BETÆNKNING om særlig beretning fra Den Europæiske Ombudsmand efter forslag til henstilling til Rådet for Den Europæiske Union om offentlig adgang til Rådets møder i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed (klage 2395/2003/GG)
24.3.2006 - (2005/2243(INI))
Udvalget for Andragender
Ordfører: David Hammerstein Mintz
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om særlig beretning fra Den Europæiske Ombudsmand efter forslag til henstilling til Rådet for Den Europæiske Union om offentlig adgang til Rådets møder i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed (klage 2395/2003/GG)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til særlig beretning fra Den Europæiske Ombudsmand til Europa-Parlamentet efter forslag til henstilling til Rådet for Den Europæiske Union (klage 2395/2003/GG),
– der henviser til EU-traktatens artikel 1,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter[1],
– der henviser til EF-traktatens artikel 255, som omhandler aktindsigt i dokumenter fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen,
– der henviser til EF-traktatens artikel 195 og 207,
– der henviser til Laeken-erklæringen om Den Europæiske Unions fremtid[2],
– der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Sevilla den 21. og 22. juni 2002,
– der henviser til artikel 3, stk. 7, i Den Europæiske Ombudsmands statut[3],
– der henviser til forretningsordenens artikel 45 og 195, stk. 3,
– der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A6‑0056/2006),
A. der henviser til, at EF-traktatens artikel 195 giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at modtage klager fra enhver unionsborger over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer,
B. der henviser til, at klagerne i klage 2395/2003/GG til Den Europæiske Ombudsmand gjorde gældende, at Rådets møder i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed, ikke er i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 1, stk. 2, og kun er tilgængelige for offentligheden i det omfang, det er fastsat i artikel 8 og 9 i Rådets forretningsorden af 22. juli 2002, som ændret den 22. marts 2004[4],
C. der henviser til, at klagerne mente, at Rådets møder i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed, burde være tilgængelige for offentligheden, og anmodede om en ændring af Rådets forretningsorden for at få opfyldt dette krav,
D. der henviser til, at Rådet i medfør af artikel 12, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 og artikel 7 i Rådets forretningsorden, som ændret, optræder som lovgivende myndighed som omhandlet i EF-traktatens artikel 207, stk. 3, andet afsnit, når det vedtager lovregler, der har retskraft i eller for medlemsstaterne, hvad enten der er tale om forordninger, direktiver, rammeafgørelser eller beslutninger på grundlag af de relevante bestemmelser i traktaterne, bortset fra drøftelser, der fører til vedtagelse af interne forholdsregler, administrative eller budgetmæssige afgørelser, afgørelser, der vedrører forbindelserne mellem institutionerne eller de internationale forbindelser, eller akter, der ikke er obligatoriske, såsom konklusioner, henstillinger og resolutioner,
E. der henviser til, at Rådets ikke-lovgivningsmæssige virksomhed ifølge den ovenstående definition af dets lovgivningsmæssige virksomhed er af meget beskedent omfang i forhold til dets lovgivningsmæssige virksomhed, og at gennemsigtighed derfor bør være hovedreglen i dets arbejde, idet fortrolighed kun finder anvendelse i forbindelse med dets ikke-lovgivningsmæssige virksomhed, når det skønnes hensigtsmæssigt,
F. der henviser til, at beslutningerne i EU ifølge EU-traktatens artikel 1, stk. 2, bør "træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt",
G. der henviser til, at Javier Solana, Rådets generalsekretær, den 19. november 2003 i sit svar på et åbent brev fra klagerne fastslog, at der var den bredest tænkelige opbakning til at gøre Rådets lovgivningsmæssige forhandlinger tilgængelige for offentligheden,
H. der henviser til, at Rådet i sit svar til Ombudsmanden konstaterede, at princippet om åbenhed som omhandlet bl.a. i EU-traktatens artikel 1, stk. 2, er af den allerstørste betydning,
I. der henviser til, at Rådet i sin forretningsorden, som ændret i 2004, har indført bestemmelser om større åbenhed i forbindelse med de møder, hvor Rådet optræder som lovgivende myndighed,
J. der henviser til, at medlemsstaterne i oktober 2004 undertegnede traktaten om en forfatning for Europa, som indeholder en udtrykkelig bestemmelse om, at Rådets samlinger er offentlige, når det forhandler og stemmer om udkast til lovgivningsmæssige retsakter,
K. der henviser til, at Rådet i sit svar på Ombudsmandens specifikke spørgsmål ikke nævnte forhindringer, der vanskeliggjorde en ændring af Rådets forretningsorden i overensstemmelse med klagernes ønsker, eller overordnede principper eller målsætninger, som kunne berettige, at Rådet afslog at gøre de møder, hvor det optræder som lovgivende myndighed, tilgængelige for offentligheden, men at Rådet hævdede, at vedtagelsen af dets forretningsorden var et politisk og institutionelt anliggende, som det alene tilkom Rådet at tage stilling til,
L. der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand i sin årsberetning for 1997 fastslog, at der foreligger fejl eller forsømmelser, når en offentlig myndighed ikke handler i overensstemmelse med en bindende regel eller et bindende princip[5],
M. der henviser til, at Ombudsmanden konkluderede, at det faktum, at Rådet nægtede at træffe afgørelse om at gøre sine møder tilgængelige for offentligheden i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed, uden at give en rimelig begrundelse for dette afslag, udgjorde et eksempel på fejl eller forsømmelser,
N. der henviser til, at Ombudsmanden i sit forslag til henstilling til Rådet, fremsat jf. artikel 3, stk. 6, i Den Europæiske Ombudsmands statut, fastslog, at Rådet for Den Europæiske Union burde tage sit afslag på anmodningen om at gøre sine møder tilgængelige for offentligheden i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed, op til fornyet overvejelse; der henviser til, at Ombudsmanden i sin særlige beretning gentog sin henstilling til Rådet og foreslog, at Parlamentet skulle overveje at vedtage hans henstilling i form af en beslutning,
O. der henviser til, at navnlig i de tilfælde, hvor Rådet vedtager retsakter som "A-punkter", foregår de egentlige forhandlinger og det egentlige lovgivningsarbejde i Coreper, og de pågældende retsakter godkendes blot af Rådet,
P. der henviser til, at Rådet også optræder som lovgivende myndighed på møderne i forligsudvalgene,
Q. der henviser til, at det er nødvendigt, at medlemsstaternes holdninger og stemmeafgivelser i Rådet bliver offentligt kendt, således at ministrene kan aflægge regnskab og drages til ansvar i fuld offentlighed,
R. der henviser til, at de to grene af EU's lovgivningsmyndighed stadig arbejder på grundlag af delvis forskellige oplysninger; der henviser til, at Parlamentets dokumenter som hovedregel er offentlige, hvorimod Rådet ofte også arbejder på grundlag af klassificerede dokumenter og oplysninger, også når det behandler visse spørgsmål, som kræver vedtagelse efter den fælles beslutningsprocedure,
S. der henviser til, at det britiske formandskab fremsatte to alternative forslag til Rådet med det formål at imødekomme Ombudsmandens henstillinger, og at det ene forslag ville have omfattet en ændring af Rådets forretningsorden, mens det andet forslag blot forsøgte at skabe større gennemsigtighed inden for rammerne af de eksisterende regler,
T. der henviser til, at Rådet herefter valgte ikke at ændre sin forretningsorden,
1. bifalder Den Europæiske Ombudsmands henstilling til Rådet;
2. erindrer om, at
- i demokratiske retsordener som EU (artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union) og dets medlemsstater er det væsentligste træk ved lovgivningen ikke blot, at den er bindende, men også at den vedtages i henhold til retningslinjer, der gør det muligt at informere og inddrage de europæiske borgere via deres repræsentanter både på nationalt plan (nationale parlamenter og regeringer) og på europæisk plan (Europa-Parlamentet);
- en sådan mulighed for inddragelse af borgerne berøres meget alvorligt, når en af de lovgivende myndigheder først skal gøre sit forberedende arbejde og sine drøftelser tilgængelige, når den endelige beslutning bliver truffet eller på et senere tidspunkt;
- der findes ingen logisk begrundelse for, at der opretholdes forskellige standarder for gennemsigtighed mellem Parlamentet og Rådet, navnlig ikke i forbindelse med den fælles beslutningsprocedure;
- når det forberedende arbejde i de parlamentariske udvalg og forhandlingerne på plenarforsamlingen er offentlige, bør drøftelserne på ministerplan om de samme sager også være offentligt tilgængelige;
- dette krav om gennemsigtighed bliver endnu mere indlysende, når Parlamentet og Rådet søger at nå frem til en aftale inden for rammerne af den fælles beslutningsprocedure i forbindelse med Parlamentets førstebehandling (hvilket sker i et ud af tre tilfælde); i disse situationer kan Parlamentets holdning være uforståelig, hvis man ikke samtidig har kendskab til en eventuel flertalsholdning, der tegner sig i Rådet, til dets sammensætning og til de argumenter, der ligger til grund for de nationale delegationers holdninger i Rådet;
- opretholdelse af fortrolighed i tilknytning til Rådets arbejde i forbindelse med denne form for forhandlinger svarer til, at princippet om gennemsigtighed og selve effektiviteten af arbejdet i Parlamentet drages i tvivl;
- der er ikke taget behørigt hensyn til dette aspekt i Rådets konklusioner af 22. december 2005, hvori det bestemmes, at gennemsigtigheden i forbindelse med Rådets forberedende arbejde kun gælder i begyndelsen af proceduren og efter den endelige afstemning (medmindre Coreper beslutter noget andet);
3. erindrer om, at princippet om gennemsigtighed - i lyset af den definition af begrebet lovgivningsmæssig virksomhed, der er givet i artikel 12 i forordning (EF) nr. 1049/2001 og i Rådets forretningsorden - ikke blot snarest bør tages i anvendelse, når Rådet træffer beslutning sammen med Parlamentet inden for rammerne af den fælles beslutningsprocedure, men også i alle andre tilfælde, hvor Parlamentet er inddraget, herunder også når det blot høres, og under alle omstændigheder når det vedtager retsakter, der kan berøre borgernes rettigheder og frihedsrettigheder, som det er tilfældet med alle de retsakter, der henhører under tredje søjle;
4. beklager de manglende fremskridt på disse områder og Rådets tavshed om dette emne i dets konklusioner af 22. december 2005;
5. anser det for uacceptabelt, at EU's vigtigste lovgivende organ fortsat mødes for lukkede døre i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed;
6. understreger, at de principper, der ligger til grund for forvaltningen på alle niveauer i EU, er principperne for god forvaltning, nemlig deltagelse, gennemsigtighed, ansvarlighed, effektivitet og samhørighed;
7. mener, at på et tidspunkt, hvor EU betragter sig selv som en forkæmper for demokratisering og ansvarlighed, bør Rådet imødekomme det krav om større gennemsigtighed, som er blevet fremsat af parlamenterne, civilsamfundet og den brede offentlighed;
8. mener, at det ikke blot er en principsag, at lovgivende organer bør mødes i fuld offentlighed, men at det også er af direkte relevans for Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters bestræbelser på at varetage deres kontrolfunktion som EU-borgernes repræsentanter valgt ved direkte valg;
9. mener, at det er særdeles vigtigt for de nationale parlamenter, at de kan drage deres regeringer og ministre til ansvar; er af den opfattelse, at denne opgave ikke kan varetages effektivt, hvis det er uvist, hvordan ministrene har optrådt og stemt i Rådet, og hvilke oplysninger de har baseret deres beslutninger på;
10. mener, at de seneste udviklingstendenser i forbindelse med debatten om forfatningstraktatens ratificering klart har vist, at EU-borgerne ønsker, at beslutningsprocessen i EU skal være mere åben;
11. mener, at offentlige møder både vil gøre Rådets arbejde mere gennemsigtigt og mere relevant for EU-borgerne og således vil styrke offentlighedens tillid til det arbejde, der udføres af Den Europæiske Union og dens repræsentanter;
12. er overbevist om, at større åbenhed vil resultere i, at ministrene fra medlemsstaternes regeringer påtager sig et større kollektivt ansvar, at legitimiteten af Rådets beslutninger øges i offentlighedens øjne, og at den offentlige debat om EU-spørgsmål fremmes og intensiveres;
13. opfordrer Rådet til yderligere at ændre sin forretningsorden og ændre sin arbejdsgang, således at de møder, hvor Rådet optræder som lovgivende myndighed, bliver åbne og tilgængelige for offentligheden;
14. mener, at Corepers møder er en grundlæggende bestanddel af Rådets lovgivningsmæssige forhandlinger, og at disse møder derfor bør være omfattet af reglerne om åbenhed; mener, at Rådet bør træffe afgørelse ved formel afstemning og ikke blot ved godkendelse;
15. erindrer om, at Rådet også optræder som lovgivende myndighed, når det deltager i forligsprocedurer;
16. bemærker, at forberedende dokumenter vedrørende punkter på Rådets dagsordener i øjeblikket ikke er tilgængelige for offentligheden; understreger, at Rådet i en tilpasset forretningsorden klart bør specificere sådanne dokumenters klassificering og hierarkiske placering og gøre dem tilgængelige for offentligheden;
17. bifalder Rådets konklusioner fra den 22. december 2005 som et skridt i den rigtige retning, men beklager, at Rådet ikke fulgte Ombudsmandens henstilling om at ændre sin forretningsorden;
18. erindrer om, at en ændring af Rådets forretningsorden kræver støtte fra 13 ud af 25 medlemsstater;
19. mener, at det ikke bør være vanskeligt at nå til enighed om en ændring af Rådets forretningsorden, eftersom alle medlemsstaternes regeringer har undertegnet traktaten om en forfatning for Europa, og der er politisk accept af dette princip hos alle medlemsstaternes regeringer;
20. understreger, at Parlamentet fuldt ud har støttet traktaten om en forfatning for Europa og bestræbelserne på at sætte denne traktat i kraft; understreger, at en ændring af Rådets forretningsorden ikke bør betragtes som en hel eller delvis erstatning for traktaten om en forfatning for Europa, men som en meget forsinket tilpasning til de europæiske realiteter og den institutionelle ligevægt på lovgivningsområdet i Den Europæiske Union;
21. opfordrer Rådet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at gøre de møder, hvor det optræder som lovgivende myndighed, åbne og tilgængelige for offentligheden; anmoder desuden Rådet om at udsende sine offentlige møder - også på internettet - og at stille datoer og dagsordener for disse møder til rådighed i god tid og udsende officielle forhandlingsreferater på alle EU's officielle sprog;
22. tilskynder Rådet til at vedtage en fælles strategi for gennemførelse af den kodeks for god forvaltningsskik for Den Europæiske Union, som Parlamentet har vedtaget;
23. foreslår Rådet at iværksætte et pilotprojekt om "en mere gennemsigtig beslutningsproces", hvor et eller flere aktuelle lovgivningsspørgsmål drøftes i et fuldstændig åbent og tilgængeligt møde i Rådet med særlig vægt på at forklare de procedurer, der følges, og de afgørelser, der træffes, således at borgerne får bedre muligheder for at forstå hele beslutningsprocessen;
24. opfordrer formandskabet, Rådets medlemmer og Kommissionen til at foreslå spørgsmål eller temaer med henblik på en åben debat af denne art i overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, i Rådets forretningsorden;
25. opfordrer Rådets formandskab til at sætte spørgsmålet om at gøre Rådets møder tilgængelige for offentligheden på Det Europæiske Råds dagsorden som et prioriteret punkt og til den 9. maj 2006 at give et højtideligt tilsagn om øjeblikkelig at ændre Rådets forretningsorden og revidere forordning (EF) nr. 1049/2001 i samråd med Parlamentet inden udgangen af 2006;
26. opfordrer alle interesserede parter til at lægge størst muligt pres på Rådet for at overtale det til at følge Ombudsmandens henstilling og tilpasse sin forretningsorden;
27. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
BEGRUNDELSE
Indledning
På et møde i Udvalget for Andragender i oktober 2005 forelagde Den Europæiske Ombudsmand - der for første gang blev hørt på eget initiativ (jf. forretningsordenens artikel 195, stk. 3) - sin særlige beretning om offentlig adgang til Rådets møder i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed. Udvalget vedtog at anmode om tilladelse til at udarbejde en initiativbetænkning om Ombudsmandens særlige beretning, og David Hammerstein Mintz blev udpeget til ordfører.
I sin særlige beretning fastslog Nikiforos Diamandouros, at Rådet havde undladt at give en gyldig begrundelse for at afslå at gøre sine møder tilgængelige for offentligheden i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed. Hans henstilling gik ud på, at Rådet for Den Europæiske Union burde tage sit afslag på anmodningen om at åbne sine møder for offentligheden i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed, op til fornyet overvejelse. Ombudsmanden tilføjede, at Parlamentet kunne overveje at vedtage hans henstilling som en beslutning.
Ombudsmandens undersøgelse af denne sag er baseret på en klage fra Elmar Brok, medlem af Europa-Parlamentet, og en repræsentant for de tyske kristelige demokraters ungdomsorganisation, som påstår, at Rådets forretningsorden ikke er i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i traktaten om den Europæiske Union (som ændret ved Amsterdam-traktaten i 1997), hvori det hedder, at Rådet og de andre fællesskabsinstitutioner og -organer skal træffe beslutninger så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt.
Rådet fastholdt, at spørgsmålet om åbenhed ved dets møder var et politisk valg, som det tilkom Rådet at træffe. Ombudsmanden var uenig - ud fra den begrundelse, at det andet stykke i artikel 1 i traktaten om Den Europæiske Union, som er den allerførste artikel i de fælles bestemmelser, der ligger til grund for Den Europæiske Union, gælder for Rådet. Selv om Rådet i henhold til EF-traktatens artikel 207, stk. 3, vedtager sin egen forretningsorden, indebærer denne bestemmelse ikke, at spørgsmålet om, i hvor høj grad Rådets lovgivningsmæssige møder bør være tilgængelige for offentligheden, kan betragtes som et politisk valg, der er overladt til Rådets eget skøn. Rådet var af den opfattelse, at artikel 1, stk. 2, i traktaten om den Europæiske Union blot fastslog, at Unionen fremover skulle være så åben som muligt.
I artikel 207, stk. 3, er det endvidere fastsat, at Rådet med henblik på anvendelsen af EF-traktatens artikel 255, stk. 3, i forretningsordenen udarbejder bestemmelser om, på hvilke betingelser offentligheden skal have aktindsigt i Rådets dokumenter, og fastlægger, i hvilke tilfælde det skal anses for at optræde som lovgivende myndighed, for at sikre større aktindsigt i disse tilfælde. Ifølge Ombudsmanden bør der også tages højde for udviklingen siden 1997. Ombudsmanden konstaterede, at Rådet i 2000 havde vedtaget en ny forretningsorden, som skabte større åbenhed omkring Rådets møder som lovgivende myndighed. Rådet havde således gjort det klart, at der skulle - og kunne - træffes foranstaltninger til at gøre Rådets lovgivningsmæssige arbejde mere gennemsigtigt. Vedtagelsen af denne nye forretningsorden viste desuden, at det var - og er - muligt at gøre dette inden for rammerne af gældende fællesskabsret.
Ombudsmanden konkluderede på denne baggrund, at Rådet havde undladt at give en gyldig begrundelse for ikke at ændre sin forretningsorden med henblik på at gøre de relevante møder tilgængelige for offentligheden, og Ombudsmanden betragtede dette som et tilfælde af fejl eller forsømmelser.
Gennemsigtighed
Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter, ngo'erne og civilsamfundet begyndte at stille krav om større åbenhed i beslutningsprocessen på EU-plan længe før Laeken-erklæringen.
For nylig er der igen blevet stillet krav om, at Rådets møder skal gøres tilgængelige for offentligheden - disse krav er navnlig blevet fremsat af en række britiske medlemmer af Europa-Parlamentet, af forskellige politiske grupper og i en skriftlig erklæring[1], der opfordrer Rådet til at anvende principperne om åbenhed og gennemsigtighed i sit lovgivningsmæssige arbejde. Det britiske formandskab noterede sig også kravet om større gennemsigtighed - Tony Blair fastslog således over for Europa-Parlamentet, at der er mange gode argumenter, der taler for, at Rådet skal lovgive offentligt, og han foreslog, at dette spørgsmål skulle tages op under det britiske formandskab. Desuden understreges det gang på gang i offentlige meningsmålinger og erklæringer fra ngo'erne, civilsamfundet og det akademiske miljø, at det er borgernes ønske, at deres regeringer i højere grad står til regnskab hvad angår EU-spørgsmål.
Det er ikke kun en principsag, at lovgivende organer bør holde offentlige møder - det er også af direkte relevans for Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter på grund af deres kontrolopgaver. For de nationale parlamenter er det af største vigtighed, at de kan drage deres regeringer og de enkelte ministre til ansvar, og denne opgave kan ikke varetages effektivt, hvis der ikke hersker klarhed om, hvordan ministrene har optrådt i Rådet.
De seneste begivenheder omkring forfatningstraktaten har med al ønskelig tydelighed vist, at EU-borgerne ønsker større åbenhed i den politiske beslutningsproces på EU-plan. Offentlige møder ville gøre Rådets arbejde mere gennemsigtigt og mere relevant for borgerne.
En sådan åbenhed kan få vidtrækkende konsekvenser, og Rådets arbejde vil i højeste grad ændre karakter. Ministrene vil komme til at udtrykke sig og gennemføre forhandlinger under mediernes og de nationale parlamenters direkte kontrol. Offentligheden i EU får mulighed for at følge drøftelserne om den lovgivning, der vil få bindende virkning for alle EU-borgere. De nationale regeringer vil blive tvunget til at offentliggøre og begrunde de standpunkter, de har fremført i Rådet. Det vil fremme og intensivere den offentlige debat om EU-spørgsmål og understrege ministrenes kollektive ansvar, og det vil virke befordrende på en ærlig og gennemsigtig debat. Åbne møder i Rådet markerer også det næste skridt i retning af at afskaffe den uigennemskuelige tradition for "diplomatisk" beslutningstagning i Rådet og bringe beslutningsprocessen på linje med den europæiske virkelighed, hvor lovgivningsarbejdet kendetegnes af åbenhed og gennemsigtighed.
Europa-Parlamentets rolle
I henhold til EF-traktatens artikel 195 er Ombudsmanden beføjet og forpligtet til at identificere og undersøge tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer og til at fremme god forvaltningsskik. Derfor behandler Ombudsmandens særlige beretning spørgsmålet om gennemsigtighed ud fra en teknisk synsvinkel, og Ombudsmanden understreger omhyggeligt, at den klage, som han har undersøgt, ikke vedrører Rådets lovgivningsmæssige aktiviteter som sådan, men spørgsmålet om, hvorvidt Rådets møder bør være tilgængelige for offentligheden i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed.
Ombudsmanden mener, at Rådets møder i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed, ikke er åbne for offentligheden, og at Rådets afslag på anmodningen om at åbne disse møder udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.
Ifølge den særlige beretning er det ikke nødvendigt at foretage en traktatændring - det er tilstrækkeligt at ændre Rådets forretningsorden. Efter de reformer, der blev opnået enighed om i Sevilla[2], er Rådets forretningsorden blevet ændret for at skabe større gennemsigtighed, og Rådet holder nu af og til møder, der er delvist tilgængelig for offentligheden, i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed.
Ordføreren støtter Ombudsmandens konklusioner og anser det for uacceptabelt, at et vigtigt EU-organ med lovgivende beføjelser fortsat mødes for lukkede døre i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed - navnlig på et tidspunkt, hvor EU betragter sig selv som en forkæmper for demokratisering og ansvarlighed. Rådet bør leve op til sine egne idealer.
Det er ordførerens opfattelse, at Europa-Parlamentet gennem sine kompetente udvalg og sammen med alle de andre parter, der arbejder for større gennemsigtighed i EU's styreform, bør lægge størst muligt pres på Rådet for at overtale det til at efterleve Ombudsmandens henstilling og ændre sin forretningsorden.
Klagerne i denne sag har også henvist til en bestemmelse i traktaten om en forfatning for Europa, som fastslår, at Rådets samlinger er offentlige, "når det forhandler og stemmer om udkast til lovgivningsmæssige retsakter" (artikel I-50, stk. 2). Ombudsmanden understreger imidlertid, at hans særlige beretning udelukkende er baseret på de eksisterende traktater og gældende fællesskabsret.
Alle EU-regeringer har undertegnet traktaten og er således nået til enighed om artikel I-50, stk. 2, og derfor er det vanskeligt at se, hvorfor de ikke på nuværende tidspunkt er i stand til at nå til enighed om at ændre Rådets forretningsorden, ikke mindst fordi en sådan ændring kun kræver støtte fra 13 ud af 25 medlemsstater. Ordføreren ønsker imidlertid at understrege, at en sådan ændring af forretningsordenen ikke bør betragtes som en erstatning for forfatningstraktaten eller som "selektiv adfærd", eftersom Europa-Parlamentet fortsat støtter en fuld gennemførelse af denne traktat. De ønskede ændringer bør betragtes som en meget forsinket tilpasning af Rådet til de europæiske realiteter og den institutionelle ligevægt på lovgivningsområdet.
Hvis Rådet ændrer sin forretningsorden, er det også vigtigt at fastslå helt klart, hvordan Rådets offentlige møder bør fungere i praksis i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed, og hvilke emner der bør drøftes på Rådets offentlige møder, for at undgå, at den egentlige debat flyttes til uformelle møder, Coreper eller endog opad til Det Europæiske Råd, således at de offentlige møder blot fungerer som en godkendelse af beslutninger, der allerede er taget. Det er desuden absolut nødvendigt, at Rådets forretningsorden klart specificerer, hvilke typer dokumenter der anvendes til at forberede Rådets møder, og hvilken status disse dokumenter har, og at disse dokumenter bliver tilgængelige for offentligheden, således at borgerne kan følge alle trin i den proces, der går forud for de lovgivningsmæssige møder.
Ordføreren henstiller desuden, at Europa-Parlamentet gør sig til talsmand for, at Rådets offentlige møder udsendes i radio og tv samt over internettet, og at der udsendes officielle forhandlingsreferater fra disse lovgivningsmæssige møder.
PROCEDURE
|
Titel |
Særlig beretning fra Den Europæiske Ombudsmand efter forslag til henstilling til Rådet for Den Europæiske Union om offentlig adgang til Rådets møder i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed (klage 2395/2003/GG) | |||||
|
Procedurenummer |
||||||
|
Hjemmel i forretningsordenen |
art. 45 og art. 195, stk. 3 | |||||
|
Korresponderende udvalg |
PETI 15.12.2005 | |||||
|
Ordfører(e) |
David Hammerstein Mintz 11.10.2005 |
| ||||
|
Behandling i udvalg |
25.1.2006 |
23.2.2006 |
|
|
| |
|
Dato for vedtagelse |
23.2.2006 | |||||
|
Resultat af den endelige afstemning |
for: imod: hverken/eller: |
10 0 0 | ||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Robert Atkins, Inés Ayala Sender, Alexandra Dobolyi, David Hammerstein Mintz, Carlos José Iturgaiz Angulo, Manolis Mavrommatis, Marie Panayotopoulos-Cassiotou, Diana Wallis | |||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Marie-Hélène Descamps | |||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
Luis Herrero-Tejedor | |||||
|
Dato for indgivelse - A6 |
2.3.2006 |
A6-0056/2006 | ||||