BETÆNKNING om forbedring af befolkningens mentale sundhed. På vej mod en strategi for mental sundhed i Den Europæiske Union

18.7.2006 - (2006/2058(INI))

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed
Ordfører: John Bowis

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om forbedring af befolkningens mentale sundhed.

På vej mod en strategi for mental sundhed i Den Europæiske Union

(2006/2058(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til Kommissionens grønbog - "Forbedring af befolkningens mentale sundhed. På vej mod en strategi for mental sundhed i Den Europæiske Union" (KOM(2005)0484),

– der henviser til EF-traktatens artikel 2, 13 og 152,

– der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder[1],

– der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv[2],

– der henviser til Rådets resolution af 18. november 1999 om fremme af mental sundhed[3],

– der henviser til erklæringen fra WHO's europæiske ministerkonference af 15. januar 2005 om at tage imod udfordringerne i forbindelse med den mentale sundhed og finde frem til løsninger,

– der henviser til sin beslutning af 23. marts 2006 om demografiske udfordringer og solidaritet mellem generationerne (2005/2147(INI))[4],

– der henviser til forretningsordenens artikel 45,

– der henviser til betænkningen fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6‑0249/2006),

A. der henviser til, at hver fjerde indbygger i Europa rammes af mindst én betydelig episode af dårlig mental sundhed i sit liv; der henviser til, at alle i EU enten direkte eller indirekte bliver påvirket af dårlig mental sundhed, og at der i løbet af et givet år anslås at være 18,4 millioner mennesker i Den Europæiske Union i alderen 18-65 år, der lider af svær depression; der henviser til, at en god mental sundhed sætter borgerne i stand til at udnytte deres intellektuelle og emotionelle potentiale og integrere sig i det sociale liv og i skole- og arbejdslivet, og til, at en dårlig mental sundhed derimod er en kilde til udgifter, social udstødelse og stigmatisering,

B. der henviser, til, at mentale sygdomme forringer livskvaliteten betydeligt for dem, der påvirkes direkte eller indirekte af dem,

C. der henviser til, at de økonomiske omkostninger for samfundet i forbindelse med dårlig mental sundhed er enorme, og at de ifølge visse skøn anslås at udgøre 3-4 % af BNP i Den Europæiske Unions medlemsstater,

D. der henviser til, at mentale sygdomme allerede har betydelige økonomiske, sundhedsmæssige og sociale konsekvenser, som på grund af den aldrende befolkning og ændringer i samfundet vil blive forværret med stigningen i antallet af tilfælde,

E. der henviser til, at ca. 58.000 borgere i Den Europæiske Union begår selvmord hvert år, hvilket er flere end det samlede antal af trafikdræbte eller personer, der dør af hiv/aids, og at 10 gange så mange forsøger at begå selvmord,

F. der henviser til, at merværdien ved en fællesskabsstrategi for den europæiske befolknings mentale sundhed i lyset af kompetencefordelingen i EF-traktaten primært ligger i forebyggelse,

G. der henviser til, at i nogle europæiske lande bruges op til 85 % af midlerne til mental sundhed til drift af store institutioner,

H. der henviser til, at manglende forståelse for og investering i fremme af mental sundhed har bidraget til dårligere individuel sundhed og handicap samt samfundsmæssige problemer,

I. der henviser til, at ca. 40 % af alle indsatte i fængsler lider af én eller anden form for mental forstyrrelse, og der henviser til, at der er op til syv gange større sandsynlighed for, at de indsatte begår selvmord end personer i samfundet, og der henviser til, at uretmæssig fængsling kan forværre forstyrrelsen og forhindre rehabilitering,

J. der henviser til, at der i Den Europæiske Union ikke er tilstrækkelig fokus på eller afsættes tilstrækkelige midler til børns og unges mentale sundhed, selvom antallet af unge med dårlig mental sundhed er stærkt stigende,

K. der henviser til, at der findes en klar kønsdimension på området sundhed, navnlig med hensyn til spiseforstyrrelser, neurodegenerative sygdomme, skizofreni, humørsvingninger, angst, panik, depression, alkoholmisbrug og stofmisbrug af forskellig art, for ikke at tale om selvmord og drab, som er områder, hvor en mere systematisk forskning er påkrævet,

L. der henviser til, at kvinder i proportionelt højere grad end mænd henvender sig til sundhedstjenester for at få hjælp og indtager dobbelt så mange psykofarmaka med recept end mænd, og til, at farmakokinetiske undersøgelser viser, at kvinder er mere følsomme over for disse produkter,

M. der henviser til, at forebyggelse, tidlig identificering, indgriben og behandling af mentale forstyrrelser betragteligt mindsker de personlige, økonomiske og sociale konsekvenser,

N. der henviser til, at mange mennesker lider af neurodegenerative forstyrrelser, og at antallet af disse forventes at stige bl.a. på grund af den forlængede levetid og den deraf følgende forøgelse af den ældre befolkning,

O. der henviser til, at der i de fleste lande i EU er sket et skift fra langsigtet institutionspleje, både af børn med udviklingsmæssige og adfærdsmæssige problemer, som hindrer deres normale udvikling, især hvad angår uddannelse, af voksne med kroniske eller svære forstyrrelser, samt af personer med indlæringsproblemer, hen imod beskyttede boliger med statsstøtte, men at dette er sket uden en egentlig planlægning og forøgelse af bevillinger til samfundets forskellige tjenester,

P. der henviser til, at mentale sundhedsproblemer som følge af vold mod kvinder og piger kun i ringe udstrækning er registreret, at der ikke rutinemæssigt tages hensyn til beretninger om vold, og at mange kvinder og piger er tilbageholdende med at afsløre længere tids voldeligt misbrug af dem, medmindre læger og sundhedspersonale stiller dem direkte spørgsmål herom,

Q. der henviser til, at en opvækst i en sund familie med både fysisk og psykologisk sikkerhed og forældrekærlighed er en forudsætning for mental sundhed,

1. glæder sig over Kommissionens løfte om at fremme mental sundhed; opfordrer til, at dette prioriteres højere inden for sundhedspolitik og i Unionens forskningspolitik, og mener, at dette bør indarbejdes i alle politikker og al lovgivning for Kommissionens direktorater og alle medlemsstaternes ministerier, som burde forpligte sig til at harmonisere de nuværende nationale og internationale indikatorer for mental sundhed med henblik på at sikre, at der findes sammenlignelige data på EU-niveau;

2. mener ikke, at der er taget tilstrækkelig hensyn til kønsdimensionens omfang i grønbogen, og anmoder derfor om, at denne dimension systematisk indgår i alle de tiltag, der foreslås, både inden for fremme af den mentale sundhed, i de forebyggende tiltag og inden for forskning, hvor hidtidige undersøgelser har vist sig at være utilstrækkelige og utidssvarende, hvorfor de fremskridt, der er sket med hensyn til forebyggelse og behandling af disse sygdomme, er betydeligt mindre end for andre sygdomme;

3. mener, at lægerne spiller en afgørende rolle i forbindelse med overvågningen af patienterne;

4. mener, at god mental sundhed er en forudsætning for de europæiske borgeres generelle sundhed og velbefindende og en sund økonomi i EU; opfordrer til og støtter alle foranstaltninger, der sigter mod forebyggelse af mentale forstyrrelser;

5. understreger behovet for at overveje, hvordan de tilgængelige fællesskabsinstrumenter, såsom det syvende rammeprogram for forskning, bedst kan udnyttes med henblik på at opbygge kapaciteter, der kan varetage forskningen i mental sundhed i Unionen;

6. mener, at Kommissionen i sine fremtidige forslag om mental sundhed bør inddrage partnerskab med og høring af de personer, der har været ramt af mentale sundhedsproblemer, deres familier, plejere og interesse-ngo'er, sammenslutninger af familiemedlemmer og andre interesserede parter, så beslutningstagningsprocesserne bliver mere repræsentative og inddragende, og at den bør fremme netværksdannelse mellem familiemedlemmer til psykiatriske patienter;

