BETÆNKNING om grønbogen om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler

10.4.2007 - (2006/2207(INI))

Økonomi- og Valutaudvalget
Ordfører: Antolin Sánchez Presedo
Ordfører for udtalelse (*): Bert Doorn, Retsudvalget
(*) Udvidet samarbejde mellem udvalg - forretningsordenens artikel 47

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om grønbogen om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler

(2006/2207(INI))

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til grønbogen om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler (KOM(2005)0672) (grønbog om erstatningsspørgsmål),

- der henviser til Kommissionens beretning om konkurrencepolitikken 2004 (SEK(2005)0805),

- der henviser til sin beslutning af 15. november 1961[1] som svar på anmodning fra Rådet om en høring af Parlamentet vedrørende forslaget om en første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86,

- der henviser til Kommissionens meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder ved behandling af sager, der henhører under EF-traktatens artikel 85 og 86[2],

- der henviser til konklusionerne fra formandskabet for Det Europæiske Råd i Lissabon den 23.-24. marts 2000, Det Europæiske Råd i Göteborg den 15.-16. juni 2001, Det Europæiske Råd i Laeken den 14.-15. december 2001, Det Europæiske Råd i Barcelona den 15.-16. marts 2002, samt Det Europæiske Råd i Bruxelles henholdsvis den 20.-21. marts 2003, den 25.-26. marts 2004, den 22.-23. marts 2005 og den 23.-24. marts 2006,

- der henviser til rapporten fra november 2004 fra gruppen på højt plan om Lissabon-strategien: "Virkeliggørelse af Lissabon-strategiens mål om vækst og beskæftigelse",

- der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 80 og 82[3], Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82[4], samt Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser[5],

- der henviser til de internationale instrumenter, der anerkender retten til effektiv retsbeskyttelse, og især verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, samt de dertil hørende protokoller,

- der henviser til artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og dens protokoller,

- der henviser til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

- der henviser til forretningsordenens artikel 45,

–       der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Retsudvalget (A6-0133/2007),

A.  der henviser til, at konkurrencepolitikken lige fra begyndelsen er indgået i det europæiske integrationsprojekt og er et vigtigt element i opbygningen af Den Europæiske Union,

B.  der henviser til, at fri og ufordrejet konkurrence er af afgørende betydning for opfyldelsen af Lissabon/Göteborg-strategiens målsætninger og for det indre markeds levedygtighed, virksomhedernes kvalitetsniveau, forbrugernes interesser og Den Europæiske Unions målsætninger, hvorimod en konkurrencebegrænsende adfærd har en skadelig indvirkning på de selv samme områder,

C.  der henviser til, at traktatens artikel 81 og 82 omhandler almindelige retsprincipper, som har direkte virkning, og som automatisk skal anvendes af de kompetente myndigheder; endvidere at virkningerne heraf for forbindelserne mellem privatpersoner skaber rettigheder for borgerne, som retsmyndighederne bør beskytte effektivt i overensstemmelse med De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis, herunder dommen i sag 26/62[6] (Van Gend & Loos), som er især er betydningsfuld, idet den var forløberen for senere sager;

D.  der henviser til, at konkurrenceretten i medlemsstaterne fortrinsvis håndhæves ad offentligretlig vej, og at der på medlemsstatsniveau findes betydelige vanskeligheder og forhindringer, der kan afholde potentielle sagsøgere fra at søge erstatning,

E.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 85 skal påse, at principperne i samme traktats artikel 81 og 82 vedrørende konkurrenceretten anvendes, og til, at det i henhold til traktaten er muligt at anvende andre retsgrundlag, der kan øge effektiviteten af disse principper, som f.eks. artikel 65, 83, 95, 153 og 308; der henviser til, at Domstolen i betragtning af, at der ikke findes nogen fællesskabsregler for skadelidtes ret til at kræve erstatning ved en national domstol, mener, at det er op til den enkelte medlemsstats retssystem at udpege kompetente domstole og retsinstanser og fastsætte præcise procedureregler for aktioner til beskyttelse af rettigheder, som den enkelte borger har i henhold til fællesskabslovgivningen, under forudsætning af, at disse regler ikke er mindre gunstige end reglerne for lignende aktioner på nationalt plan (i overensstemmelse med ækvivalensprincippet), og af, at disse procedureregler ikke gør det umuligt eller for besværligt at udøve de rettigheder, som fællesskabslovgivningen garanterer (i overensstemmelse med effektivitetsprincippet),

F.  der henviser til, at den sjældne og ekstraordinære brug af private søgsmål ved de nationale domstole i henhold til forordning (EF) nr. 1/2003) om en modernisering af konkurrencepolitikken ved håndhævelsen af konkurrencelovgivningen er udtryk for, at der er behov for initiativer for at gøre det lettere at indlede erstatningssøgsmål; der henviser til, at disse initiativer bør føre til en bedre overholdelse af Fællesskabets konkurrencelovgivning i betragtning af forskellene på procesreglementer og bevisregler i medlemsstaterne; der henviser til, at dette ikke bør medføre situationer, hvor virksomheder med en lovlig økonomisk adfærd risikerer at skulle betale for uberettigede krav eller at ændre deres adfærd for at undgå kostbare retssager,

G.  der henviser til, at forbrugere og virksomheder, der har lidt skade som følge af en overtrædelse af kartel- og monopolreglerne, bør have krav på erstatning,

H.  der henviser til, at udviklingen i EU's civilretlige bestemmelser, især hvad angår adgang til domstolene, ikke har holdt trit med den seneste udvikling i EU's konkurrenceret vedrørende det indre marked,

