BETÆNKNING om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om udkast til fælles rapport om social integration
(KOM(2001) 565 – C5‑0109/2002 – 2002/2051(COS))
30. april 2002
Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender
Ordfører: Ilda Figueiredo
PROTOKOLSIDE
Med skrivelse af 12. oktober 2001 fremsendte Kommissionen sin meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om udkast til fælles rapport om social integration (KOM(2001) 565 – 2002/2051(COS)).
På mødet den 11. marts 2002 meddelte Parlamentets formand, at denne meddelelse var henvist til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender som korresponderende udvalg og til Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder som rådgivende udvalg (C5‑0109/2002).
På mødet den 23. oktober 2001 havde Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender valgt Ilda Figueiredo til ordfører.
På møder den 3. december 2001 og den 21.-22. januar, 18. februar og 22.-23. april 2002 behandlede udvalget Kommissionens meddelelse og udkastet til betænkning.
På sidstnævnte møde vedtog det forslaget til beslutning (for: 20; imod: 13; hverken/eller: 3).
Til stede under afstemningen var: Theodorus J.J. Bouwman (formand), Marie-Hélène Gillig, Winfried Menrad og Marie-Thérèse Hermange (næstformænd), Ilda Figueiredo (ordfører), Jan Andersson, Elspeth Attwooll, María Antonia Avilés Perea (for Raffaele Lombardo), Regina Bastos, Philip Bushill-Matthews, Alejandro Cercas, Luigi Cocilovo, Jillian Evans, Carlo Fatuzzo, Anne-Karin Glase, Richard Howitt (for Elisa Maria Damião), Stephen Hughes, Anne Elisabet Jensen (for Marco Formentini), Karin Jöns, Sylvia-Yvonne Kaufmann (for Sylviane H. Ainardi, jf. forretningsordenens artikel 153, stk. 2), Dieter-Lebrecht Koch (for Miet Smet), Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Jean Lambert, Elizabeth Lynne, Thomas Mann, Mario Mantovani, Claude Moraes, Manuel Pérez Álvarez, Bartho Pronk, Lennart Sacrédeus, Herman Schmid, Helle Thorning-Schmidt, Ieke van den Burg, Anne E.M. Van Lancker, Barbara Weiler og Sabine Zissener (for Mario Clemente Mastella).
Udtalelserne fra Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder er vedføjet denne betænkning.
Betænkningen indgivet den 30. april 2002.
Fristen for ændringsforslag til denne betænkning vil fremgå af forslaget til dagsorden for den mødeperiode, hvor den skal behandles.
FORSLAG TIL BESLUTNING
Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om udkast til fælles rapport om social integration (KOM(2001) 565 – C5-0109/2002 – 2002/2051(COS))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens meddelelse (KOM(2001) 565 – (C5‑0109/2002[1]),
– der henviser til Rådets og Kommissionens fælles rapport om social integration (15223/2001[2]),
– der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 1,
– der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder (A5‑0158/2002),
- der henviser til det handlingsprogram, der blev vedtaget på FN's fjerde kvindekonference (Beijing, 1995), herunder de såkaldte Beijing plus fem-anbefalinger, der blev vedtaget under FN's Generalforsamlings ekstraordinære samling (New York, juni 2000),
A. der henviser til, at medlemsstaterne på Det Europæiske Råds møder i Lissabon, Nice og Stockholm forpligtede sig til at fremme bæredygtig udvikling og jobkvalitet for at mindske risikoen for fattigdom og social udstødelse og styrke den økonomiske og sociale samhørighed i Den Europæiske Union ved at indføre en ny åben koordinationsmetode med henblik på samarbejde om at fremme virkningerne af social integration på områder som social beskyttelse, beskæftigelse, uddannelse, sundhed, boliger og uddannelse,
B. der henviser til, at der på Det Europæiske Råds møde i Nice blev vedtaget fælles mål for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, som skal virkeliggøres af medlemsstaterne fra juni 2001 som led i de toårige nationale handlingsplaner til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, og til, at den europæiske sociale dagsorden anerkender socialpolitikkens dobbelte rolle som produktiv faktor og nøgleinstrument til at mindske forskellene og fremme integrationen og den sociale samhørighed,
C. der henviser til, at medlemsstaterne desuden har understreget vigtigheden af at integrere ligestilling mellem mænd og kvinder i alle foranstaltninger, der rettes mod disse mål,
D. der henviser til, at Europa-Parlamentet og Rådet i september 2001 indgik en aftale om et fællesskabshandlingsprogram til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne i kampen mod social udstødelse, der allerede er iværksat, og som foreskriver gennemførelse af årlige rundbordsdrøftelser om social udstødelse,
E. der stiller sig positivt til såvel udarbejdelsen af den første fælles rapport om social integration som fastlæggelsen af en række fælles indikatorer, fastholdelsen af nødvendigheden af at styrke de statistiske hjælpemidler og Rådets opfordring til Kommissionen til gradvist at inddrage ansøgerlandene i denne proces,
F. der henviser til, at udtalelserne fra de forskellige parter, navnlig repræsentanter for ngo'er, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, EFS og de nationale parlamenter, har til formål at bidrage til, at konklusionerne får indflydelse på forberedelsen af den anden fase af de nationale integrationsplaner,
G. der henviser til, at fattigdom i ordets mest grundlæggende og direkte betydning, som er ensbetydende med økonomisk fattigdom, i henhold til de nationale handlingsplaner ofte er en følge af andre former for afsavn eller usikkerhed på områder som beskæftigelse, uddannelse, kultur eller adgang til tjenesteydelser eller skyldes forskelsbehandling på grund af køn, alder, fysisk tilstand, nationalitet eller sprog, hvorfor det er nødvendigt at nærme sig fattigdom og social udstødelse fra en multidimensional synsvinkel,
H. der henviser til, at tærsklen for relativ økonomisk fattigdom varierer meget inden for EU,
I. der henviser til, at fattigdommen og den sociale udstødelse er forblevet på et højt niveau selv i de senere år, hvor Den Europæiske Union har haft en gennemsnitlig vækst i BNP på 2,5%, og at 18% af EU's befolkning målt ud fra den definerede fattigdomstærskel (60% af den nationale medianindkomst), under hvilken mennesker risikerer fattigdom, i 1997 levede i husstande med en indkomst, der lå under denne tærskel,
J. der henviser til, at de medlemsstater, som har de mest udviklede velfærdssystemer og høje sociale udgifter pr. indbygger ofte har opnået de bedste resultater med hensyn til at tilgodese grundlæggende behov og holde antallet af personer i risikozonen for fattigdom under EU-gennemsnittet,
K. der henviser til, at det - til trods for den komplekse analyse af sammenhængen mellem de offentlige udgifter og den sociale beskyttelse på den ene side og fattigdomsrisikoen på den anden side - med rette kan hævdes, at 41% af EU's befolkning uden de sociale overførsler, herunder navnlig alderspensionerne, ville befinde sig i fattigdomsrisiko, og at denne andel stadig ville være på 26%, hvis alderspensionerne var indbefattet, men andre sociale overførsler ikke medregnedes som indkomst,
