BETÆNKNING om ungdomskriminalitet - kvindernes, familiens og samfundets rolle
7.6.2007 - (2007/2011 (INI))
Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling
Ordfører: Katerina Batzeli
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om ungdomskriminalitet - kvindernes, familiens og samfundets rolle
(2007/2011 (INI))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til FN's konvention om børns rettigheder af 20. november 1989, navnlig artikel 37 og 40,
– der henviser til De Forenede Nationers standardminimumsregler for retspleje over for mindreårige ("Beijing-reglerne") fra 1985 vedtaget af FN's generalforsamling i dens resolution 40/33 af 29. november 1985,
– der henviser til De Forenede Nationers retningslinjer for forebyggelse af ungdomskriminalitet ("Riyadh-retningslinjerne") fra 1990 vedtaget af FN's generalforsamling i dens resolution 45/112 af 14. december 1990,
– der henviser til FN-reglerne om beskyttelse af frihedsberøvede mindreårige vedtaget af FN's Generalforsamling i dens resolution 45/113 af 14. december 1990,
– der henviser til Europarådets europæiske konvention om udøvelse af børns rettigheder af 25. januar 1996, og navnlig artikel 1 og 3-9 heri,
– der henviser til Europarådets Ministerkomités anbefaling til medlemsstaterne om nye måder at håndtere ungdomskriminalitet på og om ungdomsretssystemets rolle (Rec (2003) 20) af 24. september 2003,
– der henviser til Europarådets ministerkomités anbefaling om sociale reaktioner på ungdomskriminalitet (Rec (87) 20E) af 17. september 1987,
– der henviser til Europarådets ministerkomités anbefaling om sociale reaktioner på ungdomskriminalitet begået af unge fra indvandrerfamilier (Rec (88) 6E) af 18. april 1988,
– der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, navnlig artikel 6 heri og bestemmelserne i afsnit VI om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager,
– der henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, især afsnit XI om socialpolitik, uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdom, og navnlig artikel 137,
– der henviser til Kommissionens rammeprogram for politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager, Agis, der udløb den 31. december 2006, og Rådets forordning (EF) nr. 168/2007 af 15. februar 2007 om oprettelse af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder[1],
– der henviser til sin holdning af 30. november 2006 om Rådets forslag til afgørelse om at tillade Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder at udøve sine aktiviteter på de områder, der er omhandlet i afsnit VI[2] i traktaten om Den Europæiske Union,
– der henviser til Rådets fælles holdning fastlagt den 5. marts 2007 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et særprogram for perioden 2007-2013 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder samt beskytte ofrene og risikogrupperne (Daphne III-programmet) som en del af det generelle program om grundlæggende rettigheder og retfærdighed,
– der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Mod en EU-strategi for børns rettigheder (KOM(2006)367)",
– der henviser til sin beslutning af 8. juli 1992 om et europæisk charter om børns rettigheder[3], og navnlig punkt 8.22 og 8.23,
– der henviser til Rådets afgørelse[4] 2001/427/JAI af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk kriminalpræventivt net,
– der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 15. marts 2006 om "Forebyggelse og håndtering af ungdomskriminalitet samt ungdomsretssystemets rolle i EU"[5],
– der henviser til konklusionerne fra den konference, som det britiske formandskab afholdt i Glasgow den 5.-7. september 2005 om emnet "Unge og kriminalitet - et europæisk perspektiv",
– der henviser til de seneste årsberetninger fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug,
– der henviser til forretningsordenens artikel 45,
– der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6‑0212/2007),
A. der henviser til, at ungdomskriminalitet i sagens natur er farligere end voksenkriminalitet, eftersom den berører en særligt sårbar del af befolkningen i en fase, hvor deres personlighed dannes, og udsætter unge for risikoen for social udstødelse og stigmatisering på et meget tidligt stadium,
B. der henviser til, at nationale, europæiske og internationale undersøgelser viser, at der har været en bekymrende stigning i ungdomskriminaliteten i de sidste to årtier,
C. der henviser til, at kriminaliteten blandt de mindreårige giver anledning til bekymring på grund af dens massive karakter, som skyldes, at de unge begynder deres kriminelle løbebane tidligere og tidligere, at antallet af forbrydelser begået af børn under 13 år stiger, og at deres handlinger antager en stadig mere brutal karakter,
D. der henviser til, at den måde, hvorpå statistikkerne for ungdomskriminalitet indsamles og præsenteres i dag, ikke opfylder hverken de reelle behov eller de aktuelle betingelser, hvilket gør det så meget desto mere nødvendigt straks at få tilgang til pålidelige nationale statistikker,
E. der henviser til, at det er vanskeligt med sikkerhed at kategorisere de årsager, som får en mindreårig til at udvise kriminel adfærd, eftersom den vej, som fører vedkommende til socialt afvigende og i sidste ende kriminelle former for adfærd, i hvert enkelt tilfælde forklares ud fra individuelle og specifikke omstændigheder, som hænger sammen med vedkommendes liv og de centrale holdepunkter, som alle børn og unge udvikler sig omkring, nemlig familie, skole, vennekreds samt på et større plan det samfundsøkonomiske miljø, vedkommende lever i,
F. der henviser til, at de hovedfaktorer, der bidrager til ungdomskriminalitet, er manglende organisation og kommunikation samt mangel på egnede rollemodeller inden for familien, det at forældrene ofte er fraværende, psykopatologiske problemer som følge af et fysisk og seksuelt misbrug fra familiemedlemmers side, uddannelsessystemernes manglende videreformidling af samfundsværdier, fattigdom, arbejdsløshed, social udstødelse og racisme; der henviser til, at andre faktorer, der har stor betydning, er de unge menneskers stærke tendens til at efterligne andre, når de forsøger at forme deres personlighed, personlighedsforstyrrelser i forbindelse med alkohol- og narkotikamisbrug og mediernes og visse internetsiders og videospils billede af eksempler på blind, uhæmmet og meningsløs vold,
G. der henviser til, at en afvigende adfærd hos de unge ikke systematisk skyldes den familiemæssige baggrund,
H. der henviser til, at de unges øgede indtag af cannabis og andre narkotiske stoffer og/eller alkohol skal sættes i forbindelse med den voksende ungdomskriminalitet,
I. der henviser til, at indvandrere og især mindreårige indvandrere er langt mere udsat for social kontrol, hvilket kan give det indtryk, at problemer med ungdomskriminalitet hovedsageligt rammer indvandrermiljøer og ikke hele samfundet, en holdning, som ikke blot er fejlagtig, men også farlig for samfundet,
J. der henviser til, at de to "aktuelle" former for ungdomskriminalitet består i etablering af "ungdomsbander" samt i en skærpelse af volden i skolemiljøet, fænomener, som griber om sig i nogle medlemsstater, og som viser sig at være komplekse såvel at undersøge som at finde eventuelle løsninger på,
K. der henviser til, at omfanget af fænomener som ungdomsbanderne har fået nogle medlemsstater til at skærpe sanktionerne i straffeloven for mindreårige og igen anvende traditionelle straffemetoder som frihedsberøvelse på forvaringsanstalter,
L. der henviser til, at de nærmeste skoleomgivelser og selv skolegårdene, også i de pæne kvarterer, i nogle medlemsstater er blevet lovløse områder (salg af narkotika, vold med eventuel brug af blanke våben, diverse former for beskyttelsespenge, udvikling af farlige lege og f.eks. fænomenet "happy slapping" med offentliggørelse af billeder på internetsider, optaget med mobiltelefoner, af voldsscener),
M. der henviser til, at man i de senere år i stigende grad har taget den nationale strafferet på ungdomsområdet, der bør tage sigte på foranstaltninger for omskoling samt rehabilitering og behandling og ikke kun fokusere på frihedsstraf, som kun bør benyttes som en sidste udvej, hvis det er nødvendigt; der understreger, at gennemførelsen i praksis af disse nye foranstaltninger ofte vanskeliggøres på grund af manglen på materiel infrastruktur og egnede, moderne faciliteter og uddannet specialpersonale samt som følge af et begrænset samfundsengagement og begrænsede midler,
N. der henviser til, at de nationale lovgivninger har tendens til at straffe mindreåriges handlinger og fremtræden på trods af, at disse ikke betragtes som kriminelle, når de begås af voksne, hvilket styrker den strafferetlige og sociale kontrol tilsvarende på bekostning af de mindreårige, men også fører til, at fattigdommen, den sociale udstødelse og de lejlighedsvise vanskeligheder med at integrere de unge i samfundet straffes unødvendigt hårdt,
O. der henviser til, at den bølge af billeder med ekstreme voldsscener og pornografisk materiale, som spredes gennem kommunikationsmidler og audiovisuelle midler som spil, fjernsyn og internet, såvel som mediernes udnyttelse af billedet af kriminelle mindreårige og ofre, ofte nærmer sig et brud på børnenes grundlæggende rettigheder og bidrager til at banalisere volden,
P. der henviser til, at der blev nedsat en særlig arbejdsgruppe om ungdomskriminalitet under det europæiske kriminalpræventive net, som blev oprettet i 2001, og at denne gruppe er begyndt at foretage en detaljeret komparativ undersøgelse i de 27 medlemsstater som basis for kommende udviklinger i EU-politikken på dette område,
1. understreger, at ungdomskriminalitet kun kan bekæmpes effektivt ved at vedtage en integreret strategi på nationalt og europæisk plan, hvor man forener tre retningsgivende principper, nemlig forebyggelse, social inkludering af alle unge og lovgivningsmæssige håndteringsforanstaltninger;
Politikker på nationalt plan
2. understreger, at det er af afgørende betydning, at alle de berørte parter i samfundet er direkte involveret i planlægningen og gennemførelsen af en integreret national strategi, dvs. staten som central forvaltning, regionale og lokale myndigheder, de ansvarlige for skolesamfundet, familien, ngo'er og særligt ungdomsngo'er, civilsamfundet og alle enkeltpersoner; fastholder, at det er vigtigt at have tilstrækkelige finansielle ressourcer til rådighed for at kunne gennemføre effektive foranstaltninger til bekæmpelse af ungdomskriminalitet;
3. understreger, at det er af afgørende betydning at iværksætte en integreret og effektiv politik for skolen, det sociale område, familien og uddannelsesområdet, der bidrager til at videreformidle sociale og samfundsmæssige værdier og til tidlig socialisering af de unge, og at definere en politik til bekæmpelse af social udstødelse; mener, at det desuden er nødvendigt at definere en politik baseret på større økonomisk og social samhørighed med sigte på at udjævne de sociale uligheder og bekæmpe social udelukkelse og fattigdom med særlig fokus på børns fattigdom;
4. mener, at forebyggelsen af ungdomskriminalitet skal etableres på tre grundlæggende plan, nemlig primær forebyggelse, som henvender sig til alle borgere, sekundær forebyggelse, som henvender sig til lejlighedsvist kriminelle eller potentielt kriminelle unge, og endelig tertiær forebyggelse, som henvender sig til mindreårige, der fastholder en kriminel adfærd, og har til hensigt at sætte en stopper herfor;
5. mener, at det er nødvendigt at opstille en række konkrete grænser og foranstaltninger, som familierne, underviserne og samfundet skal formidle til de unge allerede i en meget tidlig alder;
6. mener, at forebyggelse af ungdomskriminalitet også kræver offentlige politikker på andre områder inklusive bolig-, beskæftigelses-, erhvervsuddannelses-, fritids- og ungdomsudvekslingsområdet;
7. påpeger, at familier såvel som skoler og samfundet generelt skal samarbejde om at bekæmpe det voksende voldsfænomen blandt de unge;
8. henleder medlemsstaternes opmærksomhed på den særlige rolle, som familien spiller i alle faser af denne kamp imod ungdomskriminalitet, og beder dem etablere en passende støtte til forældrene;
9. opmuntrer medlemsstaterne til i deres nationale politikker at åbne mulighed for at indføre et års forældreorlov, som giver de familier, der måtte ønske det, mulighed for på denne måde at lægge vægt på den tidligste opdragelse af deres barn, hvilket er af afgørende betydning for dets følelsesmæssige udvikling;
10. opfordrer medlemsstaterne til at yde særlig støtte til familier med økonomiske og sociale problemer; understreger, at vedtagelse af foranstaltninger til dækning af basale behov for bolig og mad, garanteret adgang for alle medlemmer af familien og først og fremmest børnene til grunduddannelse og sundhedsydelser samt foranstaltninger til sikring af lige adgang for disse familiers medlemmer til arbejdsmarkedet og sociale, økonomiske og politiske aktiviteter vil bidrage til at sikre et sundt og retfærdigt familiemiljø til fordel for børnenes udvikling og første socialisering;
11. opfordrer medlemsstaterne til at stille de nødvendige midler til rådighed for at udvide en effektiv støttefunktion i form af psykolog- og socialrådgivning og inkludere kontaktpunkter for problemfamilier, som er berørt af ungdomskriminalitet;
12. understreger den særlige rolle, der tilfalder skolen og skolesamfundet i børn og unges personlighedsudvikling; understreger, at to centrale karakteristika ved dagens skole, nærmere betegnet den kulturelle mangfoldighed og øgede sociale forskelle, hvis der mangler de strukturer, som er nødvendige i uddannelsessystemet til at intervenere, støtte og nærme sig eleverne, vil kunne føre til voldsfænomener i skolesammenhæng og til, at der opstår et fjendtligt miljø mellem aggressive elever, som påtager sig rollen som bødler, og de elever, som bliver ofre herfor;
13. opfordrer i den forbindelse medlemsstaterne til at udforme de nødvendige retningslinjer til skolemyndighederne for en moderne procedure for konfliktløsning i skolemiljøet ved hjælp af mæglingsinstanser, som elever, forældre, undervisere og relevante tjenester for de kommunalt ansvarlige i fællesskab vil blive tilknyttet;
14. mener, at det er absolut nødvendigt at tilbyde hensigtsmæssig efteruddannelse til underviserne, således at de er i stand til at håndtere de heterogene klasser, iværksætte en pædagogik, som ikke er moraliserende, men forebyggende og baseret på solidaritet, og forhindre stigmatisering og marginalisering af såvel kriminelle mindreårige som de af deres medløbere, der er ofre for dem;
15. anmoder desuden medlemsstaterne om i deres uddannelsespolitik at indføre tilbud om psykologhjælp og særlig rådgivning til de børn, som har problemer med socialisering, mulighed for lægebehandling i alle uddannelsesinstitutioner, udnævnelse af en socialarbejder, som i hvert enkelt tilfælde tilknyttes et begrænset antal uddannelsesinstitutioner, en kriminalsociolog, en børnepsykiater og eksperter i børnekriminalitet, streng kontrol med elevernes indtag af alkohol og rusmidler, bekæmpelse af enhver form for diskriminering af medlemmer af skolesamfundet, udnævnelse af en EU-mægler, som skal være bindeled mellem skolen og Fællesskabet, samt samarbejde mellem de forskellige skolesamfund om udarbejdelse og iværksættelse af antivoldsprogrammer;
16. anmoder medlemsstaterne og de ansvarlige tilsynsmyndigheder på nationalt og regionalt plan om nøje at sørge for, at EU-lovgivningen og den nationale lovgivning om programinformation for fjernsynsudsendelser og andre programmer, som kan indeholde særligt voldelige scener eller scener, som frarådes for mindreårige, overholdes fuldstændigt; anmoder desuden medlemsstaterne om i samarbejde med de medieansvarlige at vedtage en "køreplan" til beskyttelse af børns rettigheder samt, og især, de kriminelle mindreåriges rettigheder, med forbud mod sendinger, der indeholder ekstreme voldsscener, på bestemte tidspunkter af dagen og mod at afsløre identiteten på de mindreårige, som er involveret i kriminelle handlinger;
17. anbefaler medlemsstaterne at styrke ungdomsklubbernes rolle og skærpe kvalitetsvurderingen af dem, da de betragtes som et tilbud om udveksling for de unge, og understreger, at integrationen af de ungdomskriminelle i disse miljøer vil bidrage til deres socialisering og styrke deres følelse af tilhørighed til et sundt samfundslag;
18. understreger, at medierne kan spille en anseelig rolle med henblik på at forebygge ungdomskriminalitet ved at tage initiativer til information og oplysning af offentligheden og ved at sende udsendelser af høj kvalitet, som understreger de unges positive bidrag til samfundet samtidig med, at de til gengæld kontrollerer sendinger, der indeholder scener med vold, pornografi eller indtag af rusmidler, det hele på grundlag af aftaler, som indføjes i "køreplanen" til beskyttelse af børns rettigheder;
19. anmoder medlemsstaterne om igen at modernisere deres rets- og lovforanstaltninger til håndtering af kriminalitet blandt mindreårige i retning af afkriminalisering, legalisering, færre retsmidler og afinstitutionalisering; anbefaler i den forbindelse at minimere de foranstaltninger, der følger med frihedsberøvelse og hel eller delvis forvaring af den mindreårige, og erstatte dem med andre foranstaltninger af pædagogisk art, som de nationale dommere bredt kunne anvende, f.eks. tilbud om samfundstjeneste, rehabilitering og formidling af kontakt til ofrene, erhvervsuddannelseskurser og adfærdskurser og særlige praktikpladser for dem, som er afhængige af narkotika eller alkohol;
20. opfordrer medlemsstaterne til at vedtage nye og innovative foranstaltninger, som skal give et retsligt svar, såsom direkte inddragelse af den mindreåriges forældre og værger i den strafferetlige procedure - fra sagsanlæg til anvendelse af retsforanstaltninger - suppleret med resocialisering og intensiv psykologhjælp, valg af plejefamilie, som om nødvendigt har ansvar for at uddanne den mindreårige, og støtte i form af rådgivning og information til forældre, lærere og elever ved mindreåriges voldelige adfærd i skolemiljøet;
21. påpeger, at retsprocedurens forløb og varighed, valg af foranstaltninger samt efterfølgende eksekvering på ungdomskriminalitetsområdet skal styres af princippet om barnets tarv og overholdelse af retsplejeloven; understreger i den forbindelse, at der udelukkende må træffes fængslingsforanstaltninger som en sidste udvej, samt at foranstaltningerne skal gennemføres i institutioner, som er tilpasset ungdomskriminelle;
22. anmoder medlemsstaterne om inden for rammerne af en integreret indsats imod kriminalitet blandt mindreårige at afsætte særlige og selvstændige budgetmidler med henblik på vedtagelsen af forebyggende foranstaltninger mod ungdomskriminalitet, flere midler til programmerne for unges integration i samfundet og på arbejdsmarkedet og forhøjede ressourcer til opjustering og modernisering af plejeinstitutionerne for de kriminelle mindreårige på centralt og regionalt hold samt specialuddannelse og efteruddannelse af alle involverede faggrupper og ansvarshavende;
Mod en europæisk rammestrategi
23. opfordrer kraftigt medlemsstaterne til i samarbejde med Kommissionen straks at udarbejde og vedtage en række minimumsstandarder og retningslinjer for ungdomskriminalitet, som er fælles for alle medlemsstaterne, så man fokuserer på fire grundsøjler, nemlig forebyggelse, rehabilitering, reintegration i samfundet og retlige eller udenretslige foranstaltninger ud fra de principper, der er fastlagt på internationalt plan i Beijing-reglerne og Riyadh-retningslinjerne, FN's konvention om børns rettigheder samt i andre internationale konventioner på dette område;
24. mener, at målsætningen med en fælles europæisk indfaldsvinkel bør være at opstille modeller for en udenretslig indsats for at tackle og håndtere ungdomskriminalitet, mens brugen af frihedsberøvelse og straf bør være sidste udvej og udelukkende anvendes, når det vurderes at være absolut nødvendigt;
25. vurderer, at det er absolut nødvendigt at integrere og inddrage de unge i alle spørgsmål og beslutninger, som vedrører dem, hvis vi ønsker at definere fælles løsninger, som skal krones med succes; mener, at det er grunden til, at vi, på stadier, hvor børnedomstolenes bisiddere intervenerer, skal sørge for, at disse ikke blot har erfaring med uddannelse af de unge, men at de også har modtaget undervisning, som bevidstgør dem om problemet med vold og unge mennesker;
26. opfordrer Kommissionen til at fastlægge specifikke kriterier for alle medlemsstaterne med hensyn til indsamlingen af nationale statistikker for at sikre, at de er sammenlignelige og således kan bruges ved planlægningen af foranstaltninger på europæisk plan; opfordrer medlemsstaterne til at tage aktivt del i Kommissionens arbejde ved at motivere og indhente information fra alle de kompetente nationale, regionale og lokale myndigheder, foreninger, ngo'er og andre civilsamfundsorganisationer, der arbejder på dette område;
27. opfordrer Kommissionen og medlemsstaternes nationale og lokale myndigheder til at lade sig inspirere af bedste praksis blandt EU-landene, der inddrager hele samfundet og omfatter positive foranstaltninger og en indsats fra forældregrupper og ngo'er i skolerne og lokalsamfundets indbyggere, såvel som at udlede resultatet af medlemsstaternes erfaringer med samarbejdsaftaler mellem politimyndigheder, uddannelsesinstitutioner, lokale myndigheder og socialforsorgen på lokalt plan, idet de respekterer reglen om fælles hemmelighed, samt nationale strategier og nationale ungdomsprogrammer; opfordrer medlemsstaterne til at lade sig inspirere af bedste praksis blandt EU-landene for at bekæmpe den foruroligende udvikling i mindreåriges indtag af narkotiske stoffer og den dertil knyttede kriminalitet, og de bedste løsninger i tilfælde af et problematisk forbrug, især i forbindelse med medicinsk behandling;
28. glæder sig over de nationale initiativer med positive handlingsplaner for integration i lighed med "fritidspædagogerne", som nu opererer i regioner som Rioja;
29. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at begynde med at drage nytte af de eksisterende europæiske midler og programmer ved at integrere handlingsplaner heri til bekæmpelse af kriminalitet blandt mindreårige og til forebyggelse af dette fænomen, samt om at sikre en normal reintegration af de kriminelle og ofrene i samfundet; henleder i den forbindelse opmærksomheden på:
- særprogrammet "Forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet" (2007-2013), som hovedsageligt fokuserer på forebyggelse af kriminalitet og beskyttelse af ofrene,
- særprogrammet "Strafferet" (2007-2013) til fremme af det strafferetlige samarbejde på grundlag af gensidig anerkendelse og tillid, styrkede kontakter og informationsudveksling mellem de kompetente statslige myndigheder,
- programmet Daphne III om bekæmpelse af vold mod børn og unge,
- programmet "Unge i aktion" (2007-2013), der som en af sine væsentligste prioriteter har støtte til de unge, som har færrest muligheder eller er opvokset i et mindre begunstiget miljø,
- handlingsplanerne i Den Europæiske Socialfond og programmet Equal, der handler om at styrke den sociale integration og bekæmpe diskrimination og om at lette adgangen til arbejdsmarkedet for de dårligst stillede,
- initiativprogrammet Urbact under EU, som fokuserer på udveksling af bedste praksis mellem de europæiske byer med henblik på et mere bæredygtigt miljø for indbyggerne og indeholder handlingsplaner til etablering af et sikrere bymiljø for de unge samt til social integration for de dårligst stillede unge, centreret om de unges socialisering og medindflydelse,
- mellemstatslige initiativprogrammer som "Let bind safe net for children and youth at risk", der fokuserer på at træffe foranstaltninger for børn og unge, som er udsat for fare eller social udstødelse, og som partnere fra det størst mulige antal medlemsstater kan og skal deltage i,
- den europæiske hotline for forsvundne børn, som ofrene for ungdomskriminalitet befinder sig iblandt;
30. understreger, at et element i at forebygge og bekæmpe mindreåriges kriminalitet består i at udarbejde en kommunikationspolitik, som gør det muligt at oplyse offentligheden om problemerne, og fjerne volden fra medierne samt støtte de audiovisuelle medier, hvis programlægning ikke udelukkende fokuserer på voldelige programmer; anmoder derfor om, at der fastlægges europæiske standarder til begrænsning af udsendelser med vold såvel i audiovisuelle medier som i den skrevne presse;
31. understreger, at direktiv 89/552/EØF om "fjernsyn uden grænser" indeholder konkrete grænser for visning af voldelige billeder og mere generelt af billeder, som frarådes i opdragelsen af børn, hvilket er en passende foranstaltning til forebyggelse af vold begået af og mod mindreårige; anmoder Kommissionen om at træffe yderligere foranstaltninger i denne retning ved at udvide forpligtelserne til også at omfatte mobiltelefonibranchen og internettet, hvor foranstaltningerne bør fastlægge grundlæggende politiske prioriteter inden for rammerne af ovennævnte meddelelse fra Kommissionen om børns rettigheder;
32. glæder sig over den europæiske ramme for selvregulering af europæiske virksomheder, som er trådt i kraft til fordel for sikrere brug af mobiltelefoner for børn og unge, og understreger, at Kommissionen derfor bør stille konkrete og bindende forslag på europæisk plan om information og bevidstgørelse om sikker brug af internettet og mobiltelefoner;
33. opfordrer Kommissionen til straks at oprette et europæisk observationsorgan for ungdomskriminalitet, der har til opgave at indhente og foretage komparative vurderinger af statistik fra alle medlemsstaterne, udbrede erfaringer og god praksis, planlægge og fremme innovative initiativer og programmer på internationalt plan, interregionalt plan og fællesskabsplan, yde rådgivende støtte, afholde seminarer med deltagelse af de nationale myndigheder og endelig tilrettelægge det tekniske og videnskabelige samarbejde om spørgsmål i forbindelse med personaleuddannelse og udveksling af fagfolk; understreger, at dette europæiske observationsorgans effektive indsats afhænger af en effektiv aktivering og indsats fra nationale observationsorganer med tilsvarende beføjelser;
34. anmoder Kommissionen om at støtte oprettelsen af et europæisk frikaldsnummer for børn og unge med problemer, eftersom disse frikaldsnumre kan bidrage i betydelig grad til at forebygge ungdomskriminalitet;
35. opfordrer Kommissionen til, så snart de nødvendige undersøgelser på europæisk plan er blevet afsluttet, at foreslå et integreret EU-rammeprogram med forebyggende EU-foranstaltninger, støtte til ngo-initiativer og tværnationalt samarbejde og finansiering af pilotprogrammer på regionalt og lokalt plan, der bliver baseret på bedste nationale praksis og skal forsøge at udbrede denne praksis i hele Europa, men også at dække sociale og pædagogiske infrastrukturbehov;
36. understreger, at der er to hovedretningslinjer for EU's indsats, som straks bør fastlægges:
- finansiering af forebyggende foranstaltninger under de eksisterende EU-programmer og oprettelsen af en ny budgetpost for integrerede aktioner og netværk til bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
- offentliggørelsen af en undersøgelse og derefter en meddelelse fra Kommissionen om problemets omfang i Europa og passende forberedelser, via et net af nationale eksperter, til udarbejdelsen af et integreret rammeprogram for bekæmpelse af ungdomskriminalitet;
37. opfordrer Kommissionen til i denne sammenhæng at udarbejde et program for samfinansierede foranstaltninger, der skal omfatte:
- overvejelse af bedste forebyggelsespraksis og navnlig former for samarbejde mellem private og offentlige organer,
- målinger og analyser af den mulige langsigtede effektivitet af de nyligt udviklede systemer til behandling af unge kriminelle, f.eks. genoprettende retsforanstaltninger,
- udveksling af bedste praksis på internationalt, nationalt og lokalt plan i betragtning af de meget positive erfaringer, som er indhentet gennem Daphne-programmet mod vold, der kan opstilles som eksempel på "bedste praksis" via sine utallige effektive projekter mod vold;
- sikring af, at disse tjenester og praksis fokuserer på beskyttelsen af børn og unges rettigheder, samt yder hensigtsmæssig støtte til forældrene;
- udvikling af en europæisk model for beskyttelse af unge mennesker, som ikke har til formål i første omgang at iværksætte sanktioner, men hvor der fokuseres på de unges sociale velfærd og uddannelse samt på at fremme værdier som respekt og lighed samt fremme bevidstheden om den enkeltes rettigheder og forpligtelser,
- udarbejdelse af uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer for unge for at lette deres integration i samfundet og indførelse af reelt lige muligheder gennem livslang læring for alle; en effektiv uddannelse for alle og fra første færd og gennemførelse af Barcelona-målsætningerne er en betingelse for enhver form for effektiv forebyggelse af vold; støtte til de eksisterende initiativer på området, som ledes af ungdomsorganisationerne;
- tilrettelæggelse af et koordineret videreuddannelsesprogram for nationale ombudsmænd, politistyrker og medlemmer af de kompetente nationale retsorganer og tilsynsmyndigheder,
- etablering af et netværk mellem lokale og regionale myndigheders ansvarlige tjenester, ungdomsorganisationerne og uddannelsesinstitutionerne;
38. opfordrer kraftigt Kommissionen til i forbindelse med forberedelsen af det europæiske observationsorgan for ungdomskriminalitet og det hertil knyttede rammeprogram straks at foreslå følgende foranstaltninger for at fremme og udbrede erfaring og knowhow:
- en fælles undersøgelse og udbredelse af de nationale politikkers resultater,
- tilrettelæggelse af konferencer og platforme (forummer) med deltagelse af nationale eksperter,
- fremme af kommunikation og informationsudveksling mellem de kompetente myndigheder og samfundets aktører via internettet og oprettelsen af en særlig internetside for sådanne spørgsmål,
- oprettelsen af et internationalt ekspertisecenter;
0
0 0
39. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.
BEGRUNDELSE
Det er i øjeblikket den almindelige opfattelse i de fleste europæiske samfund, at der har været en gradvis stigning i ungdomskriminaliteten, og at den udgør en voksende fare. Denne opfattelse bekræftes også af nationale statistikker og internationale undersøgelser og studier.
Ætiologisk tilgang til ungdomskriminalitet i dag
Det er yderst vanskeligt at identificere de præcise årsager til unges kriminelle adfærd. Dette skyldes, at de unges specifikke handlinger kommer til udtryk i forbindelse med en kompleks socialiserings- og socialkontrolproces. Man kan dog komme med to sikre konstateringer. For det første forholder det sig på ingen måde sådan, at ungdomskriminalitet er en "samfundssygdom", og at unge kriminelles adfærd kan tilskrives fysiske, intellektuelle eller mentale afvigelser. For det andet er vi, når vi analyserer unges adfærd, hvad enten de er kriminelle eller ej, nødt til at se på det miljø, som de udvikler sig i, nemlig familie, skole, venner og det sociale miljø. Enhver årsag og faktor, der vedrører unges kriminelle adfærd, kan således spores tilbage til disse udgangspunkter. Man skal dog være forsigtig med at fastlægge de egentlige årsager. F.eks. fører forældrenes hyppige fysiske fravær eller det, at den unge vokser op i en familie med kun én forælder, ikke nødvendigvis til kriminalitet på samme måde som forældrenes grundlæggende mangelfulde evne til at tage sig af deres børn eller manglen på et sundt og godt forhold - på grund af økonomiske, sociale og/eller personlige problemer - mellem forældrene og børnene eller mellem forældrene indbyrdes. Det er ikke de enkelte elevers fiasko, men skolesystemets manglende evne til at overvinde stigmatiseringen og marginaliseringen af dem. Endelig er det ikke en indvandrers identitet, der gør ham kriminel, men hans sociale marginalisering. Især som situationen er nu, reagerer unge, der bliver kastet ud i voksenverdenen af eksterne faktorer som medierne, teknologi og navnlig internettet, ofte aggressivt på denne invasion af deres liv.
Modeller for håndtering af ungdomskriminalitet
Generelt kan det siges, at håndteringen af kriminalitet og den sociale kontrol hermed har udviklet sig væsentligt. Det startede med den beskyttede model, hvor voksne i hvert enkelt tilfælde fastlagde den unge kriminelles rettigheder og de metoder, der skulle tages i brug for at "forbedre" den unges opførsel. Så blev ansvarsmodellen udviklet, hvor den unge fik specifikke, anerkendte rettigheder fra begyndelsen, og de kriminalitetsbekæmpende foranstaltningers mål var "uddannelse via ansvar". Med den nuværende indfaldsvinkel forsøger man at indarbejde genoprettende retsforanstaltninger i ansvarsmodellen, idet ofrene selv bliver inddraget i processen, og idet man forsøger at forsone parterne ved at gøre skaden god igen. Der er dog en anden vigtig betragtning i forbindelse med håndteringen af ungdomskriminalitet og de nuværende modeller. De unge er generelt særligt fjendtligt indstillet over for det officielle sociale kontrolsystem, som de er mere følsomme over for på grund af deres personligheds ufuldstændige udvikling, deres alder og de begrænsede finansielle ressourcer.
Samtidig er straffesystemet særligt hårdt over for unge mennesker, eftersom ethvert ungdomsoprør mod samfundet - der får næring af fattigdom og social udstødelse - bliver betragtet som kriminalitet, selv om det ikke er af kriminel karakter. Denne indfaldsvinkel anvendes ikke, når der er tale om voksne. Desuden bliver selv før-kriminelle handlinger eller situationer, hvor der blot er en naturlig risiko for kriminalitet (f.eks. når de unge rejser hjemmefra og søger uafhængighed), med urette ligestillet med kriminel adfærd.
Lovgivningen og foranstaltningerne for håndtering af unge bør være liberal og bør bære præg af den størst mulige forståelse og tolerance over for unge og deres problemer uden at stemple dem som sociale afvigere og uden at betragte ethvert forsøg på at opnå selvbestemmelse som kriminalitet.
I en moderne tilgang til håndteringen bør vi gå et skridt videre og efter en gradvis erstatning af frihedsstraffe med andre alternativer (afinstitutionalisering og anvendelse af alternativer til domstolene) gå over til afkriminalisering og legalisering af de unges handlinger. Det kræver, at vi afskaffer straffene i de fleste tilfælde, og at vi samtidig styrker de sociale organisationer og træffer egentlige forebyggende foranstaltninger.
Moral og adfærdsstandarder ændres ikke ved hjælp af lovgivning og straffe, men ved at opdrage de unge mennesker "i frihed" og ved hjælp af den størst mulige inddragelse i samfundet, så man styrker tilliden mellem generationerne, familien, skolemiljøet, staten, lokalsamfundet, venskaber og samfundet som helhed.
De tre søjler: forebyggelse, samfundsintegration og lovgivningsmæssige håndteringsforanstaltninger
A. Forebyggelsesmekanismer
Forebyggelse bør udgøre den vigtigste og største del af en strategi til bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Årsagen til, at "straf" var det vigtigste aspekt tidligere, og at man selv i dag lægger størst vægt på straffeforanstaltninger, er, at forebyggelsespolitikker er langsigtede (deres resultater er ikke synlige med det samme, hvilket fratager regeringerne og politikerne en umiddelbar politisk gevinst), og at de er meget dyre. Et rettidigt indgreb fra velfærdsstaten for at hjælpe familierne og de unge, inden den kriminelle adfærd opstår, er naturligvis meget dyrere end at anlægge straffesager eller civile sager, og det er i endnu højere grad tilfældet, hvis en forebyggelsesstrategi nødvendiggør en indsats fra forskellige sektorers side og kræver fælles ansvar og de involverede organisationers direkte og indirekte sociale inddragelse.
I den henseende ville det være et betydeligt resultat for samfundet og staten på nationalt plan og fællesskabsplan, hvis der blev indført en kodeks for social forebyggelse og solidaritet med de unge (kriminelle og ofre), som holdes adskilt fra strafferetssystemerne.
B. Samfundsintegrationsmekanismer
Selv om der i øjeblikket fokuseres på, hvordan den kriminelle adfærd begynder, og hvad årsagerne er til dette, er det også yderst vigtigt at sørge for en måde at komme ud af det på. Som allerede nævnt er strafferetlige sanktioner (selv de uddannelsesmæssige former) i bedste fald utilstrækkelige og i værste fald direkte uhensigtsmæssige for de unge kriminelles reintegration og gnidningsløse geninddragelse i familiens sociale miljø, skolen eller det miljø, som de forsøgte at afvise med deres adfærd.
Genskabelsen af de unges tillid til deres umiddelbare og bredere sociale miljø og følelsen af, at de tilhører dette miljø, er den vigtigste måde at få dem ud af kriminaliteten på. Dette opnår man dog ikke ved hjælp af straffe og sanktioner, men ved at integrere dem i alle deres sociale miljøs aspekter og aktiviteter, sikre deres uddannelse og gnidningsløse integration på arbejdsmarkedet, beskytte deres ret til at være sig selv og til en aktiv deltagelse i beslutningstagningen på lokalt og nationalt plan samt give dem mulighed for kreative fritidsaktiviteter og adspredelse.
C. Lovgivningsmæssige håndteringsforanstaltninger
Som det fremgår af ovenstående, er de mest velegnede lovgivningsmæssige foranstaltninger disse fire foranstaltninger:
- afkriminalisering: før-kriminelle handlinger eller mindre lovovertrædelser skal ikke længere betragtes som kriminalitet,
- legalisering: straffene afskaffes for størstedelen af lovovertrædelsernes vedkommende, og de erstattes med uddannelsesmæssige og integrerende foranstaltninger,
- anvendelse af alternativer til domstolene: justitsforvaltningen overføres fra domstolene til sociale mæglere, der alt efter den kriminelle adfærds type kan være skoleudvalg (undervisere, elever og forældre), sammenslutninger i lokalområdet eller på lokalt plan (f.eks. en social ombudsmand), socialrådgivere osv.,
- afinstitutionalisering: man undgår frihedsstraffe i institutioner eller fængsler.
Familiens rolle
- Familien som faktor og årsag: konsekvensen af eksterne (familiestrukturrelaterede) og interne (familiens måde at fungere på) familieforhold er afgørende. Manglende overvågning og kontrol fra forældrenes side og forældrenes egen kriminelle adfærd anses for at være faktorer, der forværrer situationen betydeligt.
- Familien i forbindelse med forebyggelsespolitikker: familien som social institution er med til at fremme overholdelsen af og respekten for loven.
- Familien under den sociale reintegrationsproces: det bedste udgangspunkt for reintegrationsprocessen er at inddrage den unge inden for familien som helhed ved at genskabe forbindelserne med forældrene og andre familiemedlemmer. På dette stadium er det også vigtigt at sørge for økonomisk, social og psykologisk støtte til den unge, hvis man skal opnå et godt resultat.
- Familien under straffeprocessen: når den unge bliver dømt til forvaring på en institution, er det særligt vigtigt, at den unge fortsat har kontakt til sine familiemedlemmer, eftersom overvågning og omsorg fra den unges forældres side er væsentlig, når der er tale om alternative foranstaltninger. Det er også vigtigt, at forældrene inddrages aktivt under retssagen, og mens den unge afsoner sin straf, og at de modtager løbende undervisning og information, så de bliver i stand til at yde en passende støtte til deres barn.
Skolens rolle
- Skolen som et sted, hvor den kriminelle adfærd kommer til udtryk: vold i skolen er en særlig form for ungdomskriminalitet, der enten bruges for at skabe strid fra begyndelsen i skolemiljøet eller for at overføre familieproblemer eller problemer med den bredere omgangskreds til skolemiljøet.
- Skolen som underliggende årsag: de nuværende dagskoler er yderst klassebundne og multikulturelle.
- Hvis underviserne og forældrene ikke er i stand til at skabe klarhed omkring klassekammeraternes forskelle og skabe tolerance og respekt for andre mennesker og deres særpræg, reagerer elever, der ikke tager sådanne begreber til sig, voldeligt og opfører sig voldeligt, og de bliver alt efter omstændighederne offer eller plageånd.
- Skolen som en institution, der bekæmper kriminalitet: skolen og underviserne bør gribe ind på en irettesættende og myndig måde og ikke stemple enkelte unge som uforbederlige, da de dermed marginaliserer dem. Underviserne bør socialisere deres elevers aggressivitet og lægge vægt på de aggressive elevers positive sider. Skolen er også den vigtigste ramme for gennemførelsen af innovative projekter, der skal bekæmpe ungdomskriminalitet, f.eks. skolens konfliktløsningssystem, hvor eleverne selv er mæglere, genoprettende foranstaltninger, hvor eleverne gør den skade, de har forvoldt, god igen, og et samarbejde mellem skolerne om antivoldsprogrammer.
- Skolen som forebyggende institution: skolerne sørger for støttefaciliteter, der hindrer stigmatisering, får eleverne til at føle sig accepterede og arbejder som en "dialogsfære", der giver nogle svar i form af klarhed, tilgængelighed og lydhørhed.
- Samfundets inddragelse i bekæmpelse af vold i skolerne: foranstaltninger til bekæmpelse af vold i skolerne er et typisk eksempel på et bredt socialt engagement og en lang række sociale institutioners fælles ansvar. Undervisere, psykologer, forældregrupper, undervisernes sammenslutninger, mæglingsinstanser og lokale myndigheder er alle fælles om ansvaret og skal alle samarbejde.
Den europæiske dimension
Hovedargumentet mod at oprette fælles EU-modeller og -metoder til bekæmpelse af ungdomskriminalitet er, at et sådant forehavende kommer i konflikt med forskellige nationale strafferetlige bestemmelser, navnlig med hensyn til de unges alder og de handlinger, der kan betragtes som kriminel adfærd.
På den anden side viser nationale undersøgelser af årsagerne til kriminel adfærd, at nogle former for kriminalitet er stigende, mens andre er faldende, og der er en ny indfaldsvinkel i straffesystemerne, hvor man leder efter alternativer til frihedsstraffe for unge. Det er blot nogle af de punkter, hvor der er slående ligheder.
Disse ligheder får os til at drage to konklusioner. For det første, at straffesystemernes konventionelle og traditionelle modeller nu har nået deres grænse og ikke længere er i stand til at imødegå de aktuelle udfordringer i de fleste medlemsstater. Og for det andet, at disse udfordringer - og medlemsstaternes metoder til at tackle dem - er forbavsende ens. Det er netop disse ligheder, der nu gør det muligt og berettiget at planlægge og gennemføre foranstaltninger på europæisk plan. Det skal navnlig understreges, at hvis vi også tager højde for de unges evne til at bevæge sig frit inden for EU, den udbredte brug af internettet og de nye former for teknologi og kommunikation, der gør den kriminelle scene betydeligt større, er en europæisk indfaldsvinkel ikke bare gennemførlig og berettiget, men også nødvendig.
Når det gælder bedste nationale praksis, står der allerede en betydelig mængde nationale traditioner og erfaring til rådighed, f.eks.:
- de spanske regioner Asturias og Riojas programmer, navnlig "Mediador Escolar"-programmet, som er udarbejdet til skoler, de fælles oprettede socialtjenesteprogrammer "Servizio de Atencion a la Famiglia" (SAF), der tager sigte på uddannelse og undervisning af fageksperter, og Sograndio-ungdomsinstitutionens program for vejledning, uddannelse og beskæftigelse;
- metoderne til analyse af højrisikopersoner og -områder ved hjælp af et elektronisk registreringssystem i Bayern (PROPER-listen), selv om der er nogle forbehold med hensyn til politiets rolle og en mulig krænkelse af de unges rettigheder;
- afholdelsen af en "dag med sikkerhed i skolen" i Letland, hvor politiet besøger skolerne, og hvor eleverne får information;
- tilrettelæggelsen af fælles udflugter for elever og unge kriminelle for at give sidstnævnte en tættere kontakt til et venligt og organiseret socialt miljø;
- udviklingen af rekreative programmer for at afholde unge mennesker fra asocial eller kriminel adfærd gennem særlige udvalg i irske kommuner og bysamfund ("Garda Youth Diversion Projects");
- en børnerapportør ("Children's Reporter") og frivillige aftaler mellem familier, unge og lokale myndigheder, kendt som "kontrakter for acceptabel opførsel" ("Acceptable Behaviour Contracts") i Skotland;
- et memorandum mellem den græske sundhedsminister og ngo'erne med hensyn til roller og magtfordeling mellem officielle myndigheder og ngo'erne. EU bør koordinere og fremme reformpolitikker, der ikke bare omfatter øjeblikkelige foranstaltninger til bekæmpelse af ungdomskriminalitet, men først og fremmest supplerende foranstaltninger og initiativer, hvor man sørger for en afbalanceret familiepolitik, socialisering af uddannelsespolitikken, en effektiv indsats for at bekæmpe fattigdom og social udstødelse, indvandreres gnidningsløse og fuldstændige integration i samfundet og fastlæggelsen af fælles kulturprincipper.
"Vanskelige" børn er som regel også børn med problemer. Lad os give dem smilet tilbage.
PROCEDURE
Titel |
Ungdomskriminalitet - kvindernes, familiens og samfundets rolle |
|||||||||||
Procedurenummer |
||||||||||||
Korresponderende udvalg |
FEMM |
|||||||||||
Rådgivende udvalg |
|
|
|
|
|
|||||||
Ingen udtalelse |
|
|
|
|
|
|||||||
Udvidet samarbejde |
|
|
|
|
|
|||||||
Ordfører(e) |
Katerina Batzeli |
|
||||||||||
Oprindelig(e) ordfører(e) |
|
|
||||||||||
Behandling i udvalg |
2.5.2007 |
5.6.2007 |
|
|
|
|||||||
Dato for vedtagelse |
5.6.2007 |
|||||||||||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
15 0 3 |
||||||||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Katerina Batzeli, Edite Estrela, Věra Flasarová, Lissy Gröner, Zita Gurmai, Esther Herranz García, Lívia Járóka, Astrid Lulling, Marie Panayotopoulos-Cassiotou, Christa Prets, Karin Resetarits, Teresa Riera Madurell, Eva-Britt Svensson, Anna Záborská |
|||||||||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Mary Honeyball, Maria Petre |
|||||||||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
Evangelia Tzampazi |
|||||||||||
Dato for indgivelse |
7.6.2007 |
|||||||||||
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog) |
... |
|||||||||||