BETÆNKNING om Kommissionens beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om Euratoms Kontor for Sikkerhedskontrols virksomhed 1999-2000
(KOM(2001) 436 – C5‑0535/2001 – 2001(2214(COS))
29. maj 2002
Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi
Ordfører: Paul Rübig
PROTOKOLSIDE
Med skrivelse af 26. juli 2001 fremsendte Kommissionen sin beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om EOS's virksomhed 1999-2000 (KOM(2001) 436 – 2001(2214(COS)).
På mødet den 12. november 2001 meddelte Parlamentets formand, at beretningen var henvist til Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi som korresponderende udvalg og til Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik som rådgivende udvalg (C5‑0535/2001).
På mødet den 18. september 2001 valgte Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi Paul Rübig til ordfører.
På møder den 19. februar, 26. maj, 16. april og 22. maj 2002 behandlede udvalget/det Kommissionens rapport og udkastet til betænkning.
På sidstnævnte møde vedtog det forslaget til beslutning (for: 38; hverken/eller: 3).
Til stede under afstemningen var: Carlos Westendorp y Cabeza (formand), Peter Michael Mombaur, Yves Piétrasanta og Jaime Valdivielso de Cué (næstformænd), Paul Rübig (ordfører), Nuala Ahern, Sir Robert Atkins, María del Pilar Ayuso González (for Umberto Scapagnini), Guido Bodrato, David Robert Bowe (for Luis Berenguer Fuster), Massimo Carraro, Gérard Caudron, Giles Bryan Chichester, Nicholas Clegg, Willy C.E.H. De Clercq, Concepció Ferrer, Francesco Fiori (for John Purvis), Christos Folias (for Christian Foldberg Rovsing), Michel Hansenne, Philippe A.R. Herzog (for Konstantinos Alyssandrakis), Hans Karlsson, Bashir Khanbhai, Bernd Lange (for Rolf Linkohr), Werner Langen, Caroline Lucas, Eryl Margaret McNally, Minerva Melpomeni Malliori (for Mechtild Rothe), Hans-Peter Martin (for Harlem Désir), Marjo Matikainen-Kallström, William Francis Newton Dunn (for Colette Flesch), Angelika Niebler, Reino Paasilinna, Paolo Pastorelli, Elly Plooij-van Gorsel, Godelieve Quisthoudt-Rowohl, Konrad K. Schwaiger, Gary Titley, W.G. van Velzen, Alejo Vidal-Quadras Roca, Dominique Vlasto, Myrsini Zorba og Olga Zrihen Zaari.
Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik vedtog den 6. november 2001 ikke at afgive udtalelse.
Betænkningen indgivet den 29. maj 2002.
Fristen for ændringsforslag til denne betænkning vil fremgå af forslaget til dagsorden for den mødeperiode, hvor den skal behandles.
FORSLAG TIL BESLUTNING
Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionen beretning til Rådet og Europa-Parlamentet om Euratoms Kontor for Sikkerhedskontrols virksomhed 1999-2000 (KOM(2001) 436 – C5‑0535/2001 – 2001(2214(COS))
Europa-Parlamentet,
- der henviser til Kommissionens beretning (KOM(2001) 436 – C5‑0535/2001[1]),
- der henviser til Euratom-traktatens artikel 30, 33, kapitel VII og 107,
- der henviser til Kommissionens redegørelse om atomsikkerhedsproblemer 15 år efter ulykken i Tjernobyl på plenarmødet den 2. maj 2001,
- der henviser til, at Det Europæiske Råd på sit møde i Köln i 1999 i forbindelse med EU's udvidelse fremhævede den umiddelbare betydning af høje europæiske standarder for den nukleare sikkerhed og opfordrede Kommissionen til at rapportere om fremskridt på dette område,
- der henviser til Kommissionens svar på Europa-Parlamentets møde den 5. februar 2002[2],
- der henviser til Kommissionens svar på Europa-Parlamentets møde den 12. marts 2002[3],
- der henviser til Rådets afgørelse om det sjette rammeprogram for Euratom[4],
– der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 1,
– der henviser til betænkning fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi (A5‑0196/2002),
A. der henviser til, at Euratom-traktaten omtaler behovet for beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed imod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling, og giver Kommissionen ret til at komme med passende henstillinger til harmonisering af de bestemmelser, der finder anvendelse i medlemsstaterne inden for atomsikkerhedsområdet,
B. der henviser til, at Den Europæiske Revisionsret i sin årsberetning for 2000 påtalte manglen på en definering af europæiske sikkerhedsstandarder, og at Rådet stadig ikke har taget noget initiativ på dette område,
C. der henviser til, at Euratom-traktatens artikel 107 giver Europa-Parlamentet ret til at fremsætte passende forslag om spørgsmål, som efter dets opfattelse kræver udarbejdelse af en fælleskabsretsakt til gennemførelse af traktaten,
D. der henviser til, at Det Europæiske Fællesskab støtter forskning i sikkerhed i forbindelse med kernereaktorer og nukleart materiale ved hjælp af energirammeprogrammet og rammeprogrammet for forskning,
E. der henviser til, at den almindelige befolkning er optaget af risikoen for ulykker med radioaktivt udslip fra et af de mange kernekraftværker i medlemsstaterne og i ansøgerlandene,
F. der henviser til, at risikoen for angreb på kernekraftværker af enten kriminelle organisationer eller terroristgrupper er øget stærkt siden begivenhederne den 11. september 2001,
G. der henviser til, at der ikke er udstedt noget Euratom-direktiv om sikkerhedsstandarder for udformning, opførelse og drift af kernekraftværker i EU, da denne kompetence ligger hos medlemsstaterne,
I. der henviser til, at det er vigtigt ud over sikkerhedskontrol med nukleart materiale at fastsætte klare standarder, krav om ensartet uddannelse, ansvar og kontrolforanstaltninger på fællesskabsplan også inden for atomsikkerhedsområdet,
K. der henviser til, at fortsat uddannelse af inspektører og faggrupper, der arbejder med radioaktivt materiale, til sikkerhedskontrol med nukleart materiale er særlig vigtig med henblik på EU-udvidelsen, idet uddannelsen skal være altomfattende og oplyse om risici ved håndtering af materialet og om, hvordan man skal handle i tilfælde af et uheld eller en ulykke,
L. der henviser til, at ESO anmodes om at udstrække sine høje standarder inden for sikkerhedskontrol med nukleart materiale til ansøgerlandene, og at midlerne til ESO derfor må øges for at gøre det muligt for inspektørerne at gennemføre deres aktiviteter på et øget antal kernekraftværker med resultater af samme høje kvalitet, som det har været tilfældet indtil dato,
M. der henviser til, at de grundlæggende normer, der fastsætter tærskelværdierne for eksponering af arbejdstagere og befolkning og er godkendt af IAEA og Den Europæiske Union, regelmæssigt skal justeres, således at de er baseret på de nyeste videnskabelige resultater,
1. sætter meget stor pris på kvaliteten og resultaterne af ESO's virksomhed i perioden 1999-2000;
2. finder det meget positivt, at ESO ikke har fundet nogen tegn på, at nukleare materialer er blevet brugt til andet end fredelig anvendelse i Den Europæiske Union i perioden 1999-2000;
3. anser det for meget positivt, at ESO ikke har opdaget nogen alvorlige tilfælde af ulovlig handel med nukleare materialer i Den Europæiske Union i perioden 1999-2000;
4. finder det nødvendigt, at sikkerhedskontrolvirksomheden forbliver under ESO's direkte ansvar - også efter at ansøgerlandene fra Central- og Østeuropa bliver medlemmer af Fællesskabet;
5. understreger, at det er nødvendigt at bevilge ESO et budget, der gør det i stand til at give sine inspektører en passende uddannelse med henblik på kontorets voksende arbejdsbyrde i forbindelse med Den Europæiske Unions udvidelse;
6. kræver en forøgelse af ESO’s almindelige budget, for at det kan følge med den konstante stigning i mængden af og de forskellige former for nukleare materialer under dets kontrol, navnlig med henblik på udvidelsen af Den Europæiske Union;
7. opfordrer til et øget samarbejde mellem ESO, FFC og IAEA inden for områderne datasikkerhed, personaleuddannelse og indførelse af nye instrumenter og teknikker;
8. anmoder Kommissionen om at definere et regelsæt inden for områderne datasikkerhed og sikret dataoverførsel;
9. opfordrer til en øget beskyttelse af data i ESO's hovedkvarter mod internetkriminalitet; mener at det ud over anvendelse af "firewalls" bør overvejes at holde ESO's datanetværk fysisk isoleret fra verden udenfor;
10. understreger behovet for, at Kommissionen fastsætter de vigtigste krav til fysisk beskyttelse af nukleare anlæg og materialer samt transporten af disse materialer;
11. opfordrer Kommissionen til på basis af IAEA-konventionen om fysisk beskyttelse af nukleare materialer at fremsætte et forslag til direktiv, der regulerer og garanterer et højt sikkerhedsniveau under transport af nukleare materialer samt ved lastning før og efter transporten;
12. opfordrer Kommissionen til at udarbejde en rapport, der detaljeret redegør for den gældende lovgivning om nuklear sikkerhed og sikkerhedskontrol med nukleare materialer;
13. opfordrer ESO til at være mere præcis i tilfælde af uoverensstemmelser fundet under kontrolbesøg eller ved evalueringer af materialebalancen; opfordrer endvidere ESO til yderligere at redegøre for og begrunde den afvigelsesmargen, der er indbygget i tallene for materiale, der ikke findes oplysninger om ("MUF"), og opfordrer til, at disse margener med tiden reduceres betragteligt for at gøre opgørelserne over fissile materialer mere nøjagtige;
14. tilskynder Kommissionen til at fremsætte et forslag til direktiv om fastsættelse af referencerammer for alle auditing- og certificeringsaktiviteter inden for området nuklear sikkerhed og sikkerhedskontrol;
15. foreslår, at Kommissionen overvejer at nedsætte et uafhængigt kontor for nuklear sikkerhed, som i samarbejde med IAEA skal foretage direkte overvågning af operatørerne i medlemsstaterne, som ESO gør det inden for sikkerhedskontrolområdet;
16. opfordrer til, at Det Europæiske Konvent ændrer Euratom-traktaten med henblik på at gøre nuklear sikkerhed til et ansvarsområde for en fællesskabsmyndighed, ligesom sikkerhedskontrol med nukleart materiale er ESO's ansvarsområde.
17. mener, at Det Europæiske Konvent kunne overveje Euratom-traktatens placering i den kommende reform af EU-institutionerne;
18. pålægger sin formand at sende denne holdning til Rådet, Kommissionen, Regionsudvalget, Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt regeringerne og parlamenterne i medlemsstaterne og kandidatlandene.
BEGRUNDELSE
1. Indledning
Kapitel 7 i Euratom-traktaten fastsætter begreber, procedurer og instrumenter for sikkerhedskontrol som et kontrolsystem etableret af Kommissionen til forebyggelse eller opsporing af afledte civile fissile materialer (dvs. plutonium-239 og uran-235) til anvendelse 'til andre formål end de af brugerne angivne'. Dette betyder, at medlemsstaterne inden for kontrolområdet er gået ind på at overdrage nukleart materiale fra deres civile aktiviteter til kontrol hos en uafhængig, overnationalt myndighed, nemlig Generaldirektoratet for Euratoms Sikkerhedskontrol, som bør have direkte kontakt til deres nukleare operatører. Kapitel 7 tilvejebringer særlige midler for at gøre det muligt for Kommissionen at opfylde de nukleare kontrolopgaver og giver ESO ret til på et hvilket som helst tidspunkt at foretage kontrolbesøg på ethvert anlæg (med nogle undtagelser for så vidt angår de to medlemsstater med kernevåben) og til at pålægge sanktioner.
Parallelt med Euratom-sikkerhedskontrolsystemet har Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) etableret et sikkerhedskontrolsystem for medlemsstater uden kernevåben. De to systemer ligner hinanden ret meget, og der blev undertegnet en partnerskabsprotokol i 1992 for at optimere ressourceanvendelsen. Mens IAEA kun udfører begrænsede kontrolbesøg i Frankrig og Det Forenede Kongerige, har ESO fuld bemyndigelse til at foretage kontrolbesøg i de to medlemsstater med kernevåben, som det nu bruger over 60% af sine ressourcer på.
