Procedure : 2007/2116(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0033/2008

Indgivne tekster :

A6-0033/2008

Forhandlinger :

PV 12/03/2008 - 19
CRE 12/03/2008 - 19

Afstemninger :

PV 13/03/2008 - 4.7
CRE 13/03/2008 - 4.7
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0102

BETÆNKNING     
PDF 173kWORD 111k
5.2.2008
PE 396.500v02-00 A6-0033/2008

om fængslede kvinders særlige situation og følgerne af forældres fængsling for det sociale liv og familielivet

(2007/2116 (INI))

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling

Ordfører: Marie Panayotopoulos-Cassiotou

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om fængslede kvinders særlige situation og følgerne af forældres fængsling for det sociale liv og familielivet

(2007/2116 (INI))

Europa-Parlamentet,

­ der henviser til EU-traktatens artikel 6 og 7 og artikel 4 i Den Europæiske Unions nye charter om grundlæggende rettigheder, der blev proklameret den 12. december 2007(1) og vedrører beskyttelsen af menneskerettighederne,

­ der henviser til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, især artikel 5, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, især artikel 7, den europæiske konvention af 1987 til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf og den valgfrie protokol hertil om indførelse af en ordning med internationale og nationale uafhængige organers regelmæssige besøg på interneringssteder(2),

­ der henviser til artikel 3 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, de dertil hørende protokoller og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis,

­ der henviser til den ovenfor nævnte europæiske torturkonvention, som har dannet grundlag for Europarådets Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Vanærende Behandling eller Straf samt de rapporter, der udfærdiges i henhold til konventionen,

­ der henviser til FN's anbefalede mindsteregler for behandling af fængslede af 1957 og de erklæringer og principper, som FN's Generalforsamling har vedtaget på dette område,

­ der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989,

­ der henviser til Europarådets resolution (73)5 om samtlige mindsteregler for behandling af indsatte, henstilling R(87)3 om de europæiske fængselsregler og henstilling R(2006)2 om de europæiske fængselsregler,

­ der henviser til henstillinger vedtaget af Europarådets parlamentariske forsamling, herunder henstilling R(2006)1747 om udarbejdelse af et europæisk fængselscharter og henstilling R(2000)1469 om mødre og spædbørn i fængsel,

­ der henviser til sin beslutning af 26. maj 1989 om kvinder og børn i fængsel(3), sin beslutning af 18. januar 1996 om dårlige fængselsforhold i Den Europæiske Union(4), sin beslutning af 17. december 1998 om fængselsforholdene i Den Europæiske Union: Indretning og alternativer til straf (5), og sin henstilling af 9. marts 2004 til Rådet om indsattes rettigheder i Den Europæiske Union(6),

­ der henviser til forretningsordenens artikel 45,

­ der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6‑0033/2007),

A. der henviser til, at enhver indsat i medfør af de internationale(7) og europæiske konventioner(8) har krav på at blive behandlet i overensstemmelse med menneskerettighederne, og at fængselsvilkårene skal være i overensstemmelse med principperne om menneskelig værdighed, ikke-diskrimination og respekt for privatliv og familieliv samt være underlagt uafhængige organers regelmæssige evaluering,

B. der henviser til, at der skal tages hensyn til indsatte kvinders særlige behov og situation i medlemsstaternes domsafgørelser, straffelovgivning og fængselsinstitutioner,

C. der henviser til, at fængselsforholdene for kvinder afspejler kvindernes stilling i samfundet generelt, idet de indsættes i et system, der hovedsageligt er indrettet, bygget og styret af mænd og til mænd,

D. der henviser til, at der bør gennemføres konkrete tiltag, der tager hensyn til kvinders særlige behov, navnlig anvendelsen af alternative straffe,

E. der henviser til, at indsatte gravide kvinder skal have adgang til den nødvendige støtte, information og de nødvendige faciliteter, således at graviditet og fødsel kan forløbe forsvarligt, og især have adgang til sund kost, passende sanitære forhold, frisk luft, motion og svangreomsorg,

F. der henviser til, at alle indsatte af begge køn skal have lige adgang til lægehjælp, men at der i fængselspolitikken kan tages særligt hensyn til forebyggelse, opfølgning og behandling af kvindespecifikke helbredsproblemer, såvel fysiske som mentale,

G. der henviser til, at moderens mentale og fysiske helbred skal ses i sammenhæng med barnets,

H. der henviser til, at et stort antal indsatte kvinder er eller har været afhængige af narkotika eller andre stoffer(9), hvilket kan være årsag til mentale eller adfærdsmæssige forstyrrelser, som kræver passende medicinsk eller social og psykologisk behandling inden for rammerne af en overordnet fængselssundhedspolitik,

I. der henviser til, at man i dag er klar over, at mange af de indsatte kvinder har været udsat for vold, seksuelt misbrug, mishandling i familien og i parforholdet, at de lider under betydelig økonomisk og psykologisk afhængighed, og at der er en direkte sammenhæng mellem disse forhold og deres kriminelle fortid og de fysiske og psykiske følgevirkninger, f.eks. i form af posttraumatisk stress,

J. der henviser til, at fængselspersonalet skal være tilstrækkeligt uddannet i og bevidst om at tage hensyn til ligestillingsaspektet og til de indsatte kvinders særlige behov og situation; der henviser til, at der burde udvises særlig opmærksomhed over for de mest sårbare af disse indsatte, nemlig de mindreårige og de handicappede,

K. der henviser til, at opretholdelsen af de familiemæssige bånd er en afgørende faktor i den sociale reintegration og forebyggelsen af tilbagefald og er en ret, som alle de indsatte, deres børn(10) og deres øvrige familiemedlemmer har, og at udøvelsen af denne ret ofte kompliceres i særlig grad for kvinderne på grund af de få fængselsinstitutioner for kvinder, hvilket bevirker, at institutionerne ofte ligger langt væk fra familien,

L. der henviser til, at der altid skal tages hensyn til barnets tarv, når der træffes afgørelser om dets adskillelse fra eller forbliven hos den indsatte forælder, at det under alle omstændigheder skal sikres, at den anden forælder kan udøve sin forældremyndighed, og at der skal indføres de nødvendige procedurer til sikring af, at de følelsesmæssige bånd til familien (søskende, bedsteforældre og andre familiemedlemmer) kan opretholdes,

M. der henviser til, at de kontraherende stater i medfør af førnævnte konvention om barnets rettigheder (og derudover i medfør af andre internationale instrumenter(11)) har forpligtet sig til at sikre ethvert barn uden nogen form for forskelsbehandling og uafhængigt af dets forældres retlige status opfyldelsen af alle dets rettigheder i henhold til denne konvention, navnlig retten til tilstrækkelig lægehjælp, fritidsaktiviteter og uddannelse, og at denne forpligtelse ligeledes gælder børn, der bor sammen med en indsat forælder,

N. der henviser til, at fængselsinstitutionerne ud over at straffe ulovlige handlinger også skal varetage opgaven med at reintegrere de indsatte socialt og fagligt, idet de tager hensyn til den sociale udstødelse og fattigdom, som ofte kendetegner et stort antal indsattes fortid af begge køn(12),

O. der henviser til, at mange af de kvinder, der indsættes i fængslerne, er involveret i løbende retlige procedurer (fjernelse fra hjemmet, anbringelse i pleje, skilsmisse eller separation, udsættelse af bolig osv.), hvilket indebærer, at de pågældende befinder sig i en sårbar situation og i en permanent tilstand af usikkerhed og stress;

P. der henviser til, at indsatte i mange tilfælde savner viden om deres muligheder i samfundet, og at manglende, mistet eller ugyldig administrativ dokumentation (identitetskort, sygesikringskort, familiekort osv.), hvad enten den indsatte har mistet dem eller dokumenterne er ugyldige, i praksis ofte hindrer de pågældende i at udøve de rettigheder, som alle borgere i medlemsstaterne har;

Q. der henviser til, at det stigende antal kvinder i fængsel delvist skyldes forringede økonomiske forhold for kvinder,

R. der henviser til, at indsatte kvinders og mænds lige adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse og fritidsaktiviteter under indsættelsen er grundlæggende for deres psykiske ligevægt og deres reintegration i samfundet og arbejdslivet,

S. der henviser til, at tilbuddene til indsatte af begge køn om uddannelse, beskæftigelse, fritid og personlig udvikling, uanset hvor omfattende de er, ikke i sig selv er tilstrækkelige, og at det er nødvendigt at udarbejde ledsageprogrammer med henblik på at inddrage dem i planlægningen og gennemførelsen af deres reintegration,

T. der henviser til, at de indsatte kvinder uden nogen form for forskelsbehandling skal have adgang til lønnet beskæftigelse og deltagelse i frivilligt arbejde såvel som forskellige muligheder for erhvervsuddannelse og medborgerkundskab, der peger frem mod deres udslusning i samfundet efter endt afsoning og er tilpasset arbejdsmarkedets krav,

U. der henviser til, at den sociale reintegration af de indsatte af begge køn og forebyggelsen af tilbagefald afhænger af kvaliteten af de rammer, der stilles til rådighed under indsættelsen, navnlig samarbejdet med virksomheder og sociale myndigheder, samt af den opfølgning og faglige og sociale bistand, der tilbydes efter udstået straf,

V. der henviser til, at der er stort behov for kønsopdelte, generelle, sammenlignelige og aktuelle data og statistikker,

Fængselsvilkår

1. opfordrer medlemsstaterne til at investere tilstrækkelige ressourcer i modernisering og tilpasning af deres fængselsinfrastruktur og til at gennemføre Rådets ovennævnte henstilling R(2006)2 med henblik på at sikre fængselsvilkår, der respekterer den menneskelige værdighed og de grundlæggende rettigheder, navnlig for så vidt angår lokaleforhold, sundhed, hygiejne, ernæring, ventilation og lys;

2. gentager sin anmodning til Kommissionen og Rådet angående vedtagelsen i medfør af artikel 6 i EU-traktaten af en rammebeslutning om minimumsstandarder til beskyttelse af de indsattes rettigheder (således som også Europarådet anbefaler i ovennævnte henstilling R(2006)2) og opfordrer Rådet til at formidle og fremme efterlevelsen af Europarådets fængselsregler med det mål for øje at øge harmoniseringen af fængselsforholdene i EU, især ved at tage hensyn til kvinders særlige behov, såvel som ved en klar erklæring om rettigheder og pligter for indsatte af begge køn;

3. tilskynder Kommissionen til i sin årsberetning om menneskerettigheder at medtage en evaluering af overholdelsen af de mandlige og kvindelige indsattes grundlæggende rettigheder og de særlige fængselsvilkår, der gælder for kvinder;

4. opfordrer medlemsstaterne og kandidatlandene til at ratificere den valgfrie protokol til den europæiske torturkonvention(13) om opbygning af et uafhængigt kontrolsystem for fængsler og tilskynder Rådet og Kommissionen til at fremme ratificeringen af denne konvention og den tilhørende protokol inden for rammerne af EU's udenrigspolitik;

5. minder om, at forvaltningen af fængslerne skal leve op til nationale og internationale, juridiske standarder, og at dette bør sikres ved jævnlige inspektioner fra de kompetente myndigheders side;

6. opfordrer medlemsstaterne til at tage alle nødvendige skridt til at sikre ro og orden i fængslerne og personalets og de indsattes sikkerhed ved at forebygge voldelige og krænkende situationer, som kvinder og indsatte tilhørende etniske minoriteter er særlige sårbare over for;

7. minder om de særlige forhold, der gør sig gældende i kvindefængsler, og insisterer på oprettelsen af strukturer, der kan garantere kvindelige indsattes sikkerhed og reintegrering i samfundet;

8. opfordrer medlemsstaterne til at integrere ligestillingsaspektet i deres fængselspolitik og fængselsinstitutioner og til i højere grad at tage kønsspecifikke hensyn og hensyn til de indsatte kvinders ofte traumatiske fortid, navnlig ved at bevidstgøre og uddanne sundheds- og vagtpersonalet hensigtsmæssigt, og ved at undervise kvinderne i grundlæggende værdier:

           a) gennem integrering af ligestillingsaspektet ved indsamling af data på alle områder, hvor det er nødvendigt, hvilket kan bidrage til at belyse kvindernes problemer og behov;

           b) gennem nedsættelse i alle medlemsstaterne af en undersøgelseskommission og indførelse af ordninger med permanent mægling for effektivt at kunne føre tilsyn med forholdene for de indsatte og afhjælpe årsagerne til den forskelsbehandling, som kvinder stadig udsættes for i fængselsvæsenet;

           c) ved i debatter på lokalt, regionalt og nationalt plan at henlede opmærksomheden på indsatte og løsladte kvinders behov for derigennem at tilskynde til positive foranstaltninger i forbindelse med den sociale indsats, bolig- og uddannelsesforhold m.m.;

9. opfordrer medlemsstaterne til at garantere lige og ikke-diskriminerende adgang for kvinder til alle former for lægehjælp af samme kvalitet, som den resten af befolkningen får tilbudt, med henblik på effektivt at forebygge og behandle kvindespecifikke sygdomme(14);

10. minder om, at det er nødvendigt at sørge for, at der i fængselsvæsenet i højere grad tages hensyn til indsatte kvinders særlige hygiejnebehov og til forsyningen med de nødvendige hygiejneartikler;

11. opfordrer medlemsstaterne til at vedtage en overordnet fængselssundhedspolitik, som indebærer påvisning og behandling af fysiske og mentale forstyrrelser allerede ved indsættelsen og ydelse af medicinsk og psykologisk hjælp til alle mandlige og kvindelige indsatte, der er misbrugere, dog under hensyntagen til kvindespecifikke forhold;

12. opfordrer medlemsstaterne til at tage alle nødvendige skridt for at kunne yde psykologhjælp til alle kvindelige indsatte, især til kvinder, der har været udsat for vold eller mishandling, og til enlige mødre og mindreårige kriminelle, med det formål at sikre dem bedre beskyttelse samt give dem mulighed for at opretholde og forbedre deres familierelationer og sociale netværk og dermed også forbedre deres chancer for integrering i samfundet; opfordrer til, at de ansatte i fængselsvæsenet uddannes og orienteres om den særlige sårbarhed, der er kendetegnende for kvindelige indsatte;

13. anbefaler, at fængsling af gravide kvinder og mødre med ansvar for små børn kun anvendes som sidste udvej, og at disse kvinder i sådanne ekstreme tilfælde får tildelt en større celle, helst en enecelle, og vises særlig opmærksomhed, især med hensyn til ernæring og hygiejne; mener desuden, at gravide indsatte bør kunne modtage kvalificeret svangreomsorg og deltage i forældrekurser af samme kvalitet som gravide uden for fængslet;

14. gør opmærksom på, at barnet ved ukomplicerede fødsler fjernes fra moderen inden for 24–72 timer efter fødslen, og opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje alternative løsninger;

15. understreger nødvendigheden af, at retssystemet respekterer barnets rettigheder i behandlingen af sager, som vedrører fængsling af mødre;

Opretholdelse af de familiemæssige og sociale bånd

16. anbefaler, at andre straffemetoder end fængsling som f.eks. forskellige former for samfundstjeneste anvendes oftere, især når det drejer sig om mødre, når den pådømte straf er forholdsvis mild og risikoen for offentlighedens sikkerhed er lav, og i de tilfælde, hvor fængsling kan medføre alvorlige forstyrrelser i familielivet, navnlig når mødrene er eneforsørgere eller har små børn, eller når de har ansvaret for pasning eller pleje af afhængige eller handicappede personer; minder om, at de retslige myndigheder skal tage hensyn til disse forhold, når de vælger straf, navnlig til den retsforfulgtes børns tarv; opfordrer desuden til, at det overvejes, om også de mandlige indsatte, som har ansvaret for pasning af mindreårige børn eller har andre forsørgerbyrder, kan være omfattet af de samme foranstaltninger som dem, der gælder for mødre;

17. understreger, at konsekvenserne af afsondring og angst for gravide indsattes helbred også kan få alvorlige eller endda farlige konsekvenser for barnet, hvilket der i allerhøjeste grad må tages hensyn til ved beslutninger om fængsling;

18. insisterer endvidere på nødvendigheden af, at domsmyndighederne undersøger, hvorvidt der er børn tilknyttet den sigtede, inden der træffes afgørelse om fængsling, eller at der ved domfældelse tages skridt til at sikre, at barnets rettigheder respekteres i fuld udstrækning;

19. opfordrer medlemsstaterne til at øge antallet af kvindefængsler og fordele dem bedre over hele landet, så de indsatte kvinder lettere kan opretholde de familiemæssige og venskabelige bånd, ligesom de skal have mulighed for at deltage i religiøse ceremonier;

20. anbefaler, at medlemsstaterne tilskynder fængselsinstitutionerne til at vedtage fleksible regler om hyppighed og varighed af og vilkår og tidspunkter for de besøg, som skal være tilladt familie, venner og tredjepart;

21. opfordrer medlemsstaterne til at lette familiens forening og navnlig de fængslede forældres samvær med deres børn, medmindre det strider mod barnets tarv, gennem etablering af modtagelsesfaciliteter, hvor atmosfæren afviger fra fængselsmiljøet, og hvor der kan foregå fælles aktiviteter og en passende følelsesmæssig kontakt;

22. opfordrer medlemsstaterne til at overholde deres internationale forpligtelser(15) ved at sikre ligeret og ligebehandling for børn, der bor sammen med deres indsatte forælder, og at skabe livsvilkår, som passer til deres behov, i fuldstændigt uafhængige afdelinger, der så vidt muligt befinder sig uden for det almindelige fængselsmiljø, som gør det muligt for dem at gå i daginstitutioner eller de normale skoler, som omfatter en fleksibel og liberal udgangsordning med ledsagelse af familiemedlemmer eller personale fra sammenslutninger, der beskæftiger sig med at beskytte børn, hvilket giver dem mulighed for en god fysisk, mental, moralsk og social udvikling, og som omfatter den nødvendige infrastruktur og kvalificeret personale, som kan bistå de indsatte mødre i udøvelsen af deres uddannelses- og opdragelsesmæssige ansvar; anbefaler desuden, at det i forbindelse med mindre børn i fængsler gøres lettere for den anden forælder at udøve sin forældremyndighed;

23. beklager, at mange kvindelige indsatte er enlige mødre, og at de mister kontakten til deres børn, sommetider for altid; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde og gennemføre alternative tiltag til at forebygge total adskillelse;

24. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre alle indsatte gratis retshjælp i forbindelse med fængselsopholdet, og at denne i tilfælde af indsatte kvinder især bør omhandle familieret, så der kan findes løsninger på de sager, som omhandler anbringelse, adoption, separation, kønsbetinget vold m.m.;

25. opfordrer til, at der gennemføres oplysningskampagner om de lokale sociale tilbud, der udbydes af lokalsamfundet, og om fremgangsmåderne for ajourføring af dokumenter vedrørende personlige forhold samt familie- og sundhedsforhold, for at indsatte kvinder kan udnytte deres borgerlige rettigheder fuldt ud;

26. opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte et psykosocialt opfølgningsarbejde med henblik på i videst muligt omfang at forberede barnets adskillelse fra dets indsatte mor samt mindske den negative indvirkning heraf;

Social og faglig reintegration

27. anbefaler, at medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger til uden nogen form for forskelsbehandling, heller ikke begrundet i personens køn, at kunne tilbyde de indsatte mænd og kvinder forskellige beskæftigelsesmuligheder, der giver mulighed for personlig tilfredsstillelse, og som er tilstrækkeligt lønnede, samt med henblik herpå at etablere partnerskaber med virksomheder;

28. tilskynder medlemsstaterne til at investere flere ressourcer - bl.a. ved anvendelse af EU's finansielle instrumenter inden for beskæftigelse og social integration såsom Den Europæiske Socialfond og PROGRESS - i inden for fængselsvæsnet at gennemføre programmer for undervisning i læsning og skrivning, livslang læring og erhvervsuddannelse tilpasset arbejdsmarkedets krav med mulighed for at opnå et eksamensbevis;

29. understreger, at disse programmer også skal omfatte sprogkurser, heriblandt undervisning i landets sprog (eller mindst ét af landets sprog) for både mandlige og kvindelige indsatte af udenlandsk herkomst, it-undervisning og kurser om adfærd i sociale og arbejdsmæssige sammenhænge;

30. understreger den afgørende betydning, som ikke-statslige organisationers arbejde har for de indsattes – især kvindernes – sociale og arbejdsmæssige udslusning i samfundet efter afsoningen, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at fremme disse organisationers arbejde i fængselsmiljøet, især gennem en forøgelse af de offentlige tilskud, de modtager, en smidigere forvaltning af bestemmelserne for adgang til fængslerne for organisationernes medarbejdere og en øget forståelse blandt fængselspersonalet for nødvendigheden af et godt samarbejde med disse aktører;

31. mener – bortset fra tilfælde med hårde domme og risiko for den offentlige sikkerhed – at en øget anvendelse af ordninger med straffuldbyrdelse i delvis frihed, der giver indsatte af begge køn mulighed for at arbejde og følge en erhvervsuddannelse uden for fængselsrammerne, vil kunne lette deres sociale og faglige reintegration;

32. understreger, at arbejdsforholdene for de indsatte, både mænd og kvinder, og især gravide og indsatte der netop er nedkommet, skal være i overensstemmelse med den nationale lovgivning og med fællesskabsretten, og skal være underlagt jævnlig kontrol fra de kompetente myndigheders side;

33. understreger nødvendigheden af at lade indsatte af begge køn indgå i et arbejdsforløb samt i et forløb beregnet på social reintegration, bl.a. med udgangspunkt i en vurdering af de indsattes personlige situation, som bør følges op af en årlig evaluering;

34. mener, at det bør prioriteres, at der i samtlige fængsler findes programmer for opfølgning og personlig støtte for de indsatte af begge køn, der frivilligt ønsker at deltage i disse, og som omfatter udarbejdelse, gennemførelse og afslutning af deres personlige udviklingsprojekter og deres integrationsforløb, og som skal fortsættes efter deres løsladelse;

35. minder om, at det er nødvendigt både under fængslingen og bagefter at iværksætte sociale hjælpeforanstaltninger, der skal forberede og hjælpe den indsatte med dennes reintegration, navnlig med at finde en bolig og et arbejde, så han eller hun undgår social udstødelse og tilbagefald efter udstået straf;

36. understreger vigtigheden af at opretholde og stimulere både mandlige og kvindelige indsattes kontaktflade og forbindelse med omverdenen, især gennem adgang til medierne og mulighed for at få kontakt med sociale hjælpeorganisationer, ikke-statslige organisationer og sammenslutninger af bl.a. kulturel eller kunstnerisk art, som fængselsmyndighederne har godkendt;

37. minder om, at regelmæssig adgang for alle indsatte til sports- og rekreative aktiviteter, såvel som til kurser i kunst og kultur er afgørende for, at de indsatte forbliver psykologisk velafbalancerede samt øger deres mulighed for social reintegration;

38. opfordrer Kommissionen til at vise samtlige indsatte særlig opmærksomhed inden for rammerne af dens handlingsplan for kampen mod social udstødelse;

39. anbefaler, at medlemsstaterne viser både mandlige og kvindelige indsatte af udenlandsk herkomst særlig opmærksomhed, bl.a. hvad angår sproglige og kulturelle forskelle, letter adgangen til kontakt med deres nærmeste og med deres lands konsulat samt adgangen til fængselsressourcer og -programmer og informationer, som de er i stand til at forstå; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at tage hensyn til udenlandske kvinders særlige situation i forbindelse med organiseringen af fængselsaktiviteter, til at uddanne personalet til arbejde i en multikulturel sammenhæng, både inden og uden for kriminalforsorgens rammer, og til at etablere mæglingsfaciliteter både i og uden for fængselsinstitutionerne;

40. opfordrer medlemsstaterne til at forbedre den sociale og arbejdsmæssige udslusning i samfundet ved at tage de nødvendige skridt til at indføre regler, som sikrer, at den nationale lovgivning prioriterer, at arbejdsrekruttering af tidligere indsatte, og i særdeleshed mødre, som er alene om at opdrage deres børn og kvindelige kriminelle mindreårige, kan opnå beskæftigelse inden for både den offentlige og den private sektor;

41. opfordrer medlemsstaterne til at udveksle informationer og gode praksis om fængselsforhold, især forholdene for kvinder, vedrørende effektiviteten af tiltag på områderne faglig uddannelse og reintegration i samfundet; finder derfor, at det er vigtigt at fremme og finansiere myndighedernes og de direkte involverede aktørers deltagelse i udformningen af innovative programmer og god praksis samt deres deltagelse i nationale og internationale konferencer og drøftelser som en faktor, der kan motivere til og fremme positive synergier;

42. opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at fremme forskning i fængselsmiljøet med fokus på den kønsspecifikke dimension og finansiere undersøgelser af årsagerne til kriminalitet og af straffesystemernes effektivitet med hensyn til mandlige og kvindelige indsattes chancer for deltagelse i det sociale, familiemæssige og faglige liv;

43. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes, tiltrædelseslandenes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter.

(1)

EUT C af 14.12.2007, s. 1.

(2)

EFT C af 5.2.1996, s. 102.

(3)

EFT C 158 af 26.6.1989, s. 511.

(4)

EFT C 32 af 5.2.1996, s. 102.

(5)

EFT C 98 af 9.4.1999, s. 299.

(6)

EFT C 102 E af 28.4.2004, s. 154.

(7)

Artikel 1, 3, 5 et 12 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne og artikel1 i grundprincipperne for behandling af fængslede, vedtaget af FN's Generalforsamling ved resolution 45/111 af 14. december 1990.

(8)

Artikel 1, 3, 5 et 12 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne og artikel1 i grundprincipperne for behandling af fængslede, vedtaget af FN's Generalforsamling ved resolution 45/111 af 14. december 1990.

(9)

Henstilling R (2006)2, ovennævnt.

(10)

Artikel 9, stk.3 i FN's Konvention om Barnets Rettigheder, ovennævnt

(11)

Artikel 1, 3, 5 et 12 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne og artikel1 i grundprincipperne for behandling af fængslede, ovennævnt.

(12)

Henstilling R (2006)2, ovennævnt.

(13)

EFT C 32 af 5.2.1996, s. 102.

(14)

Henstilling R (2006)2 ovennævnt.

(15)

Henstilling R (2006)2 ovennævnt.


BEGRUNDELSE

Af det samlede antal indsatte i europæiske fængsler udgør kvinderne i gennemsnit 4,5-5 % (varierende fra 2,9 % i Polen til 7,8 % i Spanien).

Fængslerne er stadig indrettet til mandlige fanger, og der er sædvanligvis ikke taget højde for de problemer, der er specifikke for kvinderne, som er en lille, men voksende del af de indsatte. De mest bekymrende områder er lægehjælp, situationen for mødre med børn og den faglige og sociale reintegration.

Statistikken for de indsatte afslører, at der er mange tilfælde af stofmisbrugere blandt de kvindelige fanger, og et højt antal kvinder har en fortid med psykisk, fysisk eller seksuelt misbrug. Kvindernes behov for lægehjælp og hygiejne bør have særlig opmærksomhed, navnlig gravide indsatte kræver specialiserede ressourcer og omsorg med hensyn til ernæring, fysisk træning, tøj, medicin og lægehjælp.

Over halvdelen af de indsatte kvinder i de europæiske fængsler er mor til mindst ét barn, og i Spanien og Grækenland er procentdelen særlig høj. Børn, der bliver hos deres indsatte mødre, kræver tilstrækkelig beskyttelse og omsorg og bør ikke lide under nogen former for diskrimination. Fængsling af kvinder kan have særligt alvorlige følger, når de har været eneforsørgere, før de blev fængslet.

Et andet problem er opretholdelsen af de familiemæssige bånd. Da der findes få kvindefængsler, kan kvinderne blive sat i fængsel langt borte fra hjem og lokalsamfund, hvilket begrænser deres besøgsmuligheder.

Kvinder i fængsel kan også risikere forskelsbehandling med hensyn til adgang til beskæftigelse og almene og erhvervsfaglige uddannelser, der ofte er utilstrækkelige, kønsspecifikke og sjældent tilpasset arbejdsmarkedets behov.

Da antallet af kvindelige indsatte i mange europæiske lande har været stigende og sommetider er steget hurtigere end antallet af mænd i fængsler (f.eks. i England og Wales steg antallet af mandlige indsatte fra 1992 til 2002 med 50 %, mens antallet af kvinder steg 173 %(1)), er det blevet tvingende nødvendigt at træffe foranstaltninger til at imødekomme indsatte kvinders behov.

Lægehjælp i fængslet

Der gives udtryk for bekymring vedrørende lægehjælp i fængslet i næsten alle undersøgelser af de indsattes levevilkår. I henhold til internationale og europæiske standarder og konventioner skal alle fanger, kvinder som mænd, have lige adgang til lægehjælp, som skal være af en kvalitet, der svarer til den, resten af befolkningen har til rådighed.

Selv om kvinder og mænd i fængsel møder nogenlunde de samme helbredsmæssige problemer, er der betydelige forskelle med hensyn til problemernes art, intensitet og kompleksitet mellem de to køn. I fængselssystemet, der primært er indrettet til mænd, tilgodeser fængslets politik, programmer, procedurer og personale ofte ikke kvindernes sundhedsbehov i tilstrækkeligt omfang. Kvinder har andre og flere behov med hensyn til hygiejne, barselspleje og gynækologisk sundhed og ikke mindst psykisk velbefindende, især fordi de i større udstrækning end mænd tidligere eller for nylig har oplevet fysisk, psykisk eller seksuelt misbrug.

Det er derfor vigtigt at understrege, at det er nødvendigt at tilbyde sundhedsprogrammer og hygiejneforhold, som er tilpasset indsatte kvinders særlige behov, og at sikre tilstrækkelig uddannelse af fængslets sundhedspersonale. Dertil kommer, at der er behov for en integreret tilgang til misbrugsproblemer og andre helbredsmæssige problemer.

A. Stofmisbrug

De indsatte kan betragtes som en højrisikogruppe med hensyn til stofmisbrug. Stofmisbrugere er overrepræsenteret i fængslerne, og en stor andel af de kvindelige indsatte er dømt for narkotikakriminalitet (for størstedelens vedkommende besiddelse af narkotika), hvilket viser, at narkotika er et betydeligt og stigende problem for kriminelle kvinder(2).

Ifølge en nylig undersøgelse har dog kun få europæiske lande udformet afvænningsprogrammer for indsatte(3).

I sin årsberetning for 2006(4) konkluderer EMCDDA, at det nu erkendes, at det er nødvendigt at have forståelse for kønsforskelle i den narkotikarelaterede adfærd for at kunne finde effektive løsninger, og at to af de centrale temaer i udviklingen af kvalitetsbehandling på området er lige adgang til tjenesteydelser og bevidsthed om kønsspecifikke spørgsmål i relation til disse ydelser. Blandt de tilgængelige oplysninger i 2006 afslørede nationale rapporter, at kun fire lande (Frankrig, Portugal, Slovakiet og Sverige) har kønsorienterede specifikke projekter for kvindelige stofmisbrugere i fængslerne.

B. Mental sundhed

Fængselsinstitutionen er som sådan ikke kun en dårlig løsning til håndtering af personer med akutte og kroniske psykiske sygdomme, men fængslets isolerende og ansvarsfratagende miljø kan også i sig selv bidrage til udviklingen af psykiske sygdomme. Selv om det er fængselspersonalets opgave at opretholde orden og sikkerhed, er fængslet stadig et fjendtligt miljø, som kan påvirke personer, som tidligere har været udsat for vold og misbrug. Det er derfor af yderste vigtighed, at der bliver vedtaget en integreret sundhedspolitik, som kan dække både psykiske og fysiske problemer, og at psykisk syge fanger får tilbudt psykologisk støtte.

C. Graviditet

FN's Menneskerettighedskomité bemærker i sine kommentarer til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, at gravide kvinder, som er frihedsberøvede, skal have human behandling og respekt for deres menneskelige værdighed til hver en tid og navnlig i forbindelse med fødslen og under barsel med deres nyfødte børn. Medlemsstaterne skal aflægge rapport om de faciliteter, der sikrer dette, og om lægehjælp og sundhedsydelser til disse mødre og spædbørn(5).

Gravide kvinder i fængsel har krav på tilstrækkelig lægehjælp før og efter fødslen, men de må ikke betragtes som lægeligt prioriterede af et sikkerhedsbevidst fængselspersonale med få ressourcer. FN's mindsteregler for behandling af fængslede, regel nr. 23 (1), anbefaler, at der i kvindeinstitutioner er særlige faciliteter til al nødvendig pleje og behandling før og efter fødslen(6). Der er også anbefalinger om ernæringsmæssige krav, særlige medicinske behov og specialiseret fysisk træning, som ikke i tilstrækkelig grad stilles til rådighed i fængselsmiljøet.

Mødre i fængsel

Moderens fængsling kan føre til, at familielivet bryder sammen. Adskillelsen er skadelig for mødre og børn, som bliver uskyldige ofre for den afgørelse, der træffes vedrørende deres mor.

Størstedelen af de fængslede kvinder i Europa er mellem 20 og 40 år gamle og dermed sandsynligvis kommende eller allerede mødre. Når de allerede er mødre på tidspunktet for deres anholdelse, er de ofte den primære forsørger, hvis ikke eneforsørger for deres børn.

Ifølge Rachel Taylor så tallene således ud i Det Forenede Kongerige i 2002:

- 66 % af de kvindelige indsatte var mødre.

- 55 % havde mindst ét barn under 16. Over en tredjedel af mødrene havde et eller flere børn under fem år.

- 34 % af mødrene var enlige mødre før fængslingen, og 43 % forventede at være enlige, når de blev løsladt.

A. Mødre

Bekymring for deres børn nævnes af indsatte kvinder som en af de vigtigste grunde til, at de får depressioner og angstproblemer, der kan føre til selvskadende adfærd. Undersøgelsen, der blev udført på vegne af Europa-Kommissionen(7), bekræfter, at tab og brud som følge af adskillelse fra børn blev markant understreget i alle landerapporter som en væsentlig kilde til smerte for fængslede kvinder.

Fanger, der har fejlet som samfundsborgere, kan være gode forældre, og succes som forældre kan hjælpe dem til at blive bedre borgere. Undersøgelser har vist, at gode familiemæssige bånd er en vigtig faktor på løsladelsestidspunktet, især fordi et stabilt familiemiljø at vende hjem til lægger en kraftig dæmper på risikoen for tilbagefald(8).

B. Børn

Adskillige undersøgelser har vist, hvor vanskeligt det er at konkludere noget generelt om virkningen på børn af en adskillelse fra deres forældre som følge af en fængsling(9). I hvor høj grad et barn påvirkes af en forælders fængsling, afhænger af en lang række faktorer, f.eks. den alder, barnet har på adskillelsestidspunktet, varigheden af adskillelsen, hvor fortroligt barnet er med sin nye omsorgsperson, og graden af den stigmatisering, som barnets omgivelser forbinder med fængsling(10). At lade et spædbarn blive hos moderen afføder komplekse spørgsmål om tilgængelige faciliteter til at sikre sådanne børn en passende fysisk, mental og følelsesmæssig udvikling, herunder samspil med mennesker uden for fængslet (især andre børn).

Europarådet anbefaler i en rapport fra 2000, at der udvikles små sikrede og halvsikrede enheder med sociale støtteydelser for det lille antal mødre, hvis dom kræver frihedsberøvelse, så deres børn kan passes i et børnevenligt miljø, og barnets tarv prioriteres, men sådan at også offentlighedens sikkerhed bliver tilgodeset(11).

Selv i de tilfælde, hvor særlige mor-barn-enheder stilles til rådighed, er disse ofte for få. Sådanne enheder er dyre, og derfor kan udbuddet ikke dække efterspørgslen.

C. Børns besøg i fængslet

Besøg har vital betydning for de indsattes opretholdelse af meningsfyldte familiebånd, og denne mulighed skal tilbydes så tidligt som muligt. En undersøgelse i Frankrig konkluderede, at hvis en kriminel ikke havde kontakt med et barn i de første seks måneder af fængslingen, blev kontakten med barnet slet ikke genoptaget(12).

Opretholdelsen af familiemæssige bånd spiller en vigtig rolle for forebyggelsen af tilbagefald og for den indsattes sociale reintegration. En række faktorer som ufleksible besøgsregler og uvenlige besøgsmiljøer kan imidlertid sætte en stopper for familiesammenholdet og kontakten med børnene.

Udfordringen er at skabe et miljø, som har ligevægt mellem behovet for sikkerhed og for god familiekontakt (fleksible besøgsregler, besøgsrum, der tillader bevægelsesfrihed og familiemæssigt privatliv, venligt miljø for børn osv.).

Forberedelse af fremtiden: social og faglig reintegration

Fængsler har to væsentlige og komplementære opgaver:

- at beskytte offentligheden mod mennesker, der har været farlige eller i hvert fald begået noget strafbart, og

- at reintegrere den dømte i samfundet efter løsladelsen.

A. Almen uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse

Statistikker om kvindelige fanger antyder, at de generelt er dårligt uddannede og mangler erhvervskompetencer. I Det Forenede Kongerige f.eks. har 47 % ikke nogen uddannelsesmæssige kvalifikationer. Mens 2 % af befolkningen som helhed er blevet smidt ud af skolen, skete det for hele 33 % af de dømte kvindelige fanger(13). Hvis den tid, de indsatte tilbringer i fængslet, skal bruges til at forberede dem til et mere stabilt liv efter løsladelsen, bør uddannelse være et vigtigt redskab i så henseende.

På grund af begrænsede ressourcer (personale og penge) er fængslerne i Europa ikke i stand til at kompensere for alle de indsattes mangel på uddannelse og færdigheder, men i det mindste burde alle fanger have mulighed for at tilegne sig de basale uddannelsesmæssige færdigheder, som er nødvendige for deres fremtidige sociale reintegration.

I mange europæiske fængsler kan der iagttages en forskel mellem den erhvervsuddannelse, der tilbydes kvinder, og det, som arbejdsmarkedet efterspørger. De fleste fængsler tilbyder en kvindespecifik jobtræning, der er begrænset til udviklingen af de færdigheder og evner, som traditionelt er blevet tillagt den kulturelle og samfundsskabte kvinderolle (syning, frisørfaget, rengøring, tekstilforarbejdning, broderi osv.). Disse lavtbetalte aktiviteter bliver ikke værdsat på arbejdsmarkedet og kan derfor medføre en fastholdelse af de sociale uligheder samt underminere den sociale og faglige reintegration.

Fængselsmyndighederne skal tilskyndes til at tilbyde erhvervsuddannelsesmuligheder af høj kvalitet, som er tilpasset arbejdsmarkedets behov, og forskelligartede beskæftigelsesmuligheder, der ikke er kønsrelaterede. Fængselsinstitutioners samarbejde med eksterne firmaer om beskæftigelse af fanger skal også fremmes som led i de indsattes rehabiliteringsproces.

B. Social integration

Efter løsladelse fra fængslet står de fleste fanger over for en bred vifte af afgørende problemer som f.eks. at sikre bolig, fast indtægt, heling af forholdet til børn og forsørgelsen af dem eller andre afhængige familiemedlemmer.

En vellykket social integration af fanger skal forberedes under og efter fængselsopholdet i et samarbejde med de sociale myndigheder og andre relevante organisationer for at sikre en gnidningsløs overgang fra fængsel til frihed. Der skal fokuseres særlig meget på psykologisk forberedelse (bearbejdning af den kriminelle handling og af traumer og afhængighed gennem egnet psykologisk støtte og behandling) og på tilvejebringelse af social støtte i forbindelse med løsladelsen (udarbejdelse af positive planer osv.).

(1)

"Women and the criminal justice system", Fawcett Society, 2004.

(2)

Training curriculum for women's prisons - health aspects, Claudia Kestermann, (i "International Study on Women's Imprisonment - Current situation, demand analysis and "best practice" "), http://www.uni-greifswald.de/~ls3/Dokumente/Reader_womeninprison.pdf.

(3)

"Problematic drug users in prison", MacDonald M, foredrag ved "Criminal Justice and Drugs, Reducing Drug Use – Combating Crime, Lessons from Other Countries on Dealing with Drug Related Offences", juli 2005: http://www.uce.ac.uk/crq/presentations/2

(4)

Ibid. Special issue 2. http://issues06.emcdda.europa.eu/en/page013-en.html

(5)

Generelle bemærkning nr.28: Equality of rights between men and women (artikel 3), 29/03/2000 http://www.unhchr.ch/tbs/doc.nsf/(Symbol)/13b02776122d4838802568b900360e80?Opendocument

(6)

Vedtaget af den første FN-kongres om forebyggelse af kriminalitet og behandling af kriminelle, afholdt i Geneve i 1955 og tiltrådt af det Økonomiske og Sociale Råd ved resolution 663 C (XXIV) af 31. juli 1957 og 2076 (LXII) af 13. maj 1977 http://www.unhchr.ch/html/menu3/b/h_comp34.htm

(7)

"Women, Integration and Prison: an Analysis of the Processes of the Socio-Labour Integration of Women Prisoners in Europe", MIP-projekt koordineret af SURT, Associació de dones per la Reinserció Laboral (januar 2005). http://mip.surt.org/en/final_results.html

(8)

Undersøgelse af Oliver Robertson, ovennævnt.

(9)

Undersøgelse af Oliver Robertson, ovennævnt, s.11.

(10)

"Forgotten Families - the impacts of imprisonment" af Ann Cunningham,(i Family Matters), Winter 2001, s. 36-37.

(11)

http://assembly.coe.int/Documents/WorkingDocs/doc00/EDOC8762.htm

(12)

"Relais Enfants-Parents" (1999) Maintien des liens en détention, citeret i Liz Ayre et al., "Children of imprisoned Parents: European Perspectives of Good Practices", 2006, p. 48.

(13)

se http://www.quaker.org/qcea/prison/Country%20Reports/UK_England%20and%20Wales_%20Report%20-%20Final.pdf


RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

28.1.2008

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

27

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Edit Bauer, Hiltrud Breyer, Edite Estrela, Věra Flasarová, Lissy Gröner, Lívia Járóka, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Esther De Lange, Pia Elda Locatelli, Astrid Lulling, Siiri Oviir, Doris Pack, Marie Panayotopoulos-Cassiotou, Zita Pleštinská, Teresa Riera Madurell, Eva-Britt Svensson, Anne Van Lancker, Anna Záborská

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Corina Creţu, Anna Hedh, Elisabeth Jeggle, Christa Klaß, Marusya Ivanova Lyubcheva

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Petru Filip, Eva Lichtenberger, José Ribeiro e Castro, María Sornosa Martínez

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik