BETÆNKNING om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Den Arabiske Maghreb-Union: iværksættelse af et privilegeret partnerskab
(2001/2027(INI))
24. maj 2002
Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik
Ordførere: Philippe Morillon
og Daniel Marc Cohn-Bendit
PROTOKOLSIDE
På mødet den 15. marts 2001 meddelte Parlamentets formand, at Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik havde fået tilladelse til at udarbejde en initiativbetænkning, jf. forretningsordenens artikel 163, om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Den Arabiske Maghreb-Union: iværksættelse af et privilegeret partnerskab.
På mødet den 20. marts 2001 valgte Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik Philippe Morillon og Daniel Marc Cohn-Bendit til ordførere.
På mødet den 23. januar 2002 vedtog udvalget at lade følgende forslag til beslutning indgå i betænkningen:
- B5-0418/2001 af Jorge Salvador Hernández Mollar om udviklingsprogrammet mellem Marokko og Den Europæiske Union, der den 28. november 2001 henvistes til Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik som korresponderende udvalg.
På møder den 20. februar og 21.-22. maj 2002 behandlede udvalget udkastet til betænkning.
På sidstnævnte møde vedtog det forslaget til beslutning (for: 53; imod: 0; hverken/eller: 9).
Til stede under afstemningen var: Elmar Brok (formand), Baroness Nicholson of Winterbourne, Geoffrey Van Orden og Christos Zacharakis (næstformænd), Philippe Morillon og Daniel Marc Cohn-Bendit (ordførere), Alexandros Baltas, Bastiaan Belder, Gunilla Carlsson, Carlos Carnero González (for Véronique De Keyser), Michael Cashman (for Glyn Ford), Gérard Caudron (for Klaus Hänsch), Paul Coûteaux, Rosa M. Díez González, Andrew Nicholas Duff (for Ole Andreasen), Olivier Dupuis (for Emma Bonino), Pernille Frahm (for André Brie), Michael Gahler, Gerardo Galeote Quecedo, Jas Gawronski, Vitaliano Gemelli (for John Walls Cushnahan), Alfred Gomolka, Vasco Graça Moura (for Alain Lamassoure), Jorge Salvador Hernández Mollar (for Franco Marini), Ulpu Iivari (for Magdalene Hoff), Giorgos Katiforis (for Emilio Menéndez del Valle), Efstratios Korakas, Joost Lagendijk, Catherine Lalumière, Armin Laschet, Cecilia Malmström, Pedro Marset Campos, Miguel Angel Martínez Martínez (for Sami Naïr), Linda McAvan, Pasqualina Napoletano, Raimon Obiols i Germà, Arie M. Oostlander, Reino Paasilinna (for Jannis Sakellariou), Doris Pack (for Hugues Martin), Hans-Gert Poettering (for José Pacheco Pereira), Jacques F. Poos, Luís Queiró, Jacques Santer, Amalia Sartori, Jürgen Schröder, Elisabeth Schroedter, Ioannis Souladakis, Ursula Stenzel, David Sumberg, Ilkka Suominen, Charles Tannock, Maj Britt Theorin (for Mário Soares), Gary Titley (for Hannes Swoboda), Antonios Trakatellis (for José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra), Bob van den Bos, Johan Van Hecke, Paavo Väyrynen, Luigi Vinci, Demetrio Volcic, Karl von Wogau, Jan Marinus Wiersma og Matti Wuori.
Betænkningen indgivet den 24. maj 2002.
Fristen for ændringsforslag til denne betænkning vil fremgå af forslaget til dagsorden for den mødeperiode, hvor den skal behandles.