Kapitel 3 i Euratom-traktaten beskæftiger sig med sundhed og sikkerhed. Bl.a. fastslår artikel 30 følgende: "I Fællesskabet indføres grundlæggende normer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling". Men ifølge artikel 33 træffer medlemsstaterne alle foranstaltninger for at sikre overholdelsen af de fastlagte grundlæggende normer, mens "Kommissionen afgiver alle henstillinger med henblik på at sikre en harmonisering af de gældende bestemmelser i medlemsstaterne ".
Mens ESO har ret til at føre direkte kontrol med individuelle nukleare operatører i medlemsstaterne, er der således ikke nogen fællesskabsmyndighed, som kan gøre det samme hvad nuklear sikkerhed angår. Nuklear sikkerhed er medlemsstaternes ansvar.
2. Kommissionens meddelelse
Kommissionens meddelelse beskriver ESO's rolle og retsgrundlag og beretter om dets virksomhed i perioden 1999-2000. Det er værd at bemærke, at af det samlede antal persondage, nemlig mere end 17.000, der blev brugt på kontrolbesøg i perioden, blev over 60% af dem brugt ved de to store anlæg til bearbejdning af plutonium, som er beliggende i Sellafield i Det Forenede Kongerige og La Hague i Frankrig. Den resterende kontrolindsats blev brugt på at kontrollere anlæg til berigning af uran (næsten 20% af kontroltiden), kernekraftreaktorer (mere end 15%), anlæg til tøroplagring af brugt brændsel, forskningscentre, forskningsreaktorer og mindre anlæg. Meddelelsen informerer ligeledes om forbedringer opnået inden for logistik, herunder elektroniske overvågningssystemer og opførelsen af to laboratorier på stedet (i Sellafield og La Hague) og om samarbejdsaktiviteter med og forbindelser til andre institutioner, herunder Europa-Parlamentet, medlemsstater, ansøgerlande og IAEA. Hvad ansøgerlandene angår, er der blevet gennemført en screening i 1998 og 1999, som afslørede, at der nok ville blive behov for teknisk bistand til at forberede anlægslederne til at gennemføre Euratom-regnskabssystemet.
Som et resultat af dets aktiviteter i 1999 og 2000 og efterfølgende evalueringer har ESO ikke fundet nogen angivelser af, at nukleart materiale er blevet afledt fra dets tilsigtede fredelige brug. Mindre uoverensstemmelser fundet under kontrolbesøg eller evalueringen af materialebalancen er blevet afhjulpet eller bliver stadig undersøgt sammen med de berørte operatører.
3. Ordførerens holdning til ESO's virksomhed
Ordføreren sætter meget stor pris på kvaliteten og resultaterne af ESO's aktivitet i perioden 1999-2000 og den indsats, ESO gør for at udvide sine høje standarder inden for nuklear kontrol til også at omfatte ansøgerlandene. Han har dog visse bekymringer med hensyn til både nuklear sikkerhed og nukleare sikkerhedsspørgsmål. I forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning forsøgte ordføreren at indsamle synspunkter fra så mange europæiske eller internationale institutioner, forskningsinstitutter, uafhængige organisationer, der på en eller anden måde er involveret i nuklear kontrol og sikkerhed, som overhovedet muligt. Han besøgte således ESO, FFC-IRMM-Instituttet i Geel, FFC-ITU-Instituttet i Karlsruhe og IAEA i Wien. Han modtog desuden synspunkter fra andre forskningsinstitutter, såsom FFC-ISIS i Ispra og uafhængige organisationer inden for kvalitetscertificeringsområdet, såsom TÜV i Tyskland.
Det er anerkendt vidt og bredt, at ESO-aktiviteten ikke indeholder nogen kritiske aspekter hvad de rutinemæssige kontrolbesøg angår. Der er imidlertid stadig en række åbne spørgsmål, og der kan stadig gøres en række forbedringer.
ESO har udført sikkerhedskontrol af nukleart materiale siden undertegnelsen af Euratom-traktaten. Selv om dets metoder, udstyr og systemer er blevet konstant forbedret i løbet af denne lange periode, er der ikke blevet foretaget nogen evaluering af ESO's virksomhed af en uafhængighed tredjepart. For at foretage en gennemgang af ESO's opgaver og for at undersøge et potentielt behov for at ændre ESO’s arbejdsmetoder nedsatte Kommissionen i 2001 en ekspertgruppe på højt plan med et sådant kommissorium. Ordføreren mener, at en sådan evaluering vil være nyttig for at undgå en ensidig teknisk/metodisk udvikling og være i stand til at opdage teknisk og organisatorisk fejlagtige tendenser i tide.
Det er et åbent spørgsmål, hvordan man skal kunne styre sikkerhedskontrollen efter de central- og østeuropæiske kandidatlandes tiltræden af Fællesskabet. Hvis Kommissionen er nødt til at erstatte deres egne regnskabs- og sikkerhedskontrolsystemer, hvilket er anbefalelsesværdigt, er ESO's personale så tilstrækkeligt hvad angår antal og uddannelse til at kunne varetage denne opgave?
Til varetagelsen af ESO's nuværende mål og opgaver anses ESO's personale generelt for at være tilstrækkeligt. Med EU-udvidelsen vil antallet af nukleare anlæg og forskningscentre øges betydeligt, og ESO vil komme til at stå over for nye udfordringer. For at kunne opretholde de nuværende høje sikkerhedskontrolstandarder, bør ESO's personale enten forøges eller, hvis det skal være det samme, vil der være et stort behov for uddannelse og redskaber til at støtte kontrolbesøgene til anlæg. Uddannelse af inspektører udføres fortsat i regi af FFC-PERLA, da det er det eneste europæiske anlæg, hvor ESO- og IAEA-inspektører såvel som relevante operatører uddannes til varetagelse af nuklear sikkerhedskontrol. Omstruktureringen af ESO, som Kommissionen allerede har indledt, vil med sandsynlighed medføre en styrkelse af forbindelserne mellem FFC og ESO.
Andre spørgsmål er forbundet med internetkriminalitet. Ifølge Kommissionens meddelelse gennemføres der elektronisk fjernstyret overvågning af nukleare anlæg, og nogle data bliver allerede overført fra anlæg til ESO's hovedkvarter. Fjernstyrede overvågningssystemer er meget lovende, men vil teknologien være pålidelig og politisk acceptabel? Vil fortroligheden i forbindelse med online-overførslen af data forblive ordentligt sikret mod internetkriminalitet? Hvordan sikres data i dag?
For nærværende er de kritiske punkter fjernstyret overførsel (navnlig billedoverførsel) fra nukleare anlæg til ESO's hovedkvarter og beskyttelse af alle de data, der er tilgængelige i hovedkvarteret. For at optimere ressourcerne overvejer ESO også at overføre krypterede data med en meget høj grad af sikkerhed fra nukleare anlæg til dets hovedkvarter i Luxembourg. For at kunne gøre dette må de enkelte medlemsstatsmyndigheder, der er ansvarlige for datasikkerhed, godkende det anvendte databeskyttelsessystem. Eftersom de enkelte nationale systemer er forskellige hvad angår deres tekniske tilgang og sikkerhedsklassificeringsniveau, vil det være nødvendigt med et harmoniseret regelsæt på dette område på fællesskabsplan.
ESO's datanetværk er for nærværende fysisk isoleret fra verden udenfor. Det kan anbefales, at man opretholder en sådan adskillelse snarere end at gøre brug af 'firewalls'.
Der er også inden for dette område indledt et samarbejde mellem FFC og ESO, som med sandsynlighed vil blive forbedret.
Andre spørgsmål vedrører sikkerhedsforanstaltninger truffet med henblik på at forebygge risikoen for terrorangreb, navnlig efter begivenhederne den 11. september 2001.
Sikkerhed i nukleare anlæg er under de nationale myndigheders ansvarsområde. IAEA-konventionen om fysisk beskyttelse af nukleare materialer (CPPNM) fastsætter minimumsstandardkrav for fysisk beskyttelse af civile nukleare materialer. Anvendelsen af beskyttelsesforanstaltninger er udelukkende medlemsstaternes kompetenceområde på basis af national lovgivning.
Efter den 11. september 2001 blev adgangsforholdsreglerne styrket voldsomt. EU bør imidlertid også blive aktiv inden for området fysisk beskyttelse af nukleare anlæg, når det gælder om at indføre en harmoniseret politik for væsentlige krav. Hvad angår sikkerhedsforanstaltninger truffet under land- eller havtransport af radioaktive og nukleare materialer, er det beklageligt, at der ikke findes nogen fællesskabslovgivning på dette område. De væsentligste internationale instrument er også her CPPNM, men implementeringen af konventionen varierer stærkt medlemsstaterne imellem. Der er således helt bestemt et behov for harmonisering, herunder indførelse af fælles regler for transport i internationale farvande og internationalt luftrum.
4. Sikkerhed på EU's nukleare anlæg
Ud over sikkerhedskontrol er også sikkerhed for nukleare anlæg og nukleare materialer generelt meget væsentlige spørgsmål. Ved Europa-Parlamentets møde den 2. maj 2001 udtalte kommissær Wallström, da hun aflagde beretning om "Nuklear sikkerhed 15 år efter Tjernobyl", at nuklear sikkerhed er en prioritet for Den Europæiske Union. Men hvordan forvaltes sikkerheden på de nukleare anlæg i EU i dag? Er der en fællesskabsmyndighed, der har ansvar for disse aspekter?
Svaret er, at mens der tales vidt og bredt om 'internationale sikkerhedsstandarder' og 'vestlige standarder' i mange EU-dokumenter, der omhandler nukleare sikkerhedsspørgsmål, findes der ikke noget Euratom-direktiv om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsstandarder for nukleare anlæg i EU. Denne kompetence ligger fortsat hos medlemsstaterne.
Det vil være nødvendigt at foretage en undersøgelse på fællesskabsplan af, om den gældende nationale lovgivning i de enkelte medlemsstater stadig er passende og i overensstemmelse med de seneste krav.
Det er navnlig nødvendigt i lyset af ansøgerlandenes tiltrædelse af Fællesskabet. I disse lande synes væsentlige spørgsmål at være de lavere standarder for strålingsbeskyttelse og fysisk beskyttelse og en vis mangel på sikkerhedskultur. Et første skridt hen imod definitionen af fælles krav er blevet gjort af WENRA og derefter af Rådets arbejdsgruppe om nuklear sikkerhed, hvoraf begge har udarbejdet en række rapporter, hvori de vurderer sikkerheden i forbindelse med nukleare anlæg i ansøgerlandene og forsøger at indføre retningslinjer om bedste sikkerhedspraksis.
I forbindelse med Europa-Parlamentets møde den 5. februar 2002 spurgte ordføreren kommissær Verheugen, om der er tekniske normer og standarder på fællesskabsplan, som Kommissionen kan bruge som grundlag til at vurdere sikkerheden ved et nukleart anlæg og endelig afgøre, om det skal lukkes ned. Svaret var, at Kommissionen ikke kunne træffe nogen beslutning desangående, frem for alt fordi disse tekniske normer og standarder ikke er defineret.
I forbindelse med Europa-Parlamentets møde den 12. marts 2002 spurgte ordføreren desuden kommissær Wallström, hvilke normer og tekniske direktiver der ligger til grund for evaluering af strålinger i EU. Svaret var, at Kommissionen har forpligtelser i henhold til internationale aftaler og har til opgave at fastsætte grundlæggende sikkerhedsstandarder; derefter udfører ekspertudvalg evalueringen på grundlag af den bedst tilgængelige videnskabelige viden.
Det synes uopsætteligt nødvendigt med en lovgivning på EU-plan inden for dette område.
Desuden bør man overveje at oprette et uafhængigt agentur på fællesskabsplan med ansvar for direkte overvågning og gennemførelse af alle nukleare sikkerhedskontrolforanstaltninger i medlemsstaterne i tæt samarbejde med IAEA.
Ordføreren tilskynder Kommissionen til snarest muligt at forelægge en grønbog om nuklear sikkerhed og -sikkerhedskontrol.