BETÆNKNING om forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 1/2003 for regnskabsåret 2003
(8125/2003 – C5‑0232/2003 – 2003/2031(BUD))

22. maj 2003

Budgetudvalget
Ordfører: Göran Färm

Procedure : 2003/2031(BUD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A5-0173/2003
Indgivne tekster :
A5-0173/2003
Forhandlinger :
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

PROTOKOLSIDE

I forbindelse med budgetproceduren for regnskabsåret 2003 valgte Budgetudvalget på sit møde den 10. december 2001 Göran Färm til ordfører (Sektion III – Kommissionen).

Den 26. februar 2003 forelagde Kommissionen det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 1/2003 for regnskabsåret 2003 og fremsendte det til Parlamentet (SEK(2003) 230).

Den 8. april 2003 vedtog Rådet forslaget til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 1/2003 for regnskabsåret 2003 og fremsendte det til Parlamentet med skrivelse af 10. april 2003 (8125/2003).

På mødet den 15. maj 2003 meddelte Parlamentets formand, at forslaget til ændringsbudget nr. 1/2003 er henvist til Budgetudvalget som korresponderende udvalg og til alle øvrige interesserede udvalg som rådgivende udvalg (C5-0232/2003 - 2003/2031(BUD)).

På møder den 29. april og 21. maj 2003 behandlede udvalget forslaget til ændringsbudget nr. 1/2003 og udkastet til betænkning.

På sidstnævnte møde vedtog enstemmigt forslaget til beslutning.

Til stede under afstemningen var: Terence Wynn (formand), Anne Elisabet Jensen (næstformand), Göran Färm (ordfører), Kathalijne Maria Buitenweg, Joan Colom i Naval, Den Dover, Salvador Garriga Polledo, Neena Gill, Catherine Guy-Quint, Jutta D. Haug, Jan Mulder, Juan Andrés Naranjo Escobar, Joaquim Piscarreta, Esko Olavi Seppänen, Per Stenmarck, Kyösti Tapio Virrankoski og Brigitte Wenzel-Perillo.

Betænkningen indgivet den 22. maj 2003.

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 1/2003 for regnskabsåret 2003 (8125/2003) 2003 – C5‑0232/2003 – 2003/2031(BUD))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til EF-traktatens artikel 272 og Euratom-traktatens artikel 177,

–   der henviser til finansforordningen af 25. juni 2002[1] vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, særlig artikel 37 og 38,

–   der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2003, endeligt vedtaget den 19. december 2002[2],

-   der henviser til den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren[3],

–   der henviser til det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 1/2003 for regnskabsåret 2003, forelagt af Kommissionen den 26. februar 2003 (SEK(2003) 230),

–   der henviser til forslaget til ændringsbudget nr. 1/2003, vedtaget af Rådet den 8. april 2003 (8125/2003 - C5-0232/2003),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 92 og bilag IV,

–   der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A5‑0173/2003),

A.   der henviser til, at det i forslaget til ændringsbudget nr. 1/2003 foreslås at oprette en budgetpost til en ny informationskampagne under Prince-programmet med teksten "EU's rolle i verden",

B.   der henviser til, at dette forslag i 2003 måtte finansieres ved hjælp af en overførsel af bevillinger fra allerede eksisterende informationsaktiviteter, som Parlamentet har vedtaget på behørig vis, og som det forventer, at Kommissionen gennemfører effektivt og ubeskåret,

C.   der henviser til, at Parlamentet allerede i sin beslutning af 10. april 2003 om en informations- og kommunikationsstrategi for Den Europæiske Union[4] gik ind for, at et sådant forslag behandles som led 2004-budgetproceduren,

D.   der henviser til, at dette ville muliggøre en fuldstændig høring af Parlamentet om udformning og finansiering af en sådan kampagne,

E.   der henviser til, at det i forslaget til ændringsbudget nr. 1/2003 også foreslås at ændre teksten og anmærkningerne til konto A-3014 for at tilpasse den til tilsvarende foranstaltninger i samme kapitel,

