BETÆNKNING om mulighederne for indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes civile retsplejeregler
(KOM(2002) 746 og KOM(2002) 654 - C5-0201/2003 - 2003/2087(INI))

30. januar 2004

Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked
Ordfører: Giuseppe Gargani
PR_INI_art47-2

PROTOKOLSIDE

Med skrivelse af 20. december 2002 fremsendte Kommissionen sin grønbog mulighederne for indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes civile retsplejeregler (KOM(2002) 746) og med skrivelse af 14. januar 2003 det supplerende dokument (KOM(2002) 654). Begge dokumenter blev henvist til Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked og Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender til orientering.

På mødet den 15. maj 2003 meddelte Parlamentets formand, at Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked havde fået tilladelse til at udarbejde en initiativbetænkning om dette emne, jf. forretningsordenens artikel 47, stk. 2, og artikel 163, og at Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender var udpeget til rådgivende udvalg.

På mødet den 20. februar 2003 havde Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked valgt Giuseppe Gargani til ordfører.

På møder den 17. november 2003 og den 26.-27. januar 2004 behandlede udvalget udkastet til betænkning.

På sidstnævnte møde vedtog det forslaget til beslutning (for: 19; imod: 0; hverken/eller: 2).

Til stede under afstemningen var: Giuseppe Gargani (formand og ordfører), Willi Rothley (næstformand), Ioannis Koukiadis (næstformand), Bill Miller (næstformand), Uma Aaltonen, Marie-Françoise Garaud, Evelyne Gebhardt, José María Gil-Robles Gil-Delgado, Lord Inglewood, Kurt Lechner, Klaus-Heiner Lehne, Sir Neil MacCormick, Toine Manders, Hans-Peter Mayer (for Malcolm Harbour), Arlene McCarthy, Manuel Medina Ortega, Angelika Niebler, Anne-Marie Schaffner, Francesco Enrico Speroni (for Alexandre Varaut), Diana Wallis og Joachim Wuermeling.

Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender vedtog den 9. juli 2003 ikke at afgive udtalelse.

Betænkningen indgivet den 30. januar 2004.

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om mulighederne for indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes civile retsplejeregler

(KOM(2002) 746 og KOM(2002) 654 - C5-0201/2003 - 2003/2087(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til grønbogen om en EF-procedure for betalingspåbud og om foranstaltninger til forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi (KOM(2002) 746),

–   der henviser til grønbogen om omdannelse af Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, til en fællesskabsretsakt med opdatering af dens bestemmelser (KOM(2002) 654),

–   der henviser til EF-traktatens artikel 61, litra c), og artikel 65,

–   der henviser til Rådets og Kommissionens Wien-handlingsplan, vedtaget af Rådet i 1998[1],

–   der henviser til formandskabets konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere den 16. oktober 1999, særlig punkt 38 og 39,

–   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 743/2002 af 25. april 2002[2] om fastlæggelse af en generel fællesskabsramme for aktiviteter med henblik på at lette iværksættelsen af det civilretlige samarbejde,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 2, og artikel 163,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked (A5-0041/2004),

A.   der henviser til, at den stigende samhandel og mobilitet på det indre marked medfører et stadig større antal grænseoverskridende sager, der som følge af de omkostninger og vanskeligheder, deres internationale karakter giver anledning til, skaber alvorlige hindringer for EU-borgernes og små og mellemstore virksomheders udnyttelse af den frie bevægelighed for varer, personer, goder og kapital,

B.   der henviser til, at Det Europæiske Råd i Tampere udtrykte ønske om "nye retsplejeregler for grænseoverskridende sager, navnlig på punkter, der kan fremme et smidigt retligt samarbejde og en bedre adgang til domstolene og tilsvarende organer, f.eks. foreløbige retsmidler, bevisoptagelse, betalingsordrer og tidsfrister",

