BETÆNKNING om Kommissionens meddelelse - Frem mod en strategi til at beskytte og bevare havmiljøet
(KOM(2002) 539 - 2003/2065(INI))
7. maj 2003
Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik
Ordfører: Laura González Álvarez
PROTOKOLSIDE
Med skrivelse af 2. oktober 2002 fremsendte Kommissionen sin meddelelse - Frem mod en strategi til at beskytte og bevare havmiljøet (KOM(2002) 539 - 2003/2065(INI)), som blev henvist til Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og Fiskeriudvalget til orientering.
På mødet den 10. april 2003 meddelte Parlamentets formand, at Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik havde fået tilladelse til at udarbejde en initiativbetænkning om dette emne, jf. forretningsordenens artikel 47, stk. 2, og artikel 163, og at Fiskeriudvalget var udpeget til rådgivende udvalg.
På mødet den 9. december 2002 havde Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik valgt Laura González Álvarez til ordfører.
På møder den 25. marts 2003 og den 30. april 2003 behandlede det udkastet til betænkning.
På sidstnævnte møde vedtog det enstemmigt forslaget til lovgivningsmæssig beslutning.
Til stede ved afstemningen var: Caroline F. Jackson (formand), Mauro Nobilia og Guido Sacconi (næstformænd), Laura González Álvarez (ordfører), María del Pilar Ayuso González, Hans Blokland, David Robert Bowe, John Bowis, Martin Callanan, Dorette Corbey, Chris Davies, Véronique De Keyser (for Anne Ferreira), Marialiese Flemming, Karl-Heinz Florenz, Cristina García-Orcoyen Tormo, Robert Goodwill, Françoise Grossetête, Jutta D. Haug (for Rosemarie Müller), Hans Kronberger, Bernd Lange, Paul A.A.J.G. Lannoye (for Marie Anne Isler Béguin), Peter Liese, Jules Maaten, Minerva Melpomeni Malliori, Patricia McKenna, Jorge Moreira da Silva, Emilia Franziska Müller, Riitta Myller, Ria G.H.C. Oomen-Ruijten, Neil Parish (for Avril Doyle), Marit Paulsen, Dagmar Roth-Behrendt, Horst Schnellhardt, Inger Schörling, Jonas Sjöstedt, María Sornosa Martínez, Bart Staes (for Hiltrud Breyer), Robert William Sturdy (for Christa Klaß), Antonios Trakatellis, Kathleen Van Brempt og Phillip Whitehead.
Udtalelsen fra Fiskeriudvalget er vedføjet denne betænkning.
Betænkningen indgivet den 7. maj 2003.
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om Kommissionens meddelelse - Frem mod en strategi til at beskytte og bevare havmiljøet (KOM(2002) 539 - 2003/2065(INI))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens meddelelse- Frem mod en strategi til at beskytte og bevare havmiljøet (KOM(2002) 539 - C5-0155/2003[1])
– der henviser til beslutning 1600/2002/EF[2] om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram, som omfatter følgende:
- -fastlæggelse af de mange former for pres på miljøet, som forskellige menneskelige aktiviteter udøver,
- -fastlæggelse af de prioriterede aktionsområder for bedre beskyttelse af havområder og bedre integrering af miljøet i andre Fællesskabspolitikker,
- -krav om udvikling af en strategi for beskyttelse af havmiljøet,
– der henviser til de forpligtelser, der er indeholdt i implementeringsplanen udarbejdet på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesborg (WSSD) om at
- -standse tab af biologisk mangfoldighed og fremme anvendelsen af økosystemtilgangen inden 2010,
- -opnå et bæredygtigt fiskeri,
- -gennemføre den globale handlingsplan for beskyttelse af havmiljøet fra landbaserede aktiviteter og Montreal-protokollen om beskyttelse af havmiljøet fra landbaserede aktiviteter,
- -øge den videnskabelige indsigt i og vurdering af havmiljøets og kystområdernes økosystemer,
– der henviser til prioriteringen af havmiljøet i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Gøteborg, i internationale konventioner og protokoller,
– der henviser til OSPAR-konventionen, der indeholder bestemmelser med integrerede regler for udledning af stoffer i havet fra land og offshoreanlæg,
– der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 2 ,og artikel 163,
– der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og udtalelse fra Fiskeriudvalget (A5-0158/2003),
A. der henviser til, at beskyttelse af havmiljøet og navnlig bevarelsen af dets biologiske mangfoldighed er et vidtspændende globalt emne, hvilket også blev bekræftet på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesborg i september 2002,
B. der henviser til, at der er behov for flere EU-aktiviteter inden for beskyttelse af havmiljøet,
C. der henviser til, at de politiske målsætninger om at standse forringelsen af den biologiske mangfoldighed inden 2010, fremme bæredygtig udnyttelse af havene samt beskytte og bevare marine økosystemer kræver gennemførelse af sammenhængende, samordnede og omkostningseffektive foranstaltninger med henblik på udarbejdelse af fortegnelser over naturtyper og vilde dyr og planter i de europæiske have,
D. der henviser til behovet for en fornuftig samordning af strategien for havmiljøet og andre politikker, såsom den fælles fiskeripolitik, den fælles landbrugspolitik, EU's kemikaliepolitik, regionalpolitikken og transportpolitikken, samt alle lovgivnings- og ikke-lovgivningsinitiativer, der direkte berører havmiljøet, som det er tilfældet med kystpolitikken; der mener, at forbindelsen mellem eksisterende praksis, f.eks. forsikringspraksis, og havmiljøpolitikken ligeledes burde undersøges,
E. der henviser til behovet for en tættere integrering af miljøbeskyttelse i den politiske beslutningsproces og i forvaltningen af samtlige sektorer med henblik på at sikre den biologiske mangfoldighed i de europæiske farvande; der henviser til, at evaluering af miljøvirkninger på tværs af grænserne er et vigtigt redskab navnlig for beskyttelse af havet,
F. der henviser til, at vurderinger af indvirkningen på miljøet og strategiske miljøvurderinger anbefales som redskaber til at øge kvaliteten af og sammenhængen i udviklingen af aktiviteter, planer, programmer og politikker,
G. der henviser til, at olietankskibet Prestiges nylige forlis og den langsomme opfølgning på de nødvendige tiltag efter Ericas forlis, viser, at det foreslåede mål 9 for søtransport og sikkerhed til søs skal strammes op,
H. der henviser til, at der i Den Europæiske Union findes visse særlig sårbare havområder, bl.a. Østersøen, hvor en ulykke, når den indtræffer, ville være stærkt ødelæggende, og at det er usikkert, om miljøet ville kunne genoprettes efter følgerne af en sådan ulykke,
I. der henviser til, at mange af de nuværende problemer med havmiljøet, som fremhævet i afsnit 3, punkt 30, skyldes, at politikkerne og lovgivningen om beskyttelse af havmiljøet er sektorbestemt og geografisk bestemt både i EU’s farvande og globalt set,
J. der understreger, at der stadig er mange problemer, der skal løses ved en optimal indsats, og at de europæiske farvande stadig i høj grad er så truede, at deres struktur og funktioner i visse tilfælde er i fare,
K. der henviser til, at udvidelsesprocessen vil betyde en udvidelse af havområdet og dermed give større biologiske mangfoldighed, hvis beskyttelse vil kræve nye og mere samordnede bestræbelser fra de enkelte medlemsstater og Den Europæiske Union som helhed,
L. der henviser til, at det eneste underliggende princip, der nævnes for strategien ”Vejen fremad” (afsnit 6, punkt 70), er økosystemtilgangen trods behovet for i denne strategi i højere grad at fremhæve forsigtighedsprincippet, ”forureneren betaler”-princippet og den bæredygtige udvikling,
M. der henviser til, at håndhævelsen af de kontrolforanstaltninger, som sigter på at beskytte havmiljøet, (afsnit 5, punkt 66) altid har været problematisk og derfor er et nøglespørgsmål, der bør indgå i strategien,
N. der henviser til, at de eksisterende overvågnings- og vurderingsprogrammer og den viden, de har frembragt, afslører væsentlige mangler i oplysningerne om havmiljøets tilstand, om de processer, der finder sted i det marine økosystem, og om effektiviteten af de eksisterende miljøbeskyttelsesforanstaltninger,
O. der henviser til visse økosystemers kritiske situation og navnlig havgræsarten Posidonia Oceanicas hurtige forsvinden i en stor del af Fællesskabets farvande,
1. glæder sig over Kommissionens meddelelse - Frem mod en strategi til at beskytte og bevare havmiljøet og støtter behovet for en sammenhængende og harmoniseret europæisk strategi til beskyttelse af havmiljøet, men bemærker, at målsætningerne, selv om de peger fremad, ikke er tilstrækkelig ambitiøse, for så vidt angår tidsrammen eller tydeliggørelsen af den ønskede målsætning;
2. mener, at manglen på fuldstændige oplysninger ikke må bruges til at forhindre passende forebyggende foranstaltninger, især ikke når der er tydelige tegn på en væsentlig forringelse af biodiversiteten (afsnit 4.1, punkt 50-57), og mener, at anvendelsen af forsigtighedsprincippet skal spille en afgørende rolle, at der skal gennemføres forebyggende foranstaltninger, at udbedringen af miljøskader skal opprioriteters, samt at princippet om, at forureneren betaler, skal bringes i anvendelse;
3. anmoder Kommissionen om hurtigst muligt at fremlægge en tematisk strategi for havmiljøet baseret på følgende elementer:
- -forsigtighedsprincippet, herunder evaluering af de langsigtede virkninger af politikker og foranstaltninger i overensstemmelse med traktatens artikel 6,
- -begrebet bæredygtighed, herunder udarbejdelse af målsætningskriterier for beskyttelse og bevarelse samt for handlingsmål,
- -en strategisk miljøevaluering (SEA) med henblik på at inddrage miljøovervejelser og biologisk mangfoldighed i mainstream-beslutningsprocessen,
- -en integreret strategi med henblik på at bekæmpe de trusler, som menneskelige aktiviteter udgør for havmiljøet, samt en grundig vurdering af disse aktiviteters indvirkning på havmiljøet, deres indbyrdes påvirkning og afhængighed af sådanne indvirkninger,
- -en integreret strategi for forvaltningen af hav- og kystområderne,
- -en regional strategi, hvori der tages højde for regionale forskelle med hensyn til økologiske særegenheder, trusler samt samfundsøkonomiske aspekter;
4. deler ikke Kommissionens synspunkter, at, ”hvis konsekvenserne af eksisterende og fremtidig praksis for andre sektorer og for havmiljøet evalueres og forvaltes, svarer dette til en økosystembaseret fremgangsmåde, der bygger på forsigtighedsprincippet”(afsnit 1, punkt 8), men mener, at meddelelsen bør henvise til definitionen af en økosystembaseret fremgangsmåde, der bør tage udgangspunkt i eksisterende initiativer, såsom EU-direktiver, mandater fra OSPAR, HELCOM og ICES om kvalitative økologiske målsætninger, samt den baltiske handlingsplan under Agenda 21;
5. anmoder EU og medlemsstaterne om hurtigst muligt at ratificere regionale og internationale konventioner og aftaler, som endnu ikke er blevet ratificeret;
6. anmoder Kommissionen om i større omfang at udnytte UNCLOS’ regionale muligheder til på regional plan at tage hånd om truslerne mod havmiljøet (f. eks. inden for luftforurening, sikkerhed til søs og klimaændringer);
7. opfordrer EU til at fremskynde forhandlingerne med Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) med henblik på at opnå anerkendelse af særligt følsomme havområder i EU;
8. opfordrer EU til at træffe afgørelse om at tilslutte sig Det Arktiske Råd, hvis nuværende medlemmer er USA, Canada, Island, Norge og Rusland og af medlemsstaterne Danmark, Sverige og Finland; mener, at EU's medlemskab af Det Arktiske Råd ville fremme en fælles euro-atlantisk forståelse af miljøproblemerne og give EU et vigtigt forum for økologiske beskyttelse af naturen i havene på den nordlig halvkugle;
9. opfordrer indtrængende Den Europæiske Union til straks at indgå aftaler med tredjelande med henblik på vedtagelse af mere ensartede og strengere standarder for egnet klassificering af handelsfartøjer for at forbedre sikkerheden for de fartøjer, der sejler gennem EU’s farvande;
10. glæder sig over yderligere forskning i bæredygtigt fiskeri, forvaltning af fiskebestande og fiskeriets indvirkning på havmiljøet; opfordrer Kommissionen og Rådet til øjeblikkelig at udnytte de nye aktionsmuligheder i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik, der blev vedtaget i december 2002; støtter yderligere forskning i fiskeriets påvirkning af søfugle og mener, at lister og kortlægning (afsnit 4.1, punkt 49) vil have afgørende betydning for en effektiv integrering af sektorielle interesser via fysisk planlægning for havmiljøet;
11. foreslår, at fiskeri og dets indvirkninger undersøges indgående som led i strategien, da fiskeri er den enkeltaktivitet, der har størst indvirkning på havøkosystemerne, og opfiskning er den vigtigste faktor, der ødelægger de økosystemer, som fiskeri og anden havflora og –fauna er afhængig af; mener derfor, at ligevægten mellem fiskebestande, fiskeriindsats og havmiljø skal genoprettes;
12. tilslutter sig Kommissionens opfattelse, at overfiskning er et globalt problem, som betyder en forringelse af fiskebestandene, trusler mod andre fiskearter, hajer, fugle, havpattedyr og skildpadder, skade på havmiljøet og en trussel for den beskæftigelse, der er knyttet til eller afledt af fiskeriet;
13. erkender, at overfiskning kun er en af de alvorlige trusler mod havmiljøet, men anfører, at det er et af de vigtigste problemer, der skal løses hurtigt og effektivt, hvis fiskebestandene skal genoprettes og i givet fald opretholdes og kystsamfundene gøre sig håb om at overleve;
14. kræver fastsættelse af maksimale, bæredygtige ydelsesniveauer for bæredygtige fiskebestande frem for økonomisk bæredygtighed;
15. påpeger, at man i Fællesskabet kan få fisk fra hele verden, enten fanget af fartøjer under EU-flag eller indkøbt på det internationale marked, hvorfor Fællesskabet bærer en stor del af ansvaret for fiskeriets indvirkning; opfordrer Rådet og Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at bevare fiskebestandene både på det åbne hav og i tredjelandes farvande;
16. mener, at en forøgelse af den viden, som meddelelsen henviser til vedrørende undersøgelser, forskning, overvågning og politisk beslutningstagning, samt opfyldelsen af de ambitiøse mål, der fastsættes i strategien, kræver flere tekniske, finansielle og menneskelige ressourcer;
17. beklager, at det er vanskeligt at håndhæve de kontrolforanstaltninger til beskyttelse af havmiljøet, der fastsættes i konventionerne om havmiljøet og anmoder Kommissionen om at lægge mere vægt på gennemførelse, rapportering og ensartet håndhævelse af gældende bestemmelser samt virke for, at disse gamle konventioner, som gør havet til "alles ret, men ingens ansvar", snarest revideres; samtidig bør man ved udarbejdelse af fremtidige bestemmelser være mere opmærksom på at opbygge effektive håndhævelsesordninger (afsnit 8.1, punkt 80);
18. mener, at interessenternes og offentlighedens inddragelse og dialog er afgørende for opfyldelsen af målsætninger for biodiversitet og bæredygtig udnyttelse af havressourcer samt for den videre udvikling af strategien til beskyttelse af havmiljøet;
19. er bekymret for, at Kommissionen, som det fremgår af foranstaltning 2, begrænser sig til at betragte Natura 2000-netværket som det eneste middel til at beskytte biodiversiteten, og mener, at de beskyttelses- og bevarelsesbestræbelser, der nævnes i meddelelsen, skal række videre end Natura 2000-netværket, som er begrænset inden for havmiljøet; foreslår derfor, at Kommissionen udarbejder særlige planer og programmer for at løse praktiske problemer eller sikre genoprettelse af særlig vigtige arter som Posidonia Oceanica og økosystemer, som i øjeblikket er stærkt truet;
20. mener, at programmet, der sigter på at forbedre beskyttelsen af arter og habitater i europæiske vande (foranstaltning 2), skal udarbejdes før 2005, og at Europas indsats skal bidrage til oprettelse af en netværk af beskyttede havområder som krævet på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling; andre egnede foranstaltninger, det er værd at anerkende, kunne omfatte forpligtelser til at indføre et repræsentativt net af fornuftigt forvaltede beskyttede havområder i Atlanterhavet inden 2010 (Bergen-deklarationen) og Det Nordøstatlantiske Ocean (herunder områder på åbent hav) og Østersøen i forbindelse med OSPAR- og HELCOM-konventionerne (forestående fælles ministererklæring fra OSPAR/HELCOM);
21. mener, at beskyttelse bør være baseret på en fornuftig overvågning af naturen under vandet, og at der bør stilles tilstrækkelige midler til rådighed i EU-programmer til dette formål;
22. mener, at der, eftersom habitatdirektivet ( 92/43/EØF) indeholder en liste over havarter, såsom marsvin og delfiner, der kræver særlig beskyttelse, bør træffes øjeblikkelige foranstaltninger til at mindske fiskeriets tilfældige drab på sådanne arter, navnlig da denne bifangst betragtes som den alvorligste trussel mod bestanden af mindre hvalarter i EU’s farvande;
23. understreger nødvendigheden af i mål 4 (farlige stoffer) og i de relaterede foranstaltninger (5-8) at fastlægge en nøjagtig tidsramme på linje med de eksisterende forpligtelser, bl.a. oplægningsmålet for 2020 under OSPAR-konventionen;
24. mener, at der i politikken vedrørende farlige stoffer (foranstaltning 6) også skal tages højde for lægemidlers indvirkning på havmiljøet, og at der er behov for at skærpe ordlyden i denne foranstaltning, således at det tydeliggøres, at integreringen reelt skal finde sted og ikke "blot" tilstræbes;
25. er bekymret over, at aktion 9 udelukkende omfatter skibes NOx-emissioner i atmosfæren, og mener, at denne aktions anvendelsesområde burde udvides til at omfatte emissioner af farlige stoffer og andre former for kvælstofholdige stoffer;
26. mener, at mål 7 (vedvarende olieforurening) også skal omfatte olieudledninger i havmiljøet fra landbaserede kilder, fra skibe, der ligger fast i havnen, og fra floder, der løber ud i havmiljøet; fastholder desuden, at alle de aktioner, der gennemføres med henblik på at nå dette mål, navnlig bør centreres om flydende olieledninger, olieplatforme og tankanlæg;
27. mener, at Kommissionen burde påbegynde en undersøgelse vedrørende den faktiske kapacitet til at bekæmpe olieudledninger i EU’s havområder ved at anvende en ensartet evalueringsmetode og om nødvendigt foreslå vedtagelse af regler eller henstillinger vedrørende minimumskapacitet for de forskellige havområder, hvor der tages hensyn til de særlige forhold, der råder i de berørte områder og til trafikmængden;
28. støtter med hensyn til mål 7 (vedvarende olieforurening) det mål, der er indeholdt i OSPAR-henstilling 2001/1 om forvaltning af spildevand fra offshoreanlæg;
29. mener, at affald fra landbaserede lossepladser også skal omfattes af mål 8 og foranstaltning 13, når der udarbejdes foranstaltninger til at reducere affald i havet;
30. mener, at der er behov for, at direktiv 91/271/EØF om rensning af kommunalt spildevand tilpasses og håndhæves bedre (mål 9), da manglende kontrol af disse udløbssystemer er en ikke ubetydelig årsag til eutrofiering af kystområderne.
31. opfordrer Kommissionen til at undersøge de over 200 Helcom-henstillinger om forbedring af Østersøens tilstand fra Kommissionen for Beskyttelse af Havmiljøet i Østersøområdet og om nødvendigt vedtage bestemmelser, der forpligter EU’s medlemsstater til at overholde disse henstillinger; mener, at Østersøen, et af de mest forurenede have i verden, bør prioriteres i EU’s miljøpolitik, nu da alle Østersøens kyststater med undtagelse af Rusland er medlem af EU;
32. anmoder Kommissionen om at sørge for gennemførelsen af eksisterende direktiver og forordninger og at øge sikkerheden for søtransport med henblik på at beskytte havmiljøet og om i forbindelse hermed at overveje midler såsom erstatning og sanktioner samt om straks at gennemføre konklusionerne fra samlingerne i Rådet (transport hhv. miljø) i december 2002;
33. anmoder Kommissionen om at indlede en revision af UNCLOS’ bestemmelser (artikel 91, stk. 1), som omhandler forbindelsen mellem skib og indregistreringsland, for at løse problemerne omkring bekvemmelighedsflag;
34. glæder sig over udviklingen af Clean Ship-politikken, som fokuserer på skibes udformning, bygning og drift for at undgå skadelige udledninger og emissioner i skibets aktive år, beskæftiger sig med alle skibsoperationer og eventuelle indvirkninger på miljøet, samt genanvendelse, forebyggelse af affald og lukkede kredsløb (mål 9);
35. henstiller indtrængende til Rådet og Kommissionen fuldt ud og ufortøvet at gøre brug af de nye muligheder til forbedring af fiskeriforvaltningen, der indgår i den nye grundforordning nr. 2371/2002, som Rådet vedtog på sin samling i december 2002;
36. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, til medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer samt til alle relevante havmyndigheder.
BEGRUNDELSE
Indledning
I Europa-Kommissionens meddelelse - Frem mod en strategi til at beskytte og bevare havmiljøet gøres der rede for havmiljøets nuværende situation samt det pres på og den trussel mod havmiljøet, som stammer fra især menneskelige aktiviteter såsom fiskeri, industri, transport, landbrug, udnyttelsen af gas- og oliefelter, den utilsigtede udsættelse af ikke-lokale arter, virkningerne af klimaændringer osv. I meddelelsen redegøres der endvidere for de eksisterende europæiske, nationale, regionale og internationale lovgivninger og bestemmelser vedrørende beskyttelse af havmiljøet, idet det erkendes, at disse overvejende er uforenelige og sektorbestemte, og at der ikke findes en integreret politik om beskyttelse af havmiljøet på europæisk plan.
I en fremtidig fælles strategi vil det derfor være påkrævet at rette op på denne nuværende situation. Kommissionen fastsætter således 14 ambitiøse målsætninger, der sigter mod at fremme bæredygtig udnyttelse af havene og bevare de marine økosystemer, og foreslår 13 foranstaltninger til opfyldelse af disse mål.
Ordføreren mener, at den generelle situation for havmiljøet, trods visse kvalitetsmæssige fremskridt i de senere år, er utilfredsstillende, og at der stadig er store trusler mod havmiljøet og en lang række problemer, der skal behandles. Der er altså behov for en øget politisk indsats med henblik på at gennemføre eksisterende lovgivning og holde overtrædere ansvarlige.
Generelle bemærkninger
”Verdenshavene, havene, øerne og kystområderne er en integreret og væsentlig del af klodens økosystem og er af afgørende betydning for verdens fødevaresikkerhed” (punkt 30, i implementeringsplanen, WSSD, Johannesborg). Menneskelige aktiviteter har en stigende indvirkning på de naturlige økosystemer og nødvendiggør beskyttelse og bevarelse af disse økosystemer.
De to vigtigste tekster for en integreret politik til beskyttelse og bevarelse af havmiljøet er stadig, ifølge konklusionerne på verdenstopmødet i Johannesborg, det sjette handlingsprogram på miljøområdet og strategien til bæredygtig udvikling. Dette sammenfald mellem holdningen i Fællesskabet og i det internationale samfund viser, hvad der står på spil, og nødvendiggør en forpligtende tilgang, da havmiljøet hverken respekterer landegrænser eller eksklusive zoner.
Ved en betragtning af de vigtigste handlingspunkter i handlingsprogrammet kan man tydeligt se deres forbindelse til havmiljøet. Klimaændringerne har ikke kun betydning for stigningen i havniveauet, men også for økosystemerne. Artsrigdommen i havmiljøet (havets plante- og dyreliv) lider dagligt skade på grund af menneskelige aktiviteter. En ansvarlig løsning på dette problem er en bæredygtig udnyttelse af havets naturressourcer samt affaldsforvaltning for floderne, kystområderne og havet, som man ofte behandler som en stor skraldespand. En økosystematisk fremgangsmåde for fiskeriet ville gøre det muligt at bevare eller genskabe de naturlige fiskeressourcer og bevare den marine biodiversitet.
Den kommende fællesskabslovgivning om miljøansvar samt princippet om, at forureneren betaler, skulle kunne sikre en effektiv beskyttelse af havmiljøet. De tab i artsrigdommen, som ulykker på havet har forårsaget, og deres sociale og økonomiske konsekvenser, er endnu ikke gjort op. Katastrofen med Prestige, som indtraf for få måneder siden, er et tydeligt eksempel på, hvor vigtigt det er at beskytte havmiljøet og ændre reglerne for søtransport.
Specifikke bemærkninger til de foreslåede mål og foranstaltninger
Selv om målsætningerne i Kommissionens meddelelse stræber højt, er visse af dem for ambitiøse, da den nødvendige teknologi for opfyldelsen af disse mål ikke er til rådighed. Andre af målsætningerne er derimod ikke tilstrækkelig ambitiøse for så vidt angår tidsrammen eller tydeliggørelsen af den ønskede målsætning.
Udviklingen af en sammenhængende strategi til beskyttelse af havmiljøet bør baseres på
- en integreret fremgangsmåde med henblik på at bekæmpe de trusler, som menneskelige aktiviteter udgør for havmiljøet, samt en grundig vurdering af disse aktiviteters indvirkning på havmiljøet,
- forsigtighedsprincippet, herunder risikovurderinger med henblik på at vurdere de langsigtede virkninger af politikker og foranstaltninger,
- begrebet bæredygtighed, herunder udarbejdelse af målsætningskriterier for beskyttelse og bevarelse samt for handlingsmål,
- en integreret fremgangsmåde vedrørende forvaltningen af hav- og kystområderne,
- en regional fremgangsmåde, hvori der tages højde for regionale, økologiske forskelle, trusler samt samfundsøkonomiske aspekter.
Tab af biodiversitet og ødelæggelse af habitater
Målsætningen om at fiskeri og biodiversitet (mål 3) bør knyttes sammen; på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling blev tidsrammen fastsat til senest 2015. Akvakultur bliver kun taget op i forbindelse med udsættelsen af ikke-lokale arter, men der er behov for også at inddrage andre aspekter af akvakulturens indvirkning på havmiljøet. Programmet, der sigter på at forbedre beskyttelse af arter og habitater i europæiske vande (foranstaltning 2), skal udarbejdes før 2005, og Kommissionen skal ikke opføre Natura 2002- netværket som det eneste redskab til at beskytte biodiversiteten.
Farlige stoffer
I mål 4 skal fastsættes en nøjagtig tidsramme på linje med de eksisterende forpligtelser. I politikken om farlige stoffer skal der også tages højde for lægemidlers indvirkning på havmiljøet. Hvad angår foranstaltning 6, skal forpligtelsen skærpes, således at det tydeligt fremgår, at integreringen reelt skal finde sted og ikke blot skal tilstræbes.
Eutrofiering
I foranstaltning 9 medtages alene NOx-emissioner fra skibe. Foranstaltningen skal udvides til også at omfatte emissioner af farlige stoffer og kvælstof.
Vedvarende olieforurening
Mål 7 (vedvarende olieforurening) skal også omfatte olieudledninger i havmiljøet fra landbaserede kilder.
Affald
Affald fra landbaserede lossepladser skal også være omfattet af mål 8 og foranstaltning 13, når der udarbejdes foranstaltninger til at reducere affald på havet. I denne målsætning skal der sigtes mod et fuldstændigt stop for affald på havet inden 2010.
Søtransport
De seneste forlis har gjort det tydeligt, at mål 9 og foranstaltning 14 er utilstrækkelige og skal skærpes. Der er behov for at skærpe forpligtelserne vedrørende søfartssikkerhed samt for en gennemgribende ændring i lovgivningen om den internationale søfart og for straks at gennemføre konklusionerne fra samlingerne i Rådet (transport hhv. miljø) i december 2002. Det eneste effektive middel til at forhindre forurening, grundet forsætlighed eller forsømmelighed, er skrappe strafferetlige sanktioner. Den nuværende lovgivning har væsentlige mangler på dette område, da den hovedsagelig er baseret på kompensation frem for erstatningsansvar.
Bedre samordning og samarbejde
Da dette mål er en del af strategiens integrerede fremgangsmåde, skal det skærpes, og der skal fastsættes konkrete mål, for hvilke det er muligt at måle fremskridt. Mål 12 skal indeholde en henvisning til Kommissionens hvidbog om nye styreformer, og foranstaltning 19 skal henvise til henstillingen om integreret kystzoneplanlægning.
Bedre viden
Eksisterende overvågnings- og vurderingsprogrammer og den viden, de har frembragt, afslører væsentlige mangler i oplysningerne om havmiljøets tilstand, om de processer, der finder sted i det marine økosystem, og om effektiviteten af de eksisterende miljøbeskyttelsesforanstaltninger.
Der bør tilføjes en henvisning til udformning af et EU-direktiv om overvågning og rapportering.
UDTALELSE FRA FISKERIUDVALGET
23.april 2003
til Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik
om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet - Frem mod en strategi til at beskytte og bevare havmiljøet
(KOM(2002) 539 – 2003/2065(INI))
Rådgivende ordfører: Patricia McKenna
PROCEDURE
På mødet den 20. februar 2003 valgte Fiskeriudvalget Patricia McKenna til rådgivende ordfører.
På mødet den 18. marts og 23. april 2003 behandlede udvalget udkastet til udtalelse.
På sidstnævnte møde vedtog det enstemmigt nedenstående konklusioner.
Til stede under afstemningen var: Struan Stevenson (formand), Rosa Miguélez Ramos, Brigitte Langenhagen og Hugues Martin (næstformænd), Elspeth Attwooll, Niels Busk, Yves Butel (for Nigel Paul Farage), Arlindo Cunha, Ian Stewart Hudghton, Salvador Jové Peres, Giorgio Lisi, James Nicholson (for Ioannis Marinos), Camilo Nogueira Román (for Patricia McKenna), Seán Ó Neachtain, Manuel Pérez Álvarez, Dominique F.C. Souchet og Daniel Varela Suanzes-Carpegna.
KORT BEGRUNDELSE
Som det anføres i meddelelsen, er havmiljøet udsat for mange trusler, men der findes ikke nogen integreret politik til beskyttelse af havene i EU. Nærværende dokument er indsatsorienteret, og det er hensigten, at det skal etablere det grundlag, hvorpå en strategi kan bygges.
Det oplyses i dokumentet, at blandt truslerne mod den biologiske mangfoldighed i havet er overfiskning det største problem. Den største trussel mod miljøet som følge af overfiskning er nedgangen i vigtige kommercielle fiskebestande, den skadelige indvirkning på ikke-målarter, herunder fisk, samt på marinehabitater, som f.eks. Posidonia-rev eller koralrev. Der er behov for fyldestgørende data for bedre at kunne forvalte fiskeriet, samtidig med at man bør være opmærksom på, at der allerede eksisterer redskaber, som kan anvendes i tilfælde, hvor de eksisterende oplysninger lader meget tilbage at ønske. Her tænkes især på forsigtighedsprincippet, der går ud på, at "den omstændighed, at der ikke foreligger tilstrækkelige videnskabelige oplysninger, ikke må benyttes som grund til at udsætte eller undlade at træffe bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger".[1] Det er positivt, at forsigtighedsprincippet nu indgår som en af de vigtigste målsætninger i den fælles fiskeripolitik.
I meddelelsen sætter Kommissionen sin lid til reformen af den fælles fiskeripolitik i håbet om, at den vil føre til "en ændring i fiskeriforvaltningen for at vende tilbagegangen af bestande og sikre bæredygtigt fiskeri og et sundt økosystem både i EU og på globalt plan" (mål 3 i meddelelsen). Da reformens første stadium nu er gennemført (grundforordning, tilskud), er det muligt at vurdere, i hvilken udstrækning den "nye" fælles fiskeripolitik har kunnet vende tilbagegangen af bestandene og sikre et bæredygtigt fiskeri.
Der er blevet foretaget en række ændringer af grundforordningen, som strammer bevarelseskravene under den fælles fiskeripolitik:
- ∙indføjelse af forsigtighedsprincippet og krav om forsvarlig forvaltning inden for den fælles fiskeripolitik,
- ∙bestemmelser om vedtagelse af flerårige regenererings- og forvaltningsplaner, eventuelt med inddragelse af mange forskellige fiskearter,
- ∙medlemsstaterne kan iværksætte kortfristede hasteforanstaltninger i deres respektive farvande eller indføre strengere foranstaltninger inden for deres kystområder,
- ∙en væsentlig stramning af bestemmelserne vedrørende kontrol og håndhævelse, som giver Kommissionen flere rettigheder, øgede VMS-krav (overvågning) samt tilskyndelse til et nærmere samarbejde mellem medlemsstaterne.
Imidlertid er ændringerne ikke så vidtrækkende, som Kommissionen har foreslået på mange områder:
- ∙kontrollen med fiskeriindsatsen er ikke obligatorisk i restitutionsplanerne, og det samme er tilfældet med fangstbestemmelser med forudbestemte biologiske parametre,
- ∙de flerårige udviklingsprogrammer er blevet afskaffet, og der er ikke noget krav om at begrænse den eksisterende flådekapacitet,
- ∙fastsættelsen af årlige fangstkvoter vil fortsat i høj grad være bestemt af kortsigtede politiske betragtninger,
- ∙fartøjerne kan nægte en fællesskabsinspektør adgang, hvis den pågældende ikke er ledsaget af en national inspektør, og medlemsstaterne er ikke forpligtede til at reagere på fællesskabsinspektørernes resultater.
Med hensyn til strukturfondene har Kommissionen opnået en gradvis afvikling af støtte til bygning af fartøjer, modernisering (undtagen til forbedring af sikkerheden, sundheden etc.) og eksport–godkendelse af projekter indstilles efter 2004. En snarlig afvikling af disse foranstaltninger er bedre end en ubegrænset fortsættelse heraf, men det er mere end sandsynligt, at denne fremgangsmåde blot vil føre til en fremskyndelse af planer om bygning af fartøjer og eksport i de næste to år.
Kommissionen og Rådet har kort og godt givet sig selv en række nye og forbedrede redskaber, der med held vil kunne anvendes i forbindelse med forvaltningen af fiskeriet. En effektiv og øjeblikkelig anvendelse vil kunne føre til langt mere virkningsfulde foranstaltninger på forvaltningsområdet med både en mere effektiv bevarelse af fiskebestandene og bedre fremtidsudsigter for kystsamfundene til følge. Optimistisk set vil den nye fælles fiskeripolitik kunne bremse ødelæggelsen af biodiversiteten inden 2010 og dermed sikre et bæredygtigt fiskeri og sunde økosystemer (mål 1-3 i meddelelsen).
I de fleste tilfælde er der imidlertid tale om ikke-obligatoriske redskaber, som Rådet kan anvende eller lade være efter behag. Som sædvanligt vil alt fortsat være afhængigt af ministrenes politiske vilje hertil. Desværre er Rådet ikke altid i stand til at træffe de vanskelige beslutninger, der er nødvendige for at bremse nedgangen i fiskebestandene og derved yde fiskerisamfundene den støtte, de har så hårdt brug for.
En mere pessimistisk indfaldsvinkel ville således være, at Kommissionen og Rådet ikke vil benytte disse nye bestemmelser til fortsat skade for fiskebestandene, havmiljøet og kystsamfundene.
Det vil først om adskillige år være muligt at se, i hvilken retning udviklingen går.
I januar skete der noget, der gav anledning til bekymring. Sverige forsøgte at indføre et moratorium for svenske fartøjers torskefiskeri, fordi landet var utilfreds med Den Internationale Østersø-Fiskerikommissions afgørelse, som gav grønt lys for fortsat fiskeri af torsk. I stedet for at betragte det svenske forslag som en medlemsstats forsøg på at "underbyde" den fælles fiskeripolitiks minimumsnormer og bidrage til at få opfyldt målsætningerne i Kommissionens meddelelse nægtede Kommissionen Sverige denne rettighed. Kort fortalt har Kommissionen pålagt Sverige at fortsætte fiskeriet af torsk på trods af den forringede bestand i Nordsøen og den østlige del af Østersøen. Man kan derfor sætte spørgsmålstegn ved Kommissionens reelle ønske om at få opfyldt de pågældende mål.
Endelig indeholder meddelelsen en strategi for en global beskyttelse af havmiljøet. Da Fællesskabets fiskerflåder er aktive overalt i verden, og da Fællesskabets forbrugere har adgang til fisk fra hele verden, må man blot håbe, at EU i højere grad vil bestræbe sig på at bevare fiskebestandene i hele verden, end det har været tilfældet i Fællesskabets egne farvande.
KONKLUSIONER
Fiskeriudvalget opfordrer Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende i det beslutningsforslag, det vedtager:
1. glæder sig over Kommissionens meddelelse om udvikling af en strategi til beskyttelse og bevarelse af havmiljøet;
2. tilslutter sig Kommissionens konklusion, at overfiskning er et globalt problem med en forringelse af vigtige kommercielle fiskebestande til følge, truer andre fiskearter, som f.eks. hajer, og mod fugle, havpattedyr og skildpadder, skader havmiljøet og truer den beskæftigelse, der er knyttet til eller afledt af fiskeriet;
3. erkender, at overfiskning kun er en af de alvorlige trusler mod havmiljøet, men anfører, at det er et af de vigtigste problemer, der skal løses hurtigt og effektivt, hvis fiskebestandene skal genoprettes og i givet fald opretholdes, og kystsamfundene skal gøre sig håb om at overleve;
4. anfører, at man i Fællesskabet kan få fisk fra hele verden, enten fanget af fartøjer under EU-flag eller indkøbt på det internationale marked, hvorfor Fællesskabet bærer en stor del af ansvaret for fiskeriets indvirkning;
5. opfordrer Rådet og Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at bevare fiskebestandene, både på det åbne hav og i tredjelandes farvande;
6. henstiller indtrængende til Rådet og Kommissionen fuldt ud og ufortøvet at gøre brug af de nye muligheder til forbedring af fiskeriforvaltningen, der indgår i den nye grundforordning nr. 2371/2002, som Rådet vedtog på sin samling i december 2002.
- [1] Se artikel 6 i FN-aftalen om fiskebestande.