L. der henviser til, at den nuværende og fremtidige demografiske udvikling forudsætter en tilpasning af de sociale sikringsordninger, uden at dette dog må berøre grundprincipperne i disse ordninger, især princippet om social solidaritet,
M. der henviser til, at en højere deltagelsesprocent, især for kvinder og ældre arbejdstagere, er en vigtig faktor, hvis finansieringen af de sociale sikringsordninger skal kunne garanteres i fremtiden, og at et øget antal børnepasnings- og plejeinstitutioner og en mere tidssvarende tilrettelæggelse af arbejdet vil kunne bidrage væsentligt til opfyldelsen af denne målsætning,
N. der henviser til, at de strukturelle forandringer, som er i gang, eller som forventes at ske i Den Europæiske Union, især ændringen på arbejdsmarkedet, dereguleringen, navnlig inden for den offentlige sektor, den meget hurtige udvikling af nye informations- og kommunikationsteknologier og de demografiske ændringer samt den øgede etniske mangfoldighed på grund af migration og øget mobilitet inden for EU kan gøre de svageste befolkningsgrupper sårbare og skabe nye risici for diskrimination, social udstødelse og fornyet opblussen af racisme og fremmedhad, og til, at de strukturelle ændringer ikke blot kan give anledning til risici, men også i nogle tilfælde - hvis der træffes de rigtige foranstaltninger - kan skabe nye muligheder for social integration,
O. der henviser til, at det anerkendes i den fælles rapport, at der er behov for yderligere foranstaltninger med henblik på at integrere spørgsmålet om fattigdom og social udstødelse i andre politiske områder, og ikke kun hvad angår social beskyttelse og socialforsorg,
P. der henviser til, at ligestillingsperspektivet er svagt i de fleste af de nationale handlingsplaner,
Q. der henviser til, at der findes meget sårbare grupper, der er særligt ramt af fattigdom, især de, som har særlige problemer med at deltage i det økonomiske og sociale liv, f.eks. handicappede og ældre, der ikke kan klare sig selv, og at de nationale handlingsplaner identificerer en række risikofaktorer, som bidrager til at understrege problemets multidimensionale karakter, selvom risikoens intensitet varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, og risikofaktorerne i visse tilfælde er en følge af og ikke årsagen til social udstødelse og fattigdom, hvorfor det er vigtigt at bryde den onde cirkel af vedvarende fattigdom eller fattigdom, som går i arv fra generation til generation, og social udstødelse,
R. der henviser til, at de økonomiske og monetære politikker (konkurrence-, landbrugs- og fiskeripolitikken, stabilitetspagtens krav m.m.) sammen med socialpolitikken bør udgøre en sammenhængende trekant, og at enhver politik bør vurderes med henblik på dens virkninger på det sociale område,
S. der henviser til, at handicappede er en gruppe, som har stor risiko for social udstødelse, og til, at der desuden mangler eksakte oplysninger og fælles indikatorer med hensyn til de handicappedes situation i de nationale handlingsplaner,
T. der henviser til, at overrepræsentationen af kvinder blandt de fattige i første omgang skyldes kvinders manglende økonomiske selvstændighed som følge af den ulige fordeling af lønnet beskæftigelse og ulønnet husligt arbejde og omsorgsopgaver mellem kvinder og mænd,
U. der henviser til, at opmærksomheden især samler sig om følgende risici: langvarig afhængighed af lav/utilstrækkelig indkomst, langtidsledighed, beskæftigelse af lav kvalitet og manglende erhvervserfaring, lavt uddannelsesniveau og analfabetisme, opvækst i en sårbar familie, handicap, dårligt helbred, usikre boligforhold og hjemløshed, det at bo i et område med mange problemer samt indvandring, racisme og diskrimination,
V. der henviser til, at den fælles rapport indeholder følgende otte centrale udfordringer:
- -at skabe et rummeligt arbejdsmarked og sikre, at beskæftigelse er en rettighed og mulighed for alle
- -at garantere en passende indkomst og tilstrækkelige ressourcer til at leve en menneskeværdig tilværelse
- -at bekæmpe uddannelsesmæssig forfordeling
- -at fastholde familiesolidariteten og beskytte børnenes rettigheder
- -at sikre alle en god bolig
- -at sikre lige adgang til ydelser af høj kvalitet (sundhed, transport, social sikring, pleje, kultur samt rekreative og juridiske tjenesteydelser)
- -at forbedre formidlingen af ydelserne
- -at revitalisere områder med mange problemer,
W. der henviser til, at et uddannelsessystem skal være gratis og offentligt for at være tilgængeligt for alle uden undtagelse,
1. bekræfter atter, at fremme af et højt niveau for beskæftigelse og social beskyttelse, højnelse af levestandarden og livskvaliteten og økonomisk og social samhørighed bør være en førsteprioritet for Den Europæiske Union og er af afgørende betydning i forbindelse med begrænsning og forebyggelse af fattigdom og social udstødelse; fastslår, at den reelle mulighed for at få beskæftigelse er den sikreste vej til integration og det bedste middel til bekæmpelse af social udstødelse; mener, at medlemsstaterne klart bør forbedre omfordelingen af ressourcerne og mulighederne i samfundet for således at sikre den sociale integration og alles deltagelse og udøvelse af deres grundlæggende rettigheder;
2. understreger, at den fælles udfordring, som de fælles politikker og de forskellige regeringer står overfor, består i at garantere, at hovedmekanismerne for omfordeling af muligheder og ressourcer - arbejdsmarkedet, skattesystemerne, systemerne for social beskyttelse, uddannelse, erhvervsuddannelse, bolig, sundhed og andre tjenesteydelser - gøres tilstrækkelig universelle i forbindelse med de strukturelle forandringer for at imødekomme behovene hos de befolkningsgrupper, der er mest udsatte for fattigdom og social udstødelse, herunder ældre, handicappede, arbejdsløse, indvandrere osv., og især børn i områder og samfundsgrupper, hvor fattigdommen er endemisk på grund af manglen på en multidimensional strategi til bekæmpelse af den, og generelt hos de svageste og mest sårbare grupper, for at give dem mulighed for at udøve deres grundlæggende rettigheder;
3. finder det væsentligt, at det altid garanteres, at foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af social udstødelse har en offentlig mission, når det drejer sig om uddannelses- og kulturområdet, herunder livslang uddannelse, sprogundervisning, anvendelse af nye teknologier og uddannelsesprojekter inden for film, billede og kunst for alle og især for ugunstigt stillede grupper;
4. anmoder medlemsstaterne om at give alle børn frit tilgængelig, gratis og obligatorisk undervisning i mindst tolv år; finder, at uddannelsessystemet ikke kun skal give de unge basiskundskaber, herunder digital viden, men også bør bibringe dem en indgående forståelse af, hvordan samfundet er indrettet, og dermed sætte dem i stand til at blive bevidste aktører i det sociale fremskridts tjeneste;
5. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at styrke og i stor målestok udvide de vellykkede pilotprojekter, der har til formål at bekæmpe analfabetisme, sikre beherskelse af modersmålet og fremme indlæring af andre sprog;
6. anmoder, under henvisning til det store antal arbejdsløse blandt unge, som forlader skolen, Kommissionen om at støtte oprettelsen af skoler, der kan give dem endnu en chance;
7. opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde særlige uddannelsesprogrammer for indvandrere, eftersom et overvældende flertal af disse er funktionelle analfabeter med hensyn til værtslandets hovedsprog;
8. understreger vigtigheden af at modernisere de sociale sikringsordninger, så de bliver i stand til at afhjælpe de traditionelle og nye risici for fattigdom og social udstødelse, og at udarbejde og gennemføre foranstaltninger til fordel for enlige mødre, bl.a. i form af sociale goder, der øger deres indtjeningsmuligheder og fremmer deres reintegration på arbejdsmarkedet;
9. understreger betydningen af de otte centrale udfordringer, der nævnes i den fælles rapport om de nationale handlingsplaner, og slår til lyd for en mere gennemgribende informations-, hørings- og deltagelsesproces i forbindelse med udarbejdelse, opfølgning og evaluering af disse planer på nationalt, regionalt og lokalt plan med inddragelse af ikke bare nationale, men også regionale og lokale institutioner samt ngo'er, arbejdsmarkedets parter og partnere og organer, der repræsenterer personer, der er eller risikerer at blive udstødt; gør især opmærksom på nødvendigheden af også at inddrage medlemsstaternes nationale og regionale parlamenter i udarbejdelsen, overvågningen og evalueringen af de nationale handlingsplaner for social integration;
10. glæder sig over, at Rådet (beskæftigelse og social- og arbejdsmarkedspolitik) den 3. december 2001 vedtog en pakke med 18 indikatorer, som vedrører indkomst, adgang til arbejdsmarkedet, sundhed og uddannelse; opfordrer medlemsstaterne til at gøre en yderligere indsats, så der også kan udarbejdes indikatorer på andre områder som f.eks. boligforhold; anmoder Rådet og Kommissionen om i samarbejde med Europa-Parlamentet at give disse forslag konkret form;
11. mener, at den åbne koordinationsmetode bør indebære større åbenhed med hensyn til at inddrage lokale og regionale myndigheder og arbejdsmarkedets parter og sikre en bred offentlig debat på nationalt plan for at skabe en virkelig udveksling af bedste praksis;
12. opfordrer Kommissionen til i sin sammenfattende rapport til forårstopmødet i 2003 og ved udarbejdelsen af de strukturelle indikatorer at lægge større vægt på den sociale samhørighed; opfordrer Kommissionen og Rådet til som forberedelse til forårstopmødet i 2003 at udarbejde en rapport om fattigdommen i EU og i kandidatlandene;
13. opfordrer Kommissionen og Rådet til sammen med Europa-Parlamentet at forhandle sig frem til en interinstitutionel aftale om den åbne koordinationsmetode, som tager sigte på at inddrage Europa-Parlamentet fuldt ud i den åbne koordinering;
14. fastslår atter nødvendigheden af en integreret og multidimensional strategisk fremgangsmåde, der bygger på de mål, der blev fastsat i Nice, for at sikre en merværdi i forbindelse med bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse med klare prioriteter og specifikke mål, passende politikker og foranstaltninger understøttet af tilsvarende budgetbevillinger og ressourcer;
15. understreger vigtigheden af at gennemføre Fællesskabets handlingsprogram til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne om bekæmpelse af social udstødelse, navnlig den årlige afholdelse af en rundbordsdrøftelse om social udstødelse, og betoner, at det støtter udvikling af udveksling af god praksis og innovative fremgangsmåder samt styrkelse af de statistiske hjælpemidler og sammenslutning af nationale observatorier til netværker;
16. opfordrer medlemsstaterne til uanset deres egen nationale politiske og administrative opbygning at sikre, at politikkerne iværksættes så tæt på de enkelte borgere som muligt, og at der fastlægges en klar ansvarsfordeling mellem de forskellige kompetenceniveauer;
17. understreger, at de politiske foranstaltninger, der kræves for at øge den sociale integration, bør udformes og gennemføres så tæt på de berørte mennesker som muligt;
18. opfordrer medlemsstaterne til at udvikle mekanismer til vurdering af virkningerne af de generelle politikker til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse;
19. slår til lyd for større opmærksomhed omkring de strukturelle forandringer, som er i gang, eller som forventes at ske, herunder ansøgerlandenes tiltrædelse, idet disse er potentielle skabere af nye former for fattigdom på grund af industrielle omstruktureringer og overgangen til sociale systemer, der er karakteristiske for en konkurrencestyret økonomi; mener, at det er nødvendigt snarest at tage fat på disse forandringer og især at fokusere på de langtidsledige, førtidspensionerede og personer, der ikke har mulighed for at blive integreret på arbejdsmarkedet;
20. understreger, at de nationale handlingsplaner bør omfatte en proaktiv strategi, hvor man opnår et helhedssyn ved, at forskellige politikområder sammenkobles og koordineres;
21. mener, at medlemsstaterne bør udvikle integrations-(eller udstødelses-)strategier for at sikre, at informations- og kommunikationsteknologiernes potentiale kan udnyttes fuldt ud til at skabe adgang til højere kvalificeret beskæftigelse og nye tjenester, der skal give bestemte grupper mulighed for at udnytte informations- og kommunikationsteknologiernes økonomiske og sociale fordele;
22. understreger, at strategien for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse i særlig grad bør tage hensyn til kvinder og børns situation og først og fremmest bør fokusere på at fremme en højere levestandard for sårbare grupper, der er mest berørte af fattigdom og mest udsat for social udstødelse, og tage hensyn til deres erfaringer, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for, at udbredelsen af eksempler på god praksis ledsages af relevante oplysninger og evalueringer for at lette dialogen mellem de forskellige aktører i de enkelte lande og konkret forbedre den benyttede praksis;
23. anmoder Kommissionen om at iværksætte en dybtgående undersøgelse af omfanget af den økonomiske uafhængighed eller selvstændighed blandt kvinder i EU, navnlig kvinder med familieansvar, idet der tages højde for de forskellige typer husstande, som kvinder indgår i, og de forskellige faser af deres liv;
24. anmoder Kommissionen om at indarbejde arbejdskraftens kønsbestemte opdeling som en selvstændig nøglefaktor i den analytiske ramme for det politiske program om social integration og at medtage økonomisk selvstændighed navnlig for kvinder med familiemæssigt ansvar som et af hovedmålene;
25. opfordrer medlemsstaterne til ikke kun at integrere kønsperspektivet i deres politikker og programmer og opgøre deres data efter køn, men også at fremme kvinders økonomiske selvstændighed som et prioriteret mål for deres tiltag til social integration, og til at rapportere om de fremskridt, der gøres i denne henseende;
26. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme muligheden for at forene arbejde og familieliv på en sådan måde, at kvinder får mulighed for at oppebære bæredygtige indkomster, der sikrer dem økonomisk selvstændighed og selvstændig social sikring;
27. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til også at støtte foranstaltninger, som vedrører den sociale infrastruktur, f.eks. børnepasning, frivilligt arbejde og offentlig transport i landdistrikter, for at gøre det lettere for kvinder at forene arbejde og familieliv;
28. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at integrere bekæmpelse af vold mod kvinder og beskyttelse af deres reproduktive og seksuelle rettigheder i deres strategier for social integration, da der er tale om vigtige faktorer, som bidrager til kvinders selvstændighed og selvstændiggørelse;
29. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme ligebehandling af arbejdstagere med usikre og atypiske ansættelsesforhold;
30. understreger betydningen af, at ansøgerlandene så hurtigt som muligt inddrages i strategien for social integration, og at de udformer deres egne nationale handlingsplaner med henblik på at øge den sociale integration,
31. opfordrer til, at opmærksomheden især rettes mod den række risikofaktorer, som identificeres i de nationale handlingsplaner, og som bidrager til at understrege den multidimensionale betydning af fattigdom og social udstødelse, som ikke kun er begrænset til spørgsmålet om adgang til arbejdsmarkedet, men også vedrører uddannelse, sundhed og deltagelse i beslutningstagningsorganerne;
32. opfordrer medlemsstaterne til i deres nationale handlingsplaner at anlægge en global strategi, opstille klare prioriteter, klart skelne mellem de nationale, regionale og lokale myndigheders beføjelser samt fastsætte langsigtede kvantitative mål;
33. opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle de indikatorer, der gør det muligt at måle forandringer i dagligdagen for personer fra alle samfundslag og aldersgrupper, der lever i fattigdom, og indikatorer, der kan lægges til grund for dynamiske analyser af de processer, der fører mennesker ud i fattigdom eller forhindrer, at de kommer ud af fattigdommen, og på den måde gøre det muligt ikke blot at iagttage tendenser i den sociale situation i de forskellige EU-lande og efterhånden også i ansøgerlandene, men også at advare om og overvåge tendenser i den sociale situation, for så vidt angår fattigdom og især social udstødelse; opfordrer også indtrængende til, at der udvikles og anvendes kønsspecifikke fattigdomsindikatorer, dvs. at man ikke blot måler husstandsindkomsten, men også er opmærksom på, hvilken indkomst de enkelte medlemmer af hustanden har;
34. opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at evaluere de eventuelle virkninger af de økonomiske og monetære politikker, herunder stabilitetspagten, for de sociale områder (beskæftigelse, fattigdom og social udstødelse, lige rettigheder og muligheder m.m.) for at fastslå, hvorvidt de er forenelige med de sociale mål, der er fastlagt på møderne i Det Europæiske Råd, og bekræfter atter, at der til trods for strukturfondenes betydning for samhørighedspolitikken må tages hensyn til nødvendigheden af større økonomisk og social samhørighed i alle de beslutninger, der træffes i forbindelse med de fælles politikker;
35. opfordrer Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender til inden udgangen af 2002 at forelægge Rådet fælles indikatorer, der viser de forskellige former og dimensioner af social udstødelse, såsom kvaliteten af og adgangen til sundhedsvæsen, uddannelse og bolig samt kønsaspektet;
36. opfordrer Kommissionen til under udarbejdelsen af den fælles rapport om social integration at inddrage en vurdering af effektiviteten og resultaterne af de politikker for bekæmpelse af fattigdom, der allerede findes i medlemsstaterne;
37. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.
BEGRUNDELSE
På Det Europæiske Råds møder i Lissabon (marts 2000), Nice (december 2000) og Stockholm (juni 2001) forpligtede medlemsstaterne sig til at fremme bæredygtig økonomisk vækst og beskæftigelse af høj kvalitet, der vil mindske risikoen for fattigdom og social udstødelse og styrke den økonomiske og sociale samhørighed i Den Europæiske Union mellem 2001 og 2010.
Som grundlag for den nye åbne koordinationsmetode, som tilskynder medlemsstaterne til at samarbejde for at øge den sociale integrations positive indvirkning på en række politikområder, såsom social beskyttelse, beskæftigelse, sundhed samt bolig og uddannelse, har Rådet i Nice fastlagt følgende fælles mål for kampen mod fattigdom og social udstødelse:
- fremme af arbejdsmarkedsdeltagelsen og alle borgeres adgang til ressourcer, rettigheder, goder og tjenesteydelser, der er væsentlige for at kunne leve et menneskeværdigt liv,
- forebyggelse af risikoen for udstødelse,
- en indsats til fordel for de mest følsomme grupper,
- mobilisering af alle berørte aktører.
Rådet er desuden enedes om, at medlemsstaterne fra og med 2001 skal arbejde videre mod disse mål inden for rammerne af toårige nationale handlingsplaner til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, idet man også understregede vigtigheden af at integrere ligestilling mellem mænd og kvinder i alle foranstaltninger, der skal tjene til at nå disse mål.
Ligeledes vedtoges den europæiske social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden, hvori man anerkender social- og arbejdsmarkedspolitikkens dobbelte rolle dels som en produktiv faktor og dels som et nøgleinstrument til at mindske uligheder og fremme social samhørighed, som Parlamentet også går ind for skal realiseres snarest muligt.
I september 2001 nåede man frem til en aftale mellem Europa-Parlamentet og Rådet om Fællesskabets handlingsprogram til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne om bekæmpelse af social udstødelse, som fastlægger, at der hvert år skal afholdes en rundbordsdrøftelse om social udstødelse, som tilrettelægges i nært samarbejde med rådsformandskabet og forberedes under høring af samtlige involverede aktører, herunder blandt andet arbejdsmarkedets parter, repræsentanter for ikke-statslige organisationer med erfaring på området og repræsentanter fra Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.
Ifølge dette fællesskabsprogram skal Kommissionen i sin årlige sammenfattende rapport til forårsmødet i Det Europæiske Råd give en redegørelse, hvorom Parlamentet rettidigt afgiver udtalelse, hvad angår den generelle sammenhæng mellem politikkerne og den sociale samhørighed, herunder de fremskridt, der er gjort som led i dette program.
Endvidere var den afgørelse, der blev truffet på Det Europæiske Råds møde i Laeken, om at afholde et socialt topmøde før hvert forårsmøde i Det Europæiske Råd, fastlægge et sæt fælles indikatorer, fastholde nødvendigheden af at styrke de statistiske hjælpemidler og opfordre Kommissionen til gradvist at inddrage ansøgerlandene i denne proces.
II - Den fælles rapport om social integration
Den fælles rapport om social integration tager, idet den bygger på det forslag, som Kommissionen forelagde i oktober 2001 om analyse af de 15 medlemsstaters nationale handlingsplaner for integration, sigte på at fastlægge god praksis og nyskabende metoder af fælles interesse for bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse.
I rapporten fastslår Kommissionen, at begreberne fattigdom og social udstødelse dækker situationer, hvor mennesker udelukkes fra at deltage fuldt ud i samfundet og det økonomiske og sociale liv, og/eller hvor deres adgang til indkomst og andre ressourcer (personlige, familiemæssige, sociale og kulturelle) er så utilstrækkelig, at de udelukkes fra en levestandard og en livskvalitet, som anses for at være acceptabel i det samfund, som de lever i. I sådanne situationer har mennesker ofte ikke ubegrænset adgang til at udøve deres rettigheder.
De store forskelle mellem medlemsstaternes socialpolitiske systemer har givet anledning til forskellige fremgangsmåder i de nationale handlingsplaner. Det kan konstateres, at den monetære fattigdom - om end i varierende grad - ledsages af andre former for afsavn eller usikkerhed med hensyn til beskæftigelse, bolig, sundhed, uddannelse, kultur og adgang til tjenesteydelser, idet der generelt henvises til en mangesidet definition på fattigdom og social udstødelse.
Ved en samlet analyse af udviklingen i situationen kan det konstateres, at fattigdommen og den sociale udstødelse har ligget på et højt niveau i de senere år, selvom Unionen har haft en gennemsnitlig vækst i BNP på 2,5%. Vurderet ud fra den definerede fattigdomstærskel (60% af den nationale medianindkomst[1]), under hvilken mennesker lever under risiko for fattigdom, levede ca. 18% af EU's befolkning i 1997 i husstande med en indkomst under denne tærskel, og denne andel var stort set den samme i 1995. En yderligere tyngende omstændighed er, at denne tærskel varierer mellem 12.060 euro i Luxembourg og kun 2.870 euro i Portugal. Dette betyder, at fattigdommen omfattede over 60 millioner mennesker, hvoraf halvdelen levede under den ovennævnte tærskel i tre på hinanden følgende år (1995-1997), en situation, der er særlig alvorlig i visse medlemsstater.
Til trods for den komplekse analyse af sammenhængen mellem offentlige udgifter, den sociale beskyttelse og fattigdomsrisikoen, kan det konstateres, at de laveste fattigdomstal er noteret i Danmark (8%), Finland (9%), Luxembourg og Sverige (12%), Østrig og Nederlandene (13%) og Tyskland (14%), som er de lande, der har de højeste udgifter til social beskyttelse pr. indbygger, som også ligger langt over det europæiske gennemsnit, hvorimod de højeste fattigdomstal findes i Portugal (23%), Det Forenede Kongerige og Grækenland (22%), Irland (20%), Spanien og Italien (19%), hvor udgifterne til social beskyttelse pr. indbygger generelt er lavere end gennemsnittet.
Uden de sociale overførsler, navnlig alderspensionerne, ville 41% af EU's befolkning leve i fattigdomsrisiko. Denne procentandel ville være på 26%, hvis alderspensionerne blev taget med i betragtning, og man ikke medregnede indtægter fra andre sociale overførsler.
De strukturelle forandringer, der i øjeblikket foregår i Den Europæiske Union, og de forandringer, som er under forberedelse, skaber nye risici for diskrimination, social udstødelse og opblussen af racisme og fremmedhad. Der er navnlig tale om forandringer på arbejdsmarkedet, risici som følge af de nye liberaliseringer, især på området for offentlige tjenesteydelser; den meget hurtige udvikling af nye informations- og kommunikationsteknologier; de demografiske ændringer, ændringer i familiestrukturen og hvad angår mænds og kvinders rolle samt den øgede etniske, kulturelle og religiøse mangfoldighed, som skyldes de omfattende internationale migrationsstrømme og den øgede mobilitet inden for Den Europæiske Union.
Der er grupper, der er særlig sårbare og særlig udsatte for fattigdom, navnlig de arbejdsløse, mennesker der lever i industriområder, der er ved at miste deres betydning, og i visse landdistrikter, mennesker der lever alene i byerne, herunder især de ældre kvinder, enlige forældre (først og fremmest kvinder), familier med mange medlemmer, indvandrere, flygtninge samt personer der er ofre for alkoholisme og stofmisbrug. Opmærksomheden bør i denne forbindelse især rettes mod børn, personer med et handicap og unge, hvor arbejdsløsheden når op på 16%, dvs. næsten det dobbelte af fællesskabsgennemsnittet.
I de nationale handlingsplaner udpeges en række faktorer, som bidrager til at understrege problemets mangesidede betydning, idet det er gennem en kombination af disse risici, at mennesker - voksne og børn - kommer i situationer, hvor de rammes af fattigdom og social udstødelse, selvom problemets intensitet varierer væsentligt fra medlemsstat til medlemsstat, og det i visse tilfælde ikke alene er årsager men også følger, der gør det vigtigt at bryde den onde cirkel med vedvarende fattigdom og social udstødelse.
Der nævnes især følgende risici: langvarig afhængighed af en lav/utilstrækkelig indkomst, langtidsledighed, beskæftigelse af lav kvalitet og dårlige erhvervskvalifikationer, utilstrækkelig uddannelse, analfabetisme, opvækst i en sårbar familie, mangler, dårligt helbred, dårlige boliger og hjemløshed; det at leve i et område, der er plaget af mange ulemper; indvandring, racisme og diskrimination.
Ved gennemgangen af rapportens indhold og de forskellige forslag indeholdt i de nationale handlingsplaner, de anvendte metoder og fulgte procedurer samt de aktioner, der er mulige at gennemføre effektivt eller som allerede er gennemført på grundlag af de fire mål fastlagt i Nice, bestræbte man sig på at indhente udtalelser fra et stort antal aktører.
Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har således hørt repræsentanter fra ikke-statslige organisationer, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og EFS og afholdt en drøftelse med repræsentanter fra de nationale parlamenter. Der er indhentet udtalelser fra forskellige organisationer, navnlig Feantsa, Den Europæiske Kvindelobby, EAPN[2] (Det Europæiske Netværk mod Fattigdom), Ferpa (den europæiske sammenslutning af pensionister og ældre), Quart Monde og Euronet for at gøre det muligt, at konklusionerne får indflydelse på forberedelsen af den anden serie af planer.
Nogle af de oplysninger, der er indkommet fra visse nationale repræsentanter, er særlig foruroligende. Det drejer sig om forslag, der er under forberedelse i de pågældende lande, og som tager sigte på at mindske det nuværende niveau for social beskyttelse, den utilstrækkelige information fra regeringens side, den manglende dialog og deltagelse af de forskellige institutioner og organisationer, der har berøring med mennesker i en fattigdomssituation eller som trues af fattigdom og social udstødelse samt det spinkle finansielle grundlag for de foranstaltninger, der foreslås af medlemsstaterne som led i de forskellige planer.
Ligeledes understregedes den fælles udfordring, der venter fællesskabspolitikkerne og de forskellige regeringer, idet disse skal sørge for, at de primære mekanismer for omfordeling af muligheder og ressourcer - arbejdsmarkedet, skattesystemet, systemerne for social beskyttelse, uddannelse, bolig, sundhed og andre ydelser - gøres tilstrækkelig vidtfavnende i forbindelse med de strukturelle forandringer til at opfylde behovene hos de mennesker, både mænd, kvinder, unge og børn, som mest risikerer fattigdom og social udstødelse, for at give dem mulighed for at udøve deres grundlæggende rettigheder.
Der er især lagt vægt på at leve op til følgende otte centrale udfordringer, som udpeges i den fælles rapport om de nationale handlingsplaner:
- Skabe et rummeligt arbejdsmarked og sikre, at beskæftigelse er en rettighed og mulighed for alle;
- garantere et indkomstniveau og tilstrækkelige ressourcer og betingelser for en menneskeværdig tilværelse;
- bekæmpe uddannelsesmæssig forfordeling;
- fastholde familiesolidariteten og beskytte børnenes rettigheder;
- sikre alle en menneskeværdig bolig;
- sikre lige adgang til ydelser af høj kvalitet (sundhed, transport, social sikring, pleje, kultur samt rekreative og juridiske tjenesteydelser);
- forbedre formidlingen af ydelserne;
- revitalisere områder med mange problemer.
Nødvendigheden af en integreret og mangesidet strategi på grundlag af de i Nice fastsatte mål er igen blevet fastslået for at sikre, at der vil opstå en merværdi ved bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse, som, uafhængigt af de særlige forhold, der gør sig gældende i de enkelte medlemsstater, vil indebære, at der i forbindelse med udviklingen af de nationale handlingsplaner lægges særlig vægt på klare prioriteter, definition af specifikke mål og udvikling af passende politikker, og at der gennemføres de nødvendige foranstaltninger med et tilstrækkeligt budgetgrundlag.
Endelig er der lagt særlig vægt på gennemførelsen af fællesskabets handlingsprogram til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne om bekæmpelsen af social udstødelse til trods for dets velkendte mangler, navnlig hvad angår afholdelsen af en årlig rundbordsdrøftelse om social udstødelse, programmets støtte til fremme af udveksling af god praksis og innovative strategier samt styrkelse af de statistiske hjælpemidler for således at sikre, at hele den europæiske strategi for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse kontinuerligt følges op.
UDKAST TIL UDTALELSE FRA UDVALGET OM KULTUR, UNGDOM, UDDANNELSE, MEDIER OG SPORT
18.april 2002
til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender
om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om udkast til fælles rapport om social integration
(KOM(2001) 565 – C5‑0109/2002 – 2002/2051(COS))
Rådgivende ordfører: Konstantinos Alyssandrakis
PROCEDURE
På mødet den 12. december 2001 valgte Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport Konstantinos Alyssandrakis til rådgivende ordfører.
På møder den 25. marts og 17. april 2002 behandlede udvalget udkastet til udtalelse.
På sidstnævnte møde vedtog det enstemmigt nedenstående konklusioner.
Til stede under afstemningen var: Michel Rocard (formand), Vasco Graça Moura (næstformand), Mario Mauro (næstformand),Theresa Zabell (næstformand), Konstantinos Alyssandrakis (rådgivende ordfører), Alexandros Alavanos, Ole Andreasen (for Marieke Sanders-ten Holte), Pedro Aparicio Sánchez, Christopher J.P. Beazley, Giuseppe Brienza (for Francis Decourrière), Christine de Veyrac (for Marielle de Sarnez), Geneviève Fraisse, Maria Martens, Pietro-Paolo Mennea, Domenico Mennitti, Juan Ojeda Sanz, Barbara O'Toole, Christa Prets, Giorgio Ruffolo, Gianni Vattimo, Stavros Xarchakos, Sabine Zissener og Myrsini Zorba (for Lissy Gröner).
KORT BEGRUNDELSE
Kommissionens meddelelse er udformet som et politisk dokument om fattigdom og social udstødelse. Der er tale om et udkast til fælles rapport, der indgår i den strategi, som blev udarbejdet på topmøderne i Lissabon, Stockholm og Nice. Rapporten blev vedtaget af Rådet under det belgiske formandskab og tilsigter bl.a. at bidrage til at virkeliggøre det strategiske mål, som EU har sat sig for perioden 2001-2010, nemlig at skabe større social samhørighed. Dette skal ske gennem foranstaltninger på fællesskabsplan og på nationalt, regionalt og lokalt plan på bl.a. beskæftigelses-, bolig-, sundheds, uddannelses- og kulturområdet. I meddelelsen omtales det alarmerende forhold, at skønt Fællesskabets BNI i de senere år er øget med 2,5%, er bestræbelserne på at mindske omfanget af fattigdom og social udstødelse ikke blevet kronet med held, da over 60 millioner mennesker lever under fattigdomstærsklen.
Generelt bør en sådan strategi hverken være forbundet med bureaukrati eller tom snak. Den bør gennemføres på grundlag af :
- ∙en grundig og fyldestgørende analyse af årsagerne til social udstødelse,
- ∙konkrete foranstaltninger, som med tiden vil fjerne årsagerne til udstødelse,
- ∙aktiv deltagelse af de berørte samfundsgrupper og aktører, befolkningen og samfundet som helhed,
- ∙tværfaglige tiltag,
- ∙et innovativt samarbejde mellem de nationale, regionale og lokale myndigheder.
Det er afgørende, at der fastlægges en langsigtet strategi, der på grundlag af fælles kriterier kan få en betydelig og varig virkning. Pilotprojekter og udveksling af erfaringer er nyttige, men utilstrækkelige instrumenter. Den nuværende proces, der har vist sig at være for langsom og uhensigtsmæssig i lyset af den igangværende aktuelle udvikling, må fremskyndes ved at mobilisere folket.
Når det mere specifikt gælder Kulturudvalget, er det klart, at uddannelse er meget vigtig som et middel til (social) integration, men samtidig kan de kulturelle aspekter i bred forstand spille en betydelig rolle til forebyggelse af social udstødelse. Det er af stor betydning, at uddannelse ikke kun giver de unge basiskundskaber, men også bibringer dem en komplet forståelse af, hvordan naturen og samfundet er indrettet, og dermed sætter dem i stand til at blive aktive aktører i det sociale fremskridts tjeneste. Det er også vigtigt at bemærke, at uddannelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at opnå social integration, medmindre der iværksættes ledsageforanstaltninger, som garanterer alle fast fuldtidsbeskæftigelse.
Samtidig er det - selv på kultur- og uddannelsesområdet - afgørende, at der opnås bred enighed om målsætningerne, og at der i den forbindelse tages højde for de berørte personers faktiske behov og ikke kun tages udgangspunkt i faktorer til fremme af den økonomiske konkurrenceevne. På den baggrund bør uddannelses- og kulturinstitutionernes offentlige mission garanteres og udbygges. Specielt er det nødvendigt at indføre et offentligt og gratis uddannelsessystem, der omfatter en obligatorisk almen uddannelse af mindst tolv års varighed for alle børn, og hvori også indgår de videregående uddannelser.
KONKLUSIONER
Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport opfordrer Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende i det beslutningsforslag, det vedtager:
1. der anfører, at bestræbelserne på at bekæmpe social udstødelse bør baseres på en grundig og fyldestgørende analyse af årsagerne hertil,
2. der henviser til, at kampen mod social udstødelse kræver gennemførelse af konkrete foranstaltninger inden for alle de områder, hvor en sådan udstødelse forekommer eller kan forekomme;
3. der opfatter uddannelse, kultur og sport som væsentlige faktorer til social integration;
4. der henviser til, at et uddannelsessystem skal være gratis og offentligt for at være tilgængeligt for alle uden undtagelse,
5. der fremhæver, at der som led i de specifikke foranstaltninger til bekæmpelse og forebyggelse af social udstødelse bør tilskyndes til direkte udveksling af erfaringer, hvilket nemlig kan hjælpe med til at gøre sig tanker om og bedre forstå de strukturelle ændringer i nutidens samfund,
6. finder det væsentligt, at det altid garanteres, at foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af social udstødelse har en offentlig mission på uddannelses- og kulturområdet, herunder livslang uddannelse, sprogundervisning, anvendelse af nye teknologier og uddannelsesprojekter inden for film, billede og kunst for alle og især for ugunstigt stillede grupper;
7. anmoder medlemsstaterne om at give alle børn adgang til en frit tilgængelig, gratis og obligatorisk, almen skoleuddannelse af mindst tolv års varighed; finder, at uddannelsessystemet ikke kun skal give de unge basiskundskaber, herunder digitalviden, men også bør bibringe dem en indgående forståelse af, hvordan samfundet er indrettet, og dermed sætte dem i stand til at blive bevidste aktører i det sociale fremskridts tjeneste;
8. anmoder medlemsstaterne om inden for undervisningen også at tage nødvendigt hensyn til alle sportens aspekter, eftersom den er et effektivt middel til at fremme social integration;
9. finder, at bred deltagelse af folket og de berørte aktører i den generelle strategi til bekæmpelse af social udstødelse bør ledsages af fleksible forvaltningssystemer og effektive instrumenter til demokratisk kontrol, når det gælder selve gennemførelsen af de konkrete foranstaltninger;
10. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at styrke og i stor målestok udvide de vellykkede pilotprojekter, der har til formål at bekæmpe analfabetisme, sikre beherskelse af modersmålet og fremme indlæring af andre sprog;
11. anmoder, under henvisning til det store antal arbejdsløse blandt unge, som forlader skolen, Kommissionen om at støtte oprettelsen af skoler, der kan give dem endnu en chance;
12. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde særlige uddannelsesprogrammer for indvandrere, eftersom et overvældende flertal af disse er funktionelle analfabeter med hensyn til værtslandets hovedsprog.
UDTALELSE FRA UDVALGET OM KVINDERS RETTIGHEDER OG LIGE MULIGHEDER
11.marts 2002
til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender
om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om udkast til fælles rapport om social integration
(KOM(2001) 565 – C5-0109/2002 – 2002/2051(COS))
Rådgivende ordfører: Joke Swiebel
PROCEDURE
På mødet den 22. januar 2002 valgte Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder Joke Swiebel til rådgivende ordfører.
På møder den 25. og 26. februar 2002 behandlede det udkastet til udtalelse.
På sidstnævnte møde vedtog det enstemmigt nedenstående konklusioner.
Til stede under afstemningen var: Anna Karamanou (formand), Jillian Evans ,(næstformand), Joke Swiebel, (rådgivende ordfører), María Antonia Avilés Perea, Regina Bastos, Lone Dybkjær, Fiorella Ghilardotti, Lissy Gröner, Heidi Anneli Hautala, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Maria Martens, Amalia Sartori, Miet Smet, Patsy Sörensen, Helena Torres Marques, Feleknas Uca og Ilda Figueiredo.
KORT BEGRUNDELSE
Kommissionen skal roses for dette første omfattende dokument om politikkerne i forhold til fattigdom og social udstødelse. Den lægger med rette vægt på det vigtige ved at deltage på arbejdsmarkedet som hovedstrategien i bekæmpelsen af fattigdom og udstødelse.
Denne politiske indgangsvinkel er særlig relevant for kvinder, idet der gennemsnitligt set er en tilbøjelighed til, at kvinder er underrepræsenteret og genstand for diskrimination på arbejdsmarkedet. Rapporten understreger også socialpolitikkens dobbelte rolle: Den fremmer ikke alene social samhørighed, men har også et produktivt aspekt. En forbedring af dårligt stillede gruppers produktivitet og indtjeningsevne fremmer disses økonomiske uafhængighed. Dette har en gunstig indvirkning på statslige budgetter og fremmer velstand og økonomisk vækst.
Kommissionen har gjort et prisværdigt forsøg på at integrere kønsperspektivet i denne rapport. Man kunne imidlertid spørge, om dette forsøg virkelig er tænkt igennem og afspejler den samlede indsigt og viden, der findes inden for dette område.
I tråd med den europæiske beskæftigelsesstrategi omfatter de målsætninger, der er nævnt i denne rapport, beskæftigelse for alle mænd og kvinder og fremme af mulighederne for at forene arbejde og familieliv (engelsk udgave, s. 26). Rapporten undlader dog at omtale, at den ulige fordeling af lønnet beskæftigelse og ulønnet husligt arbejde og omsorgsopgaver mellem kvinder og mænd er den nøglefaktor, der skaber den overrepræsentation af kvinder, som findes blandt mennesker i fattigdom. Kvinders fattigdom er direkte knyttet til deres manglende økonomiske muligheder og uafhængighed. Økonomisk selvstændighed for kvinder bør fremmes gennem lønnet beskæftigelse, der giver en bæredygtig indkomst for dem selv og de personer, som de forsørger. Øget handlekraft for kvinder er derfor en kritisk faktor i bekæmpelsen af fattigdom.
Dette er ikke en teoretisk spidsfindighed, som fremsættes alene for diskussionens skyld. Den indgangsvinkel, der citeres her[1], har følgende logiske konsekvenser.
For det første bør fordelingen af roller og opgaver efter køn i samfundet medtages i listen over de hovedmekanismer, som fordeler muligheder og ressourcer. Der er behov for en kønsrolleanalyse af fordelingseffekten af arbejdsmarkedet, skattesystemet, social sikring, uddannelse, boligforhold mv. på fattigdom, men først og fremmest må “kønssystemet”[2] selv (som enten støttes eller anfægtes af staten) betragtes som den mest afgørende faktor, der bevirker fattigdom blandt kvinder.
For det andet er de fattigdomsindikatorer, der anvendes i denne forbindelse – hvis de betragtes ud fra et kønsrolleperspektiv – irrelevante eller usande. Den ”relative fattigdomskvotient”, defineret som det antal enkeltpersoner, der lever i husstande, hvor indkomsten er under 60% af den nationale udlignede medianindkomst, er blind over for fordelingen af ressourcer og magt inden for familien. Som en logisk følge af denne fejlagtige indgangsvinkel synes den samlede kønsskævhed lille.[3] Al politisk opmærksomhed rettes derfor mod de kønsskævheder i forbindelse med fattigdom, der bliver synlige ved denne indgangsvinkel, dvs. den relative fattigdomskvotient for ældre kvinder, der bor alene, og for enlige mødre. Foranstaltninger rettet mod disse grupper er måske socialt begrundet, men er ikke intet mere end udtryk for, at det er for sent at skyde brønden til, når barnet er druknet. Den virkelige årsag til den relativt høje fattigdom blandt enlige mødre og ældre kvinder er deres manglende økonomiske muligheder og afhængighed i tidligere perioder af deres liv, især under ægteskab.
For det tredje for så vidt angår bekæmpelsen af fattigdom blandt kvinder, udgør strategien om fremme af kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse og forening af arbejde og familieliv kun den ene halvdel af løsningen. Kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse bør give dem bæredygtige indkomster, som underbygger deres uafhængighed og handlekraft. Politiske pakker, der fremhæver deltidsarbejde og orlovsordninger i for høj grad, kan være skadelige for opretholdelsen af kvinders indtjeningsevne livet igennem. “Forening af arbejde og familie” bør have den betydning, at såvel mænd som kvinder hver især kunne kombinere deres respektive lønnet beskæftigelse og husligt arbejde og omsorgsopgaver. Dette ville forhindre den ene partner i at blive et uundværligt ”værktøj” for den andens karriere med alle de velkendte følger for sidstnævntes økonomiske uafhængighed.
KONKLUSIONER
Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder opfordrer Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende i det beslutningsforslag, det vedtager:
A. der henviser til det handlingsprogram, der blev vedtaget på FN's fjerde kvindekonference (Beijing, 1995), herunder de såkaldte Beijing plus Fem-anbefalinger, der blev vedtaget på FN's Generalforsamlings ekstraordinære samling (New York, juni 2000),
B. der henviser til, at overrepræsentation af kvinder blandt de fattige i første omgang skyldes kvinders manglende økonomiske selvstændighed som følge af den ulige fordeling af lønnet beskæftigelse og ulønnet husligt arbejde og omsorgsopgaver mellem kvinder og mænd,
1. anmoder Kommissionen om at iværksætte en dybgående undersøgelse af omfanget af den økonomiske uafhængighed eller selvstændighed blandt kvinder, navnlig kvinder med familieopgaver, i Den Europæiske Union, idet der tages højde for de forskellige typer husstande, som kvinder indgår i, og de forskellige faser af deres liv;
2. anmoder Kommissionen om at indarbejde arbejdskraftens kønsbestemte opdeling som en selvstændig nøglefaktor i dens analytiske ramme for det politiske program om social integration og at medtage økonomisk selvstændighed navnlig for kvinder med familiemæssigt ansvar som et af dets hovedmål;
3. opfordrer medlemsstaterne til ikke kun at integrere kønsperspektivet i deres politikker og programmer og opgøre deres data efter køn, men også at fremme kvinders økonomiske selvstændighed som et prioriteret mål for deres tiltag til social integration, og til at rapportere om de fremskridt, der gøres i denne henseende;
4. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle og anvende kønsrelevante indikatorer for fattigdom, dvs. ikke kun måle husstandsindkomster, men også være behørigt opmærksomme på de individuelle indkomster for de forskellige medlemmer af en husstand;
5. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme muligheden for at forene arbejde og familieliv på en sådan måde, at kvinder får mulighed for at oppebære bæredygtige indkomster, der sikrer dem økonomisk selvstændighed og selvstændig social sikring;
6. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til også at arbejde for foranstaltninger, som vedrører den sociale infrastruktur, f.eks. børnepasning, frivilligt arbejde og offentlig transport i landdistrikter for at gøre det lettere for kvinder at forene arbejde og familieliv;
7. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at integrere bekæmpelse af vold mod kvinder og beskyttelse af deres reproduktive og seksuelle rettigheder i deres tiltag til social integration, idet det drejer sig om vigtige faktorer, som bidrager til kvinders selvstændighed og selvstændiggørelse;
8. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme ligebehandling af arbejdstagere med usikre og atypiske ansættelsesforhold;
9. opfordrer medlemsstaterne til at fremme pensionssystemer, der er baseret på individuelle rettigheder, og til at udvikle og gennemføre foranstaltninger, bl.a. i form af sociale ydelser, for enlige mødre, der kan forøge deres indtjeningsevne og deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
- [1] Baseret på Beijing-handlingsprogrammet (1995), Beijing plus Fem-redegørelsen (2000), Verdensbankens rapporter ”Engendering Development” (2000) osv.
- [2] De ulige andele af mænd og kvinder inden for lønnet og ulønnet arbejde og de ideologier og opfattelser, som den ulighed er baseret på.
- [3] Kommissionen synes at erkende, at der er en faldgrube her (se fodnote 3 på side 12, (engelsk udgave)), men drager ikke den logiske konklusion. Den rådgivende ordfører anbefaler, at der ses nærmere på det kønsrelaterede udviklingsindeks (Gender-related Development Index (GDI)), der er udviklet af UNDP. Se Human Development Report (New York, 1995).