FORSLAG TIL BESLUTNING
Europa-Parlamentets beslutning om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Den Arabiske Maghreb-Union: iværksættelse af et privilegeret partnerskab (2001/2027(INI))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til, at de fem arabiske Maghreb-lande den 17. februar 1989 i Marrakech undertegnede en traktat om oprettelse af Den Arabiske Maghreb-Union,
– der henviser til den erklæring og det arbejdsprogram, der blev vedtaget på Barcelona-konferencen den 28. november 1995,
– der henviser til sin henstilling af 11. marts 1999 til Rådet om EU's Middelhavspolitik[1],
– der henviser til Den Europæiske Unions fælles strategi for Middelhavsområdet, der blev fastlagt af Det Europæiske Råd på mødet i Feira den 19. juni 2000[2],
– der henviser til den fjerde Euro-Middelhavskonference, der fandt sted den 15. og 16. november 2000 i Marseille, og til Det Interparlamentariske Euro-Middelhavsforum den 8. og 9. februar 2001,
– der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Nice den 14. december 2000,
– der henviser til konklusionerne fra Euro-Middelhavsforummet i Agadir den 25-26. oktober 2001 og fra det ekstraordinære møde i Det Interparlamentariske Euro-Middelhavsforum den 8. november 2001 i Bruxelles,
– der henviser til konklusionerne fra Euro-Middelhavskonferencen for udenrigsministrene (Barcelona V) i Valencia den 22.-23. april 2002,
– der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds ekstraordinære møde den 21. september 2001 i Bruxelles og til Europa-Parlamentets beslutning af 4. oktober 2001 om attentatet på World Trade Center og Pentagon den 11. september[3],
– der henviser til sin beslutning af 16. marts 2000 om Vestsahara[4],
– der henviser til Agadir-erklæringen af 8. maj 2001 undertegnet af Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan,
– der henviser til beretning af 10 januar 2002 fra De Forenede Nationers generalsekretær om situationen i Vestsahara og til resolution af 29. juni 2001 fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd om udkast til rammeaftale om Vestsahara,
– der henviser til, at den politiske dialog i AMU er blevet genetableret, hvilket de forskellige møder i 2001 vidner om,
– der henviser til, at udenrigsministrene fra Barcelona-erklæringens 27 signatarstater den 15.-16. april 1999 i Stuttgart besluttede at give Den Store Folkesocialistiske Libyske Arabiske Jamahiriya status af partner i Barcelona-processen,
– der henviser til, at Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet og Kongeriget Marokko har undertegnet Barcelona-erklæringen,
– der henviser til, at Den Islamiske Republik Mauretanien har undertegnet Cotonou-aftalen, der regulerer forbindelserne mellem Den Europæiske Union og AVS-landene,
– der henviser til trojkaens besøg i Algeriet, Marokko og Tunesien den 11.-15. januar 2001,
– der henviser til Euro-Middelhavsassocieringsaftalerne mellem EU og Marokko og EU og Tunesien,
– der henviser til, at associeringsaftalen mellem EU og Algeriet blev undertegnet den 22. april 2002 under Euro-Middelhavskonferencen for udenrigsministrene i Valencia,
– der henviser til sin beslutning af 18. januar 2001 om situationen i Algeriet[5],
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Maghreb-landene,
– der henviser til de handlingsplanerne vedrørende indvandring, som blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i Tampere den 16. oktober 1999,
– der henviser til forslag til beslutning af Jorge Salvador Hernández Mollar om udviklingsprogrammet mellem Marokko og Den Europæiske Union (B5-0418/2001),
– der henviser til forretningsordenens artikel 163,
– der henviser til betænkning fra Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik (A5‑0175/2002),
A. der fremhæver følgende grundsætning: ingen union uden regional stabilitet, ingen stabilitet uden fred og ingen fred uden respekt for menneskerettigheder, demokrati og retsstat,
B. der minder om, at overholdelse af klausulen om "menneskerettigheder, demokrati og retsstat" er et væsentligt element i de associerings- og partnerskabsaftaler, der indgås mellem Det Europæiske Fællesskab og tredjelande,
C. der gør opmærksom på, at en økonomisk og politisk integration ville indebære en række fordele for Maghreb-landenes demokratiske udvikling og deres partnerskab med Den Europæiske Union,
D. der henviser til, at det må være et af de prioriterede mål for partnerskabet at forbedre Maghreb-landenes økonomiske og sociale situation,
E. der anfører, at Den Europæiske Union må bestræbe sig på, og at det også er i dens interesse, at oprette et privilegeret partnerskab med det forenede Maghreb,
F. der er af den opfattelse, at en forudsætning for et sådant privilegeret partnerskab er, at de eksisterende samarbejdsinstrumenter forbedres - når dette er påkrævet - og at der iværksættes initiativer, der i påkommende tilfælde kan føre til en ny form for økonomiske og politiske forbindelser mellem Den Europæiske Union og Maghreb,
G. der understreger, at det forhold, at der endnu ikke er opnået enighed i spørgsmålet om Vestsahara, udgør en hindring for oprettelsen af Den Arabiske Maghreb-Union og for udviklingen af regional integration,
H. der henviser til konklusionerne i den seneste beretning af 19. februar 2002 fra De Forenede Nationers generalsekretær efter dennes personlige udsending, James Bakers mægling og til den fastlåste situation, som spørgsmålet om Vestsahara nu har befundet sig i i 27 år,
I. der fremhæver, at Mauretanien ønsker at støtte enhver løsning, der genskaber freden, og som parterne kan tilslutte sig,
J. der henviser til Den Europæiske Unions prioritering af en udvidet dialog mellem de forskellige kulturer, religioner og civilisationer og til den vigtige rolle, som dialogen med tredjelande, der bekender sig til en form for islam, der er tolerant og åben over for sekularisering, og til demokratiet og retsstaten, kan spille,
K. der er overbevist om, at mennesket har sine rødder dér, hvor det er født, og i den kultur, hvori det er opvokset,
L. der beklager, at forhandlingerne om fiskeriaftalen mellem EF og Marokko endnu ikke har ført til noget resultat,
M. der minder om, at Spanien, der har EU-rådsformandskabet i første halvår af 2002, har besluttet at give Den Europæiske Unions Middelhavspolitik en ny fremdrift gennem konferencen i Valencia den 22.-23. april 2002,
1. mener, at en styrkelse af forbindelserne mellem de forskellige Maghreb-lande udgør et afgørende element i bestræbelserne på at udvikle Euro-Middelhavspartnerskabet som helhed; bifalder i den forbindelse AMU-statschefernes afgørelse om at mødes den 21.-22. juni 2002 i Alger;
2. glæder sig over mødet den 19. januar i år mellem AMU's udenrigsministre, som var det første i 8 år, og som afsluttedes med et løfte om, at der ville blive afholdt et topmøde mellem statscheferne i løbet af indeværende halvår;
3. er af den opfattelse, at det i overensstemmelse med ånden i Barcelona-erklæringen er Den Europæiske Unions pligt gennem dialog og mægling og i samarbejde med De Forenede Nationer og i overensstemmelse med denne institutions resolutioner at hjælpe med til at løse konflikter, der kan berøre EU's Maghreb-partnere - såsom den for denne betænkning relevante konflikt i Vestsahara;
4. foreslår derfor, at der - ved som eksempel at benytte den seneste ændring af forretningsordenen for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og den "regionale" omstrukturering af Den Fælles Tjeneste for Eksterne Forbindelser ved oprettelsen af Generaldirektoratet "EuropeAid" - skabes strukturer for dialog og refleksioner på regionalt plan i Det Interparlamentariske Euro-Middelhavsforum; foreslår endvidere, at disse strukturer får form af faste arbejdsgrupper med den hovedopgave at få direkte drøftelser i stand mellem parlamentarikere, der repræsenterer alle konfliktparter; foreslår derudover, at en af disse grupper navnlig skal beskæftige sig med spørgsmålet om Vestsahara og en anden med indvandringsspørgsmål;
5. gentager sit krav til EU-medlemsstaterne og partnerlandene om at overholde indgåede aftaler, navnlig klausulen om "menneskerettigheder, demokrati og retsstat" i Euro-Middelhavsassocieringsaftalerne; anmoder Maghreb-staterne om at sikre politisk pluralisme og med henblik herpå ikke at skabe hindringer for de politiske partiers udvikling;
6. insisterer på, at de gældende aftaler skal evalueres regelmæssigt, dvs. én gang om året, af Associeringsrådet, og anmoder om, at Europa-Parlamentet og Maghreb-landenes parlamenter deltager fuldt ud i denne evaluering; understreger, at det er nødvendigt at styrke den politiske dialog med parlamenterne i de Maghreb-lande, der har undertegnet disse aftaler, og foreslår, at der oprettes blandede parlamentariske udvalg med disse lande, der kunne fungere i direkte forbindelse med Det Parlamentariske Euro-Middelhavsforum;
7. insisterer på, at det er nødvendigt at iværksætte de nødvendige midler for at øge samarbejdet på området bekæmpelse af terrorisme inden for rammerne af de indgåede aftaler og den politiske dialog mellem parterne;
8. minder om, hvor vigtigt det er at fremme og beskytte foreningsfriheden i processen for indførelse og konsolidering af retsstatsforhold, og kræver en pålidelig garanti for dette princip; opfordrer Kommissionen til at handle uafhængigt i forbindelse med tildelingen af demokrati- og menneskerettighedsprogrammer;
9. finder det glædeligt, at samtlige Maghreb-lande har fordømt terrorangrebene den 11. september i New York og Washington; støtter kampen mod terrorisme, men mener, at bekæmpelsen af terrorisme under ingen omstændigheder kan retfærdiggøre handlinger, der krænker retsstaten, de grundlæggende frihedsrettigheder, menneskerettighederne eller folkeretten;
10. anmoder om, at Den Europæiske Union og medlemsstaterne under den bebudede konference i Valencia revurderer deres indvandringspolitik over for Maghreb-landene, da en åbning af markederne som led i Euro-Middelhavspartnerskabet må følges op af mere åbne grænser for borgerne, idet man samtidig sikrer lovmæssighed og den nødvendige ligevægt mellem beskyttelsen af flygtninge og deres håb om et bedre liv på den ene side og EU’s og dens medlemsstaters modtagelseskapacitet på den anden side samt intensiverer bekæmpelse af ulovlig menneskehandel;
11. foreslår i den forbindelse på ny ansvarsdeling i forbindelse med forvaltningen af indvandrerstrømmene på grundlag af princippet om mobilisering af indvandring med henblik på jobskabelse og udvikling i oprindelseslandet og gennemførelse af en klart fastlagt integrationspolitik baseret på lige rettigheder i modtagelseslandet for indvandrere med lovlig bopæl dér; foreslår i dette øjemed indførelse af bestemmelser om lettere adgang til visum for personer som f.eks. forretningsfolk, akademikere, forskere, studerende, repræsentanter for civilsamfundet og fagforeningsfolk, der deltager i aktiviteter, som har til formål at fremme Euro-Middelhavssamarbejdet; opfordrer alle de kompetente instanser i Den Europæiske Union, medlemsstaterne og partnerlandene til at udnytte associerings- og samarbejdsaftalerne til at koordinere gennemførelsen af denne politik, navnlig med henblik på effektiv bekæmpelse af ulovlig menneskehandel;
12. tager præsident Khadafis udtalelser til efterretning og forventer, at de i nær fremtid konkretiseres ved indførelse af en retsstat, demokrati og respekt for menneskerettighederne i Libyen;
13. ønsker, at de forskellige muligheder, som er anført i den sidste beretning fra De Forenede Nationers generalsekretær vedrørende en løsning af konflikten i Vestsahara, samt eventuelle andre forslag bliver genstand for direkte forhandlinger mellem de berørte parter;
14. ønsker, at udbygningen af samarbejdet mellem landene i Den Arabiske Maghreb-Union fremmer skabelsen af et fredeligt klima i regionen i alle de berørte folks interesse, navnlig til fordel for befolkningen i Vestsahara, som har gennemgået meget store lidelser i de sidste 25 år;
15. gentager, at det går stærkt ind for, at den kulturelle og religiøse dialog på tværs af Middelhavet uddybes, og anmoder Kommissionen og Udenrigsudvalget om at tage initiativer på dette område; finder, at antallet af de programmer, som findes på områderne kultur og uddannelse, må øges og gennemføres på en mere effektiv måde;
16. anmoder Kommissionen om at udarbejde en oversigt over de økonomiske og sociale følger, som gennemførelsen af associeringsaftalerne vil få;
17. beklager endnu en gang, at fiskeriaftalen mellem EU og Marokko ikke er blevet til noget, og ønsker, at forhandlingerne bliver genoptaget snarligt og fører til en ny aftale, som gør det muligt at genindføre afbalancerede handelsforbindelser, der tager hensyn til det berettigede ønske om at bevare fiskebestandene;
18. er stadig af den overbevisning, at en af forudsætningerne for enhver bæredygtig udvikling er, at der føres en politik til fremme og anerkendelse af fødevaresuverænitet i udviklingslandene; kræver, at den nødvendige åbning af markederne sker på en måde, der er retfærdig for begge parter, og ledsages af foranstaltninger, der sikrer, at landbruget og det regionale fiskeri ikke forgår;
19. finder det hensigtsmæssigt, at Maghreb-dimensionen inden for rammerne af Euro-Middelhavspartnerskabet også indbefatter en intensivering af handelen med varer og tjenesteydelser;
20. konstaterer, at det nuværende omfang af handelen mellem Maghreb-landene, som ikke overstiger 4%, viser, at det ikke er nok at åbne grænserne, hvis denne åbning ikke følges op af investeringer i produktion og infrastruktur, som med udgangspunkt i landbrug og energi sigter på at skabe komplementaritet og økonomisk integration;
21. finder, at det er væsentligt også på miljøområdet at udvikle processer for regional integration (bekæmpelse af ørkendannelse, kystforurening, bymæssigt forfald) for konvergens mellem de økonomiske reformer og for tilnærmelse mellem de sociale systemer;
22. anmoder Rådet og Kommissionen om ved denne lejlighed at vise, at Den Europæiske Union er indstillet på at tage hensyn til sine partneres behov og udvikle nye samarbejdsinstrumenter i en ånd af gensidig respekt;
23. finder, at Agadir-erklæringen må anses for at være en første etape i udviklingen af en omfattende syd-syd handel med henblik på bedre at integrere økonomierne i alle regionens lande;
24. foreslår, at forbindelserne mellem EU og Maghreb i fremtiden fastlægges inden for en specifik innoverende ramme, der kunne tage form af en kontrakt til fremme af stabilitet, demokrati og udvikling med det formål at støtte og lancere den økonomiske og politiske integration mellem de 5 Maghreb-lande som omhandlet i traktaten om oprettelse af Den Arabiske Maghreb-Union, der undertegnedes af Maghreb-landene i 1989;
25. finder ikke, at forslagene fra Det Europæiske Råd i Barcelona den 15. og 16. marts 2002 og Økofin-Rådets afgørelse strider mod planen om senere at oprette en Euro-Middelhavsudviklingsbank; anser med henblik herpå afgørelsen om at etablere en styrket Euro-Middelhavsinvesteringsmekanisme under Den Europæiske Investeringsbank samt oprettelsen i området af et EIB-kontor for at være et første positivt skridt, som kan fremme investeringsstrømmene inden for den umiddelbare fremtid; mener, at Parlamentet bør afgive udtalelse om dette spørgsmål og anmoder Kommissionen om hurtigt at forelægge en ny specifik meddelelse, der skal omfatte en undersøgelse af finansieringsbehovene, de eksisterende finansieringsstrømme og den mest hensigtsmæssige institutionelle finansieringsstruktur;
26. foreslår i den forbindelse, at der gøres en særlig indsats for at opnå, at investeringerne anvendes til at støtte regionale og transnationale projekter i Maghreb, og anmoder Kommissionen om også at styrke Meda-programmernes multinationale dimension og gøre dem mere effektive for at udvikle det regionale samarbejde yderligere og fremme det;
27. understreger vigtigheden af den interkulturelle dialog, ikke blot mellem stater, men også mellem de forskellige kulturelle samfund i EU-landene og i Maghreb-landene; med henblik på at opnå dette kan udvikling af bæredygtig turisme, der respekterer den økologiske mangfoldighed og beskytter kulturarven spille en vigtig rolle;
28. ønsker, at Maghreb-dimensionen kan udmønte sig i en uddybning og en subregional udvikling af Euro-Middelhavspartnerskabspolitikken, og støtter med henblik herpå genoptagelsen af samarbejdet mellem landene i det vestlige Middelhavsområde;
29. pålægger sin formand at sende denne beslutning til præsidenten for Den Islamiske Republik Mauretanien, hans majestæt kongen af Marokko, præsidenten for Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet, Den Tunesiske Republiks præsident, præsidenten for Den Folkesocialistiske Libyske Arabiske Jamahiriya samt Rådet og Kommissionen og FN's generalsekretær.
BEGRUNDELSE
Eftersom Den Europæiske Union har svaret positivt på anmodningen om at optage de Central- og Østeuropæiske lande, kan den på ingen måde nøjes med passivt at betragte, hvad der sker på Middelhavshavets sydlige bred, fra sin balkon ud mod dette forvand.
Euro-Middelhavspartnerskabet er da også blevet styrket og udbygget inden for rammerne af Barcelona-processen, eftersom Tunesien og Marokko nu er knyttet til Den Europæiske Union gennem associeringsaftaler, og en ny sådan aftale netop er undertegnet med Algeriet. Mauretanien har på sin side undertegnet Cotonou-aftalen, der danner grundlag for forbindelserne mellem EU og AVS-staterne. Libyen har observatørstatus og er isoleret, så længe Sikkerhedsrådet ikke har hævet sanktionerne mod landet.
Blandt de tre dele, som dette partnerskab består af, er det kun det økonomiske samarbejde mellem de to parter, som har udviklet sig. Selv om der er afholdt et stigende antal Euro-Middelhavsmøder, har den politiske dialog og - i mindre grad - det kulturelle samarbejde ikke udviklet sig på samme måde som det økonomiske samarbejde. Og denne dialog er bydende nødvendig for at sikre, at det nye partnerskab bliver en succes. Hvis de nuværende strukturer viser sig at være utilstrækkelige til at sikre åbne drøftelser om spørgsmål, der ofte vedrører konfliktsituationer, må der udtænkes nye strukturer, der gør det muligt for hver især at give udtryk for sit synspunkt over for modparten. Det er vigtigt, at man sammen kan drøfte, hvad der forstås ved demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder, og tage stilling til de iværksatte politiske afgørelser og virkningerne heraf i samfundet. Det er særligt vanskeligt at tale om menneskerettighedsspørgsmålet med Maghreb-partnerne, selv om dette emne falder ind under den politiske dialog og er omfattet af en klar forpligtelse for alle lande, der har undertegnet Barcelona-erklæringen. Desuden er menneskerettighederne omhandlet i en særlig klausul i associeringsaftalerne.
Begivenhederne den 11. september har - hvis overhovedet nødvendigt - vist, at det er Unionens pligt og i dens interesse at skabe nære bånd til de sydlige Middelhavslande og at iværksætte et privilegeret partnerskab, der fremmer det politiske samarbejde i alle dets former og en bæredygtig økonomisk udvikling i området og derigennem på hele det afrikanske kontinent. I denne nye internationale situation, hvor terrorisme udgør en trussel og en urofaktor, kan bekæmpelsen heraf på nationalt plan ikke berettige til at misbruge den enkeltes integritet eller at behandle den politiske opposition med hårdhed. Denne kamp kan anstændigvis ikke føres i total modstrid med de værdier, som tilskynder os til at bekæmpe alle former for terrorisme. Det vil bestemt være en farlig udviking, hvis denne betydningsfulde kamp anvendes som påskud til at opgive ethvert ønske om nødvendig demokratisk forandring eller udgør en lejlighed til ikke at lade den politiske skueplads være åben op til valgterminer.
Nok har disse eksisterende og fremtidige bilaterale aftaler deres fortrin, men de har også deres begrænsninger, da de kun giver mulighed for usammenhængende forbindelser og foranstaltninger. Med oprettelsen af en stor økonomisk og politisk enhed på seks millioner kvadratkilometer og med et befolkningstal på 80 millioner vil EU's bistand helt sikkert kunne gøres mere effektiv, og der vil kunne tiltrækkes langt flere udenlandske investorer - der i dag ikke udviser den store interesse, fordi markederne er for snævre. Denne nye enhed vil normalt også kunne fremme den demokratiske udvikling i de enkelte Maghreb-lande ved at bevirke, at landenes indbyrdes forhold udvikler sig på en måde, der kan sammenlignes med forbindelserne mellem EU's medlemsstater.
På den baggrund kan europæerne kun glæde sig over, at den integrationsproces, der blev indledt i 1989 mellem de fem medlemmer af Den Arabiske Maghreb-Union, har fået nyt liv, som det er kommet til udtryk ved afholdelsen af et AMU-udenrigsministermøde den 17. januar 2002 forud for et topmøde i juni 2002, hvori statscheferne vil deltage.
I denne situation drejer det sig på ingen måde om at korrekse andre, uanset hvilke overbevisninger og sikre forvisninger man har, for i dette spørgsmål har hver især lige så meget at give som at tage. Det forekommer derfor absolut nødvendigt, at europæerne i denne ånd tager den fælles visum- og indvandringspolitik op til revision sammen med Maghreb-landene.
Ved at styrke det politiske og kulturelle samarbejde med Maghreb-landene vælger vi at lade den europæiske og den arabiske historie mødes og at sammenstille de to kulturer for at udvikle fælles værdier i fremtiden.
Det er med dette sigte, at den pakke af foranstaltninger, der er samlet i beslutningsforslaget, og som er gjort så konkrete som muligt, forelægges af ordførerne til godkendelse.
FORSLAG TIL BESLUTNING B5-0418/2001
jf. forretningsordenens artikel 48
af Jorge Salvador Hernández Mollar
om udviklingsprogrammet mellem Marokko og Den Europæiske Union
Europa-Parlamentet,
A. der henviser til, at det er nødvendigt at fremme initiativer, som kan bidrage til udvikling af områder for økonomisk samarbejde mellem Marokko og Den Europæiske Union,
B. der henviser til, at udviklingen af bilaterale, fælles tiltag mellem EU og Marokko vil fremme den økonomiske integration mellem Marokko og EU,
C. der henviser til, at det nordlige Afrika, og navnlig Marokko, altid vil være et område, der har afgørende betydning for EU's sikkerhed,
D. der henviser til, at Kongeriget Marokkos fremtid vil kunne danne grundlag for økonomiske transaktioner af særlig betydning for EU,
1. anmoder om, at der indledes et samarbejde om et udviklingsprogram mellem Marokko og EU;
2. anmoder endvidere om, at EU-institutionerne tager de nødvendige skridt til på EU's vegne at forhandle om et fælles, bilateralt udviklingsprogram, hvor der er taget højde for de euro-afrikanske initiativer på dette område;
3. slår til lyd for, at EU-institutionerne samler initiativerne til et samarbejde mellem Marokko og EU i et enkelt program for økonomisk udvikling.