BETÆNKNING om anmodning om ophævelse af Massimo D'Alemas immunitet

6.11.2008 - (2008/2298(IMM))

Retsudvalget
Ordfører: Klaus-Heiner Lehne

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS AFGØRELSE

om anmodning om ophævelse af Massimo D'Alemas immunitet

(2008/2298(IMM))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til anmodning af 30. maj 2008 fra anklagemyndigheden ved retten i Milano om ophævelse af Massimo D'Alemas immunitet, hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 16. juni 2008,

–   der henviser til artikel 10 i protokollen af 8. april 1965 vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–   der henviser til De Europæiske Fællesskabers Domstols domme af 12. maj 1964 og 10. juli 1986[1],

–   der henviser til forretningsordenens artikel 6 og 7,

–   der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A6-0422/2008),

1.  vedtager ikke at tillade anvendelse af telefonaflytninger i den aktuelle sag og ikke at ophæve Massimo D'Alemas immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til de ansvarlige italienske myndigheder.

• [1]  Sag 101/63, Wagner mod Fohrmann og Krier, Sml. 1954-1964, s. 483, og sag 149/85, Wybot mod Faure m.fl., Sml. 1986, s. 2391.

BEGRUNDELSE

I. SAGSFREMSTILLING

I en skrivelse af 28. maj 2008 til Europa-Parlamentets formand, Hans-Gert Pöttering, anmodede anklagemyndigheden ved retten i Milano om tilladelse til i forbindelse med en straffesag at gøre brug af ”indirekte” aflyttede telefonsamtaler mellem en mistænkt og et tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Massimo D'Alema.

Den pågældende straffesag, registreret som nr. 19195/2005, drejer sig om et overtagelsesforsøg mod Banca Nazionale del Lavoro, i hvilken forbindelse en gruppe personer mistænkes for at have overtrådt italiensk lovgivning vedrørende markedsmanipulation og insiderhandel, hvorfor de pågældende er gjort til genstand for efterforskning og retsforfølgning i henhold til artikel 185 og 184 i lovdekret nr. 58 fra 1998.

I forbindelse med forundersøgelser blev der foretaget telefonaflytninger i overensstemmelse med bestemmelserne herom i den italienske strafferetsplejelov.

Blandt de optagne aflytninger findes der samtaler mellem de mistænkte og visse italienske parlamentsmedlemmer, heriblandt Massimo D'Alema, som på daværende tidspunkt var medlem af Europa-Parlamentet. Det drejer sig altså om indirekte aflytninger af parlamentsmedlemmer, der har kommunikeret med andre brugere af telefonnettet, der var genstand for en direkte, forskriftsmæssig aflytning.

Ifølge artikel 4 i lov 140/2003 kan italienske parlamentsmedlemmer kun gøres til genstand for direkte aflytninger, hvis det italienske parlament på forhånd har givet tilladelse hertil.

Hvad angår indirekte aflytninger, beordrer den ansvarlige undersøgelsesdommer ifølge artikel 6, stk. 1, i lov 140/2003, evt. på begæring af sagens parter eller det berørte parlamentsmedlem, sådanne aflytninger destrueret, hvis han finder, at de er uden betydning for den pågældende straffesag.

Hvis dommeren derimod på begæring af en af sagens parter finder det nødvendigt og væsentligt at gøre brug af aflytningerne, skal han anmode om tilladelse hertil i det kammer, som den pågældende er eller var medlem af, jf. stk. 2 i den nævnte artikel 6.

Den 20. juli 2007 anmodede undersøgelsesdommer Clementina Forleo Deputeretkammeret (for D'Alemas, Fassinos og Cicus vedkommende) og Senatet (for La Torres og Cominciolis vedkommende) om tilladelse til at anvende de ovennævnte aflytninger.

I oktober 2007 erklærede Deputeretkammeret sig inkompetent med hensyn til Massimo D'Alema, da han på tidspunktet for de aflyttede samtaler var medlem af Europa-Parlamentet. Som følge af denne afgørelse fra Deputeretkammeret har anklagemyndigheden i Milano rettet henvendelse til Europa-Parlamentet for at anmode om tilladelse til at anvende de indirekte aflytninger af Massimo D'Alema.

II. LOVGIVNINGEN OG GENERELLE BETRAGTNINGER OM EUROPA-PARLAMENTETS MEDLEMMERS IMMUNITET

Artikel 9 og 10 i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter har følgende ordlyd[1]:

Artikel 9

Europa-Parlamentets medlemmer kan hverken eftersøges, tilbageholdes eller retsligt forfølges på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv.

Artikel 10

Under Europa-Parlamentets mødeperioder nyder medlemmerne:

på deres eget lands område de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling

på en anden medlemsstats område fritagelse for enhver form for tilbageholdelse og retsforfølgning.

De er ligeledes dækket af immuniteten på vej til eller fra Europa-Parlamentets mødested.

Immuniteten kan ikke påberåbes af et medlem, som gribes på fersk gerning, og kan ikke hindre Europa-Parlamentets ret til at ophæve et af dets medlemmers immunitet.

Proceduren i Europa-Parlamentet er fastsat i forretningsordenens artikel 6 og 7. Det drejer sig om følgende bestemmelser:

Artikel 6 – Ophævelse af immunitet:

1. Under udøvelsen af sine beføjelser vedrørende privilegier og immuniteter tilstræber Parlamentet først og fremmest at bevare sin integritet som demokratisk lovgivende forsamling og sikre medlemmernes uafhængighed under udførelsen af deres opgaver.

(...)

3. Enhver anmodning fra et medlem eller et tidligere medlem til formanden om beskyttelse af immunitet og privilegier meddeles på plenarmødet og henvises til det kompetente udvalg.

(...)"

Artikel 7 – Procedurer vedrørende immunitet:

1. Det kompetente udvalg prøver straks anmodninger om ophævelse af immunitet eller beskyttelse af immunitet og privilegier i den rækkefølge, de fremsættes.

2. Udvalget fremsætter forslag til afgørelse, der blot skal anbefale godkendelse eller forkastelse af anmodningen om ophævelse af immunitet eller om beskyttelse af immunitet og privilegier.

3. Udvalget kan anmode den pågældende myndighed om enhver oplysning eller præcisering, som det finder nødvendig for at kunne tage stilling til, hvorvidt immuniteten bør ophæves eller beskyttes. Udvalget giver medlemmet mulighed for at blive hørt, og medlemmet kan forelægge ethvert dokument eller andet skriftligt materiale, som den pågældende måtte finde relevant for udvalgets stillingtagen. Medlemmet kan lade sig repræsentere ved et andet medlem.

4. Ligger der flere forskellige anklagepunkter til grund for anmodningen om ophævelse af immunitet, kan der udarbejdes en særskilt afgørelse for hvert anklagepunkt. Undtagelsesvis kan det i udvalgets betænkning foreslås, at ophævelsen af den parlamentariske immunitet udelukkende skal vedrøre den strafferetlige forfølgelse, men at medlemmet, så længe der ikke er afsagt endelig dom, ikke kan udsættes for nogen form for frihedsberøvelse, fængsling eller anden foranstaltning, der ville forhindre den pågældende i at varetage sit mandat.

(...)

6. I sager vedrørende beskyttelse af et privilegium eller af immunitet anfører udvalget, om der foreligger en administrativ eller anden form for begrænsning i den frie bevægelighed for medlemmer, der rejser til eller fra Parlamentets mødested, eller en meningstilkendegivelse eller en stemmeafgivelse under udøvelsen af hvervet, eller om der foreligger omstændigheder henhørende under dele af artikel 10 i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, som ikke er undergivet national ret, og udvalget fremsætter på baggrund heraf et forslag, hvori den pågældende myndighed opfordres til at drage de nødvendige konklusioner.

7. Udvalget kan afgive en begrundet udtalelse om den pågældende myndigheds kompetence og om, hvorvidt anmodningen kan tages under behandling, men udtaler sig under ingen omstændigheder om skyldspørgsmålet eller om det hensigtsmæssige i en strafferetlig forfølgelse på grundlag af de udtalelser eller handlinger, som medlemmet tillægges, selv ikke i tilfælde, hvor udvalget gennem prøvelsen af anmodningen opnår grundigt kendskab til selve sagen.

(...)"

Artikel 68, stk. 1 og 2, i den italienske forfatning lyder som følger:

Artikel 68

Parlamentets medlemmer kan ikke retsforfølges på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv.

Uden tilladelse fra det kammer, som den pågældende er medlem af, kan et parlamentsmedlem ikke gøres til genstand for person- eller bopælsransagning, anholdes, på anden måde frihedsberøves eller tilbageholdes, medmindre der er tale om fuldbyrdelse af en endelig dom, eller hvis et parlamentsmedlem pågribes på fersk gerning i en handling, som i henhold til loven obligatorisk medfører anholdelse.

Der kræves en lignende tilladelse for at kunne aflytte et parlamentsmedlems samtaler eller kommunikation, uanset form, eller beslaglægge et parlamentsmedlems post.

LOV nr. 140 af 20. juni 2003

(offentliggjort i den italienske statstidende nr. 142 af 21. juni 2003).

REGLER OM GENNEMFØRELSEN AF FORFATNINGENS ARTIKEL 68 OG OM STRAFFESAGER MOD PERSONER, DER BEKLÆDER STATENS ØVERSTE EMBEDER

Artikel 4

1. I tilfælde, hvor der mod et medlem af Parlamentet er afsagt kendelse om person- eller bopælsransagning, personundersøgelser eller aflytninger, uanset form, af samtaler eller anden form for kommunikation, om beslaglæggelse af korrespondance eller udskrift af samtaler, om anholdelse, gennemførelse af en personlig sikkerhedsforanstaltning af tvangs- eller forbudsmæssig karakter, om tvunget fremmøde eller sikkerheds- eller forebyggelsesforanstaltninger af personlig art, samt i forbindelse med enhver foranstaltning, der indebærer frihedsberøvelse, søger den kompetente myndighed om tilladelse til at gennemføre den pågældende foranstaltning direkte hos det kammer, som den pågældende er medlem af.

2.  Anmodningen indgives af den myndighed, der har udstedt den pågældende kendelse. Kendelsen kan ikke fuldbyrdes, før der er givet tilladelse hertil den.

3. Der skal ikke søges om tilladelse, hvis et medlem af Parlamentet pågribes på fersk gerning i en handling, som i henhold til loven obligatorisk medfører anholdelse, eller hvis der er tale om fuldbyrdelse af en endelig dom.

4. Opløses det kammer, som den pågældende er medlem af, bortfalder anmodningen med virkning fra den følgende valgperiodes begyndelse. I dette tilfælde kan anmodningen genfremsættes over for det relevante kammer fra begyndelsen af den nye valgperiode.

Artikel 6

1. Med undtagelse af tilfældene i artikel 4 kan en undersøgelsesdommer, evt. på begæring af sagens parter eller det berørte parlamentsmedlem, efter høring af parterne og for at sikre beskyttelse af fortrolige oplysninger, på et lukket retsmøde træffe afgørelse om fuldstændig destruktion af retsprotokoller og optagelser af samtaler eller anden kommunikation, uanset form, der er blevet aflyttet i forbindelse med retssager mod en tredjepart, og som parlamentsmedlemmer har deltaget i, eller af udskrifter af kommunikation, der er fremskaffet i forbindelse med sådanne sager, såfremt den pågældende dommer anser hele eller dele af dette materiale for uden betydning for sagen - eller om destruktion af de dele, der anses for betydningsløse, jf. strafferetsplejelovens artikel 269, stk. 2 og 3.

2. Finder undersøgelsesdommeren, på begæring af en af sagens parter og efter i overensstemmelse med strafferetsplejelovens artikel 268, stk. 6, at have hørt de øvrige parter, at det er nødvendigt at anvende de i stk. 1 omtalte optagelser eller udskrifter, afsiger han kendelse herom og anmoder senest 10 dage herefter om tilladelse i det kammer, som den pågældende er medlem af eller var medlem af på tidspunktet for aflytningen af samtalerne eller kommunikationen.

3.  Anmodningen om tilladelse sendes direkte til det kompetente kammer. I anmodningen skal undersøgelsesdommeren redegøre for de forhold, der lægges til grund for sagen, for de lovbestemmelser, der menes overtrådt, og for de elementer, som anmodningen bygger på, ligesom han skal vedlægge en fuldstændig kopi af retsprotokoller, optagelser og udskrifter af kommunikation.

4. Opløses det kammer, som den pågældende er medlem af, betragtes anmodningen som bortfaldet med virkning fra den følgende valgperiodes begyndelse. I dette tilfælde kan anmodningen genfremsættes over for det relevante kammer fra begyndelsen af den nye valgperiode.

5. Gives der afslag på anmodningen om tilladelse, destrueres dokumentationen for aflytningerne omgående og under alle omstændigheder senest 10 dage efter meddelelsen om afslag.

6. Alle retsprotokoller, optagelser og udskrifter af kommunikationer, der er fremskaffet i modstrid med denne artikels bestemmelser, erklæres for uanvendelige af dommeren, uanset hvor langt sagen er nået, eller hvilket trin den befinder sig på.

III.      BEGRUNDELSE FOR DEN FORESLÅEDE AFGØRELSE

1) I første omgang bør Europa-Parlamentets kompetence i forhold til anmodningen fra anklagemyndigheden ved retten i Milano undersøges.

Om indirekte telefonaflytninger af et parlamentsmedlem fastsætter artikel 6, stk. 2, i den italienske lov 140/2003, at: ”finder undersøgelsesdommeren, på begæring af en af sagens parter og efter i overensstemmelse med strafferetsplejelovens artikel 268, stk. 6, at have hørt sagens øvrige parter, at det er nødvendigt at gøre brug af de i stk. 1 omtalte optagelser eller udskrifter, afsiger han kendelse herom og søger senest 10 dage herefter om tilladelse i det kammer, som den pågældende er medlem af eller var medlem af på tidspunktet for aflytningen af samtalerne eller kommunikationen”.

Det bør erindres, at det i artikel 10 i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter bl.a. hedder, at: "Under Europa-Parlamentets mødeperioder nyder medlemmerne på deres eget lands område de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling…".

Det følger af disse bestemmelser og den omstændighed, at Massimo D'Alema var medlem af Europa-Parlamentet på det tidspunkt, hvor begivenhederne fandt sted, at Europa-Parlamentet er kompetent i sagen.

2) Ifølge artikel 6 i den italienske lov 140/2003 må anmodningen, om den ellers er forstået korrekt, dreje sig om en tilladelse til at anvende formodet bevismateriale, men ifølge den af undersøgelsesdommeren afsagte kendelse, er de anvendte beviser allerede ”tilstrækkelige til at der kan rejses tiltale mod visse personer, som allerede har været genstand for efterforskning”, dvs. de aflyttede tredjeparter – som der i øvrigt allerede er rejst sigtelse imod, og hvis sag ved retten allerede er vidt fremskreden.

Ud fra denne synsvinkel er anmodningen fra anklagemyndigheden ved retten i Milano grundløs.

3) Betragtes anmodningen fra anklagemyndigheden ved retten i Milano derimod som en ”tilladelse til at anlægge sag” mod Massimo D'Alema, skal det anføres, at den italienske lovgivning siden 1993 ikke har givet mulighed herfor, hvorfor anmodningen også i dette tilfælde er grundløs.

IV.      KONKLUSIONER

På grundlag af ovenstående betragtninger finder Retsudvalget ikke, at der bør gives tilladelse til anvendelse af telefonaflytninger i den aktuelle sag, og at Massimo D'Alemas immunitet bør ophæves.

• [1]  De protokoller, der er knyttet til traktaterne, er en del af den primære fællesskabsret og har samme retlige status som traktaterne. Dommen i en sag vedrørende EF-tjenestemænds pligt til at betale ejendomsskat har gjort det klart, at en overtrædelse af protokollens bestemmelser udgør en krænkelse af de forpligtelser, der følger af traktaterne (dom af 24. februar 1988, sag 260/86 Kommissionen mod Belgien,, Sml. s. 966).

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	3.11.2008
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	11 0 0
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Monica Frassoni, Giuseppe Gargani, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Klaus-Heiner Lehne, Manuel Medina Ortega, Aloyzas Sakalas, Francesco Enrico Speroni, Diana Wallis, Jaroslav Zvěřina, Tadeusz Zwiefka
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Renate Weber