BETÆNKNING om "euroregionernes" rolle for udviklingen af regionalpolitikken
19.10.2005 - (2004/2257(INI))
Regionaludviklingsudvalget
Ordfører: Kyriacos Triantaphyllides
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om "euroregionernes" rolle for udviklingen af regionalpolitikken
Europa-Parlamentet,
- der henviser til EF-traktatens artikel 87, stk. 3,
- der henviser til EF-traktatens artikel 158,
- der henviser til forretningsordenens 45,
- der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument (KOM(2004)0628),
- der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (KOM(2004)0495),
- der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (KOM(2004)0492),
- der henviser til forslag til Rådets forordning om oprettelse af Samhørighedsfonden (KOM(2004)0494),
- der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en europæisk gruppe for grænseoverskridende samarbejde (EGGS) (KOM(2004)0496),
- der henviser til Europarådets europæiske rammekonvention om samarbejde over landegrænser mellem kommuner eller andre lokale myndigheder (Madrid, den 21. maj 1980) og de tilhørende tillægsprotokoller og til Europarådets europæiske konvention om lokalt selvstyre (Strasbourg, den 15. oktober 1985),
- der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A6‑0311/2005),
A. der henviser til, at udvidelsen af EU til 25 medlemsstater den 1. maj 2004 har ført til større uligheder mellem euroregionerne, og til, at de kommende udvidelser kan øge disse uligheder yderligere, har medført en betydelig forøgelse af antallet af berørte grænseregioner; der henviser til, at euroregionerne har bidraget betydeligt til at nedbryde grænser i Europa, skabe gode naborelationer, samle befolkningen på begge sider af grænserne og nedbryde fordomme, især gennem samarbejde på lokalt og regionalt plan på tværs af nationale grænser,
B. der henviser til, at det er nødvendigt at mindske de regionale uligheder i det udvidede EU og tage højde for dem gennem en effektiv samhørighedspolitik til fremme af en harmonisk udvikling inden for EU,
C. der henviser til, at et af målene for en effektiv samhørighedspolitik er at sikre udvikling af det grænseoverskridende samarbejde og i sidste ende at overvinde de vanskeligheder, der hidtil har været med finansiering af fælles projekter, som gavner lokale myndigheder og regioner på begge sider af grænserne ligeligt,
D. der henviser til, at euroregionerne og lignende strukturer spiller en vigtig rolle for det grænseoverskridende samarbejde, som ikke desto mindre skal videreudvikles og forbedres, og at de bør have en veldefineret juridisk status,
E. der henviser til, at det vigtigste mål med euroregionerne er at fremme det grænseoverskridende samarbejde vedrørende blandt andet kultur, turisme og økonomiske aspekter mellem grænseregioner eller andre lokale aktører i en lang række lande, som ikke nødvendigvis er EU-medlemsstater,
F. der henviser til, at Sammenslutningen af Europæiske Grænseregioner har forelagt adskillige rapporter om status for det grænseoverskridende samarbejde i Europa og har udarbejdet udførlige undersøgelser vedrørende et grænseoverskridende juridisk instrument for decentraliseret samarbejde mellem Europa-Kommissionen og Regionsudvalget,
1. mener, at grænseoverskridende samarbejde er af afgørende betydning for europæisk samhørighed og integration, og derfor skal have omfattende støtte;
2. opfordrer medlemsstaterne til at fremme brugen af euroregioner som et af redskaberne for grænseoverskridende samarbejde;
3. bemærker, at en euroregion eller lignende struktur har vigtige grænseoverskridende funktioner som f.eks.:
- et oplysnings- og servicested for borgere, institutioner, regionale og lokale myndigheder
- et knudepunkt for fælles værdier, mål og strategier
- en drivkraft bag løsning af grænseoverskridende problemer
- et politisk talerør i forbindelse med alle grænseoverskridende spørgsmål;
