BETÆNKNING om betydningen af varemærkeforfalskning for den internationale handel
19.11.2008 - (2008/2133(INI))
Udvalget om International Handel
Ordfører: Gianluca Susta
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om betydningen af varemærkeforfalskning for den internationale handel
Europa-Parlamentet,
- der henviser til OECD's rapport om den økonomiske betydning af forfalskning og piratkopiering", offentliggjort i 2007,
- der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. november 2005 - Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program - Moderne SMV-politik for vækst og beskæftigelse (KOM(2005)0551),
- der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. oktober 2006 - Det globale Europa - I konkurrencen på verdensmarkedet - Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse (KOM(2006)0567),
- der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. april 2007 om det globale Europa og et stærkere partnerskab for øget markedsadgang for EU's eksportører (KOM(2007)0183),
- der henviser til sin beslutning af 19. februar 2008 om EU's strategi for øget markedsadgang for EU's virksomheder[1],
- der henviser til sin beslutning af 22. maj 2007 om et globalt Europa - eksterne aspekter af konkurrenceevnen[2],
- der henviser til sin beslutning af 5. juni 2008 om effektive import- og eksportregler og -procedurer til fordel for handelspolitikken[3],
- der henviser til sin beslutning af 1. juni 2006 om de transatlantiske økonomiske forbindelser mellem EU og USA[4],
- der henviser til sin beslutning af 12. oktober 2006 om de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og Mercosur med henblik på indgåelsen af en interregional associeringsaftale[5],
- der henviser til sin beslutning af 13. december 2007 om handelsmæssige og økonomiske forbindelser med Korea[6],
- der henviser til sin beslutning af 8. maj 2008 om handel og økonomiske forbindelser med Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien (ASEAN)[7],
- der henviser til sin beslutning af 13. oktober 2005 om perspektiverne for de handelsmæssige forbindelser mellem EU og Kina [8],
- der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2006, "EU–Kina: Tættere partnerskab, større ansvar" (KOM(2006)0631) og ledsagedokument - Tættere partnerskab, større ansvar Et oplæg til handels- og investeringspolitik i forholdet mellem EU og Kina: Konkurrence og partnerskab (KOM(2006)0632),
- der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 3286/94 af 22. december 1994 om fastsættelse af fællesskabsprocedurer på området for den fælles handelspolitik med henblik på at sikre udøvelsen af Fællesskabets rettigheder i henhold til internationale handelsregler, navnlig regler fastlagt i Verdenshandelsorganisationens regi (forordningen om handelshindringer),
- der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juli 2008 om en europæisk strategi for industriel ejendomsret (KOM(2008)0465),
- der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. februar 2001 - Handlingsprogram: hurtigt indgreb mod HIV/AIDS, malaria og tuberkulose inden for rammerne af fattigdomslempelse (KOM(2001)0096),
- der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. februar 2006 - Ajourføring af EF-handlingsprogrammet - Hurtigt indgreb mod HIV/AIDS, malaria og tuberkulose inden for rammerne af fattigdomslempelse - Udestående spørgsmål og fremtidige udfordringer (KOM(2003)0093),
- der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 26. oktober 2004 - En sammenhængende europæisk politisk ramme for eksterne foranstaltninger til bekæmpelse af hiv/aids, malaria og tuberkulose (KOM(2004)0726),
- der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 816/2006 af 17. maj 2006 om tvangslicens til udnyttelse af patenter vedrørende fremstilling af farmaceutiske produkter med henblik på eksport til lande med folkesundhedsproblemer,
- der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 980/2005 af 27. juni 2005 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer,
- der henviser til Kommissionens rapport af 19. maj 2008 om EU-toldmyndighedernes indsats over for varemærkeforfalskning og piratkopiering,
- der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks)[9],
- der henviser til Kommissionens meddelelse af 1. april 2008, "Udviklingsstrategi for toldunionen" (KOM(2008)0169),
- der henviser til ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlige foranstaltninger til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (KOM(2006)0168),
- der henviser til sin beslutning af 19. juni 2008 om 40-årsdagen for toldunionen[10],
- der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder[11],
- der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 af 22. juli 2003 om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder[12],
- der henviser til forretningsordenens artikel 45,
- der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Retsudvalget (A6‑0447/2008),
A. der henviser til, at forfalskning må bekæmpes effektivt for at opfylde målene i den reviderede Lissabondagsorden, uanset om der er tale om den interne dimension eller om de eksterne aspekter, som anført i Kommissionens meddelelse af 18. april 2007 om det globale Europa og et stærkere partnerskab for øget markedsadgang for EU's eksportører (KOM(2007)0183),
B. der henviser til, at EU er verdens næststørste importør af varer og tjenesteydelser, og at det indre marked frembyder store muligheder, fordi det i vid udstrækning er åbent og gennemskueligt, men det er ligeledes udsat for en reel risiko for at blive oversvømmet med kopivarer,
C. der henviser til, at EU's økonomi er specialiseret i varer af høj kvalitet og med høj værditilvækst, der ofte er beskyttet af varemærker, patenter eller geografiske betegnelser, og som derfor er blandt de mest oplagte varer at kopiere,
D. der henviser til, at alvorlige krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder er en af de ikke-toldmæssige samhandelshindringer, der gør adgangen til eksterne markeder vanskeligere og dyrere, navnlig for de små og mellemstore virksomheder (SMV), der råder over begrænsede midler og ressourcer,
E. der henviser til, at den europæiske konkurrenceevne traditionelt set er baseret på arbejdskraftens kvalitet og stadig oftere (navnlig for SMV'ernes vedkommende) på forskning, udvikling, innovation og intellektuelle ejendomsrettigheder,
F. der henviser til, at de intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser, ikke altid respekteres behørigt af EU's handelspartnere,
G. der henviser til, at antallet af varetyper, som forfalskes, er stort og stigende og ikke længere er begrænset til luksusvarer og varer af høj kvalitet, men også omfatter almindelige varer som f.eks. legetøj, lægemidler, kosmetik og fødevarer,
H. der henviser til, at det i en nylig undersøgelse fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling anslås, at den internationale handel med tilknytning til krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i 2005 beløb sig til 150 mia. EUR, hvortil skal føjes værdien af de nationale overførsler samt de forfalskede og piratkopierede varer, som distribueres via internettet,
I. der henviser til, at antallet af varer, der var fremstillet i strid med de intellektuelle ejendomsrettigheder, og som blev konfiskeret af EU's toldmyndigheder i 2007 steg med 17 % på et år, idet denne stigning var på 264 % for kosmetik og produkter til personlig pleje, 98 % for legetøj og 51 % for lægemidler,
J. der henviser til, at forfalskning og piratkopiering har dramatiske konsekvenser for EU's økonomi og på hele Unionens socioøkonomiske system, da det dræber incitamentet til innovation, bremser de udenlandske direkte investeringer, medvirker til, at kvalificeret beskæftigelse i erhvervslivet nedlægges, og skaber grundlag for en undergrundsøkonomi kontrolleret af organiseret kriminalitet parallelt med det officielle system,
K. der henviser til, at forfalskningernes globale omfang, den hurtige vækst og de skadelige økonomiske virkninger for rettighedshaverne understreges i den rapport, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) i 2007 offentliggjorde om den økonomiske betydning af forfalskning og piratkopiering, og i OECD's kommende fase II-rapport om forfalskning af digitalt indhold,
L. der henviser til, at forfalskning giver anledning til alvorlige miljøproblemer, både som følge af kopivarernes manglende overholdelse af kvalitetsstandarderne og som følge af de høje omkostninger til bortskaffelse og destruktion af dem,
M. der henviser til, at adgangen til procedurerne for bekæmpelse af kopivarer er kompliceret, kostbar og tidskrævende, navnlig for små og mellemstore virksomheder,
N. der henviser til, at det indre marked sikrer de europæiske forbrugere mulighed for på en gennemskuelig og sikker måde frit at vælge, hvilke varer de ønsker at købe, og at forfalskning, hvis det ikke bekæmpes ordentligt, ikke alene kan skade princippet om tillid, som hele systemet er baseret på, men også kan udgøre en alvorlig trussel mod sikkerheden, sundheden og i ekstreme tilfælde endog forbrugernes liv, og at det derfor er nødvendigt at sikre forbrugernes rettigheder bedre,
O. der henviser til, at initiativer med sigte på at gøre forbrugerne bevidste om risiciene for sundhed og sikkerhed og generelt om konsekvenserne af at købe forfalskede varer er et effektivt middel til at bekæmpe forfalskning,
P. der henviser til, at sanktionerne over for dem, der forfalsker produkter med direkte indvirkning på folkesundheden, bør være strengere,
Q. der henviser til, at de fortsatte forskelle i medlemsstaternes lovgivning om intellektuelle ejendomsrettigheder, navnlig med hensyn til de strafferetlige foranstaltninger, der skal sikre overholdelse af disse rettigheder, svækker EU's forhandlingsposition og kan undergrave de bestræbelser, der hidtil er blevet udfoldet for at bekæmpe dette fænomen mere effektivt på internationalt plan,
R. der henviser til, at den lempelige procedure, jf. artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 af 21. juli 2008 om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder[13], giver mulighed for at destruere et stort antal forfalskede varer inden for en kort frist og med relativt lave omkostninger og anvendes med stor succes f.eks. i medlemsstaterne Portugal, Grækenland, Ungarn, Nederlandene og Litauen,
S. der henviser til, at topmødet i Skt. Petersborg erkendte det globale omfang af forfalskning og piratkopiering og understregede behovet for at forbedre samarbejdet mellem G8-landene, tredjelande og de kompetente internationale institutioner,
T. der henviser til, at der på det efterfølgende G8-topmøde i Heiligendamm blev oprettet en taskforce for intellektuelle ejendomsrettigheder til bekæmpelse af forfalskning og piratkopiering som en del af Heiligendamm-processen[14],
U. der henviser til, at EU, Japan og USA i 2007 bekendtgjorde, at der var blevet indledt forhandlinger om færdiggørelse af en ny multilateral aftale, der har til formål at styrke håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og bekæmpe forfalskning og piratkopiering (handelsaftalen om bekæmpelse af forfalskning - ACAC),
V. der henviser til, at indgåelse af en handelsaftale om bekæmpelse af forfalskning (ACTA) vil gøre det muligt at etablere fælles standarder for civilretlig, strafferetlig og forvaltningsretlig beskyttelse, et forbedret interinstitutionelt samarbejde og samarbejde med den private sektor samt inddragelse af teknisk bistand med henblik på at gøre respekten for intellektuel ejendomsret mere enkel, mere sikker og mindre kostbar,
W. der henviser til, at det er nødvendigt at indføre en klar sondring mellem generiske lægemidler, hvis udbredelse og salg i såvel EU som i udviklingslandene bør fremmes, og kopilægemidler, der dels udgør en fare for folkesundheden, dels er årsag til store økonomiske tab for virksomhederne i den pågældende sektor, samtidig med at de forsinker udviklingen af nye produkter uden at gavne befolkningerne i de mindst udviklede lande, samt til at kopilægemidler kun udgør en del af de ulovlige lægemidler,
X. der henviser til, at internettet og distributionsnet for parallelimport, for så vidt angår produkter med direkte indvirkning på folkesundheden, bidrager væsentligt til spredningen af forfalskede produkter, som udgør en fare for folkesundheden,
Y. der henviser til, at EU fortsætter sine bestræbelser på at harmonisere foranstaltningerne til håndhævelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder, navnlig med forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlige foranstaltninger til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (KOM(2005)0276), og at denne proces ikke bør omgås af handelsaftaler, som ligger uden for EU's almindelige beslutningsprocesser,
Z. der henviser til, at det også er afgørende at sikre, at gennemførelsesforanstaltningerne for håndhævelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder gennemføres på en måde, som ikke står i vejen for innovation og konkurrence, truer begrænsningerne og undtagelserne eller personoplysningerne i forbindelse med intellektuelle ejendomsrettigheder, begrænser den fri udveksling af information eller belaster den lovlige samhandel urimeligt,
AA. der henviser til, at EU har vist vilje til at håndhæve de intellektuelle ejendomsrettigheder på effektiv og afbalanceret vis ved gennem mange år at have vedtaget flere direktiver om dette område efter Europa-Parlamentets og Rådets nøje gennemgang heraf,
AB. der henviser til, at det ved overvejelser om retslige skridt er fundamentalt vigtigt at anerkende den væsentlige forskel mellem intellektuel ejendomsret og materiel ejendomsret – og således mellem krænkelser af ejendomsretten og tyveri,
AC. der henviser til, at alle krænkelser af den intellektuelle ejendomsret er ødelæggende for handels- og virksomhedsaktiviteter, men at handelsrelaterede krænkelser har yderligere og mere omfattende virkninger,
AD. der henviser til, at krænkelser i forbindelse med patenter på lægemiddelprodukter bør vurderes fra sag til sag i henhold til de grundlæggende argumenter fra et civilt søgsmål om krænkelse af et patent, mens krænkelser af ophavsret og varemærker udgør forsætlige forbrydelser,
Den multilaterale ramme
1. mener, at Verdenshandelsorganisationens (WTO's) system sigter mod en større anerkendelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder på internationalt plan ved at fastsætte et fælles standardniveau for beskyttelse via aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS-aftalen), en styrkelse af dialogen mellem medlemsstaterne og de forskellige organisationer som f.eks. Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) og Verdenstoldorganisationen (WCO) samt indførelse af en tvistforebyggelses- og tvistbilæggelsesordning;
2. opfordrer Kommissionen til i TRIPS-Rådet at arbejde for, at de minimumsbestemmelser, der gennemføres i national ret, ledsages af effektive gennemførelsesforanstaltninger og af bekæmpelsesforanstaltninger i tilfælde af overtrædelser;
3. mener, at de fleksible bestemmelser i TRIPS-aftalen, der blev bekræftet med Doha-erklæringen om folkesundhed, bør fastholdes, i det omfang de tager sigte på at sikre en rimelig balance mellem rettighedshavernes og slutbrugernes interesser;
4. anmoder Kommissionen om at forelægge forslag for Europa-Parlamentet for at sikre at eksport, transit og omladning behandles hensigtsmæssigt i TRIPS-aftalen, og om at undersøge, om der er behov for yderligere ændringer af aftalen på dette område med henblik på at sikre en rimelig balance mellem ejernes og de eventuelle brugeres interesser i forbindelse med intellektuelle ejendomsrettigheder, navnlig ved at tage hensyn til parternes udviklingsniveau og sondre mellem producentlande, transitlande og brugerlande i forbindelse med kopivarer og piratkopier;
5. glæder sig over de fremskridt EU har opnået med programmerne om teknisk bistand, som har bidraget til at styrke de intellektuelle ejendomsrettigheder i de nye vækstlande og i udviklingslandene, og understreger betydningen af at fortsætte med sådanne programmer i betragtning af det gavnlige mål, som de opfylder i forbindelse med udviklingen af en bæredygtig økonomisk udvikling og deres vigtige rolle i bekæmpelsen af forfalskning;
6. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at gennemføre præcise foranstaltninger, der sikres en hensigtsmæssig finansiering, med henblik på en mere omfattende forbrugeroplysning i Europa og i udviklingslandene for at undgå risiciene i tilknytning til potentielt farlige kopivarer;
7. støtter løsningerne fra De Forenede Nationers tolvte konference om handel og udvikling inden for rammerne af initiativet om et kreativt Afrika, hvor det blev fastslået, at de kreative industrier udgør en betydelig vækstfaktor i de underudviklede lande, og minder om den vigtige rolle, de intellektuelle rettigheder spiller for en bæredygtig udvikling i disse regioner;
8. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremsætte og støtte et forslag til en protokol om forfalskning til supplering af den internationale konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet, der blev vedtaget i Palermo;
9. minder om, at fremstillingen af kopivarer og piratkopier i nogle af væktsøkonomierne har nået et alarmerende omfang, og bemærker, at selv om Europa-Parlamentet glæder sig over de samarbejdsforanstaltninger, der hidtil er blevet gennemført, så er der behov for særlige foranstaltninger for at styrke koordineringen mellem toldtjenesterne, retsorganerne og politiet med de pågældende lande og for at fremme samordningen af de nationale lovgivninger i disse lande og EU-retten;
10. anmoder Kommissionen om at indføre garantier på internationalt plan, jf. artikel 3, stk. 2[15], i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder[16], for at sikre, at nye patenthåndhævelsesforanstaltninger ikke kan misbruges til at skabe hindringer for den lovlige samhandel;
11. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke deres samarbejde med Euro-Middelhavs-partnerlandene inden for rammerne af programmet for et euromedmarked og til at fremme en fælles tilgang til lovgivning, procedurer og gennemførelse vedrørende toldsamarbejde og bekæmpelse af forfalskning og piratkopiering med henblik på at lette samhandlen mellem Euro-Middelhavs-partnerlandene;
12. er overbevist om, at der med sigte på intensiveret bekæmpelse af forfalskning også bør gøres hyppigere og mere målrettet brug af WTO's tvistbilæggelsesorgan, som, sammen med de nationale domstole og Fællesskabets domstole, kan yde en bedre beskyttelse af den europæiske industri og de europæiske forbrugere ved at konsolidere en retspraksis, der styrker indholdet og rækkevidden af TRIPS-aftalen;
13. minder om, at enhver harmonisering af de materielle bestemmelser skal respektere den nationale suverænitet og de internationale aftaler på dette område;
Handelsaftalen om bekæmpelse af forfalskning (ACTA) og andre bilaterale og regionale EU-foranstaltninger
14. anmoder Kommissionen om sideløbende med de multilaterale forhandlinger at fortsætte kampen mod forfalskning og piratkopiering ved ligeledes at fremme bilaterale, regionale og multilaterale aftaler, som tager sigte på at tilnærme lovgivningerne og deres anvendelse med henblik på at opnå effektivitet, også ved at sikre effektive tvistbilæggelsesmekanismer samt en sanktionsordning i tilfælde af manglende overholdelse af de indgåede forpligtelser;
15. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre den størst mulige indsats for, at ACTA kan forhandles på plads med fuldstændig transparens for EU's borgere, navnlig hvad angår definitionerne af udtrykkene "forfalskning" og "piratkopiering" og de planlagte strafferetlige sanktionsforanstaltninger; mener, at aftalens sociale konsekvenser samt konsekvenserne for borgernes rettigheder bør vurderes; støtter oprettelsen af en taskforce, der skal overvåge gennemførelsen af aftalen ved at fremme dette spørgsmål i dialogen mellem EU og tredjelande og som en del af samarbejdsaktiviteterne med disse lande;
16. mener, at det endnu ikke er sikkert, om EF-traktaten giver hjemmel til at udarbejde fællesskabsbestemmelser om typer og omfang af straf, og at Kommissionen som konsekvens heraf muligvis ikke har beføjelse til at forhandle for Fællesskabet om indgåelse af en international aftale, der præciserer art og omfang af de strafferetlige bestemmelser, der skal finde anvendelse over for personer, der er skyldige i krænkelser af varemærker og ophavsrettigheder;
17. understreger, at der i alle aftaler om håndhævelse af intellektuel ejendomsret bør sondres mellem anvendelse til personlig brug uden lukrativt formål og svigagtig og bevidst markedsføring af forfalskede eller piratkopierede produkter;
18. anmoder Kommissionen om at forhandle med tredjelande om at oprette en taskforce til bekæmpelse af forfalskning;
19. anmoder Kommissionen om at sikre, at ACTA ikke giver offentlige myndigheder adgang til private computere og andet elektronisk udstyr;
20. glæder sig over den voksende interesse, som mange WTO-medlemsstater viser for ACTA; mener, at der bør gøres bestræbelser på at inddrage vækstøkonomier som Kina, Indien og Brasilien og regionale handelsblokke som Mercosur, Caricom og ASEAN i forhandlingerne om aftalen og dermed få dem til at forpligte sig til fra nu af at sikre respekt for de intellektuelle ejendomsrettigheder på deres territorium;
21. anmoder Kommissionen om at afværge risikoen for selvmodsigelser og overlapning mellem ACTA, TRIPS-aftalen og andre internationale aftaler om intellektuelle ejendomsrettigheder;
22. anmoder Kommissionen om at sikre, at ACTA alene fokuserer på foranstaltninger til håndhævelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder og ikke på væsentlige spørgsmål om intellektuelle ejendomsrettigheder, som f.eks. beskyttelsens omfang, begrænsninger og undtagelser;
23. anmoder Kommissionen om at sikre, at ACTA ikke anvendes som et middel til at svække de gældende europæiske regler vedrørende intellektuel ejendomsret, men fuldt ud afspejler den balance, der er opnået med de forskellige direktiver, Europa-Parlamentet og Rådet har vedtaget på dette område, navnlig bestemmelserne i betragtning 2 i direktiv 2004/48/EF;
24. opfordrer Kommissionen og Rådets formandskab til at klarlægge, hvilken rolle og kompetence der skal tildeles artikel 133-udvalget og andre udvalg, der inddrages i forhandlingerne om ACTA;
25. mener, at Kommissionen i de igangværende forhandlinger bør tage hensyn til visse alvorlige kritikpunkter mod ACTA, nemlig at aftalen kan give ejere af varemærker og indehavere af ophavsret mulighed for at trænge ind i den påståede krænkende parts privatsfære uden de sædvanlige retssikkerhedsgarantier, at den kan kriminalisere ikke-kommercielle krænkelser af ophavsret og varemærker yderligere, at den kan styrke teknologier til forvaltning af digitale rettigheder (Digital Rights Management - DRM) på bekostning af retten til loyal anvendelse, at den kan indføre en procedure til bilæggelse af tvister ved siden af den eksisterende WTO-ordning, og endelig at den kan tvinge alle signatorerne til at dække de omkostninger, der er forbundet med håndhævelsen af ophavsret og varemærker;
26. opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at sikre en fortløbende og gennemskuelig offentlig høringsproces, til at støtte resultaterne af denne proces i alle de forhandlende lande og til at sikre, at Parlamentet jævnligt og grundigt underrettes om status i forhandlingerne;
27. minder om, at EF-traktaten indeholder undtagelser, hvor forhandling og indgåelse af aftaler i forbindelse med den intellektuelle ejendomsrets handelsrelaterede aspekter vedrører handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser; påpeger, at forhandling og indgåelse af aftaler i sådanne tilfælde henhører under området med delt kompetence mellem Fællesskabet og medlemsstaterne; påpeger ligeledes, at forhandlinger om sådanne aftaler ud over en afgørelse på fællesskabsplan, som er truffet i overensstemmelse med bestemmelserne i EF-traktaten, kræver en fælles overenskomst med medlemsstaterne, og at aftaler, som forhandles på denne måde, skal indgås af Fællesskabet og medlemsstaterne i fællesskab;
28. minder inden for rammerne af ACTA-forhandlingerne Kommissionen om artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som vedrører beskyttelse af personoplysninger, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger[17];
29. er af den opfattelse, at offentlighedens interesse i offentliggørelse af ACTA-aftaleudkastene, herunder situationsrapporterne, og i Kommissionens forhandlingsmandat ikke skal kunne tilsidesættes med henvisning til artikel 4 i Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001[18], og anmoder indtrængende Rådet om at håndhæve EF-traktatens artikel 255 således, at der opnås den størst mulige grad af aktindsigt, såfremt der er truffet de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i henhold til lovgivningen om databeskyttelse;
30. konstaterer med beklagelse, at beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret i Tyrkiet endnu ikke lever op til EU-standarderne og derfor bør revideres; påpeger, at Tyrkiet først bliver en troværdig kandidat til tiltrædelse, når landet er i stand til at overtage Fællesskabets regelværk og sikre fuld respekt for den intellektuelle ejendomsret inden for sine grænser;
Forbindelserne mellem EU og Kina
31. anmoder de kinesiske myndigheder om at styrke indsatsen mod og på ny træffe retlige foranstaltninger over for dem, der krænker den intellektuelle ejendomsret, og glæder sig i denne forbindelse over de retslige myndigheders holdningsskifte, idet de for nylig anerkendte europæiske borgeres intellektuelle ejendomsret i Kina og dømte lokale virksomheder, der havde krænket disse rettigheder;
32. gentager behovet for øget samarbejde med de kinesiske toldmyndigheder og sikring af passende bistand og støtte fra tilsvarende europæiske administrative tjenester;
33. påpeger, at 60 % af de forfalskede varer, der beslaglægges af toldmyndighederne i EU, er produceret i Kina; anmoder Kommissionen om hurtigst muligt at udarbejde en handlingsplan i samarbejde med de kinesiske myndigheder for at bekæmpe forfalskning;
Eksterne støtteforanstaltninger i bekæmpelsen af forfalskning
34. går ind for indførelse af en effektiv mekanisme til overvågning af eventuelle krænkelser af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er beskyttet i de forskellige aftaler, idet denne mekanisme skal være kombineret med handelsfremmende instrumenter som del af en konkret indsats for at bekæmpe forfalskning og piratkopiering;
35. minder om, at GSP-forordningen bl.a. tager højde for muligheden for en midlertidig suspension af præferencerne for de handelspartnere, der anvender illoyal handelspraksis; mener, at Kommissionen i særlig alvorlige tilfælde af krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, som f.eks. tilfælde, der udgør en alvorlig trussel for sikkerheden og folkesundheden, seriøst bør overveje at benytte dette præventive instrument;
36. mener, at forordningen om handelshindringer kan være en stor hjælp for de europæiske virksomheder, der har problemer med at få adgang til tredjelandes markeder på grund af krænkelser af den intellektuelle ejendomsret, og opfordrer Kommissionen til at fremme og lette navnlig SMV'ernes brug heraf;
37. mener, at et forbedret samarbejde i tredjelande mellem EU og medlemsstaterne kan sikre en mere effektiv udveksling af informationer, en bedre anvendelse af de ressourcer, der er til rådighed, og en større effektivitet af foranstaltningerne til bekæmpelse af forfalskning, både hvad angår politisk-diplomatiske aktiviteter og rent tekniske aspekter;
38. opfordrer Kommissionen til at gøre "markedsadgangsteamene" i EU-delegationerne til et fast holdepunkt for de EU-virksomheder, der klager over, at deres intellektuelle ejendomsrettigheder krænkes (navnlig SMV'er);
Lovgivnings- og organisationsmæssige aspekter
39. noterer sig den omfattende indsats, som Kommissionen har gjort for at styrke den intellektuelle ejendomsret i EU, og anmoder om, at der gøres en større indsats for at bekæmpe forfalskning og for at harmonisere de gældende lovgivninger i medlemsstaterne;
40. noterer sig, at der ikke findes en fælles definition af "forfalskning" og "piratkopiering" i EU, og at medlemsstaternes definitioner er indbyrdes forskellige;
41. noterer sig den foruroligende udbredelse af forfalskninger og piratkopiering, navnlig i den globaliserede økonomi, og de alvorlige konsekvenser for EU's konkurrenceevne, virksomheder, iværksættere og forbrugere; opfordrer derfor medlemsstaterne til at give forbrugerne fyldestgørende oplysning om farerne ved forfalskning og piratkopiering, navnlig om de betydelige risici for forbrugernes sundhed og sikkerhed, som forfalskede produkter, herunder lægemidler, udgør;
42. anmoder Kommissionen om specifikt at undersøge de risici for sundheden og sikkerheden, der er forbundet med forfalskning, for at vurdere om der er behov for yderligere foranstaltninger;
43. opfordrer Kommissionen til at gøre en betydelig indsats for at nå til enighed om minimumssanktioner i europæisk lovgivning for alvorlige krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder;
44. mener, at det er nødvendigt at harmonisere den gældende nationale lovgivning om forfalskning for at sikre, at den kommende ACTA-aftale kan gennemføres effektivt og konsekvent;
45. understreger nødvendigheden af, at der i Kommissionen sker en bedre samordning af de tjenester, der har til opgave at bekæmpe forfalskning, at de fællesskabsinitiativer, Kommissionen vedtager på dette område, gøres mere bekendt, da fragmenteringen af sanktionsordningerne skader det indre marked og svækker EU i forhandlingerne om handelsaftaler; understreger desuden nødvendigheden af, at den private og den offentlige sektor udvider deres samarbejde for at gøre bekæmpelsen af forfalskning mere aktiv, dynamisk og effektiv;
46. understreger nødvendigheden af at udvikle hensigtsmæssige og fortløbende undervisningsprogrammer for ansatte i toldvæsenet, dommere og andre relevante embedsmænd samt at tilskynde medlemsstaterne til at oprette specialenheder til bekæmpelse af forfalskning;
47. noterer sig, at Kommissionen i sin hvidbog om sport fra juli 2007 erkender, at sund økonomi i udnyttelse af sportsrettigheder er afhængig af effektive foranstaltninger til beskyttelse mod aktiviteter, der krænker de intellektuelle ejendomsrettigheder på nationalt og internationalt plan, og opfordrer til, at der tages hensyn til indehaverne af sportsrettigheder i alle foranstaltninger til bekæmpelse af forfalskning og digital piratkopiering;
48. opfordrer til forbedring og bedre samordning af toldprocedurerne i EU med henblik på at begrænse de forfalskede eller piratkopierede produkters adgang til det indre marked betragteligt; mener, at der i en mere effektiv bekæmpelse af forfalskning skal tages behørigt højde for den vigtige rolle, som internettet efterhånden spiller med hensyn til markedsføring af og reklame for forfalskede eller piratkopierede produkter; anmoder desuden Kommissionen om at forelægge Parlamentet og Rådet et forslag med sigte på at forsyne EU og medlemsstaterne med kvalitative og statiske oplysninger om forfalskning på europæisk plan, navnlig via internettet;
49. anmoder Kommissionen om at tage hensyn til de særlige forhold ved distribution af forfalskede varer via internettet samt at vurdere indvirkningen heraf på medlemsstaternes økonomier ved at udvikle statistiske instrumenter, som kan fremme en samordnet reaktion;
50. anmoder Kommissionen om at oprette eller fremme oprettelsen af en helpdesk for små og mellemstore virksomheder, helst i forbindelse med andre helpdeskfaciliteter, for at yde bistand til små og mellemstore virksomheder i spørgsmål om forfalskede varer;
51. betragter det som afgørende, at den europæiske industri ikke tøver med selv at støtte og fremme de foranstaltninger, som EU-institutionerne iværksætter; mener navnlig, at det er vigtigt, at SMV'erne sættes i stand til at forsvare deres rettigheder effektivt, ikke mindst hvis de intellektuelle ejendomsrettigheder krænkes i tredjelande;
52. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at tilskynde til initiativer, der øger forbrugernes viden om konsekvenserne af at købe forfalskede varer; fremhæver erhvervslivets rolle i sådanne initiativer;
53. mener, at det med henblik på sporing er nødvendigt at tilskynde industrien til at træffe foranstaltninger til at anvende moderne teknologi til at skelne bedre mellem originalvarer og forfalskede varer, og opfordrer Kommissionen til at gøre en indsats for at fremme og fastholde sådanne konstruktive initiativer;
54. opfordrer indtrængende de medlemsstater, der endnu ikke har gennemført direktiv 2004/48/EF, til at gøre dette hurtigst muligt; opfordrer medlemsstaterne til ikke at gøre nogen undtagelser ved EU's grænser hverken for rejsende eller virksomheder, eftersom importen af forfalskede varer for hovedpartens vedkommende er skadelig;
55. påpeger nødvendigheden af at respektere de fire grundlæggende friheder i det indre marked og af at forbedre dets funktion;
56. opfordrer Kommissionen til at indsamle data fra medlemsstaterne om de sundhedsskader, der er opstået for forbrugerne som følge af forfalskede produkter, og om forbrugernes klager over forfalskede produkter; opfordrer Kommissionen til at sørge for, at disse data bliver tilgængelige for myndighederne i alle medlemsstater;
57. insisterer i denne forbindelse på, at det er nødvendigt at mobilisere alle berørte aktører for at styrke effektiviteten af instrumenterne til bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering i det indre marked;
58. opfordrer medlemsstaterne til at øge antallet af toldere på deres nationale område og til at oprette en tjeneste, der er identificérbar for tredjeparter (herunder medlemsstater, tredjelande, EU-institutioner, virksomheder og privatpersoner), og som har til opgave at bekæmpe varemærkeforfalskning og informere om dette problem;
59. minder medlemsstaterne om vigtigheden af at råde over et fællesskabspatent og en domstolsordning for patenter som midler til at sikre, at brugerens intellektuelle ejendomsrettigheder håndhæves i hele EU, således at innovative virksomheder får mulighed for at beskytte deres opfindelser bedst muligt og i højere grad drage nytte af dem;
60. opfordrer medlemsstaterne til at intensivere bevidstgørelse og information i kampen mod varemærkeforfalskning og piratkopiering i turistområder samt på fagmesser og udstillinger;
61. påpeger den betydning, harmonisering af de intellektuelle ejendomsrettigheder og de eksisterende nationale og fællesskabspatenter har for bekæmpelsen af varemærkeforfalskning, og opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde virksomhederne til at beskytte deres tjenesteydelser og produkter ved at registrere varemærker, mønstre, patenter osv. for bedre at kunne håndhæve deres intellektuelle ejendomsrettigheder;
62. opfordrer Kommissionen til at udvikle en resultattavle, hvor medlemsstaternes resultater på toldområdet måles, med henblik på at styrke bekæmpelsen af varemærkeforfalskning, og til at oprette et netværk til hurtig udveksling af oplysninger om forfalskede varer, der bygger på nationale kontaktpunkter og moderne redskaber til udveksling af oplysninger;
63. opfordrer medlemsstaterne til at styrke koordinationen af deres toldtjenester og til at anvende fællesskabsbestemmelserne om toldafgifter ensartet i hele EU;
64. opfordrer medlemsstaterne til sammen med Kommissionen at udvikle en fælles tilgang til destruktion af forfalskede varer;
65. anmoder Kommissionen om at fremme gennemførelsen af den lempelige procedure, der er fastsat i artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 af 21. juli 2008 om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder[19], i alle medlemsstater;
66. mener endvidere, at betydelige aspekter af varemærkeforfalskning (kommerciel produktefterligning og krænkelse af varemærker) adskiller sig fra piratkopiering (kommerciel krænkelse af ophavsret), og at det bør overvejes at håndtere disse uafhængigt og særskilt, navnlig med henblik på det presserende behov for at håndtere spørgsmål vedrørende folkesundhed og sikkerhed i forbindelse med varemærkeforfalskning;
67. støtter i forbindelse med folkesundheden WHO's definition af forfalsket medicin: produkter som bevidst og svigagtigt fejletiketteres med hensyn til medicinens oprindelse og identitet; forfalsket medicin kan være både mærkevarer og generiske produkter og kan omfatte produkter med det rigtige lægemiddelstof, med forkert lægemiddelstof, helt uden eller med utilstrækkelig mængde af aktivt lægemiddelstof eller med forfalsket emballering;
68. understreger vigtigheden af at respektere grundlæggende rettigheder såsom databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred under udformningen af foranstaltninger til bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering;
Afsluttende betragtninger
69. opfordrer Kommissionen til sammen med Rådet og medlemsstaterne at lægge en klar, konsekvent og ambitiøs politisk linje, der sideløbende med de interne foranstaltninger på toldområdet og det strafferetlige område samordner og målretter EU's og medlemsstaternes "eksterne" foranstaltninger til at bekæmpe forfalskning og piratkopiering;
70. anmoder Kommissionen om at fremme supplerende foranstaltninger til de lovgivningsmæssige bestemmelser og navnlig om at fremme en større europæisk bevidsthed om farerne ved forfalskning med det formål at ændre offentlighedens holdning til forfalskning og piratkopiering;
71. mener, at Kommissionen bør overveje at etablere en resultattavle for international forfalskning, der er baseret på modellen for resultattavlen for det indre marked, og som viser, hvilke lande der ikke bekæmper forfalskning tilstrækkeligt;
72. opfordrer Rådet og Kommissionen til at sikre, at Parlamentet kan spille en mere central rolle i bekæmpelsen af forfalskning; anser det navnlig for hensigtsmæssigt, at EU fremmer sin politiske tilstedeværelse på både de specialiserede internationale møder som verdenskongressen om bekæmpelse af forfalskning og piratkopiering og i de internationale organisationer, der arbejder for beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret;
73. opfordrer Kommissionen og Rådet til at holde Parlamentet fuldt underrettet og inddrage det i alle relevante initiativer; mener, at det vil være i Lissabontraktatens ånd, at ACTA-aftalen ratificeres af Europa-Parlamentet under proceduren med samstemmende udtalelse;
o
o o
74. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter.
- [1] Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0053
- [2] EUT C 102E af 24.4.2008, s. 128.
- [3] Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0247.
- [4] EUT C 298E af 8.12.2006, s. 235.
- [5] EUT C 308E af 16.12.2006, s. 182.
- [6] Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0629.
- [7] Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0195.
- [8] EUT C 233E af 28.9.2006, s. 103.
- [9] EUT L 145 af 4.6.2008, s. 1.
- [10] Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0305.
- [11] EUT L 157 af 30.4.2004, s. 45.
- [12] EUT L 196 af 2.8.2003, s. 7.
- [13] EUT L 196 af 2.8.2003, s. 7.
- [14] G8-topmødets erklæring om vækst og ansvarlighed i verdensøkonomien af 7. juni 2007, Heiligendamm.
- [15] Artikel 3, stk. 2, lyder således: "Foranstaltningerne og retsmidlerne skal ligeledes være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning, og de skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af dem."
- [16] EUT L 157 af 30.4.2004, s. 45.
- [17] EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
- [18] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).
- [19] EUT L 196 af 2.8.2003, s. 7.
BEGRUNDELSE
I Kommissionens meddelelse om det globale Europa, der blev offentliggjort i 2006, konstaterede man, at det i forbindelse med de multilaterale og bilaterale foranstaltninger er nødvendigt at styrke den europæiske konkurrenceevnes eksterne dimension og puste nyt liv i bekæmpelsen af forfalskning i tredjelandene.
Der står meget på spil. Markedet for forfalskninger udgør omkring 500 mia. euro, hvilket svarer til ca. 7-10 % af verdenshandelen. Den europæiske økonomi har specialiseret sig i luksusprodukter med stor merværdi, og disse produkter er ofte beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder. Derfor er beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret et instrument, som man ikke kan give afkald på, hvis man ønsker at bevare den europæiske industris konkurrenceevne i tredjelandene. Det er et instrument, der giver et lige så afgørende bidrag til Lissabonstrategiens succes.
Det vil dog være forkert at tro, at de nye foranstaltninger, der træffes for at bekæmpe forfalskning, udelukkende er i den europæiske industris interesse. Ud over den alvorlige økonomiske skade, som virksomhederne lider på grund af forfalskning og piratkopiering, er denne ulovlige praksis hvert år årsag til, at hundredtusindvis af kvalificerede og vellønnede job forsvinder såvel i Europa (hvor det anslås, at 200.000 job går tabt) som i resten af verden, og den kan meget ofte bringe forbrugernes sundhed i fare, finansiere kriminelle organisationer eller terrororganisationer og medføre alvorlige miljøskader.
Forfalskning er et diversificeret fænomen, der er uendeligt udbredt, og som i forskellig grad berører næsten alle økonomiske sektorer. De tider, hvor der var tale om dårligt udførte og let identificerbare forfalskninger af luksusprodukter, er forbi. Forfalsknings- og piratkopieringsindustrien har i de senere år undergået en rivende udvikling og koncentrerer sig i dag om fremstilling af legetøj, tøj, computerprogrammer, medicin, kosmetik, fødevarer, cigaretter og reservedele til både biler og fly.
Det er ikke alle forbrugere, der er klar over, at de ved at købe produkter af meget tvivlsom herkomst begår en lovovertrædelse og er med til at støtte den organiserede kriminalitets paralleløkonomi. Parlamentet har allerede udtalt sig om dette spørgsmål og understreget, at der bør skelnes mellem personlig brug uden lukrativt formål og svigagtig og bevidst markedsføring af forfalskede eller piratkopierede produkter. Der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt at foretage en sådan sondren, men der bør også iværksættes informationskampagner for at gøre forbrugerne mere bevidste om risiciene og det ufornuftige i deres køb.
Forfalskningen antager ofte skjulte og farlige former. Det anslås således, at 10 % af alle lægemidler er forfalskede. Disse produkter kan - hvilket i øvrigt også gælder for kosmetik - indeholde potentielt farlige stoffer, der kan være yderst skadelige for sundheden for de mennesker, der bruger dem uden at ane uråd. Det var, hvad der skete i Panama i 2006 med en hostesaft, der indeholdt et frostbeskyttelsesmiddel, og som kostede over 130 mennesker livet. På samme måde kan det blomstrende marked for forfalskede fødevarer (bl.a. vin og spiritus) - foruden at gå alvorligt ud over europæiske produkter af høj kvalitet - udgøre en bekymrende trussel for forbrugerne, navnlig på andre markeder end det, som det forfalskede produkt kommer fra. Derfor er bekæmpelse af forfalskning også ensbetydende med at sikre forbrugernes mulighed for frit og trygt at købe de produkter, de ønsker.
Udviklingslandene er de største ofre for forfalskning, og de er sjældent i besiddelse af de nødvendige instrumenter til at bekæmpe dette omfattende problem ordentligt. Ordføreren er af den opfattelse, at det ville være en god idé at træffe specifikke foranstaltninger for at hjælpe dem med at bekæmpe dette fænomen på en effektiv måde og for at undgå, at der opstår "frizoner", som kontrolleres af den organiserede kriminalitet. Bekæmpelse af forfalskning af fødevarer og medicin i udviklingslandene er navnlig en af prioriteringerne i EU's eksterne foranstaltninger på dette område.
Denne betænkning tager sigte på udarbejdelsen af et konkret og konsekvent forslag til en samordnet og struktureret EU-politik ved at opstille rammerne for de eksterne aspekter af bekæmpelsen af forfalskning. Det er nødvendigt, at bekæmpelse af forfalskning bliver en af EU's prioriteringer, og at der tages behørigt højde for dens konsekvenser ved fastlæggelsen af EU's handelspolitik for de næste 10 år.
Modernisering af TRIPs-aftalen
Da TRIPs-aftalen trådte i kraft, var den et stort fremskridt i retning af globale bestemmelser for den intellektuelle ejendomsret, men resultaterne har endnu ikke levet op til forventningerne, eftersom adskillige WTO-medlemsstater ikke har kunnet eller villet sørge for fuldstændige gennemførelse af den. Kommissionen bør derfor fremme passende diplomatiske foranstaltninger for at sikre, at alle WTO-medlemsstaterne gennemfører TRIPs-aftalens minimumsbestemmelser korrekt.
I øvrigt er denne aftale ikke perfekt, og flere af dens elementer bør tages op til revision. Det vil navnlig være hensigtsmæssigt at udvide dens anvendelsesområde til at omfatte eksport-, transit- og omladningsoperationer samt andre krænkelser af den intellektuelle ejendomsret.
I tilfælde af alvorlige overtrædelser af TRIPs-aftalen bør EU ikke tøve med at indbringe sagen for WTO's tvistbilæggelsesorgan, hvad enten det drejer sig om at forsvare de berørte europæiske parter eller om at "fastlægge" en retspraksis, der kan skabe klarhed omkring aftalens indhold, så gennemførelsen bliver lettere, og så den samtidig bliver mere effektiv.
Ordføreren er desuden af den opfattelse, at det er nødvendigt at fremme anvendelsen af tvistbilæggelse, når der er tale om handelshindringer, og at gøre dette skridt lettere for de europæiske virksomheder, der klager over problemer med adgang til tredjelandenes markeder efter lokale aktørers ulovlige og under alle omstændigheder uretmæssige brug af virksomhedernes intellektuelle ejendomsrettigheder.
ACTA og andre bilaterale og regionale EU-foranstaltninger
Selv om WTO's multilaterale ramme fortsat er EU's vigtigste prioritering, vil det naturligvis ikke være muligt at bekæmpe forfalskning effektivt på internationalt plan uden andre bilaterale eller multilaterale initiativer såsom ACTA. Parlamentet forventer i den forbindelse at blive holdt behørigt underrettet og at kunne yde sit bidrag til den pågældende aftale, inden den officielt bliver forelagt for Parlamentet.
Forslaget til ACTA skyldes nødvendigheden af at gå længere end i TRIPs-aftalen og at gøre bekæmpelsen af forfalskning mere effektiv og konsekvent. Ud fra dette synspunkt er det utvivlsomt positivt, at de industrialiserede lande, som forfalskningen går hårdest ud over, navnlig EU, USA og Japan, har besluttet at gøre en fælles indsats. Processen er kun i sin indledende fase, men det er nødvendigt at sørge for, at der ikke er nogen overlapninger med TRIPs-aftalen, og at aftalens endelige målsætninger er tilstrækkeligt klare og realistiske.
Som supplement til ACTA mener ordføreren, at Kommissionen i alle de nye frihandelsaftaler, der bliver forhandlet på plads i de kommende år, bør indføje en klausul, der beskytter de intellektuelle ejendomsrettigheder (og en effektiv tvistbilæggelsesmekanisme).
Fuldstændig overholdelse af de forpligtelser, der følger af TRIPs-aftalen og de andre bilaterale og multilaterale aftaler, vil kræve, at tredjelandene, og navnlig udviklingslandene, gør en ikke ubetydelig økonomisk og organisatorisk indsats. Ordføreren mener, at EU i det mindste delvis bør gøre noget ved dette problem ved at yde de lande, der beder om det, og som viser vilje til at gå ind i kampen mod forfalskning, passende økonomisk og teknisk støtte, samt ved at fremme personalets uddannelse og om muligt indførelse af EU's toldprocedurer.
Der skal lægges særlig vægt på bekæmpelse af forfalskning i varernes transitlande og af de forfalskere, som benytter fabriksskibe, der opererer uden for territorialfarvandene.
"Made in"-mærket og de importerede varers sporbarhed
Hvis forslaget til Rådets forordning om angivelse af oprindelseslandet for visse varer, der importeres fra tredjelande[1], bliver vedtaget, vil det ikke blot give større gennemskuelighed med hensyn til visse produktkategoriers oprindelse, navnlig tekstiler, der ofte er genstand for forfalskning, men også yde et væsentligt bidrag til bekæmpelsen af forfalskning. Derfor håber ordføreren, at det bliver muligt at overvinde den uforståelige splittelse, der har forsinket proceduren, og at man hurtigt vil kunne vedtage denne tekst.
Samtidig ville det være hensigtsmæssigt sammen med de berørte industrisektorer at finde nogle metoder, der giver både toldvæsenet og slutbrugerne mulighed for let at identificere ægtheden af produkter fra tredjelande.
Lovgivnings- og organisationsmæssige aspekter
Ordføreren mener, at der er behov for en bedre samordning på fællesskabsplan, hvis den eksterne dimension af bekæmpelsen af forfalskning skal give konkrete resultater.
Det er ikke længere muligt at udsætte oprettelsen af en fælles europæisk myndighed, der har til opgave at bekæmpe forfalskning og at samordne både medlemsstaternes og Kommissionens forskellige tjenestegrenes indsats. Denne nye myndighed skal have tilstrækkelige midler og beføjelser til at fuldføre det mandat, som den har fået med respekt for medlemsstaternes beføjelser. Desuden skal Kommissionen sikre, at de forskellige tjenestegrene, der tager sig af denne vigtige sag, samordner deres indsats og arbejder i harmoni med hinanden.
Medlemsstaterne og Kommissionen skal lægge vægt på et specifikt aspekt af bekæmpelsen af forfalskning, nemlig beskyttelsen af SMV'er, både i Europa og i tredjelandene. Virksomhederne spiller en central rolle, når det gælder om at gøre strategien til bekæmpelse af forfalskning til en succes, og industrien skal, sådan som Kommissionen selv mindede om for nylig, gøre sin del, men det er utænkeligt at sidestille de multinationale luksusvareproducenter og de små producenter, der klarer sig særlig godt inden for deres sektor. Derfor er det hensigtsmæssigt at hjælpe SMV'erne med at forsvare sig bedst muligt mod dette omfattende problem, som påfører dem meget stor skade, og mere generelt at indføre nogle modeller for offentlig-privat samarbejde, der er mere effektive og billigere for virksomhederne.
De traditionelle markeders mætning og åbningen af nye markeder, f.eks. i vækstlandene, kræver desuden en ny operationel strategi, der ikke alene forfølger fænomenet med forfalskning i Europa, men også tager sigte på at tackle det i de regioner, hvor det har sine dybeste rødder, alt imens den i øvrigt også bliver ført ud i livet i de tredjelande, der ofte modtager forfalskede europæiske produkter, som er fremstillet et andet sted i verden.
Ordføreren håber ligeledes, at det bliver muligt dels at forbedre og udvide harmoniseringen af toldprocedurerne i EU og dels at indføre en mekanisme med strafferetlige sanktioner, der er fælles for alle medlemsstater. Bekæmpelse af forfalskning og piratkopiering uden for Europa kræver nødvendigvis et system med nogle stærke fælles regler, som der er enighed om i EU.
Europa-Parlamentets rolle
Parlamentet bør spille en central rolle i bekæmpelsen af forfalskning, navnlig i lyset af de nye beføjelser, som Parlamentet får, når Lissabontraktaten træder i kraft. Det vil ligeledes være hensigtsmæssigt sammen med de andre berørte parlamentsudvalg at fremme et årligt "forum" om dette emne, i højere grad at fokusere på dette problem i Parlamentets bilaterale forbindelser (navnlig med den amerikanske Kongres) eller multilaterale forbindelser (WTO-forsamlingen) og at sende en parlamentsdelegation til verdenskongressen om bekæmpelse af forfalskning.
- [1] Ref. 2005/0254 (ACC).
UDTALELSE FRA UDVALGET OM DET INDRE MARKED OG FORBRUGERBESKYTTELSE (21.10.2008)
til Udvalget om International Handel
om betydningen af varemærkeforfalskning for den internationale handel
(2008/2133(INI))
Rådgivende ordfører: Karin Riis-Jørgensen
FORSLAG
Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse opfordrer Udvalget om International Handel, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:
– der henviser til Kommissionens rapport af 19. maj 2008 om EU-toldmyndighedernes indsats over for varemærkeforfalskning og piratkopiering,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks)[1],
– der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 1. april 2008 med titlen "Udviklingsstrategi for toldunionen" (KOM(2008)0169),
– der henviser til ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlige foranstaltninger til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (KOM(2006)0168),
– der henviser til sin beslutning af 19. juni 2008 om 40-årsdagen for toldunionen[2],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder[3],
– der henviser til meddelelse fra Kommissionen om En europæisk strategi for industriel ejendomsret (KOM(2008)0465),
– der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 af 22. juli 2003 om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder[4],
1. opfordrer indtrængende de medlemsstater, der endnu ikke har gennemført direktiv 2004/48/EF, til at gøre dette hurtigst muligt; opfordrer medlemsstaterne til ikke at gøre nogen undtagelser ved EU's grænser hverken for rejsende eller virksomheder, eftersom importen af forfalskede varer for hovedpartens vedkommende er skadelig;
2. påpeger nødvendigheden af at respektere de fire grundlæggende friheder i det indre marked og af at forbedre dets funktion;
3. anerkender den alvorlige og foruroligende vækst i varemærkeforfalskning og piratkopiering, navnlig i en globaliseret økonomi, for EU's konkurrenceevne og for EU’s virksomheder, producenter og forbrugere, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at sikre, at forbrugerne i tilstrækkelig grad oplyses om de betydelige sundheds- og sikkerhedsrisici, der er forbundet med køb af visse forfalskede varer, såsom kosmetik, lægemidler, legetøj, husholdningsprodukter og elektronik;
4. opfordrer Kommissionen til at indsamle data fra medlemsstaterne om de sundhedsskader, der er opstået for forbrugerne som følge af forfalskede produkter og om forbrugerklager vedrørende forfalskede produkter; opfordrer Kommissionen til at sørge for, at disse data bliver tilgængelige for myndighederne i alle medlemsstaterne;
5. opfordrer medlemsstaterne til at oprette et effektivt netværk for grænseoverskridende samarbejde med henblik på at fremme en hurtig udveksling af oplysninger;
6. understreger betydningen af beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, der er af afgørende betydning for fremme af kultur og den kulturelle mangfoldighed samt for udnyttelsen af forskning og innovation og oprettelse af europæiske virksomheder, navnlig små og mellemstore virksomheder, med henblik på at støtte vækst og beskæftigelse i EU;
7. insisterer i denne forbindelse på, at det er nødvendigt at mobilisere alle berørte aktører for at styrke effektiviteten af instrumenterne til bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering i det indre marked;
8. opfordrer medlemsstaterne til at øge antallet af toldere på deres nationale område og til at oprette en tjeneste, der er identificérbar for tredjeparter (herunder medlemsstater, tredjelande, EU-institutioner, virksomheder og privatpersoner), og som har til opgave at bekæmpe varemærkeforfalskning og informere om dette problem;
9. opfordrer indtrængende Kommissionen til at optrappe kampen mod varemærkeforfalskninger og piratkopiering gennem internationale aftaler med tredjelande; glæder sig i denne forbindelse over initiativerne til at styrke samarbejdet med Kina;
10. minder medlemsstaterne om vigtigheden af at råde over et fællesskabspatent og en domstolsordning for patenter som midler til at sikre, at brugerens intellektuelle ejendomsrettigheder håndhæves i hele EU, således at innovative virksomheder får mulighed for at beskytte deres opfindelser bedst muligt og i højere grad drage nytte heraf;
11. opfordrer medlemsstaterne til at øge oplysningskampagner og information til bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering i turistområder samt på fagmesser og udstillinger;
12. opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til i højere grad at oplyse forbrugerne om de gældende regler for forfalskede varer og konsekvenserne ved brugen af dem, og opfordrer Kommissionen til – med henblik på at anspore til en holdningsændring i befolkningen med hensyn til varemærkeforfalskning og piratkopiering – at støtte aktiviteter, der bakker lovgivningen op, og navnlig at indføre en europæisk mærkedag, der skal skabe opmærksomhed om farerne ved varemærkeforfalskning;
13. opfordrer Kommissionen til at forstærke toldmyndighedernes fælles indsats til bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering i samarbejde med myndighederne i de lande, hvor de forfalskede varer produceres;
14. anmoder indtrængende Kommissionen om fortsat at give høj prioritet til forhandlingerne om gyldne standarder til forebyggelse af varemærkeforfalskninger og piratkopiering under handelsaftalerne om bekæmpelse af varemærkeforfalskninger (Anti-Counterfeiting Trade Agreements (ACTA);
15. minder om, at opsplitningen af sanktionsordningerne er til skade for det indre marked og svækker EU på den internationale scene og minder om betydningen af ovennævnte ændrede forslag til direktiv om strafferetlige foranstaltninger til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder;
16. påpeger betydningen af harmoniseringen af intellektuelle ejendomsrettigheder og af eksisterende nationale og fællesskabspatenter for bekæmpelsen af varemærkeforfalskning, og opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde virksomhederne til at beskytte deres tjenesteydelser og produkter ved at registrere varemærker, mønstre, patenter, etc. for bedre at kunne håndhæve deres intellektuelle ejendomsrettigheder;
17. opfordrer Kommissionen til at oprette et europæisk observatorium for varemærkeforfalskning, støttet af dens tjenestegrene, der har til opgave at samordne bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og piratkopiering, således at der kan foretages en regelmæssig vurdering af omfanget af varemærkeforfalskning og piratkopiering og en mere præcis analyse af disse fænomener; mener, at oprettelsen af et sådant observatorium er nødvendig for at give EU større indflydelse på den internationale scene;
18. opfordrer Kommissionen til at forbedre koordinationen af bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og piratkopiering og glæder sig over oprettelsen af den nye enhed, som specielt tager sig af bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og piratkopiering;
19. opfordrer Kommissionen til at udvikle en resultattavle, hvor medlemsstaternes resultater på toldområdet måles, med henblik på at styrke bekæmpelsen af varemærkeforfalskning, og til at oprette et netværk til hurtig udveksling af oplysninger om forfalskede varer, der bygger på nationale kontaktpunkter og moderne redskaber til udveksling af oplysninger;
20. opfordrer medlemsstaterne til at styrke koordinationen af deres toldtjenester og til at anvende fællesskabsbestemmelserne vedrørende toldafgifter ensartet i hele EU;
21. understreger behovet for at udvikle effektive foranstaltninger til bekæmpelse af forfalskede og piratkopierede varer, gennem brancheaftaler på EU-plan, under hensyntagen til fællesskabsrettens generelle principper såsom beskyttelse af personoplysninger og beskyttelse af ejendomsretten; er af den opfattelse, at sådanne foranstaltninger navnlig bør rettes mod de leverandører, der i stigende omfang – og ofte aggressivt – benytter internettet til at udbyde deres forfalskede produkter gennem ”spamming”, internetbutikker eller auktionssider, dog uden at sætte borgernes ret til internetadgang på spil;
22. insisterer på, at det er nødvendigt at udvikle passende og løbende videreuddannelse for toldpersonale, dommere og berørte faggrupper og at tilskynde medlemsstaterne til at oprette særlige indsatshold til bekæmpelse af varemærkeforfalskning;
23. opfordrer medlemsstaterne til sammen med Kommissionen at udvikle en fælles tilgang til destruktion af forfalskede varer.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
7.10.2008 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
34 0 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Cristian Silviu Buşoi, Charlotte Cederschiöld, Gabriela Creţu, Mia De Vits, Janelly Fourtou, Evelyne Gebhardt, Hélène Goudin, Małgorzata Handzlik, Christopher Heaton-Harris, Anna Hedh, Iliana Malinova Iotova, Kurt Lechner, Toine Manders, Catiuscia Marini, Arlene McCarthy, Nickolay Mladenov, Catherine Neris, Zita Pleštinská, Karin Riis-Jørgensen, Zuzana Roithová, Heide Rühle, Leopold Józef Rutowicz, Christel Schaldemose, Andreas Schwab, Marianne Thyssen, Jacques Toubon, Barbara Weiler, Marian Zlotea |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Emmanouil Angelakas, Wolfgang Bulfon, Colm Burke, Giovanna Corda, Othmar Karas, José Ribeiro e Castro, Olle Schmidt |
|||||
- [1] EUT L 145 af 4.6.2008, s. 1.
- [2] Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0305.
- [3] EUT L 157 af 30.4.2004, s. 45.
- [4] EUT L 196 af 2.8.2003, s. 7.
UDTALELSE FRA RETSUDVALGET (4.11.2008)
til Udvalget om International Handel
om betydningen af varemærkeforfalskning for den internationale handel
(2008/2133(INI))
Rådgivende ordfører: Eva Lichtenberger
FORSLAG
Retsudvalget opfordrer Udvalget om International Handel, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:
A. der henviser til, at det ved overvejelser om retslige skridt er fundamentalt vigtigt at anerkende den væsentlige forskel mellem intellektuel ejendomsret og materiel ejendomsret – og således mellem krænkelser af ejendomsretten og tyveri,
B. der henviser til, at alle krænkelser af den intellektuelle ejendomsret er ødelæggende for handels- og virksomhedsaktiviteter, men at handelsrelaterede krænkelser har yderligere og omfattende virkninger,
C. der henviser til, at små og mellemstore virksomheder spiller en nøglerolle i EU's økonomi, og henviser til den afgørende betydning af, at deres berettigede bekymringer vedrørende beskyttelsen af deres forsknings- og innovationsaktiviteter tages alvorligt,
D. der henviser til, at krænkelser i forbindelse med patenter på lægemiddelprodukter bør vurderes fra sag til sag i henhold til de grundlæggende argumenter fra et civilt søgsmål om krænkelse af et patent, mens krænkelser af ophavsret og varemærker udgør forsætlige forbrydelser,
1. anmoder Kommissionen og Formandskabet om klart at opridse roller og beføjelser for Artikel 133-Udvalget og de øvrige udvalg, der deltager i forhandlingerne om en handelsaftale vedrørende bekæmpelse af varemærkeforfalskning (ACTA);
2. noterer sig bekymringerne over manglen på gennemsigtighed i forhandlingerne om ACTA, især hvad angår aftalens rækkevidde, omfanget af de tiltag der overvejes og dens forhold til de eksisterende internationale aftaler om beskyttelse af intellektuel ejendomsret, især aftalen om handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret (TRIPS) og den aftale, som blev indgået inden for rammerne af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO); opfordrer indtrængende til en tidlig formel offentliggørelse af det igangværende arbejde;
3. mener, at det er vigtigt, at internationale initiativer som ACTA, der har til hensigt at bekæmpe varemærkeforfalskning og piratkopiering, ikke fører til vedtagelse af strengere beskyttelsesforanstaltninger for patenter, der går videre end TRIPS-aftalen;
4. mener endnu ikke, at det er sikkert, hvorvidt EF-traktaten giver hjemmel til at udarbejde fællesskabsbestemmelser om typer og omfang af straf, og at Kommissionen som konsekvens heraf muligvis ikke har beføjelse til at forhandle på vegne af Fællesskabet om indgåelse af en international aftale, der præciserer typer og omfang af de strafferetlige bestemmelser, der finder anvendelse over for personer, der er skyldige i overtrædelse af ophavsrettigheder;
5. minder om, at EF-traktaten indeholder undtagelser, hvor forhandling og indgåelse af aftaler i forbindelse med den intellektuelle ejendomsrets handelsrelaterede aspekter vedrører handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser; påpeger, at forhandling og indgåelse af aftaler i sådanne tilfælde hører under området med delt kompetence mellem Fællesskabet og medlemsstaterne; påpeger ligeledes, at forhandlingen af sådanne aftaler ud over en afgørelse på fællesskabsplan, som er truffet i overensstemmelse med bestemmelserne i EF-traktaten, kræver en fælles overenskomst med medlemsstaterne, og at aftaler, som forhandles på denne måde, skal indgås af Fællesskabet og medlemsstaterne i fællesskab;
6. anmoder Kommissionen om at tage behørigt hensyn til medlemsstaternes forskellige synspunkter vedrørende strafferetlige tiltag, især hvad angår typer og omfang af straffe, og til at genoverveje forhandlingerne i lyset heraf;
7. er af den opfattelse, at termerne "varemærkeforfalskning" og "piratkopiering" ikke følger nogen fastlagt definition, men bruges på forskellig vis, og opfordrer derfor Kommissionen til at skabe klarhed om disse termer;
8. bemærker, at selv om anvendelsen af de to begreber overlapper, anvendes varemærkeforfalskning ofte i forbindelse med forsætlig krænkelse af varemærker og piratkopiering i forbindelse med forsætlig krænkelse af ophavsrettigheder, og det ville være hensigtsmæssigt at indsnævre disse specifikke begreber til handelsrelaterede krænkelser; opfordrer Kommissionen til også at tage højde for de særlige forhold, der gør sig gældende for varemærkeforfalskning ved brug af internettet og at opgøre effekten af denne praksis på medlemsstaternes økonomi ved at udvikle statistiske og kvalitetsmæssige redskaber, der kan fremme en koordineret indsats mod dette fænomen;
9. foreslår endvidere, at betydelige aspekter af varemærkeforfalskning (kommerciel produktefterligning og krænkelse af varemærker) adskiller sig fra piratkopiering (kommerciel krænkelse af ophavsret), og at der tages hensyn til at håndtere disse uafhængigt og særskilt, navnlig med henblik på det presserende behov for at håndtere spørgsmål vedrørende folkesundhed og sikkerhed i forbindelse med varemærkeforfalskning;
10. understreger vigtigheden af at respektere grundlæggende rettigheder, såsom databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred, under udformningen af foranstaltninger til bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering;
11. opfordrer Kommissionen til – i overensstemmelse med Parlamentets holdning samt artikel 61 i TRIPS-aftalen[1] – at sikre, at ACTA udelukkende indfører strafferetlige foranstaltninger i forbindelse med krænkelser af ophavsret og varemærker, og at disse foranstaltninger ikke udvides til området for patenter;
12. minder inden for rammerne af ACTA-forhandlingerne Kommissionen om artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som vedrører beskyttelse af personoplysninger, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger[2];
13. opfordrer Kommissionen til – som det allerede er tilfældet med artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004[3] om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder – at sikre, at foranstaltningerne, som er truffet på internationalt plan til bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering, anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel; mener endvidere, at der bør skabes sikkerhed for, at misbrug af disse foranstaltninger kan undgås;
14. gentager, at Kommissionen i forbindelse med internationale aftaler, i henhold til rammeaftale om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen af 26. maj 2005[4], skal orientere Parlamentet "klart og i god tid (…) såvel under aftalernes forberedende fase som under og ved afslutningen af internationale forhandlinger"; opfordrer Kommissionen til at redegøre for de foranstaltninger, den har truffet med henblik på at opfylde denne forpligtelse over for Parlamentet;
15. er af den opfattelse, at offentlighedens interesse i offentliggørelse af ACTA-aftaleudkastene, herunder situationsrapporterne, og i Kommissionens forhandlingsmandat, ikke skal kunne tilsidesættes med henvisning til artikel 4 i Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001[5], og anmoder indtrængende Rådet om at håndhæve EF-traktatens artikel 255 således, at der opnås den størst mulige grad af aktindsigt, såfremt der er truffet de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i henhold til lovgivningen om databeskyttelse;
16. støtter i forbindelse med folkesundheden WHO's definition af forfalsket medicin: produkter som bevidst og svigagtigt fejletiketteres med hensyn til medicinens oprindelse og identitet. Forfalsket medicin kan være både mærkevarer og generiske produkter og kan omfatte produkter med det rigtige lægemiddelstof, med forkert lægemiddelstof, helt uden eller med utilstrækkelig mængde af aktivt lægemiddelstof eller med forfalsket emballering.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
4.11.2008 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
25 0 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Carlo Casini, Titus Corlăţean, Bert Doorn, Monica Frassoni, Giuseppe Gargani, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Neena Gill, Othmar Karas, Klaus-Heiner Lehne, Katalin Lévai, Antonio López-Istúriz White, Antonio Masip Hidalgo, Hans-Peter Mayer, Manuel Medina Ortega, Aloyzas Sakalas, Francesco Enrico Speroni, Diana Wallis, Jaroslav Zvěřina, Tadeusz Zwiefka |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Sharon Bowles, Eva Lichtenberger, Rareş-Lucian Niculescu, Georgios Papastamkos, József Szájer, Jacques Toubon, Renate Weber |
|||||
- [1] Artikel 61 i TRIPS-aftalen: Medlemmerne skal fastsætte strafferetlige procedurer og straffe i det mindste i de tilfælde, hvor der er tale om forsætlig varemærkeforfalskning eller piratkopiering af ophavsretligt beskyttet materiale i kommercielt omfang http://www.wto.org/english/docs_e/legal_e/27-trips_05_e.htm
- [2] EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
- [3] EUT L 157 af 30.4.2004, s. 45. Artikel 3, stk. 2, fastsætter, at "foranstaltninger, procedurer og retsmidler (...) skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af dem".
- [4] EUT C 117 E af 18.5.2006, s. 125.
- [5] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
5.11.2008 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
28 2 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Kader Arif, Daniel Caspary, Christofer Fjellner, Béla Glattfelder, Ignasi Guardans Cambó, Jacky Hénin, Caroline Lucas, Erika Mann, Helmuth Markov, David Martin, Vural Öger, Georgios Papastamkos, Godelieve Quisthoudt-Rowohl, Tokia Saïfi, Peter Šťastný, Gianluca Susta, Daniel Varela Suanzes-Carpegna, Iuliu Winkler, Corien Wortmann-Kool |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Jean-Pierre Audy, Bastiaan Belder, Ole Christensen, Albert Deß, Eugenijus Maldeikis, Javier Moreno Sánchez, Sirpa Pietikäinen, Zbigniew Zaleski |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
Sepp Kusstatscher, Roselyne Lefrançois, Michel Teychenné |
|||||