BETÆNKNING med forslag til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om EU's prioriteringer for FN's Generalforsamlings 63. samling

26.6.2008 - (2008/2111(INI))

Udenrigsudvalget
Ordfører: Alexander Lambsdorff

Procedure : 2008/2111(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A6-0265/2008
Indgivne tekster :
A6-0265/2008
Forhandlinger :
Vedtagne tekster :

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS HENSTILLING TIL RÅDET

om EU's prioriteringer for FN's Generalforsamlings 63. samling

(2008/2111(INI))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til forslag til henstilling til Rådet af Alexander Lambsdorff og Annemie Neyts-Uyttebroeck for ALDE-Gruppen om FN's Generalforsamlings 63. samling (B6-0176/2008),

 der henviser til FN's generalsekretærs rapport "In Larger Freedom", det efterfølgende slutdokument fra 2005-verdenstopmødet og generalsekretærens rapport "'Investing in the United Nations: for a Stronger Organization Worldwide",

 der henviser til EU's prioriteringer for FN's Generalforsamlings 62. samling,

 der henviser til sine beslutninger af 29. januar 2004 om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og De Forenede Nationer[1], af 9. juni 2005 om reformen af De Forende Nationer[2] og af 29. september 2005 om resultatet af FN-verdenstopmødet den 14.-16. september 2005[3],

 der henviser til den foreløbige dagsorden for Generalforsamlingens 63. samling den 11. februar 2008 og navnlig til punkterne med overskrifterne "Maintenance of international peace and security", "Development of Africa", "Promotion of Human Rights" og "Management Reform",

 der henviser til resultaterne af det niende møde i konferencen for parterne til FN's konvention om biologisk diversitet, som afholdtes i dagene 19.-30. maj 2008 i Bonn,

 der henviser til konferencen i 2009 til gennemgang af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol,

 der henviser til forretningsordenens artikel 114, stk. 3, og artikel 90,

 der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A6-0265/2008),

A.  der henviser til, at EU's udenrigspolitik er baseret på stærk og utvetydig støtte til reel multilateralisme som nedfældet i FN-pagten,

B.  der henviser til, at EU er en vigtig politisk og finansiel partner for FN med hensyn til at bekæmpe fattigdom og fremme økonomisk og social udvikling, skabe fælles sikkerhed, herunder beskytte udsatte befolkningsgruppers eksistensgrundlag, og fremme menneskerettighederne over hele verden,

C.  der henviser til, at FN's reformdagsorden, som indebærer oprettelse af nye organer, grundig gennemgang af andre, omstrukturering af forvaltningen af FN's indsatser i verden, omorganisering af dets bistand og en grundig reform af dets sekretariat, er meget ambitiøs og forudsætter fortsat politisk støtte, navnlig på det tidspunkt efter fastsættelsen af den nye politiske ramme, hvor gennemførelsesfasen er påbegyndt,

D.  der henviser til, at to nye nøgleorganer, Menneskerettighedsrådet og Fredsopbygningskommissionen, er trådt ind i en afgørende fase, hvor de skal bevise deres evne til at opfylde deres respektive mål, som er fastsat af FN's medlemsstater,

E.  der henviser til, at den reform af FN's Sikkerhedsråd, som for længst skulle have været foretaget, endnu ikke er gennemført på grund af spørgsmålets følsomhed samt spændingen mellem større ansvarlighed og øget geopolitisk balance på den ene side og behovet for at sikre dette organs effektivitet på den anden side,

F.  der henviser til, at 2008 er et afgørende år for bestræbelserne på at udrydde fattigdom og gennemføre millenniumudviklingsmålene (MDG) på verdensplan inden 2015, og til, at EU-medlemsstaterne bør udvise globalt lederskab forud for de relevante vigtige møder, som vil blive afholdt i andet halvår i år,

G.  der henviser til, at EU's indsats med hensyn til opfyldelse af millenniumudviklingsmålene tjener som en vigtig katalysator og som eksempel for andre donorer, men at EU ikke desto mindre i 2010 vil mangle 75 mia. euro i at indfri sine forpligtelser på området statslig udviklingsbistand, medmindre de nuværende tendenser vender,

H.  der henviser til, at mange lande i Afrika syd for Sahara er langt fra at realisere blot nogle af millenniumudviklingsmålene, og at der også i mange mellemindkomstlande er regioner og etniske grupper bestående af millioner af mennesker, som gør utilfredsstillende fremskridt i retning af at opfylde disse mål,

I.  der henviser til, at kraftigt stigende fødevarepriser og et lavere tempo i den globale vækst truer med at bremse fremskridtet med hensyn til millenniumudviklingsmålene med skønsmæssigt syv år, medmindre der investeres yderligere i landbrugssektoren og i agrofødevareindustrien i udviklingslandene,

J.  der henviser til, at FN's Generalforsamling besluttede at afholde dialogen på højt plan om interreligiøst og interkulturelt samarbejde til fremme af tolerance, forståelse og universel respekt omkring spørgsmål vedrørende religions- eller trosfrihed og kulturel mangfoldighed den 4. og 5. oktober 2007 koordineret med andre lignende initiativer på dette område,

K.  der henviser til, at 2008 er det europæiske år for interkulturel dialog,

L.  der henviser til, at FN's Generalforsamlings dagsorden endnu ikke er tilstrækkelig fokuseret og strømlinet, hvilket den nødvendigvis skal være for at gøre arbejdet i denne organisation mere sammenhængende og for at lette opfølgningen på dens resolutioner,

M.  der henviser til, at FN's Afdeling for Fredsbevarende Operationer for tiden varetager 20 indsatser, som involverer mere end 100 000 soldater, hvoraf halvdelen er udstationeret i Afrika,

N.  der henviser til, at graden af koordinering af EU-medlemsstaternes holdninger i FN varierer fra organ til organ og fra politik til politik,

O.  der henviser til, at en sådan koordinering ikke bør ske på bekostning af forhandlinger med lande fra andre geopolitiske blokke, som er en grundlæggende forudsætning for at skabe de nødvendige alliancer inden for FN,

P.  der henviser til, at en sådan koordinering kræver et tættere samarbejde mellem de relevante Bruxellesbaserede arbejdsgrupper i Rådet og EU-kontorerne og medlemsstaternes faste repræsentationer i New York og Genève,

Q.  der henviser til, at Lissabontraktaten giver EU status som juridisk person, en nyskabelse, som vil få betydelige konsekvenser for EU's repræsentation i FN,

1.  retter følgende henstillinger til Rådet:

     EU i FN og ratifikation af Lissabontraktaten

a)  opfordrer til, at EU's politiske prioriteringer for FN's Generalforsamlings næste samling gøres til genstand for en grundig og omfattende debat mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

b)  mener, at medlemsstaternes faste repræsentationer i New York bør betragte denne formelle holdning som en bindende politisk platform, der skal bruges i forhandlinger med andre lande;

c)  mener, at koordineringen af medlemsstaternes holdning i FN normalt bør begynde i den relevante arbejdsgruppe i Rådet, for på den måde at gøre det lettere for diplomaterne i New York at opnå en fælles holdning til bestemte spørgsmål i FN's organer og give mere tid til høringer og forhandlinger med andre regionale grupperinger eller lande, der tilhører sådanne grupperinger;

d)  opfordrer Rådet og Kommissionen til at overveje en omorganisering og udvidelse af deres kontorer i New York og Genève i betragtning af de øgede beføjelser og det øgede ansvar, som EU's repræsentanter forventes at udøve som følge af ratifikationen af Lissabontraktaten, idet der sikres en optimal koordinering og synergi mellem Fællesskabets politikker, programmer og midler og de instrumenter og opgaver, som indgår i EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik;

e)  opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til grundigt at undersøge, hvilke konsekvenser Lissabontraktaten har for EU's fremtidige repræsentation i FN, og opfordrer medlemsstaterne til klart og utvetydigt at forpligte sig til at sikre, at EU bliver tilstrækkelig synlig og får tilstrækkelig autoritet i FN's organer og fora;

f)  tilskynder Rådet til snarest muligt at føre forhandlinger om EU's "observatørstatus" i FN og fastlægge den måde, hvorpå denne kan omsættes i praksis;

g)  opfordrer desuden medlemsstaterne til at anmode om en revision af den nuværende struktur i de regionale grupperinger i FN for at sikre, at den afspejler medlemslandene i EU efter den seneste udvidelse;

h)  opfordrer Rådet og Kommissionen til regelmæssigt at orientere Parlamentet om konsekvenserne, herunder de budgetmæssige, af alle skridt i retning af en omorganisering af EU's tilstedeværelse i FN's forskellige organer, herunder sekretariatet, samt dets midler og programmer;

      EU's bidrag til reformen af FN

i)  glæder sig over, at man har genoptaget arbejdet i arbejdsgruppen om reform af Generalforsamlingen, som har til formål at finde metoder til styrkelse af Generalforsamlingens rolle, autoritet og effektivitet, og opfordrer EU's medlemsstater til i denne sammenhæng at støtte en styrkelse af Generalforsamlingens formands rolle, som skal følges op af tildelingen af tilstrækkelige finansielle, menneskelige og infrastrukturelle ressourcer samt etablering af et mere systematisk samarbejde mellem Generalforsamlingen, Generalsekretæren og FN's Sikkerhedsråd med henblik på at øge sidstnævntes ansvarlighed og legitimitet;

j)  opfordrer medlemsstaterne til at fastholde deres krav om den længe ventede revision af mandaterne, som skal styrke og opdatere FN's arbejdsprogram, så det svarer til medlemsstaternes nuværende betingelser ved at gennemgå alle mandater, som er ældre end fem år, og som udspringer af resolutioner fra Generalforsamlingen og andre organer;

k)  minder medlemsstaterne om de tilsagn, der blev givet på verdenstopmødet i 2005, om at styrke FN gennem en række reformer af forvaltningen og sekretariatet; opfordrer Rådet til at støtte disse reformer for at øge ansvarligheden og overblikket, forbedre forvaltningen og gennemsigtigheden og styrke de etiske forpligtelser, effektiviteten og den organisatoriske kapacitet ved først og fremmest at fokusere på en reform af sekretariatets struktur;

l)  opfordrer indtrængende Rådet til at sikre, at Afdelingen for Fredsbevarende Operationer og Afdelingen for Politiske Anliggender er tilstrækkeligt bemandet til at løse deres opgaver og leve op til deres ansvar samt til at støtte Generalsekretærens bestræbelser i denne henseende;

m) opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at støtte FN's generalsekretærs bestræbelser for at gennemføre begrebet "ansvar for beskyttelse", som godkendtes på verdenstopmødet i 2005; opfordrer medlemsstaterne til at deltage aktivt i denne proces;

n)  opfordrer Rådet til fuldt ud at støtte genoptagelsen af de forhandlinger, hvis sigte er at gennemføre henstillingerne fra High-Level Panel on UN System-wide Coherence, og anbefaler, at EU's medlemsstater samarbejder aktivt med de udviklingslande, som modtager bistand fra EU eller medlemsstaterne, og i fuldt omfang gør EU's samlede samt de enkelte medlemsstaters indflydelse gældende for at sikre disse landes støtte til en grundig gennemgang af FN's bistandseffektivitet og til fremme af en bedre sammenhæng mellem FN's politikker i marken;

o)  opfordrer medlemsstaterne til at finde frem til en mere sammenhængende holdning til reformen af FN's Sikkerhedsråd – en holdning, der fastholder det endelige mål om at sikre EU et permanent sæde inden for et reformeret FN, samtidig med at den indtil da søger at øge EU's indflydelse på en måde, der står i passende forhold til EU's bidrag til FN's fredsbevarende operationer og til FN's udviklingsbistand;

p)  minder i denne forbindelse medlemsstaterne om, at det er af altafgørende betydning at sikre, at de af EU's medlemsstater, som er repræsenteret i FN's Sikkerhedsråd, fastholder EU's officielle holdning, på behørig vis informerer de andre medlemsstater om de drøftelser, som finder sted i Sikkerhedsrådet, og aktivt koordinerer deres holdning med de relevante arbejdsgrupper i Rådet for Den Europæiske Union;

q)  opfordrer medlemsstaterne til at støtte den task force for reform af Sikkerhedsrådet, som Generalforsamlingens formand, Srgjan Kerims, har oprettet; glæder sig i denne henseende over incitamentet til at reformere Sikkerhedsrådet, der er en konsekvens af det initiativ, der er kendt under navnet "Overarching Process"; opfordrer Rådet til at fremme en debat, der fokuserer på de punkter, hvor der er overensstemmelse, med henblik på at opnå konkrete fremskridt i så henseende;