7. understreger, at der er store forskelle i udgifterne til mental sundhed i de enkelte medlemsstater, både i absolutte tal og som en procentdel af de samlede sundhedsudgifter;

8. mener, at der er behov for forskellige aktioner for at nå de tre mål om fremme af mental sundhed, bedre mental sundhed og forebyggelse af mentale forstyrrelser; mener, at målene med sådanne aktioner skulle være at give passende oplysninger, opnå relevant viden og udvikle passende holdninger og færdigheder med henblik på at sikre mental og fysisk sundhed og forbedre de europæiske borgeres livskvalitet;

9. understreger, at det er vigtigt at være påpasselig med at anvende begreber som "dårlig mental sundhed", "mentale sundhedsforstyrrelser", "svær mental sygdom" og "personlighedsforstyrrelse";

10. understreger vigtigheden af behovet for tidlig screening, detektion og diagnose samt af integreret, skræddersyet behandling;

11. understreger, at det er vigtig gennem passende aktioner at bekæmpe de tydelige uligheder i behandlingen af psykiske sygdomme på dette område;

12. opfordrer til, at personer med indlæringsproblemer omfattes af en fremtidig strategi, eftersom de kæmper med de samme problemer som personer med mentale forstyrrelser, herunder social udelukkelse, institutionalisering, overtrædelse af menneskerettigheder, forskelsbehandling, stigmatisering og manglende støtte til dem selv, deres familier samt plejere; opfordrer samtidig til, at der i højere grad arbejdes på at anerkende velbegavede børn og unge og give dem bedre støtte;

13. understreger, at det er vigtigt at yde gensidig hjælp, og at menneskers erfaringer med behandling, sygdom og restituering spiller en fremtrædende rolle;

14. glæder sig over, at Kommissionen fremhæver børn, ansatte, ældre og handicappede medlemmer af samfundet som vigtige målgrupper, men ønsker at udvide disse til f.eks. at omfatte personer med svære mentale sygdomme, langvarige og dødelige sygdomme, indsatte i fængsler, handicappede, etniske grupper eller minoritetsgrupper, hjemløse, indvandrere, personer i usikre job og ledige, og personer med en række mentale sundheds- og plejeproblemer, der specifikt vedrører kvinder;

15. erkender, at personlighedsforstyrrelser indebærer særlige udfordringer med hensyn til diagnosticering, behandling eller styring og pleje, og kræver mere forskning og særlige politikker; opfordrer Kommissionen til også at fokusere på aggression, årsagen til aggressiv adfærd og de psykologiske følger heraf;

16. anerkender, at mænd og kvinder kan have forskellige behov i forhold til mental sundhed, og opfordrer til yderligere forskning, navnlig i forbindelsen mellem tvangsindlæggelse og selvforvoldt skade og den årsagen til, at der udskrives flere recepter på psykotrope stoffer til kvinder;

17. understreger, at der er behov for forskning i forskellen i struktur og aktivitet mellem mænds og kvinders hjerner for at udvikle separate tilgange og behandlinger for de to køn inden for mental sundhed;

18. opfordrer til, at der ydes bistand til mødre før og efter fødslen med henblik på at undgå depressioner eller andre psykopatologiske symptomer, som ofte forekommer i disse situationer;

19. mener, at hvis mødre og forældre har god mental sundhed, hjælper dette børn til at udvikles uhindret og blive til sunde voksne;

20. opfordrer til en tværfaglig reaktion på tværs af agenturer med henblik på at løse komplekse situationer vedrørende mental sundhed, som f.eks. hvordan man bedst muligt støtter eller unge børn med udviklings- eller adfærdsproblemer eller spiseforstyrrelser, og/eller hvis forældre i mange tilfælde selv lider af dårlig mental sundhed (eller er indlagt på institutioner på lang sigt);

21. bemærker, at socialt definerede billeder af, hvordan pige- og kvindekroppen skal se ud, indvirker på kvinders og pigers mentale sundhed og trivsel og bl.a. resulterer i en stigende forekomst af spiseforstyrrelser;

22. gør opmærksom på, at dårlig mental sundhed og mentale forstyrrelser normalt har rødder i den tidlige barndom, og understreger, at det er vigtigt at forske i sund, tidlig barndom;

23. understreger, at det er vigtigt at videreuddanne formidlerne: lærere, plejepersonale, social- og retsvæsen samt arbejdsgivere;

24. glæder sig over, at grønbogen anerkender, at sociale og miljømæssige faktorer, som f.eks. personlige erfaringer, familieforhold og social støtte, levevilkår, som f.eks. fattigdom, livet i storbyer og landlig isolation, samt arbejdsvilkår, såsom manglende jobsikkerhed, arbejdsløshed og lange arbejdstider, spiller en rolle ved psykiske sygdomme; understreger, at psykiske lidelser er en af årsagerne til førtidspensionering og invalidepension;

25. mener, at gode arbejdsforhold fremmer den mentale sundhed, og opfordrer arbejdsgivere til at indføre politikker vedrørende den mentale sundhed på arbejdspladsen som en nødvendig del af deres ansvar for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, med henblik på at sikre de "bedst mulige job" og den bedst mulige indføring på arbejdsmarkedet for personer med mentale forstyrrelser, og at disse politikker offentliggøres og overvåges inden for den eksisterende sundheds- og sikkerhedslovgivning, samtidig med, at de tager arbejdstagernes behov og synspunkter i betragtning;

26. glæder sig over de sociale initiativer indeholdt i socialpolitikken og beskæftigelsespolitikken, der fremmer en ikke-diskriminerende behandling af personer med dårlig mental sundhed, den sociale integration af personer med mentale handicap og forebyggelsen af stress på arbejdspladsen;

27. understreger med hensyn til EU's beskæftigelsesstrategi både den mentale sundheds indflydelse på beskæftigelsen og arbejdsløsheds indflydelse på den mentale sundhedstilstand;

28. mener, at medlemsstaterne bør samarbejde om at finde og gennemføre effektive strategier med henblik på at reducere antallet af selvmord, navnlig blandt unge og andre risikogrupper;

29. kræver større anerkendelse af sammenhængen mellem diskrimination, vold og dårlig mental sundhed og dermed af betydningen af at bekæmpe alle former for vold og diskrimination som led i strategien til fremme af mental sundhed gennem forebyggelse;

30. anser Europas aldrende befolkning som en af de største udfordringer inden for mental sundhed og opfordrer indtrængende til, at der lægges større vægt på forskning i mekanismerne for og årsagerne til neurodegenerative sygdomme eller andre psykiatriske sygdomme blandt ældre og i forebyggelse såvel som behandling af disse, herunder udvikling af nye behandlingsmetoder;

31. mener desuden, at der skal lægges større vægt på sammenhængen mellem alkoholforbrug og ulovlige stoffer og mentale forstyrrelser; mener, at alkohol- og narkotikaafhængighed kan forårsage svære mentale og fysiske sundhedsproblemer og problemer for samfundet som helhed; opfordrer Kommissionen til straks at undersøge, hvilke afgiftningsprogrammer og behandlingsmetoder, der er de mest effektive;

32. understreger, at personer med mentale forstyrrelser bør behandles og plejes med værdighed og menneskelighed, at lægebehandling og støttetjenester bør være effektive, af høj kvalitet, tilgængelige for alle og universelle; at deres ret til at blive eller ikke blive behandlet fastlægges; at de, hvor det er muligt, bør inddrages i beslutninger om deres egen behandling og høres som gruppe om tjenester, og at de bør have færrest mulige bivirkninger af deres ordinerede medicin; mener desuden, at der skal være oplysninger og rådgivning til rådighed for dem, der ønsker at afbryde medicinering på sikker vis;

33. mener, at tvang, såvel som tvangsmedicinering, er uhensigtsmæssig, og at alle former for tvangsindlæggelse og tvangsmedicinering kun bør være af begrænset varighed og bør, når det er muligt, ske med patientens samtykke eller, ved mangel på en sådan, efter godkendelse fra de ansvarlige myndigheder;som sidste udvej;

34. er af den opfattelse, at man for at beskytte imod misbrug bør undgå enhver begrænsning i den personlige frihed, herunder især fysisk tilbageholdelse, som kræver, at de demokratiske institutioner, der er ansvarlige for at beskytte de individuelle rettigheder, foretager overvågning og kontrol samt udviser årvågenhed;

35. opfordrer til udryddelse af stigmatisering som en central del af den fremtidige strategi, f.eks. ved at gennemføre årlige kampagner om emner inden for mental sundhed for at bekæmpe uvidenhed og uretfærdighed, eftersom stigmatisering i forbindelse med dårlig mental sundhed medfører afvisning fra samfundets side på alle områder fra beskæftigelse til familie og fra samfund til fagfolk i sundhedssektoren; mener endvidere, at for at patienternes mentale sundhed og tilstand kan forbedres, skal de grundlæggende sociale og civile rettigheder sikres, såsom retten til en bolig og økonomisk støtte til personer, der ikke kan arbejde, samt retten til at gifte sig og være selvforvaltende; mener desuden, at stigmatisering faktisk er en form for forskelsbehandling og bør bekæmpes gennem lovgivning om ikke-forskelsbehandling;

36. anerkender, at et element af stigmatiseringen er den almindelige opfattelse af, at mentale forstyrrelser er akutte og livsvarige, hvorimod det er vigtigt at understrege, at folk med den nødvendige hjælp kan restitueres, mens andre kan opnå remission eller et tilstrækkeligt funktions- eller stabilitetsniveau;

37. understreger behovet for at reformere de mentale sundhedstjenester, så de er baseret på kollektiv pleje af høj kvalitet i hjemmet eller i beskyttede boliger med adgang til egnet sundhedspleje og social pleje, regelmæssig overvågning og vurdering, aflastning for personer med mentale sundhedsproblemer og deres plejere, en kvikskrankeordning, der fremmer adgangen til sundheds-, social-, bolig-, uddannelses-, transport- og sociale sikringstjenester og andre tjenester; understreger, at dette bør støttes af en række tjenester for indlagte patienter med akutte, kroniske eller sikre behov, men altid med uafhængig overvågning af alle tvangsindlagte patienter;

38. understreger, med dette for øje, at det er vigtigt at støtte kooperativer dannet af psykiatriske patienter og alle aktiviteter, der involverer brugere og tidligere patienter, og at øremærke ressourcer til uddannelse af personale, så det bliver i stand til at tage alle de psykiatriske patienters behov i betragtning;

39. understreger, at der er behov for videreuddannelse af praktiserende læger og andre fagfolk i tjenesterne inden for den grundlæggende sundhedspleje i emner relateret til mental sundhed;

40. anerkender, at de lokale myndigheder spiller en central rolle i fremme af god mental sundhed, i støtte til personer med dårlig mental sundhed i lokalsamfundet og i at samle de forskellige agenturers tjenester inden for mental sundhed;

41. mener, at diagnosticerede mentale sundheds- og afhængighedsproblemer normalt bør behandles samtidig;

42. understreger, at mentale og fysiske sundhedsaspekter hænger sammen, at mentale forstyrrelser kan være funderet i biologiske, sociale, følelsesmæssige eller historiske forhold, som der skal tages fat om for at andre tiltag kan virke, og at nogle former for medicin anvendt i psykiatrien faktisk kan forværre den underliggende biologiske tilstand;

43. opfordrer til, at der lægges mere vægt på de psykologiske konsekvenser af og symptomer på somatiske sygdomme; fastholder, at det er nødvendigt at tillægge mental og fysisk sundhed lige stor betydning i hospitalsbehandling, navnlig i forbindelse med behandling af alvorlige og/eller uhelbredelige sygdomme, og mener, at det er vigtigt, at læger og paramedicinsk personale, der arbejder inden for andre specialiserede områder, videreuddannes i psykopatologi, da forstyrrelser ofte ikke bliver diagnosticeret eller bliver undervurderet;

44. tilslutter sig Kommissionens bemærkninger om afinstitutionalisering, eftersom langvarige ophold på psykiatriske institutioner kan medføre forlængelse og forværring af psykopatologiske tilstande, øget stigmatisering og social udelukkelse; anerkender dog, at der i højere grad skal arbejdes på at overbevise befolkningen om, hvor meget bedre resultater der opnås, når personer med svær mental sygdom eller indlæringsproblemer modtager behandling i samfundet;

45. foreslår, at Kommissionen gennem folkesundhedsprogrammet samler oplysninger om mental sygdom, restitueringshastighed for patienter, der har været under behandling, og om hvor effektivt, de er blevet genintegreret i samfundet;

46. foreslår, at Kommissionen finder steder og eksempler på god praksis og formidler disse oplysninger til alle medlemsstater, idet disse demonstrationssteder kan sammenlignes med WHO's steder under det nationale program for mental sundhed; mener, at demonstrationssteder, "demonstrationsbehandling" og "demonstration af forebyggelsesstrategier" kunne være vigtige redskaber til at mindske ulighederne i den mentale sundhed medlemsstaterne imellem; opfordrer Kommissionen til at inddrage vidensinstitutioner i identificeringen af demonstrationssteder, demonstrationsbehandlinger og demonstration af forebyggelsesstrategier;

47. mener, at fordi alle personer (ifølge FN's generalforsamlings resolution 46/119) har ret til den bedste tilgængelige mentale sundhedspleje, skal bedste praksis og relevant information udbredes og være tilgængelig for alle borgere;

48. mener, at begrebet "behandling" bør fortolkes bredt, med vægt på identificering og fjernelse af sociale og miljømæssige faktorer, mens brug af lægemidler bør være en sidste udvej især for børn og unge; kritiserer den øgede brug af lægemidler og patologiseringen af livsstadier uden en omfattende søgning efter årsager; understreger, at der bør tages hensyn til faktorer som personlige erfaringer, familie, social støtte og leve- og arbejdsvilkår, som spiller en rolle i mental sygdom og genetiske faktorer;

49. mener endvidere, at der ud over behandling er behov for et passende socialt miljø og miljø på arbejdspladsen, samt støtte fra familie og samfund for at forebygge mentale sundhedsproblemer og forbedre og fremme mental sundhed og den terapeutiske strategi for og rehabilitering af personer, der lider af mentale forstyrrelser; understreger, at der er behov for at forske i miljø, der er befordrende for mental sundhed og restituering;

50. opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte løbende reformer i de medlemsstater, der har praktiseret misbrug af psykiatrien, overforbrug af medicin eller indespærring eller umenneskelige fremgangsmåder som tremmesenge eller urimelig brug af isolationsrum, især i de nye medlemsstater, og opfordrer Kommissionen til at sætte en reform af psykiatrien på dagsordenen for tiltrædelsesforhandlingerne; mener ikke, at tvangsindlæggelse er befordrende for personer med dårlig mental sundhed og anbefaler aktiv inddragelse af alternativer;

51. opfordrer til mere forskning i terapeutisk og psykologisk indgriben, i udviklingen af mere effektive lægemidler med færre bivirkninger, af determinanter for mentale forstyrrelser og selvmord, i måling af resultaterne af investeringer i fremme af mental sundhed og i metoder, der bidrager til vellykket restituering og remission; opfordrer især til, at der lægges særlig vægt på forskning i lægemidler, der er bedre egnet til børn; understreger desuden, at forskning ikke skal begrænses til lægemidler, men skal udvides til epidemiologiske, psykologiske og økonomiske undersøgelser af samfundet og de sociale determinanter for mental sygdom; opfordrer desuden til, at brugerne af tjenesterne i højere grad involveres i alle aspekter af forskningen i mental sundhed;

52. mener endvidere, at der er behov for yderligere forskning i stigmatisering og metoder til imødegåelse heraf, erfaringer fra individuelle brugere af tjenesterne og deres plejere, arbejdsrelationer mellem forskellige tjenester og erhverv og tidligere brugere af tjenesterne samt grænseoverskridende tjenester;

53. mener, at mentale sundhedstjenester bør modtage tilstrækkelig finansiering til at dække de omkostninger, der er forbundet med mentale forstyrrelser for enkeltpersoner, sundhedsmæssige og sociale plejetjenester og samfundet som helhed, så de er effektive, og så befolkningen får tillid til dem;

54. mener, at det er vigtigt at tage individuelle metoder af høj kvalitet i brug til fremme af mental sundhed, under hensyntagen til enkeltpersoners og målgruppers særlige behov;

55. anerkender det værdifulde bidrag, som familiemedlemmer og uformelle plejere yder ved at støtte personer med mentale sundhedsproblemer, og anerkender ligeledes, at mange af dem selv vil få brug for pleje, og information og støtte fra fagfolk, hvis de fortsætter med at yde denne pleje; anerkender endvidere, at brugerne af tjenesterne kan yde et værdifuldt bidrag ved at støtte hinanden;

56. understreger, at der er behov for at bruge et sprog og en terminologi, der bidrager til bekæmpelsen af stigmatisering, f.eks. foranstaltninger til fjernelse af fordomme, ændring af holdninger og kritik af stereotyper for alle kategorier af mentale forstyrrelser;

57. opfordrer til, at Kommissionen nedsætter en gruppe for samordning og overvågning af den mentale sundhed, der skal indsamle oplysninger om praktisering og fremme af mental sundhed i EU for at vurdere tilstrækkeligheden (med hensyn til antal og uddannelse) af de eksisterende fagfolk inden for den mentale sundhedssektor og sektorens infrastruktur og at udbrede oplysninger om bedste praksis til alle medlemsstater og alle de parter, der er involveret i mental sundhedsbehandling; understreger, at patientforeninger, behandlingssteder, plejeinstitutioner og vidensinstitutioner skal inddrages i denne gruppe for samordning og overvågning;

58. opfordrer Kommissionen til at følge op på grønbogen med et forslag til et direktiv om mental sundhed i Europa og forsvar af og respekt for de civile og grundlæggende rettigheder for personer, der lider af mentale forstyrrelser;

59. opfordrer indtrængende EU og AVS-staterne til at arbejde tæt sammen om at investere i god mental sundhed gennem udvikling og Cotonou-politikker;

60. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer, kandidatlandene, AVS-staterne og WHO Europe.

• [1]  EUT C 310 af 16.12.2004, s. 41.
• [2]  EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16.
• [3]  EFT C 86 af 24.3.2000, s. 1.
• [4]  Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0115.

BEGRUNDELSE

"Wir haben in diesen letzten Wochen unsere Sprachlosigkeit ueberwunden und sind jetzt dabei, den aufrechten Gang zu erlernen."

("Inden for de seneste uger har vi genfundet vores stemme og har igen lært at holde hovedet højt"

- Stefan Heym - november 1989, Alexanderplatz, Østberlin

Stefan Heyms ord fra november 1989 til den store mængde af østberlinere, der var samlet for at fortrænge et forfærdeligt styre, bør tjene som inspiration, når vi gennemgår og reformerer visse elementer af praksis for mental sundhed i Europa, som så ofte kan være ressourcefattig og helt utænkelig forfærdelig. Vi skal sørge for, at standarderne inden for mental sundhed i form af pleje, behandling, behandlingsformer, rehabilitering og patientinddragelse er på højde med de standarder, vi forventer for de bedste fysiske sundhedssystemer. Vi glæder os meget over og anerkender denne grønbog om mental sundhed. Vi mangler nu blot hurtige og omfattende forslag, der kan omsætte de positive ord til effektiv lovgivning og kodificering.

Udfordringen i forbindelse med mental sundhed ligger i at ændre systemer, holdninger og muligheder. I de seneste 40 år har vi været levet i mørke, hvad angår mentale forstyrrelser. Visse steder på vores kontinent er psykiatrien blevet misbrugt, andre steder er mentalt syge blevet spærret inde, hvilket i alt for mange tilfælde tilfredsstillede befolkningen ud fra devisen "ude af øje, ude af sind" i stedet for at hjælpe patienterne med behandling og rehabilitering, nogle steder tyede man til overmedicinering, og mange steder blev patienterne fængslet i stedet for indlagt. For alle gælder det, at der ikke var nogen reel forståelse for fremme af mental sundhed.

Vi mener selv, at vi er nået videre siden disse krænkelser af mentalt syge patienters menneskerettigheder, og det er vi på mange måde også. Vi drøfter stadig tvangsbehandling, beslutninger om udskrivning eller opdeling er ikke altid lige fornuftige, der afsløres fra tid til anden mishandling af patienter i hjemmeplejen, det vrimler med argumenter om patienters, familiers og samfunds omstridte og modstridende rettigheder. Men i det store hele benytter vi os mindre af lås og slå, og vi har større patientvalg og -samtykke samt lovlige kontrolforanstaltninger for at sikre, at patienternes borgerrettigheder ikke krænkes.

Og alligevel er vi stadig ikke kommet ud af mørket i mindst én henseende - stigmatisering. Den breder sig voldsomt i alle vores lande, og stigmatisering er en krænkelse af menneskerettighederne, født af frygt som følge af uvidenhed, men lige så skadelig for en person som enhver anden form for mishandling. Det er svært nok i forvejen at leve med en mental sygdom uden at opleve byrden og smerten ved afvisning og stigmatisering.

Vi opfordrer Kommissionen til at udvikle sin grønbog til en ramme for mental sundhed, fordi vi skal basere en sådan politik på kendsgerninger om mentale forstyrrelser, og Lissabon-dagsordenen er afgørende med henblik på at skabe øget anerkendelse af værdien af investeringer i mental sundhed.

Følgende kendsgerninger ligger til grund for vores politik:

· Mentale forstyrrelser er den hurtigst voksende sundhedsbyrde med unipolar depression som den førende forstyrrelse.

· 450 millioner mennesker i verden lever med en neurologisk eller mental forstyrrelse.

· Hver fjerde af os vil blive ramt i løbet af vores liv.

· 121 millioner af os har en depression - tre ud af hver 100 hvert år.

· 1 million mennesker i verden begår selvmord. 10 millioner forsøger hvert år.

· Neuropsykiatriske forstyrrelser er ansvarlige for en tredjedel af alle handicap, 15 % af alle indlæggelsesomkostninger, næsten en fjerdel af alle lægemiddelomkostninger, halvdelen af socialarbejderes sager og, alene i Det Forenede Kongerige, 90 millioner mistede arbejdsdage hvert år.

· Folk lever længere og er i det store hele sundere, men inden for de seneste år er et stigende antal blevet skrøbelige i krop og sind.

· De, der plejer et barn, en voksen eller et ældre familiemedlem, har ikke fået hjælp til at tilpasse sig den nye kollektive pleje af personer med mentale sundhedsproblemer.

· Stofmisbrug og kriminalitet, alkoholisme, ulykker, fravær, hærværk, forstyrrende elever, folk, der sover på gaden, og mange af samfundets "problemer" hænger i virkeligheden sammen med mentale sundhedsproblemer.

Hvis vi ikke investerer i den rigtige type tjenester – indlæggelse, akut, langvarig, sikker, mellemsikker og daglig pleje samt hjemmepleje og uddannet personale til alle disse tjenester, vil vi ikke helbrede, pleje eller rehabilitere dem, der er syge nu. Hvis vi ikke investerer i et mentalt sundt liv for vores borgere, vil kurven blive ved at stige hurtigt, både i forhold til antal og omkostninger. Hvis vi ikke investerer i at skabe forståelse for mental sundhed og mentale forstyrrelser, vil budgetterne fortsat være pinlige, og stigmatisering og fordomme vil brede sig voldsomt.

Patienter og brugere af tjenester bevæger sig støt og roligt ind mod midten. De vil blive bedre oplyst, de vil i højere grad blive inddraget i beslutninger, der påvirker dem, og de vil bruge deres nye rettigheder til at omgå træge tjenester og medføre ændringer. De skal ses som partnere i deres egne behandlingsplaner, men også i planlægningen af tjenester. Fagfolk i sundhedssektoren skal gøre som de bedste på alle områder inden for sundhedspleje - forklare og høre, inden de træffer beslutninger. Så vil patienten ikke kun respektere deres professionelle afgørelse, men måske også lidt bedre forstå, hvad der er galt, og bedre kunne acceptere, hvad der skal ske med dem. Dette er rigtigt i forhold til menneskerettigheder - og det betyder bedre overensstemmelse med og resultater af behandlings- og plejeprogrammer.

Der er sket en støt bevægelse fra pleje på fjerne institutioner til kollektive tjenester. Dette har fundet anvendelse på personer med langvarige og ind imellem svære forstyrrelser og personer med indlæringsproblemer. Succes på dette område forudsætter tilstrækkelige ressourcer og tværfagligt teamwork. Endvidere skal befolkningen overbevises om, at sådanne metoder er til fordel for både patienter og samfund. Makabre historier i medierne om patienter, der udskrives og derefter gør skade på sig selv eller andre, kan ødelægge års arbejde hen imod et mere humant system og viser, hvor vigtige kontrolforanstaltninger er. Det samme gælder befolkningens usikkerhed om, hvorvidt nogen, der opfører sig "underligt" på gaden, overvåges tilstrækkeligt.

Vores mentale sundhedssystem har fem vigtige fejl:

· utilstrækkelige kollektive tjenester,

· manglende inddragelse af brugerne af tjenesterne og deres plejere,

· forskellige agenturers manglende evne eller vilje til at samarbejde,

· alvorlig underfinansiering,

· og en politik for fremme af mental sundhed, der i de fleste lande udmærker sig ved at være ikke-eksisterende.

Personer med mentale sundhedsproblemer har brug for en kvikskrankeordning med én organisation, der sikrer kontakt, adgang til lægebehandling, bolig og andre socialplejebehov, indkomst, juridiske tjenester og rehabilitering. Med andre ord et enkelt agentur, der håndterer alle personens behov og er en betroet ven, der kan finde rundt i alle de organisationer, der yder tjenester. Dette skal følges på vej af dygtige og engagerede læger, behandlere og sygeplejersker, forskere, hospitals- og klinikledere og ledere af samfundsgrupper samt støtte fra interesse-ngo'er. Men personer, der er eller har været syge, har brug for at komme til kræfter i hjemmets trygge rammer, og ikke isoleret i en nedslidt etageejendom, men i samfund, hvor det levende miljø vil være en del af den støtte og stabilitet, personen har brug for. Han eller hun har brug for adgang til aktiviteter, der støtter helbredelsen, samt støtte fra familier og naboer. Alt dette er lige så vigtigt som lægemidler eller behandlinger, men det kan virke uoverskueligt at stable den slags støtte på benene, i det mindste lige nu.

Så mange af os får brug for denne slags oplyst pleje. Den videnskabelige og samfundsmæssige udvikling har medført nye udfordringer og nye omkostninger inden for mental sundhed og socialpleje. En sundere og længerelevende befolkning betyder senere år med høj afhængighed, ofte med både mental og fysisk skrøbelighed. Livsstil, uddannelse og arbejdspres, ændringer i familiestrukturer, isolation og fordrivelse af befolkningen kan alle medføre mentale sundhedsproblemer, psykoser, neuroser og ofte afhængighed. Nye lægemidler, behandlingsformer og behandlinger har optrappet omkostningerne, ligesom nye omkostninger følger med nye senge, centre, daglig pleje og samfundsgrupper. Og politiske ændringer i forhold til, hvor og hvornår behandling og pleje skal finde sted, har ofte føjet usikkerhed til det gængse problem med manglende forståelse og utilstrækkelige ressourcer, hvilket sammen fører til fordomme og grobund for stigmatisering.

Det afgørende spørgsmål er nu, hvordan man i højere grad retter den politiske opmærksomhed og dermed finansielle ressourcer mod den mentale sundhed. Offentligt og politisk kommer mental sundhed faktisk kun op til overfladen, når der opstår en krise. I Det Forenede Kongerige blev der gjort større fremskridt inden for mental sundhed i form af kontanter, initiativer og reformer, da en mand sprang ind i løveburet i Londons zoologiske have, og en anden stak en fremmed person ned i undergrundsbanen, end på noget andet tidspunkt, fordi kolleger på tværs af regeringen fandt det nødvendigt at gøre noget, og pressen, parlamentet, befolkningen og ngo'erne krævede det. Men alt dette havde sin pris – lavere offentlig tillid og øget stigmatisering.

Fremme af mental sundhed nyder ikke på samme måde godt af negative historier. Regeringer, politikere og selv de, der planlægger sundhedstjenesterne, har ringe forståelse for fremme af mental sundhed. Den vigtigste årsag er, at de ikke har nogen som helst ide om, hvad det er, eller hvorfor det skulle interessere dem. Mental sundhed har fået en firdobbelt straf. Der er ikke noget konstant pres fra befolkning, fagfolk eller presse på regeringen og lederne af sundhedstjenesterne for at gøre mere, bruge mere, nå mere. I modsætning til hjertesygdomme eller aids eller kræft er der ringe viden om, hvad man kan gøre for at behandle, helbrede og rehabilitere. Og der er heller ikke mange, der ved, hvordan man forebygger mental sygdom og fremmer mental sundhed. Endvidere er der kun få resultatmålinger, som sundhedsafdelinger og ledere, og især befolkning og politikere, kan forstå. Regeringer, arbejdsgivere, fagforeninger, skoler, universiteter, lokalråd og -samfund, familier og enkeltpersoner skal alle hjælpes til at forstå, hvilken rolle de kan spille for at sikre mental sundhed og dermed forebygge, reducere eller mindske mentale sundhedsproblemer.

Udfordringen for os som politiske beslutningstagere er at forstå, hvad det betyder at have et mentalt sundhedsproblem. Det betyder næsten helt sikkert, at man stemples, behandles nedladende, foragtes, frygtes og i større eller mindre grad udskilles – i samfundet, i familien, på arbejdspladsen, i fritiden og endda i vores egen sundheds- og socialsektor. Sat på spidsen kan man skjule sig, men ikke flygte, ikke præstere, ikke bidrage til samfundet, som man gerne vil, og ikke leve et fuldstændigt og fyldestgørende og liv, som man gerne vil.

Desuden skal vi acceptere vores ansvar som politiske beslutningstagere. En tjeneste, som ikke får professionel, offentlig eller politisk støtte, svigter både patienter og familier. Den yder ikke tilstrækkelig behandling og pleje og starter en nedadgående spiral i befolkningens tillid, hvilket forstærker stigmatiseringen.

Vi skal uddanne og oplyse, så vi kan bryde den onde cirkel af fordomme, der gennemsyrer befolkningens holdning, mediernes dækning og regeringens prioriteter. Vi skal lytte til og lære af brugerne af tjenesterne og se og inddrage dem som partnere og ikke kun patienter. Vi skal se ind i os selv og vores samfund og erkende, at vi tillader institutionaliseret stigmatisering at inficere vores politiske, sociale og sundhedsmæssige systemer. Vores mål må være at overtale befolkningen til at tro og Kommissionen og medlemsstaterne til at handle. Hvis befolkningen tror, lægger de pres på Den Europæiske Union for at få den til at handle. Hvis Den Europæiske Union handler, muliggør den troen i befolkningen.

Vi skal se de personer, der har mentale sundhedsproblemer, i øjnene. Gør vi det, vil vi se en blanding af forvirrede følelser og tanker. Vi vil se frygten og bekymringerne. Vi vil se frustrationens og desperationens tårer. Men vi vil også se håb – håb om, at vi vil lytte, at vi vil forstå, at vi vil bekymre os, at vi vil handle, at vi kan hjælpe.

UDTALELSE fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (25.4.2006)

til Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

om forbedring af befolkningens mentale sundhed: på vej mod en strategi for mental sundhed i Den Europæiske Union
(2005/2058(INI))

Rådgivende ordfører: Kathy Sinnott

FORSLAG

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender opfordrer Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, som er korresponderende udvalg, til at indarbejde følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  glæder sig over grønbogen og over Kommissionens forslag om at udarbejde en EU-strategi for mental sundhed og er enig i, at EU-befolkningens mentale sundhed kunne forbedres væsentligt; er enig i, at denne forbedring er vigtig for at skabe social retfærdighed og for EU-befolkningens socioøkonomiske udvikling;

2.  påpeger, at der findes mange former for psykiske sygdomme, der skaber forskellige behov og kræver forskellige former for støtte;

3.  mener, at det ikke er tilstrækkeligt at have faciliteter til behandling af psykiske sygdomme, men at der ligeledes bør træffes foranstaltninger vedrørende aktivering af de relevante mekanismer til forebyggelse af psykiske lidelser, når dette er muligt; mener i denne forbindelse, at det er afgørende at registrere de sociale og miljømæssige faktorer og andre faktorer, der kan forårsage mental ustabilitet eller psykiske sygdomme blandt borgerne i EU;

4.  anbefaler, at der i enhver strategi vedrørende mental sundhed tages højde for den pågældende befolknings socioøkonomiske og kulturelle forskelle;

5.  glæder sig over, at grønbogen anerkender, at sociale og miljømæssige faktorer, som f.eks. personlige erfaringer, familieforhold og social støtte, levevilkår som f.eks. fattigdom, livet i storbyer og landlig isolation samt arbejdsvilkår såsom manglende jobsikkerhed, arbejdsløshed og lange arbejdstider spiller en rolle ved psykiske sygdomme; understreger, at psykiske lidelser er en af årsagerne til førtidspensionering og invalidepension;

6.  glæder sig over de sociale initiativer indeholdt i socialpolitikken og beskæftigelsespolitikken, der fremmer en ikke-diskriminerende behandling af personer med dårlig mental sundhed, den sociale integration af personer med mentale handicap og forebyggelsen af stress på arbejdspladsen;

7.  understreger, at afinstitutionaliseringen af mentale sundhedstjenester og etableringen af tjenester inden for den primære pleje kan fremme den sociale integration;

8.  bemærker, at det i grønbogen anføres, at det vigtigste mål i bekæmpelsen af dårlig mental sundhed er at yde mental sundhedspleje og mentale behandlingstjenester, der er effektive og af høj kvalitet, gennem lægelig og psykologisk indgriben, hvilket forudsætter, at en passende infrastruktur og tilstrækkelige finansielle midler står til rådighed; mener imidlertid, at der i bekæmpelsen af dårlig mental sundhed bør gælde den samme prioritering som for fremme af den mentale sundhed og forebyggelse af psykiske sygdomme; finder, at lægebehandling ikke kan erstatte sociale faktorer, der opretholder sundhedstilstanden i samfundet som helhed; er af den opfattelse, at der bør lægges større vægt på forebyggelse af dårlig mental sundhed gennem sociale og miljømæssige tiltag som de i grønbogens afsnit 6.1 beskrevne, og som er tilgængelige for personer med dårlig mental sundhed;

9.  understreger, at patienter med psykiske sygdomme bør have adgang til alle eksisterende behandlinger, der kan forbedre deres sundhedstilstand uanset sociale og økonomiske faktorer; anmoder derfor medlemsstaterne om at sikre, at alle behandlinger af mental sundhed både er tilgængelige for patienterne og dækket af sygesikringsordninger; anmoder medlemsstaterne om at sørge for et lægebehandlingsmæssigt sikkerhedsnet for de borgere, der ikke er dækket af nationale forsikringsordninger; anbefaler, at medlemsstaterne sikrer, at der på arbejdspladserne findes sundheds- og sikkerhedspolitikker, hvor der udtrykkeligt tages sigte på fremme af den mentale sundhed såvel som på forebyggelse, identificering og håndtering af depression og forebyggelse af selvmord, og at medlemsstaterne identificerer og støtter arbejdspladser, hvor arbejdstagerne har en særlig risiko for at pådrage sig psykiske lidelser;

10.  mener, at gode arbejdsforhold fremmer den mentale sundhed, og at virksomhederne derfor bør indføre politikker, der støtter arbejdstagere, der kan udvikle eller som allerede lider af dårlig mental sundhed;

11.  mener, at medlemsstaterne bør gøre en aktiv indsats for at uddanne og ansætte sundhedsplejepersonale;

12.  mener, at det kan være nødvendigt at yde økonomisk støtte til personer, der plejer pårørende med dårlig mental sundhed; mener desuden, at der også skal ydes støtte til selvhjælpsgrupper;

13.  mener for så vidt angår forebyggelse og passende pleje, at et fængsel ikke er et hensigtsmæssigt miljø for personer med dårlig mental sundhed, og at der bør gøres en aktiv indsats for at finde alternativer;

14.  mener i betragtning af, at politifolk kan komme i kontakt med personer, der udviser tegn på dårlig mental sundhed, at de som led i deres uddannelse bør undervises i at håndtere sådanne situationer;

15.  glæder sig over, at det i grønbogens afsnit 6.1 erkendes, at det for at forbedre EU-befolkningens mentale sundhed er vigtigt at fremme mental sundhed og forebygge dårlig mental sundhed; mener, at alle bestræbelser bør udfoldes for at etablere bæredygtige forbindelser på tværs af sektorer under anvendelse af tværsektorielle og tværfaglige fremgangsmåder;

16.  kræver, at der træffes foranstaltninger til bekæmpelse af stigmatisering, krænkelse af menneskerettighederne og forskelsbehandling, for så vidt angår mennesker med dårlig mental sundhed, og at der gøres en aktiv indsats for at fremme deres sociale integration; mener, at brugere, familier og plejepersonale er vigtige partnere i udviklingen af tjenester på arbejdspladsen og i samfundet; understreger betydningen af kurser for at skabe øget bevidsthed på arbejdspladsen; mener, at brugere, familier og plejepersonale er vigtige partnere i udviklingen af tjenester, og opfordrer derfor til, at de gives større indflydelse og inddrages i alle aspekter af planlægningen og driften af tjenesterne;

17.  understreger arbejdsgivernes afgørende rolle i forbindelse med ansættelse og fortsat beskæftigelse af personer, der har været psykisk syge, og EU's rolle i bekæmpelsen af den stigmatisering og forskelsbehandling, som personer, der har været psykisk syge, udsættes for; påpeger, at beskæftigelsesrammedirektivet 2000/78/EF indeholder en ramme for forebyggelse af forskelsbehandling på grund af handicap, og at det skal gennemføres fuldt ud; mener, at det er afgørende, at dårlig mental sundhed anerkendes som et handicap i alle medlemsstater;

18.  bemærker, at der ifølge grønbogen er væsentlige forskelle på selvmordshyppigheden i de forskellige medlemsstater; finder, at de socioøkonomiske, miljø- og sundhedsmæssige faktorer, der er ansvarlige for disse forskelle, bør undersøges, ligesom følgerne af de ovennævnte faktorer for borgernes mentale sundhed; anbefaler, at medlemsstaterne støtter netværk for personer med mentale lidelser og adfærdsforstyrrelser samt deres familier, vurderer og slår til lyd for politikker og programmer med sigte på at formindske stigmatisering og social udelukkelse og gennemfører offentlige oplysningsprogrammer til forbedring af offentlighedens kendskab til årsager til, symptomer på og behandlingsmuligheder for mentale lidelser;

19.  bemærker derudover, at der bør fastlægges betingelser for brugen af de tilgængelige fællesskabsinstrumenter, som f.eks. det syvende forskningsrammeprogram, med henblik på udvikling af forskningsmuligheder og støtte til forskning i mental sundhed i EU;

20.  minder også Kommissionen om, at personer med handicap og kroniske sygdomme er sårbare og har særlig brug for støtte til at forebygge udvikling af depression og andre mentale sygdomme;

21.  er af den opfattelse, at brug af tvang er yderst kontraproduktiv ved behandling af dårlig mental sundhed; er enig i, at tvangsindlæggelse af patienter og/eller tvungen behandling i nærsamfundet kun bør vælges, når mindre restriktive frivillige alternativer har slået fejl; understreger, at effektive mekanismer til sikring af menneskers grundlæggende rettigheder bør indgå i de processer og procedurer, der er forbundet med tvangsindlæggelse og tvungen behandling; slår til lyd for en afinstitutionalisering og understreger betydningen af pleje i nærsamfundet;

22.  er også af den opfattelse, at en bedre orientering af offentligheden, arbejdsmarkedets parter og andre ansvarlige organer om dårlig mental sundhed og forebyggelses- og behandlingsmulighederne samt øget integration af psykisk syge og personer med handicap i arbejdslivet kan føre til en større samfundsmæssig accept og forståelse;

23.  mener, at målet om at fremme mental sundhed bør prioriteres højere i de nationale sundhedssystemer af hensyn til den indvirkning, den har på det personlige, familiemæssige og sociale velfærd, og i overensstemmelse med WHO's og ILO's henstillinger;

24.  mener, at det er nødvendigt at anvende flere ressourcer på at fremme mental sundhed gennem forebyggende forskningstiltag, især under henvisning til EU's aldrende befolkning og den deraf følgende stigning i antallet af tilfælde af neurodegenerative lidelser som f.eks. Alzheimer og parkinsonisme;

25.  understreger den øgede medikalisering af livssituationer, hvoraf visse i stigende grad defineres som sygdomme og som sådanne behandles medicinsk;

26.  bemærker, at ansvaret for organisering og finansiering af sundhedspleje, herunder sundhedspleje for psykisk syge, udelukkende hviler på de nationale regeringer;

27.  understreger, at mental sundhed både er et helbredsspørgsmål og et socialt spørgsmål; påpeger også, at den stigende forekomst af psykiske sygdomme og de forbedrede, men bekostelige, behandlingsmuligheder udgør en betydelig udfordring for de nationale socialsikringssystemer;

28.  understreger, at der er store forskelle i udgifterne til mental sundhed i de enkelte medlemsstater, både i absolutte tal og som en procentdel af de samlede sundhedsudgifter;

29.  understreger med hensyn til EU's beskæftigelsesstrategi både den mentale sundheds indflydelse på beskæftigelsen og arbejdsløsheds indflydelse på den mentale sundhedstilstand;

30.  understreger dels behovet for en bedre information af offentligheden om mentale sundhedsspørgsmål og dels den afgørende betydning af en rettidig påvisning af mentale sygdomme, der ofte er vanskelige at diagnosticere, for at mindske både den sundhedsmæssige og den sociale og økonomiske indvirkning;

31.  mener, at der er behov for grundig forskning i årsagerne til de eksisterende forskelle i tilrettelæggelsen af og adgangen til lægebehandling og social pleje af personer med mentale lidelser såvel som til behandlingens forskellige resultater; mener endvidere, at en sådan forskning kræver fælles definitioner og metodologier, og at de grundlæggende elementer i plejen af psykisk syge skal være kvalitet, differentiering, kompleksitet og kontinuitet; mener endelig, at de lægebehandlings- og socialforsorgsinstitutioner, der ikke opfylder ovennævnte krav, ikke bør deltage i sundhedsplejen;

32.  mener, at plejen af psykisk syge skal være sammenhængende for at undgå unødvendig eller ubegrundet langvarig hospitalsindlæggelse af patienter, hvis sygdom kan behandles ambulant i institutioner med kvalificeret personale; mener, at det altid er nødvendigt at sikre terapeutisk kommunikation med patientens sociale baggrund og at give patienten adgang til sociale tjenester og et nyttigt program, der sigter på at maksimere patientens sociale og beskæftigelsesmæssige potentiale; mener derfor, at medlemsstaterne bør stille de nødvendige midler til rådighed for at støtte finansieringen af selvstændige boliger og beskæftigelse til egnede patienter og sørge for permanent og hensigtsmæssig social- og sundhedspleje for andre patienter.

PROCEDURE

Titel	Forbedring af befolkningens mentale sundhed. På vej mod en strategi for mental sundhed i Den Europæiske Union
Procedurenummer	2005/2058(INI)
Korresponderende udvalg	ENVI
Rådgivende udvalg   Dato for meddelelse på plenarmødet	EMPL 16.3.2006
Udvidet samarbejde – dato for meddelelse på plenarmødet
Ordfører   Dato for valg	Kathy Sinnott 27.10.2005
Oprindelig rådgivende ordfører
Behandling i udvalg	21.3.2006		19.4.2006
Dato for vedtagelse	20.4.2006
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	39 0 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Jan Andersson, Roselyne Bachelot-Narquin, Milan Cabrnoch, Alejandro Cercas, Ole Christensen, Derek Roland Clark, Jean Louis Cottigny, Proinsias De Rossa, Harald Ettl, Carlo Fatuzzo, Joel Hasse Ferreira, Stephen Hughes, Karin Jöns, Jan Jerzy Kułakowski, Sepp Kusstatscher, Jean Lambert, Bernard Lehideux, Elizabeth Lynne, Thomas Mann, Mario Mantovani, Jan Tadeusz Masiel, Ana Mato Adrover, Maria Matsouka, Marie Panayotopoulos-Cassiotou, Pier Antonio Panzeri, Jacek Protasiewicz, José Albino Silva Peneda, Kathy Sinnott, Jean Spautz
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Edit Bauer, Mihael Brejc, Udo Bullmann, Françoise Castex, Marian Harkin, Anne E. Jensen, Jamila Madeira, Leopold Józef Rutowicz, Elisabeth Schroedter, Evangelia Tzampazi, Yannick Vaugrenard
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog)	...

UDTALELSE fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (22.6.2006)

til Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

om forbedring af befolkningens mentale sundhed - På vej mod en strategi for mental sundhed i Den Europæiske Union
2006/2058 (INI)

Rådgivende ordfører: Marta Vincenzi

FORSLAG

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling opfordrer Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, som er korresponderende udvalg, til at indarbejde følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A. der henviser til, at en god mental sundhed sætter borgerne i stand til at udnytte deres intellektuelle og emotionelle potentiale og integrere sig i det sociale liv og i skole- og arbejdslivet, og til, at en dårlig mental sundhed derimod er en kilde til udgifter, social udstødelse og stigmatisering,

B. der henviser til, at der findes en klar kønsdimension på området sundhed, navnlig med hensyn til spiseforstyrrelser, neurodegenerative sygdomme, skizofreni, humørsvingninger, angst, panik, depression, alkoholmisbrug og stofmisbrug af forskellig art, for ikke at tale om selvmord og drab, som er områder, hvor en mere systematisk forskning er påkrævet,

C. der henviser til, at kvinder i proportionelt højere grad end mænd henvender sig til sundhedstjenester for at få hjælp og indtager dobbelt så mange psykofarmaka med recept end mænd, og til, at farmakokinetiske undersøgelser viser, at kvinder er mere følsomme over for disse produkter,

D. der henviser til, at ligesom krigsofre lider også voldofre af posttraumatisk stress, at langsigtet beskyttelse af ofrene er en forudsætning for rehabilitering, og at stress som følge af frygt for nye voldsovergreb påvirker både psyken og kroppens immunforsvar negativt,

E. der henviser til, at der kun er sket ringe klarlægning af mentale sundhedsproblemer som følge af vold mod kvinder og piger, at der ikke rutinemæssigt tages hensyn til beretninger om vold, og at mange kvinder og piger er tilbageholdende med at afsløre længere tids voldeligt misbrug af dem, medmindre læger og sundhedspersonale stiller dem direkte spørgsmål herom,

1. glæder sig over Kommissionens grønbog, men mener, at der ikke er taget tilstrækkelig hensyn til problemernes omfang, og anmoder derfor om, at kønsdimensionen systematisk indgår i alle de tiltag, der foreslås, både inden for fremme af den mentale sundhed, i de forebyggende tiltag og inden for forskning, hvor hidtidige undersøgelser har vist sig at være utilstrækkelige og utidssvarende, hvorfor de fremskridt der er sket med hensyn til forebyggelse og behandling af disse sygdomme er betydeligt mindre end de registrerede fremskridt for andre sygdomme;

2. understreger behovet for at overveje, hvordan de tilgængelige fællesskabsinstrumenter, såsom det syvende rammeprogram for forskning, bedst kan udnyttes med henblik på at opbygge kapaciteter, der kan varetage forskningen i mental sundhed i Unionen;

3. kræver, at det personalet inden for den primære sundhedspleje får den nødvendige skoling, således at mentale sundhedsproblemer, der skyldes vold i hjemmet, seksuelt misbrug, højt begavede børn, kemisk forgiftning, miljøforurening og akut og kronisk stress hos kvinder og piger diagnosticeres korrekt;

4. opfordrer til, at viden og forebyggelse udbygges, og til, at der foreslås hensigtsmæssige politikker, der har til formål at forebygge psykologiske og psykopatologiske lidelser i udviklingsalderen, navnlig i familien, da det gælder om at forebygge sygdomme i voksenalderen - sygdomme, som ved et alvorligt udbrud i barndommen eller ungdommen har en tendens til at blive kroniske;

5. opfordrer til, at der ydes bistand til mødre før og efter fødslen med henblik på at undgå depressioner eller andre psykopatologiske symptomer, som ofte forekommer i disse situationer;

6. kritiserer den stigende medicinering i forbindelse med de forskellige processer og udviklingsstadier i kvinde- og pigekroppen, hvilket medfører, at pubertet, graviditet og overgangsalder stadig oftere betegnes som "sygdomme" eller "lidelser," som må behandles medicinsk, og følgelig at sociale og kulturelle definitioner af, hvad der er "normalt" i forbindelse med kvinders og pigers sundhed og krop, ignoreres;

7. bemærker, at socialt definerede billeder af, hvordan pige- og kvindekroppen skal se ud, indvirker på kvinders og pigers mentale sundhed og trivsel og bl.a. resulterer i en stigende forekomst af spiseforstyrrelser;

8. minder om, at mentale sundhedsproblemer er den væsentligste grund til førtidspensionering og invalidepension; opfordrer til udarbejdelse af en konkret strategi rettet mod en forbedring af ældres, og især ældre kvinders mentale sundhed, eftersom kvinder har længere levetid, som kan være i form af støttenetværk og frivillige tjenester;

9. minder om, at mental og fysisk sundhed er tæt forbundne; fastholder, at det er nødvendigt at tillægge mental og fysisk sundhed lige stor betydning i hospitalsbehandling, navnlig i forbindelse med behandling af alvorlige og/eller uhelbredelige sygdomme, med henblik på at bidrage til en bedre livskvalitet for patienterne;

10. bifalder forslaget om afinstitutionalisering af de psykiatriske tjenester og opgivelsen af de store psykiatriske institutioner, som bør erstattes af muligheder for anbringelse i mindre beboelser samt mulighed for decentrale specialiserede tjenester, hvilket vil fremme resocialisering, og som er tilpasset patienternes og deres familiers behov; glæder sig over bestræbelserne på at integrere psykisk syge i samfundet og opfordrer medlemsstaterne til at støtte sådanne initiativer;

11. opfordrer medlemsstaterne til at sørge for bedre information og uddannelse af samfundet, familierne, plejepersonalet og andre, der arbejder med dårlig mental sundhed og til at sørge for strategier om pleje og behandling, som vil give større tolerance, forståelse og accept af patienternes aktive deltagelse i samfundet;

12. finder, at der bør ydes stor støtte til familier med et hjemmeboende psykisk sygt familiemedlem, både fra åbne boligstrukturers side og i form af lægehjælp og psykologisk hjælp i hjemmet;

13. mener, at Kommissionen og medlemsstaterne må føre tilsyn med den betydelige procentmæssige stigning i forekomsten af sygdomme, som er knyttet til ny livsstil - ernæringsforstyrrelser, depression, selvmord, forkert anvendelse af medicin og anvendelse af narkotika - som i stigende grad rammer de yngre generationer;

14. kræver større anerkendelse af sammenhængen mellem diskrimination, vold og dårlig mental sundhed og dermed af betydningen af at bekæmpe alle former for vold og diskrimination som led i strategien til fremme af mental sundhed gennem forebyggelse;

15. mener, at mænd, som begår vold mod kvinder, ikke bare bør straffes uden at modtage den nødvendige træning i empati, selvindsigt og selvbeherskelse, inden de igen sættes på fri fod, og at mænd, som efter afsoning af en fængselsstraf fortsat forfølger kvinder, bør overvåges eller eventuelt fængsles igen;

16. understreger, at eksponering for kemikalier og miljøforurening påvirker kvinders og pigers krop og dermed også deres mentale sundhed;

PROCÉDURE

Titel	Forbedring af befolkningens mentale sundhed - På vej mod en strategi for mental sundhed i Den Europæiske Union
Referencer	2006/2058(INI)
Korresponderende udvalg	ENVI
Udtalelse af   Dato for meddelelse på plenarmødet	FEMM 16.3.2006
Ordfører(e)   Dato for valg	Marta Vincenzi 21.3.2006
Oprindelig(e) ordfører(e)	-
Behandling i udvalg	3.5.2006		22.6.2006
Dato for vedtagelse	22.6.2006
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	18 0 1
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Edit Bauer, Hiltrud Breyer, Maria Carlshamre, Edite Estrela, Věra Flasarová, Nicole Fontaine, Zita Gurmai, Esther Herranz García, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Urszula Krupa, Angelika Niebler, Christa Prets, Teresa Riera Madurell, Raül Romeva i Rueda, Amalia Sartori, Britta Thomsen, Anna Záborská
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Kartika Tamara Liotard
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere ( jf. art. 178, stk. 2)	Guido Sacconi
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog)	...

PROCEDURE

Titel	Forbedring af befolkningens mentale sundhed. På vej mod en strategi for mental sundhed i Den Europæiske Union
Procedurenummer	2006/2058(INI)
Korresponderende udvalg   Dato for meddelelse på plenarmødet   om tilladelse	ENVI 16.3.2006
Rådgivende udvalg   Dato for meddelelse på plenarmødet	FEMM 16.3.2006		EMPL 16.3.2006				LIBE 16.3.2006		ITRE 16.3.2006
Ingen udtalelse(r)   Dato for afgørelse	LIBE 19.4.2006		ITRE 20.3.2006
Udvidet samarbejde   Dato for meddelelse på plenarmødet
Ordfører(e)   Dato for valg	John Bowis 29.11.2005
Oprindelig(e) ordfører(e)
Behandling i udvalg	29.5.2006			13.7.2006
Dato for vedtagelse	13.7.2006
Resultat af den endelige afstemning	+ : - : 0 :	51 0 1
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Adamos Adamou, Georgs Andrejevs, Johannes Blokland, John Bowis, Frieda Brepoels, Dorette Corbey, Chris Davies, Avril Doyle, Mojca Drčar Murko, Edite Estrela, Anne Ferreira, Karl-Heinz Florenz, Alessandro Foglietta, Matthias Groote, Françoise Grossetête, Cristina Gutiérrez-Cortines, Satu Hassi, Marie Anne Isler Béguin, Dan Jørgensen, Christa Klaß, Holger Krahmer, Urszula Krupa, Marie-Noëlle Lienemann, Jules Maaten, Linda McAvan, Roberto Musacchio, Péter Olajos, Adriana Poli Bortone, Frédérique Ries, Guido Sacconi, Karin Scheele, Carl Schlyter, Horst Schnellhardt, Richard Seeber, Kathy Sinnott, Jonas Sjöstedt, Bogusław Sonik, María Sornosa Martínez, Antonios Trakatellis, Thomas Ulmer, Anja Weisgerber, Åsa Westlund, Anders Wijkman
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Bairbre de Brún, Jolanta Dičkutė, Jutta D. Haug, Karin Jöns, Caroline Lucas, Justas Vincas Paleckis, Amalia Sartori, Renate Sommer, Glenis Willmott
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2
Dato for indgivelse	18.7.2006
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog)