BETÆNKNING om særberetningen fra Den Europæiske Ombudsmand efter forslag til henstilling til Kommissionen i klage 3453/2005/GG

3.7.2008 - (2007/2264(INI))

Udvalget for Andragender
Ordfører: Proinsias De Rossa

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om særberetningen fra Den Europæiske Ombudsmand til Europa-Parlamentet efter forslag til henstilling til Europa-Kommissionen i klage 3453/2005/GG

(2007/2264 (INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til særberetningen fra Den Europæiske Ombudsmand til Europa-Parlamentet,

–   der henviser til EF-traktatens artikel 195, stk. 1, andet afsnit, og artikel 211,

–   der henviser til Europa-Parlamentets afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv[1], særlig artikel 3, stk. 7,

–   der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (KOM(2002)0141)[2],

–   der henviser til forretningsordenens artikel 195, stk. 2, første punktum,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A6‑0289/2008),

A. der henviser til, at EF-traktatens artikel 195 giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at modtage klager fra enhver unionsborger over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer,

B. der henviser til, at klager indgivet af borgerne er en vigtig informationskilde med hensyn til eventuelle overtrædelser af fællesskabsretten,

C. der henviser til, at Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 211 som traktatens vogter drager omsorg for gennemførelsen af de i denne traktat indeholdte bestemmelser og af de bestemmelser, som med hjemmel i denne træffes af institutionerne,

D. der henviser til, at Kommissionen ifølge EF-traktatens artikel 226, stk. 1, hvis den finder, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaten, "fremsætter" en begrundet udtalelse herom efter at have givet den pågældende stat lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger, og at den i henhold til stk. 2 i samme artikel, hvis den pågældende stat ikke retter sig efter den fremsatte udtalelse inden for den frist, der er fastsat af Kommissionen, "kan" indbringe sagen for Domstolen;

E. der henviser til, at Ombudsmanden tidligere i sin afgørelse om klage 995/98/OV har understreget, at selv om Kommissionen har skønsmæssige beføjelser i forbindelse med indledningen af overtrædelsesprocedurer, er disse ikke desto mindre underkastet retlige begrænsninger, som er fastlagt i Domstolens praksis, hvorefter administrative myndigheder skal handle konsekvent og i god tro, undgå forskelsbehandling, overholde principperne om proportionalitet, lighed og berettigede forventninger samt overholde menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;

F. der henviser til, at Kommissionen har understreget, at denne opgave i høj grad er væsentlig for borgernes interesser, og i denne forbindelse har anerkendt vigtigheden af retsstatsprincipperne[3],

G. der henviser til, at Kommissionen bekræfter, at dens meddelelse om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten fastsætter de administrative foranstaltninger til fordel for klageren, som den forpligter sig til at overholde under behandlingen af klagen og undersøgelsen af den tilhørende overtrædelsessag,

H. der henviser til, at Ombudsmanden finder, at Kommissionens undladelse af at tage endelig stilling til klagerens klage om traktatbrud er et tilfælde af fejl eller forsømmelser,

I. der henviser til Ombudsmandens henstilling til Kommissionen, hvorefter den bør behandle klagen så hurtigt og omhyggeligt som muligt,

1. bifalder Den Europæiske Ombudsmands henstilling til Rådet;

2. understreger, at Kommissionen ved behandlingen af klager indgivet af borgere, som påstår, at en medlemsstat har tilsidesat fællesskabsretten, altid bør overholde principperne om god forvaltningsskik;

3. påpeger, at Kommissionen i meddelelsen om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten har påtaget sig visse forpligtelser, for så vidt angår behandlingen af klager om traktatbrud;

4. henviser til, at Kommissionen i nævnte meddelelse har anført, at den som hovedregel inden for en frist på ét år fra klagens registrering afgør, om der skal indledes en traktatbrudsprocedure, eller om sagen skal henlægges, og at den skriftligt giver klageren besked, hvis denne frist overskrides;

5. erkender, at Kommissionens undersøgelse i vanskelige og komplicerede sager kan vare mere end et år; finder imidlertid, at overskridelsen af fristen på et år kun er berettiget, når undersøgelsen rent faktisk stadig pågår;

6. bemærker, at Kommissionen i den foreliggende sag vedrørende den tyske regerings mangelfulde anvendelse af arbejdstidsdirektivet[4] havde til hensigt at behandle klagen på baggrund af sit forslag om ændring af direktivet og besluttede at afvente resultatet af drøftelserne af forslaget med de øvrige fællesskabsinstitutioner;

7. minder om, at forslaget blev forelagt i september 2004, og at der ikke er tegn på, at Kommissionen siden da har foretaget sig yderligere for at komme videre med undersøgelsen;

8. bemærker, at i stedet for at træffe en af to mulige afgørelser - enten formelt at indlede en traktatbrudsprocedure eller at henlægge sagen – har Kommissionen undladt at foretage sig yderligere i sin undersøgelse;

9. er af den opfattelse, at der ikke i fællesskabsretten er hjemmel til at tilsidesætte gældende lovgivning og domme med henvisning til, at nye regler er under overvejelse; påpeger, at Kommissionen også undlod at behandle spørgsmål i klagen, som ikke havde nogen forbindelse med de foreslåede ændringer til det gældende direktiv;

10. erkender, at Kommissionen råder over et vist skøn under behandlingen af klager og traktatbrudsproceduren, især med hensyn til at nedbringe sager for Domstolen, men påpeger, at EF-traktatens artikel 226 bestemmer, at Kommissionen skal indlede den administrative procedure, hvis den finder, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaten;

11. er af den opfattelse, at de skønsmæssige beføjelser også er underkastet retlige begrænsninger fastlagt af almindelige principper for forvaltningsret, således som det er fastsat i Domstolens praksis, og ikke bør gå ud over de grænser, som Kommissionen selv har fastsat i sin meddelelse;

12. gentager sin bekymring over den ubegrundede og urimeligt lange tid - ofte flere år - det tager for Kommissionen at forfølge og afslutte traktatbrudssager, og sin utilfredshed med de hyppige eksempler på, at medlemsstaterne ikke retter sig efter Domstolens afgørelser; mener, at det undergraver tilliden til, at fællesskabsretten formuleres og gennemføres korrekt, og at det bringer EU’s mål i miskredit;

13. fremhæver atter, at medlemsstaterne spiller en central rolle for den korrekte gennemførelse af fællesskabslovgivningen, og understreger, at den praktiske anvendelse heraf er afgørende for målsætningen om, at Den Europæiske Union skal have øget relevans for borgerne;

14. anmoder Kommissionen om at fremlægge en liste med navnene på de medlemsstater, hvis lovgivning ikke på alle punkter er i overensstemmelse med bestemmelserne i arbejdstidsdirektivet, og med angivelse af de foranstaltninger, den træffer i forbindelse hermed; opfordrer indtrængende Kommissionen til omgående at reagere i overensstemmelse med sine beføjelser i alle tilfælde og i alle medlemsstater, hvor gennemførelsen eller implementeringen af direktivet ikke overholder den lovgivning, som er fastlagt af lovgiveren og Domstolen;

15. opfordrer indtrængende Kommissionen til straks at analysere den nye tyske lov, der blev vedtaget den 1. januar 2004, og som trådte i kraft den 1. januar 2007, for at fastslå, om den på alle punkter er i overensstemmelse med bestemmelserne i arbejdstidsdirektivet og de relevante domme fra EF-Domstolen; understreger behovet for, at Kommissionen foretager en detaljeret undersøgelse af direktivets gennemførelse;

16. bemærker, at Kommissionen for nyligt har revideret sine retningslinjer om traktatbrudsprocedurer; forstår på baggrund af dette dokument, at en liste over afgørelser på forhånd vil blive forelagt De Faste Repræsentanter og medlemsstaterne, og at der kan udsendes pressemeddelelser om afgørelser om traktatbrud på den dag, de formelt er blevet truffet; konstaterer dog, at der ikke findes nogen bestemmelser om, at Parlamentet eller dets ansvarlige udvalg skal informeres;

17. gentager sin indtrængende opfordring til Kommissionen om at holde Parlamentet og navnlig Udvalget for Andragender fuldt underrettet om de afgørelser, der træffes i traktatbrudssager, på alle stadier i proceduren;

18. fremhæver, at Parlamentet i henhold til EF-traktatens artikel 230 har ret at indbringe klager for Domstolen under de samme betingelser, som gælder for Rådet og Kommissionen, og at Parlamentet i henhold til traktatens artikel 201 er beføjet til at føre kontrol med Kommissionens virksomhed;

19. opfordrer også indtrængende alle medlemsstaterne til - på baggrund af ovenstående - nøje at anvende alle regler om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen på grundlag af det princip, at den fortolkning af lovgivningen, som begunstiger arbejdstagernes sundhed og sikkerhed mest, i tvivlstilfælde bør foretrækkes (in dubio pro operario);

20. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Ombudsmand.

• [1]  EFT L 113 af 4.5.1994, s. 15. Ændret ved afgørelse 2002/262/EF, EKSF, Euratom (EFT L 92 af 9.4.2002, s. 13).
• [2]  EFT C 244 af 10.10.2002, s. 5.
• [3]  Kommissionens meddelelse med titlen ”bedre kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten” (KOM(2002) 0725).
• [4]  Direktiv 2003/88/EF, som erstattede og ophævede direktiv 93/104/EF (EUT L 299 af 18.11.2003, s. 9).

BEGRUNDELSE

I november 2001 anmodede klageren, en tysk læge, Kommissionen om at indlede en traktatbrudsprocedure mod Tyskland. Klageren anførte, at Tyskland tilsidesatte Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden[1] (”direktiv 93/104”), for så vidt angår hospitalslægers arbejde, navnlig med hensyn til den tid, som disse læger tilbringer under vagttjeneste. Efter klagerens opfattelse medfører dette alvorlige risici såvel for de ansatte som for patienterne.

I klagen (2333/2003/GG) påstod klageren, at Kommissionen havde undladt at tage stilling til hans traktatbrudsklage inden for et rimeligt tidsrum.

I den afgørelse, der afsluttede undersøgelsen, bemærkede Ombudsmanden, at der i den foreliggende sag var gået næsten 15 måneder, inden Kommissionen var begyndt at tage fat på de indsigelser, som klageren havde rejst, ved da at anmode om oplysninger fra den pågældende medlemsstat. Ombudsmanden fandt, at Kommissionen havde undladt at behandle klagen inden for et rimeligt tidsrum, og at der derved forelå et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Tyskland havde i mellemtiden vedtaget en ny lov med henblik på at bringe tysk lovgivning i overensstemmelse med direktiv 93/104/EF, og Kommissionen var nødt til at undersøge, om denne nye lovgivning var i overensstemmelse med fællesskabsretten, for at kunne behandle klagerens klage.

Den 6. december 2004 informerede Kommissionen klageren om, at den havde vedtaget et forslag til ændring af arbejdstidsdirektivet (2003/88/EF)[2], og at den ville undersøge klagen på baggrund af dette forslag.

Den 2. november 2005 henvendte klageren sig atter til Ombudsmanden (klage 3453/2005/GG). Han anførte, at han ikke havde fået yderligere oplysninger om Kommissionens forventede holdning til hans sag. Han var af den opfattelse, at Kommissionen forsinkede sagen og ignorerede Ombudsmanden. Han gentog i det væsentlige påstanden i den første klage.

I sin udtalelse anførte Kommissionen, at den var beføjet til at skønne, hvorvidt den ville indlede eller fortsætte en traktatbrudsprocedure.

Klageren påstod, at der ikke i EU-retten er hjemmel til at tilsidesætte lovgivning og domme med henvisning til, at Kommissionen har fremlagt forslag om nye regler. Hvis den omstændighed, at der var blevet fremlagt et sådant forslag, gjorde det legalt at tilsidesætte gældende lovgivning, ville De Europæiske Fællesskabers retsorden efter klagerens mening være en ren parodi. Ved sin handling bragte Kommissionen retsbeskyttelsen i fare, samtidig med at den bevidst fordrejede loven.

Den 12. september 2006 rettede Ombudsmanden følgende forslag til henstilling til Kommissionen:

Kommissionen skal behandle klagerens traktatbrudsklage så hurtigt og omhyggeligt som muligt.

Ombudsmanden fastslog følgende:

-       Den omstændighed, at et direktiv (93/104) er blevet erstattet af et andet direktiv (2003/88), der omhandler det samme emne, var irrelevant for klagen.

-       Det er i henhold til EF-traktatens artikel 211 Kommissionens ansvar at drage omsorg for gennemførelsen af de bestemmelser, som træffes af institutionerne.

-       Kommissionen er vogter af traktaterne. Den har fremhævet, at denne opgave i høj grad er væsentlig for borgernes interesser, og har i denne sammenhæng anerkendt vigtigheden af retsstatsprincipperne. Det er derfor god forvaltningsskik at behandle traktatbrudsklager så hurtigt og omhyggeligt som muligt.

-       Kommissionen foreslog at behandle klagen under hensyntagen til sit forslag om ændring af det relevante direktiv. Kommissionen antog tilsyneladende, at den i henhold til EF-traktatens artikel 211 ikke var forpligtet til at sikre anvendelsen af et direktiv, der er ved at blive ændret.

-       Både direktiv 93/104 og direktiv 2000/88 var gældende, og der fandtes ingen bestemmelser eller principper, der gav Kommissionen hjemmel til at tilsidesætte sin forpligtelse efter EF-traktatens artikel 211.

-       Såfremt der foreligger et traktatbrud, kan Kommissionen skønne, hvorvidt den vil indbringe sagen for EF-Domstolen. Dette giver imidlertid ikke Kommissionen ret til at udsætte sin stillingtagen til en klage på ubestemt tid med henvisning til, at den lovgivning, der finder anvendelse, kan blive ændret en gang i fremtiden.

-       Kommissionens undladelse af at behandle klagen inden for et rimeligt tidsrum var et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

I sin detaljerede udtalelse fastholdt Kommissionen, at det var velkendt, at den rådede over et skøn ved afgørelsen af, om den ville forfølge en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat, samt med hensyn til måden, hvorpå den håndterede sådanne procedurer. Den havde derfor besluttet ikke at gå videre med traktatbrudsproceduren, idet den afventede resultatet af den lovgivningsmæssige procedure vedrørende forslaget om ændring af direktiv 2003/88. Kommissionen tilføjede, at dens skønsbeføjelse udstrakte sig til alle faser af klagesagen og traktatbrudsproceduren, herunder den administrative fase af proceduren.

I en meddelelse til Parlamentet og Ombudsmanden om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten fra 2002 havde Kommissionen anført, at den som hovedregel inden for en frist på ét år fra klagens registrering afgør, om der skal udarbejdes en åbningsskrivelse, eller om sagen skal henlægges. Dette begrænsede imidlertid ikke Kommissionens skøn, når det forekom berettiget at anvende en anden fremgangsmåde, der bedre passede til sagens særlige omstændigheder.

Ombudsmanden bemærkede følgende:

-       Kommissionen havde påtaget sig visse forpligtelser, for så vidt angår behandlingen af overtrædelsesklager.

-       I sin meddelelse havde Kommissionen anført, at dens tjenestegrene som hovedregel undersøger en klage, således at der senest et år efter klagens registrering kan træffes afgørelse om enten at udarbejde en åbningsskrivelse eller at henlægge sagen, og at den skriftligt giver klageren besked, hvis denne frist overskrides. Ombudsmanden fandt, at en overskridelse af fristen på et år kun er berettiget, hvis Kommissionen rent faktisk stadig undersøger en sag.

-       Kommissionen ville behandle klagen i forbindelse med sit forslag til ændring af direktivet, der blev forelagt i september 2004. Tilsyneladende har Kommissionen ikke siden da foretaget sig yderligere for at komme videre med undersøgelserne.

-       Ifølge Kommissionens meddelelse kan en undersøgelse af en overtrædelsesklage resultere i en af to mulige beslutninger. Kommissionen kan enten beslutte at fremsende en åbningsskrivelse, dvs. at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat, eller den kan beslutte at henlægge sagen. I den foreliggende sag har Kommissionen tilsyneladende undladt at foretage sig yderligere i sine undersøgelser.

-       Kommissionen fremhævede sin skønsmæssige beføjelse og den omstændighed, at dens tilsagn i meddelelsen ikke begrænsede dette skøn, når det forekom berettiget at følge en anden fremgangsmåde. Kommissionen bekræfter imidlertid, at meddelelsen indeholder de ”administrative foranstaltninger til fordel for klageren, som den forpligter sig til at overholde under behandlingen af klagen og undersøgelsen af den tilhørende overtrædelsessag”. Hvis Kommissionens skønsmæssige beføjelse blev anerkendt fuldt ud, således at Kommissionen var berettiget til at fravige sine tilsagn i meddelelsen, så snart den fandt dette berettiget, ville dette fratage meddelelsen enhver mening. Kommissionens skønsmæssige beføjelse bør udøves inden for rammerne af meddelelsen, og den omstændighed, at den ikke har truffet en afgørelse, kan ikke retfærdiggøres med henvisning til Kommissionens skønsmæssige beføjelse.

-       Kommissionen har endvidere undladt at behandle de dele af klagerens klage, som var uden sammenhæng med den praksis, som Kommissionen henviser til.

-       De konstaterede fejl og forsømmelser består i, at Kommissionen har undladt at tage endelig stilling til klagerens traktatbrudsklage. Hvis undersøgelsen blev afsluttet, og det blev konstateret, at der forelå et traktatbrud, ville Kommissionen være berettiget til at skønne, hvorvidt sagen skulle indbringes for Domstolen. Kommissionen har imidlertid endnu ikke truffet en sådan beslutning.

-       En undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen åbenbart har overskredet grænserne for sit skøn, vil kunne drøftes i Europa-Parlamentet.

• [1]  EFT L 307 af 13.12.1993, s. 18-24.
• [2]  EUT L 299 af 18.11.2003, s. 9-19.

UDTALELSE FRA UDVALGET OM BESKÆFTIGELSE OG SOCIALE ANLIGGENDER (29.5.2008)

til Udvalget for Andragender

om Den Europæiske Ombudsmand særlige beretning på grundlag af forslag til henstilling til Europa-Kommissionen i klage 3453/2005/GG
(2007/2264(INI))

Rådgivende ordfører: Alejandro Cercas

FORSLAG

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender opfordrer Udvalget for Andragender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  fremhæver Den Europæiske Ombudsmands konklusion om, at Kommissionen objektivt set har forsinket behandlingen af andragerens klage i flere år uden begrundelse, og at dette udgør et tilfælde af ineffektiv forvaltning;

2.  deler Ombudsmandens synspunkt om, at Kommissionen bør behandle andragerens sag så hurtigt og så fyldestgørende som muligt;

3.  understreger, at der i dette tilfælde kan være tale om et misbrug af den skønsmæssige beføjelse, Kommissionen har, når den skal fortolke sine opgaver i henhold til EF-traktatens artikel 211, der giver den rollen som traktatens vogter, og om en så væsentlig overskridelse af den skønsbeføjelse, som Kommissionens tildelte sig selv i sin meddelelse om bedre kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten (KOM(2002)0725), at dens handlemåde kan siges at have været arbitrær snarere end skønsmæssig;

4.  påpeger endvidere, at fællesskabsretten skal anvendes på sine egne præmisser, så længe den ikke er blevet ændret ved en efterfølgende retsakt, og at intet ændringsforslag fra Kommissionens side kan resultere i en lovgivningsmæssig lakune (vacatio legis), hvilket rent faktisk var det argument, Kommissionen anvendte som begrundelse for ikke at handle i den foreliggende sag;

5.  understreger, at der ikke blev taget hensyn til det faktum, at der siden den 1. januar 2004 har eksisteret en tysk lovgivning på området, selv om denne indeholdt en overgangsbestemmelse vedrørende gældende kollektive overenskomster, der gjorde det muligt at fravige bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden[1] i en periode frem til den 31. december 2005, en frist, som Forbundsrådet siden besluttede at forlænge til den 31. december 2006; udtrykker sin overraskelse over dette forhold og understreger nødvendigheden af, at Kommissionen undersøger den tyske lovgivning og alle de kollektive overenskomster, der indeholder undtagelser fra arbejdstidslovgivningen, med henblik på at vurdere, om bestemmelserne i direktiv 2003/88/EF er overholdt heri;

6.  påpeger, at den foreliggende sag er et eksempel på de systematiske mangler og vanskeligheder, der kendetegner flere medlemsstaters anvendelse af direktiv 2003/88/EF, sådan som det fremgår af den udvidede konsekvensanalyse (SEK(2004)1154), Kommissionen foretog forud for sit initiativ til den påtænkte revision af direktiv 2003/88/EF; minder Kommissionen om, at Ombudsmanden har modtaget flere klager, der vedrører andre medlemsstaters manglende overholdelse af direktiv 2003/88/EF;

7.  retter derfor også en indtrængende appel til alle medlemsstaterne om at anvende reglerne for hygiejne og sikkerhed på arbejdspladsen på loyal vis og ud fra det princip, at det i tvivlstilfælde bør være den fortolkning, der tilgodeser arbejdstagerens sundhed og sikkerhed, som skal gælde (in dubio pro operario).

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	29.5.2008
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	35 1 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Jan Andersson, Edit Bauer, Philip Bushill-Matthews, Alejandro Cercas, Derek Roland Clark, Luigi Cocilovo, Jean Louis Cottigny, Jan Cremers, Harald Ettl, Richard Falbr, Roger Helmer, Stephen Hughes, Jan Jerzy Kułakowski, Jean Lambert, Bernard Lehideux, Elizabeth Lynne, Thomas Mann, Maria Matsouka, Elisabeth Morin, Juan Andrés Naranjo Escobar, Csaba Őry, Marie Panayotopoulos-Cassiotou, Pier Antonio Panzeri, Rovana Plumb, Jacek Protasiewicz, Bilyana Ilieva Raeva, José Albino Silva Peneda, Jean Spautz, Gabriele Stauner, Ewa Tomaszewska, Anne Van Lancker, Gabriele Zimmer
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Françoise Castex, Gabriela Creţu, Sepp Kusstatscher, Roberto Musacchio, Ria Oomen-Ruijten, Csaba Sógor, Tatjana Ždanoka

• [1]  EUT L 299 af 18.11.2003, s. 9.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	25.6.2008
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	14 1 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Sir Robert Atkins, Margrete Auken, Inés Ayala Sender, Victor Boştinaru, Michael Cashman, Proinsias De Rossa, David Hammerstein, Marian Harkin, Carlos José Iturgaiz Angulo, Marcin Libicki, Manolis Mavrommatis, Mairead McGuinness, Marie Panayotopoulos-Cassiotou
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Margie Sudre
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2	Georgios Toussas