BETÆNKNING om revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi
1.2.2006 - (2005/2121(INI))
Økonomi- og Valutaudvalget
Ordfører: Benoît Hamon
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi
Europa-Parlamentet,
− der henviser til EF-traktatens artikel 111, stk. 4, der vedrører Fællesskabets repræsentation og holdning på internationalt plan i forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union,
− der henviser til Kommissionens forslag af 9. november 1998 om forslag til Rådets afgørelse om repræsentation af Fællesskabet og fastlæggelse af dets holdning på internationalt plan i forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union (KOM(1998)0637),
− der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Wien den 11.-12. december 1998,
− der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2001 om det internationale monetære system - forbedringer med henblik på at undgå kriser fremover[1],
− der henviser til sin beslutning af 3. juli 2003[2] om euroområdets internationale rolle og om den mulige udvikling i de kommende år,
− der henviser til beretningen fra Den Internationale Valutafonds (IMF) generaldirektør af 15. september 2005 om fondens strategi på mellemlang sigt[3],
− der henviser til de afgørelser, der blev truffet på G8-landenes finansministres møde den 11. juni 2005 om eftergivelse af de fattige landes gæld,
− der henviser til traktatens artikel 178 om sammenhængen mellem de politikker, som EU iværksætter, og som kan berøre udviklingslandene og målsætningerne for udviklingssamarbejdet,
− der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles den 16.-17. juni 2005,
− der henviser til Verdensbankens beretning 2006 om udviklingen i verden,
− der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om forslag til fælleserklæring fra Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen - Den Europæiske Unions udviklingspolitik - "Den europæiske konsensus"" (KOM(2005)0311),
− der henviser til FN's millenniumerklæring af 8. september 2000, som definerer millenniumudviklingsmålene i form af kriterier, der er fastsat af hele det internationale samfund med henblik på udryddelse af fattigdom,
− der henviser til sin beslutning af 12. april 2005 om EU's rolle i forbindelse med gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene[4],
− der henviser til sin beslutning af 6. juli 2005 om en verdensomspændende indsats for at udrydde fattigdom[5],
− der henviser til sin beslutning af 17. november 2005 om forslag til fælleserklæring fra Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om Den Europæiske Unions udviklingspolitik - "Den europæiske konsensus", [6]
− der henviser til forretningsordenens artikel 45,
− der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om International Handel (A6‑0022/2005),
A. der henviser til de forskellige roller, som Bretton Woods-institutionerne har spillet, siden de blev oprettet, og deres strategiske rolle til gavn for vækst, udvikling og finansiel stabilitet; der henviser til nødvendigheden af at arbejde hen imod et stabilt og solidarisk internationalt monetært og finansielt system,
B. der henviser til, at de forskellige medlemsstaters indflydelse, således som den fremgår af deres stemmerettigheder eller kvoter, ikke længere giver et nøjagtigt billede af deres relative vægt, og at EU's rolle ikke er i overensstemmelse med dets vægt i verdensøkonomien og i den internationale samhandel trods størrelsen af dets bidrag til Bretton Woods-institutionernes kapital,
C. der henviser til, at det i formandskabets ovennævnte konklusioner fra Det Europæiske Råd i Wien den 11.-12. december 1998 under overskriften "Europa som medspiller på verdensplan - Europa skal tale med én stemme" understreges, at "det er absolut nødvendigt, at Fællesskabet fuldt ud spiller den rolle, der tilkommer det i det internationale samarbejde vedrørende monetær og økonomisk politik i fora som G7 og Den Internationale Valutafond", og fremhæves, dels at ECB "i sin egenskab af det EF-organ, der har ansvaret for den monetære politik, [bør] tildeles observatørstatus i IMF's bestyrelse", dels at "EF's/ØMU'ens synspunkter vedrørende andre spørgsmål af særlig relevans for ØMU'en vil blive fremlagt i IMF's bestyrelse af det relevante medlem af eksekutivdirektørens kontor i den medlemsstat, der har formandskabet for euroområdet, bistået af en repræsentant for Kommissionen"; der henviser til, at det i artikel 1 i ovennævnte forslag fra Kommissionen af 9. november 1998 hedder som følger: "I forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union repræsenteres Fællesskabet på internationalt plan af Rådet sammen med Kommissionen og af ECB",
D. der navnlig henviser til, at den manglende koordinering af EU og euroområdet kombineret med en repræsentation, der er opsplittet i flere opstillingskredse, ikke giver medlemsstaterne mulighed for at øve indflydelse på IMF's beslutningstagning i overensstemmelse med deres økonomiske vægt;
E. der henviser til, at IMF er ansvarlig over for sine aktionærer (dvs. nationale regeringer), og at det på deres side er disse aktionærers ansvar at stå til regnskab over for deres vælgere,
F. der henviser til, at IMF's stabiliseringsstrategier ikke altid har nået de tilsigtede mål, og at en alt for brat stabilisering af økonomierne kan resultere i uønskede sociale tilpasninger; der henviser til, at det er nødvendigt, at samtlige nationale aktører inddrages i de tilpasningsprogrammer, der er etableret, og at opfølgningen af disse programmer bør underlægges en gennemskuelig demokratisk kontrol,
G. der henviser til, at det er vanskeligt at forene princippet om, at landene skal påtage sig deres eget ansvar, med de stadig flere betingelser, der knyttes til bistandsforanstaltninger og foranstaltningerne til nedbringelse af gæld; der henviser til, at disse betingelser er vokset i antal i de seneste år, og at der i forbindelse med multilaterale lån til landene i Afrika syd for Sahara i gennemsnit har været ikke mindre end 114 betingelser, hvoraf næsten tre fjerdedele vedrører styreformen,
H. der henviser til, at IMF har fået en vigtig rolle at spille i udviklingslandene og har skullet tilpasse sig i overensstemmelse hermed; der henviser til, at fremme af udviklingen i de fattigste lande imidlertid kræver, at der tilvejebringes nye redskaber med henblik på en effektiv nedbringelse af gældsmassen, og at der indføres innovative redskaber til finansiering af udviklingen og bekæmpelsen af fattigdom i forbindelse med millenniumudviklingsmålene; der henviser til, at denne udvikling taler for en klar opsplitning af rollerne mellem IMF, Verdensbanken og FN-institutionerne samt en høj grad af koordinering og samarbejde,
I. der henviser til, at formandskabet i ovennævnte konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles den 16.-17. juni 2005 understreger betydningen af at "tage hensyn til målsætningerne for udviklingssamarbejdet i alle de politikker, EU gennemfører, og som kan forventes at berøre udviklingslandene", og at "der i de forskellige politikker og i det internationale samarbejde tages hensyn til globaliseringens sociale dimension",
1. mener, at IMF som institution fortsat spiller en vigtig rolle med henblik på at fremme afbalanceret vækst og valutakursstabilitet, lette international handel og øge medlemsstaternes evne til at tilpasse sig det globale marked samt hjælpe medlemsstater, der har betalingsbalancevanskeligheder;
2. glæder sig over den igangværende revision af IMF's strategi; støtter en nyorientering af IMF's politikker hen imod en fokusering på dens kernemandat, dvs. stabilisering af globale valutakurssvingninger og udlåner i sidste instans til lande med alvorlige betalingsbalanceproblemer;
3. noterer sig de store ændringer, der er sket i IMF's opgaver siden fondens oprettelse, og som har været ledsaget af mindre omfattende ændringer af dens styreform; påpeger, at fordelingen af kapital og stemmerettigheder trods gentagne revisioner af kvoterne og af systemet for ensartet tildeling af et sæt grundlæggende stemmerettigheder har haltet bagefter andre udviklinger gennem årene; opfordrer derfor IMF til af hensyn til dens egen legitimitet at undersøge mulighederne for at fordele kvoter og stemmerettigheder mere retfærdigt i ledelsesinstanserne, således at de bliver mere repræsentative for den internationale økonomiske situation, og det bliver muligt at sikre udviklingslandene og de nye økonomier en mere passende indflydelse;
4. påpeger, at de vigtigste faktorer, som forhindrer udviklingslandene i at gøre deres synspunkter gældende i IMF i forhold til den andel af verdens befolkning, som de repræsenterer, er manglen på stemmer i bestyrelsen (de afrikanske lande, som tegner sig for 25 % af medlemmerne, råder kun over godt 4 % af stemmerne), og manglen på kvalificerede menneskelige ressourcer og teknisk og institutionel kapacitet til at deltage meningsfuldt i drøftelser og afgørelser;
5. anmoder derfor om en revision af afstemningssystemet gennem:
- en forøgelse af antallet og vægten af basisstemmerne (som på indeværende tidspunkt udgør mindre end 3 % af stemmerne), som oprindeligt blev indført for at sikre større lighed mellem medlemmerne, skabe bedre balance i beslutningsproceduren og således give IMF større legitimitet; anmoder også om udarbejdelse af en mekanisme, som vil gøre det muligt for udviklingslandene at øge deres medlemsandele i fonden, f.eks. oprettelse af en trustfond til finansiering af medlemsandelene for de fattigste lande;
6. konstaterer, at IMF også har udvidet sine anbefalinger til områder uden for det oprindelige makroøkonomiske område, nemlig områder inden for strukturpolitikken, gennem anbefalinger, der såvel direkte som indirekte har en indvirkning på gennemførelsen af politikkerne for social sikring, ret til arbejde, sundhed, miljø og uddannelse; noterer sig, at denne udvikling helt klart har rejst spørgsmålet om kompetencegrænserne mellem FN-systemets forskellige organer og Verdensbanken;
7. finder, at IMF på grundlag af sine beføjelser bør diversificere sine ansattes baggrund, samtidig med at der fortsat sikres topkvalitet, for at gøre det muligt for fonden at yde et afgørende bidrag til gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene;
8. bemærker, at det på grund af den stadig større åbning af kapitalmarkederne og liberaliseringen af kapitalbevægelserne er vanskeligt at undgå, at der opstår finansielle kriser; understreger derfor, at det er nødvendigt, at IMF fører systematisk kontrol med alle medlemslandene;
9. mener, at den fortsatte globale ubalance på samhandels- og valutakursområdet kræver, at IMF's overvågningsrolle styrkes, hvilket er vigtigt både med hensyn til at forudsige og være med til at begrænse finansiel ustabilitet globalt og med hensyn til at rådgive individuelle lande om politikker for finansiel stabilitet, økonomisk vækst, valutakurser og akkumulering af reserver; mener, at IMF kun kan foretage systematisk overvågning og rådgive om relevante aktioner til forhindring af finansielle kriser, hvis medlemsstaterne regelmæssigt fremlægger alle deres statistikker for f.eks. valutareserver og pengemængde;
10. mener, at den målsætning om finansiel stabilitet, der er en del af IMF's opgaver, svækkes af manglende global og gennemskuelig opmærksomhed på den normaliseringsproces, som direkte berører de finansielle markeder, udførelsen af opgaverne på gensidig basis eller fortolkningen af dem;
11. opfordrer for at skabe overensstemmelse med WTO de kompetente europæiske institutioner, især Kommissionen og Rådet, til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at eurozonen eller om muligt Den Europæiske Union er repræsenteret og stemmer som en enhed; opfordrer til, at dette mål nås så hurtigt som muligt som en overgangsforanstaltning; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at slå sig sammen i noget, der svarer til det, der i selskabsret kaldes "en aktionæraftale", som kan sikre, at de danner en fælles forhandlingsblok;
12. henviser til IMF's rolle med henblik på at integrere lavindkomstlande i verdensøkonomien og understreger den indbyrdes afhængighed mellem international handel, betalingsbalanceproblemer, nationale udviklingspolitikker, arbejdsmarkedsbestemmelser og offentlige sundhedstjenester til nedbringelse af fattigdom; mener, at IMF har en afgørende rolle at spille med hensyn til at fremme nationale udviklingsstrategier til fordel for fattige gennem långivning, der giver mulighed for større fleksibilitet i lavindkomstlandenes monetære politik og valutakurspolitik;
13. opfordrer Kommissionen og Rådet til sammen med Europa-Parlamentet at overveje muligheden for at anvende Lamfalussy-proceduren til fastlæggelse af den holdning, som de organer, der er bemyndigede til at tale på EU's vegne i de forskellige kompetente internationale instanser i den finansielle sektor, skal forfægte;
14. konstaterer, at IMF's tilpasningspolitikker ikke altid har kunnet forhindre kriser i at sprede sig eller komme igen; erindrer om, at inflation ikke er det eneste økonomiske problem i udviklingslandene, og at IMF's politikker bør rettes mod målene om makroøkonomisk stabilitet og bæredygtig vækst; foreslår, at konditionalitet også defineres inden for rammerne af et bedre samarbejde med FN's særorganisationer og koordineres mellem internationale donorer;
15. konstaterer, at det, hvis man ønsker at sikre en bæredygtig vækst, er vigtigt, at der er garanti for en makroøkonomisk politik; fastslår i den forbindelse, at makroøkonomisk stabilitet ikke er uforenelig med en retfærdig vækstfordeling;
16. erkender, at IMF's betingelser i nogle tilfælde har været ufleksible og ikke altid har været i overensstemmelse med specifikke lokale forhold; påpeger imidlertid, at det er nødvendigt, at lån anvendes på en god måde under hensyntagen til modtagerlandets demokratisk valgte institutioners holdning;
17. anerkender den igangværende revision af de betingelser, som IMF knytter til sine lån til lavindkomstlande; anbefaler, at der i forbindelse med revisionen specifikt henviser til bekæmpelse af fattigdom som et mål for alle IMF-lån til lavindkomstlande;
18. understreger, at princippet om "partnerlandets ejerskab" (partner country ownership) skal spille en central rolle i udviklingssamarbejdet; opfordrer derfor IMF til, når det behandler betingelser for långivning, fuldt ud at anerkende den prioritering, der skal gives til udryddelse af fattigdom og ikke på nogen måde gøre det vanskeligt at nå millenniumudviklingsmålene;
19. anbefaler en gradvis og stabil liberalisering af udviklingslandenes finansielle systemer, som er tilpasset deres institutionelle kapacitet, hvilket vil give mulighed for en effektiv regulering og styring af kapitalbevægelserne;
20. er enig i, at IMF bør lægge mere vægt på at analysere udviklingen på de finansielle markeder og kapitalmarkederne og følgerne for både den nationale og globale finansielle stabilitet;
21. mener ikke, at udviklingslandene skal tvinges til fuldt ud og uden betingelser at åbne deres markeder for udenlandsk import, og at de skal kunne indføre en tidsbegrænset beskyttelse af bestemte erhvervssektorer, så der kan ske en kontinuerlig udvikling; opfordrer indtrængende europæiske medlemmer af IMF's bestyrelse til at sørge for, at de resterende betingelser ikke presser lavindkomstlande ud i ensidig åbning af markeder uden for WTO-forhandlingernes rammer eller hæmmer deres evne til inden for rammerne af WTO-forhandlingerne efter deres egen vilje og på deres egne betingelser at forhandle den grad af markedsåbning, som de er parate til at forpligte sig til; opfordrer ligeledes IMF til at sikre en passende fleksibilitet i gennemførelsen af de handelsrelaterede betingelser, således at modtagerlandene får mulighed for at bestemme, i hvor høj grad de vil åbne deres markeder;
22. opfordrer IMF til at fortsætte sine bestræbelser på at øge gennemskueligheden og etablere en institutionel struktur, der er i tråd med dens opgaver og de ændrede internationale finanspolitiske forhold;
23. understreger IMF's centrale rolle i koordineringen af europæiske og nationale udviklingspolitikker til bekæmpelse af fattigdom ved hjælp af en overordnet strategi baseret på, at valutapolitikker ikke er et mål i sig selv, men et instrument til bekæmpelse af fattigdom;
24. opfordrer EU's medlemsstater til at anvende det eksisterende valgkredssystem for at sikre, at de valgkredse, som de er medlemmer af, effektivt fremmer en udviklingsvenlig dagsorden, der er baseret på at nå millenniumudviklingsmålene inden 2015, og at deres valgkredse lægger særlig vægt på udviklingslandenes tekniske og institutionelle svagheder i valgkredsen og stiller den nødvendige tekniske bistand til rådighed for at afhjælpe disse problemer;
25. opfordrer til en bedre koordinering og en bedre sammenhæng i politikkerne mellem IMF, Verdensbanken, WTO, Den Europæiske Centralbank og andre internationale organisationer og EU, særlig hvad angår de instrumenter, der forbinder de forskellige markeder, f.eks. den integrerede ramme, handelsintegrationsmekanismen, faciliteten for fattigdomsreduktion og vækst samt de politiske støtteinstrumenter, der blev vedtaget for nylig, for at sikre, at politikkerne til åbning af markedet kan få en positiv indflydelse på fattigdomsreduktionen; opfordrer til større sammenhæng mellem IMF-programmer og millenniumudviklingsmålene; understreger i den forbindelse IMF's ambivalente position, idet den, selv om den kun har ansvaret for et meget specifikt aspekt af den offentlige aktion, spiller en førende, ja fremherskende, rolle i gennemførelsen af de strategier, der føres af alle aktørerne; mener derfor, at det er absolut nødvendigt, at der etableres en koordinerings- og måske endda en programmeringsstruktur for disse strategier, som kan knytte alle de berørte internationale aktører sammen;
26. er overbevist om, at IMF og tildelingen af dens midler bør gøres mere gennemskuelig gennem større parlamentarisk kontrol med IMF fra dens medlemslandes side;
27. udtrykker tilfredshed med, at IMF lægger vægt på at forbedre uddannelses- og sundhedsniveauet i udviklingslandene; understreger, at øgede offentlige udgifter kombineret med bedre styring, bekæmpelse af korruption og effektiv anvendelse af midlerne stadig er det sikreste middel til at reducere en ulige adgang til goder og fundamentale rettigheder som sundhed og uddannelse;
28. understreger, at den internationale finansielle stabilitet kun kan øges, hvis reformen af IMF går hånd i hånd med en bæredygtig budgetpolitik og en afbalanceret betalingsbalance i alle medlemslandene;
29. noterer sig den slående kontrast mellem omfanget af de pressionsmidler, der sættes ind over for udviklingslandene eller lande, der befinder sig i en omstillingsperiode, og IMF's manglende evne til at øve en væsentlig indflydelse på politikken i de industrilande, hvis budgetpolitik og betalingsbalance kun delvis lever op til de kriterier, som IMF har opstillet, og derfor kan undergrave den internationale finansielle stabilitet;
30. ser med tilfredshed på IMF's og Verdensbankens beslutning om at forlænge HIPC-initiativet (initiativet til fordel for de stærkt gældstyngede fattige lande); noterer sig de forskelligartede virkninger af HIPC-programmet og de historiske erfaringer med gældsomlægning og gældseftergivelse; foreslår, at IMF udvikler politikker med henblik på at undgå nye gældskriser i fremtiden;
31. noterer sig IMF's og Verdensbankens nye gældsbæredygtighedsbestemmelser for lavindkomstlande; glæder sig over, at de nye bestemmelser sigter mod at sætte gæld i centrum for internationale finansielle institutioners beslutningstagning; beklager, at forslaget som sådant ikke kommer i nærheden af at tage fat på problemet med langsigtet reel bæredygtighed, for så vidt angår at skabe de betingelser for lavindkomstlande, der er nødvendige for, at de kan nå millenniumudviklingsmålene;
32. glæder sig generelt over IMF's facilitet for fattigdomsreduktion og vækst (PRGF), men er bekymret over, at IMF i PRGF fortsat bruger den samme ufleksible økonomiske model og ikke tager hensyn til de forskellige makroøkonomiske rammer; er derfor bange for, at PRGF's meget berømmede fokus på fattigdom i udstrakt grad vil blive diskrediteret;
33. støtter opfordringen fra FN's generalsekretær under dialogen på højt plan i 2005 om finansiering af udvikling til at omdefinere gældsbæredygtighed som det gældsniveau, der gør det muligt for et land at nå millenniumudviklingsmålene inden 2015 uden en forøgelse af gældskvoterne, hvilket kræver større komplementaritet mellem gældslettelse og udestående udviklingsfinansieringskrav; beklager derfor, at IMF inden for den nye ramme for gældsbæredygtighed i lavindkomstlande, der blev godkendt i april 2005, stadig i alt væsentligt definerer gældsbæredygtighed i eksportkvoter (hvilket giver upålidelige prognoser for gældsbæredygtigheden for lande, der er karakteriseret ved stærk sårbarhed over for chok og stærke udsving i eksportindtægterne), at den ikke råder over realistiske vurderinger af sårbarheden, og at der ikke foreligger systematiske analyser, der sætter fordelene ved HIPC-initiativet i relation til de ekstra midler, der er nødvendige for at nå millenniumudviklingsmålene;
34. udtrykker tilfredshed med de initiativer, som både Bretton Woods-institutionerne og de internationale instanser har taget med henblik på at finde innovative finansieringsmekanismer med det formål at fremme udviklingen og opfylde millenniumudviklingsmålene, navnlig hvad angår fattigdomsbekæmpelse; udtrykker tilfredshed med de multilaterale institutioners bestræbelser på at yde et rimeligt bidrag til finansieringen af nedbringelsen af gælden inden for rammerne af den aftale, som er indgået i G8-regi;
35. opfordrer til et bedre samarbejde mellem IMF og Europa-Parlamentet og nationale parlamenter, især i udviklingslande, for at øge gennemskueligheden, det demokratiske ansvar og IMF's og dens politikkers legitimitet;
36. understreger vigtigheden af en løbende kontakt mellem IMF's bestyrelsesmedlemmer og de nationale repræsentanter for deres respektive hjemland;
37. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til IMF, FN's organer, ECB og EU-medlemsstaternes medlemmer af IMF's repræsentantskab.
- [1] EFT C 112 af 9.5.2002, s. 140.
- [2] EUT C 74E af 24.3.2004, s. 871.
- [3] http://www.imf.org/external/np/omd/2005/eng/091505.pdf.
- [4] Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0115.
- [5] Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0289.
- [6] Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0446.
BEGRUNDELSE
I. Indledning - reformen af IMF
Ifølge vedtægterne har Den Internationale Valutafond (IMF), som oprettedes i 1944 på basis af Bretton Woods-aftalerne, bl.a. til formål at:
- fremme den internationale monetære stabilitet
- bidrage til den internationale samhandels ekspansion og dermed medvirke til skabelsen og opretholdelsen af høje beskæftigelses- og realindkomstniveauer
- fremme valutakursstabiliteten og undgå konkurrencebegrundede devalueringer
- forebygge og korrigere uligevægt på betalingsbalancerne.
Med henblik på gennemførelsen af disse mål skal IMF:
- overvåge udviklingen i den økonomiske og finansielle politik og yde rådgivning med hensyn til den økonomiske politik
- yde lån til de medlemsstater, som får betalingsbalanceproblemer, og iværksætte tilpasnings- og reformpolitikker til løsning af de underliggende problemer
- yde regeringer og centralbanker teknisk bistand inden for sine nøgleområder.
Dette ekstremt ambitiøse program viser omfanget af IMF's opgaver. IMF's rolle som långiver i sidste led og navnlig de konditionaliteter, der er knyttet til disse lån, har da også gjort, at IMF er blevet en vigtig medspiller på verdensplan i de fattigste landes økonomiske, finansielle og sociale politik.
Hvad angår de udviklede lande, er de fortsat omfattet af det multilaterale overvågningssystem, jf. artikel IV, og er fortsat potentielle kunder hos IMF i tilfælde af en større finansiel krise.
IMF står i dag over for en legitimitetskrise, som bygger på to forhold. Det første vedrører arten og den stadig større rækkevidde af fondens anbefalinger og af de strukturtilpasningspolitikker, den iværksætter i kraft af konditionaliteten i de lån, den yder. Det andet vedrører fordelingen af stemmerettigheder i fonden, de nyligt industrialiserede landes underrepræsentation og udviklingslandenes marginale indflydelse. Der er således tale om en legitimitetskrise, som stempler både fondens funktion og indholdet og effekten af dens politikker.
Hvor Bretton Woods-systemet oprindelig skulle stimulere væksten gennem liberalisering af den internationale samhandel, samtidig med at den globale finansielle stabilitet sikredes i kraft af faste valutakurser og begrænsede og kontrollerede kapitalstrømme, ændrede aftalen af 1972 fuldstændigt grundlaget. Flydende valutakurser har afløst faste kurser, finansiel deregulering og privatisering har bredt sig, først i OECD-landene, dernæst til andre lande under pres fra IMF gennem lånekonditionaliteten og fondens rådgivning. Der har været en eksplosiv vækst i grænseoverskridende kapitalstrømme. Det samme gælder finansielle aktiviteter i spekulationsøjemed, hvilket har medført en stigning i antallet af finansielle kriser. Dette er i strid med IMF's oprindelige rolle, som var at opretholde den internationale finansielle stabilitet. Det er derfor vigtigt at tilskynde IMF til at nyorientere sin indsats mod forebyggelse og overvågning af finansielle kriser.
Ved i øvrigt at anvende Washington-konsensusprincipperne systematisk på alle medlemsstater (29 i 1944, 184 i dag) har IMF forladt det strengt makroøkonomiske område for at interessere sig for alle offentlige politikker, bl.a. inden for undervisning, folkesundhed, social sikring og deregulering af arbejdsmarkedet på grund af deres indflydelse på budgetligevægten og deres effekt på økonomien.
Der findes imidlertid internationale særorganisationer, f.eks. ILO, WHO, UNDP, UNCTAD og Verdensbanken og mange flere, som har en langt større ekspertviden på disse IMF-indsatsområder. Den politik, som de lande, der har modtaget IMF-lån, følger i sidste instans, ligger tættere op ad fondens anbefalinger end ad særorganisationernes, fordi IMF med sin mulighed for at acceptere eller afslå at yde et lån og gennem den indflydelse, som fondens beslutninger har for hele donor- og långiversamfundet, råder over et effektivt instrument til brug for sin politik, som de øvrige internationale organisationer ikke er i besiddelse af. Denne potentielle konflikt mellem de internationale organisationers regler er kilde til inkonsistens og ubalance. Der eksisterer således et hierarki mellem internationale regler, hvor IMF's anbefalinger rangerer øverst blandt de regler og programmer, som iværksættes af samtlige internationale og multilaterale institutioner. I dag, hvor der er indledt en global debat om en reform af den globale styring, bør man rejse spørgsmålet om dette faktiske hierarkis legitimitet og støtte en nyorientering af IMF's aktiviteter mod fondens egentlige ekspertiseområde, idet man overlader lederskabet til de øvrige internationale organisationer på deres respektive område.
II. IMF's styreform
IMF har ikke noget internt parlamentarisk demokratisk kontrolsystem og befinder sig uden for FN-systemet, der bestemt ikke er perfekt, men er et enestående eksempel på globalt demokrati.
Den debat, der danner baggrund for IMF's beslutninger, er således forbeholdt en snæver kreds af eksperter, navnlig IMF-ansatte samt repræsentanter for de forskellige finansministerier og centralbanker, som i øvrigt ofte har samme uddannelse og erfaring.
Hertil kommer IMF's beslutningssystem, der hovedsagelig bygger på princippet "én dollar, én stemme" og dermed giver de rigeste lande med USA i spidsen flest stemmerettigheder.
Denne situation kræver en lang række reformer:
Det er for det første vigtigt at diversificere baggrunden, uddannelsen og ekspertisen hos IMF's personale for at sikre en bedre indsigt i de komplekse lokale situationer og de forskellige problemer.
For det andet bør IMF i væsentlig grad øge gennemsigtigheden og styrke sin dialog med ngo'erne og civilsamfundet.
For det tredje bør IMF knytte en ny type forbindelser med de parlamentariske forsamlinger, som er kendetegnet ved mere åbenhed, en styrket dialog og øget gennemsigtighed. Behovet er særlig udtalt i debitorlandene, idet de vitale forhandlinger mellem disse lande og IMF ikke bør marginalisere den parlamentariske demokratiske debat både af hensyn til respekten for de demokratiske institutioner og for at fremme disse landes accept af stabiliserings- og udviklingsprogrammerne, som alene udgør en holdbar garanti for gennemførelsen af disse.
Endelig må det konstateres, at den nuværende fordeling af kvoter og stemmerettigheder er kritisabel trods en række reformer. For det første finder de nyligt industrialiserede lande, navnlig i Asien, at de er utilstrækkeligt repræsenteret ved en fordeling, som ikke længere afspejler den faktiske økonomiske balance på verdensplan. Hvad angår debitorlandene, hovedsagelig afrikanske, er deres synspunkter ikke hørbare i IMF's instanser, selv om det er dem, der har den største interesse i fondens beslutninger.
III. Den europæiske dimension
Med 17,11 % af stemmerne er USA den største magtfaktor i IMF og råder over en vetoret, som er knyttet til det særlige flertal på 85 %, der er nødvendigt for de vigtigste beslutninger.
Hvis EU-25 blev betragtet som medlem af IMF, ville det med 31,92 % af stemmerne overgå USA, det ville dele vetoretten med dette land og kunne på basis af IMF's vedtægter kræve, at IMF's hovedsæde flyttes til Europa.
Den reelle europæiske indflydelse på debatten i IMF er i komplet modstrid med denne tilsyneladende aritmetiske størrelse. EU, som er opsplittet i flere opstillingskredse og forbigås af andre formidlende fora (bl.a. G7), har vanskeligt ved at gøre en sand fælles eller koordineret holdning gældende i IMF trods EU's fremskridt med hensyn til økonomisk, monetær og politisk integration.
Det er imidlertid absolut nødvendigt med en sammenhængende og hørbar europæisk stemme i IMF dels for at sikre gennemførelsen af en ægte europæisk udviklingssamarbejdspolitik, dels for at få indflydelse på udviklingen i det internationale monetære og finansielle system.
I overensstemmelse med ånden i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Wien i 1998 bør der iværksættes en gradvis styrkelse af den europæiske koordinering i IMF for i sidste instans at få oprettet en fælles repræsentation i overensstemmelse med EU-institutionernes beføjelser, bl.a. med hensyn til Kommissionens rolle og Europa-Parlamentets demokratiske kontrol.
Rent umiddelbart er det Europa-Parlamentets ansvar at styrke indsatsen, hvad angår kontrol af og opfølgning på de internationale finansielle institutioners politikker. Der kan tages initiativer i den forbindelse, såsom nedsættelsen af en ad hoc-arbejdsgruppe, løbende invitation til repræsentanter for disse institutioner og repræsentanter for EU's holdning i disse institutioner til at deltage i debatter i Parlamentet.
IV. Millenniumudviklingsmålene
Millenniumudviklingsmålene berører hele det internationale samfund, herunder også IMF. Fonden bør derfor fortsætte det arbejde, som allerede er indledt med strategioplæggene til nedbringelse af fattigdom (PRSP), idet den gør udvikling og nedbringelse af fattigdom til et centralt element i sit virke.
Dette kræver en reel revision af IMF's indsats over for debitorlandene. For det første bør landene selv vælge deres strategi for udvikling og nedbringelse af fattigdom, med andre ord selv stå for udformningen og iværksættelsen af disse strategier. Den konditionalitet, som IMF pålægger, bør således i væsentlig grad nedsættes. Det er vigtigt at minde om, at den egentlige garanti for en god styreform, som er omdrejningspunktet for konditionaliteten, er, at de demokratiske institutioner fungerer ordentligt, og at korruptionsbekæmpelse ikke er ensbetydende med en systematisk beskæring af de offentlige ressourcer og det offentliges aktionsområde.
Forbindelserne mellem IMF, de øvrige internationale særorganisationer og samtlige donorer bør afklares, for at alle på sammenhængende vis trækker på samme hammel med henblik på opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene.
Endelig bør IMF's makroøkonomiske tilgang i forhold til udviklingsstrategierne kendetegnes ved større smidighed og mindre dogmatisme. De offentlige udgifter til især sundhed og undervisning bør ikke længere betragtes udelukkende som budgetudgifter, der absolut bør nedbringes, men anses for en reel investering i landenes menneskelige og økonomiske udvikling. Adgangen til verdensmarkedet bør ikke længere udgøre en absolut forudsætning. Der bør tages hensyn til andre forhold, f.eks. det forhold, at toldindtægterne ofte ikke kan erstattes af andre indtægter på kort sigt, og nødvendigheden af midlertidigt at beskytte bestemte sektorer mod følgevirkningerne af den pludselige internationale konkurrence. Der bør i forbindelse med liberaliseringen af den finansielle sektor tages hensyn til den institutionelle kapacitet, hvad angår indførelsen af en egnet lovgivning og tilsynsvirksomhed.
V. Den internationale monetære og finansielle stabilitet
I henhold til vedtægterne har IMF først og fremmest til opgave at opretholde den internationale monetære og finansielle stabilitet. Man kan spørge sig selv, om denne stabilitet i dag primært trues af de fattige og nyindustrialiserede landes mulige betalingsbalancekrise, eller om hovedkilden til ustabilitet ikke snarere bør tilskrives de store udviklede økonomier og deres uligevægt, navnlig USA's dobbelte underskud.
Det ser således ud til, at løsningen af denne globale ubalance er en prioriteret opgave for det internationale samfund og IMF. Men ud over simple erklæringer og anbefalinger er vi endnu langt fra målet. Man mangler endnu at skabe en ægte global styring af monetær og finansiel stabilitet i form af valutakursstabilitet, regulering af kapitalstrømmene og forebyggelse af alvorlige finansielle kriser.
UDTALELSE FRA UDVALGET OM INTERNATIONAL HANDEL (27.1.2006)
til Økonomi- og Valutaudvalget
om revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi
(2005/2121(INI))
Rådgivende ordfører: Jean-Louis Bourlanges
FORSLAG
Udvalget om International Handel opfordrer Økonomi- og Valutaudvalget, som er korresponderende udvalg, til at indarbejde følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:
1. glæder sig over den igangværende revision af IMF's strategi; støtter en nyorientering af IMF's politikker hen imod en fokusering på dens kernemandat, dvs. stabilisering af globale valutakurssvingninger og udlåner i sidste instans til lande med alvorlige betalingsbalanceproblemer;
2. opfordrer for at skabe overensstemmelse med WTO de kompetente europæiske institutioner, især Kommissionen og Rådet, til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at eurozonen eller om muligt Den Europæiske Union er repræsenteret og stemmer som en enhed; opfordrer til, at dette mål nås så hurtigt som muligt som en overgangsforanstaltning; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at slå sig sammen i noget, der svarer til det, der i selskabsret kaldes "en aktionæraftale", som kan sikre, at de danner en fælles forhandlingsblok;
3. glæder sig over IMF's rolle i integrationen af lavindkomstlande i den globale økonomi velvilligt og understreger den indbyrdes afhængighed mellem international handel, betalingsbalanceproblemer og nationale udviklingspolitikker, arbejdsmarkedsbestemmelser og offentlige sundhedstjenester til bekæmpelse af fattigdom;
4. glæder sig over den igangværende revision af IMF's betingelser i forbindelse med dens lån til lavindkomstlande; anbefaler, at man i forbindelse med denne revision prioriterer fattigdomsbekæmpelse som målet for IMF-lån til lavindkomstlande; opfordrer indtrængende europæiske medlemmer af IMF's bestyrelse til at sørge for, at de resterende betingelser ikke presser lavindkomstlande ud i ensidig åbning af markeder uden for WTO-forhandlingernes rammer eller hæmmer deres evne til inden for rammerne af WTO-forhandlingerne efter deres egen vilje og på deres egne betingelser at forhandle den grad af markedsåbning, som de er parate til at forpligte sig til;
5. opfordrer ligeledes IMF til at sikre en passende fleksibilitet i gennemførelsen af betingelserne i forbindelse med handel, således at modtagerlandene får mulighed for at bestemme, i hvor høj grad de vil åbne deres markeder;
6. understreger IMF's centrale rolle i koordineringen af europæiske og nationale udviklingspolitikker til bekæmpelse af fattigdom ved hjælp af en overordnet strategi baseret på, at valutapolitikker ikke er et mål i sig selv, men et instrument til bekæmpelse af fattigdom;
7. opfordrer til en bedre koordination og en bedre sammenhæng i politikkerne mellem IMF, Verdensbanken, WTO, Den Europæiske Centralbank og andre internationale organisationer og EU, særlig hvad angår de instrumenter, der forbinder de forskellige markeder, f.eks. den integrerede ramme, handelsintegrationsmekanismen, faciliteten for fattigdomsreduktion og vækst samt de politiske støtteinstrumenter, der blev vedtaget for nylig, for at sikre, at politikkerne til åbning af markedet kan få en positiv indflydelse på fattigdomsreduktionen; opfordrer til større sammenhæng mellem IMF-programmer og millenniumudviklingsmålene; understreger i den forbindelse IMF's ambivalente position, idet den, selv om den kun har ansvaret for et meget specifikt aspekt af den offentlige aktion, spiller en førende, ja fremherskende, rolle i gennemførelsen af de strategier, der føres af alle aktørerne; mener derfor, at det er absolut nødvendigt, at der etableres en koordinerings- og måske endda en programmeringsstruktur for disse strategier, som kan knytte alle de berørte internationale aktører sammen;
8. opfordrer til et bedre samarbejde mellem IMF og Europa-Parlamentet og nationale parlamenter, især i udviklingslande, for at øge gennemskueligheden, det demokratiske ansvar og IMF's og dens politikkers legitimitet.
9. opfordrer Rådet til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at få større lighed i stemmebeføjelserne, især en mere afbalanceret stemmefordeling mellem rige og fattige lande og tilpasning af stemmebeføjelserne i de nye vækstlande på en sådan måde, at de bedre afspejler de nuværende globale økonomiske forhold;
10. opfordrer til, at bekæmpelsen af korruption integreres i alle IMF's politikker, således at effektiviteten øges;
PROCEDURE
|
Titel |
Revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi | |||||
|
Procedurenummer |
||||||
|
Korresponderende udvalg |
ECON | |||||
|
Rådgivende udvalg Dato for meddelelse på plenarmødet |
INTA DEVE AFET 4.7.2005 4.7.2005 4.7.2005 | |||||
|
Udvidet samarbejde |
– | |||||
|
Rådgivende ordfører: |
Jean-Louis Bourlanges | |||||
|
Dato for valg |
12.7.2005 | |||||
|
Behandling i udvalg |
24.11.2005 |
|
|
|
| |
|
Dato for vedtagelse af forslag |
25.1.2006 | |||||
|
Resultat af den endelige afstemning |
for: |
28 | ||||
|
|
imod: |
0 | ||||
|
|
hverken/eller: |
0 | ||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Jean-Pierre Audy, Enrique Barón Crespo, Jean-Louis Bourlanges, Daniel Caspary, Christofer Fjellner, Béla Glattfelder, Jacky Henin, Syed Kamall, Sajjad Karim, Caroline Lucas, Erika Mann, Helmuth Markov, David Martin, Javier Moreno Sánchez, Georgios Papastamkos, Godelieve Quisthoudt-Rowohl, Bogusław Rogalski, Tokia Saïfi, Robert Sturdy, Johan Van Hecke, Daniel Varela Suanzes-Carpegna, Zbigniew Zaleski, | |||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Margrietus van den Berg, Elisa Ferreira, Robert Goebbels, Antolín Sánchez Presedo, Frithjof Schmidt | |||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
Seán Ó Neachtain | |||||
UDTALELSEFRA UDVIKLINGSUDVALGET (26.1.2006)
til Økonomi- og Valutaudvalget
om en strategisk revision af Den Internationale Valutafond
(2005/2121(INI))
Rådgivende ordfører: Anders Wijkman
FORSLAG
Udviklingsudvalget opfordrer Økonomi- og Valutaudvalget, som er korresponderende udvalg, til at indarbejde følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:
1. glæder sig over den strategiske revision, der finder sted i IMF; slår til lyd for en nyorientering af IMF's politik henimod større vægt på dens vigtigste opgave, som går ud på at stabilisere de internationale valutakurssvingninger og være långiver i sidste instans for lande med alvorlige betalingsbalanceproblemer;
2. påpeger, at de vigtigste faktorer, som forhindrer udviklingslandene i at gøre deres synspunkter gældende i IMF i forhold til den andel af verdens befolkning, som de repræsenterer, er manglen på stemmer i bestyrelsen (de afrikanske lande, som tegner sig for 25 % af medlemmerne, råder kun over godt 4 % af stemmerne), og manglen på kvalificerede menneskelige ressourcer og teknisk og institutionel kapacitet til at deltage meningsfuldt i drøftelser og afgørelser;
3. anmoder derfor om en revision af afstemningssystemet gennem:
– en forøgelse af antallet og vægten af basisstemmerne (som på indeværende tidspunkt udgør mindre end 3 % af stemmerne), som oprindeligt blev indført for at sikre større lighed mellem medlemmerne, skabe bedre balance i beslutningsproceduren og således give IMF større legitimitet; anmoder også om
– udarbejdelse af en mekanisme, som vil gøre det muligt for udviklingslandene at øge deres medlemsandele i fonden, f.eks. oprettelse af en trustfond til finansiering af medlemsandelene for de fattigste lande;
4. opfordrer EU's medlemsstater til at anvende det eksisterende valgkredssystem for at sikre, at de valgkredse, som de er medlemmer af, effektivt fremmer en udviklingsvenlig dagsorden, der er baseret på at nå millenniumudviklingsmålene inden 2015, og at deres valgkredse lægger særlig vægt på udviklingslandenes tekniske og institutionelle svagheder i valgkredsen og stiller den nødvendige tekniske bistand til rådighed for at afhjælpe disse problemer;
5. støtter opfordringen fra FN's generalsekretær under dialogen på højt plan i 2005 om finansiering af udvikling om at omdefinere gældsbæredygtighed som det gældsniveau, der gør det muligt for et land at nå milleniumudviklingsmålene inden 2015 uden en forøgelse af gældskvoterne, hvilket kræver større komplementaritet mellem gældslettelse og udestående udviklingsfinansieringskrav; beklager derfor, at IMF inden for den nye ramme for gældsbæredygtighed i lavindkomstlande, der blev godkendt i april 2005, stadig hovedsagelig definerer gældsbæredygtighed i eksportkvoter (hvilket giver upålidelige prognoser for gældsbæredygtigheden for lande, der er karakteriseret ved stærk sårbarhed over for chok og stærke udsving i eksportindtægterne), at den ikke råder over realistiske vurderinger af sårbarheden, og at der ikke foreligger systematiske analyser, der sætter fordelene ved initiativet for stærkt gældstyngede lande (HIPC-initiativet) i relation til de ekstra midler, der er nødvendige for at nå milleniumudviklingsmålene;
6. understreger, at princippet om "partnerlandets ejerskab" (partner country ownership) skal spille en central rolle i udviklingssamarbejdet; opfordrer derfor IMF til, når det behandler betingelser for långivning, fuldt ud at anerkende den prioritering, der skal gives til udryddelse af fattigdom og ikke på nogen måde gøre det vanskeligt at nå milleniumudviklingsmålene;
7. glæder sig over den igangværende revision af IMF's betingelser i forbindelse med dens lån til lavindkomstlande; anbefaler, at man i forbindelse med denne revision prioriterer fattigdomsbekæmpelse som målet for IMF-lån til lavindkomstlande; opfordrer indtrængende europæiske medlemmer af IMF's bestyrelse til at sørge for, at de resterende betingelser ikke presser lavindkomstlande ud i ensidig åbning af markeder uden for WTO-forhandlingernes rammer eller hæmmer deres evne til inden for rammerne af WTO-forhandlingerne efter deres egen vilje og på deres egne betingelser at forhandle den grad af markedsåbning, som de er parate til at forpligte sig til;
PROCEDURE
|
Titel |
En strategisk revision af Den Internationale Valutafond | |||||
|
Procedurenummer |
||||||
|
Korresponderende udvalg |
ECON | |||||
|
Rådgivende udvalg |
DEVE | |||||
|
Udvidet samarbejde – dato for meddelelse på plenarmødet |
| |||||
|
Rådgivende ordfører |
Anders Wijkman | |||||
|
Oprindelig rådgivende ordfører |
| |||||
|
Behandling i udvalg |
24.1.2006 |
|
|
|
| |
|
Dato for vedtagelse |
26.1.2006 | |||||
|
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
18 0 0 | ||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Alessandro Battilocchio, Margrietus van den Berg, Danutė Budreikaitė, Marie-Arlette Carlotti, Koenraad Dillen, Filip Andrzej Kaczmarek, Maria Martens, Miguel Angel Martínez Martínez, Frithjof Schmidt, Jürgen Schröder, Anna Záborská og Mauro Zani. | |||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Marie-Hélène Aubert, John Bowis, Linda McAvan, Manolis Mavrommatis, Anders Wijkman og Zbigniew Zaleski. | |||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
| |||||
|
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog) |
... | |||||
PROCEDURE
|
Titel |
En strategisk evaluering af Den Internationale Valutafond | ||||||||||
|
Procedurenummer |
|||||||||||
|
Hjemmel i forretningsordenen |
(forretningsordenens art. 45, stk. 1) | ||||||||||
|
Korresponderende udvalg |
ECON | ||||||||||
|
Rådgivende udvalg |
INTA |
DEVE |
AFET 4.7.2005 |
|
| ||||||
|
Ingen udtalelse(r) Dato for afgørelse |
AFET 16.11.2005 |
|
|
|
| ||||||
|
Ordfører(e) |
Benoît Hamon |
| |||||||||
|
Oprindelig(e) ordfører(e) |
|
| |||||||||
|
Behandling i udvalg |
29.11.2005 |
16.12.2005 |
|
|
| ||||||
|
Dato for vedtagelse |
31.1.2005 | ||||||||||
|
Resultat af den endelige afstemning |
enstemmigt |
| |||||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Zsolt László Becsey, Udo Bullmann, Ieke van den Burg, David Casa, Jan Christian Ehler, Elisa Ferreira, José Manuel García-Margallo y Marfil, Jean-Paul Gauzès, Robert Goebbels, Benoît Hamon, Gunnar Hökmark, Karsten Friedrich Hoppenstedt, Christoph Konrad, Kurt Joachim Lauk, Astrid Lulling, Gay Mitchell, Joseph Muscat, John Purvis, Alexander Radwan, Bernhard Rapkay, Eoin Ryan, Antolín Sánchez Presedo, Manuel António dos Santos, Peter Skinner, Margarita Starkevičiūtė, Ivo Strejček, Sahra Wagenknecht | ||||||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Pilar del Castillo Vera, Harald Ettl, Satu Hassi, Ona Juknevičienė, Werner Langen, Klaus-Heiner Lehne, Alain Lipietz, Sarah Ludford, Jules Maaten, Thomas Mann, Tobias Pflüger, Giovanni Pittella, Gilles Savary | ||||||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
| ||||||||||
|
Dato for indgivelse - A6 |
1.2.2006 |
A6-0022/2006 | |||||||||