BETÆNKNING om socialt ansvar hos underleverandører i produktionskæder

12.2.2009 - (2008/2249(INI))

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender
Ordfører: Lasse Lehtinen

Procedure : 2008/2249(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A6-0065/2009
Indgivne tekster :
A6-0065/2009
Vedtagne tekster :

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om socialt ansvar hos underleverandører i produktionskæder

(2008/2249(INI))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

 der henviser til EF-traktatens artikel 39, 49, 50 og 137,

 der henviser til Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne[1],

 der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab[2],

 der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (KOM(2007)0249),

 der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2006 om anvendelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere[3] og til sin beslutning af 11. juli 2007 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser[4],

 der henviser til OECD's retningslinjer for Multinationale Virksomheder,

 der henviser til ILO's trepartserklæring om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik,

 der henviser til sin beslutning af 15. november 2005 om globaliseringens sociale dimension[5],

 der henviser til sin beslutning af 13. marts 2007 om virksomhedernes sociale ansvar: et nyt partnerskab[6],

 der henviser til sin beslutning af 23. maj 2007 om fremme af anstændigt arbejde for alle[7],

 der henviser til sin beslutning af 9. oktober 2008 om øget indsats til bekæmpelse af sort arbejde[8],

 der henviser til sin beslutning af 11. juli 2007 om modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer[9],

 der henviser til De Europæiske Fællesskabers Domstols dom i sag C-60/03 P, Wolff & Müller[10],

 der henviser til undersøgelsen "Liability in subcontracting processes in the European construction sector", som er foretaget af Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene,

 der henviser til forretningsordenens artikel 45,

 der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A6‑0065/2009),

A.  der henviser til, at outsourcing kan betragtes som en integreret del af økonomisk aktivitet,

B.  der henviser til, at de sidste 25 års hidtil usete økonomiske aktivitet har spillet en betydelig rolle for stigningen i beskæftigelsesniveauet i de fleste europæiske økonomier, og at denne udvikling har gavnet store og små virksomheder og samtidig fremmet iværksætterånden,

C.  der henviser til, at globaliseringen og den heraf følgende øgede konkurrence får virksomheder til at etablere sig på nye måder, hvilket inkluderer outsourcing af ikke-strategiske aktiviteter, oprettelse af netværk og mere udbredt anvendelse af underleverandører,

D.  der henviser til, at kompleksiteten af forbindelserne mellem moder- og datterselskaber og mellem hoved- og underleverandører gør det vanskeligt at gennemskue diverse strukturer, aktiviteter og politikker, samt hvor i produktionskæden ansvar og hæftelse er placeret,

E.  der henviser til, at disse forandringer har haft vidtrækkende konsekvenser for arbejdsmarkedsforholdene og sommetider gør det vanskeligt at fastslå med sikkerhed, hvilket retsområde der finder anvendelse på de forskellige elementer i produktionskæden, og at betaling og allokering af arbejde som følge heraf ikke længere styres af erhvervslivets rammebestemmelser,

F.  der henviser til, at produktionsprocessen i mange industrier i dag antager form af en opdelt kæde, der er blevet længere og bredere, idet den består af en (både horisontal og vertikal) logistikkæde og en værdikæde af økonomisk og produktiv karakter med enkelte specialiteter eller opgaver, der ofte udliciteres til mindre firmaer eller selvstændige erhvervsdrivende, og bemærker, at dette giver sig udslag i selskabernes regnskaber, idet de direkte omkostninger til arbejdskraft erstattes af omkostninger til underleverandører, tjenesteydelser og leverandører på grundlag af fakturaer og "handelsaftaler om tjenesteydelser",

G.  der henviser til, at underleverandører ofte spilles ud mod hinanden, og at de ansatte både hos udbyderen og underleverandørerne dermed presses for så vidt angår arbejdsforhold,

H.  der henviser til, at Europa-Parlamentet tidligere har påtalt problemer med falske selvstændige, og at dette problem også gør sig gældende, når der er tale om underleverandører,

I.  der henviser til, at udlicitering og outsourcing til juridisk uafhængige firmaer ikke fører til uafhængighed, og at virksomheder på et lavere niveau i værdikæden, med undtagelse af specialiserede underleverandører med hightech- eller andre avancerede aktiviteter, ofte ikke er i stand til at handle på lige fod med hovedleverandørerne,

