BETÆNKNING om Kommissionens 24. årsrapport om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten

22.9.2008 - (2008/2046(INI))

Retsudvalget
Ordfører: Lidia Joanna Geringer de Oedenberg

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om Kommissionens 24. årsrapport om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten

(2008/2046(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Kommissionens 24. årsrapport om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten (2006) (KOM(2007)0398),

–   der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene SEK(2007)0975 og SEK(2007)0976

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. september 2007 om et resultatorienteret Europa - anvendelse af fællesskabsretten (KOM(2007)0502),

–   der henviser til Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger [1],

–   der henviser til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS[2],

–   der henviser til Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december om ændring af direktiv 86/378/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling for mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger [3],

–   der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse[4],

–   der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om for ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv[5],

–   der henviser Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår [6],

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område,[7],   

–   der henviser til sin beslutning af 21. februar 2008 om Kommissionens 23. årsrapport om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten (2005)[8],

–   der henviser til forretningsordenens artikel 45 og artikel 112, stk. 2,

–   der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A6‑0363/2008),

A.  der henviser til, at effektiviteten i EU-politikkerne i høj grad afhænger af deres gennemførelsen på nationalt, regionalt og lokalt plan; der henviser til, at der skal føres en meget nøje kontrol og tilsyn med medlemsstaternes overholdelse af EU-lovgivningen med henblik på at sikre, at den har den ønskede positive virkning på borgernes dagligdag,

B.  der henviser til, at en ordentlig kontrol med anvendelsen af fællesskabsretten ikke blot omfatter en evaluering af den kvantitative gennemførelse i national ret, men også af kvaliteten af gennemførelsen og fremgangsmåden i forbindelse med gennemførelsen af fællesskabsretten i medlemsstaterne,

C.  der henviser til, at det samlede antal traktatbrudsprocedurer, som Kommissionen har indledt, og som i de seneste år er steget støt til i alt 2 653 påpegede overtrædelser i 2005, er i 2006 faldet en anelse til 2518; der henviser til, at tiltrædelsen af ti nye medlemsstater tilsyneladende ikke har haft nogen virkning på antallet af registrerede overtrædelser,

D.  der henviser til, at antallet af indledte procedurer for manglende meddelelse af gennemførte foranstaltninger i EUR-25 i 2006 faldt med 16 % i forhold til 2005 fra 1079 til 904 sager; der henviser til, at dette dels skyldes et fald i antallet af direktiver med gennemførelsesfrist i det pågældende år fra 123 i 2005 til 108 i 2006, dels en forbedring med hensyn til rettidig meddelelse fra medlemsstaternes side,

E.  der henviser til, at det af Kommissionens statistikker for 2006 fremgår, at domstolene i mange medlemsstater er tilbageholdende med at udnytte muligheden for at forelægge præjudicielle spørgsmål i medfør af EØF-traktatens artikel 234; der henviser til, at dette kan skyldes et fortsat utilstrækkeligt kendskab til fællesskabsretten,

F.  der henviser til, at princippet om lighed for loven kræver, at de europæiske borgere er ligestillet, for så vidt angår både EU-lovgivningen og den nationale gennemførelseslovgivning, og at det vil derfor være ønskeligt, at medlemsstaterne i deres officielle statstidender i forbindelse med udløbet af fristen for gennemførelse af en europæisk bestemmelse ud over en udtrykkelig henvisning til gennemførelsesbestemmelserne offentliggør, hvilke nationale bestemmelser, der vedrører de pågældende bestemmelser, og hvilke nationale myndigheder, der er ansvarlige for deres anvendelse,

G.  der henviser til, at klager fra borgerne ikke blot har symbolsk værdi for opbygningen af "borgernes Europa", men at de også udgår et måleligt og effektivt middel til at kontrollere gennemførelsen af fællesskabsretten,

H.  der henviser til, at andragender til Parlamentet er en værdifuld kilde til information om medlemsstaternes tilsidesættelse af fællesskabsretten, og at der i de seneste år er sket en væsentlig stigning i antallet af andragender (cirka 1000 i 2006),

I.  der henviser til, at de spørgsmål, der oftest rejses i andragender, vedrører anerkendelse af eksamensbeviser og faglige kvalifikationer, beskatning, retten til fri bevægelighed på medlemsstaternes område og spørgsmål vedrørende forskelsbehandling,

J.  der henviser til, at antallet af klager til den europæiske ombudsmand forblev stabilt i 2006 med 3830 sager, idet 75 % af de modtagne klager dog faldt uden for ombudsmandens kompetenceområde og henhørte under de nationale eller regionale myndigheders ansvarsområde i medlemsstaterne, og som i de forudgående år vedrørte 70 % af de sager, som Ombudsmanden indledte, Kommissionen,

K.  der henviser til, at forbuddet mod forskelsbehandling er et af kernepunkterne i den europæiske integrationsproces, og at det er direkte knyttet til det indre markeds funktion, særlig til princippet om fri bevægelighed for personer, tjenester, varer og kapital, og at det sikrer alle Den Europæiske Unions borgere lige rettigheder og muligheder,

L.  der henviser til, at unionsborgerskabet blev etableret i Maastrichttraktaten og sikrer borgerne retten til fri bevægelighed på medlemsstaternes område og en række politiske rettigheder, som EU-institutionerne forsvarer over,

M.  der henviser til, at fristen for gennemførelse af direktiv 2004/38/EF, der gør retten til fri bevægelighed på medlemsstaternes område almengyldig, var fastsat til 2006,

N.  der henviser til, at studerende fortsat støder på vanskeligheder, for så vidt angår den frie bevægelighed og adgang til videregående uddannelser i andre medlemsstater i Den Europæiske Union, i form af administrative hindringer eller kvoteordninger (der forskelsbehandler til skade for udenlandske studerende, der ønsker at indskrive sig på universiteterne), og at Den Europæiske Union kun kan gribe ind i de tilfælde, hvor forskelsbehandlingen sker på grundlag af nationalitet,

O.  der henviser til, at det i EF-traktatens bestemmes, at arbejdskraftens frie bevægelighed forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår, og at den afledte fællesskabsret indeholder en hel række af bestemmelser med henblik på effektivt at bekæmpe denne form for forskelsbehandling,

P.  der henviser til, at der er en direkte forbindelse imellem medlemsstaternes evne til at gennemføre fællesskabsretten, herunder på miljøområdet, og deres evne til at udnytte de tildelte bevillinger til væsentlige investerings-, infrastruktur- og moderniseringsprojekter,

Årsrapporten for 2006 og opfølgning af Parlamentets beslutning af 21. februar 2008

1.  glæder sig over den ovennævnte meddelelse fra Kommissionen af 5. september 2007 og Kommissionens tilsagn om at forbedre de nuværende arbejdsmetoder med henblik på at omprioritere og fremskynde behandlingen og forvaltningen af igangværende sager; påpeger ikke desto mindre, at Kommissionen endnu ikke hverken har besvaret eller fulgt op på ovennævnte beslutning af Europa-Parlamentet af 21. februar 2008, hvori Parlamentet anmoder Kommissionen om at give præcise oplysninger om forskellige aspekter af anvendelsen af fællesskabsretten med en særlig henvisning til udviklingen af den ovennævnte nye arbejdsmetode;

2.  er stærkt foruroliget over, at den nye arbejdsmetode, ifølge hvilken en klage sendes tilbage til den berørte medlemsstat (som oprindeligt er ansvarlig for den ukorrekte gennemførelse af fællesskabsretten), vil kunne indebære, at Kommissionen ikke opfylder sin forpligtelse som "traktaternes vogter" i medfør af EF-traktatens artikel 211 til at sikre gennemførelsen af fællesskabsretten; bemærker, at Kommissionen ofte er det eneste organ, som borgerne kan henvende sig til i sidste instans med en klage over manglende gennemførelse af fællesskabsretten; opfordrer indtrængende Kommissionen til senest i november 2008 at forelægge Parlamentet en første rapport om de anvendte fremgangsmåder og de resultater, der er opnået i de første 6 måneder af pilotprojektet, der startede den 15. april 2008, og som omfatter 15 medlemsstater;

3.  understreger, at Kommissionen i henhold til artikel 211 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske fællesskab skal drage omsorg for gennemførelsen af traktatens bestemmelser og bestemmelser, som med hjemmel i traktaten træffes af institutionerne, og at den i henhold til artikel 226 har bemyndigelse til gribe ind over for medlemsstater, der har tilsidesat deres forpligtigelser i henhold til traktaten;

4.  opfordrer indtrængende Kommissionen til udbredt anvendelse af princippet om, at al korrespondance, som kan indebære anmeldelse af en reel overtrædelse af fællesskabsretten, bør registreres som en klage, medmindre det falder ind under de ekstraordinære omstændigheder, der henvises til i punkt 3 i bilaget til meddelelsen om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (KOM(2002)0141); anmoder Kommissionen om at underrette Parlamentet om, hvorledes dette princip bliver overholdt, efter at den nye metode anvendes; opfordrer Kommissionen til at underrette og høre Europa-Parlamentet om enhver ændring af de særlige kriterier for, at en klage ikke registreres;

5.  bemærker, at det største problem med traktatbrudsproceduren er dets længde (i gennemsnit 20,5 måneder fra registrering af sagen inden for tidsfristen til indbringelse af sagen for Domstolen i henhold til EF-traktatens artikel 226) og en begrænset anvendelse af artikel 228; opfordrer Kommissionen til i videst muligt omfang at bestræbe sig på at nedbringe de relativt lange sagsbehandlingstider i klagesager eller andragender og finde praktiske løsninger på de forelagte problemer, idet den i hver enkel sag træffer afgørelse om, hvorvidt alternative metoder som Solvit, der stadig ikke fremmes tilstrækkeligt, er mere hensigtsmæssige;

6.  bemærker en væsentlig stigning i de i 2006 kontrollerede traktatbrudssager, hvor Domstolens dom fortsat ikke er efterkommet, og fremhæver to sager, hvor medlemsstater blev pålagt tvangsbøder; opfordrer Kommissionen til at anvende EF-traktatens artikel 228 strengere for at sikre af EU-Domstolens domme fuldbyrdes;

7.  opfordrer Kommissionen til i anledning af det kontinuerlige problem med medlemsstaternes manglende overholdelse af fristen for gennemførelse af direktiver at udarbejde en liste med de direktiver, der har den laveste gennemførelsesgrad sammen med oplysninger om de sandsynlige årsager hertil;

8.  glæder sig over de anstrengelser, der er udvist af visse af Kommissionens generaldirektorater, navnlig GD for Miljø, med henblik på at forbedre overensstemmelseskontrollen fastsat i de berørte direktiver, men udtrykker samtidig utilfredshed med Kommissionens svar, for så vidt angår fortrolig behandling af overensstemmelsesundersøgelserne; opfordrer på ny Kommissionen til at offentliggøre de undersøgelser, der er udført på vegne af flere generaldirektorater, om vurderingen af nationale foranstaltningers overensstemmelse med fællesskabslovgivning;

9.  påpeger de fleste medlemsstaters nationale domstoles mangelfulde samarbejde med Domstolen, idet disse stadig er tilbageholdende med at anerkende princippet om fællesskabsrettens forrang; påpeger endvidere, at proceduren for forelæggelse af præjudicielle spørgsmål har afgørende betydning for en korrekt anvendelse af fællesskabsretten;

10. støtter i denne forbindelse Kommissionens indsats for at definere de områder inden for fællesskabsretten, hvor nationale dommere and andet personale inden for retsvæsenet samt embedsmænd kunne have brug for efteruddannelse;

Interinstitutionelt samarbejde

11. er overbevist om, at aftaler om kontrol med anvendelse af fællesskabsretten og et tæt samarbejde imellem Kommissionen, Rådet, den Europæiske Ombudsmand og de kompetente udvalg i Europa-Parlamentet er af afgørende betydning for at sikre en effektiv indgriben i de sager, hvor en andrager med rette har klaget over en tilsidesættelse af fællesskabsretten;

12. understreger, at selv om antallet af andragender om reelle tilsidesættelser af fællesskabsretten har været lavt (fire i 2006) i forhold til det samlede antal andragender, er de en uvurderlig kilde til information om borgernes grundlæggende behov og bør udnyttes af Kommissionen som en indikator i forbindelse med lovgivningstiltag;

13. understreger behovet for bedre orientering af borgerne for bedre at kunne vejlede klagere, således at de henvender sig til det organ, der er bedst kvalificeret til at tage sig af deres sag, enten på nationalt plan eller på EU-plan; anmoder om, at der træffes foranstaltninger med henblik på at understøtte en god forvaltningskultur og et højt serviceniveau i de europæiske institutioner for at sikre, at borgerne behandles korrekt og sættes i stand til at udnyttes deres rettigheder fuldt ud;

14. opfordrer Kommissionen til at fortsat at overveje muligheden for at opfordre sine repræsentationskontorer i medlemsstaterne til at overvåge og kontrollere gennemførelsen på stedet;

15. understreger behovet for at overveje ideen, der er drøftet tidligere, om et fælles kontaktpunkt for alle de klager, der indgives af borgerne, og for alle de problemer, der vedrører kontrollen med anvendelsen af fællesskabsretten, da borgeren i øjeblikket står over for et utal af muligheder (andragender, klager, ombudsmanden, Solvit mm.), og at et centraliseret indberetningssystem som følge heraf ville kunne give mere målrettede resultater og samtidig overholde tidsfristerne;

16. glæder sig over, at Kommissionens årsberetning om anvendelse af fællesskabsretten er ledsaget af bilag med supplerende oplysninger til beretningen og vigtige statistikker;

17. erkender, at Parlamentets stående udvalg bør spille en meget mere aktiv rolle i kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten; er overbevist om, at udvalgene bør tildeles en tilstrækkelig administrativ støtte til effektivt at udføre denne opgave; anmoder Arbejdsgruppen om Reform af Parlamentet, Budgetudvalget og andre af Parlamentets relevante organer om at vurdere muligheden for at nedsætte en særlig task force under hvert udvalgssekretariat med henblik på at sikre en kontinuerlig og effektiv kontrol med anvendelsen af fællesskabsretten;

Samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter

18. opfordrer til et tættere samarbejde imellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter med det formål at fremme og styrke et effektivt tilsyn af anvendelsen af fællesskabsretten på nationalt, regionalt og lokalt plan; mener, at de nationale parlamenter spiller en værdifuld rolle i kontrollen med anvendelsen af fællesskabsretten og derfor bidrager til at øge Den Europæiske Unions demokratiske legitimitet og bringer den tættere på borgerne;

19. erindrer om, at i henhold til protokollen om de nationale parlamenter, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten, skal de nationale parlamenter og COSAC i særlig grad inddrages vedrørende politikker om området med frihed, sikkerhed og retfærdighed; understreger, at denne forpligtelse omfatter både den forberedende fase af beslutningsprocessen og gennemførelsesfasen af den europæiske lovgivning for at gøre det muligt for EU-lovgiveren og den nationale lovgiver at vedtage de tilpasninger, der er nødvendige i de sektorer, der henhører og fortsat vil henhøre under områder med delt kompetence; opfordrer derfor de kompetente parlamentariske udvalg på nationalt og europæisk plan til at oprette en permanent kontakt vedrørende de særlige lovgivningssager, idet de udveksler alle nødvendige oplysninger med henblik på en gennemsigtig og effektiv lovgivningsproces på europæisk og nationalt plan; går ind for afholdelse af særlige møder mellem europæiske lovgivere, som det der den 6. april 2008 blev afholdt med repræsentanter for de nationale parlamenter i anledning af revisionen af rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme, hvorunder det var muligt ikke kun at vurdere problemerne med gennemførelsen af den gældende EU-lovgivning men ligeledes relevansen af de forslag til ændringer, der er til behandling i Rådet;

20. påpeger at Lissabontraktatens bestemmelser om kontrol med overholdelse af nærhedsprincippet ville medføre en væsentlig styrkelse af de nationale parlamenters rolle i lovgivningsprocessen i EU;

Bekæmpelse af forskelsbehandling i den Europæiske Union

21. finder, at begrebet borgerskab indebærer en væsentlig udvidelse af princippet om forbuddet mod forskelsbehandling;

22. henviser til, at De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis vedrørende den frie bevægelighed i den seneste tid på grundlag af unionsborgerskabet har videreudviklet sig således, at medlemsstaterne ikke må behandle sine statsborgere, som har benyttet deres ret til at flytte og bosætte sig i et andet medlemsland, mindre gunstigt end dem, som ikke har udnyttet denne rettighed;

23. kræver, at medlemslandene respekterer de rettigheder, som udspringer af unionsborgerskabet, herunder valgret og valgbarhed i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet, som har særlig betydning som følge af det forestående valg i 2009;

24. påpeger, at Parlamentet har modtaget andragender, der fremsætter beskyldninger om tilsidesættelse af direktiv 2004/38/EF mod nogle medlemsstater; gør opmærksom på, at direktivet er af afgørende betydning med henblik på at sikre, at unionens borgere kan bevæge sig frit i Unionen; påpeger at Kommissionen har meddelt, at den vil udarbejde en beretning i sidste halvår af 2008 om gennemførelsen af dette direktiv;

25. opfordrer kommissionen til nøje at overvåge gennemførelsen af direktiv 2000/43/EF og 2000/78/EF og til at kontrollere, om medlemsstaternes lovgivning om gennemførelse af dem i national ret er i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiverne, samt til fortsat at udøve pres på medlemslandene gennem traktatbrudsprocedurer for at få dem til at opfylde deres forpligtigelser, hvad angår fuldstændig gennemførelse af direktiverne så hurtigt som muligt; mener, at Parlamentets kompetente udvalg burde spille en rolle i den løbende kontrol med medlemslandenes opfyldelse af deres forpligtigelser i medfør af disse direktiver;

26. glæder sig over, at Kommissionen den 2. juli 2008 vedtog forslaget anført i den årlige politiske strategi for 2008 til et horisontalt direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet med garanti for lige adgang til varer, tjenester, bolig, uddannelse, social sikring og sociale ydelser, idet dette udgør et væsentligt bidrag til den foreliggende pakke om bekæmpelse af forskelsbehandling;

27. opfordrer Kommissionen til at gennemføre en tilbundsgående analyse af de tilfælde, hvor medlemsstater har indført adgangsbegrænsning for udenlandske studerende, der ikke er begrundet i nationalitet, med henblik på at sikre studerendes frie bevægelighed og lige behandling inden for disse medlemsstaters videregående uddannelsessystemer;

28. opfordrer navnlig de medlemsstater, som er mest kvalificerede til at modtage støtte fra strukturfondene i henhold til den flerårige finansielle ramme for perioden 20007-2013, til hurtigt på bl.a. miljøområdet at tilpasse deres nationale lovgivning til de europæiske normer, og til at indføre udbudsprocedurer, der er gennemskuelige for borgerne, med henblik på at sikre en effektiv udnyttelse af de afsatte strukturbevillinger og fremme den samfundsmæssige og økonomiske udvikling på regionalt plan;

29. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, De Europæiske Fællesskabers Domstol, den Europæiske Ombudsmand samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

• [1]  EFT L 225, 12.8.1986, s. 40.
• [2]  EFT L 145, 19.6.1996, s. 4.
• [3]  EFT L 46, 17.2.1997, s. 20.
• [4]  EFT L 180, 19.7.2000, s. 22.
• [5]  EFT L 303, 2.12.2000, s. 16.
• [6]  EFT L 269, 5.10.2002, s. 15.
• [7]  EUT L 158, 30.4.2004, s. 77; corrigendum, EUT L 229, 29.6.2004, s. 35.
• [8]  Vedtagne tekster, P6­_TA(2008)0060.

BEGRUNDELSE

Indledning

Formålet med denne betænkning er at evaluere Kommissions tilsyn med gennemførelsen af fællesskabsretten i 2006. Betænkningen bygger på Kommissionens 24. årsberetning om kontrollen med anvendelsen af fællesskabsretten og bilagene hertil, betænkningerne fra Udvalget om Retlige Anliggender og Parlamentets beslutninger fra tidligere år, den Europæiske Ombudsmands årsberetning fra 2006, informationer fra relevante Kommissionsafdelinger og undersøgelsesresultater. Domstolens retspraksis blev også undersøgt nøje.

I henhold til Artikel 211 i traktaten om oprettelse af det Europæiske Fællesskab (ECT) skal Kommissionen som "traktatens vogter" sikre, at fællesskabsretten gennemføres og overholds korrekt i medlemsstaterne. Det samme mål er efterstræbt i proceduren, som er indeholdt i artikel 226 fra TEU, som bemyndiger Kommissionen at indlede procedurer imod medlemsstater, som ikke lever op til forpligtigelserne som medlem af den Europæiske Union. Kommissionen kan indlede procedurer på eget initiativ eller som respons på en klage fra en borger eller en medlemsstat, på et andragende fra en borger til Parlamentets udvalg for andragender eller på sager, der er indledt af den Europæiske Ombudsmand. Sådanne procedurer kan afsluttes mindeligt eller, skulle det ikke vise sig at være umuligt, med en dom fra Domstolen, som senere kan idømme en medlemsstat tvangsbøder.

Som Parlamentet har påpeget ved mange lejligheder, er muligheden for at indsende klager til Kommissionen, Parlamentet og den Europæiske Ombudsmand vigtig, fordi det hjælper til at opbygge en bevidsthed blandt EU-borgere om at høre til et retsstatsligt fællesskab. Dette er særlig vigtigt i betragtning af offentlighedens begrænsede adgang til EU’s domstolsprøvelse, der skyldes de meget restriktive bestemmelser om antagelse af sager fra enkeltpersoner til behandling i Domstolen.

Samtidig har Parlamentet i sine tidligere beslutninger om kontrol af gennemførelsen af fællesskabsretten og navnlig beslutningen af 21. februar 2008 på basis af en betænkning af Monica Frassoni udtrykt bekymring både over den manglende gennemskuelighed i forbindelse med registrering af klager til Kommissionen fra borgere og over varigheden af procedurer for at tvinge medlemslande til at gennemføre fællesskabsretten gennem domstolsafgørelser.

I forbindelse med ovenstående, glæder Parlamentet sig over Kommissionens beretning om et resultatorienteret Europa - anvendelse af fællesskabsretten’ (KOM(2007)0502) og over kommissionens erklærede hensigt om at forbedre de nuværende arbejdsmetoder med det formål at omprioritere og fremskynde behandlingen og forvaltningen af løbende procedurer. Pilotprojektet, som omfatter 15 medlemslande, og som indledtes den 15. april 2008 med henblik for på at afprøve nye arbejdsmetoder, skal gøres til genstand for en foreløbig evaluering ved udgangen af det første år.

Ombudsmandens årsberetning viser, at antallet af klager til ombudsmanden i 2006 er stabilt (3830), hvilket også gælder for antallet af andragender til Udvalget for Andragender (1016). I begge tilfælde, var procentdelen af klager, som skønnes at være uden for de pågældende sagsområder endnu engang ekstremt højt (75 % med hensyn til Ombudsmanden og 30 % med hensyn til Udvalget for Andragender), hvilket viser det fortsatte behov for, at EU-borgere bliver ordentligt orienteret om EU-love og -politik og de forskellige institutioners ansvarsområder.

Med hensyn til det betydelige antal andragender, der er stilet til både Kommissionen og Parlamentet, er det særlig vigtigt at samordne indsatsen i disse to institutioner på dette område. Da Udvalget for Andragender bl.a. er afhængig af Kommissionens undersøgelser af mulige overtrædelser af fællesskabsretten, er Kommissionens henstillinger et vigtigt middel til at sikre at svarene på andragernes spørgsmål er så nøjagtige som muligt. Derfor er det tilrådeligt at disse svar er detaljerede, går videre end de svar, som medlemsstaterne har givet og f.eks. bygger på uafhængige undersøgelser for at afspejle en mere sammenhængende tilgang til det spørgsmål den pågældende har stillet..

I betragtning af, at 70 % af de sager, som Ombudsmanden indledte i 2006 som i de foregående år vedrørte Kommissionen, er det meget vigtigt for Ombudsmanden at samarbejde med Kommissionen for at sikre. at den anvender de grundlæggende principper for god forvaltningsskik og skaber forbedringer på de områder, der som oftest er genstand for Ombudsmandens undersøgelser.

Beretningen om tilsynet med gennemførelsen af fællesskabsretten i 2006

Det samlede antal af traktatbrudprocedurer, som Kommissionen indledte, kendetegnedes af et mindre fald fra 2654 i 2005 til 2518 i 2006. Den 31. december, var 1642 af de 2518 registrerede sager stadig til behandling Der var også en lille nedgang i antallet af registrerede klager, fra 1154 i 2005 til 1049. Klager tegnede sig for 41,7 % af alle opdagede overtrædelser i 2006. Antallet af traktatbrudsprocedurer, som Kommissionen indledte på grundlag af sine egne undersøgelser, steg fra 433 i 2005 til 565 i 2006 (24 %) for EU-25.

Med hensyn til EU-25, er antallet af procedurer for manglende indberetning af gennemførelse i national lovgivning faldet med 16 % i forhold til 2005, fra 1079 til 904 sager. Det er delvist forklaret ved to faktorer: (1) et fald af antallet af direktiver med gennemførelsesfrist for året fra 123 i 2005 til 108; og (2) hurtig indberetning fra medlemslandene. Den gennemsnitlige tid for traktatbrudsprocedurer i perioden 1999-2005 fra registrering af sagen inden for den gældende tidsfrist til indbringelse af sagen for Domstolen i medfør af artikel 226 i TEU var på 20,5 måneder sammenlignet med 24 måneder i perioden 1999-2002.

Bekæmpelse af forskelsbehandling i den Europæiske Union

Princippet om forbud mod forskelsbehandling, som er nedfældet i artikel 12 TEU(forbud imod forskelsbehandling på grund af nationalitet) og artikel 13 TEU(forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, invaliditet, alder eller seksuel orientering), er et af kernepunkterne i den europæiske integrationsproces. Det har også direkte forbindelse til princippet om fri bevægelse for personer, tjenester, varer og kapital.

EU-borgerskabet, som er nedfældet i Maastrichttraktaten (artikel 17 fra TEU), sikrer borgerne en række rettigheder (ret til fri bevægelse på medlemsstaternes territorium, valgret og valgbarhed til lokalvalg og valg til Europa-Parlamentet, til diplomatisk beskyttelse uden for EU’s grænser, og til at henvende sig til EU-institutioner, som omfatter retten til at indgive andragender til Europa-Parlamentet), og EU-institutionerne står som garanter for disse rettigheder.

En analyse af Domstolens domspraksis viser at EU-borgerskabsbegrebet har medført en væsentlig udvidelse af anvendelsesområdet for princippet om forbud mod forskelsbehandling. Traditionelt har Fællesskabsretten forbudt medlemsstaterne at behandle udenlandske statsborgere mindre gunstigt end sine egne statsborgere. Nu må medlemslandene ikke behandle deres egne statsborgere, som har benyttet sig af de rettigheder, der er garanteret i, mindre gunstigt end dem, som ikke har (se inter alia, sag C-520/04, Turpeinen, og sag C-192/05, Tas-Hagen and Tas).

Medlemslandene er forpligtede til at garantere borgerne rettighederne, som udspringer af deres status som EU-borgere. Her forud for valget til Europa-Parlamentet bør der lægges særlig vægt på retten til at deltage i disse valg.

· EU-borgeres ret til fri bevægelighed

Fristen for gennemførelse af direktiv 2004/38/EF, som udvider anvendelsesområdet for princippet om fri bevægelighed for EU-borgere på medlemsstaterne territorium udløb i 2006. Til forskel fra forudgående direktiver om fri bevægelighed, som omhandlede bestemte sektorer, indeholder direktiv 2004/38/EF meget brede bestemmelser, som gælder for EU-borgere og deres familier.

Ifølge oplysningerne fra Kommissionen er der opstået problemer i mange medlemsstater i forbindelse med indberetning af nationale gennemførelsesforanstaltninger og kvaliteten af disse foranstaltninger. Indtil nu har de fleste medlemslande efterkommet den førstnævnte forpligtigelse. Den 19. marts 2008 indbragte Kommissionen en sag imod UK for Domstolen for ikke at have indberettet de nationale gennemførselsforanstaltninger. Kommissionen er i øjeblikket også i gang med at se på kvaliteten af gennemførelsesforanstaltningerne i Malta og Italien.

Endvidere modtager Parlamentet jævnligt andragender med klager over overtrædelser af direktivets bestemmelser af medlemsstaterne. For eksempel modtog Udvalget for Andragender i november 2006 i november 2006 et andragende fra en britisk statsborger, som klagede over, at den britiske regering ikke overholdt direktivet. De britiske myndigheder krævede, at ansøgerens kone, der er tredjelandsstatsborger med permanent opholdstilladelse i Belgien, skulle have et visum, hvilket viste sig at være i strid med bestemmelserne i direktiv 2004/38/EF. Klagen blev sendt til Kommissionen, som krævende en afklaring fra den britiske regering. Parlamentet har endnu ikke fået meddelelse om resultatet af kravet om denne afklaring.

Der er derfor god grund til, at Kommissionen udarbejder en rapport om gennemførelsen af direktivet, som den har bebudet, at den vil gøre i 2008.

· Forskelsbehandling på grund af race og forskelsbehandling på arbejdspladsen

I 2006 modtog Kommissionen 57 nye arbejdsrelaterede klager. I en række klager fremførtes det, at bestemmelser og/eller principper i traktaterne som udmøntet i den sekundære lovgivning (f.eks. bestemmelser i forordninger) vedrørende socialsikring og arbejdstagernes frie bevægelighed blev anvendt forkert. Andre omhandlede overtrædelser af fællesskabsretten om beskæftigelse og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

Direktivet om ligebehandling uanset race (direktiv 2000/43/EF) og direktivet om lige behandling med hensyn til beskæftigelse (direktiv 2000/78/EF) kræver, at medlemsstaterne vedtager en rammelovgivning, som forbyder forskelsbehandling på grundlag af race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, invaliditet, alder eller seksuel orientering og gennemfører princippet om ligestilling. Direktivet yder beskyttelse til alle personer med bopæl i EU herunder ikke-EU-statsborgere imod forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse, i forbindelse med ansættelse og faglig uddannelse. Begge direktiver trådte i kraft i 2000 og var nyskabende, idet de forpligtede medlemslandene til blandt andet at oprette et organ, som skal fremme ligebehandling for alle uanset race eller etnisk oprindelse.

På trods af, at fristen for gennemførelsen af direktiverne udløb i 2003, mangler nogle medlemslande at omsætte bestemmelserne til national lov. I februar 2006 indledte Kommissionen traktatbrudprocedurer for manglende gennemførelse i national lovgivning af bestemmelserne i direktivet om ligebehandling uanset race (direktiv 2000/43/EF) imod 11 af de EU-15 medlemsstater og i juni samme år indledtes procedurer imod 10 nye medlemsstater. I december 2006 indledte Kommissionen traktatbrudprocedurer imod 18 medlemslande for manglende gennemførelse i national lovgivning af bestemmelserne i direktivet om lighed i beskæftigelse (direktiv 2000/78/EF). Manglerne i den nationale lovgivning vedrører hovedsagelig rækkevidden af de individuelle og materielle rettigheder i national lovgivning i forhold til direktivet, mangelfulde nationale definitioner af forskelsbehandling samt afvigende bestemmelser vedrørende de personer, der har lidt skade.

· Forskelsbehandling inden for akademisk og faglig uddannelse

Der er stadig et stort antal hindringer for fri bevægelse for studerende i EU. Det skyldes Unionens begrænsede kompetence på dette område, idet mange af disse barrierer ikke overtræder fællesskabsretten.

I 2006 modtog Kommissionen 15 nye klager vedrørende følgende emner:

§ anerkendelse af eksamensbeviser

I forbindelse med eksamensbeviser, kan EU kun blande sig i tilfælde, som involverer diskrimination på grund af nationalitet. I mange tilfælde er hindringerne af administrativ natur som f. eks. længden eller prisen på anerkendelsesproceduren. To traktatbrudprocedurer blev indledt i 2006. I den første ændrede den pågældende medlemsstat (Grækenland) sin lovgivning efter en begrundet udtalelse. I det andet, som vedrørte Portugal, blev der sendt en begrundet udtalelse i begyndelsen af 2007.

§ adgang til uddannelse

Med hensyn til princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet, bragte 2006 et andet problem frem i lyset, som stammede fra den måde uddannelsessystemerne er organiserede i medlemslandene. I Østrig og Belgien førte anvendelsen af princippet om lige behandling til en stor stigning i antallet af EU-studerende på de højere uddannelser som følge af, at disse medlemsstater giver sine statsborgere fri adgang til de videregående uddannelser, mens nabomedlemslandene (Tyskland og Frankrig) har en meget stram adgangsbegrænsning på visse studier. Dette fik de pågældende lande til at indføre et diskriminerende kvotesystem for indskrivning af ikke-statsborgere til deres universiteter. Denne forskelsbehandling kunne kun accepteres, hvis den var baseret på objektive hensyn, som ikke havde noget med de pågældende personers nationalitet at gøre, og stod i et rimeligt forhold det sigtet med de, hvilket der hidtil ikke er blevet ført bevis for.

· kønsdiskrimination

I 2006 indledte Kommissionen traktatbrudprocedurer for manglende indberetning af nationale gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med direktiverne 86/378/EØF og 96/97/EF, om ligebehandling af mænd og kvinder i erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, og direktiv 96/34/EF om forældreorlov.

Kommissionen udstedte også begrundede udtalelser i forbindelse med direktiv 2002/73/EF om gennemførelsen af ligebehandling for mænd og kvinder angående adgang til beskæftigelse, faglig uddannelse og forfremmelse, og arbejdsvilkår. I øjeblikket er det kun et medlemsland – Spanien – der har gennemført alle bestemmelserne i direktivet, på trods af at fristen for gennemførelsen var i november 2005. Ni medlemsstater indberettede deres nationale gennemførelsesforanstaltninger til Kommissionen lige før fristens udløb, hvilket resulterede i, at der blev indledt traktatbrudprocedurer mod dem. De eneste procedurer, som stadig er i gang, er mod Luxembourg og Belgien. I en dom den 6. marts 2008 konstaterede Domstolen, at Luxembourg endnu ikke har gennemført direktivet i fuld udstrækning.

Yderligere betragtninger

Behørig gennemførelse og anvendelse af fællesskabsretten er ofte en forhåndsbetingelse for tildeling af strukturstøtte, som kan anvendes til investeringer og infrastrukturprojekter, og som giver medlemslandene mulighed for regionaludvikling og forbedre borgernes livskvalitet.

I 2006 modtog Kommissionen 28 nye klager vedrørende procedurer, der blev benyttet til at udvælge projekter under forskellige EU-programmer, over tildeling af kontrakter efter udbudsprocedurer, indvirkningen af EU-lovgivningen på miljøet, misbrug af offentlige midler til dårligt gennemtænkte investeringer i veje og andre større infrastrukturprojekter.

Et eksempel på, at manglende gennemførelse af fællesskabsretten har forhindret en medlemsstat i at få del i afsatte strukturbevillinger, er Polens manglende ændring af sin miljølovgivning, så den opfylder EU-normerne, og manglende udpegning af Natura 2000-områder.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	9.9.2008
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	26 0 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Marek Aleksander Czarnecki, Bert Doorn, Monica Frassoni, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Othmar Karas, Piia-Noora Kauppi, Klaus-Heiner Lehne, Katalin Lévai, Antonio Masip Hidalgo, Hans-Peter Mayer, Manuel Medina Ortega, Aloyzas Sakalas, Francesco Enrico Speroni, Daniel Strož, Rainer Wieland, Jaroslav Zvěřina, Tadeusz Zwiefka
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Sharon Bowles, Vicente Miguel Garcés Ramón, Jean-Paul Gauzès, Georgios Papastamkos, Gabriele Stauner, József Szájer, Jacques Toubon, Ieke van den Burg
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2	Victor Boştinaru, Renate Weber