BETÆNKNING om den overgangsordning, som begrænser arbejdstagernes frie bevægelighed på EU's arbejdsmarkeder
22.3.2006 - (2006/2036(INI))
Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender
Ordfører: Csaba Őry
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om den overgangsordning, som begrænser arbejdstagernes frie bevægelighed på EU's arbejdsmarkeder
Europa-Parlamentet,
– der henviser til artikel 2, 1. led, i traktaten om Den Europæiske Union,
– der henviser til artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 12 og 39 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
– der henviser til traktaten om tiltrædelse underskrevet den 16. april 2003 mellem medlemsstaterne i EU-15 og Den Tjekkiske Republik, Republikken Estland, Republikken Cypern, Republikken Letland, Republikken Litauen, Republikken Ungarn, Republikken Malta, Republikken Polen, Republikken Slovenien og Den Slovakiske Republik (Tiltrædelsestraktaten)[1],
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. februar 2006 - Rapport om, hvordan de overgangsordninger, der er fastsat i tiltrædelsestraktaten fra 2003, har fungeret i perioden 1. maj 2004 – 30. april 2006 (KOM(2006)0048),
– der henviser til den beslutning om arbejdstagernes frie bevægelighed i Den Europæiske Union efter udvidelsen, som forretningsudvalget for Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) vedtog på sit møde den 5.-6. december 2005 ,
– der henviser til forretningsordenens artikel 45,
– der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A6‑0069/2006),
A. der henviser til, at arbejdstagernes frie bevægelighed er en af de fire grundlæggende rettigheder i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og er udtryk for solidaritet mellem EU-15's medlemslande og de nye medlemsstater, og tilføjer, at den frie bevægelighed for personer er en ret, men ikke bør misbruges til at sætte strømme af arbejdstagere og andre personer i bevægelse,
B. der henviser til, at det i tiltrædelsestraktaten er gjort muligt at indføre en overgangsordning for arbejdskraftens frie bevægelighed i tre faser (2 + 3 + 2 år),
C. der henviser til, at 12 af EU-15's medlemsstater i maj 2004 besluttede at begrænse den frie bevægelighed for arbejdstagerne fra otte af de nye medlemsstater, og at tre af de nye medlemsstater i tilslutning hertil også har begrænset den frie bevægelighed; der tilføjer, at Tyskland og Østrig har overvejet muligheden for at begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser inden for bestemte brancheområder, og har sat det i tilknytning til overgangsbestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed,
D. der henviser til, at det i en "spærreklausul" fastsættes, at såfremt en medlemsstat kontrollerer adgangen til det nationale arbejdsmarked gennem national lovgivning i overgangsperioden, kan adgangen for statsborgere fra de nye medlemsstater ikke være mere restriktiv, end den var på tidspunktet for underskrivelsen af tiltrædelsestraktaten; der henviser til, at denne regel finder anvendelse på adgang givet i henhold til nationale bestemmelser eller bilaterale aftaler,
E. der henviser til, at medlemsstaterne i EU-15 ifølge denne spærreklausul også skal overholde en præferenceregel[2], som bestemmer, at borgere fra de nye medlemsstater i forbindelse med et jobtilbud til statsborgere fra lande udenfor EU-15 skal have en fortrinsstilling i forhold til statsborgere fra tredjelande,
F. der henviser til, at EU bliver nødt til at forholde sig til de globale udfordringer, særlig den stigende økonomiske betydning af aktører som f.eks. Kina og Sydøstasien og befolkningsaldringen i Europa, der på sigt vil kunne medføre, at finansieringen af de sociale sikringsordninger bryder sammen; der henviser til, at det derfor er tvingende nødvendigt for EU at forbedre konkurrenceevnen og skabe flere arbejdspladser, og med henblik herpå at øge den fri bevægelighed i det udvidede EU,
G. der henviser til, at det i Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse (2005-2008) netop understreges, at det er nødvendigt at gennemføre politikker, der fremmer den geografiske og erhvervsmæssige mobilitet, og at det i retningslinje nr. 20 i retningslinjer for beskæftigelsespolitikken (2005-2008) understreges, at det er nødvendigt at øge arbejdsmarkedets evne til at reagere ved at fjerne hindringer for arbejdstagernes mobilitet i hele EU inden for traktaternes rammer,
H. der henviser til, at 2006 er Det Europæiske År for Arbejdstagernes Mobilitet,
I. der henviser til, at Rådets direktiv 2003/109/EF om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge[3] fastlægger en retlig ramme for indrømmelse af varigt ophold til personer, der i lang tid har opholdt sig lovligt i en medlemsstat, hvilket under bestemte omstændigheder også kan muliggøre beskæftigelse for disse personer i en anden medlemsstat,
J. der henviser til, at efter ikrafttrædelsen af direktiv 2003/109/EF er fastboende tredjelandsstatsborgere i visse tilfælde bedre stillet med hensyn til opholds- og arbejdstilladelse i EU-15 end statsborgere fra otte af de nye medlemsstater, og påpeger, at bestræbelserne på at udvise solidaritet over for arbejdstagere fra tredjelande ikke må føre til forskelsbehandling af arbejdstagere fra de nye medlemsstater,
K. der henviser til, at i henhold til præferencereglen i traktaten om tiltrædelse[4] skal EU-15 sikre, at statsborgere fra de nye medlemsstater i forbindelse med ethvert jobtilbud til statsborgere fra tredjelande får en fortrinsstilling, og at visse bestemmelser i direktiv 2003/109/EF således kan være i strid med præferencereglen i traktaten om tiltrædelse,
L. der henviser til, at det i Kommissionens meddelelse af 21. december 2005 om handlingsplanen om lovlig indvandring (KOM(2005)0669) fastslås, at arbejdsmarkederne i EU-medlemsstaterne er præget af strukturelle spændinger, der giver sig udtryk i samtidig tilstedeværelse af høj arbejdsløshed og alvorlig mangel på arbejdskraft, og at det er nødvendigt at træffe foranstaltninger, der sikrer en større fleksibilitet og sikkerhed, en større mobilitet og en bedre evne til at tilpasse sig disse markeder, hvis disse spændinger skal modvirkes,
M. der henviser til, at det som følge af de strukturelle spændinger, der præger de europæiske økonomier, er meget vanskeligt at imødekomme enkelte sektorers behov for arbejdskraft udelukkende ved hjælp af nationale arbejdskraftreserver,
N. der henviser til, at migrationen fra de nye medlemsstater har en positiv indvirkning på økonomien i de medlemsstater, der har givet adgang til deres arbejdsmarkeder, da denne øger virksomhedernes konkurrenceevne, mindsker omfanget af sort arbejde, bidrager til større økonomisk vækst og skabelsen af nye arbejdspladser og giver modtagerlandet større skatteindtægter,
O. der henviser til, at der ikke kun bør ses på de positive virkninger af åbningen af arbejdsmarkederne i EU-15, men også bør gennemføres undersøgelser af de positive og negative virkninger af den økonomiske migration for de nye medlemsstater,
P. der henviser til, at det forhold, at arbejdstagere fra de nye medlemsstater i de fleste af medlemsstaterne i EU-15 stadig ikke tilbydes lovligt arbejde, har afstedkommet mere illegalt arbejde, mere undergrundsøkonomi og øget udnyttelse af arbejdstagerne,
Q. der henviser til, at indvandring er et meget følsomt politisk spørgsmål i EU, og at der således er et stort behov for at oplyse de europæiske borgere behørigt om principperne bag og de reelle praktiske konsekvenser af arbejdstagernes fri bevægelighed i EU,
R. der henviser til, at der som følge af utilstrækkelig og manglende standardisering af oplysninger om migrationen inden for EU ikke for indeværende er passende statistiske redskaber til rådighed, der kan give EU-institutionerne og medlemsstaterne mulighed for at følge de vigtigste tendenser og følgevirkninger på arbejdsmarkederne i det udvidede EU,
S. der henviser til, at de fragmentariske, statistiske oplysninger, som er blevet indsamlet af medlemsstaterne, viser, at migrationen inden for EU-15 er klart større end migrationen fra de nye medlemsstater, både i absolutte tal og set i forhold til den erhvervsaktive del af befolkningen; der henviser til, at migrationen fra de nye medlemsstater lægger et langt mindre pres på arbejdsmarkederne i EU-15,
T. der henviser til, at det også fremgår af medlemsstaternes statistiske oplysninger, at indvandringen fra tredjelande er langt større end migrationen inden for EU, både inden for EU-15 og inden for det udvidede EU,
U. der henviser til, at det for at sikre de europæiske borgeres tillid til åbningen af arbejdsmarkederne i EU-15 er afgørende at sørge for, at Fællesskabets og nationale arbejdsretlige regler overholdes og anvendes fuldt ud,
V. der henviser til, at en afgørelse fra de berørte medlemsstater om at ophæve de begrænsninger, der er indført på grundlag af overgangsordningen, ville være et klart signal om solidaritet mellem borgerne i Vesteuropa og Østeuropa, der har levet adskilt i mange årtier af uacceptable årsager,
W. der henviser til, at hver enkelt medlemsstat i EU-15 inden den 1. maj 2006 skal give Kommissionen formel meddelelse om, hvorvidt den har til hensigt at opretholde restriktive foranstaltninger i yderligere tre år,
X. der henviser til, at arbejdsmarkedets parter og navnlig Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation og Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa klart har slået til lyd for, at de begrænsninger, der er gældende i medfør af overgangsordningen, ophæves så hurtigt som muligt,
1. opfordrer medlemsstaterne til at fjerne gældende overgangsforanstaltninger i lyset af, at der ikke har været spændinger på arbejdsmarkedet i de lande, der har valgt at tillade adgang uden begrænsninger, og da frygten for en massiv indvandring har vist sig at være ubegrundet;
2. fastslår, at overgangsfristerne på afgørende måde bidrager til øget sort arbejde og et større antal proformaselvstændige, resulterer i et stigende, regionalt betinget lønpres og unfair arbejdsbetingelser og medvirker til diskrimination og udnyttelsen af migrantarbejdstagere;
3. opfordrer medlemsstaterne til at garantere anvendelsen af tiltrædelsestraktatens "spærreklausul" og præferencereglen, der bestemmer, at statsborgere fra de nye medlemsstater i forbindelse med et jobtilbud skal have en fortrinsstilling i forhold til statsborgere fra tredjelande;
4. opfordrer Kommissionen til straks at indlede overtrædelsesproceduren i henhold til artikel 226 i EF-traktaten mod enhver medlemsstat, der ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til artikel 12, 39 og 42 i EF-traktaten og tiltrædelsestraktatens "spærreklausul";
5. beklager, at flere medlemsstater anvender love eller administrative foranstaltninger, der kan anses for at være mere begrænsende for den fri bevægelighed for arbejdstagere, der kommer fra de nye medlemsstater, end dem, der var gældende på tidspunktet for underskrivelsen af tiltrædelsestraktaten; konkluderer, at disse restriktioner hindrer statsborgerne fra de nye medlemsstater i at få adgang til arbejdsmarkederne i EU-15 i en grad, der ikke er hjemmel for i overgangsordningen;
6. beklager, at foranstaltninger baseret på forskelsbehandling mellem statsborgere fra EU-15 og de nye medlemsstater stadig finder anvendelse i visse medlemsstater, især hvad angår adgangen til sociale goder; opfordrer medlemsstaterne til at ophæve disse diskriminerende foranstaltninger;
7. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at sørge for, at de arbejdsretlige regler overholdes fuldt ud med henblik på at sikre ligebehandling af alle arbejdstagere i EU, garantere en fair konkurrence mellem virksomhederne og forhindre social dumping; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at sikre, at migrantarbejdstagerne er bekendt med deres grundlæggende rettigheder og pligter, navnlig bestemmelserne om bekæmpelse af forskelsbehandling som forankret i EF-traktatens artikel 13;
8. opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at øge indsatsen for at opnå, at de eksisterende fællesskabsbestemmelser og arbejdsretlige normer og navnlig bestemmelserne i Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 96/71/EF[5] om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser gennemføres korrekt, og til om nødvendigt at styrke det administrative samarbejde i dette øjemed;
9. anmoder Kommissionen om at styrke det grænseoverskridende samarbejde mellem EU-medlemsstaternes arbejdstilsynsmyndigheder og undersøge muligheden for at oprette et europæisk samarbejdsnet mellem disse myndigheder (et socialt Europol);
10. opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og andre specialiserede organer i den offentlige og/eller private sektor om at indføre en retfærdig og gennemsigtig procedure, der gør det muligt for statsborgere fra de nye medlemsstater at opnå beskæftigelse under ordentlige arbejds-, sundheds- og sikkerhedsvilkår,
11. anmoder Kommissionen og Rådet om senest i januar 2009 at tilvejebringe standardiserede statistikker om migrationen internt i EU, indføre en ordning til systematisk overvågning af migrationen af arbejdstagere inden for EU og afsætte de nødvendige midler til finansiering af disse aktioner;
12. anmoder Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne om at iværksætte en oplysningskampagne rettet mod offentligheden med sigte på at give de europæiske borgere bedre besked om principperne bag og konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU og for at imødegå og bekæmpe forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og race eller enhver anden form for forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til EF-traktatens artikel 13;
13. anmoder EU-15 om at gennemføre en passende høring af arbejdsmarkedets parter som påkrævet i medfør af national sædvane og praksis, inden de træffer afgørelse om, hvorvidt overgangsordningerne vedrørende den frie bevægelighed for arbejdstagere fra de nye medlemsstater skal ophøre eller fortsætte;
14. opfordrer de medlemsstater, som vil forlænge overgangsordningerne, til allerede i næste fase at skabe de rette forudsætninger for, at overgangsordningerne ikke fortsættes efter 2009;
15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt parlamenterne i medlemsstaterne, de tiltrædende stater og kandidatlandene.
- [1] EUT L 236 af 23.9.2003, s. 17.
- [2] Liste, som er omhandlet i artikel 24 til tiltrædelsesakten - for Den Tjekkiske Republik se bilag V, stk. 14, for Republikken Estland se bilag VI, punkt 14, for Republikken Letland se bilag VII, punkt 14, for Republikken Litauen se bilag IX, punkt 14, for Republikken Ungarn se bilag X, punkt 14, for Republikken Polen se bilag XII, punkt 14, for Republikken Slovenien se bilag XIII, punkt 14, og for Den Slovakiske Republik se bilag XIV, punkt 14.
- [3] EUT L 16 af 23.1.2004, s. 44.
- [4] Liste omhandlet i artikel 24 i tiltrædelsesakten - se fodnote 1, side 4.
- [5] EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1.
BEGRUNDELSE
Retsgrundlag og politisk baggrund
Arbejdskraftens fri bevægelighed, som tillader statsborgere fra alle medlemsstater at arbejde i en anden medlemsstat på samme vilkår som statsborgere fra den pågældende medlemsstat, er en af de fire grundlæggende frihedsrettigheder i EF-traktaten.
Tiltrædelsestraktaten underskrevet den 16. april 2003 mellem medlemsstaterne i EU-15 og de medlemsstater, der tiltrådte EU den 1. maj 2004[1], omfatter en overgangsordning vedrørende den fri bevægelighed for arbejdstagerne inden for det udvidede EU. Denne ordning trådte i kraft den 1. maj 2004 og kan maksimalt vare i syv år opdelt i tre særskilte perioder (2+3+2 år), hvor medlemsstaterne kan vedtage restriktive overgangsforanstaltninger i den nationale lovgivning på visse betingelser.
I henhold til tiltrædelsestraktaten må de gamle medlemsstater imidlertid ikke anvende restriktive foranstaltninger - ej heller af midlertidig karakter - over for statsborgere fra de otte nye medlemsstater, hvis arbejdstilladelse i den pågældende medlemsstat er udstedt for en uafbrudt periode på mindst 12 måneder på tidspunktet for tiltrædelsen. De midlertidige foranstaltninger kan kun finde anvendelse på de statsborgere i de otte nye medlemsstater, der ikke hører ind under ovennævnte kategori.
I henhold til en "spærreklausul" i tiltrædelsestraktaten skal medlemsstaterne i EU-15 overholde en præferenceregel, som bestemmer, at statsborgere fra de nye medlemsstater, der tiltrådte i maj 2004, i forbindelse med et jobtilbud til statsborgere fra tredjelande skal have en fortrinsstilling i forhold til statsborgere fra tredjelande, der ikke er med i EU.
Bestemmelserne i overgangsordningen bør under ingen omstændigheder indvirke negativt på ligebehandlingen af statsborgere fra de otte nye medlemsstater, især med hensyn til adgangen til sociale goder, når de først har fået arbejdstilladelse i den pågældende medlemsstat under den gældende overgangsordning.
Bevægeligheden for arbejdstagere fra de otte nye medlemsstater: erfaringer siden den 1. maj 2004
Efter den. 1. maj 2004 har tre EU-medlemsstater (Irland, Det Forenede Kongerige og Sverige) givet statsborgere fra de nye medlemsstater adgang til deres arbejdsmarkeder uden restriktioner. De andre medlemsstater i EU-15 har valgt at gennemføre restriktive nationale foranstaltninger under overgangsordningen. Visse nye medlemsstater har valgt at indføre gensidige restriktioner under samme ordning.
I Det Forenede Kongerige har åbningen af arbejdsmarkedet medført en tilgang af jobsøgende fra de nye medlemsstater i 2004 på 60.000 personer, og især landbrugs- og fiskerisektoren er blevet berørt. Som følge af det store antal ledige stillinger har tilgangen af jobsøgende fra de nye medlemsstater på ingen måde medført stigende arbejdsløshed i disse to sektorer. Tværtimod har de umiddelbare følger været, at de berørte virksomheders indtjening og konkurrenceevne er blevet styrket, deres produktivitet er steget, og deres økonomiske situation er blevet forbedret. På det makroøkonomiske plan har indvirkningen af åbningen af arbejdsmarkedet været en klart stigende vækst i Det Forenede Kongerige. I henhold til tilgængelige ekspertanalyser har migrationen af arbejdstagere fra de otte nye medlemsstater bidraget til produktionsstigningen og skabelsen af nye arbejdspladser og har desuden medført et klart fald i antallet af arbejdstagere uden lovligt ophold.
Det fremgår af Kommissionens meddelelse KOM(2006)…. om, hvordan overgangsbestemmelserne for arbejdstagernes fri bevægelighed har fungeret i perioden 1. maj 2004 til 30. april 2006, at antallet af arbejdstagere fra EU-10, der bor i en medlemsstat i EU-15, er fire gange mindre end antallet af statsborgere fra EU-15, der arbejder i en anden medlemsstat i EU-15. Det fremgår også af Kommissionens meddelelse, at indvandringen fra tredjelande er langt større end migrationen inden for EU, både inden for EU-15 og inden for det udvidede EU.
I første kvartal af 2005 varierede andelen af arbejdstagere fra EU-10 i forhold til den erhvervsaktive del af befolkningen i modtagerlandet mellem 0,001 % i Portugal til 0,1 % i Frankrig og Nederlandene, 1,4 % i Østrig og 2 % i Irland. Desuden er en stor del af det arbejde, der udføres af arbejdstagere fra EU-10, af midlertidig karakter eller sæsonbestemt. Således var 87 % af de arbejdstilladelser, der blev udstedt i Østrig i 2004, gældende i mindre end seks måneder. I Tyskland blev 95 % af arbejdstilladelserne udstedt for en tidsbegrænset periode.
Gennemførelsesproblemer
Gennemførelsen af den midlertidige ordnings retsgrundlag i de nationale lovgivninger har givet anledning til en række problemer. Der forekommer tilfælde, hvor statsborgere fra de otte nye medlemsstater, hvis arbejdstilladelse i den pågældende medlemsstat allerede var blevet udstedt for en uafbrudt periode på mindst 12 måneder på tidspunktet for tiltrædelsen i henhold til lovgivningen i den pågældende medlemsstat, forpligtes til at ansøge om ny arbejdstilladelse. I andre tilfælde underlægges arbejdstagerne fra de otte nye medlemsstater med arbejdstilladelse i en af de gamle medlemsstater diskriminerende love i form af betingelser, der skal opfyldes, før de kan få adgang til sociale goder.
Overordnet viser de erfaringer, der er blevet gjort i en række medlemsstater, at den fri bevægelighed for arbejdstagerne fra de nye medlemsstater hindres af administrative foranstaltninger, der går langt videre end fastlagt og hjemlet i overgangsordningen.
- [1] EUT L 236 af 23.9.2003.
PROCEDURE
Titel |
Den overgangsordning, som begrænser arbejdstagernes frie bevægelighed på EU's arbejdsmarkeder | ||||||
Procedurenummer |
|||||||
Korresponderende udvalg |
EMPL | ||||||
Ordfører(e) |
Csaba Õry |
| |||||
Behandling i udvalg |
21.2.2006 |
20.3.2006 |
|
|
| ||
Dato for vedtagelse |
21.3.2006 | ||||||
Resultat af den endelige afstemning |
+ - 0 |
37 3 4 | |||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Jan Andersson, Roselyne Bachelot-Narquin, Iles Braghetto, Philip Bushill-Matthews, Milan Cabrnoch, Alejandro Cercas, Ole Christensen, Derek Roland Clark, Proinsias De Rossa, Harald Ettl, Richard Falbr, Ilda Figueiredo, Joel Hasse Ferreira, Roger Helmer, Stephen Hughes, Ona Juknevièienë, Jan Jerzy Ku³akowski, Jean Lambert, Raymond Langendries, Bernard Lehideux, Elizabeth Lynne, Thomas Mann, Mario Mantovani, Ana Mato Adrover, Maria Matsouka, Ria Oomen-Ruijten, Csaba Õry, Siiri Oviir, Marie Panayotopoulos-Cassiotou, Jacek Protasiewicz, José Albino Silva Peneda, Kathy Sinnott, Jean Spautz, Anne Van Lancker, Gabriele Zimmer | ||||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Edit Bauer, Mihael Brejc, Françoise Castex, Magda Kósáné Kovács, Dimitrios Papadimoulis, Leopold Józef Rutowicz, Elisabeth Schroedter, Georgios Toussas, Claude Turmes, Anja Weisgerber, Tadeusz Zwiefka | ||||||
Dato for indgivelse |
23.3.2006 | ||||||
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog) |
| ||||||