BETÆNKNING om forvaltningen af regionalpolitikken og strukturfondene
(2001/2066(INI))
10. januar 2002
Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme
Ordfører: Samuli Pohjamo
PROTOKOLSIDE
På mødet den 17. maj 2001 meddelte Parlamentets formand, at Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme havde fået tilladelse til at udarbejde en initiativbetænkning, jf. forretningsordenens artikel 163, om forvaltningen af regionalpolitikken og strukturfondene.
På mødet den 20. marts 2001 havde Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme valgt Samuli Pohjamo til ordfører.
På møder den 21. november og 19. december 2001 behandlede udvalget udkastet til betænkning.
På sidstnævnte møde vedtog det forslaget til beslutning (for: 43; imod: 5; hverken/eller: 0).
Til stede under afstemningen var: Konstantinos Hatzidakis (formand), Helmuth Markov, Emmanouil Mastorakis og Rijk van Dam (næstformænd), Samuli Pohjamo (ordfører), Pedro Aparicio Sánchez (for Carmen Cerdeira Morterero), Sir Robert Atkins, Emmanouil Bakopoulos, Rolf Berend, Theodorus J.J. Bouwman, Philip Charles Bradbourn, Felipe Camisón Asensio, Luigi Cocilovo (for Luigi Cesaro), Garrelt Duin, Giovanni Claudio Fava, Markus Ferber (for Jacqueline Foster), Mathieu J.H. Grosch, Ewa Hedkvist Petersen, Mary Honeyball, Juan de Dios Izquierdo Collado, Georg Jarzembowski, Elisabeth Jeggle (for Giorgio Lisi), Dieter-Lebrecht Koch, Brigitte Langenhagen (for Karla M.H. Peijs), Sérgio Marques, Linda McAvan (for John Hume), Erik Meijer, Francesco Musotto, Camilo Nogueira Román, Juan Ojeda Sanz, Josu Ortuondo Larrea, Wilhelm Ernst Piecyk, Giovanni Pittella (for Carlos Lage), Alonso José Puerta, Marieke Sanders-ten Holte, Gilles Savary, Ingo Schmitt, Elisabeth Schroedter (for Reinhold Messner), Brian Simpson, Renate Sommer, Dirk Sterckx, Ulrich Stockmann, Margie Sudre, Helena Torres Marques (for Mark Francis Watts), Ari Vatanen, Adriaan Vermeer (for Isidoro Sánchez García, jf. forretningsordenens artikel 153, stk. 2), Demetrio Volcic og Brigitte Wenzel-Perillo (for Dana Rosemary Scallon).
Betænkningen indgivet den 10. januar 2002.
Fristen for ændringsforslag til denne betænkning vil fremgå af forslaget til dagsorden for den mødeperiode, hvor den skal behandles.
FORSLAG TIL BESLUTNING
Europa-Parlamentets beslutning om forvaltningen af regionalpolitikken og strukturfondene (2001/2066(INI))
Europa-Parlamentet,
– der navnlig henviser til EF-traktatens artikel 158,
– der henviser til forretningsordenens artikel 163,
– der henviser til betænkning fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme (A5‑0006/2002),
A. der henviser til, at EU's strukturfondsforanstaltninger har til formål at styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og formindske forskellene mellem de forskellige områders udviklingsniveauer samt fremme deres bæredygtige udvikling, navnlig ved at støtte de mindst begunstigede områder, herunder områder i den yderste periferi, øområder og landdistrikter,
B. der henviser til, at nationale økonomiske politikker og EU's forskellige politikområder og deres målsætninger og foranstaltninger bør koordineres, for at de kan støtte hinanden og bidrage til at styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed,
C. der henviser til, at den kommende udvidelse udgør en stor udfordring for samhørighedspolitikken og medfører et pres for en reform af regionalpolitikken,
D. der henviser til, at der i den faktiske gennemførelse af strukturfondene kan konstateres problemer, også i den påbegyndte programmeringsperiode, og at tidspunktet nu er inde til at evaluere situationen på baggrund af erfaringerne med den forrige og den igangværende programmeringsperiode og overveje måder til forbedringer,
E. der minder om, at Agenda 2000-strukturfondsreformen havde som sin centrale målsætning at bidrage til forenkling, hvilket i øvrigt også er opnået for så vidt angår antallet af målprogrammer og EF-initiativer,
F. der henviser til, at gennemførelsen af strukturfondene, selv efter de forbedringer der er opnået som følge af Agenda 2000-strukturfondsreformen, yderligere bør udvikles, og mener, at det også er muligt at gennemføre denne udvikling inden for rammerne af den gældende lovgivning,
1. mener, at der ved den faktiske gennemførelse af strukturfondene bør stræbes efter en effektiv og resultatorienteret anvendelse af bevillingerne, gennemførelse af projekter i overensstemmelse med tidsplanen, projekter af højeste kvalitet og sikring af en hensigtsmæssig kontrol fra Kommissionens og de nationale myndigheders side af den korrekte anvendelse af de finansielle midler;
2. fremhæver betydningen af, at midlerne kanaliseres så direkte og effektivt som muligt gennem de nationale myndigheder til regionerne og lokalsamfundene; mener, at regionerne bør have mulighed for at specialisere sig for derved at kunne udnytte strukturfondene effektivt; mener, at foranstaltningerne skal koncentreres om de regioner og lokalsamfund, der har et stort behov for støtte og særlige problemer, og som er i stand til effektivt at udnytte støtten;
3. beklager, at oplysninger om bedste praksis kun er til rådighed i begrænset omfang, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle sin information herom; minder om, at de regionale og lokale aktører er af den opfattelse, at man, ud over publikationer og Internettet, bør bruge undervisningsaktiviteter og møder som et middel til at udbrede oplysninger om bedste praksis;
Forhandlinger om programmer
4. kritiserer, at det i gennemsnit var nødvendigt at bruge 8-12 måneder på forhandlingerne om programmeringsdokumenterne i stedet for den fastlagte frist på fem måneder; undrer sig over, at alle programmerne endnu ikke er vedtaget, næsten to år efter at programmeringsperioden er indledt, men bemærker også, at det skyldes forsinkelser i nogle medlemsstater;
5. konstaterer, at Kommissionen vedtog de generelle retningslinjer så sent, at programmernes forberedelse i medlemsstaterne og regionerne allerede var meget fremskreden;
6. beklager, at Kommissionen vedtog dokumenterne om retningslinjerne for EF-initiativerne og de innovative foranstaltninger på et meget sent tidspunkt; påpeger, at forsinkelsen medførte, at en del af bevillingerne til innovative foranstaltninger gik tabt;
7. mener, at medlemsstaterne bør handle i overensstemmelse med deres ansvar og tilvejebringe forudsætningerne for, at de frister og bestemmelser, der er vedtaget for forhandlingerne om programmerne, kan overholdes; fremhæver betydningen af, at der indføres en frist for, hvornår Kommissionen skal afgive et svar;
8. opfordrer Kommissionen til at overveje, om det er muligt at holde programmeringsperioderne for målprogrammerne og EF-initiativerne adskilt, så der ikke opstår pauser mellem programmeringsperioder, og for at forhindre at forberedelsesfasen og forhandlingerne finder sted samtidig for alle programmer, sådan som det var tilfældet denne gang på grund af forsinkelserne;
9. mener, at programmeringen af programmernes udarbejdelse kunne harmoniseres og forenkles yderligere; bemærker, at man i nogle medlemsstater har ønsket mere direkte forbindelser og kontakter med Kommissionen; minder om, at man ikke kan få virksomhederne til at deltage i programmerne, hvis procedurerne er langvarige og besværlige;
10. opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje, om programmeringsdokumenters tillægsdel er i overensstemmelse med de oprindelige målsætninger om at indføre fleksibilitet i programmernes gennemførelse og forbedre deres kvalitet;
Forvaltning og gennemførelse
11. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udvikle tilstrækkelige forvaltnings- og kontrolordninger og inddrage evalueringen af programmerne i beslutningstagningen; fremhæver betydningen af, at medlemstater og regionale og lokale myndigheder, navnlig i ansøgerlandene, afsætter tilstrækkelige og kvalitetsfyldte menneskelige ressourcer til at forvalte strukturfondsprogrammer;
12. beklager, at centralforvaltningens politik for kontrol i visse medlemsstater vanskeliggør gennemførelsen af strukturfondsprogrammerne i regionerne; mener, at medlemsstaternes centralforvaltning ikke bør spille en dominerende rolle, men derimod en koordinerende, støttende rolle og at den bør sikre legalitetstilsyn;
13. fremhæver betydningen af, at programmer og projekter ikke må være for opsplittede; mener, at forvaltningen og udgifter til denne såvel som kontrollen og overvågningen bør være fleksible og svare til programmets eller projektets størrelse; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at vurdere, hvilket forvaltnings- og overvågningsniveau vil være hensigtsmæssigt for små projekter;
14. mener, at evaluering bør ophøre med at være en ren slutkontrolmekanisme, som udelukkende vedrører finansieringen, men lige fra begyndelsen integreres i programmering og udarbejdelse af projekter med det formål at bistå med at forenkle forvaltningen, opfølgningen og kontrollen, og at evalueringen navnlig ikke blot bør medtage finansielle indikatorer, men også indikatorer for programmernes og projekternes kvalitet samt for deres sociale samhørighedsmæssige effektivitet;
15. opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge konkrete forslag (f.eks. gennem angivelse af god praksis) med henblik på en fleksibel og strømlinet forvaltning og gøre det lettere at tilpasse sig de hastigt ændrede økonomiske, sociale og miljømæssige betingelser, som påvirker programmers og projekters gennemførelse og kontinuitet; opfordrer i den forbindelse indtrængende Kommissionen til at udarbejde en hensigtsmæssig mekanisme for hurtig reaktion på hændelser som natur- eller miljøkatastrofer, industriel omstilling, migrationsbevægelser osv.;
16. mener, at projektevaluering og kriterier bør udvikles yderligere; konstaterer, at regionerne ved evalueringen af programmernes og projekternes kvalitet også kan gøre brug af de vejledende indikatorer for effektivitet, som anvendes i budgetproceduren; mener, at reglerne for de forskellige fonde bør være mere ensartede, eller at der nås frem til en fælles fond for regionaludvikling i 2007;
17. konstaterer, at medlemsstaterne og regionerne anser partnerskaber for at være nyttige, og at de er blevet gennemført tilfredsstillende, om end på forskellig vis i medlemsstaterne; beklager, at partnerskabet er blevet udmøntet uensartet i de forskellige medlemsstater, idet nogle sektorer (ngo'er, lokale myndigheder osv.) først er blevet hørt i den sidste fase;
18. kræver, at additionalitetsprincippet anvendes, og at dette kontrolleres effektivt; mener, at overvågningen af additionalitetsprincippet bør intensiveres, og at bestemmelserne bør præciseres; kræver, at Kommissionen reviderer og skaber klarhed om reglerne for overholdelse af additionalitetsprincippet; mener, at additionalitetsprincippet også, når det er teknisk muligt, skal overvåges inden for de enkelte programmer og regioner; kræver endelig, at der indføres passende sanktioner, når dette princip ikke overholdes;
19. mener, at selv om resultatreserven beløbsmæssigt er marginal, er den alligevel principielt et vigtigt incitament for regioner, navnlig da den gennemføres internt i et medlemsland; mener, at resultatreserven bør anvendes til de områder, hvor der med yderligere midler kan opnås mest;
20. mener, at de beløb, der kan komme på tale i forbindelse med den automatiske frigørelse af bevillinger, skal genforpligtes til fordel for programmer for de mindst udviklede regioner for at sikre effektiviteten i forbindelse med deres egne foranstaltninger;
21. beklager, at regionerne anser det for vanskeligt at iværksætte medfinansierede, grænseoverskridende og tværnationale samarbejdsprojekter i regionerne; minder om, at grænseoverskridende og tværnationale projekter kan bidrage med en reel merværdi; anmoder om, at begrebet "grænseoverskridende område" defineres, bl.a. under hensyn til den igangværende udvidelsesproces og de planlagte programmer, som målrettet tager sigte på grænseoverskridende regioner og områder;
22. opfordrer indtrængende Kommissionen til at vurdere, om byområdernes og landdistrikternes behov er blevet taget tilstrækkeligt i betragtning i det nye mål 2-program, og om det er lykkedes at koordinere EF-initiativet Urban og Leader og mål 2-programmerne;
Finansiering
23. beklager, at regionerne stadig anser de finansielle bestemmelser for at være indviklede, delvist uklare og med fortolkningsmuligheder; mener, at vejledningerne bør være enkle og klare, og at regionerne bør have tilstrækkelig rådgivning og vejledning, når disse regler anvendes;
24. mener, at finansieringsreglen n+2 er nødvendig, og at den bør overholdes;
25. opfordrer indtrængende de medlemslande, der har de største betalingsefterslæb fra tidligere programmeringsperioder for strukturfondene, til at afvikle dette betalingsefterslæb og undgå forsinkelser i den nuværende programmeringsperiode;
26. mener, at der under strukturfondsperioden bør være en vis fleksibilitet med hensyn til at ændre finansieringen mellem de enkelte aktiviteter, prioriteter, programmer og endog fonde med udtrykkelig godkendelse fra den pågældende medlemsstat og Kommissionen;
Opfølgning og kontrol
27. mener, at man allerede i godkendelsesfasen bør foretage en realistisk vurdering af projekternes betydning og gennemførelsesmuligheder, og af, hvorvidt de opstillede målsætninger og programmernes indhold svarer til regionernes reelle behov, samt om reglerne er tilstrækkeligt fleksible; konstaterer, at kvaliteten af forhåndsvurderingen under den netop påbegyndte programmeringsperiode ifølge Kommissionen varierede betydeligt mellem medlemslandene og regionerne;
28. mener, at overlappende kontrol bør undgås, og at de myndigheder, der har ansvar for finanskontrol, bør koordinere kontrollen; minder om, at for megen kontrol vil hæmme innovationer;
29. mener, at Parlamentet mere effektivt bør overvåge kvaliteten af strukturfondsprogrammerne og deres resultater og yderligere udvikle budgetkontrollen; fremhæver, at Parlamentet bør have klare og gennemsigtige kanaler for indsamling af oplysninger og tilrettelæggelse af opfølgningen; mener, at Kommissionen bør udarbejde periodiske beretninger og ajourføringer om strukturfondenes finansielle resultater og kvalitet for at bistå Europa-Parlamentet i den nøjere overvågning af programmerne;
30. mener, at Parlamentets rolle i forbindelse med kontrol, opfølgning og evaluering af strukturpolitikken for borgerne er en garanti for effektiviteten i Fællesskabets regionalpolitik, og at det derfor er af største betydning, at denne funktion er vigtig og højt prioriteret; foreslår, at der oprettes en uformel arbejdsgruppe, der overvåger gennemførelsen og vurderer resultaterne af strukturfondsprogrammerne og deres budgetmæssige gennemførelse med henblik på at give det kompetente udvalg baggrundsinformation om forvaltningen af EU's regionalpolitik;
31. mener, at årsberetningerne om strukturfondene og Samhørighedsfonden udgives for sent, til at de kan fungere som effektive evalueringsinstrumenter, og at de ikke er tilstrækkelige med henblik på en effektiv overvågning af strukturfondenes gennemførelse;
32. opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte dens arbejde med den strategiske årlige gennemgang af strukturfondsprogrammer og dermed yderligere at udvikle evalueringen af og rapporterne om strukturfondenes gennemførelse; mener, at den nuværende overvågning er alt for koncentreret om budgettets gennemførelse, og at kvalitetskontrol bør spille en mere central rolle;
33. mener, at regionerne og medlemslandene bør stræbe efter selvkontrol i forbindelse med gennemførelsen af programmerne og projekterne og på eget initiativ forbedre forvaltningen af strukturfondene og programmernes og projekternes kvalitet og effektivitet;
34. mener, at programmers og projekters gennemførelse yderligere bør styrkes via value for money-undersøgelser, klart formulerede udfasningsstrategier for afslutning og større anvendelse af foranstaltningen for frigørelse af de projekter, som ikke er iværksat senest to år efter godkendelsen;
35. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
BEGRUNDELSE
Indledning
Den Europæiske Unions økonomiske og sociale samhørighed er en ligeså væsentlig målsætning som det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union. De midler, der er blevet afsat til strukturfonde, er siden 1989 steget enormt, nemlig fra 64 mia. euro i perioden 1989-1993, til 155 mia. euro i perioden 1994-1999 og 195 mia. euro i perioden 2000-2006[1]. Unionen søger ved hjælp af medfinansieringen at støtte de mål, som medlemsstater søger at nå i deres egen politik for regionaludvikling. Som følge af EU's regionalpolitiske foranstaltningers vidtrækkende omfang har medlemsstaterne ansvaret for gennemførelse af strukturfondsprogrammer.
EU's forvaltning af strukturfonde anses ofte i medlemsstater og regioner for særdeles bureaukratisk, og programmernes gennemførelse anses for at være besværlig, langsom og ufleksibel. Når man vurderer, hvorvidt strukturfondenes resultater har været vellykkede, bør man bestræbe sig på at evaluere deres resultater og foretage en kvalitativ analyse. I vurderingen bør man ikke udelukkende nøjes med at måle midlernes anvendelse og den kvantitative fordeling.
Den nuværende fase i programmeringsperioden 2000-2006 er det et godt tidspunkt at vurdere, i hvilket omfang det er lykkedes at udarbejde og gennemføre forordninger og retningslinjer, hvordan programmerne er iværksat, og hvilke praktiske problemer, der f.eks. har været i forbindelse med programmernes gennemførelse og finansiering.
Denne initiativbetænkning har til formål at analysere problemer ved den faktiske gennemførelse af strukturfonde og komme med forslag til, hvordan strukturfondenes gennemførelse kan forbedres. Målet er at undersøge, hvordan strukturfondenes gennemførelse kan udvikles inden for rammerne af de gældende bestemmelser, og hvilke forhold bør tages med i betragtning, når den kommende revision skal forberedes.
For at få baggrundsinformation til denne betænkning sendte ordføreren et spørgeskema med fyrre spørgsmål til nogle regioner i hvert medlemsland. Ordføreren har hidtil modtaget omkring tredive svar fra næsten alle medlemslande. Ordføreren ønsker på det varmeste at takke alle de regioner, der har svaret på spørgeskemaet.
Agenda 2000-strukturfondsreformen
I forbindelse med Agenda 2000-strukturfondsreformen fandt en koncentration af strukturfondene sted ved, at antallet af mål-områder blev reduceret fra syv til tre. Det blev besluttet at anvende princippet om koncentration nøje (regel om 75% støtteberettigelse) og anvende støttebeløbene i overgangsperioden til de regioner, der hørte til mål-områderne i perioden 1994-1999. Man begyndte også at anvende et nyt instrument, en resultatreserve, der medfører, at 4% af bevillingerne i forbindelse med den vejledende nationale fordeling af forpligtelsesbevillinger opføres i resultatreserven for at blive fordelt senere i programmeringsperioden.
Partnerskaber blev udvidet og styrket for at opnå en større merværdi. I partnerskaber overholdes nærhedsprincippet, idet medlemsstaterne stadig er ansvarlige for udvælgelse af partnere. Det blev forsøgt at forenkle programmeringen navnlig ved at knytte store projekter og globaltilskud til andre støtteformer. Programmeringen blev decentraliseret med hensyn til foranstaltninger således, at medlemsstaterne eller forvaltningsmyndigheden i stedet for Kommissionen vedtager programtillægget, efter at overvågningsudvalget har godkendt det.
Man forsøgte at skabe klarhed og forenkle principper for finansielle bestemmelser for at forbedre budgettets gennemførelse, og at der blev skabt en tættere sammenhæng mellem budgettet og programmernes gennemførelse. Man iværksatte princippet "n+2", dvs. at hver foranstaltning skulle være afsluttet senest tre år efter finansieringsbeslutningen.
Hver medlemsstat har generelt ansvaret for støtteforanstaltningers gennemførelse, overvågning og effektivitet, og forvaltningsmyndighedens, overvågningsudvalgets og overvågningsmyndighedens opgaver er nøje fastsat. Evalueringen, selv om den stadig er uafhængig, udgør nu en del af programmeringens forberedelse, gennemførelse, overvågning og revision og er dermed en del af programmeringens forvaltning.
Erfaringer fra begyndelsen af programmeringsperioden
Programmering
Ved opstilling af målsætninger for strukturfondsprogrammer og forhåndsevaluering af programmer bør det undersøges, om de opstillede målsætninger og programmer virkelig svarer til regionernes behov. Programmerne bør være af høj kvalitet og resultatorienterede.
Regionerne bør tilstrækkeligt investere i væsentlige udviklingsområder og tilstrækkeligt inddrage deres egne regionale særlige forhold. For øjeblikket forsøger man i programmerne at medtage næsten alt, der medfører, at projekternes resultater og virkninger nemt glider i baggrunden. Dette kan dog også f.eks. skyldes, at centralforvaltningens sektorvise målsætninger synes at være bestemmende for politikken.
Medlemsstaternes forvaltning er særdeles forskellig. I visse medlemslande har regionalforvaltningen en klar og indflydelsesrig rolle i forbindelse med programmernes gennemførelse. I andre lande står centralforvaltningen i høj grad for gennemførelsen af programmerne. I visse tilfælde har medlemsstaternes centralforvaltninger indført deres egen nationale praksis, der gør det vanskeligere at drage fordel af strukturfondene.
I regionerne anses forvaltningen af strukturfondsprogrammer for delvist at være blevet vanskeligere, og at der er indført øget bureaukrati. Den nye programmeringsperiode er blevet iværksat særdeles langsomt. Der var afsat en frist på fem måneder til forhandlinger om programmer, men det tog i gennemsnit dobbelt så lang tid. Næsten to år efter programmeringsperiodens begyndelse er næsten 15% af mål nr. 2-programmerne stadig ikke vedtaget.
Forhandlingerne om programmerne har virkelig taget lang tid. Det lader til, at regionerne ikke helt har forstået følgerne af, at Kommissionen forelagde retningslinjerne på et sent tidspunkt. Ifølge Kommissionens skøn har kvaliteten af programmeringsdokumenterne mellem medlemslandene og heller ikke altid internt i medlemslandene været den samme, hvilket har medført, at forhandlingerne er blevet trukket i langdrag. Medlemsstaterne har ikke altid rettidigt indsendt deres programmeringsdokumenter og anmodede yderligere oplysninger.
Årsagerne til forsinkelserne i forhandlingerne synes derimod ofte at være Kommissionens langsomme sagsbehandling og lange svartider eller Kommissionens nye krav, der i visse tilfælde ifølge regionerne har været af begrænset betydning. Et målprogram består nu af to dele, dvs. en hoveddel og en tillægsdel. Navnlig behandling af programmers tillægsdele blev forsinket. Kommissionens interne forvaltningsreform har også medført, at Kommissionen er blevet forsinket i sit arbejde.
Der bør ikke være pauser mellem programmeringsperioderne. I fremtiden bør det overvejes, hvorvidt programmeringsperioder for målprogrammer og EF-initiativer bør være adskilte, således at de overlapper hinanden. Kommissionen bør også under forhandlingsprocessen arbejde ud fra klare frister, inden for hvilke den skal afgive et svar.
Oprettelsen af partnerskaber har delvist bidraget til øget administration, men de er også blevet anset for at tilføre en merværdi. Partnerskaber er i nogle regioner blevet anset for at være for besværlige og som et incitament til sektorbaseret tænkning. På den anden side kan partnerskaber bidrage til, at regionernes særlige forhold, alsidighed og styrker kan udnyttes bedre end hidtil i programmeringen og udvælgelsen af projekter.
Projektarbejde
Projektforvaltningen og dens udgifter bør svare til projektets størrelse. Mindre projekter kan sammenlægges "under paraplyen", for at skabe større helheder, der resultatmæssigt har større virkning. På den anden side bør det overvejes, om det er hensigtsmæssigt at finansiere små projekter udelukkende med nationale midler. Jo enklere og direkte foranstaltningerne er, desto bedre kan resultaterne evalueres. Grænseoverskridende projekter er ifølge regionerne unødvendigt besværlige at gennemføre.
Det bør overvejes, hvorvidt det vil være mere hensigtsmæssigt at anvende EU's medfinansiering i den næste programmeringsperiode til større projekter eller grupper af projekter, der har en mere vidtrækkende effekt. På denne måde kan overvågnings-, kontrol- og revisionsforanstaltninger gennemføres mere effektivt. Der er imidlertid stadig behov for små projekter i f.eks. landdistrikter, øområder og tyndtbefolkede områder.
Finansiering
Selv om antallet af mål og programmer er blevet reduceret, eksisterer der stadig adskillige fonde, som bruges til at finansiere regionalpolitiske foranstaltninger. En ordning med flere fonde øger administrationen, og at det er problematisk at koordinere dem.
Projektfinansieringen lider også under det problem, at det er vanskeligt at tilvejebringe national finansiering. Det er vanskeligt at få virksomheder til at deltage i EU-projekter, idet forvaltningen er så bureaukratisk og procedurerne lange. EU's finansiering har også medført, at nationale midler er blevet kanaliseret væk fra regionerne, eller at de er blevet fordelt på en anden måde, hvilket har ført til, at additionalitetsprincippet er blevet tilsidesat. Kontrollen af gennemførelsen af additionalitetsprincippet bør effektiviseres.
Overvågning, kontrol og evaluering
Der er brug for nøjere kontrol med og bedre evaluering af resultater i forbindelse med overvågning af strukturfonde. Ansvaret for kontrol og ressourcer til dette bør overføres til medlemsstaterne, tættere på dem, som er ansvarlige for at gennemføre projekterne, for at eventuelle svagheder i forvaltningssystemer kan konstateres. Man bør vurdere effektiviteten af arbejdsdelingen mellem Kommissionen, medlemsstater og regioner.
Man bør også i forbindelse med kontrol og evaluering af projekters faktiske resultater fremhæve de mislykkede projekter. Det er vigtigt at udbrede oplysninger om god praksis på nationalt og europæisk plan.
For øjeblikket måles projekters positive resultater ofte udelukkende ud fra, hvor stor en andel af de disponible midler i programmeringsperioden der er blevet indgået forpligtelser for. Det er ikke tilstrækkeligt udelukkende at overvåge programmernes gennemførelsesgrad, idet der er brug for bedre resultatmål.
I begyndelsen af programmeringsperioden bør man fastsætte visse kriterier, som bruges til at måle projekternes resultater. Ved udvælgelsen af kriterier bør man tage hensyn til forskellene mellem regionerne. Det bør være muligt at gøre evalueringen mere præcis, selv om det f.eks. er særdeles vanskeligt præcist at opgøre antallet af arbejdspladser.
De kriterier, der anvendes til evalueringen, bør kunne give tilstrækkeligt konkrete oplysninger. De bør desuden være forholdsvis harmoniserede og sammenlignelige. Opmærksomheden bør rettes mod pålideligheden af de indsamlede oplysninger.
Konklusioner
Der er blevet konstateret problemer ved den faktiske gennemførelse af strukturfonde også i den påbegyndte programmeringsperiode. Programmernes forsinkelse og den forskellige fortolkning af bestemmelser har navnlig givet anledning til forundring i regionerne.
Produktivitet, regional merværdi og kvalitet bør være de vigtigste kriterier i forbindelse med gennemførelse af strukturfondsprogrammer. Herudover bør de opstillede målsætninger og programmerne for at nå disse i høj grad svare til regionernes behov.
Europa-Parlamentets Udvalg om Regionalpolitik bør ikke have som sin eneste opgave at foretage den årlige godkendelse af bevillinger. Udvalget bør mere aktivt deltage i evalueringen af strukturfondspolitikken. Udvalget bør prioritere overvågning af regionalpolitikkens gennemførelse også på andre tidspunkter end under budgetproceduren og behandling af samhørighedsrapporter. Målet bør være at skabe klare og gennemsigtige arbejdsmodeller for at få oplysninger og tilrettelægge overvågningen. Kommissionen bør udarbejde den nødvendige baggrundsinformation og rapportering til brug for Parlamentets overvågning.
- [1] Beløb i det første år af programmeringsperioden.