F.   der henviser til, at Kommissionens foreløbige forslag til ændringsbudget nr. 1/2003 også indeholdt en anmodning om supplerende bevillinger (til et beløb af 32 mio. EUR igennem anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet) til supplerende foranstaltninger til ophugning af fiskerfartøjer, og at dette punkt ikke er overtaget af Rådet,

1.   noterer sig forslaget om at oprette en ny budgetpost til en informationskampagne om "EU's rolle i verden" under Prince-programmet; er af den opfattelse, at den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde for at sikre, at Parlamentet inddrages i udformningen af de politiske retningslinjer, der er nødvendige for en sådan kampagne, er, at Kommissionen fremsætter de relevante forslag under 2004-budgetproceduren i stedet for at foregribe begivenhederne og præsentere kampagnen i et ændringsbudget;

2.   gør opmærksom på, at Parlamentet vil stille sig positivt til at modtage sådanne forslag under 2004-budgetproceduren, således som det har givet udtryk for i sin beslutning af 10. april 2003 om en informations- og kommunikationsstrategi for Den Europæiske Union[5];

3.   konstaterer, at der for øjeblikket ikke hersker enighed i Rådet om, hvordan fiskeriforanstaltningerne i Kommissionens foreløbige forslag til ændringsbudget nr. 1/2003 skal finansieres, og at Rådet derfor ikke har overtaget denne del af Kommissionens forslag;

4.   opfordrer Rådet til at oplyse, hvordan reformen af fiskerisektoren vil blive finansieret, og er parat til at undersøge forslag herom, herunder også muligheden for at anvende de midler, der er indeholdt i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999;

5.   tilslutter sig forslaget om at ændre teksten og anmærkningerne til konto A-3014 (Europæisk magistergrad i menneskerettigheder og demokratisering) for at harmonisere den med andre budgetposter i samme kapitel;

6.   glæder sig over budgetafgørelsen om at ændre Rådets forslag til ændringsbudget nr. 1/2003;

7.   pålægger sin formand at sende denne beslutning, ledsaget af forslagene til ændring til forslaget til ændringsbudget nr. 1/2003, til Rådet og Kommissionen.

  • [1] EFT L 248 af 16.9.2002.
  • [2] EFT L 54 af 28.2.2003.
  • [3] EFT C 172 af 18.6.1999, s.1.
  • [4] P5_TA-PROV(2003)0187.
  • [5] P5_TA-PROV(2003)0187.

BEGRUNDELSE

Indledning

Rådet vedtog forslag til ændringsbudget nr. 1/2003 den 10. april 2003. Det omfatter to dele:

-   oprettelse af en ny budgetpost under udgiftsområde 3 i de finansielle overslag med opførelse af et p.m. til informations- og kommunikationsforanstaltninger vedrørende EU's rolle i verden

-   ændring af tekst og anmærkninger til konto A-3014 (nuværende tekst: Europæisk magistergrad i menneskerettigheder og demokratisering) for at tilpasse den til tilsvarende foranstaltninger i samme kapitel og lette gennemførelsen.

Kommissionens forslag, det foreløbige forslag til ændringsbudget nr. 1/2003, blev forelagt den 26. februar og indeholdt desuden følgende del:

-   supplerende bevillinger til ophugning af fiskerfartøjer under udgiftsområde 2 i de finansielle overslag inden for rammerne af reformen af den fælles fiskeripolitik. Der blev anmodet om 32 mio. EUR via fleksibilitetsinstrumentet.

Rådet overtog ikke denne tredje del i sit dokument.

Proceduremæssige aspekter

Med den nye finansforordnings ikrafttrædelse var det slut med den gamle terminologi med TÆB (tillægs- og ændringsbudgetter). I den nye terminologi tales der kun om ændringsbudgetter. Selv om terminologien er blevet ændret, er bestemmelserne om behandling af disse budgetter stadig de samme.

Der er dog følgende undtagelser: (1) at Rådet ikke længere kan blokere et ændringsbudget ved at undlade at reagere på Kommissionens forslag, hvilket Parlamentet opnåede under forhandlingerne om finansforordningen, og (2) at ændringsbudgettet vedrørende "overskuddet" fra det foregående år nu skal forelægges som et særskilt ændringsbudget, som Parlamentet ikke kan ændre.

