BETÆNKNING om samhørighedspolitikkens konsekvenser for integrationen af sårbare samfundsgrupper
3.6.2008 - (2007/2191(INI))
Regionaludviklingsudvalget
Ordfører: Gábor Harangozó
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om samhørighedspolitikkens konsekvenser for integrationen af sårbare samfundsgrupper
Europa-Parlamentet,
– der henviser til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, artikel 137 og 158,
– der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden[1],
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. juli 2005 om samhørighedspolitikkens bidrag til vækst og beskæftigelse: Fællesskabets strategiske retningslinjer for 2007-2013 (KOM(2005)0299),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. februar 2005 om Den Social- og Arbejdsmarkedspolitiske Dagsorden (KOM(2005)0033),
– der henviser til Rådets beslutning 2006/702/EF af 6. oktober 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed[2],
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 17. maj 2005 om tredje situationsrapport om samhørighed: på vej mod et nyt partnerskab for vækst, beskæftigelse og samhørighed (KOM(2005)0192),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. juli 2006 om strategien for vækst og beskæftigelse og reformen af den europæiske samhørighedspolitik: Fjerde situationsrapport om samhørighed (KOM(2006)0281),
– der henviser til EU's territoriale dagsorden, Leipzigchartret om bæredygtige europæiske byer og det første handlingsprogram til gennemførelse af EU's territoriale dagsorden,
– der henviser til Kommissionens udarbejdelse af grønbogen om territorial samhørighed,
– der henviser til rapporten fra observationscentret for EU's fysiske og funktionelle udvikling (ORATE) "Territorial Futures – Spatial scenarios for Europe" og rapporten fra Europa-Parlamentet om regionale forskelle og samhørighed: Strategier for fremtiden,
– der henviser til EF-traktatens artikel 3, 13 og 141, som kræver, at medlemsstaterne sikrer lige muligheder for alle borgere,
– der henviser til sin beslutning af 31. januar 2008 om en europæisk strategi for romaer[3],
– der henviser til forretningsordenens artikel 45,
– der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter(A6‑0212/2008),
A. der henviser til, at et af Fællesskabets mål i henhold til EF-traktatens artikel 158 er at fremme en harmonisk økonomisk og social udvikling af Fællesskabet som helhed og mindske socioøkonomiske forskelle mellem de enkelte regioner,
B. der henviser til, at der kan opstå forskelle både inden for en region og mellem regioner,
C. der henviser til, at udligningen af de sociale, økonomiske og territoriale forskelle mellem de mere velstillede regioner og de fattigste regioner fortsat er samhørighedspolitikkens grundlæggende mål, og at dens sigte derfor ikke bør reduceres til blot at støtte andre strategiers målsætninger, hvilket kunne hæmme økonomisk, social og territorial samhørighed,
D. der henviser til, at samhørighedspolitikken hidtil har ydet et virkningsfuldt bidrag til at hjælpe de fattigste områder med at mindske de eksisterende forskelle med hensyn til socioøkonomisk udvikling,
E. der henviser til, at nogle lande som sådan står over for betydelige udfordringer med hensyn til udvikling, og at der næppe vil kunne tales om konvergens inden for de nuværende rammer for perioden 2007-2013,
F. der henviser til, at den økonomiske vækst i nogle medlemsstater er koncentreret omkring nationale og regionale hovedstæder og større bykerner, og at dette efterlader andre områder med en skæv socioøkonomisk udvikling og gør samfundsgrupperne i disse områder mere sårbare
G. der henviser til, at Lissabontraktaten opregner territorial samhørighed som en af EU's målsætninger og indeholder bestemmelser om delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne på dette område,
H. der henviser til, at begrebet "sårbare samfundsgrupper" er meget omfattende, og at det ikke kan defineres efter entydige kriterier,
I. der henviser til, at mange områder stadig lider under de negative konsekvenser af deres afsides beliggenhed og geografiske ulemper, og at de ikke råder over den infrastruktur, der skal til for at skabe reelle udviklingsmuligheder, således at de kan nå op på det gennemsnitlige udviklingsniveau i EU,
J. der henviser til, at en forbedring af transportinfrastrukturerne og adgangen til transport vil gøre de afsidesliggende regioner mere tilgængelige og samtidig mindske udstødelsen af samfundsgrupper, der lever i disse afsides områder, og at en forbedring af tjenesteydelserne af almen interesse, især uddannelse, vil styrke leveforholdene for de sårbare samfundsgrupper,
K. der henviser til, at de fattigste lande og regioner mangler de nødvendige økonomiske ressourcer til selv at kunne bidrage til den EU-finansiering, som de er berettiget til, og at de endvidere som regel heller ikke har den administrative kapacitet og de menneskelige ressourcer, der skal til for at udnytte de bevilgede midler på en fornuftig måde,
L. der henviser til, at politikken for udvikling af landdistrikter på grund af dens omfattende konsekvenser på territorialt plan i højere grad skal koordineres med regionalpolitikken for dermed at skabe synergi og komplementaritet mellem disse politikker, og at fordele og ulemper ved en sådan reintegrering skal tages op til overvejelse,
M. der henviser til, at der mangler tilgængelige og sammenlignelige mikroregionale statistiske data for de områder i EU, hvor der bor sårbare samfundsgrupper,
N. der henviser til, at fattigdom og udstødelse er meget territorialt betinget,
O. der henviser til, at hovedparten af de dårligst stillede mikroregionale territorier står over for komplekse, flerdimensionale problemer, som kan tilskrives deres afsides beliggenhed, det faktum, at de er vanskeligt tilgængelige, mangel på grundlæggende infrastruktur, socioøkonomisk underudvikling, tendens til afindustrialisering, lavt uddannelsesniveau, mangel på administrativ kapacitet, høj ledighed, stadig ringere bolig- og leveforhold, vanskelig adgang til tjenesteydelser af almen interesse, manglende forudsætninger for teknologisk udvikling og fremskridt og store grupper af segregerede mindretal og sårbare samfundsgrupper,
P. der henviser til, at samhørighedspolitikken kræver et budget, der svarer til dens målsætninger, og effektive instrumenter, der gør det muligt for regionerne at overvinde de udviklingsmæssige skævheder og klare de territoriale udfordringer, herunder demografiske ændringer, bykoncentration, befolkningsbevægelser, globalisering, klimaændring og energiforsyning,
1. understreger, at den territoriale koncentration af sårbare samfundsgrupper og den sociale udstødelse, der rammer de fleste underudviklede regioner, er en voksende udfordring for samhørigheden i EU; understreger endvidere, at dette ikke alene er et fænomen mellem regioner i underudviklede områder, men også i betydelig grad inden for regioner i såvel områder under udvikling som udviklede områder, og at dette kræver særlig opmærksomhed, fordi disse sårbare samfundsgrupper har en tendens til at blive usynlige i et mere samlet, positivt billede;
2. opfordrer medlemsstaterne til at fastlægge kriterier for en definition på sårbare samfundsgrupper, således at det bliver lettere at identificere de problemer, de står over for, og at træffe målrettede og systematiske foranstaltninger;
3. mener, at den sociale udstødelses territoriale dimension bør tages op som led i den territoriale samhørighedspolitik;
4. understreger i den forbindelse, at individuelle foranstaltninger alene ikke er tilstrækkelige til at overvinde de territoriale problemer i forbindelse med social udstødelse, og anbefaler derfor, at medlemsstaterne benytter en holistisk, territorial udviklingsstrategi, der indebærer en udligningspolitik, realisering af den integrerede tværsektorielle tilgang og fokusering på potentialet i alle territorier i EU;
5. påpeger behovet for gennem en integreret tilgang at behandle manglerne med hensyn til lige muligheder og den potentielle koncentration af samfundsmæssige konflikter i underudviklede områder;
6. bemærker i denne sammenhæng, at der kan forekomme sårbare grupper i alle regioner, selv i de mest velstående, og at der med en integreret tilgang bør tages hensyn til disse grupper;
7. påpeger, at forarmelse og social udstødelse ikke kun er et fænomen, der ses i byerne, men at det også berører landdistrikterne, selv om det her kan antage særlige former, især fordi den sociale udstødelse i landdistrikter forværres af den territoriale isolation, og fordi disse distrikters marginalisering i forhold til den økonomiske udvikling betyder, at alle samfundsgrupper berøres;
8. understreger, at det som led i en integreret tilgang er vigtigt at prioritere udviklingen af et sundt miljø på fællesskabs- og medlemsstatsplan samt på regionalt plan for at nå samhørighedspolitikkens mål, bl.a. bekæmpelse af fattigdom og sikring af et godt helbred blandt borgerne og en bedre livskvalitet i samtlige regioner, hvilket er afgørende for en langsigtet udvikling og social, økonomisk og territorial samhørighed i EU;
9. understreger, at det er vigtigt dels at inddrage regionale og lokale myndigheder samt økonomiske interesseorganisationer og arbejdsmarkedets parter og relevante ngo'er i planlægningen og gennemførelsen af integrerede udviklingsstrategier, dels at støtte græsrodsinitiativer;
10. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fordele ressourcer mellem udviklede byer og isolerede områder, herunder landdistrikter, på en måde, der er i overensstemmelse med deres specifikke behov, og at iværksætte skræddersyede langsigtede programmer for nærmere definerede, sårbare samfundsgrupper, hvor lokale myndigheder, relevante arbejdsmarkedsparter og andre økonomiske kredse samt repræsentanter for de relevante befolkningsgrupper deltager i beslutningsprocessen og i gennemførelsen af disse programmer med henblik på at opfylde de pågældendes behov bedst muligt og finde frem til brugbare løsninger, for dermed at få bugt med udstødelsesproblematikken og dens konsekvenser;
11. opfordrer til at fastholde lønnede aktiviteter i landdistrikter, hvilket indebærer, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod familielandbrug og små og mellemstore landbrug, især gennem en revision af den fælles landbrugspolitik med henblik på at gøre denne mere retfærdig, samt mod iværksætteraktiviteter uden for landbruget, som leverer varer og tjenesteydelser, der er af afgørende betydning, hvis man ønsker at få befolkningen til at blive og trække nye borgere til;
12. understreger, at økonomiske aktiviteter både inden for og uden for landbruget (såsom forarbejdning og direkte markedsføring af landbrugsprodukter, turisme, tjenesteydelser og små og mellemstore virksomheder) er af stor betydning i landdistrikterne med henblik på at skabe beskæftigelse, forebygge fattigdom og dæmme op for afvandringen fra disse områder; opfordrer derfor til, at erhvervsuddannelsesfaciliteterne i landdistrikterne forbedres for at fremme etablering af virksomheder;
13. henstiller indtrængende til Kommissionen og medlemsstaterne, at de gør øget brug af den synergi og komplementaritet, der er forbundet med de forskellige finansielle instrumenter, der står til rådighed, såsom Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Integrationsfond, programmet for Fællesskabets indsats inden for folkesundhed og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, for dermed at øge værditilvæksten;
14. opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af den kommende grønbog om territorial samhørighed at fremlægge et mål for og en klar definition på territorial samhørighed, de kriterier, der ligger til grund herfor, de dermed forbundne instrumenter og de midler, der er til rådighed for at opnå territoriale mål;
15. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde sammenlignelige mikroregionale statistiske data med særlig vægt på sociale indikatorer, som f.eks. FN's indeks for menneskelig udvikling, således at der med hensigtsmæssige foranstaltninger kan rettes op på situationen i de områder, hvor de mest sårbare samfundsgrupper bor, og findes en løsning på de problemer, de står over for;
16. opfordrer i den forbindelse Kommissionen til nøje at undersøge, i hvilket omfang der ud over BNP pr. indbygger også bør anvendes nye kvantificerbare udviklingsindikatorer, f.eks. sociale indikatorer, til at identificere de mest sårbare samfundsgrupper, og hvor de findes, påvise skævheder mellem og inden for regioner, evaluere, hvor effektiv gennemførelsen og politikken har været, og fungere som rettesnor for planlægning af udviklingen;
17. opfordrer indtrængende Kommissionen til inden for rammerne af grønbogen om territorial samhørighed at undersøge, hvorvidt NUTS 4-niveauet ville være egnet som udgangspunkt for en differentieret politik med henblik på at nå målet om territorial samhørighed;
18. understreger, at det er nødvendigt at gøre noget ved de demografiske tendenser til yderligere bykoncentration og afvandring fra landområderne og de territoriale konsekvenser heraf; opfordrer derfor medlemsstaterne til at udarbejde strategier med henblik på at puste nyt liv i sårbare områder ved at udvikle infrastrukturerne, fremme reelle udviklingsmuligheder i overensstemmelse med områdernes specifikke potentiale, opretholde tjenesteydelser af almen interesse gennem en styrkelse af den lokale administrative kapacitet og decentralisering af den offentlige sektor, tilbyde passende uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, forbedre bolig- og leveforhold og gøre disse områder mere attraktive for investorer; mener, at der samtidig er behov for at støtte byerne i deres indsats for at afhjælpe de problemer, de står over for;
19. mener, at afvandringen fra landdistrikterne tidligere fungerede som en ventil for landbrugere, der var afskåret fra at udøve deres oprindelige erhverv, men at dette ikke længere er tilfældet, idet arbejdsløsheden i dag rammer ufaglærte arbejdstagere særdeles hårdt, og at industriforetagender etableret i landdistrikter derfor er de første, der mærker følgerne af omstrukturering og virksomhedsudflytning, hvilket yderligere forringer de muligheder for at udøve virksomhed uden for bedriften, som små landbrugere i trange tider tidligere kunne benytte sig af for at supplere deres indkomst fra landbruget, og dermed hurtigere bringer dem ud i fattigdom;
20. understreger, at ikke blot strukturpolitikken bør bibeholdes efter 2013, men at revisionen af budgettet bør benyttes som anledning til at sørge for, at de nødvendige ressourcer stilles til rådighed for at sikre økonomisk, social og territorial samhørighed mellem regionerne og landene i EU i fremtiden;
21. anbefaler, at politiske foranstaltninger, der træffes for at imødegå social udstødelse og gøre sårbare samfundsgrupper mere aktive, kommer til at rumme et element af frivillighed;
22. opfordrer Kommissionen til at fremlægge et konkret forslag, der indeholder en realistisk og specifik løsning på de problemer, som sårbare samfundsgrupper står over for, herunder social udstødelse;
23. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
- [1] EUT L 239 af 1.9.2006, s. 248.
- [2] EUT L 291 af 21.10.2006, s. 11.
- [3] Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0035.
BEGRUNDELSE
Indledning
Samhørighedspolitik er blandt de politikker, der har højeste prioritet inden for EU. Med en finansieringsramme, der udgør 1/3 af EU-budgettet, er hensigten med denne politik, der mere end nogen anden politik bygger på solidaritetsprincippet, at mindske de økonomiske, sociale og territoriale skævheder mellem medlemsstaterne og deres 268 regioner.
Ikke desto mindre er disse skævheder stadigvæk betydningsfulde. Vi er nødt til at huske på, at en ud af fire regioner har et BNP pr. indbygger på under 75 % af gennemsnittet for EU, og at der også viser sig store ubalancer inden for regionerne.
Adskillige europæiske analyser, resultaterne af ESPON 2006-programmet, samhørighedsrapporterne og de strategiske initiativer henleder opmærksomheden på det faktum, at social udstødelse er koncentreret rumligt i de mest underudviklede områder.
Sigtet med rapporten er at henlede opmærksomheden på den rumlige sammenhæng, der er mellem segregation, udsatte grupper og at understrege vigtigheden af at identificere og behandle disse processer på territorialt plan. Derfor skal spørgsmålet om udsatte samfund og grupper behandles som led i den territoriale samhørighed.
Dokumentet sigter mod at markere, at for at kunne klare den territoriale udstødelse er det nødvendigt at identificere og erkende, at hovedproblemerne har deres rødder i mikroterritorial udvikling.
Det er imidlertid næsten umuligt at finde information på europæisk plan i de territoriale analyser, der er hidtil er udarbejdet eller i det nuværende europæiske system af statistikker.
Overgang fra fattigdom til udstødelse
Udsatte grupper står over problemer i mange dimensioner, hvorigennem fattigdommen bliver dybere, og den antager form af udstødelse og øget segregation. Inaktivitet over længere tid og længerevarende arbejdsløshed reducerer evnen hos de berørte til at overvinde deres sociale udstødelse og økonomiske vanskeligheder.
Udstødelse har et stærkt rumligt præg
Udstødelse fra den igangværende økonomiske og sociale udvikling forekommer for det meste rumligt og er nært forbundet med territorial udstødelse; derfor er udsatte gruppers adgang til arbejde og tjenesteydelser lavere.
Sociale gruppers livsudsigter afgøres af, hvor de befinder sig geografisk: de pågældende regioner, mikroregioner og mest generelt af deres boligmiljø. Den rumlige afgørelse af risikoen for at blive udstødt er derfor meget stor.
Fænomenet forekommer på mikroregionalt niveau
Det er vigtigt at fremhæve, at disse sociale og økonomiske kriseområder i overvejende grad dukker op i randområderne inden for regionerne eller i mikroregioner, der halter bagefter, og i de fleste tilfælde kan de ikke opfanges på NUTS 2-niveau.
Fremkomsten af rumligt bestemte udsatte samfundsgrupper bør undersøges – ved brug af EU-terminologi – ikke ved brug af NUTS 2-niveauer, men LAU 1 og LAU 2-niveauer.
Segregation også i landområder
Segregationsprocesser er klart tydeligere i byerne end i de omkringliggende, mindre tæt beboede områder. Situationen i de landområder, der er påvirket af segregation, er imidlertid endnu værre. I byområderne hænger segregationsprocesserne sammen med forstadsdannelsen, der medfører en svækkelse af de traditionelle bymidter og afindustrialiserede randområder. Ud over i byghettoerne koncentreres de sociale spændinger i mellemtiden langt mere i landområder, der halter bagefter. Landbefolkningen lider af en meget mindre gunstig situation i de nye medlemsstater, hvor den økonomiske overgang har forstærket de intraregionale skævheder.
Problemet er skjult: Manglende instrumenter
Fænomenet med denne territoriale udstødelse er hverken tilstrækkeligt dækket af europæiske statistikker eller af politiske instrumenter.
De samfundsgrupper, der også påvirkes af territorial udstødelse, er også skjult for rumlig analyse, handlingsplaner og beslutningstagere.
Disse processer sker på lavere territoriale niveauer; derfor er det, at de nuværende observationsmidler på NUTS 2-niveau, såsom EUROSTAT's dataindsamling eller systematiske analyser af ESPON-programmet ikke er i stand til at identificere dem på en europæisk skala. Der findes ingen alment anvendte og egnede territoriale indikatorer.
Resultaterne af vore analyser, der fremlægges i denne rapport, er på samme måde som det nuværende statistiske system ikke i stand til at frembringe en analyse af de intraregionale skævheder inden for NUTS 2-regionerne, der ville kunne sammenlignes over hele Unionen. Indikatorer, der måler skævhederne i de territoriale statistiske enheder er overhovedet ikke i stand til at vise de faktiske intraregionale skævheder. De territoriale karakteristika, der forårsager lokale, regionale og sociale ulemper – især segregation – er endnu ikke blevet indført på en ensartet måde på europæisk plan.
Intraregionale sociale og geografiske randområder
For så vidt angår territoriale skævheder, negligerer den europæiske samhørighedspolitik, der fokuserer på NUTS 2-regionerne adskillige problemer, der opstår inden for regionerne. De intraregionale skævheder er i mange tilfælde af større betydning end dem, der er mellem regionerne.
De fremragende sociale og økonomiske indikatorer for store og mellemstore byer - der er de regionale økonomiske drivkræfter - fjerne ofte vore tanker fra de problemer, der findes i segregerede bydistrikter. Der skabes faktisk alvorlige gab mellem dynamiske byområder og de områder, der er holdt uden for de sociale og økonomiske udviklingsprocesser.
Integreret holdning påkrævet for at takle problemet på territorialt niveau
På basis af ovenstående analyse er den horisontale tilgang ikke tilstrækkelig til at løse de udsatte gruppers problemer. For at takle de udsatte gruppers situation er det nødvendigt med en territorial tilgang, der kan tage sig af problemernes sammensathed lokalt i de berørte områder. Der er et ægte behov for en mikroregionalbaseret tilgang med fokus på intraregionale skævheder og på de mest følsomme områder.
Hvis ikke det sker, kan polariseringsprocessen blive endnu dybere – især hvis de økonomiske og sociale indgreb bliver koncentreret omkring de dynamiske centre – og de udstødte områder vil henfalde yderligere. Når man tager fat på dette problem, bør der lægges større vægt på rumlig planlægning og den integrerede rumlige udvikling.
2. Intraregional territorial udstødelse
Manglen på lige muligheder, koncentrationen af sociale konflikter særligt med hensyn til segregation, der medfører en koncentration af de udsatte grupper, kan forekommer i mange situationer. Det er et velkendt byproblem, men på grundlag af de erfaringer, som de nye medlemsstater har fået, forekommer det mest på et territorialt grundlag.
De mest underudviklede områder risikerer territorial udstødelse
Der er både en rumlig og social afstand mellem de udsatte grupper og flertallet i samfundet. Årsagerne til udstødelse har mest deres rod i, hvor de udstødte grupper befinder sig. Placering kan betyde alvorlige ulemper i forhold til følgende faktorer:
· Beliggenhedsmæssige faktorer:
o Tilgængelighed til arbejdspladser
o Afstand til bymidter
o Den dårlige transportmæssige infrastruktur eller de forholdsmæssigt høje udgifter
o Lav indkomst
· Interne faktorer i området
o Mangel på velfungerende iværksætteri
o Lav beskæftigelsesprocent
o Lav indkomst
o Lavt kvalifikationsniveau
o Menneskelige ressourcer (i form af sundhed, uddannelse, velvære)
o De bebyggede omgivelsers tilstand
o Spændinger mellem forskellige socialgrupper, racisme og segregation
o Mangel på eller dårlig kvalitet inden for offentlige tjenester
Territorial udstødelse er ikke generelt det typiske problem for underudviklede områder og ikke kun landområder, men det er specielt et træk i randområderne, mikroregioner, der er i dyb krise. Territorial udstødelse har følgende generiske typer, der ofte medfører, at en lang række forskellige territoriale træk er til stede på samme tid.
- Beliggenhed i periferien
- Koncentration af udstødte samfundsgrupper - "social periferi";
- Koncentration af sociale konflikter som følge af økonomisk og strukturel omdannelse.
Større territoriale enheder skjuler udstødte territoriers problemer
Et af problemerne med mangel på synlighed for underudviklede og tilbagestående områder ligger i den territoriale aggregering. Hvis statistikkerne viser data for store territoriale enheder, forsvinder forskellene mellem de territoriale enheder. Den tilgængelige basisenhed for måling af EU's samhørighedspolitik (NUTS 2) gør de sociale og økonomiske faktorer i disse territoriale enheder for de forskellige lande sammenlignelige. For opdelingen af samhørighedspolitikkens ressourcer mellem regioner og lande er det denne tilgang, der bør anvendes yderligere.
Ud fra en fortolkningsmæssig opfattelse af den territoriale samhørighed, er der adskillige rumlige processer på vej, som ikke fremkommer gennem de socioøkonomiske indikatorer, der er identificeret på NUTS 2-niveau og derfor forbliver skjulte.
Den territoriale koncentration af udsatte grupper i regionernes randområder
Ud over byernes og de større omgivende landområders behov, er der manglen på infrastruktur, som er hovedårsagen til det alvorlige udviklingsgab inden for regionerne, især i det østlige Centraleuropa.
Som følge af den lokale territoriale organisering af arbejdsmarkedet, manglen på transport eller informationsforbindelser kan landbefolkningen med deres lavere mobilitet ikke komme til de fordele, som udbydes af mere udviklede byer. Som en følge heraf er byernes tiltrækningskraft ikke kronet med succes og som følge af fattigdommen og den utilstrækkelige tilgængelighed af infrastruktur er landområdernes muligheder mindre og mindre erkendt.
I de nye medlemsstater, hvor spændingerne fra immigrationen, der er koncentreret i byerne, findes knap så meget, forekommer social segregation og mangel på lige muligheder for det mest i disse landområder. Det er i det mindste en udfordring af lignende omfang.
Territorial udstødelse ligger ud over de sociale problemer
Mens fattigdom desuden basalt set er et resultat af utilstrækkelig indkomst går territorial udstødelse endnu længere, eftersom de personer, der lever i segregerede bebyggelser og områder følgelig mister mange flere muligheder: uddannelsesmuligheder, adgang til infrastruktur og tjenesteydelser
De etniske forskelle – koncentration af immigranter i byghettoer og øget segregation af romafolket i de nye medlemsstater – gør problemerne med tilbagestående områder endnu mere alvorlig, eftersom deres integration er en endnu større udfordring.
Sluttelig er de fleste udsatte grupper samtidig med, at de er udelukket fra de positive eftervirkninger af socioøkonomisk udvikling, i risiko for også at blive udelukket fra beslutningstagningsprocesserne.
Begrænset territorial dataindsamling og -behandling inden for europæisk forskning
De sociale problemer er ikke tilstrækkeligt synlige gennem europæiske statistikker. For at opnå sammenlignelige territoriale enheder har vi brug for at udvælge de forskellige territoriale niveauer og data fra de forskellige lande på en sådan måde, at variationen i størrelse mellem territoriale enheder bliver så lille som muligt.
Ud over territoriale aggregeringsproblemer har vi kun rådighed over begrænsede sociale indikatorer i en territorial underopdeling og derfor fokuserer den europæiske rumlige forskning mindre på de sociale problemer. Der findes casestudier, der viser fænomenet segregation og territorial udstødelse, men der er endnu ikke foretage nogen analyse for hele Europa med et højere validitetsniveau. De indikatorer, der kan anvendes territorialt, er:
- Aktivitetsgrad
- Beskæftigelsesgrad
- Graden af langvarig arbejdsløshed
- Graden af højere uddannelse
- Indeks for menneskelig udvikling (HDI)
- Risiko for fattigdom
- Forventet levetid
- Andel af dem, der maksimalt har grundskoleuddannelse
Måden, hvorpå risikoen for fattigdom og social udstødelse tackles, varierer fra land til land. Medlemsstaternes systemer er forskellige ikke blot i form at de ressourcer, de har til rådighed, men også i tildelingsmekanismerne. Ud over nationale forskelle, hvis vi virkeligt ønsker at løse problemerne med tilbagestående og segregerede territorier, er vi nødt til at indrømme, at problemerne med fattigdom og social udstødelse er territoriale spørgsmål, som vi skal behandle via en rumlig tilgang med tilstrækkelige ressourcer, der konkret målrettes de mest tilbagestående områder. Disse ressourcer bør medvirke til at frigøre mulighederne, der ligger i konkurrenceevnen hos tilbagestående og segregerede territorier, idet der tages hensyn til deres udfordring og muligheder, og de sættes i stand til at komme med på vognen for at skabe et territorialt og socialt mere samhørende EU.
UDTALELSE FRA UDVALGET OM LANDBRUG OG UDVIKLING AF LANDDISTRIKTER (6.5.2008)
til Regionaludviklingsudvalget
om samhørighedspolitikkens konsekvenser for integrationen af sårbare samfundsgrupper
(2007/2191(INI))
Rådgivende ordfører: Ilda Figueiredo
FORSLAG
Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter opfordrer Regionaludviklingsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:
1. påpeger, at forarmelse og social udstødelse ikke kun er byfænomener, men også berører landdistrikter, også selv om det her kan antage særlige former, især fordi den sociale udstødelse forværres af den territoriale isolation; bemærker, at det i landdistrikter, som står uden for den økonomiske udvikling, er alle sociale grupper, der berøres.
2. understreger, at kvinderne, selv om de spiller en central rolle i landdistrikternes økonomi, stort set er fraværende på de niveauer, hvor beslutningerne træffes; mener derfor, at der bør træffes foranstaltninger for at sikre, at kvinderne er bedre repræsenteret på alle niveauer i andelsselskaber, fagforeninger og lokalpolitiske institutioner, og at der bør gennemføres tiltag specielt med sigte på at støtte kvinder i landdistrikter ved at sikre deres rettigheder og bekæmpe fattigdom;
3. understreger, at sæsonarbejde, selv om sæsonarbejdere udgør en af landbrugssektorens mest sårbare grupper, i dag for en stor dels vedkommende bliver udført af indvandrere; mener, at der derfor bør sikres lige ansættelsesforhold for både indvandrere og fastboende landarbejdere;
4. mener, at udvandringen fra landdistrikterne tidligere fungerede som en ventil for landarbejdere, der var afskåret fra deres oprindelige erhverv, men at dette ikke længere er tilfældet, idet arbejdsløsheden rammer ufaglærte arbejdstagere særdeles hårdt; tilføjer, at industriforetagender etableret i landdistrikter er de første, der rammes af følgerne af omstrukturering og virksomhedsflytning, hvilket yderligere forringer de muligheder for virksomhed uden for bedriften, som små landbrugere tidligere i trange tider kunne gøre brug af for at supplere deres landbrugsudbytte, og dermed forstærker deres forarmelse;
5. opfordrer til at fastholde lønnede aktiviteter i landdistrikter, hvilket indebærer, at der skal rettes en særlig opmærksomhed mod familieforetagender og små og mellemstore landbrug, især ved en revision af den fælles landbrugspolitik med henblik på at gøre denne mere retfærdig, samt til at fastholde iværksætteraktiviteter uden for landbruget, idet de leverer varer og tjenesteydelser, der er af afgørende betydning for at få befolkningen til at blive og for at trække nye borgere til;
6. mener, at landbrugsvirksomhed ofte er den sidste virksomhed, der er tilbage i landdistrikter; understreger, at det er vigtigt fortsat at sikre offentlige tjenester af høj kvalitet i landdistrikter, herunder bjergområder og Fællesskabets yderste periferi, for at forhindre isolation, sikre retten til uddannelse for alle, sundhed, transport, kommunikation og kultur samt give landmændene og deres familier et værdigt liv; mener derfor, at det er nødvendigt at træffe foranstaltninger for at give unge landmænd et incitament til at etablere sig, men at det ud over behovet for at sikre, at deres etableringer er bæredygtige, er vigtigt at gøre en indsats for at gøre landsdistrikterne beboelige gennem fremme af lige adgang til offentlige tjenesteydelser (post, skoler, kollektiv trafik, lægehjælp osv.) og opretholdelse af de offentlige tjenesteydelser (daginstitutioner og plejehjem, almennyttigt boligbyggeri og lejeboliger osv.) og plads til socialt liv med henblik på at gøre det muligt at bryde isolationen (butikker, caféer, kulturcentre, osv.);
7. mener, at produktionen af energi fra vedvarende energikilder, såsom landbrugsbaseret biogas og brændstof fra skovbrug i lokale varmekraftværker kan give økonomien i rand- og landområder en saltvandsindsprøjtning og fremme en bæredygtig energipolitik, på betingelse af at det sikres, at processen har en positiv kulstofbalance, og at en negativ indvirkning på den internationale fødevareforsyning og agroøkosystemet undgås; anmoder om, at der anvendes flere midler fra strukturfondene og Samhørighedsfonden til udvikling af teknologier vedrørende denne form for energiproduktion;
8. understreger betydningen af økonomiske aktiviteter både inden for og uden for landbruget (såsom forarbejdningen og den direkte markedsføring af landbrugsprodukter, turisme, tjenesteydelser og små og mellemstore virksomheder) i landdistrikter med henblik på at skabe beskæftigelse og forebygge fattigdom og udvandring fra landdistrikterne; opfordrer derfor til, at erhvervsuddannelsesfaciliteterne i landdistrikterne forbedres for at fremme etablering af virksomheder;
9. mener, at der skal tages særligt hensyn til de nye medlemsstater, idet disse lande i overgangsperioden til markedsøkonomi har oplevet en nettoudvandring til landdistrikterne, og at denne tendens måske vil vende i fremtiden, hvilket vil skærpe fattigdomsproblemerne i landdistrikterne såvel som i byområderne;
10. understreger, at den lave befolkningstæthed i landdistrikterne og som følge heraf disse vælgeres beskedne andel i den politiske repræsentation også har konsekvenser for de politiske beslutninger; bemærker således angående faglig integration, at der forekommer en tilskyndelse til specialisering, hvilket ikke harmonerer med de krav om alsidig aktivitet, som den usikre beskæftigelsessituation i landdistrikterne stiller; understreger endvidere nødvendigheden af i højere grad at støtte unge landmænd for således at bekæmpe affolkningen af landdistrikterne;
11. bemærker, at der bør tages hensyn til sammenhængen og komplementariteten mellem de midler, der ydes til udvikling af landdistrikter, uanset om de kommer fra regionalpolitikken eller fra den fælles landbrugspolitik;
12. understreger, at det er vigtigt at beskytte de traditionelle former for landbrug f.eks. mindre landbrug, idet de fremmer samhørigheden i randområder;
13. understreger behovet for at øge støtten til landbrugssammenslutninger, andelsselskaber, vinkooperativer og andre lokale håndværkersammenslutninger og andre erhverv end blot landbrug med henblik på at fremme afsætningen af produkter, etableringen af lokale markeder og tættere forbindelser mellem producenter og forbrugere.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
6.5.2008 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
33 0 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Vincenzo Aita, Peter Baco, Bernadette Bourzai, Luis Manuel Capoulas Santos, Giuseppe Castiglione, Giovanna Corda, Joseph Daul, Albert Deß, Carmen Fraga Estévez, Ioannis Gklavakis, Lutz Goepel, Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf, Lily Jacobs, Elisabeth Jeggle, Heinz Kindermann, Véronique Mathieu, Rosa Miguélez Ramos, James Nicholson, Neil Parish, María Isabel Salinas García, Agnes Schierhuber, Willem Schuth, Czesław Adam Siekierski, Donato Tommaso Veraldi, Janusz Wojciechowski, Andrzej Tomasz Zapałowski |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Liam Aylward, Esther De Lange, Ilda Figueiredo, Gábor Harangozó, Wiesław Stefan Kuc, Astrid Lulling, Kyösti Virrankoski |
|||||
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
29.5.2008 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
28 5 17 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Emmanouil Angelakas, Stavros Arnaoutakis, Jean Marie Beaupuy, Rolf Berend, Jana Bobošíková, Victor Boştinaru, Wolfgang Bulfon, Bairbre de Brún, Gerardo Galeote, Iratxe García Pérez, Eugenijus Gentvilas, Zita Gurmai, Gábor Harangozó, Mieczysław Edmund Janowski, Tunne Kelam, Evgeni Kirilov, Constanze Angela Krehl, Florencio Luque Aguilar, Sérgio Marques, Jan Olbrycht, Markus Pieper, Pierre Pribetich, Wojciech Roszkowski, Elisabeth Schroedter, Grażyna Staniszewska, Catherine Stihler, Margie Sudre, Kyriacos Triantaphyllides, Lambert van Nistelrooij, Oldřich Vlasák, Vladimír Železný |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Bernadette Bourzai, Jan Březina, Den Dover, Emanuel Jardim Fernandes, Fernando Fernández Martín, Francesco Ferrari, Louis Grech, Ramona Nicole Mănescu, Francisca Pleguezuelos Aguilar, Zita Pleštinská, Samuli Pohjamo, Christa Prets, Jürgen Schröder, Richard Seeber, Bart Staes, László Surján, Manfred Weber |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
Manuel Medina Ortega, Nicolae Vlad Popa |
|||||