BETÆNKNING om fælles principper for flexicurity

15.11.2007 - (2007/2209(INI))

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender
Ordfører: Ole Christensen

Procedure : 2007/2209(INI)

Forløb i plenarforsamlingen

Dokumentforløb :

A6-0446/2007

Indgivne tekster :

A6-0446/2007

Forhandlinger :

PV 28/11/2007 - 15
CRE 28/11/2007 - 15

Afstemninger :

PV 29/11/2007 - 7.30
CRE 29/11/2007 - 7.30
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2007)0574

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
BEGRUNDELSE
UDTALELSE fra Økonomi- og Valutaudvalget
UDTALELSE fra Kultur- og Uddannelsesudvalget
UDTALELSE fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om fælles principper for flexicurity

(2007/2209(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til meddelelse fra Kommissionen "Mod fælles principper for flexicurity: Flere og bedre job ved hjælp af fleksibilitet og sikkerhed" (KOM(2007)0359),

– der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs sonderende udtalelse "Flexicurity (dimensionen intern fleksibilitet – overenskomstforhandlinger og den sociale dialogs rolle som midler til regulering og reform af arbejdsmarkederne)" af 11. juli 2007 (SOC/272),

– der henviser til de europæiske arbejdsmarkedsparters henstillinger den 18. oktober 2007 om de vigtigste udfordringer til arbejdsmarkedet i Europa[1],

– der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse "Arbejdsmarkedsparternes rolle, når arbejde, familie og privatliv skal forenes" af 11. juni 2007 (SOC/271),

– der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper" (Lissabon-strategien) af 12. juni 2007 (SOC/251),

– der henviser til Kommissionens grønbog om modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer (KOM(2006)0708) og Parlamentets beslutning derom af 11. juli 2007[2],

– der henviser til OECD's "Employment Outlook 2006: Boosting Jobs and Incomes",

– der henviser til ILO's rapport "Is a stable workforce good for the economy? - Insights into the tenure - productivity - employment relationship" fra august 2004, der viser, at der er en positiv sammenhæng mellem faste ansættelsesforhold og produktivitet,

– der henviser til ILO's konvention C 87 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig (1948), ILO's konvention C 98 om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger (1949) samt ILO's henstilling R 198 om ansættelsesforhold (2006),

– der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000[3] om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, som forbyder aldersdiskriminering,

– der henviser til sin beslutning af 6. september 2006 om en europæisk social model[4], der bekræfter Den Europæiske Unions fælles værdier som lighed, solidaritet, ikke-forskelsbehandling og omfordeling,

– der henviser til artikel 136-145 i EF-traktaten,

– der henviser til artikel 15, 20 og 27-38 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder, herunder retten til beskyttelse i tilfælde af ubegrundet opsigelse og til retfærdige og rimelige arbejdsforhold,

– der henviser til den europæiske socialpagt,

– der henviser til den beretning, som Arbejdsgruppen på Højt Plan i maj 2004 afgav om socialpolitikkens fremtid i en udvidet Europæisk Union,

– der henviser til Kommissionens arbejdsdokument om Lissabon-strategien og den tekniske gennemførelse heraf (SEK(2006)1379) og dens gennemførelse,

– der henviser til SMV-chartret,

– der henviser til Kommissionens meddelelse "Den Social- og Arbejdsmarkedspolitiske Dagsorden" (KOM(2005)0033),

– der henviser til de nationale Lissabon-reformprogrammer, som medlemsstaterne har forelagt,

– der henviser til Kommissionens meddelelse "Det globale Europa - i konkurrencen på verdensmarkedet" (KOM(2006)0567),

– der henviser til Kommissionens meddelelse "Integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2005-2008)" (KOM(2005)0141),

– der henviser til formandskabets konklusioner fra marts 2000, marts 2001, marts og oktober 2005 og marts 2006,

– der henviser til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP[5],

– der henviser til sin beslutning af 23. marts 2006 om de demografiske udfordringer og solidariteten mellem generationerne[6],

– der henviser til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser[7],

– der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2006 om anvendelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere[8],

– der henviser til ILO's konvention om vandrende arbejdstagere, 1975,

– der henviser til ILO's konvention om private arbejdsformidlinger, 1997,

– der henviser til ILO's dagsorden for anstændigt arbejde,

– der henviser til Kommissionens meddelelse "Fremme af anstændigt arbejde for alle - EU's bidrag til gennemførelsen af dagsordenen for anstændigt arbejde i verden" (KOM(2006)0249),

– der henviser til Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder[9],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv[10],

– der henviser til Kommissionens meddelelse "Fremme af anstændigt arbejde for alle - EU's bidrag til gennemførelsen af dagsordenen for anstændigt arbejde i verden" (KOM(2006)0249) samt til Parlamentets beslutning af 23. maj 2007 om fremme af anstændigt arbejde for alle[11],

– der henviser til Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår[12],

– der henviser til Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer[13],

– der henviser til Rådets direktiv 94/33/EF af 22. juni 1994 om beskyttelse af unge på arbejdspladsen[14],

– der henviser til Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne[15],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002[16] om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår[17],

– der henviser til Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS - bilag: Rammeaftale om deltidsarbejde[18],

– der henviser til rapporten fra den europæiske ekspertgruppe om flexicurity "Flexicurity Pathways: turning hurdles into stepping stones" af juni 2007,

– der henviser til sin beslutning af 13. marts 2007 om virksomhedernes sociale ansvar: et nyt partnerskab,[19]

– der henviser til forretningsordenens artikel 45,

– der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget, Kultur- og Uddannelsesudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6‑0446/2007),

A. der henviser til, at EU ikke kun er en økonomisk union, men også et fællesskab med fælles værdier, hvorfor enhver reform af arbejdsmarkedslovgivningen skal afspejle disse værdier, og til, at de grundlæggende principper for den arbejdsmarkedslovgivning, der har udviklet sig i de europæiske lande, fortsat gælder; der henviser til, at arbejdsmarkedslovgivningen bør være resultatet af dialog mellem alle arbejdsmarkedets parter og afspejle en sund balance mellem både arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser på den ene side og fleksibilitet og tryghed på den anden; der henviser til, at arbejdsretten giver arbejdstagere og arbejdsgivere retssikkerhed og beskyttelse gennem lovgivning eller kollektive aftaler eller en kombination af disse; der henviser til, at enhver ændring i arbejdsretten i højere grad vil lykkes, hvis arbejdstagerne føler sig mere trygge; der henviser til, at det er nødvendigt at forbedre trygheden for både arbejdstagere og virksomheder, navnlig de små og mellemstore virksomheder (SMV'er); der henviser til, at tryghed også afhænger af, hvor gode mulighederne er for at finde et nyt arbejde; der henviser til at den globale konkurrence og en teknologi i hastig udvikling betyder, at virksomhederne er nødt til at tilpasse sig stadig hurtigere,

B. der henviser til, at flexicurity derfor skal ses som en vigtig del af den europæiske sociale model, der gør virksomhederne og arbejdsstyrken mere konkurrencedygtige og fleksible; der henviser til, at begrebet "flexicurity" skaber stor bekymring blandt Europas arbejdstagere, som frygter større usikkerhed i beskæftigelsen; der henviser til, at dette begreb og de solide principper, det dækker over, derfor bør defineres så præcist som muligt,

C. der henviser til, at 16 % af europæerne lever på fattigdomsgrænsen, og at 10 % lever i husstande uden arbejde, hvorfor det er afgørende, at enhver reform baseret på flexicurity tager udgangspunkt i en detaljeret konsekvensanalyse for sårbare grupper, og at enhver sådan reform bør have til formål at fremme den sociale samhørighed, samtidig med at nye grupper ikke udsættes for risiko,

D. der henviser til, at arbejdsløsheden i Den Europæiske Union ikke hænger direkte sammen med arbejdsmarkedslovgivningen, men derimod med en utilstrækkelig jobskabelse, og at denne bl.a. afhænger af dynamiske, innovative og konkurrencedygtige virksomheder samt af investering i forskning og udvikling og livslang læring, som også kan bidrage til et dynamisk arbejdsmarked,

E. der henviser til, at en innovativ og videnbaseret økonomi, der er på forkant med udviklingen, som mål bør have at være konkurrencedygtig i den øvre ende af værdikæden, og at det for at opnå dette er nødvendigt med faste ansættelsesforhold og en højt uddannet og højt motiveret arbejdsstyrke,

F. der henviser til, at et af målene med flexicurity er at øge udbuddet af arbejdspladser og samtidig gøre det muligt for enkeltpersoner og virksomheder at håndtere forandringer og at øge mobiliteten på det europæiske arbejdsmarked, hvad der skal kombineres med en politik for skabelse af stabil og fast beskæftigelse og indkomst,

G. der henviser til, at mobile arbejdstagere stadig har risiko for at miste deres sociale sikringsydelser,

H. der henviser til, at medlemsstaterne for undgå illoyal konkurrence på det indre marked bør drage omsorg for, at en række fælles standarder i deres arbejdsmarkedslovgivning respekteres, samtidig med at de skal sikre, at dette ikke forhindrer medlemsstaterne i at forbedre standarderne, hvis de ønsker det,

I. der henviser til, at flexicurity forudsætter en balance mellem rettigheder og pligter for arbejdsgivere, arbejdstagere, jobsøgende og offentlige myndigheder og forudsætter et klima præget af tillid og en åben dialog mellem myndighederne, arbejdsmarkedets parter og andre berørte parter, hvor alle er indstillet på at tage ansvar for forandringer og finde frem til velafbalancerede politiske overordnede løsninger med sigte på at skabe bedre beskæftigelsesmuligheder for alle og bekæmpe forskelsbehandling af svage grupper som indvandrere, unge og ældre arbejdstagere og handicappede,

J. der henviser til, at Kommissionens meddelelse ganske vist slår princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd fast, men at det er vagt formuleret, eftersom det ikke anfægter den grundlæggende ulighed mellem kvinder og mænd, hvad angår adgang til og deltagelse i arbejdsmarkedet og en ligelig fordeling af ulønnet arbejde,

K. der henviser til, at høj arbejdsløshed og opdeling af arbejdsmarkedet skal bekæmpes ved at fjerne ulighederne mellem bestemte grupper af arbejdstagere, der ikke er tilstrækkeligt beskyttede, ved at øge beskæftigelsesmulighederne og fremme en bred vifte af grundlæggende rettigheder for alle arbejdstagere samt adgangen til livslang læring,

L. der henviser til, at deltidsarbejde, lavere løn og tidsbegrænsede kontrakter, som er de største risikofaktorer for fattigdom under beskæftigelse, først og fremmest er kendetegnende for kvinders beskæftigelsessituation,

M. der henviser til, at Kommissionens meddelelse "Mod fælles principper for flexicurity: Flere og bedre job ved hjælp af fleksibilitet og sikkerhed" (KOM(2007)0359) bør danne grundlag for en mere saglig debat om flexicurity; der henviser til, at OECD- og ILO-studier støtter en strategi, der omfatter et højt niveau af social tryghed med en positiv indvirkning på kompensationsgraden og produktiviteten og Den Europæiske Unions begreb om "kvalitetsjob", som indebærer arbejdstagerrettigheder og -deltagelse, rimelige lønninger, beskyttelse af sikkerheden og sundheden på arbejdspladsen samt en familievenlig tilrettelæggelse af arbejdet, ligesom gode og rimelige arbejdsvilkår og en passende social beskyttelse er uomgængeligt nødvendige for, at Den Europæiske Union vil blive accepteret af borgerne,

N. der henviser til, at Den Europæiske Socialfond spiller en afgørende rolle for at fremme social dialog og aktive arbejdsmarkedspolitikker med henblik på at sikre en stærk europæisk social model med flere og bedre arbejdspladser,

O. der henviser til, at OECD for nyligt erklærede, at lovgivning om tryghed i ansættelsen ikke har nogen væsentlig indvirkning på den samlede beskæftigelsesgrad, og at høje kompensationsgrader i arbejdsløshedsunderstøttelsen har en positiv indvirkning på produktiviteten; der endvidere henviser til, at ILO har dokumenteret, at der er en positiv sammenhæng mellem fast ansættelse og produktivitet,

1. anerkender, at Europa for at opnå fremgang i det 21. århundrede har behov for en veluddannet arbejdsstyrke og virksomheder, der hurtigt kan udnytte de muligheder, som opstår i en verden i hastig forandring, med henblik på at øge produktiviteten og styrke innovationen;

2. støtter på det kraftigste konklusionen om, at fleksibilitet kan være i både arbejdstagerens og arbejdsgiverens interesse, og at denne kan opnås ved at fremme flere forskellige fleksible og stabile ansættelsesformer, herunder varige ansættelsesforhold;

3. understreger, at flexicurity, kan være en politikstrategi for en reform af arbejdsmarkedet og som sådan skal omfatte alle eksisterende facetter af beskæftigelses- og socialpolitikken både på nationalt og på EU-plan;

4. erkender, at i betragtning af ændringerne i de nationale sociale sikringsordninger og arbejdsmarkedslovgivninger fortolkes Kommissionens flexicurity-muligheder for ensidigt, eftersom de ikke tager hensyn til de omkostninger, der er forbundet med disse foranstaltninger; opfordrer derfor Kommissionen til at gennemføre en cost-benefit-analyse vedrørende disse muligheder; understreger, at flexicurity kun kan gennemføres på lang sigt;

5. understreger, at man i forbindelse med EU's flexicurity-strategi bør se nærmere på en moderne økonomis behov og den arbejdsstyrke, som de europæiske virksomheder har behov for for at opnå positive resultater, og fastslå, hvad de vigtigste problemer er; fremhæver, at det er nødvendigt at tage hensyn til den særlige rolle, som enmandsvirksomheder, mikrovirksomheder og små virksomheder spiller for produktionen af varer og tjenesteydelser i EU's og medlemsstaternes strategier; beklager, at Kommissionen kun behandler flexicurity i forbindelse med beskæftigelsesforhold; opfordrer derfor til, at der i den offentlige sektors politik for flexicurity opstilles hensigtsmæssige vilkår for etableringen af disse kategorier af virksomheder, deres udvikling og overdragelse;

6. bemærker med dyb bekymring, at Kommissionens meddelelse, som henviser til fremme af ligestilling mellem kønnene, helt forbigår de forpligtelser og det ansvar, der er beskrevet i Kommissionens meddelelse "En køreplan for ligestilling mellem kvinder og mænd"; er kritisk over for det forhold, at målene i EU's eksisterende lovgivning om fremme af ligestilling mellem kønnene endnu ikke er opfyldt, og at indkomstkløften mellem mænd og kvinder, manglen på de nødvendige forudsætninger for at kunne kombinere arbejde og familieliv samt manglen på offentlige børnepasningsordninger stadig er et centralt problem for de europæiske arbejdstagere;

7. mener, at flexicurity-strategier bør gøre det lettere at ansætte og muliggøre en hurtig reaktion på ændringer i de økonomiske vilkår; finder, at der med flexicurity-strategierne bør findes løsninger på disse problemer på grundlag af en åben dialog mellem arbejdsmarkedets parter og andre berørte aktører i overensstemmelse med de nationale traditioner og baseret på en konsekvensanalyse, hvor fleksibilitet og tryghed gensidigt styrker hinanden;

8. opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag til et begrænset antal overordnede kvalitative indikatorer for arbejdets kvalitet som et supplement til de indikatorer, der allerede indførtes som led i Laeken-reformen fra 2001 om retningslinjerne for beskæftigelsen; mener, at Kommissionen også bør benytte indikatorer for investeringerne i de ansattes færdigheder, graden af usikkerhed i beskæftigelsen og i ansættelseskontrakterne samt overgangen mellem atypiske kontrakter og faste kontrakter med henblik på at overvåge flexicurity-politikkernes effektivitet;

9. er imod, at der oprettes en ny indikator for, hvor strenge bestemmelserne om beskæftigelsessikkerheden er, som foreslået af Kommissionen;

10. mener imidlertid, at det største problem i EU er udbuddet af veluddannede og fleksible arbejdstagere i konkurrencedygtige og innovative virksomheder; understreger, at skabelsen af et fleksibelt arbejdsmarked bør prioriteres højt ved at højne uddannelsesniveauet og udvide erhvervsuddannelses- og omskolingsprogrammer, ved at nedbryde de barrierer, der forhindrer kvinder, indvandrere, ældre og unge arbejdstagere og andre ugunstigt stillede grupper, som udsættes for forskelsbehandling, i at blive integreret i arbejdsstyrken, ved at fjerne hindringer for den erhvervsmæssige og geografiske mobilitet og ved at gennemføre en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der letter overgangen fra et job til det næste; understreger, at veluddannede og fleksible arbejdstagere og nye teknologier spiller en afgørende rolle i almen og erhvervsfaglig uddannelse, og henviser til de nye muligheder for fleksibilitet, som aftalen med arbejdsmarkedets parter om telearbejde, deltidsarbejde og tidsbegrænsede kontrakter giver; kan ikke tilslutte sig Kommissionens skelnen mellem insidere;

11. foreslår derfor, at Rådet i december 2007 undersøger muligheden for at fremrykke datoen for ophævelse af de overgangsforanstaltninger, der hindrer den frie bevægelighed for arbejdstagere fra otte nye medlemsstater, til den 1. januar 2009; understreger, at fjernelse af hindringerne for mobilitet i slutningen af 2008 vil sende et vigtigt politisk signal, som bekræfter EU's vilje til at gøre sit yderste for at forbedre arbejdstagernes geografiske og erhvervsmæssige mobilitet;

12. minder om, at arbejdskraftens frie bevægelighed er et af de vigtigste elementer i Den Europæiske Union, og at dette indebærer en pligt til at beskæftige sig med mange spørgsmål vedrørende foreneligheden mellem medlemsstaternes sociale systemer for at sikre fuldstændig gennemførelse af denne frihed på en måde, som sikrer arbejdstagerne de bedste betingelser og virker fremmende for den europæiske konkurrenceevne, og som ikke bringer de opnåede resultater og balancen inden for de nationale sociale sikringsordninger i fare;

13. understreger, at medlemsstaterne i en globaliseret verden må intensivere deres indsats for at behandle alle personer lige i grænseregioner, og at anvendelsen af bedste praksis forudsætter, at der indgås afbalancerede bilaterale aftaler i en gensidighedens ånd mellem medlemsstaterne, ikke mindst på skatte- og afgiftsområdet;

14. bemærker, at flexicurity bør understøtte og gennemføre ligestilling mellem kønnene ved at fremme lige adgang til kvalitetsbeskæftigelse for kvinder og mænd og ved at skabe muligheder for at forene arbejds- og familieliv, navnlig i betragtning af, at tre fjerdedele af de nye arbejdspladser, der er blevet skabt i EU siden 2000, er besat med kvinder, ofte under ansættelseskontrakter, der allerede er fleksible og mindre sikre;

15. foreslår derfor, at Det Europæiske Råd i december 2007 vedtager et mere afbalanceret sæt fælles principper for flexicurity, der baseres på skabelse af kvalitetsjob og styrkelse af værdierne i den europæiske sociale model; finder, at disse principper bør omfatte:

· en indsats for fleksible og solide ansættelsesforhold og mod urimelige ansættelsesforhold og mod ansættelseskontrakter, som ikke er standardkontrakter

· nedbrydelse af opdelingen af arbejdsmarkedet gennem en bedre ansættelsessikkerhed; alle arbejdstagere bør sikres basisrettigheder uanset deres beskæftigelsesstatus

· bedre muligheder for at kombinere arbejde og familie- og privatliv og fremme af begrebet "anstændigt arbejde"

· partnerskab mellem det offentlige (på lokalt, regionalt og nationalt niveau), arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet ved håndtering af forandringer

· ligestilling af mænd og kvinder og lige muligheder for alle

· etablering af nationale tilgange i samråd med arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med nationale traditioner

· styrkelse af virksomhedernes og arbejdstagernes tilpasningsevne ved at forbedre sikkerheden ved overgang

· behov for en veluddannet og fleksibel arbejdsstyrke ved samordning af en aktiv arbejdsmarkedspolitik og investeringer i livslang læring for at forbedre beskæftigelsesegnetheden

· en makroøkonomisk ramme for vækst og flere og bedre job;

16. minder om, at Den Europæiske Union har visse kompetencer inden for beskæftigelse og socialpolitik i forbindelse med principperne om subsidiaritet og proportionalitet og minder Kommissionen og medlemsstaterne om deres ansvar for at garantere visse rettigheder på EU-plan; understreger, at EU-lovgivningen er et supplement til de nationale arbejdsmarkedsbestemmelser og et vigtigt element i forbindelse med sikringen af arbejdstagernes rettigheder;

17. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at rette særlig opmærksomhed mod selvstændiges, små virksomheders og SMV'ers retlige situation, som er kendetegnet ved en betydelig økonomisk afhængighed af deres kunder, samt til sammen at overveje de mest hensigtsmæssige lovgivningsmæssige midler til at højne deres sociale beskyttelsesniveau;

18. beklager, at Rådet ikke har gjort fremskridt på afgørende områder på beskæftigelsesområdet, der kunne være med til at fremme flexicurity som et positivt begreb;

19. kræver endvidere en fornyet indsats mod sort arbejde og den sorte økonomi, der - selv om disse fænomener forekommer i forskelligt omfang i medlemsstaterne - er til skade for økonomien, indebærer manglende beskyttelse af arbejdstagerne, skader forbrugerne, mindsker skatteindtægterne og fører til illoyal konkurrence mellem virksomhederne; opfordrer Kommissionen til at bekæmpe sort arbejde, navnlig gennem mere effektiv koordinering af og administrativt samarbejde mellem af nationale arbejdsinspektorater og/eller arbejdsmarkedets parter; kræver en intensiv national koordinering af de berørte offentlige og private organisationer og opfordrer medlemsstaterne til med henblik på at bekæmpe en udhuling af beskatningsgrundlaget at tage innovative metoder i brug, der er baseret på indikatorer og benchmarks, som er specifikke for de forskellige erhvervssektorer; opfordrer Kommissionen til at støtte udveksling af bedste praksis og samarbejde mellem medlemsstaterne for at bekæmpe sort arbejde;

20. er overbevist om, at der bedst kan skabes et klima præget af tillid og dialog ved at inddrage arbejdsmarkedets parter og andre berørte parter i forbindelse med tilpasningen af de nationale politikker og ved at fremme kollektive forhandlinger som en del af et medarbejderorienteret beskæftigelsessystem, hvor en høj grad af tillid skal sikre ligevægt; understreger, at der bør gøres en indsats over for den manglende dækning af kollektive forhandlinger og fremhæver behovet for at garantere begge siders organisationsret og repræsentationsret; tilskynder til, at de kollektive forhandlinger og den sociale dialog udvides i overensstemmelse med national sædvane og praksis - herunder både den grænseoverskridende og den sektorspecifikke dialog - til at omfatte uddannelse, arbejdets tilrettelæggelse og spørgsmål i forbindelse med foregribelse af forandringer, omstrukturering og udflytning;

21. minder om, at det ikke er muligt at anvende samme tilgang til flexicurity overalt, og at hver enkelt medlemsstat bør sammensætte elementerne i deres flexicurity-strategi på grundlag af sin egen situation og nationale traditioner som led i fælles principper;

22. understreger, at alle flexicurity-modeller bør baseres på fælles principper, der understøtter den europæiske sociale model; mener, at krav om fleksibilitet og sikkerhed styrker hinanden, og at flexicurity gør det muligt for virksomhederne og arbejdstagerne på en hensigtsmæssig måde at tilpasse sig de nye internationale situation med hård konkurrence fra vækstøkonomierne, samtidig med at der opretholdes en høj grad af social beskyttelse, social sikring og arbejdsløshedsunderstøttelse, beskyttelse af sundhed og sikkerhed, aktive arbejdsmarkedspolitikker og muligheder for faglig uddannelse og livslang læring; samt en moderne og gennemsigtig arbejdsret; fremhæver endvidere de positive resultater, der kan opnås med regelmæssige og effektive kollektive forhandlinger, og understreger ligeledes behovet for omfattende velfærdsydelser samt adgang for alle til pasningsfaciliteter af god kvalitet for børn og andre plejekrævende personer; understreger endvidere, at garanti for disse niveauer af social beskyttelse kan fremme arbejdskraftens mobilitet og strukturelle ændringer, idet villigheden til at tage chancer øges; understreger, at hensigtsmæssigt udformede jobbeskyttelsessystemer giver erhvervslivet et incitament til at investere i arbejdstagernes kompetencer og søge innovative og produktive metoder til at gennemføre omstruktureringer, så virksomhedens interne fleksibilitet og tilpasningsevne styrkes;

23. opfordrer Kommissionen til at forpligte sig til at fremme udviklingen af de fire politiske komponenter i dens meddelelse: fleksible og pålidelige ansættelseskontrakter, overordnede strategier for effektive aktive arbejdsmarkedspolitikker, tidssvarende sociale sikringssystemer og en tilgang til flexicurity som et led i en bredere sammenhæng med den europæiske sociale model;

24. 24. fremhæver behovet for at lade uddannelses- og erhvervsuddannelsestiltag indgå i en bredere flexicurity-ramme og understreger, at livslang læring bør omfatte de forskellige muligheder, som arbejdstagere har, og starte på de laveste uddannelsestrin;

25. understreger, at kampen mod en opdeling af arbejdsmarkedet skal omfatte basisrettigheder for alle arbejdstagere uden hensyntagen til den specifikke beskæftigelsesstatus, og denne skal omfatte: ligebehandling, beskyttelse af arbejdstagernes sundheds og sikkerhed og arbejdstids-/hviletidsbestemmelser, organisations- og repræsentationsfrihed, kollektive forhandlinger og kollektive skridt, og understreger vigtigheden af adgang til uddannelse såvel som beskyttelse af erhvervede rettigheder, der dækker uddannelsesperioder, forbedrede plejemuligheder, bevarelse af væsentlige sociale rettigheder som pensionsrettigheder, ret til uddannelse og til understøttelse i forbindelse med ændringer i beskæftigelsessituationen ved overgang fra en lønnet beskæftigelse til en anden og ved overgang fra lønnet til selvstændig beskæftigelse, osv.; understreger, at basisrettighederne og arbejdsmarkedslovgivningen sikrer rimelige leve- og arbejdsforhold sikrer rimelige leve- og arbejdsvilkår, en passende aflønning og en social beskyttelse, der kan garantere minimumsbetingelser for et anstændigt liv;

26. understreger behovet for politikker, der hindrer udnyttelse af arbejdstagerne gennem anvendelse af akkumulering af kontrakter, som ikke er standardkontrakter, der ikke indeholder de samme rettigheder som fuldtidskontrakter; kræver, at alle Fællesskabets beskæftigelsespolitikker fortsat skal anvende den traditionelle model med den ubegrænsede fuldtidskontrakt, som udgør grundlaget for medlemsstaternes sociale sikringsordninger;

27. understreger behovet for at indføre forebyggende og ledsagende foranstaltninger for at modvirke en stadig akkumulering af atypiske kontrakter;

28. opfordrer til, at der etableres et omfattende system for livslang læring, der også kan finde anvendelse på arbejdstagere med atypiske kontrakter; opfordrer medlemsstaterne til at rette deres strategier mod egne problemområder og gennemføre skræddersyede investeringer i almen- og erhvervsuddannelse for at sikre, at de offentlige myndigheders og virksomhedernes indsats forbedres; opfordrer medlemsstaterne til at sikre rettigheden til uddannelse og adgang til uddannelse for alle;

29. kræver en styrkelse af ordningerne for arbejdsmarkedsforhold i EU som en afgørende faktor for formulering og gennemførelse af flexicurity-politikker, der er afbalancerede og giver virksomhederne den rette fleksibilitet, samtidig med at det sikres, at illoyal konkurrence på bekostning af arbejdsvilkårene undgås;

30. understreger behovet for, at virksomhederne foregriber ændringer og deres personalebehov med henblik på at planlægge interne uddannelses- og omskolingsprogrammer for deres medarbejdere;

31. minder om, at underleverandører, bredt kvalificerede arbejdstagere, nye arbejdstagere og løsarbejdere som følge af dette forhold er arbejdstagere, der er udsat for en fleksibilitet med høj risiko, hvilket afspejles i deres høje ulykkesfrekvens;

32. mener, at der med livslang læring skal tages hensyn til potentialet blandt arbejdstagerne, og at der bør sættes ind på et tidligt tidspunkt i uddannelsessystemet; finder, at mangel på læse-, skrive- og regnefærdigheder bør imødegås, og at alle, der forlader skolen, bør have et højere kvalifikationsniveau, en indsats der skal iværksættes tidligt i uddannelsessystemet.

33. opfordrer arbejdsmarkedets parter og de offentlige myndigheder i medlemsstaterne til at fremme og investere i livslang læring; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at tilskynde virksomhederne til at øge deres investeringer i livslang læring;

34. understeger vigtigheden af det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (2007-2013) med hensyn til at skabe nye og bedre virksomheder, som fremmer det europæiske vidensamfund;

35. anerkender, at innovative former for arbejdstilrettelæggelse, f.eks. læringsorganisationer, brede kvalifikationer og jobrotation gennem arbejdsgiverstøttet uddannelse, regional udviklingsstøtte og aktive arbejdsmarkedspolitikker, kan være til gavn for et rummeligt arbejdsmarked;

36. er overbevist om vigtigheden af at tilskynde til stabile beskæftigelsesforhold gennem en bedre tilrettelæggelse af arbejdet og kvaliteten af forholdene på arbejdspladsen baseret på tillid og dialog; er desuden overbevist om, at en fleksibel arbejdslovgivning, tidssvarende former for livslang læring og en effektiv beskæftigelsespolitik medvirker til en høj grad af tillid;

37. minder om vigtigheden af effektive og aktive arbejdsmarkedspolitikker, der omfatter råd og vejledning, efteruddannelse og støtte i forbindelse med mobilitet for at afkorte overgangsperioder mellem job samt socialsikringsordninger, der motiverer arbejdstagerne til at søge nye jobmuligheder, samtidig med at de tilskynder til åbenhed over for forandringer ved at mindske indkomsttab og tilvejebringe uddannelsesmuligheder;

38. understreger, at det er nødvendigt at lette mobiliteten ved at udvikle muligheder for mobilitet opad og gøre det lettere for arbejdstagere at skifte til et mere sikkert og stabilt job, der kræver høje kvalifikationer, ligesom fremme af fremme anerkendelsen af kompetencer og kvalifikationer, der er opnået ved ikke-formel og uformel læring[20], er nødvendig;

39. betoner retten til livslang læring samt anerkendelse af og muligheder for overførsel af formel og uformel uddannelse og færdigheder, som er faktorer af afgørende betydning for at foretage jobskifte og overgå fra ledighed eller inaktivitet til beskæftigelse, eftersom disse elementer kan forbedre beskæftigelsesmulighederne;

40. opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger med henblik på at fremme lige adgang for mænd og kvinder til kvalitetsjob, der er i overensstemmelse med den europæiske ligestillingspagt og med meddelelsen om den demografiske udvikling i Europa; opfordrer medlemsstaterne til at fjerne de eksisterende lønforskelle mellem kønnene;

41. konstaterer, at kvinder og mænd ikke har samme udgangsposition på arbejdsmarkedet, hverken med hensyn til indflydelse eller ved fordelingen af ulønnet arbejde;

42. fremhæver vigtigheden af at tage hensyn til alle aspekterne af fleksibilitet, herunder fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet og arbejdstiden, navnlig gennem anvendelse af nye teknologier; understreger behovet for, at arbejdsmarkedsparterne indgår aftaler om bedre arbejdstidsordninger, så disse er tilstrækkeligt fleksible til at imødekomme både arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov og forbedre mulighederne for at kombinere arbejde og familieliv og personligt liv;

43. opfordrer medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at begrænse deres praksis med førtidspensionering og til at indføre ordninger, der fremmer en fleksibel pensionering af ældre arbejdstagere, som f.eks. deltidspensionering, jobdeling og lignende ordninger, der er til gavn for en aktiv aldring og kan styrke integrationen af ældre arbejdstagere på arbejdsmarkedet;

44. minder medlemsstaterne om, at hvis flexicurity samlet skal resultere i øget beskæftigelse, skal det makroøkonomiske miljø være gunstigt for dette mål, ligesom strategien for flexicurity skal omfatte en bedre koordinering af makroøkonomiske politikker og de offentlige udgifter til støtte for intelligent vækst, hvor der kanaliseres flere ressourcer over i de prioriterede Lissabon-målsætninger;

45. minder Kommissionen om behovet for at give Parlamentet den nødvendige tid, under ingen omstændigheder mindre end fem måneder, til at udfylde sin rådgivende funktion;

46. mener, at de fælles principper for flexicurity bør behandles som et tværgående spørgsmål og gennemføres af fællesskabsinstitutionerne og medlemsstaterne inden for rammerne af Lissabon-strategien; opfordrer til en revision af retningslinjerne for beskæftigelse og til, at der tilføjes et yderligere kapitel om kvaliteten og effektiviteten af den sociale dialog i den fælles rapport om beskæftigelsen; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i højere grad at inddrage Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter såvel som arbejdsmarkedsparterne i gennemførelsen og overvågningen af den åbne koordinationsmetode, herunder den europæiske beskæftigelsesstrategi og retningslinjerne for beskæftigelse, med henblik på at gøre disse politikker mere effektive; gør opmærksom på, at de foranstaltninger, som hører ind under retningslinjerne for beskæftigelse, er berettigede til støtte fra Den Europæiske Socialfond (ESF), især når de omfatter uddannelse og aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, og henstiller til medlemsstaterne at sikre, at der med ESF-programmerne bidrages til gennemførelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi og til flexicurity-strategierne;

47. opfordrer Det Europæiske Råd og Kommissionen til at sætte en ambitiøs socialreform på dagsordenen både på EU-plan og nationalt plan; opfordrer endvidere disse to institutioner til i samarbejde med Parlamentet at udarbejde en vision for et socialt Europa; understreger derfor, at arbejdstagerne skal sikres sociale rettigheder og en beskyttelse, der er fast forankret i den europæiske tradition, for at styrke væksten og højne beskæftigelsen og arbejdskvaliteten; understreger således, at arbejdstagerne skal sikres sociale rettigheder og beskyttelse, der er dybt forankret i den europæiske tradition, for at styrke væksten og højne beskæftigelsen og arbejdskvaliteten; fremhæver, at et socialt Europa sammen med ambitiøse nationale reformer således vil indebære en reel merværdi for arbejdstagere og borgere, når alle disponible redskaber tages i brug; mener, at kun et internt marked, hvor økonomisk frihed går hånd i hånd med sociale rettigheder, kan opnå borgernes støtte;

48. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Udvalget for Social Beskyttelse, EU's Beskæftigelsesudvalg, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt kandidatlandene.

[1] "Key Challenges facing European Labour Markets: European Social Partners' Joint Analysis," den 18. oktober 2007.
[2] Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0339.
[3] EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16
[4] EUT L 305 E af 14.12.2006, s. 141
[5] EFT L 175 af 10.7.1999, s. 43.
[6] EUT C 292 E af 1.12.2006, s. 131.
[7] EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1.
[8] EUT C 313 E af 20.12.2006, s. 452.
[9] EFT L 45 af 19.2.1975, s. 19.
[10] EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23.
[11] Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0206.
[12] EFT L 39 af 14.2.1976, s. 40.
[13] EFT L 348 af 28.11.1992, s. 1.
[14] EFT L 216 af 20.8.1994, s. 12.
[15] EFT L 254 af 30.9.1994, s. 64.
[16] EFT L 269 af 5.10.2002, s. 15.
[17] EFT L 269 af 5.10.2002, s. 15.
[18] EFT L 14 af 20.1.1998, s. 9.
[19] Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0062.
[20] Ikke-formel uddannelse dækker organiserede og langvarige uddannelsesaktiviteter, der ikke helt svarer til definitionen for formel uddannelse. Uformel uddannelse dækker uddannelsesaktiviteter uden for de formelle og ikke-formelle uddannelsesformer, der ikke er særlig organiseret, som f.eks. selvstudier. Formel uddannelse omfatter det almindelige uddannelsessystem i hvert enkelt land. Se SEK(2006)0639

BEGRUNDELSE

1. Kommissionen udgav i juli 2007[1], på basis af anbefalinger fra ekspertgruppen[2] og efter Parlamentets betænkning om modernisering af arbejdsmarkedslovgivningen, en meddelelse om tilgange til flexicurity. Debatten om flexicurity, der hænger tæt sammen med debatten om arbejdsmarkedslovgivningen, kommer på et belejligt tidspunkt, hvor socialsikringsordningerne i EU's medlemsstater står over for nye udfordringer på grund af den øgede integrering mellem verdensøkonomien og de europæiske økonomier, høj arbejdsløshed, en aldrende europæisk befolkning, takten i den teknologiske udvikling og kvindernes stigende betydning på arbejdsmarkedet. Imidlertid vil kun et EU, der bygger på økonomisk og social samhørighed, og som forsvarer fælles værdier, være stærkt nok til at forsvare sine interesser og bevare og styrke de værdier, som er forbundet med den europæiske sociale model - lighed, solidaritet, individuelle rettigheder og ansvar, ikke-diskriminering og omfordeling, hvor alle borgere har adgang til offentlige serviceydelser af høj kvalitet - og bevare de allerede opnåede høje sociale standarder.

2. Den europæiske integration har altid udviklet sig gennem en kombination af europæisk lovgivning og reformer på nationalt, regionalt og lokalt plan. EU's rammer giver en uvurderlig mulighed for at forme national lovgivning og udvikle det indre marked. Den gældende fællesskabsret på det sociale område på den ene side og den åbne koordinationsmetode samt nationale reformprogrammer på den anden har skabt en struktur for koordineringen af medlemsstaternes socialpolitikker. Debatten om flexicurity kan være en del af denne struktur, og de forskellige dele af reformerne for tilgangene bør gennemføres på det mest hensigtsmæssige niveau. Selvom der på grund af forskellene i medlemsstaternes arbejdsmarkeder og socialpolitikker ikke kan findes én endegyldig løsning, har vores indre marked skabt - og vil fortsat skabe - fælles udfordringer, som bedst kan tackles på EU-niveau. EU's rolle - under hensyntagen til medlemsstaternes beføjelser - er ikke kun at være en platform for udveksling af bedste praksis, men også at forme debatten ved hjælp af lovgivning, retningslinjer og benchmarks til gennemførelse på medlemsstats-plan.

3. Flere undersøgelser har vist, at flexicurity-modeller kun kan fungere i et miljø præget af gensidig tillid. Det er afgørende, at man ser på konsekvenserne for alle de berørte parter, herunder arbejdsgivere, arbejdstagere og samfundet som helhed. Borgerne kan acceptere gentagne forandringer, hvis de har garantier og adgang til kompensationsordninger. Dermed får enkeltpersoner mulighed for at foretage forskellige valg i deres liv uden at sætte deres karrierer/pensioner på spil. Det omfatter også øget social beskyttelse og arbejdsmarkedsordninger, sociale infrastrukturer af god kvalitet og grundlæggende rettigheder med veludviklede høringsprocesser. Der findes forskellige tilgange, som medlemsstaterne kan følge for at fremme denne tillid, men det kan kun lykkes, hvis disse tilgange er en del af en egentlig europæisk struktur, der sikrer grundlæggende sociale og beskæftigelsesmæssige rettigheder for alle (potentielle) arbejdstagere.

4. En stærk europæisk struktur med fuld deltagelse af arbejdsmarkedets parter på nationalt, sektorielt og europæisk plan er en absolut forudsætning for, at medlemsstaterne kan gennemføre tillidsbaserede tilgange til flexicurity. Det betyder, at de europæiske arbejdsmarkedsparter sammen med deres nationale modstykker bør spille en fremtrædende rolle i forbindelse udarbejdelsen af de nødvendige europæiske lovgivningsmæssige rammer, som vil give de europæiske virksomheder og arbejdstagere de garantier, der er nødvendige for at skabe fleksibilitet og sikkerhed. Flexicurity handler om at styrke det sociale Europa, som til gengæld øger virksomhedernes produktivitet og konkurrencedygtighed. Den europæiske sociale model, og herunder meget konkurrencedygtige virksomheder og en veluddannet og smidig arbejdsstyrke, skal opbygges samtidig på nationalt og europæisk plan ved hjælp af en tilnærmelse og harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger på de økonomiske, beskæftigelsesmæssige, sociale og miljømæssige områder.

5. Det er ikke kun nødvendigt med en hurtig ændring af EU's institutionelle struktur, så den bliver mere effektiv, EU skal også udtænke nye politikker for dets borgere og virksomheder, der mildner bivirkningerne ved stigende konkurrence og åbninger af markeder, der undertiden skaber nye typer risici for både arbejdsgivere og arbejdstagere. Flexicurity er blevet fremsat som et måde at sikre en jævn fordeling af disse risici, men debatten herom har været overskygget af fordomme og mistro. De medlemsstater, der har gennemført omfattende flexicurity-politikker (de nordiske lande og Nederlandene), har konstateret, at det er en velfungerende måde at forlige målsætningerne om en dynamisk økonomi med sikkerhed for arbejdsstyrken, der har opnået bred støtte. Der er på europæisk plan udbredt frygt for, at denne betegnelse er blevet taget som gidsel til at dække over noget, der hovedsageligt går i retning af en deregulering, der prioriterer arbejdsgivernes behov over arbejdstagernes.

6. Derfor bør udgangspunktet for debatten være en klar og utvetydig definition af flexicurity. Der findes forskellige flexicurity-modeller i Europa, der i varierende grad kombinerer intern fleksibilitet og sikkerhed inden for virksomheder med ekstern fleksibilitet og sikkerhed i overensstemmelse med medlemsstatens historiske baggrund, retlige traditioner, økonomiske situation, offentlige finanser og forbindelserne mellem arbejdsmarkedets parter. De bygger imidlertid på fælles principper om solidaritet, retfærdighed, rettigheder og ansvar. Kravene om henholdsvis fleksibilitet og sikkerhed er således ikke i strid med hinanden, men styrker derimod gensidigt hinanden. Kombinationen af de to bør derfor ses som en mulighed. Flexicurity kombinerer virksomheders og arbejdstageres evne til at tilpasse sig med en høj grad af social beskyttelse, social sikring og arbejdsløshedsunderstøttelse, beskyttelse af sundhed og sikkerhed, aktive arbejdsmarkedspolitikker og livslang læring og muligheder for efter- og videreuddannelse. Dette understøttes af tilbagevendende og effektive kollektive forhandlinger, der udspiller sig i en trepartsstruktur med stærke og repræsentative arbejdsmarkedsparter samt bredtfavnende velfærdsydelser og adgang for alle til pasningsfaciliteter af god kvalitet for børn og andre plejekrævende personer. I denne forbindelse er definitionen på flexicurity i Kommissionens grønbog om arbejdsret samt i meddelelsen om flexicurity for snæver og ikke tilstrækkelig politikorienteret.

7. Kommissionens udgangspunkt, nemlig at risici og fordele bør fordeles mellem de arbejdstagere, der har beskyttede kontrakter, og dem, der ikke har sådanne kontrakter (insidere og outsidere), er uheldig. Opdelingen af arbejdsmarkedet kan kun ophøre, hvis arbejdsmarkedets parter - både arbejdsgivere og arbejdstagere - bliver enige om en ligevægt mellem rettigheder og forpligtelser. Det er derfor altafgørende, at arbejdsmarkedets parter inddrages i debatten om flexicurity, og det burde være sket tidligere. Selvom Kommissionen i princippet støtter et stærkt partnerskab med arbejdsmarkedets parter, indeholder meddelelsen ikke en strategi til at fremme og styrke partnerskabet med arbejdsmarkedets parter på EU-plan og nationalt plan. Endvidere støttes Kommissionens påstand om, at strenge regler om beskæftigelsessikkerhed skaber arbejdsløshed, ikke i OECD's udgivelse "Employment Outlook 2006"[3], der fastholder, at lovgivning om beskæftigelsessikkerhed ikke har nogen indflydelse på den samlede beskæftigelsesfrekvens. Førstegangs-jobsøgende og arbejdstagere, der vender tilbage til arbejdsmarkedet, har behov for bedre muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet, og disse muligheder skal omfattes af grundlæggende rettigheder, der sikrer disse arbejdstagere en retfærdig behandling. I denne forbindelse har Kommission ikke tydeligt nok forklaret, hvad den mener med "tilstrækkelig" fleksibilitet i forbindelse med ansættelser.

8. Der er behov for en klar arbejdsdeling mellem EU og medlemsstaterne af, hvad der skal gøres på henholdsvis EU-plan og nationalt plan. Kommissionens meddelelse kan suppleres ved, at man kaster lys over EU's rolle i beslutningsprocessen vedrørende flexicurity. Vigtig europæisk lovgivning, der er bagud med hensyn til vedtagelse eller revision, nævnes ikke. Direktiver som f.eks. arbejdstidsdirektivet, direktivet om vikaransatte, direktivet om udstationering af arbejdstagere og direktivet om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg og information og høring af arbejdstagerne skal garantere og øge beskyttelsen af arbejdstagere i hele EU for at styrke deres tillid og afbalancere de risici, der er forbundet med presset fra øget konkurrence, omstruktureringer og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Dette er en del af tilgangene til flexicurity, hvilket også er tilfældet for talrige aftaler, der er indgået mellem de europæiske arbejdsmarkedsparter om tidsbegrænsede kontrakter, forældreorlov, deltidsarbejde og telearbejde.

9. Endvidere bør der i lyset af den øgede integrering mellem de europæiske økonomier og mellem de europæiske arbejdsmarkeder tilskyndes til social dialog og kollektive forhandlinger på EU-plan. Der kan ikke vedtages flexicurity-principper uden formelle input fra arbejdsmarkedets parter omkring fastsættelse af arbejdsgivernes og arbejdstagernes rettigheder og ansvar. Arbejdsmarkedets parter bør træde sammen på alle planer (på europæisk, nationalt, sektorielt, regionalt og lokalt plan) for at diskutere, hvordan fleksibiliteten og sikkerheden kan øges både internt og eksternt.

10. På nationalt plan bør de fælles principper, der opnås enighed om medlemsstaterne imellem, gennemføres via Lissabon-strategien og skal derfor medtages i de reviderede europæiske retningslinjer for beskæftigelsen, da de udgør de rammebestemmelser, der skal gennemføres i medlemsstaterne gennem de nationale reformprogrammer.

11. I Kommissionens meddelelse nævnes behovet for at garantere en "basis-jobbeskyttelse". Det betyder, at enhver form for beskæftigelse, uanset om der er tale om ikke-standardbeskæftigelse eller andre former for beskæftigelse, bør indebære en kerne af rettigheder uden hensyntagen til den specifikke beskæftigelsesstatus, og at denne skal omfatte: ligebehandling, sundheds- og sikkerhedsbeskyttelse af arbejdstagerne og arbejdstids-/hviletidsbestemmelser, organisations- og repræsentationsfrihed, kollektive forhandlinger, retten til at tage kollektive skridt, adgang til uddannelse samt beskyttelse af opnåede rettigheder. Enhver reform af den nationale arbejdsret skal gennemføres inden for rammerne af disse basisrettigheder.

12. Større investering i livslang læring og efter- og videreuddannelse samt større anerkendelse af formel, ikke-formel og uformel læring er en forudsætning for enhver flexicurity-politik. Den fjerde europæiske undersøgelse af arbejdsvilkår (2005)[4] viser, at uddannelsesniveauet i virksomhederne ikke er steget. Der er endvidere store forskelle medlemsstaterne imellem i mulighederne for adgang til faglig uddannelse, mellem lavt- og højtuddannede, mellem arbejdstagere med sikre og arbejdstagere med usikre ansættelseskontrakter og mellem arbejdstagere med en solid almen uddannelse og arbejdstagere, der ikke har opnået en gymnasie-/universitetsuddannelse. Der er derfor behov for nye incitamenter til at højne niveauet.

13. Det er vigtigt at understrege den indvirkning, flexicurity har for ligestillingsspørgsmålet og lige muligheder. Fleksible arbejdsmarkedsordninger har større indvirkning på dårligt stillede grupper, som f.eks. kvinder, indvandrere, unge og ældre arbejdstagere og handicappede, og det er derfor vigtigt, at der indføres basisrettigheder for alle arbejdstagere samt stærkere politikker til integrering af disse grupper socialt og på arbejdsmarkedet.

14. Makroøkonomiske politikker skal fremme investeringer i aktive arbejdsmarkedspolitikker og øget partnerskab, hvor arbejdsgiverne står for uddannelsesprogrammer og programmer for livslang læring med henblik på at opnå en smidig arbejdsstyrke. Det er vigtigt, at alle initiativer forhandles med arbejdsmarkedets parter, og at de er finansielt bæredygtige. Hvis en medlemsstat beslutter at overtage de risici, der er forbundet med omstruktureringer, fra virksomhederne ved at indføre mindre strenge regler for sikkerhed i beskæftigelsen, bør virksomhederne til gengæld forpligte sig til at investere mere i deres medarbejdere i form af uddannelse og livslang læring samt i forskning og udvikling for således at udvikle arbejdspladsen, forbedre arbejdsmetoderne og arbejdsmiljøet og udvikle nye teknologier, der kan sikre virksomhedens fortsatte konkurrencedygtighed. Dette bør ske i tæt samarbejde mellem ledelsen og arbejdstagerne.

15. Arbejdsløsheden er fortsat høj i Europa, og der skal gøres mere både i medlemsstaterne og på EU-plan for at ændre denne situation. Det er muligt at opnå fuld beskæftigelse, hvis de rigtige reformer og investeringer gennemføres i den private og den offentlige sektor. Der skal i Europa investeres mere i livslang læring samt i forskning og udvikling for at tackle det 21. århundredes udfordringer.

[1] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "Mod fælles principper for flexicurity: Flere og bedre job ved hjælp af fleksibilitet og sikkerhed" KOM(2007)0359
[2] http://ec.europa.eu/employment_social/employment_strategy/pdf/flexi_pathways_en.pdf
[3] http://www.oecd.org/document/38/0,2340,en_2649_201185_36261286_1_1_1_1,00.html
[4] http://www.eurofound.europa.eu/ewco/surveys/EWCS2005/index.htm

UDTALELSE fra Økonomi- og Valutaudvalget (6.11.2007)

til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender

om fælles principper for flexicurity
(2007/2209 (INI))

Rådgivende ordfører: Olle Schmidt

FORSLAG

Økonomi- og Valutaudvalget opfordrer Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. bifalder den debat om flexicurity, som Kommissionen har indledt, og minder om, at det fortsatte fald i antallet af personer i den erhvervsaktive alder nødvendiggør en ændring i arbejdsmarkedspolitikken, eftersom den gennemsnitlige årlige vækst i BNP for EU-25 gradvist vil falde fra 2,4 % for perioden 2004 til 2010 til kun 1,2 % for perioden 2030 til 2050;

2. mener, at Europas strategi for ændring af arbejdsmarkedspolitikken primært bør tage sigte på at skabe et fleksibelt arbejdsmarked, der er baseret på en langsigtet, højtudannet og stærkt motiveret arbejdsstyrke, ved at højne uddannelsesniveauet, udvide erhvervsuddannelses- og videreuddannelsesprogrammerne, nedbryde hindringerne for integrering af forfordelte grupper i arbejdsstyrken, sikre ligestilling mellem mænd og kvinder og bekæmpe forskelsbehandling, fjerne hindringer for erhvervsmæssig og geografisk mobilitet og træffe beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, som letter overgangen fra gamle til nye jobs af høj kvalitet;

3. bemærker, at forsørgerbyrden forventes at fordobles og nå 51 % i 2050, mens antallet af personer i den erhvervsaktive alder forventes at falde med 30 millioner; insisterer på, at arbejdskraftpotentialet skal udnyttes fuldt ud og på effektiv vis for at sikre pensions- og sundhedssystemernes bæredygtighed; bemærker, at dette ville være meget nemmere, hvis det private erhvervsliv i Europa fik tilstrækkelig politisk opbakning og økonomisk støtte til at forbedre deres ydeevne med hensyn til investeringer, forskning og udvikling, innovation og erhvervsuddannelse og dermed bidrage til økonomisk vækst og høj beskæftigelse; er derfor af den opfattelse, at enhver ny arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning skal bidrage til en ansvarlig forvaltning af de offentlige finanser;

4. finder det beklageligt, at strenge nationale bestemmelser om jobsikkerhed, som, samtidig med at de beskytter dem, der allerede er inde i systemet, kan gøre det vanskeligt for jobsøgende at få adgang til arbejdsmarkedet; minder Kommissionen om debatten om "insidere" og "outsidere"; bifalder sigtet om at gøre opadgående mobilitet til en hovedmålsætning i definitionen af flexicurity; understreger, at det europæiske samfunds karakter kræver et mere mobilt og fleksibelt arbejdsmarked, hvor den enkelte sættes i centrum;

5. erkender, at flexicurity-modellen giver gode eksempler på, hvorledes man kan opnå de mål, der er sat på Lissabon-dagsordenen;

6. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til især at rette opmærksomheden mod unges adgang til arbejdsmarkedet; henviser til, at praktikantophold kan være en særdeles udbytterig og attraktiv foranstaltning for unge mennesker til at opnå værdifuld erfaring og nyttige kontakter; opfordrer derfor Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at sikre, at praktikantophold ikke anvendes vilkårligt eller misbruges;

7. bemærker, at væsentlige elementer af social- og arbejdsmarkedspolitikken er et nationalt anliggende, men at Den Europæiske Union skal tilpasse sig de nye udfordringer og forbedre samordningen af social- og arbejdsmarkedspolitikken og den økonomiske politik med henblik på at fremme målsætningerne i traktatens artikel 2; insisterer på, at der tages behørigt hensyn til forskellene i de nationale og regionale forhold i forbindelse med fastlæggelsen af flexicurity, således at man undgår en tilgang, som består i at presse alle ned i den samme form;

8. minder om, at arbejdskraftens frie bevægelighed er en af hjørnestenene i EU, og at dette indebærer en pligt til at beskæftige sig med mange spørgsmål vedrørende foreneligheden mellem medlemsstaternes sociale systemer for at sikre fuldstændig gennemførelse af denne frihed på en måde, som sikrer arbejdstagerne de bedste betingelser og virker fremmende for den europæiske konkurrenceevne, og som ikke bringer de opnåede resultater og balancen inden for de nationale sociale sikringsordninger i fare;

9. opfordrer til en fornyet kamp mod sort arbejde og undergrundsøkonomien, som - i forskelligt omfang i medlemsstaterne - skader økonomien, skaber utryghed for arbejdstagerne, er ødelæggende for forbrugerne, mindsker skatte- og afgiftsprovenuet og medfører illoyal konkurrence mellem virksomheder;

10. understreger, at medlemsstaterne i en globaliseret verden må gøre en ekstra indsats for at behandle alle personer lige i grænseregioner, og at anvendelsen af bedste praksis nødvendiggør, at der indgås afbalancerede bilaterale aftaler i gensidighedens ånd mellem medlemsstaterne, ikke mindst på skatte- og afgiftsområdet;

11. understreger, at der er behov for en nøje sammenhæng mellem den nye arbejdsmarkedspolitik og de underliggende makroøkonomiske politiske rammer, som muliggør tilstrækkelige investeringer i almen og faglig uddannelse, muliggør politikker, som fremmer et aktivt arbejdsmarked omfattende lærlingeuddannelse, omskoling, livslang læring samt arbejdsløshedsunderstøttelse, og som muliggør velgennemtænkte og altomfattende velfærdssystemer, der letter tilpasningen til de risici, der kan opstå i forbindelse med økonomiske ændringer;

12. opfordrer arbejdsmarkedets parter og navnlig de offentlige myndigheder i medlemsstaterne til at garantere investeringerne i livslang læring ved i fællesskab at fastsætte en benchmark på 2 % af BNP (de samlede offentlige og private udgifter);

13. kræver også, at der, såfremt flexicurity skal føre til større samlet beskæftigelse, skal være et understøttende makroøkonomisk miljø, og at flexicurity-strategien skal indebære en bedre samordning af de makroøkonomiske politikker og offentlige udgifter for at støtte en intelligent vækst, idet udgifterne forskydes i retning af Lissabon-målene;

14. opfordrer medlemsstaterne til at samordne deres skatte- og budgetpolitik med henblik på udvikling af en fælles makroøkonomisk ramme, hvor de europæiske investeringsstrategier kan gennemføres for at fremme vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne med henblik på at gøre flexicurity bæredygtig;

15. minder om, at den økonomiske fremgang, som er blevet opnået gennem flexicurity, skyldes en tosporet økonomisk politik, hvor øget fleksibilitet modsvares af større sikkerhed; kræver, at denne tosporede strategi bevares for at skabe en bedre økonomi i Europa; bemærker, at flexicurity set ud fra et økonomisk synspunkt ikke kun er fleksibilitet eller sikkerhed - det er og bør være en kombination af de to.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato vedtaget	5.11.2007
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	39 0 0
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Mariela Velichkova Baeva, Zsolt László Becsey, Pervenche Berès, Slavi Binev, Sharon Bowles, Udo Bullmann, Ieke van den Burg, Christian Ehler, Jonathan Evans, José Manuel García-Margallo y Marfil, Jean-Paul Gauzès, Donata Gottardi, Benoît Hamon, Karsten Friedrich Hoppenstedt, Othmar Karas, Piia-Noora Kauppi, Wolf Klinz, Christoph Konrad, Andrea Losco, Gay Mitchell, Cristobal Montoro Romero, John Purvis, Alexander Radwan, Dariusz Rosati, Eoin Ryan, Antolín Sánchez Presedo, Manuel António dos Santos, Olle Schmidt, Peter Skinner, Margarita Starkevičiūtė, Sahra Wagenknecht
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Harald Ettl, Ján Hudacký, Werner Langen, Gianni Pittella, Margaritis Schinas, Charles Tannock
Stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2, til stede ved den endelige afstemning	Cornelis Visser, Jamila Madeira

UDTALELSE fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (9.10.2007)

til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender

om fælles principper for flexicurity
(2007/2209(INI))

Rådgivende ordfører: Giovanni Berlinguer

FORSLAG

Kultur- og Uddannelsesudvalget opfordrer Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. mener, at der er behov for en samlet strategi i forbindelse med flexicurity, hvis sigte er øget lighed i samfundet, større jobsikkerhed, ligestilling, job af høj kvalitet og fremme af kollektive aftaler; finder, at livslang læring er af afgørende betydning for et dynamisk arbejdsmarked, og for at arbejdstagernes chancer på arbejdsmarkedet kan forbedres under hele deres karriere og levetid;

2. betoner behovet for som led i en generel strategi for fleksibilitet og mobilitet at gøre det muligt at overføre erhvervede sociale sikringsrettigheder;

3. betoner retten til livslang læring samt anerkendelse og muligheder for overførsel af formel og uformel uddannelse og færdigheder, som er faktorer af afgørende betydning for at foretage jobskifte og overgå fra ledighed eller inaktivitet til beskæftigelse, eftersom disse elementer kan forbedre beskæftigelsesmulighederne;

4. fremhæver den sammenhæng, der er mellem en svag jobbeskyttelse og ulighed: unge, personer med begrænsede kvalifikationer, kvinder, indvandrere, men også voksne med et beskedent uddannelsesniveau kan komme under langt større pres på arbejdspladsen, og disse grupper møder fortsat mange uligheder i forbindelse med adgangen til livslang læring;

5. understreger det vigtige bidrag, som kvalifikationer inden for informationsteknologi har for beskæftigelsesmulighederne, og opfordrer derfor Kommissionen til at styrke programmer som f.eks. livslang læring, for at borgere i alle aldersklasser kan få lige adgang til uddannelse;

6. betoner, at det for at skabe et konkurrencedygtigt Europa er nødvendigt at forbedre uddannelsesniveauet og at investere mere i uddannelse;

7. understreger på ny behovet for at fremme, styrke og indføre en kultur for livslang læring, især for voksne, ved at indføre fleksible muligheder for uddannelsesprogrammer samt passende betingelser for deres gennemførelse;

8. mener, at strategien i forbindelse med flexicurity skal være kohærent i alle dens bestanddele, herunder de samfundsmæssige, uddannelsesmæssige og kulturelle aspekter, så de tilsigtede mål som led i den sociale dialog og forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter rent faktisk kan nås inden for disse rammer;

9. mener, at der er klar sammenhæng mellem livslang læring og arbejdsmarkedets indretning, eftersom færdigheder og en konstant ajourføring (upgrading) af disse er et aktiv, som de svageste på arbejdsmarkedet har ud fra en avanceret tilgang til flexicurity; finder, at livslang læring ofte af virksomhederne anvendes til at opkvalificere de arbejdstagere, som de skønner at have behov for, mens de øvrige ansatte ikke tages i betragtning, så omkostningerne til uddannelse og arbejdstagere, for hvem det er vanskeligt at finde ny beskæftigelse, væltes over på samfundet;

10. understreger, at der er et behov for at lade uddannelse indgå i en bredere tilgang til flexicurity;

11. mener, at der med livslang læring skal tages hensyn til potentialet blandt arbejdstagerne, og at der bør sættes ind på et tidligt tidspunkt i uddannelsessystemet; finder, at mangel på læse-, skrive- og regnefærdigheder bør imødegås, og at alle, der forlader skolen, bør have et højere kvalifikationsniveau, en indsats der skal begynde tidligt i uddannelsessystemet.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato vedtaget	04.10.2007
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	20 1 0
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Maria Badia i Cutchet, Giovanni Berlinguer, Guy Bono, Věra Flasarová, Claire Gibault, Vasco Graça Moura, Lissy Gröner, Ruth Hieronymi, Manolis Mavrommatis, Ljudmila Novak, Doris Pack, Zdzisław Zbigniew Podkański, Karin Resetarits, Hannu Takkula, Helga Trüpel, Henri Weber, Thomas Wise, Tomáš Zatloukal
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Elisabeth Morin, Nina Škottová, Ewa Tomaszewska
Stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2, til stede ved den endelige afstemning

UDTALELSE fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (6.11.2007)

til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender

om fælles principper for flexicurity
(2007/2209(INI))

Rådgivende ordfører: Kartika Tamara Liotard

FORSLAG

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling opfordrer Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A. der henviser til, at Kommissionens meddelelse ganske vist slår princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd fast, men at det er vagt formuleret, eftersom det ikke anfægter den grundlæggende ulighed mellem kvinder og mænd, hvad angår adgang til og deltagelse i arbejdsmarkedet og lige fordeling af ulønnet arbejde,

B. der henviser til, at der i de lande, hvor flexicurity-modellen er blevet udviklet (som f.eks. i de nordiske medlemsstater), samtidig er blevet givet garanti for solide socialforsorgssystemer og offentlige investeringer i plejefaciliteter som en integreret del af modellen; der henviser til, at offentlige politiske indgreb uanset deres praktiske udformning er en absolut nødvendig forudsætning for flexicurity-strategien; der henviser til, at de medlemsstater, som stiller de fleste børnepasningsfaciliteter til rådighed, har de højeste beskæftigelsestal for begge forældre; der henviser til, at foreningen af arbejds- og familieliv bør anerkendes som en af søjlerne i flexicurity-rammen,

C. der henviser til, at flexicurity-debatten bør placeres inden for rammerne af traktatens forpligtelser med hensyn til ligestilling mellem kvinder og mænd og bekæmpelse af forskelsbehandling og i sammenhæng med andre initiativer, der vedrører forening af arbejds- og familieliv, den kønsbestemte lønforskel, Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse, især hvad angår målet med en beskæftigelsesandel for kvinder på 60 % inden 2010, målene for børnepasning som fastsat af Det Europæiske Råd i Barcelona i marts 2002 og spørgsmålet om demografisk overgang; der henviser til, at behovet for en generel og sammenhængende strategi, der viser, at flexicurity er et instrument, der fuldt ud bør tage behørigt hensyn til og være i overensstemmelse med andre EU-initiativer, nemlig den europæiske ligestillingspagt, køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd (2006-2010), direktiverne om ligebehandling af kvinder og mænd, den åbne koordinationsmetode for socialsikring og social inklusion og EU's strategi for aktiv inklusion,

1. bemærker, at flexicurity bør understøtte og gennemføre ligestilling mellem kønnene ved at fremme lige adgang til kvalitetsbeskæftigelse for kvinder og mænd og ved at skabe muligheder for at forene arbejds- og familieliv; bemærker især i betragtning af, at tre fjerdedele af de nye jobs, der er blevet skabt i EU siden 2000, er besat med kvinder, ofte under ansættelseskontrakter, der allerede er fleksible og mindre sikre;

2. understreger på baggrund heraf, at der ved definitionen af de fælles principper for flexicurity, som tager hensyn til kønsdimensionen, og ved formuleringen af den politik, der er nødvendig for at føre den ud i livet, med henblik på at undgå en yderligere segmentation af arbejdsmarkedet og større sociale og arbejdsmæssige uligheder skal tages højde for:

- kvinders overrepræsentation i ikke-standardarbejde (atypiske arbejdsvilkår, tidsbegrænset arbejdskontrakt, deltidskontrakt) og behovet for at skabe sikkerhed via lovgivning om ansættelsesbeskyttelse og en arbejdsmarkedspolitik med integrering af kønsaspektet,

- kvinders hyppige skift mellem erhvervsarbejde og pasningsopgaver,

- manglende balance mellem mænd og kvinder med hensyn til deres andel i ansvaret for familie og husholdning,

- eneforældres, og i stort omfang kvinders særlige situation,

- kønsaspektet i den digitale kløft,

- behov for passende beskyttelse og sociale fordele i overgangsperioderne (pleje, familiært ansvar, uddannelse, erhvervsuddannelse og omskoling),

- behov for en fleksibel forhandling om og tilrettelæggelse af arbejdet og arbejdstiden med henblik på at muliggøre en forening af arbejds-, familie- og privatliv,

- behov for fleksibilitet i uddannelse og efteruddannelse og i alle foranstaltninger med henblik på genintegrering på arbejdsmarkedet, herunder i overgangsperioderne, for at muliggøre en forening af arbejds-, familie- og privatliv,

- arbejdsmarkedets parters rolle ved fastlæggelsen og gennemførelsen af foranstaltninger, der tager hensyn til kønsaspektet,

- den europæiske ligestillingspagt, køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 og Kommissionens meddelelse om den demografiske udvikling i Europa – En udfordring, men også en chance[1];

3. opfordrer medlemsstaterne til at fremme arbejdsmarkeds- og socialsikringspolitikkerne for at støtte en så gnidningsløs overgang som muligt fra et job til et andet og til at tage hensyn til småbørnsforældres mindre geografiske mobilitet;

4. er bekymret over, at Kommissionen, tre år inden måldatoen 2010 for opnåelsen af målene for Lissabon-strategien, fortsat ofte betragter kvinder som værende outsidere på arbejdsmarkedet; understreger dog, at den udvikling, vi har været vidne til på det europæiske arbejdsmarked, og navnlig afindustrialiseringen af den europæiske økonomi samtidig med, at servicesektoren har fået tilført flere kvinder, i princippet er til fordel for kvinderne, som i mange medlemsstater har en højere beskæftigelsesgrad inden for højt specialiserede jobs end mænd; opfordrer følgelig Kommissionen til at foretage en fuldstændig og detaljeret undersøgelse af kvinders arbejdsvilkår i medlemsstaterne, især hvad angår kvinders andel i fuldtids- og deltidsjob og sæsonbetonet beskæftigelse, samt hvad angår mandlige og kvindelige arbejdstageres stilling i de nyudviklede sektorer på arbejdsmarkedet;

5. understreger, at det er nødvendigt, at bekæmpelsen af usikker og uanmeldt beskæftigelse skaber større klarhed omkring økonomisk afhængige arbejdstageres situation, hvoraf mange er kvinder, og omkring deres sociale rettigheder samt styrker kontrollen med og foranstaltningerne imod uanmeldt arbejde;

6. gør opmærksom på at kvinder hovedsagelig arbejder i de sektorer, der har svage eller slet ingen fagforeninger, såsom tjenesteydelser, tekstilvirksomheder og landbrug, og at de derfor ikke nyder godt af kollektive overenskomster og ofte må arbejde på grundlag af individuelle kontrakter, hvis der da findes en kontrakt; understreger, at kvinder i sådanne tilfælde behøver særlig beskyttelse imod enhver form for udnyttelse og garanti for et rimeligt lønniveau;

7. konstaterer, at Kommissionen gentagne gange har understreget betydningen af tilstrækkelige sociale ydelser og dagpengeydelser, men samtidig ønsker at begrænse disse ydelser for at skabe et incitament til at deltage på arbejdsmarkedet; konstaterer, at Kommissionen modsiger sig selv, og at dette vil forværre kvindernes økonomiske situation, der allerede er vanskelig nok; mener, at Kommissionen ved hjælp af håndgribelige eksempler bør give en nærmere forklaring på, hvordan der vil kunne opnås bedre balance mellem sikkerhed og fleksibilitet for kvinder, især i betragtning af de øgede arbejdsrisici, som disse bestræbelser på at forene arbejds-, familie- og privatlivet indebærer for dem;

8. henviser til, at kvindernes arbejdsmæssige problemer vil vokse med tiden, især hvis de skal deltage endnu mere i det stadig mere konkurrenceprægede arbejdsmarked; understreger at, flexicurity-politikken i betragtning af det voksende antal kvinder i arbejdsstyrken er dømt til at mislykkes, hvis der ikke sideløbendes hermed gøres en indsats for at overvinde de hindringer, som kvinder, der deltager aktivt på arbejdsmarkedet, møder, navnlig de kønsbestemte lønforskelle og problemet med utilstrækkelig adgang til børnepasningsfaciliteter og plejefaciliteter for ældre og personer, der ikke kan klare sig selv; fremhæver, at investeringer i tjenesteydelser i dobbelt forstand indebærer positive resultater, eftersom de gør det muligt for kvinderne at bevare deres jobs, ligesom antallet af beskæftigede kvinder øges;

9. opfordrer Kommissionen til på baggrund af de kvantitative mål, som Det Europæiske Råd fastsatte i Barcelona, og som skulle nås inden 2010, hvad angår oprettelse af børnepasningsmuligheder for mindst 90 % af alle børn i alderen mellem tre og seks år og for 33 % af alle børn under tre år, og betydningen af disse måls opnåelse for en forening af arbejds- og familieliv, klart at anføre, hvilke af medlemsstaterne, der afviger betydeligt fra disse mål, og hvorfor;

10. påpeger, at politikken for fleksibilitet og tryghed også bør gennemføres inden for sektorer med selvstændige og liberale erhverv, hvor kvindernes risiko for at skulle forlade arbejdsmarkedet er endnu større;

11. glæder sig over incitamentet til livslang læring for arbejdstagerne på arbejdsmarkedet uanset arten af deres ansættelseskontrakt, men også for ikke erhvervsaktive personer, mindre kvalificerede arbejdstagere, midlertidigt ansatte, selvstændige, ældre arbejdstagere samt kvinder; henviser imidlertid til, at uddannelse og erhvervsuddannelse må tilpasses for at muliggøre livslang læring for kvinder og mænd, der forener arbejde med pasning af børn og andre slægtninge; mener, at dette kan gennemføres ved f.eks. at anvende lokaler i nærområdet, organisere børnepasning og fjernuddannelse for personer, der bor i afsidesliggende områder, og tilbyde skræddersyede uddannelsesprogrammer og fleksibel undervisning;

12. henviser til, at udformning af strategier for livslang læring, der er tilpasset kvinderne og familielivets behov, skal betragtes som en langsigtet investering, der forudsætter en opdeling af omkostningerne mellem den offentlige og den private sektor samt deltagelse af arbejdsmarkedets parter, virksomhederne og arbejdstagerne;

13. opfordrer medlemsstaterne til at anvende Fællesskabets strukturfonde til finansiering af erhvervsuddannelse, livslang læring, støtte til arbejdssøgning og udvikling af iværksætterånden, især i landdistrikter og områder i økonomisk krise, for at gøre det lettere for udsatte befolkningsgrupper at opnå og blive i beskæftigelse, især kvinder, som er med til at opretholde det særligt skrøbelige samfundsmønster i disse områder;

14. konstaterer med beklagelse, at der stadigvæk er betydelige lønforskelle mellem kvinder og mænd med samme job, og at mange medlemsstater overhovedet ikke gennemfører princippet om lige løn for lige arbejde;

15. kræver et hensigtsmæssigt og korrekt evalueringssystem for både kvinders og mænds arbejde baseret på præstationer og ikke på den individuelle lønforhandlingsevne, fordi denne ville kunne mindskes for kvinder på grund af hyppigere jobskift;

16. konstaterer, at det at have børn og et tilfredsstillende privatliv er en personlig beslutning, som har væsentlige sociale og økonomiske følger, og som mindre sikkerhed for de ansatte vil kunne undergrave;

17. konstaterer, medens antallet af kvinder, der er beskæftiget på arbejdsmarkedet, er vokset, at arbejdsmønstre ikke har haft nogen synderlig indflydelse på spørgsmål om at opnå ligestilling mellem kvinder og mænd; konstaterer imidlertid, at forskningsresultater bekræfter, at ulønnet arbejde, såsom husligt arbejde og ansvar, er mere ligeligt fordelt i familier, hvor begge forældre er beskæftiget på arbejdsmarkedet;

18. konstaterer, at kvinder og mænd ikke har samme udgangsposition på arbejdsmarkedet, hverken med hensyn til magtbalance eller i fordelingen af ulønnet arbejde;

19. konstaterer, at den omstændighed, at spørgsmål vedrørende balance mellem arbejds- og familieliv ikke indgår i flexicurity-debatten, er i modstrid med andre initiativer, navnlig høringen mellem arbejdsmarkedets parter om forening af arbejds-, familie- og privatliv;

20. konstaterer, at den omstændighed, at kønsaspektet slet ikke indgår i flexicurity-debatten, medfører risiko for en forøgelse af de nuværende og vedvarende forskelle mellem kønnene, hvad angår løn og kvinders og mænds reelle muligheder for at deltage fuldt ud og på lige fod på arbejdsmarkedet og i ulønnet arbejde;

21. understreger derfor, at sikkerhed i hvert fald bør omfatte områder såsom betalt forældreorlov, retten til nedsat arbejdstid, når man får børn og ønsker at passe dem, adgang til prismæssigt overkommelige børnepasningsfaciliteter og lige adgang til sociale goder og tjenesteydelser.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	5.11.2007
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	16 0 0
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Věra Flasarová, Claire Gibault, Piia-Noora Kauppi, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Marie Panayotopoulos-Cassiotou, Anni Podimata, Christa Prets, Karin Resetarits, Amalia Sartori, Eva-Britt Svensson, Anna Záborská
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Jill Evans, Donata Gottardi, Christa Klaß, Kartika Tamara Liotard, Corien Wortmann-Kool
Stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2, til stede ved den endelige afstemning

[1] KOM(2006)0571.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato vedtaget	12.11.2007
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	32 6 1
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Jan Andersson, Alexandru Athanasiu, Edit Bauer, Philip Bushill-Matthews, Alejandro Cercas, Jean Louis Cottigny, Proinsias De Rossa, Harlem Désir, Harald Ettl, Richard Falbr, Ilda Figueiredo, Stephen Hughes, Karin Jöns, Ona Juknevičienė, Jan Jerzy Kułakowski, Jean Lambert, Bernard Lehideux, Thomas Mann, Jan Tadeusz Masiel, Jiří Maštálka, Ana Mato Adrover, Csaba Őry, Pier Antonio Panzeri, Jacek Protasiewicz, Bilyana Ilieva Raeva, José Albino Silva Peneda, Gabriele Stauner, Ewa Tomaszewska, Anne Van Lancker, Gabriele Zimmer
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Françoise Castex, Donata Gottardi, Richard Howitt, Sepp Kusstatscher, Jamila Madeira, Ria Oomen-Ruijten, Agnes Schierhuber, Anja Weisgerber
Stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2, til stede ved den endelige afstemning	Vincenzo Aita

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik