BETÆNKNING om den territoriale samhørigheds rolle i den regionale udvikling

25.7.2005 - (2004/2256(INI))

Regionaludviklingsudvalget
Ordfører: Ambroise Guellec


Procedure : 2004/2256(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A6-0251/2005
Indgivne tekster :
A6-0251/2005
Forhandlinger :
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om den territoriale samhørigheds rolle i den regionale udvikling

(2004/2256(INI))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til traktaten om en forfatning for Europa, især artikel I-3, I-14, II-96, III-220, III-365, stk. 3, og artikel 8 i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

 der henviser til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab som ændret ved den europæiske fælles akt og ved Maastricht-, Amsterdam- og Nice-traktaterne, især artikel 158 og 159,

 der henviser til sine beslutninger af henholdsvis 7. februar 2002[1] og 22. april 2004[2] om Kommissionens anden og tredje rapport om økonomisk og social samhørighed,

 der henviser til sin beslutning af 2. september 2003[3] om de i strukturel henseende ugunstigt stillede områder (øer, bjergområder og regioner med lav befolkningstæthed) i forbindelse med samhørighedspolitikken og de institutionelle perspektiver,

 der henviser til sin beslutning af 29. juni 1995[4] om Kommissionens dokument om Europa efter år 2000 - "Samarbejde om fysisk planlægning af det europæiske område",

 der henviser til det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv (EFFU), der blev vedtaget i Potsdam i 1999 på det uformelle rådsmøde for EU's ministre for fysisk planlægning,

 der henviser til hvidbogen om nye styreformer i EU, som Kommissionen vedtog i juli 2001,

 der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 10. april 2003 om territorial samhørighed i Europa,

 der henviser til rapporterne fra det europæiske observationsnet for fysisk og funktionel udvikling (ORATE), rapporten fra 2004 om territorial samhørighed og den foreløbige rapport fra foråret 2005 med titlen "À la recherche de potentiels territoriaux" – På sporet af territoriale muligheder,

 der henviser til undersøgelsen om "Samhørighedspolitikkens fremtid" fra februar 2005 udført af Notre Europe på Regionaludviklingsudvalgets anmodning,

 der henviser til konklusionerne fra det uformelle rådsmøde om fysisk planlægning den 29. november 2004 i Rotterdam,

 der henviser til konklusionerne fra det uformelle ministerrådsmøde om regionalpolitikken og den territoriale samhørighed den 20.-21. maj 2005 og dets hensigt om inden udgangen af 2007 at udarbejde et dokument med titlen "Områdernes tilstand og perspektiver i EU",

 der henviser til forretningsordenens artikel 45,

 der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A6‑0251/2005),

A.  der henviser til, at samhørighed udgør et af Unionens strategiske mål, da den har til formål at fremme en harmonisk og ensartet udvikling af hele det geografiske område, og henviser til, at Unionen efter udvidelsen yderligere bør forbedre samhørighedspolitikkens effektivitet på grund af de langt større forskelle, der optræder inden for et Fællesskab med 25 medlemsstater,

B.  der henviser til, at territorial samhørighed bliver et nyt fællesskabsmål, der supplerer målsætningen for den økonomiske og sociale samhørighed ved at give den en tværgående dimension, der gælder for alle geografiske områder og alle fællesskabspolitikkerne,

C.  der henviser til, at en territorial samhørighedspolitik på fællesskabsplan er af afgørende betydning for Unionens udvikling, idet den medfører en grundlæggende "merværdi på fællesskabsplan", der kan styrke bæredygtige udviklingsperspektiver,

D.  der henviser til, at målet med den territoriale samhørighed i sidste ende er en optimal udvikling af samtlige geografiske områder, uden at der sker en geografisk koncentration af aktiviteterne, samtidig med at levevilkårene for hele befolkningen forbedres,

E.  der henviser til, at de naturlige ressourcer i regionerne og deres udnyttelse er af stor betydning for udviklingen af regionerne, men også for udviklingen af hele Den Europæiske Union, og derfor også vil være til gavn for borgerne;

F.  der henviser til, at det er nødvendigt at indarbejde den territoriale dimension i fællesskabspolitikkerne, og går ud fra den kendsgerning, at sektorpolitikkerne, navnlig transportpolitikken, miljøpolitikken, konkurrencepolitikken og forskningspolitikken, vil have en reel indvirkning på Unionens område,

G.  der henviser til, at midtvejsrevideringen af Lissabon-strategien og Göteborg-strategien har været relativt skuffende, hvad angår muligheden for at inddrage den territoriale dimension i Unionens prioriterede mål,

H.  der henviser til, at metoden til fastsættelse af strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken på fællesskabsplan fremover omfatter den territoriale samhørighed, der danner ramme om fondenes interventioner,

1.  mener, at den territoriale samhørighed er et grundlæggende mål for den fysiske planlægning af Unionens område, og at den udgør grundlaget for regionaludviklingspolitikken;

2.  understreger, at den territoriale samhørighed kommer til udtryk gennem princippet om lighed mellem borgerne, uanset hvor i Unionen de bor;

3.  opfordrer derfor til, at den regionale udvikling baseres på programmer, der sikrer lige behandling mellem områderne, samtidig med at deres forskelligartethed bevares, hvilket navnlig indebærer, at forsyningspligtydelser og tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse skal være tilgængelige i rimeligt omfang;

4.  opfordrer til, at den territoriale dimension betragtes som et vigtigt element i Lissabon-strategien og i Göteborg-strategien;

5.  bekræfter, at en harmonisk udvikling af hele Unionens område bør baseres på gennemførelsen af en fysisk-funktionel, polycentrisk model for lige adgang til infrastrukturer og til viden samt for en hensigtsmæssig forvaltning af natur- og kulturarven som foreslået af EFFU;

6.  mener, at det først og fremmest er forvridningerne mellem den centrale del af Unionen og dens periferi og forskellene internt i medlemsstaterne, der skal bekæmpes for at styrke samhørigheden;

7.  understreger i denne ånd, at samarbejdet og partnerskabet mellem bycentrene, forstæderne og landdistrikterne, navnlig dem, der er lider under bestemte ugunstige forhold, er af stor betydning;

8.  understreger ligeledes, at byerne, navnlig de små og mellemstore byer, spiller en vigtig rolle som en væsentlig faktor for vækst og territorial ligevægt;

9.  går ind for, at alle det territoriale samarbejdes dimensioner styrkes, uanset om der er tale om den grænseoverskridende, den tværnationale eller den tværregionale dimension;

10.  ønsker, at der indføres en mekanisme til styrkelse af de sektorpolitikker, der har stor indvirkning på udviklingen af Unionens forskellige områder, og af regionaludviklingspolitikken;

11.  opfordrer til, at de foranstaltninger, der anbefales i hvidbogen om nye styreformer i EU fra juli 2001, anvendes for at sikre en reel forvaltning på mange niveauer og inden for mange sektorer, samtidig med at samarbejdet mellem de tre territoriale niveauer, nemlig det regionale, det nationale og det europæiske niveau, styrkes og baseres på princippet om partnerskab med alle de relevante parter;

12.  understreger endnu en gang, at princippet om "en fond pr. program" gør det muligt at styrke en integreret indfaldsvinkel til samhørighedspolitikken og udgør en del af selve tankegangen bag den territoriale samhørighed;

13.  kræver, at der parallelt med BNP fastsættes nye territoriale indikatorer til brug ved måling af regionernes udviklingsniveau og til objektiv evaluering af hindringerne for denne udvikling, dvs. et indeks for afsides beliggenhed og tilgængelighed, tilstedeværelsen af infrastrukturer og transport, niveauet af forskning og innovation, almen uddannelse og erhvervsuddannelse, niveauerne for produktivitet i området og ledighedens størrelse;

14.  opfordrer Kommissionen til at oprette et system til kontrol af de virkninger, som de forskellige fællesskabspolitikker har på den territoriale samhørighed i Unionen, og fremhæver Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med opfølgningen på resultaterne;

15.  genfremsætter den opfordring, der blev fremsat i den tredje samhørighedsrapport fra februar 2004, om, at Parlamentet og Rådet vedtager en "fællesskabsstrategi for samhørighed", hvor der fastlægges klare prioriteter og konkrete retningslinjer for medlemsstaterne og regionerne, og som udgør den regionale del af EU's strategi for bæredygtig udvikling og baseres på principperne og målsætningerne i EFFU;

16.  anmoder afslutningsvis Kommissionen om at udarbejde en hvidbog vedrørende målsætningen for den territoriale samhørighed, der især præciserer, hvorledes denne målsætning skal integreres i den nationale strategiplan i de enkelte medlemsstater;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

  • [1]  EFT C 284 E af 21.11.2002, s. 329.
  • [2]  EUT C 104 E af 30.4.2004, s. 1000.
  • [3]  EUT C 76 E af 25.3.2004, s. 111.
  • [4]  EFT C 183 af 17.7.1995, s. 18.

BEGRUNDELSE

Indledning

Terminologi

Den territoriale samhørighed placerer målet om en afbalanceret og bæredygtig udvikling af EU i en territorial sammenhæng. Begrebet "territorial samhørighed" bygger på og udvider begrebet "økonomisk og social samhørighed" og giver det en tværgående dimension, den territoriale dimension.

I dets egenskab af politisk målsætning består det i at fremme en harmonisk og afbalanceret udvikling af EU som helhed ved at integrere den territoriale dimension i fællesskabspolitikkerne.

Samhørighedens territoriale dimension forudsætter, at området organiseres på europæisk plan, så man kan nå frem til en egentlig fysisk planlægning af det europæiske område, navnlig hvad angår forvaltningen af såvel de materielle som de immaterielle net og tjenesteydelser.

Udviklingen af begrebet

Den Europæiske Fælles Akt medførte et behov for at nedbringe forskellene mellem EU's territorier. I de efterfølgende reformer af traktaterne glemte man imidlertid samhørighedens territoriale dimension.

Selv om den territoriale samhørighed blev nævnt i Amsterdam-traktaten, blev den ikke indsat i kapitlet om den økonomiske og sociale samhørighed, men i artiklen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse; dette forklarer, hvorfor den territoriale samhørighed ikke har opnået en praktisk og effektiv dimension, selv om en sådan er ønskelig.

I traktaten om en forfatning for Europa bliver den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed et af EU's vigtige mål (artikel I-3). Endvidere giver artikel III-220 ("For at fremme en harmonisk udvikling af Unionen som helhed udvikler og fortsætter denne sin indsats for at styrke sin økonomiske, sociale og territoriale samhørighed) den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed en central plads i EU's enkelte politikker, eftersom den sigter mod at fremme en harmonisk udvikling af Unionen som helhed.

I de senere år er begrebet "territorial samhørighed" lidt efter lidt blevet indarbejdet i Parlamentets forskellige beslutninger[1], men ud fra et minimalistisk synspunkt for at henlede opmærksomheden på de områder, der er særlig dårligt stillet med hensyn til regional udvikling (landdistrikter, randområder, bjergegne, øområder, områder med permanente handicap). I Parlamentets seneste beslutninger (navnlig beslutningen om den tredje rapport om økonomisk og social samhørighed[2]) bemærker man, at begrebet "territorial samhørighed" har fået mere plads og er blevet et reelt redskab i den regionale udvikling i EU som helhed.

I. Territorial samhørighed: fra begreb til operationelt princip: Lissabon-vinklen

1.      Definition

På vej mod et fælles projekt

Det første formelle forsøg på at give en definition af begrebet stammer fra Kommissionen og blev fremsat i den tredje rapport om økonomisk og social samhørighed: "Begrebet territorial samhørighed går videre end begrebet økonomisk og social samhørighed, eftersom det udvider og styrker det. I politisk henseende er målet at nå frem til en mere afbalanceret udvikling ved at nedbringe de eksisterende forskelle, ved at undgå territorial uligevægt og ved at skabe større sammenhæng mellem de sektorpolitikker, der har en territorial indvirkning, og regionalpolitikken. Ønsket er også at forbedre integrationen og at tilskynde til samarbejde mellem regionerne."

Dernæst blev det i konklusionerne fra det uformelle rådsmøde for ministrene for fysisk planlægning i Rotterdam i november 2004 præciseret, at den territoriale samhørighed gør det muligt at omsætte målet om en afbalanceret og bæredygtig udvikling i EU i territoriale principper, og at begrebet både omfatter en multisektoriel dimension og gennemføres på flere niveauer.

Begrebet skal nu gives et indhold, det skal gøres operationelt, så de 25 medlemsstater arbejder hen imod det samme fælles projekt, der går ud på reelt at samordne den fysiske planlægning af det europæiske område. Behovet for territorial samhørighed bliver således uundgåeligt i lyset af de nye udfordringer, som EU står over for, nemlig en vellykket udvidelse og en forbedring af dets globale konkurrenceevne.

Ud fra et praktisk synspunkt er den territoriale samhørighed parat til at blive gennemført, for gennemførelsen af den forudsætter en samordning, der allerede nu er mulig takket være en politisk tilskyndelse. Der er således ikke tale om at skabe en hierarkisk opbygget territorial politik, der er adskilt fra EU, men om at indarbejde den territoriale dimension i fællesskabspolitikkerne, uden at det medfører ekstra administrative eller juridiske byrder.

Lige muligheder i hele området

Den territoriale samhørighed svarer til princippet om lighed mellem borgerne, uanset hvor de bor, hvilket indebærer foranstaltninger, der sigter mod at indføre ligebehandling mellem områderne under hensyntagen navnlig til deres forskelligartede geografiske og demografiske situationer. Begrebet "territorial samhørighed" skal altså gælde for Unionen som helhed.

2.      Territoriale udfordringer

Integration uden ensretning

EU's område er karakteriseret ved en meget stor geografisk og kulturel forskelligartethed koncentreret på et begrænset område. Dette aspekt adskiller EU fra andre store økonomiske områder i verden såsom USA, Japan og Mercosur. Forskelligartetheden, der potentielt er en af de vigtigste vækstfaktorer i EU, skal bevares, efterhånden som den europæiske integration skrider frem. Politikker, der berører EU's territoriale og bymæssige struktur, skal altså fremme territorial kontinuitet i Unionen, uden af den grund at ensrette de lokale og regionale identiteter, for de bidrager til at øge alle borgernes livskvalitet.

Det nyfremkommende europæiske område ophæver ikke de nationale, regionale og lokale områder, tværtimod, eftersom den fysiske planlægning på europæisk plan har til formål at optimere de enkelte særpræg som en kilde til vækst.

I forhold til det begrænsede begreb grænseoverskridende udvikling, er den territoriale samhørighed således snarere en vektor for den overordnede tanke om en afbalanceret udbredelse af infrastruktur i hele området.

Polycentrisk udvikling

Der findes i øjeblikket kun et stort geografisk område for økonomisk integration, der har betydning på verdensplan, nemlig den centrale del af EU afgrænset af metropolerne London, Paris, Milano, München og Hamburg.

Med udvidelsen mod øst får udfordringen i forbindelse med samhørighed en ny dimension, fordi EU aldrig tidligere er blevet konfronteret med en så alvorlig forøgelse af forskellene.

Videreførelsen af en fysisk-funktionel udvikling koncentreret omkring et enkelt dynamisk integrationsområde vil ikke fremme nedbringelsen af forskellene mellem den centrale del og periferien, der kommer til at ligge længere og længere væk. Koncentrationen af velstand på en syvendedel af Fællesskabets areal kan i alvorlig grad skade integrationen på længere sigt, fordi det medfører en underudnyttelse af ressourcerne i størstedelen af området, som udgøres af randområderne.

Set i dette lys bør udviklingen af en polycentrisk model (og ikke længere en udviklingsmodel, der skaber et modsætningsforhold mellem den centrale del og randområderne) udgøre et nøgleelement i Unionens strategi for territorial samhørighed. Det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv (EFFU), der blev vedtaget i maj 1999 på det uformelle rådsmøde for ministrene for fysisk planlægning, udgør et solidt udgangspunkt for en effektiv fysisk planlægning af det europæiske område.

De bymæssige polers strategiske betydning

Samhørighedspolitikken skal ikke blot nå ud til de fattigste regioner, der befinder sig i en særlig situation (områder i den yderste periferi, øområder, bjergegne, underbefolkede områder) og styrke det regionale samarbejdes grænseoverskridende, tværnationale og tværregionale dimensioner, men også samordne bycentrene bedre med landdistrikterne og randområderne; alle byer uanset størrelse skal betragtes som vigtige elementer for væksten i meget større områder.

Nye territoriale indikatorer

Der bør udvikles nye territoriale kriterier og indikatorer ud over BNP til måling af en regions udvikling og af hindringerne for denne udvikling, såsom specifikke territoriale handicap, indekset for decentrering og tilgængelighed, infrastrukturens og transportforbindelsernes udviklingsgrad, aktivitetsniveauet inden for forskning og innovation, uddannelse og erhvervsuddannelse, graden af diversificering af produktiviteten i området.

3.      Vektorer for territorial samhørighed

Give den territoriale samhørighed en central plads i Lissabon-strategien og Göteborg-strategien

Området er et strategisk element for enhver integreret tilgang til bæredygtig udvikling. Det udgør de gunstigste rammer om foreningen af de tre elementer: konkurrenceevne, social samhørighed og miljø. Det er fremover nødvendigt at indskrive samhørighedspolitikken i de strategiske retningslinjer, der fastsættes på fællesskabsplan, og at sikre et regionalt og territorialt element i Lissabon-strategien og Göteborg-strategien.

De fremskridt, der er gjort inden for rammerne af Lissabon-strategien, er relativt skuffende. I løbet af de seneste fire år har den bæredygtige økonomiske vækst i EU været langt mindre end i andre industrialiserede lande eller vækstlande. Det skal bemærkes, at der ikke i tilstrækkelig grad er blevet taget hensyn til den diversitet og potentielle rigdom, der er specifik for de europæiske regioner.

Den politiske tilgang og en bedre samordning af sektorpolitikkerne, der resulterer i en integreret territorial udvikling og gør det muligt for byerne og regionerne at udnytte deres endogene potentiale og samarbejde effektivt omkring vigtige spørgsmål, kan styrke strategien.

Kombinere sektorpolitikkerne og strukturpolitikkerne

Medlemsstaterne imellem er de økonomiske forskelle faldet med en tredjedel (Irlands BNP er steget fra 64 til 119 % af gennemsnittet for Unionen som helhed mellem 1988 og 2000), men på regionalt plan er resultatet mindre positivt, selv om den gennemsnitlige forskel i samme periode er faldet med en femtedel mellem regionerne, og generelt har forskellene inden for den samme region udvist en stigende tendens, navnlig i byregionerne: andre faktorer gør sig gældende, og især har nogle fællesskabspolitikker en langt større territorial indvirkning end regionalpolitikken på europæisk plan alene.

Problematikken omkring de ikke-territoriale politikkers (de såkaldte sektorpolitikker som f.eks. den fælles landbrugspolitik, miljø, transport, konkurrence, forskning) territoriale indvirkning er ikke ny. I den aktuelle sammenhæng kan man konstatere en vis udvikling i sektorpolitikkerne på fællesskabsplan i retning af en bedre territorial samhørighed (udviklingen af den fælles landbrugspolitik, navnlig i retning af en diversificering af udviklingen i landdistrikterne), men der findes fortsat mange uoverensstemmelser: gennemførelsen af fællesskabspolitikkerne differentieres i stadig højere grad på nationalt og regionalt plan; den sektorkulturen på fællesskabsplan overskygger i stadig højere grad lokalsamfundenes og det civile samfunds territoriale forventninger, forvaltningen af fællesskabspolitikkerne fremmer ikke en hensyntagen til de territoriale dimensioner.

Forvaltning af områderne på flere niveauer

Hvis sammenhængen mellem de forskellige interventioner på fællesskabsplan (sektorielle eller strukturelle) på nationalt plan og på regionalt plan i et område skal genoprettes og en bedre opdeling mellem de forskellige territoriale niveauer sikres, indebærer det en styrket dialog mellem de tre territoriale niveauer (infranationalt og nationalt plan samt fællesskabsplan) og et bedre partnerskab mellem den offentlige og den private sektor, som det fremgik af hvidbogen om nye styreformer, som Kommissionen fremlagde i maj 2001.

Det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv (EFFU) indgår helt klart i denne tankegang vedrørende decentralisering, nærhed og forvaltning. Formålet med den er på ingen måde at indføre en europæisk politik for fysisk planlægning af området i stedet for nationale og regionale politikker, men den tilskynder til en løsning af problemerne på det mest hensigtsmæssige niveau under hensyntagen til disse problemers art og organiseringen i den enkelte medlemsstat. Samtidig tilskynder den også til, at problemerne tages op på europæisk plan, og EFFU's bidrag består i at fastlægge det fælles europæiske referencepunkt, der er nødvendigt for samarbejdet.

Endvidere omfatter EFFU fremgangsmåden bæredygtig udvikling, eftersom det understreger nødvendigheden af at tage hensyn til alle de økonomiske, sociale og miljømæssige elementer af udviklingen og af at inddrage de offentlige aktører, virksomhederne og det civile samfund på forskellige niveauer: Det drejer sig med andre ord om også at tage hensyn til forvaltning og ikke blot til regering.

Samordning på europæisk plan

Samordningen på europæisk plan varetages i Kommissionen, og baseres navnlig på arbejdet i observationscenteret for EU's fysiske og funktionelle udvikling (ORATE) og de redskaber, det har udviklet.

For at kunne foretage en systematisk måling af den indvirkning, som disse politikker har på en bæredygtig udvikling og samhørigheden i Unionen på grundlag af et revideret EFFU, vil Kommissionen indføre en strategisk evalueringsprocedure for den fysisk-funktionelle indvirkning. En sådan procedure skulle ligeledes gøre det muligt at påvise forbindelserne mellem fællesskabspolitikker, der gennemføres inden for det samme tematiske område eller i den samme fysisk-funktionelle sammenhæng.

Økonomisk, social og territorial samhørighed, det endelige mål med den fysiske planlægning

Fysisk planlægning er det territoriale udtryk for de økonomiske, sociale og kulturelle politikker. EU har ikke kompetence på området fysisk planlægning. Traktaterne indeholder ikke nogen bestemmelser herom, selv om der er tale om et følsomt emne for medlemsstaterne. Ministrene for fysisk planlægning har udarbejdet retningslinjer på fællesskabsplan på dette område.

På det uformelle rådsmøde (Potsdam 1999) nåede de således frem til en godkendelse af det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv. Dette dokument, der ikke var bindende, havde imidlertid stor politisk indflydelse, da det sandsynligvis tilskyndede konventet til at tilføje territorial samhørighed til Unionens mål. EFFU slår til lyd for en polycentrisk udvikling og et nyt forhold mellem byer og landdistrikter. Disse mål blev genfremsat i konklusionerne fra det uformelle rådsmøde i Rotterdam i november 2004.

II. Globalisering af målene og forenkling af den økonomiske, sociale og territoriale samhørigheds finansielle instrumenter

Reformen af strukturfondene fra 2007 omfatter denne vision, da den søger en strategisk forbedring af samhørighedspolitikken gennem en bedre global sammenhæng, en styrkelse på regionalt plan og en integration af den territoriale dimension i projekterne. Det er dog fortsat nødvendigt at gøre de øvrige fællesskabspolitikker, der har en regional indvirkning, mere territoriale.

1.      Nedbringelse af antallet af målsætninger og programmer for at opnå større sammenhæng

Nedbringelsen af antallet af mål i den kommende periode skulle gøre den nye regionale samhørighedspolitik mere sammenhængende.

Indsatsen vil blive koncentreret omkring tre områder: Territorial konvergens, konkurrenceevne og samarbejde på europæisk plan. Disse tre områder erstatter strukturfondenes tre mål og Fællesskabets fire initiativprogrammer (Interreg, Urban, Equal og Leader+) i den aktuelle programmeringsperiode.

Teknikken med mainstreaming vil blive anvendt mere og mere: indarbejdelse af fællesskabsinitiativernes aktionsområder samt nyskabende aktioner i de operationelle programmers mål og prioriteter.

2.      Nedbringelse af antallet af fonde for at opnå større effektivitet

Til finansiering af målene for perioden 2000-2006 findes der i øjeblikket fem fonde (fire strukturfonde og en Samhørighedsfond). Efter 2007 vil de fem eksisterende fonde blive erstattet af tre fonde (nedbringelse af antallet af fonde), nemlig to strukturfonde (EFRU og ESF) og en Samhørighedsfond, for at gøre regionalpolitikken og samhørighedspolitikken mindre kompleks og mere effektiv.

Man anvender således princippet om "en fond pr. program", undtagen i forbindelse med de såkaldte "infrastrukturprogrammer", hvor EFRU og Samhørighedsfonden griber ind i fællesskab. Dette vil gøre det muligt at forenkle forvaltningen og kontrollen af fondene og på denne måde forbedre interventionernes effektivitet.

3.      En regionalpolitik, der fokuserer mere på EU's prioriterede mål

Regional- og samhørighedspolitikken for perioden 2000-2006 sigtede mod en udvikling af Unionen for at lette udvidelsen, og det er blevet en realitet. Den skal fremover finde en ny dynamik med det formål at tage de nye udfordringer op, så målet om territorial samhørighed kan blive en realitet, uanset hvor stort et budget der er afsat til regional- og samhørighedspolitikken.

Med henblik herpå skal regionalpolitikken:

- være mere fokuseret på de prioriterede mål, sådan som de er defineret i Lissabon-strategien og Göteborg-strategien: "en konkurrence- og bæredygtig videnøkonomi"

- fokusere på de strategiske retningslinjer for samhørighed på fællesskabsplan

- fungere på en mere decentral måde for at forenkle forvaltningen og opnå det bedste resultat for Unionen som helhed og dens borgere

- tage højde for de territoriale særpræg, dvs. de kulturelle, historiske, sproglige og geografiske kendetegn, der gør sig gældende for de enkelte områder.

III. En ny fremgangsmåde i forbindelse med gennemførelsen af målene med og midlerne til den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed

1.      Fællesskabspolitikken for økonomisk, social og territorial samhørighed skal gøres territorial

Kommissionen bemærkede i sin tredje rapport om social og økonomisk samhørighed fra februar 2004, at udvidelsen ledsages af en kraftig stigning i forskellene mellem regionerne. Desuden har nogle regioner i EU-15 ikke opnået en reel konvergens, mens forskellene vokser.

Regionerne synes imidlertid at være det bedste niveau for gennemførelse af samhørighedspolitikken: de kender deres egen kapacitet og begrænsninger, og er derfor bedst i stand til at afgøre, hvilke behov de har, og til at foretage en optimal fordeling af ressourcerne. Traktaten om en forfatning for Europa tildeler således regionerne en større rolle, dels i klarlæggelsen af deres behov, dels i gennemførelsen og opfølgningen af fællesskabsmålene, og en øget finansiel autonomi.

Kommissionen indfører ligeledes decentraliseringsprincippet, der sigter mod at forbedre regionalpolitikkens effektivitet. Den tredje samhørighedsrapport slår til lyd for en deling af de forskellige ansvarsområder mellem de instanser, der står for forvaltningen af fællesskabsbudgettet og for kontrollen med, at programmerne gennemføres ordentligt. Der skelnes mellem EU på den ene side og medlemsstaterne og regionerne på den anden. En decentralisering i henhold til disse niveauer forekommer nødvendig, hvis nærhedsprincippet og princippet om en god forvaltningsskik skal overholdes. Det bemærkes, at regionerne har meget forskellige størrelser og kompetencer i de enkelte medlemsstater, og at det er nødvendigt at gennemføre et indledende arbejde for at skabe sammenhæng.

Regionernes betydning i klarlæggelsen af deres behov

Forfatningen for Europa styrker Regionsudvalgets rolle (artikel III-365, stk. 3), det inddrages systematisk i vedtagelsen af europæiske love eller rammelove på området økonomisk, social og territorial samhørighed. Det kan anlægge sag direkte ved EF-Domstolen på to områder: respekt for dets egne prærogativer og for nærhedsprincippet (artikel 8 i protokollen om "anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet"). Regionernes rolle i forvaltningen af strukturpolitikkerne udgør en udfordring, der står i forhold til graden af centralisering i medlemsstaten. Udviklingen på fællesskabsplan fremmer således decentraliseringsbestræbelserne for at nå frem til en øget effektivitet. Fremkomsten eller stadfæstelsen af det regionale niveau er en garanti for partnerskab og samarbejde og dermed for god forvaltning, idet medlemsstaten bevarer det økonomiske ansvar for gennemførelsen af strukturfondene og Samhørighedsfonden.

En øget økonomisk autonomi på regionalt plan i forbindelse med gennemførelsen og opfølgningen af fællesskabsmålene

Regionerne har fået for vane at udarbejde deres projekter i forventningen om, at der vil blive udbetalt økonomiske midler fra EU. En voksende andel af fællesskabsprogrammerne forvaltes således af de territoriale administrationer i medlemsstaterne.

I den tredje samhørighedsrapport foreslår Kommissionen, at den enkelte medlemsstat skal fastlægge en referenceramme i overensstemmelse med de strategiske retningslinjer for samhørighed på fællesskabsplan. Reglerne for, om projektudgifterne er støtteberettigede, vil ifølge Kommissionens forslag ikke længere blive fastlagt på fællesskabsplan, men i henhold til medlemsstaternes procedurer. Medlemsstaterne skal ikke blot tillade, men også tilskynde regionerne til at deltage aktivt i fastsættelsen af referencerammer og i fastlæggelsen af reglerne for støtteberettigelse, fordi løsningen af problemerne hænger sammen med gennemførelsen af en sammenhængende strategi for hele regionen. Dette scenario repræsenterer en effektiv anvendelse af nærhedsprincippet og af princippet om decentralisering på to niveauer.

Endelig udgør regionerne fremover et passende territorialt niveau for gennemførelse af politikkerne for økonomisk og social udvikling.

2. Anvendelse af områdeinddelingen på EU's økonomiske og sociale politikker

Med hensyn til den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed er det nødvendigt at foretage en opdeling på regionalt og nationalt plan samt fællesskabsplan og også mellem de forskellige fællesskabspolitikker.

Fællesskabets sektorpolitikker gøres territoriale for at skabe større sammenhæng

Der sættes i stadig højere grad spørgsmålstegn ved sektorinddelingen af fællesskabspolitikkerne, fordi den risikerer at overse de territoriale forskelle, hvilket har en negativ indvirkning på EU's økonomis globale konkurrenceevne. Det er nødvendigt at rette op herpå og at nå frem til en mere afbalanceret udvikling ved at nedbringe de eksisterende forskelle, samtidig med at man undgår territorial uligevægt og skaber større sammenhæng mellem sektorpolitikkerne og regionalpolitikken.

Den fysisk-funktionelle samordning af udviklingsforanstaltningerne vil gøre samtlige fællesskabspolitikker mere sammenhængende og kompatible til gavn for en øget samhørighed. Endvidere vil en hensyntagen til de territoriale særpræg forbedre effektiviteten af de politikker, der gennemføres, og regionerne er godt placeret, når det drejer sig om at sikre dette. I samme ånd bør samarbejdet mellem regionerne fremmes. De territoriale samfunds voksende rolle i forhandlingerne og gennemførelsen af og kontrollen med gennemførelsen af sektorpolitikkerne bidrager til realiseringen af territorial samhørighed.

Erstatning af en tankegang baseret på strømme med en tankegang baseret på volumen

Nogle medlemsstaters vilje til at foretage en nedskæring af fællesskabsbudgettet, altså et nedsat beløb til regionalpolitikken kombineret med det såkaldte "phasing out"-fænomen (overskridelse af grænsen på 75 % af Fællesskabets BNP som følge af den statistiske virkning af udvidelsen) fører til, at midlerne søges anvendt på en ny måde ved at lægge vægt på regionalpolitikkens løftestangsvirkninger såvel finansielt som geografisk.

Den voksende indbyrdes afhængighed mellem fællesskabspolitikkerne kræver, at der skabes sammenhæng mellem dem for at fremme deres dynamik og effektivitet.

Der kan opnås et bedre resultat med en mindre finansiel indsats, hvis man udnytter de tilgængelige ressourcer bedst muligt. I denne forbindelse indfører Kommissionens forslag for perioden 2007-2013 decentralisering og koncentrering via princippet om "en fond pr. program".

Nedbringelse af forskellene mellem regionerne

Et af Unionens mål er at skabe økonomisk og social samhørighed. Den eksisterer ikke reelt uden territorial samhørighed, og denne kan kun eksistere, hvis man nedbringer de strukturelle forskelle mellem regionerne. Det er følgelig regionerne, der skal samarbejde indbyrdes for at løse deres problemer og opnå et bedre kendskab til deres muligheder med det formål at øge den territoriale samhørighed og muliggøre en social og økonomisk samhørighed. Fællesskabsinitiativet Interreg er blevet gennemført godt, og grænseregionerne har draget stor fordel af det. Den nye målsætning om territorialt samarbejde på europæisk plan, der tager udgangspunkt i erfaringerne med Interreg, intensiverer samarbejdet på tre niveauer, nemlig det grænseoverskridende, det tværnationale og det tværregionale niveau. For at styrke det tværnationale samarbejde bør der oprettes et strategisk udvalg for hvert enkelt program side om side med programforvaltningsudvalget, som skal have til opgave at fastlægge de strukturelle retningslinjer for den regionale udvikling.

  • [1]  T4- 0399/1998 af 2. juli 1998 om fysisk planlægning og udviklingsplanen for Fællesskabets område (ESDP); T5- 0474/2001 af 20. september 2001 om strukturfondene; T5- 0060/2002 af 7. februar 2002 Anden rapport om økonomisk og social samhørighed.
  • [2]  T5- 0368/2004 af 22. april 2004 Tredje rapport om økonomisk og social samhørighed.

PROCEDURE

Titel

Den territoriale samhørigheds rolle i den regionale udvikling

Procedurenummer

2004/2256(INI)

Hjemmel i forretningsordenen

art. 45

Korresponderende udvalg Dato for meddelelse på plenarmødet

REGI
13.1.2005

Rådgivende udvalg              Dato for meddelelse på plenarmødet



 

 

 

Ingen udtalelse    Dato for afgørelse


 

 

 

 

Udvidet samarbejde            Dato for meddelelse på plenarmødet


 

 

 

 

Forslag til beslutning indeholdt i betænkningen

 

 

 

Ordfører(e)          Dato for valg

Ambroise Guellec
19.1.2005

 

Oprindelig(e) ordfører(e)

 

 

Behandling i udvalg

30.3.2005

21.4.2005

 

 

 

Dato for vedtagelse

16.6.2005

Resultat af den endelige afstemning

for:

imod:

hverken/eller:

46

1

2

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Alfonso Andria, Stavros Arnaoutakis, Jean Marie Beaupuy, Rolf Berend, Jana Bobošíková, Graham Booth, Bairbre de Brún, Giovanni Claudio Fava, Iratxe García Pérez, Eugenijus Gentvilas, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Ambroise Guellec, Konstantinos Hatzidakis, Mieczysław Edmund Janowski, Gisela Kallenbach, Miloš Koterec, Constanze Angela Krehl, Miroslav Mikolášik, Francesco Musotto, Lambert van Nistelrooij, Jan Olbrycht, István Pálfi, Markus Pieper, Francisca Pleguezuelos Aguilar, Bernard Poignant, Elisabeth Schroedter, Alyn Smith, Grażyna Staniszewska, Catherine Stihler, Kyriacos Triantaphyllides, Vladimír Železný

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Alfredo Antoniozzi, Inés Ayala Sender, Jan Březina, Simon Busuttil, Den Dover, Mojca Drčar Murko, Richard Falbr, Věra Flasarová, Karl-Heinz Florenz, Louis Grech, Ewa Hedkvist Petersen, Eluned Morgan, Mirosław Mariusz Piotrowski, Richard Seeber, Thomas Ulmer

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Sharon Margaret Bowles, Albert Deß, Janusz Wojciechowski

Dato for indgivelse - A6

25.7.2005

A6‑0251/2005