BETÆNKNING om årsrapport om euroområdet for 2007
28.6.2007 - (2007/2143(INI))
Økonomi- og Valutaudvalget
Ordfører: Dariusz Rosati
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om årsrapport om euroområdet for 2007
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens meddelelse om den årlige redegørelse vedrørende euroområdet for 2007 (KOM(2007)0231),
– der henviser til Kommissionens økonomiske prognoser af 7. maj 2007 for foråret 2007,
– der henviser til sin beslutning af 26. april 2007 om de offentlige finanser i ØMU i 2006[1],
– der henviser til sin beslutning af 15. februar 2007 om den økonomiske situation i EU: den foreløbige rapport om de overordnede økonomiske retningslinjer for 2007[2],
– der henviser til sin beslutning af 15. februar 2007 om makroøkonomiske virkninger af de stigende energipriser[3],
– der henviser til sin beslutning af 1. juni 2006 om udvidelse af euroområdet[4],
– der henviser til sin beslutning af 14. marts 2006 om revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi[5],
– der henviser til Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2006,
– der henviser til Den Europæiske Centralbanks beretninger om den finansielle integration i Europa fra marts 2007,
– der henviser til forretningsordenens artikel 45,
– der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A6-0264/2007),
A. der henviser til, at euroområdets BNP steg med 2,7 % i 2006 fra 1,4 % i 2005, hvilket er det bedste resultat siden 2000, mens inflationen var på 2,2 %, dvs. uændret siden 2005,
B. der henviser til, at budgetunderskuddet faldt til 1,6 % af BNP i 2006 fra 2,5 % af BNP i 2005,
C. der henviser til, at arbejdsløshedskvoten var faldet til 7,6 % ved udgangen af 2006, dvs. det laveste niveau i 15 år,
D. der henviser til, at medlemskab af euroområdet øger graden af indbyrdes økonomisk afhængighed mellem medlemsstaterne og tilskynder til en tættere samordning af den økonomiske politik med henblik på at korrigere strukturelle svagheder, at imødegå fremtidige udfordringer og at tilpasse euroområdet økonomi, som bliver stadig mere globaliseret,
E. der henviser til, at euroområdet er et centralt stabilt element i den globale økonomi,
Den makroøkonomiske udvikling
1. glæder sig over den gunstige økonomiske udvikling i 2006, hvad angår vækst og beskæftigelse, der har skabt 2 mio. nye arbejdspladser og medført lavere budgetunderskud; påpeger, at det høje arbejdsløshedsniveau og den lave erhvervsfrekvens gør det umuligt for Europa at reagere effektivt på nuværende og kommende udfordringer i en global økonomi;
2. bemærker, at det økonomiske genopsving til dels skyldes strukturforbedringer, og glæder sig over, at stigningen i arbejdskraftens produktivitet forløber hurtigere; mener imidlertid, at det er for tidligt at drage endelige konklusioner om, hvorvidt opsvinget i højere grad er konjunktur- end strukturbetinget; opfordrer til forsigtighed i så henseende;
3. glæder sig over, at medlemmerne af euroområdet har gjort en samordnet indsats for at korrigere for store budgetunderskud i overensstemmelse med den reformerede stabilitets- og vækstpagt; fremhæver, at Kommissionen mener, at kvaliteten af tilpasningen generelt er øget i euroområdet, med mindre afhængighed af engangsforanstaltninger og faldende offentlige udgifter; understreger særligt, at kombinationen af konsolideringstiltag, særligt i lande med for store underskud, og forbedret økonomisk udvikling har reduceret budgetunderskuddet i euroområdet til 1,6 % af BNP i 2006 i forhold til 2,5 % af BNP i 2005;
4. fastholder, at en forsvarlig finanspolitik er en forudsætning for varig vækst og jobskabelse, eftersom lave budgetunderskud og offentlig gæld skaber lave og stabile inflationsforventninger og bidrager til at opretholde en lav rente; opfordrer derfor til, at det aktuelle genopsving unyttes på to måder med henblik på at opnå følgende: at udligne underskud og opbygge overskud, hvilket ville nedbringe gældsniveauet, samt til at forbedre kvaliteten af de offentlige finanser ved at investere i uddannelse, erhvervsuddannelse, infrastruktur samt forskning og innovation, hvilket ville bidrage til at imødegå udfordringerne i forbindelse med den aldrende befolkning; glæder sig i denne forbindelse over, at Eurogruppen den 20. april 2007 vedtog retningslinjer for finanspolitikken i medlemsstaterne i euroområdet, hvori man gentager forpligtelsen til rettidigt at konsolidere de offentlige finanser og at bruge uventede ekstra indtægter til at reducere underskud og gæld;
5. understreger risikoen ved de konjunkturfremmende politikker i visse medlemsstater; bemærker bestræbelserne for en finanspolitisk konsolidering i euroområdet generelt; fastholder imidlertid, at forpligtelsen til at nå midtvejsmålet som fastsat i stabilitets- og vækstpagten forudsætter, at medlemsstaterne opnår overskud i gode tider; bemærker, at den reformerede stabilitets- og vækstpagt udtrykkeligt kræver konsolidering i konjunkturperioden; bemærker, at proceduremæssige og numeriske skattebestemmelser og uafhængige skatteinstitutioner er med til at fremme den finansielle konsolidering og undgå procykliske politikker;
6. tager til efterretning, at Den Europæiske Centralbank (ECB) i 2006 vedtog yderligere rentestigninger; bemærker, selv om inflationen var begrænset trods en kraftig stigning i energipriserne, at vækstraten for det monetære aggregat M3 systematisk har oversteget referenceværdien på 4,5 % med store margener siden 2001, uden at dette har øget inflationen; opfordrer ECB til at give en bedre forklaring på denne uoverensstemmelse og redegøre for, hvorvidt det er et symptom på øget likviditet, der potentielt vil sætte skub i inflationen i fremtiden, eller skyldes andre faktorer så som større dybde i de finansielle markeder, finansielle nyskabelser og euroens voksende internationale rolle;
7. bemærker, at prisstigningerne på anlægsgoder er tiltagende, navnlig inden for sektoren for fast ejendom, hvilken kan være et normalt symptom i en sund økonomi, men også øger sandsynligheden for voldsomme tilpasninger; mener, at disse tiltagende prisstigninger på anlægsgoder øger behovet for en forsigtig finanspolitik i de medlemsstater, hvor dette gør sig gældende, samt strukturelle politikker, der sigter mod at forebygge en sådan uligevægt, herunder et øget tilsyn; opfordrer de nationale lovgivere og regulatorer til omhyggeligt at vurdere udviklingen på markedet for fast ejendom; går ind for en differentieret tilgang, som tager højde for medlemsstaternes specifikke situationer med hensyn til vækst og budget;
8. bemærker, at den nominelle opskrivning af eurokursen på 11,4 % i forhold til US dollar, 12,4 % i forhold til yen, 8 % i forhold til den kinesiske renminbi kun resulterede i en mindre opskrivning af den reelle kurs på 3,5 % i 2006, hvilket hidtil ikke har skadet eksporten eller væksten i euroområdet; bemærker imidlertid, at konsekvenserne varierer fra medlemsstat til medlemsstat, afhængigt af deres økonomiske strukturer og elasticiteten i realkapitalsektorens reaktion på kursudsving; opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at øge deres tilpasningsevne; understreger behovet for at tage højde for den effekt, som fremtidige rentestigninger kan have på euroens kurs og den europæiske økonomis konkurrenceevne;
ØMU's funktion
9. mener, at uensartede tendenser i vækst, inflation, faktiske valutakurser og beskæftigelse fra medlemsstat til medlemsstat kan afspejle forskellige udviklinger, f.eks. demografiske tendenser, forskelligt fremskridtstempo med hensyn til de strukturelle reformer samt forskelle i vækstmuligheder og i indhentningsprocesser; understreger imidlertid, at store betalingsbalanceunderskud i visse medlemsstater er et symptom på uensartede tendenser i konkurrenceevnen, og at de forskellige modeller for den økonomiske politik blandt medlemsstaterne er hovedforklaringen på sådanne forskelle;
10. bemærker, at forskelle i euroområdets internationale konkurrenceevne hovedsagelig skyldes uensartede tendenser i enhedsarbejdsomkostningerne, hvilket afspejler forskellige udviklinger i produktivitet og løndynamik; bemærker, at lønstigningerne i de seneste år har ligget under væksten i produktiviteten; understreger behovet for en mere retfærdig fordeling af vækstens goder; opfordrer aktionærer og virksomhedsledere til at fastholde en ansvarlig politik med hensyn til lønpakker og bonusser på de øverste niveauer i virksomhederne, som har en tendens til at vokse uforholdsmæssigt i forhold til almindelige lønniveauer, hvilket sender forkerte signaler og svækker støtten til en ansvarlig lønpolitik; bemærker, at lav inflation også er en vigtig faktor med hensyn til en gunstig udvikling i enhedsarbejdsomkostningerne;
11. opfordrer i denne forbindelse til en yderligere integration af markederne for varer og tjenesteydelser for at overvinde den eksisterende segmentering af ØMU-markedet i nationale markeder og opnå en højere grad af synkronisering mellem de deltagende samfundsøkonomiers konjunkturcykler;
12. peger på, at euroen på lang sigt kun kan bevare sin styrke og troværdighed på de internationale finansielle markeder, hvis medlemsstaterne i euroområdet nærmer sig hinanden yderligere på alle områder, som er vigtige for valutastabiliteten; opmuntrer medlemsstaterne i euroområdet, særligt arbejdsmarkedets parter, til yderligere anstrengelser i denne forbindelse, også at forbedre udviklingen af produktiviteten, hvilket også er vigtigt for at nå Lissabon-strategiens mål;
13. minder om, at ECB's monetære politik aldrig kan være perfekt tilpasset nogen individuel medlemsstats situation; bemærker, at inflationen er strukturmæssigt højere og den reelle rente lavere eller endog negativ i lande med hurtig vækst; anser denne situation for at hænge nøje sammen med en fælles monetær union og kræver en sund finanspolitik for at kunne bevare stabiliteten navnlig som følge af behovet for at tage højde for demokratiske risici;
14. bemærker, at en løs skattepolitik kombineret med en restriktiv monetær politik som følge af rentestigninger og kursopskrivninger medfører et suboptimalt policy mix, der kan indebære alt for store makroøkonomiske stabiliseringsomkostninger; mener, at en strammere finanspolitik ville reducere presset på den monetære politik og bane vej for et bedre policy mix, der kunne sikre en hurtigere økonomisk vækst under en given inflation;
Strukturreformer og det indre marked
15. minder om, at et integreret europæisk finansmarked er en afgørende forudsætning for at sikre, at ØMU'en kan fungere glat; fastholder derfor behovet for at gennemføre integrationen af de finansielle markeder og fjerne de resterende hindringer for en finansiel integration med henblik på at skabe et effektivt finansielt system og forbedre euroområdets evne til at håndtere økonomiske chok; påpeger, at finansiel integration også kan udgøre en risiko for den finansielle stabilitet, hvis procedurerne for kriseforebyggelse, -styring og -løsning fortsat er opsplittet på national basis, og det derfor er vanskeligere at reagere i hele området; bekræfter derfor i denne forbindelse behovet for et integreret europæisk system af samarbejdende tilsynsførende som et centralt element i integreringen af de finansielle markeder;
16. mener, at tempoet i strukturreformerne på markederne for produkter, tjenester, arbejdskraft og finanser bør øges, og at den fulde realisering af det indre marked er af afgørende betydning for den økonomiske vækst og jobskabelsen;
17. bemærker, at tjenesteydelser tegner sig for ca. 70 % af euroområdets BNP og giver de største muligheder for vækst i beskæftigelsen; bemærker, at inflationen inden for tjenesteydelser vedvarende bidrager til kerneinflationen; understreger derfor, at en større konkurrence inden for tjenesteydelsessektoren ville medføre lavere inflation; kræver et fuldt operationelt indre marked for tjenesteydelser og en hurtig gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked[6];
18. mener, at en effektiv og fuldstændig gennemførelse af Lissabon-strategien er nøglen til et større vækstpotentiale; beklager, at innovationsindsatsen i euroområdet ligesom erhvervslivets udgifter til forskning og udvikling er lavere end USA's og Japans; beklager også, at de samlede offentlige og private forskningsudgifter i euroområdet er stagneret på omkring 2 % af BNP, hvilket er langt fra den målsætning, der blev vedtaget på Det Europæiske Råd i Barcelona den 15.-16. marts 2002, nemlig at nå 3 % af BNP i 2010; kræver derfor en konsekvent politik, der fremmer en innovationsbaseret vækst; minder om, at en sådan politik kræver flere investeringer i infrastrukturer, forskning, innovation, livslang læring og uddannelse, bedre udviklede finansielle sektorer og mere fleksible arbejdsmarkeder med garanti for tilstrækkelig social sikring (flexicurity) i overensstemmelse med den nye Lissabon-strategi samt komplementære politikker, der sigter mod at korrigere alt for store uligheder som følge af reformerne;
Udvidelse af euroområdet
19. glæder sig over Sloveniens indtræden i euroområdet pr. 1. januar 2007 og den uproblematiske overgang fra tolar til euro;
20. opmuntrer andre nye medlemsstater til at fortsætte deres bestræbelser for at forberede sig på at indtræde i euroområdet; understreger fordelene ved indførelsen af euro, både for de nye medlemsstater og for euroområdet som helhed; mener, at spørgsmål, som vedrører euroområdet, ikke bør fokuseres udelukkende på de nye medlemsstater, og peger på spørgsmålet om at forlade området;
21. understreger behovet for en aftale mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen om en klar køreplan for anvendelsesproceduren for euroområdet med henblik på at sikre en tilstrækkelig analyse- og forberedelsesperiode for alle involverede institutioner, hvilke vil øge tilliden til overgangsprocessen hos borgerne og medlemsstaterne;
22. beklager, at den definition på prisstabilitet, der anvendes til vurdering af konvergenskriterierne, ikke altid er i overensstemmelse med den definition på prisstabilitet, ECB har fastlagt i forbindelse med sin monetære politik;
23. opfordrer til mere effektive initiativer for at bekæmpe hvidvask af penge og bedrageri og sætter spørgsmålstegn ved den manglende information i Kommissionens rapporter om udenlandske selskaber og deres rolle og betydning og anmoder om oplysninger om dette emne;
24. mener, at de nye medlemsstater kan møde udfordringer ved at tilslutte sig euroområdet især med hensyn til kriteriet om prisstabilitet, da inflationen kan være en del af indhentningsprocessen; opfordrer derfor Rådet og Kommissionen til at undersøge konvergenskriterierne gennem yderligere analyser og politiske drøftelser om anvendelsen af konvergenskriterierne i forbindelse med nye medlemsstater i euroområdet og i lyset af de nye realiteter og forskelle i den økonomiske udvikling; understreger, at konvergenskriterierne skal bringes i anvendelse i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, og at der under ingen omstændigheder må stilles spørgsmålstegn ved konkurrenceevnen i euroområdet
25. minder om behovet for at indlede tidlige og omfattende oplysningskampagner i ansøgerlande, som kan skabe tillid til overgangsprocessen, og for at sikre, at overgangsfasen bliver forvaltet på en retfærdig måde af alle involverede med henblik på at gøre euroen til en succes; mener, at informationsunderskuddet i forhold til borgerne skal mindskes, og at man i en tidlig fase bør organisere brugen af medierne til oplysningskampagnerne;
Styring
26. mener, at det er af afgørende betydning at få en bedre koordinering af budgetpolitikken medlemsstaterne imellem i konkjunkturforløbet, bl.a. baseret på en fælles tidsplan og fælles makroøkonomiske forudsætninger; kræver en stringent og effektiv gennemførelse af stabilitets- og vækstpagten;
27. mener, at den specifikke euroområde-dimension af det strukturelle tilsyn i tilknytning til Lissabon-strategien bør styrkes med foranstaltninger, der er nødvendige for at forbedre ØMU'ens funktion; glæder sig som første skridt i denne retning over fokus på euroområdet i Kommissionens årlige fremskridtsrapport om gennemførelsen af Lissabon-strategien;
28. understreger behovet for at styrke forvaltningen og den europæiske integrationsproces især inden for euroområdet, da dette er den eneste måde at klare de globale økonomiske udfordringer på; opfordrer derfor Rådet og Kommissionen til at sikre, at den årlige rapport om euroområdet fremover indeholder en række politiske anbefalinger for at tilvejebringe instrumenter til en detaljeret dialog mellem de forskellige EU-organer, der er involveret i at styrke den økonomiske styring af EU;
29. minder om behovet for at øge effektiviteten af Lissabon-strategien ved at konsolidere indholdet og tidsplanen for økonomiske politiske instrumenter, som stadig anvendes separat, med det mål at opnå en intelligent vækststrategi, som yderligere koncentrerer rapporterings- og vurderingsarbejdet inden for de nationale reformprogrammer, men som samtidig også involverer de nationale stabilitets- og konvergensprogrammer;
30. mener, at Eurogruppen bør vedtage en køreplan for, hvad der skal opnås i de kommende to år i euroområdet; mener af hensyn til en stærkere økonomisk koordination, at Eurogruppen bør gå fra en uformel til en mere formel institutionel ramme, som omfatter egentlige infrastrukturer;
Ekstern repræsentation
31. understreger, at euroen er blevet den næstvigtigste internationale valuta efter den amerikanske dollar; mener særligt, at den udbredte brug af euro på de internationale obligationsmarkeder er en central del af euroens internationale rolle; beklager, at Eurogruppens formand, Kommissionen og ECB fortsat er meget forskelligt repræsenteret i de forskellige internationale institutioner og fora; bemærker med interesse, at Eurogruppen og ØKOFIN-Rådet har behandlet forslag til styrkelse af euroområdets eksterne repræsentation og til forbedring af den interne koordinering på den eksterne scene; mener, at der er behov for yderligere tiltag, før den eksterne repræsentation af euroområdet er i overensstemmelse med dets voksende betydning i den globale økonomi; mener, at en egentlig fælles økonomisk politik inden for euroområdet er en forudsætning for en fælles ekstern repræsentation; bekræfter, at den bedste mulighed for at repræsentere euroområdet i de store internationale finansielle fora og institutioner fortsat er at oprette en fælles repræsentation for euroområdet;
0 0
0
32. pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Eurogruppen, Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.
- [1] Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0168.
- [2] Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0051.
- [3] Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0054.
- [4] EUT C 298 E af 8.12.2006, s. 249.
- [5] EUT C 291 E af 30.11.2006, s. 118.
- [6] EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36.
BEGRUNDELSE
Årsrapporten om euroområdet i 2007 er den anden rapport, Kommissionen har udarbejdet. Sidste års rapport blev vel modtaget af Rådet og Europa-Parlamentet som et vigtigt dokument, der gav en tilbundsgående vurdering af de økonomiske vilkår i euroområdet. Dette års rapport giver et overblik over den økonomiske situation i 2006 og behandler de udfordringer, medlemsstaterne i euroområdet står over for.
I 2006 blev det økonomiske genopsving i euroområdet styrket væsentligt med en vækst i BNP, der steg til 2,7 % fra 1,4 % det foregående år, og en arbejdsløshed, der faldt til 7,6 % ved udgangen af 2006, dvs. det laveste niveau i femten år. Der er blevet oprettet to millioner nye arbejdspladser i 2006, hvilket viser, at de arbejdsmarkedsreformer, der er blevet gennemført i visse medlemsstater, begynder at bære frugt. Den økonomiske vækst havde et bredt grundlag og blev støttet af en kraftig eksportudvidelse og et stærkt genopsving i den indenlandske efterspørgsel, hvilket var udtryk for en forbedret situation på arbejdsmarkedet og større tillid blandt forbrugere og investorer. Et voldsomt opsving i realkapitalsektoren kom sideløbende med en forbedret makroøkonomisk stabilitet med en inflation, der lå stabilt på 2,2 % - dvs. uændret siden 2005 - og et budgetunderskud, der lå på 1,6 % i forhold til 2,5 % det foregående år.
I forhold til dette generelt positive billede af den generelle situation i euroområdet er der visse mindre gunstige tendenser. For det første er budgetkonsolideringen, der ganske vist er væsentlig, lavere end det, der er behov for, hvis man permanent vil styrke de offentlige finansers bæredygtighed. I opsvingstider bør landene akkumulere budgetoverskud for at skabe en stødpude til mindre gunstige forhold i tider med økonomisk nedgang og til at imødekomme de mellemsigtede mål for budgetter i balance eller med overskud. I mellemtiden er underskuddet i de største økonomier i euroområdet stadig væsentlige i konjunkturberigtiget henseende. Medlemsstaterne bør udnytte det aktuelle konjunkturopsving til at forbedre deres generelle budgetposition og forberede sig på "de dårlige tider".
For det andet resulterer procykliske finanspolitikker i tider med økonomisk opsving i et suboptimalt policy mix, når de medføre mere restriktive monetære politikker for at kontrollere inflationstendenserne. En kontinuerlig finansiel stimulans kræver højere renter for at holde inflationen nede, hvilket kan øge de makroøkonomiske udgifter til fastholdelse af prisstabiliteten. Mangel på budgetdisciplin kan medføre flere monetære stramninger med negative følger for væksten og beskæftigelsen.
For det tredje bør det bemærkes, at den gennemsnitlige værdi af de makroøkonomiske indikatorer for hele euroområdet dækker over voksende forskelle medlemsstaterne imellem i henseende til økonomisk vækst, produktivitet og konkurrenceevne. Disse forskelle skyldes en række faktorer, herunder et uensartet tempo i strukturreformerne, indhentningsprocesser og forskelle i nationale politikker, herunder løndannelse og beskatning. Medlemsstater, hvor tab af relativ konkurrenceevne er udtryk for hastigt voksende enhedsarbejdsomkostninger, bør træffe foranstaltninger for at vende disse negative tendenser.
Rapporten understreger, at vedvarende vækst kræver flere strukturreformer, herunder den fulde realisering af det indre marked for produkter, tjenester og arbejdskraft. Foranstaltninger til fremme af konkurrencen og åbenheden i tjenestesektoren vil sandsynligvis stimulere væksten og jobskabelsen i fremtiden. En mere intens gennemførelse af Lissabon-strategien ville tilsvarende fremskynde udviklingen af innovation og viden og gøre euroområdet mere konkurrencedygtigt og dynamisk.
En udvidelse af euroområdet er en proces, der burde give de enkelte medlemsstater og euroområdet som helhed store økonomiske fordele. Rapporten bemærker Sloveniens vellykkede tiltrædelse til euroområdet og tilskynder andre nye medlemsstater til at tage skridt til at indføre euroen på et tidligt tidspunkt. Tiltrædelsesprocessen kan dog kompliceres af manglen på konsekvens og gennemskuelighed i forbindelse med evalueringen af graden af nominel konvergens i kandidatlande. Rapporten kræver bl.a., at den definition på prisstabilitet, der anvendes til vurdering af konvergenskriterierne (den gennemsnitlige inflation i de tre EU-medlemsstater, der har den laveste inflation) er sammenfaldende med den definition på prisstabilitet, ECB har fastlagt i forbindelse med sin monetære politik (en inflation under 2 % men tæt på 2 %) og fastholder, at denne forskel skal ændres. Endvidere bemærker rapporten, at visse nye medlemsstater med en hurtig økonomisk vækst kan få vanskeligt ved opfylde inflationskriterierne og tilslutte sig euroområdet uden at dæmpe deres økonomiske vækst, da inflationen kan være udtryk for en stor stigning i produktiviteten, men også være en del af indhentningsprocessen. Derfor opfordres Rådet og Kommissionen til at undersøge konvergenskriterierne i lyset af de nye realiteter og forskelle i den økonomiske udvikling.
For fuldt ud at udnytte de potentielle fordele ved en fælles valuta, er der brug for en bedre politikkoordinering blandt medlemsstaterne, herunder navnlig via en fælles tidsplan og fælles makroøkonomiske forudsætninger for de nationale budgetforberedelser. Overvågning på EU-plan i forbindelse med budgetpræstationer og reformer i de enkelte medlemsstater bør øges. På det eksterne område er der en klar logik, der taler for en fælles repræsentation for euroområdet i internationale finansielle institutioner, forudsat at den økonomiske politik i de enkelte medlemsstater koordineres i tilstrækkelig grad.
Kommissionens årsrapport om euroområdet i 2007 giver et godt grundlag for en omfattende diskussion af den generelle økonomiske situation i euroområdet og de forestående udfordringer. Det giver også Europa-Parlamentet mulighed for at give udtryk for sin mening og fastlægge prioriteringer for den økonomiske politik og styringen i EU.
PROCEDURE
|
Titel |
Årsrapporten for 2007 om euroområdet |
|||||||||||
|
Procedurenummer |
||||||||||||
|
Korresponderende udvalg |
ECON |
|||||||||||
|
Rådgivende udvalg |
|
|
|
|
|
|||||||
|
Ingen udtalelse(r) |
|
|
|
|
|
|||||||
|
Udvidet samarbejde |
|
|
|
|
|
|||||||
|
Ordfører(e) |
Dariusz Rosati |
|
||||||||||
|
Oprindelig(e) ordfører(e) |
|
|
||||||||||
|
Behandling i udvalg |
7.5.2007 |
21.5.2007 |
26.6.2007 |
|
|
|||||||
|
Dato for vedtagelse |
27.6.2007 |
|||||||||||
|
Resultat af den endelige afstemning |
+ - 0 |
38 0 1 |
||||||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer |
Mariela Velichkova Baeva; Zsolt László Becsey, Pervenche Berès, Sharon Bowles, Ieke van den Burg, David Casa, Jonathan Evans, Elisa Ferreira, Jean-Paul Gauzès, Donata Gottardi, Benoît Hamon, Gunnar Hökmark, Sophia in 't Veld, Othmar Karas, Christoph Konrad, Guntars Krasts, Kurt Joachim Lauk, Andrea Losco, Astrid Lulling, Cristobal Montoro Romero, Joseph Muscat, Lapo Pistelli, John Purvis, Alexander Radwan, Bernhard Rapkay, Heide Rühle, Eoin Ryan, Antolín Sánchez Presedo, Olle Schmidt, Margarita Starkevičiūtė |
|||||||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Katerina Batzeli, Harald Ettl, Werner Langen, Maria Petre, Gianni Pittella, Gilles Savary, Kristian Vigenin, Corien Wortmann-Kool |
|||||||||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
Slavi Binev |
|||||||||||
|
Dato for indgivelse |
28.6.2007 |
|||||||||||
|
Bemærkninger |
|
|||||||||||