I henhold til finansforordningens artikel 37-39 kan Kommissionen forelægge foreløbige forslag til ændringsbudget i tilfælde af "uundgåelige, helt usædvanlige eller uforudsete omstændigheder".

Efter forelæggelsen udarbejder Rådet et forslag til ændringsbudget. Det retter sig i den forbindelse efter den procedure og de tidsfrister, der i henhold til traktatens artikel 272 gælder for det almindelige budget. Parlamentet har derefter højst 45 dage til at ændre eller godkende forslaget til ændringsbudget. Hvis forslaget ændres, er proceduren ved andenbehandlingen også den samme som i forbindelse med det almindelige budget.

Hvis Parlamentet vedtager at ændre forslaget, har det en frist på 45 dage hertil. Efter Parlamentets førstebehandling har Rådet 15 dage til at vedtage sine modifikationer til det ændrede budgetforslag, før det på ny sender det til Parlamentet. Parlamentet har en frist på 15 dage til sin andenbehandling.

Informations- og kommunikationspolitik, Prince

I ændringsbudgettet foreslås det at oprette en ny konto B-3065 - Prince - EU's rolle i verden på 2003-budgettet med opførelse af et p.m., som vist i det nedenstående. De nødvendige bevillinger skulle fremskaffes ved senere overførsel/overførsler. Der nævnes et beløb på 1,57 mio. EUR.

B3-3065   Prince - EU's rolle i verden

2003-budgettet

FFÆB 1/2003

Nyt beløb

Forpligtelser

Betalinger

Forpligtelser

Betalinger

Forpligtelser

Betalinger

p.m.   

p.m.   

p.m.   

p.m.   

Denne bevilling skal dække finansieringen af prioriterede informationsforanstaltninger om fællesskabspolitikkerne.

Den dækker "EU's rolle i verden" med følgende mål:

(i)      at fremme et mere afbalanceret syn på globalisering;

(ii)      at påpege værdien af det nuværende system / tidligere resultater af handelspolitikken som europæernes fælles strategi over for/svar på globaliseringen;

(iii)      at understrege forbindelsen mellem globalisering, multilaterale regler og bæredygtig udvikling;

(iv)      at fremhæve de principper / værdier, som EU forsvarer på verdensscenen.

Allerede i oktober pressede Kommissionen hårdt på for at få denne nye budgetpost indføjet i budgettet. Parlamentet afviste anmodningen, bl.a. fordi proceduren ikke var fulgt (budgetposten skulle have været indføjet i FBF), men også fordi der ikke blev stillet forslag til ændring, der bekræftede, at der var politisk interesse for at støtte dette tiltag i 2003. Hovedformålet med en sådan budgetpost skulle, som det blev fremført på daværende tidspunkt, være at sikre information vedrørende handel og globalisering.

I punkt 39 i Parlamentets betænkning om en informations- og kommunikationsstrategi for Den Europæiske Union (Bayona de Perogordo-betænkningen) hedder det:

"noterer sig forslaget om at opstille en ny prioritet inden for Prince - EU's rolle i verden - og fremhæver vigtigheden af at inkludere sådanne forslag rettidigt i den årlige politikstrategi for 2004;"

hvilket bekræftes i punkt 48 i samme betænkning:

"påskønner, at "EU's rolle i verden" er et prioriteret emne i Prince-programmet, og anmoder indtrængende om, at der stilles tilstrækkelige og passende budgetmidler til rådighed; håber, at Parlamentet i højere grad vil blive inddraget i forvaltningen af dette program;"

Det er således klart, at Parlamentet støtter forslagets generelle indhold, men - og det er vigtigt - det bør behandles under 2004-budgetproceduren, så Parlamentet kan blive inddraget i fuldt omfang.

I begrundelsen til forslaget nævner Kommissionen betydningen af, at der medtages nogle nye aspekter - ud over handel og globalisering - som f.eks. EU's politik over for nabolandene (de østeuropæiske lande og Middelhavslandene), og at EU åbner sig for udviklingslandene. I anmærkningerne til den foreslåede nye budgetpost er der ikke rigtig nogen henvisning til disse nye aspekter.

Ordføreren finder det rigtigt, at Kommissionen føjer disse elementer til den foreslåede kampagne og mener, at det efter de seneste internationale begivenheder er endnu vigtigere at behandle disse foranstaltninger i forbindelse med 2004-budgetproceduren for at sikre, at Parlamentet inddrages i fuldt omfang såvel gennem de relevante udvalg som gennem den interinstitutionelle arbejdsgruppe om information.

Et andet punkt, der bør tages med i betragtning, er, at bevillingerne til denne budgetpost, hvis den skulle oprettes i 2003, måtte tages fra andre informationsforanstaltninger, som er vedtaget af Parlamentet, og som Parlamentet derfor naturligvis forventer vil blive gennemført.

På baggrund af ovenstående mener ordføreren, at den bedste vej til at nå disse mål og få iværksat en kampagne, som efter hans opfattelse er særdeles vigtig, må være at lade relevante forslag indgå i 2004-budgetproceduren. Derfor har han stillet et forslag til ændring til forslaget til ændringsbudget gående ud på at afvise at oprette denne budgetpost i 2003.

Europæisk magistergrad i menneskerettigheder og demokratisering

Kommissionen ønsker at harmonisere teksten og anmærkningerne til denne budgetpost med budgetposterne vedrørende eksterne institutter under afsnit A-30 (Det Europæiske Institut for Asiatiske Studier, Det Europæiske Nord-Syd-Center, CELARE og Det Europæisk-Arabiske Center), således at støttemodtagerne ikke kun nævnes i anmærkningerne, men også i teksten. Dette ville ifølge Kommissionen lette gennemførelsen.

Da Parlamentet allerede er gået med til at ændre anmærkningerne i 2003-budgettet (efter en anmodning fra centret selv), skulle det ikke give problemer at nå til enighed om den foreslåede ændring, som forekommer logisk.

Supplerende foranstaltning til ophugning af fiskerfartøjer

Selv om Rådet ikke overtog dette punkt i Kommissionens forslag, finder ordføreren det nyttigt at arbejde videre med det, Kommissionen foreslog.

Kommissionen foreslog, at der ved anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet skulle opføres følgende bevillinger:

B2-201   Specifik EF-hasteforanstaltning for ophugning af fiskerfartøjer i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik

2003-budgettet

FFÆB 1/2003

Nyt beløb

Forpligtelser

Betalinger

Forpligtelser

Betalinger

Forpligtelser

Betalinger

p.m.   

p.m.   

+32.000.000

+10.000.000

32.000.   000

10.000.   000

Det fremgik, at de supplerende betalingsbevillinger skulle finansieres over overskuddet fra 2002 (som vil blive genstand for et særligt ændringsbudget, hvorved dette overskud opføres som indtægt i 2003).

Kommissionen har allerede under 2003-budgetproceduren i en ændringsskrivelse foreslået, at disse 32 mio. EUR tilvejebringes ved anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet, men dette forslag kom aldrig igennem i Rådet. Hovedårsagen hertil var, at der på daværende tidspunkt endnu ikke var vedtaget noget retsgrundlag. Imidlertid blev den pågældende budgetpost (B2-201) oprettet med et p.m.

Det bør først og fremmest bemærkes, at alle disse bevillinger ville blive opført på basis af fællesskabsforanstaltningen til ophugning af fiskerfartøjer, som Rådet vedtog i december 2002 som en del af reformpakken om den fælles fiskeripolitik.

For tydelighedens skyld skal det bemærkes, at dette er et særskilt program, som ikke falder ind under det program til 197 mio. EUR, der blev vedtaget i 2001 til støtte for omstillingen af den spanske og portugisiske fiskerflåde efter den manglende fornyelse af fiskeriaftalen med Marokko. Som bekendt skulle dette program finansieres ved hjælp af:

-   170 mio. EUR (fleksibilitetsinstrumentet - 2002-budgettet)

-   15 mio. EUR (overførsel 51/2002 fra EF-initiativer: Leader+, Equal og nyskabende foranstaltninger)

-   12 mio. EUR (fleksibilitetsinstrumentet - 2003-budgettet)

Dette blev også tilfældet med undtagelse af 30 mio. EUR, som blev frigjort fra dette program og omfordelt til støtteforanstaltninger i forbindelse med "Prestige"-oliekatastrofen ud for den galiciske kyst.

Det bør bemærkes, at den EF-hasteforanstaltning, der nævnes i Kommissionens forslag, er et supplement til Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet (FIUF), som er det vigtigste strukturinstrument for fiskeriet. Det er tanken, at medlemsstaterne skal dokumentere, at deres årlige tildelinger fra FIUF er utilstrækkelige til at nå målene med hensyn til ophugning/omstilling, før de får adgang til bevillinger fra det nye instrument.

Den EF-hasteforanstaltning, som ifølge Kommissionens forslag skal finansieres ved anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet, er indført for perioden 2003-2006. Bevillingerne til finansieringen i perioden 2004-2006 skal stilles til rådighed ved omprogrammering af strukturfondene i forbindelse med midtvejsrevisionen. Tilbage er så regnskabsåret 2003, som er genstand for dette forslag.

Kommissionen når frem til det beløb på 32 mio. EUR, som der anmodes om, på følgende vis:

-   samlet behov til det nye instrument 2003-2006:   272 mio. EUR

-   omprogrammering af strukturfondene (med virkning fra 2004):   240 mio. EUR

-   finansieringsbehov på 2003-budgettet:   32 mio. EUR

Rådet er ikke gået med til, at de 32 mio. EUR stilles til rådighed ved anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet. I Rådet sætter man også spørgsmålstegn ved omprogrammeringen af 240 mio. EUR under FIUF for perioden 2004-2006. Fællesskabsforanstaltningen til ophugning af fartøjer blev foreslået i begyndelsen af 2002. Siden da er risikoen for, at fiskebestandene ødelægges, især i Nordsøen, vest for Skotland og i Skagerrak og Kattegat, vokset, og forskere har endog tilrådet et stop for fiskeri for særlige torskebestandes vedkommende. Dette har ført til mere omfattende begrænsninger i fiskeriet end forventet. Ydermere har Rådet ikke godkendt alle Kommissionens forslag, hvilket betyder, at støtten til modernisering (i stedet for ophugning) af fartøjer kan videreføres, om end på et mere begrænset grundlag. Det er også muligt at yde støtte til den permanente overførsel af EU-fartøjer til tredjelande i yderligere to år. Disse punkter mindsker den mulighed for omprogrammering, som Kommissionen gik ud fra, da den forelagde forslaget, og kan give problemer med at nå omprogrammeringsmålet på 240 mio. EUR inden for den treårige periode.

Da Rådet behandlede Kommissionens forslag mandag den 24. marts, anmodede det Kommissionen om yderligere oplysninger og især om at anføre, på hvilket grundlag den havde beregnet udgifterne til reformen af den fælles fiskeripolitik i betragtning af, at medlemsstaterne i henhold til forordningen først skulle indsende deres anmodninger i slutningen af juni 2003.

Kommissionen blev også anmodet om at redegøre for, hvorfor de 32 mio. EUR fra fleksibilitetsinstrumentet ikke kan finansieres ved omrokering af bevillinger.

Ordføreren behøver ikke understrege, at det kræver enighed mellem budgetmyndighedens to parter at anvende fleksibilitetsinstrumentet. Overvejelserne med hensyn til de mulige fordele ved at gennemføre Kommissionens forslag vil derfor ikke føre til noget (i det mindste ikke i budgetmæssig henseende) på nuværende tidspunkt. Ordføreren opfordrer Rådet til at oplyse, hvordan reformen af fiskerisektoren vil blive finansieret, og er parat til at undersøge flere forskellige mulige forslag herom, herunder også muligheden for at anvende de midler, der er indeholdt i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999.