4. bemærker, at euroregionerne er samlingspunkt for alle relationer, al kontakt, al videnoverførsel og alle operationelle programmer og projekter på tværs af grænserne, og at de skal have en vis juridisk status for at kunne udføre deres;
5. understreger, at grænseoverskridende samarbejde er en hensigtsmæssig tilgang til løsning af de daglige problemer på begge sider af grænsen, især på det økonomiske, sociale, kulturelle og miljømæssige område;
6. understreger, at grænseoverskridende samarbejde bidrager betydeligt til gennemførelse af Lissabon-strategien gennem:
- fælles innovation og forskning
- forsknings- og udviklingsnet på tværs af grænserne
- udveksling af bedste praksis og erfaring;
7. bemærker, at euroregioner forstærker nærheden gennem udveksling af lokale projekter vedrørende bedste praksis; betragter det derfor som særlig vigtigt, at bistand i form af mikroprojekter i henhold til den gældende Interreg-forordning [1] bevares under strukturfondene;
8. bemærker det igangværende lovgivningsarbejde vedrørende et EGGS, hvis formål er at forenkle instrumenterne for grænseoverskridende samarbejde (forbedre deres aktioner, effektivisere procedurer og nedbringe driftsudgifterne) og derved tilvejebringe en platform for udvikling af euroregioner;
9. understreger behovet for at prioritere afskaffelsen af uligheder mellem regionerne i de nye og de gamle medlemsstater;
10. fremhæver behovet for at udvide begrebet euroregioner og tilsvarende strukturer, selv om de ikke nødvendigvis har retlige beføjelser til at omfatte mange forskellige former for samarbejde; forestiller sig, at områder af gensidig interesse kunne være fremme af kultur, uddannelse, turisme og økonomiske aspekter samt, når det er muligt, bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, handel med narkotika og svig i forbindelse med partnerskabet med de relevante nationale organer;
11. påpeger behovet for integration mellem projekter, som er programmeret i lande med fælles grænser;
12. glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at forenkle instrumenterne for grænseoverskridende samarbejde;
13. opfordrer til, at euroregionerne og lignende strukturer som foreslået i den juridiske ramme om EGTS (EGGS) også får mulighed for at udarbejde, gennemføre og forvalte grænseoverskridende EU-programmer inden for EU samt programmer i overensstemmelse med henholdsvis det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument og instrumentet for førtiltrædelsesbistand (IPA) fra år 2007 i samarbejde med de nationale institutioner;
14. fremhæver betydningen af grænseoverskridende samarbejde og euroregioner for medlemsstater med naturlige handicap;
15. understreger behovet for at støtte det grænseoverskridende samarbejde og oprettelsen af euroregioner, der omfatter regioner fra det følsomme område Mellemøsten i et forsøg på at fremme venskabelige relationer, stabilitet, sikkerhed samt økonomiske interesser i form af gensidig respekt og fordele;
16. henleder opmærksomheden på punkt 1, underpunkt xxvii, i Europa-Parlamentets beslutning om forslag til Rådets forordning om oprettelse af Samhørighedsfonden rapporten om Samhørighedsfonden[2], der blev vedtaget af Parlamentet den 6. juli 2005, og opfordrer Kommissionen til at udtænke et belønningssystem af samme type i form af en "EU-kvalitets- og effektivitetsreserve", som er rettet specielt mod initiativer til foranstaltninger, der har grænseoverskridende virkning eller passer ind i den eksisterende infrastruktur i euroregionerne;
17. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
- [1] Meddelelse fra Kommissionen til medlemsstaterne af 2. september 2004 om retningslinjer for et fællesskabsinitiativ vedrørende transeuropæisk samarbejde, der skal fremme en harmonisk og afbalanceret udvikling inden for det europæiske territorium — INTERREG III (EUT C 226 af 10.9.2004, s. 2.).
- [2] Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0278).
BEGRUNDELSE
DEFINITION AF EUROREGIONER – Et begreb udviklet af Europarådet
De nuværende euroregioner er opstået som initiativer fra grænseregioner eller andre lokale aktører i en lang række lande (som ikke nødvendigvis er EU-medlemsstater), og de har ikke nogen fastlagt status i EU-regi. Som oftest har euroregionerne ikke status af juridisk person og er temmelig små. "euroregion" er ikke en beskyttet betegnelse. Euroregioner fokuserer på grænseoverskridende samarbejde, hvor kulturelle aspekter samt fremme af turisme og andre former for økonomiske aktiviteter er centrale områder.
Euroregionernes juridiske status varierer fra region til region. Betegnelsen kan dække over et interessefællesskab uden juridisk personlighed, en europæisk firmagruppe, en ikke-profitsøgende sammenslutning, et arbejdsfællesskab uden juridisk personlighed eller et offentligt organ.
Euroregioner og andre grænseoverskridende samarbejdsstrukturer betyder ikke, at der indføres en ny form for ledelse i tværnationalt regi. De har ikke politisk magt og deres arbejde er afgrænset af de beføjelser, som de lokale eller regionale myndigheder, der har oprettet dem, besidder. De tværnationale strukturer er inden for rammerne af de geografiske samarbejdsområder grænseoverskridende samarbejdsordninger mellem lokale eller regionale ledelsesenheder, som har til formål at fremme fælles interesser og øge levestandarden for befolkningerne på begge sider af grænsen.
Sammenslutningen af Europæiske Grænseregioner har fastsat følgende kriterier for definitionen af euroregioner:
- En sammenslutning af lokale og regionale myndigheder på begge sider af den nationale grænse, undertiden med en parlamentarisk forsamling;
- En tværnational sammenslutning med et permanent sekretariat og en teknisk og administrativ gruppe med egne midler;
- En sammenslutning, der falder ind under privatret, og som er baseret på ikke-profitsøgende sammenslutninger eller foreninger på begge sider af grænsen i overensstemmelse med de pågældende nationale lovgivninger;
- Sammenslutninger, der falder ind under privatret, og som er baseret på mellemstatslige aftaler og blandt andet har deltagelse af territoriale myndigheder;
Der findes i øjeblikket mere end 70 grænseoverskridende regioner i Europa, der går under forskellige betegnelser såsom EU-regioner, euroregioner eller arbejdsfællesskaber. Selv om nogle af disse initiativer stammer tilbage fra 1950'erne, skete der i 1990'erne en stor stigning i antallet af grænseoverskridende regioner i Europa. I dag er stort set alle lokale eller regionale myndigheder i grænseområder på en eller anden måde er involveret i grænseoverskridende samarbejde.
Rent juridisk er det vanskeligt at gennemføre idéen om et administrativt organ med ansvar for de subnationale grænseoverskridende områder. De første grænseoverskridende regioner var grundlagt på aftaler, der var mere eller mindre formelle, og som mest af alt baserede sig på parternes velvilje.
I 1980 underskrev en række europæiske lande på Europarådets initiativ en international traktat, kaldet Madrid-konventionen, hvilket var første skridt på vejen mod oprettelse af grænseoverskridende samarbejdsstrukturer under offentlig ret. Konventionen er underskrevet af 20 lande og er for nylig blevet ajourført med to tillægsprotokoller. I konventionen fastlægges den juridiske ramme, der kompletterer de bi- og multinationale aftaler under offentlig ret for grænseoverskridende samarbejde blandt NCG'er. Et eksempel på sådanne aftaler er den tysk-hollandske grænsetraktat fra 1991, der har fungeret som et tværnationalt offentligt agentur siden 1993. Beslutninger fra disse agenturer er imidlertid kun bindende for de offentlige myndigheder inden for det pågældende grænseoverskridende område.
EU's GRÆNSEOVERSKRIDENDE SAMARBEJDE: frem til 2006
EU's grænseoverskridende aktiviteter er hovedsageligt af finansiel karakter. Mange grænseoverskridende initiativer er berettiget til støtte fra fællesskabsinitiativet Interreg, som blev iværksat af Kommissionens i 1990, samt Interreg III, der blev iværksat i 1999. Dette initiativ har for perioden 2000-2006 et budget på 4.875 millioner euro, hvilket omtrent svarer til 2,3 % af samhørighedsbudgettet. Programmet for det grænseoverskridende samarbejde kaldes Interreg IIIA, og heri fastsættes det, at alle lokale områder, som befinder sig ved eksterne eller interne landegrænser, samt visse havområder, er støtteberettigede.
Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) finansierer gennem Interreg IIIA grænseoverskridende samarbejdsaktiviteter i NUTS III-regioner, som er fastlagt på fællesskabsplan. Hele lande, som udgør enheder på NUTS I-niveau, falder ikke ind under euroregioner og er ikke berettigede til medfinansiering fra EFRU under Interreg III, punkt A. EU-medlemsstaterne skal, når de fremsætter forslag om, hvilke programmer der skal medfinansieres under Interreg, angive i hvilken grad euroregioner skal deltage i gennemførelsen af Interreg IIIA-programmer. For eksempel fungerer visse euroregioner som forvaltende myndighed af et program eller som projektejere i forbindelse med særlige projekter, og atter andre fungerer som kontaktcentre for Interreg.
Det er karakteristisk for den europæiske integration i efterkrigstiden, at den mere juridisk orienterede indfaldsvinkel, som Europarådet var fortaler for, hvor grænseoverskridende regioner blev opfattet som formelle politiske og administrative enheder, senere blev opgivet til fordel for en mere pragmatisk og økonomisk orienteret indfaldsvinkel inden for rammerne af EU's regionalpolitik.
Det kan diskuteres, hvorvidt EU har været drivkraften bag det grænseoverskridende samarbejdes indførelse og udbredelse i Europa. EU ser ved første øjekast ud til at have spillet en vigtig rolle for tilblivelsen af dette samarbejde, hvilket ikke mindst skyldes den vigende betydning af grænser, den voksende regionale repræsentation på overnationalt plan og Interreg-programmet. EU's rolle overvurderes imidlertid ofte, da der ikke tages højde for det faktum, at det grænseoverskridende samarbejde drives fra bunden og op. De første initiativer involverede lande, der ikke er medlemmer af EU, som for eksempel Schweiz. I den tyske del af Øvre-Rhinen er 80 % af schweizisk oprindelse, og der er fremkommet et grænseoverskridende arbejdsmarked. Lignende mønstre ses i Genève-området.
Den ekstraordinære stigning i det grænseoverskridende samarbejde fra 1988 og frem hænger uden tvivl sammen med indførelsen af EU's støtteordninger for grænseoverskridende initiativer i Vesteuropa og fra begyndelsen af 90'erne også i Øst- og Centraleuropa. Fra 26 initiativer i 1988, da generaldirektoratet iværksatte de første pilotprojekter, er antallet næsten tredoblet til mere end 70 initiativer i 1999. Kvalitative data viser, at de nyeste euroregioner ved for eksempel Tysklands grænser mod øst og syd, ofte er dybt involveret i gennemførelsen af Interreg-programmet. Før Østrigs tiltrædelse af EU fandtes der ingen euroregioner ved den østrigsk-tyske grænse, men mellem 1994 og 1998 blev der oprettet fem nye euroregioner. Lignende data kan fremvises i forbindelse med mange Øst- og Centraleuropæiske grænseoverskridende initiativer.
Det er siden deres oprettelse gået tilbage for mange af arbejdsfællesskaberne med hensyn til deres politiske betydning og budget, men de mindre euroregioner er i fortsat trivsel, hvilket til dels skyldes, at det er mere involveret i Interreg-programmet, som kun finder anvendelse over for små grænseområder. Det ser ud til, at en EU-region som institution er bedre egnet til at spille en aktiv rolle i gennemførelsen af EU's politiske foranstaltninger end de større arbejdsfællesskaber.
EU's grænseoverskridende samarbejde 2007-2013.
1) Et internt instrument
Det fremgår af Kommissionens tredje samhørighedsrapport, at den har afgrænset sine prioritetsområder til tre mål, nemlig: konvergens, regional konkurrenceevne og territorialt samarbejde. Fællesskabsinitiativerne er blevet tilpasset disse mål.
For at dække behovene i et udvidet EU har Kommissionen foreslået, at der indføres en europæisk gruppe for grænseoverskridende samarbejde (EGGS), hvilket har til formål at fastsætte rammerne for en grænseoverskridende myndighed, der kan forvalte samarbejdsprogrammerne. Forslaget er en del af lovpakken i forbindelse med samhørighedspolitikken, som består af en generel forordning, en forordning for Den Europæiske Socialfond (ESF), Samhørighedsfonden og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU). Det nye forslag har til formål at effektivisere procedurerne og forenkle gennemførelsen af grænseoverskridende og regionalt samarbejde.
EGGS har to aspekter. Der er først og fremmest tale om et redskab for det grænseoverskridende samarbejde, hvor det kun er regeringerne, der kan udpege de enheder, der kan disponere over fondsmidler. Disse enheder modtager kun midlerne, og står ikke for administrationen af dem. Der indføres desuden et nyt lovgivningsinstrument, som gør det muligt for fællesskaber at arbejde sammen uden indgreb fra strukturfondene[1].
Det territoriale samarbejde forudsætter regional og lokal deltagelse uden involvering af medlemsstaterne. Medlemmerne kan nedsætte en EGGS som en særskilt juridisk enhed eller overdrage dens opgaver til ét af medlemmerne. Gruppen skal være omfattet af en konvention, som udarbejdes af medlemmerne, og hvori fastsættes dens funktioner, opgaver, varighed og betingelserne for dens opløsning samt dens retskreds. De berørte medlemsstater og Regionsudvalget skal underrettes om konventionen. Den medlemsstat under hvis retskreds og lovgivning konventionen hører, står for forvaltningen af de offentlige midler[2] og holder de øvrige berørte medlemsstater underrettet om resultaterne af de gennemførte kontroller.
Vedtægterne for gruppen skal vedtages på grundlag af denne konvention. Vedtægterne skal indeholde en fortegnelse over medlemmer, en definition af gruppens mål og opgaver, dens navn og adresse, konstituerende organer, herunder medlemsforsamling og bestyrelse, hvordan og af hvem, gruppen repræsenteres, gøre rede for beslutningsprocedurerne, arbejdssprog, betingelserne for dens funktion, navnlig betingelserne vedrørende personaleforvaltning, ansættelsesprocedurer, personalekontrakter, garantier for stabilitet i samarbejdsforanstaltningerne, bestemmelserne vedrørende medlemmernes finansielle bidrag og de gældende regnskabs- og budgetregler, samt udpegelsen af en uafhængig organisation til at føre finansiel kontrol og af eksterne revisionsmyndigheder.
De gældende bilaterale aftaler vedrørende grænseoverskridende samarbejde mellem medlemsstater og/eller regionale eller lokale myndigheder, som for eksempel Karlsruhe-aftalen, forbliver i kraft.
23 ud af de 25 medlemsstater er skeptiske over for dette instrument. Disse lande er på vagt over for indførelsen af overnationale strukturer i deres land, hvilket skyldes, at de regionale og lokale myndigheder ikke skal have den centrale regerings godkendelse for at oprette en EGGS.
I betragtning af EGGS' følsomme natur og de nærhedsforbindelser en sådan gruppe kan skabe, er udviklingen af dette instrument af største vigtighed, ikke mindst i lyset af den fortsatte udvidelse. Sådanne instrumenter er af afgørende betydning for de nye medlemsstater, der kan drage fordel af udvekslingen af bedste praksis.
Euroregioner kan udvides til at omfatte en lang række samarbejdsområder. EU-regionens Rhin-Maas' underskrivelse af "Maastricht-resolutionen" er en klar tilkendegivelse af omfanget af det grænseoverskridende samarbejde i forbindelse med følsomme emner, såsom narkotika og organiseret kriminalitet, og der er en lang række medlemsstater, der bør spille en aktiv rolle i styrkelsen af det grænseoverskridende samarbejde. For eksempel ville en ø som Cypern med sine direkte forbindelser til Mellemøsten kunne blive en hjørnesten i det europæiske partnerskab og naboskabsinstrumentet og en vigtig aktør i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og narkotikasmugling.
Uddannelse udgør et andet muligt aspekt af det grænseoverskridende samarbejde. En udvidelse af de tidligere udvekslinger af studerende mellem naboregioner vil i høj grad bidrage til at styrke den kulturelle forståelse i naboregioner.
2) Et instrument for eksterne forbindelser
Det nye europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI) skal erstatte de nuværende geografiske og tematiske programmer for de pågældende lande. Et særligt kendetegn ved ENPI er dets mål om grænseoverskridende samarbejde. ENPI skal således finansiere "fælles programmer", som har til formål at skabe forbindelser mellem medlemsstater og partnerskabslande med en fælles grænse. Instrumentets indfaldsvinkel er i vid udstrækning baseret på strukturfondenes principper om flerårig programmering, partnerskab og medfinansiering, som er tilpasset de særlige karakteristika i forbindelse med eksterne forbindelser. ENPI's mål om grænseoverskridende samarbejde skal medfinansieres af EFRU. Instrumentet omfatter de partnerskabslande, som ikke har udsigt til at tiltræde EU i en nær fremtid, og som i forvejen er omfattet af den europæiske naboskabspolitik (ENP).
PROCEDURE
Titel |
"Euroregionernes" rolle for udviklingen af regionalpolitikken | ||||||||||||
Procedurenummer |
|||||||||||||
Hjemmel i forretningsordenen |
art. 45 | ||||||||||||
Korresponderende udvalg |
REGI | ||||||||||||
Rådgivende udvalg |
|
|
|
|
| ||||||||
Ingen udtalelse |
|
|
|
|
| ||||||||
Udvidet samarbejde |
|
|
|
|
| ||||||||
Beslutningsforslag, der indgår i betænkningen |
|
|
| ||||||||||
Ordfører(e) |
Kyriacos Triantaphyllides |
| |||||||||||
Oprindelig(e) ordfører(e) |
|
| |||||||||||
Behandling i udvalg |
11.7.2005 |
|
|
|
| ||||||||
Dato for vedtagelse |
6.10.2006 | ||||||||||||
Resultat af den endelige afstemning |
for: imod: hverken/eller: |
42 2 0 | |||||||||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Elspeth Attwooll, Jean Marie Beaupuy, Rolf Berend, Jana Bobošíková, Graham Booth, Bernadette Bourzai, Bairbre de Brún, Gerardo Galeote Quecedo, Iratxe García Pérez, Eugenijus Gentvilas, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Ambroise Guellec, Gábor Harangozó, Marian Harkin, Konstantinos Hatzidakis, Jim Higgins, Alain Hutchinson, Carlos José Iturgaiz Angulo, Mieczysław Edmund Janowski, Gisela Kallenbach, Tunne Kelam, Miloš Koterec, Constanze Angela Krehl, Sérgio Marques, Francesco Musotto, Lambert van Nistelrooij, Jan Olbrycht, Markus Pieper, Francisca Pleguezuelos Aguilar, Christa Prets, Elisabeth Schroedter, Grażyna Staniszewska, Catherine Stihler, Margie Sudre, Kyriacos Triantaphyllides, Oldřich Vlasák, Vladimír Železný | ||||||||||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Giusto Catania, Jillian Evans, Louis Grech, Stanisław Jałowiecki, Toomas Savi, Thomas Ulmer, Manfred Weber | ||||||||||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
| ||||||||||||
Dato for indgivelse – A[6] |
19.10.2005 |
A6‑0311/2005] | |||||||||||