BETÆNKNING om visse spørgsmål vedrørende motorkøretøjsforsikring

10.6.2008 - (2007/2258(INI))

Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse
Ordfører: Nickolay Mladenov

Procedure : 2007/2258(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A6-0249/2008
Indgivne tekster :
A6-0249/2008
Vedtagne tekster :

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om visse spørgsmål vedrørende motorkøretøjsforsikring

(2007/2258(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Kommissionens endelige rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om visse spørgsmål vedrørende motorkøretøjsforsikring (KOM(2007)0207) (herefter benævnt Kommissionens rapport),

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådet direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)[1],

–   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Retsudvalget (A6-0249/2008),

A. der henviser til, at den frie bevægelighed for personer i Europa, navnlig efter de to seneste udvidelser og den tilsvarende udvidelse af Schengen-området, har medført en hurtig stigning i det antal personer og køretøjer, der krydser medlemsstaternes grænser i forbindelse med både arbejds- og privatkørsel,

B. der henviser til, at prioriteringen af beskyttelse af ofre for trafikulykker kræver en klar, præcis og effektiv lovgivning om motorkøretøjsforsikring på EU-plan,

C. der henviser til, at Kommissionen ifølge det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv skal aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og virkningen af de nationale sanktioner, der indføres som led i proceduren med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar, samt om deres ækvivalens og om nødvendigt forelægge forslag,

D. der henviser til, at Kommissionens rapport indeholder en undersøgelse af nationale sanktionsbestemmelser, af effektiviteten af ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter og af de eksisterende muligheder for potentielle ofre for trafikulykker for at tegne frivillig retshjælpsforsikring,

E. der henviser til, at artikel 4, stk. 6, i det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder de gældende regler for proceduren med begrundet erstatningstilbud, hvorefter ofre for trafikulykker i udlandet har ret til at fremsætte erstatningskrav over for den skadebehandlingsrepræsentant, som forsikringsselskabet har udpeget i ofrets bopælsland,

F. der henviser til, at forsikringsselskabet skal give ofret et begrundet svar inden for tre måneder, og at selskabet vil blive pålagt sanktioner, hvis dette ikke sker,

G. der henviser til, at der stadig er behov for at afklare, hvordan denne bestemmelse skal fungere,

H. der henviser til, at Kommissionen må tage fuldt hensyn til udvidelsen i forbindelse med gennemførelsen af EU's politikker, navnlig de relativt høje priser på motorkøretøjsforsikringer i de nye medlemsstater,

I. der henviser til, at der med hensyn til proceduren med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar er gennemført forskellige sanktionsbestemmelser i medlemsstaterne,

J. der henviser til, at høringer af nationale myndigheder, herunder i de nye medlemsstater, har bekræftet, at de nuværende sanktionsbestemmelser, når de findes, er tilstrækkelige, og at de gennemføres effektivt i hele EU,

K. der imidlertid henviser til, at en række medlemsstater ikke har fastlægt specifikke sanktioner og udelukkende sætter deres lid til forsikringsselskabets pligt til at betale lovpligtige renter af det skyldige erstatningsbeløb, hvis det begrundede tilbud/svar ikke fremsættes inden for en frist på tre måneder,

L. der henviser til, at ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter er forholdsvis velkendt i de fleste medlemsstater,

M. der henviser til, at de høringer, Kommissionen har gennemført for at vurdere borgernes kendskab til ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter, kun har omfattet medlemsstaterne og forsikringsbranchen uden i tilstrækkelig grad at inddrage borgerne og forbrugerorganisationerne, dvs. de aktører, der er mest interesserede i, at ordningen fungerer efter hensigten,

N. der henviser til, at der i de fleste medlemsstater findes retshjælpsforsikringer for ofre for trafikulykker; der henviser til, at mere end 90 % af alle sager afgøres udenretligt, og at udgifter til retshjælp godtgøres i mange medlemsstater; der henviser til, at retshjælpsforsikringsselskaber desuden i en årrække har tilbudt forsikringer, der dækker alle former for grænseoverskridende sager, og følgelig har etableret deres egne afdelinger til behandling af udenlandske krav og fremme af hurtig sagsbehandling,

O. der henviser til, at spørgsmålet om, hvorvidt en sådan retshjælp bør være inkluderet i dækningen under skadevolders motorkøretøjsansvarsforsikring i alle medlemsstater, stadig står åbent,

P. der imidlertid henviser til, at motorkøretøjsansvarsforsikringers dækning af rimelige sagsomkostninger i alle medlemsstater ville bidrage til at beskytte de europæiske forbrugere bedre og øge deres tillid,

Q. der henviser til, at forsikringsmarkederne i de nye medlemsstater er i konstant udvikling, men at retshjælpsforsikring i en række af disse medlemsstater er et relativt nyt produkt, der må fremmes, da befolkningen fortsat har forholdsvist ringe kendskab til retshjælpsforsikring,

R. der henviser til, at obligatorisk dækning af sagsomkostninger sandsynligvis ville øge forbrugernes tillid til motorkøretøjsansvarsforsikringer, navnlig i tilfælde, hvor de søger skadeserstatning, eftersom forbrugerne i mange nye medlemsstater er bange for at blive pålagt høje sagsomkostninger, som ville blive dækket, hvis der indførtes obligatorisk dækning,

S. der henviser til, at obligatorisk retshjælpsforsikring vil lægge et yderligere pres på domstolene og komplicere deres arbejde og muligvis forsinke bilæggelsen af tvister og indebære en risiko for flere uberettigede krav,

T. der henviser til, at motorkøretøjsansvarsforsikring og retshjælpsforsikring har forskellige formål og tjener forskellige funktioner, eftersom motorkøretøjsansvarsforsikring sætter forbrugerne i stand til at bære de omkostninger, de kan blive pålagt som følge af erstatningskrav efter trafikulykker, mens retshjælpsforsikring dækker sagsomkostningerne i skadeserstatningssager mod tredjepart efter trafikulykker,

U. der henviser til, at det af hensyn til udviklingen af nationale markeder er vigtigt, at nationale myndigheder, private forsikringsselskaber og forbrugerorganisationer lancerer offentlige kampagner,

1.  glæder sig over Kommissionens rapport og understreger betydningen af fuldt ud og effektivt at inddrage alle berørte parter, navnlig forbrugerne, i høringsprocessen i forbindelse med udarbejdelsen af en EU-politik på dette område;

2.  kræver derfor, at navnlig forbrugerorganisationer, der repræsenterer ofrene, systematisk inddrages i processen med evaluering af effektiviteten af medlemsstaternes nuværende systemer;

3.  betragter det som noget positivt, at der foretages en sådan efterfølgende evaluering af lovgivningen for at sikre, at reglerne fungerer efter hensigten, og kaste lys over eventuelle uforudsete forkerte anvendelser heraf;

4.  understreger betydningen af at øge forbrugernes tillid til motorkøretøjsforsikringer i forbindelse med grænseoverskridende kørsel inden for EU, navnlig for så vidt angår bilister fra de gamle medlemsstater, der rejser til de nye medlemsstater og vice versa;

5.  mener, at fremme af eksisterende juridiske og markedsbaserede løsninger, der beskytter forbrugerne, øger forbrugernes tillid til motorkøretøjsforsikringer;

6.  mener, at medlemsstaterne også er ansvarlige for at sikre, at deres nationale forsikringssystemer fungerer godt i forhold til EU’s lovgivning vedrørende proceduren med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar og sagsomkostninger, der bæres af den skadelidte;

7.  opfordrer Kommissionen til fortsat at føre nøje tilsyn med markedsmekanismernes effektivitet og til jævnligt at aflægge rapport til Parlamentet herom;

8.  mener ikke, at det blotte krav om, at forsikringsselskabet skal betale lovpligtige renter i tilfælde af forsinkelser, er nogen straffeforanstaltning, og finder derfor, at Kommissionen må udøve mere kontrol og træffe passende foranstaltninger på dette punkt for at sikre markedernes gnidningsløse funktion og effektiv forbrugerbeskyttelse i samtlige medlemsstater;

9.  understreger, at arbejdsforbindelserne mellem Kommissionen, de nationale myndigheder, forsikringsbranchen og forbrugerne bør styrkes med henblik på at sikre løbende tilvejebringelse af nøjagtige oplysninger om eksisterende håndhævelsessystemer;

10.  mener, i tråd med generel EU-praksis med hensyn til sanktioner, at man bør anvende subsidiaritetsprincippet, og at det ikke er nødvendigt at harmonisere nationale sanktionsbestemmelser;

11.  mener, at de nationale tilsynsmyndigheder har bedre forudsætninger for at sikre det højest mulige forbrugerbeskyttelsesniveau på deres nationale markeder;

12.  anbefaler derfor med hensyn til proceduren med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar, at valg og pålæggelse af passende sanktionstyper og -niveauer overlades til medlemsstaterne;

13.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de sanktioner, der tages i brug i tilfælde af manglende overholdelse af fristen på tre måneder for afgivelse af et begrundet svar på et erstatningskrav eller et begrundet erstatningstilbud, er effektive;

14.  anser det for tilrådeligt, at man, inden der tages sanktioner i brug, nøje ser på årsagerne til forsikringsselskabers manglende opfyldelse af deres forpligtelser, og i den forbindelse navnlig tager hensyn til faktorer, der ikke afhænger af selskaberne selv; håber, at Kommissionen fortsat vil føre tilsyn med de nationale markeder og tilbyde de nationale myndigheder, der anmoder herom, sin bistand;

15.  understreger på ny betydningen af at øge borgernes tillid til ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter ved at fremme den gennem offentlige kampagner og andre passende tiltag;

16.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at øge forbrugernes tillid ved at fremme passende tiltag, der øger kendskabet til og anvendelsen af nationale forsikringsinformationscentre, f.eks. ved at stille krav til forsikringsselskaberne om, at de oplysninger, der skal gives til forbrugerne forud for indgåelse af en aftale, omfatter kontaktoplysninger for informationscentret i den pågældende medlemsstat;

17.  opfordrer desuden medlemsstaterne til at stille krav til forsikringsselskaberne om, at forbrugerne i forbindelse med de oplysninger, de modtager forud for indgåelsen af en aftale, gives udførlige oplysninger om, hvorledes ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter fungerer, hvorledes den anvendes, og hvilke fordele den indebærer for forsikringstageren;

18.  opfordrer indtrængende Kommissionen til fortsat at føre tilsyn med ordningens funktion samt til at virke som koordinator og yde støtte, hvor dette er nødvendigt, eller når nationale myndigheder anmoder om bistand;

19.  mener endvidere, for så vidt angår motorkøretøjsansvarsforsikringer, at en obligatorisk dækning af sagsomkostninger ville gøre det langt mindre attraktivt at søge udenretlige løsninger, muligvis ville øge antallet af retssager og derfor medføre en uberettiget stigning i domstolenes arbejdsbyrde og ville risikere at destabilisere det eksisterende og fremtidige marked for frivillig retshjælpsforsikring;

20.  finder derfor, at de negative virkninger af at indføre en ordning med obligatorisk dækning af sagsomkostninger i motorkøretøjsansvarsforsikringer alt i alt ville være større end de potentielle fordele;

21.  opfordrer indtrængende Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at træffe sådanne yderligere foranstaltninger, som er nødvendige for at øge kendskabet til retshjælpsforsikring og andre forsikringsprodukter, navnlig i de nye medlemsstater, og til i denne forbindelse at fokusere på oplysning til forbrugerne om fordelene ved at få tilbudt og være i besiddelse af den ene eller anden type forsikringsdækning;

22.  mener i denne forbindelse, at de nationale tilsynsmyndigheder spiller en afgørende rolle for gennemførelsen af bedste praksis fra andre medlemsstater;

23.  anmoder derfor Kommissionen om at styrke forbrugerbeskyttelsen, primært ved indtrængende at opfordre medlemsstaterne til at tilskynde deres nationale tilsynsmyndigheder og nationale forsikringsselskaber til at øge kendskabet til muligheden for at tegne retshjælpsforsikringer;

24.  mener, at de oplysninger om motorkøretøjsforsikring, der gives til forbrugerne forud for indgåelse af en aftale herom, kunne omfatte oplysninger om muligheden for at tegne retshjælpsforsikring;

25.  opfordrer medlemsstaterne til kraftigt at henstille til de nationale tilsynsmyndigheder og forsikringsformidlere at oplyse kunderne om mulige risici og om de frivillige tillægsforsikringer, der kunne komme dem til gode, f.eks. retshjælpsforsikring, redningsforsikring og tyveriforsikring;

26.  opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har indført alternative ordninger for tvistbilæggelse i forbindelse med erstatningskrav, til at overveje at indføre sådanne ordninger baseret på bedste praksis fra andre medlemsstater;

27.  anmoder Kommissionen om ikke at foregribe resultatet af de undersøgelser, der er bestilt vedrørende differentieret skadeserstatning ved personskader efter vedtagelsen af Rom II-forordningen[2], da disse undersøgelser måske vil foreslå en forsikringsbaseret løsning og en heraf følgende ændring af det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv;

28.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

  • [1]  EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65. Direktiv ændret ved direktiv 2005/14/EF (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14).
  • [2]  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).

BEGRUNDELSE

Den grænseoverskridende bilkørsel i Europa er stigende som følge af borgernes frie bevægelighed. Dette øger behovet for en klar, præcis og effektiv lovgivning om motorkøretøjsforsikring på EU-plan. Beskyttelsen af ulykkesofre har altid været en prioritet, og der er i denne forbindelse en række problemer, der skal løses.

Kommissionens rapport fra juni 2007 (KOM 2007(0207)) om visse spørgsmål vedrørende motorkøretøjsforsikring behandler flere vigtige spørgsmål, herunder navnlig gennemførelsen af det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv om de nationale sanktionsbestemmelser og disse bestemmelsers effektivitet, effektiviteten af ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter og de eksisterende muligheder for potentielle ofre for trafikulykker for at tegne retshjælpsforsikring.

Kommissionens rapport omhandler hovedsageligt en særlig bestemmelse i det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Denne bestemmelse vedrører proceduren med begrundet erstatningstilbud. I henhold til det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv har ofre for trafikulykker i udlandet (eller grænseoverskridende trafikulykker) ret til at fremsætte erstatningskrav over for forsikringsselskabets skadebehandlingsrepræsentant udpeget i ofrets bopælsland. Forsikringsselskabet skal svare ofret inden for tre måneder, og hvis dette ikke sker, vil selskabet blive pålagt sanktioner. Anden del af Kommissionens rapport omhandler spørgsmålet om retshjælpsomkostninger, der bæres af den skadelidte, og om disse skal dækkes af skadevolderens forsikringsselskab.

Medlemsstaternes nationale sanktionsbestemmelser og effektiviteten af gennemførelsen i markedsmekanismerne bliver stadig undersøgt af Kommissionen. Der kan pålægges sanktioner, hvis fristen på tre måneder for fremsendelse af et begrundet svar/begrundet erstatningstilbud ikke overholdes. Kommissionen har fremsendt spørgeskemaer til medlemsstaterne, og Kommissionens eksperter arbejder stadig på at opsummere resultaterne og ajourføre en oversigt over alle sanktioner.

Høringer af nationale myndigheder, herunder i de nye medlemsstater, har bekræftet, at de nuværende sanktionsbestemmelser er tilstrækkelige, og at de gennemføres effektivt i hele EU. I rapporten forslås det, at Kommissionen fortsat overvåger situationen, koordinerer og yder støtte i nødvendigt omfang, når nationale myndigheder anmoder om hjælp, navnlig i lyset af det hastigt voksende antal europære, der rejser til andre EU-medlemsstater efter udvidelsen af EU og Schengenområdet.

Endvidere foreslås det i rapporten, at det overlades til medlemsstaterne at pålægge og vælge passende sanktioner i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, og at det derfor ikke er nødvendigt at harmonisere nationale sanktionsbestemmelser. Medlemsstaterne har indført forskellige systemer, og de nationale tilsynsmyndigheder kan i højere grad sikre, at forbrugerne beskyttes bedst muligt på de nationale markeder.

Ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter er kendt i alle medlemsstater. Alle medlemsstater skal ifølge artikel 5 i det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv have etableret informationscentre. Disse informationscentre skal oplyse alle ofre for grænseoverskridende trafikulykker (bilens fører, passagerer og fodgængere) om, hvordan de kan gøre deres krav gældende over for udenlandske parter. De vil om nødvendigt ved hjælp af den udenlandske nummerplade opspore den udenlandske parts forsikringsselskab og den ansvarlige skadebehandlingsrepræsentant. Alle informationscentre kan generelt kontaktes pr. telefon eller e-mail, og mange har ligeledes oprettet deres egen hjemmeside med oplysninger til forbrugerne. De relevante oplysninger opdateres løbende. Hvis forsikringstageren kontakter sit eget forsikringsselskab i tilfælde af en grænseoverskridende trafikulykke, hjælper forsikringsselskabet ofte med at finde kontaktoplysninger til det ansvarlige informationscenter.

Det ville øge forbrugernes tillid, hvis medlemsstaterne havde mulighed for at forsyne forbrugerne med kontaktoplysninger til de nationale informationscentre i de tilfælde, hvor der er behov for yderligere forbrugeroplysninger. Forbrugerne skal desuden i forbindelse med de oplysninger, de modtager forud for indgåelsen af en aftale, have udførlige oplysninger om, hvordan ordningen med en skadebehandlingsrepræsentant virker, og hvordan den anvendes, og hvilke fordele den indebærer for forsikringstageren.

Der kan tegnes retshjælpsforsikring i de fleste medlemsstater (undtagen i Malta og Cypern). Tallene viser, at mere end 90 % af alle sager afgøres udenretligt, og at udgifter til retshjælp i mange medlemsstater tilbagebetales. De nye markeder i de nye medlemsstater er i fortsat vækst. I en række af disse medlemsstater er retshjælpsforsikring imidlertid et relativt nyt produkt, der skal fremmes. Befolkningen i de nye medlemsstater har fortsat ringe kendskab til retshjælpsforsikring, og der er derfor behov for at udbrede dette kendskab.

Det vigtigste spørgsmål her er, om den mest driftssikre og effektive løsning vil være at indføre obligatoriske retshjælpsforsikringer i hele EU, eller om den frivillige ordning skal bibeholdes. Den første mulighed har en række fordele, navnlig for forbrugerne i de nye medlemsstater. Den vil sandsynligvis øge forbrugernes tillid, navnlig når de gør brug af deres klagemuligheder, idet forbrugerne i mange nye medlemsstater er bange for at blive pålagt store sagsomkostninger. Det vil imidlertid lægge et yderligere pres på domstolene og komplicere deres arbejde, hvilket vil forsinke bilæggelsen af tvister og indebære en risiko for flere uberettigede krav og højere præmier, navnlig i lande hvor forsikringsselskaberne i øjeblikket tilbyder en billigere dækning, der ikke allerede omfatter retshjælpsforsikring. Det vil ikke mindst gøre det mindre attraktivt at afvikle krav udenretligt. Det ville endvidere destabilisere det eksisterende marked for retshjælpsforsikringer. Den negative indvirkning af indførelsen af obligatorisk retshjælpsforsikring vil overordnet set veje tungere end de potentielle fordele.

Der skal gøres en yderligere indsats for at udbrede kendskabet til retshjælpsforsikring, navnlig i de nye medlemsstater. Forbrugerne skal oplyses om fordelene ved at få tilbudt og have denne forsikringsdækning. De nationale tilsynsmyndigheder spiller en afgørende rolle i forbindelse med gennemførelsen af bedste praksis fra andre medlemsstater.

Det er vigtigt, at de nationale myndigheder, private forsikringsselskaber og forbrugerorganisationer lancerer offentlige kampagner med henblik på at sikre en hensigtsmæssig udvikling af de nationale markeder. Formidlere bør være forpligtet til at oplyse kunderne om mulige risici og om behovet for retshjælpsforsikring. De medlemsstater, der ikke har indført nationale alternative ordninger for afvikling af krav, bør desuden opfordres til at gennemføre eksempler på bedste praksis fra andre medlemsstater.

UDTALELSE FRA RETSUDVALGET (29.5.2008)

til Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelseom visse spørgsmål vedrørende motorkøretøjsforsikring(2007/2258(INI))Rådgivende ordfører: Giuseppe Gargani

FORSLAG

Retsudvalget opfordrer Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A.  der henviser til, at rejser over grænserne i bil er i stigning på grund af den frie bevægelighed for personer i Europa, og at der derfor er endnu større behov for klare og funktionelle bestemmelser vedrørende beskyttelse af ofre for trafikuheld,

B.  der henviser til, at medlemsstaterne for øjeblikket vedtager forskellige ordninger vedrørende spørgsmål i forbindelse med motorkøretøjsforsikring, hvorfor der er behov for en analyse foretaget af Kommissionen, med bistand fra de nationale myndigheder,

C.  der henviser til, at de konsultationer, der har fundet sted med de nationale myndigheder, herunder myndighederne i de nye medlemsstater, har bekræftet i givet tilfælde gyldigheden af de gældende sanktioner og disses effektive anvendelse i hele Den Europæiske Union,

D.  der henviser til, at for at vurdere borgernes kendskab til ordningen vedrørende repræsentanter bemyndiget til at behandle skadessager, har de konsultationer, Europa-Kommissionen har foretaget, udelukkende inddraget medlemsstaterne og forsikringsbranchen uden i tilstrækkelig grad at inddrage borgerne og forbrugerorganisationerne, dvs. de parter, der er mest interesseret i, at denne ordning fungerer på bedste måde,

1.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de sanktioner, der er fastlagt i tilfælde af, at fristen på tre måneder for at fremsende et begrundet svar på et erstatningskrav eller et begrundet erstatningstilbud ikke overholdes, er effektive;

2.  anser det for hensigtsmæssigt nøje at se på årsagerne til, at forsikringsselskaberne ikke har opfyldt deres forpligtelser, før der skrides til pålæggelse af sanktioner, især under hensyntagen til faktorer, der ikke er afhængige af selskaberne selv; håber, at Kommissionen fortsat vil overvåge de nationale markeder og hjælpe de nationale myndigheder, som anmoder om dens bistand;

3.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at fremsende de nødvendige oplysninger om ordningen med skadesbehandlingsrepræsentanter, herunder listen over disse i alle medlemsstaterne, idet de ikke blot beder forsikringsselskaberne om i deres forsikringsinformationer at oplyse, hvordan ordningen fungerer og de deraf følgende fordele, men idet de tillige fremmer kontakten til de informationscentre, der er oprettet i de forskellige medlemsstater;

4.  anmoder om, at Kommissionen ikke dømmer på forhånd om resultatet af de undersøgelser, der er bestilt vedrørende differentieret skadeserstatning ved personskader i forbindelse med vedtagelsen om Rom II-forordningen[1], idet studierne måske foreslår en forsikringsbaseret løsning og deraf følgende ændring af det fjerde motorforsikringsdirektiv[2];

5.  opfordrer Kommissionen til at finde frem til alternative ordninger vedrørende bilæggelse af stridigheder med henblik på afvikling af skaderne som f.eks. anvendelse af direkte skadeserstatning og indføre disse ordninger på basis af bedste praksis i andre medlemsstater;

6.  anser det for hensigtsmæssigt at lade retshjælpsforsikringen være på frivillig basis, således at man respekterer de særlige forhold på de forskellige nationale markeder; håber, at medlemsstaterne og Kommissionen vil fremme kendskabet til denne form for forsikring via informationskampagner og befordre den frie ydelse af en lignende tjeneste, således at man opmuntrer til udbredelse af modeller, der er inspireret af bedste praksis i de andre medlemsstater.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

29.5.2008

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

20

0

0

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Carlo Casini, Bert Doorn, Monica Frassoni, Giuseppe Gargani, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Neena Gill, Piia-Noora Kauppi, Katalin Lévai, Antonio Masip Hidalgo, Manuel Medina Ortega, Aloyzas Sakalas, Francesco Enrico Speroni, Diana Wallis, Jaroslav Zvěřina, Tadeusz Zwiefka

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Sharon Bowles, Luis de Grandes Pascual, Sajjad Karim, Georgios Papastamkos, Jacques Toubon

  • [1]  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).
  • [2]  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16.5.2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65).

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

3.6.2008

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

20

0

12

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Charlotte Cederschiöld, Gabriela Creţu, Janelly Fourtou, Evelyne Gebhardt, Martí Grau i Segú, Małgorzata Handzlik, Malcolm Harbour, Edit Herczog, Iliana Malinova Iotova, Graf Alexander Lambsdorff, Lasse Lehtinen, Toine Manders, Arlene McCarthy, Nickolay Mladenov, Zita Pleštinská, Zuzana Roithová, Heide Rühle, Leopold Józef Rutowicz, Salvador Domingo Sanz Palacio, Christel Schaldemose, Andreas Schwab, Marianne Thyssen, Barbara Weiler

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Emmanouil Angelakas, Giovanna Corda, Jan Cremers, Joel Hasse Ferreira, Filip Kaczmarek, Manuel Medina Ortega

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Dragoş Florin David, Jean-Paul Gauzès, Sirpa Pietikäinen