BETÆNKNING om forslag til Europa-Parlamentets afgørelse om ændring af afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv

13.3.2008 - (2006/2223(INI))

Udvalget om Konstitutionelle Anliggender
Ordfører: Anneli Jäätteenmäki

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om forslag til Europa-Parlamentets afgørelse om ændring af afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv

(2006/2223(INI))

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til skrivelse af 11. juli 2006 fra Den Europæiske Ombudsmand til Europa-Parlamentets formand,

–       der henviser til skrivelse af 21. september 2006 fra Europa-Parlamentets formand til formanden for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender,

–       der henviser til EF-traktatens artikel 195, stk. 4,

–       der henviser til artikel 107 d, stk. 4, i Euratom-traktaten,

–       der henviser til afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9.marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv^[1]1,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 45, stk. 2,

–       der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelse fra Udvalget for Andragender (A6‑0076/2008),

1.      Vedtager vedlagte afgørelse om ændring af afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom;

2.      Pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af EF-traktatens artikel 195, stk. 4;

3.      Pålægger sin formand at sikre, at vedlagte afgørelse offentliggøres i god tid i Den Europæiske Unions Tidende, når Kommissionens udtalelse og Rådets godkendelse foreligger.

• [1] ¹ EFT L 113 af 4.5.1994, s. 15. Afgørelse ændret ved afgørelse 2002/262/EF, EKSF, Euratom (EFT L 92 af 9.4.2002, s. 13).

BILAG

Europa-Parlamentets afgørelse

om ændring af afgørelse 94/262/EKSF/ EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv

EUROPA-PARLAMENTET HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 195, stk. 4,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 107d, stk. 4,

under henvisning til sin beslutning af ... om forslag til Europa-Parlamentets afgørelse om ændring af afgørelse 94/262/KSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv,

under henvisning til udtalelse fra Kommissionen,

under henvisning til Rådets godkendelse, og

ud fra følgende betragtninger:

1. I Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder[1] anerkendes de europæiske borgeres ret til god forvaltning som en grundlæggende rettighed.

2. Borgernes tillid til Ombudsmandens evne til at foretage grundige og upartiske undersøgelser af påståede tilfælde af fejl og forsømmelser er af grundlæggende betydning for, at Ombudsmandens indsats kan blive vellykket.

3. Det er ønskværdigt at tilpasse Ombudsmandens statut for at fjerne enhver eventuel usikkerhed vedrørende Ombudsmandens evne til at foretage grundige og upartiske undersøgelser af påståede tilfælde af fejl og forsømmelser.

4. Det er ønskværdigt at tilpasse Ombudsmandens statut for at give mulighed for udvikling af de juridiske bestemmelser eller af retspraksis vedrørende Den Europæiske Unions organers, kontorers og agenturers indtræden i retstvister, der er indbragt for Domstolen.

5. Det er ønskværdigt, at Ombudsmandens statut tilpasses for at tage højde for de ændringer, der er sket i de senere år inden for EU-institutionernes eller organernes rolle med hensyn til bekæmpelse af svig mod Den Europæiske Unions økonomiske interesser, navnlig gennem oprettelsen af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), for at give Ombudsmanden mulighed for at underrette disse institutioner eller organer om enhver oplysning, der falder ind under deres ansvarsområde.

6. Det er ønskværdigt, at der træffes foranstaltninger, således at Ombudsmanden kan udvikle sit samarbejde med tilsvarende institutioner på nationalt og internationalt plan samt med nationale eller internationale institutioner, selv når disse beskæftiger sig med en bredere vifte af aktiviteter end Den Europæiske Ombudsmand - såsom beskyttelse af menneskerettighederne - idet et sådant samarbejde kan bidrage til at øge effektiviteten af Ombudsmandens indsats.

7. Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab udløb i 2002,

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Henvisning 1, betragtning 3, artikel 1, stk. 1, første og femte afsnit i artikel 3, stk. 2, artikel 4 og artikel 5 i afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom ændres som følger:

Ombudsmandens statut	Ændringsforslag
Ændringsforslag 1 Henvisning 1
Under henvisning til traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, særlig artikel 195, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, artikel 20 D, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, og artikel 107 D, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,	Under henvisning til traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, særlig artikel 195, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og artikel 107 D, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,
Begrundelse
Eftersom traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab udløb i 2002, er henvisningen til dennes bestemmelser forældet og bør udgå.
Ændringsforslag 2 Betragtning 3
ombudsmanden, som tillige kan handle på eget initiativ, skal have adgang til alle de elementer, der er nødvendige for udøvelsen af hans hverv; med henblik herpå er Fællesskabets institutioner og organer forpligtet til på anmodning at give ombudsmanden de oplysninger, han udbeder sig, medmindre de kan påberåbe sig en behørigt begrundet tavshedspligt, og uden at dette i øvrigt berører ombudsmandens pligt til ikke at videregive oplysningerne; medlemsstaternes myndigheder er forpligtet til at give ombudsmanden alle de nødvendige oplysninger, medmindre disse er omfattet af enten love eller administrative bestemmelser om tavshedspligt eller bestemmelser, som indebærer, at de ikke må videregives; får ombudsmanden ikke den ønskede bistand, underretter han Europa-Parlamentet, som det tilkommer at tage de nødvendige initiativer;	ombudsmanden, som tillige kan handle på eget initiativ, skal have adgang til alle de elementer, der er nødvendige for udøvelsen af hans hverv; med henblik herpå er Fællesskabets institutioner og organer forpligtet til på anmodning at give ombudsmanden de oplysninger, han udbeder sig, og uden at dette i øvrigt berører ombudsmandens pligt til ikke at videregive oplysningerne og til at behandle fortrolige oplysninger og fortrolige dokumenter i overensstemmelse med de regler, der nøje svarer til dem, der gælder i den pågældende institution eller det pågældende organ; institutioner eller organer, der leverer fortrolige oplysninger eller fortrolige dokumenter, skal underrette ombudsmanden om sådan fortrolighed; ombudsmanden og de pågældende institutioner og organer bør i fællesskab fastsætte de operationelle betingelser for levering af fortrolige oplysninger eller fortrolige dokumenter; medlemsstaternes myndigheder er forpligtet til at give ombudsmanden alle de nødvendige oplysninger, medmindre disse er omfattet af enten love eller administrative bestemmelser om tavshedspligt eller bestemmelser, som indebærer, at de ikke må videregives; får ombudsmanden ikke den ønskede bistand, underretter han Europa-Parlamentet, som det tilkommer at tage de nødvendige initiativer;
Begrundelse
For at bringe ordlyden i denne betragtning i overensstemmelse med de ændringer af artikel 3, stk. 2, afsnit 1, der indføres ved ændringsforslag 4.
Ændringsforslag 3 Artikel 1, stk. 1
1. Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv fastsættes i denne afgørelse i henhold til artikel 195, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, artikel 20 D, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og artikel 107 D, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.	1. Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv fastsættes i denne afgørelse i henhold til artikel 195, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og artikel 107 D, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.
Begrundelse
Eftersom traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab udløb i 2002, er henvisningen til dennes bestemmelser forældet og bør udgå.
Ændringsforslag 4 Artikel 3, stk. 2, afsnit 1
2. Fællesskabets institutioner og organer er forpligtet til at give ombudsmanden de oplysninger, han anmoder om, og give ham adgang til de pågældende dokumenter. De kan kun modsætte sig dette under behørigt begrundet henvisning til deres tavshedspligt.	2. Fællesskabets institutioner og organer er forpligtet til at give ombudsmanden de oplysninger, han anmoder om, og give ham adgang til de pågældende dokumenter. Adgang til fortrolige oplysninger eller fortrolige dokumenter, navnlig følsomme dokumenter i henhold til artikel 9 i forordning (EF) nr. 1049/2001, gives på betingelse af, at ombudsmanden overholder regler, der nøje svarer til dem, der gælder i den pågældende institution eller det pågældende organ. Institutioner, der leverer fortrolige oplysninger eller fortrolige dokumenter som omhandlet i det foregående afsnit, underretter ombudsmanden om sådan fortrolighed. For så vidt angår gennemførelse af reglerne i afsnit 1 kan ombudsmanden sammen med institutionerne fastsætte de operationelle betingelser for adgang til fortrolige oplysninger og andre oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt.
Begrundelse
Den nuværende ordlyd kan rokke ved borgernes tillid til Ombudsmandens indsats og bør udgå. Der er dog fastlagt særlige regler for adgang til fortrolige oplysninger og fortrolige dokumenter, og disse regler fastsætter forpligtelserne for ombudsmanden og de institutioner, der leverer sådanne oplysninger og dokumenter. Desuden er Ombudsmanden og dennes medarbejdere ligeledes underlagt tavshedspligt, som øges (se ændringsforslag 6 til artikel 4, stk. 1, nedenfor).
Ændringsforslag 5 Artikel 3, stk. 2, afsnit 5
Fællesskabets tjenestemænd og øvrige ansatte skal efter anmodning fra ombudsmanden aflægge vidneforklaring; de udtaler sig på vegne af og efter instrukser fra deres administrationer og har fortsat tavshedspligt.	Fællesskabets tjenestemænd og øvrige ansatte skal efter anmodning fra ombudsmanden aflægge vidneforklaring; de er fortsat omfattet af de relevante bestemmelser i tjenestemandsvedtægten, navnlig tavshedspligten.
