INDSTILLING VED ANDENBEHANDLING om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed og om berigtigelsesretten i forbindelse med den europæiske industris konkurrenceevne inden for audiovisuelle tjenester og online-informationstjenester
29.11.2006 - (9577/1/2006 – C6‑0313/2006 – 2004/0117(COD)) - ***II
Kultur- og Uddannelsesudvalget
Ordfører: Marielle De Sarnez
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING
om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed og om berigtigelsesretten i forbindelse med den europæiske industris konkurrenceevne inden for audiovisuelle tjenester og online-informationstjenester
(9577/1/2006 – C6‑0313/2006 – 2004/0117(COD))
(Fælles beslutningsprocedure: andenbehandling)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Rådets fælles holdning (9577/1/2006 – C6‑0313/2006),
– der henviser til sin holdning ved førstebehandling[1] til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2004)0341)[2],
– der henviser til Kommissionens ændrede forslag (KOM(2006)0031)[3],
– der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2,
– der henviser til forretningsordenens artikel 67,
– der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A6‑0433/2006),
1. godkender den fælles holdning;
2. konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med den fælles holdning;
3. pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. EF-traktatens artikel 254, stk. 1;
4. pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten, efter at det er kontrolleret, at alle procedurer er behørigt overholdt, og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;
5. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.
BEGRUNDELSE
Kommissionens forslag til henstilling blev forbedret og suppleret af Europa-Parlamentet på grundlag af en næsten enstemmig beslutning på udvalgsplan og blev derefter vedtaget på plenarforsamlingen under førstebehandlingen den 7. september 2005. Forslaget omfatter en række detaljerede foranstaltninger, som medlemsstaterne og sektorerne for online-audiovisuelle tjenester skal gennemføre for at sikre en bedre beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed. Det indeholder desuden forslag til sikring af en berigtigelsesret i forhold til online-medier.
Spørgsmålet om en berigtigelsesret har været genstand for en lang række forhandlinger med Rådet og Kommissionen. Følgelig kan den fælles holdning betragtes som et fremskridt på området, idet berigtigelsesretten hidtil ikke har været anerkendt på europæisk plan inden for online-medierne.
Internettet er blevet det mest populære kommunikationsmiddel, især blandt de unge - og er tilgængeligt i skolerne, på internetcaféer og via tredjegenerations mobiltelefoner - det er derfor på høje tid, at EU stiller forslag om EU-tiltag, der kan sikre en minimal beskyttelse af de mest sårbare personer og mindreårige, som stadig oftere udsættes for skadelige billeder (af voldelig eller pornografisk karakter).
Den fælles holdning er tilfredsstillende, eftersom den medtager de vigtigste forslag fra samtlige politiske grupper.
Bedre information og bedre uddannelse: Ifølge forslaget til henstilling skal medlemsstaterne gennemføre informationskampagner med det formål at gøre borgerne bevidste om de risici, der kan være forbundet med brugen af internettet, og uddele informationsmateriale med oplysninger om, hvordan man kan surfe sikkert, hvordan man beskytter sig ved hjælp af filtreringssystemer, og hvordan man klager over eller anmelder skadeligt indhold til de telefontjenester, der fremover vil findes i hver enkelt medlemsstat. Medlemsstaterne skal desuden sikre løbende efteruddannelse af lærere og undervisere i brug af internettet og de risici, der er forbundet med chatrooms og forskellige fora.
Med denne information skulle internetbrugerne (forældre, lærere, mindreårige m.fl.) være i stand til at vurdere, hvilke sider og tjenester, de kan bruge uden risici.
Større ansvarlighed: I teksten lægges der endvidere vægt på at ansvarliggøre de relevante erhvervssektorer, således at de sætter alt ind på at undgå diskrimination og ulovligt eller skadeligt indhold og muliggøre anmeldelsen heraf samt bestræber sig på at skabe en kvalitetsmærkning af tjenesteudbyderne. De anmodes i denne forbindelse om at tage initiativ til at fremme adgangen til internettet, men samtidig undgå skadeligt indhold gennem bl.a. anvendelsen af filtreringssystemer eller indførelse af fælles tegn eller advarselsmærkninger (alle disse detaljer er angivet som eksempler i de to bilag, der er vedføjet henstillingen).
Berigtigelsesret i online-medierne:
Endelig har forslaget til henstilling til formål at indføre en berigtigelsesret i forhold til samtlige online-medier. Denne berigtigelsesret fungerer allerede tilfredsstillende inden for den skrevne presse og de audiovisuelle tjenester i samtlige medlemsstater. Det må således anses for passende at indføre minimumskriterier på europæisk plan for udøvelsen af denne ret i forhold til alle de nye elektroniske kommunikationsmidler (internettet og mobiltelefoner). Forslaget til henstilling vil gøre det muligt at sikre en berigtigelsesret, der er tilpasset de elektroniske kommunikationsmidlers teknologiske udvikling.
Overvågning af de foranstaltninger, Kommissionen træffer: Ifølge forslaget til henstilling skal Kommissionen også undersøge mulighederne for at indføre et gratis europæisk telefonnummer, der kan give borgerne lettere adgang til oplysninger om klagemuligheder og filtreringssoftware, og undersøge mulighederne for at indføre domænenavne såsom KID.eu. Det er derudover glædeligt, at Kommissionen planlægger at forlægge en rapport om gennemførelsen og effektiviteten af de foreslåede foranstaltninger og en eventuel revision heraf.
Denne henstilling skulle gøre det muligt at bevare internettet som et attraktivt og bedre sikret kommunikationsmiddel for de yngste og mest sårbare. Med en teknologi i stadig udvikling og et fuldstændigt åbent kommunikationsrum er det nødvendigt at beskytte brugernes og især de mindreåriges grundlæggende rettigheder og regelmæssigt at opdatere, udveksle og evaluere aktioner og standarder. Det er forudsætningen for, at EU's borgere i fuld tillid kan anvende de nye teknologier, og vi kan sikre en reguleret og kontinuerlig udvikling heraf.
PROCEDURE
|
Titel |
Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed og om berigtigelsesretten i forbindelse med den europæiske industris konkurrenceevne inden for audiovisuelle tjenester og online-informationstjenester |
|||||||
|
Referencer |
9577/1/2006 – C6‑0313/2006 – 2004/0117(COD) |
|||||||
|
Dato for EP's førstebehandling – P-nr. |
7.9.2005 |
|||||||
|
Kommissionens forslag |
KOM(2004)0341 – C6‑0029/2004 |
|||||||
|
Kommissionens ændrede forslag |
||||||||
|
Rådets fælles holdning |
28.9.2006 |
|||||||
|
Korresponderende udvalg |
CULT |
|||||||
|
Ordfører(e) |
Marielle De Sarnez |
|
||||||
|
Oprindelig(e) ordfører(e) |
|
|
||||||
|
Behandling i udvalg |
9.10.2006 |
28.11.2006 |
|
|
|
|||
|
Dato for vedtagelse |
28.11.2006 |
|||||||
|
Resultat af den endelige afstemning |
+ : –: 0 : |
19 1 0 |
||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Christopher Beazley, Guy Bono, Marie-Hélène Descamps, Věra Flasarová, Hanna Foltyn-Kubicka, Milan Gaľa, Vasco Graça Moura, Lissy Gröner, Ruth Hieronymi, Manolis Mavrommatis, Marianne Mikko, Ljudmila Novak, Miguel Portas, Karin Resetarits, Nikolaos Sifunakis, Hannu Takkula, Helga Trüpel, Thomas Wise, Tomáš Zatloukal |
|||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere |
Erna Hennicot-Schoepges |
|||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
|
|||||||
|
Dato for indgivelse |
29.11.2006 |
|||||||
|
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog) |
... |
|||||||