C.   der henviser til, at de internationalprivatretlige regler i grænseoverskridende sager skal gøre det muligt med tilstrækkelig klarhed at afgøre, hvilken national jurisdiktion der er kompetent, og hvilken ret der finder anvendelse, og sikre den gensidige anerkendelse og/eller fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet af de forskellige nationale domstole,

D.   der henviser til, at der med Bruxelles-konventionen fra 1968[3] fastsattes en række regler til bestemmelse af, hvilken national ret der er kompetent i tilfælde af grænseoverskridende sager, og at der med Rom-konventionen fra 1980 foretoges en harmonisering af medlemsstaternes internationalprivatretlige regler om kontraktlige forpligtelser, idet harmoniseringen af bestemmelser vedrørende forpligtelser uden for kontraktforhold udsattes til vedtagelsen af en fremtidig retsakt[4],

E.   der henviser til, at Bruxelles I-forordningen, Rom-konventionen, for så vidt som den omdannes til en fællesskabsretsakt og delvis opdateres, og den fremtidige "Rom II"-retsakt som følge af deres komplementaritet vil udgøre et vigtigt skridt fremad med henblik på sikring af retssikkerheden i grænseoverskridende sager,

F.   der henviser til, at Rom-konventionens omdannelse til en fællesskabsretsakt ville sikre en ensartet fortolkning af den ved Domstolen, og at man, nu hvor Unionen vil blive udvidet, ville undgå, at en ratificeringsprocedure forsinkede ikrafttrædelsen af ensartede lovvalgsregler i kandidatlandene,

G.   der henviser til, at en regelharmonisering på visse civilretlige procedureområder ville muliggøre en bedre og mere ensartet adgang til domstolene og overflødiggøre de i dag påkrævede mellemliggende foranstaltninger (eksekvaturproceduren),

H.   der henviser til, at hurtig inddrivelse af uindfriede fordringer og hurtig afgørelse af søgsmål om krav af mindre værdi er en absolut nødvendighed for de økonomiske forbindelser og for samhandelen i al almindelighed og repræsenterer en konstant bekymring for alle de økonomiske sektorer, der er interesseret i, at det indre marked fungerer efter hensigten,

I.   der henviser til, at der i programmet med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område i forlængelse af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere foreslås indførelse af fælles europæiske regler med henblik på hurtig og effektiv fuldbyrdelse af ubestridte krav og forenklet og hurtig afgørelse af søgsmål om krav af mindre værdi,

J.   der henviser til, at en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes civile retsplejeregler heller ikke kan komme uden om en standardisering af medlemsstaternes regler for forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter,

For så vidt angår grønbogen om omdannelse af Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, til en fællesskabsretsakt med opdatering af dens bestemmelser (KOM(2002) 654):

1.   glæder sig over Kommissionens initiativ;

2.   anmoder Kommissionen om at afhjælpe den overdrevne spredning på forskellige horisontale og sektorrelaterede instrumenter af de regler, som indvirker på de lovbestemmelser, der finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser, og samle dem alle i en konsolideret retsakt;

3.   anmoder Kommissionen om at vurdere hensigtsmæssigheden af en fremtidig kodificering af alle de fællesskabsinstrumenter, der fastsætter internationalprivatretlige regler, dvs. Bruxelles I-forordningen, Rom-konventionen og den fremtidige Rom II-retsakt;

4.   opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til følgende punkter:

• a)der bør foreslås vedtagelse af en forordning;
• b)vælger parterne et tredjelands lov, bør det sikres, at der sker anvendelse af fællesskabsrettens ufravigelige bestemmelser, hvis alle elementer i kontrakten, eller de særlig vigtige elementer heri, befinder sig på Unionens område;
• c)anvendelsen af internationale konventioner, som en medlemsstat allerede har undertegnet eller agter at undertegne, bør ikke berøres;
• d)reglerne bør også finde anvendelse på forsikringsaftaler om dækning af risici, der befinder sig på medlemsstaternes område;
• e)for så vidt angår det i konventionens artikel 4 omhandlede tilfælde bør kontrakten være underkastet loven i det land, hvor den part, der skal levere den karakteristiske tjenesteydelse, har sit sædvanlige opholdssted, eller hvor hovedkontoret, hvis der er tale om en forening eller en juridisk person, er beliggende; subsidiært bør kontrakten i tilfælde, hvor den karakteristiske tjenesteydelses oprindelse ikke kan bestemmes, være underkastet loven i det land, hvortil den er snævrest knyttet;
• f)for så vidt angår kontrakter indgået af forbrugere bør de i konventionens artikel 3 og 4 omhandlede kriterier finde anvendelse, uden at dette på nogen måde berører den beskyttelse, der sikres forbrugeren ved de ufravigelige lovbestemmelser i det land, hvor forbrugeren havde sit sædvanlige opholdssted på tidspunktet for kontraktens indgåelse, når blot dette land ikke er ukendt for den anden part som følge af et forhold, der kan tilskrives forbrugeren selv;
• g)den nye fællesskabsretsakt bør præcisere rækkevidden af begrebet "ufravigelige bestemmelser" på baggrund af Domstolens retspraksis;
• h)i individuelle ansættelseskontrakter bør Rom-konventionen (artikel 6) koordineres med direktiv 1996/71/EF om udstationering af arbejdstagere for at sikre anvendelse af de ufravigelige lovbestemmelser i det land, hvori arbejdstageren udstationeres; arbejdstagerens udstationering i et andet land bør ske for en begrænset periode, både for så vidt angår tidsrummet og genstanden for tjenesteydelsen; udstationeringen bør ikke kunne tilendebringes gennem en ny ansættelseskontrakt indgået i værtslandet med en arbejdsgiver (f.eks. en virksomhed), der indgår i den samme gruppe som den foregående arbejdsgiver;
• i)for så vidt angår den lov, der skal anvendes på den kontraktform, der benyttes i forbindelse med elektronisk handel, bør det, hvis det ikke er muligt at bestemme det sted, hvor parterne har givet udtryk for deres ønsker, være loven på det sted, hvor køberen eller modtageren af tjenesteydelsen sædvanligvis opholder sig, der finder anvendelse;
• j)ved fastlæggelsen af, hvilken lov der skal finde anvendelse på muligheden for at gøre indsigelse mod en overdragelse af en fordring, bør loven i det land, hvor overdrageren af fordringen har sin bopæl, vælges;
• k)med hensyn til lovfæstet erstatning bør den lov, der gælder for den fordring, som erstatningen dækker, finde anvendelse;

For så vidt angår grønbogen om en EF-procedure for betalingspåbud og om foranstaltninger til forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi (KOM(2002) 746)

5.   glæder sig over Kommissionens initiativ;

6.   opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til følgende punkter:

• a)der bør foreslås vedtagelse af en forordning, hvis anvendelsesområde begrænser sig til grænseoverskridende sager;
• b)medlemsstaterne bør kunne udvide anvendelsen af særlige europæiske procedurer til deres egne nationale retsordener som et supplement eller et alternativ til deres ordinære procedurer;
• c)et betalingspåbud bør begrænses til pengemæssige forpligtelser indgået inden eller uden for et kontraktforhold, og der bør ikke gælde noget beløbsloft;
• d)betalingspåbudsproceduren bør kunne bestå af én enkelt fase bestående i en dommers summariske efterprøvelse af sagens realitet på grundlag af skriftlig dokumentation; medlemsstater med en procedure, der er opdelt i to faser, bør kunne holde fast ved denne;
• e)skyldneren i en betalingspåbudssag bør underrettes om muligheden for at gøre indsigelse inden for en ufravigelig frist, efter udløbet af hvilken påbuddet bliver endeligt og får retskraft;
• f)et europæisk betalingspåbud bør først få øjeblikkelig retskraft i en anden medlemsstat uden anvendelse af eksekvaturproceduren efter forudgående attestation i oprindelsesstaten af dets ægthed og retskraft, således som det i øjeblikket er tilfældet for EF-tvangsfuldbyrdelsesdokumentet for ubestridte krav;
• g)for at sikre et betalingspåbuds retskraft på Unionens område, bør der udarbejdes fælles regler for forkyndelse af betalingspåbud, hvori det navnlig skal fastsættes, i hvilke tilfælde og med hvilke begrænsninger der kan benyttes en anden form for forkyndelse end direkte overrækkelse til skyldneren selv, når sidstnævnte metode ikke findes;
• h)spørgsmål vedrørende retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser på det civil- og handelsretlige område afgøres på grundlag af forordning (EF) nr. 44/2001 (Bruxelles I), som dog ikke synes at opfylde betingelserne for en effektiv fuldbyrdelse af retsafgørelser;
• i)forkyndelsen bør foretages af specialiseret juridisk uddannet personale, som er i stand til over for skyldneren at redegøre for ethvert aspekt i en igangværende procedure;
• j)proceduren for krav af mindre værdi bør ikke kun finde anvendelse på sager vedrørende betaling af et pengebeløb, efter forudgående fastlæggelse af et loft på grundlag af sagens værdi, men bør udvides til også at finde anvendelse på alle andre former for tvister vedrørende økonomiske forbindelser, når det drejer sig om forpligtelser;
• k)i proceduren for krav af mindre værdi bør der anvendes alternative konfliktløsningsmetoder, forenklet bevisførelse og begrænsede appelmuligheder;

7.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

• [1] EFT C 19 af 23.1.1999, s. 1, punkt 39 og 40.
• [2] EFT L 115 af 1.5.2002.
• [3] Siden erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000, i kraft siden den 1. marts 2002, om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som erstattede Bruxelles-konventionen fra 1968, hvis konsoliderede udgave offentliggjordes i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1-18. Bruxelles-konventionen fra 1968 gælder dog stadig for forbindelserne mellem Danmark og de øvrige medlemsstater.
• [4] "Rom II"-instrumentet, som i dag har fået form af et forslag til forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold ("Rom II").

BEGRUNDELSE

Den meget store og stadig stigende samhandel og frie bevægelighed for personer i Den Europæiske Union øger i stadig større grad muligheden for, at de enkelte borgere eller virksomheder ser sig indblandet i grænseoverskridende retssager.

Der er tale om sager, hvor parterne har bopæl i forskellige medlemsstater, og som derfor frembyder vanskeligheder. Risikoen i disse situationer er, at de berørte parter opgiver at gøre deres rettigheder gældende som følge af de forhindringer, de vil støde på med at anlægge sag i et fremmed land, hvis lovgivning og procedurer de ikke kender, og som følge af de udgifter, de vil skulle afholde. Desuden kan sagsomkostningerne i mange tilfælde, f.eks. i sager vedrørende krav af mindre værdi, ligefrem være højere end den indsats, der står på spil.

Heraf følger, at man, så længe denne situation fortsat består, ikke vil kunne tale om et ægte indre marked, hvor den frie bevægelighed for varer, personer, goder og kapital er sikret. Med andre ord kræver et rigtigt indre marked, at der findes et fælles retligt område, hvor private og virksomheder uden forskel, og uden at de straffes herfor, har adgang til retssystemet i samtlige medlemsstater.

Hovedformålet med et europæisk retligt område er faktisk at forenkle den eksisterende retlige kontekst i Unionen.

Det er i denne sammenhæng, at de to grønbøger, der er genstand for denne initiativbetænkning, skal ses.

Den første grønbog behandler spørgsmålet om omdannelse af Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, til en fællesskabsretsakt med opdatering af dens bestemmelser.

Det drejer sig således om at intervenere på området international privatret med det formål at løse nogle centrale problemer i forbindelse med tvister, hvor ikke alle elementer kan placeres inden for rammerne af én enkelt stats retsorden, dvs. om at bestemme, hvilken national ret der er kompetent, hvilken national lov der finder anvendelse, og endelig hvilken virkning og retskraft retsafgørelserne har.

Hidtil har samarbejdet på det civilretlige område i form af harmonisering af de forskellige medlemsstaters internationalprivatretlige regler i alt væsentligt udmøntet sig i indgåelsen af konventioner mellem medlemsstaterne i medfør af EF-traktatens artikel 293 (tidl. artikel 220). Ud over Rom-konventionen fra 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, fortjener Bruxelles-konventionen fra 1968 og Lugano-konventionen fra 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, også at blive nævnt.

Den her omhandlede omdannelse af Rom-konventionen til en fællesskabsretsakt skal ses som et supplement til det, der allerede er sket for Bruxelles-konventionen, som er blevet omdannet til forordning (EF) nr. 44/2001 (Bruxelles I).

I øvrigt er de to regelsæt i høj grad komplementære. Mens Bruxelles I fastsætter regler for valget af det for tvisten kompetente forum, idet den dog lader muligheden for den såkaldte forum-shopping stå åben, eller med andre ord parternes mulighed for at vælge en ret i én medlemsstat snarere end i en anden, udelukkende fordi den her gældende lov synes gunstigere for sagens realitet, sikrer Rom-konventionen på sin side ved at samordne medlemsstaternes lovvalgsregler (udelukkende for forpligtelser uden for kontraktforhold) en identisk løsning for så vidt angår sagens realitet, uanset hvilen national domstol der behandler sagen.

Til fuldstændiggørelse af regelsættet på dette område skulle vi en gang i fremtiden få det såkaldte Rom II-fællesskabsinstrument, som er genstand for det nyligt forelagte forslag til forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold[1].

Behovet for at integrere de tre instrumenter er helt tydeligt og indebærer ikke blot, at der hurtigt må skrides til en omdannelse af Rom-konventionen til en fællesskabsretsakt gennem vedtagelse af en til formålet bestemt forordning for at sikre, at de internationalprivatretlige regler kommer fra samme kilde, men også at der i en senere fase må nås frem til en egentlig kodificering, som samler de regler, der med Bruxelles I, Rom I og Rom II er omdannet til fællesskabsbestemmelser, i ét systematisk hele.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Rom-konventionen bør omdannes til en fællesskabsretsakt, og hvilken type retsakt der i så fald skal vælges, kan der kun svares bekræftende, og at der heller ikke i dette tilfælde kan være tvivl om, at man som for Bruxelles-konventionens vedkommende må vælge en forordning som retsaktstype.

Det drejer sig i det her foreliggende tilfælde om at harmonisere al international privatret på området kontraktlige forpligtelser, og derfor er en øjeblikkelig anvendelse af de pågældende bestemmelser i samtlige medlemsstater at foretrække fremfor de usikkerheder, der ville opstå i forbindelse med gennemførelsen af et direktiv.

Et andet forhold, som taler til fordel for en forordning, er Unionens udvidelse. Eftersom Rom-konventionen er en integrerende del af gældende fællesskabsret, ville man med vedtagelsen af en forordning undgå, at en ratificeringsprocedure forsinkede ikrafttrædelsen af ensartede lovvalgsregler i kandidatlandene.

Endelig ville en forordning sikre en ensartet fortolkning af de heri indeholdte bestemmelser ved Domstolen set i forhold til de fortolkningsforskelle, der har været tale om mellem de forskellige nationale retssystemers højesteretsdommere, der har truffet afgørelser om reglerne i Rom-konventionen, og desuden gøre det muligt ved hjælp af hensigtsmæssige ændringer at opdatere konventionens regler uden at skulle gennem de komplekse procedurer for ændringer af internationale aftaler.

Sidst, men ikke mindst, skal det understreges, at Unionens nært forestående udvidelse med stater, hvis retssystemer ikke er af liberal oprindelse, men som dog længe har haft økonomiske forbindelser med de øvrige medlemsstater, i højere grad nødvendiggør et garantisæt til beskyttelse af det indre marked.

Med hensyn til spørgsmålet om opdateringer af Rom-konventionens regler kan de påkrævede opdateringer beskrives nærmere som følger.

Uden at der røres ved et af konventionens grundlæggende principper, nemlig at parterne frit kan vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse på deres kontrakt, kunne der indføres en lettelse, hvorefter det i tilfælde af valg af et tredjelands lov under alle omstændigheder sikres, at fællesskabsrettens ufravigelige bestemmelser altid har forrang, således som det er tilfældet i forbindelse med beskyttelse af de svageste parter (lønmodtagere, forbrugere).

Desuden må anvendelsesområdet for konventionens regler udvides til også at omfatte forsikringsaftaler, og der må, som følge af behovet for en koordinering med gældende fællesskabsret, foretages en række præciseringer af de regler, der er fastsat for forbrugeraftaler og ansættelseskontrakter samt for elektronisk samhandel.

Også Kommissionens grønbog om en EF-procedure for betalingspåbud og om foranstaltninger til forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi tager sigte på at konsolidere et fælles retligt område.

Ubestridte krav og krav af mindre værdi er, selv om de vedrører forskellige aspekter, eksempler på, hvor vigtigt det er fortsat at arbejde hen imod et retligt samarbejde.

For mange EU-borgere og mange virksomheder, særlig små og mellemstore virksomheder, har en sikker og hurtig inddrivelse af uindfriede fordringer en ikke uvæsentlig betydning, navnlig når sagen antager grænseoverskridende karakter, fordi skyldneren har bopæl i udlandet, eller fordi retsafgørelsen skal fuldbyrdes i udlandet.

Merværdien af disse procedurer, som bør indføres ved en fællesskabsforordning af samme årsager som dem, vi har redegjort for i forbindelse med Rom-konventionen, skulle være, at der skabes mulighed for fuldbyrdelse på hele Unionens område uden anvendelse af eksekvaturproceduren og således for at inddrive store ubestridte fordringer eller for at afgøre sager, som kreditorerne ellers principielt ikke ville føle sig ansporet til at rejse.

Forordningen bør også fastlægge hele proceduren for betalingspåbud og i denne forbindelse bl.a. anføre, hvilke forudsætninger der skal være opfyldt, for at kreditor kan gøre krav gældende, således at der kan indføres en fælles procedure, hvor der hersker vished om de enkelte proceduretrin og, om muligt, om omkostningerne.

Med hensyn til et europæisk betalingspåbud må der derfor gøres nogle yderligere betragtninger her. Det drejer sig i første instans om at afgøre, om et sådant europæisk betalingspåbud skal være begrænset til grænseoverskridende sager, eller om det også skal finde anvendelse på sager mellem parter med bopæl i samme stat. Eftersom ikke alle medlemsstater har en særlig procedure af denne art i deres retsplejelov, og eftersom disse procedurer, hvor de findes, udviser betragtelige forskelle, forekommer det for at undgå forskelsbehandling af de forskellige kategorier af kreditorer (grænseoverskridende og nationale) ønskeligt at gøre det muligt for parterne også at anvende dette instrument i interne sager. Genstanden for et europæiske betalingspåbud bør kun kunne være en pengemæssig forpligtelse for at sikre, at proceduren kan afvikles tilstrækkeligt hurtigt.

Med hensyn til retternes kompetence forekommer det ikke hensigtsmæssigt at ændre kriterierne i Bruxelles I-forordningen for ikke at svække sammenhængen i systemet.

Det vanskeligste problem er stadig, at der må træffes et valg mellem de to modeller, som medlemsstaterne i øjeblikket eksperimenterer med. Der findes nemlig to forskellige modeller for procedurer for betalingspåbud, modellen med beviser og modellen uden beviser. Begge har givet påskønnelsesværdige resultater, og begge sigter mod en proceduremæssig forenkling, men adskiller sig ved at kræve forefindelse eller ej af et bevis eller en bevisregel som basis for den fordring, der gøres gældende ved retten. Dette indebærer en række differentieringer af en vis betydning. Hvor der kræves bevis, om end blot i ikke-vægtig form (f.eks. forelæggelse af skriftlig dokumentation for fordringen), er det en dommer, der tager stilling til sagen og træffer afgørelse, er der større garantier for skyldneren, er der mulighed for at appellere afgørelsen og atter få alle elementer undersøgt fuldt ud i en ny retssag, og er der som regel færre hindringer for afgørelsernes retskraft og for fuldbyrdelsen af en afgørelse afsagt uden høring af den anden part.

Derimod forholder det sig i forbindelse med modellen uden beviser sådan, at sagerne afvikles hurtigere, og at der er en større automatik i procedurerne (formålsbestemte formularer, optiske læsere osv.). Den afgørelse, der træffes, synes rent administrativ og træffes af et justitskontor eller en retsembedsmand, og der er en vis svækkelse af skyldners rettigheder, navnlig for så vidt angår mulighederne for at gøre indsigelse mod eller appellere afgørelsen, inden denne får retskraft.

Vi har i denne sammenhæng ud fra ønsket om at yde skyldneren fuld beskyttelse fundet det hensigtsmæssigt at gå ind for den model, hvor der kræves en bevisregel, idet vi under alle omstændigheder finder, at der er betydelige fordele forbundet med at indføre en summarisk procedure, hvor sager efterprøves af en dommer.

Forordning (EF) nr. 44/2001 om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser må afgjort revideres, eftersom grundlaget for gennemførelse og tvangsfuldbyrdelse skal vurderes af en anden dommer i den medlemsstat, anmodningen rettes til, ved en procedure, der kunne føre til, at en retsafgørelse erklæres for ikke-eksigibel. Med henblik på at støtte en forenkling af den frie bevægelighed for retsafgørelser kunne man også forestille sig foranstaltninger til fremme af garantisystemet.

Også spørgsmålet om forkyndelse af dokumenter er ret væsentligt. Ikke alle retsordener har de samme regler, navnlig ikke for så vidt angår størrelsen af de garantier, der gives for adressatens faktiske kendskab til retsdokumenterne. Der findes systemer, hvor det er fremherskende praksis, at embedsmænd forkynder retsdokumenterne ved at overrække dem direkte til sagsøgte, og andre, hvor forkyndelsen fortrinsvis sker pr. post. Det er klart, at det, hvis man som i vort tilfælde ønsker, at betalingspåbuddet skal kunne fuldbyrdes i alle medlemsstaterne uden anvendelse af eksekvaturproceduren, må sikres, at forkyndelsen har samme pålidelighedsgrad i alle medlemsstaterne. Derfor har vi ud over at ønske en generel indbyrdes tilnærmelse af reglerne om forkyndelse fundet det rigtigt at gå ind for, at der i det mindste sker en sådan tilnærmelse for det europæiske betalingspåbuds vedkommende.

Desuden er en harmonisering af metoden til forkyndelse af retsdokumenter et effektivt middel til fjernelse af en af hindringerne for adgang til domstolene, og der bør med henblik herpå foretages en tilbundsgående undersøgelse af omkostningerne ved forkyndelse med henblik på indførelse af en europæisk takstfortegnelse for forkyndelser, bl.a. fordi der er tale om en offentlig tjeneste, og fordi de måder, hvorpå strukturer med kompetence til at foretage forkyndelser arbejder, adskiller sig for meget fra hinanden

Sluttelig skal det anføres, at alternative konfliktløsningsmetoder også bør finde anvendelse på proceduren for krav af mindre værdi, som er baseret på behovet for at forenkle den ordinære procedure, og at der bør fastsættes begrænsninger for bevisførelse og appelmuligheder. Imidlertid gælder ovenstående betragtninger vedrørende forkyndelse af retsakter i forbindelse med afskaffelsen af eksekvaturproceduren i vid udstrækning også for denne procedure.

• [1] KOM(2003) 427.