BETÆNKNING om vildledende udgivere af erhvervsvejvisere (andragende 0045/2006, 1476/2006, 0079/2003, 0819/2003, 1010/2005, 0052/2007, 0306/2007, 0444/2007, 0562/2007 m.fl.)

13.11.2008 - (2008/2126(INI))

Udvalget for Andragender
Ordfører: Simon Busuttil
PR_INI_art192

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om vildledende udgivere af erhvervsvejvisere (andragende 0045/2006, 1476/2006, 0079/2003, 0819/2003, 1010/2005, 0052/2007, 0306/2007, 0444/2007, 0562/2007 m.fl.)

(2008/2126(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til andragende 0045/2006, 1476/2006, 0079/2003, 0819/2003, 1010/2005, 0052/2007, 0306/2007, 0444/2007, 0562/2007 m.fl.,

– der henviser til tidligere drøftelser i Udvalget for Andragender vedrørende andragende 0045/2006 m.fl.,

– der henviser til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame (kodificeret udgave)[1], som erstatter direktiv 84/450/EØF[2] som ændret ved direktiv 97/55/EF[3],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked ("direktivet om urimelig handelspraksis")[4],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse ("forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde")[5],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser[6],

– der henviser til undersøgelsen med titlen "Vildledende praksis blandt "firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere" i forbindelse med nuværende og fremtidig lovgivning om det indre marked, der har til formål at beskytte forbrugere og SMV'er" (IP/A/IMCO/FWC/2006-058/LOT4/C1/SC6), iværksat af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse,

– der henviser til forretningsordenens artikel 192, stk. 1,

– der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender og udtalelse fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A6‑0446/2008),

A.  der henviser til, at Parlamentet har modtaget over 400 andragender fra små virksomheder, (hvilket kun afspejler en brøkdel af deres antal), der hævder at have været udsat for vildledende reklame fra firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere, og som følge deraf at have lidt af psykologisk stress, skyldfølelse, forlegenhed, frustration samt at have lidt økonomiske tab,

B.  der henviser til, at disse virksomheder afspejler en udbredt tendens til vildledende forretningspraksisser blandt visse firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere, hvilket har alvorlige økonomiske konsekvenser for tusindvis af virksomheder, der er organiseret på tværs af landegrænser og således involverer aktivitet i to eller flere medlemsstater i og uden for EU, og der henviser til, at der ikke er nogen administrativ mekanisme eller noget retsinstrument, der giver de nationale retshåndhævende organer mulighed for at samarbejde virksomt og effektivt på tværs af grænserne,

C.  der henviser til, at disse forretningspraksissers vildledende karakter bliver mere tydelig, når de er elektroniske og udsendes via internettet (se andragende nr. 0079/2003),

D.  der henviser til, at de forretningspraksisser, der klages over, typisk består af, at et firma, der udgiver en erhvervsvejviser, tager kontakt, oftest via mail, til virksomheder og beder dem om at udfylde eller ajourføre deres virksomheds navn og kontaktoplysninger og giver dem det falske indtryk, at de vederlagsfrit vil blive opført i en erhvervsvejviser, hvorefter de virksomheder, der har indsendt deres oplysninger, senere finder ud af, at de utilsigtet har underskrevet en kontrakt, som almindeligvis binder dem til at stå opført i en erhvervsvejviser i mindst tre år til en årlig udgift af omkring 1.000 EUR,

E.  der henviser til, at de skemaer, der anvendes ved disse henvendelser, ofte er tvetydige og vanskelige at forstå, idet de fejlagtigt giver det indtryk, at virksomhederne vederlagsfrit registreres i en vejviser, mens de i virkeligheden narres til at underskrive uønskede kontrakter om reklamer i erhvervsvejvisere,

F.  der henviser til, at der hverken findes specifik EU-lovgivning eller national lovgivning i medlemsstaterne vedrørende firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere til virksomheder; der henviser til, at medlemsstaterne er påpasselige med at indføre mere omfattende og vidtrækkende lovgivning,

G.  der henviser til, at direktiv 2006/114/EF også omfatter erhvervstransaktioner og indeholder følgende definition på "vildledende reklame": "enhver reklame, som på nogen måde, herunder dens udformning, skaber eller er egnet til at skabe et urigtigt indtryk hos de personer, den er rettet til eller når ud til, og som på grund af sin vildledende karakter kan antages at påvirke deres økonomiske adfærd, eller som af disse grunde skader eller er egnet til at skade en konkurrent"; der henviser til, at forskellige fortolkninger af, hvad der er "vildledende" imidlertid synes at være en væsentlig praktisk hindring i at bekæmpe den type praksis, som firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere til virksomheder, udøver,

H.  der henviser til, at direktiv 2005/29/EF forbyder praksis med at inkludere "en faktura eller et lignende dokument, der opfordrer til betaling, og som giver forbrugeren indtryk af, at han allerede har bestilt det produkt, der markedsføres, selv om det ikke er tilfældet", i markedsføringsmaterialet; der dog henviser til, at direktivet ikke finder anvendelse på vildledende praksisser mellem virksomheder, og at det derfor ikke i sin nuværende ordlyd kan anvendes til at støtte andragernes sag; der henviser til, at det pågældende direktiv imidlertid ikke udelukker et system med nationale regler om urimelig handelspraksis, der kan anvendes på lige fod i alle situationer på forbrugere og virksomheder,

I.  der henviser til, at direktiv 2005/29/EF ikke udelukker, at medlemsstaterne gennem national lovgivning udvider anvendelsesområdet til også at omfatte virksomheder; der henviser til, at dette dog medfører forskellige beskyttelsesniveauer for virksomheder, der er ofre for vildledende praksisser fra virksomheder, der udgiver erhvervsvejvisere, i forskellige medlemsstater,

J.  der henviser til, at forordning (EF) nr. 2006/2004[7] indeholder følgende definition på "overtrædelser inden for Fællesskabet": "enhver handling eller undladelse, der er i strid med lovgivning, som beskytter forbrugernes interesser … , og som skader eller sandsynligvis vil skade de kollektive interesser for forbrugere med bopæl i en anden eller andre medlemsstater end den, hvor handlingen eller undladelsen har sin oprindelse eller har fundet sted, eller hvor den ansvarlige sælger eller leverandør er etableret, eller hvor bevismateriale eller aktiver vedrørende handlingen eller undladelsen befinder sig"; der dog henviser til, at direktivet ikke finder anvendelse på vildledende praksisser mellem virksomheder, og at det derfor ikke i sin nuværende ordlyd kan anvendes til at støtte andragernes sag,

K.  der henviser til, at de fleste andragere nævner erhvervsvejviseren "European City Guide" (hvis vejvisers aktiviteter har været genstand for retlige og administrative foranstaltninger), men at andre vejviserforlag som f.eks. "Construct Data Verlag", "Deutscher Adressdienst GmbH" og "NovaChannel" også nævnes; henviser imidlertid til, at andre firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere, driver lovlig forretning,

L.  der henviser til, at målgruppen for disse vildledende forretningspraksisser hovedsageligt er små virksomheder, men også omfatter liberale erhverv og almennyttige virksomheder som f.eks. ikke-statslige organisationer, velgørende organisationer, skoler, biblioteker og lokale foreninger, herunder musikforeninger,

M.  der henviser til, at firmaer bag erhvervsvejvisere ofte er etableret i en anden medlemsstat end ofrenes, hvilket gør det vanskeligt for ofrene at søge beskyttelse hos nationale myndigheder på grund af de forskellige fortolkninger i medlemsstaterne af, hvad der anses som vildledende, og at ofrene ofte ikke kan finde hjælp hos de nationale lovgivningsmæssige rammer og forbrugerbeskyttelsesmyndigheder med den begrundelse, at lovgivningen har til formål at beskytte forbrugere og ikke virksomheder; henviser endvidere til, at de fleste ofre er små virksomheder og derfor ikke råder over de nødvendige ressourcer til at iværksætte effektive foranstaltninger gennem retstvister, og at selvregulerende mekanismer for fortegnelser ikke er særlig relevante, da de ikke kommer i betragtning af dem, som anvender vildledende reklame,

N.  der henviser til, at ofrene for disse praksisser forfølges ihærdigt af enten forlagene selv eller endog af inkassobureauer, som forlagene har hyret, for at få dem til at betale; henviser endvidere til, at ofrene klager over, at de føler sig forfulgte og truede af disse fremgangsmåder, og at mange af dem ender med at betale modvilligt for at undgå yderligere chikane,

O.  der henviser til, at ofre, der nægter at betale, med få undtagelser sjældent er blevet retsforfulgt,

P.  der henviser til, at en række medlemsstater har vedtaget initiativer til at håndtere problemet, navnlig i form af initiativer til at skabe opmærksomhed om problemet blandt potentielt påvirkede firmaer, og der henviser til, at dette omfatter informationsdeling, rådgivning, alarmering af statslige håndhævende myndigheder og i nogle tilfælde oprettelse af et register over klager,

Q.  der henviser til, at Østrig i 2000 ændrede sin nationale lov om urimelig handelspraksis, således at det nu anføres i afsnit 28a i denne lov, at det med henblik på forretning eller konkurrence skal være forbudt at reklamere for registrering i erhvervsvejvisere, såsom de gule sider, telefonbøger eller lignende, i form af enten betalingsformularer, fakturaer, tilbud om korrektioner eller lignende eller tilbud om direkte registrering, uden at der entydigt og med tydelige og grafiske midler gøres opmærksom på, at denne reklame udelukkende er et tilbud om en kontrakt,

R.  der henviser til, at sådanne praksisser har været anvendt over en årrække og har medført adskillige ofre og ødelagt og fordrejet det indre marked,

S.  udtrykker sin bekymring over det problem, som andragerne gør opmærksom på, og som synes at være vidt udbredt og af en grænseoverskridende karakter samt at have væsentlige økonomiske konsekvenser, navnlig for små virksomheder;

1.  mener, at det grundet problemets grænseoverskridende karakter forpligter Fællesskabets institutioner til at sørge for at stille en passende hjælp til rådighed for ofrene, for at gyldigheden af kontrakter, der er indgået på grundlag af vildledende reklame, effektivt kan bestrides, ophæves eller afsluttes, og så ofrene kan få godtgjort de beløb, de har betalt;

2.  opfordrer ofre til at indberette forretningssvindel til de nationale myndigheder og opfordrer medlemsstaterne til at give små og mellemstore virksomheder den påkrævede "viden", så de kan indgive klager til statslige og ikke-statslige myndigheder, ved at sikre, at der er åben kommunikation, og at ofrene er klar over, at de kan få vejledning, så de kan søge professionel rådgivning, inden de betaler de gebyrer, som opkræves af de firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere og benytter sig af vildledende reklame; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at føre en central database over disse klager;

3.  beklager, at EU-lovgivningen og den nationale lovgivning, trods disse praksissers udbredelse, ikke synes at indeholde et væsentligt beskyttelsesmiddel og en effektiv løsning eller ikke håndhæves korrekt på nationalt plan; beklager, at de nationale myndigheder heller ikke synes at være i stand til at løse problemet;

4.  bifalder den indsats, europæiske og nationale erhvervsorganisationer har gjort for at gøre deres medlemmer opmærksomme på problemet, og opfordrer dem til at intensivere deres indsats i samarbejde med græsrodsorganisationer, for at forebygge, at folk bliver ofre for vildledende praksisser fra firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere; udtrykker bekymring over, at nogle af disse organisationer som følge heraf er blevet retsforfulgt af de vildledende firmaer, som udgiver erhvervsvejvisere, som organisationerne har angivet i forbindelse med deres informationsaktiviteter på basis af påstået bagvaskelse eller tilsvarende anklager;

5.  bifalder de foranstaltninger, som visse medlemsstater, såsom Italien, Spanien, Nederlandene, Belgien og Det Forenede Kongerige samt i særdeleshed Østrig, har truffet for at forhindre firmaer bag erhvervsvejvisere i at anvende vildledende forretningspraksisser; mener imidlertid, at disse foranstaltninger er utilstrækkelige, og at der stadig er behov for en koordinering af kontrollen på internationalt niveau;

6.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres bestræbelser og indlede et fuldt samarbejde med nationale og europæiske erhvervsorganisationer for at gøre opmærksom på dette problem, således at flere bliver informeret og sat i stand til at undgå vildledende reklame, der kan narre dem til at indgå uønskede reklamekontrakter;

7.  opfordrer Kommissionen til at imødegå problemet med forretningssvindel inden for rammerne af dens initiativ "Small Business Act for Europe" som foreslået i meddelelsen med titlen "Et indre marked for Europa i det 21. århundrede", og for at komme i dialog med Enterprise Europe Network, SOLVIT-netværket og de relevante GD-portaler som endnu et middel til at tilbyde informationer om og assistance til disse problemer;

8.  beklager, at direktiv 2006/114/EF, som er gældende for transaktioner mellem virksomheder, som det f.eks. er tilfældet i denne sag, tilsyneladende ikke indeholder en effektiv løsning på problemet eller ikke håndhæves korrekt af medlemsstaterne; anmoder Kommissionen om inden december 2009 at rapportere om muligheden for og eventuelle konsekvenser ved at ændre direktiv 2006/114/EF, så det inkluderer en "sort" eller "grå" liste over handelspraksisser, der anses for at være vildledende;

9.  minder om, at Kommissionen, selv om den ikke har beføjelser til at håndhæve direktiv 2006/114/EF direkte over for privatpersoner eller virksomheder, i sin egenskab af vogter af traktaten er forpligtet til at sikre, at direktivet gennemføres korrekt og effektivt i medlemsstaterne; opfordrer derfor Kommissionen til at sørge for, at medlemsstaterne gennemfører direktiv 2005/29/EF på en komplet og effektiv måde, så beskyttelsen sikres i alle medlemsstater, og for at få indflydelse på formen af de retlige og procesretlige værktøjer, der findes, som i tilfælde med direktiv 84/450/EF, der indeholdt værktøjer til Østrig, Spanien og Nederlandene, og derved opfyldte sin pligt som traktatens vogter med hensyn til beskyttelse af virksomheder og samtidig sørge for, at etableringsretten og fri udveksling af tjenesteydelser ikke forringes;

10.  opfordrer Kommissionen til at øge sin overvågning af gennemførelsen af direktiv 2006/114/EF, især i de medlemsstater, der fungerer som hjemsted for firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere og benytter sig af vildledende reklame, navnlig Spanien, som er hjemsted for det firma, der oftest nævnes af andragerne, samt Den Tjekkiske Republik og Slovakiet, hvor en domstolsafgørelse mod ofrene rejser tvivl om gennemførelsen af direktiv 2006/114/EF i disse lande; opfordrer endvidere Kommissionen til at holde Parlamentet underrettet om dens resultater;

11.  beklager, at direktiv 2005/29/EF ikke omfatter transaktioner mellem virksomheder, samt at medlemsstaterne ikke synes villige til at udvide direktivets anvendelsesområde; bemærker imidlertid, at medlemsstaterne ensidigt kan udvide anvendelsesområdet for deres nationale forbrugerlovgivning til også at omfatte erhvervstransaktioner og tilskynder dem aktivt til at gøre dette og også til at sørge for et samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder i henhold til forordning (EF) nr. 2006/2004 for at gøre det muligt at spore tværnationale aktiviteter af denne type, som udøves af firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere, som har etableret sig i EU eller i et tredjeland; anmoder endvidere Kommissionen om inden december 2009 at rapportere om muligheden for og eventuelle konsekvenser ved at udvide anvendelsesområdet for direktiv 2005/29/EF til at omfatte erhvervsaftaler, specielt hvad angår punkt 21 i direktivets bilag I;

12.  bifalder det eksempel, som Østrig har sat, idet landet i sin nationale lovgivning har indført et særligt forbud mod firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere og benytter sig af vildledende reklame, og opfordrer Kommissionen til, i lyset af problemets grænseoverskridende karakter, at fremlægge et lovforslag for at udvide anvendelsesområdet for direktiv 2005/29/EF, baseret på den østrigske model, på en måde, som specifikt forbyder reklamer i erhvervsvejvisere, medmindre de potentielle kunder entydigt og ved hjælp af tydelige og grafiske midler informeres om, at disse reklamer udelukkende er et tilbud om en kontrakt mod betaling;

13.  bemærker, at den nationale lovgivning ofte ikke fastsætter tilstrækkelige midler til at anlægge sag mod firmaer bag erhvervsvejvisere, som er etableret i en anden medlemsstat, og opfordrer derfor Kommissionen til at fremme et mere aktivt grænseoverskridende samarbejde blandt de nationale myndigheder for at gøre dem i stand til at yde ofrene en mere effektiv hjælp;

14.  beklager, at forordning (EF) 2006/2004 ikke finder anvendelse på erhvervstransaktioner og derfor ikke kan anvendes som et middel til at bekæmpe firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere og benytter sig af vildledende reklame; opfordrer Kommissionen til at fremlægge et lovforslag om at udvide anvendelsesområdet tilsvarende;

15.  bifalder Belgiens eksempel, hvor alle, der er blevet ofre for vildledende praksisser, kan anlægge sag i deres bopælsland;

16.  bemærker, at erfaringen fra Østrig viser, at ofrenes ret til, at erhvervsorganisationer eller tilsvarende organer træffer kollektive retlige foranstaltninger mod firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere, viser sig at være et effektivt middel, som kan gentages i de initiativer, der i øjeblikket overvejes af Kommissionens GD COMP i forbindelse med erstatningssøgsmål for brud på EU's konkurrenceregler og GD SANCO om kollektive klageordninger for forbrugere på europæisk niveau;

17.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at ofre for vildledende reklame kan klage til og søge retsmidler hos tydeligt identificerbare nationale myndigheder, også i sager, hvor ofrene for vildledende reklame er erhvervsvirksomheder, sådan som det er tilfældet i de aktuelle sager;

18.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer for bedste praksis for de nationale retshåndhævende myndigheder i forbindelse med sager vedrørende vildledende reklame;

19.  opfordrer Kommissionen til at indlede et internationalt samarbejde med tredjelande og med de kompetente internationale organisationer for at sikre, at firmaer bag erhvervsvejvisere, der benytter sig af vildledende reklame og er etableret i tredjelande, ikke skader virksomheder, der er etableret i EU;

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

• [1]     EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21.
• [2]     Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (EFT L 250 af 19.9.1984, s. 17).
• [3]     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame (EFT L 290 af 23.10.1997, s. 18).
• [4]     EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.
• [5]     EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1.
• [6]     EFT L 166 af 11.6.1998, s. 51.
• [7]     EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1-11.

BEGRUNDELSE

Indledning

Mange, ofte små, virksomheder bliver ofre for svindel i form af vildledende reklame. Et typisk svindelnummer er af den type, hvor ofrene uvilligt indgår en aftale om at få en reklame i en erhvervsvejviser, efter de er blevet forledt til at tro, at det er vederlagsfrit.

Ofrene modtager typisk formularer fra de firmaer, der udgiver erhvervsvejviserne, og opfordres til at udfylde, rette eller opdatere disse formularer med deres virksomhedsoplysninger. De får som regel at vide, at det er gratis at opdatere oplysningerne. Dette lokker dem til at opdatere formularen og sende den retur. De er imidlertid ikke klar over, at de ved at underskrive formularen også indgår en bindende kontrakt om at indrykke en reklame i en erhvervsvejviser i mindst tre år til en årlig udgift på omkring 1.000 euro. Ofrene bliver først klar over, at der er tale om svindel, når de modtager et brev fra det firma, der udgiver erhvervsvejviseren, hvori de underrettes om, at de har sat en reklame i erhvervsvejviseren, samt en faktura for denne reklame. De virksomheder, der ikke betaler, bliver ofte chikaneret eller endog truet med sagsanlæg af firmaerne, der udgiver erhvervsvejviserne, eller af disse firmaers inkassobureauer. Mange giver simpelthen op og betaler for at undgå yderligere chikane.

Denne form for svindel har ramt tusindvis af virksomheder i hele EU. Eftersom kontrakten koster omkring 1.000 euro om året og løber over mindst tre år, anses disse vildledende praksisser for at have betydelige finansielle virkninger i hele EU.

Selv om det er tydeligt, at der er tale om et vist element af vildledende forretningspraksis, hvilket normalt er ulovligt, er det ikke helt tydeligt, hvorvidt EU-lovgivningen indeholder et retsmiddel over for problemet, og om dette retsmiddel i givet fald håndhæves korrekt i de forskellige medlemsstater. Det betyder, at firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere og benytter sig af vildledende reklame, ofte udnytter disse gråzoner i lovgivningen eller en mangelfuld håndhævelse på nationalt plan til at gennemføre deres svindelnumre. Et gennemgående træk er, at firmaerne bag de vildledende erhvervsvejvisere normalt er etableret i et andet land end det land, hvor ofrets virksomhed er etableret. Dette gør det vanskeligt for ofrene at søge hjælp i den nationale lovgivning og for de nationale myndigheder at hjælpe dem i en anden medlemsstat. Virksomhederne oplever desuden ofte, at de nationale myndigheder, der er ansvarlige for forbrugerbeskyttelse, afviser deres klager med den begrundelse, at forbrugerlovgivningen omfatter forbrugere og ikke virksomheder. De er således efterladt uden et effektivt retsmiddel, hvilket giver gunstige vilkår for denne form for svindel.

Det er ikke alle erhvervsvejvisere, der er baseret på vildledende reklame, og mange firmaer bag erhvervsvejvisere er fuldt lovlige. De lovlige firmaers forretning drives på basis af en adfærdskodeks, som fastsætter, at det tydeligt skal fremgå af en ordre, at der er tale om en ordre, samt at gratis reklame ikke kan blandes sammen med betalt reklame. Visse erhvervsvejvisere er dog baseret på vildledende forretningspraksisser. De fleste af de klager, som indsendes til Europa-Kommissionen, angiver direkte erhvervsvejviseren "European City Guide", som er etableret i Valencia, Spanien, samt andre som f.eks. "Construct Data Verlag", "Deutscher Adressdienst GmbH" and "NovaChannel". Visse vildledende erhvervsvejvisere er også webbaserede. Ifølge repræsentanter for "European City Guide" udsender dette firma alene 6,5 mio. formularer årligt.

Formålet med denne betænkning:

Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender har modtaget over 400 andragender fra små virksomheder i hele EU og endog fra visse tredjelande, som hævder at have været udsat for svindel af denne art. Derudover har flere medlemmer af Europa-Parlamentet skrevet til Kommissionen vedrørende disse klager og fremsat en række skriftlige og mundtlige forespørgsler. Europa-Parlamentet har givet tilladelse til denne betænkning for at undersøge dette problem nærmere og foreslå mulige løsninger. Ordføreren ønsker derfor med denne betænkning at:

o gøre opmærksom på problemet, så færre virksomheder bliver ofre for denne form for svindel

o opfordre EU-landene til at skærpe deres nationale lovgivninger og sikre, at den eksisterende EU-lovgivning om vildledende reklame og urimelig handelspraksis håndhæves korrekt

o opfordre Kommissionen til at øge sin overvågning af gennemførelsen af EU-lovgivningen samt til at forbedre den nuværende EU-lovgivning på de steder, hvor det er fastslået, at den ikke er tilstrækkelig til at sætte en endegyldig stopper for denne form for svindel og

o yde støtte og rådgivning til virksomheder, der allerede er blevet ofre for denne form for svindel.

EU-lovgivning

På fællesskabsplan har følgende tre EU-love særlig relevans for denne problemstilling.

o Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF om vildledende og sammenlignende reklame, som erstattede direktiv 84/450/EØF[1] ændret ved direktiv 97/55/EF[2]

o Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF[3] om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked ("direktivet om urimelig handelspraksis")

o Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 2006/2004[4] om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse ("forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde").

Høring forud for udarbejdelsen af betænkningen

Inden denne betænkning blev færdiggjort, deltog ordføreren i en række høringsmøder, herunder med EU's kommissær for forbrugeranliggender, Meglena Kuneva, samt med adskillige parlamentsmedlemmer, som er interesseret i emnet på grund af de mange klager, de har modtaget fra deres valgkredse. Ordføreren afholdt endvidere høringsmøder med erhvervsorganisationer, der repræsenterer især små virksomheder i Europa, som f.eks. Eurochambres og UEAPME, og med den europæiske sammenslutning af erhvervsvejvisere samt naturligvis ofrene.

Udvalget for Andragender afholdt torsdag den 11. september 2008 en offentlig workshop i Europa-Parlamentet med titlen "Stop the Scam: Combating Misleading Business Directories". Denne workshop gav parlamentsmedlemmerne mulighed for at lytte til både andragere, repræsentative organisationer, repræsentanter for Kommissionen samt for erhvervsvejviseren "European City Guide", som ifølge andragerne er det vigtigste firma i forbindelse med dette problem.

Betænkningens resultater

Ordføreren mener, at andragerne gør opmærksom på et meget alvorligt problem, som synes at være vidt udbredt, have en grænseoverskridende karakter samt betydelige økonomiske indvirkninger, navnlig på små virksomheder. Ordføreren mener endvidere, at det grundet problemets grænseoverskridende karakter påhviler fællesskabsinstitutionerne at stille et tilfredsstillende retsmiddel til rådighed for ofrene. Dette retsmiddel skal gøre det muligt for ofrene at bestride gyldigheden af kontrakter, der indgås på grundlag af vildledende reklame, samt at opnå godtgørelse af de beløb, de har betalt som følge af vildledende reklame.

Det beklages i betænkningen, at de eksisterende nationale myndigheder ikke synes at være i stand til at stille et tilfredsstillende retsmiddel til rådighed for ofrene, samt at EU-lovgivningen og den nationale lovgivning, på trods af disse vildledende forretningspraksissers udbredelse, tilsyneladende heller ikke er tilstrækkelige til at sikre en effektiv løsning eller ikke håndhæves korrekt.

Rådgivning til ofre

I betænkningen opfordres ofrene indtrængende til at indberette tilfælde af forretningssvindel til de nationale myndigheder og til at søge kompetent rådgivning, inden de indvilliger i at betale gebyrer til firmaerne bag de vildledende reklamer. Derudover opfordres ofrene til at indberette deres sager til erhvervs- og forbrugerorganisationer samt til deres repræsentanter i Europa-Parlamentet for at sikre en skærpet bekæmpelse af vildledende erhvervsvejvisere på EU-plan.

Øget bevidstgørelse

I betænkningen bifaldes den indsats, som europæiske og nationale erhvervsorganisationer har ydet for at gøre deres medlemmer opmærksomme på problemet, og disse organisationer opfordres til at intensivere deres indsats for at forebygge, at folk bliver ofre for vildledende reklamer i erhvervsvejvisere. Også de foranstaltninger, som visse medlemsstater, herunder Italien, Spanien, Nederlandene, Belgien, Det Forenede Kongerige og i særdeleshed Østrig, har truffet for at forhindre firmaerne bag erhvervsvejvisere i at følge vildledende praksisser, hilses velkommen. Det bemærkes imidlertid, at denne indsats stadig ikke er tilstrækkelig.

Hvad angår øget bevidstgørelse, opfordres Kommissionen og medlemsstaterne i betænkningen til at øge deres indsats og indlede et fuldt samarbejde med nationale og europæiske erhvervsorganisationer for at gøre opmærksom på dette problem, således at flere bliver informeret og sat i stand til at undgå vildledende reklame, der kan narre dem til at indgå uønskede reklamekontrakter.

Kommissionen anmodes endvidere om at behandle denne klage inden for rammerne af initiativet "Small Business Act".

Direktiv 2006/114/EF[5] om vildledende og sammenlignende reklame

Der gøres i betænkningen opmærksom på, at direktiv 2006/114/EF[6] om vildledende og sammenlignende reklame omfatter transaktioner mellem virksomheder, og derfor finder anvendelse på den aktuelle problemstilling for ofre for vildledende erhvervsvejvisere. Direktivet er gennemført i alle medlemsstater og giver mulighed for at anvende påbud om at bringe krænkelsen til ophør og andre retlige procedurer med henblik på at forbyde fortsat brug af vildledende reklame. Direktivet synes imidlertid at være enten utilstrækkeligt, for så vidt angår en effektiv løsning på problemet, eller at blive ukorrekt håndhævet af medlemsstaterne.

Kommissionen opfordres derfor i betænkningen til at øge sin overvågning af gennemførelsen af direktiv 2006/114/EF[7], navnlig i de medlemsstater, hvor man ved, der er etableret firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere og benytter sig af vildledende reklame, og især i Spanien, som er hjemsted for det firma, som de fleste andragere peger på i deres klager. Det er især vigtigt at være opmærksom på Den Tjekkiske Republik, hvor en nylig domstolsafgørelse mod ofrene rejser tvivl om, hvor effektivt dette direktiv er gennemført i dette land.

Kommissionen opfordres i betænkningen til at holde Europa-Parlamentet underrettet om dens resultater.

Direktiv 2005/29/EF[8] om urimelig handelspraksis

Det bemærkes i betænkningen, at direktiv 2005/29/EF[9] om urimelig handelspraksis ikke omfatter transaktioner mellem virksomheder, og at medlemsstaterne ikke synes at være villige til at udvide dets anvendelsesområde. På den anden side kan medlemsstaterne vælge ensidigt at udvide anvendelsesområdet for deres nationale forbrugerlovgivning, så den også omfatter transaktioner mellem virksomheder, hvilket betyder, at de medlemsstater, der ønsker at indføre beskyttelse i deres nationale lovgivning, frit kan gøre dette uden at afvente, at Kommissionen fremsætter et lovgivningsinitiativ om ændring af EU-lovgivningen.

Østrig synes at have tilvejebragt den bedste model for bekæmpelse af vildledende reklamer i erhvervsvejvisere, idet landet i 2000 ændrede sin nationale lovgivning om urimelig handelspraksis. Således anføres det nu i afsnit 28a i denne lov, at det med henblik på forretning eller konkurrence skal være forbudt at reklamere for registrering i erhvervsvejvisere, såsom de gule sider, telefonbøger eller lignende, i form af enten betalingsformularer, fakturaer, tilbud om korrektioner eller lignende eller tilbud om direkte registrering, uden at der entydigt og med tydelige grafiske midler gøres opmærksom på, at denne reklame udelukkende er et tilbud om en kontrakt.

Ordføreren mener, at den østrigske model udgør et godt eksempel, som bør følges. Kommissionen opfordres derfor i betænkningen til, i lyset af problemets grænseoverskridende karakter, at overveje et nyt lovgivningsinitiativ, baseret på den østrigske model, som specifikt forbyder reklamer i erhvervsvejvisere, medmindre de potentielle kunder entydigt og ved hjælp af tydelige grafiske midler informeres om, at disse reklamer udelukkende er et tilbud om en kontrakt mod betaling.

Forordning (EF) 2006/2004[10] om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse

I betænkningen bemærkes det endvidere, at national lovgivning ofte ikke fastsætter tilstrækkelige retsmidler til at anlægge sag mod firmaer bag erhvervsvejvisere, som er etableret i en anden medlemsstat, og Kommissionen opfordres derfor indtrængende til at fremme et mere aktivt grænseoverskridende samarbejde mellem de nationale myndigheder for at gøre dem i stand til at yde ofrene en mere effektiv hjælp.

I Belgien kan alle, der er blevet ofre for vildledende forretningspraksisser, f.eks. anlægge sag i deres bopælsland, og der er endda et eksempel på en sag, hvor et af ofrene for en erhvervsvejviseres vildledende praksisser har vundet (sidstnævnte blev idømt en bøde), selv om det dog skal bemærkes, at denne sag i skrivende stund stadig ikke er færdigbehandlet ved appelretten.

I Østrig har ofrene vundet flere sager mod firmaerne bag erhvervsvejviserne.

Derimod foreligger der tilsyneladende et eksempel på, at ofre i Den Tjekkiske Republik har tabt en sag, som firmaet bag erhvervsvejviseren har anlagt mod dem, og denne specifikke sag giver anledning til at betvivle, at Den Tjekkiske Republik har gennemført bestemmelserne i direktiv 2006/114/EF[11] korrekt.

I Spanien er en af de mest hyppigt nævnte erhvervsvejvisere, "European City Guide", ved tre tilfælde blevet idømt bødestraffe af Generalitat de Cataluna, da firmaet var etableret i Barcelona, og det blev dømt til midlertidig lukning i et år. Firmaet flyttede derefter til Valencia, hvor det nu drives videre under nogle lidt strengere betingelser. F.eks. bliver kunderne nu informeret om, at de har ret til at annullere ordren inden for syv dage. De bliver dog oftest først klar over, hvad det er, de har underskrevet, når denne periode er udløbet. Firmaet har endvidere ansat en såkaldt "defensor del cliente" (ombudsmand) til at behandle klager fra kunder. Denne "defensor del cliente" synes dog ikke at fungere uafhængigt af selve firmaet og virker derfor ikke tilstrækkelig troværdig. Ordføreren mener derfor ikke, at det pågældende firma har gjort tilstrækkeligt for at sikre, at dets potentielle kunder ikke vildledes til at underskrive en reklamekontrakt, som de aldrig har ønsket at indgå.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at nationale myndigheder fra andre medlemsstater har anlagt sag direkte ved Valencias domstole på grundlag af forordning (EF) nr. 2006/2004[12] om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse.

Det rapporteres, at "Office of Fair Trading" (OFT) i Det Forenede Kongerige har anvendt bestemmelserne i forordning (EF) nr. 2006/2004[13] om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse. Det er tilsyneladende lykkes OFT, som også er ansvarlig for forbrugerbeskyttelse, at anvende denne forordning til at indlede et søgsmål med påstand om forbud mod firmaer i Belgien og Nederlandene, som blev kendt skyldige i at udsende uopfordrede og vildledende tilbud til britiske forbrugere. Selv om denne sag er et positivt skridt i den rigtige retning, vedrører den ikke firmaer, der udsender vildledende reklamer i forbindelse med erhvervsvejvisere.

Ud over ovennævnte sag foreligger der kun få tegn på, at de nationale myndigheder i tilstrækkelig grad har anvendt forordning nr. 2006/2004[14] til at anlægge sager, f.eks. med påstand om forbud, i forbindelse med klager over firmaer i andre medlemsstater. Dette skyldes tilsyneladende de omkostninger, der er forbundet med at anlægge en sådan sag, procedurernes kompleksitet og varighed samt forbuddets begrænsede omfang.

Behovet for at styrke de nationale myndigheder

Medlemsstaterne opfordres i betænkningen til at sikre, at virksomheder, som bliver ofre for vildledende reklame, kan klage til og søge retsmidler hos en tydeligt identificerbar national myndighed. Dette er på nuværende tidspunkt ofte ikke tilfældet, idet de nationale myndigheder, der er ansvarlige for forbrugerbeskyttelse, ofte afviser klager fra virksomheder og begrænser sig til at behandle klager for forbrugere. Kommissionen opfordres i betænkningen også til at udarbejde retningslinjer for bedste praksis for de nationale retshåndhævende myndigheder i forbindelse med sager vedrørende vildledende reklame.

Firmaer bag erhvervsvejvisere, der benytter sig af vildledende reklame og er etableret i tredjelande

Endelig opfordres Kommissionen til at indlede et internationalt samarbejde med tredjelande og med de kompetente internationale organisationer for at sikre, at firmaer bag erhvervsvejvisere, der benytter sig af vildledende reklame og er etableret i tredjelande, ikke skader virksomheder, der er etableret i EU.

• [1]     EFT L 250 af 19.9.1984, s. 17-20.
• [2]     EFT L 290 af 23.10.1997, s.18-23.
• [3]    EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22-39.
• [4]      EUT L 364 af 9.12.2004, s.1-11.
• [5]    EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21-27.
• [6]    EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21-27.
• [7]    EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21-27.
• [8]    EUT L 149 af 11.6.2005, s.22-39.
• [9]    EUT L 149 af 11.6.2005, s.22-39.
• [10]      EUT L 364 af 9.12.2004, s.1-11.
• [11]    EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21-27.
• [12]    EUT L 364 af 9.12.2004, s.1-11.
• [13] ²⁰   EUT L 364 af 9.12.2004, s.1-11.
• [14]    EUT L 364 af 9.12.2004, s.1-11.

UDTALELSE fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (7.10.2008)

til Udvalget for Andragender

om vildledende reklame fra firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere (andragende 45/2006)
(2008/2126(INI))

Rådgivende ordfører: Diana Wallis

FORSLAG

Udvalget om Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse opfordrer Udvalget for Andragender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

– der henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og navnlig bestemmelserne heri om oprettelse af det indre marked, der garanterer virksomheder frihed til at levere tjenesteydelser i andre medlemsstater,

– der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 om oprettelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU, hvori det fastslås, at individer og virksomheder ikke bør forhindres eller begrænses i at udøve deres rettigheder på grund af retlige og administrative systemers uforenelighed eller kompleksitet i medlemsstaterne,

– der henviser til de 393 andragender om vildledende reklame fra firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere, fra 24 medlemsstater og 19 tredjelande, der er blevet modtaget af Udvalget for Andragender,

A.  der henviser til European City Guides og andre tilsvarende virksomheders tvivlsomme praksis, der har strakt sig over flere årtier (idet de pågældende virksomheder i årenes løb har flyttet rundt for at kunne fortsætte deres praksis og undgå bøder), og henviser til at mange firmaer er blevet påvirket,

B.  der henviser til, at European City Guides praksis har været genstand for retlige og administrative tiltag, som f.eks. de tiltag, der er blevet truffet af Tribunal superior de Justicia og den regionale regering i Catalonien (Spanien), hvilket medførte, at virksomhedens praksis blev midlertidigt indstillet, og den blev pålagt en bøde;

C.  der henviser til, at i de tilfælde, hvor denne form for svindel organiseres på tværs af grænser og således involverer aktiviteter i to eller flere medlemsstater, foreligger der hverken en mekanisme for et samarbejde på tværs af grænserne mellem de nationale retshåndhævelsesmyndigheder eller budget eller telefonliste med angivelse af kontakter inden for politiet på den anden side af grænsen eller i andre fjerntliggende medlemsstater, og som følge heraf mister nationale organer forståeligt interessen for at forfølge svindlerne, da de er så velorganiserede på tværs af grænser, som de nationale organer ikke selv kan overskride;

1.  beklager, at mens det indre marked giver nye muligheder for redelige kommercielle aktiviteter, kan det også give en uvelkommen mulighed for dem, der driver rovdrift på små og mellemstore virksomheder; opfordrer til handling på EU-plan i samarbejde med medlemsstaterne for at forhindre og begrænse dette;

2.  foreslår, at Kommissionen og Rådet sikrer fuld gennemførelse og håndhævelse af Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om vildledende og sammenlignende reklame[1] (direktivet om vildledende reklame) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbru­gerne på det indre marked[2] (direktivet om urimelig handelspraksis), for at stoppe den vildledende praksis blandt firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere, idet den bevidste anvendelse af tvetydige formuleringer gives særlig opmærksomhed;

3.  fremhæver som bedste praksis § 28a i den østrigske "Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb" (lov til bekæmpelse af illoyal konkurrence), der forbyder vildledende praksis blandt firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at indføre tilsvarende bestemmelser i deres gennemførelseslovgivning af direktivet om urimelig handelspraksis med henblik på at forebygge, at forbrugere skades, og for at sikre den frie konkurrence uden at skade lovlydige konkurrenters økonomiske interesser;

4.  anmoder - under hensyntagen til undersøgelsen om vildledende praksis blandt firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere, udført for Parlamentets Udvalg om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, hvori der som mulige lovgivningstiltag for at løse problemet med vildledende praksis blandt firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere, nævnes ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame[3], således at direktivet indeholder en "sort" liste over de praksis, der betragtes som vildledende, samt en udvidelse af anvendelsesområdet for direktivet om urimelig handelspraksis til at omfatte B2B-transaktioner med særligt henblik på punkt 21 i bilaget hertil - Kommissionen om senest i december 2009 at fremlægge en rapport om, hvorvidt det er muligt at gennemføre sådanne ændringer og udvidelser samt de mulige følger heraf;

5.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at overveje de små og mellemstore virksomheders særlige position, når den definerer "forbruger" i sin gennemgang af den gældende forbrugerlovgivning; anmoder om, at dette også bliver en del af arbejdet omkring den fælles referenceramme om aftaleret, således at de små og mellemstore virksomheder kan drage fordel af en stærkere, beskyttende ordning i fællesskabslovgivningen, hvad angår kontraktspørgsmål;

6.  glæder sig over, at medlemsstaterne i loven om små og mellemstore virksomheder opfordres til at styrke SOLVIT-netværket og bistå små og mellemstore virksomheder med rådgivningstjenester og støtte, således at disse kan beskytte sig selv mod urimelig handelspraksis; opfordrer Kommissionen til aktivt at involvere sig i samarbejdet og yde bistand til de virksomheder, der bliver ofre for vildledende praksis blandt firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere; opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde om oplysningskampagner vedrørende sådanne vildledende praksis ved hjælp af udbredt anvendelse af de værktøjer, som internettet åbner mulighed for, og med inddragelse af små og mellemstore virksomheder og forbrugerorganisationer, herunder Enterprise Europe Network og Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre; ser frem til Kommissionens foreslåede e-justice-portal som et yderligere middel til at give oplysninger og bistand vedrørende disse problemer;

7.  beklager, at mens den europæiske betalingspåkravsprocedure retmæssigt forbedrer den grænseoverskridende adgang til klage og domstolsprøvelse, kan hensynsløse inkassatorer bruge det til at chikanere små og mellemstore virksomheder samt individer; anbefaler, at det overvejes at indføre en adfærdskodeks for inkassatorer på EU-plan;

8.  opfordrer medlemsstaterne til aktivt at samarbejde for at stoppe de vildledende erhvervsguiders praksis og andre lignende aktiviteter;

9.  bemærker, at der i tilfælde, hvor medlemsstaterne ikke er villige til eller ikke magter at træffe foranstaltninger, bør udarbejdes mekanismer, der tillader individuelle ofre at udnytte deres fælles klagemuligheder ved domstolene på grænseoverskridende basis; opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til at etablere en sammenhængende kollektiv klageordning til løsning af grænseoverskridende klager, idet denne ordning baseres på omfattende forskning, der inddrager erfaringer fra hele verden, og en grundig gennemgang af de eksisterende problemer og tilstræbte fordele for forbrugerne, og klart behandler spørgsmålet om et korrekt retsgrundlag for et sådant instrument på EU-plan;

10.  beklager det forhold, at de vanskeligheder, der er forbundet med at opspore sådanne aktiviteter forvrider det indre marked og påvirker konkurrencens funktion;

11.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger mod European City Guides og andre tilsvarende virksomheders svigagtige praksis og til som en sidste udvej at indstille disse virksomheders aktiviteter med henblik på at forhindre, at forbrugere og virksomheder skades;

12.  opfordrer medlemsstaternes tilsynsorganer til – i overensstemmelse med deres opgaver og forpligtelser, som de har fået pålagt i henhold til national ret og EU-lovgivning, navnlig Europa-parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse ("forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde")[4] – at yde en fælles indsats for at forhindre yderligere spredning af den vildledende praksis blandt firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere, og indføre effektive foranstaltninger, der vil medføre ophør af virksomhed for firmaer, der udgiver erhvervsguider, og gøre det muligt at straffe dem, der står bag;

13.  finder, at erhvervsguidernes nævnte praksis ikke kun er uforenelig med anstændig opførsel og standarderne for god handelsskik, men at de for meste også er forbundet med svindel og andre strafbare handlinger og overtrædelser, og opfordrer derfor de relevante tilsynsorganer, politistyrker og offentlige anklagemyndigheder i medlemsstaterne – og også Europol og Eurojust – til at gennemføre indgående efterforskninger af aktørernes praksis, hvilket i givet fald vil føre til anklager mod skyldige, der kommer fra EU; såfremt disse aktører kommer fra tredjelande opfordres Kommissionen til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at indgå internationale aftaler med de berørte lande, i overensstemmelse med artikel 18 i forordning (EF) nr. 2006/2004;

14.  opfordrer Kommissionen til – med henblik på at forbyde vildledende praksis blandt firmaer, der udgiver erhvervsvejvisere – nøje at overveje følgende foranstaltninger:

-   standardisering af den obligatoriske del af en ordre, for at sikre at den indeholder aftaler, der er i overensstemmelse med anstændig opførsel, og som på en transparent måde definerer det underliggende retsforhold (herunder en tydelig prisangivelse); indholdet af denne del skal kunne efterprøves af de relevante organer i medlemsstaterne (f.eks. organet ansvarlig for kontrol af handelsstandarder eller de myndigheder, der er ansvarlige for beskyttelse af personoplysninger);

-   formularkontrakter eller -ordrer, hvor den svagere kontraktpart ikke har mulighed for at ændre kontrakten eller ordren og kun kan acceptere eller afvise den, bør være genstand for regler, der svarer til dem, der finder anvendelse på urimelig handelspraksis, selv i de tilfælde hvor den svagere kontraktpart ikke er en forbruger;

-   formularkontrakter eller -ordrer bør være genstand for en "gennemsnitsforbrugertest" svarende til den, der finder anvendelse på urimelig handelspraksis, selv i de tilfælde hvor den svagere kontraktpart ikke er en forbruger;

-   der indføres det princip, hvorefter der er omvendt bevisbyrde i de tilfælde, hvor et betydeligt antal personer vildledes af ordlyden i en formularkontrakt eller -ordre, således at firmaet bag erhvervsguiden har bevisbyrden for, at ordlyden i formularkontrakten eller -ordren ikke vildleder en fornuftig forretningsmand;

15.  påpeger over for Kommissionen, at erhvervsguidernes vildledende praksis af denne art ikke kun er rettet mod virksomheder men også mod fysiske personer (herunder politiske repræsentanter), der ikke driver virksomhed, men som modtager tilbud vedrørende fiktive optagelser i biografiske værker (f.eks. "Who's Who", årets person i en speciel branche mm.) på grundlag af det samme uærlige princip, hvilket indebærer at fremtidige foranstaltninger også bør forbyde denne form for vildledende praksis.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	7.10.2008
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	35 0 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Cristian Silviu Buşoi, Charlotte Cederschiöld, Gabriela Creţu, Mia De Vits, Janelly Fourtou, Evelyne Gebhardt, Małgorzata Handzlik, Christopher Heaton-Harris, Anna Hedh, Iliana Malinova Iotova, Pierre Jonckheer, Kurt Lechner, Toine Manders, Catiuscia Marini, Arlene McCarthy, Nickolay Mladenov, Catherine Neris, Zita Pleštinská, Karin Riis-Jørgensen, Zuzana Roithová, Heide Rühle, Leopold Józef Rutowicz, Christel Schaldemose, Andreas Schwab, Marianne Thyssen, Jacques Toubon, Barbara Weiler, Marian Zlotea
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Emmanouil Angelakas, Wolfgang Bulfon, Colm Burke, Giovanna Corda, José Ribeiro e Castro, Olle Schmidt, Diana Wallis

• [1]    EFT L 250 af 19.9.1984, s. 17.
• [2]    EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.
• [3]    EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21.
• [4]    EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	6.11.2008
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	19 0 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Sir Robert Atkins, Inés Ayala Sender, Simon Busuttil, Michael Cashman, Alexandra Dobolyi, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, David Hammerstein, Marian Harkin, Marcin Libicki, Manolis Mavrommatis, Kathy Sinnott
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Marie-Hélène Descamps, Roger Helmer, Yiannakis Matsis, Juan Andrés Naranjo Escobar, Tatjana Ždanoka
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2	Richard Corbett, Luis de Grandes Pascual, Salvador Garriga Polledo