BETÆNKNING om integration af nye medlemsstater i den fælles landbrugspolitik

1.3.2007 - (2006/2042(INI))

Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter
Ordfører: Csaba Sándor Tabajdi

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om integration af nye medlemsstater i den fælles landbrugspolitik

(2006/2042(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til artikel 33 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

– der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1268/1999 af 21. juni 1999 om fællesskabsstøtte til førtiltrædelsesforanstaltninger inden for landbrug og udvikling af landdistrikter i ansøgerlandene i Central- og Østeuropa i førtiltrædelsesperioden[1],

– der henviser til akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasning af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union[2],

– der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere[3],

– der henviser til Rådets afgørelse af 22. marts 2004 om tilpasning af akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, som følge af reformen af den fælles landbrugspolitik[4],

– der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 864/2004 af 29. april 2004 om ændring af forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om tilpasning heraf som følge af Den Tjekkiske Republiks, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse af Den Europæiske Union[5],

– der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik[6],

– der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)[7],

– der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 318/2006 af 20. februar 2006 om den fælles markedsordning for sukker[8],

– der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning[9],

– der henviser til Kommissionens forslag til Rådets forordning om ændring og berigtigelse af forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)[10],

– der henviser til forretningsordenens artikel 45,

– der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A6-0037/2007),

A.  der henviser til, at udvidelsen i 2004 for EU betød en betydelig forøgelse af landbrugsarealet (med omkring 27 %), af antallet af landbrugsbedrifter (med omkring 60 %) og af antallet af landarbejdere (med omkring 57 %) og dermed af landbrugets produktionspotentiale og dets betydning, at der med det voksende hektarudbytte for fødevare- og foderproduktionens vedkommende frigives tilstrækkelige arealer til biomasseproduktion, og at dette har bidraget til en yderligere differentiering af de europæiske landbrugs- og landdistriktsstrukturer; der henviser til, at denne proces er blevet forstærket og uddybet ved tiltrædelsen af Bulgarien og Rumænien,

B.  der henviser til, at landbruget i de fleste af de nye medlemsstater adskiller sig stærkt fra landbruget i de femten gamle medlemsstater, hvad angår produktionsniveau og ‑struktur samt bedrifternes størrelse, og at det generelt er mindre effektivt end de gamle medlemsstaters og er dårligere teknisk udviklet samt såvel vertikalt som horisontalt mindre integreret,

C.  der henviser til, at landbruget spiller en vigtigere økonomisk og samfundsmæssig rolle i de fleste af de nye medlemsstater end i de femten gamle medlemsstater, da sektorens bidrag til BNI og andelen af arbejdsstyrken, der arbejder i sektoren, er højere end gennemsnittet i EU,

D.  der henviser til, at subsistens- og semisubsistenslandbrug har stor social, kulturel og miljømæssig betydning i visse nye medlemsstater,

E.  der henviser til, at integreringen af de nye medlemsstater på det indre marked er foregået vellykket og gnidningsløst, og at det har bidraget til en væsentlig stigning i Europas handel med landbrugs- og fødevarer; der henviser til, at de nye medlemsstater på tilfredsstillende vis har indført og håndhævet veterinære, fytosanitære og levnedsmiddelmæssige sikkerhedsbestemmelser, fælles markedsordninger og andre horisontale bestemmelser, så det ikke var nødvendigt at indføre specielle sikkerhedsforanstaltninger,

F.  der henviser til, at det for de nye medlemsstater var forbundet med høje sociale og økonomiske omkostninger at tilpasse sig til og integrere den fælles landbrugspolitiks bestemmelser samt at tilpasse sig til konkurrencevilkårene i EU; der henviser til, at omkostningerne ved denne tilpasnings- og integreringsproces før EU-tiltrædelsen kun delvis blev dækket af førtiltrædelsesstøtten, og at det ved tiltrædelsen blev klart, at de nye medlemsstater kæmpede med generelle økonomiske og konkurrencemæssige problemer; der henviser til, at den fælles landbrugspolitik ikke fuldstændig har kunnet bidrage til at løse disse problemer;

G.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitik udløste en betydelig udvikling og vigtige ændringer i de nye medlemsstaters landbrug, og at der samtidig er opstået visse problemer og spændinger, mest på grund af, at de fælles landbrugsbestemmelser ikke i tilstrækkelig grad understøtter udviklingen af en afbalanceret og bæredygtig landbrugssektor, specielt hvad angår husdyrhold, gartneri og op- og nedadgående integration,

H.  der henviser til, at tiltrædelsesakten indledte en lang gradvis optrapning (ni år) med et lavt startniveau (25 % af niveauet i EU) for den direkte støtte i de nye medlemsstater, selv om reglerne for det indre marked og for budgetmæssige bidrag fuldt ud gælder for dem; der henviser til, at udgifts- og indkomstniveauerne i de nye medlemsstater ikke retfærdiggør denne grad af differentiering, hvilket resulterer i ulige konkurrencevilkår for de nye medlemsstaters landbrugere

I.  der henviser til, at de problemer, der bør tages fat på i de nye medlemsstater, først og fremmest er problemer, der kræver strukturændringer med henblik på at styrke konkurrenceevnen, og at de foranstaltninger under den fælles landbrugspolitik, der indebar indkomststøtte og prisgarantier, i betydeligt omfang har bidraget til en sådan styrkelse,

J.  der henviser til, at Kommissionen og Rådet har været sene til eller kun modstræbende har været rede til at forstå de nye medlemsstaters særlige problemer og tilbyde den fornødne hjælp (f.eks. problemer på frugt- og grøntsagsmarkedet, navnlig hvad angår bærfrugter, kirsebær og æbler, det uberettigede forbud fra Ruslands og Ukraines side mod import af polske varer, ændringen og den foreslåede afskaffelse af majsinterventionsbestemmelser, honningimport fra tredjelande),

K.  der henviser til, at den kendsgerning, at producenter i de nye medlemsstater stort set ikke ejer forarbejdningsleddet, og at handelskæderne misbruger deres dominerende position, alvorligt begrænser landmændenes konkurrenceevne og deres samarbejde og integration,

L.  der henviser til, at otte ud af ti nye medlemsstater har valgt den generelle arealbetalingsordning for den direkte støtte,

M.  der henviser til, at behovet for fællesskabsstøtte til udvikling af landdistrikterne i de nye medlemsstater var betydeligt større end de afsatte budgetbevillinger for perioden 2004-2006, og at gennemførelsesbestemmelserne til landdistrikternes udviklingsprogrammer samtidig begrænsede den dynamiske udnyttelse af Fællesskabets bidrag; der henviser til, at disse faktorer i væsentlig grad har begrænset indvirkningen af den fælles landbrugspolitiks anden søjle i de nye medlemsstater, og at denne situation meget vel kan fortsætte under den nye finansielle ramme,

Nem integration, en vindersituation

1.  udtrykker tilfredshed med, at landbrugs- og fødevaresektoren i de nye medlemsstater er blevet grundigt og gnidningsløst integreret i EU's fælles marked;

2.  understreger, at udvidelsen i 2004, selv om den forårsagede forstyrrelser på landbrugs- og fødevaremarkederne i visse nye medlemsstater, har bidraget betydeligt til udviklingen af veletablerede markedsrelationer for de 25 medlemsstater generelt;

3.  påpeger, at landbrugs- og fødevaresektoren både i gamle og nye medlemsstater i det mindste til dels nød godt af udvidelsen - de berørte parter i de nye medlemsstater høstede fordel af det højere landbrugsstøtteniveau og af de øgede handelsmuligheder, og i de gamle medlemsstater voksede fødevareforarbejdningsindustrien og den internationale handel, og der kunne konstateres et højere investeringsniveau og stigende omsætning i detailsektoren, navnlig i perioden op til udvidelsen;

4.  mener, at integreringen af de nye medlemsstater generelt har været vellykket, men at billedet ikke fremtræder lige klart overalt, da indkomstsituationen ikke er blevet bedre for alle landbrugsbedrifter; konstaterer, at stigningen i indkøbspriser og støtteniveauer til dels udhules af betydelige stigninger i produktionsomkostningerne (f.eks. som følge af højere priser på brændstof, energi, gødning, plantebeskyttelsesmidler og maskiner);

5.  understreger, at udvidelsen ikke har øget risikoniveauet i forbindelse med fødevarer og dyre- og plantesundhed, og bemærker i denne forbindelse, at standarderne og effektiviteten af de kompetente myndigheders arbejde i de nye medlemsstater i visse tilfælde er bedre end gennemsnittet i EU;

6.  bemærker, at udvidelsen i 2004 ikke har udgjort nogen overvældende byrde for EU's landbrugsbudget og ikke har nødvendiggjort væsentlige ændringer i EU-budgettet, men at beslutningerne om at fastfryse budgettet for markedsordninger og direkte støtte og den finansielle ramme for 2007-2013 kræver et offer fra de femten gamle EU-medlemsstater fra 2007 og fremover på grundlag af solidaritetsprincippet; påpeger endvidere, at producenterne i de femten gamle EU-medlemsstater på grund af de beslutninger, der blev truffet på Det Europæiske Råds møde i december 2005, blev ofre for nedskæringer, der går videre end beslutningerne om at gennemføre foranstaltninger som den frivillige graduering til styrkelse af den anden søjle, i kølvandet på Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse;

7.  beklager, at der ikke blev afsat større bevillinger til udvidelserne både i 2004 og i 2007, ikke en gang i det omfang, der i første omgang var planlagt;

Anvendelse af den fælles landbrugspolitik i de nye medlemsstater

8.  bemærker, at de væsentlige forskelle mellem landbrugssektorerne i de nye medlemsstater resulterer i forskelle i resultaterne af anvendelsen af den fælles landbrugspolitik og udfordringernes omfang og styrke i de nye medlemsstater;

9.  mener ikke, at fællesskabsretten efter EU's udvidelse i 2004 med ti nye medlemsstater på egnet vis blev tilpasset de nye vilkår, der hersker på visse markeder (f.eks. på markederne for bærfrugter og stivelse);

10.  bemærker, at tilpasningen til det indre markeds vilkår og bestemmelser og anvendelsen af den fælles landbrugspolitik, specielt med hensyn til de veterinære, fytosanitære og levnedsmiddelmæssige sikkerhedsbestemmelser, de fælles markedsordninger og andre horisontale bestemmelser, har resulteret i, at der er blevet stillet store krav til landbrugere og forvaltninger i de nye medlemsstater;

11.  mener, at Kommissionen i mange måneder ikke arbejdede behørigt på at få ophævet forbuddet mod eksport af polske landbrugsprodukter til Ukraine og Rusland og ikke har truffet nogen effektive foranstaltninger i den anledning;

12.  bemærker, at, selvom EU-finansierede førtiltrædelsesprogrammer som forberedelse til anvendelsen af den fælles landbrugspolitik og partnerskabsprogrammer var nyttige, blev de originale mål kun delvist opfyldt, og effektiviteten af Fællesskabets foranstaltninger var begrænsede;

13.  minder om, at Sapard-programmet startede med en væsentlig forsinkelse og med en begrænset rækkevidde, hovedsageligt på grund af de komplicerede krav og manglende rettidig beslutningstagning fra Kommissionens og de nye medlemsstaters myndigheders side;

14.  bemærker, at visse nye medlemsstater har alvorlige vanskeligheder med at gennemføre Fællesskabets udviklingsprogrammer for landdistrikterne på grund af bestemmelsernes kompleksitet og den administrative byrde med at håndtere dem;

15.  gentager, i betragtning af at den direkte støtte spiller en vigtig rolle i udviklingen og tilpasningen af landbrugssektoren i de nye medlemsstater, at det lave niveau i de første år af den gradvise optrapning ikke kun har forhindret den nødvendige tilpasning, men også har skabt ulige konkurrencevilkår på det indre marked, hvilket nogle virksomheder ikke har kunnet klare rent økonomisk;

16.  understreger, at udviklingsprogrammerne for landdistrikterne spiller en vigtig rolle for såvel en markedsorienteret omstrukturering af landbrugsbedrifterne - f.eks. med hensyn til forarbejdning og afsætning af egne produkter eller inden for turisme - som skabelse af indkomstalternativer for dem, der ud fra økonomiske overvejelser ophører med landbrugsproduktion;

17.  bemærker, at forskellene på den direkte støtte i EU-10 og EU-15 ikke har sikret lige vilkår for alle, da flere producenter i de nye medlemsstater har mistet markedsandele selv på hjemmemarkedet, hvilket navnlig konkurrencen fra den stigende import og eksport fra tredjelande som følge af det ændrede toldsystem også har været medvirkende til;

18.  mener ikke, at Kommissionens forbehold over for de nye medlemsstater, hvad angår formodede, usædvanlig store lagerbeholdninger på den dag, EU-tiltrædelsen fandt sted, samt truslerne om at pålægge bøder på flere millioner i de fleste af tilfældene var begrundede, men beroede på fejlagtige beregninger, og mener ikke, at der på noget landbrugsmarked kunne konstateres forstyrrelse af ligevægten, der kunne have været en følge af disse formodede, usædvanlig store lagerbeholdninger;

19.  understreger, at de nye medlemsstater var tvunget til at indføre supplerende national direkte støtte (tilskud), der kan ses som en form for medfinansiering og en delvis gennationalisering af Fællesskabets direkte støtte og førte til alvorlige politiske og økonomiske vanskeligheder i flere nye medlemsstater, da de udgjorde en alvorlig byrde for de nationale budgetter og begrænsede muligheden for at gennemføre statsstøtteordninger;

20.  påpeger, at hovedparten af de nye medlemsstater på grund af budgetrestriktioner og i modstrid med de generelle målsætninger og principper for den fælles landbrugspolitik og modsat gradueringen i EU-15, har været tvunget til at omdanne en del af deres støtte fra Fællesskabet til udvikling af landdistrikterne til supplerende national direkte støtte, hvilket der er hjemmel til i tiltrædelsesakten;

21.  henviser til nogle nye medlemsstaters mening om, at en fuldt afkoblet, områdebaseret støtte ikke fuldt ud bidrager til den balancerede udvikling og bæredygtigheden af deres landbrug, og at sektorpræferencer og/eller valgfri koblet støtte i det mindste midlertidigt kunne være nødvendige i visse medlemsstater indtil 2013 og bør overvejes, hvis der anmodes herom; henviser til den succesfulde praksis med helt eller delvist koblet supplerende national direkte støtte og midlertidige statsstøtteordninger i denne henseende;

22.  bemærker, at hovedparten af de nye medlemsstater gerne vil fortsætte med anvendelsen af den generelle arealbetalingsordning så længe som muligt, eftersom skiftet til enkeltbetalingsordningen betyder meget høje administrative og tekniske byrder, samt at dette også harmonerer godt med den fremtidige politik med afkoblede betalinger;

23.  finder det nødvendigt at indføre bestemmelser om miljøbetinget landbrugsstøtte og krav om fornuftige dyrkningsmetoder og miljøforhold i landbruget i såvel de gamle som de nye medlemsstater; foreslår, at bestemmelserne om miljøbetinget landbrugsstøtte indføres gradvist, således at de er endeligt indført ved slutningen af den gradvise optrapning af den direkte støtte; foreslår også, at de nye medlemsstater får mulighed for at udskyde anvendelsen af bestemmelserne om miljøbetinget landbrugsstøtte indtil slutningen af den gradvise optrapning af den direkte støtte; foreslår yderligere, at kravene til godt landbrug og gode miljømæssige betingelser stadigt skal være gældende i det mindste i den generelle arealbetalingsordnings gyldighedsperiode, da hovedparten af de nye medlemsstater kan få svært ved at opfylde de komplekse og bekostelige bestemmelser om miljøbetinget landbrugsstøtte;

24.  udtrykker tilfredshed med, at Rådet har vedtaget Kommissionens forslag om forlængelse af den generelle arealbetalingsordning til slutningen af 2010 og om de nye medlemsstaters involvering i støtteordningen for energiafgrøder;

25.  opfordrer Kommissionen til som led i forenklingen og rationaliseringen af anvendelsen af den fælles landbrugspolitik, de direkte støtteordninger og udviklingsprogrammerne for landdistrikterne at tage hensyn til de problemer, som især de nye medlemsstater står over for, og foreslå egnede løsninger uden samtidig at afvige fra reglerne for anvendelsen af den fælles landbrugspolitik;

26.  understreger, at Kommissionen bør tage specielle problemer og hensyn i de nye medlemsstater med i sine overvejelser i forbindelse med beslutninger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik;

27.  er dybt foruroliget over Kommissionens seneste forslag om fra 2007 fuldstændig at afskaffe interventionsordningen for majs; konstaterer, at den måde, hvorpå forslaget forelagdes, er i modstrid med Den Europæiske Unions grundlæggende principper i betragtning af tidspunktet, manglen på rigtig evaluering - især hvad angår følgerne for den fælles markedsordning for korn og områdebaserede direkte betalinger - samt manglen på alternativer eller overgangsperioder; mener, at en overilet afskaffelse af interventionsordningen for majs sandsynligvis ville få alvorlige konsekvenser;

28.  mener, at det i overensstemmelse med ånden i reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 bør overvejes at indføre arealstøtte for dyrkning af bestemte bærfrugter til forarbejdning og koble den sammen med pligt til at deltage i forarbejdningsvirksomhed eller producentorganisationer samt indføre pligt til at sælge produkterne på kontrakt, hvilket kunne bidrage til at øge bærfrugtsektorens konkurrenceevne og forbedre landmændenes situation i medlemsstater som Polen;

29.  tager i betragtning, at yderligere ændringer er nødvendige i de nye medlemsstaters landbrugsproduktion og landdistrikters struktur og lægger vægt på, at de fælles landbrugsbestemmelser og fællesskabsstøtten skal hjælpe denne procedure på vej; understreger at det er meget vigtigt at gennemføre disse nødvendige ændringer på en progressiv facon, da det jordbrugsbaserede landbosamfund og landbrugssektor som sådan i de nye medlemsstater ikke tåler for hurtige og drastiske ændringer i produktions- og beskæftigelsesstrukturen;

Den fælles landbrugspolitiks fremtid i EU

30.  påpeger, at den fælles landbrugspolitik i sin nuværende form ikke egner sig til at håndtere en omfattende del af de landbrugsrelaterede problemer i det udvidede EU; tager i betragtning, at den afkoblede direkte støtte, der er gennemtvunget af WTO, generelt øger det europæiske landbrugs markedsorientering, men at den ikke fuldt ud bidrager til etableringen af bæredygtige landbrugssektorer og landbosamfund, hverken i de nye medlemsstater eller i en stor del af EU-15; påpeger, at enten yderligere foranstaltninger eller en skræddersyet anvendelse af den direkte støtte er nødvendig;

31.  fremfører, at det nuværende system med direkte støtte, specielt i medlemsstater og regioner, hvor specialiserede bedrifter spiller en afgørende rolle i landbruget, fremmer jordbrugssystemer for meget, ikke i tilstrækkeligt grad bidrager til etableringen af en bæredygtig kvægavl og ikke fremmer og letter de nødvendige strukturelle ændringer;

32.  konstaterer, at det i visse nye medlemsstater og i visse sektorer forholdt sig sådan, at de tildelte kvoter medførte en stagnation eller endog et fald i landbrugsproduktionen, og at det forhold, at afkoblede betalinger var kædet sammen med de lavere kvoteniveauer, udgjorde endnu en støttemæssig ulempe for de nye medlemsstater ud over ordningen med den gradvise optrapning af den direkte støtte; konstaterer endvidere, at dette problem også optræder i nogle af de gamle medlemsstater;

33.  mener, at opfyldelsen af den fælles landbrugspolitiks målsætninger også hindres i de nye medlemsstater af, at finansieringen af udviklingen af landdistrikterne er utilstrækkelig, af manglen på et effektivt system til risiko- og krisestyring og af de alt for strenge fællesskabsbestemmelser omkring statsstøtte;

34.  understreger, at landbrugspolitikken skal forblive et fællesskabsanliggende inden for rammerne af en reformeret fælles landbrugspolitik, og at man skal undgå gennationalisering; understreger dog, at der skal anvendes specifikke foranstaltninger på grundlag af nærhedsprincippet; mener, at det er nødvendigt at revidere omfanget af samt mål, målsætninger og principper for den fælles landbrugspolitik, inklusive den europæiske landbrugsmodel, ved at tage målsætninger og behov i landbruget og landdistrikterne, hos landmændene og forbrugerne og i hele samfundet i det udvidede EU med 27 medlemsstater med i overvejelserne i forbindelse med fastsættelsen af de nødvendige finansielle ressourcer og sikre deres korrekte, retfærdige og helt berettigede tildeling;

35.  lægger vægt på, at alle mulige faktorer (f.eks. konsekvenser af tidligere finansielle beslutninger, reformer af den fælles landbrugspolitik, erfaringer i de nye medlemsstater, mangfoldigheden og variationen i europæisk landbrug) skal tages behørigt i betragtning i den fremtidige reform af den fælles landbrugspolitik, især i løbet af den fælles landbrugspolitiks "sundhedskontrol" og midtvejsrevisionen af den finansielle ramme for 2007-2013 i 2008-2009;

36.  understreger yderligere, at det er bydende nødvendigt at undgå beslutninger, som udelukkende træffes for at nedbringe EU's finansieringsbehov eller for at bibeholde den finansielle status quo mellem medlemsstaterne;

37.  mener, at produktion af biomasse og bioenergi i fremtiden vil komme til at spille en strategisk rolle i EU's landbrugssektor; kræver i denne henseende, at der ydes passende EU-støtte til fremme af biomasseproduktion på arealer, der ikke længere er behov for til fødevare- og foderproduktion; henleder i denne forbindelse opmærksomheden på de nye medlemsstaters betydelige kapacitet og på det udvidede EU's større samlede produktionspotentiale;

38.  understreger, at opfyldelse af medlemsstaternes og regionernes specifikke behov, inklusive løsning af problemer og vanskeligheder i de nye medlemsstater, skal ske under overholdelse af nærhedsprincippet med følgende, skræddersyede instrumenter:

a)      indførelse af et revideret direkte støttesystem, inklusive nye foranstaltninger såsom frivillige gentilkoblingsmuligheder, men kun for de medlemsstater, der finder dette nødvendigt for at nå sociale og beskæftigelsesmæssige målsætninger samt bæredygtighedsmål; udvidelse af støtte til at omfatte nye sektorer og modtagere (f.eks. til bærfrugt til forarbejdning) inden for rammerne af det reviderede system med nationale finansieringsrammer og fuld fællesskabsfinansiering

b)     indførelse af yderligere, valgfrie, regionale eller midlertidige markedsforanstaltninger med fællesskabsfinansiering,

c)      anvendelse af det nationale rammesystem fra Fællesskabets budget i de sektorer, der skal reformeres (vin, frugt og grønt),

d)     forbedret bistand til og målrettet fremme af producentorganisationer samt afskaffelse af national lovgivning, der er til hinder herfor,

e)      fremme af samarbejde mellem producentorganisationer på tværs af grænserne,

f)      indførelse af et effektivt system til risiko- og krisestyring inden for landbruget med fællesskabsstøtte betalt fra de nationale rammebeløb,

g)      styrkelse af det indre marked med fælles bestemmelser for kvalitetsstandarder, markedsføring, konkurrence, fødevaresikkerhed, miljø og dyrevelfærd,

h)      styrkelse af systemet for udvikling af landdistrikterne og finansieringen af det,

i)       øget fleksibilitet i statsstøttebestemmelserne (f.eks. et bredere spillerum til gruppefritagelser, hævelse af "de minimis"-niveauet);

39.  mener, at forenelighed med WTO-bestemmelserne skal sikres under Doha-Runden som en del af EU's forslag om at reducere handelsbarrierer eller i bytte for en aftale om bibeholdelse af de nationale støtteniveauer for de andre WTO-medlemmer;

40.  påpeger, at det kunne være hensigtsmæssigt at anvende yderligere toldafgifter, der pålægges som led i særlige beskyttelsesklausuler, som et middel til at beskytte EU-markedet mod overdreven import og import til kunstigt lave priser inden for sårbare sektorer, herunder sektorer, der for de nye medlemsstater er sårbare; opfordrer Kommissionen til ved forhandlingerne under den igangværende WTO-runde at skabe mulighed for en passende ændring af det nuværende anvendelsesområde for de særlige beskyttelsesklausuler på listen over EU's indrømmelser; påpeger, at nogle af de nye medlemsstater har haft mulighed for at anvende særlige beskyttelsesklausuler inden for sårbare landbrugssektorer, som ikke var omfattet af den aktuelle liste over EU's indrømmelser;

41.  forventer, at den fremtidige fælles landbrugspolitik ikke kun vil tage behovene i det udvidede EU i betragtning, men at den også bliver nemmere at håndtere; forventer, at den vil reducere den administrative byrde for landbrugere og nationale myndigheder og vil støtte den markedsorienterede, miljøvenlige produktion af sikre produkter, mens det bæredygtige landbrugs fremtid sikres;

42.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og alle berørte parter til at føre en åben debat og til at fremlægge fremadrettede forslag for at opbygge en bæredygtig fremtid for landbruget i det udvidede EU;

43.  ser positivt på Kommissionens planer om at udarbejde en langfristet perspektivplan for den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013, hvor der tages højde for den enestående chance, der består i, at den globale fødevarehandel - sammenlignet med den samlede forventede vækst i verdenshandelen - sandsynligvis vil vokse dobbelt så meget de kommende tredive år, og hvor der endvidere fokuseres på en harmonisk udvikling i landbruget i alle EU's regioner og gives EU-15 og de nye medlemsstater mulighed for med forenede kræfter at løse landbrugets produktions- og ikke-produktionsrelaterede opgaver;

44.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

• [1]  EFT L 161 af 26.6.1999, s. 87.
• [2]  EUT L 236 af 23.9.2003, s. 33.
• [3]  EUT L 270 af 21.10.2003, s. 1.
• [4]  EUT L 93 af 30.3.2004, s. 1.
• [5]  EUT L 161 af 30.4.2004, s. 48.
• [6]  EUT L 209 af 11.8.2005, s. 1.
• [7]  EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1.
• [8]  EUT L 58 af 28.2.2006, s. 1.
• [9]  EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.
• [10]  KOM(2006)0500.

BEGRUNDELSE

Hovedkonsekvenserne af medlemskabet og anvendelsen af den fælles landbrugspolitik (FLP) i de nye medlemsstater, herunder dens generelle indflydelse på den europæiske integration

Generelle karakteristika

I de nye medlemsstater spiller landbruget en vigtig rolle i den nationale økonomi og for livet i landdistrikterne. Data fra 2004 viser at 22 % af det samlede område bruges til landbrug i de nye medlemsstater, mens dette tal i EU-15 kun er på 4 %. Andelen af landbrugere i den samlede arbejdsstyrke i de nye medlemsstater er på 13 %, mens dette tal i EU-15 er på 1,6 %. Andelen af landbruget i BNP ligger på henholdsvis 2,8 og 1,6 %. I visse landdistrikter i de nye medlemsstater er landbrug den eneste indkomstkilde.

Det gennemsnitlige produktionsniveau for landbruget i de nye medlemsstater er væsentligt lavere end EU-15's gennemsnit. Landbruget er karakteriseret ved en stor andel af små, halveksisterende, deltids jordbesiddelser med et lavt niveau af produktionsteknologi og investeret kapital. Pga. en lavere effektivitet kræver produktionen et mærkbart højere antal arbejdsenheder. Horisontal og vertikal integration er begrænset. Antallet af kooperativer og producentorganisationer er utilstrækkeligt; landbrugere har ikke ejendomsret i industrien for fødevareforarbejdelse. Den mindre intensive produktion er en ulempe, når det kommer til konkurrencedygtighed; dog er det en mindre trussel mod miljøet og hjælper med at beholde biodiversiteten.

Landbruget i de nye medlemsstater er også karakteriseret ved forbedret mangfoldighed med hensyn til naturmæssige og økonomiske forhold. Som en konsekvens heraf er der også store forskelle på produktionsstrukturen. I Polen er størstedelen af landbruget baseret på små og mellemstore familiebedrifter med blandede aktiviteter i form af jordbrugssystemer og græsbaseret kvægavl. I Ungarn og Estland spiller specialiserede bedrifter en væsentlig rolle. I Slovenien er den europæiske form for veludviklede familiebedrifter dominerende. Tjekkiet og Slovakiet har en relativt udviklet, ensartet produktionsstruktur. Hovedparten af bedrifterne i de baltiske lande har også blandede aktiviteter. Det ungarske landbrug har en dobbeltstruktur med store landbrugsforetagender side om side med mange små, ineffektive familiebedrifter. Cyperns og Maltas landbrug er karakteriseret af middelhavsproduktionen. Gartneri er en vigtig sektor i Polen og Ungarn.

Nogle af den sidste landbrugspolitiks ulemper er stadig tydelige, eftersom landbruget i den kommunistiske periode udviklede sig i en helt anden retning end FLP's over flere årtier. Efter regimeskiftet forårsagede kollaps af det traditionelle marked, skift i ejerskab og produktionsstrukturerne, alvorlig kapitalmangel, utilstrækkelig integration, lavt niveau og utilstrækkeligt struktureret national støtte flere problemer.

Det står klart, at yderligere betydelige ændringer i landbruget og den landbrugsmæssige økonomi i de nye medlemsstater er uundgåelige. Pga. de begrænsede muligheder på det indre og de tredje markeder er en kvantitativ stigning i produktionen kun en bæredygtig løsning, hvis produktet er efterspurgt på markedet. En stigning i effektiviteten vil resultere i koncentration af bedrifterne og en nedgang i beskæftigelsen. Mulighederne for mangfoldighed i den landbrugsmæssige økonomi er begrænsede, da landdistrikterne i de nye medlemsstater ikke tiltrækker nok kapital. Arbejdsløshed, der stammer fra landbruget, skaber et alvorligt problem. For hurtige og drastiske ændringer i produktions- og beskæftigelsesstrukturen vil skabe uoverskuelige politiske og økonomiske spændinger.

Nem integration, en vindersituation

Tiltrædelsen af ti nye medlemsstater øgede antallet af europæiske forbrugere med næsten 20 %. Det udnyttede landbrugsområde og antallet af landbrugere steg med henholdsvis 27 % og 57 %.

Dette "big bang" forårsagede ikke forstyrrelser på EU's indre marked, hverken i de gamle eller de nye medlemsstater. I EU-15 resulterede udvidelsen ikke i påviselige ændringer hvad angår landbrugs- og fødevarepriser, veletablerede markedsrelationer og generelle produktions- og forbrugsmønstre. Varer fra de nye medlemsstater startede ikke en dumpning af landende i EU-15, hvilket delvist skyldes at størstedelen af landbrugs- og fødevarehandlen allerede var fri for told og tilskud før udvidelsen. Selvom den relevante undersøgelse fra Kommissionen endnu ikke er afsluttet, viser markedsanalyser, at spekulanter i de nye medlemsstater ikke akkumulerede spekulationsaktier før tiltrædelsen.

Delvist med førtiltrædelsesstøtte fra EU styrkede de nye medlemsstater deres nationale fødevaresikkerheds-, veterinære og fytosanitære systemer. Indsatsen var koncentreret om grænsekontrol af import fra tredjelande, slagtehuse og fødevareforarbejdningsvirksomheder. Det grundige forarbejde sikrede, at udvidelsen ikke øgede risikoniveauet på disse områder i EU. Efter tiltrædelsen opstod der ingen situationer, hvor det overhovedet blev overvejet, at det var nødvendigt med sikkerhedsforanstaltninger.

Landbruget i de nye medlemsstater gavnede af medlemskabet og anvendelsen af FLP. I korn-, sukkerroe-, kød- og mejerisektoren stabiliserede FLP priserne og markederne. Den landbrugsmæssige indkomst er steget væsentligt i de nye medlemsstater, specielt i de lande og på de bedrifter, hvor jordbrugssystemer og græsbaseret kvægavl er dominerende. Kun visse landbrugs- og fødevarepriser steg, eftersom en væsentlig pristilpasning fandt sted allerede før udvidelsen. Den mest betydningsfulde indkomststigning er registreret i Polen, Letland, Litauen og Tjekkiet.

Gamle medlemsstater gavnede mest af elimineringen af de interne grænser. Eksportører fra EU-15 øgede deres markedsandel i de nye medlemsstater, især med hensyn til forarbejdede varer. Medlemskabet gav også bedre vilkår for investorer i EU-15 inden for sektoren for landbrugsfødevarer. Disse muligheder kompenserer rigeligt for de begrænsede yderligere byrder, der er på de gamle medlemsstater med hensyn til finansiering af FLP.

På trods af den historiske betydning og dimensionerne betød udvidelsen i 2004 ikke betydelige, byrdefulde ændringer i styringen og finansieringen af FLP. Fra 2000 til tiltrædelsen modtog de nye medlemsstater Sapard-støtte med et årligt budget på 520 millioner euro, lidt over 1 % af Den Europæiske Udviklings - og Garantifond for Landbruget. I perioden fra 2004-2006 modtog de nye medlemsstater ca. 5-8 % af tildelingerne fra Den Europæiske Udviklings - og Garantifond for Landbruget. Den eksisterende budgetramme havde nok reserver, og interesserne i medlemsstaterne i EU-15 blev ikke skadet. Den direkte støttes gradvise optrapning i de nye medlemsstater hjælper til med at reducere medlemsstaternes økonomiske byrde. Selv i slutningen af de finansielle overslag 2007-2013 vil andelen af direkte støtte og bevillinger til landdistrikternes udvikling i de nye medlemsstater fra EU-27's budget nå en total på kun 19 %, mens næsten 30 % af det udnyttede landbrugsområde og 50 % af landbrugere vil være i de 12 nye medlemsstater.

En fremtidig finansiering af FLP vil dog i EU-27 finde sted i et generelt negativt politisk og budgetmæssigt miljø. Beslutningen om de finansielle rammer for 2007-2013 bekræftede beslutningen fra topmødet i Bruxelles 2002 med hensyn til at indføre et stop på budgettet for direkte støtte og markedsforanstaltninger ved 2002-niveauet for EU-15, og der var enighed om en tydelig reduktion af tildelinger til udvikling af landdistrikterne i de gamle medlemsstater. Det er meget muligt, at de tilgængelige finansielle kilder fra 2008 og frem ikke længere tillader tildelinger af den direkte støtte på det niveau, der er angivet i den relevante fællesskabslovgivning.

Anvendelse af den fælles landbrugspolitik i de nye medlemsstater

I førtiltrædelsesperioden gjorde kandidatlandene en betydelig indsats for at omdanne til "acquis communautaire" og etablere den nødvendige institutionelle ramme for anvendelsen af FLP. EU finansierede sammenstillede programmer, der var en nyttig hjælp i denne proces. Dog forberedte nationale landbrugs- og landdistriktudviklingspolitikker før medlemskabet ikke landbrugerne og landsamfundet nok på de nye muligheder og udfordringer, da kandidatlandene koncentrerede sig om de mest akutte problemer, og der var ikke tilstrækkeligt med tilgængelige nationale finansieringskilder. EU gav støtte til landbrugets og landdistrikternes udvikling i kandidatlandene, men pga. komplicerede krav og mangel på rettidige beslutninger blev Sapard-programmet startet med en væsentlig forsinkelse, og en stor del af tildelingerne blev først anvendt efter tiltrædelsen.

EU-medlemskabets mest betydningsfulde og synlige ændring i landbruget i de nye medlemsstater var introduktionen af den direkte støtte. Selvom flere kandidatlande brugte samme slags system, udgjorde fællesskabets direkte støtte et nyt støttesystem i de nye medlemsstater, især hvad angår størrelse, fordelingsbestemmelser og omfanget af modtagere. For at forsøge at give alle landbrugere ens vilkår giver hver nye medlemsstat supplerende national direkte støtte, som det tillades i tiltrædelsesakten. Men oveni den seriøse byrde den lægger på nationalbudgettet, afleder den de nationale ressourcer fra statsstøtteordninger godkendt af EF, der kan være yderst vigtige for at bidrage til de nødvendige ændringer i sektorerne, hvor ingen eller begrænsede fællesskabsressourcer er tilgængelige. Hovedparten af de nye medlemsstater blev nødt til at bruge "negativ graduering" (omgruppering af udviklingskilder til landdistrikterne for at betale den supplerende nationale direkte støtte).

Otte nye medlemsstater valgte den generelle arealbetalingsordning pga., at de ikke var forberedte på kørslen af det sofistikerede direkte støttesystem i EU-15. Generelt viste den generelle områdebaserede, helt afhægtede, enhedstakserede generelle arealbetalingsordning sig at være succesfuld. Både landbrugere og de nationale myndigheder er tilfredse med de simple bestemmelser og vilkår. Hovedparten af de nye medlemsstater vil gerne fortsætte med den generelle arealbetalingsordning så længe som muligt, selvom der er nogle ulemper ved systemet. Dog er der nogle nye medlemsstater, der mener, at en vis påhægtet støtte er nødvendig, i det mindste midlertidigt, til en orientering af ændringerne i landbrugsproduktionen. Disse lande har med succes skabt flere supplerende nationale direkte støtteordninger med helt eller delvist påhægtet støtte i sektorer, hvor de generelle arealbetalingsordninger medførte alvorlige ulemper (f.eks. tobak, mælk og kød).

Ændringsforslag i EF-lovgivningen, introduceret af sukkerreformen, letter skiftet fra den generelle arealbetalingsordning til enkeltbetalingsordningen. Blandt andet tillader det de nye medlemsstater at afvige fra enkeltbetalingsordningens klart regionale model. Dog er Kommissionen endnu ikke kommet med et forslag til de detaljerede bestemmelser for ændringen, specielt hvad angår bestemmelserne for den supplerende nationale direkte støtte. Denne usikkerhed tvinger de nye medlemsstater til at fortsætte med den generelle arealbetalingsordning.

Landdistrikternes udviklingsordning opfylder kun halvt de nye medlemsstaters forventninger. Det nuværende system bidrager kun halvt til realisationen af de fælles besluttede mål. Det er ikke orienteret mod en bæredygtig udvikling og løsningen af problemer uden for landbruget. Fællesskabets kilder er begrænsende, bestemmelserne komplicerede. Selvom nyligt vedtagne fællesskabsbestemmelser også tillader muligheden for en frivillig graduering af den direkte støtte i de nye medlemsstater, er det meget usandsynligt, at de vil bruge denne mulighed, mens den gradvise optrapning af den direkte støtte bliver ved.

Med hjælp fra den direkte støtte, foranstaltninger til udviklingen af landdistrikter og godkendte statsstøtteordninger kan de nye medlemsstater skabe et mere passende system til udviklingen af deres landbrug og landsamfund. De nylige ændringer i lovgivningen og forslag (f.eks. sukkerreformen, forlængelse af den generelle arealbetalingsordning, energiafgrøder) bidrager til dette mål. Men yderligere lettelse af nogle bestemmelser er nødvendig. Det er tilrådeligt, at udsætte anvendelsen af bestemmelserne om krydsoverensstemmelse i de nye medlemsstater, indtil de står over for den gradvise optrapning af den direkte støtte. Styringen af programmerne for udvikling af landdistrikterne kan også gøres lettere uden af skade de generelle principper.

FLP's effekt på de forskellige landbrugssektorer i de nye medlemsstater varierer meget. Korndyrkning er blevet den største vinder ved indførelsen af FLP. Intervention og et prisgarantisystem med områdebaseret direkte støtte gør det muligt for landbrugere at gøre brug af deres jords forholdsvise fordele; en yderligere stigning i produktionen forventes. Et blandet billede kan ses i kød- og mælkesektoren. Specifikke ordninger omkring mejeristøtte i form af tilskud startede på 85 % i 2004 og hjalp med at bibeholde mælkeproduktionen i flere lande. Mulighederne for kødlandbruget er begrænsede, hvis den supplerende nationale direkte støtte fordeles pr. område. Svine- og fjerkræsektoren står over for ekstreme udfordringer. De modtager næsten ingen fællesskabsstøtte, og den nationale støtte er også begrænset. Produktionsomkostningerne er steget pga. højere priser på foder, mens producentpriserne blev på samme niveau. Frugt- og grøntsektoren er kun vigtig i nogle nye medlemsstater. Import af frugt og grønt af lav kvalitet betyder en reel udfordring for landbrugerne. Kun en mindre del af producenterne er medlem af anerkendte producentorganisationer, der gør dem i stand til at modtage fællesskabsstøtte.

Nogle af de vigtigste argumenter for den gradvise optrapning af den direkte støtte var de, der var forbundet med forskellige udviklingsniveauer, levestandard, specielt udgiftsniveauer, og at landbrugere i de nye medlemsstater kræver en mindre indkomstkompensation. Det blev yderligere lovet, at diskriminationen med hensyn til den direkte støtte ville blive kompenseret af de øgede tildelinger til udviklingen af landdistrikter. De faktiske tal understøtter dog ikke det originale koncept, og forventningerne til en øget finansiering i anden søjle viste sig også at være en illusion. I de finansielle overslag for 2007-2013 er der en alvorlig uligevægt i tildelingerne af ressourcer. EU's gennemsnitlige støtteniveau til landbrug og udvikling af landdistrikterne i de nye medlemsstater ville kun være 29-33 % per landbruger og 62-64 % per hektar sammenlignet med de gamle medlemsstater i de syv år.

Tabel I viser hvordan den direkte støtte og tildelinger til udvikling af landdistrikter på 1 ha udnyttet landbrugsområde i de nye medlemsstater gradvist nærmer sig EU-15. Efter 2013 vil der ikke være nogen større forskelle. Hvis man medtager støtten til en landbruger er forskellen dog stadig væsentlig (tabel II).

Tabel I.

Tabel II.

Den fælles landbrugspolitiks fremtid i det udvidede EU

Udvidelsen i 2004 øgede mangfoldigheden i det europæiske landbrug og begrænsede yderligere muligheden for at anvende fælles bestemmelser. De skiftende behov og karakteristika af det udvidede EU skal tages i betragtning i de fremtidige reformer af FLP. Det er bydende nødvendigt, at fastsætte nye mål og målsætninger for at sikre en langsigtet bæredygtighed, opfylde specifikke lokale og regionale behov for landbruget og landsamfundet og forventningerne fra forbrugerne, skatteyderne og miljøforkæmperne m.fl.

Erfaringer fra de nye medlemsstater påviser, at en yderligere reformering af FLP er nødvendig. Statistisk data viser en betydelig generel udvikling i landbrugsindkomsten i de nye medlemsstater. Men hovedsageligt har kornproduktionen og græsbaseret kvægavl gavn af den direkte støtte. Det velkendte fænomen med "produktion for støtten" er også observeret i de nye medlemsstater. Selvom de er afhægtede, fremskynder den generelle arealbetalingsordning gårdkoncentrationen og styrker jordbrugssystemer.

Erfaringer fra de nye medlemsstater bekræfter ikke helt det totale afhægtningskoncept af den direkte støtte, der er ansporet af Kommissionen, da medlemsstaterne ikke støtter det simple, enhedstakserede støttesystem. De fleste af dem synes at foretrække nogle sektorer, der bruger valgmulighederne, der er taget i betragtning i den nylige lovgivning.

I løbet af "sundhedskontrollen" bør flere valgmuligheder udforskes og muligvis tillades inklusive direkte støtte til sektorer og modtagere, der på nuværende tidspunkt er ekskluderet. Enkeltbetalingsordningens rammer kan anses som EU's finansielle støtte til indkomstkompensation i landbruget i medlemsstaterne. Ved at tage den specifikke situation, vanskeligheder og krav til deres landbrug i betragtning kan hver medlemsstat skabe det mest bekvemme system til indkomstkompensation ved at bruge den "menu af valgmuligheder", der er fremlagt i fællesskabets lovgivning. Nye valgmuligheder kan blandt andet betyde forøget støtte til producentorganisationer, bidrag til et effektivt system til styring af risici og kriser inden for landbruget. Kommissionen skal overvåge anvendelsen for at undgå en forvridning. Dette koncept gennationaliserer ikke FLP. I stedet for at gå på kompromis med generelle vilkår, der langt fra virker perfekt, er der brug for et mere fleksibelt system. Det skal bemærkes, at dette koncept ikke er helt nyt. Kommissionens forslag til en reform af den fælles markedsordning for bananer er baseret på samme principper, og et delvist lignende system er foreslået i forbindelse med vinreformen.

Styringen af udviklingsprogrammerne for landdistrikterne skal også smidiggøres. For at indfri forventningerne fra forbrugerne og skatteyderne, skal fællesskabsstandarder og ‑bestemmelser i forbindelse med kvalitet, fødevaresikkerhed, miljø og dyrevelfærd vedvarende styrkes.

Et andet vigtigt skridt er en øget fleksibilitet i forbindelse med bestemmelser for statsstøtte. Et klart defineret, tilstrækkeligt bredt spillerum til gruppefritagelser og en betydelig stigning af "de minimis"-niveauet vil give de nye medlemsstater den nødvendige fleksibilitet uden at skade konkurrencebestemmelserne.

Kommissionen argumenterer for, at det er nødvendigt med bestemmelser for afhægtet direkte støtte for at opfylde EU's WTO-forpligtelse om intern bistand. WTO-forhandlingsparterne, specielt USA, er interesserede i at bevare deres interne bistandsniveau og i en yderligere reduktion af markedsbeskyttelsen. EU er måske enige i disse bestræbelser, hvis forhandlingsparterne også er enige i, at kun en del af EU's direkte støtte bliver afhægtet og som følge heraf en del af "den grønne boks".

Det er vigtigt at fremtidige FLP- reformer er motiveret af opfyldelse af medlemsstaternes behov inden for landbrug og landbefolkning og af at sikre bæredygtighed; ved en simplificering og reduktion af de administrative byrder; ved den bydende nødvendighed det er, at skabe et produktionssystem i fuld overensstemmelse med forbrugernes forventninger inden for den givne budgetramme.

Ordførerens afsluttende kommentarer

Ordføreren vil gerne, i forbindelse med bidrag og hjælp til udarbejdelsen af denne betænkning, udtrykke sin taknemmelighed over for medlemmerne af Europa-Parlamentet, Det Ungarske Fødevareøkonomiske Institut, landbrugsministre og parlamentariske udvalg om landbrug i Den Tjekkiske Republik, Republikken Estland, Republikken Cypern, Republikken Letland, Republikken Litauen, Republikken Ungarn, Republikken Malta, Republikken Polen, Republikken Slovenien og Den Slovakiske Republik.

PROCEDURE

Titel	Integration af de nye medlemsstater i den fælles landbrugspolitik
Procedurenummer	2006/2042(INI)
Korresponderende udvalg   Dato for meddelelse på plenarmødet	AGRI 16.2.2007
Ordfører(e)   Dato for valg	Csaba Sándor Tabajdi 23.11.2005
Behandling i udvalg	12.7.2006	3.10.2006		19.12.2006		27.2.2007
Dato for vedtagelse	27.2.2007
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:		31 1 3
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Vincenzo Aita, Peter Baco, Sergio Berlato, Thijs Berman, Niels Busk, Luis Manuel Capoulas Santos, Giuseppe Castiglione, Dumitru Gheorghe Mircea Coşea, Gintaras Didžiokas, Michl Ebner, Carmen Fraga Estévez, Ioannis Gklavakis, Lutz Goepel, Esther Herranz García, Elisabeth Jeggle, Tchetin Kazak, Atilla Béla Ladislau Kelemen, Heinz Kindermann, Diamanto Manolakou, Véronique Mathieu, Mairead McGuinness, María Isabel Salinas García, Willem Schuth, Czesław Adam Siekierski, Csaba Sándor Tabajdi, Marc Tarabella, Witold Tomczak, Donato Tommaso Veraldi, Bernard Piotr Wojciechowski
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Bernadette Bourzai, Béla Glattfelder, Gábor Harangozó, Wiesław Stefan Kuc, Astrid Lulling, Albert Jan Maat
Dato for indgivelse	1.3.2007
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog)	...