BETÆNKNING om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union

28.10.2008 - (2008/2156(INI))

Økonomi- og Valutaudvalget
Ordfører: Pervenche Berès, Werner Langen

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union

(2008/2156(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. maj 2008 om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union (KOM(2008)0238) (meddelelse om ØMU@10),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. juni 2008 om de offentlige finanser i ØMU – 2008 (KOM(2008)0387),

–   der henviser til sin beslutning af 14. november 2006 om årsberetning om euroområdet for 2006[1],

–   der henviser til sin beslutning af 12. juli 2007 om årsberetning om euroområdet for 2007[2],

–   der henviser til sin beslutning af 20. februar 2008 om bidrag til forårstopmødet i 2008 i forbindelse med Lissabonstrategien[3],

–   der henviser til sin beslutning af 15. november 2007 om Europas interesse: at opnå fremgang i globaliseringens tidsalder[4],

–   der henviser til sin beslutning af 15. februar 2007 om den økonomiske situation i EU: den foreløbige rapport om de overordnede økonomiske retningslinjer for 2007[5],

–   der henviser til sin beslutning af 22. februar 2005 om de offentlige finanser i ØMU i 2004[6],

–   der henviser til sin beslutning af 26. april 2007 om de offentlige finanser i ØMU i 2006[7],

–   der henviser til sin beslutning af 9. juli 2008 om ECB's årsberetning 2007[8],

–   der henviser til sin beslutning af 1. juni 2006 om udvidelse af euroområdet[9],

–   der henviser til sin beslutning af 20. juni 2007 om forbedring af metoden for høring af Europa-Parlamentet i procedurer vedrørende udvidelse af euroområdet[10],

–   der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 17. juni 2008 om forslag til Rådets beslutning i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, om Slovakiets indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2009[11],

–   der henviser til sin beslutning af 14. marts 2006 om revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi[12],

–   der henviser til sin beslutning af 5. juli 2005 om gennemførelse af en informations- og kommunikationsstrategi om euroen og Den Økonomiske og Monetære Union[13],

–   der henviser til sin beslutning af 23. september 2008 med henstillinger til Kommissionen om hedgefonde og private equity[14],

–   der henviser til Det Europæiske Råds beslutning fra mødet den 13. december 1997 om samordningen af den økonomiske politik i ØMU'ens tredje fase og om EF-traktatens artikel 109 og 109 B,

–   der henviser til Rådets (økonomi og finans) bidrag af 12. februar 2008 til konklusionerne fra Det Europæiske Råds forårsmøde,

–   der henviser til Rådets (økonomi og finans) konklusioner af 7. oktober 2008 om et samordnet svar på den økonomiske afmatning,

–   der henviser til aftalememorandum af 1. juni 2008 mellem EU’s finanstilsyn, centralbanker og finansministerier om grænseoverskridende finansiel stabilitet,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

–   der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Retsudvalget (A6-0420/2008),

A.  der henviser til, at 11 medlemsstater – Belgien, Tyskland, Irland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Finland – indførte EU’s fælles valuta den 1. januar 1999,

B.  der henviser til, at fire andre medlemsstater er blevet medlemmer af euroområdet siden dets oprettelse: Grækenland i 2001, Slovenien i 2007 samt Cypern og Malta i 2008,

C.  der henviser til, at euroområdet vil blive yderligere udvidet, idet de fleste af de medlemsstater, som på nuværende tidspunkt står uden for euroområdet, forbereder sig på at blive medlemmer engang i fremtiden, og at Slovakiet indtræder i euroområdet den 1. januar 2009,

D.  der henviser til, at Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) på mange måder har været en succes, idet den fælles valuta har øget dem økonomiske stabilitet i medlemsstaterne,

E.  der henviser til, at medlemskab af euroområdet forudsætter en høj grad af indbyrdes økonomisk afhængighed mellem de involverede medlemsstater og derfor kræver større samordning af de økonomiske politikker og udøvelsen af en reel indflydelse på den globale økonomiske og finansielle styring for fuldt ud at kunne udnytte den fælles valutas fordele og imødegå fremtidige udfordringer, såsom øget konkurrence om naturressourcer, global økonomisk ulighed, de nye vækstmarkeders stigende økonomiske betydning, klimaændringer og den europæiske befolknings stigende gennemsnitsalder,

F.  der henviser til, at den gennemsnitlige inflationsrate i løbet af euroområdets første ti år stort set har opfyldt Den Europæiske Centralbanks (ECB) målsætning om prisstabilitet på tæt ved – men under – 2 %; der henviser til, at inflationsraten på det seneste er steget et godt stykke over dette niveau på grund af globale strukturændringer, navnlig hvad angår de stigende energi- og fødevarepriser, fordi der er blevet slækket på pengepolitikken i USA, og fordi en række centralbanker i tredjelande ikke har udvist tilstrækkelig påpasselighed,

G.  der henviser til, at den stigende efterspørgsel i de nye vækstøkonomier efter energi og andre ressourcer, som der er knaphed på, har belastet udbudssiden i en sådan grad, at den maksimale ydeevne er nået; der henviser til, at prisstigningstendensen er blevet yderligere forstærket ved, at disse ressourcer i stigende grad anses for økonomiske aktiver, således at de nu kan anvendes som et værdiopbevaringsmiddel,

H.  der henviser til, at euroområdets åbenhed er prisværdig, og at den nuværende stigning i eurokursen kan få negative virkninger, nemlig ved at hæmme eksport og fremme import til det indre marked, og samtidig kan den få positive virkninger, da den hjælper den europæiske økonomi med at imødegå den drastiske stigning i olieprisen;

I.  der henviser til, at det globale økonomiske miljø har givet gode muligheder for jobskabelse i løbet af euroens første ti år, hvilket har ført til skabelsen af næsten 16 mio. arbejdspladser – uagtet kvaliteten af disse jobs – og et fald i arbejdsløsheden fra 9 % i 1999 til anslået 7,3 % i 2008,

J.  der henviser til, at den økonomiske vækst og væksten i produktiviteten har været skuffende, idet stigningen i ydelsen per medarbejder er halveret fra 1,5 % i perioden 1989-1998 til anslået 0,75 % i perioden 1999-2008,

K.  der henviser til, at euroen hurtigt er blevet verdens næstvigtigste internationale valuta, efter den amerikanske dollar, og spiller en væsentlig rolle som referenceenhed i mange lande verden over; der dog henviser til, at euroens potentiale ikke udnyttes tilstrækkeligt på globalt plan, fordi der ikke er en klart formuleret, international strategi for euroen, ligesom den ikke er effektivt repræsenteret i international sammenhæng,

Euroens første ti år

1.  deler den opfattelse, at den fælles valuta er blevet et symbol for Europa og har vist, at Europa er i stand til at træffe vidtrækkende beslutninger for en fælles og fremgangsrig fremtid;

2.  glæder sig over, at euroen har skabt stabilitet og økonomisk integration i euroområdet; glæder sig over euroens stabiliserende indflydelse på verdens valutamarkeder, især i krisetider; konstaterer, at interne økonomiske forskelle endnu ikke er blevet udjævnet som forventet og produktiviteten ikke har udviklet sig tilfredsstillende i alle dele af euroområdet;

3.  konstaterer med glæde, at det i andre dele af verden overvejes at oprette monetære unioner;

4.  gør opmærksom på den afgørende sammenhæng mellem valutapolitik og handelspolitik på globalt plan, som fremgår af en lang række undersøgelser, og understreger i denne forbindelse den positive betydning, som stabile valutakurser har for at sikre bæredygtig vækst i international handel;

5.  gør opmærksom på, at den voksende anvendelse af euroen som international handelsvaluta især kommer medlemsstaterne i euroområdet til gode, fordi den reducerer vekselkursrisikoen for deres virksomheder og dermed omkostningerne ved international handel;

6.  minder om, at Parlamentet har spillet en aktiv rolle i løbet af ØMU’ens første ti år – både på det økonomiske og det monetære område – og har gjort alt, hvad der har været muligt, for at sikre større gennemsigtighed og demokratisk kontrol;

7.  understreger, at der er behov for en yderligere indsats for at kunne drage fuld nytte af ØMU’ens fordele, såsom at sætte medlemsstater og regioner, der ligger under BNP-gennemsnittet, i stand til at indhente de rigere områder, og styrke borgernes forståelse for og opbakning til den fælles valuta;

8.  foreslår følgende elementer og konkrete tiltag til en ønskværdig køreplan for ØMU’en;

Økonomiske forskelle, strukturreformer og offentlige finanser

9.  mener, at effektiviserede og mere sammenhængende økonomiske reformer, der omfatter støtte til flere politikområder, og som samordnes rettidigt med udgangspunkt i de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (integrerede retningslinjer) og et policy-mix inden for rammerne af Lissabonstrategien, vil kunne mindske de økonomiske forskelle; understreger behovet for at forbedre og forenkle procedurerne og metoderne til revision og vurdering af gennemførelsen af disse retningslinjer ved udgangen af hvert år;

10.  anerkender i forbindelse med moderniseringsbestræbelserne og de økonomiske resultater, at de lande, der har haft de bedste resultater, er dem, som har kombineret fremadrettede og velafbalancerede strukturreformer med investeringer over gennemsnittet inden for forskning, udvikling og innovation, uddannelse, livslang læring og børnepasning samt fornyelse af solide sociale netværk; konstaterer, at de samme medlemsstater for det meste har yderst effektive og gennemskuelige forvaltninger med budgetoverskud, gældsrater under gennemsnittet samt effektive og målrettede offentlige udgifter af høj kvalitet, samtidig med at der er tegn på, at det tekniske fremskridts bidrag til deres nationale vækst er næsten dobbelt så højt som EU-gennemsnittet; konstaterer desuden, at disse toneangivende medlemsstater på grund af deres høje beskæftigelsesrater, som inkluderer kvinder og ældre arbejdstagere, og deres specielt høje fødselsrater er bedst rustet til at klare det aldrende samfunds udfordringer og sikre en god konkurrenceevne;

11.  understreger behovet for gensidig styrkelse af stabilitet og vækstorienterede makroøkonomiske politikker ved at gøre en velafbalanceret politik og investeringer til et spørgsmål af fælles interesse: behovet for nøje at overvåge balancen mellem offentlige udgifter og indtægter via effektiv styring af skattepolitikken og udgifter og deres virkning på efterspørgslen og samtidig blive enige om at skabe et velegnet miljø for erhvervslivets grænseoverskridende aktiviteter;

12.  bemærker, at den reviderede stabilitets- og vækstpagt (SVP) har vist sit værd, og at det er nødvendigt at overholde en stærk konsolidering af budgetterne, da de demografiske forandringer og et muligt fald i den økonomiske vækst kan føre til budgetproblemer i medlemsstater inden for euroområdet, som kan have negative indvirkninger på stabiliteten i hele euroområdet; kritiserer i denne forbindelse den manglende disciplin med hensyn til bekæmpelse af budgetunderskud i perioder med økonomisk vækst og understreger, at medlemsstaterne bliver nødt til mere effektivt at arbejde hen mod en anticyklisk finanspolitik, navnlig med henblik på bedre at kunne modstå udefra kommende rystelser; understreger derfor behovet for en kortsigtet strategi for nedbringelse af statsgæld samt en bæredygtig og sund vækststrategi, der vil muliggøre en nedbringelse af statsgælden til maksimalt 60 % på lang sigt;

13.  bemærker, at hovedelementerne i SVP'en også skal overholdes konsekvent i fremtiden, fordi grænserne på 3 % for underskuddet på de offentlige finanser og 60 % offentlig gæld i forhold til bruttonationalproduktet blev fastsat på baggrund af de økonomiske vilkår i 1990’erne; er af den opfattelse, at SVP'en skal overholdes nøje af medlemsstaterne og overvåges af Kommissionen; mener, at begge gældsmål bør anses for at være øvre grænser, der skal undgås; bemærker, at effektiv samordning af økonomi- og finanspolitikken er en forudsætning for ØMU'ens økonomiske succes, men at en sådan samordning bør overholde subsidiaritetsprincippet; opfordrer Kommissionen til at undersøge alle fremgangsmåder, der kan styrke den præventive del af SVP'en; understreger, at de eksisterende tilsynsmekanismer bør udnyttes bedre af Kommissionen, og at det er nødvendigt at styrke Eurogruppens gennemgang på mellemlang sigt af de nationale budgetter;

14.  mener, at et sundt og stabilt makroøkonomisk miljø forudsætter en forbedring af de offentlige finansers kvalitet, herunder mere konsoliderede budgetter, en høj grad af effektivitet i de offentlige udgifter og flere investeringer i uddannelse, menneskelig kapital, forskning og udvikling samt infrastruktur, der kan bidrage til at skabe vækst og eventuelt fremme beskæftigelsen og tager udfordringerne i forbindelse med væsentlige samfundsproblemer, f.eks. klimaændringer, op i overensstemmelse med målene i klima- og energipakken;

15.  er af den opfattelse, at strukturreformer bør fokusere på at øge produktiviteten gennem en bedre kombination af den økonomiske politik og socialpolitikken, samtidig med at der sikres en god dialog mellem arbejdsmarkedets parter som fastsat i Lissabonstrategien;

16.  bemærker, at konkurrencepolitikken bør supplere strukturpolitikkerne, og opfordrer til at støtte en omstrukturering af økonomien;

17.  advarer mod fortrinsvist at fokusere på løntilbageholdenhed som middel til at opnå prisstabilitet; påpeger i denne sammenhæng, at den øgede konkurrence som følge af globaliseringen allerede har medført et nedadgående pres på lønningerne, samtidig med at den importerede inflation, der er affødt af de stigende priser på olie og andre råvarer, allerede har ført til en svækkelse af forbrugernes købekraft; gentager endnu en gang sin overbevisning om, at dette spørgsmål især skal løses gennem en mere rimelig fordeling af velstanden;

18.  anser løn- og skattepolitikken for at være effektive redskaber til både at opnå økonomisk stabilitet og vækst; er af den opfattelse, at stigninger i reallønnen svarende til produktivitetsraten bør sikres, og at samordning af skattepolitik bør anvendes selektivt for at opnå økonomiske mål; mener, at bekæmpelse af skattesvig – for så vidt angår både direkte og indirekte skatter – er særligt vigtig, og at denne kamp bør intensiveres; understreger, at det er bydende nødvendigt at styrke en kultur, hvor tilskyndelse og deltagelse bliver en del af begreberne corporate governance og virksomhedernes sociale ansvar;

19.  fremhæver behovet for retfærdige regler for det indre marked; mener derfor, at konkurrencen om at nå ned på de lavest mulige satser for selskabsskat virker mod hensigten;

20.  anmoder medlemsstaterne i euroområdet om at styrke den effektive samordning af økonomi- og finanspolitik, navnlig ved at udvikle en sammenhængende fælles strategi inden for Eurogruppen; påpeger, at en sådan sammenhængende strategi børe inkludere samordning af tidsplanen for budgetproceduren og budgetudkast på grundlag af fælles forventninger til den økonomiske udvikling, den fremtidige vekselkurs mellem euroen og den amerikanske dollar og den potentielle udvikling i energipriserne; støtter Kommissionens forslag om at afkræve medlemsstaterne mellemfristede rammeprogrammer for deres økonomi- og finanspolitikker og overvåge gennemførelsen deraf; understreger, at hver medlemsstat skal tage ansvar for at tackle strukturreformer og forbedre sin konkurrenceevne på en solidarisk måde, således at tilliden til og accepten af euroen bevares;

21.  konstaterer, at forskellige mønstre for strukturreformer og grader af åbenhed er en medvirkende årsag til de uensartede resultater, som landene i euroområdet har opnået; er enig i konklusionerne i Kommissionens ØMU@10-meddelelse for så vidt angår mange af euroområdets økonomiers utilstrækkelige fremskridt og de stigende forskelle mellem landene i euroområdet; opfordrer til regelmæssige drøftelser og samarbejde i Eurogruppen med henblik på at nå det fælles mål om at fremskynde konvergensprocessen;

22.  anmoder Kommissionen om at anvende de fælles kriterier i forbindelse med vurderingen af økonomiske og finanspolitiske oplysninger på en ensartet måde; henviser til Kommissionens og medlemsstaternes ansvar hvad angår pålideligheden af de statistiske data og kræver, at fremtidige beslutninger kun træffes, hvis der ikke er nogen tvivl om validiteten og nøjagtigheden af de til rådighed stående data; anmoder endvidere om, at der gøres brug af muligheden for at iværksætte undersøgelser, hvis der gennem en årrække opstår et misforhold mellem de data, der er i prognoserne for stabilitets‑ og konvergensprogrammerne, og de data, der realistisk set kan forventes;

Den monetære politik

23.  minder om sin stærke opbakning til ECB's uafhængighed;

24.  bemærker, at ECB's regelmæssige rapporter til Parlamentet, særlig til Økonomi- og Valutaudvalget, bidrager til at gøre den monetære politik mere gennemsigtig, og glæder sig over, at medlemmerne af Europa-Parlamentet har mulighed for at stille skriftlige spørgsmål til ECB om den monetære politik, hvilket øger EU-borgernes kontrol med ECB; støtter kravet om en styrket offentlig debat om euroområdets fremtidige fælles penge- og valutapolitik;

25.  mener, at den monetære dialog mellem Parlamentet og ECB har været en succes, som der bør bygges videre på; forventer en forbedret monetær dialog på flere punkter, såsom koordination af datoerne for de regelmæssige høringer med ECB's formand med ECB's kalender for monetære beslutninger, således at analysen af beslutningerne forbedres, samtidig med at der fortsat er mulighed for efter behov at invitere ECB's formand til en drøftelse af specifikke emner;

26.  bemærker, at den primære målsætning for ECB's monetære politik er at bibeholde prisstabiliteten, og at ECB stræber mod inflationsrater under – men tæt på – 2 % på mellemlangt sigt; understreger, at prisstabilitet kun kan opnås effektivt, hvis de dybereliggende årsager til inflation håndteres hensigtsmæssigt; minder om, at EF-traktatens artikel 105 også udtrykkeligt forpligter ECB til at støtte de generelle økonomiske politikker i Fællesskabet;

27.  er af den opfattelse, at ECB bør bevæge sig i retning af direkte inflationsbekæmpelse, hvor et specifikt inflationsmål suppleres af en række tilladte udsving i forhold til dette mål; opfordrer ECB til at offentliggøre sine forventninger til inflationsraten; mener, at en sådan bevægelse hen mod direkte inflationsbekæmpelse ikke bør udelukke, at der fokuseres på dynamikken i de pengepolitiske aggregater for at undgå nye aktivbobler;

28.  mener, at inflationen er verdensomspændende, og at bekæmpelsen af dette globale fænomen i et åbent økonomisk system ikke kan baseres på EU's valutapolitik alene;

29.  understreger sin villighed til at se på muligheden for at forbedre procedurerne til udvælgelse af medlemmer af ECB's direktion inden 2010; anser det for vigtigt, at der i direktionen er repræsentanter med akademisk og/eller faglig erfaring og forskellig baggrund fra den økonomiske, monetære og finansielle sektor; gør opmærksom på sine henstillinger til, at ECB's direktion bør bestå af ni medlemmer, således at man erstatter det nuværende system og undgår den endnu mere komplekse løsning, der er besluttet for fremtiden; opfordrer indtrængende til, at der vedtages en tilsvarende ændring af EF-traktaten;

30.  understreger behovet for en styrket international monetær dialog mellem ECB og andre førende centralbanker og institutioner, navnlig med den amerikanske centralbank (Federal Reserve), den japanske centralbank (Bank of Japan) og Kinas centralbank (People's Bank of China);

Integration og tilsyn med de finansielle markeder

31.  mener, at finansiel integration ud over større stabilitet og likviditet på det indre marked bør betyde øget økonomisk vækst og konkurrenceevne;

32.  bemærker, at det vigtigste finanscentrum i EU findes uden for euroområdet; minder ikke desto mindre om, at fællesskabslovgivningen omfatter alle medlemsstater og aktive markedsaktører på det indre marked; mener, at der er behov for, at EU så hurtigt som muligt forbedrer sin tilsynsstruktur under hensyntagen til ECB's særlige rolle;

33.  er af den opfattelse, at der endnu bør gøres meget inden for clearing og afvikling af grænseoverskridende værdipapirtransaktioner, hvor der til dato ikke findes nogen egentlig integration;

34.  understreger, at der er behov for mere integration i den finansielle detailsektor, uden at denne integration bliver til skade for forbrugerbeskyttelsen; mener, at kundemobiliteten, forbrugernes forståelse af finansielle spørgsmål, adgangen til basale tjenesteydelser og produktsammenligneligheden bør forbedres;

35.  vurderer, at det på mellemlangt sigt er nødvendigt med en europæisering af de finansielle tilsynsstrukturer, gennemsigtighed på de finansielle markeder, effektive konkurrencebestemmelser og passende regulering for at forbedre krisestyring og samarbejdet mellem Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), tilsynsmyndigheder, regeringer og markedsaktører; er af den opfattelse, at en integreret, altomfattende (der omfatter alle finansielle sektorer) konsekvent og sammenhængende tilsynsramme, hvor der tages udgangspunkt i en afbalanceret tilgang til regulering af grænseoverskridende spredning af finansielle risici baseret på harmoniseret lovgivning, ville mindske efterlevelsesomkostningerne for så vidt angår aktiviteter, der omfatter flere lande og retssystemer; bemærker, at såkaldt gold plating (regulering ud over fællesskabslovgivningens minimumskrav) og tilsynsarbitrage bør undgås; opfordrer Kommissionen til at forelægge forslag til ændring af den eksisterende tilsynsstruktur i henhold til disse principper; er af den opfattelse, at en eventuel tilsynsmæssig rolle for ECB bør udvides ud over euroområdets grænser via ESCB;

36.  glæder sig over det aftalememorandum mellem EU’s finanstilsyn, centralbanker og finansministerier om grænseoverskridende finansiel stabilitet, som blev vedtaget i foråret 2008; understreger dog, at dette aftalememorandum kun er såkaldt blød lovgivning og således afhænger af medlemsstaternes vilje til at samarbejde; er af den opfattelse, at selvom reglerne om byrdefordeling er meget vanskelige at definere på forhånd, bør arbejdet med krisestyring fortsætte;

37.  gør opmærksom på, at EU – som verdens største økonomiske område med de største finansielle markeder – bør spille en ledende rolle på internationalt plan med hensyn til at reformere tilsynssystemet for finansielle tjenesteydelser til fordel for alle de involverede lande og den generelle stabilitet; mener, at økonomisk stabilitet bør være et grundlæggende mål i forbindelse med udarbejdelsen af politikker i en verden med stadigt mere integrerede finansielle markeder og finansiel innovation, hvilket til tider har en destabiliserende virkning og indeholder en systemisk risiko; er overbevist om, at enhver ambitiøs beslutning, der vedtages på EU-niveau, vil tilskynde andre lande til at følge efter, og understreger i denne forbindelse ansvaret for også at tackle globale problemer og ”off shore”-problematikker; er af den opfattelse, at de internationale tilsynsmyndigheders politiske ansvar bør behandles parallelt med dette tilsynsarbejde;

38.  anmoder Kommissionen om at undersøge muligheden for indførelse af europæiske obligationer og udvikle en langsigtet strategi, der muliggør udstedelse af sådanne obligationer inden for euroområdet som supplement til medlemsstaternes nationale obligationer; henviser til behovet for en evaluering af konsekvenserne heraf både for de internationale finansielle markeder og for ØMU’en;

Udvidelse af euroområdet

39.  anmoder om, at alle medlemsstater uden for euroområdet overholder Maastrichtkriterierne og den forbedrede og generelt fleksible SVP; mener, at Kommissionen skal sikre en streng fortolkning af SVP'en og anvendelse af udelukkelseskriterierne før en eventuel tiltrædelse; bemærker, at der skal sikres ligebehandling af medlemsstaterne i euroområdet og de medlemsstater, som ønsker at tiltræde; bemærker i denne forbindelse, at euroområdets langsigtede stabilitet skal betragtes som et fælles mål, og at udvidelse og stabilitet skal følges ad; finder det uomgængeligt, at medlemsstaterne i euroområdet og dem med særstatus nøje overholder deres forpligtelser og ikke efterlader nogen tvivl om de fælles målsætninger om prisstabilitet, ECB's uafhængighed og budgetdisciplin eller deres fremme af vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne;

40.  mener, at de medlemsstater uden for euroområdet, som opfylder Maastrichtkriterierne og ikke er indrømmet undtagelser i traktaten, hurtigst muligt bør indføre den fælles valuta;

41.  understreger, at medlemskab af euroområdet kræver fuld opfyldelse af Maastrichtkriterierne som fastlagt i traktaten og protokollen til traktatens artikel 121, nemlig en høj grad af målt prisstabilitet samt dennes varige karakter, offentlige finanser uden uforholdsmæssigt stort underskud, medlemskab af ERM II i mindst to år, overholdelse af de normale udsvingsmargener, tilpasning af de langfristede rentesatser, den nationale lovgivnings overensstemmelse med bestemmelserne om ØMU'en i Maastrichttraktaten og en uafhængig centralbank;

42.  mener, at et af de mest udfordrende aspekter ved at tilslutte sig euroområdet er at sikre, at overholdelsen af Maastrichtkriterierne er varig; understreger dog, at Maastrichtkriterierne samtidig også er første skridt på vejen til at lede reformprocesserne i den rigtige retning, herunder yderligere forpligtelser til og indsatser for strukturreformer, investeringer og økonomisk koordinering;

43.  glæder sig over det styrkede og effektive tilsyn med de medlemsstater, der deltager i ERM II og ønsker at indtræde i euroområdet, samt over deres økonomiske udvikling; bemærker, at vellykket deltagelse i ERM II skal forblive en faktisk forudsætning og ikke blot et sekundært krav til medlemskab af euroområdet; mener, at de samme tiltrædelseskrav skal være gældende for alle medlemsstater, der tiltræder euroområdet;

44.  anser en vedvarende og vellykket udvidelse af euroområdet for at være en stor udfordring i de kommende år, og at både ECB's institutionelle standarder og dens beslutningsproces skal tilpasses de ændrede forhold, og at rotationssystemet skal tage højde for de enkelte medlemsstaters økonomiske vægt;

45.  understreger, at det i forbindelse med udvidelser af euroområdet er ønskeligt at opnå en høj grad af konvergens i realøkonomien for dermed at begrænse det pres, som både euroområdet og de medlemsstater, som ønsker at tiltræde det, oplever under denne proces; mener i forlængelse heraf, at der bør indføres hjælpeforanstaltninger til fordel for de medlemsstater inden for euroområdet, hvor den fælles valutapolitik i særlig grad kan medføre lavkonjunktur;

Kommunikation

46.  understreger, at skønt der til dato har været opretholdt en høj grad af prisstabilitet inden for euroområdet, har ”den opfattede inflation” afveget kraftigt fra de seneste ti års lavere reelle inflationsrater i medlemsstaterne; kræver derfor bedre information og belysning af fakta over for befolkningen om behovet for ØMU’en og om dens virkemåde, navnlig hvad angår prisstabilitet, internationale finansielle markeder og fordelene ved stabilitet inden for euroområdet i tilfælde af internationale finanskriser;

47.  mener, at den fælles valuta stadig er en kommunikationsprioritet for Den Europæiske Union; mener, at fordelene ved euroen og ØMU'en – prisstabilitet, lave renter på realkredit, forbedrede rejsemuligheder, beskyttelse mod valutakursudsving og eksterne rystelser – fortsat skal præsenteres og forklares udførligt for befolkningen; mener, at der især bør lægges vægt på til stadighed at holde Unionens borgere, forbrugere og SMV'er, som ikke har tilstrækkelig kapacitet til straks at tilpasse sig de nye udviklinger og udfordringer forbundet med euroen, underrettede om udviklingen;

48.  opfordrer ECB til hvert år i sin årsberetning eller i en særberetning at foretage en kvantitativ analyse af de fordele, euroen har medført for almindelige borgere, med konkrete eksempler på, hvordan anvendelsen af euroen har haft en positiv indvirkning på folks dagligdag;

49.  mener, at kommunikation er yderst vigtig for at forberede indførelsen af euroen i de medlemsstater, som har planer om at tiltræde euroområdet; bemærker, at kommunikation om udvidelse af euroområdet desuden er vigtig for alle euroområdets medlemsstater;

50.  mener, at Kommissionen skal koncentrere kræfterne om at hjælpe de nye medlemsstater med at forberede deres borgere på vedtagelsen af euroen ved at gennemføre en intensiv informationskampagne, overvåge gennemførelsen, hvis en sådan kampagne allerede er iværksat, og regelmæssigt aflægge beretning om gennemførelsen af de nationale handlingsplaner for vedtagelsen af euroen; mener, at god praksis og knowhow indsamlet i forbindelse med de tidligere overgange sandsynligvis vil være nyttig i forbindelse med overgangen for de nye medlemsstater samt for den kommende udvidelse og de nye ansøgerlandes forberedelser;

Euroens internationale rolle og ekstern repræsentation

51.  glæder sig over euroens hastige udvikling som den næstvigtigste reserve- og transaktionsvaluta efter den amerikanske dollar, med en andel på 25 % af de globale valutareserver; bemærker, at specielt i euroområdets nabolande spiller euroen en vigtig rolle som finansieringsvaluta, og at disse landes respektive vekselkurser er tilpasset euroen; bifalder udtrykkeligt ECB's holdning om, at indførelse af euroen er det sidste skridt i retning af en struktureret konvergensproces inden for Den Europæiske Union, og at det således kun er muligt at indføre euroen i henhold til EF-traktaten;

52.  mener, at ØMU'ens politiske dagsorden for de næste ti år blandt andet vil være præget af de nye udfordringer, som fremvoksende asiatiske økonomier fører med sig; beklager, at forsøg på at forbedre euroområdets repræsentation udadtil i finansielle og monetære spørgsmål ikke har ført til store fremskridt på trods af euroens stadigt større globale rolle; understreger, at euroområdet må udvikle en international strategi, der modsvarer dets valutas internationale status;

53.  minder om, at den mest effektive måde for euroområdet at opnå en indflydelse, der modsvarer dets økonomiske vægt, er at udforme fælles holdninger og konsolidere dets repræsentation og i sidste ende opnå én fælles plads i de relevante internationale finansielle institutioner og fora; opfordrer indtrængende medlemsstaterne i euroområdet til blandt andet at tale med én stemme i spørgsmål om valutakurspolitik;

54.  understreger, at euroen anvendes som national valuta uden for euroområdet; mener, at betydningen af denne anvendelse bør analyseres;

55.  påpeger, at euroens vigtige rolle på de internationale finansmarkeder er forpligtende, og at følgerne af euroområdets penge- såvel som vækstpolitikker har en global betydning; understreger euroens stigende betydning for international handel og serviceydelser som en stabiliserende faktor i det globale miljø, som katalysator for integration af de finansielle markeder og som grundlag for stigende direkte investeringer og grænseoverskridende virksomhedssammenlægninger, idet transaktionsomkostningerne kan reduceres væsentligt; henstiller til, at der udarbejdes en undersøgelse af global ulighed og euroens rolle og mulige tilpasningsscenarier for at forberede EU bedre til at kunne modstå kraftige, udefrakommende rystelser;

56.  foreslår et styrket, fremadrettet samarbejde og en udvidet international dialog mellem de ansvarlige myndigheder i de vigtigste ”valutablokke” for at forbedre håndteringen af internationale kriser og hjælpe til med at tackle konsekvenserne af valutabevægelser for realøkonomien; minder om den vellykkede fælles krisestyring i forbindelse med starten på den nylige amerikanske subprimekreditkrise og krisen i kølvandet på begivenhederne den 11. september 2001, som bidrog til at forhindre en øjeblikkelig nedsmeltning af den amerikanske dollar;

57.  støtter Kommissionens intention om at styrke ØMU’ens indflydelse i de internationale finansielle institutioner med en fælles EU-holdning fremsat af udvalgte repræsentanter, som f.eks. Eurogruppens formand, Kommissionen og ECB's formand; bemærker, at de i praksis allerede har tilladelse til at deltage som observatører i de vigtigste internationale finansielle institutioner; kræver dog en bedre koordination af europæiske synspunkter, for at den fælleseuropæiske monetære politik fremover kan repræsenteres af legitime repræsentanter; forventer, at der kan udtrykkes en ”euroområde-holdning” til de vigtigste partneres valutapolitik; opfordrer Eurogruppens formand til at repræsentere euroområdet i Forummet for Finansiel Stabilitet; foreslår, at vedtægterne for Den Internationale Valutafond (IMF) ændres for at give mulighed for repræsentation af økonomiske blokke og organisationer;

58.  understreger, at der er behov for en fælles EU-strategi, for så vidt angår den reform af de internationale finansielle institutioner, som skulle tage hensyn til udfordringerne i en global økonomi, herunder fremkomsten af nye økonomiske stormagter;

59.  beklager, at Kommissionen ikke har foretaget en mere detaljeret og præcis analyse af euroens internationale rolle i sin meddelelse om ØMU@10; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en udførlig beretning om den fælles valutapolitiks eksterne dimension og om virkningerne for euroområdets økonomiske og handelsmæssige resultater;

60.  understreger, at visse af Den Europæiske Unions partnere fører en valutapolitik, som sigter mod at undervurdere deres valuta, hvilket på illoyal vis forvrider det handelsmæssige samkvem og kan betragtes som en ikke-toldmæssig hindring for den internationale handel;

ØMU'ens økonomiske instrumenter og styring

61.  mener, at alle relevante aktører – Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Eurogruppen og arbejdsmarkedets parter på EU-niveau og nationalt niveau – bør samarbejde om at styrke ØMU’en for så vidt angår den økonomiske styring med udgangspunkt i følgende forslag:

a)  som et væsentligt element i Lissabonstrategien og det centrale økonomiske instrument bør de integrerede retningslinjer – med henblik på en afbalanceret ”policy-mix tilgang” – tilstræbe gensidigt inspirerende reformer inden for områderne beskæftigelse, miljø og social sikkerhed;

b)  de integrerede retningslinjer bør udgøre en bred ramme for tættere samordning af de økonomiske politikker for at tilpasse nationale reformprogrammer, dog samtidig med at der tages hensyn til den økonomiske diversitet og forskellige nationale traditioner, og der bør indføres obligatorisk høring af de nationale parlamenter for så vidt angår stabilitets- og konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer;

c)  der bør skabes en stærkere forbindelse mellem de integrerede retningslinjer, navnlig de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker (BEPG), og stabilitets- og konvergensprogrammerne; stabilitets- og konvergensprogrammerne og de nationale reformprogrammer kan præsenteres samtidig (årligt i starten af efteråret) efter en debat i det nationale parlament; BEPG'erne kan indeholde fælles budgetmål i tråd med stabilitets- og konvergensprogrammernes forebyggende del;

d)  når de fastlægger deres nationale budgetter bør medlemsstaternes regeringer tage højde for de integrerede retningslinjer og de landespecifikke anbefalinger, såvel som for den generelle budgetsituation i euroområdet; de forskellige nationale finansår og hovedantagelserne bag de tilgrundliggende prognoser bør harmoniseres for at undgå uoverensstemmelser på grund af anvendelsen af forskellige makroøkonomiske prognoser (global vækst, EU-vækst, prisen på en tønde olie, rentesatser) og andre parametre;

e)  mere formelle anbefalinger for medlemsstaterne i euroområdet, såsom at opstille mål for udgifter på mellemlang sigt, særlige strukturreformer, investeringer og kvaliteten af de offentlige finanser, bør anvendes, når som helst det er muligt; der bør også arbejdes hen imod en mere standardiseret rapporteringsstruktur i forbindelse med de nationale reformprogrammer, uden at de nationale reformprioriteringer hæmmes; alle forpligtelser, mål og benchmarks bør indarbejdes helt i de integrerede retningslinjer og de nationale reformprogrammer for at forbedre sammenhængen i og effektiviteten af den økonomiske styring;

f)   en langsigtet strategi for reduktion af statsgæld til maksimum 60 % af bruttonationalproduktet bør inkluderes i rammen for den økonomiske styring, da dette ville nedbringe omkostningerne i forbindelse med gældsafvikling og kapitalrejsning til private investeringer;

g)  der bør etableres en bindende ramme, inden for hvilken euroområdets medlemsstater rådfører sig med hinanden og Kommissionen, før de træffer væsentlige beslutninger om økonomisk politik, som f.eks. foranstaltninger til at tackle højere fødevare- og energipriser;

h)  økonomisk samordning bør give sig udslag i en integreret europæisk strategi for økonomi og beskæftigelse med udgangspunkt i eksisterende instrumenter til styring af den økonomiske politik – navnlig Lissabonstrategien, de integrerede retningslinjer, strategien for bæredygtig udvikling samt stabilitets- og konvergensprogrammerne; de nationale regeringer bør under ledelse af Eurogruppens formand på en sammenhængende måde støtte økonomisk aktivitet, på samme tid og i samme retning;

i)   den europæiske strategi for økonomi og beskæftigelse, der henvises til i litra h), bør anerkende den rolle, ny og grøn teknologi kan spille som en af hjørnestenene i den økonomiske vækst sammen med et makroøkonomisk policy-mix;

j)   det bør gøres nemmere at finansiere innovative virksomheder, navnlig SMV'er, f.eks. ved at oprette en europæisk fond for "intelligent vækst" under Den Europæiske Investeringsbank;

k)  det bør sikres, at årsberetningen for euroområdet stiller en række mere praktiske instrumenter og evalueringer til rådighed, som gør det muligt at føre en mere detaljeret dialog mellem de forskellige EU-organer, der er involveret i økonomisk styring;

l)   der bør etableres en adfærdskodeks mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet, som kan garantere reelt samarbejde og fuld involvering af de pågældende tre EU-institutioner i den fremtidige, hensigtsmæssige brug af de integrerede retningslinjer som økonomiske nøgleinstrumenter;

m) de institutionelle rammer for samordning af økonomisk politik bør styrkes på følgende måde:

- grupperinger i stil med Eurogruppen bør også dannes inden for områderne konkurrenceevne/industri, miljø, beskæftigelse og uddannelse

- Eurogruppen bør have en stærkere institutionel ramme og flere medarbejdere

- mandatperioden for Eurogruppens formand bør tilpasses de integrerede retningslinjers økonomiske cyklus

- Udvalget for Økonomisk Politik bør omfattes af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, så de udgør et enkelt og sammenhængende forberedende organ for Rådet (økonomi og finans) og Eurogruppen

- en repræsentant for Parlamentet bør tildeles observatørstatus inden for Eurogruppen og ved uformelle rådsmøder

- der bør om nødvendigt afholdes fire årlige møder mellem trojkaen, Parlamentet, Kommissionen og Eurogruppen;

n)  der bør etableres en mere regelmæssig og struktureret dialog om makroøkonomiske emner mellem Parlamentet, Kommissionen og Eurogruppen i stil med den monetære dialog mellem Parlamentet og ECB; dialogen bør finde sted mindst fire gange årligt for at uddybe de eksisterende rammer og diskutere de udfordringer, euroområdets økonomi står overfor; og

o)  der er behov for at etablere en aktiv dialog mellem Parlamentet, Eurogruppen, ECB og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg med henblik på at føre drøftelser om den passende blanding af monetære og økonomiske politikker samt valutakurs‑, løn‑ og strukturpolitikker;

62.  mener, at ØMU'ens politiske dagsorden for de næste ti år især vil være præget af de udfordringer, som den seneste tids uro på de finansielle markeder og dens konsekvenser for realøkonomien repræsenterer; bemærker i den forbindelse den positive omstændighed, at medlemsstaterne inden for euroområdet er bedre rustede til at imødegå store rystelser end førhen takket være den fælles valutapolitik og de reformer, der er blevet gennemført i de senere år med henblik på at gøre en stor indsats for at bekæmpe den økonomiske opbremsning og den høje inflation, men opfordrer imidlertid til:

a)  et koordineret reaktion på EU-niveau, der tager udgangspunkt i en fælles forståelse af problemerne og fælles opfølgningsforanstaltninger, samtidig med at nogle nationale særstandpunkter accepteres

b)  ambitiøse og tilpassede nationale reformprogrammer og et tilsagn om at gennemføre dem, herunder en stærk dialog med arbejdsmarkedets parter

c)  fuldstændig gennemførelse til tiden af køreplanen for finansielle tjenesteydelser, herunder porteføljetilpasning og øget effektivitet af kontrollerne i betragtning af den nuværende uro på de finansielle markeder

d)  forbedrede ordninger for løsning af kriser ved at forbedre EU's regler om likvidation og ved at indføre klart definerede ordninger, der kan godkendes af alle, for byrdefordelingen mellem de relevante medlemsstater i tilfælde af insolvens i grænseoverskridende finansielle koncerner

e)  færdiggørelse af redskaberne til udformning af valutapolitikker gennem grundige analyser af faktorer, der påvirker det finansielle systems stabilitet og funktionsdygtighed, blandt andet vedrørende overførsel af valutapolitik, udvikling af långivning, kapitalinteresser og finansielle aktiver, egenskaber for nye produkter og koncentration af risici og likviditet

f)   en proaktiv europæisk reaktion i de internationale fora, navnlig i Forummet for Finansiel Stabilitet og IMF, med henblik på en forøgelse af fælles politiske beslutningsprocesser

g)  formulering af et standpunkt for Den Europæiske Union i G8 og en afspejling af EU's rolle som et mere effektivt beslutningsorgan i forbindelse med globale økonomiske spørgsmål, og tilpasning af denne rolle til globaliseringens konsekvenser og mere dominerende globale finansielle markeder

h)  bedre og mere effektiv koordination mellem Verdenshandelsorganisationen (WTO) og de såkaldte Bretton Woods-institutioner (IMF og Verdensbankgruppen) med henblik på at bekæmpe valutaspekulation og imødegå udfordringerne fra den alvorlige krise

i)   afholdelse af en valutakonference under IMF's auspicier med deltagelse fra hele verden med henblik på at drøfte de monetære spørgsmål på globalt plan under indtryk af den aktuelle betydelige ustabilitet på valutamarkedet samt overvejelser over, hvorvidt der kan oprettes en ordning for bilæggelse af monetære tvister inden for rammerne af IMF;

°

° °

63.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Eurogruppens formand samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

• [1]       EUT C 314 E af 21.12.2006, s. 125.
• [2]       EUT C 175 E af 10.7.2008, s. 569.
• [3]       Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0057.
• [4]       Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0533.
• [5]       EUT C 287 E af 29.1.2007, s. 535.
• [6]       EUT C 304 E af 1.12.2005, s. 132.
• [7]       EUT C 74 E af 20.3.2008, s. 780.
• [8]       Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0357.
• [9]       EUT C 298 E af 8.12.2006, s. 249.
• [10]     EUT C 146 E af 12.6.2008, s. 251.
• [11]     Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0287.
• [12]     EUT C 291 E af 30.11.2006, s. 118.
• [13]     EUT C 157 E af 6.7.2006, s. 73.
• [14]     Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0425.

BEGRUNDELSE

Den Økonomiske og Monetære Unions første ti år

fra Europa-Parlamentets perspektiv

Europa-Parlamentet har været kraftigt involveret i alle ØMU’ens stadier lige fra beslutningen om at indføre møntfoden blev truffet i Maastricht i 1992, videre til den 1. januar 1999, hvor de deltagende medlemsstaters valutakurser blev uigenkaldeligt knyttet til euroen og Den Europæiske Centralbank oprettet, og endelig til den efterfølgende fysiske overgang til euroen i 2002. Parlamentet har også siden begyndelsen deltaget i alle beslutninger om udvidelse af euroområdet.

Europa-Parlamentet har spillet en aktiv rolle i løbet af Den Økonomiske og Monetære Unions første ti år. Det er sket via dets arbejde på mange fronter: ved at deltage i lovgivningsarbejdet vedrørende det indre marked, navnlig hvad angår finansielle tjenesteydelser, ved at være en af beslutningstagerne i forbindelse med udvidelser af euroområdet, ved at afgive udtalelser og give råd om den væsentligste makroøkonomiske udvikling, ved at fremme debatten om den løbende økonomiske udvikling, ved at øge gennemskueligheden af og ansvarligheden i beslutningstagningen om den økonomiske politik og ved at institutionalisere en åben og gennemskuelig monetær dialog med Den Europæiske Centralbank.

Samordning af den økonomiske politik

Som det eneste EU-organ, der er direkte valgt af borgerne, har Europa-Parlamentet arbejdet for at styrke samordningen af den økonomiske politik og gennemførelsen af Lissabonstrategien for vækst og jobskabelse. Økonomisk politik er et område, hvor uigennemskueligheden er særligt stor på grund af de specielle mellemstatslige procedurer, der er fastlagt i EF-traktaten[1].

Europa-Parlamentet har således fået etableret sig som en vigtig aktør på EU-niveau på trods af de begrænsede formelle beføjelser, som det tildeles i EF-traktaten. Vi har derfor valgt den tilgang at bede medlemsstaternes regeringer om en mere åben indstilling over for de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet og arbejdsmarkedets parter. For så vidt angår samordningen af finanspolitikker høres Parlamentet under de nuværende traktatbestemmelser i sager angående vedtagelse af afledt ret om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og stabilitets- og konvergensprogrammerne.

Parlamentet har udviklet forskellige måder at blive hørt på i EU. Dette har i høj grad været muligt takket være Økonomi- og Valutaudvalgets (ECON) aktive arbejde for at bringe Parlamentet i forgrunden.

Vi har søgt at udvikle konceptet om en bred partnerskabstilgang, som skulle inkludere arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og offentlige myndigheder i overensstemmelse med nationale traditioner og praksisser.

ECON har etableret en regelmæssig dialog med de EU-institutioner og ‑organer, som spiller en rolle i udformningen af den økonomiske politik i euroområdet og i EU. Hvert semester inviteres det tiltrædende rådsformandskab (finansministeren) til at fremlægge sit arbejdsprogram for udvalget. Ved afslutningen af seksmånedersperioden foretages en evaluering af resultaterne. Ved begge lejligheder følges præsentationen op af en drøftelse med udvalget. En anden anledning til regelmæssige møder mellem ECON og Rådet (økonomi og finans) er den proces, der fører frem til vedtagelsen af de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker (BEPG), idet repræsentanter for udvalget afholder drøftelser med trojkaen (repræsentanter for det nuværende, tidligere og tiltrædende formandskab).

På eget initiativ har ECON også arrangeret regelmæssig udveksling af synspunkter med Eurogruppens formand. Disse har normalt fundet sted to gange årligt. På disse møder har Eurogruppens formand redegjort for gruppens tidligere drøftelser og beslutninger og dens fremtidige arbejdsprogram. Disse møder med medlemmerne af ECON har været gavnlige, specielt fordi Eurogruppen er et uformelt organ uden formel beslutningskompetence. Disse dialoger har haft betydning i bestræbelserne på at øge gennemsigtigheden af Eurogruppens samordning af den økonomiske politik.

Inden for Parlamentet har ECON haft ansvar for at gennemføre bekræftende høringer med kandidater til Kommissionen inden for sit kompetenceområde. Ud over de kontakter mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, som er forudset i fællesskabsretten, fører udvalget en regelmæssig dialog med kommissæren for økonomiske og monetære anliggender. Kommissæren inviteres til at overvære udvalgsmøder, fremlægge Kommissionens halvårlige økonomiske prognoser, rapporten om offentlige finanser, BEPG'erne og andre større nyheder inden for økonomisk politik. Oplysningerne vedrørende Kommissionens aktiviteter og en vurdering af den seneste økonomiske udvikling i medlemsstaterne og i EU følges op af en drøftelse, som giver mulighed for en udtømmende udveksling af synspunkter mellem kommissæren og medlemmerne af ECON.

Hyppige og regelmæssige kontakter og drøftelser med repræsentanter fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg og Udvalget for Økonomisk Politik har gjort det muligt for medlemmerne af ECON at få uddybende forklaringer vedrørende disse udvalgs aktiviteter og have en interessant udveksling af synspunkter med dem.

Regelmæssige fælles møder mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter har bidraget til at udvikle større ejerskab hos de nationale parlamenter af den nødvendige samordning af de økonomiske politikker. I denne forbindelse har der været særligt fokus på Lissabondagsordenen for vækst og beskæftigelse.

De overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker har været det politiske nøgledokument til samordning af de økonomiske politikker. Parlamentet har taget skridt i retning af at gøre processen, der fører frem til vedtagelsen af BEPG'erne, mere åben og integrativ både på EU-niveau og på nationalt niveau. Europa-Parlamentet har forsøgt at bidrage effektivt ved at udarbejde en forberedende betænkning og en beslutning inden Kommissionens årlige rapporter om de integrerede retningslinjer. For at få øget indflydelse har ECON også gjort det til praksis at afholde drøftelser med trojkaen. Disse drøftelser finder sted efter Kommissionens offentliggørelse af anbefalingerne til BEPG'erne og Parlamentets foreløbige betænkning om emnet. Ved disse møder drøftes Parlamentets generelle holdninger til nøglespørgsmål med medlemsstaternes repræsentanter. Parallelt hermed har udvalget udarbejdet endnu en betænkning med ændringsforslag til Kommissionens anbefalinger til nye retningslinjer. Allerede i løbet af andet stadie blev ØMU’ens uformelle høringsprocedurer etableret, og Parlamentet har siden 1994 foreslået og forhandlet sig frem til mere formelle ændringer af BEPG'erne. Vores institution har arbejdet for en interinstitutionel aftale mellem de tre vigtigste institutioner for at få klarlagt rollefordelingen og tidsplanen, men dette arbejde er ikke færdiggjort eller formaliseret.

Europa-Parlamentet har gennem sit arbejde støttet den fornyede Lissabonstrategi for vækst og beskæftigelse. Parlamentet har haft den holdning, at strategien skal skabe merværdi på fællesskabsplan for at forbedre reformernes sammenhæng og maksimere den afledte effekt samt sikre, at reformdagsordnerne, såsom strukturreformer og investering i viden, faktisk fører til flere og bedre arbejdspladser i hele EU.

Parlamentet har arbejdet på at strømline processen omkring Lissabonstrategien og på at samordne BEPG'erne og beskæftigelsesretningslinjerne med de integrerede retningslinjer. Derudover har vi nøje overvåget de særlige retningslinjer for euroområdet og derved støttet en tættere samordning af de økonomiske politikker.

Vores institution har haft den opfattelse, at den specifikke euroområde-dimension af det strukturelle tilsyn i tilknytning til Lissabonstrategien bør styrkes med foranstaltninger, der er nødvendige for at forbedre ØMU'ens funktion. Et første skridt i denne retning har været fokuseringen på euroområdet i Kommissionens årlige fremskridtsrapporter om gennemførelsen af Lissabonstrategien.

Kommissionens årsberetninger om euroområdet har desuden givet et godt grundlag for en omfattende drøftelse om den generelle økonomiske situation i euroområdet og de fremtidige udfordringer. De har også givet Europa-Parlamentet mulighed for at give udtryk for sine holdninger og opstille prioriteringer for den økonomiske politik og governance.

Europa-Parlamentet har imidlertid ærgret sig over Lissabonstrategiens ringe synlighed i mange medlemsstaters nationale politikker. Vores institution har derfor understreget behovet for større inddragelse af arbejdsmarkedets parter, nationale parlamenter, regionale- og lokale myndigheder og civilsamfundet for at sikre dens effektive gennemførelse.

Europa-Parlamentet har givet sin støtte til stabilitets- og vækstpagten, som blev revideret i marts 2005. I sin beslutning til forårstopmødet i 2004 gav Europa-Parlamentet udtryk for den overbevisning, at der var behov for en intelligent reform af stabilitets- og vækstpagten for hurtigere at bringe EU’s økonomi i balance og give mulighed for fremskridt med hensyn til EU’s økonomiske, sociale og miljømæssige bæredygtighed. Generelt har stabilitets- og vækstpagten vist sit værd og skal derfor bevares fremover for at styrke euroområdets stabilitet og pålidelighed. Parlamentet er af den opfattelse, at en sund finanspolitik skal være en forudsætning for vedvarende vækst og jobskabelse i hver enkelt medlemsstat i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i EF-traktaten som et fælles ansvar for EU.

Vores institution har understreget vigtigheden af, at alle medlemsstater – i det mindste dem, der hører til euroområdet – samordner deres forskellige nationale finansår og baserer deres budgetprognoser på ens kriterier for at undgå uoverensstemmelser på grund af anvendelsen af forskellige makroøkonomiske prognoser (global vækst, EU-vækst, prisen på en tønde olie, rentesatser) og andre parametre. Europa-Parlamentet har indtrængende opfordret Kommissionen til at sikre validiteten af alle tilgængelige data fra medlemsstaterne.

Selv inden den nuværende finansielle turbulens og den spændte økonomiske situation argumenterede Parlamentet for, at stigende global ulighed, den samlede efterspørgsel og det globale inflationspres kunne blive en væsentlig udfordring for den monetære politik. I løbet af disse år har der også været udtrykt bekymring over euroens ustabile valutakurs, som kunne skade den europæiske økonomis konkurrenceevne.

Monetær politik og monetær dialog

Lige siden projektet om Den Økonomiske og Monetære Union startede først i 1990'erne, har Europa-Parlamentet – først via Underudvalget om Monetær Politik og siden via ECON – været tæt involveret i dets udformning og udvikling.

Allerede i 1992 var underudvalget tæt involveret i at overvåge og forhandle om afledt ret for det første, andet og tredje stadie af ØMU’en og i udformningen af informationskampagnen. Europa-Parlamentet var også involveret i drøftelsen om hvilke pengesedler og mønter, der skulle udstedes, for at varetage forbrugernes interesse. Navnlig har Parlamentet spillet en ledende rolle i tilsynet og kontrollen med euroområdets monetære politik, siden denne opgave blev overdraget til Den Europæiske Centralbank (ECB) i 1999.

Dette ansvar, som er fastlagt i EF-traktaten, betyder, at Europa-Parlamentet er den bedst placerede europæiske institution til at sikre reel demokratisk kontrol med vores centralbank, et organ som – i betragtning af EU’s institutionelle struktur – er den mest uafhængige centralbank i noget politisk system igennem historien. Om end ECB's uafhængighed skal respekteres fuldt ud, kan banken ikke fritages for sit ansvar for at informere om sine aktiviteter og indgå i regelmæssig dialog med demokratisk valgte politikere.

Man kan derfor sige, at Europa-Parlamentets arbejde inden for det pengepolitiske område har været vellykket hvad angår den demokratiske kontrol. Ved hjælp af sine betænkninger og beslutninger har det udstukket rammerne for disse dialoger. ECON har formået at holde kontrol med ECB gennem sine mange initiativer og navnlig ved at indføre faste, kvartalsvise monetære dialoger.

Parlamentet har kæmpet hårdt for således at holde ECB ansvarlig, idet EF-traktaten ikke udspecificerer, hvilken form disse dialoger skal have. Man kan sige, at Europa-Parlamentet i dag har påtaget sig en rolle, der er endnu stærkere end den amerikanske kongres’ rolle i forhold til den amerikanske centralbank.

Parlamentet opfordrede allerede i en betænkning fra marts 1998 om demokratisk ansvar i ØMU'ens tredje fase til, at der skulle fastlægges fælles rammer for den traktatbaserede dialog mellem Europa-Parlamentet og ECB om monetære spørgsmål. Parlamentet gjorde det klart, at det har nogle beføjelser i monetære spørgsmål, navnlig fordi EF-traktaten og vedtægterne for Det Europæiske System af Centralbanker og ECB ikke blot giver ECB rettigheder men også pligter.

Forholdet mellem Parlamentet og ECB er baseret på følgende aktionsområder:

a) proceduren for udnævnelse af medlemmer af ECB's direktion

b) rapportering til Europa-Parlamentet

c) ECB's publikationer, og i særdeleshed årsberetningen som præsenteres for Parlamentet og konvergensberetningen.

Udnævnelser til direktionen kan kun finde sted, efter at Parlamentet er blevet hørt. Parlamentet bliver således den bedst placerede europæiske institution til at sikre demokratisk kontrol med nøglestillinger inden for ECB. Høringsprocessen foregår i form af offentlige høringer, hvor ECON er vært. Dette har vist sig at være den bedste måde at få den nødvendige information om en kandidat før Europa-Parlamentets endelige anbefaling. Hovedformålet med disse høringer er at få bedre kendskab til kandidatens personlighed og holdninger til nøglespørgsmål vedrørende økonomisk og monetær politik, hvordan ECB bør drives samt hans/hendes opfattelse af ECB's demokratiske ansvar. Udvalgsmedlemmerne tager så en umiddelbar beslutning om kandidatens egnethed til stillingen, som derefter sendes til godkendelse i plenarforsamlingen.

Der er også et mere langsigtet mål: denne øvelse giver Parlamentets medlemmer mulighed for at lære medlemmerne af ECB's direktion – som fremover skal mødes regelmæssigt med udvalget – bedre at kende.

Ifølge EF-traktaten[2], kan ECB's formand og de øvrige medlemmer af direktionen, på anmodning af Europa-Parlamentet eller på eget initiativ, høres af Europa-Parlamentets kompetente udvalg. Denne bestemmelse har udviklet sig til en direkte forpligtelse til at sikre gennemsigtighed og føre tilsyn baseret på regelmæssig udveksling af synspunkter fastlagt ved fælles aftale mellem de to institutioner på ECON's initiativ. Formanden for ECB, eller af og til næstformanden, kommer til et tv-transmitteret møde i ECON mindst hver tredje måned for at besvare spørgsmål om de økonomiske udsigter og gennemførelsen af den monetære politik inden for euroområdet. Der har i alt været 38 monetære dialoger siden 1999. Udvalgets medlemmer vælger to specifikke emner, som ECB's formand skal lægge særlig vægt på. Som forberedelse til disse møder modtager Parlamentet regelmæssig forhåndsbriefing fra et panel bestående af tolv akademiske specialister og andre rådgivere (disse papirer og de fuldstændige referater af møderne findes på ECON's hjemmeside). Efter en indledning fra ECB's formand har der været en runde med spørgsmål og svar. ECB's formand har desuden løbende besvaret skriftlige spørgsmål fra medlemmerne.

ECB's årsberetninger er redskaber til at skabe større gennemsigtighed i den monetære politik. ECB's årsberetninger forelægges til drøftelse i Europa-Parlamentet af ECB's formand og danner grundlag for Parlamentets beslutninger, som hvert år forberedes af ECON. Det giver medlemmerne mulighed for hvert år at vurdere udviklingen i den monetære politik. Drøftelsen finder sted ved plenarmødet og udgør et højtideligt øjeblik, hvor ECB's formand kan give et bredt overblik over året og præsentere fremtidige initiativer.

ECON har vedvarende lagt pres på ECB for at udvikle og offentliggøre de modeller og andre økonomiske analyseinstrumenter, som beslutningerne om den monetære politik er baseret på. Parlamentets beslutning vedrørende ECB-rapporten i 1999 opfordrede banken til at offentliggøre halvårlige makroøkonomiske prognoser sammen med de undersøgelser og makroøkonomiske modeller, som prognoserne er baseret på, samt rapporter om nationale økonomier (i stil med den amerikanske centralbanks "Beige Book" i USA). Det følgende års beslutning kunne hilse ECB's tilsagn om at offentliggøre både prognoser og modeller velkommen.

Et tilbagevendende spørgsmål drejer sig om gennemsigtigheden af beslutninger truffet af ECB's Styrelsesråd. Betænkningen fra 1999 og efterfølgende betænkninger har specifikt anmodet om, at uddrag af referater fra møder i ECB's Styrelsesråd offentliggøres kort efter det følgende møde og eksplicit gør rede for argumenterne for og imod de beslutninger, der er truffet, såvel som for det ræsonnement, der førte frem til disse beslutninger, ligesom stemmefordelingen også burde offentliggøres, men anonymt. Indtil videre har ECB ikke accepteret Parlamentets argumenter på dette område.

ESCB og ECB's roller i driften af og tilsynet med euroområdets finansielle system er ikke helt klare. Allerede i Parlamentets beslutning om ECB's årsberetning fra 2000 blev behovet for en tæt inddragelse af ESCB i det makroøkonomiske tilsyn og ECB's rolle med hensyn til at sikre finansiel stabilitet understreget.

I sin monetære dialog med ECB stræber Parlamentet efter at opfordre til et bedre policy-mix og øge legitimiteten af den førte monetære politik. Fælles dialoger mellem Eurogruppen, Kommissionen og Parlamentet svarende til den monetære dialog mellem Parlamentet og ECB har også fundet sted.

Udvidelse af euroområdet

Et vigtigt aspekt af Parlamentets lovgivende rolle[3] drejer sig om, hvorvidt en EU-medlemsstat er kvalificeret til at indtræde i euroområdet. Den endelige beslutning ligger hos medlemsstaternes regeringer, men igen først når Parlamentet har afgivet sin udtalelse. Siden 1998 er Grækenland, Malta, Cypern og Slovenien tiltrådt euroområdet. Slovakiet bliver det næste medlem. Udvidelse af euroområdet er hver eneste gang en historisk vigtig udfordring både for den pågældende medlemsstat og for resten af euroområdet. Parlamentet er derfor af den opfattelse, at en medlemsstats proces hen imod at opnå økonomisk konvergens skal overvåges nøje, og vejen frem mod dens indførelse af euroen bør svare til medlemsstatens faktiske økonomiske tilstand.

Europa-Parlamentet har inden for rammerne af høringsproceduren afgivet en udtalelse om hvert forslag til Rådets beslutning i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 122, stk. 2, dvs. for hver udvidelse af euroområdet. Parlamentet har også bedt om at blive hørt tidligere af Kommissionen for at have længere tid til at forberede sin udtalelse efter en dybdegående analyse af situationen. En ECON-delegation tog desuden til Slovakiet i begyndelsen af 2008 for at indhente mere information, før udtalelsen blev afgivet.

Spørgsmålet om udvidelse er blevet behandlet ved flere lejligheder, såsom i særrapporten fra 2006 om udvidelsen af euroområdet og i forbindelse med årsberetningerne om euroområdet og ECB's årsberetning.

For så vidt angår de generelle forudsætninger for den fremtidige udvidelse af euroområdet har Parlamentet altid været fortaler for en streng overholdelse af Maastrichttraktatens konvergenskriterier og har på det kraftigste modsat sig særbestemmelser vedrørende opfyldelsen af Maastrichtkriterierne. Det har også udtalt, at det mener, at euroområdets langsigtede stabilitet også bør vurderes på dets evne til at absorbere nye medlemmer. Hvad angår de tekniske forudsætninger for udvidelse af euroområdet har Parlamentet bedt tiltrædende medlemsstater om at være særligt opmærksomme på forbrugerbeskyttelse i overgangsfasen og mindet om nødvendigheden af at indlede tidlige og omfattende informationskampagner for borgerne i de ansøgende medlemsstater.

Vores institution har også opstillet særlige krav til ansøgerlande, der ønsker at tiltræde, og påpeget, at for tidlig tiltrædelse af euroområdet kan føre til en uventet udvikling i den økonomiske konvergensproces, samt at udvidelse af euroområdet letter den økonomiske konvergensproces og bidrager til at styrke euroområdet som helhed.

En kommunikationsstrategi for euroen

Parlamentet har givet udtryk for sine synspunkter vedrørende gennemførelse af en informations- og kommunikationsstrategi for euroen og ØMU’en og allerede i 2005 påpeget, at euroens tilsyneladende manglende popularitet blandt visse borgere stod i kontrast til det faktum, at euroen sandsynligvis er det mest vellykkede europæiske projekt, som nogen sinde er blevet iværksat. Det har haft den opfattelse, at den fælles valuta stadig er en kommunikationsprioritet for EU, og mener, at euroens fordele fortsat skal sælges og forklares grundigt for befolkningen. Parlamentet har i den forbindelse opfordret til en række konkrete aktiviteter for at fremme accepten af euroen.

Integration af de finansielle markeder

Som lovgiver og beslutningstager har Europa-Parlamentet spillet en væsentlig rolle i integrationen af de finansielle markeder i EU. Vores lovgivningsarbejde har fokuseret på at skabe et integreret marked til gavn for forbrugerne. Handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser, som blev vedtaget i 1999, blev færdiggjort i 2005. Arbejdet er dog fortsat siden på grund af behovet for at tilpasse sig til markedsudviklingen eller udbedre mangler. For blot at nævne ét særligt emne har Europa-Parlamentet i mange år kæmpet for harmonisering af betalingsgebyrer i hele euroområdet, og en forordning blev endelig vedtaget i 2001. Udover dette arbejde med at få etableret et fælleseuropæisk betalingsområde (SEPA) har lovgivningsarbejdet omfattet forsikringsvirksomhed, såsom genforsikring og solvens, bankvirksomhed, såsom kapitalkrav, værdipapirmarkeder, såsom investeringsydelser, og tilsyns- og lovgivningsmæssige spørgsmål generelt inden for rammerne af Lamfalussy-processen. Parlamentet har deltaget meget aktivt i udviklingen af Lamfalussy-proceduren for at forbedre tilsynet med og reguleringen af de finansielle markeder. I denne forbindelse har Parlamentet sikret, at det har samme beføjelser som Rådet, idet begge er lovgivere. Dette har også gjort processen mere gennemskuelig i alle dens faser.

Euroens eksterne repræsentation

Hvorvidt der burde etableres en valutakurspolitik for euroen, og hvem der i givet fald skulle være ansvarlig for den, har været mere eller mindre åbne spørgsmål. EF-traktaten er ikke klar på dette område. Det står heller ikke klart, hvem der kan tale på vegne af euroområdet på internationalt plan – ECB's formand, Kommissionen, Rådsformandskabet eller formandskabet for Eurogruppen (hvis denne adskiller sig fra Rådsformandskabet). Parlamentets betænkninger har derfor henstillet til, at euroområdet bliver stærkere repræsenteret i de internationale beslutningstagende institutioner og til, at der udvælges én enkelt højtstående repræsentant for euroområdet.

Efter Europa-Parlamentets mening har EU og medlemsstaterne et fælles ansvar for at imødegå de udfordringer, muligheder og usikkerhedsfaktorer, som borgerne står overfor på grund af globaliseringen. Vores institution har støttet det synspunkt, at det indre markeds eksterne dimension bør styrkes.

Europa-Parlamentet har understreget, at der er behov for yderligere tiltag, før den eksterne repræsentation af euroområdet er i overensstemmelse med dets voksende betydning for den globale økonomi. Parlamentets betænkninger har derfor henstillet til, at euroområdet bliver stærkere repræsenteret i de internationale beslutningstagende institutioner og til, at der udvælges én enkelt højtstående repræsentant for euroområdet.

• [1]  Den lovgivningsmæssige ramme for den økonomiske politik er fastlagt i EF-traktatens artikel 98, 99 og 104.
• [2]  EF-traktatens artikel 113, stk. 3, fastsætter, at ECB skal fremsende en årsberetning om ESCB's aktiviteter og om den monetære politik i det foregående og det indeværende år til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen og også til Det Europæiske Råd. Formanden for ECB forelægger beretningen for Rådet og for Europa-Parlamentet, som kan foranstalte en generel drøftelse på grundlag heraf. Formanden for ECB og de øvrige medlemmer af direktionen kan på anmodning af Europa-Parlamentet eller på eget initiativ høres af Europa-Parlamentets kompetente udvalg.
• [3]  EF-traktatens artikel 122, stk. 2, fastlægger, at Rådet (økonomi og finans) på grundlag af rapporterne fra Kommissionen og ECB samt efter høring af Europa-Parlamentet og efter drøftelse i Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne på forslag af Kommissionen ved kvalificeret flertal træffer afgørelse om, hvilke medlemsstater med dispensation der opfylder de nødvendige betingelser baseret på kriterierne i artikel 121, stk. 1, og ophæver de pågældende medlemsstaters dispensation.

UDTALELSE FRA UDVALGET OM INTERNATIONAL HANDEL (10.9.2008)

til Økonomi- og Valutaudvalgetom ØMU10: Resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union(2008/2156(INI))Rådgivende ordfører: Jean-Pierre Audy

FORSLAG

Udvalget om International Handel opfordrer Økonomi- og Valutaudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. glæder sig over, at Den Økonomiske og Monetære Union ti år efter sin oprettelse anses for en teknisk og politisk succes, og at euroen siden sin indførelse i stigende grad har opnået status på linie med den amerikanske dollar som en valuta, der anvendes ved handelstransaktioner, ikke blot mellem lande i euroområdet og tredjelande, men også uden for euroområdet;

2. er af den opfattelse, at eurosystemet, dets pengepolitik og euroens stabilitet som resultat heraf har ydet et bidrag til verdensøkonomiens økonomiske og finansielle integration;

3. gør opmærksom på den afgørende sammenhæng mellem valutapolitik og handelspolitik i verden, hvilket fremgår af en lang række undersøgelser, og understreger i denne forbindelse den positive betydning, som stabile valutakurser har for væksten i den internationale handel;

4. gør opmærksom på, at den voksende anvendelse af euroen som international handelsvaluta især kommer medlemmerne af euroområdet til gode, fordi den for virksomheder fra disse lande reducerer vekselkursrisikoen og dermed omkostningerne ved international handel;

5. bifalder, at indførelsen af euroen via en styrkelse af det indre marked har forbedret de europæiske virksomheders internationale konkurrenceevne og styrket EU's rolle i multi- og bilaterale handelsforhandlinger;

6. bifalder, at Den Økonomiske og Monetære Union har gjort euroområdet mere attraktivt for udenlandske direkte investeringer;

7. mener, at inflationen er verdensomspændende, og at bekæmpelsen af dette globale fænomen i et åbent økonomisk system ikke kun kan baseres på EU's valutapolitik; mener, at Den Europæiske Centralbank gennem sin vellykkede varetagelse af opgaven med at prioritere prisstabiliteten har styrket tilliden til euroen og dermed ydet et afgørende bidrag til dens internationale attraktivitet;

8. beklager, at Kommissionen inden for rammerne af meddelelsen om ØMU@10 ikke har foretaget en mere detaljeret og præcis analyse af euroens internationale rolle; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en udførlig beretning om den fælles valutapolitiks eksterne dimension og om virkningerne for euroområdets økonomiske resultater og handel;

9. mener, at EU's handelspolitik ikke kan baseres på valutakurser, da de handelspolitiske instrumenter (såsom told og kvoter) er træge og derfor ikke egner sig til at udligne valutakursudsving;

10. bifalder euroområdets åbenhed, og mener, at den nuværende stigning i eurokursen måske har negative virkninger, for så vidt som den har hæmmet eksport og fremmet import til det indre marked, og samtidig positive virkninger, da den hjælper den europæiske økonomi med at imødegå den drastiske stigning i olieprisen; konstaterer i denne forbindelse, at en lang række europæiske virksomheder er bekymrede, og bemærker, at det er yderst vigtigt for virksomheder og arbejdstagere i EU, især i industrisektoren, at de i alle lande har valutaer, der er vurderet til den rette kurs, for at opretholde deres internationale konkurrencevene; ser samtidig muligheden for, at de europæiske virksomheder gennem det øgede konkurrencepres må forbedre deres konkurrenceevne yderligere og dermed på mellemlang sigt vil kunne opnå fordele i forhold til konkurrenterne;

11. understreger, at visse af EU's partnere fører en valutapolitik, som sigter mod at undervurdere deres valuta, hvilket på illoyal vis forvrider det handelsmæssige samkvem og kan betragtes som en ikke-toldmæssig hindring for den internationale handel;

12. slår til lyd for en bedre og mere effektiv koordination mellem Verdenshandelsorganisationen (WTO) og de såkaldte Bretton Woods-institutioner (Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbankgruppen) med henblik på at bekæmpe valutaspekulation og håndtere den nuværende, alvorlige krise, der berører ikke blot valutasektoren, men også finans-, energi- og fødevaresektoren, og som for tiden udgør en trussel mod samtlige lande; mener, at en sådan koordination vil kunne bidrage til finansiel stabilitet i verdensøkonomien;

13. foreslår under indtryk af den aktuelle betydelige ustabilitet på valutamarkedet, at der under IMF's auspicier afholdes en valutakonference med deltagelse fra hele verden med henblik på at drøfte de monetære spørgsmål på globalt plan;

14. foreslår endvidere at undersøge muligheden for at oprette en institution, der skal mægle i valutastridigheder efter samme model som den, der er oprettet på det handelsmæssige område i WTO-regi, idet en sådan institution vil kunne hjælpe med at stabilisere det globale valutasystem, reducere risikoen for uhæderlig praksis og sikre verdensmarkederne den tillid, der er nødvendig for med held at kunne imødegå de nye økonomiske udfordringer, der først og fremmest udspringer af globaliseringen og de svindende naturressourcer samt nye handelsmagters opståen;

15. støtter Kommissionens forslag om at udvikle fælleseuropæiske valutapolitiske holdninger, idet euroområdets repræsentation konsolideres, og der på længere sigt opnås et enkelt fælles sæde for euroområdet i de internationale finansinstitutioner og -fora.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	9.9.2008
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	26 1 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Carlos Carnero González, Daniel Caspary, Françoise Castex, Christofer Fjellner, Béla Glattfelder, Ignasi Guardans Cambó, Jacky Hénin, Alain Lipietz, Marusya Ivanova Lyubcheva, Erika Mann, Helmuth Markov, David Martin, Vural Öger, Georgios Papastamkos, Godelieve Quisthoudt-Rowohl, Peter Šťastný, Robert Sturdy, Gianluca Susta, Daniel Varela Suanzes-Carpegna, Corien Wortmann-Kool
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Jean-Pierre Audy, Albert Deß, Elisa Ferreira, Vasco Graça Moura, Eugenijus Maldeikis, Rovana Plumb, Salvador Domingo Sanz Palacio, Zbigniew Zaleski

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	20.10.2008
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	21 1 5
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Paolo Bartolozzi, Zsolt László Becsey, Pervenche Berès, Sharon Bowles, Udo Bullmann, Jonathan Evans, Elisa Ferreira, José Manuel García-Margallo y Marfil, Jean-Paul Gauzès, Donata Gottardi, Benoît Hamon, Gunnar Hökmark, Karsten Friedrich Hoppenstedt, Othmar Karas, Wolf Klinz, Christoph Konrad, Andrea Losco, Bernhard Rapkay, Dariusz Rosati, Antolín Sánchez Presedo, Olle Schmidt, Margarita Starkevičiūtė, Ieke van den Burg
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Harald Ettl, Werner Langen, Klaus-Heiner Lehne, Margaritis Schinas