HENSTILLING om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1260/1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene vedrørende forlængelse af Peace-programmets varighed og ydelse af nye forpligtelsesbevillinger
5.1.2005 - (KOM(2004)0631 – 16064/2004 – C6‑0252/2004 – 2004/0224(AVC)) - ***
Regionaludviklingsudvalget
Ordfører: James Nicholson
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING
om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1260/1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene vedrørende forlængelse af Peace-programmets varighed og ydelse af nye forpligtelsesbevillinger
(KOM(2004)0631 – 16064/2004 – C6‑0252/2004 – 2004/0224(AVC))
(Procedure med samstemmende udtalelse)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til forslag til Rådets forordning (KOM(2004)0631 – 16064/2004)[1],
– der henviser til Rådets anmodning om samstemmende udtalelse, jf. EF-traktatens artikel 161 (C6‑0252/2004),
– der henviser til forretningsordenens artikel 75, stk. 1,
– der henviser til henstilling fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A6‑0001/2005),
1. afgiver samstemmende udtalelse om forslag til Rådets forordning;
2. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.
- [1] Endnu ikke offentliggjort i EUT.
BEGRUNDELSE
Baggrund
Formålet med EU-programmet for fred og forsoning i Nordirland og de tilgrænsende counties i Irland (Peace) er at styrke fremskridtet hen imod et fredeligt og stabilt samfund og at fremme forsoning. Det blev udarbejdet som et fællesskabsinitiativprogram i 1994 for en indledende periode på tre år for at fremme en positiv udvikling i fredsprocessen og navnlig som en reaktion på den våbenstilstand, som forskellige involverede grupper i konflikten havde erklæret.
Programmet blev iværksat i forlængelse af tidligere EU-støtte, hvor Nordirland havde draget fordel af særlig finansiel bistand til fremme af fred og forsoning. Fra og med 1989 blev Det Europæiske Fællesskab en af de vigtigste finansielle bidragydere for Den Internationale Fond for Irland (IFI), som er et internationalt organ, der blev oprettet på baggrund af traktaten mellem Det Forenede Kongeriges regering og de skiftende irske regeringer[1] for at øge de økonomiske og sociale fremskridt og at fremme kontakten, dialogen og forsoningen mellem nationalister og unionister i hele Irland. Der er i EU's budget for øjeblikket afsat et årligt beløb på 15 mio. €[2].
Peace I-programmet
Der blev for perioden 1995 til 1999 afsat et samlet beløb på 500 mio. € fra EU's budget til det første Peace-program, hvoraf ca. 80 procent blev anvendt i Nordirland og 20 procent i Irlands tilgrænsende counties (Cavan, Donegal, Leitrim, Louth, Monaghan og Sligo). Lige fra begyndelsen blev der i programmet gjort brug af en "bottom-up"-strategi for at inddrage personer på græsrodsniveau og for at målrette dets interventioner på de områder og befolkningsgrupper, der var mest berørt af konflikten. Med Peace I-programmet blev der i hele Nordirland finansieret over 13.000 projekter, der omfattede områder som f.eks. social inddragelse, økonomisk udvikling og beskæftigelse, genopretning af byer og landdistrikter samt grænseoverskridende samarbejde.
Fællesskabets medfinansiering beløb sig til 72,13 % af de samlede investeringer, mens den resterende del blev dækket af en række myndigheder i begge lande og af den private sektor. I Nordirland var et særligt underprogram specifikt rettet mod at fremme oprettelsen af lokale partnerskaber såvel som frivillige fællesskabsgrupper, der efterfølgende spillede en vigtig rolle ved gennemførelsen af programmet. Der blev ligeledes oprettet et enkelt opfølgningsudvalg med ansvar for begge sider af grænsen.
Peace II-programmet
For at følge op på det vellykkede Peace I-program og "i betragtning af den særlige indsats for fredsprocessen i Nordirland" blev det på Det Europæiske Råd i Berlin den 24. til 25. marts 1999 besluttet at forlænge programmet med yderligere fem år (2000-2004) med det strategiske mål at opnå større fremskridt med hensyn til at skabe et fredeligt og stabilt samfund, fremme forsoningen og yde bistand til aktiviteter til gavn for økonomisk genopbygning og social inddragelse.
Indholdet af denne beslutning var Belfast-aftalen (Good Friday Agreement)[3], der blev indgået af de vigtigste politiske partier samt den britiske regering og de skiftende irske regeringer efter flerpartisforhandlinger den 10. april 1998. Denne aftale forpligtede deltagerne til udelukkende at anvende demokratiske og fredelige midler til at løse tvister om politiske spørgsmål og til at modsætte sig andres brug af enhver form for magt eller trusler herom til politiske formål. Aftalen tilvejebragte en politisk ramme for fredsprocessen og omfattede overdragelse af beføjelser til en forsamling og et udøvende organ for Nordirland, der efterfølgende blev oprettet i slutningen af 1999. I aftalen erkendte man dog, at der fortsat fandtes meget forskellige, men lige legitime, politiske forhåbninger, og aftalen forpligtede derfor også parterne og regeringerne til på enhver praktisk måde at tilstræbe forsoning og tilnærmelse inden for rammerne af demokratiske og aftalte ordninger.
Derfor var forlængelsen af programmet med fem år, som den daværende kommissær Michel Barnier dengang formulerede det, udtryk for EU's konkrete solidaritet og støtte til den fredsproces, der blev indledt med Belfast-aftalen.
EU's samlede finansielle støtte til Peace II-programmet beløber sig til 531 mio. €, hvoraf ca. 100 mio. € er blevet afsat til Irlands tilgrænsende amter, mens omkring 80 % af denne støtte er gået til projekter i Nordirland (425 mio. €). De samlede udgifter til programmet mellem 2000 og 2004 er på over 708 mio. €, hvoraf EU's bidrag udgør 75 % af den samlede offentlige finansiering, mens den resterende del stammer fra medfinansierede udgifter fra den offentlige sektor i Det Forenede Kongerige og Irland samt fra den private sektor. 15 % af den samlede bevilling er afsat til grænseoverskridende projekter. Programmet er blevet gennemført under fuld overholdelse af additionalitetsprincippet i forbindelse med strukturfondsinterventioner og andre udgifter inden for den offentlige sektor i Nordirland og Irland.
Det nye element i Peace II-programmet har været at forholde sig til den økonomiske og sociale arv, som mere end 30 års konflikt har medført, og at drage fordel af de nye muligheder, som fredsprocessen åbner som del af den såkaldte "fredsdividende". Med programmet har man således forsøgt at hjælpe en lang række sektorer, områder, grupper og lokalsamfund, der i særlig grad har været berørt af volden, og forsøgt at stimulere projekter på tværs af befolkningsgrupper. Med programmet har man ligeledes forsøgt at følge op på den omfattende bottom-up-metode, der blev anvendt i forbindelse med lanceringen af det første program, og som var kendetegnet ved en fælles nord-syd-strategi (joint North/South delivery approach). Størstedelen af finansieringen vil således fortsat blive forvaltet af lokalt baserede partnerskabsstrukturer og af sektorspecialiserede ikke-statslige organisationer. Overordnet set forvaltes programmet af det særlige organ for EU-programmer (Special EU Programmes Body (SEUPB)), som er et af de seks gennemførelsesorganer for den nordlige og sydlige del (North/South Implementation Bodies), der blev oprettet som led i Belfast-aftalen.
Indholdet af kommissionsforslaget
Kommissionen foreslår en ændring af forordning (EF) nr. 1260/1999, således at gennemførelsen af Peace-programmet forlænges med to år indtil udgangen af 2006, hvilket falder sammen med programmeringsperioden for strukturfondene. Dette stemmer overens med et forslag om at udvide Fællesskabets årlige støtte til Den Internationale Fond for Irland, der er på 15 mio. €, for samme periode[4]. Det mere overordnede mål er derfor at tilpasse de foranstaltninger, der finansieres ved hjælp af disse to instrumenter, til de interventioner, der i regionen gennemføres som led i EU's samhørighedspolitik.
Vurdering
Det er åbenlyst, som Kommissionen selv gør opmærksom på, at konsolideringen af fredsprocessen i Nordirland, som Peace-programmet indtil nu har givet et enestående og vigtigt bidrag til, nødvendiggør fortsat finansiel støtte fra Det Europæiske Fællesskab til de berørte regioner og forlængelse af Peace-programmet med endnu to år. Uheldigvis er dette formodentligt en underdrivelse.
Der er behov for, at alle involverede parter i fredsprocessen påtager sig en langsigtet forpligtelse herfor, og det er urealistisk at tro, at de økonomiske, sociale og psykologiske problemer, der er forårsaget eller forværret af mere end 30 års voldelig konflikt, kan løses fra den ene dag til den anden - eller endda i løbet af de næste par år. Dette er tilfældet med hensyn til alle de prioriterede områder, der er dækket af programmet.
- Økonomisk fornyelse: Det skal fortsat være et af Peace-programmets centrale mål at bekæmpe den økonomiske arv af konflikter og mistillid. Det skal stadig være en prioritet at give lokalsamfund mulighed for at håndtere denne arv og imødekomme de udfordringer, der er forbundet med en økonomi i forandring. Peace-programmet har tilført og skal fortsat tilføre en højere grad af økonomisk og social merværdi til den politiske proces, enten ved at skabe nye beskæftigelsesområder eller ved at yde bistand til de områder, der er berørt af industriel tilbagegang, således at der kan skabes nye bæredygtige beskæftigelsesformer. Med den fortsatte lukning af en stor del af den traditionelle industrisektor er behovet for at hjælpe ansatte i disse sektorer med at skifte til anden bæredygtig beskæftigelse stadig så stor som aldrig før. Denne prioritet er stadig af afgørende betydning, således at alle kan deltage i fredsdividenderne.
- Social integration, inddragelse og forsoning: Der er blevet opnået store fremskridt i løbet af de seneste ti år, siden de vigtigste aktører i konflikten delvist ophørte med at begå voldelige handlinger. Resultatet har været, at det har været muligt at genoprette en form for normalitet i en stor del af regionen. Disse forbedringer har imidlertid ikke været af ensartet karakter. I bestemte områder og navnlig, men ikke udelukkende, i de områder, der udgør en "grænseflade" mellem befolkningsgrupperne, hersker der store forskelle og en stor grad af mistillid, som måske er mere udpræget end nogensinde før. Det aktuelle behov for at fremme social integration, inddragelse og forsoning i både by- og landområder vil næsten utvivlsomt udgøre en tung byrde og fortsat være en uønsket arv af "problemer" i de næste mange år. Ved hjælp af programmet skal der fortsat gøres en indsats for at yde bistand til de personer, der er mest berørt af konflikten, herunder voldsofre og deres familier. Med programmet skal der desuden ydes støtte til grupper og lokalsamfund, som bidrager aktivt til fred og forsoning, med særlig fokus på det positive bidrag, som kvinder kan give, og tilvejebringes særlige foranstaltninger for at fremme dem.
Set i lyset af den sorg og harme, som eksisterer i hele lokalsamfundet som følge af den voldelige fortid, er det overordentlig vigtigt, at der sker en afbalanceret udvælgelse og ligelig fordeling af de med freden forbundne fordele, og, hvad der er lige så vigtigt, at de berørte mennesker også føler, at dette er tilfældet. Hvis det i den forbindelse på baggrund af empiriske undersøgelser viser sig, at unionstilhængerne i lokalsamfundet har været specielt langsomme til at deltage i Peace-programmets aktiviteter, er der behov for en mere aktiv opfordring og om nødvendigt målrettede foranstaltninger for at motivere dem til at deltage i programmet. Dette skal også være tilfældet, hvis der konstateres en lav deltagelse hos andre samfundsgrupper.
- Lokalt baserede genopretnings- og udviklingsstrategier: Af samme årsager kan betydningen af lokalt baserede partnerskaber på tværs af befolkningsgrupper ikke understreges ofte nok, idet det er gennem samarbejde, at man bedst kan nedbryde hindringer og mistillid. Der vil dog igen nødvendigvis være tale om en langvarig proces. Dertil kommer, at det er ved at fremme det lokale input, at man kan opnå en virkelig forenkling af procedurerne og holde de administrative formaliteter og udgifter nede på et minimum.
- Region med opmærksomheden vendt udad og fremad: Der er stadig behov for at tackle den indadvendthed og det negative image, der er forbundet med mere end tre årtiers relative isolation i en region, som personer fra andre dele af Europa normalt har undgået at besøge. Nu er netop det tidspunkt kommet, hvor det er nødvendigt at fremme en strategi med opmærksomheden vendt udad og fremad ved at tilskynde til en konstruktiv dialog med andre regioner i EU om økonomiske, sociale og miljømæssige spørgsmål og ved i udlandet at fremme det positive image, der skabes som følge af et mere fredeligt samfund.
- Samarbejde på tværs af grænsen: Den langvarige periode med konflikter, som varede i mere end 30 år, hindrede udviklingen af normale økonomiske og sociale relationer og samarbejde på tværs af den irske grænse. Ironisk nok skete dette nøjagtigt på det tidspunkt, hvor de økonomiske barrierer rundt omkring i Europa blev nedbrudt. Inden for denne region består der af denne grund et særligt behov for at fremme normalt grænseoverskridende økonomisk, socialt og kulturelt samarbejde og dermed forbundne initiativer, som allerede er en generel og veludviklet praksis i andre dele af kontinentet.
Af disse årsager bør Kommissionens forslag og ligeledes det ledsagende forslag vedrørende IFI hilses velkommen. Af lige så stor betydning er dog også det politiske budskab, som EU vælger at sende på dette kritiske tidspunkt i fredsprocessen.
De på baggrund af Belfast-aftalen oprettede politiske institutioner er for øjeblikket fortsat ikke operative, alt imens forhandlingerne varer ved i et forsøg på at reetablere den overdragede ledelse. Ordføreren er af den opfattelse, at det på dette tidspunkt er vigtigt med et positivt signal fra EU.
Efter anbringender fra MEP'er og andre blev dette punkt accepteret af Kommissionen, af den britiske og irske premierminister og af Det Europæiske Råd, som den 10. juni 2004 udtalte, at det "noterer sig de vanskeligheder, der i øjeblikket er i fredsprocessen i Nordirland, og støtter de bestræbelser, de to regeringer udfolder for at reetablere de nye institutioner. For at støtte disse bestræbelser opfordrer Det Europæiske Råd Kommissionen til at undersøge muligheden for at afstemme aktiviteterne under Peace II-programmet og Den Internationale Fond for Irland med aktiviteterne inden for de øvrige programmer under strukturfondene, der udløber i 2006, herunder de finansielle konsekvenser".
Det er derfor åbenlyst, at der hersker en stor grad af politisk vilje til at udvide dette program, både fra Kommissionens og fra stats- og regeringschefernes side. Det eneste, man måske må beklage, er, at når man tager i betragtning, at dette allerede stod klart på Det Europæiske Råd i juni, skulle vi helt hen til midten af oktober, før Kommissionen fremlagde et forslag til Rådets forordning. Det deraf følgende krav om, at Parlamentet forkorter alle sine normale procedurer, må derfor anses for at være uheldig.
Endelig påhviler det i lyset af omfanget af støtte til udvidelse af Peace-programmet budgetmyndigheden - Parlamentet og Rådet - at godkende de nødvendige ændringer af de finansielle overslag for 2000-2006 eller iværksætte eventuelle andre foranstaltninger, der måtte være behov for, med henblik på at sikre, at der afsættes tilstrækkelige finansielle bevillinger til at kunne fortsætte programmet.
Konklusioner
I en situation, hvor der forståeligt nok stadig hersker mistillid og endda frygt i en lang række områder, er det nødvendigt at håndtere den igangværende fredsproces på en hårfin måde. Politiske budskaber og symboler er alt sammen vigtigt. Med hensyn hertil kan EU nu optræde på en positiv måde for at demonstrere sin solidaritet, samtidig med at det konkret bidrager til at skabe et bedre samfund i en europæisk region, der allerede har lidt tilstrækkeligt.
Parlamentet bør derfor godkende kommissionsforslaget, således at udvidelsen af programmet kan træde i kraft pr. 1. januar 2005.
- [1] Aftale mellem regeringen for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og regeringen for Irland om Den Internationale Fond for Irland, 18. september 1986 (senest ændret den 10. oktober 2000); UK Treaty Series N°58 (1987) Cm 266 / Republic of Ireland N°1 (1986) Cmnd 9908.
- [2] Rådets forordning (EF) nr. 2236/2002 af 10. december 2002 om finansielle bidrag fra Fællesskabet til Den Internationale Fond for Irland , EFT L 341 af 17.12.2002, s. 6.
- [3] Aftale indgået i forbindelse med flerpartiforhandlinger om Nordirland (10. april 1998), (Cmnd. 3883), (Good Friday-aftalen / Belfast-aftale). Belfast: HMSO.
- [4] Forslag til Rådets forordning om Fællesskabets finansielle støtte til Den Internationale Fond for Irland (2005-2006), KOM(2004) 632 endelig af 13.10.2004.
UDTALELSE FRA BUDGETUDVALGET (25.11.2004)
Gerardo Galeote Quecedo
Formand for
Regionaludviklingsudvalget
BRUXELLES
Om: Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1260/1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene, hvad angår forlængelse af PEACE-programmets varighed og tildeling af nye forpligtelsesbevillinger (KOM(2004)0631 – 16064/2004 – C6-0252/2004 – 2004/0224(AVC))[1]
Budgetudvalget behandlede ovennævnte kommissionsforslag på mødet den 15. november 2004.
Ved den lejlighed vedtog udvalget enstemmigt, 1 stemme hverken/eller[2], følgende ændringsforslag:
"mener, at der bør vedføjes Kommissionens forslag en finansieringsoversigt, der kun skal være forenelig med loftet for udgiftsområde 2 i de finansielle overslag, for så vidt som Europa-Parlamentet og Rådet når til enighed om forhøjelsen af det tilsvarende underloft inden for udgiftsområdet."
Budgetudvalget opfordrer Regionaludviklingsudvalget, der er korresponderende udvalg, til at indarbejde ændringsforslaget i det beslutningsforslag, det vedtager.
Med venlig hilsen
Janusz Lewandowski
- [1] Endnu ikke offentliggjort i EUT.
- [2] Til stede under afstemningen var: Janusz Lewandowski (formand), Jan Mulder (næstformand), Reimer Böge (næstformand), Gérard Deprez (ordfører), Laima Liucija Andrikienė, Paulo Casaca, Brigitte Douay, Den Dover, Salvador Garriga Polledo, Neena Gill, Dariusz Maciej Grabowski, Louis Grech, Catherine Guy-Quint, Anne Elisabet Jensen, Wiesław Stefan Kuc, Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk, Alain Lamassoure, Albert Jan Maat, Vladimír Maňka, Hans-Peter Martin, Jean-Claude Martinez, Mario Mauro, Gérard Onesta, Wojciech Roszkowski, Paul Rübig, Antonis Samaras, Jacek Emil Saryusz-Wolski, László Surján, Helga Trüpel, Kyösti Tapio Virrankoski, Marilisa Xenogiannakopoulou og Tomáš Zatloukal.
PROCEDURE
|
Titel |
Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1260/1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene vedrørende forlængelse af Peace-programmets varighed og ydelse af nye forpligtelsesbevillinger | ||||||
|
Referencer |
(KOM(2004)0631 – 16064/2004 – C6‑0252/2004 – 2004/0224(AVC)) | ||||||
|
Retsgrundlag |
art. 161 EF | ||||||
|
Hjemmel i forretningsordenen |
art. 75, stk. 1 | ||||||
|
Dato for anmodning om EP's samstemmende udtalelse |
| ||||||
|
Korresponderende udvalg |
REGI | ||||||
|
Rådgivende udvalg |
BUDG |
|
|
|
| ||
|
Ingen udtalelse |
|
|
|
|
| ||
|
Udvidet samarbejde |
|
|
|
|
| ||
|
Ordfører(e) |
James Nicholson 24.11.2004 |
| |||||
|
Oprindelig(e) ordfører(e) |
|
| |||||
|
Forenklet procedure |
| ||||||
|
Anfægtelse af retsgrundlaget |
|
|
|
|
| ||
|
Behandling i udvalg |
25.11.2004 |
|
|
|
| ||
|
Dato for vedtagelse |
25.11.2004 | ||||||
|
Resultat af den endelige afstemning |
for: imod: hverken/eller: |
enstemmigt
1 | |||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Alfonso Andria, Stavros Arnaoutakis, Jean Marie Beaupuy, Adam Jerzy Bielan, Jana Bobošíková, Graham Booth, Bairbre de Brún, Giovanni Claudio Fava, Gerardo Galeote Quecedo, Iratxe García Pérez, Eugenijus Gentvilas, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Zita Gurmai, Marian Harkin, Konstantinos Hatzidakis, Jim Higgins, Alain Hutchinson, Carlos José Iturgaiz Angulo, Mieczysław Edmund Janowski, Gisela Kallenbach, Tunne Kelam, Miloš Koterec, Constanze Angela Krehl, Jamila Madeira, Sérgio Marques, Ioannis Matsis, Miroslav Mikolášik, Francesco Musotto, James Nicholson, Lambert van Nistelrooij, István Pálfi, Francisca Pleguezuelos Aguilar, Elisabeth Schroedter, Alyn Smith, Grażyna Staniszewska, Catherine Stihler, Margie Sudre, Salvatore Tatarella, Kyriacos Triantaphyllides. | ||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Philip Bradbourn, Jan Březina, Mojca Drčar Murko, Richard Falbr, Richard Seeber, Thomas Ulmer, Daniel Varela Suanzes-Carpegna. | ||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
| ||||||
|
Dato for indgivelse – A6 |
5.1.2005 |
A6-0001/2005 | |||||
|
Bemærkninger |
... | ||||||