Procedure : 2005/2162(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0053/2006

Indgivne tekster :

A6-0053/2006

Forhandlinger :

PV 22/03/2006 - 16
CRE 22/03/2006 - 16

Afstemninger :

PV 23/03/2006 - 11.12
CRE 23/03/2006 - 11.12

Vedtagne tekster :

P6_TA(2006)0113

BETÆNKNING     
PDF 169kWORD 107k
1.3.2006
PE 367.627v01-00 A6-0053/2006

om de økonomiske partnerskabsaftalers (ØPA'ers) virkning på udviklingen

(2005/2162(INI))

Udviklingsudvalget

Ordfører: Luisa Morgantini

ÆNDRINGSFORSLAG
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 PROCEDURE

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om de økonomiske partnerskabsaftalers (ØPA'ers) virkning på udviklingen

(2005/2162(INI))

Europa-Parlamentet,

- der henviser til partnerskabsaftalen mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, der blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000(1) (Cotonou-aftalen),

- der henviser til Den Afrikanske Unions ministererklæring om forhandlingerne om ØPA fra den tredje ordinære samling i Den Afrikanske Unions handelsministerkonference i Kairo den 5.-9. juni 2005 (AU/TI/MIN/DECL. (III)),

- der henviser til Cape Town-erklæringen, som blev vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU den 21. marts 2002 (AVS-EU/3382/02/endel.)(2),

- der henviser til erklæringen fra AVS-Ministerrådets 81. møde i Bruxelles den 21.-22. juni 2005,

- der henviser til Sir John Kaputins afsluttende erklæring på de regionale ØPA-forhandleres møde i London den 4. oktober 2005,

- der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 9. november 2005 om handels- og udviklingsaspekter af ØPA-forhandlingerne (SEK(2005)1459),

- der henviser til den fælles betænkning fra Bruxelles den 2. oktober 2003 om den fase af ØPA-forhandlingerne, hvor alle AVS-lande og EU deltager (ACP/00/118/03 Rev.1, ACP-EC/NG/43),

- der henviser til De Forenede Nationers millenniumerklæring af 18. september 2000, hvor millenniumudviklingsmålene opstilles som det internationale samfunds fælles kriterier for fattigdomsudryddelse,

- der henviser til erklæringen fra FN's 2005-verdenstopmøde (Millennium+5) i september 2005(3),

- der henviser til rapporten fra FN's Taskforce for Millenniumprojektet, som ledes af professor Jeffrey Sachs, om investering i udvikling - En praktisk plan for opfyldelse af millenniumudviklingsmålene,

- der henviser til Europa-Kommissionens rapport af 29. oktober 2004 om millenniumudviklingsmålene 2000-2004 (SEK(2004)1379),

- der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. april 2005 til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om hurtigere opfyldelse af millenniumudviklingsmålene - Den Europæiske Unions bidrag (KOM(2005)0132),

- der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. juli 2005 til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om forslag til fælleserklæring fra Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om Den Europæiske Unions udviklingspolitik - Den europæiske konsensus (KOM(2005)0311),

- der henviser til den økonomiske Afrika-rapport for 2004 om mobilisering af Afrikas handelspotentiale fra FN's Økonomiske Kommission for Afrika,

- der henviser til fremskridtsrapporten fra G8's personlige repræsentanter for Afrika om gennemførelsen af handlingsplanen for Afrika, som G8 udsendte den 1. juli 2005 i London,

- der henviser til Gleneagles-kommunikéet, som G8 udsendte den 8. juli 2005 i Gleneagles,

- der henviser til konklusionerne fra Rådets (almindelige anliggender) møde den 23.-24. maj 2005,

- der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-    der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A6-0053/2006),

A. der henviser til, at EU's handelsforbindelser med AVS-landene i perioden 1975-2000 var baseret på Lomé-konventionerne, hvormed AVS-landene opnåede ikke-gensidig præferenceadgang til EU's marked,

B. der henviser til, at undertegnelsen af Cotonou-aftalen i 2000 indvarslede en ny epoke i forbindelserne mellem AVS og EU, herunder bestemmelser om nye forbindelser på handelsområdet,

C. der henviser til, at det vigtigste formål med AVS-EU-partnerskabet og Cotonou-aftalen er en forbedring af AVS-landenes muligheder for social og økonomisk udvikling,

D. der henviser til, at det fortsat ligger EU på sinde at få opfyldt millenniumudviklingsmålene, men at de kun bør betragtes som et første skridt på vejen til udryddelse af fattigdommen,

E. der henviser til, at målene for Cotonou-aftalen og EU er klare, men at ØPA'ernes rolle i opfyldelsen af disse mål i stigende grad er blevet tvivlsom ud fra deres forventede konsekvenser i deres nuværende skikkelse for de skrøbelige økonomier i AVS-landene og forskellene i udviklingsniveau mellem økonomierne i EU- og i AVS-landene, hvilket flere aktører har givet udtryk for, herunder afrikanske ministre, nogle EU-medlemsstater og civilsamfundet i Europa og udviklingslandene,

F. der henviser til, at markedsintegrationen inden for EU har været ledsaget af samhørighedsforanstaltninger til støtte for økonomisk svagere lande,

G. der henviser til, at det i Cotonou-aftalen understreges, at der er behov for at bygge på AVS-landenes regionale integrationsinitiativer, da større regionale markeder og bedre regional integration vil udgøre et incitament for handlende og investorer,

H. der henviser til, at det i Cotonou-aftalen fastsættes, at parterne er enige om at indgå nye WTO-forenelige handelsordninger og gradvis fjerne handelshindringer mellem dem samt styrke samarbejdet på alle handelsrelevante områder,

I. der henviser til, at de eksisterende handelsordninger (Cotonou-aftalens bilag V: Handelsordning gældende i den i artikel 37, stk. 1, omhandlede forberedelsesperiode) er dækket af en WTO-fritagelsesklausul, der efter planen udløber i slutningen af 2007,

J. der henviser til, at sigtet med ØPA'erne er, at der skal defineres nye handelsforbindelser mellem EU-medlemsstaterne og AVS-landene, selv om det har vist sig, at liberalisering af handelen mellem ulige partnere historisk har været ineffektiv og ligefrem har givet bagslag,

K. der henviser til, at de regionale aspekter i ØPA'erne er afgørende for styrkelsen af ikke kun nord-syd-handelen, men også syd-syd-handelen,

L. der henviser til, at de mindst udviklede lande blandt AVS-landene har opnået adgang til EU's marked i kraft af Alt undtagen våben-initiativet,

M. der henviser til, at Cotonou-aftalens artikel 19 giver mulighed for at tilpasse rammerne for AVS-EU-samarbejdet til hvert enkelt AVS-lands individuelle forhold,

N. der henviser til, at EU-medlemsstaterne i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i november 2005 blev enige om, at der skal iværksættes og gennemføres en bedre overvågningsmekanisme til måling af fremskridt hen imod udviklingsmålene som led i ØPA-processen,

O. der henviser til, at AVS-lande i henhold til Cotonou-aftalens artikel 37, stk. 6, har ret til at undersøge alternativer til ØPA'er,

P. der henviser til, at ØPA-forhandlingerne nu foregår på fjerde år, men at der tilsyneladende fortsat er mange hindringer, der skal fjernes, hvis de skal kunne afsluttes inden den 31. december 2007 som fastsat i Cotonou-aftalen, og henviser til artikel XXIV i GATT, hvorefter der skal fastsættes en plan og en tidsplan for gennemførelsen af et frihandelsområde "inden for en rimelig frist",

1. erkender, at ØPA-forhandlingerne udspringer af behovet for at bringe AVS-EU-handelsforbindelserne i overensstemmelse med WTO-bestemmelserne, men opfordrer Kommissionen til at være opmærksom på, at denne overensstemmelse ikke kommer til at overskygge det overordnede mål, som er udvikling; anmoder Kommissionen om ikke kun at fokusere på overensstemmelse med WTO-bestemmelserne, men også at sigte mod i samarbejde med udviklingslandene at forbedre WTO-bestemmelserne så de i højere grad bidrager til udvikling;

2. mener, at ØPA'erne, hvis de udformes hensigtsmæssigt, er en lejlighed til at give handelsforbindelserne mellem EU og AVS-landene en saltvandsindsprøjtning, fremme økonomisk diversificering i AVS-landene og regional integration og mindske fattigdommen i disse lande;

3. glæder sig over Kommissionens gentagne erklæringer om, at udvikling er det vigtigste mål med alle ØPA'er;

4. udtrykker sin bekymring over, at ØPA-/frihandelsaftaleforhandlingerne er blevet iværksat og bevæger sig hen imod en væsentlig fase uden egentlig demokratisk debat i de fleste AVS-lande; opfordrer derfor til en reel offentlig debat, der omfatter civilsamfund, lovgivere og statslige institutioner og reelle feedback- og høringsmekanismer for at ændre forholdene og skabe mulighed for demokratisk deltagelse;

5. mener, at ØPA'er, for at disse udviklingsmål skal kunne nås, bør sigte mod at skabe en god økonomisk styring, fremme regional integration af AVS-landenes økonomier og tiltrække og bibeholde høje investeringsniveauer inden for AVS-landene;

6. opfordrer derfor Kommissionen og AVS-regionerne til at udforme ØPA'er på grundlag af princippet om asymmetri til fordel for AVS-regionerne, støtte den regionale integration i AVS-landene, etablere forsvarlige og forudsigelige rammebetingelser for fremme af handel og investering i AVS-regionerne;

7. konstaterer imidlertid, at der mangler konkrete udviklingsvenlige resultater i forhandlingerne, hvilket fremgår af AVS-landenes stigende bekymring og utilfredshed med, at der ikke træffes de udviklingsstøttende foranstaltninger, der er nødvendige for at opnå konkrete fordele ved en ØPA, såsom bindende forpligtelser til udviklingssamarbejde, konkrete tilpasningsforanstaltninger for at overvinde virkningerne af præferenceudhuling, samt teknologioverførsel og forbedret konkurrenceevne;

8. understreger, at et resultat af ØPA-forhandlingerne bør være, at AVS-producenternes indenlandske og regionale markeder beskyttes, og at AVS-landene får det nødvendige politiske råderum til at følge deres egne udviklingsstrategier;

9. opfordrer Kommissionen til at handle i overensstemmelse med Cotonou-målet at udrydde fattigdom og til at støtte den sociale og økonomiske udvikling i hver regional gruppe og navnlig de økonomisk svagere lande i hver gruppe, da de ellers kan blive marginaliseret, og til at acceptere behovet for større fleksibilitet, hvad angår tidsplanen for forhandlingerne vedrørende den gradvise åbning for handel, længden af overgangsperioden og spørgsmålet om, hvor mange produkter der skal omfattes, hvis slutresultatet af ØPA'erne skal være en langsigtet bæredygtig udvikling; understreger, at ØPA'erne bør gøre det lettere for AVS-landene at integrere sig i verdensøkonomien ved at fremme udvikling gennem handel og tage højde for asymmetrien i deres økonomier;

10. understreger, at den udviklingspolitiske erklæring, især punkt 36, indeholder retningslinjer for ØPA-forhandlerne; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Generaldirektorat for Handel til at overholde princippet om asymmetri og fleksibilitet, at lade "udviklingslande fastsætte og reformere handelspolitikken i overensstemmelse med deres bredere nationale udviklingsplaner" samt strukturere dets forhandlingsstrategi, så den bringes i overensstemmelse med den udviklingspolitiske erklærings overordnede princip om en sammenhængende udviklingspolitik;

11. pointerer den betydning, som offentlige tjenesteydelser har for udvikling og demokrati, og opfordrer derfor Kommissionen til at udvise forsigtighed, når det overvejes at liberalisere sektoren for tjenesteydelser, og især undtage vandforsyning, sundhed, uddannelse, transport og energi fra at blive liberaliseret;

12. erkender, at der er stor forskel på det økonomiske udviklingsniveau i EU og AVS-landene, og er derfor stærkt foruroliget ved tanken om, at en for hurtig gensidig handelsliberalisering mellem EU og AVS ville kunne få meget negative konsekvenser for de skrøbelige økonomier og samfund i AVS-landene på et tidspunkt, hvor det internationale samfund burde gøre mest muligt for at bistå landene i deres indsats for at nå millenniumudviklingsmålene; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at AVS-landene i ØPA'erne får en speciel og differentieret behandling, jf. Cotonou-aftalens artikel 34, stk. 4;

13. understreger, at skabelse af anstændige job med fuld respekt for arbejdstagernes rettigheder er et vigtigt element i bekæmpelse af fattigdom og i bestræbelserne på at nå millenniumudviklingsmålene, idet man på den måde fremmer udviklingen af bæredygtige levevilkår og sociale forhold, hvor lighed og demokrati kan styrkes;

14. betoner, at det ikke er lykkedes Lomé-konventionerne at stimulere en hensigtsmæssig udvikling i AVS-landene, at bedre markedsadgang alene ikke er nok til at fremme udviklingen, og at udhulningen af præferencer kræver, at man tager nye instrumenter i brug; understreger dog, at ØPA'erne ikke vil medføre gode resultater, hvis de ikke fuldt ud sigter mod bæredygtig udvikling, og mener derfor, at ØPA-forhandlingerne rent faktisk skal skabe nye og bedre muligheder for markedsadgang for eksport af varer og tjenesteydelser fra AVS-landene;

15. opfordrer indtrængende Kommissionen til at gennemføre nye og ambitiøse initiativer til stabilisering af råvarepriserne, som er af afgørende betydning for udviklingslandene, og understreger vigtigheden af at stimulere produktdiversificering og forædling af produkter;

16. opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte mekanismer, der, når det er muligt, skal involvere og inddrage producenter i prisfastsættelse, jf. Cotonou-aftalekompendiet; opfordrer EU til at fremme fair handel som en mekanisme til forbedring af betingelserne for små og marginaliserede producenter og fattige arbejdstagere;

17. henstiller indtrængende til Kommissionen at tage hensyn til toldindtægternes betydning for budgettet i mange AVS-lande, idet disse indtægter vil blive drastisk begrænset med enhver aftale om gensidighed med EU, hvilket kan bevirke omgående nedskæringer i de offentlige udgifter på bl.a. sundheds- og uddannelsesområdet, hvad der vil indebære en risiko for, at AVS-landene ikke kan opfylde millenniumudviklingsmålene; opfordrer derfor Kommissionen til at foreslå og støtte omfattende skattereformer, før der gennemføres en fuldt ud gensidig markedsåbning; kræver, at der indføres WTO-forenelige beskyttelsesordninger, der åbner mulighed for midlertidige importbegrænsninger, hvis en indenlandsk industri bliver skadet eller trues på grund af en voldsom importstigning;

18. erkender, at der kan kompenseres for dette provenutab ved indførelse af andre direkte afgifter eller moms, men peger på det regressive i nogle af disse afgiftssystemer, som i uforholdsmæssig grad vil kunne ramme de fattige, og på de tekniske problemer i tilknytning til indførelsen og den praktiske gennemførelse;

19. opfordrer Kommissionen til at indføre beskyttelsesordninger i ØPA'erne for at give AVS-landene tilstrækkeligt politisk råderum og, om nødvendigt, midlertidigt at udsætte liberalisering i tilfælde af problemer med betalingsbalancen eller makroøkonomiske chok;

20. understreger, hvor vigtigt det er, at Kommissionen opfylder José Manuel Barrosos løfte om at give udviklingslandene 1 mia. EUR i Aid for Trade (hjælp til handel), og opfordrer til om nødvendigt at stille flere midler til rådighed som et supplement til de nuværende EUF-forpligtelser; beklager, at der i Rådets aftale om de næste finansielle overslag ikke i tilstrækkeligt omfang er taget højde for dette og for de lovede årlige 190 mio. EUR til landene omfattet af sukkerprotokollen;

21. konstaterer, at investeringer er vigtige for AVS-landenes økonomiske udvikling; opfordrer Kommissionen til at forsøge at ændre brugen af EIB's investeringsfacilitet for at give den mulighed for at fremme yderligere og udviklingsfremmende investeringer;

22. anser en forbedring af uddannelsessektoren og infrastrukturerne for at være nødvendige forudsætninger for en åbning af AVS-markederne og opfordrer derfor Kommissionen til at sikre flere midler og en mekanisme, der giver mulighed for hurtig udbetaling til AVS-landene for at imødegå mangler på udbudssiden, de eksterne virkninger af reformen af den fælles landbrugspolitik og de stadig mere krævende EU-normer;

23. opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på de mindst udviklede landes behov, give tilstrækkelig støtte til kapacitetsopbygning og prøve at afklare situationer med manglende udbud for at give disse lande mulighed for at drage fordel af den markedsadgang, som Alt undtagen våben-initiativet giver dem;

24. opfordrer lederne i AVS-landene til at bruge ressourcerne mere effektivt som led i større ansvarlighed, god regeringsførelse og demokrati;

25. mener, at enhver markedsåbning inden for ØPA'ernes rammer skal være betinget af, at specifikke udviklingsmål er opfyldt, og at der tildeles tilstrækkelige midler til at afholde de yderligere omkostninger;

26. fremhæver, at det er vigtigt, at der er opnået en betydelig grad af tværregional integration, inden der iværksættes et program for en sådan integration;

27. insisterer på, at AVS-lande og -regioner skal garanteres rettidig og effektiv handelsrelateret støtte for at styrke deres handelskapacitet op til ØPA-forhandlingerne;

28. konstaterer, at ØPA-forhandlingerne i nogle tilfælde har ført til dannelsen af nye regionale økonomiske grupperinger, som omfatter lande med udpræget forskellige udviklingsniveauer, hvad der fører til problemer i AVS-landene og bidrager til en overlapning mellem de regionale økonomiske fællesskaber;

29. udtrykker tilfredshed med, at de regionale integrationsprocesser, som stimuleres af ØPA'er og prioriteres i Cotonou-aftalen, spiller en rolle ved at hjælpe lande med at udvikle indre markeder, tiltrække investorer og afklare situationer med manglende udbud; opfordrer dog Kommissionen til at tage i betragtning, at der er behov for overgangsperioder for at beskytte strategiske produkter og industrier og indføre WTO-forenelige beskyttelsesordninger og finde kompensation for mistede toldindtægter;

30. gør Kommissionen opmærksom på, at alle regionale grupperinger måske ikke vil være i stand til gradvist at iværksætte gennemførelsen af en asymmetrisk gensidig frihandelsaftale med EU i 2008, medmindre der træffes passende støtteforanstaltninger;

31. opfordrer Kommissionen til at sikre bedre sammenhæng og samhørighed mellem det handelsrelaterede indhold af ØPA'er, støtte- og ledsageforanstaltninger og den rettidige og effektive tildeling af støtte; opfordrer til bedre samarbejde mellem Generaldirektoraterne for Udvikling, Handel, EuropeAid, Samarbejdskontoret og Eksterne Forbindelser samt mellem EU-medlemsstater om, hvordan man bedst kan yde ØPA-udviklingsbistand;

32. opfordrer indtrængende Kommissionen til snarere at koncentrere sin opmærksomhed om samt prioritere en forbedring af produktions- og forarbejdningskapaciteten og den regionale og nationale handel inden for AVS end at gennemføre en gensidig ØPA med EU;

33. beklager den hastighed, hvormed de indledende faser af de ØPA-forhandlinger, hvor alle AVS-lande og EU deltog, blev gennemført, og beklager, at det ikke lykkedes at nå frem til egentlige konklusioner på dette stadium;

34. mener, at AVS-Sekretariatets rolle i koordineringen af disse forhandlinger burde forstærkes, hvis det kunne give relevante oplysninger om, hvor langt forhandlingerne er nået i forskellige AVS-regioner;

35. opfordrer Kommissionen til at respektere ønskerne fra AVS-landenes ledere, såfremt de ønsker at genåbne fasen med deltagelse af alle AVS-lande for at afklare alle resterende meningsforskelle;

36. opfordrer Kommissionen til at stille alternativer til rådighed for de lande, som ikke er villige til at indgå ØPA'er, og især at overveje en bedre gennemførelse af en GSP+-ordning;

37. minder om, at det fremgår af Cotonou-aftalen, at et land eller en region, der ikke ønsker at indgå en ØPA/frihandelsaftale, ikke skal stilles ringere, hvad angår markedsadgang; opfordrer Kommissionen til at undersøge alle alternative muligheder, herunder ikke-gensidige ordninger som anført i Cotonou-aftalens artikel 37, stk. 6, som skal overholdes, hvis AVS-landene accepterer dette;

38. opfordrer Kommissionen til at betragte EU- og AVS-landene som en gruppe, der tilsammen er tilstrækkelig stor til, at den kan kræve reformer af WTO-reglerne, at gøre disse mere retfærdige og bedre tilpasset såvel udviklingslandenes som de mindre europæiske producenters behov;

39. går ind for, at AVS-EU-drøftelser om investeringer, konkurrence og gennemsigtighed i offentlige indkøb foregår under ØPA-mandatet for at fremme handel og udvikling; understreger dog, at AVS-regionerne ikke skal påtvinges nye regler under ØPA-forhandlingerne;

40. kræver større gennemsigtighed med hensyn til de opnåede fremskridt og selve indholdet i forhandlingerne såvel som tildeling af ØPA-udviklingsbistand samt en udvidet inddragelse i forhandlingerne af aktørerne i AVS-landenes civilsamfund, den private sektor, de nationale parlamenter, de lokale myndigheder, Europa-Parlamentet og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU;

41. udtrykker tilfredshed med den samlede undersøgelse af ØPA-forhandlingerne, der skal gennemføres i 2006 som fastsat i Cotonou-aftalens artikel 37, stk. 4, og forventer, at den vil blive betragtet som en mulighed for at gennemføre en omfattende og reel vurdering af, i hvilket omfang ØPA'erne vil fremme de rette betingelser for udryddelse af fattigdommen og for en blomstrende langsigtet social og økonomisk udvikling;

42. henviser til og støtter Cape Town-erklæringen, som Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU vedtog enstemmigt i marts 2002, og som indeholdt en opfordring til udarbejdelse af referencenormer for udvikling, som kan anvendes til evaluering af forløbet og resultaterne af AVS-EU-forhandlingerne om handel; kræver, at sådanne referencenormer anvendes ved enhver evaluering af de fremskridt, der er gjort; mener, at disse referencenormer skal omfatte sociale og miljømæssige indikatorer, herunder skabelse af anstændige job, sundhed, uddannelse og konsekvenser på ligestillingsområdet;

43. opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte denne kurs og anvende en ny overvågningsmekanisme med fuld inddragelse af parlamentsmedlemmer og civilsamfundet for under hele forhandlingsprocessen at sikre politisk kontrol og klare ansvarsforhold ud fra udviklingsmålene eller de fastsatte referencenormer;

44. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, regeringerne i EU-medlemsstaterne og AVS-landene, AVS-EU-Ministerrådet og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

(1)

EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.

(2)

EFT C 231 af 27.9.2002, s. 63.

(3)

http://www.un.org/ga/59/hl60_plenarymeeting.html.


BEGRUNDELSE

Baggrund og retsgrundlag

Fra 1975 til 2000 var EU's handelsforbindelse med AVS-landene omfattet af Lomé-konventionerne, som gav AVS-lande unilateral præferenceadgang til det europæiske marked. AVS-landenes præferencer i henhold til Lomé-konventionerne var ensidige. I 2000 blev Cotonou-partnerskabsaftalen underskrevet. Den "har som centralt mål at mindske og med tiden udrydde fattigdom i samspil med målet om at fremme bæredygtig udvikling og gradvis integration af AVS-staterne i verdensøkonomien"(1).

Som fastsat i Cotonou-aftalen begyndte EU og AVS-landene i september 2002 at forhandle økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) - regionale frihandelsaftaler, der er i overensstemmelse med WTO-regler. Inden for ØPA'erne er AVS-landene blevet opfordret til at liberalisere deres markeder og tilslutte sig nye gensidige regionale handelssystemer med EU. I forbindelse med forhandlingerne og det nye handelssystem er Afrika blevet inddelt i fire regionale grupper baseret på de nuværende regionale organisationer Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS), Det Centralafrikanske Økonomiske og Monetære Fællesskab (CEMAC), Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab (SADC) og Det Østlige og Sydlige Afrika (ESA), mens landene i Caribien og Stillehavet udgør hver sin regionale gruppe.

En af grundene til at forhandle ØPA'er er, at EU's ensidige handelsforbindelse med AVS-landene inden for Lomé-konventionerne og i den mellemliggende periode inden for Cotonou-aftalen ikke er i overensstemmelse med WTO's bemyndigelsesklausul. I denne klausul fastsættes det, at industrilande kun kan give to grupper lande unilateral ensidig præferencebehandling, nemlig alle de mindst udviklede udviklingslande eller alle udviklingslande. Da AVS-regionerne omfatter lande fra begge grupper, er de oprindelige præferencer, der blev bevilget AVS-landene, ikke i overensstemmelse med de nuværende WTO-regler.

Ved oprettelsen af WTO i 1995 lykkedes det EU og AVS-landene at få vedtaget en undtagelsesbestemmelse, som skulle omfatte Lomé-konventionerne, og som derefter blev udvidet i Doha i 2001 til at dække den mellemliggende periode med Cotonou-aftalen. For imidlertid at bringe handelsforbindelsen mellem EU og AVS-landene i overensstemmelse med WTO-reglerne på lang sigt har man forsøgt at finde en løsning i form af ØPA'erne. De foreslåede ØPA'er vil gøre handelsforbindelsen mellem EU og de forskellige regionale AVS-grupper gensidig. ØPA'er bliver derfor omfattet af GATT-aftalens artikel XXIV og ikke bemyndigelsesklausulen. I henhold til artikel XXIV kan lande på forskellige udviklingsniveauer indgå en gensidig frihandelsaftale, forudsat at der sker en liberalisering af "i det væsentlige al handel" inden for "en rimelig tid" - i forbindelse med ØPA'erne er det ca. 90 % af handelen i løbet af 10-12 år.

Væsentlig udvikling

Selv om Cotonou-aftalen blev underskrevet i juni 2000, tog det EU og AVS-landene yderligere to år at vedtage formelle forhandlingsmandater/-retningslinjer for ØPA'er. I juni 2002 vedtog EU's udenrigsministre et mandat til Kommissionen til at forhandle ØPA'er, mens AVS-landenes handels- og finansministre aftalte forhandlingsretningslinjer.

Den første fase af forhandlingerne fra september 2002 til september 2003, hvor AVS-landene forhandlede som en helhed, førte ikke til en officiel aftale, som AVS-landene havde håbet. I stedet vedtog EU og AVS-landene i september 2003 en fælles rapport, som udelukkende omfattede punkter, der var enighed om, og punkter, der ikke var enighed om. Selv om denne AVS-EU-fase aldrig blev afsluttet, blev de regionale forhandlinger mellem EU og AVS-landene indledt i 2003 først med Centralafrika og Vestafrika, og i 2004 med Det Østlige og Sydlige Afrika, landene i Caribien og til sidst Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab.

Efter at de regionale forhandlinger er blevet indledt, har de fleste fulgt en stort set ens bane ved at etablere en fælles køreplan mellem EU og de enkelte AVS-regioner. Køreplanerne indeholder målene, principperne og strukturerne for samt prioriteringen af forhandlinger om den enkelte ØPA. Ud over de fælles køreplaner har regionerne oprettet (eller er ved at oprette) regionale forberedende taskforcer. Resultatet af den igangværende forhandlingsproces, som blev indledt inden for den retlige ramme i Cotonou-aftalen, der har som centralt mål at mindske fattigdom, bliver regionale frihandelsaftaler, der er i overensstemmelse med WTO-reglerne, og som primært sigter på gradvis handelsliberalisering. Dette opfylder næppe udviklingsmålene i Cotonou-aftalen.

Primære uenigheder og bekymringer

Det centrale mål i Cotonou-aftalen og dermed ØPA'erne er at mindske og udrydde fattigdom og at gennemføre bæredygtig udvikling. Efter næsten et års regionale forhandlinger har både ngo'er og mange AVS-regeringer givet udtryk for stor bekymring for ØPA'ers virkning på de skrøbelige AVS-økonomier og for, hvorvidt handelsliberalisering er et effektivt udviklingsinstrument. For at sikre, at det endelige resultat af ØPA'er bliver nedbringelse af fattigdom, skal en række forhold tages op under forhandlingerne de næste to år.

Kravet om en gensidig handelsforbindelse er det mest kontroversielle krav, hvad angår udvikling. Det er klart, at det bliver meget vanskeligt for AVS-landene at gennemføre en gensidig frihandelsaftale, da deres udvikling halter langt bagefter udviklingen i EU, og da der er store forskelle inden for regionerne. Omfanget af og betingelserne for handelspræferencerne i Lomé-konventionen blev hovedsagelig fastsat af EU og gjorde ikke en ende på nedgangen i AVS-landenes markedsandel. Det betyder imidlertid ikke, at gensidig frihandel er en bedre løsning på styrkelsen af AVS-landenes økonomi. Gensidighed er en væsentlig ændring af EU's strategi for udvikling og handelspolitikker over for AVS-partnere. I betragtning af den negative virkning, som en overilet liberalisering kan få på partnerlande, hvilket de fleste udviklingsaktører nu erkender, skal den prioriteres omhyggeligt. Kommissionen og AVS-landene skal derfor arbejde som partnere og presse på for at få GATT-aftalens artikel XXIV revideret, således at udviklingslande kan behandles specielt og differentieret. EU skal anvende sin indflydelse i WTO for at få gennemført større fleksibilitet.

Endvidere skal Kommissionen tage fat på AVS-landenes bekymring vedrørende den nuværende stramme tidsplan. Kommissionen forsøger at afslutte ØPA-forhandlingerne i 2008 for at undgå at forhandle yderligere undtagelsesbestemmelser med andre WTO-medlemmer, som vil få indflydelse på AVS-landenes markedsadgang til EU. Ikke desto mindre skal udvikling og mindskelse af fattigdom i overensstemmelse med Cotonou-aftalen fortsat være højt prioriteret, for hvis man holder fast ved en ufleksibel tidsplan, får det en negativ virkning på fattigdomsbekæmpelse. Endvidere er WTO-reglerne ganske givet åbne for fortolkning, når det gælder gennemførelsesperioden. I artikel XXIV, stk. 5, fastsættes det kun, at en foreløbig aftale om en regional handelsaftale bør omfatte en plan og en tidsplan for gennemførelsen af handelsaftalen inden for en rimelig tid. I artikel XXIV defineres "en rimelig tid" som 10 år, og det angives, at man "kun i ekstraordinære tilfælde" bør gå ud over denne frist. Det er bestemt muligt at fremstille de økonomiske partnerskabsaftaler mellem EU og AVS-landene som ekstraordinære tilfælde, da udviklingsniveauet mellem parterne er så forskelligt. En gennemførelsesfrist på kun 10 år kunne forårsage større økonomisk forstyrrelse i nogle lande.

Ministre og regionale forhandlere fra AVS-landene har gentagne gange givet udtryk for, at der er behov for flere ressourcer. De seks AVS-regioner lider meget under forsyningsmæssige begrænsninger og institutionelle mangler, som skal afhjælpes. Der er afsat enorme midler til udvidelsen af EU for at sikre, at de nye medlemsstater kan klare handelsliberaliseringen over for EU. EU bør overveje at afsætte yderligere EUF-midler til AVS-landene for at hjælpe dem med at gennemføre de store institutionelle reformer, som er blevet krævet af dem i ØPA'erne, og for at vurdere deres virkning på udviklingen, før forhandlingerne afsluttes.

Partnerskab er et af hovedprincipperne i Cotonou-aftalen og ØPA'erne, men alligevel har Kommissionen tøvet med at deltage i debatten om mange af de spørgsmål, som AVS-partnere har rejst, f.eks. på de afrikanske handelsministres møde i Kairo i juni. AVS-landene har særlig været opsatte på at fremhæve, at det er vigtigt at tage fat på de forsyningsmæssige begrænsninger, som mange AVS-lande for tiden lider under, og som kan forhindre dem i at få reel gavn af en liberaliseret handelsordning med EU. For tiden afsættes der ikke tilstrækkelige midler til at afhjælpe disse begrænsninger. Der er også behov for mere finansiering for at hjælpe økonomierne i AVS-landene med at opfylde de stadig mere krævende tekniske, sundhedsmæssige og andre forskriftsmæssige EU-standarder. Endvidere skal der afsættes midler til at afhjælpe den sociale virkning af de økonomiske reformer, som bliver et resultat af ØPA'erne.

Frihandel med EU vil også føre til betydelige indtægtstab for AVS-landene. Indtægten fra importtold og -afgifter er en vigtigt del af AVS-landenes nationale budgetter. Hvis der sker en omfattende handelsliberalisering, skal denne indtægt erstattes af andre former for indtægter såsom direkte skatter eller moms. Nogle af disse indtægtsformer kan være regressive og uforenelige med målet om fattigdomsbekæmpelse i Cotonou-aftalen. Endvidere har mange AVS-lande ikke kapacitet til at indføre eller udvide deres skattesystemer i tilstrækkelig grad. Afskaffelsen af importtariffer kan medføre billigere levering af varer til indenlandsk produktion, f.eks. maskiner til industriproduktion etc. ØPA-forhandlingerne kan imidlertid ikke afsluttes uden en løsning til opvejelse af indtægtstabet i AVS-landene.

Det er klart, at alle de ovennævnte udgifter vil kræve yderligere finansiering ud over det, der for øjeblikket er afsat i de finansielle overslag eller den 10. EUF. I den forbindelse er det hensigtsmæssigt at indbygge udløsende faktorer i ØPA-forhandlingerne for at sikre, at en fase først kan indledes, når midlerne er til rådighed, eller når der er opnået et bestemt resultat.

Udviklingslandene har konsekvent på WTO-ministermøder afvist at inddrage de såkaldte Singapore-spørgsmål, f.eks. investering, offentlige indkøb og konkurrencepolitik, i WTO's mandat. EU bør respektere AVS-partnernes krav og holde fast ved forpligtelserne fra WTO-mødet i Doha samt undgå at drøfte Singapore-spørgsmålene under ØPA-forhandlingerne. Hvis Singapore-spørgsmålene inddrages i en ØPA-aftale, vil det sandsynligvis styrke EU-selskabers rettigheder på bekostning af AVS-landenes nationale udviklingsplaner.

Regionalisme er et centralt mål for både AVS-landene og EU, og det er et hovedpunkt i forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler. ØPA'er bør støtte og være baseret på nuværende regionale integrationsinitiativer og -mål. Forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler har imidlertid i nogle tilfælde ført til oprettelse af nye regionale økonomiske fællesskaber, som omfatter lande med meget forskellige udviklingsniveauer. Det har forårsaget store problemer i AVS-landene, idet det har undermineret beskyttelsen af strategiske industrier, fordi de skal udligne deres tariffer allerede før afslutningen af forhandlingerne i 2007. Der bør afsættes tilstrækkelig tid til, at AVS-landene kan færdiggøre deres regionale integrationsindsats, således at den kan konsolideres, før den udsættes for konkurrence fra EU. Det betyder i praksis, at sådanne overgangsperioder for udvikling regionerne imellem kommer til at strække sig ud over 2008, som er det foreslåede starttidspunkt for gennemførelsen af ØPA'erne.

Ifølge UNCTAD's oplysninger har EU siden 1971 anvendt den generelle toldpræferenceordning i dets handelsforbindelser med udviklingslande. Den nye GSP+-ordning kunne, hvis den gennemføres hensigtsmæssigt, gøre miljømæssige og sociale standarder til de højest prioriterede emner i handelsaftaler med AVS-landene og andre udviklingslande, som overholder bestemte internationale standarder. Endvidere har de mindst udviklede AVS-lande for tiden bedre markedsadgang til EU i henhold til Alt undtagen våben-initiativet end den markedsadgang, der for øjeblikket tilbydes inden for ØPA'erne. Tilskyndelsen til at deltage i ØPA-processen er derfor ikke særlig stor for de mindst udviklede AVS-landes. Deres nuværende markedsadgang er ensidig og bliver ved med at være det, hvis de vælger ikke at deltage i en ØPA. Lande, der nyder godt af præferencer inden for GSP-ordningen, kan faktisk være bedre stillet inden for denne ordning end inden for de gensidige ØPA-aftaler. Kommissionen skal tage fat på dette spørgsmål, hvis der skal gøres fremskridt inden for ØPA'erne, og de udviklingsmål, som angiveligt er formålet med dem, skal nås.

Den revision af ØPA-forhandlingerne i 2006, der er fastsat i Cotonou-aftalens artikel 37, stk. 4, bør bestå i en omfattende vurdering af, om forhandlingerne virkelig bidrager til disse mål. For at sikre at der foretages en omfattende vurdering, og den bliver åben for alle aktører, skal udviklingen i og indholdet af forhandlingerne være mere gennemskueligt. Forhandlerne skal have Cape Town-erklæringen i erindring, som blev enstemmigt vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i marts 2002, og som opfordrede til at fastsætte udviklingskriterier til vurdering af gennemførelsen og resultatet af handelsforhandlingerne mellem AVS-landene og EU. Endvidere skal formålet med regional forhandling være ikke blot at sikre integration i verdensøkonomien, men også handelsudvikling, der skal følges op af fattigdomsbekæmpelse og respekt for arbejdstageres rettigheder og relevante sociale rettigheder. Det civile samfund skal derfor i høj grad inddrages, f.eks. ved at høre AVS-landenes civile samfund gennem lokale taskforcer til undersøgelse af handel, og de nationale parlamenter skal fortsat inddrages. I den forbindelse skal der indføres en overvågningsmekanisme, i hvilken parlamentsmedlemmer og det civile samfund deltager fuldt ud for at sikre politisk kontrol af og ansvarlighed over for udviklingsmål eller fastsatte kriterier i hele forhandlingsprocessen.

Efter den nuværende tidsplan skal ØPA-forhandlingerne være afsluttet senest i december 2007 med en gennemførelsesfase på mellem 10 og 12 år, der begynder i januar 2008. Der er mange flere forhindringer, der skal overvindes i de enkelte ØPA-forhandlinger før denne dato, og det er af afgørende betydning, at alle forhandlere giver Cotonou-aftalens primære mål om fattigdomsbekæmpelse en central plads i enhver aftale, der indgås. I den forbindelse er det nødvendigt at tage et anderledes verdenshandelssystem og økonomisk system op til fornyet overvejelse og at genopbygge det, hvor der tages større hensyn til beskyttelsen af afrikanske landes landbrug. Man bør prioritere selvforsyning, og at alle mindre landmænd sikres en anstændig indtægt. Den lokale produktion bør øges for at sikre fødevareforsyningssikkerhed og sociale ydelser til hele befolkningen. For at bibeholde merværdien i AVS-landenes økonomier skal der skabes et anderledes system, hvor man prioriterer produktion til hjemmemarkedet i stedet for til eksportmarkedet, og hvor producenternes indtægt er sikret.

(1)

Cotonou-aftalens artikel 1, stk. 2.


PROCEDURE

Titel

De økonomiske partnerskabsaftalers (ØPA'ers) virkning på udviklingen

Procedurenummer

2005/2162(INI)

Korresponderende udvalg
  Dato for meddelelse på plenarmødet om tilladelse

DEVE
29.9.2005

Rådgivende udvalg
  Dato for meddelelse på plenarmødet

INTA
29.9.2005

 

 

 

 

Ingen udtalelse
  Dato for afgørelse

INTA
11.10.2005

 

 

 

 

Udvidet samarbejde
  Dato for meddelelse på plenarmødet

nej

 

 

 

 

Ordfører(e)
  Dato for valg

Luisa Morgantini
24.5.2005

 

Oprindelig(e) ordfører(e)

 

 

Behandling i udvalg

20.2.2006

31.1.2006

1.12.2005

 

 

Dato for vedtagelse

21.2.2006

Resultat af den endelige afstemning

+:

-:

0:

27

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Danutė Budreikaitė, Marie-Arlette Carlotti, Thierry Cornillet, Alexandra Dobolyi, Michael Gahler, Glenys Kinnock, Ģirts Valdis Kristovskis, Maria Martens, Miguel Angel Martínez Martínez, Gay Mitchell, Luisa Morgantini, Józef Pinior, Pierre Schapira, Frithjof Schmidt, Jürgen Schröder og Feleknas Uca

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

John Bowis, Milan Gaľa, Fiona Hall, Linda McAvan, Manolis Mavrommatis, Karin Scheele, Anne Van Lancker, Anders Wijkman, Zbigniew Zaleski og Gabriele Zimmer

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Robert Sturdy

Dato for indgivelse

1.3.2006

Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog)

...

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik