BETÆNKNING om en ny rammestrategi for flersprogethed
23.10.2006 - (2006/2083(INI))
Kultur- og Uddannelsesudvalget
Ordfører: Bernat Joan i Marí
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om en ny rammestrategi for flersprogethed
Europa-Parlamentet,
– der henviser til artikel 192, andet afsnit, i EF-traktaten,
– der henviser til artikel 149, 151 og 308 i EF-traktaten,
– der henviser til artikel 21 og 22 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder,
– der henviser til sin beslutning af 14. januar 2003 om bevarelse og fremme af den kulturelle mangfoldighed: de europæiske regioners og internationale organisationers rolle (f.eks. UNESCO og Europarådet)[1] og henvisningen deri til sproglig mangfoldighed i Europa[2],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1934/2000/EF af 17. juli 2000 om Det Europæiske Sprogår 2001[3],
– der henviser til Rådets resolution af 14. februar 2002 om fremme af den sproglige mangfoldighed og indlæringen af fremmedsprog inden for rammerne af gennemførelsen af målene for Det Europæiske Sprogår 2001[4],
– der henviser til Europarådets europæiske charter om regionale sprog og mindretalssprog, der trådte i kraft den 1. marts 1998,
– der henviser til Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal, der trådte i kraft den 1. februar 1998,
– der henviser til sin beslutning af 4. september 2003 med henstillinger til Kommissionen om regionale og mindre udbredte europæiske sprog – mindretalssprog i EU - under hensyntagen til udvidelsen og den kulturelle mangfoldighed[5],
– der henviser til forretningsordenens artikel 45,
– der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A6-0372/2006),
A. der henviser til, at sproglig og kulturel mangfoldighed er et grundlæggende princip i EU og er stadfæstet i artikel 22 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, der har følgende ordlyd: "Unionen respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed",
B. der henviser til, at flersprogethed er et særligt kendetegn ved EU, som gør det til et tydeligt eksempel på og et grundlæggende element i den europæiske kultur,
C. der henviser til, at det i ovennævnte beslutning af 14. januar 2003 foreslog, at følgende nye artikel indsættes i EF-traktaten: "Fællesskabet respekterer og fremmer inden for sit kompetenceområde den sproglige mangfoldighed i Europa, herunder regionale sprog eller mindretalssprog som udtryk for en sådan mangfoldighed, ved at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og anvende andre hensigtsmæssige instrumenter til opfyldelse af dette mål",
D. der henviser til, at fremme af flersprogethed i et pluralistisk Europa er en væsentlig faktor i den kulturelle, økonomiske og sociale integration, som især styrker borgernes færdigheder og fremmer deres mobilitet,
E. der henviser til, at nogle europæiske sprog også tales i en lang række tredjelande og udgør en vigtig forbindelse mellem mennesker og nationer i forskellige af verdens regioner,
F. der henviser til, at nogle af de europæiske sprog har en særlig evne til at etablere en umiddelbar og direkte kommunikation med andre dele af verden,
G. der henviser til, at sproglig mangfoldighed kan være et element i den sociale samhørighed og en kilde til tolerance, accept af forskelle, identifikation og gensidig forståelse mellem mennesker,
H. der henviser til, at flersprogethed ligeledes bør have som mål at fremme respekten for mangfoldighed og tolerance for at undgå, at der eventuelt opstår aktive eller passive konflikter mellem forskellige sproglige samfund i medlemsstaterne,
I. der henviser til, at alle sprog, der er fremragende midler til adgang til en kultur, er et udtryk for en særskilt måde at opfatte og beskrive virkeligheden på og derfor må have de betingelser, der er nødvendige for, at de kan udvikle sig,
J. der henviser til, at det er nødvendigt at kende principperne for indlæring af ord, udtryksfærdighed og opnåelse af de grundlæggende begreber i barndommen, hvilket danner grundlag for modersmålet, med henblik på at fremme indlæringen af andre sprog i overensstemmelse med målet "modersmål + 2",
K. der henviser til, at regionale sprog og mindretalssprog er en stor kulturskat, og at bevarelsen af dem bør fremmes, da de udgør en fælles kulturarv,
L. der henviser til, at Europa-Parlamentet og Regionsudvalget ved mange lejligheder har behandlet spørgsmålet om betydningen af mindre udbredte sprog, og at der i øjeblikket ikke findes nogen lovbestemmelser på EU-plan vedrørende europæiske regionale og mindre udbredte sprog,
M. der mener, at der bør lægges særlig vægt på at fremme adgangen til indlæring af fremmedsprog for forfordelte personer eller personer, der befinder sig i en vanskelig situation, eller handicappede,
Specifikke bemærkninger til rammestrategien
1. glæder sig over Kommissionens tilsagn og navnlig rammestrategien om at fremme kendskabet til sprog og drage kulturel og socio-økonomisk fordel heraf;
2. mener, at det med henblik på opnå de mål, der er fastsat i Lissabon-strategien, er absolut nødvendigt at forbedre kvaliteten, effektiviteten og tilgængeligheden af undervisnings- og uddannelsessystemer i Den Europæiske Union og fremme indlæring af fremmedsprog;
3. anerkender de europæiske verdenssprogs strategiske betydning som kommunikationsmiddel og som middel til solidaritet, samarbejde og økonomisk investering og derfor som en af de vigtige politiske retningslinjer i den europæiske politik om flersprogethed;
4. glæder sig over Kommissionens langsigtede målsætning om at forbedre de individuelle sprogfærdigheder med henvisning til det mål, som Det Europæiske Råd i Barcelona fastsatte i 2002, ifølge hvilket borgerne bør lære mindst to sprog ud over deres modersmål;
5. minder EU's medlemsstater om, at det er nødvendigt at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til fremme af en reel indlæringspolitik for fremmedsprog; genbekræfter endvidere, at tidlig sprogindlæring er af omfattende betydning og bør baseres på effektive metoder i overensstemmelse med de bedste tilgængelige teknikker;
6. mener, at der mangler detaljerede og pålidelige data og passende indikatorer for den nuværende situation med hensyn til fremmedsprogsfærdigheder i en række medlemsstater, og glæder sig derfor over forslaget om en europæisk indikator for sprogkundskaber; mener, at denne indikator bør omfatte alle officielle EU-sprog, og at den, såfremt den er gennemførlig rent proceduremæssigt, kan udvides ud over de fem mest udbredte sprog til at omfatte de øvrige EU-sprog, således at man kan danne sig et reelt billede af sprogkompetencerne;
7. mener, at forslagene om flersprogethed ikke bør begrænses til de vigtigste officielle sprog/medlemsstatssprog;
8. glæder sig over Kommissionens forpligtelse til at give borgerne adgang til EU-lovgivning, -procedurer og -informationer på deres eget sprog; mener imidlertid, at dette bør omfatte så mange af medlemsstaternes sprog som muligt, der anvendes af EU-borgere; på denne måde ville Kommissionens erklæring om, at borgerne har ret til adgang til EU på deres eget sprog uden hindringer, være en realitet; dette ville være et vigtigt middel til at fjerne afstanden mellem EU og mange af dets borgere, hvilket er hovedformålet med plan D for demokrati, dialog og debat;
9. mener, at EU i overensstemmelse med meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om sprogvalget i forbindelse med forbrugeroplysning i EF (KOM(1993)0456) skal respektere subsidiaritetsprincippet i sprogpolitikken, således at EU ikke via gennemførelsen af sin egen sprogordning eller via sin sektorlovgivning ændrer den eksisterende sproglovgivning i de enkelte medlemsstater på hele eller en del af sit område;
10. opfordrer Kommissionen og de andre europæiske institutioner til at gøre bedst mulig brug af nye digitale og teknologiske oversættelsesredskaber på deres websider, således at de europæiske borgere får mulighed for adgang til og kan skaffe sig informationer om Europa på deres egne sprog;
11. mener, at migranter bør have de bedste muligheder for at lære et eller flere af værtslandets sprog som fastsat i disse landes lovgivning med henblik på at fremme deres sociale og kulturelle integration i det omfang, hvor dette viser sig nødvendigt og med udgangspunkt i de metoder, som har vist sig at være effektive til indlæring af sprog og til integration af migranter, og for at gøre det muligt for dem at blive undervist på deres modersmål, således at de kan bevare deres kontakter til deres hjemland;
12. hilser tanken om at tilskynde medlemsstaterne til at udarbejde nationale planer velkommen, fordi den erkender behovet for sprogplanlægning på medlemsstatsplan; mener, at dette vil styrke mange af de mindre udbredte sprog og øge kendskabet til betydningen af sproglig mangfoldighed; foreslår, at medlemsstaternes planer omfatter de mindre udbredte sprog i de enkelte medlemsstater og undersøger muligheden for, at interesserede voksne lærer disse sprog, samt medtager disse projekter som eksempler på bedste praksis;
13. støtter indsatsen for bedre uddannelse af undervisere, også for ikke-sproglærere og lærere inden for erhvervsuddannelser, og tilføjer, at antallet af sprog, der undervises i både i og uden for skolen, bør udvides for at gøre det muligt for fremtidige lærere at lære og senere undervise i en større mangfoldighed af sprog på samme vilkår forudsat, at der gives udtryk for interesse i denne retning; minder i denne forbindelse om, at sprogundervisning er vigtig for at fremme og lette mobiliteten ikke kun for studerende men også for alle arbejdstagere, som søger beskæftigelse i en af medlemsstaterne;
14. opfordrer indtrængende til, at der lægges særlig vægt på fremme af indlæring af sprog hos ugunstigt stillede mennesker eller mennesker, der lever under vanskelige forhold, og hos handicappede;
15. glæder sig over den mere omfattende anvendelse af integreret læring af indhold og sprog, hvor eleverne lærer et emne via undervisning på et fremmedsprog, og opfordrer medlemsstaterne til at danne et netværk af bedste praksis, især via analyser af de opnåede resultater fra kurser i sprogfordybelse i flersprogede lande;
16. glæder sig over den omstændighed, at de højere læreanstalter spiller en mere aktiv rolle i fremme af flersprogethed ikke blot blandt studerende og personale, men også i det bredere lokalsamfund, og mener derfor, at forbindelserne mellem universiteter og nationale, lokale og regionale myndigheder bør fremmes;
17. mener, at de sprog, der anvendes i Erasmus-kurser, bør være værtslandets eller værtsregionens officielle undervisningssprog, og at det bør sikres, at Erasmus-studerende opnår færdigheder i dette sprog, der sætter dem i stand til at følge de kurser godt, der formidles på dette sprog;
18. glæder sig over, at der i det syvende rammeprogram lægges vægt på forskning og teknologisk udvikling inden for sprogrelaterede informationsteknologier med henblik på at styrke flersprogethed via ny informationsteknologi;
19. støtter forslagene om flersprogethed i informationssamfundet og skabelsen og formidlingen af flersproget indhold og viden; mener, at der findes et voksende udbud af teknologier, der bidrager til en øget anvendelse af alle sprog, herunder de mindst udbredte; er af den opfattelse, at teknologien frembyder det største potentiale for sikring af et socialt lingvistisk rum for alle Europas sprog;
20. støtter forslagene om udvikling af sprogrelaterede erhverv og industrier; mener, at alle de europæiske sprog vil have behov for nye teknologier, såsom talebearbejdning, talegenkendelse osv., samt arbejde med terminologi, udvikling af sprogundervisning, certificering og afprøvning; er af den opfattelse, at de mindre brugte sprog ellers vil sakke agterud, idet deres sociale lingvistiske rum overtages af andre mere udbredte sprog - navnlig engelsk;
21. støtter en europæisk standard for oversættelsestjenester og mener, at der bør gennemføres en proaktiv politik for udvikling af oversættelsestjenester for mindre udbredte sprog;
22. glæder sig over forslaget om større transparens i sprogundervisning, -testning og ‑certificering gennem offentliggørelse af en oversigt over de systemer, der er tilgængelige på nuværende tidspunkt;
Foreslåede foranstaltninger
23. opfordrer de europæiske institutioner og organer til at forbedre deres kommunikation med borgerne på deres eget nationale sprog, uanset om det pågældende sprog har officiel status på medlemsstatsplan eller på EU-plan;
24. opfordrer til, at der vedtages en klar og sammenhængende EU-sprogplan og en EU-sproglovgivning; er af den opfattelse, at der er behov for en EU-sproglov, der kan udgøre retsgrundlaget for sprogrettigheder både kollektivt og individuelt; mener, at der på grundlag af en sådan lovgivning kunne udarbejdes en plan for at sikre sproglig mangfoldighed og sprogrettigheder;
25. tilskynder Kommissionen til at fortsætte gennemførelsen af forslagene i Ebner-betænkningen, for så vidt som de er gennemførlige, og til regelmæssigt at informere Parlamentet om resultaterne heraf;
26. anmoder Kommissionen om at lette og fremme adgangen til informationer og støtte til ansøgende organer, hvis formål er at fremme flersprogethed, via netværk og/eller projekter, som finansieres af Kommissionen fra 2007;
o
o o
27. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.
BEGRUNDELSE
Resumé af meddelelsen
I meddelelsen bekræftes Kommissionens forpligtelse til flersprogethed, ligesom der foreslås specifikke foranstaltninger. Det bemærkes, at EU er grundlagt på princippet om at være "forenet i mangfoldighed", og at der ud over EU's 20 officielle sprog findes ca. 60 andre oprindelige sprog og sprog, som tales af migranter. Denne mangfoldighed anses for at være en "kilde til velstand", som baner vej for "større solidaritet" og "gensidig forståelse".
Med henvisning til definitionen af flersprogethed, der omfatter "forskellige sprogsamfunds sameksistens inden for et givet geografisk område", foreslås der politikker, der søger at "fremme et klima, hvor alle sprog kan komme til udtryk i fuldt omfang, og hvor undervisning i og læring af en række sprog trives".
Med hensyn til de mindre udbredte sprog bemærker Kommissionen, at den har ydet hovedparten af støtten til Det Europæiske Kontor for Mindre Udbredte Sprog og til Mercator-netværkerne. Kommissionen henviser til feasibility-undersøgelsen vedrørende eventuel oprettelse af et europæisk agentur for sproglæring og lingvistisk mangfoldighed, som havde Europa-Parlamentets fulde støtte, men Kommissionen har valgt et netværk af "centre for sproglig mangfoldighed", og den vil - ikke særligt overbevisende - "undersøge, om det er muligt at finansiere det over flere år gennem det foreslåede program for livslang læring".[1]
Blandt forslagene nævnes det, at det vil være nødvendigt med "nationale planer" for at fremme flersprogethed, og det fremføres temmelig halvhjertet, at "der bør endvidere tages hensyn til undervisning i regionale sprog og minoritetssprog i det omfang, det er hensigtsmæssigt".
Derudover er der opstillet en liste over en række hensigtsmæssige foranstaltninger, herunder brug af nye teknologier, en ny europæisk indikator for sprogkundskaber, en undersøgelse af eksempler på bedste praksis, forskning og mere omfattende brug af integreret indholds- og sprogindlæring.
Afsnit III vedrører en flersproget økonomi, og hvordan sprogfærdigheder gør EU mere konkurrencedygtig, og heri erkendes det, at det er godt for virksomheden at tale kundens sprog. Teksten ser ud til at sigte mod "officielle sprog".
I afsnit IV fremhæves flersprogethed i forbindelse med Kommissionens kontakt med borgerne. Da EU vedtager lovgivning, som er direkte bindende for dets borgere, er det en forudsætning for Unionens legitimitet og transparens, at borgerne kan kommunikere med dets institutioner og læse EU-love på det, der kaldes det "nationale" sprog, og kan deltage i arbejdet med at udbygge EU "uden at støde på sprogbarrierer". Selv om dette er rosværdigt, ser det ud til kun at omfatte "officielle" sprog. Det er en fejl, når der tales om, at alle borgere har universel adgang til EU-projektet, når statsløse og regionale sprog, hvoraf nogle tales af flere mennesker end nogle af medlemsstaternes sprog, reelt er udelukket. Det er utroligt, at EU, samtidig med at det søger at komme tættere på borgerne, allerede fra starten udelukker 10 %[2] af dem, fordi der ikke føres en integreret sprogpolitik.
Derudover hilses de fremsatte forslag velkommen, men kun hvis de omfatter "regionale sprog" eller mindretalssprog.
Betragtninger om egentlig flersprogethed
Sproglig mangfoldighed i Europa er nu officielt anerkendt (f.eks. i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, udkastet til forfatning) og støttet (f.eks. i Københavnskriterierne fra 1993), men realiteten er, at mange sprog mister udøvere som følge af et sammenbrud i overleveringen mellem generationerne og, manglende sprogundervisning, og fordi mange udøvere ikke har nogen som helst ret til at tale deres sprog i nogen officiel sammenhæng.
Endvidere er den forkastede EU-forfatning, som indeholdt adskillige bestemmelser, der sikrede støtte til mindre udbredte sprog, ikke blevet tilstrækkeligt anerkendt for sin indvirkning på fremme af mindre udbredte sprog og opnåelse af rettigheder for disse sprog. Tiden er nu inde til at tage taktikken op til fornyet overvejelse uden forslaget til forfatning, et scenario, der har efterladt de mindre udbredte sprog uden noget egentligt retsgrundlag for gennemførelse af kampagner eller for finansiering. Det betyder, at ngo’er som f.eks. EBLUL (Det Europæiske Kontor for Mindre Udbredte Sprog) nu må fokusere på nye måder at sikre en meningsfuld sproglig mangfoldighed på.
Det, der først og fremmest er behov for, ud over de eksisterende internationale traktater som f.eks. Europarådets europæiske charter om regionale sprog og mindretalssprog og Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal, er bindende lovgivning, der stadfæster den ret, som udøvere af mindre udbredte sprog har såvel individuelt som kollektivt til at leve deres liv på deres sprog, retten til at modtage uddannelse på deres eget sprog og retten til beskyttelse mod fjendtlige medlemsstater, hvis politikker truer de mindre udbredte sprog, og som forsøger at assimilere den statsløse nation og/eller det nationale mindretal.
Nyere forskning tyder på, at regionale sprog eller mindretalssprog i et land er økonomisk fordelagtigt for dette land. På grundlag af fordelene ved mindre udbredte sprog/officiel tosprogethed viser forskningen, hvordan tosprogede mennesker har bedre kognitive evner, hvilket fører til en befolkning med øgede evner. Investering i tosprogethed og flersprogethed er derfor en investering i social kapital.
Meddelelsen er, selv om den er velmenende og indeholder adskillige velkomne innovative forslag, i bedste fald fortsat tvetydig i spørgsmålet om ikke-officielle sprog og overser i værste fald, at adskillige europæiske sprog er i fare for at forsvinde. Derudover gør den ikke ud fra et sprogplanlægnings- og sprogudviklingssynspunkt noget klart fremskridt i spørgsmålet om udvikling af en betydningsfuld sproglig mangfoldighed, der som en af EU’s kerneværdier er af afgørende betydning, hvis EU sigter mod at nå frem til en reel flersprogethed.
De nuværende regler for opnåelse af EU-støtte udelukker mindre sproggrupper, uanset om der er tale om medlemsstaternes sprog eller andre sprog. I forlængelse af handlingsplanen signalerer meddelelsen om flersprogethed et endeligt klart brud med enhver tanke om øremærket finansiering til projekter inden for mindre udbredte sprog, et scenario, der effektivt vil marginalisere de mindre udbredte sprog, især de mest truede. Kommissionens forslag signalerer et paradigmeskift væk fra EU-politikken fra før 2000 med direkte støtte til mindre udbredte sprog (med B-budgetkontoen) til en politik, hvor mindretalssprogsamfund skal konkurrere på det "åbne marked" med de store sprog. Hvordan de skal gøre dette, er fortsat uklart. Større sprog har store organisationer med store budgetter, f.eks. rådede British Council over 750 mio. euro i 2005 til fremme af engelsk – hvilket er langt mere end budgettet for estisk, svensk, walisisk eller skotsk gælisk.
Der må gennemføres en administrativ forenkling af støtteansøgningerne, der er proportional med beløbets størrelse, en proaktiv politik til fordel for de mindre udbredte sprog ved tildelingen af midler, ligesom øremærket, direkte finansiering (herunder forfinansiering) uden medfinansiering må genindføres. Derudover indebærer it-udviklingen, at alle mindre udbredte sprog mister midler, fordi vægten lægges på de mere udbredte sprog.
Hvis "sproget gør os til mennesker", som kommissær Figel' har erklæret, har de mindre udbredte sprog og deres udøvere behov for den status, der følger med en sådan erklæring. Hvis EU mener noget med sloganerne om at være "forenet i mangfoldighed", og at alle sprog er ligestillede, er der behov for en sammenhængende og meningsfuld EU-sprogpolitik og sproglige rettigheder, der er stadfæstet i lovgivningen, for at sikre, at alle europæiske sprog beskyttes og gives et socialt sprogligt rum, hvor de kan trives. Selv om der findes sprogregler og sprogforordninger, findes der ikke til dato nogen sammenhængende, retligt bindende sprogpolitik for EU, hverken i institutionerne eller i medlemsstaterne.
Bestemmelserne om sproglige menneskerettigheder er forskellige i EU's medlemsstater. Denne anomali styrkes yderligere af den måde, hvorpå tiltrædelseslandene skal opfylde minimumsrettigheder for mindre udbredte sprog og nationale minoritetskriterier. Og dog er der "gamle" medlemsstater, der, hvis de skulle ansøge om EU-medlemskab i dag, overhovedet ikke ville opfylde disse kriterier. Det er en anomali, der er uretfærdig over for de nye medlemsstater og uretfærdig over for de regionale sprog og mindretalssprog, ligesom den illustrerer EU’s dobbelte standarder.
For at skabe flersprogethed må der gennemføres proaktive politikker til fordel for Europas mindre udbredte sprog, herunder medlemsstatssprog såsom estisk og dansk, samt nationale sprog såsom baskisk og walisisk.
Det nytter ikke noget, at Kommissionen kun anerkender, at flere mennesker er flersprogede, når deres andet eller tredje sprog er engelsk. Dette vil føre til en endnu større dominans og styrkelse af brugen af engelsk som EU’s lingua franca. Det, der bør fremmes, er f.eks., når mennesker kan lære sprog fra en anden sproggruppe end deres egen, f.eks. walisisk talende, der lærer polsk. Engelsksprogsundervisning er i sig selv en dynamisk, overskudsskabende industri, og lande med engelsk som modersmål (Det Forenede Kongerige og USA) drager allerede fordel heraf, der er ikke behov for yderligere EU-støtte.
Endvidere skal der udarbejdes en liste over truede europæiske sprog, så de sprog, der har størst behov, kan identificeres og med proaktive politikker modtage mest støtte.
Der er behov for en EU-sprogombudsmand efter den canadiske sprogkommissærmodel. I Canada fremmer og støtter kommissæren for officielle sprog målene i den canadiske lov om officielle sprog, undersøger klager om sproglige rettigheder, kontrollerer forbundsregeringens institutioner for at sikre, at de overholder loven om officielle sprog, sikrer, at regeringsledere betragter sproglige rettigheder som et primært spørgsmål, og fremmer brugen af begge officielle sprog i forbundsregeringen og i det canadiske samfund.[3]
Til trods for at Kommissionen afviser at oprette et agentur for sproglig mangfoldighed og sprogindlæring, er det værd at insistere på, at et sådant oprettes og omdøbes til agentur for flersprogethed. En del af dets mandat skulle være at etablere et net af centre specialiseret i forskning i og fremme af sproglig mangfoldighed.
Alle europæiske sprog bør gøres officielle i EU. Dette skulle være en del af en EU-sprogplan og kan opnås ved at nedbringe antallet af fulde arbejdssprog i EU, hvilket allerede de facto er tilfældet. Det er bare ikke acceptabelt kun at have medlemsstaternes sprog. Hvis ens sprog har officiel status, sender det et klart budskab til alle EU-borgere om, at de skal behandles på lige fod, og det kan kun skabe tættere forbindelser mellem EU og dets borgere. Omkring 10 % (46 mio.) af EU’s befolkning, dvs. de af EU’s borgere, der taler regionale sprog eller mindretalssprog, er tvunget til at anvende deres modersmål, når de er i kontakt med EU.
Det fastslås i meddelelsen, at borgerne skal kommunikere med EU på deres "eget sprog" og tage del i EU-projektet "uden at støde på sprogbarrierer", men den modsiger straks sig selv ved at begrænse disse sprog til udelukkende at omfatte medlemsstaternes officielle sprog.[4] Derved udelukkes omkring 10 % af EU’s befolkning med et pennestrøg. Walisisk er det nationale sprog i Wales, baskisk er den baskiske nations sprog, men de kan ikke bruges. For at opnå demokratisk legitimitet og gennemskuelighed må EU være tilgængelig for alle dets borgere på alle europæiske sprog. Denne erklæring rejser enorme spørgsmål om, hvad Kommissionen helt nøjagtigt betegner som "flersprogethed". Taler man kun om officielle sprog? Er dette tilfældet, er definitionen uacceptabel.
- [1] Det fremgik dog af Figel's tale på konferencen om regionale sprog og mindretalssprog for nylig, at der nu var større sandsynlighed for, at dette ville blive gennemført.
- [2] Der er omkring 46 mio. mennesker i Europa, som taler regionale eller mindre udbredte sprog, og det svarer til omkring 10 % af EU’s befolkning.
- [3] Jf. http://www.ocol-clo.gc.ca/rights_droits.asp?Lang=English, http://canadaonline.about.com/cs/bilingualism/g/commol.htm
- [4] De sprog, der anvendes i EU, er i øjeblikket fastlagt i bestemmelse nr. 1 i EØF-traktaten fra 1958.
PROCEDURE
|
Titel |
En ny rammestrategi for flersprogethed |
|||||||||||
|
Procedurenummer |
||||||||||||
|
Korresponderende udvalg |
CULT |
|||||||||||
|
Rådgivende udvalg |
ITRE |
EMPL |
|
|
|
|||||||
|
Ingen udtalelse(r) |
ITRE |
EMPL 14.12.2005 |
|
|
|
|||||||
|
Udvidet samarbejde |
|
|
|
|
|
|||||||
|
Ordfører(e) |
Bernat Joan i Marí 23.1.2006 |
|
||||||||||
|
Oprindelig(e) ordfører(e) |
|
|
||||||||||
|
Behandling i udvalg |
20.6.2006 |
|
|
|
|
|||||||
|
Dato for vedtagelse |
9.10.2006 |
|||||||||||
|
Resultat af den endelige afstemning |
+ - 0 |
26 3 0 |
||||||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer |
Maria Badia I Cutchet, Ivo Belet, Guy Bono, Marielle De Sarnez, Marie-Hélène Descamps, Jolanta Dičkutė, Hanna Foltyn-Kubicka, Milan Gaľa, Vasco Graça Moura, Lissy Gröner, Luis Herrero-Tejedor, Ruth Hieronymi, Bernat Joan i Marí, Manolis Mavrommatis, Ljudmila Novak, Doris Pack, Zdzisław Zbigniew Podkański, Pál Schmitt, Nikolaos Sifunakis, Thomas Wise |
|||||||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Ignasi Guardans Cambó, Gyula Hegyi, Reino Paasilinna, Sérgio Sousa Pinto, Grażyna Staniszewska, Catherine Trautmann, Alejo Vidal-Quadras Roca |
|||||||||||
|
+Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
Harald Ettl, Gérard Onesta |
|||||||||||
|
Dato for indgivelse |
23.10.2006 |
|||||||||||
|
Bemærkninger |
|
|||||||||||