BETÆNKNING om industrifiskeri

27. maj 1998

Fiskeriudvalget
Ordfører: Heinz Kindermann

På anmodning fra Udvalgsformandskonferencen meddelte Parlamentets formand på mødet den 19. september 1997, at Fiskeriudvalget havde fået tilladelse til at afgive betænkning om industrifiskeri.

På mødet den 21. april 1997 havde Fiskeriudvalget valgt Heinz Kindermann til ordfører.

På møder den 27. oktober 1997, 26. februar 1998, 21. april og 25. maj 1998 behandlede det udkastet til betænkning.

På sidstnævnte møde vedtog det enstemmigt forslaget til beslutning.

Til stede under afstemningen var: Fraga Estévez (formand), Kindermann (næstformand og ordfører), Macartney og Souchet (næstformænd), d'Aboville, Adam, Baldarelli, McCartin (for Provan), Novo, Olsson (for Kofoed), Teverson og Varela Suanzes-Carpegna.

Betænkningen indgivet den 27. maj 1998.

Fristen for ændringsforslag til denne betænkning vil fremgå af forslaget til dagsorden for den mødeperiode, hvor den skal behandles.

A. FORSLAG TIL BESLUTNING

Beslutning om industrifiskeri

Europa-Parlamentet,

- der henviser til forretningsordenens artikel 148,

- der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A4-0201/98),

der henviser til, at industrifiskeriet i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat udgør næsten 60% af det samlede fiskeri og dermed udgør en betydelig del af EU-flådens fiskeriaktiviteter i dette område,

der henviser til, at industrifiskeri på grund af anvendelsen af meget tætmaskede net og manglende fangstbegrænsninger inden for visse fiskerisektorer gang på gang er genstand for kontroverse drøftelser,

der henviser til, at industrifiskeriet kun i højere grad vil blive accepteret, hvis dets virkninger på bestandene og det samlede hav-økosystem kontrolleres af havforskere og er økologisk forsvarligt,

der henviser til, at denne betingelse kun kan opfyldes, hvis der også for industrifiskeriets målarter udarbejdes samlede tilladte fangstmængder ud fra bevaringsaspekter, og hvis bifangsten af ungfisk af beskyttede arter holdes på så lavt et niveau som muligt,

der henviser til de seneste foranstaltninger til begrænsning af det bifangstintensive fiskeri, som f.eks. fastlæggelse af et loft for bifangst af sild i industrifiskeri og de danske fiskerimyndigheders indførelse af et omfattende kontrol- og overvågningssystem,

der henviser til, at navnlig tobisfiskeriet hidtil kun har været omfattet af meget få bestemmelser, selvom fangstmængderne er store, og selvom tobis udgør et vigtigt ernæringsgrundlag for visse arter af konsumfisk, havfugle og havpattedyr, og at man med den nuværende utilstrækkelige viden om de biologiske vekselvirkninger ikke kan udelukke negative virkninger af tobisfiskeriet for tobis'ens naturlige fjender, i det mindste lokalt,

der henviser til, at den tilladte mængde bifangst af beskyttede arter i det norske sperlingfiskeri ud fra et biologisk synspunkt afgjort er for høj, og at der stadig ikke er planer om en effektiv begrænsning af bifangsten, navnlig af kuller og hvilling,

der henviser til, at målene i det fjerde flerårige udviklingsprogram (1997-2001) tilsigter en reducering af konsumfiskeriflådens fangstkapaciteter og dermed en reducering af fiskeridødeligheden i visse bestande på op til 30%,

er af den opfattelse, at et moderat industrifiskeri også kan forsvares i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, hvis det overholder princippet om vedvarende udbytte, og hvis konsumfiskeriet i konflikttilfælde prioriteres;

gør opmærksom på, at følgende bør gennemføres, hvis disse betingelser skal opfyldes:

• virkningerne af industrifiskeriet på alle i og af havet levende arter bør nøje udforskes og overvåges;

• fangst- og bifangstgrænser på grundlag af videnskabelig bedømmelse skal overholdes;

• der skal være installeret et strengt kontrolsystem i landingshavnene;

• det forebyggende aspekt bør absolut følges i tilfælde, hvor oplysningerne er usikre;

Kontrol og overvågning

konstaterer, at der tidligere inden for industrifiskeriet åbenbart har eksisteret et meget alvorligt problem i forbindelse med kontrol og overvågning af fællesskabsrettens anvendelse, hvilket gav sig udtryk i store fangster af visse målarter og en delvis enorm overskridelse af den tilladte andel af bifangst af beskyttede arter;

bifalder derfor, at de danske fiskerimyndigheder i 1996 har indført et omfattende overvågningssystem med høj stikprøveintensitet samt de første tegn på en afgørende reducering af bifangstmængderne;

er imidlertid af den opfattelse, at det er nødvendigt med flere års erfaring for at kunne bedømme dette systems effektivitet og afgøre, om de foranstaltninger, der er truffet, er tilstrækkelige;

Tobisfiskeriet

mener, at den af Rådet for første gang overhovedet fastlagte TAC for tobis i dets forordning om de samlede tilladte fangstmængder og fangstbetingelserne for 1998 ganske vist er et skridt i den rigtige retning, men at det langt fra er tilstrækkeligt;

kræver derfor, at der udarbejdes en forvaltningsplan, som indeholder forvaltningsmål med kvantificerbare størrelser som fiskedødelighed, biomasse af gydemodne fisk og rekruttering samt fastlæggelse af tidlige advarselstegn, som reducering af bestandenes fordeling på området, forandringer i aldersstrukturen hos gydemodne fisk og tilbagegang i havfuglenes yngel;

opfordrer Kommissionen til at udarbejde et forslag om etablering af beskyttelseszoner i økologisk følsomme områder som gydepladser, ungfisks opvækstområder og ernæringsreservoirer for havfuglekolonier;

opfordrer Kommissionen til at forlægge et lovforslag, som fastsætter, at den nuværende tilladte maksimale andel af beskyttede arter for tobisfiskeri reduceres fra 10% til 2%;

Brislingefiskeriet

bifalder den i 1996 indførte samlede fangstgrænse for sild i industrifiskeriet som den første virkelig seriøse foranstaltning til at få greb om et problem, der navnlig forekommer inden for brislingefiskeriet, nemlig den alt for store overskridelse af den tilladte bifangstmængde af sild;

understreger imidlertid, at effektiviteten af denne foranstaltning står og falder med en streng kontrol i landingshavnene, en kontinuerlig overvågning og registrering af fangstens sammensætning samt en punktlig afslutning af fiskeriet, når bifangstmængden er opnået;

er imidlertid - i betragtning af den korte gyldighedsperiode for den samlede fangstmængde sild inden for brislingefiskeri - af den opfattelse, at det endnu er for tidligt som modforanstaltning at lempe andre bevaringsforanstaltninger, således som det påtænkes af Rådet med øgelsen af den tilladte mængde af sildebifangst inden for brislingefiskeriet i Nordsøen fra de nuværende 10% til 20%;

Det norske sperlingfiskeri

beklager, at der hidtil åbenbart har manglet politisk vilje til effektivt at begrænse de store mængder bifangst, navnlig af hvilling og kuller, inden for det norske sperlingfiskeri;

anser imidlertid en effektiv begrænsning af bifangsten for at være absolut nødvendig i betragtning af situationen m.h.t. bestanden af kuller og hvilling og opfordrer derfor Rådet og Kommissionen til som minimumsforanstaltning under den årlige fastlæggelse af den samlede tilladte fangstmængde at tage hensyn til bifangsten af beskyttede arter ved det norske sperlingfiskeri og medregne den ved tildelingen af fangstkvoterne til de enkelte medlemsstater;

understreger, at industrifiskeriet på grund af eksisterende økologiske og socioøkonomiske vekselvirkninger på lang sigt ikke kan adskilles fra konsumfiskeriets udvikling, og at man derfor heller ikke bør lade den mulighed ude af betragtning, at fiskeridødeligheden hos industrifiskeriets målarter fremover bør reduceres betydeligt;

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt de øvrige Nordsølande.

B. BEGRUNDELSE

1. GENERELLE KENDETEGN VED INDUSTRIFISKERIET

Som industrifiskeri betegner man fiskeriet med småmaskede net, hvis fangster er beregnet til industriel forarbejdning til fremstilling af fiskemel og fiskeolie. På verdensplan udgør industrifiskeriet om året ca. 30% af den samlede fangst (30 mio tons fisk). Som målarter gælder fisk, som ikke eller kun i ringe grad kan anvendes til direkte menneskelig konsum.

I den internationale fiskemelsproduktion er Peru og Chile førende med ca 50%. Blandt EU's medlemsstater må navnlig nævnes Danmark som betydelig fiskemelsproducent (6% af verdensmarkedsandelen i 1996). 75% af fiskemelet anvendes som dyrefoder inden for fjerkræ- og svineavl, 25% anvendes inden for akvakultur. Også fiskeolie anvendes inden for akvakultur, navnlig som fodermiddeltilsætning. Størstedelen af fiskeolien (70%) anvendes dog i levnedsmiddelindustrien på grund af sin rigdom på omega-3-fedtsyre, som tilføjes ved fremstilling af margarine og stegefedt.

2. INDUSTRIFISKERIET I NORDSØEN

Selvom der også udøves industrifiskefangst af EU-flåder på andre have som f.eks. Østersøen, står industrifiskeriet i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat hidtil på grund af sit omfang og de problemer, det opkaster, i midtpunktet for interessen. Denne betænkning vil derfor begrænse sig til dette fiskeri.

Den årlige samlede fangst fra industrifiskeriet i Nordsøen var i de sidste år 1,3 til 1,5 mio tons. Med en samlet fangst på ca. 2,5 mio tons om året ligger industrifiskeriets andel af den samlede fiskefangst i Nordsøen på ca. 60% og er dermed dobbelt så høj som det internationale gennemsnit.

Den vigtigste fiskerination er Danmark med en andel på 80%. Ud over dette udøves industrifiskeriet også af norske, svenske, islandske, og - i ringere omfang - af skotske fiskere. Fiskene fanges hovedsageligt med tætmaskede trawl med høj åbning (maskeåbning fra 16 til 32 mm). Nordmændene anvender også ringnot (indkredsningsnet).

De vigtigste målarter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat er tobis, sperling og brisling, for Norges vedkommende også sild. Ifølge Det Internationale Havundersøgelesråd (ICES) lå fangsterne af tobis i 1996 på 900.000 tons, det er ca. 60% af industrifiskeriets samlede årlige landinger. For sperling lå fangsterne på ca. 200.000 tons, mens fangsten af brisling i 1996 var faldet til 81.000 tons, efter den året forinden endnu havde udgjort 320.000 tons. De resterende 20% af landingerne består af konsumfiskearter, som fanges som bifangst. Her må i første linje nævnes sild, men også hvilling, kuller og blå hvilling.

3. STRIDEN OM INDUSTRIFISKERIET

Lige fra begyndelsen har industrifiskeriet været genstand for intensive drøftelser og debatter, som Greenpeace i sommeren 1996 med sin kampagne mod fiskeri af tobis fik til at blusse op på ny. Kritikkerne anfører navnlig, at industrifiskeriet fratager andre fiskearter, som fanges til menneskelig konsum, men også havfugle og havpattedyr, som lever af industrifiskearter, deres føde. De henviser til bifangst af endnu ikke kønsmodne konsumfisk, som varigt går tabt for bestanden uden at have bidraget til dens opretholdelse. De frygter dog også for bestanden af selve målarterne, da der tilsyneladende næsten ikke findes nogen fangstbegrænsninger for industrifiskeriet. Endelig anfører de, at industrifiskeriet og forarbejdningen af trilliarder af fisk til fiskemel og fiskeolie betyder en bortødslen af værdifulde energiressourcer, da slutprodukterne nemt kunne erstattes af vegetabilske produkter og dyreaffald.

Forsvarerne for industrifiskeriet gør gældende, at målarterne for dette fiskeri ikke eller ikke i større mængder ville kunne markedsføres til menneskelig ernæring, og derfor ellers ville forblive uudnyttet. De understreger, at der i det mindste for tobis og sperlings vedkommende er tale om rige og meget reproduktive bestande, som ikke er truede, og som leverer et højt kvalitativt råmateriale for en rentabel industri, hvoraf en række andre industrier var fuldstændig eller delvis afhængige. Så længe fiskeriet overholder princippet om bæredygtighed og de retlige rammebetingelser, så de heller ikke noget principielt problem i den kendsgerning, at fiskene ikke kun blev fanget til direkte menneskelig konsum, men også som grundstof for forædlingsindustrien.

Ordføreren ønsker ikke at komme ind på det moralsk-etiske plan i denne drøftelse. Han vil i sin bedømmelse af denne art af fiskeri lade sig lede af to principper, som han mener skal være opfyldt:

• virkningerne af industrifiskeriet på alle fiskebestande og det samlede økosystem hav må miljømæssigt kunne forsvares og

• konsumfiskeri skal der, hvor der opstår konflikter med industrifiskeriet, entydigt prioriteres.

4. INDUSTRIFISKERIETS VIRKNINGER PÅ FISKEBESTANDENE OG ØKOSYSTEMET

4.1. Tobisfiskeriet

4.1.1. Generelle kendetegn:

Tobisfiskeriet er stærkt sæsonpræget, idet de største fangster gennemføres fra april til juli. I denne tid er også fiskeriet med net med en maskestørrelse på under 16 mm tilladt. Tobis i Nordsøen inddeles af fiskeribiologerne i to bestande, en i den nordlige Nordsø og en i den sydlige Nordsø. Fangsterne sker hovedsagelig i det norske dyb, langs den danske kyst, i den sydøstlige del af Doggerbanke og i den senere tid også i Firth of Forth ved den skotske østkyst. Udnyttelsesgraden af begge bestande steg fra midten af 80'erne stærkt og har siden da bevæget sig relativt stabilt mellem 400.000 og 500.000 tons om året pr. bestand. Havbiologer gør opmærksom på, at tobis er en hurtigvoksende og stærk reproduktiv art, som kan klare en høj fiskerimængde. De anslår, at andelen af fiskeriets udbytning af den årlige reproduktionsmasse ikke er mere end 20%. ICES ser derfor på grund af de mængder, der i øjeblikket fiskes, ikke nogen fare for bestanden.

Det må ganske vist tilføjes, at der endnu ikke er blevet forsket meget i bestandene af tobis. Danske forskere gør opmærksom på, at der ikke findes nogen af fiskeriet uafhængige videnskabelige vurderinger af bestandene. Der findes ikke nogen sikker viden hverken om den geografiske fordeling eller om størrelsen af bestandene eller udbredelsen af fiskelarverne. På grund af artens korte levetid, den forskellige rekrutteringsintensitet og mange bestandes stationære tilknytning var det meget vanskeligt at forudsige virkningerne af fiskeriet og at fastsætte biologisk acceptable grænseværdier. Dette har ICES hidtil heller ikke gjort.

4.1.2. Tobis som ernæringsgrundlag for konsumfisk, havfugle og havpattedyr:

Tobis danner et vigtigt næringsgrundlag for mange konsumfisk som torsk eller kuller. Ifølge ICESundersøgelser fra 1981 udgør tobis 8% af føden for torsk og kuller, 19% for makrel og op til 25% for hvilling. Andre undersøgelser har vist, at de også udgør føde for sild, rødspætte og laks. Det antages, at dødeligheden hos tobis, som forårsages af rovfiskenes bytteadfærd, er højere end den, der skyldes fiskeriet. Samtidig gør fiskeribiologer dog opmærksom på, at der ved de omtalte rovfisk ikke er tale om nogen afhængighed af en bestemt næringskilde. De kan undvige til andre næringskilder, hvis en af dem er ved at være opbrugt.

I mellemtiden er det gennem flere undersøgelser, som blev gennemført i begyndelsen af 90'erne, entydigt bevist, at tobis udgør en stor del af føden for havpattedyr, navnlig for søløver og sæler. Således består føden for gråsælerne omkring Orkney-øerne for halvdelens vedkommende af tobis; noget lignende forholder det sig med den spættede sæl i Moray Firth nordøst for Skotland. Desværre har man endnu ikke undersøgelser om vekselvirkningerne mellem tobisfiskeri og havpattedyr i Nordsøen.

Mange havfugles afhængighed af forekomsten af tobis blev særlig tydelig, da havfuglekolonierne ud for Shetlandøerne i begyndelsen af 80'erne ligeledes blev stærkt reduceret på grund af en stærk tilbagegang af tobisbestanden ud for Shetlandøerne. Ramt særlig hårdt heraf hvad var riden, søpapegøjerne, kjover og terner, som jager nær ved havoverfladen. Sidstnævnte havde næsten ingen yngel i seks år. Om en eventuel konkurrence mellem tobisfiskeri og havfugle vides endnu for lidt. Ifølge vurderinger fra ICES fra 1993 udgør tobis op til en tredjedel af den føde, som havfuglene finder i Nordsøen. I betragtning af de erfaringer, der er gjort ved Shetlandsøerne, vil videnskabsmænd dog ikke længere udelukke, at havfugleyngel ved en for stærk udnyttelse af lokale populationer af tobis lider skade.

4.1.3. Problemet med bifangster:

Statistikker over det danske industrifiskeris landinger i årene 1990-1994 viser, at der som bifangst ved tobisfiskeri navnlig fanges brislinger og sild, der hver udgør ca. 2% af den samlede fangst. Dermed ligger de danske fiskere i gennemsnit betydeligt under den tilladte bifangstmængde på 10%. Også tyske forskningsfangster, som blev gennemført i april/maj 1996 i Doggerbanke-området, viser, at der inden for tobisfiskeriet med god vilje - og ved at undgå bestemte områder på bestemte årstider og overholde vanddybden - kan fiskes meget rent. Modsat er det på grund af overskueligheden af fangstens sammensætning også muligt målrettet at udnytte de tilladte bifangstmængder.

4.2. Sperlingfiskeriet

4.2.1. Generelle kendetegn:

Fiskeriet udvidedes i de tidlige 70'ere og udøves navnlig af danske og norske fartøjer med tætmasket bundtrawl (minimumsmaskeåbning 16 mm). Fiskeriets målarter er sperling og - navnlig hos nordmændene - blå hvilling. Sperlingfangsterne lå fra begyndelsen af 90'erne på 200.000 til 300.000 tons om året. Det anslås, at fiskeriet kræver mindre end 20% af den årlige reproduktionsmasse af sperling. Da sperlingen desuden i lighed med tobis er en meget produktiv art med kort levetid, betragtes den nuværende udnyttelsesgrad af ICES-videnskabsmænd for at være ufarlig. Ved udgangen af 80'erne, da bestandene gik stærkt tilbage, indførtes en forebyggende tilladt årlig fangstmængde (TAC). Den ligger for tiden på 180.000 tons, en fjerdedel af landingerne i rekordåret 1974.

4.2.2. Sperling som næringsgrundlag for rovfisk, havfugle og havpattedyr:

Sperling er af stor betydning som næringsgrundlag for vigtige konsumfisk som makrel, kuller, torsk, hvilling og sej. Navnlig hos de to sidstnævnte arter er den konstaterede gennemsnitlige næringsmængde meget høj (12% og 46%). Der må dog igen gøres opmærksom på de fleste fiskearters fleksible ernæringsmønster.

Siden 70'ere ved man, at også mange havpattedyr ernærer sig af sperling. Navnlig for gråsæler, marsvin og stribede delfiner kunne det påvises, at de ernærede sig af sperling. Selv de fleste havfugle forsmår ikke sperlingen. I modsætning til den meget fedtrige tobis eksisterer der dog åbenbart ikke nogen afhængighed.

4.2.3. Problemet med bifangst:

Problemet med industrifiskeriets bifangster opstår navnlig der, hvor målarten forekommer blandet med konsumfiskearter. Dette er tilfældet for sperlingfiskeriets vedkommende. Forekomsten af sperling overlappes med forekomsten af andre torsk (gadidae), navnlig af juvenile kuller og hvillinger. Disse lander derfor ved det småmaskede sperlingfiskeri uvægerligt ligeledes i nettet. Bifangsten af beskyttede, juvenile konsumfiskearter er det største problem i forbindelse med sperlingfiskeriet.

For at afbøde dette problem nåede Rådet i september 1980 til enighed om at oprette den såkaldte "sperling-kasse". I dette beskyttede område nordøst for Skotland er sperlingfiskeriet forbudt, da industrifiskernes net der på stedet indeholdt navnlig mange juvenile kuller og hvillinger.

Alligevel fanges der stadig store mængder konsumfisk som bifangst. Fiskerne gør gældende, at sperlingfiskeriet ikke kan gennemføres uden bifangster. Rådet tog hensyn til dette forhold, idet det i december 1991 forhøjede den maksimale andel af de beskyttede arter for sperlingfiskeriet fra de normale 10% til 15%, hvoraf ikke mere end 5% måtte bestå af torsk og kuller (art. 14 i forordning EØF 3882/91). Hermed blev navnlig mængden af hvillinger forhøjet.

Hvad disse bifangstmængder betyder i forhold til konsumfiskeriet af disse arter, viser følgende tal: Ifølge ICES-oplysninger lå bifangsterne inden for sperlingfiskeriet i de sidste år på 2.000 tons for torsk, for kuller i Nordsøen (ICES-underområde IV) i årene 1991-1995 gennemsnitligt på 7.800 tons og for hvilling i samme område og tidsrum på 24.400 tons. Heroverfor står landingerne fra konsumfiskeriet på 70.200 tons kuller og 45.200 tons hvilling i samme område og tidsrum[1]. Sperlingfiskeriets bifangster i vægt beløber sig dermed til over 10% af landingerne ved konsumfiskeriet af kuller og til langt over halvdelen for hvillings vedkommende. Hvis man desuden tænker på, at der ved bifangsterne hovedsagelig er tale om ungfisk og forholdet hos de fangede arter dermed yderligere forskubbes, må disse høje bifangsttal give anledning til eftertanke. Ifølge ICES er fiskeridødeligheden hos hvilling høj, og rekrutteringen i senere tid på et lavere niveau end i 80'erne. Også for kullers vedkommende er fiskeridødeligheden høj; i de sidste år har ICES kun kunnet konstatere én stærk rekrutteringsårgang.

4.3. Brislingefiskeriet

4.3.1. Generelle kendetegn:

Brislingefiskeriet udføres som regel med trawl med en minimumsmaskeåbning på 16 mm. I lighed med sperlingfiskeriet havde også brislingefiskeriet nået sit højdepunkt i midten af 70'ere, da de årlige landinger udgjorde over 600.000 tons. Ved udgangen af 80'erne gik de tilbage på gennemsnitsværdier mellem 100.000 og 200.000 tons. I den senere tid har der dog været betydelige problemer på grund af overfiskning. Selv om der i længere tid har eksisteret en profylaktisk TAC for brisling blev den tilladte samlede fangstmængde for nordsøbrisling i de forløbne år overskredet med 100%. Således lå de danskes brislingefangster ifølge ICES' oplysninger i 1995 på ca. 320.000 tons ved en tilladt samlet fangstmængde af nordsøbrislinger for alle medlemsstater på 150.000 tons[2]. Ifølge ICES' Rådgivende Komite for Forvaltning af Fiskeriet (ACFM) har brislingebestanden i Nordsøen for tiden kun en lav biomasse og rekruttering. ACFM foreslog derfor at standse brislingefiskeriet, hvis det ikke lykkedes effektivt at begrænse fangstmængderne og bifangsten af sild (se nedenfor). Rådet fulgte ikke denne henstilling. De danske landinger faldt dog i det følgende år (1996) drastisk til 81.000 tons. For 1998 blev den tilladte samlede fangstmængde for nordsøbrislinger fastsat til 130.000 tons for alle EFmedlemsstater[3].

4.3.2. Brisling som næringsgrundlag for rovfisk, havfugle og havpattedyr:

Brislinger spiller ikke så stor en rolle som sperling eller tobis for de vigtigste konsumfiskearters næringssammensætning. En væsentlig betydning har de ganske vist for makrel og hvilling. Ifølge en skotsk undersøgelse fra 1996 udgør brislingen på årsbasis gennemsnitlig 10% af makrellers og 16% af hvillingers føde.

Også for de fleste havfugle udgør brisling del af et bredt ernæringsmønster. Ifølge ICES' beregninger fra 1993 udgør brislingen dog ikke mere end 5% af havfuglenes ernæring. Et lignende forhold antages for de fleste havpattedyr.

4.3.3. Problemet med bifangsterne:

Problemet med bifangsterne er endnu mere graverende inden for brislingefiskeriet end inden for sperlingfiskeriet. Her består bifangsten i overvejende grad af sild. Unge sild og brisling danner blandede sværme og det er derfor umuligt for industrifiskeri af brisling kun at fange målarten. Selv om det siden september 1977 er forbudt medlemsstaterne at udøve sildefangst til industrielle formål som følge af sammenbruddet af sildebestandene i 70'ere[4], landede på denne måde indtil 1996 over 100.000 sild i fiskemelsfabrikkerne.

Rådet udstedte ganske vist bestemmelser, som skulle mildne bifangstproblemet. Således blev der f.eks. i januar 1992 oprettet en brislingebeskyttelseszone langs den danske vestkyst, hvor det fra juli til oktober er forbudt at fange brisling[5]. Dog er denne zone efter fagfolks opfattelse dårligt konciperet og ikke ret effektiv. Desuden blev bifangstandelen af sild i brislingefiskeriet i Nordsøen begrænset til 10%, hvis der befandt sig mindst endnu en yderligere art i fangsten, endda til 5%.

Disse bifangstandele stod ganske vist kun på papiret. Realiteten så anderledes ud. Hvis man sammenligner de danske landinger af brisling med landinger af sild fra 1990 til 1994, må man komme til den konklusion, at sildebifangsten har oversteget de tilladte 10% betydeligt. Den har dermed i væsentlig grad bidraget til sildedødeligheden i Nordsøen. Ifølge ICES-Arbejdsgruppen om Sild tegnede industrifiskeriet sig efter vægt med 12% af de samlede sildefangster i 1995 i Nordsøen. For 1996 ligger den tilsvarende andel endda på 14,5%. I bestemte fiskeriafsnit som det blandede industrifiskeri af brisling, tobis og sperling i Skagerrak og Kattegat lå sildeandelen delvis endda over 50%. Endnu mere foruroligende er dog en sammenligning af antallet af fangede fisk: Herefter er der i 1995 i Nordsøen landet 6,6 mia sild i nettene som bifangst til industrifiskeriet, mens der i konsumfiskeriet kun blev fanget tre mia. Dette er et forhold på 69% til 31%. De tilsvarende tal for 1996 er lignende (64% til 36%)[6]. Denne diskrepans mellem tonnageandelen og andelen af enkeltfisk skyldes, at ungfisk fanges i meget højt antal, men ikke er af så stor betydning vægtmæssig.

I betragtning af disse tal kan man ikke afvise den bl.a. af Greenpeace etablerede forbindelse mellem industrifiskeriet og sildebestandens dårlige situation. Åbenbart har Rådet og Kommissionen en lignende opfattelse. Efter at videnskabsmænd hos ICES i slutningen af maj 1996 havde slået alarm på grund af dramatisk overfiskning af nordsøsilden, vedtog Rådet på forslag af Kommissionen i juli 1996 ikke kun at halvere TAC for det direkte sildefiskeri i Nordsøen, men også for første gang at indføre en grænse for den samlede sildebifangst i industrifiskeriet. Den tilladte samlede bifangst af sild, som danske og norske industrifiskere måtte have i Nordsøen, blev fastsat til 44.000 tons. Efter opnåelsen af denne bifangstmængde skulle brislingefiskeriet indstilles.

4.4. Virkningerne af en reducering af industrifiskeriet

Et af Kommissionen i 1992 arrangeret videnskabeligt seminar beskæftigede sig med de eventuelle virkninger af en ændret intensitet af industrifiskeriet i Nordsøen. Ved afvendelse af flere former for prognosemodeller og ved at gå ud fra en reducering af industrifiskeriet med 40%, nåede man til det resultat, at biomassen af tobis, sperling og brisling ville stige betydeligt. Hos konsumfiskene ville virkningerne være af forskellig størrelse. Mens landinger af torsk og sej kun ville stige ubetydeligt (23%), kunne landinger af kuller stige med 10%, af hvilling med 20% og af sild endda med over 30%

[7]. Det betyder, at der vil ske betydelige positive ændringer de steder, hvor der på grund af den høje andel af bifangst eller en mere specialiseret bytteadfærd forefindes en stærk vekselvirkning mellem bestemte målarter for industrifiskeri og konsumfiskeri.

5. BEDØMMELSE AF DEN SENESTE UDVIKLING

5.1. Tobisfiskeriet

Rådet har i sin forordning om de samlede tilladte fangstmængder og betingelser for fiskeri for 1998 for første gang overhovedet fastlagt et profylaktisk TAC for tobisfiskeriet og begrænset fangstmulighederne til 1.000.000 tons[8]. Dette er ganske vist et første skridt i den rigtige retning, dog er det langt fra tilstrækkeligt. Da fangsterne i de sidste 10 år med undtagelse af 1989 ligger under det nu fastlagte TAC, kan den aktuelle fangstbegrænsning kun have symbolsk betydning.

Under ingen omstændigheder udgør denne foranstaltning allerede en realisering af en forebyggende fremgangsmåde. Til dette formål er det nødvendigt først at opstille en forvaltningsplan, således som den eksisterer for de fleste andre fiskerier. Den bør indeholde forvaltningsmål med angivelse af tal for fiskedødelighed, gydebestandens biomasse og rekruttering. Tidlige advarselstegn som reducering af bestandenes fysiske fordeling, forandringer i gydebestandens aldersstruktur og - her ganske vigtigt - en tilbagegang i havfugles yngel bør påvises. Og endelig bør adgangen til dette fiskeri kontrolleres.

Sådanne foranstaltninger er desto mere nødvendige, som vi dels endnu ikke ved ret meget om tobisbestandenes størrelse, udvikling og udbredelse, men på den anden side ikke kan udelukke stærke vekselvirkninger mellem tobis, visse konsumfiskearter, havfugle og industrifiskeriet. Store risici foreligger navnlig ved overfiskning af lokale, stationære bestande af tobis i nærheden af rugekolonier og ved fiskeriaktiviteter i nærheden af gydepladser og i ungfisks opvækstområder. Sådanne følsomme områder må defineres og tidsmæssigt eller permanent lukkes for industrifiskeriet.

Ordføreren er desuden af den opfattelse, at bifangstandelen på grund af det høje antal ungfisk bør reduceres der, hvor det er muligt. Dette er tilfældet ved tobisfiskeriet. Forsøg har vist, at man her ved at undgå områder med blandede bestande med kunnen og god vilje kan opnå meget rene fangster. Nedsættelsen af den nuværende tilladte vægtandel på 10% af bifangstarterne til 2-3% er absolut gennemførligt på havet og bør derfor også kræves i loven.

5.2. Brislingefiskeriet

Det industrielle brislingefiskeri har indtil for kort tid siden været præget af for høje fangster af målarten og en væsentlig overskridelse af den tilladte bifangstandel af navnlig sild. Der har på dette punkt åbenbart eksisteret et meget alvorligt problem, hvad angår kontrol med anvendelsen af lovbestemmelserne. I betragtning af den stadig foruroligende situation for sildebestanden i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat er en effektiv begrænsning af sildebifangsten dog af overordentlig stor betydning. Alternativet kan kun være at lukke det industrielle brislingefiskeri.

Med indførelsen af en absolut maksimal grænse for sildebifangsten i industrifiskeriet lader Rådet til at have fundet en egnet måde til at undgå denne konsekvens. For 1998 blev den samlede tilladte fangstmængde reduceret til 17.000 tons for Skagerrak og Kattegat og til 22.000 tons for Nordsøområdet[9]. Det skal ganske vist understreges, at en sådan ordning står og falder med en streng kontrol af landingerne, en kontinuerlig overvågning og registrering af fangstens sammensætning samt en punktlig lukning af fiskeriet, når bifangstmængden er opnået. For at opfylde disse betingelser og imødegå den internationale kritik af det bifangstintensive industrifiskeri indførte det danske fiskeriministerium i 1996 et omfattende system til overvågning af industrifiskeriet.

5.3. Det danske overvågningssystem

Alle skibsførere, som ønsker at lande fisk til industriel forarbejdning i danske havne, skal seks timer forinden melde sig hos de danske fiskerimyndigheder og give oplysninger om fangstområde, fangstmængde og fangstsammensætning. Oplysningerne indgives i et computerprogram, som efter et tilfældigt princip, der ikke kan påvirkes, fastlægger, hos hvem der skal tages en stikprøve. Stikprøven foretages i landingshavnen af fiskeridirektoratets personale. Målet er at gennemføre en stikprøve pr. 1000 tons landet fisk.

Af prøven beregnes fangstens sammensætning ("sampling"), og dette meddeles tilsynsmyndigheden samt én gang om ugen EU-Kommissionen. Dermed får man også registreret alle bifangster af konsumfiskearter. Ved overskridelse af de tilladte bifangstandele kan myndigheden direkte unddrage licensen for op til en måned.

De første erfaringer med det nye overvågningssystem fremstilles fra dansk side meget positivt. De nyeste ICES-tal viser, at det i 1997 er lykkedes at holde bifangsten af sild under 20.000 tons og dermed under 10% af de samlede sildefangster[10]. Men man er sikkert nødt til først at afvente nogle år og evaluere de erfaringer, der så er gjort, inden man kan afgøre, om de seneste foranstaltninger er tilstrækkelige.

5.4. Sperlingfiskeriet

Også inden for sperlingfiskeriet er det grundlæggende problem, som beskrevet oven for, de høje andele af unge konsumfisk i bifangsterne, i dette tilfælde af kuller og hvilling. På lovgivningsområdet har der i den seneste tid ikke ændret sig noget. Nu som før er den tilladte bifangst af beskyttede arter 15% af den samlede vægt af landinger og er dermed ud fra et biologisk synspunkt entydig for høj. En absolut øvre grænse for fangst af kuller og hvilling i industrifiskeriet findes ligeledes ikke. Tværtimod: I årevis er de anslåede bifangstmængder af kuller og hvilling i industrifiskeriet i den årlige TAC- og kvoteforordning fra Rådet udtrykkelig undtaget fra den tilladte samlede fangstmængde af disse fiskearter, selv om industrifiskeriets bifangster af hvilling i Skagerrak og Kattegat endda er noget højere end konsumfiskeriets tilladte fangster.

Det grundlæggende problem er imidlertid, at der i modsætning til sild ikke findes nogen øvre grænser for bifangst af hvilling og kuller; de anførte tal har kun oplysningsværdi. For Rådet og Kommissionen er der åbenbart en forskel, om en hvilling eller kulle lander i nettet af en konsumfisker, der har en fangstbegrænsning, eller i nettet af en industrifisker, som ikke har en sådan. Da dette fiskeribiologisk set naturligvis ikke er holdbart, kan det ikke undre, at ICES i sine forvaltningshenstillinger for sperlingfiskeri oftere - sidst i 1996 og 1997 - har tilrådet at inddrage bifangster af beskyttede arter i beregningerne.

Ordføreren støtter denne opfattelse energisk. Som vi har set, er situationen for bestande af kuller og hvilling alt andet end god. Når så de høje bifangster af beskyttede arter inden for sperlingfiskeriet ikke kan undgås, og sidstnævnte skal opretholdes i det hidtidige omfang, bør i det mindste industrifiskeriets bifangster medregnes, når man tildeler de enkelte medlemsstater fangstkvoter. Dette ville efter vores opfattelse ikke kun være en mere konsekvent opfølgning af de profylaktiske foranstaltninger, men også være et krav om fairness. For hidtil har de medlemsstater, der udøver industrifiskeri, placeret denne på dette område utvivlsomt eksisterende konflikt mellem industri- og konsumfiskeri på fællesskabsniveau i stedet for at løse den inden for deres eget fiskerierhverv. Forslaget kan i øvrigt også nemt gennemføres og kontrolleres. Allerede i dag registrerer de danske kontrollører alle bifangster inden for industrifiskeriet og meddeler dette hver uge Kommissionen i Bruxelles.

6. KONKLUSIONER

Et moderat industrifiskeri også i Nordsøen kan efter ordførerens opfattelse accepteres, hvis det overholder princippet om bæredygtighed, og hvis konsumfiskeri i tilfælde af konflikter prioriteres. Dette betyder, at det er nødt til at blive underlagt et strengt kontrolsystem og strenge fangst- og bifangstgrænser, som hviler på videnskabelige evalueringer. Industrifiskeriet virkninger på alle i og af havet levende arter bør nøje overvåges. Hvor der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger, bør det profylaktiske princip følges. Sidstnævnte gælder navnlig for tobisfiskeriet. Ikke mindst på grund af de meget tætmaskede net og de meget høje fangstmængder kan negative virkninger på lokale områder, navnlig for visse fuglekolonier, ikke udelukkes. Der bør derfor udarbejdes en forvaltningsplan for dette fiskeri, der omfatter påvisning af tidlige advarselstegn og regionale beskyttelsesområder. Endelig bør man overveje at nedsætte den tilladte bifangstmængde.

Problemet med bifangster af værdifulde konsumfiskearter spiller en særlig rolle inden for brislingeog sperlingfiskeriet. Inden for brislingefiskeriet er man tilsyneladende siden 1996 ved at få greb om problemet med de meget høje bifangster gennem indførelsen af en maksimal grænse for den samlede fangst og et omfattende overvågningssystem i Danmark. Man bør ganske vist afvente flere års erfaringer, inden det nye system definitivt bedømmes. Inden for sperlingfiskeriet sker der derimod stadig ikke noget med henblik på effektivt at reducere de høje bifangstmængder. Her er man nødt til under alle omstændigheder at finde en mekanisme, der kan begrænse bifangsterne.

Endeligt skal det bemærkes, at industrifiskeriet på lang sigt ikke kan ses løsrevet fra konsumfiskeriets udvikling. Hvis sidstnævnte, således som det er planlagt i de flerårige udviklingsprogrammer for 1997-2001 (MAP IV), nemlig reducerer deres fangstkapaciteter med op til 30%, vil dette på grund af den vekselvirkning, der består mellem de to fiskerier, resultere i faren for en dobbelt negativ effekt for industrifiskeriets målarter: Dels kan det absolut tænkes, at konsumfiskerne forsøger at undgå den vedtagne kapacitetsforringelse ved at gå over til industrifiskeri, visse fartøjer kan omstilles inden for meget kort tid. For det andet kunne presset på industrifiskeriets målarter - konsumfiskernes byttefisk - yderligere øges med den tilsigtede forøgelse af bestandene af konsumfisk. Den mulighed, at også fiskeridødeligheden for industrifiskeriets målarter fremover bør nedsættes betydeligt, bør ikke lades ude af betragtning.

  • [1] Jf. ICES coop. res. rep nr. 221 - part 1.
  • [2] Sml. Rådets forordning (EF) 3362/94 af 20.12.1994, EFT L 249 af 31.12.1994, s. 1.
  • [3] Sml. Rådets forordning (EF) 45/98 af 19.12.1997, EFT L 12 af 19.1.1998, s. 1.
  • [4] Jf. Rådets forordning (EØF) 2115/77 af 27.9.1997, EFT L 247 af 28.9.1977, s. 2 - For Finland og Sverige eksisterer der med hensyn til østersøsilden en undtagelsesordning.
  • [5] Jf. art. 1, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) 345/92 af 27.1.1992, EFT L 42 af 18.2.1992, s. 15.
  • [6] Sml. ACFM: Herring Assessment Working Group, Reports 1996 og 1997.
  • [7] Jf. Kommissionen: Vurdering af industrifiskeriets biologiske virkninger i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Arbejdsdokument udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene af 10.12.1992 (SEK(92)2406).
  • [8] Jf. Rådets FO (EF) 45/98 af 19.12.97, EFT L 12 af 19.1.1998, s. 1.
  • [9] Sml. Rådets FO (EF) 45/98 af 19.12.97, EFT L 12 af 19.1.1998, s. 1.
  • [10] Sml. ACFM: Herring Assessment Working Group Report 1998.