Begrundelse
Den slettede sætning kunne rokke ved offentlighedens tillid til Ombudsmandens evne til at gennemføre grundige undersøgelser, idet den kunne tolkes, som om tjenestemændene havde tilladelse til ikke at sige sandheden over for Ombudsmanden. Der skal imidlertid tages skyldigt hensyn til forpligtelserne i henhold til tjenestemandsvedtægten.
Ændringsforslag 6 Artikel 4
1. Ombudsmanden og hans personale, der er omfattet af artikel 287 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, artikel 47, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og artikel 194 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, er forpligtede til ikke at videregive oplysninger og materiale, som de er blevet bekendt med i medfør af deres hverv. De skal ligeledes udvise diskretion for så vidt angår enhver oplysning, som kan skade klageren eller enhver anden berørt person, jf. dog stk. 2.	1. Ombudsmanden og hans personale, der er omfattet af artikel 287 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og artikel 194 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, er forpligtede til ikke at videregive oplysninger og materiale, som de er blevet bekendt med i medfør af deres hverv. De skal ligeledes være forpligtede til ikke at videregive fortrolige oplysninger eller dokumenter, som ombudsmanden har modtaget som følsomme dokumenter i henhold til artikel 9 i forordning (EF) nr. 1049/2001 eller som dokumenter, der henhører under fællesskabslovgivningen, for så vidt angår beskyttelse af personoplysninger, og for så vidt angår enhver oplysning, som kan skade klageren eller enhver anden berørt person, jf. dog stk. 2. Ombudsmanden og hans ansatte behandler ansøgninger fra tredjeparter om adgang til dokumenter, som ombudsmanden har modtaget i forbindelse med sine undersøgelser i overensstemmelse med betingelserne og begrænsningerne i forordning (EF) nr. 1049/2001, særlig artikel 4.
2. Får ombudsmanden i forbindelse med sine undersøgelser kendskab til forhold, der efter hans opfattelse henhører under strafferetten, meddeler han omgående dette til de nationale kompetente myndigheder via medlemsstaternes faste repræsentationer ved De Europæiske Fællesskaber samt i givet fald til den fællesskabsinstitution, hvor den anklagede tjenestemand eller ansatte arbejder; institutionen kan eventuelt anvende artikel 18, stk. 2, i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter. Ombudsmanden kan ligeledes underrette den berørte fællesskabsinstitution eller det berørte fællesskabsorgan om forhold, som ud fra et disciplinært synspunkt vedrører en af deres tjenestemænds eller ansattes adfærd.	2. Får ombudsmanden i forbindelse med sine undersøgelser kendskab til forhold, der efter hans opfattelse henhører under strafferetten, meddeler han omgående dette til de nationale kompetente myndigheder via medlemsstaternes faste repræsentationer ved De Europæiske Fællesskaber eller den kompetente fællesskabsinstitution eller det kompetente fællesskabsorgan; ombudsmanden underretter i givet fald også den fællesskabsinstitution eller det fællesskabsorgan, hvor den anklagede tjenestemand eller ansatte arbejder; institutionen kan eventuelt anvende artikel 18, stk. 2, i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter. Ombudsmanden kan ligeledes underrette den berørte fællesskabsinstitution eller det berørte fællesskabsorgan om forhold, som ud fra et disciplinært synspunkt vedrører en af deres tjenestemænds eller ansattes adfærd.
Begrundelse
Ombudsmanden og dennes ansatte er allerede omfattet af tavshedspligt vedrørende de oplysninger, som de får adgang til i forbindelse med deres undersøgelser. Formålet med ændringen af stk. 1 er at styrke denne forpligtelse med hensyn til følsomme dokumenter og dokumenter, der rejser spørgsmål om beskyttelse af personoplysninger. Aktindsigt i dokumenter, som ombudsmanden har modtaget i forbindelse med sine undersøgelser, behandles også. Med hensyn til stk. 2 er formålet at præcisere, at Ombudsmanden kan vælge at underrette enten de nationale myndigheder eller de kompetente europæiske institutioner og organer (f.eks. OLAF eller den fremtidige europæiske anklagemyndighed) om oplysninger vedrørende mulige strafbare handlinger eller svig eller korruption, som han har fået adgang til, og som skader Unionens økonomiske interesser.
Ændringsforslag 7 Artikel 5
Ombudsmanden kan, i det omfang det kan bidrage til at øge effektiviteten af hans undersøgelser og yde en bedre beskyttelse af de personers rettigheder og interesser, der indgiver klager til ham, samarbejde med de myndigheder af samme type, der findes i visse medlemsstater, under overholdelse af den gældende nationale lovgivning på området. Ombudsmanden kan ikke ad denne vej kræve adgang til dokumenter, som han ikke ville have adgang til i medfør af artikel 3.	Ombudsmanden kan, i det omfang det kan bidrage til at øge effektiviteten af hans undersøgelser og yde en bedre beskyttelse af de personers rettigheder og interesser, der indgiver klager til ham, samarbejde med de myndigheder af samme type, der findes i visse medlemsstater, under overholdelse af den gældende nationale lovgivning på området. Ombudsmanden kan ikke ad denne vej kræve adgang til dokumenter, som han ikke ville have adgang til i medfør af artikel 3. Ombudsmanden kan under samme betingelser samarbejde med andre institutioner med henblik på fremme og beskyttelse af grundlæggende rettigheder.
Begrundelse
Hensigten med ændringsforslaget er at gøre det muligt for ombudsmanden tillige at samarbejde med andre nationale eller internationale institutioner, der arbejder inden for området grundlæggende rettigheder. Udtrykket grundlæggende rettigheder er mere generel og omfatter tillige begrebet menneskerettigheder og er i overensstemmelse med gældende praksis og med chartret om grundlæggende rettigheder, hvori borgernes ret til god forvaltning og til at klage til den europæiske ombudsmand er fastlagt.

Artikel 2

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Bruxelles, den

For Europa-Parlamentet

Formanden

• [1]  EUT C 303 af 14.12.2007, s.1.

BEGRUNDELSE

Ved skrivelse af 11. juli 2006 sendt til Parlaments formand Pöttering bad Den Europæiske Ombudsmand, Diamandouros, Europa-Parlamentet iværksætte proceduren for ændring af Ombudsmandens statut for så vidt angår adskillige bestemmelser, hvis nuværende ordlyd han finder uhensigtsmæssig.

Anmodningen vedrører følgende punkter:

1.   beføjelserne til at intervenere i sager anlagt ved Den Europæiske Unions Domstol (artikel 1, stk. 3)

2.   aktindsigt i institutionernes dokumenter (artikel 3, stk. 2, afsnit 1)

3.   vidneforklaringer fra tjenestemænd (artikel 1, stk. 3, afsnit 5)

4.   oplysninger om mulige strafbare handlinger (artikel 4, stk. 2)

5.   samarbejde med internationale institutioner inden for menneskerettigheder/grundlæggende rettigheder (artikel 5)

Parlamentet behandlede allerede nogle af disse spørgsmål i 2001 på initiativ af daværende Ombudsmand Söderman. Den 6. september 2001 vedtog Parlamentet en beslutning på grundlag af en betænkning af Teresa Almeida Garrett for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, der indeholdt flere ændringsforslag, som mindede meget om de forslag, der nu fremsættes af Diamandouros. Dengang syntes en aftale med Rådet og med støtte fra Kommissionen at være inden for rækkevidde, men forhandlingerne blev aldrig afsluttet, eftersom Södermans mandat udløb.

1.   Beføjelser til at intervenere i sager anlagt ved Den Europæiske Unions Domstol

Forslaget skabte en del strid. Efter adskillige drøftelser meddelte Ombudsmanden udvalget, at han ønskede at trække forslaget tilbage. Ordføreren mener, at det ændringsforslag, hun havde til hensigt at udarbejde, er et skridt i den rigtige retning, og at det ville have taget behørigt hensyn til de ændringer i artikel 40, stk. 2, i statutten for Domstolen, der indførtes af Lissabontraktaten. Ordføreren er dog klar over, at splittelsen i de politiske grupper med hensyn til dette spørgsmål er et udtryk for, at man ikke bør gå videre med forslaget. Ombudsmanden kan dog, når tidspunktet er rigtigt, henvende sig direkte til Domstolen for at opnå en afgørelse om den specifikke definition af omfanget af og betingelserne for hans eventuelle ret til at intervenere.

2.   Aktindsigt i dokumenter og oplysninger

Det hedder i artikel 3, stk. 2, i Ombudsmandens statut, at:

"2. Fællesskabets institutioner og organer er forpligtet til at give ombudsmanden de oplysninger, han anmoder om, og give ham adgang til de pågældende dokumenter. De kan kun modsætte sig dette under behørigt begrundet henvisning til deres tavshedspligt."

I sit brev anmoder Ombudsmanden om, at den sidste sætning med henvisning til en mulig restriktion på aktindsigten udgår, da den kan skade offentlighedens tillid til "Ombudsmandens evne til at gennemføre en grundig undersøgelse".

Behovet for, at Ombudsmanden har adgang til alle de relevante oplysninger for at kunne foretage en velbegrundet vurdering af omstændighederne bag klager fra borgerne, er indlysende.

Selv om Ombudsmanden understreger, at institutionerne hidtil aldrig har nægtet ham adgang til relevante dokumenter eller oplysninger, mener Ombudsmanden, at denne sætning kan føre til konflikter og skade offentlighedens tillid til Ombudsmandens handlinger.

At indrømme, at institutionerne "under behørigt begrundet henvisning til deres tavshedspligt" kan nægte Ombudsmanden adgang til den relevante dokumentation, han behøver for at foretage sin vurdering af myndighedernes handlinger, er desuden for vag og giver institutionerne en for stor fortolkningsmargen. Enhver eventuel begrænsning af Ombudsmandens adgang til oplysninger bør være baseret på strengt juridiske kriterier og ikke på en sådan åben bestemmelse, der lader det være op til myndigheden selv at definere de sager, hvor den mener, tavshedspligten finder anvendelse. På den anden side kan man ikke se, hvilken "behørigt begrundet henvisning" der kan begrunde, at de oplysninger, som myndigheden er i besiddelse af, og som Ombudsmanden ønsker indsigt i, er omfattet af "tavshedspligt", idet Ombudsmanden og dennes medarbejdere er bundet af den samme tavshedspligt som institutionerne. Hertil kommer, at ethvert bidrag fra Ombudsmanden med hensyn til forbedring af god forvaltning også er i institutionernes interesse.

I betragtning heraf forekommer restriktionen i sidste sætning i stk. 2 at være uhensigtsmæssig, og den er på en måde et udtryk for en ubegrundet mistillid til Ombudsmanden. Det forekommer således formålstjenligt at slette denne sætning.

Dette betyder dog ikke, at Ombudsmanden bør have ubegrænset adgang til alle oplysninger og dokumenter. Det er formålstjenligt at indføre objektive regler, der fastsætter Ombudsmandens forpligtelser med hensyn til adgang til fortrolige oplysninger eller fortrolige dokumenter, navnlig følsomme dokumenter i henhold til artikel 9 i forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter. Dette kan let gøres ved at forpligte Ombudsmanden til at overholde de regler, der nøje svarer til dem, som gælder for de institutioner og organer, der forsyner ham med sådanne dokumenter. Dette er helt i tråd med de forskellige institutioners interne regler for adgang til fortrolige oplysninger, navnlig Kommissionens gældende interne sikkerhedsregler (Kommissionens afgørelse af 29. november 2001 om ændring af dens forretningsorden).

Det bør samtidig understreges, at de institutioner, der forsyner Ombudsmanden med fortrolige oplysninger eller fortrolige dokumenter, skal oplyse Ombudsmanden om disses fortrolighed.

Endelig er det også hensigtsmæssigt at opfordre Ombudsmanden og institutionerne til i fællesskab at fastsætte konkrete operationelle regler for levering af dokumenter, da det er den bedste måde at undgå tvister i fremtiden.

Det vil også være nødvendigt at indføre en tilsvarende ændring i præamplen til Ombudsmandens statut.

Det vil desuden være hensigtsmæssigt at forstærke bestemmelserne, hvori det præciseres, at både Ombudsmanden og dennes medarbejdere er bundet af tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, de får adgang til i forbindelse med deres undersøgelser, for at understrege, at de er forpligtet til ikke at videregive fortrolige dokumenter eller fortrolige oplysninger, og at denne forpligtelse navnlig gælder i forbindelse med "følsomme" dokumenter i henhold til artikel 9 i forordning (EF) nr. 1049/2001¹ samt dokumenter, der har betydning for beskyttelsen af personoplysninger, og for at understrege, at aktindsigt i dokumenter, som Ombudsmanden har modtaget i forbindelse med sine undersøgelser, skal være omfattet af de i ovennævnte forordning (EF) nr. 1049/2001 fastsatte betingelser og begrænsninger.

Det bør bemærkes, at Parlamentet allerede behandlede dette spørgsmål i 2001 inden for rammerne af ovennævnte beslutning af 6. september 2001. Parlamentet vedtog dengang en tilsvarende ændring af stk. 2 sammen med andre ændringer, som den daværende Ombudsmand Söderman havde foreslået, og som Diamandouros ikke har overtaget. De drejede sig navnlig om dokumenter fra medlemsstaterne. Eftersom Diamandouros over for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender understregede, at han ikke mente, der var behov for at ændre disse regler, som udgør et temmelig følsomt spørgsmål for medlemsstaterne, er der tilsyneladende ingen grund til, at Parlamentet "genopliver" disse ændringer.

3.   Tjenestemænds vidneforklaringer

I artikel 3, stk. 2, sidste afsnit, i Ombudsmandens statut hedder det følgende:

"Fællesskabets tjenestemænd og øvrige ansatte skal efter anmodning fra ombudsmanden aflægge vidneforklaring; de udtaler sig på vegne af og efter instrukser fra deres administrationer og har fortsat tavshedspligt.".

Ombudsmanden skriver i sit brev, at den sidste sætning i denne artikel indeholder "uklare" betingelser, som offentligheden kan tolke, som om "vidner ikke altid behøver fortælle sandheden". Dette kan også begrænse borgernes tillid til, at Ombudsmanden kan foretage grundige undersøgelser. Diamandouros foreslår derfor, at sætningen slettes.

Det er rent faktisk vanskeligt at forklare offentligheden, hvorfor tjenestemænd skal afgive vidneforklaring over for Ombudsmanden "på vegne af og efter instrukser fra deres administrationer" og ikke ud fra det kendskab, de har til de forhold, Ombudsmanden undersøger. Det kan endda tolkes, som om de dermed har ret til at lyve over for Ombudsmanden, hvis de får besked herpå. Dette er helt klart ikke en standard, der er i overensstemmelse med kravene i en moderne og åben administration, og den opfylder ikke kravene med hensyn til princippet om god forvaltning, der anerkendes som en af EU-borgernes grundlæggende rettigheder (artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder). Derfor bør denne sætning helt klart udgå.

4.   Oplysninger om mulige strafbare eller ulovlige handlinger

Diamandouros foreslår ligeledes en ændring af artikel 4 i Ombudsmandens statut for at give Ombudsmanden mulighed for selv at skønne og vælge, hvilke myndigheder han skal informere, når han i forbindelse med sine undersøgelser får kendskab til oplysninger, som efter hans mening kan have relation til strafbare handlinger. I stedet for kun at alarmere de nationale kompetente myndigheder som foreskrevet i den nuværende ordlyd i artikel 4 foreslår han, at Ombudsmanden får mulighed for at vælge mellem at alarmere de nationale myndigheder eller Unionens kompetente institutioner og organer som f.eks. OLAF eller den fremtidige europæiske anklagemyndighed, eller enhver anden organisation, der har kompetencer inden for dette område, og som ville kunne oprettes i fremtiden.

Man bør erkende, at det i visse tilfælde kan være mere tilrådeligt i første omgang at alarmere de europæiske myndigheder eller organer. Sådanne tilfælde kunne være, når tvivlsomme aktiviteter såsom svig over for EU's økonomiske interesser eller korruption, som konstateres af Ombudsmanden, kan håndteres mere effektivt ved hjælp af de europæiske institutioners disciplinære kompetencer eller kan efterforskes bedre af OLAF eller den fremtidige europæiske anklagemyndighed end af de nationale myndigheder i den enkelte medlemsstat.

Vi bør samtidig huske på, at i henhold til artikel 22a i tjenestemandsvedtægten er alle tjenestemænd ved de europæiske institutioner, inklusive Ombudsmandens medarbejdere, forpligtet til at underrette deres overordnede eller OLAF om enhver eventuel ulovlig aktivitet, herunder svig og korruption, der kan skade Unionens interesser.

5.   Samarbejde med andre internationale institutioner

Diamandouros anmoder også om en ændring af artikel 5 i Ombudsmandens statut¹ med henblik på at give Ombudsmanden mulighed for at samarbejde med andre institutioner om at fremme og beskytte de grundlæggende rettigheder.

I denne henseende skal man huske på, at selv om et mindretal blandt medlemsstaternes nationale ombudsmænd har visse specifikke kompetencer med hensyn til beskyttelse af borgernes grundlæggende rettigheder (herunder retten til at anlægge sag ved domstolene), gælder dette ikke flertallet af ombudsmændene, og det gælder heller ikke Den Europæiske Ombudsmand. Det kan imidlertid ikke benægtes, at kontakter og udveksling af erfaringer mellem Ombudsmanden og sådanne internationale strukturer, der har form af et simpelt samarbejde uden specifikke nye kompetencer knyttet dertil, som på et tidspunkt kunne komme i strid med kompetencerne for Unionens øvrige institutioner eller organer, kan være berigende for begge parter og bidrage til at forbedre Den Europæiske Ombudsmands resultater med hensyn til fremme af "god forvaltning", der anerkendes som en grundlæggende rettighed for de europæiske borgere i chartret om grundlæggende rettigheder. I den udstrækning virker Diamandouros' forslag acceptabelt.

6.   Andre emner

Diamandouros foreslår ligeledes, at henvisningerne til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab udgår, eftersom denne traktat udløb i 2002. Dette forklarer ændringsforslag 1, 3 og 6 (første del).

UDTALELSE fra Udvalget for Andragender (8.1.2008)

til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

om forslag til Europa-Parlamentets afgørelse om ændring af afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv
(2006/2223(INI))

Rådgivende ordfører: Maria Matsouka

KORT BEGRUNDELSE

Borgernes accept har altid været en forudsætning for, at EU kunne fungere på demokratisk vis, og dette er i endnu højere grad blevet tilfældet i takt med udvidelsen af EU. Denne accept afhænger direkte af en række faktorer, herunder tillid til et sikkert værdisystem i konstant udvikling, der beskytter EU-borgernes grundlæggende rettigheder.

En historisk milepæl er nået med hensyn til europæisk integration, idet behovet for kommunikation mellem EU og dets borgere er blevet klarere end nogensinde. Dette betyder først og fremmest, at EU er nødt til at tage hensyn til sine borgeres betænkeligheder og overbevise dem om, at EU-institutionerne konstant bestræber sig på at indfri deres forventninger. For at være troværdige skal sådanne bestræbelser følge med den historiske udvikling og de nye krav, der nødvendigvis må opfyldes for at sikre et velfungerende EU.

EU's institutioner er struktureret således, at de afspejler og tilpasser sig det grundlæggende, dobbelte princip om, at EU er en union af stater og en union af borgere. EU's institutioner repræsenterer både staterne og borgerne. Parlamentet er blot én af de institutioner, der repræsenterer EU-borgerne. Den Europæiske Ombudsmand har som institution baseret på retsstatsprincippet som mål først og fremmest at sikre, at EU's institutioner og organer handler korrekt, når de har med medlemmer af offentligheden at gøre, og at de behandler disse med behørig respekt og så vidt muligt øger deres tillid til EU's institutioner og organer og til EU som helhed.

Forslag i forbindelse med ændringen af Parlamentets afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv, som er vedføjet Parlamentets forretningsorden[1] som bilag X, har særlig betydning set i lyset af ovennævnte bemærkninger. Det er vigtigt, at disse forslag vedtages, for så vidt som de på effektiv vis sætter Ombudsmanden i stand til at varetage hans funktion som fastsat i den europæiske primærret.

FORSLAG

Udvalget for Andragender opfordrer Udvalget for Konstitutionelle Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.      Intervention i sager ved domstole

Under hensyntagen til bestemmelserne i EF-Domstolens statut (artikel 40, stk. 2) og procesreglement (artikel 93) kan muligheden for at forelægge Domstolen beviser kun lette sagsbehandlingen. Den kan under ingen omstændigheder betragtes som indgriben, eftersom Domstolen, efter at der er blevet fremsat begæring om tilladelse til at intervenere, selv afgør, hvorvidt der skal gøres brug af vidneforklaring. Hvis dette ikke var tilfældet, ville det være ensbetydende med at sætte spørgsmålstegn ved Domstolens dom.

2.      Aktindsigt

Ubegrænset adgang til alle fællesskabsinstitutionernes dokumenter gør det muligt at sikre, at Ombudsmanden informeres så godt som muligt og dermed er i stand til at rette mere passende henstillinger og således yde bedre beskyttelse af den enkelte EU-borger. Endvidere har Ombudsmanden under ingen omstændigheder lov til at videregive indholdet af disse dokumenter.

3.      Vidneforklaring aflagt af tjenestemænd ved Fællesskabets institutioner

Med hensyn til vidneforklaringer aflagt af tjenestemænd og øvrige ansatte ved EU's institutioner efter instrukser fra deres administrationer er der risiko for, at ordlyden i de relevante bestemmelser underminerer fællesskabsinstitutionernes autoritet og giver det indtryk, at de kan have noget at skjule, og at de forbigår det faktum, at de er eller bør være til for at hjælpe borgerne. Tjenestemænd bør kun være underlagt vedtægtens relevante bestemmelser.

4.      Information vedrørende fakta, der tyder på en strafferetlig forseelse

Hvis Ombudsmanden afdækker fakta, der tyder på, at der er blevet begået en strafferetlig forseelse, kan der ikke gøres indsigelser med hensyn til muligheden for at informere den ansvarlige EU-institution eller ligefrem gøre "OLAF" opmærksom på sagen i det omfang, det er med til at sikre større effektivitet i forbindelse med placering af ansvar og retsforvaltning.

5.      Samarbejde på menneskerettighedsområdet

Samarbejde med institutioner, der er ansvarlige for håndhævelse af de grundlæggende rettigheder, bør som en selvfølge være muligt. Ikke desto mindre bør det understreges, at et sådant samarbejde bør foregå på de betingelser, der er fastsat i artikel 5 i Parlamentets afgørelse vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	20.12.2007
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	23 1 0
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Robert Atkins, Inés Ayala Sender, Thijs Berman, Simon Busuttil, Carlos Carnero González, Marie-Hélène Descamps, Glyn Ford, David Hammerstein, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, András Gyürk, José Javier, Marcin Libicki, Manolis Mavrommatis, David Martin, Jean-Claude Martinez, Maria Matsouka, Kathy Sinnott, Margie Sudre, Antonios Trakatellis, Dushana Zdravkova, Rainer Wieland
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2	Jorgo Chatzimarkakis, José Javier Pomés Ruiz, Mihaela Popa, Grażyna Staniszewska

• [1]  EFT L 113 af 4.5.1994, s. 15. Afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom, ændret ved Europa-Parlamentets afgørelse 2002/262/EKSF, EF, Euratom af 14. marts 2002 (EFT L 92 af 9.4.2002, s. 13).

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	10.3.2008
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	19 0 3
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Jim Allister, Enrique Barón Crespo, Jens-Peter Bonde, Richard Corbett, Brian Crowley, Jean-Luc Dehaene, Andrew Duff, Maria da Assunção Esteves, Ingo Friedrich, Bronisław Geremek, Anneli Jäätteenmäki, Sylvia-Yvonne Kaufmann, Timothy Kirkhope, Jo Leinen, Íñigo Méndez de Vigo, József Szájer, Riccardo Ventre, Dushana Zdravkova
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Costas Botopoulos, Carlos Carnero González, Kathy Sinnott, Alexander Stubb
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2	Claude Turmes