    EU og FN's Menneskerettighedsråd

r)  opfordrer EU's medlemsstater, specielt Frankrig og Slovakiet som nyligt valgte medlemmer af FN's Menneskerettighedsråd, til at intensivere deres indsats for at sikre, at Menneskerettighedsrådet fungerer efter hensigten og beskytter og fremmer universelle rettigheder; opfordrer i den sammenhæng til større ansvarlighed i proceduren for indførelse og fornyelse af særlige procedurer og for udpegelse af mandatindehaverne, som bør baseres på princippet om gennemsigtighed og reel konkurrence;

s)  understreger betydningen af, at civilsamfundet inddrages i arbejdet i FN's Menneskerettighedsråd, og opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til i forbindelse med arbejdet i FN's Menneskerettighedsråd at indføre effektive metoder og instrumenter, som sætter civilsamfundet i stand til at deltage i FN's Menneskerettighedsråd med det formål at sikre en bedre beskyttelse af menneskerettighederne i verden og bidrage positivt til institutionens gennemsigtighed;

t)  opfordrer Rådet til at opretholde bestræbelserne på at styrke FN-medlemsstaternes ansvarlighed på menneskerettighedsområdet ved at øge den universelle peer reviews effektivitet, navnlig ved at stramme op på procedurerne for at undgå bevidst obstruktion eller afledningstaktikker;

u)  er bekymret over den nylige kritik af arbejdet i Højkommissariatet for Menneskerettigheder; opfordrer medlemsstaterne til at støtte Højkommissariatet, navnlig i Generalforsamlingens femte udvalg, således at det sikres, at kommissariatets uafhængighed opretholdes, og at kontoret får tildelt de finansielle ressourcer, der er nødvendige for, at det kan udøve sit mandat; opfordrer EU's medlemsstater til nøje at kontrollere proceduren for udpegelse af den nye højkommissær, når mandatet for stillingens nuværende indehaver udløber i juni 2008;

v)  opfordrer alle EU's medlemsstater til fortsat at engagere sig i forberedelserne til Durbanrevisionskonferencen i 2009, og sikre, at konferencen giver alle parter mulighed for at forny deres beslutning om og forpligtelse til at bekæmpe racisme, race- og kastediskrimination, fremmedhad og alle andre former for intolerance, og til at vedtage konkrete kriterier med henblik på at udrydde racisme på basis af og under fuld respekt for Durbanerklæringen og handlingsprogrammet;

w)  opfordrer Rådet til at sikre, at der ikke sker en gentagelse af de negative begivenheder, som forbindes med den første konference i Durban; opfordrer alle EU-medlemsstaterne til at sørge for, at civilsamfundet deltager i Durbanrevisionskonferencen i 2009 i Genève i overensstemmelse med FN-pagten og FN's Økonomiske og Sociale Råds resolution 1996/31 af 25. juli 1996;

x)  opfordrer alle EU's medlemsstater til at fremme og beskytte børns rettigheder ved at gå ind for, at børns rettigheder indgår som en vigtig del af alle aktiviteter i FN-systemets relevante organer og mekanismer;

EU og FN's Fredsopbygningskommission

y)  mener, at EU's medlemsstater sammen bør gå ind for en styrkelse af Fredsopbygningskommissionens rolle i forbindelse med FN-systemet, sikre, at dens henstillinger i tilstrækkeligt omfang tages i betragtning af de relevante FN-organer og slå til lyd for øgede synergier mellem Fredsopbygningskommissionen og FN's organer, fonde og programmer; understreger vigtigheden af et tættere samarbejde mellem Fredsopbygningskommissionen og de internationale finansielle institutioner, som er aktive i lande, der netop har overstået en konflikt;

z)  opfordrer Rådet og medlemsstaterne til at anspore til, at der tilføres FN's fredsopbygningsfond finansielle midler for at sikre, at den råder over tilstrækkelige ressourcer;

aa) opfordrer EU-medlemsstaterne i Sikkerhedsrådet til at gøre det lettere at høre Fredsopbygningskommissionens om henvisning af nye lande til kommissionen og om mandat til integrerede fredsopbygningsoperationer, specielt med henblik på, når tiden er inde, at sikre en gnidningsløs overgang fra fredsbevaring til fredsopbygning; glæder sig i den forbindelse over, at Fredsopbygningsstøttekontoret er tilknyttet den integrerede missionsplanlægningsproces;

ab) anser det for afgørende, at Fredsopbygningskommissionen jævnsides med forbedringen af koordineringen mellem aktørerne, som skal sikre en forudsigelig finansiering og større international opmærksomhed over for post-konfliktlande, også bør se på behovet for at forbedre organisationens læringskapacitet på fredsopbygningsområdet i samarbejde med de relevante FN-afdelinger;

ac) fremhæver i lyset af ovenstående behovet for at sikre, at de menneskelige og finansielle ressourcer, som er til rådighed for Fredsopbygningskommissionen, er passende i forhold til FN-organernes og de begunstigede landes opgaver og forventninger, og opfordrer EU's medlemsstater til at rejse dette spørgsmål i det relevante udvalg i FN's Generalforsamling;

    EU og millenniumudviklingsmålene

ad) opfordrer indtrængende Rådet til at støtte opfordringerne fra Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og kommissær Louis Michel til medlemsstaterne om at fastlægge klare og bindende nationale køreplaner og budgetter for at øge den reelle støtte med henblik på at nå det lovede kollektive mål på 0,56 % af bruttonationalindkomsten i 2010 og 0,7 % i 2015;

ae) erindrer medlemsstaterne om, at der ikke er behov for nye løfter eller nye procedurer nu for at gennemføre millenniumudviklingsmålene, og at der bør fokuseres på at indfri allerede afgivne løfter og tilsagn og at udbygge de eksisterende procedurer;

af) noterer sig det fortsatte behov for, at krisen inden for den offentlige finansiering af sundhedstjenesterne løses, hvis de tre millenniumudviklingsmål på sundhedsområdet skal bringes tilbage på sporet, gennem tilstrækkelig og forudsigelig periodisk finansiering af menneskelige ressourcer, adgang til lægemidler og decentraliseret og participatorisk forvaltning, og opfordrer EU's medlemsstater til at udfolde alle bestræbelser på at styrke universelle, integrerede sundhedssystemer, som opfylder lokale behov, og gradvis medtage integrering af sygdomsspecifikke programmer (MDG 6);

ag) mener, at ligestilling mellem kønnene (MDG 3) er et væsentligt element i bestræbelserne for at opfylde millenniumudviklingsmålene og anbefaler, at medlemsstaterne snarest afhjælper det globale finansieringsunderskud i forbindelse med gennemførelsen af MDG 3; noterer sig, at styrkelse af kvinders muligheder for at deltage i samfundet på lige fod sammen med uddannelse i væsentlig grad bidrager til at opfylde MDG 4 om børnedødelighed og MDG 5 om mødresundhed, der er kritiske indikatorer for det overordnede fremskridt på udviklingsområdet;

ah) noterer sig, at ca. 93 mio. børn i grundskolealderen, hvoraf de fleste er piger, stadig ikke gik i skole i 2006 trods væsentlige fremskridt i de seneste år i retning af grundskoleuddannelse for alle gik; opfordrer EU's medlemsstater til at imødekomme de øgede finansielle behov for støtte til uddannelse i konfliktramte, sårbare stater;

ai) erindrer om EU's tilsagn om at fremme udviklingspositiv sammenhæng mellem de forskellige politikker og anbefaler, at Rådet og EU's medlemsstater ansporer til en drøftelse i hele FN-systemet om, hvorledes man sikrer, at bestræbelser og mål på klimaændringsområdet styrker gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene; noterer sig, at der er behov for langt større bidrag til tilpasningsfonde med henblik på at "klimasikre" udviklingen i de fattigste lande;

aj) opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at deltage aktivt i mødet på højt plan om Afrikas udviklingsbehov (NEPAD), som afholdes den 22. september 2008, og i FN's møde på højt plan om millenniumudviklingsmålene, som afholdes den 25. september 2008 i New York;

ak) anbefaler, at Rådet og EU's medlemsstater genoptager drøftelserne om gældslempelse på FN-plan med henblik på at omdefinere kriterierne for gældsbæredygtighed, således at man prioriterer fremme af udviklingsmålene frem for tilbagebetaling af gælden;

al) mener, at dødeligheden blandt mødre fortsat er uacceptabelt høj i mange udviklingslande, idet mere end 500 000 kvinder dør hvert år på grund af komplikationer i relation til svangerskab og fødsel, som kunne have været behandlet og forebygget; opfordrer derfor indtrængende EU's medlemsstater til kraftigt at styrke bestræbelserne og finansieringen med henblik på at sikre adgang for alle til information og tjenester inden for seksuel og reproduktiv sundhed, som er vigtige for at gennemføre millenniumudviklingsmålene på sundhedsområdet, ligestilling mellem kønnene og fattigdomsbekæmpelse;

am) opfordrer i lyset af den aktuelle fødevarekrise indtrængende Rådet og EU-medlemsstaterne til at tage skridt med henblik på at afbøde handelsforvridningen;

Forbedring af EU-FN-samarbejdet i praksis

an) opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at støtte FN's Demokratifond (UNDEF) såvel politisk som økonomisk;

ao) opfordrer Rådet og især de EU-medlemsstater, der er faste eller ikkefaste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, til at slå til lyd for en revision af FN's sanktionssystem (sortlistning af terrorister) for at bringe det på linje med de forpligtelser, som følger af FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, navnlig gennem indførelse af hensigtsmæssige notifikations- og appelprocedurer; glæder sig i den henseende som et første skridt i den rigtige retning over FN's Sikkerhedsråds vedtagelse af resolution 1730 (2006), som indfører en procedure og et kontaktpunkt i FN's Sekretariat for anmodninger om fjernelse fra listerne over sanktioner;

ap) opfordrer EU-medlemsstaterne til i FN og forud for opfølgningskonferencen at indlede en debat om de udfordringer, som Den Internationale Straffedomstol står over for, og som vil kunne undergrave domstolens effektivitet, med henblik på at opnå en aftale om den fortsat manglende definition af aggressionsforbrydelse og de vilkår, under hvilke domstolen kunne udøve sin domsmyndighed, jf. Romstatuttens artikel 5, stk. 2;

aq)  mener, at EU i betragtning af de åbenlyse følgevirkninger, som klimaændringerne har for millioner af menneskers tilværelse, aktivt bør opfordre parterne i FN's rammekonvention om klimaændringer, til at føre forhandlinger med henblik på at vedtage en international aftale om klimaændringer senest 2009, og opfordrer medlemsstaterne til at gå i spidsen for sådanne omfattende globale forhandlinger; opfordrer endvidere indtrængende medlemsstaterne til i denne forbindelse at fremme anvendelsen af vedvarende og CO2-neutrale energikilder; er endelig af den opfattelse, at medlemsstaterne bør overveje at henstille til oprettelse af en enhed for katastroferådgivning på FN-plan, som kan tilbyde regeringerne systematik rådgivning om et effektivt katastrofeberedskab;

ar) opfordrer både EU- og FN-aktørerne til at rette opmærksomheden mod samarbejdet mellem EU og Den Afrikanske Union om tilvejebringelse af fred og sikkerhed på det afrikanske kontinent ved især at fokusere på måder, hvorpå FN kan forbedre kvaliteten af sine opgaver ved at gøre brug af EU's supplerende kapacitet; anbefaler, at der rettes særlig opmærksomhed mod kapacitetssammenlægning med henblik på at skabe synergieffekter, ikke kun med hensyn til teknologi og militært udstyr, men også med hensyn til legitimitet og accept, såvel som omkostningseffektivitet og mandatets egnethed,

as) opfordrer Rådet til fortsat at give opbygningen af vellykkede tværregionale partnerskaber høj prioritet, specielt samarbejdet med partnere i alle regioner i verden, for at sikre en effektiv gennemførelse af FN's Generalforsamlings resolution 62/149 om et verdensomspændende moratorium for henrettelser med henblik på afskaffelse af dødsstraffen;

at) konstaterer, at FN's generalsekretær har besluttet at omstrukturere FN-missionen i Kosovo, hvilket giver EU mulighed for at spille en større rolle i praksis for at sikre overholdelsen af retsstatsprincippet, og opfordrer EU's medlemsstater, som enstemmigt har givet deres tilslutning til udsendelsen af EULEX, til nøje at overvåge gennemførelsen af denne beslutning i området;

au) er bekymret over, at forhandlingerne om nedrustning er gået i stå, navnlig med hensyn til en traktat om forbud mod produktion af spalteligt materiale til brug for atomvåben og en verifikationsprotokol til konventionen om forbud mod biologiske våben, samt de manglende fremskridt, hvad angår ratificeringen af traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger; erkender ikke desto mindre, at FN's 63. samling er en glimrende lejlighed for EU til at vise lederskab med hensyn til fremme af ratificeringen og universaliseringen af den nyligt vedtagne traktat om forbud mod klyngeammunition og indledningen af forhandlinger med henblik på at indgå en international aftale om våbenhandel og en international traktat om et globalt forbud mod våben med forarmet uran; opfordrer EU og FN til at fortsætte bestræbelserne for at styrke FN's handlingsprogram vedrørende håndvåben og lette våben og til at udvide anvendelsesområdet for Ottawatraktaten om forbud mod landminer;

av) opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udfolde de nødvendige bestræbelser for at sikre en international konsensus, som gør det muligt at afslutte forhandlingerne om den globale konvention om international terrorisme;

aw) opfordrer Rådet til at fremme alle aktiviteter og sikre passende finansiering med henblik på at integrere kønsspørgsmål i alle aspekter af FN's aktiviteter;

ax) opfordrer indtrængende Rådet til at støtte alle aktiviteter, som sigter mod at bekæmpe udryddelsen af arter og beskytte miljøet, samt at mobilisere de nødvendige finansielle ressourcer;

2.  pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet og til orientering til Kommissionen.

  • [1]  EUT C 96 E af 21.4.2004, s. 79.
  • [2]  EUT C 124 E af 25.5.2006, s. 549.
  • [3]  EUT C 227 E af 21.9.2006, s. 582.

FORSLAG TIL HENSTILLING TIL RÅDET (B6-0176/2008) (17.4.2008  )

jf. forretningsordenens artikel 114, stk. 1,

af Alexander Lambsdorff, Annemie Neyts-Uyttebroeck

for ALDE-Gruppen

om FN's Generalforsamlings 63. samling

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til FN's generalsekretærs rapport "In Larger Freedom", det efterfølgende slutdokument fra 2005-verdenstopmødet og generalsekretærens rapport "'Investing in the United Nations: for a stronger organisation worldwide",

–   der henviser til FN's Generalforsamlings 62. samling,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 114, stk. 1,

A. der henviser til, at EU's udenrigspolitik er baseret på stærk og utvetydig støtte til reel multilateralisme som nedfældet i FN's charter,

B. der henviser til, at EU en vigtig politisk og finansiel partner for FN med hensyn til at bekæmpe fattigdom og fremme økonomisk og social udvikling, skabe fælles sikkerhed og beskytte menneskerettighederne over hele verden,

C. der henviser til, at den reform af FN's Sikkerhedsråd, som for længst skulle have været foretaget, endnu ikke er gennemført,

D. der henviser til, at koordineringen af EU's medlemsstaters holdninger i FN varierer fra organ til organ og fra politik til politik,

E. der henviser til, at en sådan koordinering kræver et tættere samarbejde mellem de relevante Bruxelles-baserede arbejdsgrupper i Rådet og de relevante EU-kontorer og medlemsstaternes faste repræsentationer i New York,

F. der henviser til, at Lissabontraktaten giver EU status som juridisk person, en nyskabelse, som vil få betydelige konsekvenser for EU's repræsentation i FN,

retter følgende henstilling til Rådet:

Den Europæiske Unions synlighed i De Forenede Nationer

1. opfordrer til, at EU's politiske prioriteringer for FN's Generalforsamlings næste samling gøres til genstand for en grundig og omfattende debat i Bruxelles, og at de fremlægges i en formel holdning fra Rådet;

2. mener, at de faste repræsentationer i New York bør betragte denne formelle holdning som en bindende politisk platform, der skal bruges som grundlag for forhandlinger med andre lande;

3. opfordrer med henblik på ratificeringen af Lissabontraktaten Rådet og Kommissionen til at overveje at omorganisere deres kontorer i New York;

4. opfordrer indtrængende Rådet til grundigt at undersøge, hvilke konsekvenser Lissabontraktaten har for EU's fremtidige repræsentation i FN, og medlemsstaterne til klart og utvetydigt at forpligte sig til at tage de nødvendige skridt til at sikre, at EU nyder passende synlighed og autoritet i FN's organer og fora;

EU's bidrag til reformen af FN

5. opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at presse på for at få fastsat medlemskabskriterier for valg til UNHRC; opfordrer til, at EU's medlemsstater, indtil en sådan reform er gennemført, anvender disse kriterier i UNHRC-regi, når deres støtte til kandidatlande skal fastlægges;

6. påpeger, at det er nødvendigt, at EU taler med én stemme i forbindelse med løsning af menneskerettighedsspørgsmål, men også, at det er vigtigt, at de enkelte medlemsstater giver udtryk for EU's holdning, således at denne opnår større vægt;

7. er af den faste overbevisning, at FN's medlemsstater igennem Fredsopbygningskommissionen har skabt en vigtig ny struktur til støtte for skrøbelige samfund, der arbejder for at komme på fode igen efter ødelæggende krig;

8. opfordrer Rådet til at støtte arbejdet i Fredsopbygningskommissionen og fokusere på eventuelle mangler, som kan undergrave freden;

9. glæder sig over, at man har genoptaget arbejdet i arbejdsgruppen om reform af Generalforsamlingen, som har til opgave at finde metoder til styrkelse af Generalforsamlingens rolle, autoritet og effektivitet;

10. opfordrer medlemsstaterne til at finde en i højere grad fælles holdning til reformen af FN's Sikkerhedsråd;

11. pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet og til orientering til Kommissionen.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

24.6.2008

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

57

3

4

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Roberta Alma Anastase, Sir Robert Atkins, Christopher Beazley, Bastiaan Belder, André Brie, Elmar Brok, Colm Burke, Giorgos Dimitrakopoulos, Michael Gahler, Georgios Georgiou, Maciej Marian Giertych, Ana Maria Gomes, Alfred Gomolka, Klaus Hänsch, Jana Hybášková, Anna Ibrisagic, Ioannis Kasoulides, Metin Kazak, Maria Eleni Koppa, Helmut Kuhne, Vytautas Landsbergis, Johannes Lebech, Francisco José Millán Mon, Pasqualina Napoletano, Annemie Neyts-Uyttebroeck, Raimon Obiols i Germà, Justas Vincas Paleckis, Ioan Mircea Paşcu, Tobias Pflüger, João de Deus Pinheiro, Samuli Pohjamo, Michel Rocard, Libor Rouček, Christian Rovsing, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Jacek Saryusz-Wolski, György Schöpflin, Marek Siwiec, Hannes Swoboda, István Szent-Iványi, Charles Tannock, Ari Vatanen, Jan Marinus Wiersma, Luis Yañez-Barnuevo García, Zbigniew Zaleski, Josef Zieleniec

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Laima Liucija Andrikienė, Cristian Silviu Buşoi, Giulietto Chiesa, Andrew Duff, Árpád Duka-Zólyomi, Carlo Fatuzzo, Gisela Kallenbach, Tunne Kelam, Evgeni Kirilov, Jaromír Kohlíček, Graf Alexander Lambsdorff, Jo Leinen, Nickolay Mladenov, Rihards Pīks, Aloyzas Sakalas, Antolín Sánchez Presedo, Inger Segelström

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Lambert van Nistelrooij