BETÆNKNING om modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer

25.6.2007 - (2007/2023 (INI))

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender
Ordfører: Jacek Protasiewicz

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer

(2007/2023 (INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til ILO's konvention nr. 87 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig (1948), ILO's konvention nr. 98 om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger (1949) og ILO's henstilling nr. 198 om ansættelsesforhold (2006),

– der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv[1],

– der henviser til sin beslutning af 6. september 2006 om en fremtidssikret europæisk social model, som afspejler Den Europæiske Unions fælles værdier lighed, solidaritet, ikke-diskriminering og omfordeling[2],

– der henviser til EF-traktatens artikel 136-145,

– der henviser til artikel 15, 20 og 27-38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder[3], navnlig retten til beskyttelse i tilfælde af uberettiget afskedigelse og til rimelige og lige arbejdsvilkår,

– der henviser til den europæiske socialpagt,

– der henviser til den beretning, som Arbejdsgruppen på Højt Plan afgav om socialpolitikkens fremtid i en udvidet Europæisk Union i maj 2004,

– der henviser til Kommissionens Lissabon-program og gennemførelsen heraf i 2006 (SEK(2006)1379),

– der henviser til Kommissionens meddelelse om Den Social- og Arbejdsmarkedspolitiske Dagsorden (KOM(2005)0033),

– der henviser til de nationale reformprogrammer i henhold til Lissabon-strategien, som blev forelagt af medlemsstaterne,

– der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Det globale Europa - I konkurrencen på verdensmarkedet"(KOM(2006)0567),

– der henviser til Kommissionens meddelelse om integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2005-2008) (KOM(2005)0141),

– der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner fra marts 2000, marts 2001, marts og oktober 2005 og marts 2006,

– der henviser til direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP[4],

– der henviser til sin beslutning af 23. marts 2006 om de demografiske udfordringer og solidariteten mellem generationerne[5],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser[6],

– der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2006 om anvendelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere[7],

– der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisation ILO's konvention om vandrende arbejdstagere (supplerende bestemmelser) fra 1975,

– der henviser til ILO-henstillingen om ansættelsesforhold fra 2006,

– der henviser til ILO-konventionen om privat arbejdsformidling fra 1997,

– der henviser til ILO's dagsorden for anstændigt arbejde,

– der henviser til Kommissionens meddelelse om fremme af anstændigt arbejde for alle: EU's bidrag til gennemførelsen af dagsordenen for anstændigt arbejde i verden (KOM(2006)0249),

– der henviser til Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder[8],

– der henviser til Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår[9],

– der henviser til Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF[10]),

– der henviser til Rådets direktiv 94/33/EF af 22. juni 1994 om beskyttelse af unge på arbejdspladsen[11],

– der henviser til Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne[12],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår[13],

– der henviser til Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS - Bilag: Rammeaftale om deltidsarbejde[14],

– der henviser til forretningsordenens artikel 45,

– der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6‑0247/2007),

A.  der henviser til, at en forbedring af den europæiske arbejdsmarkedslovgivning, hvor dette måtte være nødvendigt, i en periode, der er kendetegnet af globalisering og hurtige teknologiske fremskridt, demografiske forandringer og en betydelig vækst i servicesektoren, er et af nøgleelementerne til sikring af, at både virksomheder og arbejdstagere er i stand til at tilpasse sig på en vellykket måde, og dermed til styrkelse af den europæiske sociale models værdier,

B.  der henviser til, at økonomisk vækst er en af forudsætningerne for bæredygtig vækst i beskæftigelsen, og at hensigtsmæssigt udformede social- og arbejdsmarkedspolitikker ikke bør betragtes som en omkostning og faktisk kan være en positiv faktor for Den Europæiske Unions økonomiske vækst i tråd med opfyldelsen af Lissabon-dagsordenen,

C.  der henviser til, at Den Europæiske Union ikke kun er et frihandelsområde, men også et værdifællesskab, og at arbejdsmarkedslovgivningen derfor bør afspejle disse værdier, og som henviser til, at grundprincipperne for arbejdsmarkedslovgivningen, der har udviklet sig i Europa gennem de seneste 200 år, fortsat gælder, og at denne lovgivning skaber juridisk sikkerhed og beskyttelse for arbejdstagere og arbejdsgivere gennem enten lovgivning eller kollektive aftaler eller en kombination heraf samt regulerer styrkeforholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver, og som endelig henviser til, at enhver forandring i arbejdsmarkedslovgivningen vil blive en større succes, hvis arbejdstagerne føler sig mere sikre, samt at denne sikkerhed også afhænger af, hvor let det er at finde et nyt job,

D.  der henviser til, at nye former for ikke-standardkontrakter og fleksible standardkontrakter (som f.eks. deltidskontrakter, tidsbegrænsede kontrakter, midlertidige kontrakter via vikarbureauer, tilbagevendende freelancekontrakter og projektbaserede kontrakter), som for nogles vedkommende er usikre i kraft af deres karakter, i dag bliver mere og mere almindelige på det europæiske arbejdsmarked,

E.  der henviser til, at sådanne former for kontraktforhold, hvis de kombineres med de nødvendige sikkerhedsgarantier for arbejdstagerne, kan bidrage til, at virksomhederne opnår den tilpasningsevne, der skal til i den nye internationale sammenhæng, og samtidig kan være med til at opfylde specifikke krav fra arbejdstagernes side om at opnå en anden balance mellem privat- og familieliv og faglig uddannelse,

F.  der henviser til, at ca. 60 % af de nye arbejdspladser, der er oprettet i Den Europæiske Union siden 2000, er baseret på deltid, og til, at 68 % af de deltidsbeskæftigede er tilfredse med deres arbejdstider, men at tilfredshedsgraden hænger nøje sammen med den grad af beskyttelse, som tilbydes de deltidsbeskæftigede i henhold til arbejdsmarkedslovgivningen og de sociale sikringsordninger,

G.  der henviser til, at deltidsbeskæftigelse hovedsagelig forekommer blandt kvindelige arbejdstagere, eftersom det ofte er en kompromisløsning, kvinderne vælger på grund af manglende faciliteter for børnepasning og pasning af plejekrævende personer til en rimelig pris,

H.  der henviser til, at den eksisterende EF-lovgivning for fremme af ligestilling hidtil ikke har opfyldt sit mål, og at lønforskellen mellem kønnene og de manglende muligheder for at kombinere arbejde og familieliv og utilstrækkelige offentlige børnepasningsfaciliteter fortsat udgør store problemer for de europæiske arbejdstagere,

I.  der henviser til, at tidsbegrænset beskæftigelse er vokset hurtigere i medlemsstater, hvor der er foretaget ændringer i de relevante bestemmelser med henblik på at fremme denne form for beskæftigelse, og som henviser til, at ikke-standardbeskæftigelse kan være en fordelagtig løsning, hvis arbejdstagerens omstændigheder taler herfor, og der er tale om et frivilligt valg, men at der i dag netop ofte ikke er tale om et valg, og at mange arbejdstagere falder uden for de grundlæggende arbejdsmarkedsrettigheders og sociale rettigheders dækningsområde, hvilket undergraver princippet om ligebehandling,

J.  der henviser til, at kun 60 % af dem, der indgik ikke-standardkontrakter i 1997, havde standardkontrakter i 2003, dvs. at 40 % af arbejdstagerne uden standardkontrakter efter seks år stadig ikke havde opnået status som fuldtidsbeskæftigede, og at dette især berører unge mennesker, der i stigende grad kommer ind på arbejdsmarkedet via alternative former for beskæftigelse på arbejdsvilkår og sociale betingelser, som er langt mere usikre end de gennemsnitlige vilkår, og som i stigende grad risikerer at forblive marginaliseret i forhold til arbejdsmarkedet,

K.  der henviser til, at den nylige vækst inden for ikke-standardkontrakter har medført forskelle i arbejdsbetingelserne med hensyn til sundhed og sikkerhed, der kan medføre ringere arbejdsvilkår og højere ulykkestal,

L.  der henviser til, at uligheder skaber direkte og indirekte økonomiske omkostninger, medens ligebehandling derimod skaber konkurrencemæssige fordele, og at indførelse af ligebehandling derfor er et vigtigt strategisk bidrag til den økonomiske og sociale udvikling, og som i øvrigt henviser til, at EU ikke har råd til ikke at udnytte kvinders indsats og produktionskapacitet, idet de udgør halvdelen af befolkningen,

M.  der henviser til, at kvinder nu står over for tre forpligtelser, nemlig at øge deres deltagelse på arbejdsmarkedet, føde flere børn og påtage sig et stigende omsorgsansvar i familien, og at det næsten altid er kvinderne, som er nødt til at gå på kompromis for at forene arbejde og familiens behov, og som oplever et højt niveau af stress og bekymring på grund af kombinationen af arbejds- og omsorgsrollen,

N.  der henviser til, at hundredtusindvis af kvinder ikke har andet valg end at acceptere ulovlige ansættelsesvilkår, fordi de arbejder som hushjælp uden for deres egen husstand eller har ansvaret for at passe ældre familiemedlemmer,

O.  der henviser til, at arbejdstagere med ikke-standardkontrakter ofte løber større risici end deres kolleger inden for andre former for beskæftigelse på grund af manglende uddannelse og manglende kendskab til risici og rettigheder,

P.  der henviser til, at alle arbejdstagere bør være omfattet af hensigtsmæssig sikkerhed og beskyttelse i beskæftigelsen, uafhængigt af deres kontraktforhold,

Q.  der henviser til, at kollektive overenskomstforhandlinger i en række medlemsstater bidrager til, at arbejdsmarkedet fungerer fleksibelt, og er et centralt element i arbejdsmarkedslovgivningen samt et væsentligt reguleringsværktøj, og som henviser til, at bestemmelserne vedrørende relationerne på arbejdsmarkedet skal overholdes, og at traditionerne for arbejdsmarkedsrelationer og den faglige organisationsgrad varierer fra medlemsstat til medlemsstat, og som endelig henviser til, at medlemsstaterne bør fremme den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter på alle niveauer, fordi dette kan være en effektiv metode til gennemførelse af hensigtsmæssige reformer af arbejdsmarkedslovgivningen,

R.  der henviser til, at indsatsen på EU-niveau skal respektere medlemsstaternes kompetence på arbejdsretsområdet og overholde subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne, og som samtidig forventer, at Kommissionen tager lovgivningsinitiativer, hvis dette måtte være påkrævet, for at fremme sociale minimumsregler på EU-plan baseret på gældende fællesskabsret,

S.  der henviser til, at EU for at tage de aktuelle økonomiske udfordringer op skal sætte alt ind på at sikre stabiliteten på medlemsstaternes arbejdsmarkeder, gøre front mod masseafskedigelserne inden for visse sektorer og sikre sine borgere et højere sundheds- og sikkerhedsniveau på arbejdspladsen end hidtil, hvilket er et væsentligt krav, hvis det skal lykkes at bevare levevilkår, der tilgodeser den menneskelige værdighed og de grundlæggende europæiske værdier,

1.  glæder sig over den nye tilgang til arbejdsmarkedslovgivningen, der sigter mod at dække alle arbejdstagere uanset deres kontraktmæssige situation;

2.  glæder sig over drøftelserne om behovet for at forbedre arbejdsmarkedslovgivningen for at tackle det 21. århundredes udfordringer, herunder især nødvendigheden af at mindske den usikkerhed, der sommetider er forbundet med ikke-standardformer for beskæftigelse, og fremme beskyttelsen af sårbare arbejdstagere med henblik på at skabe flere og bedre job og større social samhørighed og dermed bidrage til at nå målene i Lissabonstrategien, og som mener, at forbedringer af arbejdsmarkedslovgivningen bør følge principperne i chartret om grundlæggende rettigheder, især kapitel IV, og skal respektere og sikre værdierne i den europæiske sociale model og etablerede sociale rettigheder;

3.  bemærker med stor bekymring, at der i Kommissionens grønbog, selv om det erkendes, at de nuværende vilkår på arbejdsmarkedet skaber ulighed mellem kønnene, f.eks. med hensyn til de kønsbestemte lønforskelle og beskæftigelses- og sektorsegmenteringen, fuldstændig ses bort fra forpligtelserne og ansvaret som omhandlet i Kommissionens meddelelse "En køreplan for ligestilling mellem kvinder og mænd" (KOM(2006)0092);

4.  bemærker endvidere med stor bekymring, at der, selv om det i grønbogen erkendes, at der for kvinder ikke er balance mellem arbejdsliv og privatliv, ses bort fra det presserende behov for tiltag, der sigter på at forene arbejdsliv og privatliv ved hjælp af demografiske udfordringer, der er i overensstemmelse med den europæiske ligestillingspagt og Kommissionens meddelelse om den demografiske udvikling i Europa (KOM(2006)0571);

5.  mener, at prioriteterne for en reform af arbejdsmarkedslovgivningen er følgende: a) øget beskyttelse af arbejdstagere i atypiske beskæftigelsesformer, b) klarlægning af situationen for lønnet beskæftigelse og gråzonen mellem selvstændige og arbejdstagere i lønnet beskæftigelse, c) bekæmpelse af uregistreret arbejde og d) fremme af overgangen mellem forskellige former for beskæftigelse og arbejdsløshed;

6.  understreger, at der i den europæiske økonomi er behov for at øge antallet af personer i beskæftigelse for at kunne konkurrere på verdensplan og opfylde løfterne om social sikring;

7.  beklager imidlertid, at arbejdsmarkedets parter ikke blev hørt som foreskrevet i EF-traktatens artikel 138, idet grønbogen helt klart har betydelige konsekvenser på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område;

8.  er af den opfattelse, at arbejdsmarkedslovgivningen, hvis den skal kunne klare det 21. århundredes udfordringer, i vid udstrækning skal fokusere på beskæftigelsessikkerhed gennem hele arbejdstagerens levetid frem for at beskytte bestemte arbejdspladser og gøre det lettere såvel at komme ind på og forblive på arbejdsmarkedet som at overgå fra arbejdsløshed til beskæftigelse og fra et job til et andet ved hjælp af aktive arbejdsmarkedspolitikker, hvor man fokuserer på både udvikling af menneskelig kapital og på at skabe et understøttende erhvervsklima samt forbedre jobkvaliteten;

9.  mener, at de arbejdsmarkedsrelationer, der er kendetegnende for borgernes beskæftigelse og erhvervsaktivitet, har været udsat for omfattende ændringer i det seneste tiår, og konstaterer, at tidsubegrænsede fuldtidskontrakter er den almindelige form for arbejdsforhold og som sådan bør betragtes som referencerammen for en sammenhængende og konsekvent anvendelse af princippet om ikke-diskriminering; mener derfor, at EU's arbejdsmarkedslovgivning bør styrke ansættelseskontrakter med ubegrænset varighed som den almindelige ansættelsesform, samtidig med at der sikres hensigtsmæssig social sikring og sundhedsbeskyttelse samt respekt for de grundlæggende rettigheder;

10.  anerkender i den forbindelse behovet for, at arbejdstidsordninger er tilstrækkelig fleksible til at opfylde behovene hos arbejdsgivere og arbejdstagere og give folk mulighed for bedre at kombinere arbejde og familieliv samt sikre konkurrenceevnen og forbedre beskæftigelsessituationen i Europa uden at forsømme arbejdstagernes sundhed;

11.  er meget uenig i de analysemæssige rammer, der fremføres i grønbogen, hvor det hævdes, at tidsubegrænsede standardkontrakter er forældede, øger segmenteringen på arbejdsmarkedet og kløften mellem dem, der er "inde", og dem, der er "ude", og at de derfor skal ses som en hindring for vækst i beskæftigelsen og øget økonomisk dynamik;

12.  understreger, at arbejdsmarkedslovgivningen kun er effektiv, retfærdig og konsekvent, hvis den gennemføres i alle medlemsstater, anvendes ensartet over for alle aktører samt kontrolleres regelmæssigt og effektivt; anmoder om, at Kommissionen som led i initiativet til "bedre lovgivning" styrker sin rolle som traktatens vogter med hensyn til gennemførelsen af social- og arbejdsmarkedslovgivningen; kritiserer Kommissionen for at blande sig i medlemsstaternes ret til at kontrollere anvendelsen af fællesskabslovgivningen i forbindelse med udstationering af arbejdstagere;

13.  påpeger, at nylige undersøgelser fra OECD og andre har vist, at der ikke findes belæg for påstanden om, at en reduktion af beskyttelsen mod afskedigelse og en svækkelse af standardansættelseskontrakterne fremmer vækst i beskæftigelsen; påpeger, at eksemplet fra de skandinaviske lande klart viser, at en høj grad af beskyttelse mod afskedigelse og ansættelsesstandarder er fuldt forenelige med høj vækst i beskæftigelsen;

14.  bemærker, at visse former for ikke-standardkontrakter, afhængigt af i hvor høj grad de er omfattet af arbejdsmarkedslovgivningen og de sociale sikringsordninger, samt tilbud om livslang læring og uddannelsesmuligheder kan bidrage til både at øge EU's økonomiske konkurrenceevne og tilfredsstille arbejdstagernes forskellige behov, idet der tages hensyn til, hvilket stadie af deres liv de befinder sig på, samt deres jobudsigter; anerkender samtidig, at ikke-standardformer for beskæftigelse skal gå hånd i hånd med støtte til arbejdstagere, som er i færd med at skifte fra et job til et andet eller fra en jobstatus til en anden; mener endvidere, at det for at gøre en sådan overgang hurtig og bæredygtig er nødvendigt at fokusere på aktive indgreb, som sikrer arbejdstagere, der skal ind på arbejdsmarkedet igen, ret til en vis indkomststøtte i den periode, der måtte være strengt nødvendig for at gøre de pågældende mere beskæftigelsesegnede gennem videreuddannelse og omskoling;

15.  understreger, at grønbogen skal fokusere på selve arbejdsmarkedslovgivningen;

16.  beklager Kommissionens fokus på den individuelle arbejdsmarkedslovgivning og opfordrer den til at fokusere på og fremme den kollektive arbejdsmarkedslovgivning som middel til at styrke både fleksibiliteten og sikkerheden for arbejdstagere og arbejdsgivere;

17.  mener bestemt, at enhver form for beskæftigelse, uanset om der er tale om ikke-standardbeskæftigelse eller andre former for beskæftigelse, bør indebære en kerne af rettigheder uden hensyntagen til den specifikke beskæftigelsesstatus, og at denne skal omfatte: ligebehandling, sundheds- og sikkerhedsbeskyttelse af arbejdstagerne og arbejdstids-/hviletidsbestemmelser, organisations- og repræsentationsfrihed, kollektive forhandlinger, kollektive aktioner og adgang til uddannelse; understreger samtidig, at disse anliggender skal håndhæves på behørig vis på medlemsstatsniveau under hensyntagen til de forskellige traditioner og sociale og økonomiske forhold i de enkelte lande; understreger, at den europæiske lovgivning ikke er i modstrid med den nationale lovgivning, men skal opfattes som et supplement til denne;

18.  bemærker, at en grundlæggende del af arbejdsmarkedslovgivningen i mange medlemsstater og som nedfældet i traktaten er retten til kollektive aktioner, og at Kommissionen ved sager indbragt for EF-Domstolen har erklæret, at den specielle form for kollektive skridt i de nordiske lande er i overensstemmelse med EF-traktaten, og anmoder Kommissionen om at respektere kollektive aftaler som en specifik form for arbejdsmarkedslovgivning som anerkendt af Domstolen;

19.  anmoder om, at alle arbejdstagere får adgang til samme beskyttelse, og at visse grupper ikke pr. definition udelukkes fra det bredeste beskyttelsesniveau, således som det i øjeblikket ofte er tilfældet for søfolk, arbejdstagere på skibe og offshore-arbejdstagere samt arbejdstagere inden for landevejstransport; anmoder om, at en effektiv lovgivning finder anvendelse på alle personer, uanset hvor de arbejder;

20.  er af den opfattelse, at overdrevne administrative byrder kan afholde arbejdsgivere fra at ansætte nye medarbejdere, selv i perioder med økonomisk vækst, og dermed forværre jobudsigterne og forhindre arbejdstagere i at komme ind på arbejdsmarkedet; understreger, at jobskabelse er en europæisk prioriteret målsætning ifølge de beslutninger, Rådet traf i Lissabon i 2000;

21.  bemærker den voksende uformelle økonomi og navnlig udnyttelsen af arbejdstagere uden papirer og mener, at den bedste metode til bekæmpelse af dette fænomen er at fokusere på instrumenter og mekanismer til håndtering af udnyttelse, herunder øget og bedre håndhævelse af arbejdsmarkedslovgivningen og arbejdsmarkedsstandarder, og på at gøre lovligt arbejde lettere samt sætte fokus på arbejdstagernes grundlæggende rettigheder; opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde lovgivning til forebyggelse af arbejdsformænds udnyttelse af sårbare arbejdstagere samt til at underskrive og ratificere såvel FN-konventionen om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder som Europarådets konvention om menneskesmugling;

22.  glæder sig over den store mangfoldighed af arbejdsmarkedstraditioner, kontraktformer og forretningsmodeller på arbejdsmarkederne;

23.  opfordrer til oprettelse af fleksible og sikre kontraktforhold inden for rammerne af moderne arbejdsorganisationer;

24.  fremhæver, at små og mellemstore virksomheder anerkendes som en vigtig drivkraft med henblik på at skabe og øge beskæftigelsen i Europa samt fremme den samfundsmæssige og regionale udvikling; mener derfor, at det er væsentligt at øge SMV'ernes rolle i forbindelse med forbedringen af arbejdsmarkedslovgivningen;

25.  mener, at det er nødvendigt at styrke arbejdsmarkedsrelationerne, hvis man ønsker at sikre en mere effektiv gennemførelse af EU-retten, og at der skal reageres hensigtsmæssigt på manglende arbejdstagerrepræsentation i visse sektorer, hvor størstedelen af den økonomiske aktivitet udøves af SMV'er med under 10 ansatte (denne manglende repræsentation er især fremherskende i de nye medlemsstater);

26.  støtter Rådets mål om at mobilisere alle relevante ressourcer på nationalt plan og EU-plan for at udvikle en faglært, uddannet og fleksibel arbejdsstyrke og arbejdsmarkeder, som reagerer på de udfordringer, der opstår som følge af samspillet mellem globalisering og den aldrende befolkning i EU;

27.  bemærker, at der på grund af segmentering af arbejdsmarkedet, som medfører ringe jobsikkerhed og mere ustabil beskæftigelse, i mange ikke-standardkontrakter kun i begrænset omfang er skabt mulighed for adgang til almen og faglig uddannelse, erhvervspensioner og faglig udvikling, samt at der generelt er tale om underinvestering i menneskelig kapital; understreger, at dette øger den økonomiske usikkerhed og skaber generel modstand mod forandringer og globalisering;

28.  konstaterer, at manglen på en hensigtsmæssig social sikring i mange medlemsstater gør det umuligt at erhverve pension under anden søjle, hvilket igen medfører, at aldersbetingede ydelser under første søjle kommer under ekstra pres;

29.  er af den opfattelse, at en kombination af individuel motivation, opbakning fra arbejdsgivernes side og tilgængelige og disponible faciliteter er de vigtigste faktorer for at kunne deltage i en livslang læringsproces, og opfordrer til udvikling af en uddannelsessektor og skoler, som lever op til arbejdsmarkedets krav samt arbejdstageres og arbejdsgiveres individuelle forventninger; opfordrer endvidere til en behørig sammenkædning mellem erhvervskarriere og studieplaner;

30.  henviser til, at der er et presserende behov for at forbedre EU-befolkningens uddannelsesniveau, og opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at investere i livslang læring og udvikling af menneskelig kapital som den mest effektive metode til løsning af langtidsledigheden, og henviser i den forbindelse til, at udvikling af kompetencer og tilegnelse af kvalifikationer er i fælles interesse, således som arbejdsmarkedets parter i EU i fællesskab har understreget i "Framework of Action for the Lifelong Development of Competences and Qualifications" fra 2006;

31.  mener, at reformer af arbejdsmarkedslovgivningen skal lette virksomhedernes investeringer i deres arbejdstageres færdigheder, tilskynde arbejdstagerne til at opgradere deres egne færdigheder og garantere, at de sociale sikringssystemer griber ind for at sikre en sådan fremgangsmåde;

32.  understreger, hvor vigtigt det er at nå frem til en grad af konsekvens inden for arbejdsmarkedslovgivningen, som vil kunne sikres gennem direktiver og kollektive aftaler samt den åbne koordinationsmetode; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de store forskelle mellem de nationale arbejdsmarkeder og medlemsstaternes kompetence på dette område, og henviser samtidig til målet om at skabe et konkurrencedygtigt, innovativt og rummeligt Europa og flere og bedre arbejdspladser;

33.  understreger manglen på korrekt gennemførelse og håndhævelse af den eksisterende lovgivning i EU og opfordrer Kommissionen til at foretage en koordinering mellem de nationale inspektorater for arbejdsmarkedslovgivning og sociale anliggender; understreger behovet for, at medlemsstaterne bringer deres sundheds- og sikkerhedslovgivning i overensstemmelse med EU-lovgivningen;

34.  mener, at grænseoverskridende arbejdstageres rettigheder vil kunne beskyttes tilstrækkeligt under den relevante lovgivning, hvis den blev gennemført effektivt, og påpeger, at vedtagelsen af én enkelt definition på arbejdstager og selvstændig i henhold til fællesskabsretten er en overordentlig kompliceret opgave på grund af de enkelte medlemsstaters meget forskellige sociale og økonomiske situationer og traditioner; påpeger samtidig, at der bør tages initiativ til at nå op på et vist konvergensniveau, som vil kunne sikre, at gennemførelsen af gældende fællesskabsret bliver konsekvent og mere effektiv, særlig med hensyn til begrebet arbejdstager og selvstændig; mener dog, at denne konvergens bør respektere medlemsstaternes ret til at afgøre, hvorvidt der er tale om et ansættelsesforhold eller ej;

35.  opfordrer Kommissionen til at sørge for, at der foretages en sondring i henhold til retningslinjerne fra Domstolen; opfordrer Kommissionen til hurtigst mulig at indlede forhandlinger med medlemsstaterne med henblik på at indføre gennemsigtige og konsekvente kriterier for fastsættelsen af status som "arbejdstager" og "selvstændig" i lovgivningen om beskæftigelse; gentager Parlamentets holdning gående ud på, at enhver definition på arbejdstager skal være baseret på den faktiske situation på stedet og tidspunktet for arbejdets udførelse;

36.  opfordrer medlemsstaterne til uden yderligere forsinkelse at fremme gennemførelsen af ILO-henstillingen fra 2006 om omfanget af ansættelsesforhold;

37.  appellerer til medlemsstaterne om at tage ILO's henstilling om, at lovgivningen om beskæftigelse ikke bør gribe ind i virkelige kommercielle forhold, til efterretning;

38.  opfordrer til, at den åbne koordinationsmetode bringes i anvendelse inden for beskæftigelsespolitik og social- og arbejdsmarkedspolitik som et nyttigt instrument til at udveksle bedste praksis, således at man kan reagere på de fælles udfordringer på en fleksibel og gennemsigtig måde og tage hensyn til de forskellige vilkår, som er af afgørende betydning for arbejdsmarkedet i de enkelte medlemsstater;

39.  henstiller til medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen, at de inden for rammerne af den åbne koordinationsmetode udveksler bedste praksis vedrørende fleksibel planlægning af arbejdstiden og tager højde for innovative arbejdstidsordninger, som skaber god balance mellem arbejds- og familieliv;

40.  anmoder Kommissionen om at fortsætte med at indsamle og analysere information om nationale arbejdsmarkeder for at sikre, at udveksling af god praksis i forbindelse med de enkelte medlemsstaters beskæftigelsespolitikker er baseret på pålidelige data, og især på ensartede og sammenlignelige statistikker;

41.  opfordrer medlemsstaterne til at revidere og tilpasse de sociale sikringsordninger og supplere aktive arbejdsmarkedspolitikker, navnlig faglig uddannelse og livslang læring, med henblik på den nye virkelighed på arbejdsmarkedet, støtte faglige skift og gøre det lettere at vende tilbage til arbejdsmarkedet for derigennem at forebygge en eventuel unødvendig afhængighed af understøttelse og arbejde i den uformelle sektor;

42.  fordømmer skarpt de uacceptable tilfælde, hvor regulære ansættelsesforhold ændres til nye ansættelsesformer, der ikke er tvingende nødvendige af økonomiske årsager, sådan som det især ses i den europæiske mediebranche med det formål at opnå kortsigtede gevinster på samfundets, arbejdstagernes og konkurrenternes bekostning, som ligger langt ud over det normale; understreger, at en sådan adfærd er i strid med den europæiske sociale model, da den påfører konsensus, fairness og tillid mellem arbejdsgivere og arbejdstagere langvarig og ubodelig skade; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at skride til handling for at stoppe denne uansvarlige praksis;

43.  minder om, at flexicurity defineres som en kombination af fleksibilitet og sikkerhed på jobmarkedet, der bidrager til at øge produktiviteten og jobkvaliteten ved at garantere sikkerhed og samtidig give virksomhederne den nødvendige fleksibilitet til at skabe arbejdspladser som reaktion på de ændrede behov på markedet; mener ikke, at kravene om henholdsvis fleksibilitet og sikkerhed er i strid med hinanden, men derimod at de gensidigt styrker hinanden;

44.  understreger, at flexicurity kun kan opnås gennem en effektiv og moderne arbejdsmarkedslovgivning, der afspejler den ændrede virkelighed på arbejdsmarkedet; fastslår, at kollektive overenskomster og stærke arbejdsmarkedsparter er vigtige elementer i flexicurity-begrebet; mener imidlertid, at der findes flere modeller for flexicurity, men at en generel strategi bør baseres på en kombination af virksomhedernes og arbejdstagernes evne til at tilpasse sig og en tilstrækkelig grad af social beskyttelse, social sikring og arbejdsløshedsunderstøttelse, aktive arbejdsmarkedspolitikker og muligheder for faglig uddannelse og livslang læring; mener endvidere, at bredtfavnende velfærdsydelser samt adgang for alle til pasningsfaciliteter for børn og andre plejekrævende personer vil bidrage positivt til at nå disse mål;

45.  mener, at definitionen på flexicurity i Kommissionens grønbog er for snæver, men konstaterer, at Kommissionen vil offentliggøre en meddelelse om flexicurity;

46.  mener, at ældre arbejdstagere bør kunne forblive i arbejdsstyrken på et frivilligt og fleksibelt grundlag støttet med hensigtsmæssig uddannelse og sundhedspleje på arbejdspladsen; fremhæver det tvingende behov for positive foranstaltninger for at tilskynde ældre arbejdstagere til at vende tilbage til arbejdsmarkedet og behovet for mere fleksibilitet ved valg af pensionsordninger;

47.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at erkende, at arbejdsmarkedslovgivningen har umådelig stor indflydelse på virksomhedernes adfærd, og at deres tillid til stabile, klare og fornuftige bestemmelser er en afgørende faktor, når der træffes beslutninger om at skabe flere og bedre job, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at gennemføre og håndhæve al eksisterende EU-lovgivning vedrørende arbejdsmarkederne korrekt;

48.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at styrke retten til forældreorlov og børnepasningsmuligheder på både nationalt og europæisk plan for både mænd og kvinder;

49.  glæder sig over de skridt, der er taget til bekæmpelse af sort arbejde og undergrundsøkonomi, som - selv om disse fænomener forekommer i forskelligt omfang fra medlemsstat til medlemsstat - er til skade for økonomien, indebærer manglende beskyttelse af arbejdstagerne, skader forbrugerne, mindsker skatteindtægterne og fører til illoyal konkurrence mellem virksomhederne; billiger Kommissionens taktik til bekæmpelse af sort arbejde ved hjælp af en omfattende koordinering mellem statslige retshåndhævende myndigheder, arbejdsinspektorater og/eller fagforeninger, socialsikringsmyndigheder og skattemyndigheder og opfordrer medlemsstaterne til at tage innovative metoder i brug baseret på indikatorer og benchmarks, der er specifikke for de forskellige erhvervssektorer for at bekæmpe udhuling af beskatningsgrundlaget;

50.  opfordrer Kommissionen til at igangsætte en informationskampagne rettet mod arbejdsgivere og arbejdstagere med henblik på at henlede opmærksomheden på de gældende minimumsregler og bestemmelser på EU-plan og skadelige konsekvenser, som sort arbejde kan have for de nationale sociale sikringsordninger, de offentlige finanser, fair konkurrence, økonomiske resultater og arbejdstagerne selv;

51.  opfordrer til, at der lægges særlig vægt på unge arbejdstagere, som hyppigt arbejder i midlertidige ansættelser, for at sikre, at deres manglende erfaring på jobbet ikke fører til arbejdsbetingede ulykker; tilskynder medlemsstaterne til at udveksle god praksis i denne henseende og opfordrer vikarbureauer til at øge bevidstheden blandt arbejdsgiverne og de unge arbejdstagere selv;

52.  understreger den rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller med hensyn til information og uddannelse af arbejdstagere og arbejdsgivere, for så vidt angår deres rettigheder og forpligtelser i ansættelsesforhold og håndhævelsen af eksisterende lovgivning på dette område, og opfordrer derfor Kommissionen til at fremme teknisk støtte til arbejdsmarkedets parter og tilskynde dem til at fremme udveksling af viden og erfaringer for at forbedre arbejdsforholdene;

53.  fremhæver den værdifulde rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller, idet disse allerede har opnået en vis succes med reformering af arbejdsmarkederne, navnlig gennem indgåelse af aftaler om forældreorlov, deltidsarbejde og tidsbegrænsede kontrakter samt fjernarbejde og livslang læring;

54.  er af den opfattelse, at medlemsstaterne skal udvise åbenhed i den dialog, der er indledt med arbejdsmarkedets parter omkring modernisering af arbejdsmarkedslovgivningen og tilpasningen heraf til det 21. århundredes udfordringer, tage hensyn til arbejdsmarkedsparternes argumenter og være åbne over for deres bekymringer;

55.  påpeger den positive rolle, som kollektive overenskomstforhandlinger på nationalt plan, sektorplan og virksomhedsplan kan spille for ansættelsesforhold og tilrettelæggelse af arbejdet, idet de kan være med til at øge virksomhedernes produktivitet og forbedre arbejdsvilkårene og derigennem stimulere vækst i beskæftigelsen; peger ligeledes på muligheden for at ændre bestemmelserne med henblik på at styrke de kollektive forhandlingers rolle og åbne mulighed for virksomhedsnære løsninger under overenskomsterne, som gavner arbejdstagere og arbejdsgivere;

56.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til som led i initiativet til bedre lovgivning løbende at samarbejde med arbejdsmarkedets parter, og i givet fald med andre relevante repræsentative organer fra civilsamfundet, om al arbejdsmarkeds- og sociallovgivning med henblik på at forenkle de administrative procedurer for de små og mellemstore virksomheder og især nye virksomheder ved at lette finansieringen af disse og øge deres konkurrenceevne, således at der kan skabes flere arbejdspladser;

57.  opfordrer Kommissionen til at fastsætte regler om solidarisk hæftelsesansvar for almindelige virksomheder eller hovedvirksomheder for således at gribe ind over for misbrug ved underentreprisekontrakter og udlicitering af arbejdskraft og skabe et gennemskueligt og konkurrencepræget marked for alle virksomheder på grundlag af ensartede regler med hensyn til arbejdsmarkedsstandarder og arbejdsvilkår; opfordrer navnlig Kommissionen og medlemsstaterne til klart at fastslå, hvem der er ansvarlige for overholdelse af arbejdsmarkedslovgivningen på EU plan og for at betale de dertil hørende lønninger, socialsikringsbidrag og skatter i en kæde af underleverandører;

58.  er overbevist om, at skabelsen af usikre og dårligt betalte job ikke er nogen hensigtsmæssig løsning på de udflytningstendenser, der rammer flere og flere sektorer; mener tværtimod, at det er investeringer i forskning, udvikling, erhvervsuddannelse og livslang læring, der skal til for at sætte nyt skub i de sektorer, som for øjeblikket lider under manglende konkurrenceevne;

59.  opfordrer Kommissionen til at lette indførelsen af et system til konfliktløsning og at skabe mulighed for, at europæiske aftaler mellem arbejdsmarkedets parter kan udvikle sig til et effektivt og fleksibelt redskab, der kan fremme fastsættelse af mere hensigtsmæssige regler på europæisk plan;

60.  opfordrer medlemsstaterne til at fjerne restriktionerne på adgangen til deres arbejdsmarkeder og således forbedre arbejdstagermobiliteten i EU, hvorved det bliver muligt hurtigere at nå målene for det indre marked og Lissabon-strategien;

61.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og parlamenterne i medlemsstaterne og kandidatlandene.

• [1]  EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16.
• [2]  EUT C 305 E af 14.12.2006, s. 141.
• [3]  EFT C 364 af 18.12.2000, s. 1.
• [4]  EFT L 175 af 10.7.1999, s. 43.
• [5]  EUT C 292 E af 1.12.2006, s. 131.
• [6]  EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1.
• [7]  Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0436.
• [8]  EFT L 45 af 19.2.1975, s. 19.
• [9]  EFT L 39 af 14.2.1976, s. 40.
• [10]  EFT L 348 af 28.11.1992, s. 1.
• [11]  EFT L 216 af 20.8.1994, s. 12.
• [12]  EFT L 254 af 30.9.1994, s. 64.
• [13]  EFT L 269 af 5.10.2002, s. 15.
• [14]  EFT L 14 af 20.1.1998, s. 9.

BEGRUNDELSE

Målet med Kommissionens grønbog om "Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer" er at igangsætte en offentlig debat i EU om, hvordan arbejdsretten kan moderniseres for at klare de vigtige udfordringer, der frem for alt skyldes globaliseringen og de europæiske samfunds aldring. At ændre arbejdsretten i denne retning synes at være afgørende, hvis vi skal nå de to vigtigste mål med Lissabon-strategien, nemlig at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi inden 2010 og skabe et højt beskæftigelsesniveau.

Eftersom det kun er muligt at skabe vækst i beskæftigelsen i kombination med økonomisk vækst, skal modernisering af arbejdsretten tage hensyn til såvel arbejdstagernes som arbejdsgivernes forventninger. Faktisk afviger disse forventninger ikke så meget fra hinanden i Den Europæiske Union, hvor en konfliktkultur - det filosofiske grundlag i arbejdsretten, som oprindeligt tilsigtede at beskytte den svage part i et ansættelsesforhold - gradvist er ved at blive erstattet af en samarbejdskultur. På nuværende tidspunkt er arbejdstagernes og arbejdsgivernes fælles mål at kunne tilpasse sig de ændrende vilkår, der skyldes den hurtige teknologiske udvikling, øget konkurrence - en følge af både globaliseringen og en ændret forbrugerefterspørgsel - og ligeledes den meget hurtige udvikling i servicesektoren. På Hampton Court-topmødet i oktober 2005 tog Det Europæiske Råd hensyn til disse faktorer og vedtog en meddelelse fra Kommissionen om europæiske værdier i en globaliseret verden, som opfordrede medlemsstaterne til at anvende aktive arbejdsmarkedspolitikker og fremme fleksibilitet og tilpasningsevne for "at beskytte mennesker frem for job". Meddelelsen pointerede ligeledes behovet for at forbedre lovgivningsmiljøet på EU-niveau og på nationalt niveau, således at "virksomheder og borgere fritages for unødvendige omkostninger og bureaukrati".

Grønbogen synes at være en fortsættelse af den tankemåde, som fastholder, at skabelsen af nogle mere fleksible arbejdsretlige rammer er vigtig. Dette betyder ikke en radikal tilbagetrækning fra obligatoriske standarder om beskæftigelsessikkerhed, men kan kræve ændringer i kvaliteten af de standarder, der er genspejlet i en ændring fra begrebet "jobsikkerhed" til begrebet "beskæftigelsessikkerhed" og fra forestillingen om "sikkerhed med et job" til forestillingen om "sikkerhed ved et job". Arbejdsret, der navnlig er afpasset efter at beskytte arbejdstagere, der er ansat under standardarbejdsvilkår baseret på faste arbejdskontrakter, vil ikke afskrække dem, der ikke befinder sig i traditionsbunden beskæftigelse, fra at reagere fleksibelt på markedsbehov. Overstreng regulering af arbejdsmarkedet har skadelige virkninger på økonomisk vækst og vækst i beskæftigelsen, hvilket afskrækker arbejdsgivere fra at tilbyde lovligt arbejde og opfordrer både arbejdsgivere og arbejdstagere til sort arbejde.

Manglende fleksibilitet i arbejdsretten resulterer ligeledes i udviklingen af alternative former for beskæftigelse, hvilket, som statistiske data viser, forøger jobmuligheder for personer, der begynder deres arbejdsliv, tillige med dem i pensionsalderen eller dem, der ønsker at vende tilbage til arbejdet efter en pause. Disse giver også unge studerende eller forældre, der opdrager børn, en bedre mulighed for at kombinere arbejde med studier eller familieliv. På grund af den voksende popularitet af sådanne former for beskæftigelse, ligesom deres positive virkninger, der gør det lettere at komme ind på og forblive på arbejdsmarkedet, skal arbejdsretten respektere dem, mens den samtidig beskytter de berørte arbejdstagere mod diskrimination og sikrer opretholdelsen af visse minimumsrettigheder, der skal afgøres i overensstemmelse med hver enkelt medlemsstats traditioner og sociale og økonomiske vilkår. Imidlertid er der ikke behov for at søge at fjerne forskellene mellem traditionelle og alternative former for beskæftigelse. At etablere fælles minimumsstandarder for beskæftigelse for alle former for beskæftigelse ville ikke alene være meget svært, det kunne også føre til skabelsen af yderligere hindringer for adgang til det lovlige arbejdsmarked for mange sociale grupper, herunder de mest sårbare over for marginalisering.

Skabelsen af nye ensartede standarder og definitioner på unionsniveau skal gribes an med særlig tilbageholdenhed. Forskellene mellem medlemsstater er så store, at det at introducere sådanne ensartede foranstaltninger kunne have den virkning, at de reducerede økonomisk effektivitet og således skadede beskæftigelsesniveauerne. Den Europæiske Union har en imponerende række forordninger, der regulerer arbejdsmarkedet, og der er ikke brug for at indføre nye forordninger. Imidlertid er der et behov for en rutinemæssig revision af eksisterende lovgivning for at måle, hvordan den indvirker på virksomhedernes funktion, navnlig SMV'er og på beskæftigelsesniveauer i Unionen.

I denne forbindelse ville det utvivlsomt være nyttigt for medlemsstaterne at vedtage en dristigere politik, der tilsigter at fuldende det indre marked, navnlig med henvisning til arbejdstageres og tjenesteydelsers fri bevægelighed. De bestræbelser, som fællesskabsinstitutionerne har gjort sig, skal resultere i fjernelsen af barrierer og problemer, der opstår på overstatligt niveau, eftersom disse stadig udgør en vigtig faktor, der hindrer en større mobilitet blandt de europæiske borgere, som er afgørende for økonomisk vækst og således for beskæftigelse. Den åbne koordinationsmetode skal bruges som en ramme for mere dynamiske udvekslinger af positive erfaringer i medlemsstaterne på området aktive arbejdsmarkedspolitikker.

Kommissionen behandler i sin beretning om beskæftigelsen i Europa i 2006 fleksibilitet og sikkerhed på EU's arbejdsmarkeder og understreger klart og tydeligt, at det at sørge for kompetent uddannelse til folk uden arbejde, set ud fra et langtidsperspektiv, har haft en langt større positiv indflydelse på at hjælpe dem med at klare sig på arbejdsmarkedet. Derfor skal der lægges større vægt på tilgængeligheden og kvaliteten i uddannelse både for arbejdstagere og for de arbejdsløse. Eftersom individuel motivation er af afgørende betydning for at opnå succes med en læringsproces, skal passende kurser, såsom iværksætterstudier og personlig karriereforvaltning imidlertid være et fast undervisningsfag i skolernes pensum.

Fire EU-lande har nået Lissabon-strategiens mål vedrørende erhvervsaktivitet. Disse lande er på betydelig vis anderledes end andre lande i kraft af den numeriske styrke og det aktivitetsniveau, der findes i deres fagforeninger. Imidlertid er der alle steder brug for en social dialog om spørgsmål, der er vigtige for økonomisk udvikling, og dermed for øget beskæftigelse. Ud over dialog på europæisk og nationalt niveau skal der også lægges vægt på værdien af dialog på industriniveau, som skaber nogle bedre rammer til at kunne klare de ændrende markedsvilkår. En sund social dialog gør det muligt at afhjælpe tensioner og opbygge tillid mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Arbejdsmarkedets parter kunne komme med et positivt bidrag ved at opfordre dem, der befinder sig uden for arbejdsmarkedet, til at drage nytte af alternative former for beskæftigelse i situationer, hvor der ikke findes traditionelle kontrakter. Sådanne alternative er bedre end arbejdsløshed. Kommissionen og medlemsstaternes regeringer skal støtte udviklingen af stærke arbejdsmarkedsparter og i forbindelse med arbejdsret opfordre til samarbejde og udveksling af positive erfaringer mellem organisationer. Desuden skal de fremme uddannelse og informationskampagner, der er beregnet for arbejdstagere og arbejdsgivere og vedrører arbejdstagerrettigheder og de skadelige virkninger af manglende overholdelse af arbejdsrettens krav.

UDTALELSE FRA UDVALGET OM DET INDRE MARKED OG FORBRUGERBESKYTTELSE (6.6.2007)

til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggenderom modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer(2007/2023(INI))Rådgivende ordfører: Mia De Vits

FORSLAG

Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse opfordrer Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  bekræfter, at arbejdsretten først og fremmest er medlemsstaternes og arbejdsmarkedets parters kompetenceområde, og at den er meget forskellig fra den ene medlemsstat til den anden; understreger ikke desto mindre, at selv om Den Europæiske Union har begrænset kompetence på dette område, bør den fokusere sine foranstaltninger på gennemførelsen af Lissabon-strategiens målsætninger for at sikre et større antal arbejdspladser af bedre kvalitet;

2.  understreger, at arbejdsmarkedslovgivningen er en social sikringslovgivning, der har til formål at beskytte arbejdstagerne;

3.  mener, at den sociale dialog er den rigtige ramme på EU-niveau og i medlemsstaterne (i henhold til EF-traktatens artikel 137) til oprettelse af en lovgivningsmæssig ramme for ansættelsesforhold; mener derfor, at parterne i den sociale dialog formelt skal høres som led i diskussionsprocessen; mener, at en generel styrkelse af arbejdsmarkedets parter og et øget tværnationalt samarbejde i høj grad vil bidrage til gennemførelsen af målet om overholdelse af ligestillingsprincippet;

4.  er af den holdning, at jobsikkerhed skal være målet, så der er mulighed for hurtigt at blive genansat, hvis man mister sit arbejde; understreger i denne forbindelse den særlige betydning af livslang læring;

5.  mener, at uforholdsmæssigt beskyttende bestemmelser i arbejdsmarkedslovgivningen kan medføre, at virksomhederne afskrækkes fra at ansætte arbejdstagere; er enig med Kommissionen i, at fleksible rammebestemmelser i arbejdsmarkedslovgivningen øger arbejdsmarkedernes tilpasningsevne og fremmer beskæftigelsen; mener desuden, at indførelse af yderligere bureaukratiske byrder på virksomhederne ikke bør tillades, men at de administrative omkostninger bør reduceres, navnlig for mindre virksomheder; tilslutter sig i den forbindelse erklæringen fra Det Europæiske Råd af 9. marts 2007 om, at målet bør være at reducere den administrative byrde med 25 % inden 2012;

6.  henleder opmærksomheden på direktivet om udstationering, forordningen om de sociale sikringsordninger og andre EU-bestemmelser, der sikrer en omfattende beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder; mener ikke, at det tjener noget formål at definere begreberne "ansat" og "selvstændig" på europæisk plan; støtter gennemførelsen af et europæisk arbejdsmarked og den frie bevægelighed for tjenesteydere i Unionen; mener, at tilfælde af uoverensstemmelse mellem de nationale arbejdsretlige regler og reglerne for det indre marked bør løses ved at give de nationale arbejdsretlige regler forrang;

7.  vurderer, at direktivet om udstationering, der fastslår en række ufravigelige minimumsregler om beskyttelse af arbejdstagere, er et uundværligt redskab til at sikre en retfærdig behandling af de forskellige arbejdstagere i forbindelse med midlertidige, grænseoverskridende arbejdsforhold; vurderer dog, at effektive kontrolinstrumenter er nødvendige for at imødegå misbrug; konstaterer imidlertid i denne forbindelse, at Domstolens eksisterende retspraksis anerkender, at værtsmedlemsstaten kun skal have tilladelse til at anmode om dokumenter i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet; opfordrer desuden Kommissionen til at engagere sig mere aktivt i arbejdet med medlemsstaterne for at forbedre det grænseoverskridende samarbejde om arbejdstilsyn;

8.  henviser i denne forbindelse til Domstolens Wolff & Müller-dom[1], der anerkender princippet om ansvar for kæden mellem den ordregivende virksomhed og underleverandøren; opfordrer Kommissionen til at tilskynde til og lette et forstærket samarbejde og formidling af bedste praksis mellem medlemsstaternes myndigheder; opfordrer til, at den største virksomhed ikke underlægges nogen yderligere bureaukratisk eller økonomisk byrde.

PROCEDURE

Titel	Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer
Procedurenummer	2007/2023(INI)
Korresponderende udvalg	EMPL
Udtalelse fra   Dato for meddelelse på plenarmødet	IMCO 15.2.2007
Rådgivende ordfører   Dato for valg	Mia De Vits 1.3.2007
Behandling i udvalg	12.4.2007	8.5.2007		4.6.2007
Dato for vedtagelse	5.6.2007
Resultat af den endelige afstemning	+: -: 0:		18 16 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Daniela Buruiană-Aprodu, Charlotte Cederschiöld, Gabriela Creţu, Mia De Vits, Rosa Díez González, Janelly Fourtou, Evelyne Gebhardt, Małgorzata Handzlik, Malcolm Harbour, Edit Herczog, Pierre Jonckheer, Alexander Lambsdorff, Kurt Lechner, Lasse Lehtinen, Toine Manders, Arlene McCarthy, Béatrice Patrie, Zita Pleštinská, Guido Podestà, Giovanni Rivera, Zuzana Roithová, Luisa Fernanda Rudi Ubeda, Heide Rühle, Christel Schaldemose, Andreas Schwab, Alexander Stubb, Eva-Britt Svensson, Marianne Thyssen, Horia-Victor Toma, Jacques Toubon, Barbara Weiler
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Wolfgang Bulfon, André Brie, Manuel Medina Ortega, Anja Weisgerber
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2	Cristobal Montoro Romero, Paul Rübig
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog)	...

• [1]  C-60/03 af 12. oktober 2004.

UDTALELSE FRA ØKONOMI- OG VALUTAUDVALGET (5.6.2007)

til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggenderom modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer(2007/2023(INI))Rådgivende ordfører: Donata Gottardi

FORSLAG

Økonomi- og Valutaudvalget opfordrer Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  understreger behovet for at undersøge sociale, økonomiske og lovgivningsmæssige nyskabelser, som respekterer og fremmer Fællesskabets acquis, idet alle interesserede parter inddrages på baggrund af kollektive aftaler, som er påkrævet på institutionelt plan, og mener, at det er nødvendigt at ændre den måde, arbejde er organiseret på, og at fremme en arbejdskultur, der er baseret på tillid, værdighed, ansvar, sikkerhed og fleksibilitet;

2.  fremhæver den sociale og økonomiske betydning af at øge beskæftigelsen; understreger, at det høje arbejdsløshedstal i Europa i dag underminerer velstanden og den fremtidige fremgang samt Europas konkurrenceevne, og som et endnu væsentligere forhold skaber den høje arbejdsløshed social adskillelse og en kløft mellem beskæftigede og arbejdsløse, og indebærer for arbejdsløse utvivlsomt isolation, afhængighed og lavt selvværd;

3.  understreger, at der i den europæiske økonomi er behov for at øge antallet af mennesker i beskæftigelse for at kunne konkurrere på verdensplan og at opfylde løfterne om social sikring;

4.  fremhæver, at den høje arbejdsløshed i Europa er et nederlag, der kræver en form for handling, som gør det lettere for flere mennesker at træde ind på arbejdsmarkedet, øger mobiliteten på arbejdsmarkedet og gør det lettere for enkeltpersoner at skifte job, uden at sikkerheden går tabt;

5.  opfordrer til reformer, som gør det vigtigere at blive på arbejdsmarkedet og mindsker risiciene for fattigdomsfælder og isolation;

6.  fastsætter, at målet er at skabe "flere og bedre arbejdspladser" med henblik på at anvende vækst og konkurrenceevne til at fremme leve- og arbejdsbetingelser og skabe udvikling med behørig respekt for social samhørighed og bæredygtighed til gavn for kommende generationer, ændringer, der opstår som følge af globalisering, demografiske udfordringer, nye teknologier og serviceøkonomien; understreger, at det effektive arbejdsmarked er en forudsætning for, at disse mål kan nås, og opfordrer til, at der skabes et fleksibelt miljø som en forudsætning for at opnå vækst og konkurrenceevne;

7.  understreger betydningen af at sikre sammenhæng mellem fremskridt inden for arbejdsretten, som opnås med EU-harmonisering ved hjælp af direktiver og kollektive aftaler, og den åbne koordinationsmetode, navnlig med hensyn til de nye medlemsstater, og opfordrer kraftigt Kommissionen til at tage højde for de vedvarende forskelle på de nationale arbejdsmarkeder med henblik på at styrke projektet for et konkurrencedygtigt, nyskabende og favnende Europa;

8.  glæder sig over tiltaget vedrørende sort arbejde og undergrundsøkonomi, som - selv om det finder sted i forskellig udstrækning i de forskellige medlemsstater - skader det produktive system, er ugunstigt for forbrugerne, sænker skatteindtægterne og fører til ulige konkurrence mellem virksomheder; mener, at Den Europæiske Union har en vigtig rolle at spille i bekæmpelsen af ulovlig handel med arbejdskraft og i at sikre, at EU-borgere ikke forskelsbehandles inden for arbejdsretten i alle medlemsstaterne; opfordrer til en styrkelse af kontroller, der har til formål at afsløre sort arbejde;

9.  er enig i Kommissionens strategi for bekæmpelse af sort arbejde gennem en tæt koordinering mellem de statslige håndhævelsesmyndigheder, arbejdsinspektorater, socialsikringsmyndigheder og skattemyndigheder og opfordrer medlemsstaterne til at anvende nyskabende metoder, der er baseret på indikatorer og referenceværdier, som er særegne for de forskellige erhvervssektorer, med henblik på at bekæmpe sort arbejde og udhuling af skattegrundlaget;

10.  mener, at det er nødvendigt at foretage en rimelig afvejning mellem fleksibilitet og sikkerhed ved at tage hensyn til virksomheders og arbejdstagerens behov og situation og bemærker, at både virksomheder og arbejdstagere kræver fleksibilitet og sikkerhed fra hinanden; gentager, at der er behov for fleksibilitet, hvad enten det drejer sig om beskæftigelsesformer eller arbejdstid, således at der skabes betingelser for arbejdstagerne, der gør det muligt for dem at få adgang til og blive på arbejdsmarkedet; påpeger behovet for at overveje spørgsmålet om at foretage personalemæssige omplaceringer og forene professionelle, familiemæssige og personlige forpligtelser; mener, at det er nødvendigt at tage højde for alle former for beskæftigelse, herunder arbejde i plejesektoren og frivilligt arbejde;

11.  understreger, at aktive arbejdsmarkedspolitikker kan være en mere effektiv måde at beskytte arbejdstagere mod risici på arbejdsmarkedet, og at der med henblik på at sikre den rigtige balance mellem fleksibilitet og sikkerhed derfor er et behov for tilstrækkelige ressourcer - både hvad angår beløb og varighed - til arbejdsløshedsunderstøttelse sideløbende med et net af interventioner og infrastrukturer for at uddanne og omskole arbejdskraften; opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte særlige foranstaltninger og tiltag med henblik på at lette overgangen mellem erhverv ved at kombinere aktive arbejdsmarkedspolitikker og livslang læring og ved at fremme et fælles ansvar for arbejdsgiverne og arbejdstagerne ved fordelingen og omfordelingen af ressourcer og omkostninger;

12.  gør opmærksom på behovet for at udarbejde metoder til at tilpasse beskyttelsesforanstaltningerne i stedet for blot at udvide eller reducere dem; udtrykker bekymring over de risici, der er ved at overføre byrden til det offentlige budget og de potentielle implikationer for stabilitets- og vækstpagten,

13.  understreger, at regler om sikkerhed i beskæftigelsen og aktive beskæftigelsespolitikker bør have til formål at forbedre beskæftigelsesudsigterne for dem, der er ugunstigt stillet, og som har svært ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet, som f.eks. unge, kvinder og ældre arbejdstagere;

14.  bemærker imidlertid, at mindre arbejdsgivere ofte angiver manglende fleksibilitet i arbejdsmarkedslovgivningen som en hindring for udvidelse og ansættelse af nye arbejdstagere, og at udgifterne til og vanskelighederne med at gennemføre opsigelser på et sagligt grundlag af og til medfører, at der gives urigtige udtalelser til potentielle fremtidige arbejdsgivere, eller at uhensigtsmæssige arbejdstagere beholdes, og at disse faktorer kan påvirke konkurrenceevnen økonomisk, hvilket kan få konsekvenser for samfundet som helhed;

15.  påpeger behovet for at tilstræbe aktive beskæftigelsespolitikker baseret på livslang læring, snarere end at arbejdstagere udelukkende uddanner sig i krisetider, ansporet af den overbevisning, at arbejdsstyrkens beskæftigelsesegnethed og tilpasningsevne skaber sikkerhed både for virksomheder og medarbejdere og er af afgørende betydning for en videnbaseret økonomi; bemærker, at udviklingen af færdigheder og erhvervelsen af kvalifikationer er i virksomhedens og arbejdstagerens interesse, og at arbejdsmarkedets parter erklærede dette i rammehandlingsplanen fra 2006.

PROCEDURE

Titel	Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer
Procedurenummer	2007/2023(INI)
Korresponderende udvalg	EMPL
Udtalelse fra   Dato for meddelelse på plenarmødet	ECON 15.2.2007
Udvidet samarbejde – dato for meddelelse på plenarmødet
Rådgivende ordfører   Dato for valg	Gottardi Donata 13.3.2007
Oprindelig rådgivende ordfører
Behandling i udvalg	8.5.2007		4.6.2007
Dato for vedtagelse	5.6.2007
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	37 0 3
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Gabriele Albertini, Zsolt László Becsey, David Casa, Christian Ehler, Jonathan Evans, José Manuel García-Margallo y Marfil, Jean-Paul Gauzès, Karsten Friedrich Hoppenstedt, Piia-Noora Kauppi, Astrid Lulling, Cristobal Montoro Romero, Joop Post, John Purvis, Alexander Radwan, Ivo Strejček, Pervenche Berès, Udo Bullmann, Ieke van den Burg, Donata Gottardi, Joseph Muscat, Dariusz Rosati, Antolín Sánchez Presedo, Manuel António dos Santos, Sharon Bowles, Sophia in 't Veld, Andrea Losco, Margarita Starkevičiūtė, Dariusz Maciej Grabowski, Guntars Krasts, Eoin Ryan, Heide Rühle, Sahra Wagenknecht, Cristian Stănescu.
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Ján Hudacký, Werner Langen, Maria Petre, Andreas Schwab, Katerina Batzeli, Harald Ettl, Gianni Pittella.
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog)

UDTALELSE FRA UDVALGET OM KVINDERS RETTIGHEDER OG LIGESTILLING (8.5.2007)

til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggenderom modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer(2007/2023 (INI))Rådgivende ordfører: Kartika Tamara Liotard

FORSLAG

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling opfordrer Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at indarbejde følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A. der henviser til, at forskning har vist, at der i den nye økonomi eksisterer sociale og især kønsbestemte uligheder, og at disse vil have en tendens til at forstærkes, navnlig inden for de sektorer, hvor fagforeningerne står svagt, og hvor der ikke findes nogen kollektive overenskomster,

B.  der henviser til, at de grundlæggende rettigheder med hensyn til beskæftigelse og social beskyttelse kan blive betydeligt forringet for kvinder, hvilket giver anledning til usikkerhed om de fremtidige beskæftigelsesudsigter og har betydning for, hvilke valg der træffes i privatlivet, f.eks. i forbindelse med familieplanlægning,

C. der henviser til, at kvinder er ugunstigt stillet på arbejdsmarkedet og overrepræsenteret i forhold til mænd i forbindelse med deltidsarbejde og nye, ofte usikre ansættelsesforhold i form af tidsbegrænsede kontrakter og kontrakter om arbejde gennem vikarbureauer, og at de har problemer med at få adgang til fulde sociale rettigheder og goder samt lige løn- og karrieremuligheder,

D. der henviser til den forskelsbehandling, kvinder er udsat for med hensyn til adgangen til arbejdsmarkedet, som kommer til udtryk i en højere fattigdomsrisiko, herunder de vedvarende lønforskelle, på trods af at kvindernes uddannelses- og videreuddannelsesniveau er identisk med eller højere end mændenes,

E.  der henviser til, at kvinders ugunstige stilling på arbejdsmarkedet betyder, at de i gennemsnit tjener 15 % mindre end mænd, på trods af at lige løn til mænd og kvinder fra begyndelsen har været et led i EU's lovgivning,

F.  der henviser til, at ulighederne skaber direkte og indirekte økonomiske omkostninger, mens ligebehandling skaber konkurrencemæssige fordele, og at opnåelsen af ligebehandling således er et vigtigt strategisk argument for den økonomiske og sociale udvikling; der i øvrigt henviser til, at EU ikke har råd til at undvære kvindernes indsats og produktionskapacitet, da de udgør halvdelen af befolkningen,

G. der henviser til, at kvinder nu står over for tre forpligtelser, nemlig at øge deres deltagelse på arbejdsmarkedet, føde flere børn og håndtere et stigende krav om omsorgsansvar i familien, skønt det næsten altid er kvinderne, som skal gå på kompromis for at få arbejdet til at passe til familiens behov, og som oplever et højt niveau af stress og bekymring på grund af kombinationen af arbejds- og omsorgsrollen,

H. der henviser til, at kvinder ofte forlader arbejdsmarkedet i længere perioder på grund af pasning af børn eller familie, og at deres chancer for igen at komme ind på arbejdsmarkedet er forringet,

I.   der henviser til, at flere hundrede tusinde kvinder accepterer ulovlige ansættelsesvilkår, fordi de ikke har noget valg, da de arbejder som hushjælp uden for deres egen husstand eller passer ældre familiemedlemmer,

1.  påpeger, at vedtagelsen af foranstaltninger, der øger den sociale sikkerhed og de sociale goder for deltidsarbejdstagere og for arbejdstagere med fleksible eller atypiske arbejdsordninger og foranstaltninger, der sikrer, at sort arbejde laves om til lovligt arbejde, er af afgørende betydning hvad angår kønsbestemte uligheder, da flertallet af de berørte arbejdstagere er kvinder; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at arbejdsretten overholdes, navnlig inden for rammerne af den nye sociale virkelighed og den seneste udvikling i ansættelsesforholdene;

2.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at garantere retten til social beskyttelse og en minimumsindtægt, der gør det muligt at skabe en tryg tilværelse, som ikke afhænger af tidligere ansættelser og kontrakttyper, og som kan garanteres alle enkeltpersoner som en grundlæggende rettighed;

3.  understreger, at der ved lov bør stilles krav om, at tidsbegrænsede kontrakter, der fornys gentagne gange, gøres tidsubegrænsede; opfordrer til mere effektiv kontrol med brugen af tidsbegrænsede kontrakter;

4.  understreger, at beskæftigelsessituationen i Europa ikke er i overensstemmelse med EU's grundlæggende mål, som er at forbedre leve- og arbejdsvilkårene for EU's befolkning, og heller ikke med Lissabon-dagsordenen, som sigter mod flere og bedre job, fuld beskæftigelse og social integration samt en beskæftigelsesprocent for kvinder på 60 % inden 2010; opfordrer Kommissionen til omgående at tage fat på disse spørgsmål;

5.  opfordrer Kommissionen til reelt at gennemføre integrationen af ligestillingsaspektet i sin høringsprocedure; påpeger, at der i Kommissionens grønbog om modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer (KOM(2006)0708) (grønbog) ikke fokuseres på kønsdifferentierede virkninger i forbindelse med de foreslåede ændringer;

6.  opfordrer medlemsstaterne og arbejdsgiverne til at skabe nye muligheder gennem fleksible arbejdstider og til at fremme deltidsbeskæftigelse og beskæftigelse som selvstændigt erhvervsdrivende, samtidig med at den sociale beskyttelse og pensionsrettighederne sikres med henblik på forbedring af kvinders, unges og ældres deltagelse i arbejdsstyrken;

7.  understreger, at konkurrencepresset har bidraget til at øge den økonomiske ulighed og efterspørgslen efter arbejdsstyrkens fleksibilitet med negative konsekvenser for kvinderne, hvad angår forskelle i løn, erhvervsmæssig og sektorbestemt isolering, udsigt til økonomisk uafhængighed og social sikring;

8.  understreger, at arbejdsretten skal tage udgangspunkt i afskaffelsen af de kønsbestemte lønforskelle; mener, at lønforskellene mellem mænd og kvinder inden for de forskellige erhvervssektorer afspejler den manglende respekt for det arbejde, der udføres af kvinder;

9.  understreger nødvendigheden af at indføre et egnet system til evaluering af både kvinder og mænds arbejde med henblik på at gennemføre princippet om lige løn for lige arbejde, som i mange tilfælde ikke overholdes;

10. understreger, at der er en tydelig køns- og generationsdimension i risikoen for at stå svagere på arbejdsmarkedet, eftersom kvinder, ældre og også unge, som er ansat på atypiske kontrakter, har færre chancer for at forbedre deres stilling på arbejdsmarkedet;

11. påpeger, at en større anerkendelse af retten til at kunne kombinere privat-, arbejds- og familieliv, både med hensyn til karriere, sociale ydelser og pensionsrettigheder), en styrket beskyttelse af gravide og ammende kvinder, en bedre fordeling af ansvaret for familien og ansvaret i hjemmet mellem kvinder og mænd, et passende udbud af fleksible børnepasningsfaciliteter og faciliteter til pleje af familiemedlemmer, der ikke kan klare sig selv, samt indførelse af en fædreorlov, der er uafhængig af moderens barselsorlov, er væsentlige forudsætninger for at kunne garantere lige rettigheder og lige muligheder for kvinder og mænd på arbejdspladsen;

12. opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til både arbejdstagernes og virksomhedernes behov, når den i grønbogen prøver på at opnå en balance mellem fleksibilitet og sikkerhed;

13. opfordrer medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at tilbyde mulighed for barselsorlov og mere fleksible arbejdsvilkår, navnlig ved anvendelse af nye teknologier, for at skabe bedre balance mellem arbejds-, familie- og privatliv;

14. henstiller til medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen, at de inden for rammerne af den åbne koordinationsmetode udveksler bedste praksis vedrørende den fleksible planlægning af arbejdstiden og tager højde for nyskabende arbejdstidsordninger, som skaber god balance mellem arbejds- og familieliv;

15. påpeger, at moderne arbejdsret skal sikre den fuldstændige gennemførelse af bestemmelserne i fællesskabslovgivningen og den nationale lovgivning om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet; påpeger endvidere, at arbejdsretten skal støtte effektive mekanismer, som sikrer lige muligheder for alle arbejdstagerne, dvs. forbud mod forskelsbehandling i ansættelsesprocedurerne, adgang til forfremmelse og uddannelse og garanti for passende beskyttelse mod repressalier, når folk gør deres rettigheder gældende;

16. opfordrer medlemsstaterne til at fremme vedtagelsen af foranstaltninger, som tilgodeser ligestillingsaspektet i virksomhederne med henblik på at afskaffe forskelsbehandling på arbejdspladsen, sexchikane, brug af kønsdiskriminerende sprog i forbindelse med stillingsbetegnelser og planlægning af arbejdstiden og at sikre ligevægt mellem mænd og kvinder i bestyrelserne;

17. opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at kvinder og mænd gennem hele livet, også selv om de nedsætter eller afbryder deres erhvervsaktivitet for at hellige sig pasningen af deres børn, nyder godt af en fortsat tilknytning til de sociale sikringsordninger med henblik på at sikre deres pensionsrettigheder efter endt erhvervsaktivitet; understreger behovet for at sikre arbejdstagernes nødvendige læring gennem hele livet for at sikre en vellykket overgang fra en beskæftigelse til en anden;

18. opfordrer Kommissionen til at tackle udnyttelsen af vandrende arbejdstagere (uden papirer), især de kvindelige, ved at fokusere på instrumenter og mekanismer til forebyggelse og bekæmpelse af udnyttelsen af disse arbejdstagere, herunder anerkendelse og styrkelse af de ulovlige vandrende arbejdstageres grundlæggende menneskerettigheder og arbejdsrettigheder i stedet for anvendelse af straf og forvisning;

19. bemærker med stor bekymring, at der i grønbogen, hvori det erkendes, at de aktuelle vilkår på arbejdsmarkedet skaber ulighed mellem kønnene, f.eks. med hensyn til de kønsbestemte lønforskelle og beskæftigelses- og sektorsegmenteringen, fuldstændig ses bort fra forpligtelserne og ansvaret i forbindelse med køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd;

20. bemærker igen med stor bekymring, at selv om det i grønbogen erkendes, at kvinder står over for en ubalance mellem arbejdsliv og privatliv, ses der bort fra det presserende behov for tiltag, der sigter på at forene arbejdsliv og privatliv med de demografiske udfordringer, jf. den europæiske ligestillingspagt og Kommissionens meddelelse om den demografiske udvikling i Europa;

21. påpeger, at uligheden mellem kvinder og mænd og kvinders samlede arbejdsbyrde vil øges yderligere, hvis man fortsat stimulerer ansættelsen af kvinder uden samtidig at tage hensyn til kvindernes børnepasning og huslige arbejde;

22. understreger nødvendigheden af effektivt at garantere arbejdsrettighederne for de arbejdstagere, der arbejder i en tværnational kontekst i hele EU, uanset hvilken medlemsstat de arbejder i, idet mange af disse arbejdstagere er kvinder;

23. påpeger, at begrebet "flexicurity" i sig selv er vildledende, da det hentyder til større fleksibilitet og sikkerhed for arbejdstagerne, mens de virkelige konsekvenser er større fleksibilitet for arbejdsgiverne og større usikkerhed for arbejdstagerne, så længe de aktuelle arbejdsmarkedsvilkår ikke garanterer alle de sociale rettigheder og ikke stiller instrumenter til rådighed for arbejdstagerne, så disse kan få indflydelse på arbejdstidsplanlægningen og mulighed for at tilpasse arbejdstiden efter deres behov;

24. understreger behovet for at få klarlagt betydningen af "arbejdstager" i hele EU og af de fælles rettigheder, som arbejdstagerne har uanset deres beskæftigelsesstatus;

25. opfordrer medlemsstaterne til at fastholde deres støtte til udviklingen af trepartsdialogen mellem de offentlige myndigheder, arbejdsgiverne og fagforeningerne med henblik på at tage hensyn til den sociale virkelighed og de nye behov, der dukker op i forbindelse med ansættelsesforholdene, og finde en balance mellem de enkelte parters ansvar og interesser;

26. understreger, at den økonomiske vækst ikke må ske på bekostning af arbejdstagernes sociale rettigheder, navnlig hvad angår kvinder og sårbare grupper som f.eks. minoriteter;

27. opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at foretage en regelmæssig evaluering af indvirkningen af de iværksatte tiltag for at gøre det muligt at træffe de nødvendige foranstaltninger til korrektion af de aspekter, inden for hvilke der ikke er blevet gjort markante fremskridt i ligestillingen mellem mænd og kvinder.

PROCEDURE

Titel	Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer
Procedurenummer	2007/2023(INI)
Korresponderende udvalg	EMPL
Udtalelse fra   Dato for meddelelse på plenarmødet	FEMM 15.2.2007
Udvidet samarbejde – dato for meddelelse på plenarmødet
Rådgivende ordfører   Dato for valg	Kartika Tamara Liotard 24.1.2007
Oprindelig rådgivende ordfører
Behandling i udvalg	11.4.2007		2.5.2007
Dato for vedtagelse	2.5.2007
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	12 1 6
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Katerina Batzeli, Edit Bauer, Ilda Figueiredo, Věra Flasarová, Anneli Jäätteenmäki, Lívia Járóka, Urszula Krupa, Pia Elda Locatelli, Astrid Lulling, Siiri Oviir, Marie Panayotopoulos-Cassiotou, Christa Prets, Amalia Sartori, Eva-Britt Svensson, Anna Záborská
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Anna Hedh, Kartika Tamara Liotard, Marusya Ivanova Lyubcheva, Heide Rühle
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2	Daciana Octavia Sârbu
Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog)	...

PROCEDURE

Titel

Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer

Procedurenummer

2007/2023 (INI)

Korresponderende udvalg   Dato for meddelelse på plenarmødet om tilladelse

EMPL 15.2.2007

Rådgivende udvalg   Dato for meddelelse på plenarmødet

IMCO 15.2.2007

ECON 15.2.2007

FEMM 15.2.2007

Ingen udtalelse   Dato for afgørelse

ITRE 12.4.2007

Udvidet samarbejde   Dato for meddelelse på plenarmødet

Ordfører(e)   Dato for valg

Jacek Protasiewicz 13.12.2006

Oprindelig(e) ordfører(e)

José Albino Silva Peneda

Behandling i udvalg

8.5.2007

15.5.2007

Dato for vedtagelse

18.6.2007

Resultat af den endelige afstemning

+: -: 0:

40 1 5

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Jan Andersson, Alexandru Athanasiu, Edit Bauer, Emine Bozkurt, Iles Braghetto, Philip Bushill-Matthews, Milan Cabrnoch, Alejandro Cercas, Ole Christensen, Luigi Cocilovo, Jean Louis Cottigny, Proinsias De Rossa, Harlem Désir, Harald Ettl, Richard Falbr, Ilda Figueiredo, Stephen Hughes, Karin Jöns, Ona Juknevičienė, Jean Lambert, Raymond Langendries, Bernard Lehideux, Elizabeth Lynne, Thomas Mann, Jiří Maštálka, Ana Mato Adrover, Maria Matsouka, Mary Lou McDonald, Elisabeth Morin, Csaba Őry, Jacek Protasiewicz, Bilyana Ilieva Raeva, Elisabeth Schroedter, José Albino Silva Peneda, Kathy Sinnott, Gabriele Stauner

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Françoise Castex, Marian Harkin, Anna Ibrisagic, Claude Moraes, Roberto Musacchio, Ria Oomen-Ruijten, Anja Weisgerber, Glenis Willmott

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Alfonso Andria, Tatjana Ždanoka

Dato for indgivelse

Bemærkninger (foreligger kun på ét sprog)

...