I.  der henviser til, at Domstolen i sag C-453/99[7] fastslog, at for at sikre den fulde virkning af EF-traktatens artikel 81 kan personer og selskaber kræve erstatning for skade påført dem af en aftale eller adfærd, der begrænser eller fordrejer konkurrencen,

J.  der henviser til, at de nuværende klagemekanismer vedrørende overtrædelse af kartel- og monopolregler på europæisk niveau ikke sikrer den fulde virkning af EF-traktatens artikel 81, især med hensyn til de skadelidte,

K.  der henviser til, at mange medlemsstater er ved at undersøge mulighederne for bedre forbrugerbeskyttelse ved at tillade kollektive søgsmål, og til, at forskelligartede klagemuligheder kan føre til konkurrencefordrejning i det indre marked,

L.  der henviser til, at ethvert forslag fra Kommissionen på områder, som ikke hører ind under dens enekompetence, i henhold til EF-traktaten skal være i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og opfylde proportionalitetskriterierne,

1.  påpeger, at Fællesskabets konkurrenceregler ikke vil have nogen afskrækkende virkning eller være effektive, hvis lovovertrædere kan høste fordele på markedet eller undgå straf for deres overtrædelser, fordi de skadelidte er forhindret i at kræve fuld skadeserstatning; er af den opfattelse, at det bør gøres lettere for såvel repræsentanter, der varetager offentlighedens interesse, som for skadelidte at anlægge sag;

2.  mener, at borgere og virksomheder, der lider skade som følge af en tilsidesættelse af konkurrenceretten, skal have mulighed for at kræve skadeserstatning; mener endvidere, at sådan tilsidesættelse skal fastslås formelt ved hjælp af gældende procedurer og under forudsætning af, at de skadelidtes egne interesser er direkte påvirket;

3.  udtrykker tilfredshed med, at Domstolen har anerkendt personers ret til at rejse enkeltstående eller opfølgende erstatningskrav for skader, som de er påført på grund af konkurrencebegrænsende adfærd; hilser derfor grønbogen om erstatningssøgsmål og de tilhørende forberedende arbejder velkommen;

4.  anmoder om, at man for at fremme konkurrence frem for retstvister tilskynder til hurtige og mindelige udenretlige løsninger og letter indgåelsen af retsforlig i forbindelse med erstatningskrav for skader påført som følge konkurrencebegrænsende adfærd og pointerer, at såfremt den part, der påstås at have overtrådt konkurrencereglerne, hævder og godtgør, at der er ydet kompensation for skaden inden sagens afslutning, kan dette betragtes som en formildende omstændighed ved fastsættelsen af erstatningsbeløbet; anser det endvidere for positivt, at konkurrencemyndighederne i Den Europæiske Union i et vist omfang kan foretage institutionel voldgift ved at påtage sig forvaltningen af denne, bl.a. ved at udpege voldgiftsdommerne på opfordring af de berørte parter;

5.  er derfor af den opfattelse, at medlemsstaternes retsorden bør indeholde effektive civilretlige procedurer, i henhold til hvilke skade som følge af overtrædelsen kan gøres gældende,

6.  er af den opfattelse, at anlæg af private søgsmål bør have supplerende karakter og være forenelige med offentlig håndhævelse, som på denne måde kunne blive mere strategisk og målrettet, ved at fokusere på de vigtigste spørgsmål og de mest relevante sager; finder dog, at sådanne søgsmål ikke må bruges som påskud til at tildele konkurrencemyndighederne færre midler;

7.  kræver, at traktatens artikel 81 og 82 gennemføres ensartet, uafhængigt af den administrative eller juridiske karakter af den myndighed, der træffer afgørelse; mener, at de afgørelser, som retsmyndighederne træffer, bør være i overensstemmelse med de generelle principper om sikkerhed og effektivitet med henblik på at undgå skævheder og inkonsekvenser inden for Unionen; mener, at det bør være målet at nå frem til procedurer og til en situation, hvor en forudgående og endelig dom afsagt af en konkurrencemyndighed eller af en retsmyndighed bør være bindende for alle medlemsstater, såfremt parterne og sagens omstændigheder er ens;

8.  understreger den afgørende betydning af, at retsmyndigheder uddannes i konkurrenceret for at sikre et højt kvalitetsniveau i deres afgørelser, og at sagerne behandles i specialiserede eller højtkvalificerede instanser;

9.  hævder, at alle retsmyndigheder, som håndhæver Fællesskabets konkurrencebestemmelser, for at beskytte konkurrencen og de skadelidtes rettigheder skal have mulighed for at træffe afgørelse om foreløbige og forberedende foranstaltninger og gøre brug af deres undersøgelsesbeføjelser, hvis det er nødvendigt;

10.  understreger, at de nationale domstole for at kunne fastslå de relevante kendsgerninger i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 81 og 82 bør have rettigheder, som kan sammenlignes med rettighederne for Fællesskabets konkurrencemyndigheder, og at det for at sikre sammenhængen er nødvendigt at styrke samarbejdet mellem de nationale konkurrencemyndigheder og de nationale domstole og mellem disse indbyrdes;

11.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at acceptere, at overtrædelser, der allerede er fastslået af en national konkurrencemyndighed, i det øjeblik den er endelig og eventuelt stadfæstet ved en appel, automatisk gælder som prima facie-bevis for skyld i civile sager, der omhandler samme emner, forudsat at sagsøgte har haft passende mulighed for at forsvare sig selv under den administrative forfølgning;

12.  mener endvidere, at det er unødvendigt på fællesskabsniveau at drøfte og foreskrive behovet for udpegelse af eksperter;

13.  mener, at den foreslåede forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold ("Rom II-forordningen") bør indeholde en tilfredsstillende løsning, undtagen i tilfælde hvor den konkurrencebegrænsende adfærd berører konkurrencen i mere end en medlemsstat, og at det bør overvejes at tilføje en særlig bestemmelse for sådanne tilfælde;

14.  henstiller indtrængende til de nationale domstole at samarbejde om beskyttelse af fortrolige oplysninger og om at gøre programmerne om bødenedsættelsesordninger mere effektive; mener, at eventuelle uoverensstemmelser vedrørende adgang til og behandling af sådanne informationer, som er tilgængelig for medlemmerne af Fællesskabets konkurrencenetværk, bør løses i lyset af Domstolens fortolkning af fællesskabsretten;

15.  understreger, at den erstatning, som sagsøger tilkendes, skal have karakter af kompensation og ikke må overstige den skade ("damnum emergens") og de tab ("lucrum cessans"), som sagsøger reelt har lidt, for at undgå uretfærdig berigelse, og at der ved fastsættelse heraf kan tages udgangspunkt i skadelidtes reelle mulighed for at mildne skaden/tabet; foreslår dog med hensyn til karteller, at det på et skønsmæssigt grundlag bør være muligt at tilkende dobbelt skadeserstatning, de første ansøgere, der samarbejder med konkurrencemyndighederne inden for rammerne af programmerne om bødenedsættelsesordninger, ikke hæfter solidarisk med de øvrige lovovertrædere, og at der skal beregnes renter fra datoen for lovovertrædelsen;

16.  mener, at enhver foranstaltning, der foreslås, skal være i fuld overensstemmelse med medlemsstaternes respektive politikker, især hvad angår skadeserstatninger, der har karakter af straffesanktion;

17.  understreger også, at medlemsstaterne bør tage i betragtning, at muligheden for at gøre overvæltningsargumentet gældende vil være skadelig i forhold til at finde frem til skadens omfang og årsagssammenhængen;

18.  bifalder Fællesskabets retspraksis, ifølge hvilken alle skadelidte skal have mulighed for at anlægge sag; mener, at gruppesager i visse tilfælde kan mindske forskellen mellem de handlemuligheder, der findes for henholdsvis virksomhederne, som ofte er sluttet sammen i store grupper, og forbrugerne, som ifølge sagens natur er isolerede, og som undertiden påføres store individuelle sagsomkostninger for de små skader, de hver især har lidt, der dog tilsammen beløber sig til betydelige summer; mener derfor, at gruppesager kan bidrage til at øge konkurrencereglernes effektivitet ved at gøre forbrugerne til reelle aktører og til de offentlige myndigheders allierede i kampen mod konkurrencebegrænsende adfærd, især karteller, som er årsag til de fleste skader; er af den opfattelse, at medlemsstater, der accepterer søgsmål for indirekte tab, bør give sagsøgte mulighed for i forbindelse med sit forsvar at gøre gældende, at en del af eller hele gevinsten, der er opnået som følge af overtrædelsen, påhviler tredjemand ("passing on defence") for undgå uberettiget berigelse; bemærker, at det derfor er afgørende at råde over en mekanisme til behandling af et større antal småsager;

19.  finder, at skadelidte af økonomiske årsager, for at fremskynde procedurerne eller for at sikre konsekvens bør have mulighed for frivilligt at anlægge fælles søgsmål, enten direkte eller via organisationer, hvis vedtægter har et sådant initiativ som en af sine målsætninger;

20.  bemærker, at der i mange tilfælde ikke vil være et rimeligt forhold mellem sagsøgerens og sagsøgtes ressourcer i søgsmål som følge af en konkurrencebegrænsende adfærd, og at sagsøgeren i sådanne tilfælde ikke bør hindres i at kræve erstatning af frygt for meget høje sagsomkostninger, herunder sagsøgtes omkostninger, såfremt sagen ikke vindes; foreslår derfor, at retsmyndighederne skal kunne tage hensyn til parternes økonomiske forhold og om nødvendigt undersøge dette ved sagens begyndelse; mener, at omkostningernes størrelse bør fastlægges ud fra rimelige og objektive kriterier under hensyntagen til retssagens karakter, ligesom de bør omfatte sagsomkostningerne;

21.  henstiller, at de programmer for offentlig støtte, som berettiget kan vedtages for at lette private erstatningskrav i forbindelse med konkurrencebegrænsende adfærd, indeholder præcise bestemmelser om opfølgende sagsanlæg og erstatning, især i forbindelse med forlig og når overtræderen tilpligtes at udrede omkostningerne;

22.  finder, at de nationale frister for sagsanlæg om tilsidesættelse af Fællesskabets konkurrenceregler bør muliggøre sagsanlæg inden for et år efter Kommissionens eller en national konkurrencemyndigheds afgørelse om, at disse regler er blevet tilsidesat (eller, i tilfælde af appel, et år fra tidspunktet for en sådan appelafgørelse); mener, at når der ikke foreligger en sådan afgørelse, bør det være muligt at anlægge sag om skadeserstatning for tilsidesættelse af EF-traktatens artikel 81 eller 82 samt Fællesskabets konkurrenceregler på et hvilket som helst tidspunkt i den periode, inden for hvilken Kommissionen har beføjelse til at træffe afgørelse om pålæggelse af bøde for disse tilsidesættelser; finder, at fristen bør suspenderes i den periode, hvor der foregår formelle drøftelser eller mæglingsforhandlinger mellem parterne;

23.  foreslår, at forældelsesfristen for retten til skadeserstatning ved overtrædelse af kartelretten suspenderes i det øjeblik, Kommissionen eller konkurrencemyndigheden i en eller flere medlemsstater indleder en undersøgelse af denne overtrædelse;

24.  påpeger, at anlæg af private erstatningssøgsmål ikke ændrer Kommissionens beføjelser eller ansvar med hensyn til konkurrenceretten i medfør af traktaten;

25.  opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at vedtage retningslinjer for, hvorledes parterne kan ydes hjælp til at opgøre skaden og fastsætte årsagssammenhængen; anmoder endvidere Kommissionen om at prioritere udarbejdelsen af en meddelelse dels om anlæg af selvstændige søgsmål og dels med henstillinger om indgivelse af krav og eksempler på de hyppigste former for søgsmål;

26.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en hvidbog med detaljerede forslag til, hvordan det kan gøres lettere at rejse enkeltstående og opfølgende private erstatningssøgsmål i tilfælde af overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler, og som på sammenhængende vis behandler de spørgsmål, der optræder i denne beslutning, og om nødvendigt rummer forslag til relevant lovgivning; henstiller endvidere, at hvidbogen også omfatter forslag om et mere intensivt samarbejde mellem alle de myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelsen af EF's kartel- og monopolregler;

27.  mener, at ethvert initiativ fra Kommissionen om den skadelidtes ret til at kræve erstatning ved nationale domstole bør ledsages af en konsekvensanalyse, der vurderer initiativets retsgrundlag og dets overholdelse af subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet, og bør afspejle den fine balance, hvad angår århundreders udvikling af de forskellige retssystemer i Den Europæiske Union;

28.  opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med de kompetente nationale myndigheder i medlemsstaterne for at nedbryde enhver grænseoverskridende hindring, der får EU-borgere og virksomheder til at afholde sig fra at kræve erstatning på tværs af grænserne, når Fællesskabets kartel- og monopolregler overtrædes; mener, at Kommissionen om nødvendigt bør anlægge sag for at fjerne disse hindringer;

29.  opfordrer indtrængende de medlemsstater, hvor borgere og virksomheder endnu ikke råder over en sådan effektiv ret til skadeserstatning, til at tilpasse deres civile procesret;

30.  understreger, at Parlamentet må inddrages som medlovgiver vedrørende konkurrenceretten, og at det bør informeres regelmæssigt om anlæg af private søgsmål;

31.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og til arbejdsmarkedets parter.

• [1]  EFT 61 af 15.11.1961, s. 1409.
• [2]  EFT C 313 af 15.10.1997, s. 3.
• [3]  EUT L 68 af 6.3.2004, s. 1.
• [4]  EUT L 123 af 27.4.2004, s. 18.
• [5]  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.
• [6]  Dom i sag 26/62 NV Algemene Transport- en Expeditie Onderneming van Gend en Loos mod den nederlandske finansforvaltning (1963). Sml.1954-64, s. 375.
• [7]  Dom af 20. september 2001, Courage mod Céhan , Sml. 2001, s. I-06297.

BEGRUNDELSE

1.      EU's konkurrencepolitik: 50 års erfaring

Konkurrencepolitikken er et af EU's kerneområder. Lige siden Rom-traktaten har den spillet en afgørende rolle for eksistensen af et åbent og dynamisk marked, der har skabt stadig dygtigere virksomheder og givet slutbrugerne stadig flere fordele.

Konkurrencelovgivningen har fået stadig større betydning og specifik værdi. Som integreret del af det rationelle grundlag for den europæiske økonomi er dens bestemmelser en uundværlig forudsætning af opfyldelsen af de opgaver, Fællesskabet er betroet. Konkurrencepolitikken er af afgørende betydning for, at det indre marked fungerer efter hensigten, at man kan høste de størst mulige fordele af den økonomiske aktivitet, og at Lissabon-strategiens målsætninger om bæredygtig vækst og jobskabelse kan opfyldes. Den er en forudsætning for at kunne håndtere globaliseringens udfordringer og opfylde Den Europæiske Unions målsætninger.

2.      Overtrædelsernes omkostninger

Overtrædelser medfører såvel mikro- som makroøkonomiske omkostninger. Lovovertræderen søger at undergrave relationerne med andre markedsdeltagere (konkurrenter, leverandører, kunder eller forbrugere) og opnå fordele på deres bekostning. Gennem sine ulovlige metoder påfører han dem eksorbitante økonomiske omkostninger.

I et bredere perspektiv udgør overtrædelser en hindring for opfyldelse af konkurrencereglernes formål, nemlig en bedre ressourcefordeling, øget økonomisk effektivitet, øget innovation og lavere priser.

En effektiv konkurrencepolitik skal forhindre de økonomiske omkostninger og den undergravelse af tilliden, som overtrædelserne forårsager. Passivitet er medskyldighed, og en effektiv konkurrencepolitik forudsætter, at lovovertræderen ikke får mulighed for at opnå gevinster på markedet, og at hans adfærd får alvorlige følger for ham, altså at han pådrager sig det fulde ansvar.

3.      Konkurrencereglernes private dimension

Konkurrencereglerne danner grundlag for de administrative relationer, der henhører under begrebet markedsdisciplin, og for relationerne mellem privatpersoner. Den private dimension af traktatens artikel 81 og 82 ligger i førstnævntes stk. 2, ifølge hvilket de fremgangsmåder, som er forbudt i medfør af selv samme artikel, ikke har nogen retsvirkning. Lige siden dommene i sagerne Geus mod Bosch (sag 13/61) og Van Gend & Loos (sag 26/62) har det været anerkendt, at traktatens bestemmelser ikke blot indebærer forpligtelser for borgerne, men også sikrer dem rettigheder, som de kan påberåbe sig ved en domstol.

Hovedrollen i kampen mod konkurrencebegrænsende adfærd har altid været spillet af offentlige søgsmål. Den centralisering af anvendelsen af artikel 81, stk. 3, som Kommissionen oprindeligt indførte via systemet med anmeldelse og tilladelse, og som var en forudsætning for gennemførelsen af Fællesskabets konkurrencepolitik, har givet det offentlige initiativ en fortrinsstilling. Det forhold, at Kommissionen fra begyndelsen af 80'erne udvidede sin rolle gennem vedtagelse af forordninger med en bloc-undtagelser for visse typer af aftaler, gjorde ganske vist systemet mindre tungt, men medførte ikke nogen administrativ kursændring. Systemet sejrede sig så at sige ihjel: efterspørgslen på mere og bedre konkurrence viste sig at være uforenelig med systemets økonomiske ineffektivitet og juridiske utilstrækkelighed. Det forsvandt derfor med forordning 1/2003, som brød med Kommissionens monopol og indførte et mere komplekst og åbent system, som skulle anvendes decentralt af de nationale konkurrencemyndigheder og domstole.

En milepæl i moderniseringsprocessen var Domstolens dom den 20. september 2001 i sagen Courage mod Crehan, hvori det i overensstemmelse med den oprindelige retspraksis udtrykkeligt blev fastslået, at artikel 81 kan påberåbes ved en domstol, ligesom det fastsloges, at den fulde virkning af denne artikel ville blive bragt i fare, hvis det ikke var muligt for nogen at kræve erstatning for skade påført dem som følge af en konkurrencebegrænsende adfærd. I dommen i Manfredi-sagen af 13. juli 2006 påpeges det, at "erstatningssøgsmål for de nationale domstole [kan] yde et væsentligt bidrag til opretholdelsen af en effektiv konkurrence inden for Fællesskabet ".

4.      Offentlige og private søgsmåls komplementære karakter

Offentlige og private søgsmål udgør to søjler i anvendelsen af de fælles konkurrenceregler. Konkurrencepolitikken skal opretholde markedsdisciplinen som social institution og beskytte interesserne for deltagerne på samme marked, det være sig virksomheder eller forbrugere.

I et avanceret system bør de offentlige søgsmål, der skal sikre, at virksomheder, der overtræder reglerne, ikke går fri for straf, suppleres med private søgsmål til sikring af, at de heller ikke slipper for at yde erstatning til privatpersoner. De offentlige myndigheders idømmelse af bøder har begrænset rækkevidde, men det ville være utænkeligt, at de også skulle tage sig af private krav, fordi dette ville overbebyrde dem og dermed være ineffektivt, ligesom tanken er fremmed for europæisk retskultur.

I den europæiske model er de private søgsmål et supplement til, ikke en erstatning for, de offentlige søgsmål. En åbning af det europæiske system for private søgsmål vil ikke være en ændring af modellen, men blot en videreudvikling af dens oprindelige form.

Sammenhængen i systemet skal sikres i overensstemmelse med den frie erhvervsudøvelse og privatpersoners subjektive rettigheder. For at sikre sammenhængen mellem de to former for søgsmål er det nødvendigt, at de koordineres, at man gør det lettere at følge afgørelser fra konkurrencemyndigheder, der konstaterer overtrædelser, op med private søgsmål, og at man anerkender den bindende karakter af forudgående endelige afgørelser truffet af kompetente myndigheder.

En decentralisering af de offentlige søgsmål og udvikling af de private ditto vil åbne mulighed for at gøre de offentlige søgsmål mere strategiske og målrettede ved at koncentrere dem om væsentlige og prioriterede spørgsmål.

5.      Mere konkurrence, ikke flere retssager

De private søgsmål er et instrument for konkurrencepolitikken, ikke et mål i sig selv. En anerkendelse af instrumentets rolle fører ikke nødvendigvis til anvendelse heraf, men kan tværtimod være et stærkt incitament til at undgå dette. Under alle omstændigheder er indgivelsen af private søgsmål i realiteten en handling, der har til formål at rette op på de økonomiske skævheder, overtrædelsen har forvoldt.

En hensigtsmæssig regulering af de private søgsmål vil også kunne nedbringe antallet af retssager ved at fjerne den uvished, som virker fremmende på dem. Endelig vil det gøre det lettere for de retlige myndigheder at anvende fællesskabsreglerne i de tilfælde, hvor en retssag er uundgåelig.

Man bør undgå en kunstig vækst i antallet af retssager samt regler, der er til skade for en retfærdig og afbalanceret proces, hvor begge parter har lige stærke våben til rådighed. Formålet er ikke juridisk aktivisme, men en rationel anvendelse af retssager.

Der bør i forbindelse med erstatningskrav tilskyndes til, at sagen løses ved mindelig overenskomst, udenretlig voldgift eller retsforlig. Der bør åbnes mulighed for, opfyldelse af erstatningskrav kan godskrives og tages i betragtning ved fastsættelsen af den bøde, der skal betales.

6.      Forskelle i forhold til den amerikanske model

I USA tager 90 % af de sager, der vedrører den amerikanske konkurrencelovgivning, form af private erstatningskrav, hvorimod anvendelsen af sådanne er meget begrænset inden for EU. Praksis er således forskellig, men af endnu større relevans er en sammenligning af de kvalitative aspekter.

Private søgsmål kan følge temmelig forskellige retningslinjer og modeller. Det vil være en grov fejl at gøre private søgsmål synonyme med den amerikanske model. I USA tilkender de retslige myndigheder, der beskæftiger sig med private erstatningskrav, erstatninger, der samtidig fungerer som straf ved at have et omfang på tre gange skadens værdi. Inden for EU har konkurrencemyndighederne monopol på idømmelsen af bøder, og de private søgsmål tjener i den europæiske model til at supplere frem for at erstatte de offentlige søgsmål.

Den amerikanske model bygger på et sammenfald af forskellige elementer (retsorganer sammensagt af lægfolk, kollektive søgsmål ("class actions"), særligt strenge krav om offentliggørelse af dokumenter, tilkendelse af "punitive" erstatninger på tre gange skadens værdi, sagsanlæg uden risiko, fordi advokatens salær afhænger af sagens udfald, og de enkelte parter afholder deres egne sagsomkostninger, etc.). I europæisk retspraksis findes ingen tilsvarende model.

Blot at fokusere på et eller flere af disse elementer vil ikke være tilstrækkeligt til at sammenligne den europæiske model med den amerikanske. I denne betænkning foreslås en tilgang, som klart lægger vægten på Fællesskabets og medlemsstaternes erfaringer.

7.      Nødvendigheden af en fælles tilgang inden for Den Europæiske Union

Traktatens artikel 81 og 82 bør anvendes på ensartet vis, uafhængigt af den administrative eller retslige karakter af den myndighed, der træffer afgørelse. Afgørelserne bør være konsistente og respektere fælles principper for sikkerhed og effektivitet med henblik på at undgå skævheder og inkonsekvenser inden for EU. Kommissionens grønbog rejser visse spørgsmål af relevans for den fremtidige behandling.

Private søgsmål kan have opfølgende karakter (dvs. i kølvandet på en konkurrencemyndigheds afgørelse om, at der foreligger en lovovertrædelse), eller de kan være selvstændige (når der ikke foreligger en sådan afgørelse, og den retlige myndighed derfor skal tage stilling til dette spørgsmål, før den kan træffe afgørelse om et eventuelt erstatningsansvar). Sammenhængen i systemet gør det nødvendigt, at der træffes ensartede afgørelser om eksistensen af lovovertrædelser baseret på fælles normer og ensartede beføjelser, således at man kan:

-       træffe foreløbige, forberedende og foregribende foranstaltninger

-       fastslå sagens fakta, placere bevisbyrden og vurdere samme

-       beskytte fortrolige oplysninger og effektiviteten af programmer for bødenedsættelse

-       styrke samarbejdet mellem myndighederne med henblik på at gøre systemet mere effektivt og sikkert.

Der er desuden behov for et mere specifikt retsgrundlag, der kan sætte de retlige myndigheder i stand til at træffe ensartede afgørelser om erstatningskrav.

8.      “Regulation versus litigation”

Domstolen har understreget den supplerende karakter af sin doktrin ("når der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området") ved at fastslå, at de nationale myndigheders afgørelser af spørgsmål om erstatningsansvar bør træffes i henhold til princippet om effektivitet og ækvivalens. Det interne ækvivalensprincip kan med fordel anvendes til at afgøre sager af national og problematisk karakter, og endog af mere omfattende kontradiktoriske sager sammen med effektivitetsprincippet. Vil det ikke være rimeligt, at man undgår 25 eller 27 forskellige løsninger?

En stærk vækst i antallet af retssager og af den juridiske kompleksitet vil være til skade for borgerne og for systemets effektivitet. Løsningen af problemet kræver en retlig ramme på EU-plan, som kan give større sikkerhed og effektivitet.

De retlige myndigheders rolle inden for Fællesskabets konkurrencelovgivning er ikke at skabe ret, men at gøre gældende ret effektiv ved at afgøre konkrete sager via en forhandling "inter pares". Det er lovgiverens rolle at udvælge alternative løsninger af grundlæggende spørgsmål og fastlægge bestemmelser på grundlag af en åben offentlig debat i EU, der kan sikre øget legitimitet og forståelse for almenhedens interesser.

9.      Kommissionens særlige rolle

Indgivelse af private søgsmål ændrer ikke Kommissionens traktatfæstede beføjelser eller ansvar inden for konkurrencelovgivningen. Dens beføjelser med hensyn til at overvåge anvendelsen af principperne i traktatens artikel 81 og 82 er af stor betydning.

Overgangen fra en situation med kun få private søgsmål til et afbalanceret system baseret på to komplementære søjler kræver politisk beslutsomhed og intellektuelt lederskab. Kommissionen bør tage denne udfordring op ved at udarbejde en referenceramme for anvendelsen af konkurrencelovgivningen og tage initiativer, der kan sikres systemets succes. Blandt de grundlæggende opgaver er ajourføring af reglerne, udarbejdelse af retningslinjer, der kan lette videreudviklingen heraf, offentliggørelse af dokumenter, der kan lette forståelsen af den overordnede politik og fremme af samarbejdet mellem de kompetente myndigheder.

10.    Styrkelse af Europa-Parlamentets rolle i konkurrencepolitikken

Europa-Parlamentet bør som den institution, der repræsenterer borgerne, sikre den demokratiske legitimitet, som konkurrencepolitikken har behov for. En udvidelse af konkurrencekulturen til hele samfundet forudsætter, at Parlamentet spiller en større og mere aktiv rolle.

Fællesskabets konkurrencepolitik er ikke længere en spæd administrativ disciplin, men en konsolideret politik af gennemgribende betydning for erhvervslivet og for borgernes tilværelse, et kernepunkt i den europæiske integration. Dens fulde demokratiske legitimitet kræver, at Parlamentets rolle styrkes ved at udvide dets impulsgivende og kontrollerende funktioner og give det medlovgivende beføjelser.

UDTALELSE FRA RETSUDVALGET (27.2.2007)

til Økonomi- og Valutaudvalgetom grønbogen: Erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler(2006/2207(INI))Rådgivende ordfører (*): Bert Doorn(*) Udvidet samarbejde mellem udvalg - forretningsordenens artikel 47

FORSLAG

Retsudvalget opfordrer Økonomi- og Valutaudvalget, som er korresponderende udvalg, til at indarbejde følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A. der henviser til, at forbrugere og virksomheder, der har lidt skade som følge af en overtrædelse af kartel- og monopolreglerne, har krav på erstatning,

B. der henviser til, at konkurrenceretten i medlemsstaterne fortrinsvis håndhæves ad offentligretlig vej, og at der på medlemsstatsniveau findes betydelige vanskeligheder og forhindringer, der kan afholde potentielle sagsøgere fra at søge erstatning,

C. der henviser til, at Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 85 skal påse, at principperne i samme traktats artikel 81 og 82 vedrørende konkurrenceretten anvendes, og til, at det i henhold til traktaten er muligt at anvende andre retsgrundlag, der kan øge effektiviteten af disse principper, som f.eks. artikel 65, der gør det muligt for Den Europæiske Union at fjerne hindringerne for velfungerende behandling af civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, samt til, at Domstolen i betragtning af, at der ikke findes nogen fællesskabsregler for skadelidtes ret til at kræve erstatning ved en national domstol, mener, at det er op til den enkelte medlemsstats retssystem at udpege kompetente domstole og retsinstanser og fastsætte præcise procedureregler for aktioner til beskyttelse af rettigheder, som den enkelte borger har i henhold til fællesskabslovgivningen, under forudsætning af, at disse regler ikke er mindre gunstige end reglerne for lignende aktioner på nationalt plan (ækvivalensprincippet), og af, at disse procedureregler ikke gør det umuligt eller for besværligt at udøve de rettigheder, som fællesskabslovgivningen garanterer (effektivitetsprincippet),

D. der henviser til, at udviklingen i EU's civilret, især hvad angår adgang til domstolene, ikke har holdt trit med den seneste udvikling i EU's konkurrenceret vedrørende det indre marked,

E. der henviser til, at ethvert forslag fra Kommissionen på områder, som ikke hører ind under dens enekompetence, i henhold til EF-traktaten skal være i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og opfylde proportionalitetskriterierne,

F. der henviser til, at Domstolen i sag C-453/99, Courage mod Céhan[1], fastslog, at for at sikre den fulde virkning af EF-traktatens artikel 81 kan personer og selskaber kræve erstatning for skade påført dem af en aftale eller adfærd, der begrænser eller fordrejer konkurrencen,

G. der henviser til, at de nuværende klagemekanismer vedrørende overtrædelse af kartel- og monopolregler på europæisk niveau ikke sikrer den fulde virkning af EF-traktatens artikel 81, især med hensyn til de skadelidte,

H. der henviser til, at mange medlemsstater er ved at undersøge mulighederne for bedre forbrugerbeskyttelse ved at tillade kollektive søgsmål, og til, at forskelligartede klagemuligheder kan føre til konkurrencefordrejning i det indre marked,

1. mener, at borgere og virksomheder, der lider skade som følge af en tilsidesættelse af konkurrenceretten, skal have mulighed for at kræve skadeserstatning; mener endvidere, at sådan tilsidesættelse skal fastslås formelt ved hjælp af gældende procedurer og under forudsætning af, at de skadelidtes egne interesser er direkte påvirket;

2. er derfor af den opfattelse, at medlemsstaternes retsorden bør indeholde effektive civilretlige procedurer, i henhold til hvilke skade som følge af overtrædelsen kan gøres gældende,

3. mener, at ethvert initiativ fra Kommissionen om den skadelidtes ret til at kræve erstatning ved nationale domstole bør ledsages af en konsekvensanalyse, der vurderer initiativets retsgrundlag og dets overholdelse af subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet, og bør afspejle den fine balance, hvad angår århundreders udvikling af de forskellige retssystemer i EU;

4. opfordrer indtrængende de medlemsstater, hvor borgere og virksomheder endnu ikke råder over en sådan effektiv ret til skadeserstatning, til at tilpasse deres civile procesret;

5. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at acceptere, at overtrædelser, der allerede er fastslået af konkurrencemyndigheden, i det øjeblik den er endelig og stadfæstet ved en eventuel appel, automatisk gælder som prima facie-bevis for skyld i civile sager, der omhandler samme emner, forudsat at sagsøgte har haft passende mulighed for at forsvare sig selv under den administrative forfølgning;

6. understreger også, at medlemsstaterne bør tage i betragtning, at muligheden for at gøre overvæltningsargumentet gældende er skadelig i forhold til at finde frem til skadens omfang og årsagssammenhængen;

7. opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med de kompetente nationale myndigheder i medlemsstaterne for at nedbryde enhver grænseoverskridende hindring, der får EU-borgere og virksomheder til at afholde sig fra at kræve erstatning på tværs af grænserne, når EF's kartel- og monopolregler overtrædes; mener, at Kommissionen om nødvendigt bør anlægge sag for at fjerne disse hindringer;

8. foreslår, at forældelsesfristen for retten til skadeserstatning ved overtrædelse af kartelretten suspenderes i det øjeblik, Kommissionen eller konkurrencemyndigheden i en eller flere medlemsstater indleder en undersøgelse af denne overtrædelse;

9. mener endvidere, at det ikke er nødvendigt at behandle krav om erstatning som følge af tilsidesættelse af kartelretten ved en særlig domstol, såfremt en sådan ikke er en del af de retlige procedurer i medlemsstaten;

10. mener, at ethvert instrument, der foreslås, skal være i fuld overensstemmelse med medlemsstaternes respektive politikker, især hvad angår skadeserstatninger, der har karakter af straffesanktion;

11. mener, at det på fællesskabsniveau er uhensigtsmæssigt at tilpasse de nationale bestemmelser om udlevering af dokumentbeviser og bevisbyrde i civile erstatningssager rejst i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82;

12. mener endvidere, at det er unødvendigt på fællesskabsniveau at drøfte og foreskrive behovet for udpegelse af eksperter, afklaring af det retlige krav om årsags-sammenhæng samt muligheden for at fremsætte kollektive søgsmål, eftersom disse emner kan betragtes som rodfæstede i de enkelte landes nationale retssystemer;

13. mener, at det - selv om den foreslåede forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold ("Rom II-forordningen") burde indeholde en tilfredsstillende løsning, undtagen i tilfælde hvor den konkurrencebegrænsende adfærd berører konkurrencen i mere end en stat - bør overvejes at tilføje en særlig bestemmelse til forordningen;

14. mener ikke, at Kommissionen har beføjelser til ensidigt a priori at fastsætte, om hvilke markeder den skal koncentrere sin indsats som offentlig håndhæver af kartel- og monopollovgivningen, men er af den opfattelse, at der i så tilfælde kun burde kunne tages initiativer efter opnåelse af politisk støtte fra Parlamentet og Rådet.

PROCEDURE

Titel	Grønbog: Erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler
Procedurenummer	2006/2207(INI)
Korresponderende udvalg	ECON
Udtalelse fra   Dato for meddelelse på plenarmødet	JURI 7.9.2006
Udvidet samarbejde – dato for meddelelse på plenarmødet	JURI 7.9.2006
Rådgivende ordfører   Dato for valg	Bert Doorn 30.5.2006
Oprindelig rådgivende ordfører
Behandling i udvalg	12.9.2006		3.10.2006	21.11.2006	27.2.2007
Dato vedtaget	27.2.2007
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	21 0 0
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Wolfgang Bulfon, Bert Doorn, Giuseppe Gargani, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Klaus-Heiner Lehne, Katalin Lévai, Hans-Peter Mayer, Manuel Medina Ortega, Hartmut Nassauer, Aloyzas Sakalas, Diana Wallis, Rainer Wieland, Jaroslav Zvěřina
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Mladen Petrov Chervenyakov, Adeline Hazan, Barbara Kudrycka, Eva Lichtenberger, Michel Rocard, József Szájer, Jacques Toubon
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2	Toine Manders
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog)	...

• [1]  Dom af 20. september 2001, Sml. 2001, s. I-06297.

PROCEDURE

Titel

Grønbogen om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler

Procedurenummer

(2006/2207(INI))

Korresponderende udvalg   Dato for meddelelse på plenarmødet om tilladelse

ECON 7.9.2006

Rådgivende udvalg   Dato for meddelelse på plenarmødet

ITRE 7.9.2006

JURI 7.9.2006

IMCO 7.9.2006

Ingen udtalelse   Dato for afgørelse

ITRE 20.2.2006

IMCO 13.9.2006

Udvidet samarbejde   Dato for meddelelse på plenarmødet

JURI 7.9.2006

Ordfører(e)   Dato for valg

Antolín Sánchez Presedo 17.1.2006

Oprindelig(e) ordfører(e)

Behandling i udvalg

19.4.2006

21.11.2006

19.12.2006

23.1.2007

Dato for vedtagelse

27.3.2007

Resultat af den endelige afstemning

+: -: 0:

22 18 1

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Zsolt László Becsey, Pervenche Berès, Sharon Bowles, Udo Bullmann, Ieke van den Burg, David Casa, Jonathan Evans, Elisa Ferreira, José Manuel García-Margallo y Marfil, Jean-Paul Gauzès, Robert Goebbels, Donata Gottardi, Karsten Friedrich Hoppenstedt, Gunnar Hökmark, Sophia in 't Veld, Othmar Karas, Piia-Noora Kauppi, Guntars Krasts, Astrid Lulling, Hans-Peter Martin, Gay Mitchell, Cristobal Montoro Romero, Joseph Muscat, Joop Post, John Purvis, Alexander Radwan, Bernhard Rapkay, Heide Rühle, Manuel Antolín Sánchez Presedo, António dos Santos, Olle Schmidt, Peter Skinner, Cristian Stănescu, Margarita Starkevičiūtė, Ivo Strejček.

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Harald Ettl, Werner Langen, Klaus-Heiner Lehne, Thomas Mann, Gianni Pittella, Adina-Ioana Vălean.

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Dato for indgivelse

10.4.2007

Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog)

...