BETÆNKNING om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Mod sikrere, renere og effektiv mobilitet i Europa – Første rapport om initiativet "den intelligente bil"
6.5.2008 - (2007/2259(INI))
Transport- og Turismeudvalget
Ordfører: Zita Gurmai
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Mod sikrere, renere og effektiv mobilitet i Europa – Første rapport om initiativet "den intelligente bil"
Europa-Parlamentet,
- der henviser til Kommissionens meddelelse om initiativet "intelligente biler" "Øget kendskab til ikt’s betydning for mere intelligente, sikrere og renere køretøjer" (KOM(2006)0059),
- der henviser til Kommissionens meddelelse om eCall tilbage på rette spor - en handlingsplan (Tredje meddelelse om e-sikkerhed) (KOM(2006)0723),
- der henviser til Kommissionens meddelelse til Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet om en energipolitik for Europa (KOM(2007)0001),
- der henviser til Kommissionens meddelelse om i2010 – Årsrapport om informationssamfundet, 2007 (KOM(2007)0146),
- der henviser til Kommissionens henstilling af 22. december 2006 om sikre og effektive informations- og kommunikationssystemer: ajourføring af de europæiske principper for brugergrænseflader[1],
- der henviser til sin beslutning af 12. februar 2003 om Kommissionens hvidbog om den europæiske transportpolitik frem til 2010 - De svære valg[2],
- der henviser til sin beslutning af 27. april 2006 om færdselssikkerhed: "eCall" til gavn for borgerne[3],
- der henviser til sin beslutning af 18. januar 2007 om et europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden - midtvejsstatus[4],
- der henviser til sin beslutning af 12. juli 2007 om "Hold Europa i bevægelse - Bæredygtig mobilitet på vores kontinent"[5],
- der henviser til sin beslutning af 24. oktober 2007 om Fællesskabets strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer[6],
- der henviser til sin beslutning af 15. januar 2008 om CARS 21 - En konkurrencevenlig lovramme for automobiler[7],
- der henviser til forretningsordenens artikel 45,
- der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelse fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A6‑0169/2008),
A. der henviser til, at de miljømæssige omkostninger ved transport er blevet anslået til at udgøre 1,1 % af Europas BNP,
B. der henviser til, at transport er ansvarlig for 30 % af det samlede energiforbrug i EU, og at vejtransport tegner sig for 60 % heraf,
C. der henviser til, at brugen af biler i øjeblikket tegner sig for ca. 12 % af EU's samlede udledning af CO2,
D. der henviser til, at Det Europæiske Råd i Bruxelles den 8.-9. marts 2007 fastsatte et konkret mål om at nedbringe EU's udledning af drivhusgasser med 20 % i 2020,
E. der henviser til, at Kommissionens mål er at nå ned på en gennemsnitlig CO2-udledning på 120 g/km for nye personbiler og lette køretøjer i 2012,
F. der henviser til, at EU endnu ikke opfylder målet i ovennævnte hvidbog om den europæiske transportpolitik om at nedbringe antallet af trafikulykker med dødelig udgang i Europa med 50 % i 2010 i forhold til 2001-niveauet;
G. der henviser til, at Kommissionen har anslået, at eCall, det fælleseuropæiske køretøjsmonterede nødopkaldssystem, kunne redde op til 2 500 liv om året i Europa, hvis det blev fuldt udbredt,
H. der henviser til, at forskning fra universitetet i Köln har vist, at der på de europæiske veje årligt kunne reddes 4 000 liv og undgås 100 000 kvæstelser, hvis alle biler var udstyret med elektronisk stabilitetskontrol,
I. der henviser til, at markedet for bærbart navigationsudstyr er vokset fra 3,8 millioner solgte enheder i 2005 til over 9 millioner i 2006,
J. der henviser til, at tekniske sikkerhedssystemer ofte forleder til, at mennesker føler sig sikrere og derfor kører mindre ansvarsbevidst, og at det derfor er nødvendigt først og fremmest at lægge vægt på også at uddanne førerne og fremme mere intelligent kørsel,
1. bifalder initiativet "intelligente biler" og de fremskridt, der er opnået inden for dets tre søjler: koordination mellem relevante interessenter, forskning og teknologisk udvikling og informationskampagner;
2. mener, at intelligente systemer til køretøjer kan være med til at nedbringe trafikpropper, forurening samt antallet og omfanget af trafikulykker, men at deres udbredelse på markedet fortsat er for lille;
3. mener, at medlemsstaterne bør fremme og engagere sig mere aktivt i e-sikkerhedsinitiativer gennem fælles teknologiinitiativer, og at der bør indføres andre tilskyndelser til private investeringer inden for forskning og udvikling;
4. glæder sig over, at 13 medlemsstater og tre lande uden for EU indtil videre har undertegnet aftalememorandummet om eCall, og bekræfter sin opbakning til dette tiltag;
5. opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde institutioner, der arbejder med færdselssikkerhed, til at tilbyde ulykkessimuleringer, da antallet af døde i trafikken navnlig kan nedbringes ved aktiv anvendelse af forholdsregler til forebyggelse af ulykker og førstehjælp; forventer, at sådanne undervisningsinstitutioner indlærer den korrekte adfærd i nødstilfælde;
6. tilskynder de resterende medlemsstater til snarest muligt at undertegne memorandummet for at fremme en hurtig indførelse af denne potentielt livreddende foranstaltning og understreger nødvendigheden af, at Kommissionen yderligere udvikler den lovgivningsmæssige ramme for en fuldstændig harmonisering af standardnødopkald (112) samt eCall (E112) i hele EU;
7. anmoder Kommissionen om at vurdere værdien af de transmissionsmetoder, producenterne allerede anvender for denne facilitet;
8. bekræfter sin støtte til Galileo-programmet og dets mange potentielle muligheder, der kunne sikre større pålidelighed for informationer i tilknytning til disse initiativer;
9. minder om, at Kommissionens erklærede mål er, at elektronisk stabilitetskontrol monteres i alle nye køretøjer fra 2012 og frem;
10. minder om, at det ved hjælp af allerede kendte foranstaltninger som vægtreduktion i forbindelse med sæder og dæk, varmeakkumulatorer i forbindelse med motorer og bremseenergigenvinding er muligt at reducere CO2-udstødningen, men at dette ikke er integreret i mange køretøjer; opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til også at kræve teknisk enklere foranstaltninger for alle biler;
11. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge betydningen af en udvikling af nye systemer til forebyggelse af ulykker, herunder nye materialer og automatiske forbindelser både mellem køretøjer indbyrdes og mellem køretøj og vej ved hjælp af aktive sensorer;
12. understreger vigtigheden af en rettidig og omfattende udbredelse af intelligente systemer til køretøjer på markedet, da sådanne systemer også er kendetegnet ved en gensidig påvirkning i forhold til intelligente infrastrukturer; minder om, at elektroniske systemer kræver en regelmæssig teknisk inspektion;
13. opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til at udarbejde retningslinjer, der kan tilskynde medlemsstaterne til at indføre incitamenter til montering af miljørigtige sikkerhedssystemer i køretøjer;
14. tilskynder interessenterne til at træffe passende foranstaltninger, som kan sikre, at disse nye systemer bliver tilgængelige til en overkommelig pris, og dermed øge forbrugernes efterspørgsel;
15. opfordrer endvidere medlemsstaterne og Kommissionen til at fortsætte deres bestræbelser for at indføre afgiftsmæssige incitamenter til anskaffelse af biler med intelligent, miljøvenligt udstyr og sikkerhedsanordninger, således som det er tilfældet for mindre forurenende biler;
16. opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og bilindustrien til at tilvejebringe kortfattet, klar og forståelig information som led i oplysningskampagner med henblik på at nå ud til flest mulige modtagere, bl.a. bilforhandlere og køreskoler, og oplyse dem om intelligente systemer til køretøjer;
17. kræver, at incitamenterne inden for forebyggelse og sikkerhed i trafikken afstemmes med foranstaltningerne til uddannelse af bilister;
18. er af den opfattelse, at en mere optimal gensidig påvirkning mellem intelligente apparater i køretøjer og anordninger, der er integreret i infrastrukturen, og som kommunikerer med hinanden, kunne være til fordel for trafiksikkerheden;
19. foreslår, at Kommissionen retter særlig opmærksomhed mod de lande, hvor udbuddet af intelligente systemer fortsat er meget lille;
20. er opmærksom på, at indførslen af ny teknologi bør ske gradvist;
21. understreger, at initiativet "den intelligente bil" ikke kan realiseres fuldt ud, såfremt det adskilles fra initiativer til etablering af intelligente veje;
22. glæder sig derfor over Kommissions løfte om fra 2008 at iværksætte et program til forberedelse af transportinfrastrukturer til integration af kooperative systemer og Kommissionens samarbejde med Radiofrekvensudvalget med henblik på tildeling og harmonisering af ITS-frekvenser til kooperative systemer;
23. understreger nødvendigheden af kohærente, tværsektorielle strategier på EU-plan samt nødvendigheden af at optimere den politiske ramme for automobilindustrien, telekommunikationssektoren, redningstjenesterne, den offentlige socialsikring, offentlige bygge- og anlægsarbejder, forskningsinstitutter og universiteter, og dermed tilskynde til udvikling af yderligere, forebyggende sikkerhedsapplikationer og -teknologier;
24. tilskynder interessenterne til at skabe et passende "intelligent miljø" på vejene og i infrastrukturen, således at de nye intelligente systemer kan fungere korrekt og udnyttes fuldt ud, herunder bedre forvaltning af vejkapaciteten og intelligente vejovervågningssystemer (tidstro overvågning);
25. tilskynder bilindustrien til at tage hensyn til nyudviklede sikkerhedssystemer til biler, når de designer nye køretøjer, og ved produktionen af nye biler at integrere måle- og informationsanordninger for energiforbrug og miljørelevante data, som f.eks. de reelle CO2- og partikelemissioner;
26. minder om, at informations- og kommunikationsteknologibaserede systemer (ikt-systemer) kan bidrage til at nedbringe forurenende emissioner gennem en mere effektiv trafikstyring, et reduceret brændstofforbrug og ved at fremme miljøvenlig kørsel;
27. opfordrer Kommissionen til at udvikle en metode til måling af effekten af ikt-systemer for CO2-udledningen eller koordinere og oplyse om allerede eksisterende resultater;
28. bemærker, at brugen af og adgangen til bærbare, ikt-støttede udstyrssystemer er øget, og at markedet for sådant udstyr fortsat vokser støt;
29. opfordrer interessenterne til at udvikle foranstaltninger, der kan garantere en sikker brug og montering af sådant udstyr, og til at fremme interaktionen mellem mennesker og maskiner;
30. minder om, at beskyttelsen af personoplysninger bør håndteres på behørig vis, og ser frem til den kommende udgivelse af e-sikkerhedsforummets adfærdskodeks for beskyttelse af personoplysninger;
31. understreger betydningen af en åben standard til indførelse af eCall-tjenester på europæisk plan fastlagt af Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI);
32. glæder sig over forhandlingerne om en frivillig aftale om indførsel af eCall som standardudstyr i alle nye køretøjer fra og med 2010;
33. bifalder forhandlingerne om en international konvention om en global teknisk styring, der skal indeholde de tekniske specifikationer for den elektroniske stabilitetskontrol (ESC), og anmoder Kommissionen om en rapport om forhandlingerne og de aftalte foranstaltninger på dette område;
34. ser frem til kommende rapporter om udviklingen af initiativet "sikrere, renere og mere effektive og intelligente biler";
35. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
- [1] EUT L 32 af 6.2.2007, s. 200.
- [2] EUT C 43E af 19.2.2004, s. 250.
- [3] EUT C 296E af 6.12.2006, s. 268.
- [4] EUT C 244E af 18.10.2007, s. 220.
- [5] Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0345.
- [6] Vedtagne tekster, P6_(TA(2007)0469.
- [7] Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0007.
BEGRUNDELSE
Initiativet "intelligente biler" er et flagskibsprojekt under i2010[1], der er Europa-Kommissionens politisk-strategiske ramme for informationssamfundet og medier. Det søger at fremme informations- og kommunikationsteknologiers (ikt) positive bidrag til økonomien, samfundet og livskvaliteten, herunder på transportområdet. Kommissionen har udpeget tre søjler eller områder til fremme af intelligente systemer til køretøjer: e-sikkerhedsforummet, forskning og udvikling og oplysningskampagner. E-sikkerhedsforummet er en fælles platform for aktører på trafiksikkerhedsområdet. Dets mål er at fremme og overvåge gennemførelsen af anbefalingerne fra dens egen arbejdsgruppe og støtte udviklingen, udbredelsen og brugen af intelligente sikkerhedssystemer i køretøjer.
Meddelelsen beskriver fremskridtene på de tolv aktionsområder inden for disse søjler, som blev fastlagt i Kommissionens ovennævnte meddelelse om initiativet "intelligente biler"[2] - "Øget kendskab til ikt's betydning for mere intelligente, sikrere og renere køretøjer". Den aktuelle meddelelse indeholder desuden nye foranstaltninger, der kan øge sikkerheden og reducere miljøpåvirkningerne.
1. Mod sikrere køretøjer
Hvidbogen om transportpolitikken fastsætter et mål om at nedbringe trafikulykker med dødelig udgang i Europa med 50 % i 2010 i forhold til 2001. Eftersom der på nuværende tidspunkt årligt sker 41.600 trafikdrab i Europa, hvilket er yderst beklageligt, skal vi fortsat nedbringe dette tal med 4.000 for at nå Unionens oprindelige mål.
eCall-systemet er et fælleseuropæisk køretøjsmonteret nødopkaldssystem. I tilfælde af en ulykke ringer det automatisk op til alarmtjenesten og oplyser køretøjets nøjagtige position. Det anslås, at hvis eCall blev fuldt udbredt i hele Unionen, kunne systemet redde op til 2.500 liv om året. Ordføreren støtter helt og aldeles målet om fuld udbredelse af eCall i 2010 og tilskynder de medlemsstater, der endnu ikke har undertegnet aftalememorandummet om eCall, til at gøre det, og gerne inden midten af 2008. Der er tale om et frivilligt dokument, som har til formål at afspejle underskrivernes ønske om at støtte den rettidige gennemførelse af eCall[3].
Det anslås endvidere, at der hvert år kunne reddes 4.000 liv på de europæiske veje, hvis alle biler var udstyret med elektronisk stabilitetskontrol (ESC). ESC er en computerstyret sikkerhedsteknologi, der kan forhindre ulykker ved at reducere faren for udskridning. Det sker gennem stabilisering af køretøjet og forhindring af udskridning inden for de fysiske begrænsninger, aktiv nedbremsning af et eller flere hjul og motoreffektstyring. Ordføreren støtter fuldt ud målet om, at ESC skal være monteret på alle nye modeller i 2012.
2. Mod renere køretøjer
Brugen af biler er en betydelig kilde til udledning af drivhusgasser og tegner sig for 12 % af EU's samlede CO2-udledning. Ikt-baserede systemer kan være med til at nedbringe brændstofforbrug og udledning. Eksempelvis kunne en automatisk fartpilot, som tilpasser bilens fart efter den omgivende trafik, sikre en nedbringelse af det samlede brændstofforbrug med 3 %. Systemer til trafikstyring i byerne kunne yderligere bidrage til reducering af trafikpropper og udledning af drivhusgasser takket være en mere effektiv trafikstrøm og styring af køretøjer.
Med henblik på at forsyne bilindustrien med pålidelige data og hjælpe og informere forbrugerne opfordrer ordføreren Kommissionen til at udvikle en metode til måling af ikt-systemers betydning for CO2-udledningen. Ordføreren håber, at forbrugerne med tiden vil bruge denne information som en vigtig faktor, når de køber et nyt køretøj.
3. Mod mere intelligente køretøjer
Ordføreren mener, at i betragtning af den øgede udbredelse af bærbart udstyr bør der træffes foranstaltninger med henblik på sikker brug og montering heraf i køretøjer. Desuden er en behørig interaktion mellem mennesker og maskiner særlig vigtig, fordi den kan føre til en bedre brug af vejene. Ordføreren mener, at alt bærbart udstyr på længere sigt bør monteres korrekt i bilen for at sikre, at det hverken bortleder førerens opmærksomhed fra vejen eller viser sig at være potentielt farligt i tilfælde af en ulykke. Det burde øge brugervenligheden for føreren og nedbringe risikoen for afledning af hans eller hendes opmærksomhed.
Med henblik på at opnå en bedre og mere effektiv trafikstyring har vi behov for samarbejdende systemer, der er baseret på kommunikation mellem biler indbyrdes og mellem biler og infrastruktur. Vi har set, at borgerne med rette bekymrer sig om brugen og lagringen af oplysninger fra nye teknologier, ikke kun på dette område, men også i forhold til f.eks. mobiltelefoner og internettet. Mens vi skal sikre, at sådanne systemer fungerer korrekt, er det afgørende, at bekymringer vedrørende beskyttelse af personoplysninger håndteres på behørig vis.
Ordførerens konklusioner
Mobilitet, og navnlig individuel mobilitet, er væsentligt for et velfungerende europæisk samfund, og vi er derfor alle stærkt afhængige af transport i vores hverdag. Motorkøretøjer er en vigtig del af mange borgeres mobilitet. Den fortsat stigende vejtrafik skaber alvorlige sociale og miljømæssige problemer: trafikproppper på vejnettet og i byområder, skadelig indvirkning på miljøet og folkesundheden, energispild, ulykker og frem for alt unødvendige tab af liv. Teknologien giver imidlertid mulighed for at afhjælpe og endog løse disse problemer.
I øjeblikket er udbredelsen af intelligente systemer og udstyr til biler fortsat meget lille i forhold til potentialet. Ordføreren mener, at vi med tiden fuldt ud skal udnytte sådanne systemer og udstyr. I den mellemliggende periode er det nødvendigt med en fremadrettet gradvis tilgang. Intelligente biler har nemlig også behov for støtte fra en intelligent infrastruktur, og den "intelligente vej" står endnu ikke klar. De begrænsninger, inden for hvilke bilindustrien må arbejde, bør tages til efterretning. En ny bil udvikles, produceres og testes ikke fra den ene dag til den anden. Montering af intelligente systemer og udstyr i køretøjer vil derfor tage tid. Desuden må man ikke glemme fragmenteringen på det europæiske bilmarked.
For forbrugeren er rimelige priser en vigtig faktor. Mange forbrugere har ganske enkelt ikke råd til de pågældende systemer. Det er derfor vigtigt, at intelligente transportsystemer hurtigst muligt kommer ned i pris og bliver bredt tilgængelige. Forbrugerne kræver også klare og forståelige oplysninger om, hvad de køber;
Forbrugerne skal informeres om "intelligente biler". Informationen bør være kortfattet, klar og forståelig, og det er vigtigt, at den når ud til flest mulige modtagere. Bilforhandlere og deres sælgere spiller en vigtig rolle i den forbindelse, hvilket også gælder medierne og navnlig fjernsyn og internettet. Ordføreren foreslår, at Europa-Kommissionen koncentrerer sin indsats omkring de lande, hvor udbuddet af intelligente systemer fortsat er meget lille. Vi bør øge forbrugernes og beslutningstagernes bevidsthed om de potentielle fordele ved ikt-baserede løsninger.
Kommissionens meddelelse hilses derfor generelt velkommen som et skridt i retning mod at sikre den optimale udbredelse og brug af intelligente systemer til biler.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
8.4.2008 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
38 1 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Inés Ayala Sender, Paolo Costa, Michael Cramer, Luis de Grandes Pascual, Petr Duchoň, Saïd El Khadraoui, Emanuel Jardim Fernandes, Francesco Ferrari, Brigitte Fouré, Mathieu Grosch, Georg Jarzembowski, Stanisław Jałowiecki, Timothy Kirkhope, Dieter-Lebrecht Koch, Jaromír Kohlíček, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Sepp Kusstatscher, Bogusław Liberadzki, Eva Lichtenberger, Marian-Jean Marinescu, Erik Meijer, Robert Navarro, Seán Ó Neachtain, Josu Ortuondo Larrea, Willi Piecyk, Luís Queiró, Reinhard Rack, Gilles Savary, Brian Simpson, Ulrich Stockmann, Silvia-Adriana Ţicău, Yannick Vaugrenard, Lars Wohlin, Roberts Zīle |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Zita Gurmai, Elisabeth Jeggle, Anne E. Jensen, Jelko Kacin |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
Samuli Pohjamo |
|||||