BETÆNKNING om forslag til Rådets forordning (EF) om fastsættelse af betingelserne for landing af sild til industriel anvendelse bortset fra direkte konsum (KOM(97)0694 - C40041/98 - 97/0353(CNS))
23. april 1998
Fiskeriudvalget
Ordfører: Brigitte Langenhagen
- Med skrivelse af 26. januar 1998 anmodede Rådet i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 43 Parlamentet om en udtalelse om forslag til Rådets forordning (EF) om fastsættelse af betingelserne for landing af sild til industriel anvendelse bortset fra direkte konsum.
- A. FORSLAG TIL RETSAKT - FORSLAG TIL LOVGIVNINGSMÆSSIG BESLUTNING
- B. BEGRUNDELSE
Med skrivelse af 26. januar 1998 anmodede Rådet i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 43 Parlamentet om en udtalelse om forslag til Rådets forordning (EF) om fastsættelse af betingelserne for landing af sild til industriel anvendelse bortset fra direkte konsum.
På mødet den 29. januar 1998 meddelte Parlamentets formand, at han havde henvist dette forslag til Fiskeriudvalget som korresponderende udvalg.
På mødet den 21. januar 1998 havde Fiskeriudvalget valgt Langenhagen til ordfører.
På møder den 26. februar 1998, 19. marts 1998 og 14. april 1998 behandlede det Kommissionens forslag og udkastet til betænkning.
På sidstnævnte møde vedtog det forslaget til lovgivningsmæssig beslutning med 13 stemmer, idet 1 hverken stemte for eller imod.
I afstemningen deltog: Fraga Estévez (formand), Kindermann og Macartney (næstformænd), Langenhagen (ordfører), d'Aboville, Adam, Chichester (for Provan), Girão Pereira (for Gallagher), Görlach (for Baldarelli), Kofoed, McMahon (for Crampton), Sonneveld (for Cunha), Teverson og Varela Suanzes-Carpegna.
Betænkningen indgivet den 23. april 1998.
Fristen for ændringsforslag til denne betænkning vil fremgå af forslaget til dagsorden for den mødeperiode, hvor den skal behandles.
A. FORSLAG TIL RETSAKT - FORSLAG TIL LOVGIVNINGSMÆSSIG BESLUTNING
Forslag til Rådets forordning (EF) om fastsættelse af betingelserne for landing af sild til industriel anvendelse bortset fra direkte konsum (KOM(97)0694 - C4-0041/98 - 97/0353(CNS))
Forslaget godkendt med følgende ændringer:
|
(Ændringsforslag 1)
Artikel 2, stk. 2, underafsnit (i)
(i) sild fanget i ICES-afsnit IIId undtagen underafsnit 24 eller | (i) sild fanget i ICES-afsnit IIId undtagen vest for 16Ί00' Ø, forudsat at vægten af den samlede bifangst af torsk, rødspætte og tunge ikke overstiger 2% af den samlede kombinerede vægt af sild og andre arter om bord eller |
(Ændringsforslag 2)
Artikel 2, stk. 2, underafsnit (ii)
(ii) sild fanget i ICES-afsnit IIIb, c eller underafsnit 24 af ICES-afsnit IIId, forudsat at silden landes usorteret hvad angår brislinger og/eller andre arter, eller | (ii) sild fanget i ICES-afsnit IIIb, c eller underafsnit 24 af ICES-afsnit IIId, forudsat at silden landes usorteret hvad angår brislinger og/eller andre arter, og at silden ikke udgør mere end 20% af sådanne landinger, eller |
(Ændringsforslag 3)
Artikel 4
Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. | Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. |
Den anvendes fra den 1. januar 1998. | Den anvendes fra den 1. januar 1999. |
Senest den 1. januar 2003 træffer Rådet efter forslag fra Kommissionen og forudgående høring af Parlamentet afgørelse om ændringer til denne forordning. | |
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. | Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. |
Lovgivningsmæssig beslutning med Europa-Parlamentets udtalelse om forslag til Rådets forordning (EF) om fastsættelse af betingelserne for landing af sild til industriel anvendelse bortset fra direkte konsum (KOM(97)0694 - C4-0041/98 - 97/0353(CNS))
(Høringsprocedure)
Europa-Parlamentet,
- der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(97)0694 - 97/0353(CNS))[2],
- hørt af Rådet, jf. EF-traktatens artikel 43 (C4-0041/98),
- der henviser til forretningsordenens artikel 58,
- der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A4-0142/98),
1. godkender med forbehold af sine ændringer Kommissionens forslag;
2. opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den af Parlamentet godkendte tekst;
3. anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;
4. pålægger sin formand at sende denne udtalelse til Rådet og Kommissionen.
B. BEGRUNDELSE
1. Indledning
Fiskeri efter fisk til industriel anvendelse bortset fra direkte konsum, almindeligvis betegnet som "industrifiskeri", indebærer fiskeri efter fiskefangster, der fortrinsvis er bestemt til industriel forarbejdning til fiskemel og fiskeolie. Disse fangster har en samlet vægt på omkring 30 mio t, svarende til 30% af verdens samlede fangster, og en værdi på 3-4 mia US $, svarende til omkring 10% af den samlede værdi. De to lande i verden, der er mest involveret i denne type fiskeri, er Chile og Peru, der sammen tegner sig for 50% af verdensfangsten. Den vigtigste EU-producent er Danmark, der aftager omkring 6% af verdensfangsten.
Industrifiskeriprocessen er forholdsvis simpel. De arter, der fiskes efter, er typisk små fisk af arter, for hvilke der kun er et lille eller intet direkte marked, og som tages om bord under anvendelse af passende småmaskede net. Til forskel fra fangster af fisk til direkte konsum, hvor der først og fremmest lægges vægt på, at fisken når frem til markedet i førsteklasses stand, bringes fisk til industriel forarbejdning til fiskemelsfabrikken i ubehandlet stand, ofte efter at de allerede er begyndt at rådne.
På forarbejdningsfabrikken gennemgår fisken en reduktionsproces, der hovedsagelig består i kogning og sortering. Afhængig af arterne i fangsten og af sæsonen kan der af 100 kg fisk produceres omkring 20 kg fiskemel og 2-10 kg olie.
Globalt anvendes omkring 55% af fiskemelsproduktionen som næringstilskud til fjerkræ, kvæg, svin og pelsdyr (20%) og akvakultur (17%). For fiskeoliens vedkommende anvendes 70% i levnedsmidler, mens 25% anvendes inden for akvakultur. Procentdelen for anvendelse inden for akvakultur er stigende for begge produkters vedkommende, eftersom denne type aktivitet efterhånden tegner sig for en stadig større andel af fiskeproduktionen i verden.
Der har længe været en fornemmet konflikt mellem fiskeri efter fisk til direkte konsum og fiskeri efter fisk til industriel anvendelse, idet man automatisk har antaget, at fiskeri efter fisk til direkte konsum altid må prioriteres. Problemet skyldes især den nødvendige brug af småmaskede net til industrifiskeri, som traditionelt har givet store bifangster af havfugle, havpattedyr og værdifulde konsumfisk. Imidlertid har det ikke altid været klart, hvilken indvirkning dette har på økosystemet, og i betragtning af den indbyrdes påvirkning mellem forskellige arter kunne det faktisk tænkes, at et vist omfang af industrifiskeri i nogle tilfælde er gavnligt for havmiljøet.
Det foreliggende kommissionsforslag må derfor vurderes på denne baggrund.
2. Væsensindholdet i Kommissionens forslag
I henhold til forordning (EØF) nr. 2115/77[1] var direkte fiskeri efter sild bestemt til industrien, bortset fra fødevareindustrien, forbudt i samtlige farvande under de daværende medlemsstaters højhedsområde. Desuden var alle landinger i Fællesskabet af sild bestemt til industrien, bortset fra fødevareindustrien, også forbudt, uanset geografisk oprindelse.
Årsagen til denne forordning var den dengang generelt meget kritiske situation for Fællesskabets sildebestande, som var så alvorlig, at ynglebestanden af atlantisk sild var blevet så lille, at normal reproduktion ikke længere var mulig. Dette medførte alvorlige forsyningsproblemer for EF's fiskeforarbejdnings- og fiskedistributionsindustrier (til konsum), som nævnte forordning søgte at afhjælpe.
I henhold til bestemmelserne for Finlands og Sveriges tiltrædelse af Unionen indrømmedes disse lande imidlertid en fritagelse, hvorved de fortsat kunne fiske sild i Østersøen til dyrefoder i en periode på tre år indtil udgangen af 1997. Uden yderligere lovgivning ville det være nødvendigt at indstille denne praksis.
Formålet med det foreliggende forslag, som tager den sunde bestandssituation for østersøsilden i betragtning, er at erstatte forordning nr. 2115/77 med nye bestemmelser, der vil gøre det muligt at fiske sild til industriel anvendelse i Østersøen, men vil opretholde forbuddet andre steder. Den største ændring, som dette forslag derfor vil medføre i forhold til den nuværende situation, er at give de andre to lande med kvoter i området, Danmark og Tyskland, mulighed for at lande sild til industriel anvendelse.
3. Vurdering
.Kommissionens forslag består i hovedsagen af to dele, hvoraf den ene åbner mulighed for fortsat fiskeri i Østersøen efter sild til industriel anvendelse og den anden for opretholdelse af forbuddet andetsteds.
3.1. Med hensyn til sidstnævnte synes holdningen klar. Til trods for de ekstreme foranstaltninger, der blev truffet i 1996 og ført videre i 1997, giver situationen for sildebestandene i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat stadig anledning til alvorlig bekymring. Disse bestande er allerede genstand for intensiv udnyttelse fra fiskeri til konsum og bør derfor ikke også belastes med fiskeri efter fisk til industriel anvendelse.
.Kommissionens forslag indeholder en nyttig retlig afklaring på dette spørgsmål. Det er blevet skønnet, at bifangsten af sild i nordsøfiskeriet efter brisling til industriel anvendelse forud for de kriseforanstaltninger, der blev truffet midt i 1996-sæsonen, udgjorde omkring 100.000 t.
Når tages i betragtning, at fisk beregnet til industriel reduktion på det tidspunkt, hvor den når frem til forarbejdningsvirksomheden, allerede er gået i forrådnelse og derfor under alle omstændigheder ikke kan sælges til konsum, er det i forordning nr. 2115/77 indeholdte forbud mod landing af sild vanskeligt at håndhæve. Desuden er forbuddet mod direkte fiskeri efter sild til industriel anvendelse ligeså vanskeligt at håndhæve, eftersom det er umuligt at bevise, hvilke hensigter en brislingefisker, der tager en betragtelig bifangst af sild om bord, reelt har.
Begreberne procentmæssig størrelse af bifangsten om bord og landinger er langt lettere at overvåge og kontrollere, og selv om de allerede er retligt bindende for fiskere i henhold til andre forordninger[2], tjener forslagets specifikke henvisning til procentmæssige begrænsninger ikke desto mindre som en velkommen påmindelse til industrifiskfiskere om deres forpligtelser.
3.2. Anden del af Kommissionens forslag vedrører bevarelsen for Finlands og Sveriges vedkommende af mulighederne for fiskeri i Østersøen efter sild til industriel anvendelse og udvidelsen af disse muligheder til også at omfatte andre berørte medlemsstater.
Det bør for det første understreges, at den type sild, der er tale om, østersøsilden, i sammenligning med normal sild er en lille, langsomtvoksende sild med en lav fedtprocent. Jo længere mod nord fisken forekommer, jo mindre er bestanden, og jo ældre er dens aldersstruktur, og jo mindre interessant er den set ud fra et konsumsynspunkt.
F.eks. for Finlands vedkommende, hvis fangst næsten udelukkende stammer fra den nordlige del af Østersøen (underafsnit 29-32), er det således, at 80% anvendes som foder til pelsdyr, hovedsagelig mink og ræv.
Med hensyn til situationen for disse bestande synes der ikke at være noget, der taler imod Kommissionens påstand om, at de ikke er truede i øjeblikket, og at der ikke er brug for restriktioner for så vidt angår landinger til industriel anvendelse. Der er endvidere grund til at antyde, at denne type fiskeri under de nuværende omstændigheder har adskillige positive indvirkninger på havmiljøet ved at begrænse omfanget af genudsætninger og bidrage til torskereproduktionen takket være bifangster af brisling (som ellers ville æde torskeæg).
Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at 1997-udnyttelsesgraden af EU's samlede tilladte fangstmængde for østersøsild kun var på 50%. Der var imidlertid store forskelle medlemsstaterne imellem. Mens Danmark opbrugte over 80% af sin kvote (til konsum), opbrugte Tyskland kun 13%. Sverige opbrugte kun 20% af sin kvote i den nordlige del af Østersøen. Der er imidlertid noget, der tyder på, at den samlede tilladte fangstmængde for Østersøen som helhed, som er større end anbefalet af ICES, er for høj. Selv om dette ikke er et problem i øjeblikket i betragtning af de nuværende fangstrater, må enhver stigning i fiskeriindsatsen følges nøje.
Man må derfor være yderst påpasselig med at sikre, at eventuelle fordele som følge af øget udnyttelse af kvoten ikke overskygges af trusler mod torskebestandene ved at åbne mulighed for betydelige bifangster af ungtorsk. Derfor har Kommissionen i artikel 2, stk. 2, afsnit i), foreslået, at fangster af sild til andre formål end direkte konsum ikke skal være tilladt i underafsnit 24, som er opvækstområde for ungtorsk.
Dog er det i henhold til artikel 2, stk. 2, afsnit ii), tilladt at fange sild til andre formål end direkte konsum i underafsnit 24 (og ICES-afsnit IIIb og c), forudsat at silden landes usorteret hvad angår brislinger og/eller andre arter. Dette er helt klart modsigende set i forhold til artikel 2, stk. 2, afsnit i), og giver ingen beskyttelse overhovedet for underafsnit 24. Med sådanne bestemmelser ville det i teorien være muligt at lande en "usorteret" fangst bestående af én brisling og én mio sild.
Det vil derfor være nødvendigt at lukke dette smuthul godt for at sikre, at der ikke fiskes efter sild til industriel anvendelse i underafsnit 24. Desuden synes der at være klare tegn på, at dele af underafsnit 25 også har store bestande af ungtorsk. Det forekommer således fornuftigt også at lade de områder af underafsnit 25, der ligger vest for 16Ί00' Ø, omfatte af den beskyttelse, der ydes underafsnit 24.
Mere generelt synes det i betragtning af de mange variabler og usikkerheder med hensyn til bestandenes størrelser i forbindelse med vurderingen af fiskeressourcerne og af, at Østersøen synes at opvise særlige problemer i denne henseende, klogt at gå forsigtigt til værks og i det mindste at regne med muligheden af, at der i fremtiden måske vil blive givet andre videnskabelige råd.
Selv om fiskeri i Østersøen efter sild til industriel anvendelse måske ikke i øjeblikket udgør nogen trussel for det pågældende område, kunne denne situation ændre sig. Samtidig er det rimeligt at forsøge at give fiskerne en vis form for sikkerhed. Af denne grund foreslår ordføreren, at bestemmelserne i denne forordning tages op til fornyet overvejelse efter tre år i lyset af videnskabelige råd, og at Parlamentet høres på ny, hvis det skønnes nødvendigt at foretage ændringer.
Endelig skal opmærksomheden henledes på, at selv om gyldigheden af ovennævnte undtagelse for Finland og Sverige udløb den 31. december 1997, indførtes der med 1998-forordningen om samlede tilladte fangstmængder og kvoter midlertidige overgangsordninger for disse to Østersømedlemsstater for 1998. Rådets nye forordning bør således gælde fra 1. januar 1999 og ikke 1. januar 1998 som oprindeligt foreslået af Kommissionen.
Konklusion
Formålet med det foreliggende kommissionsforslag er helt klart at finde en måde, hvorpå de eksisterende ordninger for Finlands og Sveriges fiskeri efter østersøsild til industriel anvendelse som fastsat i tiltrædelsestraktaten for disse to lande kan gives mulighed for at fortsætte på ikkediskriminatorisk vis. I betragtning af de tilgængelige videnskabelige data, ifølge hvilke bestandene er rigelige, af de forholdsvis få problemer med bifangster og af betydningen af dette fiskeri for tyndt befolkede kystområder synes dette ikke urimeligt.
Kommissionen har som en helt rigtig foranstaltning foreslået at opretholde forbuddet mod fiskeri efter sild til industriel anvendelse i farvande uden for Østersøen.
Ved at åbne mulighed for andre medlemsstaters større udnyttelse af sildekvoten for Østersøen øger Kommissionen imidlertid risikoen for sildebestanden og for andre fiskearter. I denne henseende er forslaget ikke tilstrækkeligt opmærksomt på behovet for en løbende vurdering af situationen og for en fyldestgørende beskyttelse af ungtorsk. Denne mangel må afhjælpes.
Endelig må fiskerisektoren prioritere tilvejebringelsen af produkter til konsum. Ideelt må det derfor på længere sigt foretrækkes, at man undersøger og fremmer midler til i højere grad at rette udnyttelsen af silderessourcerne i Østersøen mod konsum snarere end mod industriel anvendelse.