ikke være baseret på den mindste fællesnævner, men i det mindste på de normer, som Genève-konventionen om flygtninges retsstilling angiver.

Asylpolitikken består i dag udelukkende i at forhindre påstået misbrug. Asylpolitik består i afskrækning. Alle foranstaltninger går ud på at afholde flygtninge fra at komme ind i et EU-land. Hvis det alligevel lykkes dem, indledes den anden fase af den europæiske asylpolitik: hurtigst muligt at få dem ekspederet ud af landet igen og indtil da at gøre livet så vanskeligt for dem som muligt. Man taler helt ugenert om afskrækningsforanstaltninger. Sådanne afskrækningsforanstaltninger er: arbejdsforbud, dårlig anbringelse i masseboliger, dårlig social- og lægeforsorg samt udvisningsarrest. Alt dette står i diametral modsætning til ånd og bogstav i flygtningebeskyttelsen i Europa, således som den blev opbygget efter anden verdenskrig. Den restriktive fortolkning af begrebet forfølgelse, vanskelighederne i forbindelse med udstedelse af en asylaansøgning, de forkortede ansøgningsprocedurer, begrebet "åbenlyst ubegrundet ansøgning" og betingelserne i optagelseslejrene udgør overtrædelser af Genève-konventionen, den universelle menneskerettighedserklæring, De Forenede Nationers konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention.

VIII. Bekæmpelse af racisme, antisemitisme og fremmedhad

En bølge af racisme og fremmedhad går hen over vores lande. De gentagne angreb på asylantboliger i 1995 i Tyskland viser dette på dramatisk vis. Fremmedfjendske holdninger er ved at tage overhånd i Frankrig, Tyskland, Østrig, Det Forenede Kongerige og Italien. Dette har også sine årsager i lovgivningen: udlændingeloven i Tyskland accepterer f.eks. også kun delvis indvandringen, som for længst har fundet sted. Hvor loven siger "ja", fortsætter den med "men'er". Denne manglende konsekvens gør loven så kompliceret; den er en labyrint, som gør de nye borgere i landet hjælpeløse. Loven betragter udenlandske medborgere fortsat som en fare for offentlig sikkerhed og orden, som genstand for politilovgivningen og ikke som en samfundsmæssig og kulturel berigelse af vort samfund. Lovgivningen for udlændinge står i fare for at blive et forsøgsområde for en europæisk nynationalisme. Der sker en klassificering af mennesker: som "gode" udlændinge i EU-landene betragtes kun EU-udlændinge. Alle andre - vandrende arbejdstagere og flygtninge - er anden- og tredjerangsmennesker. Deres grundlæggende rettigheder, navnlig retten til familiesammenføring, bliver i stadig højere grad indskrænket. Dette danner grobund for aggressiv propaganda fra højreekstremisternes side, som medlemsstaternes politik ikke i tilstrækkeligt omfang imødegår.

I artikel 4 i den internationale konvention om afskaffelse af racisme kræves et forbud mod racistisk propaganda, dvs. enhver udbredelse af ideer, der baseres på en "races" krav om overlegenhed; derudover kræves forbud mod organiseret propaganda samt enhver anden form for propaganda, der opfordrer til racediskrimination.

Den nuværende lovgivning er helt indlysende uhensigtsmæssig; desuden anvendes den ikke, da den ikke gør det muligt at indplacere sådanne fremgangsmåder som lovovertrædelser. Udbredelsen af enhver form for racistisk udtalelse er nødt til at blive indplaceret som en lovovertrædelse, for at racisme i alle europæiske lande ikke længere kun gælder som en fri meningstilkendegivelse, men, fordi den tilskynder til had og foragt, gælder som strafbart.

IX. Retten til ikke-diskriminering

Kvinder diskrimineres stadig. Medlemsstaterne er nødt til at fremme deres lige muligheder og sørge for at bekæmpe sexistiske stereotype holdninger.

Den grundlæggende samfundsmæssige og økonomiske forskel mellem mænd og kvinder er stadig i dag et angreb på menneskerettighederne, på det i artikel 14 i EMRK nedfældede princip om ligeberettigelse. Retsinstrumenterne for kønnenes ligeberettigelse anvendes ikke, lige muligheder på arbejdspladsen overtrædes gang på gang; der eksisterer fortsat lønforskelle både i den offentlige og den private sektor.

Kvinder er i højere grad end mænd ramt af arbejdsløshed og fattigdom. Kun i Sverige, Finland og Danmark er forskellene mindre udpræget. I Grækenland og Frankrig spiller kvinder, navnlig i det politiske liv, en uvæsentlig rolle.

Kvindernes ret til legemets ukrænkelighed overtrædes: vold i familien, seksuel vold, psykisk tortur og seksuel chikane.

Intet menneske må på grund af sin seksuelle tilbøjelighed begrænses i sine rettigheder eller have ulemper heraf.

I de fleste europæiske lande bliver homoseksuelle og lesbiske stadig diskrimineret på næsten alle områder. Homoseksuelle og lesbiske par er forfordelt i arveretten, de kan ikke indgive fælles selvangivelse, ved partnerens død bliver lejekontrakten som regel ikke overført, de har ingen adgang til socialt boligbyggeri. Man nægter dem med andre ord ligebehandling for loven på grund af deres seksuelle tilbøjelighed. På europæisk plan bør enhver diskrimination af homoseksuelle og lesbiske øjeblikkelig afskaffes, også gennem den legale anerkendelse af andre former for samliv. I EU er homoseksuelle og lesbiske par kun anerkendt i Danmark og Sverige, og endda her sker der diskrimination inden for adoptionslovgivningen.

X. Retten til en fundamental social sikring

Fattigdommen i EU's rige lande stiger. Stadig flere mennesker er husvilde, stadig flere mennesker er afhængige af socialhjælp og offentlig understøttelse.

Der findes en mere subtil form for vold over for børn end den fysiske vold - der findes en anden form for mishandling: den hedder fattigdom.

Stadig flere børn og unge lever på eller under fattigdomsgrænsen. Et "beskæmmende emne" kaldte De Forenede Nationers udvalg for børns rettigheder mange børns fattigdom i Tyskland. I 1981 fastlagde EF fattigdomstærsklen: fattig er den, der råder over mindre end 50% af gennemsnitsindtægten - og det er ifølge de karitative organisationers beretninger alene i Tyskland 7,3 mio mennesker. Den stigende småkriminalitet blandt unge må ses på denne baggrund. Navnlig unge mennesker kan ikke affinde sig med at leve i en verden, som kun udfolder sig for de velhavende. Det er derfor nødvendigt med en politik, som også giver børnene en basissikkerhed på det sociale område og som forsøger at garantere dem lige muligheder. Den bedste kriminalpolitik er nemlig nu som tidligere socialpolitik.

Alle disse problemer løses ikke ved at skjule og tilsløre problemerne. Beklageligvis eksisterer der i EU en tendens til repressive foranstaltninger - forbud mod tiggeri i flere franske og tyske byer er et bittert eksempel herpå. Ikke en gang retssystemerne i den europæiske middelalder er gået så langt som til at forbyde tiggeri. Den økonomiske krise bliver ikke mindre af, at man skaffer ofrene for denne krise ud af syne og forviser fattige og husvilde.

XI. Barnets rettigheder

Barnets rettigheder respekteres hverken i Europa eller i den øvrige del af verden.

I nogle af Den Europæiske Unions medlemsstater er børnearbejde meget udbredt, dvs. at der stadig er tilfælde af misbrug af børns arbejdskraft. I Storbritannien ligger den af arbejdslovgivningen foreskrevne minimumsalder på 13 år; her arbejder over 2 millioner børn regelmæssigt.

Den Europæiske Union er nødt til energisk at gå ind for forbud mod børnearbejde. Minimumsalderen for indtrædelse i arbejdslivet bør harmoniseres her og nu, og den almindelige skolepligt i alle europæiske lande bør vare indtil 16 års alderen.

Antallet af børnemishandlinger er konstant stigende i Europa, og i alle europæiske lande forekommer der betydelige mangler med hensyn til børnenes beskyttelse som f.eks. et nært samarbejde mellem lægetjenesterne, de sociale medicinske tjenester og justitsmyndighederne.

Fysisk vold og grov forsømmelse af børn, som har alvorlige virkninger for barnets fysiske og psykiske udvikling er nødt til at blive betragtet som lovovertrædelser i medlemsstaterne.

For at forebygge omfanget af børnemishandling i Europa bør mishandlingen registreres, da mishandlede børn ofte udvikler sig til forældre, der mishandler.

Den seksuelle udnyttelse af børn, de forskellige former for misbrug af børn og degradering af børn til sexgenstande lader til at have nået et maksimum af afskyelighed. Børn er i dag i Europa og den øvrige verden sexgenstande, en kommerciel vare og genstand for pervers adfærd af enhver art.

Den offentlige indignation har mange stemmer. De kræver længere fængselsstraffe, livslang indespærring af faren, de kræver tvangskastrering af seksualforbrydere, de hårdeste straffe og ingen nåde for dem, som ikke selv kender til nåde; og mange kræver endda dødsstraf. Hvad hjælper det? Selv de hårdeste straffe afskrækker som bekendt ikke; dette er i århundreder blevet bevist tusinde af gange. Fængsling benyttes mange steder i dag som en postboks: til midlertidig opbevaring af forbrydere. Her er vi nødt til at foretage forbedringer. Forkætring af resocialiseringen er farlig. Den bedste beskyttelse af almenheden er en forbedret lovovertræder ikke en, der eventuelt sidder lidt længere bag lidt tykkere mure. Også kastrering af seksualforbrydere er - uagtet alle andre indvendinger - alene af den grund ikke noget probat middel, fordi den ganske vist dæmper seksualiteten, men ikke aggressionen. Det hjælper altså ikke noget kun at opbevare lovovertrædere i en celle. Det er nødvendigt, at der sker noget med dem her: resocialisering er ikke utopisk pjat, men bitter nødvendighed. For løsladelse før tid må gælde: in dubio contra - i tvivlstilfælde altså ikke for, men mod den dømte. Dette er nødvendigt af hensyn til ofrenes beskyttelse. Og alligevel vil der på trods af alle diagnoser og prognoser fortsat være en restrisiko. Retspraksis og retspolitik kan kun bestræbe sig på at gøre den restrisiko så lille som mulig.

Vold over for børn er hverdag, lige som de alt for store krav der stilles til forældre er det. Den, der med det samme beskriver forbrydelserne som "djævelske", nægter at erkende hyppigheden af børnemishandling. Det er djævelsk at fornægte dette. Således mishandles der f.eks. i Tyskland hvert år mellem 80.000 og 100.000 børn; 150.000 børn misbruges seksuelt og mellem 600 og 1.000 børn bliver hvert år dræbt af deres forældre. Sløv vold er den mest anvendte metode, og der slås i flæng med alle mulige genstande, man kan få fat i: remme, stokke, kulskovle, ildragere og grydeskeer. Den, der tror, at vold over for børn kun forekommer i de såkaldte problemfamilier, tager fejl: i socialt bedrestillede familier forbliver den oftere uopdaget. Hvor ofte forældrene mister beherskelsen, kan statistikken kun vanskeligt registrere. Det, der registreres, er alvorligt nok: blodudtrædninger, skoldninger, bidsår og hjerneskader. Hvis gerningsmændene overhovedet straffes, kommer straffen for sent. Ganske åbenbart "våger" staten ikke tilstrækkeligt, og børne- og ungdomshjælp er udformet repressivt.

Barnets uindskrænkede ret til barndom, retten til fri udfoldelse og retten til et leveværdigt og menneskeværdigt liv bør højtideligt bekræftes af alle europæiske lande. Der fører ikke længere nogen vej udenom at optage bestemmelser om barnets beskyttelse i traktaten om Den Europæiske Union.

En virkelig censur og et radikalt forbud mod enhver form for børnepornografi er nødt til at blive indført i alle europæiske lande, navnlig i Sverige og Danmark, hvor det ifølge loven ikke er forbudt at være i besiddelse af pædofile skrifter.

Lige som i Tyskland og Frankrig bør medlemsstaterne udstede lovbestemmelser om ekstraterritorialitet, der gør det muligt at forfølge en lovovertræder på landenes territorium på grund af en lovovertrædelse, han har begået i en anden stat, på samme måde, som hvis han var blevet lovovertræder i sit eget land.

XII. Retten til et sundt miljø

Som bekendt kan miljøforurening antage et sådant omfang, at den udgør en krænkelse af legemlig integritet, privatsfære og fri bevægelighed.

Retten til et økologisk sundt og stabilt miljø kan derfor afledes af den europæiske menneskerettighedskonvention, som energisk kræver beskyttelse af disse grundlæggende rettigheder.

Der er i Europa ofte tale om forsoning mellem økologi og økonomi. Man ønsker dermed at sige, at man bestræber sig på at nå frem til et kompromis. Dog er dette udsagn ofte kun en frase. Menes det alvorligt, vidner det om en forkert verdensanskuelse, som i endnu mindre grad gør det muligt at handle ansvarsbevidst. En seriøs økonomi er nemlig utænkelig uden overholdelse af naturlovene, ikke en gang når målet består i på kort sigt at sikre velfærden for en lille del af menneskeheden. Den ultraviolette stråling, som trænger gennem ozonlaget, skelner ikke mellem forårsagere og ofre; hudkræft får begge parter. Og drivhuseffekten rammer, dersom den ikke bremses, på et eller andet tidspunkt de industrilande hårdt, som i første række har fremkaldt den. En ansvarsbevidst økonomi må i sin kerne være økologisk og bør bevare jorden som livsmiljø. Så er der ikke længere noget at forsone.

1995-konflikten omkring Brent Spar: den fare, der udgik fra platformen umiddelbart inden den blev nedsænket, kan være nok så lille, de grunde, som tæller imod ophugning på land, kan ud fra et teknisk synspunkt være nok så plausible: Brent Spar er på særlig vis egnet som symbol på en form for økonomisk forvaltning, der køber sig til udgiftsbesparelser på kort sigt med risici, der på lang sigt er uberegnelige og dyre. Et tanklager, der svømmer nord for Skotland, er blevet et symbol på den planmæssige tilsidesættelse af princippet om forebyggelse. "Ex und hopp" vil dog ikke længere ske efter Brent Spar. Hvert efterfølgende tilfælde vil afstedkomme dønninger.

Medlemsstaterne er nødt til at harmonisere de eksisterende nationale love og at skærpe straffen for overtrædelse af miljøbeskyttelsen i overensstemmelse med forårsagerprincippet. Miljøskadelig adfærd kan desuden effektivt bekæmpes med strafferetlige foranstaltninger og forebygges på tilsvarende vis.


 BILAG

B4-0031/96 da

FORSLAG TIL BESLUTNING

jf. forretningsordenens artikel 45

af Newman

om lænkede hospitalsindlagte kvindelige fanger

Europa-Parlamentet,

A. der henviser til den gældende praksis med at lægge visse hospitalsindlagte kvindelige fanger i Det Forenede Kongerige i lænker og lænke dem til en fangevogter døgnet rundt,

B. der mener, at denne praksis kan anses for at være ulovlig i henhold til artikel 3 i Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, en konvention som Europa-Parlamentet gentagne gange har støttet gennem sine beslutninger,

fordømmer denne nedværdigende og umenneskelige behandling;

er oprørt over, at gravide og syge kvinder rutinemæssigt lænkes til fangevogtere under hospitalsindlæggelse;

kræver, at Det Forenede Kongerige omgående bringer denne praksis til ophør.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik