BETÆNKNING om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om en EU-handlingsplan for begrænsning af genudsætning af fisk
(KOM(2002) 656 - 2003/2036(INI))
20. maj 2003
Fiskeriudvalget
Ordfører: Niels Busk
PROTOKOLSIDE
Med skrivelse af 26. november 2002 fremsendte Kommissionen sin meddelelse til Europa-Parlamentet om en EU-handlingsplan for begrænsning af genudsætning af fisk (KOM(2002) 656), som blev henvist til Fiskeriudvalget og Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik til orientering.
På mødet den 13. marts 2003 meddelte Parlamentets formand, at Fiskeriudvalget havde fået tilladelse til at udarbejde en initiativbetænkning om dette emne, jf. forretningsordenens artikel 47, stk. 2, og artikel 163, og at Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik var udpeget til rådgivende udvalg.
På mødet den 23. januar 2003 havde Fiskeriudvalget valgt Niels Busk til ordfører.
På møder den 18. marts, 22. april og 19. maj 2003 behandlede udvalget udkastet til betænkning.
På sidstnævnte møde vedtog det forslaget til beslutning (for: 20; imod: 0; hverken/eller: 1).
Til stede under afstemningen var: Struan Stevenson (formand), Rosa Miguélez Ramos (næstformand), Brigitte Langenhagen (næstformand), Hugues Martin (næstformand), Niels Busk (ordfører), Elspeth Attwooll, Arlindo Cunha, Nigel Paul Farage, Ian Stewart Hudghton, Salvador Jové Peres, Heinz Kindermann, Carlos Lage, Vincenzo Lavarra, Giorgio Lisi, Ioannis Marinos, Patricia McKenna, Seán Ó Neachtain, Manuel Pérez Álvarez, Bernard Poignant, Catherine Stihler og Daniel Varela Suanzes-Carpegna.
Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik vedtog den 19. marts 2003 ikke at afgive udtalelse.
Betænkningen indgivet den 20. maj 2003.
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om en EU-handlingsplan for begrænsning af genudsætning af fisk (KOM(2002) 656 - 2003/2036(INI))
Europa-Parlamentet,
- der henviser til Kommissionens meddelelse (KOM(2002) 656),
– der henviser til sin beslutning af 28. januar 1999 om problemet med overbordkastning af fisk,[1]
– der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 2, og artikel 163,
– der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A5‑0163/2003),
A. der henviser til, at fisk er en vigtig naturlig fødekilde og et offentligt gode,
B. der henviser til artikel 7 (7.2.2.g) i FAO's adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri, ifølge hvilken forvaltningsmål bør omfatte indførelse af foranstaltninger, således at forurening, affald, genudsætning, fangst taget med redskaber, som er tabt eller opgivet, fangst af ikke-målarter, både fiske- og ikke-fiskearter, og indvirkningen på tilknyttede eller afhængige arter reduceres til et minimum ved hjælp af foranstaltninger, som i videst muligt omfang omfatter udvikling og brug af selektive, miljøvenlige og omkostningseffektive fiskeredskaber og -teknikker,
C. der henviser til, at FAO har estimeret mængden af genudsatte fisk inden for kommercielt fiskeri til mellem 17,9 og 39,5 millioner ton på verdensplan[2], hvilket langt overstiger EU's samlede fiskeriproduktion (fangst og akvakultur) på 7,8 millioner ton[3],
D. der henviser til, at det bedste udbud af fisk forudsætter, at fiskene får lov til at vokse op og gyde, før de fanges,
E. der henviser til, at visse bestande er blevet reduceret til et kritisk niveau delvis som følge af fangst og genudsætning af ungfisk på havet, og at en generel reduktion af fiskeriindsatsen for mange fiskebestande ville bidrage ikke blot til at genopbygge bestandene, men også til at formindske omfanget af genudsætning,
F. der henviser til, at der er en tydelig sammenhæng mellem, hvor selektive fangstredskaberne er, og hvor stor en procentdel af fangsten der genudsættes, hvorfor der bør gennemføres tekniske foranstaltninger, som sikrer, at ungfisk kan slippe ud af nettene, og tilskyndes til og endog gives passende belønning for forbedringer af fangstredskabernes selektivitet;
G. der henviser til, at akvakultur i stigende grad bør bidrage til den samlede fiskebestand og dermed lette presset på en række overfiskede arter,
H. der henviser til, at genudsætning varierer efter art, tid og sted,
I. der henviser til de biologiske og økonomiske konsekvenser samt konsekvenserne for bestandvurderingen og fiskeriforvaltning,
J. der henviser til, at ordningen med TAC'er og kvoter har den absurde konsekvens, at fisk smides ud, når fiskearter, der ikke er omfattet af kvoterne, fanges som bifangst;
K. der henviser til, at det er forstemmende at se enkelte fiskere genudsætte torsk, som opfylder mindstestørrelsen, ud fra økonomiske årsager, i en tid, hvor biologer foreslår torskefiskeriet lukket helt,
1. glæder sig over Kommissionens overvejelser om at indføre et forbud mod genudsætning som et mål på mellemlang sigt, og mener, at det bør være et af grundprincipperne i en bæredygtig forvaltning af fiskeressourcerne, at den fælles fiskeripolitik bygger på et princip om at undgå genudsætning;
2. opfordrer Kommissionen til at sætte alle sejl til for at fremme indsamlingen af data vedrørende genudsætning for at få et bedre og mere præcist billede af problemets omfang; opfordrer medlemslandene til at bidrage med alle tilrådighedværende data og opfordrer samtidig Kommissionen til at samarbejde og udveksle erfaringer med andre fiskerinationer, herunder specielt Norge;
3. glæder sig over Kommissionens initiativ til i 2003 at søsætte pilotprojekter med henblik på at evaluere mulighederne for at begrænse genudsætning ved hjælp af forskellige foranstaltninger såsom udvikling af nye fangstmetoder, frivillig udsejling af fiskeriområder, realtidslukninger, bifangstkvoter, fiskeriforvaltning og bedre udnyttelse af lavværdifisk;
4. opfordrer Kommissionen til at overveje nye måder til at give fortrinsret til fiskebestandene for de fiskerflåder, der anvender mere selektive fangstredskaber, som resulterer i mindre genudsætning;
5. mener, at pilotprojekterne skal udvælges således, at de omfatter et bredt udvalg af fiskeriet efter forskellige arter i forskellige områder over hele Fællesskabet og med forskellige fangstmetoder;
6. opfordrer ligeledes Kommissionen til at undersøge nye forvaltningsforanstaltninger som f.eks. økonomiske og finansielle incitamenter med henblik på at begrænse genudsætningen;
7. henstiller, at fisk i stedet for at blive genudsat så vidt muligt og under overholdelse af de nødvendige restriktioner anvendes til at forbedre fiskeriets økonomiske resultater, eftersom genudsætning i mange tilfælde indebærer, at fisk af stor værdi unødigt går til spilde;
8. henstiller, at fisk i stedet for at blive genudsat så vidt muligt anvendes til produktion af fiskemel og –olie, og at Kommissionen foreslår foranstaltninger, herunder økonomiske incitamenter, til fremme heraf;
9. anmoder Kommissionen om snarest at fremsætte forslag til foranstaltninger, der kan begrænse TAC-/kvotereguleret udsætning, herunder indførelse af bifangstkvoter, fleksible kvoter, revision af kvotefordelingsprocesser, flerarts-TAC'er mv.;
10. anmoder Kommissionen om at udarbejde en rapport over muligheder, fordele og ulemper ved at oprette en ordning, hvor fiskeriindsatsen er hovedinstrumentet til styring af fiskeritrykket, og hvor TAC'er og kvoter spiller en sekundær rolle;
11. opfordrer Kommissionen til fortsat at holde øje med de forskningsresultater, der foreligger om alternative fiskeredskaber, med henblik på at forbedre de tekniske foranstaltninger, specielt netmaskestørrelser og vinduer;
12. kræver, at der skabes større sammenhæng mellem mindstemål og redskabernes selektivitet;
13. henstiller, at der indføres realtidslukning af fiskeriet i begrænsede perioder som en grundlæggende forvaltningsmekanisme i områder med høj koncentration af ungfisk, og at dette sker på bestemte, biologisk vigtige tidspunkter, f.eks. de perioder, hvor fiskene gyder; opfordrer Rådet til hurtigt at vedtage de forslag herom, som Kommissionen har fremsat i genopretningsplanerne for torsk og kulmule; opfordrer endvidere Kommissionen til at foreslå metoder, der sikrer, at disse realtidslukninger iværksættes så hurtigt og fleksibelt som muligt, eventuelt ved at inddrage de regionale rådgivende råd;
14. glæder sig over, at Kommissionen foreslår at ophæve bestemte undtagelser vedrørende maskestørrelser i sit forslag til konsolidering af Rådets forordning om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer;
15. minder om, at genudsætning af fisk også kan begrænses gennem en højere selvjustits blandt fiskerne og gør i denne forbindelse opmærksom på betydningen af at inddrage de i forordning (EF) nr. 2371/2002 nævnte regionale rådgivende råd i udformningen af en strategi til afskaffelse af genudsætning;
16. opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan de i forordning (EF) nr. 2371/2002 nævnte regionale rådgivende råd kan anvendes mest effektivt til at formindske genudsætning;
17. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
BEGRUNDELSE
Det første og største bidrag, EU kan yde til at begrænse genudsætningen af fisk, er at få fiskebestandenes tilstand forbedret generelt. EU's fiskebestande består overvejende af små ungfisk, som derfor udgør størstedelen af fangsten.
Et forbud mod genudsætning forhindrer ikke fiskerne i at genudsætte fisk. Det er i sagens natur vanskeligt at håndhæve et forbud mod genudsætning, da det hverken er muligt eller ønskeligt at overvåge fiskernes aktivitet konstant.
En bæredygtig forvaltning af fiskeressourcerne bør på trods heraf bygge på et grundlæggende princip om at minimere genudsætning af fisk i et omfang, der svarer til et forbud.
Et forbud mod genudsætning alene løser ikke hele problemet. Et forbud mod genudsætning forhindrer kun, at fisk kastes tilbage i havet. De fisk, der ellers blev genudsat, må i stedet afsættes andetsteds, og kunne, i de lande, hvor det er muligt, afsættes til fiskemelsfabrikker.
For at kunne indføre et forbud mod genudsætning må man i EU kende genudsætningens omfang. TAC'erne (samlede tilladte fangstmængde) medregner ikke genudsætning, og de fornødne data til at forudsige de potentielle genudsætninger foreligger ikke.
Det er ikke muligt at undgå genudsætning, således som bestemmelserne er i den nuværende fælles fiskeripolitik!
Det er imod al sund fornuft at genudsætte fisk, som er døde efter at være blevet fanget, og samtidig tro, at man foretager en indsats for at genetablere fiskebestandene.
Der er mange årsager til genudsætning, både lovgivningsmæssige og økonomiske, og i mange tilfælde er der en sammenhæng mellem disse årsager.
EU-bestemmelser kræver, at genudsætning finder sted, når det drejer sig om:
Lovgivningsmæssige årsager:
1. fisk, der ikke overholder mindstemålene
2. fangster ud over den procentdel, som de enkelte arter højst må udgøre i fangstsammensætningen ved fiskeri med net med en given maskestørrelse
3. fangster ud over kvoterne
Økonomiske årsager:
1. kommercielt mindre værdifulde fisk af arter, der dog har en handelsværdi, genudsættes for fortsat at sikre plads i lastrummet til fisk med større handelsværdi (high-grading) og dermed optimere det økonomiske resultat af kvoten.
2. fisk med lav eller ingen handelsværdi på det marked, som det pågældende fartøj agter at afsætte fangsten til, vil blive genudsat.
Der kræves derfor en grundlæggende ændring af den nuværende TAC/kvote-politik for at kunne arbejde hen imod et generelt forbud mod genudsætning.
Genudsætning af fisk har forskellige konsekvenser:
biologiske konsekvenser - fordi størstedelen er døde eller døende
økonomiske - fordi små fisk giver mindre fortjeneste, hvis fisken afsættes, og slet ingen fortjeneste, hvis fisken genudsættes og dermed aldrig bliver stor (fordi den er død)
bestandsvurdering og fiskeriforvaltning - når udsætningen er ukendt, er fiskeridødeligheden også ukendt.
Der er flere muligheder for begrænsninger af udsætning, men samtidig er genudsætning så komplekst et problem, at det ikke kan løses blot ved at indføre en eller to enkle regler. Nogle fangstmetoder og/eller forvaltningsforanstaltninger kan medføre betydelig genudsætning, mens andre ikke giver anledning til alvorlige problemer. Først og fremmest handler det om at få fiskebestandenes tilstand forbedret generelt.
Trods forbedring af redskabernes selektivitet, er der grænser for, hvor stor en forbedring der kan foretages. Det gælder navnlig for fangstmetoder, der anvendes i blandede fiskerier.
En mulighed kunne være frivillig udsejling af fiskeriområder. Der er bl.a. i norske bestemmelser fastsat krav om, at fiskere skal sejle ud af fiskeriområder, hvor der fanges store mængder småfisk. Kommissionen vil overveje, om man skal indføre samme princip for EU-farvandene, men eftersom en sådan bestemmelse er vanskelig at håndhæve i praksis, er det derfor fiskernes beredvillighed til frivilligt at overholde den, der bliver afgørende for, hvor effektiv den er.
Kommissionens foreslåede foranstaltninger:
Kommissionen foreslår en bedre udnyttelse af lavværdifisk og henviser til eksisterende eksempler i Spanien, hvor lavværdiarter fra det lokale trawlfiskeri ender som foder i blæksprutteproduktionen i stedet for at blive genudsat. Ordføreren ser gerne mange flere eksempler af samme slags.
Det er forstemmende at se fiskere genudsætte torsk, der godt nok overholder mindstestørrelsen, men genudsættes alligevel, fordi fiskeren vil fange større fisk i stedet for at maksimere sin indtjening, hvor kvoten er lille. Det er en meget uheldig konsekvens af kvotepolitikken og vidner om manglende forståelse for bevaringspolitikken hos de involverede fiskere, som ganske vist har udgjort et fåtal, men ikke desto mindre har vist en åbenlys manglende indsigt i problemet med små torskebestandes omfang.
Der bør derfor arbejdes ihærdigt for at begrænse TAC/kvoterelateret genudsætning. Det kan gøres ved at indføre:
- bifangstkvoter
- mere fleksible kvotefordelingsordninger - eksempelvis som på Island, hvor et kvoteudsving på 5 % reguleres i havnen
- regelmæssig revision af kvotefordelingsnøglerne
- indførelse af en ordning, hvor fiskeriindsatsen spiller en større rolle og TAC og kvoter en mindre rolle - det kunne være særdeles interessant at få belyst en fiskerimodel, hvor fiskeribegrænsningen alene sker ud fra havdage og kapacitet, og hvor kvoter spiller en lille eller måske slet ingen rolle; en sådan ordning ville som udgangspunkt reducere genudsætningen af fisk i forhold til de nuværende ordninger
- indførelse af flerarts-TAC'er.
Kommissionen planlægger:
- at gennemføre pilotprojekter for at finde frem til nye fangstmetoder, som kan begrænse udsætning
- at forbedre dataindsamlingen vedrørende genudsætning - nogle fiskerier er slet ikke dækket i dag.
Ordføreren vil ikke undlade at nævne, at dataindsamlingen endnu en gang er mangelfuld, og at data er nødvendige for at kende genudsætningens omfang og for at kunne fremkomme med mulige løsninger.
Endvidere bør man se på en forbedring af de tekniske foranstaltninger, som hovedsagelig beskytter ungfisk. Der er fire hovedaspekter:
netstruktur
mindstemål - videnskabelige undersøgelser viser, at undermålsfisk tegner sig for størstedelen af genudsætningerne; bestemmelser for mindstemål kan derfor påvirke genudsætningens omfang markant
artssammensætning ved fiskeri med net med en bestemt maskestørrelse
lukkede eller kontrollerede områder og/eller perioder.
Genudsætning er et komplekst problem, der kræver komplekse løsninger. Men ikke desto mindre er det i alles interesse at minimere genudsætning mest muligt, da ingen tjener på genudsatte fisk, mens det bedste udbud af fisk forudsætter, at fiskene får lov til at vokse op og gyde, før de fanges.