J.  der henviser til, at der til trods for de mange positive sider ved at anvende underleverandører, såsom den øgede produktionskapacitet, også er visse økonomiske og sociale ubalancer blandt arbejdstagere forbundet med det, som risikerer at forringe arbejdsvilkårene, hvilket giver anledning til bekymring,

K.  der henviser til, at underleverandører også kan være deciderede formidlere, eller f.eks. vikarbureauer, der sommetider opererer som såkaldte skuffeselskaber, og at ofte kun en enkelt arbejdsopgave udliciteres, eller arbejdstagere kun ansættes til at udføre en bestemt opgave; der påpeger, at dette fremhæver den hurtigt ændrende karakter af byggeindustrien og andre sektorer med ofte usikre ansættelsesforhold,

L.  der henviser til, at de problemer, som er forbundet med denne usikre stilling vanskeliggøres i en grænseoverskridende sammenhæng, f.eks. når arbejdstagere udstationeres til en tredje medlemsstat,

M.  der henviser til, at ansættelsesforholdene i byggeindustrien er blevet omdefineret og samtidig har reduceret hovedleverandørens direkte sociale ansvar, idet arbejdet er blevet udliciteret ved hjælp af underleverandører og arbejdsformidlinger, hvilket gør tilførslen af billig og ofte ufaglært arbejdskraft til en integreret del af de laveste underleverandørled,

N.  der henviser til, at nogle sektorer, især byggesektoren, har været særlig sårbare over for misbrug i de ofte komplicerede underleverandørled,

O.  der henviser til, at det må sikres, at det grundlæggende princip om lige løn for lige arbejde samme sted gælder for alle arbejdstagere, uafhængigt af deres status og ansættelsesforholdets karakter, samt at dette princip overholdes;

1. opfordrer de offentlige myndigheder og alle berørte parter til at gøre deres yderste for at øge arbejdstagernes bevidsthed om deres rettigheder i henhold til de forskellige instrumenter (arbejdsretten, kollektive aftaler, adfærdskodekser), som regulerer deres kontrakt- og arbejdsvilkår i de virksomheder, de arbejder for, samt kontraktforholdet i underleverandørleddene;

2. opfordrer Kommissionen til at fremme kendskabet til god praksis, eksisterende retningslinjer og standarder, samt virksomhedernes sociale ansvar, hvad enten der er tale om hoved- eller underleverandører;

3. opfordrer på ny Kommissionen til at fremsætte forslag om anvendelse af dagsordenen for anstændigt arbejde på ansatte hos underleverandører og især om overholdelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder, sociale rettigheder, personaleuddannelse og ligebehandling;

4. understreger den betydning, underleverandører i produktionskæder med nye teknologier har med hensyn til forbedring af både produktions- og jobkvaliteten;

5. opfordrer de nationale offentlige myndigheder til at vedtage eller videreudvikle lovbestemmelser, som skal udelukke virksomheder, der har krænket arbejdsretten, kollektive aftaler eller adfærdskodekser, fra at deltage i et offentligt udbud;

6. glæder sig over vedtagelsen af en overnational lovgivningsramme, der er indgået mellem individuelle multinationale selskaber og globale fagforeninger, hvis formål er at beskytte arbejdstagerrettigheder i multinationale selskaber og hos deres underleverandører og datterselskaber i forskellige lande, og som definerer den afhængige arbejdstagers status og yder social beskyttelse uden hensyn til specifikke arbejdsvilkår;

7. noterer sig dommen i sagen Wolff & Müller, hvori EF-Domstolen har fastslået, at den tyske nationale ansvarsordning ikke tilsidesatte fællesskabslovgivningen, men derimod havde til formål at beskytte udstationerede arbejdstagere;

8. noterer sig Kommissionens forslag til direktiv om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, hvori Kommissionen foreslår, at konceptet om solidarisk ansvar indføres i fællesskabslovgivningen; glæder sig over, at Kommissionen således giver et eksempel på, at solidarisk ansvar som europæisk ordning er et passende instrument til at garantere, at alle underleverandører påtager sig deres ansvar med hensyn til arbejdstagernes rettigheder;

9. noterer sig resultatet af den offentlige høring vedrørende Kommissionens grønbog "Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer"; støtter med hensyn hertil Kommissionens hensigt om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at klarlægge rettigheder og forpligtelser for de deltagende parter i underleverandørkæderne for at undgå, at arbejdstagerne fratages deres mulighed for at gøre effektiv brug af deres rettigheder;

10. glæder sig over, at otte medlemsstater (Østrig, Belgien, Finland, Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene og Spanien) ved at udarbejde nationale ansvarsordninger har fundet en løsning på de problemer, som er forbundet med underleverandørernes forpligtelser som arbejdsgivere, og opfordrer andre medlemsstater til at overveje lignende ordninger; understreger dog, at det er særlig vanskeligt at gennemføre reglerne i forbindelse med underleverandører på tværs af grænserne, når medlemsstaterne har forskellige systemer;

11. understreger, at et snævert anvendelsesområde, som f.eks. en begrænsning til et enkelt led i kæden, nævnes i en undersøgelse gennemført af Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene som en årsag til, at ordninger ikke er effektive;

12. understreger de særlige udfordringer, som mindre virksomheder stilles over for; opfordrer de politiske aktører til at udarbejde egnede værktøjer til at øge bevidstgørelsen i denne sektor;

13. erindrer alle berørte parter om, at det i sin beslutning af 26. oktober 2006 om udstationering af arbejdstagere opfordrede Kommissionen til at indføre bestemmelser om solidarisk hæftelse for hovedleverandører med henblik på at forebygge misbrug i forbindelse med underleverandører og outsourcing på tværs af grænserne, for herigennem at skabe et åbent og konkurrencedygtigt indre markedet for samtlige virksomheder;

14. gentager sit budskab ved at opfordre Kommissionen til at oprette et klokkeklart fællesskabsretligt instrument til indførelse af et europæisk solidarisk ansvar, som samtidig overholder de forskellige lovgivninger i medlemsstaterne samt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet;

15. opfordrer Kommissionen til at iværksætte en konsekvensanalyse af merværdien og gennemførligheden af et fællesskabsinstrument om ansvar fordelt på flere led for på denne måde at opnå større gennemsigtighed i forbindelse med underleverandører og sikre en bedre håndhævelse af fællesskabsret og national ret; understreger, at en sådan undersøgelse bør gennemføres på tværs af sektorerne;

16. er overbevist om, at et sådant instrument vil gavne ikke blot arbejdstagere, men også medlemsstaternes myndigheder, arbejdsgivere og navnlig de små og mellemstore virksomheder i kampen mod den grå økonomi, idet klare og gennemsigtige fællesskabsregler vil drive tvivlsomme aktører ud af markedet og således forbedre det indre markeds funktion;

17. mener, at anvendelsesområdet for et sådant instrument som minimum bør dække lønninger, socialsikringsbidrag, skatter og skader i forbindelse med arbejdsulykker;

18. noterer sig, at alle foranstaltninger, der informerer arbejdstagerne om deres rettigheder og støtter dem i varetagelsen af disse rettigheder, udgør et vigtigt bidrag til fremme af virksomhedernes sociale ansvar; opfordrer medlemsstaterne til principielt at sikre, at arbejdstagerne informeres om deres rettigheder; mener i den forbindelse, at arbejdsmarkedets parter har et særligt ansvar;

19. opfordrer Kommissionen til at intensivere sine bestræbelser på at øge og forbedre samarbejdet og koordineringen mellem nationale, administrative organer, inspektorater, statslige håndhævelsesmyndigheder og socialsikringsmyndigheder; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at indføre mere restriktive inspektionsprocedurer og fremme forbindelserne mellem nationale arbejdsinspektorater, således at samarbejdet og koordineringen mellem dem forbedres; opfordrer Kommissionen til at udvikle kvalitetsstandarder for arbejdsinspektorater og iværksætte en gennemførlighedsundersøgelse vedrørende vilkårene for oprettelse af et europæisk netværk af arbejdsinspektorater;

20. understreger behovet for at tilskynde virksomhederne til at træffe enhver rimelig foranstaltning i god tro for at forhindre underleverandører i at overtræde arbejdsretten, som f.eks. certificeringssystemer og adfærdskodekser, herunder rapportering til myndighederne samt opsigelse af en aftale med en underleverandør, der deltager i ulovlig praksis, og for at undgå risikoen for at blive holdt solidarisk ansvarlig for en sådan overtrædelse;

21. opfordrer begge erhvervslivets parter til at gå i spidsen for fremme af fælles outsourcing, dels til gennemførelse af bestemte engangsopgaver, dels for at undgå, at samme opgave gennemføres af flere underleverandører, og glæder sig over indførelsen af rammeaftaler, som definerer socialt ansvar i kæden som et supplement til den nødvendige lovgivning;

22. advarer ligeledes imod konflikter og overlapninger mellem bestemmelser i adfærdskodekser, arbejdsretten samt standarder og retningslinjer, som er vedtaget af offentlige myndigheder og i kollektive overenskomster, og understreger derfor behovet for, at virksomheder prioriterer at overholde adfærdskodekser, standarder og retningslinjer, som er udarbejdet af overnationale organisationer (OECD, ILO) på nationalt plan eller på sektorniveau;

23. erindrer alle berørte parter og navnlig arbejdsgiverne om deres forpligtelser i forbindelse med information og høring af arbejdstagerne, herunder især dem, som er omfattet af fællesskabs- og nationalretlige instrumenter;

24. foreslår, at muligheden for at forene familieliv og arbejde sikres i lovgivningen på nationalt plan for arbejdstagere i underleverandørvirksomheder i produktionskæderne, og at direktiverne om barselsorlov og forældreorlov gennemføres effektivt;

25. opfordrer Kommissionen til at sikre effektiv overholdelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere og om nødvendigt iværksætte overtrædelsesprocedurer; opfordrer endvidere såvel Kommissionen som medlemsstaterne til at vedtage foranstaltninger til forbedring af informationsadgangen for udstationerede arbejdstagere, øge koordineringen og det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne, herunder præcisere, hvilken rolle medlemsstaternes forbindelseskontorer spiller, og løse de håndhævelsesproblemer på tværs af grænserne, som hindrer effektiv gennemførelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere;

26. understreger, at kampen imod de potentielle negative sociale konsekvenser af outsourcing kan styrkes ved at øge den sociale dialog mellem arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger;

27. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

  • [1]  EFT L 254 af 30.9.1994, s. 64.
  • [2]  EFT L 80 af 23.3.2002, s. 29.
  • [3]  EUT C 313 E af 20.12.2006, s. 452.
  • [4]  EUT C 175 E af 10.7.2008, s. 411.
  • [5]  EUT C 280 E af 18.11.2006, s. 65.
  • [6]  EUT C 301 E af 13.12.2007, s. 45.
  • [7]  EUT C 102 E af 24.4.2008, s. 321.
  • [8]  Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0466.
  • [9]  EUT 175 E af 10.7.2008, s. 401.
  • [10]  Sag C-60/03 Wolff & Müller [2004] ECR I-9553.

BEGRUNDELSE

Outsourcing har oplevet et boom i EU i de sidste årtier, ikke blot inden for byggesektoren, men også inden for andre økonomiske sektorer, såsom rengørings-, transport- og turistsektoren samt værftsindustrien, for blot at nævne nogle få. Outsourcing gør det ofte muligt for virksomheder at anvende specialiseret arbejdskraft på en fleksibel måde og er en af faktorerne bag den øgede økonomiske aktivitet, der således skaber flere arbejdspladser.

I takt med at outsourcing har fundet stigende anvendelse, er der blevet rejst spørgsmål om dets indvirkninger på arbejdsvilkårene, og mere specifikt hvad angår de juridiske konsekvenser for arbejdsgivere og arbejdstagere, arbejdstagerrettigheder, den øgede risiko for 'social dumping' og den potentielle risiko for at unddrage sig skatte- og socialsikringsforpligtelser. Navnlig inden for byggeindustrien har lange underleverandørled været sårbare over for misbrug. Overnationale omstændigheder omfatter sågar situationer, hvor en arbejdsgiver, som er etableret i medlemsstat A, ansætter arbejdstagere fra medlemsstat B med henblik på at arbejde i medlemsstat C.

De problemer, som er forbundet med en sådan usikker ansættelse, tydeliggøres blot i en grænseoverskridende sammenhæng, når udstationeringen af en arbejdstager finder sted i en tredje medlemsstat. Et nyligt praktisk eksempel herpå er en cypriotisk virksomhed, som udstationerer polske arbejdstagere til byggeriet af et kernekraftværk i Finland. Virksomheden var oprindelig irsk, men registreret i Cypern. Det er åbenbart, at det i komplekse grænseoverskridende situationer som denne er en udfordring at styrke udestående lønkrav.

Otte medlemsstater (Østrig, Belgien, Finland, Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene og Spanien) har ved at udarbejde nationale ansvarsordninger fundet en løsning på de problemer, som er forbundet med underleverandørernes forpligtelser som arbejdsgivere. Den seneste undersøgelse foretaget af Dublin-instituttet har vist, at der findes to hovedformer for ansvar i disse medlemsstater: solidarisk hæftelse (navnlig for så vidt angår betalinger til skattevæsenet), og ansvar fordelt på flere parter, som enten kan begrænses til kun at omfatte den direkte leverandør eller omfatte alle leverandørled. Disse ansvarsordninger dækker i materiel henseende tre typer af forpligtelser, nemlig lønninger, socialsikringsbidrag og indkomstskatter.

I syv af de pågældende otte medlemsstater findes der forskellige præventive ordninger, der har til formål at minimere muligheden for ansvar for de berørte parter. De pågældende ordninger, som ganske vist er landespecifikke, menes overalt at være effektive. Ordningernes præventive virkning som understøttelse for sunde ansættelsesforhold og generelt mere retfærdige omstændigheder inden for sektoren bør ikke undervurderes. Mens de nationale ansvarsordninger overalt anses for effektive, konkluderer Dublin-instituttet imidlertid også, at alle de pågældende lande står over for alvorlige vanskeligheder i forbindelse med styrkelsen og anvendelsen af deres ansvarsordninger på udenlandske underleverandører og vikarbureauer.

Ordføreren er overbevist om, at der skal findes europæiske løsninger på europæiske problemer. Et europæisk system med 'solidarisk ansvar' eller 'kundeansvar' ville garantere, at hovedleverandøren er mere opmærksom på, hvorvidt den kontraherende part er troværdig og har til hensigt at handle i overensstemmelse med lovgivningen i det pågældende land, herunder direktivet om udstationering af arbejdstagere. Et sådant system ville således tackle den grå økonomi og hindre illoyal konkurrence, der skyldes, at en af parterne udbetaler sine ansatte lønninger, der er lavere end mindstelønnen. Dette ville naturligvis også gavne arbejdstageren, idet der tilføjes endnu en "debitor", som hæfter solidarisk med arbejdsgiveren, og som generelt er mere solvent.

Kommissionen har ved adskillige lejligheder rejst spørgsmålet om ansvar. I sin meddelelse (KOM(2007)0304) vedrørende direktivet om udstationering af arbejdstagere forudså Kommissionen yderligere handling inden for dette område, idet den udtalte, at spørgsmålet om, "hvorvidt subsidiært ansvar kunne udgøre en effektiv og forholdsmæssigt afpasset måde at øge overensstemmelseskontrol og -håndhævelse på i forbindelse med fællesskabsretten, fortjener yderligere undersøgelser og overvejelser". Kommissionens grønbog om arbejdsret indeholdt et lignende spørgsmål (KOM(2006)0708).

I princippet har EF-Domstolen bekræftet ansvarsmekanismen, idet den har fastslået, at friheden til at levere tjenesteydelser (artikel 49 i EF-traktaten) ikke udelukker anvendelsen af et nationalt system med solidarisk hæftelse[1]. Imidlertid adskiller lovgivningerne sig fra land til land, hvilket skaber smuthuller, navnlig i de medlemsstater, som endnu ikke har en effektiv lovgivning. Dette er baggrunden for, at ordføreren har konkluderet, at kun et europæisk ansvarssystem, som behandler alle berørte parter ens, kan yde retfærdighed til behovene på det europæiske arbejdsmarked. Ordføreren er overbevist om, at det europæiske indre marked vil drage fordel af en gennemsigtig ansvarsordning og gøre det mere dynamisk.

  • [1]  Sag C-60/03, Wolf & Müller

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

11.2.2009

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

28

14

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Jan Andersson, Edit Bauer, Iles Braghetto, Philip Bushill-Matthews, Milan Cabrnoch, Alejandro Cercas, Ole Christensen, Luigi Cocilovo, Jean Louis Cottigny, Jan Cremers, Harald Ettl, Richard Falbr, Carlo Fatuzzo, Ilda Figueiredo, Joel Hasse Ferreira, Stephen Hughes, Karin Jöns, Ona Juknevičienė, Jean Lambert, Bernard Lehideux, Elizabeth Lynne, Thomas Mann, Jiří Maštálka, Maria Matsouka, Elisabeth Morin, Csaba Őry, Siiri Oviir, Marie Panayotopoulos-Cassiotou, Pier Antonio Panzeri, Rovana Plumb, Elisabeth Schroedter, José Albino Silva Peneda, Jean Spautz, Gabriele Stauner, Ewa Tomaszewska, Anne Van Lancker, Gabriele Zimmer

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Françoise Castex, Gabriela Creţu, Lasse Lehtinen, Adrian Manole, Ria Oomen-Ruijten, Csaba Sógor, Patrizia Toia