Procedure : 2007/2148(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0023/2008

Indgivne tekster :

A6-0023/2008

Forhandlinger :

PV 21/02/2008 - 3
CRE 21/02/2008 - 3

Afstemninger :

PV 21/02/2008 - 4.9
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0068

BETÆNKNING     
29.1.2008
PE 396.678v02-00 A6-0023/2008

om den fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed

(2007/2148(INI))

Regionaludviklingsudvalget

Ordfører: Ambroise Guellec

ERRATA/ADDENDA
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 UDTALELSE FRA BUDGETUDVALGET
 UDTALELSE FRA FISKERIUDVALGET
 RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om den fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed

(2007/2148(INI))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til den fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed (KOM(2007)0273) (den fjerde samhørighedsrapport),

 der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om strategien for regionerne i den yderste periferi: resultater og fremtidsudsigter (KOM(2007)0507),

 der henviser til artikel 158, 159 og 299, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

 der henviser til EU's territoriale dagsorden og Leipzig-charteret om bæredygtige europæiske byer samt det første handlingsprogram for iværksættelse af den territoriale dagsorden for Den Europæiske Union,

 der henviser til den undersøgelse, som Observationscenteret for EU's Fysiske og Funktionelle Udvikling (ORATE) har udarbejdet, med titlen "Territorial Futures - Spatial Scenarios for Europe", og til Europa-Parlamentets undersøgelse: "Regional Disparities and Cohesion: what Strategies for the Future?",

 der henviser til udtalelser fra Regionsudvalget (COTER-IV-011) af 28. november 2007 og fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (CESE 1712/2007) af 12. december 2007 om den fjerde samhørighedsrapport,

 der henviser til forretningsordenens artikel 45 og artikel 112, stk. 2,

 der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Fiskeriudvalget (A6‑0023/2008),

A.  der henviser til, at en overordnet europæisk samhørighedspolitik stadig er nødvendig, eftersom der fortsat findes betydelige skævheder og specifikke strukturproblemer i talrige regioner i Europa, og at disse skævheder er blevet mere udtalte efter EU's seneste udvidelse,

B.  der henviser til, at EU's samhørighedspolitik derfor fortsat udgør en grundpille i den europæiske integrationsproces og spiller en aktiv rolle for begrænsningen af uligheder og udviklingsefterslæb,

C.  der henviser til, at der er en klar forbindelse mellem den stigende EU-skepsis og de stadig større territoriale skævheder, hvilket demonstrerer behovet for en økonomisk, social og territorial samhørighed, som kan styrke konvergensen og udgøre et stabilt grundlag for EU's legitimitet, og at dette kan opnås ved hjælp af en regionalpolitik, som er synlig lokalt; der henviser til, at regionale og lokale myndigheder samt lokale aktører spiller en central rolle for at bringe EU's aktiviteter tættere på borgerne ved at føre en regionalpolitik, hvis resultaterne skal formidles bedre,

D.  der henviser til, at samhørighedspolitikken giver hver enkelt region mulighed for at opnå konkrete fordele i form af varig beskæftigelse og en bedre levestandard for befolkningen, især i regioner med udviklingsefterslæb, ligesom den bidrager til at forbedre konkurrenceevnen og den administrative kapacitet samt decentral forvaltning; der henviser til, at ethvert forsøg på igen at gøre denne politik til et nationalt kompetenceområde derfor bør afvises,

E.  der henviser til, at i Lissabontraktaten, som stats- og regeringscheferne vedtog den 18. oktober 2007, og som blev undertegnet den 13. december 2007, fastlægges territorial samhørighed som et af Unionens grundlæggende mål sammen med den økonomiske og sociale samhørighed,

F.  der henviser til, at der i fremtiden bør sikres flere finansielle ressourcer til samhørighedspolitikken af hensyn til de forventede udfordringer, som har betydelige territoriale virkninger, herunder demografiske forandringer, bykoncentration, isolation, migration (som er særligt problematiske for landområder og afsides liggende områder), tilpasninger til globaliseringen, klimaændringer, energiforsyning og den langsomme proces med at indhente efterslæb i landområder; der henviser til, at disse udfordringer kun kan tages op, såfremt samhørighedspolitikkens store betydning herfor i fremtiden anerkendes,

Modsætningsfyldte resultater vedrørende samhørighedssituationen i EU med 27 medlemsstater

1.  glæder sig over denne rapport, som er mere detaljeret end de foregående, er baseret på forskellige indikatorer og giver en række nyttige komparative data vedrørende andre lande såsom USA, Japan, Kina og Indien og dermed afspejler den internationale kontekst, som EU's økonomier opererer i;

2.  beklager dog, at rapporten ikke indeholder krydsinformationer og sammenlignelige data vedrørende forskellige NUTS-niveauer, der gør det muligt at vurdere, hvorvidt væksten og konvergensen er holdbare; kræver i denne forbindelse bedre statistiske redskaber, i lighed med de nye indikatorer (som supplement til BNP per capita), der med positive resultater anvendtes i den fjerde samhørighedsrapport, og som kan sikre en mere nøjagtig måling af samhørighed på lokalt niveau og af de lokale foranstaltningers bidrag til samhørighedspolitikken, og finder det følgelig nødvendigt at styrke ORATE's kapacitet;

3.  fremhæver den forsinkede anvendelse af strukturmidlerne i medlemsstaterne og kræver, at der træffes foranstaltninger til at forbedre denne situation; bemærker dog, at det er for tidligt at vurdere samhørighedspolitikkens resultater i de nye medlemsstater; hilser alle bestræbelser på at forbedre samhørighedspolitikkens effektivitet og begrænse overdrevent bureaukrati velkommen og kræver en systematisk evaluering af denne politik;

4.  glæder sig over, at de lande, der tidligere var omfattet af samhørighedspolitikken, nemlig Grækenland, Spanien, Portugal og Irland, i bemærkelsesværdig grad har vundet ind på de øvrige lande og registreret en imponerende vækst i perioden 2000-2006, men minder om, at der trods væksten stadig forekommer skævheder mellem regionerne i disse lande og alvorlige uløste strukturproblemer;

5.  glæder sig over de høje vækstrater, der er registreret i de nye medlemsstater, men bemærker, at disse landes økonomiske konvergens først vil kunne forventes at blive en realitet på mellemlang eller lang sigt, og at det vil blive en meget langvarig proces på grund af det meget lave BNP-niveau per capita, som nogle af disse lande har som udgangspunkt;

6.  glæder sig over, at Kommissionen har bekræftet, at samhørighedspolitikken spiller en vigtig rolle i bestræbelserne på at forbedre alle EU's medlemsstaters mulighed for at udvikle sig harmonisk og skabe nye og varige arbejdspladser, hvilket samhørighedspolitikkens udmærkede resultater i mange mål nr. 2-regioner viser er muligt;

7.  er foruroliget over, at øget konvergens landene imellem meget ofte dækker over en stigende ulighed mellem regionerne eller internt i disse; bemærker, at de øgede regionale og lokale uligheder kan konstateres på en række områder, det være sig beskæftigelsen, produktiviteten, indkomstniveauet, uddannelsesniveauet og innovationskapaciteten; betoner endvidere det territoriale samarbejdes rolle som et bidrag til at løse disse problemer;

8.  understreger f.eks., at regionernes konkurrenceevne i vid udstrækning afhænger af produktiviteten, markedernes tilgængelighed og arbejdsstyrkens kvalifikationer, som varierer betydeligt mere mellem de enkelte regioner end mellem medlemsstaterne; bemærker desuden, at institutionelle faktorer i stigende grad anses som nøgleelementer for konkurrenceevnen, og at disse faktorer omfatter fremme af social kapital i form af virksomhedskultur og fælles normer, der fremmer samarbejde og initiativ samt effektiviteten i den offentlige administration;

9.  konstaterer i denne forbindelse, at visse højtudviklede og endog visse mindre udviklede regioner efterhånden står over for flere og meget komplekse økonomiske problemer, der har stor territoriel virkning for deres udviklingspotentiale i form af lave økonomiske vækstrater, lav produktivitet, faldende beskæftigelse og en aldrende befolkning;

10.  konstaterer, at selv om nogle medlemsstater takket være høje vækstrater har opnået fuld beskæftigelse og et højere BNP pr. indbygger, er der i andre lande opstået større forskelle mellem de forskellige sociale grupper, og det indebærer, at de mest udsatte dele af befolkningen stadig har behov for social integration;

11.  understreger, at konvergensen er meget svag, hvad angår uddannelsesniveauet, og at der er en reel uddannelseskløft mellem EU og USA, hvor 29 % af befolkningen mellem 25 og 64 år har en universitetsuddannelse, mod knap 16 % i EU; bemærker dog, at andelen af personer med en højere uddannelse stiger hurtigere blandt kvinder end blandt mænd;

12.  understreger betydningen af at integrere kønsmainstreaming, lige muligheder samt handicappede personers og ældre borgeres særlige behov på hvert stadium af samhørighedspolitikken og i alle projekter;

13.  påpeger følgerne af polariseringen i regionerne omkring de støre byer - et særligt udtalt fænomen i de nye medlemsstater - der gennemsnitligt tegner sig for 32 % af landets BNP, selv om de kun repræsenterer 22 % af befolkningen, og bemærker, at denne polarisering kan medføre store udsving i bycentrenes ledighedstal;

14.  konstaterer, at ukontrolleret byudvikling kan medføre en uligevægtig demografisk, økonomisk, social, transport- og miljømæssig udvikling inden for et begrænset område og føre til forstadsdannelser og affolkning af landområderne; opfordrer derfor Kommissionen til at rejse dette spørgsmål ved at fremlægge konkrete forslag til imødegåelse af disse problemer;

15.  påpeger de regionale forskelle i form af adgang til og forbindelser mellem centrum og periferi, der er resultatet af geografiske og strukturelle ulemper, utilstrækkelige investeringer i transport og infrastrukturer samt manglende transportforbindelser; fremhæver især de meget betydelige hindringer for adgangen til bjerg- og øregioner og til de fjerne og fjernest beliggende regioner, der befinder sig meget langt fra det europæiske fastland; understreger nødvendigheden af at tilvejebringe foranstaltninger til styrkelse af regionernes potentiale, tiltrækningskraft og den bæredygtige udvikling i disse regioner;

16.  giver udtryk for sin store forundring over Kommissionens erklæring i den fjerde samhørighedsrapport om, at en status som øsamfund ikke i sig selv synes at udgøre nogen væsentlig forhindring for udvikling, og bemærker den betydelige skuffelse, som indbyggerne i øområder har givet udtryk i forbindelse med denne erklæring, fordi de i deres dagligdag konfronteres med de negative konsekvenser og vanskeligheder, der er forbundet med at leve på en ø;

Regionalpolitikken og Lissabonstrategien

17.  understreger, at der er meget store forskelle på, hvor store beløb der i de enkelte lande investeres i forskning og udvikling, og bemærker, at der er store regionale forskelle med hensyn til innovation, hvilket fremgår af en nyttig indikator for regionernes resultater på innovationsområdet, der anvendes i den fjerde samhørighedsrapport;

18.  er enig med Kommissionen i, at samhørighedspolitikken fungerer som en løftestang i forhold til Lissabonstrategien, i og med at de offentlige investeringer rettes mod projekter, der fremmer skabelsen af en dynamisk, vækstskabende og innovationsfremmende økonomisk struktur, der baserer sig på den synergi, som skabes af en mere effektiv harmonisering af politikker og programmer;

19.  beklager, at der på trods af øremærkning ikke er taget tilstrækkelig højde for innovationspotentialet i små virksomheder samt mikro- og håndværksvirksomheder i forbindelse med gennemførelsen af samhørighedspolitikken; opfordrer derfor til gennemførelse af en aktiv politik til fremme af alle former for innovation i disse virksomheder, og opfordrer endvidere Kommissionen til at skabe muligheder for gensidigt samarbejde mellem virksomhederne, den offentlige sektor, skoler og universiteter, så der kan skabes regionale innovationsklynger i Lissabonstrategiens ånd;

20.  henviser til, at vægtstangseffekten af strukturstøtten kan øges gennem anvendelse af privat medfinansiering; kræver, at der hurtigst muligt indføres gennemskuelige regler og standardløsninger for offentlig-private partnerskaber, der kan give regionerne mulighed for at anvende privat kapital til virkeliggørelsen af offentlige mål;

21.  minder om, at princippet om automatisk frigørelse er afgørende for at kunne tilskynde forvaltningsmyndighederne til hurtigt at finansiere og gennemføre projekterne; insisterer på, at princippet for den gældende N+2-regel (og N+3 i de nye medlemsstater i de første tre år af den finansielle ramme for 2007-2013) skal respekteres;

22.  minder om, at de forsinkelser, som kan konstateres i gennemførelsen af strukturpolitikken, bl.a. skyldes alt for strenge procedurer, og det vil derfor være tilrådeligt at overveje en forenkling af disse procedurer og en klar afgrænsning af ansvars- og kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne;

23.  påpeger, at prioriteringen af bevillinger i programmeringsperioden 2007-2013 vil betyde, at 64 % af midlerne til mål 1 (konvergens) og 80 % af midlerne til mål 2 (regional konkurrenceevne og beskæftigelse) vil blive rettet mod innovation, hvilket er 55 000 mio. euro mere end i den foregående periode; bemærker, at udnyttelsen af disse bevillinger afhænger af de mindst udviklede regioners kapacitet til at forvalte projekter for forskning, udvikling og innovation i et tilstrækkeligt antal og af den kvalitet, der er nødvendig for at sikre, at de anvendes og ikke omdirigeres til investeringer af begrænset værdi;

24.  kræver, at Lissabonstrategien udvides til også at omfatte den territoriale dimension, så det bliver muligt at tage hensyn til de forskellige regioners særlige karakteristika og samtidig fremme synergier og samarbejde på transeuropæisk plan og særlig støtte til udformning og gennemførelse af bredt baserede nyskabende aktiviteter;

25.  anmoder Kommissionen om at evaluere prioriteringsordningen og dens indvirkning på de regionale skævheder samt undersøge, om denne ordning, hvad angår fastlæggelsen af prioriterede områder, fører til en alt for centraliseret tilgang ("top down approach"); håber, at denne evaluering indledes med Kommissionens offentliggørelse i 2008 af den femte situationsrapport om samhørighed, der vil fokusere på forholdet mellem samhørighedspolitik og Lissabon-strategiens prioriterede opgaver vedrørende vækst og beskæftigelse i alle regioner;

26.  understreger, at samhørighedspolitikkens anvendelsesområde ikke kan begrænses til opfyldelsen af Lissabonstrategiens målsætninger; mener, at det er nødvendigt at skabe territorial samhørighed ved hjælp af de aktionsmidler, der findes under konvergensmålet, hvis regionerne skal blive konkurrencedygtige på lang sigt; mener derfor, at mål 1 (konvergens) og mål 2 (regional konkurrencedygtighed og beskæftigelse) fremover bør betragtes som komplementære, og også med mål 3 (europæisk territorialt samarbejde);

Territorial samhørighed: mod en integreret tilgang

27.  opfordrer Kommissionen til i den kommende grønbog om territorial samhørighed (planlagt til september 2008) at inkludere en definition af "territorial samhørighed" for at sikre yderligere fremskridt i EU's indsats;

28.  fremhæver derfor, at samhørighedspolitikken ikke må tilgodese regioner, der allerede har en dynamisk udvikling, hvad der ville være tilfældet, hvis der foregik en streng prioritering af bevillingerne; betoner, at når Lissabontraktaten træder i kraft, vil samhørighedspolitikken omfatte de tre mål, økonomisk, social og territorial samhørighed, som rækker ud over Lissabonstrategien;

29.  understreger betydningen af reelle partnerskaber og iværksættelse af reelt niveaudelte forvaltningssystemer, der inddrager de enkelte led på EU-plan, nationalt, regionalt og lokalt i samråd med arbejdsmarkedets parter og de økonomiske interesseorganisationer om fastlæggelse og gennemførelse af de regionale udviklingsmål, hvor det sikres, at anvendelsesområdet for de prioriterede indsatsområder, der er opstillet på europæisk plan, reduceres, når de føres ud i livet på nationalt, regionalt eller lokalt plan ("bottom up approach"), og for at afværge enhver risiko for at udelukke partnere, der er involveret i lokal udvikling og samhørighed, som det ofte er tilfældet i forbindelse med bypolitik;

30.  mener, at man især bør fremme politikker, der sikrer en regionaludvikling med flere centre, således at presset på hovedstæderne lettes, og etableringen af sekundære poler favoriseres; mener, at støtte til landområderne og den rolle, de små og mellemstore byer i landområderne i denne sammenhæng spiller, ikke må overses;

31.  opfordrer desuden til, at der træffes konkrete foranstaltninger til at begrænse forskellene mellem territorialt tilgængelige regioner og regioner med strukturelle handicap, nemlig øregioner, bjergregioner, tyndbefolkede regioner, afsidesliggende regioner og grænseregioner, idet man anerkender sidstnævntes ugunstige situation og træffer særlige foranstaltninger til fordel for disse regioner; fastslår på ny, at der bør tages hensyn til de specifikke handicap, som regionerne i den yderste periferi har;

32.  mener, at by- og landproblematikker i højere grad bør sammenkædes; understreger, at udviklingen af landområderne bør samordnes med de regionalpolitiske aktiviteter; tvivler i denne forbindelse på, at det er hensigtsmæssigt at sondre mellem samhørighed og udvikling af landdistrikterne (via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne); opfordrer til, at der gennemføres en undersøgelse af konsekvenserne af den tiltagende finansiering af udviklingen af landdistrikter gennem ordninger med tvungen graduering;

33.  advarer mod risikoen for en sektorinddeling af politikkerne, og går ind for udvikling af en integreret tilgang med fastlæggelse af mulighederne for at skabe en synergieffekt mellem samhørighedspolitikken og de vigtigste sektorpolitikker som transport, landbrug, fiskeri, udvikling af landdistrikter, miljø og energi, forskning og teknologi;

34.  forventer, at drøftelserne om samhørighedspolitikken efter 2013 fører til, at regionerne ved EU's ydre grænser tillægges særlig vægt med henblik på at skabe stabilitet og velstand på tværs af grænserne, hvad der i sidste instans ikke blot gavne udviklingen i EU's grænseområder, men også sikre større samhørighed og konkurrencedygtighed for EU som helhed;

35.  påpeger, at der til bekæmpelse af geografisk adskillelse og social udstødelse med henblik på at gennemføre en bæredygtig og afbalanceret udvikling er behov for støtte fra en velovervejet boligpolitik, der indgår i en bredere strategi for lokaludvikling, byplanlægning og forvaltning af lokale offentlige serviceydelser;

36.  glæder sig i denne forbindelse over, at der er vedtaget et handlingsprogram for iværksættelsen af de mål, der er opstillet i den territoriale dagsorden og i Leipzig-charteret om bedre integration af den territoriale dimension i alle offentlige politikker, både på EU-plan, nationalt og lokalt, og afventer de konkrete foranstaltninger; mener med henblik på den udvidelse af den økonomiske og sociale samhørighed med en territorial komponent, der tilsigtes som led Lissabontraktaten, at der er behov for udvikling af hensigtsmæssige indikatorer til definition af den territoriale samhørigheds indhold;

37.  glæder sig over, at Kommissionen har meddelt, at den vil offentliggøre en grønbog om territorial samhørighed, der forventes vedtaget i september 2008, og mener, at den bør indeholde konkrete anvisninger på iværksættelsen af den integrerede tilgang;

38.  opfordrer Kommissionen til i de kommende rapporter at analysere, i hvilket omfang de forskellige instrumenter og politikker, herunder samhørighedspolitikken, har bidraget til de fremskridt, der er opnået med hensyn til økonomisk og social samhørighed; mener, at fremskridt og problemer skal analyseres inden for alle vigtige områder, især hvad angår Lissabonstrategien;

39.  er bevidst om betydningen af et løbende samarbejde om regionalpolitikkens fremtid mellem Parlamentet via Regionaludviklingsudvalget og Regionsudvalget;

Nye udfordringer for samhørighedspolitikken og det almindelige budget for Den Europæiske Union

40.  mener, at EU fremover i stigende omfang vil blive konfronteret med nye udfordringer med omfattende territoriale konsekvenser, der vil skærpe de eksisterende hindringer for den regionale udvikling, nemlig demografiske ændringer, bykoncentration, migration (der navnlig kan skabe problemer i landområder og perifere områder), energiforsyning, klimaspørgsmål og tilpasning til de forandringer, som globaliseringen medfører; understreger betydningen af pilotprojekter, der vedrører regionernes tilpasning til nye udfordringer;

41.  kræver udarbejdelse af regelmæssige analyser af omkostningerne ved og de strukturpolitiske konsekvenser af forestående udvidelse, inden der indledes nogen nye tiltrædelsesforhandlinger, og håber, at Europa-Parlamentet i højere grad inddrages i udvidelses- og naboskabspolitikken, så det bliver obligatorisk, at dette inddrages i udformningen af førtiltrædelsesinstrumenterne;

42.  understreger, at problemet med affolkning er alvorligt i mange områder i EU, idet det involverer befolkningens aldring, tab af menneskelig kapital, kapitalflugt, dyrere serviceydelser m.m.;

43.  mener, at den demografiske udvikling kan få væsentlige territoriale konsekvenser såsom affolkning af nogle områder, navnlig i de mindre udviklede landdistrikter, sideløbende med bykoncentration og aldring af samfundet eller udvikling af lokal økonomi i andre områder, hvad der forudsætter specifikke innovative strategier til løsning af disse problemer, hvilket kræver en særlig indsats til opretholdelse af forsyningspligtydelserne og sikring af et højt niveau for forsyningspligtydelserne;

44.  konstaterer, at klimaændringerne vil få forskellige konsekvenser, navnlig i form af hyppigere og mere alvorlige naturkatastrofer som skovbrande, tørke og oversvømmelser, som vil kræve reaktioner, der er tilpasset de enkelte regioners behov i EU, og som regionerne må håndtere gennem revision og tilpasning af deres strategier for bæredygtig udvikling med henblik på opfyldelse EU's mål om en reduktion af CO2-emissionerne; mener, at EU's samhørighedspolitik skal være "klimavenlig", men minder om, at samhørighedspolitikkens muligheder på dette område er begrænsede; finder, at bekæmpelse af klimaændringerne også bør indgå i Fællesskabets politik på andre områder;

45.  minder desuden om, at det er vigtigt som led i formuleringen af en effektiv overordnet politik til tilvejebringelse af beskyttelse mod naturkatastrofer at vedtage forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (KOM(2005)0108), der indebærer en mere hensigtsmæssig og rettidig reaktion i forbindelse med naturkatastrofer på regionalt niveau, der ofte rammer nogle regioner hårdt på grund af deres geografiske beliggenhed;

46.  mener, at spørgsmålet vedrørende energiforsyning og stigende energipriser kan få væsentlige territoriale konsekvenser på grund af flertallet af EU-medlemsstaternes afhængighed af energi, især i landdistrikter, bjergegne, øer og fjernt beliggende regioner eller regioner i den yderste periferi på grund af deres afhængighed af transportmidler, der er følsomme over for energiomkostningerne; påpeger dog, at udnyttelse og udvikling af vedvarende energikilder og investeringer i energieffektivitet og decentrale forsyningsenheder kan indebære betydelige fremtidige muligheder for regional og lokal udvikling;

47.  henviser til Europa-Parlamentets anmodning om anvendelsen af de uudnyttede bevillinger i medfør af n+2 eller n+3-reglerne, som gælder for samhørighedspolitikken, for at udnytte de sparsomme bevillinger bedst muligt;

48.  mener, at opretholdelsen af samhørighedspolitikken efter 2013 er et passende svar på de nye udfordringer, og at de bør finde anvendelse på et differentieret grundlag inden for hele EU; mener, at samhørighedspolitikken fortsat børe være en EF-politik i overensstemmelse med traktaten og solidaritetsprincippet, og afviser derfor alle bestræbelser på igen at gøre denne politik til et nationalt kompetenceområde;

49.  mener, at samhørighedspolitikken i fremtiden bør udbygges yderligere, og at dens merværdi i Den Europæiske Union skal fremhæves stærkere; kræver derfor, at der afsættes de nødvendige finansielle midler til samhørighedspolitikken på fællesskabsniveau; kræver, at det i forbindelse med revisionen af de finansielle overslag fastlægges, hvor store budgetmidler der er nødvendige i forhold til alle de udfordringer, som EU's samhørighedspolitik indebærer;

o

o o

50.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.


BEGRUNDELSE

Indledning

Samhørighed, som sigter på at begrænse økonomiske og sociale forskelle mellem europæiske regioner, er et af EU's grundlæggende mål.

I de sidste 20 år har man med regionalpolitikken arbejdet på at opnå en harmonisk og bæredygtig udvikling af alle europæiske regioner. Det har været mere end 20 år med programmer og strukturtilpasninger for at opnå konvergens i stadig mere forskelligartede regioner og forbedre levevilkårene for alle EU-borgerne.

Efter den sidste udvidelse, som har ændret EU's territoriale dimension gennemgribende, er det i høj grad nødvendigt at genoplive målet om territorial samhørighed, for at integrationen skal lykkes, men også for at finde en løsning på holdningskrisen i Europa og forsone borgerne med det europæiske projekt.

Parlamentet er derfor positivt indstillet over for denne første rapport om samhørighed siden udvidelsen i 2004 og 2007.

Tvetydigt billede af status for konvergensen i eu-27

I henhold til oplysningerne i den fjerde rapport har man fra 2000-2006 målt visse gode resultater med hensyn til konvergens på nationalt niveau. De primære støttemodtagere i forbindelse med de europæiske samhørighedspolitiske programmer, nemlig Grækenland, Spanien, Irland og Portugal, har haft en imponerende vækstrate.

Siden 2000 er den største vækst registreret i lande, hvor BNP pr. indbygger var lavest udtrykt i købekraft, f.eks. i Grækenland eller Portugal, som havde en vækst på henholdsvis 2,8 % og 2 % af deres BNP mellem 2000 og 2006. Og antallet af regioner med et BNP pr. indbygger på under 75 % af EU-gennemsnittet er faldet fra 78 til 70.

De nye medlemsstaters BNP pr. indbygger var som udgangspunkt meget lavt og trods dynamiske vækstrater oplever man flere problemer i disse medlemsstater end i de gamle medlemsstater. Hvis man antager, at væksten fortsætter med samme rate, er det derfor sandsynligt, at det vil tage mere end 15 år for Polen og Bulgarien at nå et BNP pr. indbygger på 75 % af EU-27-gennemsnittet.

Selv om tilnærmelsen mellem medlemsstaterne har været stigende de seneste år, er forskellene i udviklingen inden for medlemsstaterne blevet større. Stigningen i regionale og infraregionale forskelle viser sig på flere måder, f.eks. med hensyn til beskæftigelse, produktivitet, indtægter, uddannelsesniveau og innovationsevne.

Nogle af de mest udviklede regioner oplever nu meget lave eller endda negative vækstrater. Ikke desto mindre faldt produktiviteten mellem 1995 og 2004 i 29 regioner i Italien, Frankrig, Spanien og Tyskland, mens beskæftigelsen faldt i 16 regioner overvejende i Østtyskland, det nordøstlige Frankrig og i det nordlige England. Disse regioner bør tilpasse sig presset fra den internationale handel ved at udvikle innovations- og højteknologiøkonomier.

Disse regioner er ligeledes ofte mest berørt af de demografiske ændringer og særlig af befolkningens aldring. Affolkningen øger de økonomiske problemer, fordi den regionale købekraft bliver mindre, og det især er kvalificeret arbejdskraft, der flytter væk fra disse regioner. Samhørighedspolitikken skal tage denne store udfordring op for at bevare den demografiske og territoriale ligevægt i EU.

Rapporten indeholder også en interessant sammenligning med de primære internationale konkurrenter. Det fremgår, at de regionale forskelle målt i BNP pr. indbygger er meget mere markante i EU-27 end i USA eller Japan, da alle staterne i USA og 40 af de 47 japanske regioner har et BNP pr. indbygger, som er højere end gennemsnittet i EU. Dette kan delvis forklares med de særlige forhold i EU, hvor der på et begrænset område er en stor geografisk og kulturel mangfoldighed og særlige historiske forhold, som er forbundet med kontinentets deling efter to verdenskrige.

I Kina udgør BNP pr. indbygger derimod knap en femtedel af EU-gennemsnittet og en ottendedel for Indiens vedkommende.

Orientering af fondene for 2007-2013 hen imod Lissabon-strategien

Det er i et EU, som er blevet udvidet til 27 medlemsstater, at den nye programmeringsperiode 2007-2013 for strukturfondene officielt blev indledt den 1. januar 2007. Selv om budgetrammen stadig er den samme (308 mia. EUR for hele EU), nødvendiggør de nye medlemsstaters behov store investeringer, som betyder, at der i de gamle medlemsstater skal ske en omlægning af finansieringsprioriteterne med reducerede budgetter.

Ud over integrationsmålene indgår programmeringsperioden 2007-2013 i at fremme politikker for innovation og konkurrenceevne, idet EU har tilkendegivet, at det ønsker at indhente de andre stormagter (USA og Japan) og at afsætte 3 % af sit BNP til forskning og udvikling.

Den fjerde rapport om samhørighed viser, at der er meget store forskelle, hvad angår investering i forskning og udvikling: Selv om 27 regioner investerer mere end målet fra Barcelona om at anvende mere end 3 % af deres BNP i forskning og udvikling, er udgifterne til forskning og udvikling i mere end 100 regioner ikke engang nået op på 1 %. Det fremgår ligeledes, at forsknings- og udviklingsaktiviteterne først og fremmest er koncentreret i hovedstæderne, men at visse regioner med gode økonomiske resultater uden større byområder har vist, at en høj investerings- og beskæftigelsesrate for forskning og udvikling ikke nødvendigvis er afhængig af en større koncentration af befolkningen i byer.

Inden for rammerne af den reviderede Lissabon-strategi er der derfor blevet indført et øremærkningssystem for at prioritere lån til udgifter forbundet med denne fremgangsmåde.

På grundlag af allerede modtagne operationelle programmer anføres det i rapporten, at i gennemsnit 64 % af ressourcerne til konvergensmålet og 80 % under målet om konkurrenceevne vil blive tildelt investeringer relateret til udgifter i forbindelse med Lissabon-strategien, hvilket svarer til ca. 210 mia. EUR, dvs. 55 mia. EUR mere end i den foregående periode.

Samhørighedspolitikken virker uden tvivl som en katalysator på konkurrenceevnen og væksten i et område, særlig med udviklingen af offentlig-private partnerskaber, territoriale synergier for beskæftigelsen samt innovation og forskning, hvor små og mellemstore virksomheder med lethed kan samarbejde med universiteter og lokale udviklingsstrukturer.

Men hvis samhørighedspolitikken skal være et bidrag til finansiering af innovation og forskning som led i Lissabon-strategien, er en fleksibel tilgang til prioritering af fonde nødvendig for at sikre en afbalanceret udvikling af regionerne. Hvis samhørighedspolitikken imidlertid betragtes som et instrument til finansiering af Lissabon-strategien, bliver det ikke muligt at nå målene med samhørighedspolitikken eller målene i Lissabon-strategien. Samhørighedspolitikken kan ikke betragtes som et instrument til at nå mål på andre politiske områder, det er en fællesskabspolitik med stor europæisk merværdi, som har sin egen eksistensberettigelse, nemlig samhørighed.

I betragtning af de dårlige resultater, der blev understreget ved midtvejsrevisionen, men også fordi den er stærkt begrænset af EU-budgettet i et EU med 27 medlemsstater, er det primære formål med samhørighedspolitikken ikke, at EU skal være den mest konkurrencedygtige videnøkonomi i verden.

Det er en af grundene til, at strukturpolitikkerne ikke må blive placeret i et snævert perspektiv og være temaopdelt, men at de skal indgå i en tilgang, som er integreret med de andre EU-politikker og med medlemsstaternes offentlige politikker.

Vedtagelsen af den territoriale dagsorden og Leipzig-chartret på ministermødet i Leipzig den 24. og 25. maj 2007 er et vigtigt skridt til fremme af en integreret tilgang. Målene herfor bør resultere i vedtagelse af et konkret handlingsprogram med henblik på en bedre integration af den territoriale dimension i alle de offentlige og nationale politikker samt i EU-politikkerne.

Fastholdelse af kursen for den territoriale samhørighed

Samhørighedspolitikken skal fokusere på det grundlæggende mål om territorial samhørighed og må ikke (som en streng prioritering af lån medfører) være koncentreret om de regioner, hvor der er størst potentiale for en stigning i produktivitet og beskæftigelse, idet man således risikerer at marginalisere regioner med begrænset vækstpotentiale, og som heller ikke er støtteberettigede under konvergensmålet.

I den fjerde rapport gøres der status over den territoriale samhørighed i EU-27, og det konstateres, at der er en stor koncentration af den økonomiske aktivitet i hovedstæderne. Således stod hovedstadsområderne i 2004 i gennemsnit for 32 % af BNP i deres land, selv om de udgjorde 22 % af befolkningen. Dette fænomen er mest udtalt og i stærkest udvikling i de nye medlemsstater.

I rapporten analyseres den territoriale udvikling på lokalt plan, hvor den stigende urbanisering vender op og ned på den demografiske ligevægt, samtidig med at forstadsdannelsen er den dominerende tendens i de europæiske byer, og der sker en affolkning af landområderne. Hvis man ikke ændrer de offentlige politikker, vil disse regionale forskelle blive øget i fremtiden.

Undersøgelsen fra Observationscenteret for EU's Fysiske og Funktionelle Udvikling (ORATE) om "Regionernes udvikling"(1) er meget relevant i den forbindelse. Med undersøgelsen kan man sammenligne to scenarier for territorial udvikling på lang sigt. Det ene scenarium er udelukkende målrettet mod konkurrenceevnen. Det vil medføre en større økonomisk vækst, samt at der opstår nye teknologier, men det indebærer større miljømæssige og sociale udgifter, som på lang sigt kan resultere i økonomisk og socialt utilfredsstillende resultater.

På den anden side viser et scenarium målrettet mod samhørighed en mere uklar model, hvad angår hovedstadsområders tiltrækningskraft og polariseringen omkring dem. Der kan opstå en række integrationsområder med gode økonomiske resultater både centralt i Europa og i mere eller mindre perifere områder.

I denne model med polycentrisk udvikling er der ganske vist en svagere økonomisk vækst end i det første scenarium, men den er bedre fordelt geografisk, og man undgår således en polarisering i et begrænset område af befolkningskonflikter og socialt og miljømæssigt pres.

Derfor er det vigtigt at målrette udgifterne endnu mere effektivt mod projekter, i hvilke alle regioners tiltrækningskraft struktureres. Man må ikke glemme, at en af Europas store fordel, hvad angår konkurrenceevne, er dets mangfoldighed.

Dette skal indgå i en afbalanceret og bæredygtig udvikling, i hvilken der tages hensyn til de regionale behov, som skal fastsættes hensigtsmæssigt. EU's regionalpolitik skal derfor gennemføres i tæt partnerskab med de regionale aktører, og den skal være koordineret med de andre nationale og europæiske politikker. Det bør derfor undersøges, om den struktur, Kommissionen har etableret, og som er Fællesskabets strategiske retningslinjer, den nationale strategiske referenceramme og operationelle programmer, er den bedste måde at etablere et egentligt forvaltningssystem med flere niveauer og en passende fastlæggelse af regionale behov.

Nye regionale udfordringer og EU-budgettet

I den fjerde rapport anføres det, at de regionale og interregionale forskelle er betydeligt mere udtalte i EU end i USA og Japan. Selv om den næsten samtidige optagelse af 12 nye medlemsstater har forstyrret statistikkerne lidt, er der alligevel kolossale regionale udfordringer, der skal tages op, hvad enten det drejer sig om økonomisk og teknologisk udvikling, tilgængelighed eller livskvalitet.

Hertil kommer nye udfordringer, som vil blive forstærket i de kommende år. Det kan være koncentration af befolkningen i byer, som medfører problemer med trafikpropper og sociokulturel integration i byerne, demografiske ændringer, som især giver sig udslag i aldring af befolkningen, folkevandringer, den fortsatte globalisering og den øgede efterspørgsel efter landbrugsprodukter, klimaændringer, der afspejles i en større sårbarhed over for naturkatastrofer på visse områder og de stigende energipriser.

Disse nye udfordringer tilfører den territoriale udvikling en ny dimension, hvilket gør det nødvendigt at bibeholde strukturpolitikkerne efter 2013. Det er derfor nødvendigt ikke udelukkende at fokusere på de nye medlemsstater, da disse udfordringer også er meget vigtige for EU-15, og de betyder, at der skal anvendes en bredere tilgang end i Lissabon-strategien.

Endvidere viser konklusionerne i den fjerde rapport om de fremtidige udfordringer for samhørighedspolitikken, at det er af afgørende betydning at udarbejde nye indikatorer ud over BNP pr. indbygger, som bedre gengiver den territoriale virkelighed i den enkelte region og graden af samhørighed i området.

Det vigtigt, at disse nye udfordringer integreres i strukturpolitikkerne, og at de tildeles de nødvendige ressourcer, da graden af territorial samhørighed i stigende grad afhænger af den territoriale virkning heraf, og på hvilken måde de kommer til at indgå i de offentlige politikker.

Det er interessant at se den fornyede og stigende interesse, som f.eks. Kina og Rusland viser for EU's samhørighedspolitik som en måde at sikre en afbalanceret regional udvikling.

Denne udgør for tiden ca. en tredjedel af EU's budgetudgifter og bliver i 2008 den vigtigste post i budgetudgifterne.

Trods udvidelsen og nye territoriale udfordringer falder midlerne imidlertid i forhold til EU's BNP. I henhold til Kommissionens overslag vil udgifterne til samhørighed i 2013 kun udgøre 0,35 % af BNP, hvilket svarer til niveauet i begyndelsen af 1990'erne.

Som bekendt forsøger visse medlemsstater at renationalisere samhørighedspolitikken, idet de er tilbøjelige til at anlægge en rent regnskabsmæssig tilgang til fællesskabspolitikkerne. Som det fremgår af den fjerde rapport om samhørighed er strukturprogrammers merværdi dog andet og mere end tal.

Når man gør status over, hvor sundt EU's budget er i 2008-2009, skal samhørighedspolitikken først og fremmest ses ud fra dens bidrag til den europæiske integration og ikke blot som et omfordelingsinstrument. Hvis dette ikke sker, risikerer man at sætte selve den europæiske integrationsproces på spil.

I den forbindelse glæder ordføreren sig over vedtagelsen i maj af den territoriale dagsorden, som er en nødvendig køreplan, der gør det muligt for Rådet og det enkelte EU-formandskab at sætte fokus på den politiske prioritering af territorial samhørighed.

Konklusion

I fremtiden og især efter 2013 vil EU have behov for en permanent og dynamisk regionalpolitik med det formål at

Ø sikre en vellykket tilpasning hos de nye medlemsstater

men også garantere den territoriale ligevægt i hele Europa

Ø sikre en effektiv ledsagelse af Lissabon-strategien (og Göteborg-strategien)

  men også danne modvægt til en overdreven "lissabonisering", som vil kunne skabe nye skævheder

Ø understøtte sektorbestemte politikker

  men først og fremmest sikre en integreret tilgang til EU's politikker

Ø sikre borgerens opbakning om EU

  og forebygge eller bidrage til afhjælpning af kriser

Ø afhjælpe de tungeste strukturelt betingede handicap i EU (fjernområder, øer, bjergområder, regionerne i det nordligste Europa osv.)

  samt tage nye store udfordringer op, især vedrørende klima, energi og bæredygtig udvikling, demografi og byudvikling

Ø fremme en forvaltning på flere niveauer af regionernes Europa

  og udvikle det interregionale og transnationale samarbejde såvel som samarbejdet på tværs af grænserne og gøre den territoriale samhørighed til et prioriteret EU-mål.

(1)

"Regionernes udvikling i 2030. Territoriale scenarier for Europa", ESPON 2006.


UDTALELSE FRA BUDGETUDVALGET (18.12.2007)

til Regionaludviklingsudvalget

om fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed

(2007/2148(INI))

Rådgivende ordfører: Nathalie Griesbeck

FORSLAG

Budgetudvalget opfordrer Regionaludviklingsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. bemærker, at pr. 5. juli 2007 er saldoen for uindfriede forpligtelser (UF) for den forudgående programperiode på 92 693 millioner EUR, og at størsteparten af dette beløb (over 65 milliarder EUR) vedrører projekter under mål 1 (over 70 % af forpligtelsesbevillingerne);

2. bemærker, at samhørighedspolitikken (EFRU, samhørighedsfonden og ESF) herefter udgør 36 % af den finansielle ramme for 2007–2013, eller hvad der svarer til 347 milliarder EUR til løbende pris;

3. henleder opmærksomheden på den betydelige forsinkelse af udbetalingerne til de politiske tiltag under udgiftsområde 1b (Samhørighed), selvom der er tale om en EU-politisk prioritet inden for den finansielle ramme for 2007–2013;

4. beklager, at UF har antaget en størrelse svarende til tre års forpligtelser, hvilket giver anledning til bekymring, idet to år regnes for at være den tilladte, "normale" tærskel, og mener, at det vil være hensigtsmæssigt at bremse denne tendens med henblik på revisionen af den finansielle ramme;

5. bemærker, at Revisionsretten i sin årsberetning for regnskabsåret 2006 (kapitel 6, pkt. 6.39) opstiller en lang række kritikpunkter angående forvaltningen af strukturfondene, især hvad angår det meget høje antal fejlagtige godtgørelser, svarende til mindst 12 % af medfinansieringerne;

6. beklager, at medlemsstaterne og Kommissionen i lang tid har udsat godkendelsen af de nationale strategiske referencerammer og de operationelle programmer for EFRU, ESF og samhørighedsfondene for programperioden 2007–2013; mener, at denne forsinkelse ikke må resultere i, at medlemsstaterne går glip af midler, og opfordrer derfor Kommissionen til at yde medlemsstaterne al nødvendig assistance; understreger, at den faktiske udbetaling under udgiftsområde 1b pr. udgangen af september 2007 tegner sig for 37 % af forpligtelserne og 59 % af betalingerne;

7. minder om, at princippet om automatisk frigørelse er afgørende for at kunne tilskynde forvaltningsmyndighederne til hurtigt at finansiere og gennemføre projekter; insisterer på, at princippet for den gældende N+2-regel (og N+3 i de nye medlemsstater i de første tre år af den finansielle ramme for 2007-2013) skal respekteres;

8. minder om, at de forsinkelser, som kan konstateres i gennemførelsen af strukturpolitikken bl.a. skyldes alt for strikse procedurer, og det vil derfor være tilrådeligt at overveje en simplificering af disse procedurer såvel som en klar afgrænsning af ansvars- og kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne;

9. gentager, at medlemsstaterne er ansvarlige for forvaltningen af fondsmidlerne og minder om, at den interinstitutionelle aftale (IIA) af 17. maj 2006 indeholder en erklæring i denne henseende, og at det vil være ønskeligt, om der blev fremsat en national erklæring fra relevant politisk hold vedrørende fællesskabsmidler og delt forvaltning;

10. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om så hurtigt som muligt at færdiggøre de seneste operationelle programmer, som endnu ikke er blevet godkendt;

11. anmoder Kommissionen om så hurtigt som muligt at iværksætte den nye programperiode under hensyntagen til principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning, investeringsrentabilitet og medlemsstaternes evne til effektivt at optage støttemidlerne; understreger ligeledes medlemsstaternes og forvaltningsmyndighedernes vigtige rolle, hvad angår punktlig og disciplineret efterlevelse af betingelserne for betaling;

12. minder om Europa-Parlamentets og Rådets fælles forpligtelse angående kontrol af godkendelsesprocedurerne for operationelle programmer og projekter, og anmoder Kommissionen om at tilvejebringe redskaber til overvågning under budgetproceduren, jævnfør anmodningen i den fælles erklæring af 13. juli 2007;

13. mener, at med dette mål for øje vil det være tilrådeligt at indføre fælles indikatorer for alle medlemsstaterne til måling af både kvantitativ og kvalitativ præstation, og minder om, at lønninger, fattigdomsindikatorer, livskvalitet, forventet levetid, konkurrenceevne og variationer i tallene for langtidsledighed såvel som omfanget af offentlige ydelser i regionerne især skal tælles med som kvalitative indikatorer; anmoder om, at de medlemsstater og regioner, som modtager EU-støttemidler, gør mere tydeligt opmærksom på EU's rolle, således at borgerne bliver klar over, at EU yder store bidrag til udviklingen af deres områder og til samhørigheden;

14. opfordrer Kommissionen til i sine følgende rapporter at analysere, i hvilket omfang de forskellige instrumenter og politikker, herunder samhørighedspolitikken, har bidraget til de fremskridt, der er blevet opnået inden for økonomisk og social samhørighed; mener, at fremskridt og problemer skal analyseres inden for alle vigtige områder, især hvad angår Lissabon-strategien.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato vedtaget

18.12.2007

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

30

1

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Laima Liucija Andrikienė, Reimer Böge, Konstantinos Botopoulos, Paulo Casaca, Daniel Dăianu, Valdis Dombrovskis, Brigitte Douay, Göran Färm, Szabolcs Fazakas, Ingeborg Gräßle, Louis Grech, Nathalie Griesbeck, Catherine Guy-Quint, Jutta Haug, Ville Itälä, Anne E. Jensen, Wiesław Stefan Kuc, Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk, Nils Lundgren, Vladimír Maňka, Cătălin-Ioan Nechifor, Gérard Onesta, Margaritis Schinas, Esko Seppänen, László Surján, Gary Titley, Kyösti Virrankoski, Ralf Walter

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Michael Gahler, Marusya Ivanova Lyubcheva, Paul Rübig

Stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2, til stede ved den endelige afstemning

 

 


UDTALELSE FRA FISKERIUDVALGET (23.11.2007)

til Regionaludviklingsudvalget

om fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed

(2007/2148(INI))

Rådgivende ordfører: Pedro Guerreiro

FORSLAG

Fiskeriudvalget opfordrer Regionaludviklingsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  beklager manglen på oplysninger og en specifik evaluering for fiskerisektoren og det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF) i den fjerde rapport om økonomisk og social samhørighed i EU;

2.  understreger på ny den fælles fiskeripolitiks betydning for en forbedring af den sociale og økonomiske samhørighed i kystområderne, for den lokale udvikling og for de kulturelle traditioner;

3.  understreger, at der inden for fiskerisektoren i de seneste 10 år har været et fald i beskæftigelsen (på 35 %), i antallet af skibe (på 20 %) og i fangsten (på 28 %), som har haft alvorlige socioøkonomiske konsekvenser i ugunstigt stillede regioner og samfund;

4.  henviser til, at efter den seneste udvidelse af EU er nogle mål 1-regioner, der er kendetegnet ved betydelige aktiviteter inden for fiskerisektoren, med urette blevet ringere stillet på grund af den såkaldte "statistiske effekt", uden at de alvorlige strukturproblemer og ulighederne, som de pågældende regioner lider under, er blevet overvundet;

5.  anmoder indtrængende om, at EU's strukturpolitik for fiskerisektoren reelt fremmer en modernisering og bæredygtig udvikling inden for sektoren, beskæftigelsens bevarelse, en rimelig indkomst og en forbedring af fiskernes leve- og arbejdsforhold;

6.  beklager, at bevillingerne fra Den Europæiske Fiskerifond (EFF) i et EU med 27 medlemsstater ikke afviger væsentligt fra IFOP-budgettet i et EU med 15 medlemsstater, og mener, at EFF-finansieringen bør styrkes;

7.  mener, at den fælles fiskeripolitik forudsætter tilstedeværelsen af finansielle ressourcer i et passende omfang til fiskerisektoren på EU-niveau, især af hensyn til kystfiskeriet og det ikke-industrialiserede fiskeri, så der kan reageres fyldestgørende på de behov og udfordringer, som sektoren står over for;

8.  understreger, at fiskerisektoren yder et uundværligt bidrag til de socioøkonomiske forhold i fiskersamfundene i konvergensregionerne, som lider under permanente geografiske eller naturlige handicap, f.eks. regionerne i den yderste periferi, men også i de fattige fiskersamfund i velstillede regioner;

9.  beklager de vedvarende og endda mere omfattende regionale skævheder og økonomiske og sociale uligheder mellem de forskellige medlemsstater og internt i disse; understreger, at der i øjeblikket eksisterer forskelle mellem visse medlemsstater og regioner inden for EU;

10. mener, at samhørighedspolitikken er et vigtigt instrument til at fremme begrænsningen af regionale skævheder og sociale uligheder, fremme den reelle konvergens, stimulere vækst og beskæftigelse og fordele og kompensere for omkostningerne i forbindelse med det indre marked, navnlig i de ugunstigt stillede regioner; mener derfor, at det er nødvendigt at styrke fællesskabsfinansieringen af samhørighedspolitikken og sikre dens korrekte gennemførelse;

11. afviser ethvert forsøg på at indføre nye betingelser - såsom politisk-økonomiske udviklingskriterier - for tildelingen af finansielle ressourcer i forbindelse med samhørighedspolitikken, eftersom de ville gøre adgangen til denne politik endnu mere begrænset, navnlig for konvergensregionerne; mener, at BNP per capita fortsat bør anvendes som basisindikator for støtteberettigelse som led i EU's samhørighedspolitik;

12. understreger i forbindelse med den kommende formulering af en søfartspolitik for EU princippet om, at der til nye mål skal afsættes nye og mere omfattende finansielle midler, og at EFF derfor ikke må blive berørt.

PROCEDURE

Dato for vedtagelse

22.11.2007

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

25

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Alfonso Andria, Stavros Arnaoutakis, Elspeth Attwooll, Iles Braghetto, Paulo Casaca, Zdzisław Kazimierz Chmielewski, Carmen Fraga Estévez, Duarte Freitas, Ioannis Gklavakis, Alfred Gomolka, Pedro Guerreiro, Heinz Kindermann, Rosa Miguélez Ramos, Philippe Morillon, James Nicholson, Willi Piecyk, Struan Stevenson, Catherine Stihler, Margie Sudre, Daniel Varela Suanzes-Carpegna, Cornelis Visser

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Ole Christensen, Josu Ortuondo Larrea, Carl Schlyter

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf


RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

23.1.2008

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

49

1

3

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Alfonso Andria, Emmanouil Angelakas, Stavros Arnaoutakis, Elspeth Attwooll, Jean Marie Beaupuy, Rolf Berend, Jana Bobošíková, Victor Boştinaru, Antonio De Blasio, Bairbre De Brún, Petru Filip, Gerardo Galeote, Iratxe García Pérez, Eugenijus Gentvilas, Ambroise Guellec, Pedro Guerreiro, Marian Harkin, Jim Higgins, Filiz Hakaeva Hyusmenova, Mieczysław Edmund Janowski, Gisela Kallenbach, Tunne Kelam, Evgeni Kirilov, Constanze Angela Krehl, Jamila Madeira, Mario Mantovani, Sérgio Marques, Miroslav Mikolášik, James Nicholson, Lambert van Nistelrooij, Jan Olbrycht, Maria Petre, Pierre Pribetich, Wojciech Roszkowski, Grażyna Staniszewska, Catherine Stihler, Margie Sudre, Oldřich Vlasák, Vladimír Železný

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Peter Baco, Jan Březina, Brigitte Douay, Den Dover, Jill Evans, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Dariusz Maciej Grabowski, Mirosław Mariusz Piotrowski, Francisca Pleguezuelos Aguilar, Christa Prets, Miloslav Ransdorf, Czesław Adam Siekierski, László Surján

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere, jf. artikel 178, stk. 2

 

Vladimir Urutchev

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik